En rar Husholdning

---

Af Helene Hørlyck (1920)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

„Ja Misse, så går du lige hen til Tante Sofie og hilser fra mig, om du altså må være hos hende, til jeg kommer hjem igen, og så fortæller du hende, at Moster Anna i Fjordby har fået en lille pige, og derfor er jeg nødt til at rejse derhen nu med Morgentoget. Og husk at give Stine Nøglen og bede hende om at gå hen og vande Blomsterne hver Dag. Og så Farvel, min lille Pige! Lad mig nu se, du er stille og artig hos Tante Sofie.”

Så kørte Morgentoget med Misses Moder, og Misse gik fra Banegården hen ad Gaden, der førte til Tante Sofies Hus. Misse surmulede lidt, for der var ikke videre morsomt hos Tante Sofie, som boede ene med sin gamle Pige Stine. Tante Sofie var nervøs og tålte ikke nogen som helst Støj. Men Misse måtte og skulle bo hos Tante Sofie, for hun kunne ikke bo alene hjemme, når Moder var borte.

Misse selv var ti År. Skoletasken, som hun brugte til Vadsæk, og hvor Moder havde lagt Nattøj og Nøgle i, svingede hun hurtig rundt i stiv Arm, medens hun slentrede ned ad Gaden - det gjaldt om at holde Tasken i god Fart, at Sagerne ikke skulle falde ud.

Men pludselig lød det ovre fra det andet Fortov:

„Misse, Misse! God Dag, Misse, jeg kommer for at besøge jer i tre Dage. Fader og Moder kommer og henter mig på Søndag, så længe har jeg fået Lov til at være hos jer. Er det ikke forfærdelig Sjov?”

Misse stirrede helt overvældet på Kusinen, som kom lige fra Toget med en lille Rejsekuffert i Hånden. Hun boede i Nabobyen, hvor hendes Fader, som var en Broder til Misses Fader, var Købmand.

„Ja, men Augusta, det er gruelig kedeligt, for jeg skal hen til Tante Sofie, for Moder er rejst bort i nogle Dage. Uf, hvor det dog også er grusomt ærgerligt,” udbrød Misse.

„Næh, nu har jeg aldrig hørt Mage! Jeg tiggede og bad Moder om at lade være med at skrive, det var så morsomt at overraske jer. Hvad skal vi nu gøre? Jeg går ikke med hen til Tante Sofie - ikke for tusind Kroner,” sluttede Augusta og nikkede energisk tre Gange.

„Jamen, hvad i Alverden skal vi gøre?”

„Hør du, Misse, lad os gå lidt hjem til dig. Du har vel Nøglen, så kan vi snakke om, hvad vi skal gøre. - Ved du hvad - vi kan egentlig godt være ene hjemme. Jeg kan lave Mad til os, og så kan vi jo have det rigtig grinagtigt, så skiftes vi til at være Frue og Pige, synes du ikke, Misse?”

„Jo, det kan vi godt - men hør, Augusta, jeg ved ikke rigtig, om Moder synes om det. Vores lille Bypige har jo fået Ferie.”

„Synes om at du bliver hjemme, når du får Gæster! Tror du, din Moder ville have jaget mig ud, hvad?”

Nej, det forekom Misse meget usandsynligt, og så var der jo ikke andet for end at blive hjemme og være Værtinde.

Nu var de ved Døren. Med en underlig brødefuld Følelse stak Misse Nøglen i Låsen og gik ind. Augusta, som slet ikke var ældre end Misse, men alligevel altid imponerede hende ved sin Overlegenhed, kastede Tøjet fra sig, hvor det kunne træffe i det sirlige Kabinet, de først kom ind i, og sagde:

„Dersom nu din Moder havde været her, havde hun nok lavet Kaffe, for jeg har jo rejst hele to Mil i Dag.”

„Nu skal jeg prøve, om jeg kan gøre det,” sagde Misse helt befippet. „Vandet skal vel koge først?”

„Ok ja, men lad hellere mig. - Nu er jeg Frue den første Dag, så er du Pige og hedder Stine, når så Kaffen er færdig, smutter du ind og tager noget af din Moders Tøj på og agerer fremmed Dame. Åh, Stine,” vendte hun sig med en nedladende Mine til Misse, „vær så god at sætte Vand på Gassen og ræk mig Bønnerne og Kanden.”

Misse tog med Glæde mod den tildelte Rolle, det var, ligesom Ansvaret blev taget fra hende.

„Værs’go’, Frue, her er Sagerne, nu skal jeg dække Bordet.” Misse vimsede om og fandt Kaffestellet, for når der skulle komme Gæster, måtte jo de fine forgyldte Kopper frem.

„Hvad har vi til Kaffen, Stine? Det er vist bedst, du løber hen til Bageren efter lidt frisk Wienerbrød. Du har vel nok nogle Penge?”

„Ja vel, Frue!”

Misse havde jo fået 2 Kroner af Moder, og i en Fart gik det nu til Bageren.

„Her er Brødet, Frue,” sagde hun, da hun kom tilbage, „og her er Pengene.”

„Ja, lad mig få dem. Når jeg er Frue, skal jeg jo også have Pengene, og skynd dig så ind og få noget Tøj på. - Du kan jo være din Lærerinde, som gæster din Moder.”

Lidt efter kom „Lærerinden” i sort Spadseredragt, hun gik besværligt, som om det ene Ben var stift.

„Nej, god Dag, kære Frøken, hvor det er nyt at se Dem, kom ind og læg Tøjet og få en lille Kop Kaffe med. Hvordan lever De?”

„Tak, kære Frue, det går da nogenlunde. Benet er såmænd ikke godt endnu, men jeg syntes dog, jeg længtes sådan efter at se Dem og den kære lille Misse. Hvor har De hende?”

Misse kiggede nærsynet frem for sig og lod sig anbringe i en magelig Lænestol.

„Hun er ude på en lille Ferietur hos sin Kusine Augusta - De har vist set hende her?”

„Ja, flere Gange, det er en slem lille Vildkat.”

„Åh, hun er rigtig sød. Hun er så godt begavet, det siger alle, der kender hende, men værs’go’, tag nu Fløde og Sukker, og her er Wienerbrød - nej, hvad jeg ville sige, da er Misse jo lidt bagefter, det lille Skind, men det kan hun naturligvis ikke gøre for.”

„Nej, ved du hvad, Augusta, sådan sidder man ikke og siger om sig selv, at man er bedre begavet end andre, og desuden så er jeg slet ikke bagefter, som du siger.”

„Jamen vi leger jo bare, din Tosse!”

„Jeg er ingen Tosse, det kan du selv være.”

„Skælder du dine Gæster ud? Du skulle såmænd hellere jage mig ud af Huset, inden jeg har fået vådt eller tørt.”

„Så kan du jo spise.”

„Fruen” og „Lærerinden” drak nu deres Kaffe i Tavshed, og der blev ikke skiftet flere Behageligheder, men da der ikke var mere Kaffe og Brød, rejste Lærerinden sig og gik nu uden stift Ben ind i Sovekammeret og tog Stadsen af.

„Hvad skal vi nu?” spurgte hun formildet, da hun kom ind igen.

„Ja, Stine, nu kan du jo først tage af Bordet, og så kan vi tale om Middagsmaden.”

Skønt modstræbende og lovende sig selv rigtig at jage med Augusta i Morgen, når hun skulle være Pige, fik Misse endelig taget af Bordet.

„Tag mig så Kogebogen, Stine.”

Den fandtes i Bogreolen, og nu blev de begge meget interesseret.

„Se her står „Forloren Skildpadde”. Det er en udmærket Ret,” sagde Fruen og begyndte at studere Tilberedningen. „Først skal vi have et Kalvehoved, - åh, Stine, smut hen til Slagteren og se, om du kan få et Kalvehoved, så skal jeg imens se efter, hvad der mere skal til.”

Stine „smuttede” med det samme og kom lidt efter tilbage med den Besked, at Slagteren straks skulle komme med det; og et Par Minutter efter stod en Slagtersvend uden for Døren med et vældigt stort Kalvehoved på Truget.

„Er det her, der er bestilt et Kalvehoved?” spurgte han.

„Ja,” sagde Misse og i rigtig Forståelse af, at han vist ikke kunne lege med, sagde hun:

„Moder er ikke hjemme, men vil De lægge det på Køkkenbordet.”

„S’gærne,” sagde Svenden og gik.

Midt på Køkkenbordet lå Kalvehovedet med store opspilede Øjne og gloede melankolsk på Småpigerne.

„Du, Augusta, hvor det ser levende ud. Tror du, det er helt dødt?”

„Uh - hvor kan du dog sige sådan noget Sludder, Stine! Begynd nu at gøre det i Stand. Du kan først tage Øjnene og Tungen ud og bagefter vaske det.”

„Nej Tak, jeg rører det ikke. Det kan du selv gøre, om du tør.”

„Ja, så må jeg jo selv til det,” sagde Fruen. „De Piger, de Piger!”

Hun greb rask om Kalvehovedet, mens hun undertrykte et lille Gys, da hun mærkede, hvor koldt og ækelt det var; men pludselig gled det fra hende og trillede med et Klask ned på Gulvet, hvorfra det ufravendt kiggede op på de to ængstelige pigebørn.

„Åh, hvor jeg blev bange,” stønnede Fruen, og da hun kom til at se på sine Hænder, råbte hun: „Åh, jeg bløder, kom med noget Vand.”

„Jamen, jeg tør ikke tage Vand for Kalvehovedet, det ligger lige i det Hjørne, hvor Vandhanen er. Kom med ind i Sovekammeret, Augusta!”

„Åh, hvor det gør ondt i mine Fingre, bare det ikke er en Blodforgiftning!”

Misse fik nu Vand i Fadet. Ved et nøjere Eftersyn viste det sig, at der slet ingen Rift fandtes, og Sindene faldt atter til Ro.

„Skal vi ikke gå en lille Tur, Misse?”

„Jo, det kan vi gerne - hør, hvad siger du om at gå i Vandet?”

„Ja, det var rigtignok en god Idé.”

„Du kan låne Moders Badedragt, så pakker vi det hele ned i Skoletasken; men jeg plejer rigtignok at have noget Smørrebrød med, det smager så dejligt ovenpå Badet - men - æh - nu -”

Augusta fattede godt, at det var det sølle Kalvehoved, som Misse ikke holdt af at komme ud til i Køkkenet, og ærlig talt var hun også helst fri. Hun afbrød derfor rask Kusinen:

„Vi kan købe noget Brød hos Bageren, jeg har jo Pengene i Lommen.”

Dermed drog de af Sted.

Vejret var dejligt, og de to Kusiner slentrede glade og snakkende den lange Vej langs Stranden. Ude på Badeanstalten var der Liv og Lyst; en Snes Småpiger fløj omkring mellem hverandre, snart i Vandet og snart på Badehusbroen omkring Bassinet. Augusta var naturligvis Frisvømmer og blev almindelig beundret for sine Færdigheder; hun kunne træde Vande, flyde på Ryggen, svømme som en Hund og meget andet.

„Jeg kan også redde en, der er ved at drukne. Er der nogen, der vil prøve,” tilbød hun flot.

„Jeg, jeg,” råbtes der fra alle Sider.

„Misse, nu kan du først,” sagde hun, „så kaster du dig ud midt i Bassinet og bliver liggende stille på Bunden, til jeg kommer og tager dig op. Du skal bare lukke Munden og lade være med at ånde.”

„Ja,” sagde Misse og sprang ud, men i Stedet for at blive liggende stille fo’r hun straks op igen fægtende og spruttende til alle Sider.

„Jamen, du skal jo blive liggende stille, til jeg kommer,” råbte Augusta ærgerlig.

„Det kan jeg ikke, så drukner jeg.”

„Det gør ingenting, så redder jeg dig alligevel.”

„Nej, det vil jeg ikke, det er så ækelt at begynde at drukne.”

Og nu var der pludselig ingen, der ville reddes.

„I er nogen rigtige Kujoner alle sammen,” udbrød Augusta foragtelig og ville netop springe ud igen, da der i det samme hørtes et Plask og et højt fortvivlet Skrig fra en lille tre Års pige, som sammen med sin Moder havde stået på Badetroen et godt Stykke forbi Badeanstalten. Misse var netop i Nærheden, og da hun var en dygtig Svømmer, nåede hun med et par raske Svømmetag Ulykkesstedet, dykkede under og kom et Øjeblik efter op med den lille bevidstløse pige, som hun tappert holdt oven Vande, til Moderen og tililende Folk fik hende op.

Efter meget Arbejde fik de Liv i hende. Misse var der i Øjeblikket ingen, som tænkte på, hun svømmede rolig tilbage i Bassinet, hvor hun og Augusta tumlede sig en god Stund endnu; derefter klædte de sig på for at gå op på Engen og spise det medbragte Wienerbrød.

Men der sad den lille frelste pige indsvøbt i uldne Tæpper mellem sine Forældre, og næppe var Misse kommet i Land, før Moderen råbte:

„Der er hun,” og ilede Misse i Møde. Nu blev der en Glæde og Taksigelse uden Ende. Misse måtte fortælle, hvem hun var. Den fremmede Herre, som var en velhavende Møbelfabrikant, endte med at bede om hendes Adresse, for han ville sende hende en lille Taknemmelighedsgave, sagde han.

Det var hen mod Tetid, da de nåede hjem. Nede ved Gadedøren blev de yderst overraskede ved at se en stor Hund ivrig optaget af at gnave på et Kalvehoved.

„Du, Augusta,” sagde Misse, „hvor det ligner vores Kalvehoved på Øjnene.”

„Ja,” sagde den anden grundende, „men hvordan skulle det dog være kommet herud?”

„Lad os gå op og se efter.”

Det gjorde de, og ganske rigtig, Kalvehovedet var borte, og alle Døre stod vidåbne.

„Det var dog sært, hvad, Misse? Hvem tror du har været her? Nej, nu ved jeg det, vi har glemt at lukke Døren, da vi gik, og så er Hunden selv gået ind og har taget det.”

„Det er rart, det er borte,” sagde Misse lettet, „nu kan man da komme ind i Køkkenet igen. - Hvad skal vi have til Aften?”

„Det kunne være godt med lidt varmt, synes du ikke? Hvad mener du om Medisterpølse?”

„Ja, det er min Livret,” sagde Misse, „nu skal jeg gå hen til Viktualiehandleren og hente den.”

Mens Misse hentede Pølsen, undersøgte Augusta Spisekammeret. Hun fandt snart Smør og Brød og noget Syltetøj, og da Misse kom tilbage, fik hun Besked om at dække fint Bord.

„Men gør det nu lidt festligt, Stine,” føjede Augusta vigtig til.

„Ja, Frue!” - Misse tog det pæneste frem, hun kunne finde af Dækketøj og Service; imens satte Augusta Stegepanden over Gassen, og da den var godt hed, lagde hun Pølsen i den. Det sydede og brasede et Øjeblik stærkt og trak krampagtig i Pølsen, men pludselig revnede den med en voldsom Eksplosion og åbnede sig fra Ende til anden, mens al Indmaden bredte sig ud over Panden, som en Flod der går over sine Bredder.

„Hvad er dog det?” råbte Misse, der kom løbende fra Spisestuen kaldt hid af den stærke Brasen.

„Det er Pølsen,” sagde Augusta flegmatisk, „det er ikke alle Pølser, der lige godt lader sig stege. Denne her var en meget dårlig en, men det gør ingenting, derfor smager den lige godt.”

Lidt efter erklærede hun Pølsemaden for færdig og ville lægge den over på et Fad, men mærkværdigvis ville den på ingen Måde slippe panden.

„Så sætter vi Panden ind på Bordet. Kom med en Serviet, Stine, så pynter vi panden. Har du sat Syltetøjet ind?”

„Ja, Frue.”

„I Aften, da min Mand ikke er hjemme, kan du godt sætte dig herind til Bordet, - værs’go’, tag pølse, Stine.”

„Tak, men det er dog underligt, jeg kan ikke få den af Panden.”

„Hm, lad mig prøve. Ja -, det var dog sært! Det lader virkelig til, at den sidder meget fast.”

Fruen var højrød af Iver og Anstrengelse, og kun ved at hugge løs med en Kniv lykkedes det at løsne den brune hårdtstegte Pølsemad, der knasede som Tvebakker mellem Tænderne.

Efter endt Måltid blev Tallerkener og Kopper sat ud på Køkkenbordet.

„Det kan stå, til vi får en rigtig stor Opvask,” sagde Augusta, „der er ikke noget ved at gå sådan og småvaske hele Tiden.”

Det begyndte allerede at se temmelig forstyrret ud i det ellers så pyntelige Køkken.

„Ved du hvad, Misse, synes du ikke, det kunne være sjovt at klæde sig ud i din Moders Tøj og så gå hen til Tante Sofie i Aften, når det begynder at mørkne. Vi kan lade, som om vi søger plads.”

„Bare hun ikke kender os, Augusta?”

„Nej, vi skal naturligvis have Slør på, og jeg skal nok sige alt det, hvad der skal siges, min Stemme kender hun ikke.”

„Det kunne være forfærdelig morsomt, men jeg tør næsten ikke.”

„Snik, Snak, kom nu bare.”

En Times Tid efter spadserede to underlige små Damer ned ad Gaden med hinanden under Armen. De var begge tæt tilslørede, men ellers var den ene i Skindhue, medens den anden havde en hvid Blondehat på; de havde trods ivrig Søgen og Roden i alle Skuffer og Skabe ikke kunnet finde to Sommerhatte, og det var derfor nær kommet til en alvorlig Misforståelse mellem de to Damer, som begge krævede Blondehatten. Det ordnedes dog således, at den, der fik Skindhuen, tillige skulle have en hvid Parasol, og det faldt i Misses Lod at vælge denne smagfulde Sammensætning; Augusta derimod bar til sin Blondehat lang Vinterkåbe og Muffe. Parret vakte almindelig Opsigt, men det generede dem aldeles ikke, de var fuldt optaget af det at gå med de lange slattede Skørter, der bagtil slæbte nok så flot gennem Støvet.

Efter en mageløs fornøjelig Tur nåede de Tante Sofies Gadedør. Her fik Misse en lille Smule Hjertebanken, men Augusta trykkede hårdt og længe på Ringeapparatet, og Klokken kimede da også, som om der var Brand i Huset. Indenfor hørtes snart efter skyndsomme, humpende Skridt og Stines harmdirrende Røst:

„Hvad er der dog på Færde?”

Døren blev hurtig åbnet.

„God Aften,” læspede Augusta, „vi har hørt, at De søger en Pige her.”

„Hvadbehager! Siger du en Pige? Tror du, Frøkenen ville have sådan en lille Snothvalp, dersom ellers hun manglede en Pige, men her er Pige nok i mig, det kan du være vis på.”

„Hvad er det dog, Stine?” Tante Sofie kom til slæbende sig frem ved sin Krykkestok.

„Ingenting, Frøken, det er bare et Par uartige Tøse, som står og griner en lige op i Hovedet. De vil søge Plads, vil de, og så har de ikke et ordentlig Stykke Tøj på Kroppen.”

Tante Sofie kom helt hen for at iagttage de mærkelige Skabninger; hun var noget nærsynet, og det forekom hende, at de så lidt underlige ud.

„Hvad er det for Pladser, I søger?” spurgte hun skarpt.

„Lærerindepladser,” kniksede Augusta, men i det samme brød de begge ud i en lydelig Fnisen og styrtede ned ad Trappen og bort.

„Sikke dog noget Rak,” fnøs Stine og smækkede Døren i, mens Augusta og Misse skyndte sig hjem yderst henrykte over den vellykkede Tur og begge gottende sig over Tante Sofies og Stines dydige Indignation.

Om Natten sov de for Selskabs Skyld begge to i Misses Moders Seng, selvfølgelig med det elektriske Blus tændt og i alt Roderiet, men den Slags Ting generede ikke vore to Heltinder. De vågnede om Morgenen med glad Bevidsthed om atter at have en morsom Dag og den gyldne Frihed for sig.

„Uf, hvor her ser ud,” var det første, Misse sagde, da hun slog Øjnene op om Morgenen. Alle Skabslåger og Skuffer stod åbne og udtrukne fra Omklædningen i Går Aftes, og de brugte Klædningsstykker hang og lå alle Vegne, hvor der kunne anbringes noget.

„Det kan vi altid gøre i Orden en anden Gang,” imødegik Augusta og sprang ud af Sengen. „Så snart vi er færdige, låser vi Sovekammerdøren af, så er der ingen, der kan få ondt af det.”

I Dag var det Augustas Tjenestepigedag, men da hun egentlig aldrig var i Arbejdshumør, foreslog hun, at man spiste stående i Køkkenet.

„Det er meget mere hyggeligt,” sagde hun, „så kan enhver selv tage, hvad hun vil, og det bruges for Resten også i fint Selskab.”

„Bruges det i fine Selskaber, at man står i Køkkenet og spiser?” spurgte Misse forbavset.

„Nå, ikke netop i Køkkenet, men man går da selv hen og henter det, man ønsker.”

„Jamen, så er der vel noget at tage af,” indvendte Misse, „og her er jo ingenting. Når du er Kokkepige, må du også hente, hvad vi skal spise.”

„Det ved jeg da ikke,” sagde Augusta, „der er mange fine Fruer, som altid selv går til Torvs, det bruger de ikke deres Pige til.”

„Men jeg bryder mig ikke om at være så fin. Lad mig nu få Pengene, så skal jeg nok sige dig, hvad du skal købe.”

„Nå ja, ja da,” og Augusta udleverede modstræbende 33 Øre.

„Men det var jo to Kroner, du fik i Går,” sagde Misse.

„Naturligvis, men når man køber ind en hel Dag, kan der ikke blive ved at være lige mange Penge.”

„Nå, Stine,” sagde Misse med Fruemine, „vil du så købe for ti Øre Rundstykker og for seks Øre Fløde, men skynd dig nu og snak ikke hos Bageren, så laver jeg Teen imens.”

„Uf,” vrissede Augusta, men kunne med sin bedste Vilje ikke finde nogen Grund til at undslå sig. Lidt efter kom hun tilbage og smed Posen på Køkkenbordet.

„Der,” sagde hun.

Fruen tog sagtmodig Posen.

„Men det er jo Horn.”

„Ja, jeg holder mest af Horn.”

„Men jeg har da aldrig hørt, at Pigen køber det, hun selv holder mest af.”

Teen var færdig den viste sig at være overordentlig tynd, men til Gengæld var der umådelige Masser.

„Har du før lavet Te?” spurgte Augusta.

„Du siger vel ikke du til din Frue!”

„Åh, ved du hvad, Misse, det er noget Pjatteri at lege Frue og Pige.”

„Det er bare, fordi du skal være Pige i Dag, sådan er du altid, du vil altid være det morsomste og råde for alt.”

Mundhuggeriet kom nu godt i Gang og fortsattes under hele Måltidet.

„I Dag synes jeg, vi skulle gøre en Nøddetur,” foreslog Augusta og afbrød dermed Skænderiet. „Tænk, om vi kunne plukke en hel Masse Nødder og gemme dem til Juletræet.”

„Nødder i August - de er vist ikke modne, men vi kan jo prøve på det. Så må vi rigtig langt bort fra Byen, der er altid flest. Jeg kender et godt Sted, men det er rigtignok forfærdelig langt borte; vi plejer at køre derhen, men man kan også godt gå dertil.”

„Nå ja, så skal vi nu først have Brød skåret. Synes du ikke, vi skulle koge nogle Æg og tage med, så behøver vi ingen anden Middagsmad; her ligger netop seks, det er lige tre til hver. Hvor længe er det nu, de skal koge, Misse?”

„Det ved jeg ikke, men en halv Time er da vist nok.”

„Nå, for en Sikkerheds Skyld kan vi give dem en hel Time, så smører vi Maden imens. Men hvad skal vi have at drikke? Mon din Moder har Saft stående?”

„Ja, hun har,” sagde Misse og tog nogle Flasker ned fra Hylden, „se her er Ribssaft og her er Hindbærsaft.”

„Så tager vi Hindbærsaft,” erklærede Augusta, som fuldstændig havde levet sig ind i den Vildfarelse, at hele Huset og alt hvad deri var stod til deres fri Rådighed. „Bare der dog var lidt mere Plads her i Køkkenet, man kan jo næsten ikke komme til at smøre noget Brød herude.”

Og det var meget sandt, for begge Bordene var overfyldt med snavsede Køkkensager.

„Vi kunne jo rydde lidt op,” foreslog Misse, „her plejer da altid at være Plads nok.”

„Næ, uh ha, lad os så hellere flytte Brød og Smør ind på Spisebordet og smøre der.”

Omsider var alt færdigt, og Pigebørnene drog af Sted. Målet var en Skov, som lå en Mils Vej borte. At de lod være at låse Entrédøren, er en Selvfølge. De skridtede rask ud og var snart et godt Stykke uden for Byen, men hurtig blev det varmt mellem de høje Hegn, Solen stod lige derned, og Luften flimrede af Hede.

„Uh, hvor det er rædsomt,” stønnede Misse.

„Rædsomt,” gentog Kusinen, „nej, dejligt er det! Hør, hvor Fuglene synger, og se, hvor alt det grønne er frisk,” og Augusta sang af fuld Hals til Sommerens Pris.

„Jeg synes, jeg er sulten,” sagde Misse.

„Det er jeg også. Lad os sætte os her på Grøftekanten, her er lidt Skygge og kom så med Maden,” for Misse havde naturligvis båret Tasken; det faldt af sig selv, at Augusta altid slap uden om det ubehagelige.

Misse åbnede Tasken og kiggede ned.

„Åh da, hvor det ser ud,” udbrød hun.

„Hvad er det dog? Det er, ligesom det hele svømmer i Fedt. Hvordan har du båret dig ad med det?” spurgte den anden.

„Båret mig ad! Nej, det var nok dig, der pakkede Maden ned, og så har du lagt alle de varme Æg oven på Brødet, og nu er alt Smørret smeltet. Sikken Redelighed!”

„Hvad gør det?” mente Augusta. „Vi spiser det, som det er. Lad mig få et blødkogt Æg og en Teske,” og hun gav sig med frisk Mod i Lag med Ægget. Men det var hårdt som Sten, og Blommen havde en giftiggrøn Farve.

„Jeg synes, Blommen plejer at være gul,” sagde Misse betuttet.

„Ja, men disse her er nu grønne, og vi har ingen Teskeer nødig til dem, vi kan bide af dem. Det er for Resten også meget nemmere. - En Time at koge er altså for meget til blødkogte Æg - men de smager ellers dejligt.”

Skønt Misse ikke netop syntes, det smagte godt, spiste hun alligevel med god Appetit, for hun var sulten.

„Nu skal vi have lidt Saft og Vand ovenpå - godt er det da, at det ikke fejler noget,” sagde Misse og skænkede op i et medbragt Glas. „Men du store Kineser, det er helt varmt! Det er også Æggenes Skyld. Pyh, hvor det smager.”

„Åh Snak,” sagde Augusta, „er det noget at vrøvle om? Så snart vi finder en Bæk i Skoven, lægger vi Flasken ned i Vandet, så skal den snart være afkølet.”

„Nå ja, lad os så komme videre,” sagde Misse og pakkede Resten af den lækre Mad ned.

„Jeg tror, der kommer en Bil,” sagde Augusta, „så spørger jeg, om vi må køre med et lille Stykke, hvis der er Plads.”

„Uf nej, Augusta, det er så flovt.”

Da Automobilen lidt efter viste sig, så de, at den var helt tom, kun Chaufføren sad på Forsædet.

„Må vi køre lidt med?” råbte Augusta.

Skønt Vognen allerede var suset forbi dem, standsede Chaufføren den dog og svarede godmodigt, at de gerne kunne sætte sig ind, men han føjede til, at de skulle råbe til ham, når de ville af, for han kørte lige til Fjordby.

Småpigerne var ikke sene om at komme op, og nu gik det i strygende Fart.

„Åh, hvor det er dejligt,” udbrød Misse, „jeg har aldrig før kørt i Automobil. Men hørte du, han sagde, han skulle til Fjordby? Det er jo der, Moder er hos Moster Anna.”

„Er det virkelig! Hør, hvad siger du om at køre med helt til Fjordby og gå hen og overraske din Moder? Var det ikke forfærdeligt Sjov?”

„Jamen tror du, Moder vil blive glad ved det,” spurgte Misse betænkelig, „for vi har jo vores gamle Tøj på?” og hun kastede et prøvende Blik ned ad sin egen Påklædning.

„Men hvad er dog det?” udbrød hun i det samme og løftede Tasken, hun havde siddet med på Skødet.

„Det er nok Smørret, som er rendt ud af Tasken og ned ad din Kjole, men det gør såmænd ingenting, bred bare Kjolen ud i Solen, så skal du se, det tørrer snart.”

Misse bredte Kjolen ud, og skønt Smørret naturligvis ikke tørrede bort, blev det hele snart dækket af et tykt Lag Støv, så hun ikke længere kunne øjne Pletterne.

„I Morgen var det jo, Fader og Moder ville komme og hente mig, så det er meget nødvendigt, at din Moder får det at vide i Dag,” sagde Augusta, „så kan vi jo køre med hende hjem med Toget.”

Det forekom Misse indlysende. De lagde sig magelig til Rette i Automobilen og nød Glæden over den hurtige Kørsel, og hvad der særlig frydede Augusta, var Bønderbørnenes måbende Åsyn, når de susede forbi dem.

Der var adskillige Mil til Fjordby, og Klokken var mellem tre og fire, da de nåede dertil. De nejede og takkede pænt for Køreturen og gik hen for at finde Misses Moder.

Moster Annas Hus var gruelig fint med en bred, fornem Trappe op til den høje Stueetage, for Moster Annas Mand var Læge og meget velhavende. Misse følte sig en Smule utilpas, mens hun stod støvet og forpjusket på Trappen med den fedtede Taske på Armen, men Augusta trak med sædvanlig Frejdighed i Klokken, og da en fiks Stuepige åbnede Døren, marcherede de til hendes store Forbavselse lige ind i Dagligstuen. Her sad tre Damer samt Doktoren ved et elegant dækket Kaffebord; de så alle yderst overrasket på Småpigerne, til Misses Moder med eet fo’r op og råbte:

„Misse, men Misse, hvordan kommer du dog her? Og hvordan er det, du ser ud, - og jeg tror virkelig, det er Augusta, men hvad er der da hændet, siden I to kommer her og ser sådan ud?”

„God Dag, Tante,” tog Augusta ,uforknyt Ordet, „vi er kørt i Bil hertil; jeg skal hilse fra Fader og Moder, at de kommer og besøger dig i Morgen og tager mig med hjem igen. Jeg har været hos Misse i to Dage.”

„Har du ikke været hos Tante Sofie?”

„Nej, Moder, jeg kom ikke hen til Tante Sofie,” sagde Misse spagfærdigt. „Ja, det vil sige, jeg kom der i Går, men det var kun så lidt, for hun kunne ikke kende os, men vi blev hos os selv, og vi har selv lavet Mad, og det gik rigtig godt, undtagen Kalvehovedet, for det så så grimt ud, men så var der heldigvis en Hund, som tog det - - -”

„Ha, ha, ha,” brød Doktoren ud, og Damerne stemte i med, men Misses Moder så alt andet end glad ud og med en Undskyldning til Selskabet, trak hun de to små Syndere med sig ind i sit Soveværelse for at få dem vasket og børstet, og nu måtte de fortælle nøjagtig om hele deres Færd i de to Dage.

Misses Moder blev mere og mere forfærdet, jo længere de fortalte, og en Anelse om, at alt hjemme ikke var, som det burde være, steg op i hendes Sind.

„I har da vel husket at låse Døren, hvor er Nøglen?” spurgte hun.

„Nøglen - den sidder vist i Døren.”

„Nu har jeg aldrig hørt så galt.”

Og så fulgte en ordentlig Formaningstale. Augusta lovede Bod og Bedring, men så ikke synderlig angrende ud; Misse derimod fældede Tårer i stride Strømme.

Da Børnene atter kom ind i Stuen, blev de sat til Kaffebordet, og det var godt at se, at de ingen Middagsmad havde fået den Dag.

Doktoren, som nok kunne lide at høre lidt mere om deres Oplevelser, spurgte meget uskyldigt:

„Nå, lille Misse, hvad har I så moret jer med, mens I har været ene hjemme?”

Så fortalte de om Badningen, og skønt Augusta helst ville gøre Kusinens Heltedåd til en Hverdagssag, kunne det dog ikke nægtes, at Misse havde opført sig som en rask Pige og var blevet lovet en Gave.

Misses Moder, som ikke kunne forlade Moster Anna endnu, var aldeles rådløs. Hjemme stod Døren åben, og efter alle Solemærker at dømme lå hele Huset i et forfærdeligt Roderi, og næste Dag ville Augustas Forældre komme.

Men Doktoren fik hende snart beroliget. Han telefonerede til Husejeren om at få Døren låset og afværgede ligeledes gennem Telefonen det påtænkte Besøg.

Augusta blev samme Aften sendt hjem med mange Formaninger om ingen Afstikkere at gøre undervejs, og Misse blev af Doktoren højtidelig anmodet om at blive hos sin Moder og hjælpe hende med at passe den lille Kusine, noget, hun var mere end villig til. Hun syntes svært godt om det lillebitte røde Væsen i hvidt Svøb og med de sødeste små Fingre, der kunne klamre sig så fast om en af Misses. Det var en hel Hjertesorg, da Afskedens Time slog, og Toget brusede af Sted med dem hjemefter.

Det var med et tungt Sind, Misse trådte ind i det ellers så hyggelige Hjem, for skønt Misses Moder havde ventet sig adskilligt, så oversteg Virkeligheden de vildeste Fantasier i Retning af Uorden og Uhygge.

Men Moderen sagde ingenting, for hun havde lovet sig selv ikke at skænde mere. Og det gjordes heller ikke nødig, for lille Misse blev selv så overvældet ved Synet og ved Tanken om den lille dejlige Kusine, hun allerede længtes efter, at hun satte sig ned og hulkede.

„Men Misse, hvad er det for en stor Kasse her står?” spurgte hendes Moder med eet. „Til Frøken Misse står der på den.”

Misse kiggede op med Tårer i Øjnene.

„Kom her, Misse og se,” sagde Moderen, som havde åbnet Kassen.

„Åh, Moder, sikken dejlig Dukke! Tror du virkelig, den er til mig?” råbte Misse glædestrålende.

„Ja, her ligger et Kort, og der står: „Til den flinke Pige, som frelste vor lille Datter. Fra taknemmelige Forældre”.”

Misse havde varsomt fået Dukken op, den var næsten lige så stor som den lille Kusine, og dejlig var den med lange gule Krøller og Øjne, den kunne lukke op og i.

Misse trykkede den kærligt ind til sig.

„Moder,” sagde hun, „jeg tror, Vorherre har sendt mig den, for at jeg ikke skal længes efter den lille Kusine, nu vil jeg passe den så godt, så godt alle Dage.”