I Kongens Kjole
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Henne ved Vinduet i sit private Kontor var Birkedommer Hammer sunken hen i dybe Tanker.
Han sad omgivet af lutter opslåede Lovbøger, Retstidender og Domssamlinger. Den ene Hånd støttede under hans Hoved; den anden hvilte tungt oven på et stort Dokument, der lå i Vindueskarmen.
Han havde siddet indelukket her hele Eftermiddagen uden at ville se eller tale med nogen. Og nu var det blevet Aften. Ude fra Byens store Torv, der bredte sig foran Birkedommerboligen med en monumental Vandpost, to grønne Træer og en Lygte, faldt Solnedgangsskæret ind gennem Vinduet og lagde en rødlig Tone over hans skægløse Ansigt og gråsprængte, tæt krusede Hår.
Han var en høj og kraftig Skikkelse. Havde han ikke haft Guldbroderierne på Frakkekraven, ville hans robuste Ydre snarest have forledet en fremmed til at antage ham for en Godsbesidder eller lignende, . . . især da også Værelsets Udstyr ledede Tanken nok så meget hen på herremandsmæssigt Sportsliv som på en kongelig Kontormands stille Sysler. Naturligvis fandtes her den sædvanlige juridiske Syndflod af Papirer, der oversvømmede Reoler, Skabe og Borde, ja endog Stolene. Men et helt Hjørne af Stuen var helliget en pyntelig Udstilling af gamle og nye Jagtrekvisitter, som tydeligt nok kunne glæde sig ved Ejermandens særlige Bevågenhed. Over Dørene var plantet Jagttrofæer i Skikkelse af Hjortetakker og udspilede Skind; og øverst oppe på Reolerne stod Rækker af udstoppede Fugle, der stirrede ned på de besøgende gennem store røde Glasøjne.
Birkedommer Hammer havde da også indtil for hen imod et År siden levet på Landet. I en af de store, hastigt opvoksede Bondebyer på Hedegrænsen havde han drevet en betydelig Sagførerforretning, der havde gjort ham til en ret velstående Mand.
En medfødt Tilbøjelighed for muntert Friluftsliv og en derved udviklet Uafhængighedstrang havde i sin Tid fået ham til at foretrække denne Virksomhed for den emsige Tusindbens-Kravlen op ad Embedsstigen. Men han havde næsten øjeblikkelig fortrudt sit Valg. Med sin ualmindelige Finfølelse og sjældne Retsindighed havde han krympet sig ved de mange Sager af tvivlsom Art, de mange Kneb og Vinkelskriverier, som Prokuratorvirksomheden under disse Forhold nødvendigt førte med sig. Med sin fredsommelige, lidt lade Natur havde han haft ondt ved ikke bestandig at anbefale sine Klienter det magre Forlig frem for den fede Proces; og det var altid med en Følelse af Skamfuldhed, at han skrev de sædvanlige lange Sagfører-Regninger med de uendeligt specificerede „Udlægs”-Poster.
Alligevel – med den Mangel på Beslutsomhed, der i det hele karakteriserede ham, havde han længe ikke kunnet formå sig til nogen afgørende Forandring. Først da han – i en allerede fremrykket Alder – giftede sig, og især da han fik Børn, der voksede til, følte han sig for disses Skyld forpligtet til at skaffe sig den sociale Anseelse, som Indtrædelsen i Embedsstanden øjeblikkeligt ville medføre. Dertil kom, at hans unge Hustru var en sart og forvænt Københavnerinde, der afskyede Landlivet og År for År falmede hen under en håbløs Melankoli.
Han havde derfor tilsidst intet Valg. Og han følte det da også selv som en virkelig Befrielse, den Gang han for bestandig kunne lukke sine fedtede Sagførerprotokoller og iføre sig Kongens uplettede, guldbroderede Uniform.
Ulykkeligvis forefaldt hans Indtrædelse i Embedsstanden kort efter Udbruddet af den bitre politiske Strid, der længe havde ulmet i Befolkningen, og som Regeringens Forfatningsbrud endelig bragte i lys Lue.
Birkedommer Hammer var nok en fuldtro Højremand, der end ikke ville have haft det mindste imod, at den uindskrænkede Statsmagt atter vendte tilbage i Kongens Hænder, fordi – som han sagde – „det andet gav så meget Vrøvl”. Men enhver Art Fanatisme var hans fredelige Natur imod; og for at han skulle føle sig vel tilpas, var det ham en Nødvendighed at stå i det bedste Forhold til alle sine Omgivelser.
Og dog . . . det var ikke alene denne oprivende Strid, denne evige Uro og Trætte, der havde grånet hans Hoved med så mange hvide Hår i den korte Tid, han havde røgtet sit ophøjede Dommerkald. Hvad der fortumlede og pinte ham nok så meget, var den – som han syntes – fuldstændige Omvæltning, der foregik i Begreberne om Ret og Uret, om Ansvar og Pligt, om Straf og Skyld. Ikke alene, at han så Regeringen foretage Skridt, som han – om han end i og for sig billigede dem – umuligt kunne anse for lovmedholdelige. Men selv fra Landets højeste Domstol kom der Retskendelser og Fortolkninger, som han for et År siden ville have anset for utænkelige.
Han søgte at indbilde sig, at Fejlen naturligvis var hans, . . . at han derude på Landet i utilgivelig Grad havde forsømt sin juridiske Udvikling og derfor nu ikke kunne følge Tidens Bevægelser.
. . . Alligevel blev hans Mine bestandig mørkere, hans Uro kendeligere, jo mere det uundgåelige Tidspunkt nærmede sig, da han første Gang selv skulle skride ind i Følge de nye Love og dømme efter de nye Fortolkninger.
II
Birkedommer Hammer vaktes op af sine Tanker, da der blev banket på Døren.
På hans „Hvem dér?” indtrådte en yngre, fedladen Herre, lille af Vækst og en Smule kalveknæet, med en kort Hals og ualmindeligt brede Skuldre, ovenover hvilke et rundt Hoved i Halvmørket skinnede som en lyst poleret Kugle.
Det var Fuldmægtig Simmelkjær.
Skønt Birkedommeren havde tilkendegivet sit Personale, at han ikke ønskede at forstyrres, nærmede Fuldmægtigen sig ugenert og sagde med skinger Stemme, idet han ved en rund Armbevægelse satte en Lorgnet på sin flade Næseryg:
„Undskyld, Hr. Birkedommer . . . det var denne Liste over Skattenægterne, jeg gerne skulle have tilbage.”
„Ja . . . ja vist!” udbrød Hammer, tilsyneladende uden Fortrydelse, mens han ved et Greb op i Håret bestræbte sig for at skjule en pludselig Uro, som Synet af Fuldmægtigens Skikkelse havde fremkaldt hos ham. „Jeg sidder netop her med den,” vedblev han og tog Dokumentet, der lå i Vindueskarmen. „Sig mig – ikke sandt, Hr. Simmelkjær? – De kender jo de forskellige Personer, hvis Navne står opskrevne her?”
„Selvfølgeligt!” svarede Fuldmægtigen overlegent.
„Sig mig . . . hvad er det egentlig for Folk?”
„Hvorledes mener Birkedommeren?”
„Å, jeg mener . . . jeg skal sige Dem . . . jeg sidder nemlig og tænker på, om det alligevel ikke var bedst at opsætte disse Udpantningsforretninger endnu en kort Tid. Det har jo intet Hastværk . . . og jeg mener, man underhånden måtte kunne bringe disse Mennesker til at forstå, hvor dumt de bærer sig ad med deres Protester, og hvor lidt de kan vente at opnå ved dem. De Folk er jo dog ikke helt utilgængelige for Fornuft . . . Og – hvad det jo også er værd at tænke på – vi ville selv slippe for meget kedeligt Vrøvl, om Sagen lod sig ordne i Mindelighed. Hvad siger De?”
Ordet „Mindelighed” syntes at virke på Fuldmægtigen som et Hvepsestik. Ved en Ansigtsgrimasse lod han sin Næseklemmer falde ned og så næsten uforskammet på sin Principal.
„Jeg forstår ikke . . . jeg troede, Birkedommeren vidste, at de omtalte Panteforretninger er berammet til i Morgen. De respektive Sognefogder er allerede annoncerede derom, ligesom der er rekvireret to beredne Mand fra Gendarmeristationen.”
„Gendarmer! . . . Hvad skal de?” for Hammer op i Selvforglemmelse.
„Det er efter udtrykkelig Ordre fra Amtet . . . som Birkedommeren nok erindrer,” svarede Fuldmægtigen, mens et næsten umærkeligt Hånsmil krusede hans Læber. „. . . Hvad selve Demonstranterne angår, så er det unægtelig min Mening, at der er ingen som helst Grund til at vise dem Skånsel, lige så lidt som jeg anser det for sandsynligt, at forsonlige Underhandlinger skulle kunne bringe dem til Fornuft! . . . For Resten er det vel heller ikke Birkets Opgave at optræde som Moralprædikant,” sluttede Hr. Simmelkjær spotsk og satte atter Lorgnetten op på Næsen med sin fede Hånd.
Henne fra sin Lænestol havde Birkedommer Hammer set stjålent på sin Fuldmægtig med et mørkt og sky Blik. Nu vendte han Øjnene mod Gulvet og bed Læberne sammen – som brændte der ham en Bemærkning på Tungen, han manglede Mod til at udtale.
Thi trods sin forholdsvis unge Alder og beskedne borgerlige Stilling var Hr. Simmelkjær uden Spørgsmål en af Byens mest formående Personer, med hvem det under de nuværende Forhold ikke var rådeligt at lægge sig ud. Som Formand for Egnens „konservative Klub” var han hurtigt kommen i Besiddelse af en Anseelse og Indflydelse, som man gjorde klogt i – i hvert Fald tilsyneladende – at anerkende.
Det var blandt andet almindeligt bekendt, at han på Politikens Vegne var en særdeles intim Ven af Amtmanden, med hvem han ofte havde fortrolige Privatkonferencer. På samme Konto kørte han frit ud og ind hos hele Omegnens Adel og var et Slags Forsyn for Kredsens Folketingsmand, den gamle Lensgreve til Anniegaarden, hvis Agitation han fuldstændig havde i sin Hånd. Tillige bestyrede han Partiets Krigskasse, havde en afgørende Stemme ved Besættelsen af Partiets Tillidsposter, førte de hemmelige Lister over Regeringens Modstandere, satte Mistænkeliggørelsens Tegn ved dens lunkne Venner . . . kort: var den ledende og myndige Ånd i hele Egnens fremblomstrende revolutionære Reaktion.
. . . Birkedommer Hammer rejste sig fra sin Lænestol og stillede sig op henne ved det andet Vindue, med Ryggen vendt ind imod Stuen.
„Ja, naturligvis –” udbrød han i en Tone, som han bestræbte sig for at gøre ligegyldig – „Når de Mennesker ikke vil betale, så er der selvfølgeligt ikke andet for . . . så må vi pante hos dem. Den Sag er klar. Vil De altså være så god, Hr. Simmelkjær, at forberede alt fornødent desangående.”
„Det er allerede gjort.”
„Godt! Meget godt! . . . Ja, så er der ikke mere, Hr. Simmelkjær!”
Efter at Fuldmægtigen havde trukket sig tilbage, blev Birkedommer Hammer endnu en Stund stående ved Vinduet og stirrede tankefuldt ud over Torvet, i hvis mange Regnpytter de røde Aftenskyer spejlede sig.
Tilsidst gik han langsomt hen til sine Bøger, efterslog ved det svindende Dagskær endnu en og anden Paragraf, gennemlæste den omhyggeligt og sank derpå atter grublende ned i sin Stol.
Endelig rejste han sig, som om en afgørende Beslutning var modnet hos ham, strøg med Hånden ned over Ansigtet og gik ind i Dagligstuen til sin Hustru.
III
Birkedommer Hammer traf sin Frue siddende foran Klaveret mellem to tændte Lys, i Færd med at øve sig på sit store Bravournummer „Kaskaden”, som hun skulle udføre ved en nær forestående Veldædighedskoncert.
Hun var klædt i brun Silkekjole, med en stor Kniplingskrave bredt ud over Skuldrene, og tog sig nydelig ud.
Ingen, der betragtede denne slanke, blonde Skikkelse med det fine Fugleansigt og de store blågrå øjne, skulle i det hele let ane, at Fru Hammer allerede i en halv Snes År havde været den tunge, gråhårede Birkedommers Hustru. Det så virkelig ud, som om Bylivet, Byluften, den ustandselige Selskabstummel, hvori den lille Bys Honoratiores levede, og den Beundring og Hyldest, en så smuk og talentfuld Dame naturligt var Genstand for i disse Omgivelser, pludseligt havde gengivet hende den Ungdom og Friskhed, som det tomme og ensformige Liv derude på Hedegrænsen langsomt havde frastjålet hende.
Den unge Frue havde selv en Fornemmelse, som om hun var vågnet op af en tiårig Dvale. Hun gik endnu omkring ligesom i en let Rus af Lykke. Fra Morgen til Aften kunne man over hele Huset høre hende synge og tralle som en attenårig. Hendes Ansigt var et eneste Solskin; og når hun – endog på Hverdagene – gik så pyntet, at det vakte Opsigt, var det ikke alene af tom Lyst til at glimre, af forfængelig Glæde over igen at have et forstående Publikum at udfolde sig for, men fordi hver Dag virkelig var hende en Fest, der skulle fejres; fordi hun hver Morgen, når hun blev vækket ved Lyden af Vognenes Rumlen på Stenbroen, af Fabrikkernes Piben og det udrykkende Militærs Trommehvirvler, gennemstrømmedes af en Jubel, som hun måtte give Luft.
Det var i sin Tid ikke uden Overvindelse, at hun havde bestemt sig til at blive den daværende Landsbysagførers Hustru. Sorgen over hendes Forældres pludselige Død, Trangen til faderlig Støtte og Udsigten til ellers at skulle fortjene sit Brød som Guvernante havde halvt mod hendes Vilje ført hende i hans Arme. Og hvor havde hun ikke angret sin Eftergivenhed! Ingen, uden hun selv, vidste, hvad hun havde lidt i disse Landflygtighedens tomme År, hvor hver Dag var hende en evighedslang Fortvivlelse, hver Nat en bundløs Rædsel.
Men nu var det, som om også Kærligheden endelig i blussede op i hendes Hjerte. Den Dag, Budskabet om Hammers Udnævnelse var kommen til den fjerne Hedeby, havde hun kastet sig om hans Hals under en heftig Hulken og klynget sig ind til ham under Kærtegn, der næsten gjorde ham forlegen. Det var, som om hun fra den Dag glemte hans fem og halvtredsindstyve År og allerede grånende Hår. Hun så i ham kun sin Redningsmand, sin Sjæls Forløser, sit Livs Befrier og hengav sig til ham med en fyrig Lidenskab, der havde givet den aldrende Mand en ikke ringe Erstatning for de Bryderier og Bekymringer, som hans Embedsgerning i disse urolige Tider forvoldte ham.
Alligevel var denne Forflyttelse for den unge Frue kun det første Skridt hen imod Virkeliggørelsen af et Håb, som hun selv i sin dybeste Græmmelse aldrig helt havde kunnet slippe . . . Håbet om i en ikke alt for fjern Fremtid at kunne vende tilbage til den By, der for hende var den eneste på hele Jordkloden, og hvis blotte Nævnelse kunne bringe hende Tårer i Øjnene: København. Hendes lige så kloge som smukke Hoved udrugede dristige Planer, som den Hyldest, alle viste hende i denne lille By, daglig hjalp til at nære. Hun vidste meget godt, hvad det betød for en Embedsmand at have en smuk og elskværdig Frue; og hun havde også meget hurtigt indset, hvilke Trapper det var, der for Tiden førte til Vejrs.
Og hun havde ikke lagt sine nydelige Hænder i Skødet!
Hun var således allerede den lille Amtmands erklærede Kæledægge. Den gamle Lensgreve til Anniegaarden forgudede hende, siden hun en Gang ved et Middagsselskab havde bundet ham Servietten under Hagen. Endog Hr. Simmelkjær smeltede som Smør under Påvirkning af hendes klare Øjnes Stråler, for slet ikke at tale om Garnisonens Officerskorps, som hun havde indtaget med Storm ved ganske af sig selv at tilbyde sin Medvirkning ved den forestående Veldædighedskoncert, der skulle afholdes til Fordel for de københavnske Fæstningværker.
– – I det hun nu hørte sin Mand træde ind ad Døren bag ved hende, vendte hun – uden at tage Hænderne fra Tangenterne – smilende Hovedet om imod ham for som sædvanlig at sende ham et Nik.
Men da hun havde kastet et Blik på hans Ansigt, afbrød hun pludselig sit Spil med en nervøs Bevægelse, slukkede hurtigt begge Klaverlysene og rejste sig.
„Nej, kære – hold dog ikke op!” bad Hammer indtrængende.
„Jo – jeg er træt nu,” sagde hun og gik hen til en Kanapé, der stod under en mægtig Gruppe af Bladplanter ved Siden af et lille rundt Mosaikbord, hvorpå der brændte en lav Lampe med en bred japanesisk Silkeskærm.
Her satte hun sig ned og tog fat på et lille Stramejbroderi, mens Birkedommeren gav sig til med adspredt Mine at vandre omkring i det store, salonmæssigt udstyrede Værelse, hvor han snart standsede foran en Etagere med Nips, snart betragtede et af Litografierne på Væggene eller lod, som om han fængsledes af et Billede i de illustrerede Pragtværker, der oversvømmede Bordene.
Der gik en Tid hen i Tavshed.
Fru Hammer begreb øjeblikkeligt Grunden til sin Mands Uro. Hun var så forsigtig altid at skaffe sig Underretning om de politiske Retssagers Gang . . . for i Tide at kunne afværge Ulykken, i Fald Hammer skulle tænke på at gøre Dumheder. Hun vidste også meget godt, hvilket Spørgsmål han om lidt ville gøre hende. Det var i den senere Tid flere Gange hændt, at han over for hende havde givet sin fortrykte Stemning Luft. Og hun havde ofte haft al sin Overtalelsesevne behov for at bringe ham til Fornuft.
Pludselig hørte hun ham udbryde henne fra et Hjørne af Stuen:
„Hvad er det, der ligger her?”
Hun så op – men trak hurtigt Øjnene til sig igen og blev rød på Kinderne.
„Hvad er dette for noget?” gentog han og nærmede sig en Lampe med et Papir i Hånden.
„Nu, det ser du vel,” svarede hun lidt utålmodigt, mens hun bøjede sig dybere over sit Stramej. „Det er en Liste.”
„Hvad behager? . . . Skriver du også Lister?”
„Ja – hvorfor ikke?”
„Men hvad i Alverden betyder alle disse Navne?”
„Å, du store kloge Mand . . . kan du virkelig ikke begribe det? Det er naturligvis Navnene på dem, der skal inviteres til vort Aftenselskab i næste Uge efter Koncerten.”
„Selskab igen!” udbrød Birkedommeren og tog Papiret ned fra Øjnene. „Hvad mener du med det, Agathe? . . . Det er næppe fjorten Dage siden, vi havde vor store Dinér . . . og så tænker du på – –”
„Å, det er naturligvis min Spøg,” henkastede hun. „Jeg véd jo godt, at du ikke synes om det . . . Men det morede mig at skrive op, hvem der måtte have været indbudt, i Fald vi skulle have haft det Aftenselskab.”
„Nå – og så ville du have samlet alle disse Mennesker? Jeg ser blandt andet alle Garnisonens Officerer og . . . hvad er det? . . . Simmelkjær! . . . Havde du virkelig i Sinde igen at invitere Simmelkjær, skønt han var med til Dinéren?”
„Ja – hvorfor ikke?”
„Hm! . . . Det forekommer mig at være en mærkelig Forkærlighed, du pludselig har fået for Hr. Simmelkjær, Agathe!”
Fru Hammer drejede sig hurtigt om imod sin Mand og så på ham med et stift og koldt Blik.
„Fy!” sagde hun – og vendte ham derpå foragteligt hele Ryggen. „Nu vil jeg slet ikke længer tale med dig.”
„Nå, nå, kære Agathe . . . det var jo ikke sådan ment,” skyndte Birkedommeren sig at sige – han var bleven ganske rød, først af Vrede, derefter af Forlegenhed – „Men du véd, hvor lidt Pris jeg sætter på den Mand .... og det synes jeg, du kunne tage Hensyn til.”
„Ja, i min Smag falder han såmænd heller ikke, kan jeg forsikre dig . . . Men han er nu en Gang et Menneske, man for Tiden skal vogte sig for at støde. Har du ikke selv fortalt mig, at han har en ikke ringe Indflydelse hos Personer, som netop du har Interesse af at stå dig godt med, når du vil tænke på – hvad du jo har lovet mig – at opnå et hurtigt Avancement. Det er derfor vistnok bedst, at både du og jeg viser Hr. Simmelkjær al mulig Opmærksomhed . . .”
Birkedommeren svarede ikke. Hans Hustrus Ord syntes pludselig at have givet hans Tanker en anden Retning, og han begyndte atter at vandre adspredt omkring i Stuen, standse hist og her og håndtere uroligt med Bøger og Blade.
Der hengik atter lang Tid i Tavshed.
Endelig lod han sig falde ned i en Lænestol i den mørkeste Ende af Stuen og sagde:
„Du taler om Avancement, Agathe . . . véd du, hvad jeg netop gik og tænkte på?”
„Nej, min Ven!” svarede Fruen – med en lille nervøs Sitren i Stemmen, der tydede på, at hun alligevel var fuldt fortrolig med sin Mands Tankegang.
Hammer fortsatte ikke straks, men sad en Stund og stirrede ud over Gulvtæppet.
Så sagde han, ligesom i Tanker og uden at se op:
„Hør, Agathe . . . hvad ville du sige, dersom jeg foreslog at vende tilbage til Bjerrebro?”
Det gav et lille Ryk i Fruen, – det var just det Spørgsmål, hun havde ventet på. Bjerrebro var nemlig Navnet på den Landsby, hvor hun i ti År havde været levende begravet – og det var, som om selve Lyden af Byens Navn fik hende til at blegne.
„Å – din Skælmsmester!” udbrød hun med en tvungen Latter. „Kommer du nu igen med dine Spøgelser.”
„Nej, nej – kære Agathe,” vedblev Birkedommeren med pinlig Alvor. „Det er virkelig ikke helt Spøg. Jeg har før talt til dig derom . . . jeg tror ikke, jeg passer til dette Embedsvæsen . . . jeg er bleven for gammel, eller – jeg véd ikke – jeg kan ligesom ikke rigtig komme i Trit her.”
„Men, kære Hammer, . . . du var dog så glad i Begyndelsen. Og Gud skal vide, du følte dig da ikke for vel tilpas ved din Virksomhed derude i Bjerrebro.”
„Å, nej såmænd . . . men alligevel . . . Ser du, jeg vidste den Gang ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg tænkte mig den Gang noget ganske andet ved det at komme i Kongens Kjole – som man siger. Jeg kendte jo ikke Besværlighederne; eller – for at tale rent ud – disse forkvaklede politiske Forhold, hvorunder vi lever, og de nye Retstilstande, de har affødt, gør Embedsbyrden dobbelt tung. Du forstår dig ikke på det og kan vanskeligt sætte dig ind i den Sag; men jeg forsikrer dig, det er ikke let, når man ikke med fuldkommen ren Samvittighed kan udføre de Pligter, der påhviler en. Jeg mener ikke netop, at man tvinges til at handle mod sin Overbevisning. På ingen Måde! Men alligevel . . . . Forholdet bliver trykkende og pinligt. Og når man nu – som jeg – ikke er absolut nødt til at pålægge sig denne Byrde, så – – ja, kære Agathe, jeg synes oprigtig talt, vi havde det langt hyggeligere derude i Bjerrebro, hvor vi kunne leve fredeligt for os selv, uden at være nødt til at tage alle disse Hensyn og følge alle disse Former . . . Jeg har i den sidste Tid så ofte tænkt på vor kære gamle Bolig derude, der endnu står tom efter os, og jeg har ikke kunnet lade være med at længes inderligt efter den . . . Ja, hvad siger du, min lille Pige?”
Henne fra sin Kanapé havde Fruen nu og da i Smug betragtet sin Mand med et forskende Blik, imens han talte.
Nu rejste hun sig smilende, lagde sit Håndarbejde fra sig på det lille Mosaikbord og listede ligesom svævende over Gulvtæppet hen imod Krogen, hvor han sad. Her satte hun sig under en forførerisk Brusen af Silkekjolen på hans Skød, lagde begge Armene om hans Hals og nærmede sit Ansigt til hans.
„Du stygge gamle Brumbasse,” sagde hun sagte og stirrede ham ind i Øjnene. „Hvor kan du nænne at gøre din lille Agathe så forskrækket . . . Nej, nej, du får slet ikke Lov til at tale. Ingen Ting vil jeg høre! Siger du et Ord, rusker jeg alle Hårene ud af Parykken på dig, du stygge Trold, der ikke bryder dig mere om din lille Kone, end at du igen vil sende hende langt bort, for at hun skal blive syg og måske dø . . . Nej, nej, det er ikke sandt, du er ingen Trold,” afbrød hun pludselig med indsmigrende Ømhed og lagde sit Hoved ind til ham. „For det er slet ikke din Mening . . . du vil ikke igen sende din lille Agathe derud mellem de skrækkelige Bakker . . . Du vil ikke have, at hun igen skal blive til en gammel Gribbenille med hule Kinder og Ringe omkring Øjnene . . . Vil du vel? . . . Sig, at du ikke vil det . . . Du vil have, at din lille Kone skal være glad og fornøjet. Og det véd du, hun kun kan blive her. Ikke sandt? Vær nu en god og kærlig Mand, Hammer . . . Og . . . sig så også ja til det Aftenselskab, jeg talte om. Lad nu din lille Agathe få sin Vilje denne ene Gang, du véd, hvor meget jeg så vil holde af dig. – – Nej, nej, du må slet ikke tale. Bare sige ja – – og så kysse mig.”
Hun havde listet sine Arme helt omkring ham og rakte ham sine blussende Læber.
Så megen kærlig Ømhed kunne den aldrende Birkedommer ikke modstå. Han trykkede hende ind til sig og kyssede hende bevæget.
„Min lille Agathe!”
IV
Den næste Morgen holdt en åben Landauer udenfor Birkekontoret.
På Stentrappen stod allerede Fuldmægtig Simmelkjær, fuldt rejseklædt, med guldtresset Kasket på sit rødlige Hoved og en Protokol under Armen. Han havde ventet nogle Minutter og i Løbet af denne Tid set vistnok tyve Gange på sit Ur, mens han mumlede en Ed. Han kneb Læberne sammen og så ophidset ud. Det var, som om han brændte af Utålmodighed efter at komme til at virke.
Det tegnede til at blive en ualmindelig smuk Dag. Det havde regnet hele Natten, men Solen var nu brudt frem og skinnede ned på de røde Tegltage, hvor Rækker af Spurve og Stære sad og skreg.
Endelig åbnedes Døren bag Fuldmægtigen, og Birkedommeren trådte ud – fulgt af Birkets tre Alen lange Landpolitibetjent, der bar hans Rejsetøj med den fåreagtig forfjamskede Mine, som Folks Ansigter gerne fremviser umiddelbart efter Modtagelsen af en uventet Røffel.
Birkedommer Hammer så heller ikke ud til at være at spøge med i denne Morgenstund. Uden at se på Hr. Simmelkjær og næsten uden at gengælde hans Hilsen steg han til Vogns og gjorde sin Person så tyk på Forsædet, at var det ikke en Uhøflighed mod Fuldmægtigen, kunne det endnu mindre opfattes som en Opfordring til ham om at tage Plads ved hans Side.
Hr. Simmelkjær satte sig da også på Bagsædet, idet han lod, som om han intet forstod. Men samtidig lukkede han et Øjeblik Øjnene, som om han i Stilhed tænkte: Det skal jeg huske dig, min Ven!
Politibetjenten krøb som en lang Abe op på Bukken til Kusken, og Vognen rullede af Sted.
For Enden af en snæver Gyde, der førte ned til Byens Kaserne, holdt to beredne, til Tænderne bevæbnede Gendarmer, der – efter at have gjort Honnør for Vognen med en stram militærisk Hilsen – svingede ud på Gaden og sluttede sig til Toget.
Så kørte de ind i den egentlige By.
Vognens Rumlen og Lyden af de mange klaprende Hestesko vakte Opmærksomhed i den lange, smalle Gade, som de måtte passere. Overalt kom Folk til Vinduerne, Håndværksmestrene trådte frem i deres Døre, og Hundene for gøende ud af Portene. I alles Ansigter tegnede der sig et vist humoristisk Smil, idet det krigeriske Optog raslede dem forbi. Man forstod åbenbart straks Situationen og vidste, hvad Rejsen denne Gang gjaldt.
Mens Hr. Simmelkjær med blaseret Mine strøg sit lille lyserøde Overskæg, sad Birkedommer Hammer tilbagelænet i Vognhjørnet, indhyllet i sin Kappe, og så utilgængelig frem for sig. Han mælede bestandig ikke et Ord. Han følte sig beskæmmet og nedværdiget af alle disse nyfigne Blikke og tvetydige Smil, i hvilke han syntes at kunne læse den samme hemmelige Tvivl, som nagede ham selv. Han forstod godt, at man så på ham med en Nysgerrighed, der svarede til den, hvormed man betragter Bøddelen på hans Vej til Retterstedet. Hvorledes er du egentlig til Mode, min Ven? spurgte alle Blikkene. Er du nu også ganske sikker på din Ret? frittede alle Smilene. Selv Toldforvalterens hvide Ansigt, som i Forbifarten viste sig for ham i et Gadespejl, havde haft det samme farisæiske Smil . . . og Toldforvalteren var endda en af dem, der havde råbt aller heftigst på Anvendelsen af de skrappeste Tvangsmidler imod Folket. Men de Fyre havde let ved at råbe: Hæng dem! – for det var ikke dem, der skulle udføre Eksekutionen! . . .
Han havde troet, at han skulle komme til at ånde lettere, når han først var ude af Byen. Men Synet af den frie Natur, de udstrakte Marker, den store blå Himmel og Lærkerne, der boltrede sig i den stille Luft, gjorde blot hans Stemning endnu mere tung og bitter.
Uvilkårlig kom han til at mindes sit eget lykkelige Frihedsliv, som han havde været så tåbelig at give Afkald på. Hvor var det dog latterligt, at netop han skulle køre her – ligesom gennem et fjendtligt Land – med våbenklirrende Eskorte, frygtet og forhadt! Hvor ganske anderledes havde han ikke tænkt sig det at være Lovens Håndhæver, Retfærdighedens Arm, de forurettedes Beskytter og Misgerningernes ophøjede Dommer! Nu kom han som den, mod hvem Forargelsen var vendt; som den, der i Befolkningens Øjne selv øvede Vold og trådte alle hellige Love under Fødder. Og levede de end virkelig i en Vildfarelse – disse Folk, der i Dag ville møde ham med deres harmfulde Protester . . . så troede de jo dog på deres Ret, – ti, ja hundrede Gange sikrere måske end han på sin.
. . . Han blev vækket af sine Betragtninger ved at mærke Hr. Simmelkjærs kolde, farveløse Øjne rettet ligesom gennemborende på ham. Han bed Læberne sammen. Hvor han afskyede dette Menneske! Hvor han oprørtes over dette frække, udspionerende Blik. Hans Hjerte snørede sig sammen af Smerte og Ydmygelse ved Tanken om den dybe Demoralisation, hvori hans Fædreland var sunket ned, og som denne foragtelige Dreng daglig var ham det levende Vidnesbyrd om. Hvorledes var det dog kommet så vidt? Hvem bar Skylden for denne Nedværdigelse af Magten? . . . Han følte i dette Øjeblik en fast utæmmelig Lyst til en Gang for Alvor at vise ham sin Magt og Myndighed – til endelig at bryde Åget – til at rejse sig og kalde ham den ryggesløse Hvalp, han var.
. . . Men så kom han til at tænke på sine Børn og på, hvad han havde lovet sin Agathe; . . . kom til at mindes hendes Bønner og rørende Angst, hendes Ømhed og hendes Kys . . .
Han sank resigneret tilbage i Vognhjørnet, indhyllet i sin Kappe.
Og Vognen rullede videre, fulgt af den våbenklirrende Eskorte.