Den første Gendarm
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Det var en stille, sollys Dag i Forårets Begyndelse, at den første Gendarm holdt sit Indtog i Lillelunde By.
Budskabet om hans Komme bragtes af en kørende Humlepranger, der på sin Vej fra Købstaden havde set ham sidde inde i en Kro knap en halv Mil fra Landsbyen. Hans opsadlede Hest havde stået bunden i Rejsestalden, og i Kælderstuen var der bleven sagt, at han agtede sig denne Vej.
Han kunne altså ventes, hvad Øjeblik det skulle være.
Denne Efterretning kom nu ingenlunde helt uventet for de gode Lillelunder. Allerede for flere Uger siden havde den stedlige Politibetjent ladet et Ord falde om, at de snart kunne vente „et Par Blåmænd” her til Egnen. På sin sædvanlige tvetydige Måde havde han endog anmodet dem om "at tage rigtig godt imod dem"; og der havde fra den Dag hersket en Uro og Spænding i hele Byen, som om der virkelig i Hemmelighed forberedtes noget afgørende.
Endog Børnene havde haft på Fornemmelsen, at der var noget utrygt i Luften. De gjorde sig de eventyrligste Forestillinger om, hvad disse bestandig omtalte Gendarmer egentlig var for Væsner, og hvad der ville ske, når de endelig ankom. De såe dem for sig om Natten i urolige Drømme som et Slags Trold-Uhyrer med rullende Øjne og frygtelige Hugtænder; thi hver Gang de kom hjem fra deres Leg om Gadekæret med en tilsnavset Trøje eller et forrevet Skørt, opløftede de gamle Bedstemødre bag Spinderokkene truende deres runkne Finger og sagde:
„Ja, bi du blot, til Gendarmerne kommer – så vil de nok æde dig, dit Utyske.”
Men de gamle Bedstemødre var selv ikke meget klogere. De gik skælvende omkring og forputtede i Smug deres Ejendele under Sengedyner og i hemmelige Gemmer, som om Fjenden virkelig var i Landet og hvert Øjeblik kunne ventes udenfor Byen. De talte om Gendarmerne i samme Tone som i gamle Dage om Tyskerne og Engelskmændene og fordybede sig bestandig i gruopvækkende Skildringer fra „den forrige Gang, vi var i Krig”.
Ja – om man turde tro den diplomatiske Politibetjent, skulle selv Herredsfogden, der var ny dér på Egnen, have været betænkelig ved det forestående Sammentræf og ved Henvendelse til højere vedkommende søgt at forhindre de nye Ordenshåndhæveres Ankomst.
Thi de krigerske Lillelunder havde ikke lagt Skjul på deres Sindelag. Højlydt havde de tilsidst erklæret, at den første Gendarm, der viste sig i deres By, skulle ikke komme helskindet igennem den.
Man forstår da det Røre, som fremkaldtes her, da Humleprangeren indtraf med sit Budskab.
Skønt det var lige i Middagstiden, befolkedes i et Nu Bakken bag Smedjen af den Sværm gamle Stoddere og sladrende Husmandskællinger med Pattebørn eller Strikkestrømper, der altid først kom på Benene, når der var noget på Færde. Men også inde fra Gårdene kom Folk hastig ilende og søgte op på Digerne eller andre højtliggende Punkter, hvorfra der var Udsigt ned over Dalen.
På Stenflisen foran sin Butiksdør stod den lille fruentimmeragtige Købmand med en stor Taftes Kasket nede om Ørene og gned under synlig Beklemmelse sine Hænder mod hinanden, – som om han i Stilhed bad Gud om dog at afvende Blodsudgydelser.
På den anden Side af Gaden smækkede Skolelæreren et Vindue op og spurgte, hvad der var på Færde.
Men i Stedet for at svare pegede Købmanden blot hen imod Gadekæret, hvor endnu en Flok af Mænd og Karle stod sammenstimlede omkring Humleprangerens Vogn, – hævede derpå Hænderne håbløst over Hovedet og gik ind.
Et Par Minutter efter blev det første Hold af Skolebørnene sluppet løs, og snart var hver Høj og hvert Gærde i hele Byen tæt besat med Skarer af voksne og Børn, der ubevægelige, med Hænderne skyggende over Øjnene, stirrede ud imod Nord.
II
Det varede da heller ikke længe, før man langt borte på den hvide Vej, der bugtede sig gennem Dalstrøget, opdagede en lille Støvsky, der nærmede sig. Over Støvskyen viste sig først et mørkt, nikkende Hestehoved og derpå – en lyseblå Skikkelse.
Det var ham!
... Langsomt, Skridt for Skridt, med Hånden krigerisk støttet på Låret og Solen lynende fra de blanke Knapper og Våben, red han frem gennem det store, fredelige Landskab, hvor Køer og Får så' op fra deres Græs, målløse af Forbavselse.
En intet anende Bondemand, der kom rullende med et Møllelæs fra en Sidevej og pludselig såe denne Rytter foran sig, drejede i Forfærdelse Heste og Vogn ud til Vejkanten med et Ryk, så han var på Nippet til at vælte lige ned i Grøften. Og længe efter blev han ved at stirre tilbage med en Mine, som var det Fanden selv, han havde set skride sig forbi på Hesteryg.
Imidlertid havde en Del af Byens Karle samlet sig inde i en åben Port ud mod Gadekæret, hvor de havde indtaget en udfordrende Holdning med Kasketterne hængende ned over Ørene og lange Tobakspiber i Munden. Rundt om i de halvåbne Stalddøre sås Bøndernes brede Skikkelser som en Art Reserve, der hvert Øjeblik var parat til Udrykning.
Derimod havde Købmanden ganske imod Sædvane gjort sig helt usynlig. Ja, i Hemmelighed havde han endog stænget Døren til sin Butik og bag et Gardin lavet sig et lille Kighul, hvorfra han i Sikkerhed kunne følge Begivenhedernes Gang.
Endelig red Gendarmen ind i Byen, – urokkelig rolig, stolt og strunk som den, der veed, at han væsentlig har den Opgave at vise sig, og den Pligt at tage sig ud.
Dette sidste gjorde han uomtvisteligt, som han der red frem mellem de fattige, stråtækte Husrækker. Den himmelblå Uniform sad som støbt omkring hans Krop; den raske Kepi med den lange hvide Nakkesnor, den blanke Rytterpallask, Knapperne og Patrontasken – alt skinnede og blinkede som Silke og Sølv i Solen. Selv var han også en stolt Skikkelse med store, opadbøjede Moustacher, Hagefip og mørke, svære Bryn. Han havde halvlakerede Ridestøvler op til Knæene og Korporalsnore på Armene.
Da han nåede Gadekæret, red han et Stykke ud i dette for at lade Hesten drikke. Og her, ved det spejlblanke Vand og midt i Solens fulde Lys, virkede Dobbeltbilledet af Hest og Rytter næsten som en Skønhedsåbenbaring fra en højere Verden. Alle måtte imod deres Vilje erkende, at det var et smukt Syn, der kastede Glans over den hele By.
To Piger, der stod på et Gærde, puffede hinanden i Siden med Albuen. Og den ene hviskede forsigtigt, for at ingen af de omstående skulle høre det:
„Hør, du – det er nu det samme – en flot Karl er'et ligegodt – hva'?”
Endog de krigsberedte Karle i Porten og Bønderne i Stalddørene stod med måbende Munde og forglemte sig ganske i beundrende Beskuen. Med hemmelig Misundelse betragtede de unge hvert blankt Spænde og hver skinnende Knap på Gehæng og Uniform, medens Bønderne fortrinsvis beundrede Hesten – en slank, lysebrun Vallak med et mørkladent, spidst Hoved, Forben som et Par Piskeskafter og et Hårlag så fint og blankt, at Jord og Himmel spejlede sig i det.
Da Hesten var færdig med at drikke, klappede Rytteren den på Halsen med sin behandskede Hånd og drejede den derpå ind igen på Vejen.
Blandt Karlene i Porten blev der Bevægelse. Nu måtte Tidspunktet være belejligt for det kraftige „Ned med Estrup”, hvormed man havde aftalt at indlede Demonstrationen. Man såe opmuntrende på hinanden og kastede lange Blikke over til de andre Flokke af Byens Mænd, der efterhånden havde samlet sig rundt om Gadekæret. Men det var, som om Lysten til Krig pludselig var kølnet; ingen ville ret begynde.
Da fik man Øje på den store Lars Hedegaard, der i hele sin Bredde og med sit mægtige ildrøde Skæg havde stillet sig op foran sin Lodør lige ved den Vej, som Gendarmen skulle passere. I det samme forstod alle, at hos Lars måtte det begynde.
Tilfældigt standsede Rytteren også ud for ham, – og så dødsstille blev der i dette Øjeblik rundt om Gadekæret, ja over den hele By, at man overalt tydeligt hørte Gendarmen spørge, om ikke dette var Vejen til Bunkeby.
Den strunke, soldatermæssige Hilsen, hvormed Gendarmen ledsagede Spørgsmålet, og den ganske uventet høflige Tone, hvori det udtaltes, forvirrede den store Bonde. Han blev glorød i Hovedet og havde åbenbart ondt ved at lade være med at gengælde Gendarmens Hilsen og besvare hans Spørgsmål. Dog holdt han sig stiv.
Gendarmen, der hurtig forstod Meningen med hans Tavshed, trak blot på Skuldrene, – gav derpå sin Hest Sporen og travede våbenklirrende ud af Byen.
Da Karlene i Porten, der havde stået parat til at rykke frem ved det mindste Vink, pludselig såe Rytteren fjerne sig, mens Lars Hedegaard slukøret trak sig tilbage til sin Lo, opstod der stor Forvirring. Og det hjalp just ikke, at en Flok Piger, der havde været underrettet om Krigsplanen, i det samme begyndte at fnise, ja tilsidst lo himmelhøjt.
En lille bleg Fyr med en stor Kokarde på Kasketten, der hele Tiden havde holdt sig aller bagest i Flokken og herfra opflammet de andre ved vilde Kampfagter, løftede endelig Hånden og råbte:
„Fremad, Brødre!”
Men i samme Øjeblik forsvandt netop Gendarmens snorebesatte Kepi under Bakken.
III
Dér stod de stolte Lillelunder!
Hvad skulle de gøre? Kunne det nytte at sætte efter ham?
Da hørtes med eet et frygteligt Spektakel henne fra den samme Kant, hvor Gendarmen nys var forsvunden. Alle styrtede frem. Hvad var sket?
I det samme sås den blå Uniform dukke op igen over Bakken, ... derpå den stejlende Hest ... og en Klinge, der blinkede i Luften.
Det var i første Øjeblik ikke muligt at se, hvad der var på Færde; thi både Hest og Rytter var ganske indhyllede i ophvirvlede Støvmasser. Omsider fik man dog Øje på Kresten Skrædders lille arrige Pudel-Bjæffert, der under rasende Gøen dansede rundt omkring Hestens Forben og nappede den i Kodeskægget. Rytteren kunne ikke nå den med sit Værge og havde øjensynligt også nok at gøre med at holde sig fast på Ryggen af sit skræmte Dyr, der blev ved at stejle og vige tilbage for den ophidsede Køters bestandig mere rasende Forfølgelse.
Fra alle Sider begyndte man at strømme hen imod Kamppladsen. Men i det samme snublede Hesten over en Sten, ... den sank i Knæ, – og Gendarmen lå midt i Landevejsstøvet!
Der rejste sig fra hele Byen en øredøvende Hånlatter.
Men nogle af Kvinderne blev blege. Thi i Faldet havde Rytteren skrabet sin Kind, så der kom Blod. Alligevel havde han bevaret Åndsnærværelse nok til ikke at slippe Tøjlerne. I en Fart var han derfor igen i Sadlen, og idet han kastede et rasende Blik tilbage over den jublende Folkemasse, huggede han Sporerne i Siden på sit Dyr og var i næste Øjeblik atter ude af Syne.
Men i Lillelund kunne man nu hovere.
Takket være Skrædderens Mops havde man holdt sit Løfte: den første Gendarm, der viste sig i Byen, var ikke kommen helskindet igennem den.
De Lillelunde Bønder brystede sig siden ikke lidet af denne Bedrift; hver Gang de i politiske Lag kom sammen med Meningsfæller fra andre Sogne, klappede disse dem beundrende på Skuldren; og bestandig måtte de påny fortælle om, hvad der var passeret.
Ja, selv den listige Politibetjent blinkede fortroligt til dem med Øjnene og nikkede, som om han ville sige:
„I gjorde jeres Sager godt, Børn! Sådan skal de have det, de – nok sagt!”