Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
1. En Julegave til Tvillingerne
Peder og Aage hed tvillingerne. Peder var den ældste. Straks da han var født, satte han i et rungende Brøl, og det var Skyld i, at han ikke senere blev forvekslet med Aage, som kom et Kvarter efter; for da de begge to var badet og lå som to små hvide, broderede Pakker i hver sin Ende af Vuggen, og deres Far stod og betragtede de to små Vidundere, der var hinanden så lig som to Dråber Vand, sagde han pludselig:
„Men hvem af dem er den ældste?”
Og det var der ingen, der kunne sige noget bestemt om. Men senere, da de begge to gav sig til at brøle om Kap, måske fordi de ville have Sukkervand, sagde lille Fru Musse henne i Sengen:
„Ham der brøler med Å-Lyden er den ældste.”
Fru Musse var deres Mor. Deres Far hed Ejlersen og havde en stor køn Gård som hed „Skovgaard”.
Peder og Aage trivedes som to små Griseunger og blev faste og hvide, som små Børn skal være, og deres Mor syntes, at hun aldrig havde set kønnere Børn.
Peder havde en lille brun Plet i den ene Tinding, men det var også den eneste Forskel, der var på dem.
Da de var en Månedstid gamle, blev de døbt, og de opførte sig mønsterværdigt, lige fra det Øjeblik de lå pyntede ved Siden af hinanden på Sengen i lange brusende Kjoler med hver en Narresut i Munden og ventede på Vognen, som skulle køre dem til Kirke, og til de om Aftenen kom ind og blev præsenteret for Gæsterne. -
Da de var to År gamle, kunne de tale næsten rent og trisse omkring og rode i alt, hvad små Børn helst ikke skal rode i, og de kunne nå op til Bordet og lå fat i Kopper og Tallerkener. Det varede længe, inden de forstod, hvorfor det altid skulle give sådan et grueligt Skrald, når de trak Dugen med det hele ned på Gulvet.
Så skreg de begge i vilden Sky, og så kom Mor farende og tog dem op på Skødet og tyssede og sang for dem, og så efter på alle små tyve Fingre, om der skulle være en eneste lille Rift, og bagefter tog hun en Tvilling under hver Arm og travede rundt om Bordet med dem og legede Fedtelam.
Mor var ellers sådan en lille bitte Spirrevip, der kunne krybe sammen bag en Stoleryg og blive helt borte, så Peder og Aage slet ikke kunne finde hende, selv om hun sad og råbte „Kuk”.
Foruden Mor var der også Jomfru Madsen, som hørte med til Hjemmet, hende kunne man ikke sådan tumle med som med Mor; hun havde også altid travlt med Maden, men når Far og Mor ikke var hjemme, så var det godt at have Jomfru Madsen og høre på hendes langsomme, søvndyssende Sang om Aftenen, indtil Øjnene glippede i, og der ikke var mere.
Peder var jo vel den ældste, det var ham med Pletten, men det var Aage, som altid gik i Spidsen, både når der skulle brøles over en lille Modgang eller findes på Spilopper, og det var også ham, der første Gang fandt på at hente Skamlen hen til Døren og lå Låsen op, og som så med Peder i Hælene satte Kursen ud i Gården og hen efter Dammen, som lå bag Haven; og hvem ved, hvordan det var gået, om ikke deres Far netop var kommet kørende ind i Gården og havde set dem smutte om ved Laden.
Men et Øjeblik efter løb både Mor og Jomfru Madsen i fuld Fart om til Dammen og fandt Peder og Aage i Færd med at kaste Sten i Vandet, og da var det også under Aages førende Brøl og Stritten, at de hurtigst muligt blev båret ind og fik tørre Strømper og Sko på.
De havde et lille Bord, med en Bænk ved, der sad de i Almindelighed nok så fredeligt og lavede Kager af Strandsand, men så kunne det jo hænde, når Aage havde fået en særlig kunstfærdig Kage lavet, at Peder kom til at pirre til den med sin Albue og lige med eet røg Sandet til alle Sider, så Mor og Jomfru Madsen skyndsomst måtte hale en ud til hver Side og holde de to Kamphaner fast, til Sindet havde lagt sig, og Sandet var vasket af Øjne og Ører.
Om Aftenen, når det var Vinter, og Mørket kom listende, sad Mor i sin lave Gyngestol foran Kakkelovnen, og på Skindtæppet foran hende lå begge Tvillinger, og da fortalte Mor Eventyr, dem hun selv havde hørt, da hun var lille, og Drengene lyttede med store stirrende Øjne, og når de bagefter var kommet til Sengs, talte de om, hvor dumme Troldene alligevel var, for de lod sig jo altid, narre af den smukke Prins eller Prinsesse.
Og en Dag legede de Eventyret, og da skulle stakkels gamle Diana være Trold. Den lod sig villig putte ind under Skrivebordet, og den gik også ind på at ruge over Fars Jetonkasse, som var Skatten, og da Prins Aage kom stampende hen mod den med hævet Sabel for at befri Skatten, så snerrede den og viste Tænder, ganske som en Trold skal, men ved Slutningen af Eventyret tog det en gal Ende, for Diana, som Alderen havde gjort egen og pirrelig, ville slet ikke lade Hovedet hugge af sig. Den for gøende frem og overfaldt den ædle Prins, der brølende smed Sabelen og løb ind til Mor og fortalte om Dianas Umedgørlighed.
„Men slog du Diana?” spurgte Mor.
„Ja, men det var jo ikke for Alvor,” snøftede Aage.
„Der kom ikke engang Blod,” forsikrede Peder ivrig, han var også meget misfornøjet med Dianas Dumhed, for han var Kongen og sad henne på Tronen, det var Lænestolen på Forhøjningen, det var hans Skat, som Diana havde røvet, og Snehvide, Katten, som var Prinsessen, som Aage skulle have haft til Belønning, sprang ned ad Skamlen og smuttede ind under Kakkelovnen, og altsammen gik helt galt, bare fordi Diana ikke kunne forstå Spøg.
„Stakkels gamle Diana,” sagde Mor og klappede den, „du må ikke være vred på mine to små Drenge, de er jo kun seks År endnu, derfor er de så dumme, men de skal nok blive klogere.”
Og Diana slikkede hendes Hånd og gik ud, den så ud, som om den ikke holdt af at være i Stue med de to Plageånder.
Nogle Dage efter tog Mor af Sted ind til Byen for at købe Julegaver. Far skulle også rejse samtidig, han skulle længere bort, men Mor ville komme hjem samme Aften.
Ved den Tid Mor skulle af Sted, kom Jomfru Madsen og sagde:
„Kom med ud i Køkkenet, Peder og Aage, så skal I få Lov at røre hver en Æggeblomme med Sukker.”
Men Aage havde godt nok set, at Fars Håndkuffert stod fremme i Sovekammeret, og Mor gik og firmede rundt i sine nye Støvler, så han skulle ikke have noget af at gå i Fælden; han trak sig lumskelig hen mod Sovekammerdøren og erklærede højt og tydeligt, at han ikke ville ud i Køkkenet.
„Vil du ikke have rørt Æg?” spurgte Jomfru Madsen forbavset.
„Jo, men jeg vil have det herinde,” kom det bestemt.
„Det vil jeg også,” sluttede Peder sig til ham.
„Oh, de små udspekulerede Gavtyve,” sukkede Mor inde i Sovekammeret, „jeg tror, de har mærket, hvad der er på Færde.”
„Vi skal også se, om vi kan finde nogle Rosiner i Skuffen,” lokkede Jomfru Madsen med sin blideste Røst.
„Jeg vil have Rosinerne herind.”
„Det vil jeg også,” nu var Peder også på det rene med, at en så uhørt Ting, som at Jomfru Madsen bød både Æg og Rosiner til på een Gang, måtte være et Baghold, de skulle lokkes i. De satte sig begge to på Puffen ved Sovekammerdøren og ventede på Mor med stor Ro; der var nemlig ingen anden Dør ud fra Sovekammeret.
Jomfru Madsen stod rådløs ved Køkkendøren, og Peder og Aage sad stille som et Par Jagthunde, der står for Vildt.
Og Mor, som troede de var gået, lukkede forsigtig Døren op og stak Hovedet ind.
Men i samme Nu styrtede de begge løs på hende.
„Jeg vil med, Mor.”
„Det vil jeg også.”
„Hør nu, Drenge, jeg skal til Horsens og købe Julegaver; der er ingen små Drenge, der kommer med på sådan en kold Tur,” begyndte Mor.
„Jo-o, jo-o.”
„Jamen så kan vi ingen Julegaver få. Julemanden siger, at de små Børn ikke må se Julegaverne,” forsøgte Mor igen.
„Jo-o, jo-o.”
Et helt Kvarter måtte Mor underhandle med dem, inden de gik ind på at lade hende slippe ud i Bilen, som holdt for Døren, og så måtte hun endda først love dem at købe „det aller-allerbedste til dem i hele Verden.”
Jomfru Madsen måtte naturligvis til Punkt og Prikke holde sine Løfter; men det tog alt i alt kun en lille halv Time at røre Æggeblommerne og spise dem og en hel Del Rosiner.
„Hvad så?” sagde Aage og gned sig om sin Æggemund med de klæbrige Fingre.
„Ja-a,” sagde Jomfru Madsen lidt rådvild, „så kunne I jo gå ind i Spisestuen og lege Futtog.”
„Futtog,” gentog Aage overvejende, „skal vi, Peder?”
„Ja,” sagde Peder, „og rejse til København til Onkel Georgs.”
„Ja vist,” opmuntrede Jomfru Madsen, som skulle til at lave Middagsmad og gerne ville have dem ind i Stuen, „til Onkel Georgs, lille Gustav vil rigtignok blive glad, når I kommer derover.”
Og så gik de.
Først stillede de en Række Stole op og skiftedes til at være Lokomotivfører, hvilket bestod i at sidde og hugge den forreste Stol op og ned i Gulvet med et infernalsk Spektakel og af og til med en gennemtrængende Fløjten melde, at man nærmede sig en By.
Men det var ikke videre morsomt at være Passager, og da det for anden Gang blev Aages Tur, mente han, at nu skulle de over Lillebælt.
„Ja, men hvad skal vi sejle med?” spurgte Peder.
Aage så sig søgende om i Stuen, og pludselig fik han en Idé.
„Nu skal du se, når vi vender Skænkebordet, så er det et udmærket Skib. Det var Peder også straks klar over, de hjalp hinanden at flytte den fine Kiksdåse og Likørstellet over på det store Bord og fik med et vældig Bump Skænkebordet væltet om, og Aage kom ydermere i Tanker om, at det broderede Tæppe kunne gøres fast mellem de to forreste Ben som Sejl. Derefter satte de sig begge ind i Skibet og sejlede løs.
„Da vi sejlede med det store Skib med Mor og Far, fik vi noget at spise,” sagde Peder, da der var gået en Tid.
„Ja - men jeg syntes også, der var Kiks i Dåsen,” erindrede Aage og rejste sig for at se efter.
Jo, det var der, og der var også Likør i Karaflen, og naturligvis det hørte jo altsammen til Skibet, det var tydeligt. Så placerede de både Dåsen og Likørstellet midt imellem sig i Skibet og legede videre.
De skænkede så forsigtig som muligt, men det var nu ikke så lige en Sag at træffe rigtigt i de små Likørglas, som stod mellem Benene på dem, så det flød rigeligt ud over Tøjet og Skibets Bund. Men den Slags Småting generede hverken Aage eller Peder. Tværtimod smagte Traktementet dejligt, og de lod sig det rigtig smage. Men da det første Glas var tømt, og Peder atter skulle skænke i, var han så uheldig at støde Hul i Karaflen, så Resten af Likøren løb ud.
„uh,” sagde han betuttet, „den gik i Stykker.”
„Ja, men det var, fordi Skibet slingrede sådan, det kunne du ikke gøre for,” afgjorde Aage resolut.
„Nåh, næh, det kunne jeg ikke,” indrømmede Peder lettet og smed Skårene over Bord.
„Jeg bliver så våd på Enden,” klagede han lidt efter, da Likøren var sivet ud over hele Skibet.
Så hent Sofapuden og tag Gyngestolspuden med til mig,” kommanderede Aage.
Puderne lagde de under sig, og så gik Farten videre. Da de havde spist alle Kiksene, var de så mageløs omtænksomme at sætte Dåsen hen på Buffeten, for at den ikke skulle gå i Stykker; men da den også havde stået i Likøren, lavede den en vældig Plamage på Mors fine Buffettæppe.
På Turen over Fyn lykkedes den dem at søle alle Stolene ind i Likør, da de af og til skiftede Siddeplads.
Storebælt og Sjælland for de hen over på mindre end et Par Minutter, da Rejsen begyndte at kede dem, og de var lige kommen til København og havde sat sig op i Chaiselongen på det lysegrå Plystæppe, da Jomfru Madsen stak Hovedet ind af Døren.
„Men sidder I der så pænt og stille,” sagde hun rørt og gik hen og klappede dem. Da blev hun nogle underlig mørke Pletter var på Tæppet, og samtidig steg Likørduften hende op i Næsen,
„Men hvad i Alverden er det her?” udbrød hun med uhyggelige Anelser og så sig om, „næh du store - hvad har I da gjort?”
„Vi har bare sejlet over Vandet for at komme til København,” sagde Aage frimodigt.
Men Jomfru Madsen stod rædselsslagen.
„Karaflen i Stykker, hele Stuen griset til, og det fine Skænkebord væltet om og overhældt med Likør. Nu har jeg aldrig kendt Mage - hvad tror I nu, Mor vil sige?”
„Uh hu, hu,” begyndte Peder, mens selv Aage stod modfalden og begyndte at se Sagen med Mors Øjne.
„Vi kunne ikke gøre for det; Skibet slingrede sådan,” prøvede han.
„Skibet - åh dit lille Uhyre - næh - og de fine Puder” - nu først fik Jomfru Madsen Øje på dem og løftede fortvivlet de dryppende Puder i Vejret.
Det blev en lang og kedsommelig Renselsesfest. Selv måtte Aage og Peder ind og vaskes og skifte Tøj; det var nu det mest ubehagelige af det hele.
Men endelig var alt nogenlunde bragt i Orden igen, kun en stærk Likørduft var det eneste, der mindede om den uheldige Københavnertur.
Resten af Dagen slap Jomfru Madsen dem ikke af Syne. Men så måtte hun rigtignok også selv holde for. Peder, som med sit bløde, lyse Hår og sine store blå Øjne syntes hende den dejligste Dreng på Jorden, kunne overtale hende til, hvad det skulle være. Hun måtte snart være Hest og trave rundt om Bordet og snart spille Skrabnæse, hvorved hun stadig tabte og måtte lade sig save over sin runde Næse, så den tilsidst var ildende rød.
Men Aage beundrede hun for hans mageløse Forstand; hun påstod, han var det bedst begavede Barn i hele Sognet, og hun måtte jo vide det, for hun havde kendt dem lige fra de blev født.
Den Aften måtte Drengene blive oppe til Mor kom hjem, ellers kom de altid i Seng Klokken 7; men de skulle jo vente og sige Godnat til Mor og se Julepakkerne, udenpå i det mindste, og føle på dem; og derfor gik de også i een Spænding; og da de havde spist til Aften, tog de fast Stade henne på Forhøjningen i Dagligstuen, som vendte ud til Gården, og stirrede ud i Mørket for at se det første Glimt af Bilens gule skinnende Øje, når den dukkede frem langt nede i Lindealléen.
Og da den så endelig viste sig, satte de i et så skingrende Jubelskrig, at Jomfru Madsen, som var ved at dække Kaffebord, næsten sank i Knæ af Angst for, at der skulle være sket en Ulykke, og hun måtte knugholde dem, da de alle tre stod ude på Trappen, for at de ikke skulle rive sig fra hende og styrte løs på Bilen, som netop nu svingede op for Trappen.
„Mor, Mor,” lød det jublende, „har du noget med fra Julemanden?”
„Ja - noget så mageløst, så I slet ikke kan tænke jer det, og I får det nu i Aften,” råbte Mor glad, mens hun med stor Forsigtighed bar en vældig Pakke indsvøbt i et Tæppe foran sig.
„Kom nu med ind, så skal I bare se.”
Peder og Aage sprang foran og lukkede Døre op, de var helt betaget af Spænding; sådan en underlig stor Pakke. Og så forsigtig Mor bar den. Nu lagde hun den ned i Sofaen og løste den ud af Tæppet - og der lå en rigtig levende lille Pige med brunt krøllet Hår og store brune Øjne.
Drengene stod ganske stumme.
„Se - hun hedder Sofie - hun skal blive her hos os og være jeres lille søde Søster - hvis I da vil være rigtig gode ved hende,” sagde Mor og klappede lille Sofie, der så sig om med store forskræmte Øjne.
Jomfru Madsen havde stået og set ud, som om hun havde tabt både Næse og Mund.
„Hvor har Fruen dog fået den lille Pige fra?” spurgte hun endelig fuld af Uro, for hun kendte jo sin kære lille Frue og vidste, hun kunne finde på de mærkeligste Ting.
„Ok, lille Jomfru Madsen, det er en lang Historie,” sagde Fru Musse, „jeg skal fortælle Dem det senere - men hør, jeg har virkelig et Barn mere ude i Bilen, vil De ikke være så sød at hente det, det ligger på Bagsædet.”
„Et Barn til, men du store Himmel,” stønnede Jomfru Madsen og for ud, mens Mor tog Tøjet af og så smilende på Drengene, hvis Øjne strålede om Kap, mens de undrende betragtede den vidunderlige Julegave.
Men da Jomfru Madsen nu viste sig i Døren bærende en stor Hundehvalp, opførte de en så vild Krigsdans og hylede af Henrykkelse, så lille Sofie så ud, som om hun gerne ville have krøbet i et Musehul, om hun havde kunnet.
Omsider da Kaffen var drukket og alle Børn var kommet i Seng, Aage og Peder med Hundehvalpen imellem sig, fortalte Fru Musse Jomfru Madsen, at hun havde fundet den lille Pige i et lille usselt Hus i en Baggård i Horsens. Hun havde hørt Barnegråd, og da hun var gået efter Lyden, var hun kommet ind i et øde og koldt Værelse; der sad den lille Pige i Fodenden af en Seng, hvori der også lå en døddrukken Mand.
„Og da jeg så så, at den lille Piges Arme var fulde af tykke røde Striber, og at Manden endnu lå med et Spanskrør i Hånden, som han havde slået hende med, så tog jeg hende uden videre med mig,” sluttede Fru Musse.
„Jamen kære Fru Ejlersen, tror De det er lovligt?” spurgte Jomfru Madsen betænkelig.
„Ja, det ved jeg ikke,” sagde Fru Musse, „men det ved jeg, at jeg ikke kunne lade den lille Pige være overladt til sådan en Skurk.”
Dagen efter, da Far kom hjem, blev han også yderst forfærdet ved at høre, at Mor således uden videre havde taget lille Sofie med sig. Han kørte straks til Horsens og fik Sagen ordnet med Sofies Fader, der var en fordrukken Drivert, som straks var villig til at afstå sin lille Pige for en Sum engang for alle.
Således gik det til, at Peder og Aage fik en lille Søster i Julegave.