Musses Tvillinger
Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
5. Da Peder og Aage blev forvekslet
„Mads, hvor skal du hen?” råbte Tvillingerne en Eftermiddag sidst i September.
„Til Stationen med en Kalv,” svarede Mads Kusk, han stod og spændte de røde for Arbejdsvognen.
„Må vi køre med?”
„Ja, hvis I må for jeres Mor.”
De for ind for at spørge ad, og et Øjeblik efter kom de begge to ud pænt gjort i Stand med Stortrøjer og Søndagshuer fulgt af Mor.
„Mads,” sagde hun, „nu passer De nok godt på Drengene; de har hver en Femogtyveøre, som de må købe for, og De kan godt lade dem selv gå hen til Bagerens, mens De afleverer Kalven.”
„Javel,” svarede Mads og slog et flot Knald, mens Vognen raslede ud af Gården.
„Aage og Peder sad og småsnakkede. Først om Kalven, som de havde så megen Medlidenhed med, fordi den nu skulle slagtes. Og om Mads troede, den kom op i Himlen.
Næ, de måtte jo huske på, at den ikke var døbt.
Jamen, den kunne jo blive ved at være en Kalv også i Himlen, og når den alligevel ikke skulle være Engel, behøvede den så at døbes?
Det var Aage, der spurgte så udspekuleret, og det satte Mads i stor Forlegenhed, for så dybt havde han aldrig tænkt over det Spørgsmål, derfor svarede han forsigtig, at sådan noget kunne de jo spørge Læreren om.
„Nu er det snart vores Fødselsdag,” sagde Peder efter en Stunds Forløb, „så skal vi have Selskab.”
„Nåda, sikken en Stads,” sagde Mads, „det er da ellers kedeligt for jer, at I kun har hver en halv Fødselsdag.”
„En halv Fødselsdag,” gentog Drengene forundret.
„Ja, een Fødselsdag til to Drenge, det kan da kun give en halv Fødselsdag til hver, kan I ikke regne den ud?”
Jo, det var rigtig nok - det var også kedeligt. Og den måtte jo deles, indså de nok.
„Fri mig til at have Eftermiddagen,” råbte Aage.
„Nej - jeg vil ikke have Formiddagen, for da er der ingen sjov ved det, da skal vi i Skole,” protesterede Peder.
„Jamen, jeg sagde først fri mig, og så gælder det,” råbte Aage lige ind i Hovedet på Peder og gav ham et hidsigt Puf med den ene Skulder.
„Næ, det er Snyderi - du kan tro, jeg skal nok sige det til Mor,” sagde Peder og skubbede igen.
„Hov, hov, vil I nu se, I kan enes,” lo Mads. „I behøver jo slet ikke at dele Fødselsdagen på tværs, I kan jo dele den på langs, så bliver den nok lidt tyndere, men så får I da lige meget af den.”
På langs, ja det gik de begge ind på; og så var Freden genoprettet.
Da de nåede Stationen og holdt foran Slagterens Hus, sagde Mads:
„Nu går I altså hen til Bageren, og så kommer I lige tilbage, når I har købt for jeres Penge.”
Ja, det skulle de nok.
Bageren boede et godt Stykke oppe i Stationsbyens eneste Gade.
Men da de kom forbi et Boghandlervindue, standsede Peder og sagde:
„Jeg tror, jeg vil købe nogen Overførselsbilleder.”
„Det vil jeg ikke, jeg vil have bare Chokoladecigarer,” sagde Aage.
„Jamen, så går jeg her ind, og bagefter kommer jeg op til Bageren, for jeg vil have Sukkerkugler for Resten af Pengene.”
„Nå ja,” og så gik Aage videre.
I Bagerbutikken stod en tyk Bagerkone.
Da hun havde givet Aage Chokoladecigarerne, sagde hun:
„Hør, lille Ven, vil du ikke gøre mig den Tjeneste at gå ind til Købmandens her ved Siden af og få en Tikroneseddel vekslet - så skal du få en Sukkerstang?”
„Jo,” sagde Aage og gik med Seddelen.
Men hos Købmandens var der en Del Kunder, så Aage måtte vente en Tid.
Imidlertid havde Peder fået Billeder købt og kom nu ind til Bageren og forlangte Sukkerkugler for 15 Ører.
„Jamen, du skulle da først give mig de 10 Kroner,” sagde Konen ærgerlig, hun troede, det var Aage, som kom tilbage fra Købmanden.
Peder gloede forbavset på hende uden at svare.
„Fik du ikke Tikroneseddelen byttet?”
„Næ.”
„Giv mig så Seddelen da,” kom det arrigt”
„Jeg har ingen Seddel - jeg ville gerne have for 15 Øre Sukkerkugler,” gentog Peder forknyt.
„Om du må få Sukkerkugler, lille Slubbert, og du har ingen Tikroneseddel - vil du straks komme med den.”
„Jeg har ingen” - og Peders Mund fortrak sig i en betænkelig Grad.
Nu kom Bagerkonen om til ham og tog ham fast i Armen.
„Vil du straks vende dine Lommer, lille Tyveknægt,” og hun gav sig ivrig til at gramse hans Lommer igennem, mens Peder brølte i vilden Sky.
Men hun fandt kun Billederne og de 15 Øre.
„Nå, du er af den Slags, nu kan du gå med mig hen til Købmanden, så skal vi snart få at vide, hvordan det hele hænger sammen, kan du tro.
Da kom en Kunde ind i Butikken.
„Nu kan du vente her inde,” sagde hun og skubbede ham ublidt ind i en Stue bag Butikken.
Peder så sig forvildet omkring. Hvad mon der skulle ske hos Købmandens. Og bare Mads og Aage ikke kørte fra ham. -
Der stod en Dør på Klem ud til et Køkken. Mon han ikke kunne løbe den Vej ud; han åbnede sagte Døren, der var ikke en Sjæl; han prøvede næste Dør, den førte ud til en lang smal Gang, og for Enden af den så han Gaden.
Da var Peder ikke længe om at beslutte sig, han for som en Vind ned ad Gaden, til han nåede Slagterbutikken.
Men da Bagerkonen havde ekspederet Kunden og fandt Stuen tom, blev hun rasende. Hun styrtede ud på Gaden, her kom Aage nok så glad gående, men han blev ikke lidt forfjamsket, da Bagerkonen for ind på ham, greb ham i Armen og trak af med ham, mens hun råbte:
„Nå sådan en skidt Knægt er du, det var godt, jeg fangede dig; nu skal vi have Politiet fat, kan du stole På.”
Aage strittede imod af alle Kræfter og brølte, som om han skulle slagtes. Men her hjalp ingen kære Mor. Med et rask Tag blev han puffet ind i Butikken, og Bagerkonen gik straks til Telefonen og bad Politiet komme med det samme.
„Nu kommer du i Kachotten, min lille Ven,” nikkede hun opmuntrende til ham. Aage skreg så himmelhøjt, at Nabokonen kom til og fik hele Beretningen om hans mageløse Frækhed.
„Men er De vis på, at han ikke har Pengene?” sagde hun, „man kan da næsten ikke tænke sig, at sådan en lille Fyr kan være så udspekuleret.”
„Se De bare selv efter,” sagde Bagerkonen fornærmet.
Og nu viste det sig, at Aage havde 10 Kroner i Småpenge i Lommen i Stortrøjen.
„Nej, nu har jeg aldrig kendt Mage,” råbte Bagerkonen og slog forfærdet Hænderne sammen, „så har han haft dem gemt herudenfor et Sted og har puttet dem i Lommen, da han kom ud igen, før havde han kun 15 Øre. Det er dog den største lille Kæltring, jeg nogensinde har set for mine Øjne - han fortjente ligefrem at lå Ris i en hel Time.”
„Uh, hu, hu - jeg har ingenting gjort,” brølte stakkels lille Aage, „jeg vil hjem til Mor, jeg vil hen til Mads.”
I det samme kom Mads ind i Butikken med Peder ved Hånden.
„Hvad er der i Vejen, Aage, hvorfor kommer du ikke?” spurgte han.
Aage for hen til Mads og omklamrede ham og råbte:
„Jeg har ingenting gjort - jeg vil hjem til Mor.”
Da Peder så Aages Fortvivlelse, gav han sig også til at skrige og råbe på Mor.
Bagerkonen stod, som om hun havde tabt både Næse og Mund. Der begyndte at dæmre noget for hende; hun vendte sig til Peder og sagde:
„Var det dig, som var her inde før.”
Men Peder kendte hende for godt, han turde ikke sige ja for aldrig det, han råbte bare:
„Jeg har ikke gjort det, jeg har ikke gjort det.”
„Det har jeg heller ikke,” brølte Aage vildt.
Da blev Bagerkonen ilde til Mode. Hun forklarede Mads, at hun havde forvekslet dem og gjorde mange Undskyldninger, og til Slut gav hun dem hver en tyk Stang Chokolade.
Men Aage og Peder var ikke at formå til at tage mod dem. De troede, det var en ny Fælde, og Mads måtte tage begge Chokolader med sig.
Det varede længe, inden Drengenes Sind faldt til Ro.
Da de nåede hjem, kunne Mor tydelig se, at de havde grædt, og da hun spurgte, hvad der havde været i Vejen, svarede Aage:
„Bagerkonen var så gal på mig og ruskede, mig, fordi hun troede, jeg var Peder.”
„Hun ruskede også mig, fordi hun troede, jeg var Aage,” lød det gådefuldt fra Peder.
„Ruskede hun jer, men hvorfor gjorde hun dog det?” spurgte Mor fortørnet.
„Jo, fordi jeg ville købe Sukkerkugler.”
„Og hun sagde, jeg skulle i Kachotten,” tilføjede Aage.
„Jamen, hvad havde du da gjort, Aage.”
„Jeg havde købt Chokoladecigarer.”
Først da Mads kom ind med Chokoladestængerne og gav Forklaring over det passerede, forstod Mor Sammenhængen. Men da blev hun også vred på Bagerkonen, så det havde Skik.