WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Musses Tvillinger




Af (1921)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


4. Hvad Drengene lærte i Skolen

Peder og Aage var blevet 7 År, og Mor havde sagt, at nu måtte de vist helst komme i Skole efter Jul.

Landsbyskolen lå kun 10 Minutters Gang fra Skovgaard. Mor havde været med dem begge to og meldt dem ind, og Læreren havde klappet dem på Kinden og set så rar ud, og nu glædede de sig voldsomt til at få begyndt.

Til Jul havde de fået Tornyster med Sælhundeskind, og da den første Skoledag efter Julen oprandt, stillede de i Skolegården med alt Tilbehør i de nye Tornystre.

Men midt på Formiddagen var de rigtignok kommet spadserende hjem og havde erklæret, at det var der ingen sjov ved, og at de ikke mere ville i Skole.

Mor havde blot sagt, at så kunne de også godt lade være. Det var jo bare kedeligt for dem, at de så aldrig kunne få lange Bukser og heller ikke kunne få Skøjter, når der blev Is; for de kunne jo nok tænke, at det kun var Skoledrenge, som løb på Skøjter.

Og Tornystrene kunne Daglejerens Drenge få, for de havde vist ingen selv.

Det havde de summet på nogle Dage, men så var de kommet på andre Tanker, og nu gik de så regelmæssig i Skole, som man kunne ønske det.

For lille Sofie blev Formiddagen lang og ensom. Nu var Skjold blevet så stor, at den holdt mest af at være ude hos Hønsene, hvor den spankede om og gjorde sig gruelig vigtig.

Men når så Drengene kom hjem om Eftermiddagen, fik hun rigtignok ikke Tid at kede sig mere. Da måtte hun gå i Skole hos dem; og det var to Lærere, som gik grundig til Værks.

Sofie måtte følge med og skrive og regne det samme som de selv. Og hver Dag måtte hun høre, hvad der var blevet fortalt for dem i Skolen.

Det var mest Aage, der fortalte. Om Skabelsen begyndte han sådan:

„Der var engang en væmmelig Tøs, som hed Eva, og en Mand, som hed Adam, og de giftede sig. Men det var Adam godt dum i, for hun snød ham med et Æble, der ikke duede.”

„Var der Orm i det?” spurgte Sofie.

„Ja, det var der vist. Men så blev de jaget ud af Haven, og derfor skulle de gå i Tidsler, og svede, og få Børn, som smertede, og det var Synd for Adam, for det var jo Evas Skyld alt sammen.”

„Græd han så?” spurgte Sofie deltagende.

„Næ, men de fik to Børn, og den enes Røg ville gå lige og den andens ville gå skæv.”

„Røg de Cigar?”

„Åh, dit Pjattehoved, det var jo, når de lavede Fyr på - ligesom vi gør sommetider.”

„Nå-å.”

„Og det blev den gamle Herre vred over.”

„Hvad for en Herre?”

„Ham, som havde Haven - han råbte, din Slubbert, vil du se, du kan finde din „Bro-der”.”

„Bro-der, hvad er det?”

„Det er Bror, dit Fjols, når du sådan bliver ved at spørge, så vil jeg ikke lære dig noget. Tror du, vi sidder sådan og spørger i Skolen, måske?”

Mor sad inde Dagligstuen og hørte det hele; hun syntes, det var galt, at de kunne komme til at forstå Bibelhistorien så mærkeligt, og hun talte med Far om det, men han lo og sagde, at når de blev store og kom til at tænke selv, så ordnede det sig nok for dem.

Men en Dag kom Mor ned i Haven og så Sofie stå, stiv som en Pind, op mod et Birketræ med et stort rødt Æble liggende oven på Hovedet. I det samme kom en Pil susende omme fra Solbærbuskene og fløj lige forbi Sofies Hoved.

„Men Aage, er det dig,” udbrød Mor forskrækket, „står du virkelig og skyder efter Sofie?”

„Hys, Mor, jeg er jo Palnatoke, og Sofie er min Søn, og jeg skal skyde Æblet af hendes Hoved uden at ramme hende, og der står Kong Harald,” sagde Aage og pegede på Peder, mens han lagde en ny Pil på Buen.

Mor så jo nok, at Pilen ikke var spids, men at der var en Klump Ler, så det vel ikke var livsfarligt, men det kunne dog gøre meget ondt, og derfor rev hun hurtig Buen fra Palnatoke og sagde:

„Aage dog, sæt at du rammer Sofie, så kan det jo gøre rigtig ondt.”

„Nej, Mor - gør det vel ondt, Sofie?”

„Jo lidt,” sagde Sofie, som stadig stod strunk med Æblet.

Og nu så Mor, at hendes Pande og Kinder var fulde af grå Lerklatter, der vidnede om, at Aage endnu langtfra var nogen Palnatoke.

Kong Harald og Palnatoke fik en alvorlig Påmindelse om aldrig mere at lege Danmarkshistorie med Sofie på den Måde. -

Hen på Sommeren kom der en ny Lærer på Skolen. Han fortalte Børnene om gamle Tider i Danmark. Om at længe, længe før der boede Mennesker her, havde her været varmt både Sommer og Vinter, og at der havde vokset store Urskove over det hele. Det havde man opdaget ved at grave i Moserne. Moserne, fortalte han, var ligesom en stor Bog at læse i. Her kunne man finde Levninger af de gamle kæmpemæssige Træer, Padderokke og Palmer og Knogler af Kæmpedyrene, både Øglerne og Mammutdyrene, der var så store som Huse.

Og da Aage og Peder gik hjem fra Skole sagde Aage:

„Ved du hvad, Peder, det kunne godt være, der lå en Elefant nede i Mosen bag Kæret - når man gravede og så efter - eller også en Kæmpeøgle - hvad?”

„Ja-a,” sagde Peder, „eller også et Palmetræ.”

„Skal vi ikke gå derned på Søndag med vores Spader og grave noget ud?”

„Jo - det kan vi godt,” sagde Peder uhyre interesseret.

„Men vi vil ikke have Sofie med; hun er altid så pjattet. Og det er heller ikke værd at fortælle Mor det; hun er bare bange for, at vi skal blive våde.”

„Næh - så går vi, når Far og Mor er gået i Kirke.”

Og da Søndagssolen kastede sine Stråler ned over Skovgaard, så den begge Tvillinger i Søndagstøjet med hvide stivede Kraver og Manchetter og Spaderne over Skuldrene liste sig bag om Haven og ned ad Kæret til. Lærkerne trillede højt oppe under Himlen. Insekterne sejlede syngende gennem Luften, og Dugperlerne skinnede så festligt, at selv Drengene følte, hvor kønt det var altsammen, og Peder sagde stille:

„Mon, Dyrene ved, at det er Søndag?”

„Ja, de kan da nok forstå, at efter Lørdag kommer Søndag.”

„Nå ja,” det forekom også Peder indlysende.

Da de nåede Mosen, kunne de ikke rigtig blive enige om hvor de skulle tage fat. Der var flere Tørvegrave, og over hele Mosen stod Tørvene i Stakke.

Omsider bestemte de sig for den dybeste Grav og sprang resolut derned.

„Du kan da nok tænke, vi skal dybt ned.”

„Jamen, der kommer jo Vand,” indvendte Peder, for det sivede allerede frem under Fødderne.

„Skidt med det.”

Og så begyndte de begge at grave. Dyndet ville de ligesom Tørvefolkene kaste op på Overfladen, men det var dem for højt, og efter at det flere Gange var faldet ned og havde oversprøjtet dem, måtte de nøjes med at skovle det til Side nede i Graven.

De arbejdede tappert og længe, og Sveden randt og blandede sig med Tørvejorden, til de var ganske brune i Hovederne. De hvide Manchetter og Kraver var forlængst gennemblødt af det gule Mosevand, og der var ikke noget søndagsmæssigt over dem mere.

„Pyh,” udbrød Peder tilsidst, „jeg tror ingenting, vi finder her.”

„Næ, det tror jeg snart heller ikke - skal vi prøve et andet Sted?”

„Jeg vil hellere hjem,” sagde Peder.

„Ja, det kan vi også godt.”

Men det var nu netop det, de ikke kunne, for Tørvegraven var stejl afskåret til alle Sider, og det var ligemeget, hvordan de sprang og klatrede, de opnåede ikke andet end at falde ned i Dyndet eller i det Vandhul, de selv havde lavet.

„Hvordan skal vi komme op?” spurgte Aage endelig, lang i Hovedet.

„Det ved jeg ikke - uh, hu hu,” brølte Peder, og Aage satte i med i en skingrende Tone.

De fortsatte Koncerten en Tid til gensidig Oprnuntring, så løftede Peder pludselig Hovedet og lyttede:

„Nu kommer Basta,” sagde han.

Og virkelig hørtes Bastas glade Bjæffen, og lidt efter sås dens Hoved over Kanten af Tørvegraven. Den peb glad og småbjæffede ned til dem; og den opfordrede dem tydeligt nok til at komme op.

„Bare den ikke springer herned,” sagde Aage bekymret, „for så bliver den så snavset.”

Men da Basta mærkede, at de ville blive dernede, sprang den også ned; den for henrykt op ad dem og pjaskede rundt i Mudderet, så den snart var akkurat lige så tilsølet som begge Drengene.

Nu var det op på Formiddagen, og Solen skinnede lige ned i Hullet og gjorde det utålelig hedt.

Basta syntes ikke; det var morsomt i Længden; den kunne ikke begribe, hvorfor Drengene ville blive ved at være der, og af og til gøede den utålmodigt.

Da hørtes løbende Fodtrin nærme sig. Og der stod Søren oppe på Tørvegravens Rand og gloede, som om Øjnene skulle falde ud af Hovedet på ham.

„Hvorfor er I dernede?” spurgte han omsider.

„Vi kan ikke komme op - tag og hjælp os.”

Søren lagde sig ned på Maven og rakte en Hånd ned og hev dem op. Først Basta og så Drengene, og han tog sig et billigt Grin, da han så dem alle tre sjaske af hjem.

Far og Mor kom gående sammen med Knudsens fra Kirke, da de pludselig stødte på Tvillingerne, som kom fra Markvejen.

„Næ, nu har jeg aldrig set Mage,” udbrød Mor og slog forfærdet Hænderne sammen, „hvor har I dog været.”

„Vi har været i Mosen, Mor; vi ville grave en Elefant ud,” forklarede Aage frimodig.

„En Elefant,” gentog Far og prøvede at se alvorlig ud.

„Ja, for i gamle Dage var der Elefanter her i Danmark, så det kunne godt være, der lå en Elefant i Mosen.”

„Åh, det har de hørt om i Skolen,” udbrød Mor, lettet ved, at der dog var lidt Undskyldning for den mærkelige Udflugt, de havde været på.

„De har i hvert Tilfælde arbejdet godt på, det er tydeligt at se,” lo Knudsen, men Fru Knudsen så ud, som om hun tænkte ved sig selv, at havde det været hendes Drenge, så skulle de rigtignok have fået en ordentlig Omgang.

„Fik I så en Elefant?” spurgte Mor leende.

„Nej, Mor, og vi kunne ikke komme op af Graven, og så kom Basta, og så kom Søren, og han hjalp os, og vi græd sådan,” forklarede Peder.

„Men dog, stod I dernede i Tørvegraven og græd,” udbrød Mor rørt og tog dem ind til sig, ligeså snavsede de var, og gav dem et Kys.

Basta kom springende og ville også have sin Part af Venligheden. Mor klappede den og sagde:

„Det var rigtignok godt, lille Basta, at du fandt mine små Drenge.”

Men Søren blev glad overrasket, da han kom hjem, for Mor kom ud til ham og sagde venligt:

„Se her, lille Søren, her har du en Skilling, fordi du hjalp Drengene op af Tørvegraven i Formiddags. Tak skal du have.”

Og så stak hun ham en hel Tokrone i Hånden. Søren undrede sig storlig; han kunne slet ikke forstå, at en Mor ikke blev vred, når hendes Drenge kom hjem og så sådan ud.

Det var ikke så sært, at der blev talt så meget om lille Fru Musse, tænkte han, for så rar en Kone fandtes der nok ikke Mage til i hele Sognet.




Kapitel 5 >