Musses Tvillinger

---

Af Helene Hørlyck (1921)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

10. Tvillingerne får lange Bukser

Nu var det langt hen på Foråret. Skoven var lige sprunget ud, og i Haven stod hvide og røde Ribsbuske og duftede så sødt, at Bierne kom tumlende langvejs fra og summede i tætte Skarer omkring de mange små Blomsterbægere for at fylde deres Kurve med Blomsterstøv og Honning til alle de små Larver hjemme i Kuberne.

Peder og Aage var kommet hjem fra Skole og havde spist til Middag, og nu ville de, som de plejede, til at skifte Tøj. Men så sagde Mor:

„Nu skal jeg fortælle jer noget morsomt.”

„Er det også morsomt for mig, Mor?” spurgte Sofie.

„Ja, det er.”

„Skynd dig så og sig det, Mor,” ivrede Aage.

„I skal alle tre med mig til Horsens i Dag og købe Pinsetøj.”

„Hurra, Hurra,” skreg Drengene vildt og dansede rundt på Gulvet.

„I behøver altså ikke at skifte Tøj, men få jer pænt vasket og Støvlerne pudset; om en halv Time kommer Bilen for Døren.”

„Mor, må vi få lange Bukser?” spurgte Aage.

„Lange Bukser - når man kun er otte År, det synes jeg rigtignok er for tidligt,” svarede Mor.

„Nej - Gustav i København var da ikke ret meget større - og vi er da otte og et halvt År,” indvendte Peder.

„Nu skal vi se, hvad Købmanden har,” sagde Mor, „men skynd jer nu bare.”

En halv Time efter susede Bilen af Sted med det glade Selskab.

Sofie sad stille i forventningsfuld Glæde; for hun skulle have en Pinsehat og et nyt Overstykke, havde Mor sagt; men Drengene lod Munden løbe uafladelig, de havde fået Lov til at komme hen til en Barber og blive klippet med rigtig Frisyre, for de var inderlig ked af Fars Hårklippemaskine, der altid ragede Håret ganske kort af over det hele.

Så snart de kom til Horsens, blev der drukket Kaffe i et Konditori. Det var rent utroligt, så mange fine Slags Kager der var. Og Drengene syntes, de var nødt til at smage dem alle, for at de kunne vide for en anden Gangs Skyld, hvilke der var de bedste. Men Sofie havde forelsket sig i nogle små Flødeskumskopper med en lille rød Klat Syltetøj på, dem blev hun ved med, så længe det var hende muligt at lå noget ned.

Bagefter gik de så alle hen til Købmanden. Drenge prøvede flere Sæt Tøj, men da der så endelig kom et Sæt med lange Bukser, var de ikke til at styre, det skulle det absolut være, skønt Mor lo og sagde, de lignede et Par små Dværge fra Lilleputlandet.

Men der var ingen Råd. Mor måtte give sig. Skoletøjet blev pakket ind, for de ville naturligvis beholde det nye Tøj på.

„Nu følger jeg jer hen til Barberen,” sagde Mor, da de igen kom ud på Gaden, „og når I så er færdig, går I lige over Gaden til Hotellet og venter der, til Sofie og jeg kommer. Skoletøjet kan I lægge ind i Bilen. Men nu ingen Afstikkere, at I ved det.”

„Nej, Mor, vi bliver ligeså bestemt i Hotelgården, til I kommer.”

„Ja, lad mig nu se, at I for een Gangs Skyld kan bære jer rigtig ad.”

Og da Mor havde sagt Barberen Besked om Frisyreklipningen og betalt for dem, gik hun med Sofie,

„I er nok Tvillinger,” sagde Barberen venligt, „var den unge Dame, som var med herinde, jeres Søster?”

„Sofie er ingen Dame,” sagde Aage i en ærgerlig Tone, det manglede bare at kalde sådan en lille Tøs for en Dame.

Men Barberen, som havde ment deres Mor, sagde leende:

„Nå, er hun ingen Dame, men er hun da jeres Søster?”

„Ja, for vi fik hende til Julegave forrige Jul.”

„Hvad behager, fik I hende til Julegave?”

„Ja, Mor huggede hende i Horsens.”

„Huggede - du er nok en rigtig lille Løgnhals.”

„Peder, er det ikke sandt, hvad jeg siger?” vendte Aage sig krænket til Peder.

„Jo,” erklærede Peder alvorlig, „det siger Søren selv.”

„Hvordan bar hun sig ad med det?” spurgte Barberen nysgerrig.

„Mor tog hende op på Armen og løb med hende, alt hvad hun kunne.”

„Det må være en rask Mor, i har,” lo Barberen - „men nu er I færdige - nu skal I have Tak for jeres Historier.”

„Farvel,” sagde Drengene og gik.

Ovre i Hotelgården satte de sig rolig til at vente på Mor og Sofie.

Et Øjeblik efter kom en lille Zigøjnerdreng gående ind i Gården. Han havde en Kurv på Armen og var ude at tigge.

Hans Tøj hang i Laser om ham, og man kunne se, at han slet ingen Skjorte havde på.

Han nærmede sig langsomt og stirrede misundeligt på de fine Drenge.

„Har I ikke en Skilling,” sagde han sagte.

„Nej, vi har slet ingen Penge, men vores Mor kommer straks, hun har, du kan bare vente lidt,” sagde Aage.

„Hvorfor er I så fine?” spurgte Zigøjnerdrengen, hans Øjne kunne ikke slippe det nye Tøj.

„Det er vores Pinsetøj - vi har lige været henne og købe det - har du også fået Pinsetøj?” spurgte Aage.

„Jeg har mit Pinsetøj på,” sagde Drengen bittert.

„Har du ikke andet Tøj end det?” spurgte Peder betuttet.

„Nej.”

Begge Drenge stirrede medlidende på ham, men så sagde Aage:

„Peder, skal vi give ham vores Skoletøj?”

„Ja,” sagde Peder og gik hen til Bilen og trak Pakken med Tøjet frem.

„Her er vores gamle Tøj, vil du have det?” spurgte han.

„Må jeg det?” kom det vantro.

„Ja, du kan have det ene til daglig og det andet til Pinsetøj,” forklarede Aage.

„Ja Tak. Mange Tak.” Zigøjnerdrengen stod, som om han ikke turde tage mod det, men så med eet greb han Pakken og satte i Rend ud af Porten, alt hvad Benene kunne bære ham.

Lidt efter kom Mor og Sofie.

„Nå, ser vi det. I er jo på Stedet. Og så pænt I er klippet. Nu kan man da mærke, I er ved at blive store fornuftige Drenge. Hvad synes I om Sofies Stads?”

Sofie havde et skinnende rødt Overstykke på og en Hat af samme Farve.

„Hun ligner en Mariehøne,” mente Aage.

„Nå, så skulle vi vel se at komme hjem, gå ind og kald på Forvalteren, Aage.”

Mor gik hen til Bilen med Sofies gamle Tøj.

„Hvor er Skoletøjet, Drenge?” spurgte hun.

„Det har vi givet en Dreng, som ingen Pinsetøj havde,” sagde Aage; og Peder, som så Mors umådelige Forbavselse, skyndte sig at føje til:

„Og han havde heller ingen Dagligtøj, så han var nødt til at have dem begge to.”

„Nu har jeg da aldrig hørt Mage,” udbrød Mor fuldstændig tilintetgjort, „men hvor kunne I dog gøre det. Nu har I jo ingenting at gå i Skole i.”

„Jamen, Mor, han havde slet, slet ingen Tøj - hvad skulle han så gøre?” spurgte Peder lidt urolig over Mors Bestyrtelse.

„Vi kan jo gå i Skole i det her, Mor, og så kan vi jo få et nyt Juletøj,” sagde Aage rask, „ville du måske have, at en Dreng ingen Pinsetøj skulle have?”

„Næ-æ,” trak Mor på det, „det ville jeg naturligvis ikke. Men han kunne måske lige så godt have brugt det gamle Tøj, I har hjemme.”

„Nej, det kunne han rigtignok ikke, Mor, når han skal gå her på Gaden hver Dag og tigge, så kan vi da bedre gå ude på Skovgaard med det gamle,” sagde Aage så afgjort, at Mor begyndte at synes, at det var hende, som havde Uret, og det endte med, at hun gav dem hver et Kys og sagde, at en anden Gang skulle de blot spørge hende først, før de gav noget bort; og hun tilføjede, at hun var glad ved, at de nu havde fået lange Bukser, for så kunne de jo ikke bære sig ad som små Pattebørn længere, der græd for den mindste Smule. Og at nu måtte de altid huske at være forfærdelig artige, for ellers så det jo sært ud med lange Bukser.

Det sad de lidt og grundede på, for egentlig havde de jo ikke tænkt sig, at der fulgte så store Forpligtelser med de lange Bukser.

Men da de kom hjem til Far, og han fik al Stadsen at se og forundret udbrød:

„Nej, er Drengene nu virkelig så store - tænk hvor artige de nu må blive, hvis de da ellers skal passe til Bukserne,” så kunne de jo nok forstå, at det alligevel var et Vendepunkt i deres Liv. -

Og skønt de lange Bukser ikke just gjorde så ret stor Forskel på deres Måde at være på, så regnede de sig ikke selv for små længer. Og derfor tager vi nu Afsked med dem med den Forvisning, at de også, når de bliver rigtig store, vil slægte deres lille ærlige Mor på, for, som deres Far siger, hun klarer altid ethvert Skær, fordi hun altid styrer efter det gode.