De Tre Italienere

---

Af Helene Hørlyck (1920)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

„Nu skal I høre, hvad jeg har tænkt,” sagde Holger, en køn 14 Års Dreng - til to andre store Drenge, som lå på Maven i en Græsplæne i Apotekerens Have. „På den Fodtur, vi har fået Lov til at gøre nu i Ferien, synes jeg, vi skulle være incognito, det vil sige......”

„Åh, din Vigtigper, tror du ikke, vi ved, at incognito er at være ukendt,” afbrød Christian, den ældste af Drengene.

„Nå ja, jeg mener altså, vi skulle klæde os ud som fattige italienske Drenge og gå rundt på Landet og synge og spille for Bønderne og samle penge i en Bøsse, som skulle gives til et „Aktiebarn” til Vinteren.

Det har jeg læst, fine Folk gør i England, det må være vældig sjovt; i København er der mange Italienere, så vi lader, som om vore Forældre bor der, dersom nogen spørger os om det.”

„Det er hørt - den er jeg med på!” lød det i begejstrede Udbrud fra Anders og Christian. „Men hvordan skal vi komme til at se ud som Italienere?” Det var Anders, som spurgte.

„Ja, det er jo rigtig kedeligt med det Hørhoved, du går omkring med,” svarede Holger. „Christian og jeg kan sagtens, vi har jo sort Hår og sorte Øjne, men at få en Italiener ud af dig er sandelig ikke hver Mands Sag - jeg har nu allerede regnet det ud, ellers kunne du have skudt en hvid Pind efter at komme med; men du må sørge for at blive maskinklippet, med allerkorteste Nummer, forstår du, og så skal du se her,” og op af sin Lomme halede han en gammel Hue, som der var syet nogle sorte Hårlokker fast til hist og her i Kanten.

„Dem har jeg klippet af vores sorte Puddel, prøv den.”

Anders fik Huen på; Lokkerne faldt meget naturligt ned i Panden.

„Men det er minsandten lige galt med Øjnene, de lyseblå Tingester ser rædsomme ud til det sorte Hår, du kommer virkelig til at se ned i Jorden, hver Gang der er andre til Stede. Det er bedst, du kommer til at spille Guitar, så kan du holde dine Øjne på den. Og så skal jeg nok skaffe en Flaske Jod i Apoteket til at smøre os ind i, det giver en brillant mørkegul Farve og er ikke til at vaske af; så skaffer hver en gammel Trøje og Benklæder, og så bare Ben i Skoene, det ser mest naturligt ud.”

„Men vi må vel helst have vort Søndagstøj med i en Ransel, som vi kan bære på Ryggen, vi kunne jo blive gennemblødt,” mente Anders; han var den, der var bedst kendt med Landlivets Omskiftelighed, hans Fader var Landmand og ejede Herregården „Østergaard”, som lå 5-6 Mil fra den lille By, hvor Holgers Fader var Apoteker og Christians Fader Direktør på en Fabrik.

„Og så forlanger jeg, at vi sætter Kursen efter mit Hjem; hvis vi så bliver ked af Italienerlivet, kan vi blive Resten af Ferien på „Østergaard”. Vi har en forfærdelig Masse Stikkelsbær.”

Den sidste Oplysning var i høj Grad medvirkende til, at den Rute blev vedtaget.

„Hvem skal være Truppens Fører?” spurgte Anders, der stadig sad med Huen på.

„Det skal naturligvis Holger, det er jo ham, der har fået Idéen,” sagde Christian, „men nu gælder det om, at ingen får noget at vide om Forklædningen - den Måde at gøre Fodtur på ville der ellers snart blive sat en Stopper for. Vi kan jo starte en Morgenstund Kl. fem, så er der ikke en Sjæl oppe i hele Byen.”

„Skal vi så bestemme Søndag Morgen? Så mødes vi her i Haven for at blive smurt ind i Jod.”

Det blev vedtaget, og Drengene gik hver til sit for at få alt i Orden til Turen. Anders gik i Skole der i Byen og opholdt sig hos en gammel Tante, som han ofte satte i alvorlig Ængstelse ved sine gale Streger.

Søndag Morgen oprandt med en dejlig klar Himmel, og allerede tidligt om Morgenen sendte Solen sine glødende Stråler ned over de tre Italienere, der vandrede glad af Sted, hver væbnet med en mægtig Kæp, som de havde skåret sig i et Hegn.

„Det er mageløst, så godt I ser ud,” sagde Anders, „man skulle tro, I var født i Italien, - hvordan ser jeg ud?”

„Brillant, når bare du kigger nedad og ser skummel ud, - ja sådan, det er godt. - Her er Sparebøssen, Christian - du er Kasserer, Anders er Musiker og jeg er Fører, så har vi hver vor Bestilling.”

Da de havde vandret en Mils Vej, valgte de en lille Bondegård til deres første Optræden. Straks i Porten blev de modtaget af en Køter med rasende Gøen; det var med Nød og næppe, at de kunne bjerge de jodfarvede bare Ben. Men endelig blev den træt, og de tre Italienere stillede sig op foran Stentrappen. Anders intonerede med et Par Akkorder, og de to andre satte i med kraftig Røst.

Et Øjeblik efter var hele Gårdens Befolkning samlet, man lyttede andægtig og kiggede nysgerrig.

„Sikke stakkels fattige Drenge,” sagde Konen, en skikkelig lille Tyksak; „giv dem en Tiøre, Fatter, og hør,” vendte hun sig til en af Pigerne, „smut ind og skær dem en Fedtemad.”

Fatter trak besindig en stor Læderpung op og begyndte at rode omkring i den; omsider fandt han en Tiøre, som han lagde i Bøssen, og nu kom Pigen med tre tykke Humpler Brød med Fedt; hun pakkede dem ind i en Avis og rakte dem til Anders, men Christian skyndte sig at gribe dem, for Anders stod med Øjnene naglet i Jorden, som om han var hypnotiseret.

Da de begyndte at gå igen, hørte de Fatter sige til en af Karlene om at følge med ud af Gården og passe på. at de små Tyveknægte ikke rapsede noget.

„Tænk, det havde jeg slet ikke taget med i Beregningen,” udbrød Holger, „at vi naturligvis kan tigge det meste af Kosten. Så kan vore egne Tærepenge gå med i Bøssen, det vil sandelig hjælpe godt til.”

„Ja, nu skal vi se,” mente Christian, „sådan lutter Fedtebrød er jeg nu ikke slikken efter.”

„Sikke noget Snak, vent nu bare til I bliver godt sultne,” sagde Holger, idet han førte Truppen ned gennem en Allé til en Gård. Her blev Udbyttet en Del større, da flere af Karlene gav hver en Femøre, men samtidig måtte de døje forskellige Gloser, der stiklede til deres nye Sko; en af dem spurgte, om de nylig havde hilst på en Skomager, som ikke var hjemme. En anden påstod, at det var på Fodtøjet, man skulle kende fine Folk, men for Resten ville han gerne vide, hvad Pris de stod dem i.

„Vi må se at få dem dyppet i en Mudderpøl,” foreslog Holger, da de var sluppet ud af Skærsilden, „De tror naturligvis, vi har stjålet Skoene, men ellers er det temmelig kreperligt at stå roligt og tage mod sådanne Bønders Næsvisheder.”

Ved Middagstid kom de ind i en lille Gård, hvor Folkene netop sad ved Middagsbordet. Bonden bød dem venligt at spise med, „for det er nok ikke hver Dag, sådanne Fyre som I får noget ordentligt at spise.” Drengene takkede beskedent og blev bænket ved den nederste Bordende i Køkkenet. Midt på Bordet stod et dampende Fad Risengrød med et stort Smørhul i. Bonden og hans Kone samt en pige og et Par Røgterdrenge, hver væbnet med en Træske, havde allerede gjort et dygtigt Indhug deri, mens de skiftevis dyppede Skeen med Grøden ned i en Skål med Øl, der snart fik et meget blakket Udseende deraf.

„Stik I kun til, Drenge,” sagde Konen og rakte dem en Træske, „det er jer vel undt, og det kan vist gøre godt i en sulten Mave.”

Skønt Italienerne virkelig var sultne, var det med modstræbende Følelser, de gav sig i Lag med Grøden, der oven i Købet viste sig at være så stiv, at den burde have været hugget op med Brækjern, som Holger senere udtrykte sig. Men da så Anders, sammen med en Skefuld Øl, fik en død Flue i Munden, var det forbi med hans Madlyst; som stukket af en Bi fo’r han op fra Bordet og ud, sprudende rød, i Hovedet trods Jodfarven, og næppe kommet udenfor, hørtes nogle underlige gylpende Lyde, som tydede på, at Risengrøden ikke hos ham havde fundet noget blivende Sted. Det var for meget for de to andre, der lige så hurtig forsvandt, efterladende de øvrige Bordfæller i stum Forbavselse.

I strakt Karriere satte Drengene af Sted, til de nåede et højt Hegn, bag hvilket de kastede sig ned i Græsset og gav efter for den Latter, som vældede ud af dem, stærkere og stærkere, jo mere de tænkte på den komiske Flugt.

„Men jeg er da alligevel rigtig sulten nu,” sagde Christian, „lad os prøve Fedtemaden.” Den blev pakket ud, og til deres store Forundring var den snart fuldstændig forsvundet.

„Jeg havde skam aldrig tænkt, at Fedtebrød kunne smage så godt,” sagde Holger.

„Næ, det smager i Grunden efter mere. Skal vi nu ikke finde Kroen og få os lidt Middagsmad?” foreslog Anders.

„Jeg tror, du er tosset. Når Landet er fuldt af Fedtebrød og Risengrød, så går vi da ikke hen og køber noget,” afgjorde Holger.

„Næ, nu må vi se at få begyndt at synge igen, måske vi så kan kapre os Kaffen i Eftermiddag. - Derhenne er en meget pæn Gård, den må holde for.”

Som sagt, så gjort; det lykkedes at fortjene adskillige Ører og tillige bjerge den attråede Kaffe i Løbet af Eftermiddagen.

Hen mod Aften kom de til Landsbyens Mejeri, der var let kendelig på sin høje Skorsten og de blanke Spande, der lå på Rad og blinkede i Solen, som det pure Sølv. Drengene var blevet tørstige af den stærke Hede, de blev enige om først at gå ind og bede om lidt Mælk at drikke, og så bagefter aflevere deres Musiknummer.

De bankede på, men da der ikke blev svaret, åbnede de Døren og trådte ind i et kontorlignende Værelse.

Det var tomt, og Drengene ville atter fjerne sig, da en Dør blev åbnet, og en høj mørkhåret Kvinde kom ind; det gav et Sæt i hende, da hun så dem.

„Vi ville gerne bede om lidt Mælk at drikke,” sagde Holger.

„Nå, det ville I, nej, det var vist ikke jeres Ærinde. Sådan noget Tyvepak, som kommer listende en højhellig Søndag i Stedet for at gå i Kirke. Se til I kommer ud, og det i en Fart.”

Slukøret skyndte de sig ud, men Holger sendte hende i Døren et „Farvel, gamle Drage” til Afsked.

Endelig følte de sig trætte, og da de lidt efter kom forbi Kirkegården, lagde de sig ned ved Stengærdet i Græsset for at drøfte Spørgsmålet om Aftensmad og Natteleje.

„Først og fremmest må det ikke koste noget,” sagde Holger, „så nu må vi lægge vore Hoveder i Blød.”

„Jeg har det!” råbte Anders, efter at de alle havde grundet en lille Tid. „Ser I den Kartoffelmark der?”

„Ja vel, hvad den?”

„Der trækker vi en Del Stammer op og samler vore Huer og Lommer fulde, så går vi hen et Sted, hvor vi kan lave Bål og stege dem - det har jeg prøvet tit hjemme, det er en udmærket Ret.”

I det samme hørtes Fodtrin inde på Kirkegården. Anders kiggede over Gærdet og betydede de andre at tie stille. Til sin Forbavselse så han, at det var den samme Kvinde, som havde jaget dem ud af Mejeriet. Hun var i Færd med at plante en Blomst på en Grav med et lille Trækors, af og til så hun sig om, og pludselig greb hun ned i Lommen efter noget, som hun hurtig puttede ned i Jorden under Blomsten.

„Det var den sorte Drage fra Mejeriet,” hviskede han til de to andre. „Jeg synes ikke, hun skulle plante Blomster på en højhellig Søndag, det er da værre end at synge. - Men nu af Sted efter Kartoflerne.”

Da de havde forsynet sig tilstrækkeligt, lejrede de sig på en afsides Mark omgivet af høje Hegn, hvorfra de hentede Pinde, og snart efter blussede en god Ild, hvor Kartoflerne blev stegt, under Anders’s kyndige Ledelse.

„Det er den bedste Ret, jeg nogen Sinde har smagt,” erklærede Christian efter endt Måltid, og Holger tilføjede, at han godt kunne spise en halv Skæppe mere.

„I et sådan dejligt Vejr som i Aften foreslår jeg, at vi putter os ind i nogle Høstakke, det er det billigste Natteleje, vi kan få,” sagde Anders.

„Naturligvis, det er da også meget sjovere at ligge ude - lad os så se at finde vore Senge,” råbte Holger og Christian begejstret.

På en nærliggende Mark fandt de et Udvalg af Høstakke, de udsøgte sig tre og borede sig ind i dem helt til Halsen.

Snart efter sov de alle sødelig.

Tidlig Mandag Morgen var de alle på Benene, de opsøgte Landsbykroen og stillede deres Sult ved et Utal af Franskbrødsskiver og adskillige Kopper Kaffe. Derefter begyndte de deres Dagværk uden for Skolen, hvor de straks samlede et vældigt Publikum af Skolebørn. Skønt Tilslutningen var stor, så det ikke ud til at give noget Udbytte. En større Dreng rakte Hånden frem for at putte noget i Bøssen, men da Christian så, det var en Bukseknap, fo’r hans Skoledrengeblod ham til Hovedet.

„Sådan en Bondetamp,” råbte han og smækkede til Hånden, så Knappen fløj langt bort. Et Krigshyl fra hele Forsamlingen besvarede denne Udfordring, og det var på Stedet blevet til en regulær Gadekamp, dersom Italienerne ikke havde indset, at partiet for var ulige, de valgte derfor et hurtigt Tilbagetog under stormende Hurraråb fra Modstandernes Lejr.

Men Blodet kogte i de tre Italienere, en så forsmædelig Hån og så være nødt til at bide det i sig, det var til at flyve i Flint over.

„Jeg synes, vi har fået nok af denne her fjollede Landsby,” erklærede Christian. „Lad os nu tage en ordentlig March lige ud ad Landevejen, til vi kommer til en ny By.”

Dermed rystede de Landsbyens Støv af deres Fødder og begav sig af Sted. Solen glitrede i de dugvåde Blade, og Luften sitrede af Varme mellem de høje Hegn, hvis Blomstertæppe fyldte Luften med en sød Duft.

„Sikken dejlig Sommerdag,” sagde Holger, „man kan næsten gå og blive helt poetisk stemt.”

„Ja, men sandelig ikke, når man går med Hundelokker ned om Ørene. Det er rent ustyrligt, hvor de varmer, jeg tager dem skam også lidt af, der er jo ikke en Sjæl her på Vejen,” og Anders puttede Huen i Lommen.

I samme Øjeblik brast Holger og Christian ud i en stormende Latter, som brød ud igen, hver Gang de så på ham.

„Men hvad er der dog i Vejen!” udbrød Anders ærgerligt og tog sig til Hovedet.

„Å, hvor du ser ud, du er jo kun malet til parykken, Resten er ganske hvidt, det klæder dig rent ud sagt morderlig grimt.”

„Nå, ikke andet, pyt med det. - Men hvad er det der henne?”

Inde mellem Grenene i Hegnet stod en lille Gris, der havde fået det ene Ben klemt fast i en gaffelformet Gren og sled af alle Kræfter for at komme løs; da Drengene nærmede sig, skreg den ynkeligt.

„Det er en 5-6 Ugers Gris,” erklærede Anders kyndigt, „den må være løbet bort; så må her være en Gård i Nærheden, lad os tage den med og spørge os for, hvem den tilhører. Sådan en lille Kammerat kan godt være sine 15 Kroner værd, så den er nok blevet savnet. Se, hvor slunken den er, den har vist været længe borte.”

Anders havde fået den løs og op på Armen, nu fandt den sig roligt deri, og Drengene gik rask fremad og kiggede efter Grisens formentlige Hjem. Endelig så de en Klynge Træer, bag hvilke skimtedes de hvide Længer af Udhusene.

Uden for Gården gik en ældre pæn Mand med en Merskumspibe i Munden; han spejdede rundt omkring bag Buske og Grøfter, og da han så Drengene med Grisen på Armen, smilede han henrykt.

„Nå, der har vi Synderen, hvor har I fået fat på den Gavstrik?”

„Vi fandt den en halv Times Gang herfra,” svarede Anders. „Hører den til her på Gården?”

„Ja vel gør den det, og den har været borte hele Natten, jeg havde såmænd helt opgivet den. - Men kom nu med ind, Drenge, og få lidt Middagsmad, den er vist lige på Bordet.”

„Mutter,” råbte han ind i Huset, „her er Kalorius igen, lad os nu få lukket godt for den.”

Konen, som var kommet til, så lige så glad ud som Manden over den genfundne Flygtning: Lidt efter gik de alle til Bords. Maden var veltillavet, og Italienerne lod sig den rigtig smage.

„Hvad er I egentlig for nogen Landsmænd, om jeg må spørge? Først troede jeg, I var Zigeunere, men jeg synes alligevel ikke rigtig, det kan passe, jeg har aldrig set Zigeunere håndtere Gaffeltøjet så nymodens.”

„Vi er Italienere,” erklærede Holger, „vore Forældre bor i København.”

„Hvad tager I jer ellers for, når I er hjemme om Vinteren?” spurgte Konen.

„Vi læs - næ, jeg mener, vi løber rundt og handler, og han der er lidt Glarmester,” svarede Holger atter og pegede på Christian.

„Nej se, det træffer sig udmærket, så kan du få lidt at fortjene her med det samme, vi mangler netop en Del Ruder i Udhusene,” sagde Manden.

„Ja, men - æh” - hakkede Christian.

„Han har jo ingen Værktøj med sig,” kom Holger ham til Hjælp.

„Værktøj og Glas har vi selv, så du kan godt begynde efter Middagshvilen.”

„Ja, det skal jeg så gerne,” svarede Christian og beregnede i sit stille Sind, hvor langt borte de kunne være til den Tid.

Da Måltidet var endt, takkede Drengene for Maden, Holger forglemte sig i den Grad, at han afleverede et elegant Buk; Bonden stirrede forbavset på ham og mumlede:

„Det var som Pokker,” - højt tilføjede han: „Nu kan I lægge jer ud i Laden, så kalder jeg på jer om en Times Tid.”

Men da Drengene havde ligget lidt i Høet, og der var blevet Ro i Gården, tog de Benene på Nakken, især var Christian ivrig efter at komme af Sted, han ønskede ikke at optræde som Glarmester.

Vejen førte dem efter en Times Vandring ind gennem en stor Skov, der var dejlig skyggefuld, og Anders foreslog, at de her skulle tage den Middagshvile, de havde til gode.

„Lad os lægge os bag de Buske, der kan vi ikke ses fra Vejen,” sagde han.

Det gjorde de og sov snart ind, men en Stund efter vækkedes de pludselig ved at høre en kraftig Røst sige:

„God Dag, Lars Hansen.”

„God Dag, Hr. Betjent,” svarede en pibende Stemme.

Drengene kiggede ind mellem Buskene og så en Politibetjent, som netop sprang af Cyklen og rakte Lars Hånden.

„De skulle vel ikke have set noget til tre Italienere?”

„Tre Italienere?” spurgte Lars Hansen. „Hvad Kulør havde de?”

„Kulør?”

„Ja, vores er sorte, men agerhønsfarvede er nu for Resten lige så gode Æglæggere - især de med den enkle Kam.”

„Ha, ha, ha, nå, De snakker om Høns, men jeg mener skam italienske Drenge.”

„Hi, hi, hi, nå Drenge, næ dem har jeg da heller ikke set noget til, hvad var der ellers med dem?”

„Der er det, at de har stjålet 1000 Kroner i Mejeriet; men de er nu lette at nappe, det er kun en Times Tid siden, de var inde hos Sognefogdens og fik Middagsmad - der havde de hugget en Gris, men den måtte de pænt aflevere.”

„Ih, du store Kineser, det er da ellers helt grimt at have sådan nogle Fyre gående her midt i Sognet.”

„Vær De bare rolig, Lars Hansen, inden Aften vil jeg indestå for dem bag Lås og Lukke, men så Farvel da -,” og dermed svang Lovens Mand sig på Cyklen og fo’r videre. Lars Hansen så sig ængstelig om og skyndte sig bort.

„Det var den stiveste,” udbrød Holger, „hvad siger I nu? Stjålet 1000 Kroner i Mejeriet. Det var dog ligegodt ikke behageligt at blive arresteret, og hvem kan finde på, at vi skulle have gjort det?”

„Det må have været den sorte Drage, som har fundet på det, der var jo ingen andre, der så os der.”

„Nu skal jeg sige jer noget,” sagde Anders, „men lad os først se at komme i Sikkerhed længere ind i Skoven.”

Sagte sneg de sig bort fra Vejen og skjulte sig i tæt Krat.

„Jeg er overbevist om,” vedblev Anders, „at det er den sorte Drage fra Mejeriet, som har taget pengene, for i Går Aftes da vi lå bag ved Kirkegårdsmuren ved I jo nok, hun var inde og plante en Blomst på Kirkegården, og da så jeg, hun tog noget op af Lommen og puttede ned under Blomsten, men jeg tænkte ikke over det, før det lige nu slog ned i mig.”

„Du tror altså, hun har skjult pengene dér?”

„Ja, naturligvis, det er jo også udmærket regnet ud.”

„Ja, men vi må da først have Vished, inden vi kan melde hende,” indvendte Holger, „og imens kan vi selv blive nappet.”

„Nej, nu har jeg en Idé. Godt er det da, at vi har vort Søndagstøj med; nu må vi først finde en Kilde, hvor vi kan få os skruppet rene og klædt om. Det gamle Tøj må vi skjule godt her i Skoven, og så går vi hver sin Vej, jeg tilbage til Kirkegården med det lyse Hår - og I to må se at nå nærmeste Station og tage med Toget til Østergaard, så træffes vi der - for selv om jeg skulle tage fejl, og det ikke er hende, som har taget Pengene, så er det jo bedst, at Italienerne helt forsvinder med det samme.”

„Ja, det er en brillant Idé, men lad os nu skynde os, inden de begynder at søge efter os i Skoven,” sagde Holger.

Snart fandt de et lille Vandløb og begyndte en ordentlig Skrubvask. Heldigvis havde Holger været så forsynlig at tage både Sæbe og Børste med i Ranselen, og det var rigtignok nødvendigt, for Jodfarven sad godt fast. Omsider var Toilettet besørget, og ingen skulle i de tre sømandsklædte Gutter med signerede Huer bag i Nakken have genkendt de fattige Italienere. De tog Afsked med hverandre og skiltes straks for at undgå enhver Mistanke.

Anders gik altså samme Vej tilbage. Da han kom forbi Sognefogdens Gård, stod Manden med Merskummeren i Munden, men da Anders tog Huen af, nikkede denne blot et trevent „God Aften” uden at vise Spor af Genkendelse. Lidt efter hørte han en Cykel komme jagende, og den samme Betjent, som de havde set i Skoven, sprang af og stirrede Anders vedholdende ind i Ansigtet, mens han spurgte ham, om han ikke havde set tre italienske Drenge, som gik omkring og sang.

„Nej, det har jeg ikke,” svarede Anders.

„Det er dog forunderligt, man skulle tro, de var sunket i Jorden,” brummede Betjenten og cyklede videre.

Det var allerede hen på Aftenen, da Anders nåede Kirkegården; forsigtig listede han sig over Gærdet og hen til Graven med det lille Trækors. Han var ganske alene på det uhyggelige Sted. Vindens sagte Hvisken i de høje Popler, som omgav de dødes Sted, og det spøgelsesagtige Skær, som Månen kastede over de mange hvide Kors, tvang ham til at mindes gamle uhyggelige Historier hjemme fra Borgestuen, og en kold Rislen løb ham ned ad Ryggen. Helst var han løbet derfra, men hans gode Samvittighed beroligede ham. Hurtig stak han Hånden ned om Blomsten og løftede den op, det var for mørkt til, at han kunne se noget, men ved at føle sig for fik han fat i en lille Lærredspose, der var meget tung, og man kunne mærke, der var Penge i den.

Sagte lod han den glide ned i Hullet, satte Blomsten på Plads og glattede Jorden ud igen. Derpå skyndte han sig af Sted, Frygten havde han ganske glemt for Spændingen, og han nåede snart Mejeriet, hvor der endnu brændte Lys i Kontoret. Han bankede på og trådte ind.

En høj statelig Mand med Fuldskæg rejste sig fra Bordet.

„Jeg vil gerne tale med Mejeribestyreren,” sagde Anders.

„Det er mig, værs’god og sid ned.”

„Tak. Jeg har tilfældigvis opdaget, hvem der har taget de 1000 Kroner, der er blevet stjålet her i Går, og jeg kan vise Dem, hvor Pengene er skjult, hvis De vil gå med mig.”

„Hvad behager, ved du, hvor Pengene er, men er Italienerne da blevet fanget?”

I det samme gik Døren op, og den samme mørke Kvinde, som havde jaget Drengene ud i Går, gik gennem Værelset og ud ad den modsatte Dør.

„Hvem er den Dame?” spurgte Anders.

„Det er min Husbestyrerinde,” svarede Mejeristen, forbavset over den formentlige Næsvished.

„Ja, for det er hende, der har taget Pengene.”

„Nej, min Dreng, det passer ikke, der tager du fejl, hun har været her i fem År og er Pålideligheden selv.”

„Ja, men jeg har selv set, hvor hun har gravet Pengene ned, og hvis De vil bede hende om at gå med, vil De blive overbevist.”

„Ja, ja, da kan vi godt gøre det, men det var da det sidste, jeg ville have troet. Åh, Jomfru, kom lidt ind,” kaldte han ud ad Døren.

„Det unge Menneske her kommer med nogle grimme Beskyldninger, det er bedst, vi får det klaret med det samme, - følg blot med.”

„Men hvor skal vi da hen?” spurgte hun, idet hun blev ganske bleg.

„Jeg ved det såmænd ikke,” sagde Mejeribestyreren, „det unge Menneske viser Vej.”

Man fulgtes ad under dyb Tavshed, men da de stod foran Kirkegårdslågen, standsede Jomfruen.

„De må undskylde, Hr. Bestyrer, men jeg tør ikke gå derind om Natten.”

„Sikke noget Snak, når der er to Mandfolk med Dem. Gå De kun, jeg skal nok passe på Dem.”

„Nej, nej, jeg gør det ikke, jeg er så forfærdelig bange.”

„Så kom nu bare, lad os blive færdig,” sagde Mejeribestyreren og skubbede hende ind gennem Lågen; modstræbende fulgte hun med, men da hun kom til Graven, bad Anders hende om at tage Pengene, som hun havde gravet ned i Går.

Jomfruen, som så, at der ingen Udvej var, trak Blomsten op og rakte Mejeribestyreren Posen med Pengene; derefter lod hun sig mekanisk, uden at sige et Ord, føre tilbage til Mejeriet, hvor den tilkaldte Betjent tog sig af hende.

Anders tog hjem til Østergaard, hvor hans Kammerater allerede var ankommet, og de tilbragte nu Resten af Ferien der og havde megen Fornøjelse af at fortælle om deres italienske Fodtur. Indsamlingen til Aktiebarnet blev forøget med 50 Kroner, som Mejeribestyreren med Glæde gav til det smukke Formål.