Et Offer
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Det var en Dag i Begyndelsen af Sommeren – nå, hvorfor ikke sige det straks: det var den 5te Juni, selve Grundlovsdag. Så véd dog ethvert Barn, at på den Dag hænger Himlen fra Morgenstunden som en tung Kulrøg ned over det festsmykkede Land, over den lysegrønne Skov, over de sørgmodigt vajende Dannebrogsflag, over Festpladsernes granomvundne Talerstole og hvide Beværtningstelte, over Skibshavnenes vimpelbehængte Masterækker og Lystanlæggenes kransesmykkede Frederik VII Buster – – indtil akkurat det Øjeblik, da Borgerne samler sig på Torvene for med fædrelandsk Musik og ærværdige Laugsfaner at drage i Procession ud til Festpladsen. Da lyser det med ét i Mørket over deres Hoveder, Himlen løfter sig, og netop idet Festkomitéens Formand hæver sin sølvknappede Stok og Processionen sætter sig i Bevægelse, bryder Solen skælmsk frem mellem de vigende Skyer og får alle de mange nystrøgne Cylinderhatte til at stråle, og skinner ned på Bannernes forgyldte Spyd, på Musikens blanke Messinginstrumenter, på Borgmesterens guldtressede Kasket og Politibetjentens røde Næse, på hele den myldrende og trykkende Sværm, der fylder Gaden, efterhånden som Optoget skrider frem, på Madamer, der raser, på Barnevogne, der vælter, på Hunde, der hyler, og unge Piger, der hviner, når de nappes i Benene . . . alt mens Lyset får mere og mere Magt og som den sejrende Friheds Symbol jager alle Mørkets lede Skytrolde langt ud over Himmelranden.
***
. . . I den lille Fjordkøbstad havde der den hele Dag hersket det festligste Røre.Allerede fra den tidlige Morgen havde patriotisk pyntede Børn vist sig på Gaden, Småpiger i hvide Kjoler med røde Livbånd, Drenge i nyvasket Kadettøj med et eller andet krigerisk Attribut som et malet Papskjold, en Husar-Chacot, en Træsabel eller blot et Dannebrogsflag. Fra Kvist til Kælder havde alle Slags Hoveder strakt sig ud af Vinduerne og med bekymrede Miner kigget op på den tunge Skyhimmel, der lå som en sort Dyne ned over Tagene. Men i Troen på Traditionen om „Grundlovsvejret” havde Byens Beværtere kørt Læs på Læs af Teltinventar og Proviant ud i det Grønne, hvor Festerne skulle afholdes.
Ved Middagstid var alle Butikkerne bleven lukkede, og lidt efter begyndte Gaderne allerede så småt at bølge af to forskellige Menneskestrømme, af hvilke den ene – og gennemgående velklædte – bevægede sig hen imod Byens smukke og skyggefulde Lystanlæg, der var blevet Regeringspartiet overladt til Festplads, medens den anden og mere broget sammensatte drog ud til en flad og åben Mark en halv Mils Vej fra Byen, hvor dennes Demokrater skulle højtideligholde Dagen i Forening med Omegnens Bønder.
Inde i den trange „Møllerslippe” – helt henne i dens lukkede Ende – i en Kælder, til hvilken man nåede ned gennem en Hals så dyb og mørk som en Brønd, med Fare for at brække Benene på en stejl Stentrappes smalle og slidte Trin og rende Panden mod Spidsen af en rødmalet Støvle, der var hængt som Skilt over Indgangen – hernede havde også Skomagermester Holleufer kastet sit Skødskind og forladt den trebenede Træstol, hvorfra han den hele Formiddag hvert Kvarter havde strakt sig frem i urolig Spænding og med Nakken mod Gulvet kigget op til de truende Skyer.
Nu stod han ved Væggen i en af Ugens Sved gulnet Skjorte, i et Par gamle bagflikkede Benklæder med nedhængende Bukseseler, i Færd med at barbere sig foran et lille Spejl, der foruden hans indsæbede Hageparti gengav et Stykke af det brunplettede Loft, Knæet af et Kakkelovnsrør, Hjørnet af en Sengehimmel og en til Tørring ophængt Ble.
Over Ryggen af en Stol ved Siden af ham var henlagt en omhyggeligt afbørstet brun Skødefrakke med sorte Kantebånd, en lysblomstret Sirtsesvest, et sort Bændelslips og en nystrøgen Krave så stiv som et Blikskjold.
Det halvmørke Kælderrum, der på én Gang tjente til Værksted, Dagligstue, Køkken og Sovekammer, var opfyldt af en ejendommelig blandet Stank af surt Læder, fugtigt Mug, Tørverøg, Stegeos og Menneskeuddunstninger. Kom man herned, netop som Madam Holleufer stegte Middagsflæsket, sortnede det formelig for ens Øjne, og man blev grebet af en Fornemmelse, som om Maven ville op gennem Halsen på en; – og dog havde Skomager Holleufer henlevet snart tyve År i disse Omgivelser, uden at det tilsyneladende havde tæret synderligt på hans Livskraft.
Herpå tydede i hvert Fald det Myldr af rødhårede og fregnede Børn i alle Aldre, der i fattige Klæder og med snavsede Næser væltede sig omkring overalt på Gulvet, på Stolene, i Sengen og rundt om Skørterne på deres allerede igen højt frugtsommelige Moder, der stod og uddelte Fedtebrød inde i en halvrund, kun af Komfurskæret oplyst Grotte i den ene Mur, hvorfra der gik en Dør op til Gårdspladsen, og som skulle forestille Køkken.
Der var i Stuen en Brølen og Snadren, så man ikke kunne høre Ørenlyd. Men Skomager Holleufer anfægtedes tydeligt nok ikke det mindste deraf. Han havde gennem Åringer således vænnet sig til Spektaklet, at han slet ikke hørte det, og var desuden alt for optaget af de Tanker og Beslutninger, som denne Festdag havde fremkaldt hos ham. Selv da et af Børnene med et Svineskrig væltede ned af Natpotten, så dennes Indhold flød hen ad Gulvet, vendte han sig ikke om eller blandede sig i, at Konen i den Anledning fór ophidset frem og uddelte et Par Lussinger i Flæng, forinden hun satte det forulykkede Barn tilbage på dets Plads, hvor det da igen beroliget tog fat på sit Fedtebrød.
Madam Holleufer havde lige fra Morgenstunden været i det frygteligste Humør. Hun var en lille mager Skabning med et brunskjoldet og surmulende Ansigt og en vraltende Gang, som hendes nuværende Tilstand ikke gjorde lettere. Hun havde hele Dagen ikke været til at slå et Ord ud af; og i den sidste halve Time havde hun stået derinde i sin Køkkengrotte og sendt det ene vredladne, næsten hadefulde Blik efter det andet hen på sin Mand, der stod dér så ganske ligegyldig for alt, hvad der foregik omkring ham, og skar Grimasser til sig selv inde i Spejlet, løftede de buskede Bryn, trak den store røde Næse i Vejret eller udspilede med Tungen snart den ene, snart den anden Kind, som om han var en Bajads, der indøvede sig i en Rolle.
Nå, – Madam Holleufer havde i Virkeligheden heller ikke meget at glæde sig til. Hun vidste præcis af mange Års bitre Erfaring, hvad denne Dag ville bringe af Skam over hende og Børnene. Hun vidste, at om lidt ville den halte Skrædder Ziegler og den tykke Bagersvend Mikkelsen komme herned for at trække afsted med hendes Mand, hvem hun da ikke ville gense, før han ud på Natten vendte fuld hjem efter at have gjort Skandale ude på Festpladsen ved at stå op på Tribunen og holde Tale. En hujende og skrigende Sværm af Fabriksarbejdere og Læredrenge ville følge ham lige til Kælderdøren, hvorfra han endnu ville tale det sidste Ord til „Folket”; og hele Resten af Natten ville de blive forulempede af Mennesker udenfor, der bankede på Ruderne og råbte alle Slags stygge Ting ned til dem.
Jo, hun havde Anledning til at være lystig på Grundlovsdagen!
„Så det er virkelig dit Alvor, Holleufer! Du vil igen derud?” spurgte hun endelig henne fra sin Grotte.
Holleufer slap Næsetippen, som han netop havde løftet lidt, og vendte sig imod hende. Et Øjeblik betragtede han hende tavst, mens et hemmelighedsfuldt Smil bredte sig i hans Ansigt.
„Vær rolig, min Tulle!” sagde han derpå og vendte sig atter mod Spejlet. „Du vil i Dag erfare noget, som du ikke har drømt om. Jeg har noget at betro dig, skal jeg sige dig – – men Tålmodighed! – Et Øjebliks Tålmodighed, min Tulle!”
II
Hver Gang, når Grundlovsdagen nærmede sig, havde Madam Holleufer År for År søgt både ved blide og vrede Ord at overtale sin Mand til at holde sig borte fra Festlighederne og forestillet ham, hvorledes han dér blot var til Latter for alle Folk og bragte Skam og Spot over hele Familien. Regelmæssigt havde hun understøttet såvel sine Trusler som sine Bønner med Løftet om at lave Flæskekage til ham og ved at udmale for ham, hvor meget bedre det ville være for dem allesammen at spadsere ud til et eller andet fredeligt Sted på Landet og spise deres Mad i en Vejgrøft, hvor Børnene kunne tumle sig i det grønne, sådan som de havde gjort det i gamle Dage, da der endnu ikke var nogen Grundlov, eller i hvert Fald ingen Politik, til i Verden.
Men Holleufer havde som Svar altid smilet til hende på sin stille, medlidende Måde og derpå opløftet sin lange magre Skomagerhånd og sagt:
„Du taler, som du har Forstand til, Grethe! Du véd ikke, hvad der gærer i Tidens Skød. Det forstår du dig ikke noget på, min Tulle, . . . derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, skal jeg sige dig, – vi sér Tegnene, forstår du! – Vi føler at nu kommer Småmandens Tid, – nu er det Arbejderen og Bonden, der rykker frem! Og så skulle jeg blive hjemme og forsømme min Borgerpligt? Nej, nej, min Tulle! – det kan ikke være din Mening. Hvad tror du også, Folk ville sige? De ville sige: Hvor er Holleufer? Holleufer skal ha'e Ordet! Se, det er Sagen. Når man har Talegaverne! Giv Agt, min Pige! – Før du tænker på det, kan der ske Ting, som du aldrig har drømt om!”
Dagen efter Festen havde Skomager Holleufer vel regelmæssig haft en uklar Fornemmelse af, at ikke alt var gået ganske efter Ønske. Han kunne navnlig ikke skjule for sig selv, at hans Optræden som Taler ikke havde været helt vellykket, ja at man måske virkelig, som Grethe sagde, havde haft ham en Smule til bedste. Men han tilskrev sit Uheld alene den Omstændighed, at han var kommen til at smage på dette Bajer-Øl, som hans Hoved aldrig ret kunne tåle, og han følte sig overbevist om, at når han næste Gang passede på ikke at komme i Fristelse, skulle det nok for Alvor gå op for Folk, hvad for en Kraft Demokratiet besad i ham, og hvilket ualmindeligt „Foredrag” han sad inde med.
„Jeg skal sige dig, Grethe,” sagde han til sin Kone, når de om Aftenen, efter at Børnene var bragt til Sengs, sad sammen i Fortrolighed, hver med sit Arbejde omkring den lille kuppelløse Lampe og det lave Skomagerbord, medens Stilheden og Børnenes rolige Åndedræt uvilkårlig vakte begges blide og forsonlige Følelser. „Jeg skal sige dig, jeg har Poesi, – det er Sagen! Ser du, Andersen og Bjørn og de andre, de kan nok sige Besked og rede Sagerne ud – men de kender ikke Foredraget! Og det er det, det kommer an på. For Poesi, skal jeg sige dig, det er noget, man har fra Fødselen af. Det er derfor, man kalder det for Geni, Grethe. Og det er Geniet, det kommer an på. Det er Geniet, der bringer Folk frem i Verden, forstår du!”
„Det var bedre, du havde Geni til at lave Støvler, Holleufer,” svarede Grethe, bestandig lige modløs. „For det er dog det, vi skal leve af. Det andet – det, du snakker om – det giver vist ikke Brød.”
„Siger du det, Grethe!” sagde han og så med et polisk Smil op fra sin Pløkkesål. „Det skulle du dog ikke være så sikker på. Har du ikke hørt tale om Nicolaj Blomberg? Nå! Ser du, han var også Skomager en Gang, ligesom jeg. Og nu er han Rigsdagsmand og får seks Kroner om Dagen derovre i København og går i det kongelige Theater og kommer til Middag hos de fine. Hvad siger du så? Og du skal se, han kommer højere op endnu. For når man først har fået Tippen indenfor derovre, så går det af sig selv. Hvem véd? Måske kan Blomberg blive Minister, før vi snyder vores Næse. Sådan noget ligger i Tiden, forstår du! Det er Småmanden, der skal frem. Det er Sagen!”
„Ja, det kender jeg altsammen ikke noget til,” tog Grethe igen til Orde. „Men jeg tror nu aldrig, der kan komme noget godt ud af sådan at befatte sig med andres Dele, når man ikke er andet end en simpel Håndværker. Og det synes jeg, du skulle tænke på, Holleufer. Det siger også et gammelt Ord: Skomager, bliv ved din Læst!”
Disse Ord, hvormed Grethe regelmæssigt afsluttede Samtalen, krænkede altid Holleufer dybt. Han sænkede sine buskede Bryn helt ned over Øjnene og så hen på hende med et Blik, der var dystert af Miskendelse. –
Imidlertid var der i det sidste År – som Følge af de politiske Begivenheders Gang – hemmeligt foregået en gradvis Forandring i Skomager Holleufers Anskuelser. Han talte bestandig sjældnere og navnlig meget mindre begejstret om det store Frigørelsesværk, på hvis snarlige Fuldbyrdelse han så sikkert havde stolet. De stolte Ord om „Småmandens Oprejsning” og „Arbejdernes Ret” forstummede tilsidst ganske i den lille mørke Kælderstue; – thi ingen kunne undgå efterhånden at lægge Mærke til, at Vinden i Virkeligheden blæste ad en ganske anden Kant. Grethe, hvis Kækhed kendelig steg med Holleufers Klejnmodighed, sagde vistnok tyve Gange om Dagen triumferende:
„Var det ikke Nicolaj Blomberg, han hed – den Skomager, der skulle være Minister? Minister Nicolaj Blomberg! Jo, det tog såmænd en smuk Ende med den Minister! I Hullet kom han ligesom en anden Tyveknægt, fordi han havde brugt beskidt Mund om Kongen. Ja, sådan går det; når Småfolk vil i Højheden, så ender de i Skidtet.”
Krummet over sine Pløkkesåler sad Holleufer og hørte på denne Tale med et Stik i Hjertet. Ikke et Muk havde han at svare dertil. Thi virkeligt havde det taget en så ulykkelig Ende med den stolte Nicolaj Blomberg. Og denne var endda langt fra den eneste, der havde fået at føle, at Springet fra en Skomagerstol til en Ministertaburet alligevel var større, end mange en Tid havde indbildt sig.
Under alt dette indså Skomager Holleufer tydeligere og tydeligere, at han havde vandret i Blinde. Det gik mere og mere op for ham, at han havde været forfærdelig dum.
Til denne Erkendelse bidrog ikke uvæsentlig hans egen økonomiske Stilling, der År for År var bleven mere og mere uholdbar – takket være dels hans ustandseligt voksende Børneflok, dels den svindende Velstand hos Bønderne og Småhåndværkerne, blandt hvilke han så godt som udelukkende havde sine Kunder, – dels endelig et ganske vist aldrig tilstået men derfor ikke mindre virksomt Tryk, der fra Byens formående Kredse hemmeligt udøvedes mod enhver, der ikke hyldede de „rette” Meninger.
Dette tilsammen bevirkede, at Holleufer tilsidst anstillede følgende Betragtning for sig selv:
„Er jeg ikke først og fremmest et kristent Menneske, og bag efter dansk Statsborger? Skal jeg ikke opfylde mine Pligter som Ægtemand og Fader, før jeg har Lov til at tænke på mine Rettigheder som Borger? Og hvad hjælper det mig desuden, at jeg er fri Borger, når jeg ikke har Brødet? Når jeg først er på Fattighuset, hvor er da mine politiske Rettigheder? Nå! Hvem er det da, der giver mig mine politiske Rettigheder? Det er dem, der giver mig Brødet. Men hvem giver en Skomager Brødet? Er det dem, der går med Træsko? Nå!”
Han havde været dum. Han begreb ikke, hvorledes det var gået til, at han ikke for længe siden havde indset noget så simpelt. Og tænk – hvad havde han måske ikke forskærtset ved sin hårdnakkede Forblindelse! Hans livlige Fantasi udmalede daglig for ham alle de Herligheder, hvori han mulig kunne have svømmet, i Fald han i Tide havde forstået Udviklingens Gang. Hvem kunne vide? Måske havde han da nu siddet med en stor Spejlglasbutik midt for Torvet og haft alle Byens bedste Folk til Kunder. Og Grethe havde gået med Silkemantille, og Børnene var kommen i Jomfru Bohses Institut, og både Amtmanden og Obersten var kommen ind til ham i Butikken og havde givet ham Hånden og sagt: „God Dag, Hr. Fabrikant Holleufer! Hvorledes behager De at befinde Dem?”
På dette Punkt af sin åndelige Udvikling faldt Skomager Holleufer sammen i fuldstændig Modløshed. Han indså klart, at hans Liv var forspildt, og at hans stolte Drømme om Hæder og Ære nu ingen Sinde ville gå i Opfyldelse.
Men da en passende Tid var hengået med Anklager og Selvbebrejdelse, spurgte han en Dag sig selv, om det da var ganske umuligt at gøre Dumheden god igen. Han gentog sit Spørgsmål flere Gange, og hver Gang med forøget Styrke, indtil endelig en indre Stemme svarede ham, at der vistnok endnu var Tid til Redning. Og da først denne mystiske indre Stemme var kommen til Orde, blev den snart særdeles veltalende og overvandt hurtigt alle Skrupler hos den ligeså lydhøre som lærvillige Holleufer. Han forstod da efterhånden af sig selv, hvad han havde at gøre.
Langsomt og sikkert modnedes hos ham den Beslutning, der den sidste Måned havde opfyldt ham med urolig Spænding. Endnu havde han ikke betroet den til nogen, end ikke til sin egen Kone – dels af Frygtagtighed, dels af snu Beregning, fordi han mente, at jo mere overraskende hans Omvendelse kom over Folk, des større ville Virkningen blive.
„Thi” – som han plejede at sige, idet han fiffigt lukkede det ene Øje – „Holleufer har nok Poesi. Men han véd sgu også, hvordan et Par Støvler skal skæres!”
III
Da Holleufer endelig blev færdig med sin Barbering, trådte han et Skridt tilbage og betragtede sig i Spejlet med et velfornøjet Blik.
Det havde altid forekommet ham selv, at han havde et sjælden interessant og karakteristisk Ansigt, der syntes ham straks at måtte åbenbare for enhver, at han ikke var nogen almindelig Skomager. Han havde en høj, smal, stærkt tilbagevigende Pande fuld af opsvulmede Årer og med to dybe Huler lige over Tindingerne. Hans Øjne var store og farveløse; Håret, der allerede var gråsprængt og tyndt ovenpå Issen, bar han i Nakken så langt, at det hang med krøllede Ender næsten ned til Skuldrene. Den store Næse havde hen ad Ryggen og ude på Spidsen et rød-violet Anstrøg; men med Hensyn hertil havde Holleufer en ret god Samvittighed. Det var kun på Søndagene og ved festlige Lejligheder, at han smagte Spiritus, og i det hele måtte selv hans politiske Modstandere indrømme, at han i Grunden var en stræbsom og særdeles respektabel Borger.
Han fuldførte nu samvittighedsfuldt sin Påklædning. Mens alle Børnene efterhånden samlede sig omkring ham i beundrende Beskuen, skiftede han Skjorte og Benklæder, fik Halsen lykkelig indkneben i det stive Kravetøj som i en skarp Tang og kæmmede omhyggeligt Håret med Vand.
Netop som han skulle i Færd med den højst vigtige Opgave at binde Slipset, skiftede hans Ansigt pludseligt Farve. Udenfor hørtes nemlig et Par Mennesker med stort Spektakel at tumle ned gennem Kælderhalsen, og et Øjeblik efter åbnedes Døren af de to ventede Venner.
Først indtrådte Skræddermester Ziegler på sin Klumpfod, svingende med sin Stok og udbrydende i et kraftigt „Leve vor gamle, revnede Grundlov!” endnu mens han stod i Døren. Han var en dværgagtig Skikkelse med et Hoved, der var ganske overgroet – dels af et gråt, strittende Skæg, hvorfra en lille spids og rød Næse stak frem, dels af et vildtflagrende Hår, som han uafladelig gennemfór bag i Nakken med den ene Hånd.
Efter ham kom den tykke Bagersvend Mikkelsen, en fuldkommen sjofel Fyr, hvem Feststemningen allerede således havde overvældet, at han straks måtte sætte sig på en Stol henne ved Døren, hvor han derefter blev siddende ganske forpustet og gned sig med et gammelt rødt Lommetørklæde over sit kobberskinnende Ansigt, mens han fortvivlet kæmpede med en ustandselig Hikke.
„Honnør!” udbrød Skrædderen og begyndte øjeblikkeligt at humpe gestikulerende frem og tilbage over Gulvet, så Børnene forfærdet trak sig ind i Stuens mørke Kroge, hvor de blev siddende stille på Hug med ganske blege Ansigter. „Nu skal vi – Død og Pine! – sla' et Alvorsslag for gamle salig Fredriks Grundlov, Holleufer! Fem Mark Alenen, ikke sandt? Se nu at få Tøjet på dig. Her er ingen Tid at spilde, gamle Dreng! . . . Honnør! Hvad siger De, Madam? Nu går den aff, forstår De, – fremad mod det stolte Hav!”
Grethe, der ikke havde rørt sig udenfor sin Køkkenhule, sendte herfra de to Gæster et forbitret Blik. Hun vidste godt, at det var disse to Drukkenbolte, der hvert År forlokkede hendes Mand og i Forening drak ham fuld for at drive Løjer med ham bagefter. Hun lod derfor, som om hun slet ikke hørte Skrædderens Tiltale, og vendte ham hånligt Ryggen.
Heller ikke Holleufer havde hidtil sagt et Muk. I det Øjeblik, da Vennerne trådte ind, havde han set sig rådvild omkring i Stuen, – som søgte han et Musehul at krybe ned i. Nu sad han ubevægelig på sin Skomagerstol, med en lang, mager Hånd hvilende på hver af sine tynde Knæ, og stirrede stift frem for sig med to store, glasagtige Øjne. Hans Legeme formelig sitrede, og hans Kæber bevægede sig mekanisk op og ned, som om han gumlede på noget.
„Nå,” vedblev Skrædderen. „Se nu at komme i Støvlerne, Holleufer. Immer så nøs han, den gamle Hollænder! Død og Pine, det er på høje Tid, vi kommer af Sted!”
„Ja, Død og Pi-ne,” hikkede den tykke Mikkelsen henne på sin Stol.
„Op med Ånden, Skomager! Sidder du ikke dér og falder i Staver. Hvad er der i Vejen med dig? Få nu Klæderne på dig, gamle Dreng!”
„Jeg skal ingen Steder hen,” slap det endelig ud over Holleufers bævende Læber.
Skønt Ordene blev udtalt med tykt og usikkert Mæle, kom de med et sådant Præg af Pålidelighed, at begge Vennerne uvilkårlig så op. Selv Grethe begyndte at blive opmærksom henne i sin Krog, og alle tre stirrede de tilsidst på hinanden, som om de hver især umuligt kunne tro, at de havde hørt rigtigt.
„Hør nu, Kammerat,” tog endelig Skrædderen til Orde, idet han stillede sig op foran Holleufer med Hoften lænet mod sin Kæp, satte Hånden i Siden og kastede Klumpfoden over det raske Ben. „Hør nu en Gang,” sagde han og slog som af gammel Vane små virrende Slag med Hovedet ved hvert andet Ord. „Hvad er der i Stykker med dig? Jeg synes, du hænger så blegt med Næbet, gamle Skomager – hva'?”
Holleufer svarede kun med en uforståelig Brummen og forsøgte for første Gang at se Skrædderen stift i øjnene.
„Alvorlig talt,” vedblev denne. „Er du dårlig, Kammerat? Er det Madskabet, der er i Uorden? . . . Det skal du ikke bryde dig om, Gamle. Vi ta'er os et Par ordentlige Tarmskrabere henne i Kælderen om Hjørnet, så går den godt igen, skal du se! . . . . Ikke sandt, du gamle Kringlevrider derhenne? . . . Honnør! Hvad siger De, Madam? Leve vor gamle, revnede Grundlov! . . . Kom nu, Mikkelsen, så ta'er vi gamle Holleufer under Hanken, og så – fremad mod det stolte Hav!”
Men da Skrædderen nu virkelig gjorde Mine til at tage fat i Holleufer, brast endelig dennes Tålmodighed:
„Kan du la' mig være! Du har ikke noget med mig at skaffe, Ziegler! Når jeg har sagt, at jeg ikke vil med jer, så kan I vel lade mig i Fred.”
„Herre Gud, Holleufer!” lallede nu den tykke Mikkelsen i næsten grædefærdig Tone. „Hvad er der dog i Vejen med dig? . . . Skal vi da ikke være glade på Grundlovsdagen, gamle Kammerat?”
Men for Skræddermester Ziegler, der var tumlet helt tilbage i Stuen ved Holleufers uventede Stød, begyndte der at gå et Lys op. Han satte Kæppen i Gulvet en hel Alen foran sig, strakte sig frem på sin Klumpfod, løftede sin lille spidse Næse i Vejret og udstødte en langtrukken Fløjtetone.
„Nå, sådan!” udbrød han derpå og nikkede. „Så det er dét, Katten render med i Næbet! . . . Ja, jeg har jo nok formærket det i den sidste Tid, at der har været noget gedulgt ved dig, Holleufer! . . . Må jeg i Underdanighed tillade mig det Spørgsmål, har du allerede meldt dig ind i Værnet, Holleufer? Kanske agter du at vandre med i Provisoristtoget i Dag? Er det Meningen?”
„Har jeg sagt det?” skreg Holleufer op, mens en forræderisk Rødme pludselig farvede hans Kinder og lange slunkne Hals.
„Honnør, min gamle Ven!” afbrød Skrædderen og strakte afværgende Hånden frem. „Skal du ikke med i Dag, så kommer du nok med næste Gang. For det er dog sådan, det er fat med dig, forstår jeg nu. Du vil i Højheden; . . . du vil til Fedtefadet . . . du vil i Lag med de store, ikke sandt?”
„Nå, hvad kommer det så dig ved? Skal jeg måske gøre jer Regnskab for, hvor jeg går hen? Skylder jeg jer noget? Har I noget at kræve ind her? Hvad vil I mig så? Jeg har ikke haft Bud efter nogen af jer, og har I ellers noget og sku' ha'e sagt, kan I jo komme an!”
Holleufers pludselige Opbrusning og navnlig Ordene: „Komme an!” virkede øjensynligt afkølende på den lille halte Skrædder. Han anbragte sig henne ved Døren og så med Smerte på sin gamle Ven.
„Så det er virkelig Alvor med dig, Holleufer,” sagde han i pludselig forandret Tone. „Du vil svigte Fanen og dine gamle Frihedskammerater! . . . Det skulle du dog betænke dig på . . . for det kommer der ikke noget godt ud af, vil jeg sige dig! . . . Men gør nu, hvad du vil! . . . Er du bleven Provisorist, så er det forbi mellem os! . . . For man kan sige om Skræddermester Ziegler, hvad man lyster . . . man kan grine af ham og kalde ham fordrukken og en Nar . . . for det kan ha'e sin Rimelighed . . . Men den Dag skal ingen se, da han svigter den gamle Fane. Det er svoret! . . . . Kom, Mikkelsen, her har vi ikke mere at gøre. Vi to vil vandre støt vor lige Vej – uden Slingren!”
IV
Da de to Venner havde forladt Stuen og med et Rabalder slået Døren i, vrængede Holleufer foragteligt efter dem, hvorpå han vendte sig mod sin Kone for hos hende at indhøste den forstående Påskønnelse, som han længe havde glædet sig til.
Men Grethe nærmede sig ham med Tegn på alt andet end Opbyggelse og sagde næsten skrækslagent, som om Talen gjaldt en påtænkt Forbrydelse:
„Er det virkelig dit Alvor, Holleufer, at du vil gå med Højre?”
„Ja, min Tulle!” svarede han og udviklede nu omstændelig for hende alt, hvad han i den sidste Tid havde tænkt og gennemlevet. Men hans Veltalenhed formåede ikke at overvinde Grethes Betænkelighed; hun svarede i sin gamle, modløse Tone:
„Jeg tror nu, det er lige galt, enten du er Højre eller Venstre. Du skulle følge mit Råd, Holleufer, og holde dig borte fra begge Dele, så vidste man da, at du kom ikke i Ulykke.”
Disse Ord, som Holleufer mindst havde ventet, fyldte ham med en bitter Smerte. Med sit dystreste Miskendelsesblik så han på sin Hustru og sagde højtidelig:
„Du skulle ikke tale sådan, Grethe! Jeg har sagt dig det før . . . du har ingen Forstand på, hvad der gærer i Tidens Skød, . . . og derfor snakker du, som du gør. Men vi andre, vi ser Tegnene, forstår du! – og vi føler, hvad der er vor Pligt i Farens Stund. Og gamle Danmark er i Fare, Grethe! Det er Skidtet, der vil regere nu. Det er sådanne Folk som Ziegler og Mikkelsen, der vil frem og styre Land og Rige. Men skal vi tåle det? Forstår en Skrædder sig måske på, hvordan en Regering skal være? Skal Kongen først spørge sådan én som Mikkelsen – –”
Han blev afbrudt af fjerne Toner fra et Horn, – Samlingssignalet henne fra Torvet, hvorfra Regeringspartiets Procession skulle udgå.
Han fór op og fuldendte i Hast og under heftig Sindsbevægelse sin Påklædning.
Da han tilsidst stod foran Spejlet med sin gamle, grå Cylinderhat trykket ned over det vandkæmmede Hår, med sin brune, langskødede Frakke knappet stramt om sit slunkne Liv og med Armene løftede som et Par Vinger, mens den surmulende Grethe gav hans Klædning den sidste Bearbejdelse med en Petroleumsklud og en Børste, blev han grebet af en pludselig Ømhed, som Spændingen og den allerede begyndende Forknyttelse fremkaldte hos ham.
Næsten med Tårer i Øjnene lagde han Armen om Halsen på den mut modstræbende Grethe og kyssede hende lydeligt midt på Munden. Derpå tog han højtideligt Afsked med hver især af Børnene, som om han agtede sig på en lang Rejse; og endnu i Døren vendte han sig om og sagde med et Fingerkys:
„Vær rolig, Grethemo'er! I Dag skal du ikke høre noget om mig, som du ikke kan være bekendt!” –
Udenfor på Gaden var det med ét begyndt at lysne. Endnu hang vel Skyerne med frynsede Rande ned over Tagene, men der var begyndt at komme Liv i dem; Himlen højnede sig . . . Det var åbenbart: Solen kunne bryde frem, hvad Øjeblik det skulle være.
Alligevel var der ikke den sædvanlige frejdige Borgerselvfølelse i Skomager Holleufers Holdning og Mine, idet han nu i sit velbekendte Grundlovsskrud gik ned ad den trange Møllerslippe. Stille sneg han sig ligesom på Tyvesåler langs med Murene i den tomme Gyde, og hver Gang han hørte Stemmer i sin Nærhed, dukkede han med Hovedet og påskyndede sin Gang.
Han var næsten nået ned til Enden af Gyden, da han standsede ved Lyden af Musik ude fra Hovedgaden, hvori Møllerslippen udmundede. Det var Processionen, der allerede var i Anmarch. Dens Forløbere – en Flok af Læredrenge, Kagekoner og Børn – begyndte så småt at passere forbi, og snart lød Hurraerne ganske nær.
Holleufer stod et Øjeblik tvivlrådig. Men idet Spidsen af den første Fane viste sig for Enden af Slippen, smuttede han lynsnart ind i en Port og blev stående der, mens det larmende Festtog drog forbi.
Dette åbnedes af Byens Politibetjent, der marcherede frem med små, taktfaste Skridt, i hvide Bomuldshandsker og med en Mine, der tydeligt røbede, at dette for ham var Årets store Øjeblik, i hvilket han følte alles Øjne hvile på ham med Beundring og Misundelse. Efter ham fulgte „Musikken”, fire tykke Mænd med oppustede Kinder så store som Maver. Derpå kom Festkomitéen med dannebrogsfarvede Rosetter på Brystet; Amtmanden med Guldbriller, Sommerpaletot og gule Glacéhandsker; Borgmesteren i Uniform; værdige Medlemmer af Byrådet, eskorterede af to Natvægtere med Blikskilte på Frakken; en lille Præst på flade Fødder; Byens første Matador, den store Tømmerhandler, bærende det nye Ridderbånd, hvormed han havde ladet sig knytte til Partiet; andre Handlende, lavere Embedsmænd og Byens Lærerstand. Herefter fulgte Bannerne tæt på hinanden. Først en Række store Dannebrogsflag, bårne af Købmændenes Kuske med hvide Handsker; derefter Håndværksmestrene med deres Laugsfaner, undertiden kun 4-5 Stykker om hvert Banner, de fleste alvorlige og satte Mænd med Bakkenbarter fra Christian den ottendes Tid. Midten af Toget dannedes af en større politisk Forening, hvis Medlemmer – hovedsagelig ganske unge Mennesker – alle bar små, blomsteromvundne Danebrogsflag, hvorpå der stod „For Gud, Konge og Fædreland”. Foran hvert Hus, hvor der viste sig Tilskuere – især Damer – i Vinduerne, brød de unge Mennesker ud i overmodige Hurraer, svingede med Hattene og sloges om de Blomster, som tilkastedes dem. Især blev Jubelen øredøvende, da Toget nåede et stort Hjørnested skrås for Møllerslippen, hvor Amtmandens Damer stod hvidklædte på en Altan og modtog Befolkningens Hyldest med mekaniske Nik, ligesom kongelige Personer. – Nu fulgte nye Foreninger og nye Faner. Men efterhånden tyndedes Rækkerne. Musikken hørtes allerede ikke længer, kun Trampet af tunge Støvler. Endelig sluttedes Toget af en Skare underlig skumle Skikkelser, der gik tavse, ude af Trit, og så ned mod Jorden, som om de ikke hørte til her eller følte sig under Bevogtning. Det var Arbejdere fra Havnen, fra Bryggerierne, fra den store Tømmerhandlers Værft, Småhåndværkere og Daglejere. Man kom ved at se denne Skare uvilkårlig til at tænke på, hvad det hele Optog vel i Grunden også var: et Ligtog – Frihedens pyntelige Ligbegængelse!
. . . . Da den sidste Støj var forstummet, trådte Skomager Holleufer ud af sin Port. Han så sig først forsigtigt omkring. Så skridtede han gennem den uddøde By og de tomme Gader for ad en Genvej at nå ud til Festpladsen.
V
Amtmanden havde udbragt det sædvanlige korte men bevægede Leve for Monarken – en hel lille opløftende Bøn –; Præsten havde holdt en lang versificeret Tale for Danmark, og Byens første Agitator, den populære Prokurator Enevoldsen, havde udført sit velbekendte store Grundlovs-Nummer, et virkningsfuldt Potpourri af lidenskabelige Udbrud, Brandere, Avisanekdoter, Bysladder og virkelig Sagkundskab, der tilsidst hensatte Tilhørerne i vild Jubel.
Derefter var Ordet givet frit, hvilket var bleven benyttet – først af en ung, ærgerrig Lærer ved Byens Realskole, der gav Partiet som Skønånd ved at gå med en Guldknap i Halsen i Stedet for Slips; dernæst af Byens Bitterfabrikant, der regelmæssigt optrådte ved enhver folkefestlig Lejlighed for med et eller andet loyalt Leve at gøre Reklame for sin Mikstur.
Forsamlingen, der fra Tribunen, hvor Honoratiores opholdt sig, bredte sig Hoved ved Hoved ud over næsten hele den af høje Træer omhegnede Plads, var imidlertid begyndt at blive utålmodig. De yderligst stående trak sig allerede så småt tilbage til Beværtningsteltene mellem Træerne, og overalt ønskede man Afslutning for at kunne komme til Festmåltidet, Dansen, Karrusellen, Gyngen, Skiveskydningen og de andre Forlystelser, der var knyttede til Festen.
Ordstyreren, en yngre Læge, der havde skaffet sig sin Praksis ved at skrive Avisartikler om Socialismens Fordærvelighed, ringede på sin Klokke.
„Er der ellers nogen, der begærer Ordet?” råbte han og så ud over Forsamlingen.
I det samme opstod der for tredje Gang Røre tæt ved Tribunen i Anledning af en Mand med grå Hat og brun Skødefrakke, der under Talerne havde trængt sig bestandig længere frem gennem Menneskemassen, og som nu med blottet Hoved, mimrende Mund og fremstrakt Hals søgte at tiltrække sig Dirigentens Opmærksomhed for at bede om Ordet.
Det var Holleufer.
Da Ordstyreren endelig fik Øje på ham, spurgte han:
„Vil De tale?”
„Ja, Deres Velbårenhed,” stammede Holleufer med Hatten trykket ind mod Brystet og ganske rusten i Mælet.
Såsnart man på Tribunen mærkede, at der var noget usædvanligt på Færde, viste den iltre Agitations-Prokurator sig ved Balustraden. Han var en lille Mand med et rødviolet Ansigt og små, næsten sorte Briller. Da han fik Øje på Holleufers kendte Skikkelse, udbrød han:
„Hvad er det? Er det Dem, der vil tale – her?”
„Jeg ville gerne aflægge en Bekendelse,” vedblev Skomageren, uforstyrret af den alt andet end smigrende Opmærksomhed, han blev Genstand for af alle de omstående.
Prokuratoren fikserede ham et Øjeblik skarpt. Derpå vendte han tilbage til sine Venner, mellem hvilke der nu fandt en kort Rådslagning Sted, som endte med, at der blev givet Holleufer Tegn til, at han kunne komme op.
Ordstyreren trådte frem og ringede på sin Klokke.
„Hr. Skomagermester Holleufer har Ordet!”
I første Øjeblik troede Forsamlingen, at det var en Spas af den gode Ordstyrer, og gav sig til at le. Men da man nu virkelig så Holleufers vandkæmmede Hoved dukke op over Trappen og dernæst hele hans lurvede Person træde hen foran det røde Klæde, hvormed Talerstolen var bedækket, brød man ud i lydelige Protester. Navnlig henne fra den Side, hvor de unge Mennesker med de mange små Dannebrogsfaner havde samlet sig, hørtes der øredøvende Hyssen, og alle Vegne fra lød det:
„Væk med ham! Vi vil ikke høre ham! – Det er uforskammet! Det er jo en Socialist! – Ned med ham!”
Dirigenten søgte forgæves at tilvejebringe Ro. Han kimede med sin Klokke, men først langt om længe skaffede han sig nogenlunde Ørenlyd.
„Den ærede Forsamling må forholde sig rolig. De må være overbevist om, at der intet upassende vil finde Sted, så længe jeg beklæder denne Plads. Jeg må derfor anmode Dem om at høre den ær – – at høre Taleren i Rolighed. Hr. Skomagermester Holleufer har bedet om Ordet her for at få Lejlighed til at aflægge en Bekendelse for denne Forsamling. Jeg tror, vi skylder ham at høre på, hvad han har at sige.”
Efter disse Ord lagde Uvejret sig endelig; en forventningsfuld Stilhed indtrådte, og Dirigenten trak sig atter tilbage.
Imidlertid havde Holleufer stået ganske ubevægelig. Nu gik han helt hen til Skranken og lagde de flade Hænder på dennes Rand, efter først til almindelig Morskab at have anbragt sin Hat lige foran sig på Balustraden.
Han var ganske blå af Beklemmelse. Som en drukken Mand stirrede han længe med stive Øjne ud over Forsamlingen og førte Gang efter Gang mekanisk Hånden hen gennem sit lange, våde Hår . . . Men ikke en Stavelse kom over hans sitrende Læber. Af den Tale, han i hele den sidste Måned havde studeret på, og som han for ikke fem Minutter siden i Tankerne havde gennemgået Ord for Ord, huskede han pludselig ikke et Muk.
Han blev ganske forvirret; alt blev Tåge for hans Øjne. I sin Fortvivlelse søgte han at erindre sig i det mindste Talens Begyndelse; – men hans Hoved var som en summende Bikube, hvor Ord og løsrevne Sætninger fløj ud og ind, uden at han kunne få fat på dem.
Fra Forsamlingen begyndte man at råbe:
„Nå, hvad bliver det til?” – „Han har nok glemt Mundlæderet!” – „Det må han vist også hellere bruge til at forsåle Støvler med!”
Gode Gud! tænkte han og gennemlevede i et halvt Minut alt, hvad han ville komme til at lide af Hån og Spot både hjemme og i Byen, i Fald han i Dag led Nederlag.
„Han er jo drivende fuld! Det er en Skandale!” råbte en Stemme lige under ham.
Disse Ord vakte ham som et Knappenålsstik til Besindelse, og han gav sig pludselig til at tale.
Han vidste i Begyndelsen ikke selv, hvad han sagde. Først da han hørte en råbe „Hør!” gik det til hans Forfærdelse op for ham, at det var selve den omhyggeligt indstuderede Tale, der flød ganske mekanisk fra hans Læber. Men da nu dog Talens Tråd var funden, og da snart nye, opmuntrende „Hør” og „Bravo” lød op til ham fra Forsamlingen, genvandt han hurtigt sin Fatning. Der kom efterhånden Liv i hans Ord, hans Røst hævede sig, ja tilsidst begyndte han endog at gestikulere, forsøgte at indtage oratoriske Stillinger og give sin Røst den højtideligt bævende Klang, som han mente uundværlig for det rette „Foredrag”.
„Hvorfor er jeg her? Hvad har jeg at gøre i denne Forsamling? Hvorfor er jeg ikke derude, hvor der råbes på Frihed og Fremskridt og Arbejdernes Frigørelse? Jo, mine ærede Tilhørere, – jeg er her, fordi jeg har følt inde i mit Hjerte, at derude har jeg ikke længer noget at gøre. Jeg er her som den blinde, der er bleven seende, og som den halte, der er bleven gående. Ja, mine ærede Tilhørere, jeg har vandret i Mørke og været opfyldt af Hovmod og Begær. Men nu har jeg – Gud ske Tak! – fået Øjnene op for den Ulykke og Bedærv, hvori de andre vil styrte vort gamle Fødeland. Jeg har set, at Arbejdernes sande Venner, de er ikke derude, hvor de nu råber på Fremskridt og Frigørelse. Nej, mine ærede Tilhørere; Arbejdernes sande Venner, de er her! Og det ville jeg ønske, at Arbejderne i hele Landet snart ville få Øjnene op for, hos hvem de har deres Støtte, og hvem der er deres sande Velgørere.”
Efter den stormende Tilslutning, som disse Ord fremkaldte, fortsatte han med stedse større Mod og Lidenskabelighed. Og da han havde brugt sin Tekst, begyndte han dristigt at improvisere. Han gav sig til at udstøde heftige Forbandelser mod Venstre og Socialisterne og udslyngede frygtelige Beskyldninger mod disse Partiers Førere, der alene ledte det menige Folk på Afveje for des tryggere at udplyndre det. Og hidset af det stadig mere larmende Bifald, som hans Ord vakte, talte han sig op i en bestandig vildere Ekstase. Han følte, at hans Livs store Øjeblik nu endelig var kommen. Denne Jubel, disse Hurraer og Bravoråb, der tilsidst næsten efter hver Sætning brusede op imod ham, forkyndte, at hans Lykke var gjort. Han tabte tilsidst ganske Herredømmet over sin Fantasi. Han begyndte at fable om Forfølgelser, han havde været Genstand for, og fremstillede sig som en Martyr, hvis Enfold og Uegennyttighed man skændigt havde benyttet sig af.
Hvad der herefter skete, erindrede han senere kun uklart og stykkevis som en Drøm. Han huskede, at han sluttede med et af vild Jubel påfulgt „Længe leve Ministeriet Estrup!” – at han derpå selv måtte frem og modtage Hyldest; at Ordstyreren klappede ham på Skuldren; at Prokurator Enevoldsen begejstret trykkede hans Hånd; at Folk trængte sig omkring ham, da han kom ned imellem Mængden; at en Skare unge Mennesker med Dannebrogsflag råbte „Leve Holleufer” og førte ham bort til et langt Bord mellem Træerne, hvor de drak Punch af store Terriner og sang og skreg Hurra, mens der rundt om blev tændt kulørte Lys i Grenene som i et Eventyrland; at han herfra blev ført ind i en stor Telthal med Lysekroner og Blomster, hvor alle Byens Storfolk var samlede; at han her fik Vin, der lignede Sæbeskum og prikkede i Næsen som en Snus; at Amtmanden kom hen og klinkede med ham og sagde ham nogle forbindtlige Ord; at han derpå igen blev ført ud i det fri, hvor et Par unge Mennesker tog ham under Armene, mens der oppe under Himlen blev brændt Fyrværkeri med Raketter, Guldregn, Kanonskud – – – – – – – – – – – – – – – –
Imidlertid sad Grethe hjemme i Kælderen i Møllerslippen og lappede Børnenes Tøj ved Lyset fra den lille kuppelløse Lampe, der kastede et grelt Fattigdomsskær over det usle og fugtige Rum. Børnene var alle forlængst bragt til Ro. En uhyggelig Stilhed trængte sig omkring hende fra den uddøde By, hvorover kun det gamle Kirkeur nu og da ligesom søvndrukken rungede.
Grethe var så vant til at have Holleufer omkring sig Dag og Nat, at hun følte sig ganske beklemt i denne Ensomhed. Al hendes Uvilje imod ham var forsvunden, og hun ønskede blot, at hun havde ham hjemme hos sig igen. Hun så op på det lille Vækkerur på Væggen; Klokken var tolv. Hun frøs og var søvnig men havde ligesom ikke Mod til at gå i Seng. Og mens hendes uformelige Krop sank mere og mere sammen, og Øjnene halvt faldt i, drømte hun sig igen tilbage til hine lykkelige Dage, da der endnu ingen Politik var til i Verden, og da Holleufer og hun levede fredeligt i deres Kælder uden at bekymre sig om, hvad der var udenfor den.
Pludseligt vaktes hun af Sang og Spektakel, der nærmede sig gennem Slippen. Hun kastede sit Arbejde og rejste sig hastigt op –. Hun kendte disse ville Hyl og slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet.
Dér var de med ham!
Et Øjeblik efter nåede Menneskesværmen Huset. Gennem Hurraråb og Sang hørte Grethe Holleufers lallende Stemme:
„Tak, Venner! – Tak! – Dette har været en stolt Dag. Leve vort gamle Fødeland! Leve gamle Dannebrog! Ned med Socialisternes røde Klud! – –”
„Bravo! . . . Leve Holleufer!”
Ny Jubel, nye Skrig.
Grethe var sunket ned på en Stol og begyndt at græde af Skam og Fortvivlelse.
Endelig stilnede Spektaklet. Hun hørte det rumstere udenfor på Trappen, og Holleufer ravede ind.
Hans grå Cylinder sad fladtrykt bag i Nakken, Kravetøjet var gået op, Benklæderne stod åbne, og de stive Øjne var ligesom kantede med røde Silkebånd.
Ved Synet af ham i denne Tilstand brød al Grethes Forbitrelse ud påny.
„Nå, er du dér!” råbte hun med et rasende Blik. „Og det var dig, der lovede at komme hjem som et ordentligt Menneske, og så møder du her med hele Trynen fuld –”
Men Holleufer blev hende i Aften ikke Svar skyldig.
„Ti stille – du – Kvinde!” hikkede han, idet han med Ryggen støttede sig mod Dørstolpen. „Respekt, siger jeg dig. Tror du måske, det var Sjovere og Banditter . . . . Respekt, du! Jeg har drukket Skampagne med Amtmanden, om du vil vide det! . . . Og de har råbt Hurra for mig allesammen . . . . alle Byens fine Folk . . . Kan du høre? . . . De råber på mig . . . Jeg skal tale! . . . Gå væk, du – jeg vil tale – for Kvinden! – –”
Han gjorde virkelig Mine til at stolpre op ad Trappen igen. Kun med Besvær holdt Grethe ham tilbage og fik ham overbevist om, at der var ganske stille på Gaden.
Og uden at bryde sig om al hans vedvarende Pral og Snak gav hun sig derpå til at klæde ham af og hjælpe ham i Seng.
VI
Det var ikke med de lysteligste Følelser, at Holleufer den næste Dag krøb ud af Sengen for igen at tage fat på sin vante Dont. Det var i det hele ikke den hyggeligste Stemning, der på denne Formiddag hvilede over den lille Kælderstue. Holleufer mærkede snart det Uvejr, som trak sammen over hans Hoved henne fra Grethe, der fra sin Køkkengrotte så på ham med galdegrønne Øjne og hvæsede som en Kat, hver Gang han nærmede sig hende. Thi Klokken var bleven næsten ti, før Holleufer kom op af Dynerne; og hele Natten havde han ligget og kastet sig urolig i Sengen og skreget højt i Søvne, snakket om Amtmanden, råbt på „Skampagne” og holdt Taler.
Nu sad han ganske slatten på sin Skomagerstol, bleg om Næbet, med belagt Tunge, en styg Smag i Munden og en Fornemmelse, som om han havde tre nævestore Knuder i Panden.
Om hans Hoved hvilede ligesom en vammel Tåge, hvori han nu og da skimtede et Kaos af urolige Billeder, der væltede sig omkring hinanden i vild Forvirring. Han kunne længe ikke blive klog på, om disse Billeder tilhørte Drøm eller Virkelighed; . . . eller rettere, han turde ikke for Alvor tro, at de mange svingende Hatte, Prokurator Enevoldsens hjertelige Håndtryk og Amtmandens nådige Smil ikke var lutter Fostre af hans egen Indbildningskraft.
Det var nemlig før hændet Skomager Holleufer, at han havde ladet sig føre bag Lyset af sin livfulde Fantasi. Alligevel syntes han, – jo nøjere han overtænkte Sagen, – at det umuligt altsammen kunne være en Drøm. Og hvorfor skulle det også absolut være det? Havde han ikke altid selv følt, at han af Naturen var bestemt til noget højere og mere end at blive Lappeskomager? . . .
Men var da altså hans Forhåbninger gået i Opfyldelse? Var han virkelig ikke den samme i Dag, som han havde været i Går? Var han ikke længer den fattige og foragtede Skomager Holleufer, som alle havde gjort Nar af og bespottet . . .?
Han blev efterhånden klar over, at i hvert Kald hans Tale og den Jubel, den havde vakt, var en uomstødelig Kendsgerning. Han huskede jo tydeligt, hvorledes han var kommen op på Tribunen og i Begyndelsen ikke kunne komme til Orde; hvorledes Dirigenten havde ringet på sin Klokke, indtil der var bleven Stilhed, og hvorledes den store Slagter Magnussen, som han havde set stå lige under Talerstolen med sin skæve Mund, tilsidst havde råbt „Leve Holleufer!” mens alle Hattene svingedes i Luften.
Men i den Fryd, hvormed Erindringen om alt dette fyldte hans Hjerte, blandede der sig hurtigt en nagende Angst, . . . Angsten for, at han ved sine senere Foreteelser, som han nu ikke længere huskede, kunne have ødelagt den Begejstring, han havde vakt for sig med sin Tale. Hans blytunge Lemmer og værkende Pande fortalte ham med tilstrækkelig Tydelighed, at den gamle Adam også denne Gang havde overlistet ham. Og Skomagermester Holleufer vidste af Erfaring, hvor ubarmhjertigt denne gamle Kavaler kunne husere med ham.
Han trøstede sig imidlertid med, at det i ethvert Tilfælde nu var erkendt, at han virkelig havde Talegaver. Det første Skridt på Berømmelsens Bane var dermed gjort – og han skulle nok snart finde en Lejlighed til at forny sin Triumf!
Med et pludseligt, fiffigt Smil skottede han hen til sin Kone, der stod henne ved Sengen og klædte sig om for at gå i Byen og gøre sit Middagsindkøb. He! – tænkte han. Dér står nu Tulle og véd ikke af det mindste! Hun tænker, at det er bare en Skomager, der sidder her. Og hun er knusende gal i Hovedet! Men jeg siger ikke et Muk! Om hun så skælder og smælder nok så meget . . . ikke et Muk siger jeg! Når hun så kommer ud på Gaden, kan hun ikke begribe, hvorfor alle Folk vender sig om efter hende; og når hun kommer ind til Urtekræmmer Madsen, vil Kommissen bukke og springe for hende som for en Stadsfrue og give hende på Kredit såmeget, som hun ønsker; og Madsen selv vil smække Døren op for hende, når hun går, og sige: Vær så venlig at hilse Deres Mand! . . . Det må være en stor Lykke for Dem at have en Mand med sådanne Talegaver!
Skomager Holleufers Ansigt fortrak sig til et bredt Grin ved Tanken om den Mine, som Grethe ville stille op over for en sådan Tiltale. Og han glædede sig som et Barn til det Øjeblik, da hun ville vende hjem og kaste sig om hans Hals for grædende at bede ham om Tilgivelse for al sin Miskendelse.
Derimod var der ingen særdeles Forelskelse at spore i det Blik, hvormed han derefter skævede til Bunken af skimlede Tøfler og såleløse Sko, der nu ventede på hans Hænders Arbejde.
Det forekom ham så latterligt, at han – Holleufer – som i Går havde opflammet Tusinder ved sin Tales Ild, at han i Dag skulle sidde her i en mørk Kælder og forrette en Lappeskomagers ydmygende Gerning. Han vidste nok, at enhver Ting havde sin Fornuftgrund. Men han havde dog aldrig forstået, hvilken Mening Forsynet kunne have haft med at anbringe ham netop i denne Stilling; og han havde ofte spekuleret på, hvad for en dybere Betydning der vel kunne ligge deri.
Nå, – det ville sikkert heller ikke vare længe, før han sagde denne Kælder et smukt Farvel. Han skulle vistnok gøre det uden Vemod; og dog ville han i sit fremtidige Liv ofte med Venlighed tænke tilbage på de År, han havde tilbragt her. For han skulle nok vogte sig for at blive hovmodig! Ingen skulle se ham blære sig af sin Lykke! I Ydmyghed ville han modtage Vorherres Nådegaver og aldrig forsømme at takke ham inderligt for dem.
. . . Han havde vel siddet således en halv Times Tid og ladet sig rive med af sin Fantasis bestandig mere glimrende Fremtidsperspektiver, i hvilke han tilsidst så sig selv som en af Byens Førere, ja endog som Kredsens Rigsdagsmand med Fløjlsvest og Guldbriller, alt mens han mekanisk satte en Lap på Ligbærer Hansens skæve Sko, – da han pludselig løftede Hovedet ved at høre Lyden af et Par fine Knirkestøvler, som kom ned ad Kældertrappen, og derpå en behandsket Hånds stærke Banken på Døren.
Da denne blev åbnet, viste Prokurator Enevoldsens lille, bebrillede Skikkelse sig på Tærskelen.
Han blev stående dér et Øjeblik for at give den værste Kælderstank Tid til at slippe ud, – mens han lod, som om han nærsynet søgte efter Beboerne.
Endelig tog han sin Silkehat af Hovedet og trådte ind.
„Lad Dem ikke forstyrre,” udbrød han, da han så den Forvirring, hans Tilsynekomst afstedkom hos alle i Stuen, – Holleufer var øjeblikkeligt sprunget op af sin Stol, og Grethe, der endnu stod i Underklokke, var med et Hvin flygtet hen bag Sengeomhænget.
„Undskyld!” vedblev han og trådte ugenert nærmere. „Jeg ville blot bringe Dem min Tak for i Går, Hr. Skomagermester Holleufer! Jeg tror, jeg gør mig til Tolk for den almindelige Mening, når jeg udtaler min Glæde over den Overraskelse, De ved Deres Tale beredte alle loyale Borgere. Jeg ville gerne i samme Anledning udbede mig et Øjebliks fortrolig Samtale med Dem. De er nok så god at skænke mig et Par Minutter.”
Holleufer tørrede fortumlet en Stol af med sit Skødskind, og Prokurator Enevoldsen satte sig på Kanten af den, med Stokken mellem sine Ben, mens Grethe stak Hovedet frem bag Sengeforhænget med et Ansigtsudtryk, som om hun var i Færd med at tabe både Næse og Mund.
„Mit Ærinde til Dem, Hr. Holleufer!” begyndte Prokuratoren, idet han med den højre Hånds udspilede Fingre trykkede Brillerne tættere ind mod Øjnene, sådan som han havde for Vane, når han talte med sine Klienter. „Mit Ærinde til Dem er – vil De måske finde – af en noget ejendommelig Art. Jeg plejer imidlertid at gå lige til Sagen og skal heller ikke i dette Tilfælde fravige denne Regel. De har sandsynligvis af Aviserne set, at Partiet til i Eftermiddag har berammet Afholdelsen af et større politisk Møde i Gandlejre Krohave, til hvilket navnlig Egnens Husmænd og Landarbejdere er bleven indbudte. Nu var det, vi ville søge at formå Dem, Hr. Holleufer, til at indfinde Dem ved dette Møde for dér at gentage den fortræffelige Tale, vi i Går havde den Fornøjelse at høre af Dem. Det forstår sig,” – vedblev han, idet han stadig talte i en tør, forretningsmæssig Tone, der slet ikke svarede til Udtrykkenes Forbindtlighed. „Meningen er ikke, at det skal være nogen nøjagtig Gentagelse af Deres Foredrag fra i Går – ingenlunde. Blot en ganske kort Redegørelse, en sammentrængt Fremstilling i fyndig Form af de Anskuelser, De i Går lod komme til Orde. Hvad det for os fornemmelig kommer an på, er, at De betoner den Skuffelse, Venstrepartiet i enhver Henseende har beredt Dem, og navnlig fremhæver den Passus, at det er os – Højre – der er Arbejdernes sande Venner. De vil forstå, hvilken Betydning man må tillægge en sådan Udtalelse fra en Mand som Dem, der i Ordets bedste Forstand er en Håndens Arbejder. Det er netop, hvad der også er bleven udtrykt i den hædrende Omtale af Dem, som De måske har set i Stiftstidenden for i Dag – –”
„Står der noget om mig i Avisen?” udbrød Holleufer ganske bleg og rejste sig halvt op.
„Har De ikke set det? Jeg har – – der er til Referatet af Festen i Går knyttet nogle Bemærkninger om Dem. Jeg mente, at det var rigtigst at fremhæve Betydningen særlig af Deres Deltagelse. Thi – ikke sandt? – vi tør nu gå ud fra, at også De tilfulde har indset, hvilken Fare der truer Samfundet fra det fremvældende Socialdemokrati. Det er – så vidt jeg forstår – også Deres Ønske efter Evne at bistå os i den Kamp mod de revolutionære Elementer, som vi nu agter med forøget Styrke at føre.”
„Ja, det er det, Hr. Prokurator!” sagde Holleufer med oprigtig Varme og lagde Hånden på sit Bryst.
„Meget vel. Vi håber altså at se Dem i Gandlejre i Eftermiddag, ligesom vi i det hele gør Regning på Deres Nærværelse ved en Række Møder, som Partiet i den nærmeste Fremtid agter at afholde rundt om i Kredsen.”
„Prokuratoren kan ganske befale over mig.”
„Meget vel. Jeg må ikke forglemme at tilføje, hvad forøvrigt naturligvis er en Selvfølge, at De, Hr. Holleufer, i enhver Henseende vil blive holdt skadesløs for den Tid og de Kræfter, De vier os. Dette kan vi imidlertid altid få Lejlighed til nærmere at tale om, således at Forholdet ordnes til begges Tilfredshed.”
„Gud, derom har jeg aldrig tvivlet, Hr. Prokurator!” sagde Holleufer og så forlegent mod Gulvet.
„Ja, så har jeg kun tilbage” – vedblev Hr. Enevoldsen i samme forretningsmæssige Tone – „at bede Dem betragte denne Samtale som ganske privat og helst undgå at omtale den nærmere. Det anses i det hele for rigtigst, at Deres Tilstedeværelse ved Møderne får Udseende af at være ganske uopfordret. Jeg skal imidlertid nok lade Dem tilflyde Underretning om Tid og Sted for Mødernes Afholdelse foruden alt øvrigt fornødent.” – –
Ikke såsnart var Prokurator Enevoldsen ude af Døren, før Holleufer sprang hen til Skabet efter sin Hat og Frakke.
Han ville straks løbe hen til Ølkælderen om Hjørnet for at se Stiftstidenden.
Men pludseligt kom han til at tænke på, at han derhenne sandsynligvis ville træffe Ziegler og Mikkelsen, hvad han netop i Øjeblikket ikke havde overvættes Lyst til.
Så sendte han i Stedet den ældste af Pigebørnene, Rosalie, hen til Aviskontoret for at hente Dagsnummeret af Bladet.
„Du behøver bare at sige, at det er til mig!” råbte han efter hende.
Derpå begyndte han at vandre med lange Skridt op og ned ad Gulvet, mens han med begge sine store Hænder purrede sig i Håret. Men pludselig standsede han og så med et bredt, polisk og sejrsstolt Grin hen på Grethe, der – ganske lamslået – var sunket ned på en Stol ved Sengen og herfra stirrede på ham med et fortumlet Udtryk, som om hun ikke kunne blive enig med sig selv om, hvorvidt hun skulle opfatte det hele som Spøg eller Alvor. Det var nemlig før hændet, at Folk havde drevet grovkornet Spas med hendes Mand; og hun vidste kun altfor vel, hvor let Holleufer lod sig lokke i en Narrefælde.
„Nå! Hvad siger du nu, Tulle?” sagde han og plantede den ene Hånd i Siden. „Så du, hvem der var hernede? Og hørte du, hvad han sa'e? . . . Det havde du nok ikke tænkt dig, Tulle! . . . Du mente nok ikke, det var sådan fat – hva'?”
Han gik tre lange Skridt ud over Gulvet og vendte atter tilbage.
„Har jeg så haft Ret, eller har jeg ikke? Du har nu altid snakket om, at jeg gjorde for meget ud af mig selv, og at jeg bare skulle holde mig til Skomageriet. Jo vist! Hvad siger du nu? . . . Hørte du, at de allerede begynder at skrive om mig i Bladene? Og hørte du, hvor fint han snakkede til mig, Grethe, – næsten som jeg allerede var hans Ligemand? . . . Men det har jeg altid sagt dig, Tulle, at du har ingen Forstand på de Dele. Du kender ikke Tegnene, forstår du – det er Sagen! Dertil skal der et Hovede med Spekulation i,” sagde han og bankede sig med Pegefingren på Panden. „Men Enevoldsen og de andre studérte Herrer – ser du, de har snart lugtet, at der var noget inden for denne hersens Pandeskal, som de kunne have Brug for. Og det er Folk, der forstår sig på det, må du vide! Det er ikke sådanne Bønderbæster, der bare kan sige Bu og Bæ og ikke kender til de højere Sager, forstår du! – – Men hvor bliver dog den Tøs af med Bladet?”
Han tog atter tre lange Skridt i en Bue ud over Gulvet, mens han med begge Hænder purrede sig i Håret.
Derpå begyndte han at meddele Grethe en fantasifuld Skildring af alle Gårsdagens Begivenheder. Men alt imens beskæftigedes han uafbrudt af Tanken om, hvad hans fordums Venner nu ville sige. Navnlig tænkte han med Fryd på det Ansigt, som Ziegler ville sætte op, når han hørte om hans Lykke. Den Vigtigper! Havde han ikke altid gået og skabet sig, som om det var ham, der havde Geni? Jo pyt! Nu kunne han klø sig under Halen, det Fæ! . . . Holleufer formelig glædede sig til at møde ham på Gaden efter dette. Hvor han skulle knuse ham med sit Blik! Han skulle se på ham som på den bare Luft. Og han kunne jo prøve på at gøre sig obsternasig, den Stodder! Han – Holleufer – skulle da nok sørge for, at der blev lettet lidt ved den Skryder! – – Men hvor Pokker blev dog Tøsen af med Bladet?
I det samme kom Rosalie ganske forpustet løbende.
Holleufer rev straks Bladet ud af Barnets Hænder og kastede sig over det som et hungrende Dyr.
„Udland . . . Kornpriserne . . . Hvor er det?” råbte han, ganske ude af sig selv af Sindsbevægelse. „Her kommer det! Grundlovsfesten! . . . . truende Himmel . . . . brød Solen frem . . . Hvor er jeg? Hvor er jeg? . . . Tusinder af Deltagere . . . Venstres og Socialisternes forsvindende lille Klat . . . Hvor er jeg? . . . . bevæget udbragt Leve for vor Drot . . . . Pastor Mølbos åndfulde Foredrag – – – Her kommer det! Her er jeg!”
Først læste han det to Gange igennem for sig selv, mens hans Ansigt udtrykte en bestandig heftigere Rørelse. Derpå gentog han det med sitrende Stemme for Grethe, der hele Tiden havde siddet lige ubevægelig på sin Stol og stirret forstenet frem for sig – som om hun umuligt kunne blive fortrolig med den Tanke, at hendes Mand virkelig var et Geni.
Holleufer læste:
„Dagens Helt blev dog næsten Hr. Skomagermester Holleufer fra Møllerslippen. Denne Mand har hidtil været kendt som en ivrig Tilhænger af Venstre, til hvis dygtigste og nobleste Personligheder han ubetinget altid har hørt. Sandsynligvis netop derfor har han indenfor dette Parti ikke nydt den Anerkendelse, han kunne have fortjent, men snarere været en Skive for denne Samling af rå Elementers Spot og Grin. Man vil andet Steds i Bladet med Interesse læse Referatet af Hr. Holleufers åbne og kække Tilståelse af sin Vildfarelse, og vi skal her blot tilføje, at vi med særlig Glæde hilser Hr. Holleufer velkommen i vore Rækker, idet vi i hans uforbeholdne Tilslutning ser Begyndelsen til det Omslag i Stemningen hos de arbejdende Klasser, hvorom vi alt længe har spået. Arbejderne og de mindre Håndværkere er omsider bleven trætte af det afmægtige Venstres store Ord og tomme Løfter og har indset, at de i os har deres eneste naturlige Støtte. Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder os en nær forestående Sommer.”
Da Holleufer for tredje Gang læste disse Ord, trillede Tårerne ned ad hans Kinder.
VII
Det var en Solskinsdag i September.
Ude på den såkaldte „Engpromenade” – en Allé med høje Træer og en smuk Udsigt over Fjorden – var der hen på Eftermiddagen fuldt af spadserende.
Det var Byens fornemme Klike – Embedsmændenes, Grosserernes, Lægernes og Sagførernes Familier – der hver Dag i Tiden mellem 3 og 5 tog deres Motion her for at udveksle Hilsner, spørge Nyt, samtale om Øjeblikkets Begivenheder, gøre Kur eller skumle.
Mellem de spadserende såes en ensom, lang og slunken Skikkelse, der vandrede hen gennem Alléen med Hænderne på Ryggen, – ligesom hensunken i dybe Tanker.
Han var klædt i en fedtet, tætknappet Skødefrakke, ternede Benklæder og store, spejlblanke Sko. Omkring hans magre Hals var der bundet et snavset hvidt Tørklæde, hvis Sløjfeender flagrede ham helt ud på Skuldrene. På den ene Hånd bar han en gammel sort Handske. Hans Ansigt var meget blegt, Næsen stor og rød, Øjnene stive og glasagtige. Udover Frakkekraven hang et langt, gråt Nakkehår.
Undertiden standsede han og stirrede ligesom fortabt op i Løvet. Men såsnart et Selskab af Herrer og Damer nærmede sig, rev han den gamle grå Cylinderhat af sit halvskaldede Hoved og bukkede med et ydmygt Smil.
Det var Holleufer.
„Gud véd, om det Menneske er rigtig vel bevaret?” sagde Amtmanden til Redaktøren af Byens Stiftsavis, just som de to Herrer havde passeret Skomageren og med en skødesløs Bevægelse af Hånden op imod Hatteskyggen besvaret hans dybe Hilsen. „Jeg ser ham her hver Dag på denne Tid, og det forekommer mig, at han gør et besynderlig forstyrret Indtryk.”
„Ja, det må jeg bekende,” svarede Redaktøren og lo. „Siden han optrådte som Taler ved vor Grundlovsfest – hvad Amtmanden jo nok erindrer – har jeg så at sige daglig haft hans Rend på Kontoret, hvor han møder op med alenlange Artikler om alt mellem Himmel og Jord, som han vil have optaget i Bladet. Jeg fandt det i Begyndelsen ikke rigtigt at støde ham for Hovedet og holdt ham derfor hen med et Par anerkendende Ord. Men det gjorde ham blot bestandig mere fordringsfuld, og da han forleden blev ligefrem kæphøj, tabte jeg tilsidst Tålmodigheden og viste ham Døren.”
„Ja, han er vist – trods sit krybende Væsen – en temmelig hovmodig Person.”
„Å, han strutter af Indbildskhed! De kan tænke Dem, – han gav sig ligefrem Mine af at være forurettet og truede med at melde sig ud af Partiet, dersom han ikke fik sine Smørerier optaget. Han er komplet gal!”
„Men under disse Forhold forundrer det mig unægteligt” – vedblev Amtmanden – „at Hr. Enevoldsen vedvarende lader ham optræde ved Møderne. Jeg erindrer, at jeg endnu for få Dage siden så en Notits om ham i Bladene. Det kan dog næppe være formålstjenligt længer. Han har vistnok nu gjort sin Gavn.”
„Netop, Hr. Amtmand! Jeg sagde just de samme Ord til Hr. Enevoldsen forleden, og han lovede mig da også at skulle forhindre Mandens videre Optræden. Hr. Enevoldsen er jo desværre ikke altid kræsen nok i Valget af sine Personer.”
Amtmanden svarede ikke direkte på disse Ord, men standsede et Øjeblik og så på Redaktøren med et betydningsfuldt Nik. –
Imidlertid fortsatte Holleufer sin Gang hen gennem Alléen, idet han med ærbødig Forbindtlighed hilste på enhver, han kom forbi.
Han syntes slet ikke at bemærke de snart spottende, snart medlidende Smil, hvormed man betragtede ham. Hele hans Holdning røbede, hvorledes han tværtimod følte sig overbevist om, at alle vendte sig om efter ham med Blikke fulde af Beundring; og hans Ansigt strålede af lyksalig Selvtilfredshed, idet han endelig fra Alléen skridtede ind i Byen.
Her var han imidlertid ikke kommet langt frem på Fortovet, før hans Ansigt pludselig forandrede Udtryk, mens der samtidig gik som en Kuldegysning gennem hele hans Krop.
Nede i Gaden havde han nemlig fået Øje på Skræddermester Ziegler, der kom humpende frem imod ham med sin Knortekæp.
Holleufer havde ikke set sin fordums Kammerat siden hin berømte Grundlovsdag. Denne Dag var nemlig også Ziegler optrådt som Taler – at sige ved Demokraternes Fest, hvor han havde ladet sig henrive til Udtalelser, der havde bragt ham i Konflikt med Politiet. Han var øjeblikkelig bleven arresteret og senere dømt til et tre Måneders Fængselsliv, som han netop i disse Dage havde afsluttet.
Hans halte Dværgeskikkelse gjorde derfor et endnu mere blegt og uhyggeligt Indtryk end tilforn; og idet han nu fik Øje på sin gamle Ven, bredte der sig i hans Ansigt et så ondt og skadefro Smil, at Holleufer, – der på Afstand opfangede det, – formelig kom til at skælve.
Til alt Held nåede Holleufer i Tide en Sidegade, hvor han kunne slippe ned. Han hørte kun Vennens skrattende Hånlatter, idet han smuttede om Hjørnet.
Men denne Latter blev ved at forfølge ham, mens han nu med dukket Hoved skridtede gennem en Labyrint af trange og tomme Gyder, der førte til hans Hjem. Alle hans Ansigtsmuskler var med ét ligesom slappede, hele hans Mine så vanvittig forvirret, at den lille Kordegn Mogensen, der kom nynnende forbi, ved Synet af ham blev ganske forfærdet og krøb ind i en Gadedør.
Sagen var, at Tanken på dette Møde med den fordums Ven længe havde beskæftiget Holleufer. Hele Sommeren havde han glædet sig til det Øjeblik, da de første Gang traf hinanden på Gaden, hvor han da tænkte rigtig at skulle knuse ham med sin Overlegenhed. Han havde forestillet sig, hvorledes Ziegler sad i sin Celle og blev både gul og grøn af Misundelse ved at læse i Aviserne om den Lykke, hans gamle Ven gjorde. I Fantasien havde han mangen Gang med Fryd udmalet sig, hvordan den forhen så vigtige og stortalende lille Skrædder, når han slap ud af Fængslet, ville komme og gøre sig tynd over for ham og måske bede ham om at lægge et godt Ord ind for ham på højere Steder. Og Holleufer havde højmodig besluttet, at han i så Fald ville glemme gammelt Nag og tage ham under sin Beskyttelse.
Og nu var det gået så ganske imod al Forventning! . . .
Idet Holleufer steg ned i sin Kælder, var hans Ansigtsudtryk så mørkt og forstyrret, at Grethe, der sad ved Sengen og vuggede den lille nyfødte Jacob Brønnum, i første Øjeblik glemte at modtage ham med den sædvanlige Strøm af Skældsord og Bebrejdelser.
Hun sagde blot:
„Er du endelig dér, din Dagdriver? . . . . Hvad er der nu i Vejen med dig?”
Holleufer svarede ikke men satte sig på sin Skomagerstol henne i en Krog af Stuen, hvor han helt sank sammen og lagde Ansigtet ned i sine Hænder.
I denne Stilling blev han siddende uden at røre sig.
Den fugtige og skumle Kælderstue så endnu uhyggeligere ud end før. I Sommerens Løb havde Holleufer så godt som fuldstændigt lagt Skomageriet på Hylden, og Familien havde derfor været henvist til at leve udelukkende af den lille Understøttelse – Holleufers „Diæter”, som han selv kaldte den, – der tilflød dem fra Højres Agitationskomité. Det havde været lutter Elendighed. Mangen Gang havde de alle lidt den dybeste Nød. Men Holleufer mærkede intet og havde hverken ved Bønner eller onde Ord været at drive til at arbejde. Han levede i et Rige, der ikke var af denne Verden. Han var så opfyldt af alle sine Planer, sine Taler og Skriverier, at han selv næsten intet spiste. Mens han i Tankerne færdedes på Lykkens Tinder, bestrålet af Nådens Sol eller ombrust af Folkets Jubelråb, havde Grethe Gang efter Gang måttet skille sig snart ved et Stykke Bohave, snart ved en Klædning for at skaffe Børnene det nødtørftigste.
Især i den senere Tid havde Nøden været stor. På Grund af Høsten var de politiske Møder foreløbig bleven indstillede, og med disse hørte også „Diæterne” op. I de sidste Par Dage havde der næppe været tørt Brød i Huset, og både Grethe og Børnene så ud, som havde Sulten allerede undergravet dem.
Det varede da heller ikke længe, før Grethe for Alvor gav sin Kummer og Græmmelse Luft.
Men Holleufer svarede bestandig ikke. Heller ikke rørte han sig men blev siddende lige urokkelig fremoverbøjet, med Ansigtet skjult i sine Hænder, så Børnene tilsidst begyndte at græde af Angst.
Også Grethe tabte tilsidst Herredømmet over sig selv. Hun rejste sig op, knyttede Hånden og sank så sammen igen i en krampagtig Hulken.
Disse pludselige Fald fra den højeste Lyksalighed til den dybeste Fortvivlelse var i den sidste Tid bleven mere og mere hyppige hos Holleufer; og – hvad værre var – hans nedtrykte Sindsstemning blev bestandig af længere Varighed. Anledningen til den var i Almindelighed en eller anden formentlig „Forurettelse” fra hans nuværende Partifællers Side eller en særlig udsøgt Hån af hans fordums Socialistvenner, der undertiden morede sig med at forulempe ham på Gaden ja selv i hans egen Kælder, idet de lod, som om de ville bestille Støvler hos ham og holdt ham hen med lang Snak om Knyster og Ligtorne og indgroede Negle, indtil de pludselig på en højst uanstændig Måde vendte ham Ryggen og løb op på Gaden.
I Begyndelsen havde Holleufer imidlertid hurtigt trøstet sig ved at tænke på de mange anerkendende Udtalelser, som offentlig var fremkommet om ham. Han gemte enhver Avis, hvori hans Navn stod, og huskede hver Tøddel, der var skrevet om ham. Til disse Attester havde han altid tyet, når Mismod og Tvivl begyndte at nage ham. Her havde han jo sort på hvidt for, at han virkelig var et Geni. Hvad behøvede han vel mere? Han kunne jo le ad dem alle sammen? Hvad var vel de Stympere imod ham? . . . Navnlig fandt han en sikker Trøst i den Lovtale, som Stiftstidenden havde indeholdt Dagen efter Grundlovsfesten. Idet han mindedes de stolte Slutningsord „Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder den nær forestående Sommer”, – bortvejredes den sidste Tvivl, og han svulmede og skinnede atter af overmodig Selvtilfredshed.
Men efterhånden var det, som om dette Halmstrå gled ham mere og mere af Syne, og Tilintetgørelsens mørke Bølger slog bestandig oftere hen over hans Hoved.
VIII
Den næste Dag begav Holleufer sig på Vej til Prokurator Enevoldsens Kontor.
Han så endnu meget modfalden ud og var – efter at have tilbragt en søvnløs Nat – så udmattet, at han næppe kunne slæbe sig op ad Trappen til Kontoret.
Allerede inden for Døren påtog han sig sin ydmygste Holdning, idet han sagte bankede på.
Såsnart Hr. Enevoldsen fik Øje på ham i Døråbningen, forlod han sin Pult og gik hen imod ham.
„Jeg kan tænke mig til Deres Ærinde,” udbrød han straks i en ualmindelig tør, forretningsmæssig Tone, mens han hverken bød ham Stol eller gav ham Hånden. „Men jeg har den Meddelelse at gøre Dem, at De fremtidig ikke vil kunne vente nogen særlig Opfordring til at optræde ved Partiets Møder, hvorfor De altså heller ikke længer må påregne nogen Understøttelse af Partiets Midler . . . De forstår?”
Holleufer så ud, som om han ikke ville tro på, at han havde opfattet Prokuratorens Ytringer rigtigt.
„Det kan da ikke være Deres Alvor, Hr. Prokurator,” fremstammede han. „Hvad skal jeg da gøre?”
„Hvad De skal gøre? Hvad mener De? De har jo Deres Håndværk, som De vistnok i en utilgivelig Grad har forsømt. Det kan dog vel umuligt have været Deres Mening at vedblive at leve af politisk Virksomhed.”
„Mit Håndværk,” gentog Holleufer i en ynkelig, næsten grædefærdig Tone. „Jamen, det véd Hr. Prokuratoren jo godt, at jeg har lagt mig ud med alle mine gamle Kunder, fordi jeg blev Højre. Og jeg må absolut have Penge, Hr. Prokurator – for vi har ikke Brød i Huset, og vi er mange Munde – –”
„Ja, det kender jeg slet ikke noget til,” afbrød Hr. Enevoldsen kort og koldt. „Partiets Kasse er ingen Understøttelsesfond, så dersom De trænger til Hjælp, må De henvende Dem til Politiet og Fattighuset. Hos os er Deres Virksomhed som sagt afsluttet.”
„Å, Hr. Prokurator! – Hr. Prokurator!” tiggede Holleufer næsten skrigende og foldede sine skælvende Hænder foran sig. Det var endelig gået op for ham, at han virkelig var kasseret; og Enevoldsens Ord om Politiet og Fattighuset havde pludselig jaget ham en forfærdelig Angst gennem Sjælen.
Han var bleven ganske blåbleg, og det så ud, som om han bønfaldende ville kaste sig på Knæ foran Hr. Enevoldsens Fødder.
Men denne afskar ham hastigt Ordet.
„Det nytter ikke, at vi yderligere afhandler denne Sag. Min Tid tillader mig overhovedet ikke at beskæftige mig mere med Dem. Derfor må denne Samtale hermed være afsluttet. – Farvel!”
Hr. Enevoldsen gjorde en kort Håndbevægelse og vendte dermed tilbage til sine Protokoller.
Holleufer stod en Stund som forstenet og stirrede tilintetgjort mod Gulvet. Så vendte han sig mekanisk og gik stille bort uden et Ord.
Ligesom i Blinde famlede han sig frem gennem en Forstue og ned ad Trappen. Med den ene Hånd strøg han sig gentagende over Ansigtet for at bortjage en Tåge, der havde lagt sig for Øjnene. Men Tågen blev hængende omkring ham, bestandig mere tyk og mere sort . . .
Neden for Trappen stod Enevoldsens halvfjerdsindstyveårige Kontorbud, der med et gammelt Tyendes Trofasthed endnu bevarede sin Beundring og Højagtelse for Grundlovsfestens fejrede Helt og derfor ærefrygtsfuldt hilste ham med et:
„Ærbødigst god Dag, Hr. Skomagermester Holleufer!”
Denne Høflighedsbevisning gengav Holleufer Fatningen. Et selvtilfreds Smil lyste pludselig op i hans Ansigt. Det var, som om han med ét vågnede op af en lang og ond Dvale, mens han nådigt besvarede den gamles Hilsen.
Og idet han nu fortsatte sin Vandring hen ad Gaden, kom han hurtigt på helt andre Tanker.
„Hvorfor” – sagde han til sig selv med et fiffigt Ansigtsudtryk – „Hvorfor skal jeg tage mig det nær, om de Folk vil bruge mig eller ej? Hvad skal jeg bryde mig om det? Kan jeg måske ikke danne et Parti for mig selv, og er det ikke meget bedre . . . netop det allerbedste? Og hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Er jeg måske ikke et Geni? Og har jeg ikke Talegaver? Har jeg ikke talt til Tusinder af Tilhørere, så de både har skreget og klappet i Hænderne af Glæde derved? Og hvad har der ikke stået i Aviserne? Har der ikke stået: „Hr. Holleufer er for vor By den Svale, der bebuder den nær forestående Sommer.” – Nå! Hvorfor skulle jeg så ikke kunne danne et Parti?”
Han havde pludselig genvundet hele sin gamle Selvfølelse. Hans Hoved løftede sig, hans Kinder fik en underlig stærk Farve, og han så ned ad sig, som for at forvisse sig om, at han virkelig var i sit Stadstøj, med blanke Støvler og Handske på den venstre Hånd . . . De Tåber! Og sligt bød de ham – Holleufer! Havde man hørt Magen?!. . . Men de skulle komme til at fortryde det. Han skulle hævne sig . . . han skulle knuse dem allesammen . . . han skulle . . .
Han opløftede midt på Gaden en triumferende Skoggerlatter, så de andre spadserende standsede og vendte sig om imod ham med forbavsede Miner.
Hvad i Alverden gik der af Holleufer? spurgte alles Øjne.
Men han mærkede intet. Han gik frem med raske Skridt, mens han blev ved at le og smile og slå ud med den behandskede Hånd.
Han havde ganske tabt Herredømmet over sin Fantasi. Skønt Himlen i Virkeligheden hang sort og tung ned over alle Tagene, så han overalt kun Solskin omkring sig. Ligeledes forekom det ham, at alle Folk hilste ham ærbødigt og veg til Side for ham, hvor han kom frem; og rundt om i alle Vinduerne så han skønne og hvidklædte Damer, der fulgte ham med smægtende Øjekast.
Da han kom ud på Torvet, syntes han, at Skildvagten foran Rådhuset skuldrede Gevær for ham. Han gik derfor hen og tiltalte ham, idet han i en streng, faderlig Tone foreholdt ham at gøre sin Pligt overfor Konge og Fædreland, at være sine Overordnede lydig og sin Fane tro, – alt mens han nu og da rømmede sig barskt og på militærisk Vis førte en Finger op til Skyggen af sin gamle grå Cylinderhat.
Den skikkelige Bondekarl stod med Geværet ved Fod og gloede på dette besynderlige Menneske, der ustandseligt blev ved at fremmumle en Strøm af Ord, som han åbenbart ikke kunne finde Mening i.
Men efterhånden kom flere Folk til, og da opdagede man hurtigt, at det nu for Alvor var galt fat med den snurrige Skomager.
„Hurra! Holleufer er bleven fjottet!” lød det snart fra Drengene rundt om i Gaderne, og allevegne fra strømmede Folk hen imod Torvet.
Vækket af dette usædvanlige Røre dukkede tilsidst også Politibetjent Raffenstein op af en Ølkælder og skred i Ilmarch gennem Gaden. Da han nåede Torvet, var dette allerede næsten halv fuldt af Folk, og midt i Klyngen såes Holleufer med blottet Hoved, nikkende ivrigt og smilende til alle Sider, mens han med Hånden søgte at standse Drengenes Hujen og Mændenes Latter for at komme til at tale.
„Jeg takker Eder, Venner . . . jeg takker Eder – – –”
***
Samme Aften indfandt Byens Fattigforstander sig i den lille mørke Kælderstue i Møllerslippen for at tage den stakkels Familie under sin Beskyttelse og træffe Foranstaltninger til dens Overførelse til Fattighuset. Holleufer var øjeblikkelig efter Pågribelsen bleven ført til Sygehusets „Galecelle”, og der næredes kun ringe Håb om, at han nogen Sinde ville slippe ud derfra igen.Grethe græd gudsjammerligt.
Men Fattigforstanderen, der var en stille, godmodig Mand, klappede hende beroligende på Skuldren og sagde:
„Tag Dem det ikke alt for nær, lille Kone. De skal se, De skal få det bedre hos os, end De længe har haft det her. Og kan det være Dem en Trøst, vil jeg sige Dem, at Deres Mand såmænd hverken er den første eller bliver den sidste, hvem alt dette Politikvæsen gør kruset i Hovedet. Vær vis på det!”