Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
3. Da Mor var til Bryllup
Mor og Far skulle til Bryllup ovre på Annalund. Et fint og stort Bryllup skulle det være. Mor havde fået en ny rød Silkekjole til det, og Tvillingerne og Sofie havde stået i stum Beundring, da hun helt færdig stod i Dagligstuen med en lang Hale af brusende Silke, som slæbte efter hende på Gulvet. I Håret og på Brystet havde hun hvide Roset, det var så højtideligt, at de næsten ikke syntes, det kunne gå an at tage hende om Halsen og kysse hende, da hun skulle af Sted. Og Far havde også været forfærdelig fin med det store hvide Bryst og en høj sort Silkehat, der kunne smækkes sammen og blive så flad som en Pandekage.
Alle tre Børn stod ude på Stentrappen og viftede, da den lukkede Vogn rullede bort.
Det var ganske mærkeligt, undrede Mor sig, at de slet ikke havde brølt eller gjort Fordring på at komme med, men det måtte jo ligge i, at de nu var ved at blive store og fornuftige, sluttede hun.
Far modsagde hende ikke, men kom med et langtrukket Hm, der kunne betyde hvad som helst.
Da Peter og Aage og Sofie havde set Vognen dreje ud af Alléen, gik de langsomt om i Haven. Tvillingerne havde lovet Mor at være ekstra søde og passe godt på lille Sofie, for Jomfru Madsen var nemlig med ovre på Annalund og hjælpe til ved Brylluppet; så der var kun Stine Kokkepige hjemme, de andre Piger var med i Marken.
Aage smed sig dovent på Plænen med Armen om Bastas Hals. Basta var vokset godt til i det halve År, siden Mor bragte den med hjem til Jul. Egentlig havde den jo været bestemt til Gave til Far, men Far havde let og sagt, at Mor havde ladet sig rigtig godt narre, det var en Bastard, havde han sagt, dermed havde han ment, at det var ingen ægte Jagthund, men siden kaldte Drengene den Basta.
Basta havde sluttet et inderligt Venskab med Aage, for det første var han mest støjende at tumle rundt med, og for det andet kunne den i Begyndelsen ikke fordrage Snehvide, som helt fra lille bitte Killing havde været Peders bedste Ven; han havde nemlig frelst den fra at blive druknet og haft den gemt i sin Seng en hel Dag igennem, mens Stine søgte og søgte efter den for at putte den ned i Posen til dens tre små Søskende, som til Slut alene måtte gå til Bunds sammen med en stor Kampsten ude i Dammen.
Men Snehvide og Basta havde forlængst forstået, at de måtte tåle hinanden, og nu kunne man tit se dem ligge Side om Side på Verandaen og slikke Sol. Derimod havde det været meget vanskeligt for dem begge to at vænne sig til Skjold.
Det ligefrem kriblede i Snehvides Kløer, når den så den lille hvide Hanekylling komme spankende efter Sofie, den så så ækel kry og vigtig ud, og så kunne den stille sig op og strække Hals og udstøde et lille hæst Hanegal; det var så irriterende, at Snehvide måtte vende sig bort og lukke Øjnene af Væmmelse.
Basta havde nogle Gange prøvet at lege Jagt med Skjold, og det havde været gruelig morsomt at fare af Sted over Stok og Sten efter det flygtende og skrigende lille Pjus.
Men oh, som Sofie havde hylet, og så havde hendes Far givet sig til at lege med med et tyndt Spanskrør, og nu vidste Basta på en Prik, at Skjold var og skulle behandles som ligestillet. -
„Hvad skal vi bestille?” spurgte Peter efter en Stunds Forløb. Han og Snehvide sad på Verandatrappen og gned Hovederne mod hinanden.
„Skal vi gå ned og drille Fårene, hvad Basta?” spurgte Aage.
Og Basta forstod det vist, for den spidsede Ører og så meget lysten ud.
„Ja, det kan vi godt,” sagde Peder.
Så krøb de allesammen ud gennem et lille privat Hul, de havde lavet sig i Hækken. Men da Sofie så, at Basta og Snehvide skulle med, kaldte hun på Skjold, som kom pilende nede fra Ærtebedet, som om det gjaldt Livet, og lidt efter gik de alle seks ned over Kløvermarken efter Kæret til, hvor de to tykke Får stod tøjret og bællede af Varme.
De blev straks urolige, da de så Basta, for han havde før leget Jagt med dem, så de havde slået Kolbøtter i Tøjret.
Men netop som Basta skulle til at hilse på dem, kom Hyrdedrengen, lille Søren, med Tøjrkøllen for at flytte Fårene.
„Jeg synes, I er så fine,” sagde han, „hvor skal I hen?”
„Vi skal med Stine hen til Købmanden om lidt,” sagde Aage.
„Nåh, jeg troede næsten I skulle hen og se på Brylluppet,” sagde Søren og gav sig i Lag med Tøjret.
„Hvor kan vi se det?” spurgte Aage.
Søren forklarede, at de bare kunne gå ned til Kirken og stille sig op ved Indgangsdøren, så kunne de få hele Stadsen at se.
Og her var ikke Tale om Overvejelser. Hele Selskabet satte sig øjeblikkelig i Gang op mod Landevejen.
Kirken lå omtrent en Kilometer borte. Aage og Peder var så tit kørt forbi den, så de satte rask i Vej.
Basta løb foran med mange Afstikkere ind på Markerne efter Køer og Får. Så kom Peder og Aage med Sofie ved Hånden og Snehvide lige i Hælene, mens Skjold sakkede noget bagud, fordi den af og til skulle smage på de grønne Spirer langs Vejkanten.
Udenfor Kirkegården holdt en Mængde Vogne. Bryllupsgæsterne var allerede kommet, og man kunne høre på Salmesangen, at Højtideligheden snart måtte være forbi.
Børn og Kvinder fra de nærmeste Huse stod opstillet ved Kirkedøren og ventede for at se Følget tage af Sted. Peder og Aage stillede sig også op. Aage holdt Basta i Halsbåndet, for at den ikke skulle lave altfor meget Halløj, og Peder og Sofie tog hver sin Følgesvend op på Armen.
Konerne lo og morede sig over det mærkelige Optog, men Aage og Peder mærkede ingenting, de var bare så uhyre spændt på at få Mor at se, når hun nu kom ud af Kirken.
Lidt efter begyndte Folk at strakke Hals, og Kuskene fik travlt med at komme op på Vognene, og nu kom Brud og Brudgom ud af Kirken og spadserede højtideligt ned ad Gangen til Lågen.
„Se, hvor fin hun er,” sagde Aage, „hun har en Hale ligesom Mor.”
Da Brudeparret kom forbi Skovgaardsbørnene, nikkede de leende til dem, og ligesådan gik det med det næste Par. Men nu kom Mor; hendes røde Silkekjole skinnede festligt i Solen, det gav et Sæt i Basta, den rev sig løs og for muntert gøende hen mod Mor, og uden at tænke på alle de fremmede stormede alle tre Børn efter Basta og råbte:
„Mor, Mor, må vi køre med hjem?”
Mor blev først aldeles forfærdet.
„Men i Alverden, små Unger, hvordan er I dog kommen herhen?” udbrød hun og prøvede at værge sin Kjole mod Bastas heftige Kærtegn.
„Vi ville bare se på Brylluppet,” sagde begge Drengene en lille Smule benovet, for nu kom der mange fine Herrer og Damer ud fra Kirken, og de blev stående omkring dem og lo. Og der kom Far med en gammel Dame under Armen. Han så alt andet end henrykt ud. Og førend Mor eller nogen anden tænkte på, tog han Sofie med Skjold op på Armen og med et kort:
„Følg med, Drenge,” gik han fulgt af Aage og Peder og Snehvide og Basta hurtig hen til sin egen lukkede Vogn og puttede hele Truppen derind og sagde til Kusken:
„Kør dem nu hurtigt hjem, Mads, og sæt dem af ved Alléen og kom så straks tilbage og bring os til Annelund - og så går I ind til Stine og bliver hos hende hele Dagen,” lød det ind gennem Vinduet med et sidste alvorligt Blik til Aage; for Far vidste nok, hvem der altid stod i Spidsen for alle Spilopper.
Da han kom tilbage til Selskabet, sagde han leende:
„Det er rigtignok ikke deres Mors Drenge for ingenting, de er ligeså foretagsomme som hun selv. Men nu er de da ordnet for i Dag.”
Men det skulle han nu ikke have sagt så bestemt, for det kom ikke rigtig til at passe.
På Skovgaard var der nemlig ingen hjemme.
Da Stine havde opdaget, at Børnene var smuttet ud af Haven, blev hun frygtelig bange og for hen til Dammen, og fra Dammen ud over Marken; her mødte hun Søren, og da han forklarede, at Børnene var gået til Kirken for at se Brylluppet, blev hun hed om Ørerne og løb, alt hvad hun kunne, tværs over Enge og Marker ad Kirken til. Derfor så hun ikke noget til den lukkede Vogn, som imidlertid ad Landevejen bragte Børnene hjem.
Men da Drengene med hele deres Følge kom ind i Gården, var den altså fuldstændig tom. De traskede lidt rundt i Stuerne og ville netop til at trøste sig med de store røde Blommer ude i Haven, da der pludselig lød Musik i Gården.
De styrtede over Hals og Hoved derud, og der stod en Lirekassemand, som kun havde halvanden Arm. Han hilste ærbødig med den halve Arm til Hatteskyggen og drejede løs. Børnene stod henrykt og lyttede og stirrede, for på Lirekassens Forside var en Herre og en Dame, som dansede nok så nydelig til Musikken.
Pludselig begyndte Basta at tude ynkeligt. Det blev Lirekassemanden ærgerlig over, og han syntes måske også, det var på Tiden at få noget for sin Ulejlighed, han bad Drengene om at spørge inde, om han ikke kunne få lidt Mad.
Aage for af Sted. Og først da han kom ind, huskede han, at der slet ingen var hjemme. Hvad i Alverden var der at gøre.
Når Lirekassemanden havde spillet så pænt, måtte han dog også have Mad.
Men så fik han en lys Idé.
Han havde hørt Mor sige til Stine, at hvis der blev noget i Vejen med Børnene, så skulle hun bare ringe til 31.
Han var vant til at telefonere til Knudsens lille Dreng, og derfor greb han resolut Røret og forlangte 31.
Straks efter hørte han Mors Stemme:
„Er det Dem, Stine - er der noget i Vejen?”
„Nej, Mor, det er mig. Kan du ikke komme hjem og give Lirekassemanden Mad, for han er sulten.”
„Lirekassemanden - hvor er Stine?” spurgte Mor.
„Hun er væk.”
„Er hun væk - men Aage dog - Stine må jo være i Køkkenet - se dog rigtig efter,” og nu lød Mors Stemme helt ængstelig.
„Jamen Mor, hun er helt væk. Og Lirekassemanden har spillet så længe, og der er en Herre og Dame, som danser på Lirekassen, du sku’ hellere komme hjem og se det. Og han er sulten - vi har heiler ingen Kaffe fået - uh, hu, hu,” for nu fik Aage pludselig Medlidenhed med sig selv ved at tænke på Kaffen, hvortil Jomfru Madsen udtrykkelig havde lavet en fin Lagkage.
„Nu kommer jeg,” sagde Mor og ringede af lige med eet.
Aage gik ud og sagde til Lirekassemanden, at nu kom Mor straks, han skulle bare komme ind og vente lidt.
Lirekassemanden satte sig i Spisestuen. Han undrede sig i Stilhed over den underlige Menage på sådan en stor flot Gård, at de havde Høns gående inde i Stuerne, og at sådan tre små Børn var ganske alene hjemme.
Børnene gik ind i Dagligstuen for at se, om Mor snart kom.
Da kom Stine forpustet løbende, da hun kom ind og så Børnene, sank hun med et Lettelsens Suk ned på en Stol og råbte:
„O, sikke dog en Lykke, at I er her - men hvor har I dog været?”
„Vi har været til Bryllup, Stine - og vi så Mor - og så kørte Mads os hjem - og så kom Lirekassemanden og spillede - du skal bare se, hvor Herren og Damen kan danse,” fortalte Drengene i Munden på hinanden.
„Hvad er det dog, I siger - har I været til Bryllup og har her været en Lirekassemand?”
„Ja, og nu kommer Mor og laver Mad til ham.”
„Ih du store Kineser, hvad er det dog for Sludder, I vrøvler af jer,” sagde Stine ærgerlig.
„Det er slet ikke Sludder,” sagde Aage fornærmet, „og der kan du se, der kommer Vognen med Mor,” tilføjede han og pegede ned i Alléen, hvor den lukkede Vogn kom farende så hurtig, som Hestene kunne strække ud.
„Men Jøsses dog, hvordan mon det hænger sammen,” sagde Stine og for ud for at tage mod Fruen.
„Nå, De var alligevel hjemme, Stine,” sagde Mor lettet, „men hvad var det, du telefonerede, Aage, om en Lirekassemand, som var sulten.”
„Ja, her er han, Mor,” sagde Aage og smækkede Døren til Spisestuen op.
Lirekassemanden for forfjamsket op fra Stolen, og Stine så ud, som om hun var faldet ned fra Månen.
„Ville De gerne have noget at spise,” spurgte Mor venligt.
„Nej - jo Tak,” stammede Manden, rent ulykkelig ved Tanken om, at Damen med den røde Silkekjole og med hvide Roser på Brystet og i Håret var blevet kaldt hjem for at lave Mad til ham. -
Lirekassemanden fik Mad og Børnene fik Lagkage og Kaffe, og Stine forklarede, hvordan det hele var gået til. Og først da alt var bragt i Orden igen, kørte Mor tilbage til Brylluppet.