Ilum Galgebakke
En Prolog
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Tæt udenfor Landsbyen Ilum ligger den såkaldte Galgebakke.
Man kommer derop ad en smal Sti, der snor sig mellem Pløjemarker og unge Plantninger af Gran og Fyr. For hvert Skridt, man stiger til Vejrs, vider Synskredsen sig ud omkring En; og nåer man tilsidst Højens skaldede Top, har man hele Herredet liggende milevidt udbredt for sine Øjne – til de tre Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det gendarmblå Hav, hvis Bølgehære skimtes i det fjerne.
Der hviler en inderlig Enfold over det kønne, frodige, tæt befolkede Landskab. Ingen dristigt svungne Linjer, ingen himmelstormende Tinder eller svimlende Afgrunde. I tunge, fede Muldbølger skyder Landet sig roligt og ensformigt frem fra Stranden, snart bærende fredelige Skove, Landsbyer, Kirker og Møller på sin Ryg, snart redende trygge Lejer for sindigt flydende Bække og spejlblanke Åer.
Kommer man herop en stille Sommeraften, når den synkende Sol lægger et Skær som af smeltet Smør over hver Vandpyt og Grøft; når Kirkerne rundt om på Bakkerne begynder at kagle som hvide Høns; når Piger i store Solhatte kommer gladelig syngende hen ad Markstierne med Mælkeåg over de brede Skuldre og Hænderne støttede på de trinde Hofter; når rundkindede Karle lunter ud fra Byerne på Ryggen af store tunge Heste, med Træskoen lystigt dinglende ude på Storetåen; når Moserne begynder at brygge, og Engene at spinde, og Frøerne at dreje deres Kværn – – kan man tro sig hensat til et Vidunderland, hvor alt ånder Fred og evig Lykke.
Lige under En ligger Ilum Sø dybt gemt mellem de afrundede Bakker – så lunt og fredeligt som Smørhullet i et Fad Grød. I Søens østlige Ende spejler Ilum By sine mange hvide Gavllænger, og over Stråtagene kigger Kirketårnets røde Nissehue op. Bagved strækker sig en lang Allé af ærværdige Ege helt hen til „Ilumgaarden”, Byens gamle Arvefjende, de Juul'ers mosbegroede Herresæde, der ligesom med ond Samvittighed skjuler sig i en tæt og mørk Lund af Bøg og Gran. Kun en blank Metalkugle af Slottets Tårnspir rager op over de høje Trækroner som et evig vagtsomt Øje.
I Århundreder har Bondeby og Herregård ligget således over for hinanden, og næsten altid i Krig. Snart var det lejede Landsknægte fra Herregården, der drog ned gennem Alléen med Sværd og lange Lanser for at svinebinde Bønderne. Snart var det disse, der ved Nattetid satte over Borggraven med Køller og tunge Økser for at give Herremanden et velment Tak for sidst.
Thi de allerældste Ilum Bønder var et stridslystent Folkefærd, der levede deres halve Liv som Fiskere ude på Havet, hvorfra de var vant til at brydes, snart med Bølgerne, snart med fremmede Strandhuggere, undertiden også med hinanden indbyrdes. Og Trangen til at kæmpe for deres Selvstændighed tabte sig ikke, når de kom på Landjorden. De havde den Gang hverken Værneforeninger eller Økse-Klubber og heller ingen omrejsende Agitatorer til at holde deres Friheds-Begejstring varm. De fandt ganske af sig selv på at sparke fra sig, når nogen trådte dem for hårdt på Foden. Dyrets Friheds-Instinkt var endnu vågent hos dem. Uden først at granske nogen gammel eller revideret Grundlov eller at rådføre sig med en Katekismus om Tidspunktet for en Opstands Tilladelighed, brød de som med én Skulder det Åg, der blev for tungt, og tog deres Hævn uden Sentimentalitet.
To Gange sved de Ilumgaarden af, så kun de sværtede Mure stod tilbage, og trak Herremanden herop på Galgebakken, hvor han selv havde ladet tappe så meget Blod. Her klædte de ham først nøgen, rev så Tungen ud af Halsen på ham, sprættede derpå Maven op, så de rygende Indvolde hang ham ned over Knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelråb hans højadelige Krop op i Galgens højeste Top til Føde for de sultne Ravne.
Men de Tider er forlængst – forlængst forbi!
Nu holder de Ilum Bønder sig udelukkende til Jorden, og Kampen for deres Selvstændighed har antaget mere civiliserede Former.
Nu bygger de Forsamlingshuse, opretter Skoler, stifter Foreninger, danner uafhængige Lånekasser, Brandkasser og endnu flere Kasser – alt til Frihedens Bevarelse. Men først og sidst afholder de Møder. Overalt og til alle Tider holder de Taler. I store Skarer drager de i bevægede Tider herop på den minderige Galgebakke og rejser her det moderne Skafot, Talerstolen, hvorfra deres Ordførere under Forsamlingens Jubelråb først klæder Fjenderne nøgne for ethvert Argument, derpå hudfletter dem med Sprogets hvasseste Ord, lemlæster deres Fortolkninger, og sluttelig uden Skånsel giver deres Navn og Ære til Pris for sultne Bladreferenter. Og er da således Hævntørsten stillet, opløfter Lærer Zachariasen sin almægtige Hånd – og fra begejstrede Struber runger Tonerne af det gamle Bjarkemål ned over Dalen:
„Vågner, vågner, danske Helte!
Springer op og spænder Belte!”
II
Det var oppe på Ilum Galgebakke, at jeg så ham sidste Gang – denne besynderlige, gådefulde Fremmede, der havde sat den hele By i så ualmindelig Bevægelse.
Alene hans Udseende var ganske ejendommeligt. Han var en lille koboldagtig Skikkelse, bredskuldret og tyndbenet, med stridt, gråt Hår, et stort, gulblegt, skægløst Ansigt og store runde Briller, hvorigennem hans Øjne, når Solen lyste på dem, viste sig som to lodrette Streger og mindede om en Natugle, en Kat eller en Tiger.
For nogle År tilbage var han en Sommeraften kommen vandrende her til Byen med en Voksdugstaske på Ryggen, højt opsmøgede Benklæder og en tyk Knortestav i Hånden – skrækkelig tilstøvet og forbrændt af Solen, som havde han vandret dagevis uden Rast.
Først indlogerede han sig i Kroen men lejede snart efter en Stue hos et Par Husmandsfolk i Udkanten af Byen, hvor han siden boede. Han kaldte sig „pensioneret Skolelærer” og fortalte, at han opholdt sig her for at studere Egnens Historie, da han agtede at forfatte en Beskrivelse af den.
Dette lød ret naturligt, især da han virkelig altid færdedes ude omkring i Landet. Fra Morgen til Aften gennemstrejfede han Egnen, kiggede ind i de enligt liggende Småhuse ude på Overdrevene, gav sig i Snak med alle Vejfarende, slog sig ned hos Høstarbejdere, hos Grøftegravere og Vogterdrenge – altid rastløs, munter og meddelsom.
Bedst som man gik i egne Tanker på Landevejen, kunne han pludselig rejse sig fra Grøftekanten lige foran En, hilse på sin sædvanlige kammeratlige Måde ved at lægge to Fingre op på sin brede Hatteskygge, og derpå bede om Tilladelse til at gøre Følgeskab. Så trippede han lykkelig afsted ved Ens Side med små hurtige Skridt (han løftede altid Fødderne påfaldende højt under Gangen, omtrent som om han uforfærdet vadede i noget usynligt) – ustandseligt snakkende og spørgende, fortællende eller frittende, mens han mellem hveranden Sætning rømmede sig og spyttede tørt ud til Siden.
I Begyndelsen drejede Samtalen sig gerne om Vejr og Vind. Men det varede aldrig længe, før han umærkeligt gled over til sit Yndlingsemne: Historien. Såsnart man kom op på en Bakketop, hvorfra man kunne overskue en Del af Egnen, standsede han og gav sig til med Stokken at pege forklarende rundt i Terrænet. Han kendte Navn og Sted for enhver af de Kampe, der i sin Tid var bleven ført her mellem Herregården og de gamle Ilum Bønder, og fortalte derom med en ejendommelig malende Kraft, så de blodige Billeder blev som levende igen for Ens Øje.
Han var i det hele en mærkelig Mand. Han syntes at have set og oplevet mere end andre dødelige. Han havde været i Berlin under Tumulterne otteogfyrre, i Paris under Kommunen enoghalvfjers. Han havde set Vendomesøjlen falde og Tuilerierne brænde og var utrættelig i Beskrivelsen af hine Rædselsdages Vildskab, af de brølende Folkemasser, de fremstormende Soldater, Barrikaderne på Gaderne og Plyndringerne af Kirker og Klostre.
Og altid var der noget ejendommeligt tændende ved hans Fremstilling af disse Oplevelser. Når man forlod ham, havde man en Fornemmelse, som om Ens eget Blod flammede. Man følte en heftig Trang til Dåd, et ustyrligt Mod til at kæmpe og ofre sig for en stor og hellig Sag, for Frihed, Ret og Broderskab.
Thi det var just på denne Tid, at den politiske Spænding og Ophidselse var på sit højeste her i Landet. Alle var draget med af den vilde Stormhvirvel, der et Øjeblik truede med for bestandig at oprive og splitte det hele Folk.
Blandt Ilums Demokrater var „Mandslingen” – som man gerne kaldte den gamle Særling – hurtig kommen til at indtage en fremragende Plads. Skønt fremmed for Egnen og – på Grund af sin Person – uden Evne til virkningsfuld Optræden i Forsamlingerne var han straks fra Begyndelsen bleven behandlet med endog særlig fin Opmærksomhed. Man satte en Ære i at have i sin Midte en Mand, der alene på Grund af sin Alder, sin Lærdom og sine sjældne Oplevelser måtte indgyde Modstanderne Respekt.
Men lidt efter lidt havde Stemningen vendt sig imod ham. Det varede ikke længe, før man indså, at man havde vist ham for stor Tillid, og at han bag sit muntre og menneskevenlige Ydre skjulte et falskt og upålideligt Sind.
Han havde unægtelig også efterhånden fået en underlig spydig Måde at spidse Munden på, når nogen talte til ham om det store Frigørelsesværk, som nu skulle indledes. Der påkom ham – især over for Egnens ledende Mænd – ofte nogle besynderlig pludselige Hosteanfald, såsnart Talen faldt på det Åg, som Bondens brede Ryg nu skulle bryde. Undertiden rejste han sig endog op i Forsamlingerne og afbrød Foredragsholderen med en eller anden kåd Bemærkning, der øjensynligt alene havde til Hensigt at forstyrre Stemningen og svække Alvoren og Begejstringen hos Tilhørerne.
Ved denne snart tvetydige, snart åbenlyst spottende Adfærd opnåede han tilsidst at gøre sig grundigt forhadt af alle i hele Byen. Ja, med den Mistænksomhed, Tiden uvilkårlig fremkaldte, var man endog på Veje til at anse ham for en forklædt Angiver, en Spion for Regeringspartiet, der falskelig havde forstået at indsmigre sig hos Befolkningen for at tilvende sig dens Fortrolighed.
Navnlig Byens egentlige Fører, Skolelærer Zachariasen, hadede ham af sin inderste Sjæl. Og Gang efter Gang kom det til de heftigste Sammenstød imellem dem.
Således en Dag ved et stort Møde i Forsamlingshuset, hvor Mænd og Kvinder fra hele Sognet var samlet for at træffe Aftale om en energisk Protest mod det nye provisoriske Regimente. Det var Meningen at vedtage en Adresse. Den skulle stiles til Kongen og overbringes denne af fire valgte Mænd fra Sognet.
Den store flagsmykkede Sal var propfuld af Folk, og efter at den sædvanlige Slagsang – Bjarkemålet – var afsunget, trådte Skolelærer Zachariasen frem på Talerstolen. Han var en smuk kraftig Skikkelse, der med sit lange sorte Skæg og alvorsfulde Blik mindede om Profeterne i de gamle Billedbibler.
Han stod en Stund ganske stille og stirrede mørkt frem for sig med et Udtryk, som om han kun ved smertelig Opbydelse af al sin Viljestyrke kunne beherske de Følelser og Tanker, der stormede vildt i hans Indre. Først da alt var bleven dødsstille omkring ham, og han mærkede alles Blikke rettede i Spænding mod hans Læber, begyndte han at tale.
Lige neden for Talerstolen såes „Mandslingen”. Han alene sad foroverbøjet og støttede Hagen på Knappen af sin Stok. Hans Øjne syntes tillukkede bag Ugle-Brillerne, og om hans Mund spillede det sædvanlige sarkastiske Smil.
Efter at Zachariasen var bleven færdig med sit Indledningsforedrag, gik han over til Oplæsningen af Adressen. Denne var holdt i en pompøs Stil og fuld af digteriske Syner og Billeder, der tydeligt røbede Zachariasens Forfatterskab. Den begyndte med et vidtløftigt historisk Tilbageblik, der, idet det gav en Oversigt over Danmarks Historie fra Frode Fredegods Dage indtil Nutiden, skulle bevise, hvorledes Folkets Kærlighed bestandig havde været Kongernes sande Styrke. Derefter gik den over til at omtale den forhåndenværende Strid og Gæringen i Folket. Idet den gentog de gamle Kampord om „Fortvivlelsens Selvhjælp” o.s.v., fremmanede den i vægtige Udtryk en Broderkrigs Rædsler og endte omsider med at anråbe Kongen om at lytte til Folkets Røst, „inden det blev forsilde”.
Efter Oplæsningen lød der fra Mændene et betænksomt „Hør!”. Kvinderne nikkede bifaldende, hvorpå Adressen enstemmigt vedtoges.
Efter forudgående Aftale foreslog dernæst en af de Tilstedeværende Hr. Zachariasen samt tre navngivne Bønder af Sognet til at overrække Kongen Adressen.
Herom skulle man just til at afstemme, da „Mandslingen” til almindelig Forfærdelse rejste sig og bad om Ordet.
Han ville blot, sagde han, i Stedet for de tre anførte Bønder foreslå tre andre Mænd af Sognet til det omtalte Hverv, nemlig Jordemodermand Nielsen, Natvægter Ole Madsen og Rokkedrejer Søren Piper. Hr. Skolelærer Zachariasen fandt han derimod som skabt til den foreslåede Tillidspost som Ordfører.
Der gik en misbilligende Mumlen gennem Forsamlingen. Man forstod vel ikke helt, hvad Meningen var; men man havde på Følelsen, at der skjulte sig Spot i hans Ord.
„Ingen Spektakler her!” råbte tilsidst En.
„Her er ikke Plads til Grinet! Vi er alvorlige Mænd!” tilføjede en anden.
„Netop hvad jeg ville sige,” vedblev han uforstyrret. „Vi bør betænke denne Sags Alvorlighed. Jeg håber derfor, at den nu vedtagne Adresse vil få en passende kaligrafisk Udstyrelse og blive indbunden i et smukt Safiansbind, forinden den overrækkes i Majestætens Hænder. Mulig havde det været bedst, om hele Adressen var bleven forfattet på smukke Vers, og jeg tvivler ikke om, at man ville kunne formå Hr. Skolelærer Zachariasen til at påtage sig dette Arbejde. At Hr. Zachariasen som Deputationens Ordfører i hvert Fald vil optræde med den Værdighed, som Situationen kræver, og i hvidt Slips, tør vel betragtes som en Selvfølge.”
Den misbilligende Mumlen i Forsamlingen steg til en truende Knurren. Man begyndte nu at forstå. Og man ville tvinge den uforskammede til at standse.
Men han vedblev:
„Der synes mig i det hele at ligge en stor og løftende Tanke i, at Folket således henvender sig til sin Konge for åbent at forberede ham på en Revolution. Der er næppe nogen Tvivl om, at Hs. Majestæt vil vide at påskønne denne Hensynsfuldhed. Det forekommer mig i Samklang hermed at vi ikke kan skride til Værket på en mere passende Måde end ved her at udbringe et Leve for vor ophøjede Monark. Jeg tillader mig altså – –”
Men han fik ikke Lov til at tale ud. Der rejste sig fra hele Salen en harmfuld Protest.
„Kast ham ud! Han er en Overløber! Ned med ham!” råbtes der.
Der var et Øjeblik ikke til at høre Ørenlyd.
Alligevel blev han rolig stående og ventede på at kunne fortsætte. Han var efterhånden bleven meget bleg. Men jo mere bleg, des mere smilende.
Imidlertid var Skolelærer Zachariasen atter trådt frem på Talerstolen. Skælvende af hellig Harme opløftede han sin Hånd – og i samme Nu var alt stille i Salen.
Så talte han.
Med høj, profetisk Røst, der gav Genlyd som af himmelske Stemmer under det høje Bjælkeloft, udslyngede han Forbandelsen over den Spottens, Grinets og Frækhedens Ånd, der som et giftigt Ormekryb havde snyltet sig ind i det danske Folkelivs friske Træ. Under Forsamlingens stigende Bifald manede han alle gode Kræfter til Kamp mod „Lokeynglen”, der med sit Rænkespil ville baste Thorguden, den danske Folkeånds Sejghed og Kraft.
„Men det skal ej ske!” råbte han, mens både Mænd og Kvinder fra hele Salen istemte med drønende „Hør”. – „Bort med Mørkets lede Jætter! Fremad under Lysets Banner, under Troens Mærke, til Frihed og Frelse!”
Neden for Talerstolen sad „Mandslingen” atter foroverbøjet på Bænken, med Hagen støttet på Knappen af sin Stok. Hans Øjne syntes påny tillukkede bag Brillerne. Men Smilet spillede ikke længer om hans Mund; hans Ansigt var sammenfaldent og ubevægeligt som en Dødsmaske.
III
Det var – som sagt – oppe på Ilum Galgebakke, at jeg traf ham sidste Gang.
Det var en Dag ud på Efteråret, hen imod Aften. Jeg kom gående op ad den bugtede Sti mellem de nyvendte Pløjemarker, der glinsede af Fedt og Væde. Oppe på Bakketoppen standsede jeg og så' ud over det fredelige Landskab.
Dobbelt fredeligt syntes det mig nu, da Befolkningens heftige politiske Opbrusning var i Færd med at lægge sig, og den vante, trygge Ro atter havde begyndt at fæste Bo i Sindene.
En tung og mørk Skyhimmel hang ubevægelig over Egnen. Langs Horisonten i Vest lå en milelang Glød fra den synkende Sol. Rundt om fra Højene hørtes Kirkernes Ligklokkeklang. Over Moser og Enge bølgede blålige Tåger; alle Farver blegnede – Dagen lå på sit Dødsleje.
Idet jeg vendte mig om, havde jeg af Forskrækkelse nær udstødt et Skrig.
Tæt bag ved mig sad han – den gamle – på en Sten og stirrede mig i Møde gennem sine store runde Ugle-Briller.
Jeg havde ikke set ham siden hint heftige Sammenstød i Forsamlingshuset. Han havde efter denne Dag levet meget tilbagetrukkent, og jeg kunne næsten ikke kende ham igen, så gusten og sammenfalden syntes han mig at være bleven.
Jeg fik uvilkårlig Medlidenhed med ham. Han bar sin gamle Voksdugstaske på Ryggen, havde sin Stok i Hånden og Benklæderne højt opsmøgede over Støvlerne – ganske som hin Dag for År tilbage, da han uventet kom hertil.
„De er rejseklædt,” udbrød jeg. „Vil De drage fra os?”
Han nikkede.
„For bestandig?”
„Ja – det bliver det vel.”
Jeg så en Stund tavs ned på ham. Han syntes selv at kæmpe med en stærk Bevægelse.
„Jeg forstår nok –” sagde jeg endelig med et stille Nik – „De er bleven skuffet . . . De har ikke befundet Dem vel hos os?”
„Å nej – siden De selv siger det – her er mig for kvalmt, for tyk Luft – sådan for Lungerne, mener jeg.” Han hostede.
„Ja vist! Ja vist! Men De kan tro – det er blot et foreløbigt Vindstille. Det vil snart blive bedre! Vent blot!”
Han rystede på Hovedet og smilte mismodigt.
„Her er vist ikke noget at vente efter,” sagde han så.
„Å, blot man ikke taber Modet! Der kan ske noget vidunderligt, før man aner det!”
„Hvad kalder De for vidunderligt?”
„Ih, for Eksempel . . . en ny Rejsning! En ny Strømning! En splinterny Tid! . . . Hvem véd? Måske er den allerede i Gære!”
„Hm! Ja, nye Tider har man ingen Mangel på i vore Dage. De indvarsles sådan omtrent ved hvert Kvartalskifte . . . Men det batter ikke, min unge Ven . . . det batter ikke!”
„Nu? For Pokker! Hvad forlanger De da mere?”
„Et splinternyt Folk, min kære!”
„Å, nu gør De os igen Uret. Ulykken denne Gang var, at Førerne svigtede.”
„Ja, sådan undskylder man sig altid, når man selv taber Hovedet. Læg Mærke til – et Folks Førere er altid det pålideligste Udtryk for Folket selv. Hvorledes blev de vel ellers Førere? Døm din Høvding - og du dømmer dig selv.”
„Nu vel! Selv om det er rigtigt – hvad siger det så egentlig? Vi bukkede under i denne Omgang, det er sandt. Men derfor kan vi vel rejse os og sejre i den næste. Vi taber ikke Modet så let hertillands! Der er Krummer endnu i Folket. Husk – der springer Løver i det danske Skjold!”
„De danske Løver! Hm! De er nok af den aparte Slags, der bræger. Anbring dem med et Tøjr om Halsen på en grøn Mark, og jeg tør bande på, at De vil ikke kunne skelne dem fra et almindeligt Klokkefår.”
„Ja, nu spotter De igen. Hvortil skal det nytte? . . . . Vil De måske sige mig, hvad der. var at gøre? Hvad kunne der udrettes denne Gang? Regeringen var forberedt, Folket ikke. Regeringen sad inde med alle Magtmidlerne, Folket var endnu tomhændet. Spillet var ulige – og der er intet nedværdigende i at bukke under for Overmagten.”
„Overmagten!” udbrød han og løftede pludselig Hovedet. „Siger De Overmagten? – – Å,” vedblev han og pegede smilende ned over Dalen. „Gør mig den Tjeneste at se, hvad der kommer dér. Et besynderligt Syn, ikke sandt?”
Jeg vendte mig om.
Nede på Chausséen kom en Ekvipage rullende i jævnt Luntetrav. Under den halvt nedslåede Kalesche sad to Herrer mageligt henslængte hver i sit Hjørne med Cigarer i Munden. I den fremrykkede Skumring skimtedes kun utydeligt Omridsene af deres runde Legemer, Gløden af Cigarerne og de brede Guldgaloner på deres Kasketter.
Det var Herredsfogden og hans Fuldmægtig, der vendte tilbage fra Udpantning hos Egnens Skattenægtere. På Bukken ved Siden af Kusken sad Egnens Politibetjent, og bag efter Vognen fulgte to Gendarmer til Hest.
Da Optoget havde passeret Galgebakkens Fod og var rullet et Stykke hen ad Vejen til den anden Side, vendte „Mandslingen” Ansigtet om imod mig og sagde på sin gamle drillende Måde:
„Hvad siger De? . . . . Sådan ser den Overmagt ud, De talte om. Synes De egentlig, den gør et så skrækindjagende Indtryk? Dér ruller disse fire-fem Kavalerer og en Kusk nok så hyggeligt ved Nattetid gennem Landsby efter Landsby med Hundreder af håndfaste Karle – og der er ikke én, der tænker på at krumme et Hår på deres Hoveder. Ja, jeg er overbevist om, at ifald en af de Herrers Cigarer tilfældigt skulle gå ud, ville de roligt lade standse foran det første det bedste Hus i Byen og bede om en Svovlstik. – – Kære Ven, skal vi være enige om ikke at tale om Overmagt?”
„I det hele,” – vedblev han, da jeg ikke straks svarede – „se Dem dog om, unge Mand! Kast et Blik ud over dette gudsvelsignede lille Smørland! Træd inden for hos disse Folk, der sidder dér bag lune Døre, mellem skikkeligt fyldte Lader, med Frihed til daglig at spise sig mætte, til årlig at sætte et Barn i Verden, til hver Aften at besøge Naboer, spille Kort, tale, synge, danse, drikke, o.s.v., . . . og spørg dem om, hvor det egentlig er, at Træskoen trykker. Jeg holder for, at de alle som én bliver Svaret skyldigt. Der mangler de rette Elementer her i Landet – det er Sagen!”
„De rette Elementer? Hvad mener De med de rette Elementer?”
„Jeg mener . . . Nu, jeg mener sådanne, for hvem Friheden ikke er et højtideligt Evangelium ; sådanne, hos hvem Frihedstrangen endnu er dyrisk: instinktmæssig og uovervindelig.”
„Bestandig taler De halvt i Gåder. Kunne De ikke for en Gangs Skyld uden Omsvøb sige, hvad De tænker på. Er det Dem meget imod?”
Han smilte og missede polisk med Øjnene.
Bag ham bredte Solnedgangens Blodskyer sig videre og videre op over Himmelranden, og hans sammenbøjede Skikkelse tegnede sig imod dem som en Silhouet af en Kæmpe-Tudse.
„Så hør da!” sagde han. „Men sig mig først – har De nogen Sinde været i Paris? – Ikke? – I London? Berlin? – Heller ikke? – Det er Skade. Det ville De have haft godt af. Men i København har De været. Sig mig, har De ikke dér ved enkelte, sjældne Lejligheder . . . når der sådan var noget ualmindeligt på Færde, et natligt Folkeopløb, en stor Ildebrand – f. Eks. den Aften, da Kristiansborg Slot brændte . . . har De da ikke lagt Mærke til nogle underlig lyssky Væsner, som De ikke er vant til at se på Gaderne … Individer næsten uden Klæder på Kroppen, der sniger sig om mellem Folk ligesom fortumlede af det hele Røre, på én Gang frækt grinende og frygtsomt skulende, med Klude viklede om Fødderne i Stedet for Sko, og med lange Halse, der stikker ganske nøgne op af Frakkepjalterne. De kommer inde fra Smuthuller i Kældere og bag Skur, som ingen andre kender. Kun om Natten lusker de ud for at samle gamle mugne Brødskorper, Hvidkålsblade og Kartoffelskrællinger fra Skarnbøtterne i Gården. Ud på Gaden vover de sig under rolige Forhold slet ikke, fordi de hellere lider al menneskelig Elendighed i deres mørke Huler, end de udsætter sig for at berøves Friheden under det offentliges Varetægt … nu ja, hvad er det, man kalder den Slags Folk?”
„Bærmen . . . Krapylet!”
„Rigtigt! Dér er Ordet!” sagde han og lukkede et Par Sekunder Øjnene bag Brillerne, mens han drømmende gentog: „Krapylet! Krapylet, ja! . . . Ser De, her til Lands, i vore små Forhold, der så let kan overskues, og hvor den offentlige Orden så sjælden brydes . . . her findes dette Krapyl – et fortræffeligt Ord, ikke sandt? – her findes det naturligt kun i forsvindende Grad. I de store Lande derimod, og i de store Byer, jeg nys nævnede, ser man disse Vilddyr vrimle frem overalt, selv ved højlys Dag. Og tro mig, det er ikke altid hyggeligt at møde dem. Er man ene, bevæger man sig uvilkårlig i en forsigtig Bue udenom dem og knytter Hånden fast om sin Stok. Men hvilken Utaknemlighed er det egentlig ikke? Burde man ikke i Stedet for tage sin Hat dybt af og sige: Jeg takker dig, Broder, for alt, hvad du daglig er for mig og mine. Din Sult, dine Lidelser, dit uovervindelige Menneskehad skylder jeg den Smule Frihed, der er mig levnet. Uden dig ville alle civiliserede Folkeslag inden hundrede År stønne i Slavelænker. For – ikke sandt? – dette Krapyl er dog Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkårne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død over Undertrykkerne . . . Hvor denne Garde fattes i et Land; hvor der ikke hænger et sådant evigt truende Sværd over Magthavernes Hoved, dér vil Folket altid blive et viljeløst Redskab i Hænderne på den frækkeste . . . enten denne så er en salvet Konge eller en forhenværende Skolelærer.”
„Men efter hvad jeg kan forstå, må det altså være vor Opgave her i Landet at fremelske en sådan Nobelgarde. Er det Meningen?”
„De smiler, unge Mand! Jeg kender det Smil. Og jeg véd også godt, hvad De videre vil sige. Jeg har hørt det før af Profeten Zachariasens Mund. De vil sige, at det er Danmarks Opgave at fremelske en Ungdom med en stærk Tro på Frihedens Goder, med en ærlig og kraftig Vilje o.s.v. o.s.v. Men jeg siger Dem – tro ikke derpå! Friheden er en kostbar Vare. Den købes ikke for Lapperier.”
„Hvormed købes den da?”
„Med det dyreste – det aller dyreste, min Ven!”
„De mener – man må ofre Livet. Men om vi unge nu var beredt dertil?”
„Det er ikke nok. Det blev kun Galgenfrist!”
„Ikke nok? Hvad kan man da ofre mere?”
„Sig mig – ikke sandt? – De har en Søn.”
„Alf!”
„Hedder han Alf? Hm! Nå lige meget – Alf, Peter, Kristian, Hans . . . Hvor gammel er han, den Alf?”
„Fem År.”
„Fem År, godt! Naturligvis et lille Mirakel af en Dreng, hva' ? Røde Kinder, blå Øjne, gult krøllet Hår – en rigtig lille Lysalf, ikke sandt? Fa'ers og Mo'ers Øjesten, Onklers og Tanters Kæledægge, velopdragen, godt Nemme, begynder at lære Bogstaver, spiller kanske på Klaver – naturligvis! Når han bliver større, skal han i Skole, i den bedste Skole; skal have pæne Klæder, som han ikke må grise til; skal lære at være lydig og dydig og påpasselig, for at han kan gøre sin Lykke her i Verden, vinde Folks Agtelse og Tillid, få en smuk Stilling, en betrygget Fremtid, gøre et godt Parti og få et hyggeligt, velanset Hjem, en sød Kone og tilsidst selv en lille Lysalf med røde Kinder og krøllet Hår. Er det ikke dette, der er Deres Drøm? – Og så tror De virkelig endnu på en Revolution her til Lands! . . . . Ja, nu smiler De igen. Men jeg siger Dem, at her står Valget. Her er Ofret! . . . . Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, så snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne . . . Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! . . . Leve Krapylet!”
Han havde rejst sig.
Han var dødbleg . . . og hele hans Legeme sitrede af en Sindsbevægelse, hvis Heftighed forfærdede mig. Bag ham hang nu hele den tunge Solnedgangshimmel som en rygende Verdensbrand, der kastede et uhyggeligt Blodskær hen over hans Brilleglas.
Uvilkårlig trådte jeg et Skridt tilbage . . .
Da greb han sig i sit Sindsoprør og tvang sig endog til at smile et Øjeblik – ligesom undskyldende.
Så rakte han mig sin ligkolde Hånd.
„Jeg må gå,” sagde han tonløst. „Det er Aften, og jeg har lang Vej. Farvel! . . . Vi ses vel næppe mere.”
Så nikkede han igen – mildt og næsten fredeligt – og gik stille ned ad Højen.
Men ved Højens Fod vendte han sig endnu en Gang om imod mig og vinkede tre Gange op med Hånden – som om han atter i Begejstring tilråbte mig:
„Leve . . . leve Krapylet!”