Musses Tvillinger

---

Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

7. Rejsen til København

Julen var ovre. Den havde været hyggelig og dejlig, netop som en Jul skulle være.

Vejret havde været strålende. Hvidt Snelandskab med strygende Kaneture og klingrende Bjælder.

Nu var det Dagen før Nytårsaften.

Peder og Aage skulle i Dag rejse med Far og Mor til København og besøge Onkel Georgs, som havde en Dreng et Par År ældre end Tvillingerne.

Lille Sofie måtte blive hjemme hos Jomfru Madsen, for det var for koldt for hende, hun skulle med, når hun blev større, havde Mor sagt. -

Turen gennem Jylland gik hurtigt, Peder og Aage stod næsten hele Tiden roligt ved Vinduet ude på den lange Gang og så ud efter alt det, der for forbi udenfor.

I Fredericia skulle der drikkes Kaffe. Far havde sagt, at nu tog han alt Rejsetøjet, så måtte Mor passe på begge Drengene. Der var en gruelig Trængsel, og Mor holdt ved dem og halede dem med sig, det bedste hun kunne.

Midt i Trængselen havde Aage fået Øje på en stor Buldog, den ville han gerne have været hen at se nærmere på, men Mor halede bare løs.

Mor så så lille og nydelig ud i sin korte Dragt, og da Far havde præsenteret hende for en Herre, han kendte, sagde den fremmede Herre, at han havde først troet, hun var Søster til de to Tvillinger, for man kunne jo nok se, at de lignede hende. Det lo både Far og Mor af. Men Aage og Peder syntes rigtignok, det var Synd at sige til Mor, at hun så så lille ud; for det kunne hun jo ikke gøre for.

Kaffen måtte drikkes i en gruelig Fart, og bagefter løb de allesammen for at komme først til Færgen, det var lige noget, Tvillingerne kunne være med til, nu var det dem, der halede i Mor. Og sådan måtte de løbe hver Gang, de skulle skifte Tog. Men de fik altid god Plads, skønt der var mange, som måtte stå op hele Vejen, og det var Drengenes Skyld, sagde Mor, for det var dem, der var forrest.

Over Sjælland rejste de sammen med en overmåde tyk Frue, der sad og fyldte sådan, at Peder og Aage ikke kunne røre sig.

Da der var gået en Stund, hviskede Peder sagte:

„Mor, det klør på mit ene Ben.”

„Så klø det,” sagde Mor, som sad lige overfor og læste.

„Jamen, jeg kan ikke få min Arm frem.”

„Hvad, kan du ikke få din Arm frem,” sagde Mor og så efter, og da var han sådan kilet fast mellem Aage og Damen, at det var ham umuligt at nå sit Ben.

Så fik Mor ham trukket løs, og nu ville han på ingen Måde op at sidde igen. Han blev ved at stå og stirre på Damen, og noget efter hviskede han så højt, at hun hørte det:

„Mor, er hun en Menneskeæder?”

„Hys, hys,” tyssede Mor leende, men nu forstod hun Peders Angst, for i en af Julebøgerne havde der været et Billede af en voldsom tyk Menneskeæder.

Men Damen så meget fornærmet ud, og først da Mor tog nogle Appelsiner frem og også bød hende en, formildedes hendes Ansigt.

Aage var gået ud i Gangen og måtte have stiftet Bekendtskab med en Herre der, for Mor hørte Herren sige:

„Hvad skal du så være, når du bliver stor?”

„Jeg vil have en Cirkus.”

„Nå da - hvorfor vil du nu det?”

„Jo, for så vil jeg være Klovn, og så kan Mor slå Kolbøtter i min Cirkus.”

„Ih dog,” lo Herren, „kan din Mor slå Kolbøtter?”

„Ja, det kan hun rigtignok,” forsikrede Aage.

„Nu lyver du vist lidt.”

„Mor, kan du da ikke slå Kolbøtter?” råbte Aage.

„Uf, Aage dog - vil du nu tie stille,” lo Mor og blev ganske rød.

„Jamen, er det ikke også sandt - lyver jeg vel?” blev Aage ihærdig ved.

Alle de andre rejsende kiggede nysgerrig på hende.

Men Mor sagde leende:

„Nej, vist lyver du ikke.”

„Nu tror de alle, at vi er Cirkusfolk,” hviskede Ejlersen, „det er nogle behagelige Børn at rejse med.” -

På Banegården i København var Onkel Georgs og Fætter Gustav for at tage mod dem.

Gustav var en rigtig Spilopmager med sort krøllet Hår og spillende sorte Øjne.

Han for hen til Tvillingerne og trak af med dem i Forvejen midt gennem alt Mylderet.

Mor så urolig efter dem, men Tante Klara sagde leende:

„Lad du bare Gustav sørge for Drengene, han er sikker nok.”

Men ikke desto mindre blev alle fire Forældre ikke så lidt forfærdet, da de kom op på Pladsen, og der ikke var et Glimt at se af dem. Indtil pludselig et vildt trestemmigt Hyl fra en Automobil forkyndte, hvor de var, og tre Drengehoveder raktes ud af Døren, mens Gustav vinkede og råbte:

„Vi har en Bil, skynd jer nu, ellers kører vi.”

Onkel Georgs boede helt ude i Ohlsensgade. Det var en ordentlig Køretur gennem alle de oplyste og travle Gader. Drengene slugte det alt med Øjnene, og Far bemærkede leende:

„Nu samler de Indtryk. Det vil vist blive til nogle fantastiske Beretninger, når de kommer hjem til Kammeraterne.” -

Da de havde spist til Aften, var de så trætte, at de straks kom i Seng og faldt i Søvn med det samme.

Næste Dag var det Nytårsaften. Gustav havde været vant til at tilbringe den hos Bedsteforældrene omme på Østerbrogade. Han begyndte straks om Morgenen i malende Billeder at fortælle om al den Skydning og de storartede Fyrværkerier, som blev afholdt i Gaderne, og han sagde, at det var den sjoveste Dag i hele Året - men så tilføjede han resigneret, at i Dag blev der vist ikke noget ved det, for her omme i Ohlsensgade kom der ingen Folk Nytårsaften.

Og det var de alle tre meget kede af. De bestormede Forældrene om, når det blev mørkt, at gå med dem hen på Rådhuspladsen, det var det bedste Sted, erklærede Gustav, for de ville så forfærdelig gerne se Nytårsløjerne, plagede de.

Men Forældrene sagde, at det kunne der aldrig være Tale om, for der blev sommetider skudt med Revolver, og sådan små Drenge kunne blive revet om i Trængselen og trådt ihjel. Og det var altfor farligt, og om de så plagede til Dommedag, så kom de ikke med.

Men det kom de nu alligevel, og det gik sådan til.

Onkel Georg sagde efter Frokost, at fordi Drengene skulle blive hjemme om Aftenen, så syntes han, at de skulle med ud en Tur og se Rådhuset med alle Duerne og Panoptikon.

Og det trøstede dem alle tre noget.

Men Mor og Tante Klara var trætte; de havde været ude og gøre Indkøb; og derfor tog Far og Onkel Georg alene af Sted med dem.

„Pas nu endelig godt på, at de ikke smutter fra dig, Ejlersen,” formanede Mor.

„Du tror måske ikke, jeg ved, hvad det er for nogle Flagrehøns,” lo Far, „jo, du kan stole på, mig slipper de ikke fra.”

Og så tog de af Sted.

Det var voldsomt spændende at se alle de livagtige Voksfigurer i Panoptikon; men særlig morsomt blev det, da Peder samlede en Katalog op, der lå på Gulvet ved Siden af en Herre, som også stod og så på Billederne, og Peder rakte ham Katalogen og spurgte, om det ikke var hans. For Herren blev ved at se lige ud og svarede slet ikke; og Peder spurgte en Gang til og ventede igen på Svar, men da så Far og Onkel Georg slog en høj Latter op, opdagede han jo, at det var en Voksfigur, som var stillet op for at narre Folk, og da blev han dygtig flov.

Og den underjordiske Bane var rigtignok også interessant.

Uh ha, det var jo som at køre lige ind i et af de Trolderiger, som Mor læste om i Julebøgerne.

Og tilsidst kom Rådhuset. De gik op i Elevatoren, og Far og Onkel Georg greb Drengene ved Armen og smuttede ud af den i en Hurtighed, for den standsede ikke, men blev ved at gå til Vejrs, så man måtte ud, mens Tid var.

Og skønt Far jo havde set Rådhussalen før, så blev han alligevel så betaget af dens Skønhed, at han et Øjeblik glemte Drengene.

Det Øjeblik benyttede Aage til at kigge ud af en Dør, som førte ud fra Balkonen.

„Far,” råbte Peder, „må Aage vel gå ud af den Dør?”

„Nej, kald på ham,” sagde Far, han stod og betragtede et gammelt Byvåben. Gustav og Onkel Georg var gået længere frem.

Peder løb ud af Døren og fik akkurat Øje på Aage, idet han forsvandt om et Hjørne.

„Aage, Aage,” råbte Peder og satte i Løb efter ham, men Aage var allerede helt forvildet og for sanseløs omkring for at finde tilbage til Far, og da Peder nåede ham, var der ingen af dem, der anede, hvor de skulle hen, eller hvor de var kommet fra.

De åbnede en Dør, men smækkede den hurtig i igen, da de så en Del alvorsfulde Herrer siddende om et Bord.

Omsider stod de foran en bred Trappe.

„Vi må hellere gå ned på Gaden og se, om Far og Onkel ikke er dernede,” mente Aage.

Det havde Peter ikke noget imod, og lidt efter gik de begge midt i Mylderet på Gaden.

Peder så lidt benovet ud ved Sagen, men Aage mente, at han bestemt kunne huske Vejen hjem. Og så ville det være gruelig sjov at være der og tage imod Far og Onkel, når de kom hjem.

Og så tog de hinanden ved Hånden og gik ud ad Vesterbro til.

Nu var Klokken omkring ved tre, og da de havde flakket om i en halv Times Tid, begyndte det allerede at mørkne.

„Tror du ikke, vi er gået vild?” spurgte Peder omsider beklemt.

„Jo, det kan gerne være,” indrømmede Aage, „skal vi ikke gå ind til Bagerens her og købe en Kage, så kan vi spørge om Vejen.”

Men Bagerjomfruen anede ikke, hvor Ohlsensgade var. De fik hver et stort Stykke Flødeskumskage, de havde jo deres Sparepenge i Lommen, og så gik de videre, spisende den uhåndterlige Kage, mens Flødeskummet satte sig i Klatter helt om på Kinderne og ned ad Stortrøjerne.

De prøvede forskellige Sidegader og havnede tilsidst ude i Frederiksbergkvarteret.

Her var der ikke så megen Støj. Der var Haver og Villaer og temmelig mørkt. Peder begyndte at græde, og selv Aage kunne ikke længer holde Modet oppe.

Lidt efter lidt blev Gråden mere højrøstet og endte i en rigtig fortvivlet Tudekoncert.

Da kom en Dame hen til dem.

„Hvad græder I for, små Drenge?” spurgte hun.

„Vi kan ikke finde hjem.”

„Hvor bor I henne?”

„På Skovgaard,” sagde Aage af gammel Vane.

„Skovgaard, hvor er det henne?”

„Tæt ved Horsens.”

„Ih du godeste - hvordan er I så kommet herover?”

„Vi kørte med Toget og sejlede.”

„Men rejste I da alene?”

„Næ, vi rejste med Far og Mor.”

„Hvor er jeres Far og Mor nu?”

„Ude hos Onkel Georgs i Ohlsensgade,” sagde Aage, nu var han snart ked af al den Spørgen.

„Nå, endelig kom vi da efter det,” lo Damen, „men hvor er I kolde, kom med mig ind og få jer varmet, så skal vi se, hvad der videre er at gøre.”

De gik ind i en Villa. Damen tog Tøjet af dem, og de fik varm Te og Småkager.

Og da hun havde fået lidt mere Besked om, hvem Far og Onkel Georg var, sagde hun:

„Nu telefonerer vi efter en Droske, og så bliver I kørt hjem til Ohlsensgade. Kan I så selv finde Huset, hvor jeres Onkel bor?”

„Ja, for der er to grimme Hoveder over Døren,” meddelte Aage rap, nu var han Karl igen.

„Nå, det var jo udmærket.”

De blev puttet ind i Drosken, og nu gik det hurtigt af Sted.

Men da de nåede ind i Byen, måtte Hesten gå Skridt hele Vejen, for der var en uhyre Trængsel. Og Skrubtudser og Kanonslag knaldede omkring dem hele Tiden. Og på Rådhuspladsen var der et vældigt Fyrværkeri, der blev Droskekusken holdende en god Stund, for han ville også nok selv se det.

Drengene skreg Hurra af fuld Hals inde i Vognen.

Jo, de var rigtignok kommet med til Nytårsløjer alligevel.

Endelig nåedes Ohlsensgade. Kusken, som havde fået at vide, at der skulle holdes ved et Hus med to grimme Hoveder, fandt det lykkelig og vel, og Drengene for op ad Trappen og ringede på.

Pigen, som lukkede op, løb råbende ind foran dem:

„Her er de - her er de.”

Mor og Tante Klara kom farende, og Mor havde nær kvalt dem begge to med sine Omfavnelser. Hun både græd og lo og var helt ude af sig selv.

Men Tante Klara gav sig til at ringe i Øster og Vester til Politistationerne, at Drengene var fundet, og tilsidst kom Far og Onkel Georg. De var helt udmattet af bare Faren omkring.

Så måtte Drengene til at fortælle, og da de var færdige, var Gåsen også færdig, og den smagte dejligt ovenpå al den Forskrækkelse.

Men da Drengene var kommet i Seng om Aftenen, hørte Mor Aage sige til Peder:

„Vi kom da alligevel med til Nytårsløjerne.”

- Nytårsdag holdt man en stille Hviledag.

Om Aftenen kom der en Del Familiemedlemmer til Middag, da måtte Drengene vente med at spise til bagefter, for det var mest gamle Folk; og Mor var ikke sikker på, at Aage og Peder netop egnede sig til at sidde rolig og se artige ud ret længe ad Gangen.

De havde fået nogle Billedbøger frem og sad i Dagligstuen og syntes, at det dog tog en forskrækkelig Tid med den Spisen.

„Jeg keder mig,” erklærede Aage pludselig.

„Det gør jeg også,” sluttede Peder sig til ham.

„Skal vi tage Juletræet herind og lege med?” foreslog Gustav.

„Ja.”

Juletræet var kun den øverste Top af Juletræet. Den var blevet savet af, og nu havde Gustav den stående i en Urtepotte i sit eget Værelse, hvor han pyntede det op af og til og legede med det.

Drengene hentede det ind i Dagligstuen og satte nye Lys i Stagerne og tændte dem.

Da syntes Aage, det var Synd, at Gæsterne ikke skulle nyde godt af Højtideligheden, og han foreslog at flytte det hen foran Døren til Spisestuen og lukke begge Fløjdøre op på een Gang. Det måtte da blive en rigtig Overraskelse.

Og lige midt i en gammel adelig Kammerjunkers højtidelige Tale blev Dørene pludselig revet op, og der stod den lille forpjuskede Juletræstop hældende skævt i Urtepotten, mens Lysene dryppede ned på Tæppet.

Kammerjunkeren gik i Stå, og der blev en pinlig Tavshed.

Men så blev Dørene brat smækket i af Far.

Han slukkede Lysene og satte Peder og Aage på hver sin Stol med en barsk Påmindelse om ikke at røre sig ud af Flækken, før Middagen var ovre. Juletræet blev ublidt sat af Vejen, og nu kunne man høre Kammerjunkeren gå videre i sin Tale.

Den Middag var virkelig ligeså kedelig, som når der var Middag hjemme på Skovgaard, var Aage og Peder enige om. -

Næste Dag ville Far og Mor og Onkels i Teatret om Aftenen. Men fordi Drengene skulle skulle være ene hjemme imens med Jette, det var Stuepigen, så skulle de i Zoologisk Have om Formiddagen.

Mor og Tante Klara tog selv med dem og fulgte dem troligt fra Hus til Hus. Og Elefanten blev foret, Lamaerne spyttede og Aberne knækkede Nødder og kastede dem Skallerne i Hovedet, og der var ingen Ende på Morskaben.

Til Gengæld for den dejlige Formiddag lovede Drengene at være ganske overordentlig rare om Aftenen, mens Far og Mor var i Teatret.

Og det var de for såvidt også.

Der var kun det uheldige ved det, at Jette, som havde lovet at passe godt på dem, uheldigvis havde Besøg af sin Kæreste, derved fik Drengene Lov at sidde alene, mens Jette lavede Kaffe til dem, hvilket tog så overordentlig lang Tid, at Aage omsider gabende spurgte, om de ikke skulle lege Snevejr.

Det kendte Gustav ikke. Men da Aage og Peder forklarede, at man bare skulle klippe en uhyre Masse små bitte Papirslapper og så stå på et højt Sted og drysse dem ud over Stuen, så blev Gustav uhyre begejstret over Forslaget.

Han skaffede tre Sakse og Masser af gamle Aviser, og så klippede de løs. Først lange tynde Strimler i Bunkevis og så på tværs i små bitte Stykker; jo finere de var, des bedre flagrede de i Luften.

Da de havde fyldt Tante Klaras Sykurv helt topfuld, skiftedes de til at stå oppe på Bogskabet og lave Snevejr, mens de to andre hujende sprang omkring i det.

Da de næsten var færdige, fordi Sneen var opbrugt, råbte Jette inde fra Spisestuen:

„Så, Drenge, sluk nu Lyset og kom ind og drik Kaffe.”

Og bagefter fulgte hun dem ind i Gæstekamret og lagde dem til Sengs, og da hun skulle skynde sig ud til sin Kæreste igen, fik hun slet ikke Dagligstuen at se.

Men da alle fire Forældre trådte ind i Dagligstuen og fik drejet op for Lyset, stod de først et Øjeblik, som om de var faldet ned fra Månen, for Mage til Stue havde de aldrig set.

Så sagde Mor inderlig flov:

„Det er Drengene, som har leget Snevejr. Hjemme får de jo sommetider Lov til det i Spisestuen. Men her på Tæppet og på de polstrede Møbler er det forfærdeligt.”

Tante Klara sagde jo rigtignok, at det gjorde slet ingenting? men hun tænkte med Gru på, hvordan man dog skulle få alle de små Papirstumper af Tæppet igen.

Og da Jette næste Dag kom i Lag med det Arbejde, fortrød hun bitterlig, at hun ikke havde passet bedre på, for hun måtte ligge i flere Timer og pille Papirstumperne op med Fingrene. - Mor og Drengene var ude om Formiddagen og købe Gaver til dem derhjemme på Skovgaard.

Aage ville egentlig have haft en Sabel til Sofie, og Peder troede, hun ville blive forfærdelig glad ved en ægte Svanekniv, for de to Dele ønskede de selv, men det satte Mor sig imod, så de måtte købe sådan noget Pjat som en Babydukke og et lille Skab til Dukkestuen.

Til Jomfru Madsen og alle Pigerne valgte Mor fine Pynteting. Tante Klara mente rigtignok, at sådanne Piger fra Landet hellere skulle have haft nyttige Ting. Men Mor sagde, at kedelige dagligdags Sager kunne de selv købe sig hos Landsbykøbmanden, det var netop noget fint der ville glæde dem mest.

Og Mor fik Ret som sædvanlig. For Pigerne sagde, at ingen andre end Fru Musse kunne komme hjem med så dejlige Gaver til deres Piger.

Rejsen hjem gik for sig om Natten, så Aage og Peder mærkede ikke stort til den, de sov næsten hele Vejen, og da de vågnede højt op på Dagen i deres Senge hjemme på Skovgaard, spurgte de halvt i Søvne, om de nu skulle over i Færgen.

Så snart de var kommen i Tøjet, begyndte de at fortælle om alt, hvad de havde oplevet. Sofie var nær ved at blive helt tummelumsk, for hun forstod jo slet ikke sådanne Benævnelser som Elevator og Skrubtudser og Kanonslag, og afbrød hun dem for at spørge, blev hun hånet og kaldt et rigtig Fjols.