Børnene på Birkely

---

Af Helene Hørlyck (1915)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

8. En uventet Gæst

Fredag skulle der bages Julekager, og de to Fruer Torp optrådte fra Morgenstunden i store, hvide Forklæder og havde meget travlt.

Den fine Grossererfrue tog sig naturligvis ellers ikke af Madlavningen. Skønt hun selv var udgået fra Arbejderstanden, var hun så dum at skamme sig derover og undgik helst alt, hvad der kunne minde hende om fordums Tider. Men siden hun engang havde læst i en Avis, at vor nuværende Dronning, som Kronprinsesse, selv gik med i Køkkenet og bagte Kager, fik hun Mod på at bage og pralede hver Jul for sine Bekendte med alt sit »dejlige Bagværk«.

Børnene var alle henrykte, Julebagning havde ude på Birkely været en af Årets store Glæder, og nu havde Martha og Sofie fået Løfte på at smutte Mandler og skære Pebernødder, og Amalie og Kamilla var udset til at lave Kringler.

I Køkkenet var der trukket et langt, hvidt Køkkenbord ud, og på en Bænk langs Væggen sad alle de unge Hjælpere. De skoldede Mandler blev tillige med en Skål til at komme dem i sat foran Martha og Sofie, og de to Pigebørn gav sig med stor Alvor i Færd med Arbejdet.

Lidt efter puttede Sofie en Mandel i Munden.

»Mor, de spiser af Mandlerne,« lød det øjeblikkelig fra Amalie.

»Fy, hvor kan det falde jer ind,« sagde Moderen skarpt, »hvis I ikke kan lade være med at rapse, bliver I jaget ind.«

»Det var kun mig, der tog en eneste lille Mandel,« sagde Sofie, da hun så Marthas forskrækkede Mine.

Lidt efter råbte Amalie:

»Uf, en Mus,« og samtidig pegede hun mod et Hjørne i Køkkenet; da de alle kikkede derhen, greb hun rask med den anden Hånd ned i Skålen med Mandler og puttede en hel Håndfuld i Lommen.

Kamilla havde dog lagt Mærke til det og stirrede forbavset på hende, men Amalie lod som ingenting og trillede videre på sin Dejg. Da Mandlerne var færdige, sagde hendes Moder:

»Jeg synes, det er svundet i Mandlerne.«

»Jeg har ingen flere taget,« sagde Sofie.

»De kan da ikke forsvinde af sig selv, og man må hellere tilstå end lyve,« sagde Tanten og så skarpt på Martha.

Den lille Pige blev blussende rød og så hen på sin Moder, mens hun stammede:

»Mor, jeg lyver ikke.«

»Nej, lille Martha, det gør du ikke,« sagde Fru Torp, men Tante Edith kunne jo tage fejl. Mandlerne svinder en Del, når Skallerne kommer af dem.«

»Men hvis Martha virkelig har taget dem, Marie,« blev Svigerinden ved, »så er det da grumme galt at tage hende i Forsvar. Det er såmænd ikke for de Par Mandler, men for Barnets egen Skyld og for mine Pigebørns Skyld, at de ikke skal få forvirrede Begreber om Ret og Uret.«

Fru Torp så helt ulykkelig ud, hun vidste, at lille Martha ikke løj. Kamilla kæmpede med sig selv, hun ville nødig sladre, men på den anden Side, kunne hun heller ikke tåle at se Marthas tårefyldte Øjne.

»Hun er jo helt rød i Hovedet, det er tydeligt at se, at det er hende,« sagde Amalie og pegede over på Martha, som hulkende kastede sig ind til sin Moder og græd, som om hendes lille Hjerte skulle briste.

Men nu kunne Søsteren ikke dy sig og råbte:

»Din væmmelige Tøs, som både lyver og stjæler! Det er dig, som har taget dem, Amalie, jeg så det selv - vend din Lomme straks.«

»Kamilla, Kamilla dog, ikke så heftig,« tyssede Moderen.

»Skal hun skylde Martha for en Løgner og en Tyv, når det er hende selv. Vend din Lomme straks,« vedblev Kamilla.

»Amalie,« sagde Husets Frue, »lad os se din Lomme, så Kamilla kan blive overtydet om sin nydelige Opførsel.«

»Jeg har ikke taget dem, og jeg vil ikke vende min Lomme på Kamillas Befaling, hun kan passe sig selv.«

Men inden Amalie kunne få Tid til at afværge det, jog Kamilla sin Hånd ned i Amalies Lomme og vendte den, så Mandlerne fløj ud over Køkkengulvet.

»Men, Amalie dog,« udbrød Moderen og blev lige, så rød i Hovedet som hendes tyvagtige Datter. »Amalie, gå din Vej, du må ikke hjælpe mere med Kagerne, det skal være din Straf,« tilføjede hun.

Amalie gik trodsig ud og huggede Døren i efter sig.

»For Resten synes jeg, det er næsten lige så slemt at være Angiver,« vendte Tanten sig til Kamilla, »men det bliver naturligvis din Mors Sag, hvordan hun vil straffe dig.«

Fru Torp så forbavset på Svigerinden, men så huskede hun på deres pinlige Stilling som fattige Slægtninge, og derfor sagde hun stille:

»Gå op på Gæstekammeret, Kamilla! Når vi er færdige med Vanillekransene, kommer jeg op til dig.

Kamilla gik. Martha og Sofie sad lidt og så på deres Mødre, som forstemte og uden mange Ord fortsatte deres Arbejde.

Lidt efter foreslog Sofie:

»Martha, skal vi ikke hellere gå op og lege med Katrine?«

»Jo,« hviskede Martha inderlig glad ved at slippe bort fra den Julebagning, som hun havde glædet sig så meget til.

Oppe på Gæstekammeret sad Kamilla henne ved Vinduet og stirrede trøstesløs ned i Gården, hun tænkte på sidste Julebagning hjemme, på den Spøg og Munterhed, der havde været i Køkkenet. Hvert Øjeblik fik de en lille Mundsmag af de mange gode Sager eller en lille Klat Dejg, som de skulle lave Forbogstavet til deres eget Navn af. Og hvor de havde let af Marthas lille Dejgklat, som på en ubegribelig Måde blev mindre og mørkere får hver ny Æltning. Hvor alting var anderledes hos Onkel Ottos; det var, ligesom der ingen Glæde eller Hygge var ved nogen Ting.

Nu kom deres Moder, og Kamilla gik hende hurtigt i Møde.

»Mor, er du vred på mig, fordi jeg var så heftig?«

»Nej, min egen Pige, jeg forstod så godt, at du blev vred på Amalie, da hun ville skyde Skylden på Martha, men man skal altid søge at beherske sig, så man ikke lader Vreden løbe af med sig. Ellers var det rigtigt af dig at sige Sandheden, så Martha ikke skulle lide uforskyldt, det kan man ikke kalde Angiveri, men Tante Edith var naturligvis ked af, at Amalie havde båret sig så galt ad, derfor blev hun uretfærdig mod dig.«

»Mor, det er ikke rart at være her hos Onkel Ottos, bare vi kunne flytte før Jul.«

»Ja, jeg ville også ønske det, men det kan vi ikke. Vi må alle se at være så elskværdige mod Tante Edith som muligt, det er jo alligevel pænt af hende, at hun vil huse os, så længe vi ikke selv har noget Hjem.«

Om Eftermiddagen, da de to Mødre igen var i fuldt Arbejde med Kagerne, hørte de Entréklokken ringe.

»Luk du op, Martha,« sagde Tanten, for Pigerne var alle mer eller mindre melede; og de andre Børn var gået ud at se på Juleudstillinger.

Martha skyndte sig ud og lukkede op. Udenfor stod en gammel, gråhåret Mand med kortklippet Skæg og skarpe, grå Øjne bag en guldindfattet Lorgnet. Han var klædt i en mærkelig Pels, som vendte det lådne ud, og det kippede i Martha af Rædsel over det uventede Syn.

»Hvad hedder du, lille Stump?« spurgte Manden venligt.

»Martha,« hviskede hun med en Kraftanstrengelse for ikke at løbe sin Vej.

»Er du Grosserer Torps lille Pige?« spurgte han videre og tog hende smilende i Hånden.

»Nej, jeg er Fars Pige,« sagde Martha usikker.

»Se, se, hvor bor så din Far?«

»Ude på Birkely,« sagde Martha mere modigt, for den gamle Mand klappede hende så venligt på Kinden, mens han uden videre fulgte med hende ind og lukkede Entrédøren efter sig.

I det samme åbnede Marthas Moder Køkkendøren på Klem for at se, hvem Barnet holdt den lange Samtale med.

»Mor, her er en fremmed Mand,« meldte Martha.

»Nå, det er altså Karl Torps Kone,« sagde den fremmede Herre og trådte nærmere, »jeg er hans Farbror Thomas fra Amerika, jeg tænker, Karl har talt om mig, skønt det er mange År siden, jeg har skrevet hjem, og I måske alle har anset mig for død og borte.«

»Nej, er det virkelig Farbror Thomas! Velkommen hjem til Danmark! Min Mand har flere Gange skrevet til forskellige danske Konsuler i Amerika og forespurgt om Dem, men aldrig fået nogen Oplysning. Det vil rigtignok glæde ham at, se Dem igen.«

Under dette havde den gamle Mand ved Fru Torps Hjælp fået Pelsen af og var fulgt med ind i Dagligstuen. Fin i Tøjet var han just ikke, men han så venlig og rar ud.

Fru Torp skyndte sig at meddele Svigerinden det uventede Gæste.

»Hvordan ser han ud i Tøjet?« spurgte hun straks, »ser han ud til at være velhavende?«

»Nej, han er meget tarvelig klædt.«

»Ok dog! Fattig og gammel! Nu vil han naturligvis være her i Julen, og nu vi er så mange i Forvejen!«

Dermed gik hun ind i Dagligstuen.

Her sad Farbror med Martha på Skødet, og til Fru Ediths store Forbavselse var hun ivrigt i Færd med at fortælle ham en hel Del, som lod til at more den gamle Mand meget.

Han rejste sig og gik Husets Frue i Møde.

»Så er det vel Ottos Kone?« sagde han venligt og rystede hjerteligt hendes Hånd. Hun ønskede ham velkommen på sin sædvanlige stive Måde og spurgte derpå, om det nu var hans Agt at blive I Danmark.

»Åh jo,« svarede den gamle Mand, nu har jeg slidt i mange År i det fremmede, og nu har jeg tænkt at købe mig et lille Hus med lidt Jord, som selv kunne gå og passe, den Tid jeg har tilbage. Jeg syntes, det kunne være rart at bo mellem mine egne, hvis jeg skulle trænge til Hjælp på mine gamle Dage."

»Hm« - Fru Edith rømmede sig kun.

»Egentlig havde jeg tænkt at slå mig ned tæt ved Birkely,« vedblev den hjemkomne, »det er jo min gamle Fødegård. Når man bliver gammel, søger man helst hjem til sin Barndomsegn.«

»Ja,« sagde Fru Marie med Tårer i Øjnene, »men på Lørdag skal Birkely sælges ved Auktion, det er gået os dårligt. Stakkels karl, det er så svært for ham, og han er kommet i al den Ulykke, fordi han for nogle År siden hjalp en Ven med et stort Pengelån.«

»Det var dog trist at høre,« ytrede den gamle Mand, »ja, jeg kunne jo nok forstå på lille Martha her, at det ikke var frivilligt, at I forlod Birkely. Men var der ingen, der kunne hjælpe jer, kunne Otto ikke?«

»Otto har hjulpet et Par Gange med større Lån,« sagde hans Hustru skarpt, »han har jo også sine egne at tænke på, så vi var enige om, at vi ikke ville risikere mere.«

»Ja så,« sagde Thomas Torp og rystede beklagende på Hovedet, »hvor det dog var kedeligt, nu har den gamle Gård jo været i Torpernes Eje i over hundrede År. Jeg havde sådan glædet mig til at kunne gå der igen i den gamle Have og se nye, unge Torper vokse op og tage den i Arv.«

Nu kom Grossereren ind, og overrasket udbrød han:

»Men er det virkelig dig, kære, gamle Farbror? Vi troede dig såmænd død og borte. Hvorfor skrev du aldrig til os?«

»Jeg havde ikke andet end Slid og Fattigdom at fortælle om, derfor skrev jeg ikke. Nu har jeg endelig sparet et Par Tusind Kroner sammen, og nu vil jeg dø herhjemme i min Barndoms Egn.«

Da Farbror havde fået Kaffe og Julekager, gik de to Fruer atter ud til Bagningen, mens Grossereren underholdt Gæsten. Nu fik Farbror yderligere Forklaring om de sørgelige Omstændigheder ved Fallitten og om Auktionen, som skulle afholdes næste Dag. Lidt efter blev Husets Herre kaldt over på Kontoret.

»Nå, lille Martha,« sagde Farbror, »så må vi to underholde os selv. Fortæl mig lidt om Birkely. Er du ked af at rejse derfra?«

»Ja, for nu skal vi bo i et forfærdelig grimt Hus,« sagde Martha og så troskyldig op på Onkelen. Hun syntes, han lignede hendes Fader lidt på Øjnene og Næsen, og derfor havde hun lige straks fattet Tillid til ham.

»Stakkels, lille Pige,« sagde han, »hvor mange Børn er I?«

»Tre og så Katrine.«

»Hvor gammel er Katrine?«

»2 År.«

»Kan hun selv gå?«

»Ja, det kan hun rigtignok; hun kan selv fange Mus, og hun har een Gang fanget en stor Rotte,« sagde Martha stolt på Katrines Vegne.

»Hvad behager,« udbrød Farbror forbavset, »kan sådan en lille Pige fange Mus og Rotter?«

»Katrine er ingen Pige, det er min Missekat.«

»Nå - ja, det forandrer Sagen. Jeg ville gerne se Katrine, kan du ikke hente den?«

Jo, det ville Martha hellere end gerne, og hun skyndte sig op efter den. Da hun atter kom ned, var hendes Tante i Stuen.

»Men, Martha,« udbrød hun vredt, »hvor kan det falde dig ind at komme herind med Katten, har jeg ikke udtrykkelig forbudt det?«

»Jo,« stammede Martha og så på Farbror.

»Det var mig, der bad hende om det,« indskød han hurtigt, »det er rigtignok en dejlig Mis, du der har.«

»Vil du gerne låne den lidt?« spurgte Martha.

»Martha, vil du øjeblikkelig bringe Katten op,« sagde Tanten så hårdt, at Martha hurtig skyndte sig ud med sin Yndling.

Farbror lod som ingenting og ytrede kun:

»Det er en sød Pige, den lille Martha!«

»Ja, såmænd,« svarede Tanten tørt, »dersom hun ikke var så forkælet.«

»Nu bliver du vel hos os Julen over, Farbror?« spurgte Grossereren, da han atter kom ind, »vi har god Plads, og når Auktionen i Morgen er overstået, kommer Karl også. Han var altid din Yndling, da vi var små, og du var på Birkely.«

»Nej, Tak, kære Otto, jeg har allerede lejet Værelse på Hotellet.«

Lidt efter tog han Afsked, men lovede at komme næste Dag for at hilse på Karl Torp.

»Gud ske Lov, han ikke ville bo her hos os,« sagde Fru Edith, da han vel var ude af Døren, »sikke noget Tøj han havde på!«

»Stakkels, gamle Farbror,« ytrede hendes Mand, »han har vel ikke Råd til at klæde sig bedre. Jeg synes, det er helt rørende, at han søger herhjem igen på sine gamle Dage.«

»Åh, Mor, du skulle se Juleudstillinger!« kom Kamilla hæsblæsende ind, fulgt af Sofie og Amalie. »Åh, et dejligt, hvidt Pelsværk med Sorte Pletter i til 10 Kroner, det var gruelig billigt. Bare Mormor sendte mig sådan et!«

»Du kan da nok tænke, din Mormor ikke sender sådan noget unyttigt noget nu,« faldt Amalie ind.

Kamilla tav, naturligvis havde Kusinen Ret. Nu fik hun vel aldrig mere noget rigtig pænt Tøj!

Men Moderen klappede hende kærligt på Kinden.

»Du kan tro,« sagde hun, »der er en pæn Julegave til dig fra Mormor.«

»Åh, åh,« Kamilla klappede i Hænderne, »hvor jeg glæder mig.«

Lørdag Morgen oprandt. Den Dag skulle Auktionen være, og Karl Torp ville købe en Del af de Møbler tilbage, som de helst ville beholde, Hans Svigermoder havde sendt ham tre Hundrede Kroner dertil, men hvis Priserne gik højt op, ville de jo ikke række ret langt.

Lidt før Middag kom den gamle Farbror, og de større Børn, der ikke havde været hjemme den foregående Dag, blev forestillet for ham.

»Nå, det skulle altså have været Stamherren,« sagde han spøgende, da Erik bukkende gav ham Hånden.

»Ja,« svarede Erik blussende rød.

»Hvad vil du nu være?«

»Jeg vil tjene Penge og spare, til jeg kan købe Birkely igen,« sagde han og så op med Øjne, der strålede af Lyst og Energi.

»Ja, tænk, han vil være Bydreng,« faldt Amalie hånligt ind.

Men Farbror klappede Erik på Skulderen.

»Det var Ret, min Dreng,« sagde han, »sæt dig bare et stort Mål, så når du også nok frem.«

Fru Edith havde også skrevet en Liste på, hvad hun ønskede, og skønt Manden havde foreholdt hende, at hun ikke kunne, være bekendt at købe noget og beholde det selv, blev hun dog ved sit og mente, at det kunne være Svigerinden lige meget, hvem der fik det, når hun ikke selv kunne beholde det.

Grossereren var tidlig om Morgenen taget til Birkely med Listen i Lommen, og nu ved Middagsbordet talte Fru Edith ugenert om, hvor hun syntes, det store, smukke Oliemaleri af Birkely helst burde hænge. Og så var der det lille Rokokoskrivebord, som havde været Marie Torps eget, fra hun var ung Pige; det skulle stå ved det ene Vindue.

»Mor, har du ikke selv skrevet dit eget Skrivebord op på din Liste?« spurgte Erik med rystende Stemme.

Fru Marie svarede ikke, mens den gamle Farbror med sine milde, kloge Øjne så fra den ene til den anden - så begyndte han at fortælle om sin sidste Jul i Amerika og ledte derved Samtalen bort fra det sørgelige Emne.

- Ved 8-Tiden kom de to Brødre Torp med Toget. Proprietæren så meget nedtrykt ud, men ved Synet af Børnene, som stormede ned ad Trapperne og fløj ham om Halsen, opklaredes hans Udtryk. Foran ham løb Hamlet gøende af Glæde.

»Jeg har desværre kun dårlige Meddelelser,« sagde Karl Torp, efter at han havde omfavnet sin Kone, »det er ikke lykkedes mig at få fat i et eneste Stykke af vore Møbler. Der var en Sagfører, som købte det hele. Han må have haft det i Kommission, for han overbød dem alle. En anden Sagfører købte Gården. Folk var meget nysgerrige efter at få at vide, hvem den ny Ejer Var, men han ville ikke sige det.«

»Hvor det var trist,« sukkede Fru Torp.

»Da Aftensmaden var spist, og Karl Torp og Farbroderen havde opfrisket gamle Minder, blev Stemningen helt hyggelig. Farbror måtte fortælle om sit Liv i Amerika, Fru Marie spillede og Sang og den gamle Mand sagde, at det var den dejligste Aften, han havde haft i mange År, og at han glædede sig til at høre Marie Spille hver Dag i Julen.

»Spiller Farbror selv?« spurgte Fru Edith.

»Ak nej, min kære Edith, jeg kan spille en Smule på Harmonika, det er det hele.«

»Såh, ja det gør Niels Kusk også,« ytrede hun hovmodigt.

»Ja, men Mor sender altid Bud ned, om han vil holde op, hendes Nerver kan ikke tåle det.«

Det var Amalie, der med sædvanlig Næsvished nyttede Lejligheden til at være ondskabsfuld.

»Se, se, ja, jeg kan såmænd godt forstå, at det generer et fint Øre at høre Harmonikaspil,« sagde den gamle Mand sagtmodigt.

Grossereren så misfornøjet over på sin Hustru, der slog med Nakken som Svar på hans bebrejdende Blik. Den gode Stemning var borte, og lidt efter tog den gamle Farbror Afsked.