WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Børnene på Birkely




Af (1915)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


9. Juleaften bringer mange Overraskelser

Nu var der kun to Dage til Jul, og der var megen, hemmelighedsfuld Puslen og Travlhed over hele Huset. Søndag Morgen tidlig vågnede Fru Torp ved, at Lyset blev tændt, og til sin Overraskelse så hun Kamilla sætte sig til Rette i den anden Seng med et hvidt Sytøj, som hun ivrigt gav sig til at arbejde på. Fru Torp lukkede Øjnene igen og lod, som hun sov, det anede hende, at det var en Julegave, som hun ikke måtte se. En Gang imellem puttede Kamilla Hænderne ned under Dynen, de var helt røde af Kulde. Det var en Bakkeserviet, hun syede på, og der manglede kun en halv Snes Tunger, så var den færdig. Hun havde haft megen Ulejlighed med at skaffe Mønsteret, der var en Sommerfugletegning, som passede til et fint Stel, Fru Torp havde fået sidste Jul. Nu glædede den lille Pige sig til, at det skulle svare pænt sammen, men Fru Torp tænkte på, hvor Kamilla ville blive skuffet, når hun opdagede, at det fine Stel var blevet solgt ved Auktionen.

Da Klokken slog 8, pakkede den lille Pige Sytøjet sammen og puttede sig ned under Dynen, og da Fru Torp lidt efter kaldte på Børnene, lod Kamilla, som om hun sov, og spurgte i en søvnig Tone, hvad Klokken var. Fru Torp havde ondt ved at lade være at tage hende ind til sig og give hende et Kys og en Tak med det samme.

»I Dag skal jeg med Farbror ud at købe Julegaver,« sagde Martha, straks da hun slog Øjnene op, »han har sagt, jeg må ønske mig en Ting til 1 Krone, og jeg må selv vælge. Uh, hvor jeg glæder mig! Jeg tror, jeg vil ønske den Dukkestue, som står henne i Legetøjsbutikken.«

»Er du tosset,« sagde Kamilla, »den koster over 10 Kroner.«

»Gør den det, Mor?«

»Ja, det gør den vist, lille Martha, men det skal du ikke være ked af, der er jo mange andre pæne Ting til 1 Krone, f. Eks. et Damspil eller en Julebog.«

»Ja, eller den store Dukke, vi så ved Udstillingen,« fortsatte Martha interesseret.

»Ja, men den koster også mange Kroner,« indvendte Kamilla.

»Hvor kan det være, at det bedste altid koster det meste?« spurgte Martha modfalden.

»Det dyreste er ikke altid det morsomste, man kan have lige så megen Glæde af et billigt Stykke Legetøj. Man skal tænke på, at der er mange små Børn, som slet ingenting får, og at man ikke skal tænke alene på sig selv i sådan dejlig juletid,« ytrede Moderen.

»Ja, men Mor, du ved nok, Katrine plejer at få en rød Silkesløjfe om Halsen Juleaften, og tror du, hun kan få Lov til at komme med ned til Juletræet?«

»En rød Silkesløjfe skal den naturligvis have,« sagde Fru Torp alvorligt, »men den må vist hellere blive heroppe Juleaften, det vil den også helst. Jeg tror slet ikke, den holder af at være sammen med så mange fremmede.«

Om Eftermiddagen gik Farbror med Martha ved Hånden ud at købe Julegaver. De gik fra Vindue til Vindue. Foran Legetøjsbutikken stod de længe.

»Se den pæne Dukkestue,« sagde Farbror.

»Det kan ikke nytte, den koster over 10 Kroner,« sagde Martha afvisende.

»Gør den det? Det var da kedeligt, for den er ellers pæn. Dersom man kunne få den for 1 Krone, ville du så gerne have den?«

»Ja, det kan du da nok vide, men det kan man slet ikke, for det siger Kamilla,« sagde Martha og kastede længselsfulde Blikke efter Dukkestuen.

»Lad os prøve, man kan jo aldrig vide,« sagde Farbror og gik ind i Butikken.

»Den Dukkestue koster 15 Kroner,« sagde Købmanden.

»Så, det var kedelig,« mente Farbror, »vil De vise os noget Legetøj til 1 Krone.«

Efter mange Overvejelser besluttede de sig for en lille Pumpe, som kunne pumpe rigtigt Vand i to små Spande. Martha var henrykt og glædede sig til at prøve den Juleaften.

Da de kom hjem, fortalte hun om Pumpen, som kunne pumpe rigtigt Vand.

»Men bevares vel,« udbrød Tante Edith, »det kan aldrig gå an, der er ikke Tale om, at jeg vil have den her i Stuerne. Det Indkøb må Farbror virkelig gøre om.«

»Nå, ja ja,« sagde Farbror, »så vil jeg gå hen og bytte den med det samme.«

Og dermed gik han, men Martha græd sine modige Tårer oppe hos Katrine.

Det tog forfærdelig lang Tid, inden Farbror kom igen, og da havde han en Masse større og mindre Pakker, som han bad Grossereren om at gemme på sit Kontor til Juleaften.

Erik havde næsten ikke ladet sig se de sidste Dage. Han arbejdede ihærdigt med sit Værktøj nede i Stalden. Det var lykkedes ham at blødgøre Niels Kusks Hjerte, så han havde fået overladt et Hjørne i Stalden, hvor han ved en Kasse kunne stå og lave en fint udsavet Sykasse til sin Moder. Når Fru Torp spurgte, hvad han tog sig for i Stalden, sagde han, at han legede med Hamlet. Farbror havde opsøgt ham dernede en Eftermiddag og talte længe med ham, mens han glædede sig over hans Flid og gode Håndelag.

»Er det din Hund?« havde han spurgt, da han så Hamlet.

»Ja,« svarede Erik.

»Ville du ikke sælge den, jeg kunne ønske mig sådan en stor, køn Hund, når jeg nu skal bo alene på Landet?«

»Sælge Hamlet!« gentog Erik og så forskrækket op.

»Ja, det vil jo slet ikke koste så lidt at fodre sådan en stor Tamp her i Byen. Og dine Forældre får vist ikke for godt Råd.«

Erik havde holdt op med at arbejde. Han stirrede med tårefyldte Øjne på Hamlet, det gik med eet op for ham, at det var Synd at bede Far og Mor om at beholde den, nu da de alle skulle spare.

Så vendte han Hovedet bort og sagde:

»Sælge Hamlet vil jeg ikke. Men du må få den, hvis du vil være rigtig god ved den.«

De sidste Ord havde han vanskeligt ved at få frem, han bøjede sig ned og klappede Hamlet, mens han søgte at trænge en umandig Hulken tilbage.

»Tak skal du have, min Dreng, men nu foreløbig kan den jo blive her hos dig, til vi ser, hvor jeg kommer til at bo.«

Lidt efter kom Kamilla ind, men Farbror var gået op mellem Hestene, så hun ikke så ham. Hun havde et af sine egne små Malerier i Hånden.

»Se, Erik, kunne du ikke sætte en Ramme om dette her, så kunne jeg give Farbror det i Julegave,« spurgte hun.

»Åh, hvad tror du, Farbror bryder sig om det,« hviskede Erik og pegede hen på Farbroderen.

»Jo, Erik, han har tit sagt, at han gerne ville have et Billede af Birkely. Husk på, han er født derude,« hviskede Kamilla igen.

»Ja, ja, jeg kan godt gøre det, men jeg vil ikke have Del i Gaven,« sagde Erik og så foragtelig på Maleriet. Nedenunder det stod skrevet »Birkely, mens Kirsebærtræerne blomstrer«. Foran på Billedet sås som en Masse store, hvide Tingester lig Dyner hænge ned over nogle spinkle, brune Pinde. »Dynerne« beherskede hele Landskabet, kun oppe i det ene Hjørne sås Skorstenen af Birkely, som tænktes at ligge bag Kirsebærtræernes hvide Blomsterpragt. -

»... Skal I dog ikke snart klippe Juletræspynt?« spurgte Kamilla Lillejuleaftensdag, det undrede hende, at ingen endnu havde omtalt et så vigtigt Arbejde.

»Juletræspynt af Papir,« udbrød Amalie foragtelig, »det bruger vi virkelig ikke. Vi har en hel Kasse fuld af nydelige Ting til Juletræet, som vi gemmer, og så køber vi lidt nyt hvert År.«

»Nå,« sagde Kamilla, »vi har altid klippet vores Juletræspynt selv, og det var så dejligt at sidde sammen med Far og Mor hver Aften i en hel Uge og lave det. Kan du huske, Erik, at Martha blev ved i det uendelige at lave Musetrapper, fordi det var det eneste, hun kunne forstå.«

»Ja,« sagde Erik kort. Han syntes, ingen Sammenligning der var mellem Juleforberedelserne her og hjemme på Birkely. Og for Kamilla steg også Mindet om sidste Jul levende frem. Hvordan det brasede og duftede alle Vegne, og hvor morsomt det var at se på alle tre Piger, som sad nede i Bryggerset med hvide Tørklæder om Hovedet og plukkede de store, hvide Gæs, medens Dunene stod som luftige Bjerge i Baljerne. Og Køkkenet, hvor Mor og Jomfru Lund kogte, så hvide, tætte Dampe stod ud af de øverste Køkkenvinduer. Og Grantræet, som de selv var kørende med Far i Skoven efter - det allerpæneste, som de for længe siden havde udsøgt og bestemt til Juletræ.

Amalie og Sofie havde ingen Julearbejder i Gang; de havde af Faderen fået Penge til at købe Gaver for til Forældrene. Deres Moder havde selv udset sig to Krystalskåle og havde allerede fået dem hjem og sat dem ind i Skabet til det øvrige Krystal.

Da et Bybud Juleaftensdag bragte et stort Juletræ op og satte det ind i Dagligstuen, undrede det Børnene fra Birkely, at der ikke blev lagt videre Mærke til det, men at Døren som sædvanlig blev stående åben derind, og at alle, der havde Lyst, hjalp til med at pynte det.

»Mor,« spurgte Martha, »hjælper Julebarnet ikke til at pynte Juletræet her hos Onkel Ottos?«

»Jo, Julebarnet kommer senere, der er jo så mange Mennesker i sådan en stor By, som skal hjælpes. Jeg tænker, Julebarnet kommer, når Lysene skal tændes,« sagde Fru Torp.

Lidt før 6 kom Farbror.

»Nu kommer Julen,« nikkede han muntert til Martha og Sofie, som kom løbende ud for at tage mod ham, og det var virkelig, som om han bragte noget af den rigtige Julefølelse med sig, så glad og hemmelighedsfuld han var, mens han gik rundt og bar sine Pakker ind til Juletræet og absolut ville have Døren lukket.

»Må jeg tænde Juletræet?« bad han, da Måltidet var endt. Børnene havde, trods det overdådige Traktement med Kalkunsteg og Æblekage og Vin, siddet spændt uden at kunne spise noget videre.

»Ja,« sagde Otto Torp leende, »jeg vil hellere hvile mig oven på Maden, så det Hverv overlader jeg dig gerne.«

Farbror brugte lang Tid om at få Lysene tændt, men omsider åbnede han Døren.

»Åh!« lød det henrykt fra Kamilla og Erik og Martha, aldrig havde de set så glimrende et Juletræ. Men Amalie og Sofie så slet ikke på det, de gik straks hen til Bordet, der var dækket med en hvid Dug, som Gaverne lå opstablet på, alle forsynede med Navn. Amalie søgte hurtigt det hele igennem og tog derefter alle sine Pakker med sig hen i Sofaen, hvor hun rolig satte sig til at undersøge deres Indhold.

Farbror blev meget glad for Maleriet fra Kamilla, og hun blev henrykt, da han holdt Billedet ud fra sig og, mens han kikkede på det gennem sin hule Hånd, udbrød:

»Tænk, er der virkelig så kønt nu ude på Birkely! Jeg har selv været med til at plante de Kirsebærtræer, da jeg var ung, så jeg er overordentlig glad for dit Billede.«

Også Erik fik megen Ros for sine Småting, men da de to Børn taknemmeligt kyssede deres Forældre for de nyttige Gaver, de havde fået af dem, vrissede Amalie arrigt til sin Moder:

»Sikke noget Skaberi! Det er også noget at takke for.«

Men Mormors Gave til Kamilla ville dog selv den forvænte Amalie nok have haft, for det var en dejlig Pelskrave og en tilsvarende Muffe.

Pludselig råbte Sofie henne fra Juletræet:

»Men her er flere Gaver i Juletræet.«

Nu blev de alle nysgerrige og gav sig til at søge. Først fandtes to små Pakker mærket: »Fru Marie Torp og Fru Edith Torp fra Farbror.« Da de pakkede dem op, kom to små, røde Æsker til Syne; i hver lå en fin Guldring med en stor, funklende Sten i.

»Nej, hvor er den yndig,« udbrød Fru Marie, »og den er fra dig, Farbror? Tusind Tak, men det er alt for flot en Gave.«

»Ja, den er virkelig smagfuld, en udmærket efterlignet Diamant,« ytrede Fru Edith nådigt.

»Nej, kære Edith, du må ikke tro, jeg ville give dig en uægte Diamant,« indvendte Farbror smilende.

Begge Fruerne stirrede forbavset på ham.

»En virkelig Diamant, ingen uægte?« gentog Fru Edith.

»Her er en underlig Pakke til Far,« faldt Erik ind og trak en stor, blå Konvolut frem. Hr. Torp tog overrasket imod den, lukkede den op og tog et stort, sammenlagt Dokument frem. Han kastede et Blik deri og blev blussende rød.

»Men - men - hvad er det, Farbror?« vendte han sig til sin Farbroder.

»Som du ser, Skødet på Birkely. Jeg har tilladt mig at købe Gården tilbage til dig. Men for at du ikke skal tro, det er uden Bihensigter, vil jeg straks sige dig, at jeg vil bede jer om at huse mig Resten af min Levetid. Jeg ville gerne leve mine sidste År på vor fædrene Gård.

»Nej, nej, Farbror, det alt for stor en Lykke,« og Hr. Torp omfavnede den gamle Mand, mens Tårerne løb ham ned ad Kinderne.

Hans Hustru kunne ikke straks fatte, hvad der gik for sig, men nu vendte hendes Mand sig til hende og Børnene: »Børn! Farbror har givet os Birkely tilbage, og nu flytter han med os derud.«

»Ja, hvis I da vil have mig med?« sagde Farbror og så spørgende på Martha.

Den lille Pige nikkede alvorligt:

»Ja, du skal blive hos os altid, Farbror! Må Katrine, så også komme med?«

Fru Torp kunne ingenting sige, hun trykkede tavs Farbrors Hånd. Tårerne blev ved at trænge sig frem, skønt hun ivrigt tørrede dem bort.

»Hvorfor græder du, Mor?« spurgte Martha forundret. »Og Far græder også - nu skal vi jo hjem igen. Så behøver I ikke at græde.«

»Åh, min Stump, Far og Mor er så glade, at, vi ikke kan lade være at græde,« sagde hendes Moder og kyssede hende.

Erik og Kamilla for ellevilde omkring, og glemte fuldstændig Tante Ediths Nerver; lidt efter foreslog de at rejse straks samme Aften, de syntes, der ikke måtte spildes et eneste Minut.

»Så er det vel også dig, der har købt hele Møblementet?« spurgte Grossereren, da man atter var faldet lidt til Ro.

»Ja, selvfølgelig, jeg ville da ikke have vore gamle Familiemøbler splittet for alle Vinde. Det hele står på sin Plads, som I forlod det.«

»Farbror må jo være en meget rig Mand,« ytrede Fru Edith lidt forlegen. Hun angrede inderligt, at hun havde været så overlegen, og uelskværdig mod ham; men hvem kunne også ane, at en Mand i så simple Klæder kunne være så rig!

Under alt dette havde Amalie fortsat Undersøgelsen af Juletræet, og det viste sig, at Farbror ikke havde glemt en eneste, i hele Huset, hverken Niels Kusk eller de to Piger, som hele Tiden havde holdt sig beskedent i Baggrunden. Til sidst opdagede Martha Dukkestuen, som de havde set på i Legetøjsbutikken, den stod inde under Bordet og var derfor ikke blevet fundet før. Og den lille, rare Sofie fik lige Magen til den.

. . . . Det blev en Juleaften, som Børnene Torp aldrig glemte.

Straks efter Helligdagene flyttede hele Familien tilbage til Birkely. Og Børnene var himmelglade, efterhånden som de genså alt det, som det havde været så svært at tage Afsked fra. Lotte viste, tydelig sin Glæde ved at se dem igen, og Per fortalte, at den havde længtes efter dem og næsten ikke villet spise.

På Trappen stod Jomfru Lund, så glad som aldrig før, Katrine gik atter stormægtig omkring med Halen stolt i Vejret, mens Hamlet gøende af Glæde, for rundt i hele Huset.

Martha og Farbror, som var uadskillige, var enige om, at det var godt, at her ingen Tante Edith var, som kunne kommandere med dem alle sammen.

Nej, det var rigtignok anderledes rart her på Birkely end i Byen. På den gamle Gård var de hjemme - i deres eget, kære Hjem!