WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Time i Historie




Af (1924)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument
Note: Fra "Min egen Julebog" fra 1924


   „Kom så, i Dag skal I have Historie,” sagde Karl og trak af med sine to små Søskende ned til Stråhytten i Haven.
   Det var kort efter Sommerferien. Karl havde begyndt med Historie i den nye Klasse, han var kommet op i. Det vil sige, Læreren fortalte for dem om Danmarks berømteste Mænd, og så gjaldt det om at høre godt efter og huske det til næste Historietime.
   Karl var kun syv År, lidt spinkel, men med levende, brune Øjne og rap i Vendingen. Hans Søster Tora lignede ham, men hun var fed og buttet som en lille Griseunge og egentlig ikke videre interesseret for den Undervisning, Karl hver Dag påtvang hende og Niels. Men hun var kun fem År og måtte naturligvis bøje sig for de to store.
   Niels, som kun var et År yngre end Karl og lys og blåøjet, var svært opsat på at høre, hvad Karl lærte og oplevede i Skolen.
   „Nå, Børn, kom så på Plads,” kommanderede Karl, da de var kommet ind i det skyggefulde Lysthus.
   Niels og Tora satte sig lydigt ved et lille Bænkebord og så andægtigt ud.
   Karl havde lavet sig et Slags Kateder af større og mindre Kasser. Han var forsynet med en lang Pind, som han i påkommende Tilfælde kunde pirke Eleverne med oven i Hovedet, hvis de viste Uopmærksomhed.
   „Nu vil jeg fortælle jer noget om Danmarks største Søhelt,” begyndte han.
   „Søhelt, hvad er det?” spurgte Niels.
   „Det er en Mand, som aldrig er bange.”
   „Det var da sært,” sagde Niels.
   „Jamen sådan er det nu, for det står i Danmarkshistorien, og han hed Tordenskjold,” vedblev Karl.
   „Hvorfor hed han det?” kom det fra Tora, hun så mere livlig ud, end hun plejede under Undervisningen, hun vilde gerne høre Eventyr, og dette her lignede lidt derefter, syntes hun.
   „Jo, for han kunde tordne så voldsomt for Fjenden.”
   „Fjenden, hvad er det?”
   „Uf, Tora, hold dog op med den dumme Spørgen, Fjenden er nogen, man slår ihjel,” sagde Niels ærgerlig.
   „Tordenskjold boede oppe i Norge, men så en Dag blev han ked af, at der var gået Hul på hans Bukser på en Slibesten, og han gad ikke lappe dem, skønt han var Skrædder. Og så løb han ned til Danmark.”
   „Løb han over Vandet?” spurgte Niels. De havde Dagen før haft Geografi og fået Kortet forklaret.
   „Nej, du kan da nok begribe, han kunde ikke gå på Vandet; det kan man kun i Biblen - men så kom han hen til vores Konge.”
   „Å,” råbte Tora, „ham den lange på en hvid Hest og en lille Pige; han er rar, hvad sagde han?”
   „Han sagde, at han skulde ikke være Skrædder, han skulde være Spejderdreng, og så fik han Ormen.”
   „Hvad skulde han have den for?” spurgte Niels forbavset; han havde endnu aldrig set Spejderdrenge med Orme.
   „Å, dit Fjols, det var jo et Skib, som hed Ormen, og det skulde han sejle med. Så kom han ud at sejle, og han var så voldsomt til at slås, alle Skibe rystede af Angst, når de så Ormen. Og så engang havde Fjenden gemt deres Mad og deres Krudt inde i en Kilde.”
   „Det var et sært Sted at gemme det - blev det ikke vådt?” spurgte Niels.
   „Nej, det var en Dynekilde,” sagde Karl.
   „Nå - å - der var Dyner om,” sagde Tora forstående.
   „Ja - a, måske,” sagde Karl og gik let hen over det Spørgsmål, for han havde ikke selv fået fat på Sammenhængen.
   „Nå, men så tog Tordenskjold Maden og det hele og bragte det hjem til Kongen. Og Kongen blev så gruelig glad over det, at han slog ham til Ridder.”
   „Slog han ham,” råbte Tora forbavset.
   „Ja, det bruges sådan, når en simpel Mand skal gøres til en fin Mand.”
   „Uh, stakkels Tordenskjold,” sagde Tora medlidende.
   „Ok, det brød Tordenskjold sig ikke om, han sagde, at nu skulde han nok holde et Skjold for Danmark og tordne sådan for Fjenden, så det skulde høres langt omkring.”
   „Kunde han nok bære sådan et stort Skjold?”
   „Hold nu Mund, Tøs, du kan da nok tænke, at Tordenskjold var morderlig stærk.”
   „Nå, ja.”
   „Men så engang var Tordenskjold ude at sælge Fisk på en Strand.”
   „Det var da et sært Sted at sælge Fisk; var han alligevel fattig?” spurgte Niels.
   „Det ved jeg ikke, men han vilde nu sælge Fisk, og imens fik han at se, hvor alle Kanonerne stod, og hvor mange Soldater, der var. Og så nogle Dage efter kom han igen, og så gav han Fjenden en Bajer og stillede sine Soldater op først i een Gade, og mens Fjenden fik sig nogle Bajere til, løb Soldaterne hen i en anden Gade og stillede sig op der. Og så kunde de jo ikke se, at det var de samme Soldater. Og til sidst, da Fjenden var helt plakatfuld, tog Tordenskjold ganske rolig både Stranden og Fæstningen.”
   „Bragte han også dem hjem til Kongen?”
   „Uh, hvor er du dum, Tora,” bed Niels hende af, „tror du, man kan bringe en Strand og en Fæstning nogen Steder hen. Hvad sagde Kongen så, Karl?”
   „Han sagde, at Tordenskjold skulde være en Vise, en Visemand var det vist, og det var en forfærdelig stor Ære, for der er ikke mange, som kan skrive Viser, ved I nok,” sagde Karl og faldt hen i Grublen, for han var ikke rigtig sikker på, at den Folklaring om Visemanden var helt rigtig.
   „Hvad lavede Tordenskjold så mere?” spurgte Niels.
   „Så engang var han gået i Land på en anden Strand, bare sådan for Sjov forstår I nok, men så kom der tre Drakoner ridende.”
   „Hvad for en Slags Koner?” spurgte Tora ivrigt.
   „Det ved jeg ikke, men det var altså Koner der kunne ride, og så strakte den ene Hånden ud efter Tordenskjold.”
   „Vilde hun sige Goddag?”
   „Nej - hun vilde nok tage hans Kårde, den Tøs. Men jeg skal love for, Tordenskjold var ikke af den slags! Han gav hende et ordentligt Hug over Hånden, og så sagde han: „Denne Gang ej, min Snut,” og så svømmede han ud til sine Folk, for de Kujoner var stukket af med Halen mellem Benene i Båden.”
   „Jeg vil da håbe, de fik en ordentlig Omgang Klø bagefter,” sagde Niels.
   „Men hvad så - fik Tordenskjold så prinsessen til sidst?” spurgte Tora.
   „Hvad for en prinsesse?” kom det hånligt fra Karl.
   „Kongens Datter - Konger plejer da altid at give deres Datter til Belønning, ved jeg,” sagde Tora.
   „Hun ved virkelig ikke, at vore Konge slet ingen Datter har,” vendte Niels sig forarget til Karl.
   „Næh, men desuden døde Tordenskjold,” sagde Karl.
   „Å, det var en Skam. Blev han syg?”
   „Nej, men der var en, der snød ham i Kortspil -”
   „Var det 66, de spillede?” spurgte Niels.
   „Det ved jeg ikke, men det er også lige meget - for snyderen stak Tordenskjold ihjel. Og der kan du se, man må aldrig snyde, når man spiller - kan du huske, du snød mig i Erre-Pirre,” sagde Karl formanende.
   „Næ, jeg kom bare til at tage to Kort op på een Gang, det var slet ikke for at snyde,” forsvarede Karl sig.
   „Ja, det siger du nu, fordi du har hørt, blive stukket ihjel af sådan noget,” sagde Karl.
   „Jamen, det var jo snyderen, som stak Tordenskjold ihjel - og jeg synes lige du sagde, at Tordenskjold var så morderlig stærk. Det er vidst noget Løgneri alt sammen om den Tordenskjold,” sagde Niels pludselig kæphøj.
   „Siger du Løgneri om det, jeg lærer i Skolen,” for Karl fornærmet op.
   „Ja, den Tordenskjold var en rigtig Pralhals,” erklærede Niels stædig.
   „Pralhans!” skreg Karl og var i et Spring inde på Niels, der hurtigst tog Flugten, men blev indhentet og væltet om lige midt i Levkøjbedet.
   „Mor, Mor! de slås i Levkøjerne,” for Tora op mod Huset.
   Og så blev begge Kamphaner sat til at luge Bede i hver sin Ende af Haven til Straf.
   Men Tora stod meget behageligt og spiste Stikkelsbær, mens hun overvejede, hvem af dem der mon havde Ret.
   Til sidst kom hun til den Slutning, at det alligevel var rigtigt, når Niels sagde, at det var Løgneri, de lærte i den Skole; for da Karl havde forklaret forleden Dag, at det blå, som var mellem Norge og Danmark, var Vand, da havde hun selv med sine egne Hænder følt, at Landkortet var ganske tørt!