Bob og Top

---

Af Helene Hørlyck (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Vinduerne var åbne, og Havestuedøren stod på vid Gab. Blomsterduften kom i tunge Bølger ind i Stuen, hvor Solen kastede tre hvide Støtter af Lys, fulde af dansende, lysende Støvfnug. Det var så stille og fredeligt. Kun en Bi’s metaldirrende Summen hørtes. Henne i Lænestolen sad en fin midaldrende Dame og nød sin Middagshvile.

Det var Fru Pastorinde Krog. Hun og Præsten, en stille, indesluttet stuelærd, og Stine, deres gamle Pige, var de eneste Beboere i den store Præstegård, hvor Livet gled hen i salig Harmoni og Ensformighed.

Men netop i denne stille Middagstime nærmede det røde Postbud sig Præstegården med et Brev i sin Taske, der skulle indvarsle en ganske ny og anden Tid for dens Beboere.

Brevet var fra Fru Krogs Broder, der var Søkaptajn og Enkemand og boede i København. Han skrev, at hans Husbestyrerinde skulle rejse bort i otte Dage, og at han derfor ville bede, om hans to Drenge måtte tilbringe den Tid i Præstegården.

Da Fru Krog havde læst Brevet, svarede hun straks, at hun glædede sig til at se sine to Nevøer, som hun huskede som to små gulkrøllede Gutter, og at hun skulle gøre alt, hvad der stod i hendes Magt, for at de skulle befinde sig godt og ikke længes.

Og fjorten Dage efter rullede Præsteforpagterens Ponyvogn af Sted for at hente dem på Stationen, hvortil de ville arrivere med Iltoget, som deres Fader havde skrevet.

Fru Krog glædede sig af Hjertet til. at se dem og havde pyntet Gæstekammeret fint op og udsat den sædvanlige Middagstid to Timer for at kunne tage festligt mod dem.

„Nu ka’ jeg hør’ Vognen på Broen,” råbte Stine fra Køkkenet, hvor hun stod parat med Kødbollerne lige til at glide ned i den varme Suppe.

Fru Krog havde også hørt Vognen og skyndte sig ud på Trappestenen.

Nu larmede Vognen ind i Gården og hen foran Døren.

„Hvad i Alverden, hvor er Drengene?” udbrød hun forbavset ved at se Vognen tom.

„Jeg ved det ikke, Fru Pastorinde, men de var ikke med Toget; men jeg fik et Telegram med fra Stationsforstanderen, værs’god.”

„Et Telegram - åh Krog, luk du det op, mine Hænder ryster af Angst, bare der dog ikke er sket en Ulykke.”

Pastor Krog var også kommet ud, han åbnede Telegrammet.

 

„Kære Faster - kommer senere - stoppet op i Århus. Sjov lille By.

Bob og Top.”

 

„Nu har jeg aldrig hørt Mage,” udbrød Fru Krog forfærdet, „hvad skal vi nu stille op?”

„Ingenting,” sagde Præsten roligt, „når de kommer, så kommer de; det er vist et Par rare Fyre.”

„Åh, de stakkels små Unger. Ja, sådan er det at sende Børn alene ud på Rejse,” jamrede Fru Krog. „Nu må vi da i hvert Fald høre til næste Tog.”

Men heller ikke næste Tog bragte Drengene.

Fru Krog gik til Sengs fuld af Uro og Bekymring og lå længe vågen.

Pludselig fo’r hun op; der blev dundret på en Rude etsteds.

„Krog, Krog,” kaldte hun, „bare der ikke er Ildløs, hør hvor det banker.”

„Hallo, hallo, det er os, Bob og Top,” lød det nu lige uden for Sovekammervinduet. „Smæk bare Haspen af, så kommer vi den Vej ind.”

„Hva’er der ve’et?” hørtes Stines gneldrende Stemme ude i Gangdøren. „Men du levendes, er det Drengene, - er I så store - Frue, Frue, det er Drengene!”

„Men kommer I nu midt om Natten, små Drenge,” råbte Fru Krog glad overrasket og stak Hovedet ud gennem Døren.

„Næ, vi er her, - vi skal hilse fra Fader - det var ellers en masende lang Vej fra Banegården.”

Det var Bob, den ældste, en lang Rækel på 12 År, som svarede, mens han og den 4 År yngre Top kastede Håndkuffert, Rygsæk og Stortrøjer hen i et Hjørne af Entreen, så det buldrede mod Dagligstuedøren.

„Har I noget Mad,” vendte han sig mod Stine, der i kort Underskørt og Nattrøje forbavset gloede på de to mærkelige Fremtoninger. De var begge i Spejderdragt og maskinklippet over hele Hovedet.

„God Morgen, Drenge, og velkommen i Præstegården,” sagde Fru Krog, som nu kom ud fra Sovekammeret, også i et yderst let og meget lidt imponerende Toilette; hun studsede, da hun så dem, og udbrød:

„Næ, hvor er I blevet store! Sidst jeg så jer, var I sådan et Par små bitte Tuller - men kom nu med ind i Stuen, I må være gruelig sultne. - Stine, sørg du for et Par blødkogte Æg og varm Kaffe.”

„Tre Minutter til mine Æg og fem Minutter til Tops,” kommanderede Bob.

Atter studsede Fru Krog, men tog sig i det.

„Men sig mig dog, Drenge, hvorfor kom I ikke i Går, vi ventede efter jer med Middagsmaden, og jeg fik en gruelig Forskrækkelse over Telegrammet.”

„Vi slog en lille Skæver i Aarhus.”

„Hvad gjorde I?”

„En lille Skæver, ved du ikke, hvad det er, Faster Frikke?” spurgte Top og så nok så troskyldigt op med sine store grå Øjne.

„Nej, det ved jeg ikke - men jeg tror heller ikke, jeg bryder mig om at vide det. Men sig mig, lille Top, hvorfor kalder du mig Faster Frikke?”

„Jo, for det gør vi altid hjemme; du kan jo nok forstå, vi kan ikke få Tid til at sige Frederikke.”

„Nå-h - ja - det gør såmænd heller ingenting. Men der er Stine med Maden, spis nu dygtigt, og så kan Stine bagefter følge jer ind i Gæstekammeret. Sådan et Par store Drenge kan jo nok selv gå til Sengs. I Morgen kan I så fortælle os om Rejsen. God Nat, Drenge.”

„Københavnske Drenge er næsten for raske på det,” sukkede Fru Krog, da hun atter trak Dynen op om sig. Hun ville nok forberede Præsten lidt, at han ikke skulle blive alt for overrasket ved at se dem.

Næste Morgen tidlig blev Fru Krog vækket af en underlig knagende og ruskende Lyd lige uden for Vinduet. Og en mørk Skygge fløj uafbrudt frem og tilbage over det hvide Trækgardin.

„Hvad er dog det?” udbrød hun forskrækket og satte sig over Ende.

„Hiv ohøj, hiv ohøj,” lød det med Tops skingrende Røst.

Fru Krog listede sig hen og kiggede ud ved Siden af Gardinet. Men ved Synet af Bob i en Slynge, der var bundet op i det fine Kejserindepæretræ, glemte hun sin Påklædning og rev hurtig Vinduet op.

„Men Drenge dog, hold op, hold op! Hvem har bundet den Slynge op i Pæretræet?”

„Det har jeg, Faster Frikke, men du skal ikke være bange, den er stærk nok. Se, den er flere Gange dobbelt.”

„Næh - min ny Klædesnor - og se, Barken er helt gnavet af. Det var rigtignok kedeligt.”

„Er du meget gal, Faster Frikke?” Top kom springende hen og klatrede op på Gesimsen for at tage hende om Halsen. „Så vil vi aldrig gøre det mere, vil vi vel, Bob?”

Da Fru Krog mærkede de to små Arme om sin Hals og så ind i Tops troskyldige grå Øjne, smeltede hendes Vrede med det samme, hun gav Top et Kys på hans runde Kind og sagde:

„Skynd jer nu ind til Stine og få Kaffe, så kommer jeg om et Øjeblik.”

Om Formiddagen spadserede hun en Tur med Drengene og viste dem Omegnen, og hun tog Anledning til at indprente dem, at de måtte være meget omhyggelige med alt, hvad der fandtes i Haven, da det var lutter kostbare Træer og Planter, som både hun og Onkel August var meget ømme over.

På Vejen kom de forbi Forpagterens tre Heste, to unge sorte og en gammel brun Følhoppe. „Den gamle hedder Lotte,” sagde hun, „den kører jeg selv med; en af Dagene skal vi køre en Tur i Skoven.”

Det lod ikke til at gøre videre Indtryk på dem. Bob fløjtede foragtelig ud i Luften, og Top sagde: „Nå.”

„Holder I ikke meget af at køre?” blev Fru Krog ved.

„Ikke med sådan en bovlam Mær,” sagde Bob hånligt.

„Men fortæl mig nu, hvorfor I gjorde Ophold i Aarhus,” sagde hun afledende, hun besluttede ved sig selv foreløbig at gå let hen over alle deres underlige Udtalelser for ikke at støde dem fra sig.

„Vi rejste sammen med et Cirkusselskab på Damperen;” sagde Top, „og der var en Klovn, som vi blev gode Venner med, og så gav vi ud på ham i Aftes.”

„Gav I ud på ham. Men du godeste, hvad gav I ud, og hvor var I henne med ham?” spurgte Fru Krog forfærdet.

„Vi var i Cirkus, der gav han Fribilletter, og bag efter var vi henne med ham på en Beværtning, der gav vi Kaffe, du kan tro, det var Sjov; der var to fulde Matroser, der sloges.”

„Næh - nu har jeg aldrig hørt Mage; men Børn, hvad tror I dog, jeres Fader ville have sagt, dersom han havde set jer i sådant Selskab?”

„Det var et rigtig fint Selskab, Faster,” ivrede Top. „Der var en Dame med store Guldarmbånd og mange Ringe på Fingrene, hun stod på et Ben midt oppe på Bordet mellem alle Glassene.”

„Du godeste! Stakkels Drenge. - Ja, sådan er det ingen Moder at have.”

Da de efter Spadsereturen kom hjem, var præsten kommet op, og Drengene blev præsenteret for ham.

„Sikken et Par raske Drenge, lad os nu se, I lader, som om I er hjemme,” sagde han venligt, men Fru Krog tænkte, det var en overflødig Opmuntring, det skulle de sikkert gøre af sig selv.

Drengene fandt sig også ualmindelig hurtig til Rette i de nye Omgivelser. Stine korsede sig stille ved Tanken om, at al den støjende Huseren ud og ind ad alle Døre skulle vare ved i hele otte Dage; hun gik uafladelig rundt med en Boneklud og gned Pletter af Gulvene.

Hele Præstegården fik i Løbet af et Par Dage et underligt forstyrret Præg over sig. Hønsene, som før adstadigt gik og klukkede og skrabede fredeligt sammen, var nu så opskræmte, at de skrigende fo’r til alle Sider, blot de så et Glimt af Drengene; og Katten og Hunden listede sky omkring og puttede sig på de underligste Steder.

Fru Krog selv trippede ængsteligt rundt, vogtende sin kære Have, der trods al Påpasselighed så ud, som om et helt Regiment Soldater havde holdt Øvelse i den. Tanken om at sylte Blommer opgav hun med et stille Suk.

„I Dag skal vi køre til Skovs, Drenge,” meddelte hun en Middag, efter at de den hele Formiddag til hendes store Ængstelse havde været sporløst forsvundne.

„Skal Prækepræsten med?” spurgte Bob.

„Men Bob dog, du må virkelig ikke kalde din Onkel Prækepræsten, det lyder jo forfærdeligt.aa

„Ja, men han er nu en rigtig Prækepræst, Faster Frikke; der er ikke Spor af Sjov ved ham, og hvis han skal med, vil jeg ikke med, at du ved det.”

„Jeres Onkel vil slet ikke med. Men det bedrøver mig, når I taler således om ham, han er jo så god og venlig mod jer.”

„Nå, ja skidt, lad ham så komme med da,” afgjorde Bob til sidst.

Men Top listede sagte hen til sin Faster og sagde: „Jeg skal nok huske at sige Onkel August, er du så glad?”

„Ja, min lille Dreng,” sagde Fru Krog afvæbnet og blød om Hjertet, det var jo alligevel hendes eneste Broders Børn, og ondt var der ikke i dem, dertil var de alt for frimodige, men forsømt var de rigtignok.

„Kan I selv hente Lotte i Marken, så kan Stine hjælpe jer at spænde den for Ponyvognen,” sagde hun, „så smører jeg Maden imens.”

„Ja, det skal vi nok, men Stine behøver ikke at hjælpe os, vi spænder så tit Vognmandens Heste for hjemme.”

Og af Sted fo’r de ud i Marken. Fru Krog lavede Kaffe og fyldte på Lerdunken, og Kage og Smørrebrød blev pakket ned i så store Masser, som man nu havde Erfaring for var nødvendigt. Stine erklærede rigtignok, at intet Præstekald i hele Danmark kunne slå til til sådan et Par Ædedolke, men Fru Krog mente, det var det mindste af det.

„Hallo, Halløj, nu går den af!” brølte Drengene lidt efter, mens Køretøjet under susende piskeknald ramlede hen over Stenbroen og op for Døren.

„Ja, nu kommer jeg, vær nu bare rolig,” tyssede Fru Krog, - „men hvad er dog det, Drenge?” Hun slog forbavset Hænderne sammen. „Hvad er det for en Hest? Hvor har I taget den?”

„Ja, er den ikke pæn nu?” spurgte Top glædesstrålende. „Vi syntes, den var så grim før, derfor har vi malet den i Formiddag.”

„Er det Lotte, I har malet? Næh, nu er det da for galt - hvad tror I nu, Forpagteren siger?”

Og det kunne Fru Krog have god Grund til at spørge om, for Lotte var overkalket med store hvide Pletter over hele Kroppen, så den fuldstændig lignede en Cirkushest, og Kalken bed den i Huden og gjorde den urolig, så den sparkede i Jorden, som om den var blevet ti År yngre.

„Det har kvikket godt op på det gamle Skabilken, hva’, Faster Frikke?” spurgte Bob stolt over sin Bedrift.

„Nej, nu ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med jer. I tror da vel ikke, jeg vil ud at køre med det Spøgelse dér. - Hvad mon Forpagteren vil tænke?” klagede Fru Krog.

„Faster Frikke, er du ked af det?” spurgte Top bekymret. „Det var mig, som malede Lotte, for den stod mest rolig, og så malede Bob Køerne, men med dem gør det da ingenting, for Køerne skal vi jo ikke køre med.”

„Bob!” råbte Fru Krog forfærdet, „du har da vel ikke malet Køerne også?aa

„Jo, Faster - hvad sku’ det skade, du ska’ bare se, hvor det ser pænt ud, alle sammen ens.”

Men nu blev Fru Krog vred for Alvor.

„Spænd Lotte fra,” sagde hun kort, „og kom så ind, vi må tale med Onkel August om det.”

Da Sagen var blevet forelagt Onkel August, måtte begge Drengene gå med ham hen til Forpagterens og bede om Forladelse, og bagefter måtte de hjælpe at vaske Kalken både af Lotte og Køerne.

Efter den Omgang opførte de sig roligt og ordentligt de påfølgende to Dage, så Fru Krog blev ganske rørt derover og talte med sin Mand om, at det egentlig kunne være dejligt at beholde de to Drenge hos sig altid.

Så kom Søndagen. Pastor Krog skulle om Eftermiddagen prædike i et Nabosogn, og Fru Krog havde stor Lyst til at køre med derhen, men var ængstelig ved at forlade Drengene.

Stine lovede imidlertid at have et Øje på hver Finger og ikke slippe dem af Syne et eneste Minut, og det endte med, at Præstefolkene begge tog af Sted efter utallige Formaninger og Påbud.

Bob og Top legede i Haven, og Sine kunne se dem fra Køkkenvinduet hele Tiden.

Pludselig så hun Top falde bagover og blive liggende uden at røre et Lem. Bob kom farende hen til Vinduet og råbte:

„Stine, Stine, kom og hjælp!”

„Du levendes, hva’ er der sket?” udbrød Stine og skyndte sig angst derned.

„Hurtig en Madras, at vi kan bære ham ind,” kommanderede Bob.

„Ja, ja,” stønnede Stine og satte i Spring ind i Gæstekammeret og rev en Madras ud af den ene Seng.

„Tag du ved Benene, så tager jeg Armene og så forsigtig, - gan-ske for-sigtig,” og Bob og Stine fik stakkels Top, der stadig lå med lukkede Øjne, løftet op på Madrassen, og nu tog de hver i en Ende af den og bar ham ind.

„Nu må vi se at få Liv i ham,” sagde Bob kyndigt. „Hvad har I i Huset, noget sød Likør eller sådan noget?”

„Ja, ak ja, nu ska’ jeg komme med det,” og et Øjeblik efter stod Stine der igen med en Karaffel med Jordbærlikør.

„Lad mig prøve først, om det duer,” bød Bob.

Stine skænkede et Glas fuldt, som Bob tømte til sidste Dråbe med et tilfreds „Ah”.

Derefter holdt han et fuldt Glas hen til Tops Mund. Først tog Top kun ganske lidt, men derpå drak han med synligt Velbehag Resten og åbnede Øjnene.

„Er du nu lidt bedre, Top?” spurgte Bob kærligt.

„Jo Tak,” hviskede Top.

„Er der ikke noget, du godt kunne lide og ha’ - for Eksempel Æggesnaps, hva’?”

„Jo Tak.”

„Eller ville du hellere have Chokolade?” blev Bob ved.

„Begge Dele,” kom det mat fra Top.

„Han ville gerne have Æggesnaps og Chokolade, Stine.”

„Ja, ja, nu skal jeg hent’et, ska’et være rå Chokolade eller kogt, lille Top?” spurgte Stine og bøjede sig venligt ned til ham.

„Tak, begge Dele,” sagde Top lidt livligere.

„Æggesnaps og kogt Chokolade og rå, har vi det?” spurgte Bob bekymret alvorlig

„Ja, ak ja,” og Stine skyndte sig ud efter det.

Da hun lidt efter kom med hele Anretningen på en Bakke, satte Top sig op, og de gav sig begge med stor Iver og Appetit i Lag med Delikatesserne.

„Hvor gjorde det ondt, lille Top?” spurgte Stine en Smule mistænksom ved at se hans Appetit.

„Ingen Steder, vi legede jo bare Spejderdrenge, der hjælper er syg,” erklærede Top med Munden fuld af Chokolade.

„Næh, du levendes, og nu har jeg telefoneret til Fruen, at du var syg, det er min Sandten for galt,” udbrød Stine harmfuld.

„Skynd dig ind og telefoner, at det er gået over,” sagde Bob resolut.

Men da Stine gjorde det, lød Svaret, at Fru Krog allerede var kørt hjem. Og en halv Times Tid efter rullede en Vogn i rasende Fart op for Døren, og Fru Krog kom ind ganske bleg af Angst og Spænding.

Da hun hørte Stines indignerede Beretning og så begge Drenge ude i Haven springe om Kap over Bedene, sank hun opgivet ned i en Stol og erklærede, at hun ikke vidste, om hun skulle le eller græde, Men mage til Drenge havde hun ikke set. Og hendes Lyst til at beholde dem kølnedes betydeligt af.

Men Dagen før de skulle rejse hjem, erobrede de igen hendes Hjerte helt og holdent, og det gik således til:

Hun havde sendt dem begge hen til Forpagterens efter Mælk. Det tog lang Tid, og hun manglede Mælken, derfor gik hun ned gennem Haven for at se efter dem.

Gennem Gærdet så hun dem komme henne på Vejen.

Pludselig stoppede Bob op foran en ung Karl, som kom trækkende med en Kalv. Kalven ville ikke følge med, og derover blev Karlen vred og slog og sparkede den ubarmhjertigt.

„La’ vær og slå Kalven,” råbte Bob opbragt.

„Hva’ kommer det dig ved, Hvalp,” lød. Svaret med et Par hårde Spark til Kalven.

„Det er Synd, hører De - hold op.”

„Hold Kæft, Idiot!”

„Tag Spanden, Top,” sagde Bob og sprang i samme Nu ind på Karlen og slog ham med Knytnæve i Ansigtet.

Men det var en let Sag at tumle den spinkle Bob, der fik Stokken at smage over hele Kroppen. Fru Krog råbte og skreg om Hjælp og kom med stort Besvær over det tætte Gærde. Da Karlen så Præstefruen, gav han Bob et sidste Slag oven i Hovedet, så Bob vaklede frem og tilbage, og derefter skyndte han sig af Sted med Kalven.

Top skreg i vilden Sky, men Bob stod bleg og med sammenbidte Tænder og stønnede svagt.

„Stakkels lille Bob, gør det meget ondt?” spurgte Fru Krog og tog ham kærligt ind til sig.

„Ja lidt,” hviskede Bob og lukkede Øjnene, mens han lænede sig til hende; i det Øjeblik følte han en varm og taknemmelig Glæde spire i sig over den Ømhed, han mærkede strømmede ham i Møde; for Bob var aldrig vant til at blive omfavnet af kærlige Arme; han fik Tårer i Øjnene, men det var ikke af Smerte, og han skyndte sig at få dem tørret bort, men Fru Krog havde set og forstået dem, og i den Stund tog hun en stor Beslutning.

„Men Bob,” spurgte hun senere, „hvorfor slog du først? Karlen var jo meget større og stærkere end dig.”

„Faster Frikke, du ville vel ikke ha’, at man skulle finde sig i, at et Dyr blev mishandlet?”

„Nej, min Dreng, du har Ret. Men han slog dig rigtignok slemt.”

„Det bryder en Spejder sig ikke om, vel, Top?”

„Nej, ikke om de så slår en Spejder ihjel,” forsikrede Top alvorligt.

Da Drengene Dagen efter rejste, fulgte Fru Krog dem selv til København.

Hun havde en Lang, alvorlig Samtale med sin Broder, og den endte med, at det blev besluttet, at Drengene skulle vende med tilbage til Præstegården og blive der, til de var voksne og skulle ud og tage Kampen op i Livet.