WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Det store Spøgelse




(1907)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


I


   Man har en smuk Sommeraften på en Spadseretur sat sig til Hvile oppe på en Bakkeskråning og hører herfra en fjern Kirke ringe Solen ned. Stilheden i Naturen, de hjemvandrende Kvægflokke, Himmelrandens gyldne Fata Morgana og denne akkurat hørlige Klokkelyd, der engang imellem bliver helt borte, fremlokker en særegen Sørgmodighed, en sværmerisk Ensomhedsfølelse, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det kommer En tilsidst for, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig. Man begynder for fuld Alvor at ransage sin Samvittighed, at efterspore en eller anden skjult eller glemt eller overset Brøde. Alle Dagens små Overtrædelser, hvert ubetænksomt Ord, der er undsluppen En, hver lille Forsømmelse eller Forurettelse svulmer her i Skumrings-Ensomheden fantastisk op og gør Hjertet bespændt og uroligt. Men så bortvendes Opmærksomheden af en Svale, der flyver forbi. Tankerne falder til Hvile, og man sidder en Stund og morer sig over de dristige Ottetal, som den lille Fugl beskriver i Luften under sin nervøse Flugt. Men så snart den er ude af Syne, synker man uhjælpelig tilbage i den modfaldne Stemning, og allehånde uhyggelige Skyldfornemmelser røres op af Sjælens Dyb.
   Indtil der atter viser sig noget, der vækker Sanserne og udfrier Eftertanken af Stemningens Mareridt. Det er denne gang en lille Vogterdreng, der et Sted i Nærheden med Hujen driver en Flok Køer henover Markerne. Og påny sidder man og smiler hen for sig - men med et tungt, et bittert Smil. En Uro, en dyster Afmagtsfølelse er bleven tilbage i Sindet. Man griber sig i med Misundelse at følge den lille barbenede Purk, som går der så sorgløs og knalder med sin Pisk, - og det, skønt man måske selv for ikke en halv Time siden gik muntert nynnende hen ad Vejen og mejede Grøftekantens Blomster med sin Stok.
   Og Solrøden derude falmer, og Natten kommer listende. En efter en dukker Stjernerne frem som himmelske Spejdere. Grå og øde ligger Jorden og damper svagt i Aftenkulden. Selv begynder man at fryse men kan alligevel ikke overvinde sig til at stå op og gå hjem. Man er i sin Stemnings Vold. Man er under Afmagtens Fortryllelse. Aftenstjernen, som dirrer på den grønblege Himmel, synes at vinke så fortroligt deroppe fra Evigheden. »Kommer hid, alle I, som ere besværede!« synes den at trøste. »Heroppe er Hvile og Fred!«
   Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem ved? Måske går man tilsidst virkelig hjem og hænger sig.
   - - Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer på vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi måske kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi ved det, vugger vi i Dødens Skyggearme. -


II


   På en ensomtliggende Husmandslod ude ved Sognegrænsen boede gamle Søren Kousted og hans Kvinde.
   Søren var en gudfrygtig Mand, en stille, indadvendt Natur, som ude mellem Fremmede kunne gøre et noget forsagt Indtryk, men som i Hjemmet til Gengæld hævdede sin husfaderlige Myndighed med gammeltestamentlig Strenghed. Mariane, hans Kone, var et enfoldigt Skind, kuet og sløvet af et Liv i Trældom. Begge var de Væsner af Dværgeart, sammensunkne og med store Ansigter, hvori der stod at læse om den lidt tomme Fred, som kommer over sådanne gamle Mennesker, når Kampen for Tilværelsen er gennemstridt og Livet ikke længer byder dem Vanskeligheder at overvinde.
   En Lørdag Aften i September var Søren efter sin Sædvane gået tidlig til Ro. Han havde allerede ligget et Par Timer på Inderpladsen i den brede Seng og sovet med Ansigtet mod Væggen, da Klokken blev ti og Bornholmeren henne i Krogen faldt i Slag med en rusten Snurren ligesom et gammelt Menneske, der må rømme sig, før det kan tale. Mariane gik på den Tid endnu halvt afklædt omkring og smånøslede i Stuen og det tilstødende lille Køkken med en Lyseprås i en Profit. Hun havde netop stillet denne hen på Madbordet mellem Vinduerne og var beskæftiget med at omvikle sit store, næsten skaldede Baghoved med et Tørklæde, hvis Ender hun fæstede over Issen med et Par Nåle.
   Denne natlige Puslen var en gammel Vane hos hende fra den Tid, da Børnene var hjemme og hun gerne måtte sidde oppe den halve Nat for at bøde deres Klæder. Der var dengang så meget, der skulle lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed. Nu var alle Børnene borte, var draget hver sin Vej ud i Verden. Kun den yngste Datter, Grethe, var bleven i Sognet og tjente i Præstegården. Af de andre var den ene Korporal i Randers, den anden Mejerske i Herning, den tredje arbejdede som Tømmersvend i Viborg, og det var på alle disse så fremmede og fjerne Steder, at den gamle Kone færdedes i sin stakkels Fantasi, når hun sådan gik og puslede i Ensomhed.
   Endelig fik hun da ordnet sig for Natten, vædede et Par Fingerender og slukkede Lyset. Ved det blåhvide Skær af Månen, der tegnede to lysende Vindues-Firkanter på det mørke Lergulv, satte hun sig på Sengestokken, trak Strømpeskafterne halvt ned over de åresvulne Lægge, bandt et gammelt uldent Stykke omkring Maven og krøb op i Sengen. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen, foldede de runkne Hænder over Brystet og bad sin Aftenbøn:
   »Nu sejer A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os fra Synd og bevar os fra Fristelsen, Amen! Reger mit Hjerte og fri mine Hænder fra det onde. For din elskelige Søn Jesu Kristi Skyld. Amen! Det samme sejer A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Hans Jørgen, og for dig, bitte Grethe. Gud i Himmelen annamme vos allesammen i sin Varetægt.«
   Midt under denne halvhøjt fremmumlede Påkaldelse var et mørkt Legeme sprunget ned på Gulvet fra Sengens Fodende. Det var Katten, der havde ligget og varmet sig oppe på Dynen og nu følte Trang til at strække sig. Med krummet Ryg og rejst Hale stod den dernede i den ene Lysfirkant og gnistrede ud af sine grønne Øjne som en dæmonisk Åbenbarelse. Tilsidst begyndte den at mjave.
   Mariane tyssede på den, - Søren havde i Søvne givet et utålmodigt Grynt fra sig. Men Katten var sulten efter Mus. Måneskinnet derude fristede og vakte Blodhungeren. Den satte sig hen ved Døren og blev siddende der med Halen standhaftig svøbt om Poterne og gav sig ynkelig.
   Der hjalp ingen Trusler. Mariane måtte op af Sengen og lukke den ud.
   Der var under alt dette atter gået en Time. Bornholmeruret henne i Krogen begyndte igen at stønne som en gammel Mand og udhostede elleve trætte Slag. Udenfor var der ganske stille. Landevejen lå langt borte, og der rørte sig ingen Vind.
   Mariane havde påny fået lagt sig tilrette under Dynen, og nu, da hun var bleven vred, og hendes Tanker havde fået Katten at tumle med, faldt hun hurtigt til Ro. Med sit indbundne Hoved trygt støttet mod Mandens Ryg, som om det der havde sin naturlige Hvileplads, sov hun snart efter ind til sine grå og fattige Drømme.


III


   På samme Tid gik et ungt Kærestepar med hinanden om Livet henad en Marksti langs med et bevokset Dige: en køn, velvoksen Karl med en Rest af Holdning fra Soldatertiden og en snaksom lille Pige, som på en egen tapper Måde satte sine Ben unaturligt langt frem for at kunne holde Trit med ham.
   Det var Grethe, Søren Kousteds yngste Barn, der tjente i Præstegården, og så en Tjenestekarl der fra Byen, - Niels Hald hed han.
   Grethe havde taget sit Hovedklæde af. Hun gik og svang det i Hånden og kiggede forelsket sin Kæreste op i Ansigtet, mens hun ustandselig talte og lo. De var nylig bleven forlovede, og for visse Årsagers Skyld måtte de foreløbig hemmeligholde deres Forbindelse, og nu havde de ikke set hinanden i tre Dage, så der var jo så meget at fortælle og så megen opsparet Ømhed, der måtte have Luft.
   Til begge Sider strakte sig store Stubmarker, hvorover det hvide Månelys lå som en Rim. På Stien, hvor de gik, var der derimod Skygge af Tjørnene på Diget; her kunne de gå uden at blive set, dersom der skulle komme nogen ude på Landevejen. I Nødsfald kunne de også skjule sig i Buskene. Og det gjaldt om at være forsigtig. De vidste, hvor strengt Præsten fordømte al Nattesværmen.
   Niels Hald var en af Sognets smukkeste Karle, og Grethe havde længe elsket ham i Løndom. Hun havde været syg af Sorg, når hun hørte om ham, at han var bleven gode Venner så med den ene så med den anden Pige af den Slags, der ikke undså sig for at byde sig til. Skønt hun vidste, at det var en Formastelighed, og i Grunden heller ikke havde troet, at det hjalp noget, havde hun i sin Hjertekvide ikke kunnet lade være med at bede til Gud om, at han ville vende hans Sind til hende. Da så Niels kom hjem fra Tjenesten, var det utrolige sket. Ganske af sig var hans glade Øjne gleden de andre forbi og hen på hende. En Dag, da de mødtes udenfor Købmanden, havde han sagt hende sin Mening.
   Selv forklarede Niels Sagen sådan, at han nu var bleven fornuftig og ikke længer tog efter det ydre. De smukkeste Piger blev gerne de dårligste Koner - sagde han åbenhjertigt; og Grethe var slet ikke bleven vred. Hun havde al sin Tid måttet høre så meget om sit ræverøde Hår og sine Sommerfregner, at hun var nærved at anse sig for et rent Utyske. Hendes eneste Fortrin, vidste hun, var, at hun var en ordentlig Pige og et Arbejdsmenneske.
   Nogen Skønhed var hun nu virkelig ikke, og lidt stedmoderlig havde Naturen og Skæbnen i det hele behandlet hende. Hun havde arvet sin Moders enfoldige og ydmyge Sind og havde hidtil lært mere af Livets Tristhed end af dets Glæde at kende. Derfor formåede hun heller ikke endnu at give sin Lykke og Taknemlighed et helt naturligt Indtryk, men blev let overstadig og lidt fjantet i sit Væsen overfor Niels.
   At deres Forlovelse ikke straks var bleven offentliggjort, skyldtes hendes eget udtrykkelige Ønske. Hun var foreløbig altfor lykkelig til at tænke på den Misundelsens Triumf, der ventede hende mellem Egnens andre Piger, men havde på den anden Side været foruroliget af Tanken om, hvad hendes Forældre og navnlig hvad Præstens ville sige. Niels havde jo ikke det bedste Lov på sig fra Fortiden. Hun havde derfor anset det for rigtigst, at han først viste sig nogle Gange ved Onsdagsforsamlingerne i Præstegården, så man kunne se, at han mente det alvorligt med sin Forbedring. Forresten var de netop denne Aften bleven enige om, at de nu ville købe Ringe.
   Pludselig foer hun sammen og standsede. Hun syntes, hun havde hørt Skridt lige i Nærheden.
   »Der kommer nogen,« sagde hun og dukkede sig.
   Niels så sig omkring.
   »Der er ingen.«
   »Jøsses, A biev så angst,« sagde hun og lo igen.
   De gik så videre, men Grethe var bleven tankefuld.
   »Det er mærkeligt . . . for jeg hørte li'så bestemt et Par Træsko,« sagde hun efter en længere Tavshed. Og noget senere, da Niels allerede en Tid havde talt om andre Ting, lagde hun til: »Har du hørt, hvad de siger, at Jesper går igen?«
   »Hvem siger det?«
   »Det er Hans Madsens Trine. Hun skal have set ham i Lørdags Nat gå tværsover Per Ousens Toft i sin Ligskjorte.«
   »Å, S1uddervrøvl! Du tror da it' på den Slags?«
   »Nej, nej, - det veed A da nok.«
   »Ser du, det er bare over det, at Jesper fik en så sørgelig Ende. Så skal Kællingerne straks lave Historier.«
   Den, de talte om, var Byens Smed, som nylig var død, og om hvem der forinden var gået en Del Snak der på Egnen. Han havde været gift med et fordrukkent og løsagtigt Kvindfolk, og da han selv var en ordentlig og stræbsom Mand, havde de levet i bestandig Ufred. Så var Konen død, og fra den Dag havde han været tungsindig og var tilsidst selv begyndt at drikke. Folk mente, han havde fået Samvittighedsskrupler, fordi han undertiden havde talt sin Kone lovlig hårdt til og vel også havde givet hende en Vinge nu og da. En Morgen fandt de så Smedjen lukket. Han havde hængt sig ovre i Vedkasten.
   I et Par Timer havde de nu gået der frem og tilbage i Skyggen langs med Diget. Vistnok for tyvende Gang nåede de Enden af Stien ude ved Landevejen; men nu standsede Grethe. Månen var kommen over på Vesthimlen; hun turde ikke blive længer ude. Her måtte de skilles.
   »Nu må A hjem, Niels,« sagde hun modfalden.
   »Har det sådan Jav,« spurgte han.
   »Ja, A må go.«
   »Jaså da - når det skal være.«
   Men det var svært at slippe ham. Hun havde lagt begge Armene om hans Hals, og han trykkede hende tæt ind til sig på Almuekæresters Vis uden at lægge Skjul på, hvad han længtes efter.
   »Å, søde Niels,« sagde hun. »Du skal snart få det godt hos mig.«
   Endelig fik de da sagt hinanden det sidste Godnat. Niels blev stående på Stien, mens Grethe skyndte sig over Landevejen og videre langs med Diget ovre på den anden Side for ad en Omvej at slippe tilbage til Præstegården uden at blive set. En eneste Gang vovede hun sig ud på Marken i Månelyset for at vifte til ham med sit Hovedklæde, og Niels svang til Svar sin Træsko, som han netop havde taget af Foden for at ryste noget Jord ud af den.
   Først da hun var helt af syne, kom han ud på Vejen og gik nu hjem til den Gård, hvor han tjente. Grethe hørte hans faste Soldaterskridt fjerne sig på den hårde Vej. Hun var standset for at kunne følge dem til det sidste, og Hjertet sang i hende af Taknemlighed og Glæde.
   Men Ulykken var ude denne Nat. -


IV


   Præstegården lå i en Sænkning i den vestre Ende af Byen. Det var en af disse gamle, herregårdsagtige Embedsboliger, som nu er ved at forsvinde, en Avlsgård med vidtløftige Stald- og Ladebygninger, med Fårefold og Svinesti, med Boder og Skur, det hele omfavnet af en Lystpark på flere Tønder Land.
   Der hørte stadig en Del Jord til Kaldet; men dettes nuværende Indehaver havde bortforpagtet Avlingen til to af Byens Gårdmænd. De store Udlænger stod enten ganske tomme eller benyttedes af Forpagterne som Oplagsrum. Præstens var dertil enlige Folk uden Børn i Hjemmet, så der var ingen andre Tjenestefolk på Gården end Grethe og en gammel Mand, der passede Haven, huggede Brænde o. lign.
   Grethes Kammer lå for sig selv bagved Køkkenet. Vinduet vendte ud til Urtehaven eller »Kaalgaarden«, som den kaldtes, og ad den Vej var det, hun i den senere Tid hyppigt var listet væk om Aftenen for at mødes med sin Kæreste. Hun havde haft svære Anfægtelser i den Anledning. Hun holdt meget af Præstefolkene, der aldrig havde gjort hende andet end godt, og bestandig havde hun også lovet sig selv, at det skulle være sidste Gang. Nu frygtede hun tilmed for, at Præstefruen var begyndt at ane Uråd. Forleden, da hun havde glemt at komme Salt i Grøden, havde Fruen sagt: »Jeg tror, du går i Giftetanker, Grethe.« De Ord havde gjort hende så forskrækket, at det havde sortnet hende for Øjnene.
   Denne Aften havde hun været borte siden Klokken halvti. Hun var på den Tid kommen ind i sit Kammer med et Lys i Hånden og havde da hørt Niels' sagte Fløjtekvidder ude fra Havegærdet, - det aftalte Signal, som hun angstfuld og dog med en så sugende Længsel hver Aften gik og ventede på.
   Hun var netop bleven færdig med sin Aftensyssel og havde også været inde i Stuen og sige Godnat, - det var hende derfor helt umuligt at stå Fristelsen imod. Som Tegn på at hun havde hørt ham og ville komme, slukkede hun skyndsomst Lyset; og få Minutter efter krøb hun ud gennem Vinduet. For at ingen skulle se dem sammen, søgte de hver sin Vej ud til Markskellet, hvor de havde deres Stævnested, og her glemte hun efterhånden sine Anfægtelser, og det endda så fuldstændig, at hun havde kunnet gå og snakke om Præstens og Præstegården, uden at der derfor var kommen en Sky på hendes Lykkehimmel.
   Men nu, da hun blev ene, fik Samvittigheden atter Magt over hende. I samme Øjeblik, den sidste Lyd af Niels' Skridt forsvandt ude på Landevejen, følte hun sine Ben så tunge. Hun gik langsomt over en Pløjemark, der stødte op til Præstegårdshaven, og sneg sig langs med Gærdet på den Side, der var længst borte fra Præstefolkenes Sovekammer. Da hun kunne skimte de lange, månehvidtede Mure mellem Træerne, stod hun stille for at lytte. Men alt var roligt derinde, overalt var der slukket. Der hørtes ingen anden Lyd end en svag Klapren af Snoren på Flagstangen i den store Blomsterplæne foran Havestuen.
   Hun fik igen sit Vejr og krøb over Gærdet. Ja, hun blev så dristig, at hun listede sig på Hosesokker helt ind i Haven til et Sted, hvor der stod et Træ med Sommeræbler. Længe stod hun stille og betragtede de store, gule Frugter. I Grunden matte hun slet ikke røre dem. Alligevel udsøgte hun sig den største og modneste af dem, hun kunne nå, og puttede den i sin Lomme. Det var til Niels. Til sig selv tog hun en af dem, der lå i Græsset. Hun var bleven sulten, opdagede hun, og gav sig straks til at spise.
   I Skjul af Måneskyggerne, der rundede sig over Plænerne, gik hun langsomt tilbage samme Vej, hun var kommen, listede gennem Urtehaven og gik hen til sit Vindu, som hun havde ladet stå på Klem. Da gav det et Ryk i hende. Hun var lige ved at sætte i et stort Angstskrig. Vinduet var lukket i, og Haspen sat på indvendig.
   Forfærdelsen ramte hende som en Krampe. Hun stod et Øjeblik aldeles stiv, med Albuerne trykket ind til Kroppen og stirrede ud for sig med runde Øjne. Og dog havde hun for længe siden forudset, at det ville ske. hun var i Grunden slet ikke overrasket. Hun havde blot aldrig gjort sig rigtig Rede for Følgerne af en Opdagelse, fordi hun i den senere Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker helt tilende.
   Da hun efter et Par Minutters Forløb kom til sig selv, gik hun med listende Skridt videre - først forbi den lukkede Indkørselsport og derpå langs med Staldlængen. Hun var kommen til at tænke på, at Præstefolkene måske ovenikøbet sad oppe og ventede på hendes Tilbagekomst. Det slog til. Henne ved en Låge mellem Udlængerne, hvor hun kunne se ind over Gårdsrummet, så hun, at der endnu var Lys i Dagligstuen.
   Hun havde i sin Angst klynget sig til et urimeligt Håb om, at det kunne være den gamle Jens Madsen - Karlen - som havde været ude og tilfældigvis set, at Vinduet var åbent, og nu havde villet spille hende et Puds. Men disse to Vinduer, der lyste hende imøde med et blodrødt Skær fra Gardinerne, gav hende Visheden. Både Præsten og Fruen gik ellers regelmæssig i Seng på Slaget ti. Og Klokken måtte være tolv.
   I sin Fortvivlelse søgte hun ud på Marken og gav sig til at gå rundt i en Kreds, mens hun stønnede højt. Å Gud! Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun dog gøre? - Til Niels kunne hun ikke gå hen og søge Råd, da han delte Kammer med en anden Karl. Og hjem til Forældrene turde hun nu slet ikke komme. Hvad ville hendes Fader sige?
   Hun så ham for sig, sådan som han havde taget imod hende, da hun for et År siden var bleven fæstet til Præstens. På sin sære Måde havde han lagt Hånden på hendes Skulder og sagt: »Vorherre har vist dig en stor Velgerning, Grethe. Gør dig nu fortjent til den!« Hun kunne huske, at hun var bleven lidt krænket over de Ord. Hun syntes ikke, hun havde behøvet nogen Påmindelse. Men hun havde troet for godt om sig selv, og det straffede sig. Nu var Ulykken kommen!
   Men hvordan havde hun dog også kunnet forse sig så skammeligt! Hun forstod det ikke længer. Præstens havde dog altid været så over al Måde gode imod hende. Endnu fornylig havde de uden nogen Anledning givet hende Hvergarn til en Kjole. Aldrig havde hun hørt et ondt Ord af dem. Som nu forleden, da hun var kommen til at slå Hanken af Præstens Mundkop. Fruen var jo nok bleven meget vred og havde skændt dygtigt; men Præsten selv havde ikke sagt et eneste Ord, bare set så inderlig bedrøvet på hende med sine ejegode Øjne. Kunne der tænkes bedre Mennesker? - Og sådan havde hun nu lønnet alle deres Velgerninger!
   Hun var i sin Fortumlelse gået længere og længere bort fra Præstegården. Uden at vide det gik hun endnu med sit halvspiste Æble i Hånden. Da hun opdagede det, kastede hun det hulkende fra sig. Ja, Tyv var hun også!
   Hun satte sig tilsidst ned på en Jordvold med Forklædet for Øjnene. Hun følte sig som det brødefuldeste Menneske i Verden.
   Hvad skulle hun dog gøre? Vende tilbage til Præstegården ville hun ikke. Hvad skulle det vel også hjælpe? De ville naturligvis jage hende bort med det samme. Hvor mange Gange havde hun ikke hørt Fruen sige, når der blev snakket om en Pige, som rendte ude om Natten, at et sådant Menneske ville hun ikke et Øjeblik tåle i sit Hus. Med Skam ville hun blive jaget af sin Plads. Allerede imorgen ville Folk gå rundt og snakke om hende. Konerne i Byen ville ordentligt få travlt med at gøre sig Ærinder hos hinanden for at få noget at vide. Oline og den lange Jørgine og de andre Piger, der havde misundt hende Pladsen, de kunne nu more sig. Hun kunne tydelig se dem stå udenfor Gårdportene og stikke Hovederne sammen og rigtig skraldergrine.
   Men alt det fik endda være. Meget værre var det med hendes Forældre og Søskende. Når hun tænkte på dem, blev hun som et eneste Sår indvendig. Hun gruede især for Faderen, der var så ærekær, og som havde været så stolt af sine Børn for den Fremgang, de havde haft allesammen. Nu var den Stads forbi!
   Og allerværst var det næsten, at det netop skulle være Søndag. Når Præsten kom hjem fra Annekset, plejede han altid at have en Hilsen med til hende fra Forældrene, som gik i Kirke der. Hvordan ville den Hilsen komme til at lyde denne gang? . . . Hun kunne grangivelig forestille sig, hvad der ville ske derude denne Formiddag, når den sidste Salme var sungen og Præsten - som Skik var - stillede sig ud i Våbenhuset for at tage alle Kirkegængerne i Hånden, når de gik. Til allersidst ville også hendes Forældre komme, Faderen med den store Salmebog under Armen og bagved ham Moderen i sin grønne Hvergarnskjole og Frynsesjalet. Og Præsten ser bedrøvet på dem og siger: »Kære Venner! Det gør mig hjertens ondt at måtte sige jer, at jeres Datter ikke har været værdig til den Tillid, vi har vist hende. Vi kan derfor ikke længer beholde hende i vort Hus.« - Også Forældrenes Ansigter ser hun tydeligt. Faderen har løftet sine tykke Bryn; det bævrer om hans Mund, og han siger ikke et eneste Ord. Og bag ham står Moderen med bøjet Hoved, nedknuget af Sorg og Skam. -
   Hun sprang op og gik højt grædende endnu længere bort. På må og få drev hun ud over Markerne. Hun ønskede, hun var død. Hun syntes, at hun aldrig mere kunne få en lykkelig Time. Og hvad ville Niels sige? Ham ville det sagtens også gå ud over. Og så ville han måske forstøde hende, og det var han jo da i sin gode Ret til. For hun havde jo endda langt grueligere Synder på sin Samvittighed. - -
   Hun var pludselig standset igen, ramt af en ny, endnu forfærdeligere Angst. Hun var kommen til at huske på, hvordan hun hemmeligt havde lokket Niels til sig ved at bede til Gud om hans Kærlighed. Men var det ikke sådan, at den, som vendte sig til Vorherre med en formastelig Bøn, forskrev sig til den Onde? Jo! Hun vidste, at hun engang havde hørt eller læst noget derom. - Og nu var Straffen kommen! Nu fik den Onde sin Løn!


V


   I flere Timer flakkede den stakkels forvildede Pige omkring på Markerne uden at turde vende hjem. To Gange var hun dog henne ved Præstegården for at se, om der endnu var Lys i Dagligstuen. Den første Gang flygtede hun straks ved Synet af de to rødt oplyste Vinduer, og det endskønt det i Virkeligheden var hende lidt til Trøst og Beroligelse at vide, at man endnu ventede hende. Den anden Gang - en Timestid senere - var der slukket overalt, og da syntes hun, at hun med det samme for evigt var lukket ude fra Menneskenes Samfund. Denne lange Række mørke Vinduer, denne store, tavse, månehvide Gårdsplads virkede på hende som en Gudsdom.
   Hun stod et Øjeblik og stirrede sig omkring. Uden at hun selv vidste af det, tog hun Afsked med det altsammen. Så gik hun stille bort.
   Hun blev ved at gå, indtil hun af Udmattelse sank ned på en væltet Plov et Sted ude i Udmarken. Månen var i Nedgang. Blodrød og svullen hang den over det rygende Moseøde derude i Vest. Mørket ville snart komme. Himlen var allerede fuld af Stjerner.
   Træt og tung, halvt drømmende, sad hun der med Hovedet mellem sine Hænder og stirrede ud over det lave Land. Derude i Tågen boede hendes Forældre. Hun kunne akkurat skimte Barndomshjemmets mørke Tagryg ovenover Røgen. Også den gamle Poppelpil kunne hun se, og hun kom til at tænke på, at bag ved den lå Hullet med det sorte Mosevand, som hun havde været så bange for, da hun var Barn. Først nu forstod hun denne sære Angst. Den havde været en Forudanelse om, hvordan det ville ende med hende.
   Ganske stille sad hun der og besluttede at dø. Hvad andet havde hun at gøre? Forstødt af Gud og Mennesker kunne hun ikke leve. - Men også for Forældrenes og hendes Søskendes Skyld ville det være bedst, at hun gemte sig væk. Så ville Folk ikke være onde imod dem og glæde sig over den Skam, der var overgået dem, men vise dem Deltagelse og tale trøstende Ord. Og Niels, han ville nok snart glemme hende. Han havde så let et Sind, og der var jo flere end nok, der ville have ham. Hvad Lykke kunne der vel også være bleven for dem? Der kunne jo dog aldrig være kommet andet end Ulykke af en så syndig Kærlighed.
   Havde hun blot ikke haft denne Skræk for Vand! Men det hele var jo kun et Øjebliks Sag. Hun havde hørt, at man bare skulle tælle langsomt til 35. Så steg der Blod op for Øjnene, og så var det forbi. Ganske forbi. For der var ikke noget Helvede - det havde Præsten selv sagt. Der var bare en evig Udslettelse for de Fordømte. Og en sådan var det netop, hun nu alene ønskede.
   Hun havde ikke flyttet Øjnene fra den mørke Tagryg derude i Mosetågen. Men Blikket var halvvejs udslukt. Hun følte sig allerede som en, der ikke længer tilhørte denne Verden. Evigheden var allerede begyndt for hende, Endogså rent legemligt havde hun en Fornemmelse af ikke mere at være til.
   Men idet hun nu søgte at samle sig til den sidste Afsked med Hjemmet og Forældrene, kom hun lidt efter lidt til sig selv igen. Så mange halvglemte Ting fra Barndommens lykkelige Dage blev i disse Øjeblikke igen så underligt levende for hende og gav hende tilbage til Livet. Hun så sig selv som lille Pige sidde ude på Trædestenen foran Døren og lege med sine mange Sneglehuse. Hun tænkte på sin første Skoledag, som hun havde glædet sig så meget til, men som var bleven til så stor en Skuffelse for hende, fordi de store Drenge havde kaldt hende »Ræveungen« for hendes røde Hårs Skyld og spurgt hende, om hun ikke var bange for, at der skulle gå Ild i det. Hun kunne huske, at hun var kommen grædende hjem; men Moderen havde trøstet hende med en Råmælkskage. - Så tænkte hun på dengang, da hun lå syg af Feber, og alle Folk troede, hun skulle dø. Men Faderen havde hver Aften holdt Bøn ved hendes Seng, så hun kom sig.
   Sådan skiftede Billede på Billede for hendes Øjne. Minderne slog en Englevagt om hendes vildfarende Tanker. Og pludselig lagde hun Hovedet ned i sine Hænder og begyndte igen at græde. Hun ville alligevel så nødig dø.
   Da fór hun voldsomt sammen. Hun syntes, hun hørte Skridt bagved sig. Hun havde løftet Hovedet, men vovede ikke at vende sig. Det var de samme spøgelseagtige Træskoskridt, hun engang før havde ment at høre denne Nat. - »Jesper Smed,« stønnede det inden i hende.
   Hun ville springe op, men kunne ikke. Hun sad sammenkuet, med klaprende Tænder, og hørte Skridtene nærme sig, og hendes stive Øjne løb rundt i Hovedet.


VI


   Ude i Forældrenes lille Husmandsstue havde Månens lysende Vindues-Aftegninger i Nattens Løb flyttet sig fra Gulvet op på Væggen og derfra videre hen til selve Vinduerne. Det allersidste, matte Skær døde just hen oppe på Karmen. Henne i Sengen sov de to Gamle med Hiven og Prusten. Marianes indbundne Hoved hvilede stadig lige trygt på Sørens Ryg, og det skønt han var begyndt at sove uroligt og hyppigt gnubbede sig så det ene så det andet Sted på Kroppen.
   Ved Tretiden vågnede Mariane; hun syntes, hun havde hørt nogen klage sig. Hun lagde sig om på Ryggen og lå en Stund og lyttede. Men da hun nu hørte en Spyflue summe henne i Vinduet, mente hun, at det var denne Lyd, hun havde fornummet og i Drømme taget for Gråd. Hun vendte sig da igen og sov videre.
   Nogen Indbildning havde det nu alligevel ikke været. Udenfor på Trædestenen foran Huset sad en kuldedirrende Skikkelse og krøb sammen. Det var Grethe, der havde søgt Tilflugt her for Dødsrædslens Hallucinationer. Hun sad med Forklædet trykket for Munden; men det var alligevel ikke altid, hun gjorde sig Umage for at kvæle Lyden af sin tørre Klynkegråd. Et Par Gange gav hun sig endogså til at kalde på Moderen - ganske sagte rigtignok, blot med en Hvisken ind mod Muren, og dog med et lille Håb om at blive hørt, men samtidig på Springet til at flygte ved den mindste Lyd derinde fra.
   Henne fra Husgavlen kom Katten listende. Hun mærkede den ikke, før den med kælen Fortrolighed strøg sig op ad hendes Ben. Først stirrede hun på den med forvirret Skræk og turde ikke røre den. Hun vidste ikke straks, om det måske igen var et ondt Syn. Men da Katten begyndte at spinde, tog hun den op i sit Skød og trykkede Kinden til dens varme Krop, ja i sin Trang til et levende Væsens Medviden gav hun sig til at småsnakke med den som med et lille Barn, hviskede, at den skulle bede hendes Forældre og Søskende om ikke at være vrede på hende, sagde, at den skulle hilse dem allesammen og sige dem, at hun havde været så ulykkelig.
   Pludselig kastede hun Dyret fra sig. Hun havde hørt Faderen hoste derinde. Lidt efter knagede Sengen, - og i samme Nu var hun i vild Flugt bort fra Huset.
   Søren Kousted vækkedes regelmæssigt på den Tid af Natten af en naturlig Trang, som nødte ham op af Sengen. I bar Skjorte, kun med sine Træsko på, tumlede han ud af Stuen og stillede sig udenfor Døren. Søvndrukken kiggede han op på Himlen for at tage et Skøn over Vejrudsigterne. Da han så de mange Stjerner, blev han næsten vågen og faldt hen i Betragtning af den dejlige Nat.
   Så gik han ind igen sammen med Katten, skød Skodden for Døren og vendte tilbage til Sengevarmen med den behagelige Bevidsthed om, at der endnu var et Par Timer til Dag.
   Allerede ved det andet Hanegal, endnu før det var bleven lyst, fik Mariane Uro på sig og stod op for at tage fat på sit lange Dagværk. Søren derimod blev liggende, fordi det var Søndag. Han efterkom overhovedet nøje Skriftens Påbud om at holde Hviledagen hellig og lod sig endog i den senere Tid Morgenkaffen bringe hen på Sengen.
   Først Klokken syv stod han op. Efter at have barberet sig og fået Håret kæmmet klædte han sig i sin Højtidsdragt for at gå i Kirke. På Slaget ni begav han sig afsted med den store Salmebog under Armen.
   Mariane kunne dennegang ikke følge ham, fordi hun havde en Flæskeskank over Ilden. Hun var desuden dårlig tilbens nu; Vejen til Kirken begyndte at falde hende besværlig, og hun søgte gerne et Påskud for at blive hjemme. Søren derimod var Sognets mest samvittighedsfulde Kirkegænger. Det var hans Stolthed at kunne sige, at han i tredive År ikke havde forsømt nogen Gudstjeneste.
   Kort efter, at han var gået, hændte der Mariane noget, som hun siden ikke holdt af at tale om. Fra Huset, der lå ensomt på de store Moseenge, førte en Sti hen til en lille, halvt tilgroet Sø, blot en Snes Alen borte. I en Udhugning i Breddens Krat af høje Rør og Siv var der anlagt en lille Vaskebro, og Mariane kom just gående med noget Tøj, der skulle skylles, da hun pludselig standsede. Der var noget, som rørte sig inde i Sivene. Det var, som om et stort Dyr var bleven overrasket derinde og flygtede.
   Den gamle Kone vendte tavs omkring og gik tilbage til Huset med sit Vasketøj. Hun havde det med at blive forkyst, når hun sådan gik ene ved Hjemmet. Hun talte aldrig om det, for hun ville naturligvis ikke være ved, at hun var overtroisk; og bagefter skammede hun sig da også over sin Frygt. Men i sin Ensomhed fremmumlede hun ofte en hastig Bøn eller rettere en Besværgelse, når hun så eller hørte noget, hun ikke kunne forklare sig.
   Da Søren kom hjem, spurgte han straks i Døren efter Grethe.
   Mariane så enfoldigt på ham. Grethe? Hvad var det for Snak? Det var jo nok hendes Frisøndag - sagde hun - men Barnet kom jo da ikke hjem før hen på Eftermiddagen.
   »Nej, det tøt A forresten osse, var noget sær noget,« sagde Søren og fortalte nu, at det var Præsten, der havde spurgt efter hende og ligesom været forbavset over, at de ikke havde set noget til hende.
   Mariane mente, at Præsten havde husket fejl.
   »Han har kaske tænkt, te han var til Sidstjenest'.«
   »Ja, sådan er det,« sagde Søren. »Nå, lad vos så få lidt Spise i Guds Navn.«


VII


   Efter Måltidet tog Søren sig et kort Hvil. Derpå drak de atter Kaffe, og da Mariane var bleven færdig i Køkkenet og havde fået sig hæget lidt, begyndte den sædvanlige Husandagt, som hørte Søndagen til. Med indstuderet Højtidelighed anbragte Søren sig for Bordenden med forskellige opslåede Bøger foran sig: Biblen, Salmebogen og Mallings Prækensamling. Mariane tog Plads på Bænken under Vinduerne med en Strikkestrømpe.
   Søren Kousted var på ingen Måde nogen Skinhellig. Hans Fromhed var alvorlig ment og fuld oprigtig. Men i al Troskyldighed følte den lille Mand en forfængelig Glæde ved at være det hellige Ords Forkynder i Hjemmet. Derfor var han også nu lidt misfornøjet med, at Grethe endnu ikke var kommen. Det var lidt fattigt ikke at have andre Tilhørere end Mariane. I gamle Dage, da alle Børnene var hjemme og fyldte op i Stuen, havde han følt sig ganske anderledes opbygget.
   Han strøg sig med Hånden ned over sin barberede Hage og gav sig til at oplæse Dagens Tekst af Salmebogen. Han benyttede hertil en fed og drævende Præketone, som var et Lån fra den forrige Præst i Embedet, der i det hele havde været hans beundrede Forbillede som Forkynder. Hans tykke Bryn bevægede sig under Oplæsningen ustandseligt op og ned, og efter hvert Punktum lukkede han Øjnene på Hønsevis ligesom med et tavst »Amen«. Undertiden kunne han rigtignok også falde ganske ud af sin Rolle, som når han f. Eks. gav sig til at snyde Næsen med Fingrene eller gjorde en uforskriftsmæssig Pause for at befri sig for et Opstød. Men sådanne Afbrydelser forstyrrede ikke Andagten hverken for ham selv eller for Mariane, endsige for Katten, der sad og slikkede Aftensol oppe mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen, og som med sit tillukkede Ansigt syntes at lytte til med dyb Opmærksomhed.
   Søren lagde Bogen og foldede Hænderne for at fremsige en Bøn. I det samme hørtes der Skridt udenfor. Mariane vendte sig mod Vinduet og så, at det var Præsten.
   »Gud fri os!« udbrød hun. »Der er noget forkert med Grethe.«
   Præsten var en lille sortagtig Mand med et Ansigt, der var bare Skæg og Brille. Han blev stående ved Døren med Hånden om Klinken og så sig omkring med et uroligt og søgende Blik.
   »Grethe er her ikke?« spurgte han lavmælt.
   Søren havde rejst sig.
   »Nej - hun er it' kommen,« sagde han uden at lade sig mærke med sin Ængstelse: »Værsgo'! Vil Præsten it' sit ned?«
   Der blev et Øjeblik stille i Stuen. Præsten gik hen til en Stol og satte sig tungt, Nu måtte da alt fortælles!
   Det var ikke nemt for ham at få det sagt. Han var selv så angreben, at han havde vanskeligt ved at samle sig til en ordnet Beretning. Desuden vidste han kun, hvad han havde fået ud af den Karl, der var bleven ham udpeget som Grethes Kæreste. Niels Hald var straks om Morgenen bleven kaldt til Præstegården; han havde tilstået deres Stævnemøde og på troværdig Måde fortalt, at de ved Midnatstid havde skiltes i god Forståelse. Det var da - sagde han - efter alt at dømme alene Forholdets Åbenbarelse og Frygten for Følgerne, der havde foranlediget hendes Forsvinden.
   Han søgte, så godt han kunne, at trøste de to Gamle, der havde modtaget Ulykkesbudskabet uden et Ord. Han sagde, at Grethe muligvis havde søgt hen til en eller anden Veninde. Hvor urigtig hun end havde båret sig ad, så var dog hendes Forseelse ikke af den Slags, man ikke nok kunne tilgive Ungdommen, - det vidste Grethe også godt.
   »Når den første Skræk har sat sig, vil hun forhåbentlig komme til sig selv,« sagde han og mente hermed den Eftertanke og Fornuft, han ellers ikke anbefalede Folk at sætte deres Lid til i Angstens og Angerens Øjeblikke.
   De gamle Forældre hørte slet ikke længer på ham. Stille og ligesom udslukte sad de og stirrede. Først da Præsten rejste sig for at gå, kom der igen Uro over dem. Søren sagde:
   »Vil Præsten itte ha'e en Drik Øl? Mariane, spring ud og hent -«
   Men Præsten afslog med Tak Tilbudet. Han trykkede dem hjertelig i Hånden og sagde, at han snart igen ville se ud til dem. Derpå gik han ilsomt bort.
   Noget stort Håb om at finde Grethe levende, havde han i Virkeligheden ikke. Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde så ringe Modstandskraft overfor Døden. Han forstod det ikke. Netop i det tilsyneladende så frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig så betryggende, hørte Selvmordene så at sige til Dagens Orden. Her var en Sjælegåde, han ofte forgæves havde grundet på. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn, hvor ingen led Nød i jordisk Forstand, ja hvor de fleste sad i Overflod, selv her fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted på Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde. Som nu forleden med Jesper Smed. En stræbsom og almenagtet Mand, endnu forholdsvis ung, hvem Gud netop havde udfriet af et ulykkeligt Ægteskab. Pludselig går han hen og afliver sig på den uhyggeligste Måde i sit Huggehus. Hvorfor? - Ingen forstod det.
   Han standsede et Øjeblik oppe på Bakkehøjden og så vemodigt ud over Landet. Det var bleven Aften. I Øst og Vest ringede hans to Kirker Solen ned. Hvilken Fred! - tænkte han. Hvilken rolig Lykke! Under muntre Tilråb blev Kvæget drevet op fra Engene. Fra Landsbyens mange Skorstenspiber viftede Røgen de hjemvendende Markarbejdere i møde som en Velkomsthilsen. - Og dog!
   Derovre i den store, rige Gård, hvis mange Vinduer luede som en Række blanke Guldskillinger, levede i mange År det lykkeligste Ægtepar. De var raske og sunde og havde mange Børn, som alle artede sig vel. Så faldt der på engang et sært Tungsind over Konen, og en Aften gik hun ned i Mælkekælderen og skar Halsen over på sig med en Brødkniv. Og hvorfor? - Ingen forstod det.


VIII


   Efter Præstens Hjemkomst blev der straks udsendt Folk for at efterspore Grethe. Man gennemsøgte endnu samme Aften alle Mergelgrave og andre Vandhuller i Byens Nærhed med Brandhager. Den følgende Morgen fortsattes Efterforskningen, og da fandt man i Nærheden af Forældrenes Hus et blomstret Hovedklæde, der viste sig at være hendes. Det hang inde mellem Sivene ved Randen af Søen, som om det var bleven hængende der og ladt tilbage under en hastig Flugt.
   Nu fandt man også Aftryk af hendes Sko i det lerede Dynd. Man kunne følge disse Spor ud over Markerne til begge Sider, og det var tydeligt, at hun længe havde kredset omkring Huset, og at hun havde haft et Skjulested nær ved den lille Vaskebro, hvor Sivene på en større Strækning var helt nedtrådte.
   Søen blev grundigt gennemsøgt, og Grethes Kæreste ledede selv Arbejdet. Den store, stærke Karl græd som et Barn. Han var ganske utrøstelig og blev ved at snakke om, at han ville gøre Grethe Følgeskab.
   Inde i den lille Husmandsstue var der hele Dagen et Kørind af Bekendte, der kom for at bevidne deres Deltagelse og tilbyde deres Hjælp til Eftersøgelsen. Nogle kom også slet og ret af Nysgerrighed eller fordi de tænkte, at der ved en sådan Lejlighed måtte »falde lidt til gode«. Trods deres Sorg og Skam glemte Søren og Mariane heller ikke, hvad Anstanden krævede. Kaffekanden og Tobakskardusen var ikke af Bordet. Søren var tavs og forlegen, mens Mariane ravede så underlig omkring, næsten som en beruset.
   Imidlertid kom en omvandrende Uldkræmmer til Byen og fortalte, at der endnu om Morgenen var bleven set en afsindig Pige ovre i Nabosognet. Først havde et Par Ålefiskere fået Øje på hende om Natten i Måneskinnet, mens hun flakkede om langs med Åen; men da de havde nærmet sig hende, var hun flygtet. Siden havde en Mand set et Glimt af hende ovre i Skovene, hvor hun var løben forvildet om med udslået Hår, som om hun var forfulgt.
   Der blev straks sendt Mandskab over til Nabosognet, og man gjorde nu her en ordnet Jagt på hende i alle Hegn og Krat. Men også den Dag gik alligevel hen uden Resultat. Først den næste Formiddag fandt man Grethes Lig i en lille Sø dybt inde i Skoven. Hun lå der på grundt Vand og havde kastet Forklædet op over Ansigtet, før hun kastede sig ud.
   Ved Begravelsen nogle Dage derefter holdt Præsten en Tale, der gjorde et stærkt Indtryk på hele det store Følge. Han var selv dybt bevæget og talte som altid mildt og kærligt. Som han selv sagde: han hørte ikke til disse mørke Fordømmelsesprædikanter, der i enhver Synders Grav ser en Nedgang til Helvede. Han nævnte overhovedet ikke ofte dette Pinested, der heller ikke længer med nogen Virkning kunne anvendes overfor en moderne oplyst Menighed.
   Derimod talte han meget om Samvittigheden og om Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru. Med en skånsom Hentydning til den ulykkelige Piges sidste Lidelsesdage søgte han at levendegøre for sine Tilhørere det Helvede, Menneskene skabte sig i deres Hjerter ved Ulydighed mod de guddommelige Love, mod den indre Stemme, der var Guds egen, manende Røst, og som alene kunne værne os mod at fare vild.