Feriebørn
Af Helene Hørlyck (1931)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Sommerferien var kommet. Ude på den smukke Gård „Birkely” var Proprietær Torps tre Børn, Erik, Kamilla og lille Martha, meget optaget af Forventning om en Gæst - et „Feriebarn” fra København. Børnene plejede ellers at tilbringe Ferien hos deres Mormoder, men da hun endnu var svag efter en Sygdom, skulle de denne Sommer blive hjemme, og Faderen havde til Trøst lovet dem en Legekammerat, en fattig Dreng fra København, et Barn, der rigtig trængte til Landluft og god Mad.
Hr. Torp havde skrevet til Komiteen for Skolebørns Landophold, og nu ventede de en Dreng på 12 År, Henrik Christensen, Søn af en fattig Arbejdsmand.
Da Dagen kom, kørte Erik selv med Giggen ned til Stationen for at hente deres Gæst, og Kamilla og Martha imødeså Besøget med stor Spænding.
Henrik viste sig at være en lang, bleg Dreng med kortklippet, brunt Hår. I Begyndelsen var han meget genert, men Fru Torps milde Venlighed fik ham snart tøet op, og både Erik og Pigebørnene følte sig hurtig overtydet om, at Henrik var en rar Dreng. De viste ham straks rundt på Gården og præsenterede alle Dyrene for ham, og hans Beundring og Glæde for det alt sammen gav sig Udtryk, da han til sidst udbrød:
„Nej, aldrig havde jeg tænkt, der var så dejligt på Landet!”
Tidlig næste Morgen var han oppe og ude i Haven, og her fandt Erik ham liggende på Knæ ved Siden af en Bikube, mens han ivrigt optaget iagttog Biernes travle Færd med at bringe Honning hjem. De fulgtes nu ind til Kaffen, og da de var færdige, sagde Fru Torp:
„Se her, lille Henrik, vil du ikke hellere tage dette Sæt Lærredstøj på af Eriks, her ude på Landet er det uldne Tøj meget for varmt?”
Henrik skyndte sig ind for at skifte, sjæleglad over at blive fri for at gå i det gamle, lasede Sæt, han havde med i sin Vadsæk til daglig Brug, og da han var borte, sagde Fru Torp:
„Husk nu, Børn, ingen Bemærkninger om, at det er Eriks Tøj, og ingen Udspørgen om hans Hjem og om hans Fader, måske er der dårlige Forhold, som han nødig vil tale om.”
Fru Torp vidste nemlig, at hans Fader holdt for meget af Flasken, og at hans Moder var død.
Henrik følte sig snart hjemme på den store Gård. Det var første Gang, han var på Landet, men han viste en levende Interesse og Forståelse for alt Naturliv.
En Dag traf Erik ham nede ved Tørvemosen, i en af de dybe Grave som var fremkommet ved Tørveskæringen. Han var i Færd med at grave i den fugtige Undergrund og lagde ikke Mærke til Erik, som stod bag ved ham på den modsatte Skrænt. Af og til løftede han varsomt en Skovlfuld Dynd op og lod prøvende Fingrene glide igennem det. Hver lille pind eller Sten pillede han omhyggeligt ud og lagde til Side.
„Hvorfor gør du det?” spurgte Erik forbavset.
Henrik så forlegen op og svarede:
„Åh, jeg syntes, det var morsomt at se, om man kunne finde nogle Levninger fra Tertiærtiden.”
„Tertiærtiden, hvad er det?” spurgte Erik.
„Har du ikke læst Geologi i Skolen?” spurgte Henrik. „Jeg troede, I lærte meget mere i sådan en fin Skole, end vi andre.”
„Geologi, hvad er det?”
„Det er Læren om Jordens forskellige Tider, det er forfærdelig interessant. Sidste Vinter lånte jeg en Bog derom af min Lærer, og deri stod, at i Moserne kunne man endnu finde Levninger fra Tertiærtiden; den var før Stenalderen, så du kan nok tænke, det er meget længe siden.”
„Ja, Stenalderen har jeg hørt om, der er også fundet Stenkiler og Økser her omkring. Men har du fundet noget her i Mosen?”
„Ikke andet end det der,” sagde Henrik og samlede omhyggeligt den lille Bunke dyndede Pinde og Stene op. „Lad os gå hjem og vaske dem af, så kan vi se, hvad det er.”
De fulgtes ad ind i Bryggerset, og her skyllede Henrik med stor Varsomhed de fundne Ting. De fleste var kun tynde, brune Pinde, men på een af dem sad et fint, forgrenet Skelet af et langagtigt Blad, det var brunt, men fuldstændig helt og stift.
„Nej da, det ligner Bladet af en Plante, som var afbildet i den Bog, jeg havde lånt,” udbrød Henrik.
„Tænk, hvor min Lærer ville blive glad, dersom han fik det! Har du ikke en lille Æske, som jeg kan gemme det i, så jeg kan få det med til København?”
Det fik Henrik, og han følte sig så lykkelig over det lille, brune Blad, som om det var en hel Skat, han havde fundet.
Det var morsomt at følges med Henrik, syntes pigebørnene, for skønt han aldrig før havde været på Landet, så vidste han dog Besked om så meget og kunne fortælle de mærkeligste Ting, både om dyr og Jord og Sten, som de aldrig havde tænkt sig.
„Sikken Myretue!” råbte han en Dag, da de gik gennem den lille Granplantage neden for parken.
„Uf ja, lad os skynde os forbi de ækle Myrer,” sagde Kamilla.
„Ækle Myrer, nej, lad os hellere se lidt nøjere på dem. De er meget bedre og mere rettænkende end vi Mennesker,” sagde Henrik.
„Rettænkende!” råbte Erik. „Tror du, Myrer kan tænke?”
„Ja, det ved jeg. Myrerne arbejder i Jorden og dyrker små Urter til deres Husdyr. lige som vi Mennesker, og hvis de ikke kunne tænke, kunne de da ikke lægge Planer frem i Tiden. Og det allerskønneste ved Myrerne er det, at de deler alt med hverandre. Dersom en sulten Myre møder en, der er godt mæt, standser den mætte straks og gylper Saft op til den sultne Myre - det vil sige, hvis de hører til samme Tue.”
„Dersom de ikke hører til samme Tue, hvad så?” spurgte Kamilla interesseret.
„Dersom det er en fjendtlig Myre, slås de, for Tuerne fører Krig med hverandre, akkurat lige som Mennesker. De har hele Hære af Soldatermyrer.”
„Det var da morsomt,” sagde lille Martha, „fortæl mere.”
„Se bare der,” vedblev Henrik og pegede på en lille Flok, der gik samme Vej, „de bærer hver en lille, hvid Klump foran sig, det er deres Æg. Lad os nu se, hvor de skal hen.”
De bøjede sig alle ned over Dyrene og fulgte deres Færd.
„Ja, jeg tænkte det nok. De bringer dem hen i Solen for at få dem ruget ud,” råbte Henrik ivrigt. „Og nu skal I bare se, hvor de kan hjælpe hverandre.”
Dermed tog han en Pind og pirrede en Myre om på Ryggen. Den sprællede med Benene og kunne ikke rejse sig igen, men straks kom et Par af dens Kammerater og hjalp den op.
„Hvor I har det dejligt her ude på Landet,” sagde Henrik lidt efter, „og sådan en rar Moder, I har. Min Moder døde for tre År siden.”
„Hvem passer jer så?” spurgte lille Martha medfølende.
„Det gør jeg, for der er kun Fader,” sagde Henrik.
„Laver du også Mad?” spurgte Martha videre.
„Åh, vi laver ikke sådan noget videre; om Vinteren spiser jeg i Samaritanen, og om Sommeren kan man godt undvære varm Mad.”
„Får din Fader så heller ikke rigtig Mad?” blev Martha ved, hun havde helt glemt, at det ikke var pænt at spørge så meget.
„Det ved jeg snart ikke, for Fader er næsten aldrig hjemme, han - han drikker,” sagde Henrik sagte, mens det bævede om Munden. Aldrig før havde det forekommet ham så trøstesløst som nu, da han havde set, hvordan Børnene på „Birkely” levede sammen med deres Forældre.
- - -
„Drenge,” sagde Hr. Torp nogle Dage senere, „kan I ikke gøre mig den Tjeneste at cykle ned til Stranden i Morgen og bringe Bud til en af Fiskerne om at skaffe et Læs Tang og spørge, hvornår vi kan hente det. Henrik kan tage Kamillas Cykel.”
Det var en lang Tur, de fik derfor en Botaniserkasse fyldt med Smørrebrød og drog af Sted næste Formiddag. Vejret var dejligt, og de snakkede og lo hele Tiden. De traf Fiskeren og fik Besked om Tangen. Og efter at være blevet trakteret med Kaffe og Kirsebær i Haven, gav de sig noget over Middag på Hjemturen.
„Hvad er det nu derovre?” spurgte Henrik og pegede på nogle Høje langt ovre på en Mark.
„Det ved jeg ikke, det er vel nogle Kæmpehøje,” mente Erik.
„Nej, det tror jeg ikke,” sagde Henrik, „skal vi ikke køre derover og se?”
„Jo, det kan vi godt.”
Da de kom derhen, viste det sig at være en sammenhængende Højderyg, som var blevet gennemskåret til et nyt Jernbanespor.
„Nej dog,” udbrød Henrik ivrigt, „her kan man rigtig se de forskellige Jordlag; jeg er sikker på, det er en Moræne.”
„Hvad er en Moræne?” spurgte Erik.
„Det er en Kant af Ler og Sand og Sten, som blev skubbet sammen af Isen, da vi havde Istid her. Se bare de store Sten her sidder. Er det ikke underligt at tænke sig, at de måske er skubbet her ned helt oppe fra Sverige?”
Henrik pirrede nogle Sten ud og undersøgte dem nøje. Noget derfra gik en Del Arbejdere og trillede Jord bort på Børe, og lidt til Siden stod en Halmskærm, som de brugte, når de spiste og holdt Hvil.
Pludselig så de en ældre Herre med et fint Ydre og Guldbriller komme frem bag Halmskærmen og nærme sig dem. Han havde en Spade i Hånden.
„God Dag, mine små Venner,” sagde han venligt, „det glæder mig at høre, at I er så flinke i Geologi. Hvem var det, som holdt det lille Foredrag om Morænen?”
„Det var Henrik,” sagde Erik og pegede på sin Kammerat, „han ved så meget derom, og forleden fandt han et Palmeblad fra Istiden i vores Mose.”
„Så du har virkelig Interesse for den Slags Ting, min Dreng! Hvad hedder du?”
„Henrik Christensen.”
„Er du her fra Egnen?”
„Nej, jeg er fra København, men jeg er hos Proprietær Torp på „Birkely” som Feriedreng,” sagde Henrik beskedent.
„Men hvor har du fået din Viden fra om Naturforholdene?” spurgte Herren og så nøje på ham.
„Jeg har lånt nogle Bøger af min Lærer.”
„Se, se, Selvstudium og virkelig Interesse. Men hvad var det, din Ven sagde om et Blad, du havde fundet i en Mose?”
„Det var et Palmeblad fra før Istiden, tror jeg nok,” sagde Henrik og glemte af lutter Ivrighed sin Forlegenhed. „Det var akkurat som en Afbildning i en af Bøgerne, og det lå i en meget dyb Mose.”
„Det kunne interessere mig at se det, er der langt til „Birkely”?”
„En lille Mil.”
„Ja, så tror jeg nok, jeg kommer til „Birkely” en af Dagene, når jeg er færdig med min Undersøgelse her. Pas godt på dit Blad. Dersom det virkelig er fra den tropiske Vegetation, kunne det more mig at undersøge den Mose. Jeg er nemlig selv Geolog, og du kunne jo hjælpe mig.”
Dermed nikkede han venligt til Drengene og gav sig til at grave i Jorden med sin lille Spade.
Drengene satte sig på Cyklerne og nåede snart hjem. Henrik var meget opfyldt af det Besøg, den lærde Herre havde lovet, og ventede med Spænding på ham i de følgende Dage.
„Nu tror jeg, jeres lærde Ven kommer,” sagde Torp en Dag, idet han pegede ud i Gården, og Henrik og Erik løb straks ud sammen med Hr. Torp for at tage mod Geologen. Han præsenterede sig som professor Hage og bad om Tilladelse til at foretage en Undersøgelse af Mosen.
Professoren havde et vindende Væsen og blev modtaget med stor Hjertelighed af Hr. Torp, som bad ham blive på Gården så længe, han havde Lyst.
Da Professoren fik Henriks Blad at se, erklærede han, at det var et yderst interessant Fund. Henrik måtte følge med ned til Mosen og vise ham nøjagtig Stedet, hvor han havde fundet det. Derefter hjalp både Erik og Henrik ham at grave og undersøge Dyndet, mens Professoren fortalte og forklarede. Det glædede ham at høre, hvor meget Henrik allerede vidste, og hvor intelligent han var. Erik hørte opmærksomt efter; han havde aldrig tænkt sig, at en Tørvemose kunne fortælle så meget fra gammel Tid, det var som et helt Eventyr, og endda meget bedre, for det var jo sandt alt sammen.
„Se her,” sagde Professoren og tog en tyk, spids Genstand op af Dyndet, som han strøg af med Fingrene, og viste Henrik, „hvad tror du, det er?”
„Det ser ud som et lille Horn,” mente Drengen.
„Ja, og det har tilhørt et Næsehorn af en nu uddød Race, men hvilken Tid tror du, det stammer fra?” spurgte han smilende. „Det ved du nok ikke.”
„Mon det ikke er fra Tertiærtiden,” svarede Henrik beskedent.
„Tertiærtiden, ser vi det. Du er jo en hel lille Geolog,” sagde Professoren forbavset, „men ved du ellers noget om Tertiærtiden?”
„Det var den Tid, da vi havde varmt Vejrlig og vilde Dyr her i Europa.”
„Rigtigt, min Dreng, og efter den Tid, hvad kommer der så?”
„Så kommer der en koldere Tid, som kaldes Kvartærtiden; så drog de vilde Dyr sydpå, og til sidst blev det så koldt, at alting frøs, og vi fik Istid.”
„Ja,” sagde Professoren og slog smilende den lyttende Erik på Skulderen, „men godt var det, at Isen smeltede igen, ellers havde du ikke været til og haft så gode Forældre og sådant et dejligt Hjem, og så havde jeg altså heller ikke truffet dig, min lille Ven,” vendte han sig til Henrik, „og det er aldrig godt at vide, hvad der kan komme ud af det.”
Professoren blev en Uges Tid på „Birkely”. Han gik lange Ture med Henrik og talte meget med ham, det var tydeligt at se, at han syntes svært godt om den opvakte, nette Dreng; han spurgte ham nøje ud om hans Hjem, og da han fik at høre, hvor dårligt det var, sagde han en Dag til ham:
„Hør, min lille Dreng, jeg tror, du har Anlæg og Lyst til Geologien, og jeg har besluttet at hjælpe dig, så du kan få den nødvendige Uddannelse. Så snart du kommer tilbage til København, må du komme hen til mig, så skal vi lægge vore Planer og tale med din Fader om det.”
Henrik så op på ham, stum af Overraskelse og Glæde, men Professoren forstod den Tak, der strålede ud af hans Øjne, han klappede ham på Hovedet og sagde:
„Jeg havde selv engang en lille Dreng. Han døde, da han var seks År, men jeg tror, at du vil blive mig en god Søn i hans Sted, og du vil få en anden Moder, som vil tage mod dig med inderlig Glæde.”
Næste Dag rejste Professoren hjem; men for Henrik var det, som om han pludselig var flyttet ind i et gyldent Eventyrland. Da han rejste tilbage til København, strålede han af Sundhed og Glæde, og da Hr. og Fru Torp sagde, at han skulle komme igen næste Sommer, var han fast overbevist om, at han var den lykkeligste Dreng på hele Jorden.
Erik fik snart Brev fra ham, hvori han fortalte, hvor dejligt han havde fået det. Han var flyttet hen til Professorens, og Professorinden var som en Moder for ham. „Og jeg holder lige så meget af dem, som jeg holder af dine Forældre,” sluttede han sit Brev.
Henrik blev siden en dygtig Videnskabsmand, og hans Venskab til Familien på „Birkely” holdt sig trofast gennem Årene.