To Gange mødt
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Han gik deroppe på de norske Fjelde – en lang, underlig Fyr i en luvslidt Dragt og med et ejendommelig stillestående Smil.
Ingen havde rigtig Rede på, hvorfra han egentlig skrev sig, hvorfra han kom, og hvorhen han gik. Men hver Gang den „lange Dansker” eller Stænglen – som de også kaldte ham – regelmæssig ved Vår og Høst skridtede gennem Dalen med sin tynde Voksdugsransel over Ryggen og sin lille stumpede Shagpibe under Næsetippen, kunne mange, hos hvem han beskedent bankede på for at bede om en Kop Vand eller en Svovlstik, ikke modstå Fristelsen til at byde ham indenfor i Stuen – for at more sig over hans mærkelige Fortællinger og hele snurrige Figur.
At møde ham på ensom Sti i Lierne eller Skovene skøttede man derimod ikke synderlig om. Der var noget underlig vildt i hans små-bitte, glødende og kulsorte Øjne, der plirede bag Brillerne; Smilet var ligesom heller ikke fuldt troværdigt; og Håret hang som en hel Manke ned over Ører og Nakke.
Jenterne på Sæteren „skrek” højt af Skræk, blot han stak sin lange, lidt anløbne Næse ind til dem gennem Dørsprækken.
Nu var det, sandt nok, heller ikke let at begribe, hvorfor i Alverden han drev om her i fremmed Land for Lud og koldt Vand, da han dog et eller andet Sted måtte have et Fædrenehjem, der ville omslutte ham med blidere Arme.
Nogle tænkte rent ud, at han var lidt af „en Tulling”. Andre mente, han kunne være rømt fra Hjemmet for en eller anden Udåds Skyld – kanske endog for Mord! Han så, ærlig talt, ud til allehånde, den Karl! Men spurgte man ham selv, skilte han blot de lange, blege Læber til en lille stum Latter, idet han på sit besynderlige Sprog svarede, at der var så „myket, myket gillere i Norje”.
En Gang ved et stort Gildelag, hvor Folkene havde budt ham ind fra Landevejen, havde man endelig fået listet ud af ham, at han virkelig var fra Danmark, ja endog Københavner! Men da man derpå spurgte ham, om han da aldrig længtes hjem eller tænkte på at vende tilbage til sit Fødeland, havde der lagt sig en ejendommelig Rødme over hans skarpe Kindben; og idet han på sær hemmelighedsfuld Vis så op i Loftet, havde han sagt:
„Jo, – når der bli'er Brug for mig.”
Han var en Gåde. –
Mod Vinteren, når Sne og Kulde drev ham ned fra Fjeldene, søgte han ind til Kristiania, hvor han tog Arbejde i sin Profession: Bogbinderiet.
Herinde kunne man da regelmæssig hver Aften se ham sidde nede i en tarvelig Kælderbeværtning for Håndværksfolk og Småhandlende – altid i en og samme afsides Krog og uforstyrrelig bøjet over en Avis, der lå udbredt foran ham på Bordet, og som han ivrig studerede fra Ende til anden, mens han indhyllede sig i en bestandig tættere Damp fra den lille sortbrændte Shagpibe, som overhovedet såre sjælden forlod hans venstre Mundkrog.
Men såsnart det tørste Vårgny kom i Luften, vågnede atter Eventyrlængslen ubetvingelig i hans Bryst. Han spændte sin Voksdugsransel og drog over Fjeldene.
Nu sidste Sommer mødte han som sædvanlig og på de sædvanlige Steder, hvor man efterhånden var bleven så vant til hans Komme, at man næsten syntes, han hørte med til Våren på samme Måde som Stæren og Storken.
Men der var denne Gang foregået en kendelig og besynderlig Forandring med hans Udseende.
Det var ikke alene det, at Næseryggens Rødme i Vinterens Løb var stegen i en foruroligende Grad, og at samtidig Kroppens Magerhed havde nærmet sig til det helt skeletagtige. Men Smilet, der før var så uadskilleligt fra hans blege, uudgrundelige Ansigt, syntes nu ganske udslukket, og Blikket fra de små, sorte Øjne stirrede adspredt og åndsfraværende omkring, som om hans Tanker altid befandt sig langt borte i fremmede Egne.
Påfaldende var også den Utrættelighed, hvormed han overalt og ved enhver Lejlighed udspurgte Folk, om de ikke havde hørt Nyt fra Danmark, samt den febrilske Iver, hvormed han skottede til enhver Avis, der kom indenfor hans Synskreds, og straks bad om Forlov til at læse den.
Der var dem, som gjorde sig deres underlige Tanker derom. Men begyndte man at tale til ham om Politik, om de fortvivlede Forhold derhjemme i hans Fædreland, om Provisoriet, Kongen og Muligheden for en Revolution, så tav han pludselig helt – og luskede lidt efter stille bort.
Da var det, den kom . . . hin Oktoberdag med det alarmerende Budskab fra København: Mordattentat! Skudt på Ministeren!
Det var en Efterretning, der rystede op selv mellem de norske Bønderhjem.
Nu går det løs! tænkte man. Nu er Målet endelig fuldt!
Og med Spænding og Uro tog de hver Dag Aviserne i Hånd og tænkte med Deltagelse på deres gamle Broderland.
Men hvor var med ét Stænglen bleven af? Hvem havde taget den „lange Dansker”? Lydløst som et Fnug var han pludselig blæst bort fra Hallingdølernes Øjne. Ingen begreb hvorhen eller hvorfor. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Han var, straks ved første Rygte, over Hals og Hoved taget over Fjeldene for ad korteste Vej at nå til Havet. Uden at hvile, hverken Nat eller Dag, var han vandret gennem Dale og Byer, gennem Skove og Heder i et ukendt Landskab, indtil han efter tre Døgns møjsommelig Vandring ved Aftenstid nåede en lille Kystby på Vestlandet. I en af dennes mange små, smudsige Sømandskipper, som han øjeblikkelig eftersøgte nede langs den mørke Havnebrygge, fandt han omsider en lille rødskægget, tysk Skipper, der netop lå med Skuden lastet for Riga, og som efter en Del Snakken frem og tilbage tilsidst gik ind på, imod en lille Ydelse i rede Penge foruden tre Omgange Genever og en Flaske Rom, at tage ham med som Passager til Københavns Rhed.
Allerede den næste Morgen tidlig lettede de Anker.
II
Det var en klam, diset Novembereftermiddag, at Skibet stod Sundet ind under en svag Nordvest.
Reinald – sådan hed han, Danskeren – stod under Masten på det våde og slibrige Dæk, blå af Kulde, med de valne Hænder stukket ind i Ærmerne på den blankslidte, stramt knappede Frakke og med Hatten trykket ned over det svære Hår, hvorunder de små, febermatte Øjne ligesom blussede op, hver Gang der gennem Tågen skimtedes et Stykke af den hjemlige, efterårsbrune Kyst, som de passerede.
I omtrent selvsamme Stilling og på samme Plet havde han tilbragt det meste af Tiden på den langvarige Overfart. Nu og da havde han taget sig en lille Motion frem og tilbage på det lille Stykke Vej mellem Masten og Lønningen. Men når Uro, Spænding og Utålmodighed overvældede ham, havde han sat sig på en Rulle Ankertov og trykket Ansigtet ned i sine Hænder.
Endog Måltiderne havde han for det meste indtaget ganske ene her, næsten som en Lænkehund. Om Natten derimod sov han nede i Forlukaf'et mellem en Matros og en forsoren Junggut, der tilsammen tog sig et ordentligt Fnis over denne ubegribelige Passager, der kastede sig i Køjen som en fangen Fisk og skreg højt i Søvne.
Forøvrigt havde der ikke været megen Lejlighed til at stifte nærmere Bekendtskab.
Det havde været et Hundevejr med Storm og Regn over Nordsøen og Tåge i Kattegat. I hele to Døgn havde de måttet ligge ganske stille udfor Hesseløen og uafbrudt ringe med Skibsklokken. Og da Tågen endelig lettede så vidt, at de turde sætte Sejl, måtte de atter standse under Kullen for at få Lods.
Først højt op på Formiddagen var de sluppen indenfor Kronborg, og nu lå Sundet omkring dem som en blygrå, tungt vuggende Masse, hvorover Skibet langsomt sneglede sig frem.
Det blev næsten Aften, før København dukkede op af Disen forude.
Der gik et ejendommeligt Ryk gennem Reinalds Legeme, da han så de første Tinder tegne sig som spinkle Nåle på Horisontens grå Slør. Uvilkårlig gjorde hans Hånd en Bevægelse hen imod Lænden – som for at overbevise sig om, at hans lille, men spidst og skarpt slebne Tollekniv endnu sad i sin Læderskede under Frakkeskødet.
Hans Ansigt var unaturlig blegt. Hans blå Læber skælvede stærkere og stærkere af Utålmodighed, efterhånden som Tårn på Tårn og Spir på Spir trådte frem af Tågen: Vor Frelsers slanke Sneglehorn, St. Pauls Murstenskegle og Marmorkirkens svulmende Kuppel; – og senere: Børsen, Frue Kors, Holmens gamle Mur-Kran og Svineslagteriernes snehvide Tage.
I samfulde tolv År havde han ikke set sin Fødeby, – ikke siden hine bevægede Dage i Begyndelsen af halvfjerserne, da han som ganske ungt Menneske, svulmende af Mod og Begejstring, havde kastet sig midt ud i den socialistiske Strid, – sikker på, at Timen nu var kommen for det store Opgør, for de lidendes, de undertryktes og forurettedes dyre Hævn.
Dérinde mellem St. Petri og Vor Frue, højt oppe på en lille fattig Kvist, havde han i tyve År stræbt og lidt sammen med sin stakkels bedragne og forladte lille Moder, hvis eneste Fejltrin han skyldte Livet. Derinde havde hendes blide, grå, sørgmodige Øjne daglig dryppet ham det bitre Had i Sjælen, der fik hans Kinder til at flamme, hans Hjerne til at gløde. Og herinde fra var det, at han stormede ud til de store Fælledmøder, hvor han under selve Førernes Øjne holdt sine flammende Taler til de jublende Tusinder.
Og så var han rejst bort; – skuffet, knækket, fuld af Lede; mærket af samtlige Papmagermestres sorte Kridt, fulgt af utro Kammeraters triumferende Grin og Politiets årvågne Øjne.
Kort Tid efter døde hans Moder, og hermed – syntes han – brast det sidste Bånd, der bandt ham til det forhadte Hjem – og han havde heller ikke set det siden.
Men alligevel . . . hvor hans Fod end færdedes, i Tyskland, i Sverig, og tilsidst blandt Norges Fjelde, – altid havde han haft sit ene, lydhøre Øre vendt imod de gamle Steder og vagtsomt lyttet til hver mindste urolig Larm – grundende på, om den Tid da aldrig ville komme, da Målet virkelig blev fuldt.
Og nu var det sikkert fuldt! . . . Nu var endelig Tålmodigheden bristet, Øksen lå rede ved Ondets Rod!
Eller – var det store, det uudsigelige allerede hændt? Var Dommen afsagt? Straffen fuldbyrdet? . . . Der syntes ham at hvile en sælsom, begivenhedssvanger Stilhed over Byen, således som den dér lidt efter lidt åbenbarede sig for ham med sine blege Lygterader under Fabriksskorstenenes tavse Silhouetter.
Skulle . . . skulle det virkelig være sket?
Han sank ned på Tovrullen; Fingrene dansede krampagtigt inde i Frakkeærmerne. Og da Matrosen i det samme kom forbi, måtte han lægge Hovedet helt ned i Skødet og lade, som om han sov, for at skjule sin Bevægelse.
III
Præcis på Slaget seks kastede de Ankeret på Indrerheden.
Det var nu fuldkommen mørkt. Hundreder af Skibslanterner vuggede derude på begge Sider af Trekroners gennemtrængende Lys. En Sunddamper kom plaskende ud fra Havnen med sit ilder-røde og katte-grønne Øje under en uafbrudt Hvæsen og Piben. Inde fra den illuminerede By lød et dumpt, fjernt Røre.
Vaklende, næsten som i en Rus, steg Reinald ned i Jollen, der straks førte ham i Land.
Det første Menneske, han mødte over Toldbodtrappen, var et Bybud, der stod under en Lygte og studerede en Avis. Med bankende Hjærte sneg han sig i en Bue omkring ham, for mulig i hans Træk at læse, hvad der kunne være hændt. Men det blå, opdunsede Ansigt røbede intet, og han havde endnu ikke Mod til at spørge.
Ikke heller Toldbetjenten, en lille mut Fyr, der tavs undersøgte hans Ransel, bragte ham nogen som helst Oplysning.
Idet han derpå hastig smuttede gennem Porten og trådte ud i den øde, tågede Gade, hvor kun hist og her en enlig Skikkelse strøg forbi med Frakkekraven om Ørene under Lygternes matte Skin, grebes han på ny af denne besynderlige Tavshed, der syntes ham at minde om en forladt eller uddød By.
Hvad kunne der dog være sket?
Uvilkårlig skottede han op til hver Lygtepæl, han kom forbi – som ventede han at finde blege Skikkelser dinglende deroppe med lange sorte Tunger ud af Munden. Pludselig syntes han at kunne spore en stærk sveden Brandlugt sænke sig over Gaden, og han så sig ivrigt om.
Men der var hverken Flammeskær at se på Himlen eller Tomter at øjne mellem Husrækkerne.
Han ville da dreje ned ad Amaliegade for at komme til Slottet. Men i det samme fik han gennem Tågen Øje på en Række store Plakater, der var slået op på et Plankeværk noget derfra. Det fór igennem ham. Borgeropråb! tænkte han og ilede åndeløs derhen med lange Skridt.
Men da han nåede Plankeværket, læste han ved det usikre Lysskær fra en fjærntstående Lygte:
Fru Popper Menter! Sidste Koncert! – Theater! Varieté! Ekvilibristen Tschjung-Tchang! Overordentlige Produktioner i højere Luftgymnastik! Muffe kommer!!! Væggetøj fordrives! . . .
Der lød en tør Hoste et Stykke fra ham. Han så sig omkring og skimtede en Politihjelm, der langsomt nærmede sig inde fra Grønningen.
Hurtigt sneg han sig om Hjørnet og kom ind i Store Kongensgade.
Her var der fuldt af Lys og Folk. I tætte Stimer bevægede spadserende sig fra begge Sider hen over de smattede Fortove – snakkende, leende, hostende i den forstærkede Tåge, der her lagde sig mellem de høje Husrækker. Drosker og Arbejdskøretøjer rullede buldrende gennem Gaden, Butiksklokker ringede, Drenge fløjtede „den glade Kobbersmed”. På et Hjørne stod en tyk Betjent og gabede.
Reinald studsede.
Han så på disse mange unge Herrer, der strøg ham forbi i nye Spadserepelse med et sorgløst Smil under velplejede Moustacher. Han betragtede disse stadselige Fruer og Frøkner, der duftede af fin Parfume og lod deres blanke Øjne spille bag de kirsebærrøde Slør. Han så på Fattig-Børnene, der legede en fredelig „Kuk” bag Hjørnerne eller stod i Klynger foran de oplyste Butiksvinduer og „ønskede”; på Tjenestepigerne, der med kokette bare Arme og høje Skohæle vimsede ind og ud hos Bager og Slagter. Han så på disse roligt hjemvandrende Arbejdere, disse Håndværkere og disse Handlende, disse Madamer og Svende, der stod i Døre og Porte og passiarede med Naboerne og smøgede Tobak. Og han kiggede ind i Restaurationer og skottede ned i Kælderbeværtninger, hvor Folk sad i tætte Masser og drak og lo.
Han forstod det ikke.
Hvad betød denne Lystighed? Dækkede den over noget? Var den måske et Skalkeskjul, hvorunder Kuglerne hemmelig støbtes?
Næsten uden selv at vide det drejede han til venstre ind i de folketomme Sidegader, hvor han længe gik tankefuld omkring. Hvor skulle han få Oplysninger? Hvem turde han spørge?
Pludselig vaktes hans Opmærksomhed af et stærkt Lysskær, der strømmede ud over Gaden fra et stort Hus noget borte, og hvori Ekvipage på Ekvipage rullede ind og standsede.
En Skare Mennesker var stimlet sammen på begge Sider af den overbyggede Indgang og iagttog nysgerrigt de balklædte Damer og hvidslipsede Herrer, der fra Vognene hoppede ind i den festlig smykkede Vestibule.
„Hvad er det?” spurgte Reinald en fregnet Skomagerdreng, efter at han en Stund forbavset havde betragtet dette Skuespil.
„Det er de liberale.”
„De liberale? Hvem er det?”
„De liberale! Nåda! . . . Må vi bare være her!”
„Der er Faneindvielse,” indskød nu en gammel Mo'erlille i Kyse og Saloppe og nikkede højtideligt op til ham.
Reinald stirrede ned på hendes runkne, mimrende Ansigt, som om han ikke ville tro sine egne Øren. Faneindvielse! gentog han for sig selv.
Men var der da virkelig vundet nogen Sejr?
Han bestemte sig til at spørge en godmodig udseende, ældre Herre med grå Cylinderhat, der stod på den anden Side af ham og småsmilte. Men da han, idet han med Hånden på Hatteskyggen bøjede sig frem imod ham, fik tilkastet et Blik, der var adskillig mindre velvilligt, end han havde ventet, svigtede Modet ham. I Stedet for at spørge drejede han helt omkring og drev tankeløst bort.
Han følte sig ganske fortumlet. Hvad var der dog sket? – – Sanseløst drev han rundt i de mørkeste Gader næsten uden at vide, at han gik.
Tilsidst standsede han udenfor en dyb Kælderbeværtning. Og da han derved kom til at tænke på, at han den hele Dag intet havde spist, tog han sig sammen og gik derned.
IV
Det var et lille smudsigt Rum med et overspyttet Gulv, i Øjeblikket ganske tomt for Gæster.
Midt under det sorte Loft hang en døsigt brændende Petroleumslampe uden Kuppel eller Skærm, og i Krogen foran Skænken sad den tykke Vært i Skjorteærmer og snorkede fredeligt. Først ved Lyden af Dørklokken vågnede han langsomt op og stirrede med søvnig Forundring på den indtrædende fremmede.
Reinald satte sig stilfærdigt ved et Bord tæt ved Døren og bestilte en Portion Smørrebrød og en Flaske Øl.
Med stort Besvær og under lydelige Veklager kom den tykke op af Stolen og slæbte sig over Gulvet hen til en Glug i Væggen, foran hvilken han derpå blev stående i fem Minutter og strakte sig og gabede med skævt optrukken Mund, indtil det forlangte omsider blev stukket ind.
„Sløje Tider – hva'?” gispede han derpå, idet han lod sig synke ned på en Stol lige over for sin Gæst og halvt i Søvne bed tre Tommer af en Skrå, som han hentede frem af sin Bukselomme.
Bøjet over sit Smørrebrød nikkede Reinald bifaldende.
„Ingen Skub i nogen Ting. Bare Strikker og Fallitter og Ulykker og Elendigheder på alle Kanter . . . . De er kanske strikkende Smed, med Forlov?” – han løftede det ene tunge Øjelåg og så dvask på sin Gæst.
Reinald rystede på Hovedet.
„Nå, jeg tænkte det ellers . . . . Her var nyssens En hernede – bare på en Spids, naturligvis! – Lutter Begrædelighed – naturligvis! Alting på Assistensen, Kone og Børn gebræklige og ikke Klæ'erne på Kroppen! Og sådan er det allevegne! . . . . Det er ikke længer siden end i overgårs, at en Skomagersvend blev sat ud heroppe fra Kvisten af. Kunne ikke længer betale Lejen – naturligvis! Skikkelig Fyr, strævsom og regederlig i alt, så meget som man kan forlange, – men mange Børn og ikke noget Arbejde. Hele Kasmarokken smidt på Gaden – naturligvis! Vorherre må vide, hvad Enden skal blive!.... Og altsammen barestens for den Politiks Skyld! Ja, er det ikke mageløst?”
Ved Ordet „Politik” begyndte Reinald at spidse Øren.
Men også den tykke standsede med ét forsigtig og skottede fra Siden mønstrende til sin Gæst.
„Ja, – hvad mener egentlig De om denne hersens Politik?” spurgte han derpå.
Reinald svarede, at han først den samme Aften var kommen her til Byen fra Udlandet og derfor ingenting kendte. Men han ville gerne vide Besked; – han havde hørt så mange Rygter.
„Har De også hørt om de nye Provisoriummer?”
„Nej! . . . . Hvad for nogen?”
„Om Gendarmerne? Og Politiet?”
„Nej!” . . . .
Den tykke rystede på Hovedet. Han drog et Suk som en Blæsebælg og sænkede sin Flæskebug af en Hage ned mod sit uhyre Bryst, på hvilket de foldede Hænder hvilede som to store Fedtpuder, hvorover den rynkede Hud sad løst som på en Gåsegump.
„Er der . . . er der da hændt noget? . . . Jeg mener – sådan noget alvorligt? . . .” spurgte Reinald stammende.
„Ih, Vorherre fri og bevar' os!” skreg den anden op i en forfærdet Tone. „Hvad skulle der vel ske mere. Er det ikke alvorligt nok i Forvejen? . . . Jeg befatter mig, Gud Herren være lovet, ikke med Politik og de Dele. Jeg mener nu, at både Højre og Venstre såmænd kan være lige gode hver for sig, når de bare kunne enes. Det skulle de dog tænke på, disse hersens derinde på Rigsdagen, at det er vos næringsdrivende, som det går ud over. For – vil De sige mig – hvad skal alle de her Anstalter hjælpe til? … Her har jeg i forrige Dage kunnet skænke både en halv og en hel Tønde Bajer på en eneste Aften alene til Arbejdsfolk og Småhåndværkere. Men nu holder Folk sig borte fra de offentlige Steder for ikke at komme i Forlegenhed for deres Mund. Der kan jo så let slippe et eller andet lille Ord ud, når Næbet er fugtet, som så en Spionérer kan snappe op og bringe En i Fortræd for. Og derfor bliver Folk hjemme hos dem selv – eller kanske laver de hemmelige Selskaber eller gedulgte Foreninger . . . ja, hvem véd? Kanske findes der allerede mange flere af den Slags, end nogen tænker på. Og skal det måske være bedre? De skal se, inden vi véd et Ord af det, så har vi det ligesom derovre i Rusland med disse herre Nillehister og Dynamitter og hvad de hedder” . . .
„Tror De?” spurgte Reinald livlig.
Værten undersøgte atter sin Gæst med et forsigtigt Blik. Derpå klippede han et Par Gange med det ene Øjelåg og sagde i en besynderlig hemmelighedsfuld Tone:
„Man skal sgu' ingen Ting forsværge i disse Tider. Kanske spørges der Nyt, før nogen tænker det.”
„Hvad mener De?”
„Hm! . . . Jeg si'er ingen Ting,” sagde han og så ud i Stuen.
Men lidt efter vendte han sig alligevel på ny – og denne Gang helt – over mod Reinald og lagde Hånden fortrolig på hans Arm.
„De kan vel tie?”
„Jeg? . . . Ja vist.”
„De vil ikke løbe og sladre om, hvad jeg sådan her fortæller Dem?”
„Nej.”
„Så skal De høre,” sagde han og dæmpede Stemmen, så den næsten blev hviskende. „Her oppe på anden Sal bor en af Førerne . . . for Oppositionen, forstår sig – –”
„Her i Huset?”
„På anden Sal, ja . . . De kan være overforvisset om, at der er noget i Gære deroppe. Der har været et Rend op og ner ad Trapperne i den sidste Tid! Og de har tisket og hvisket og stukket Hovederne sammen, så snart de kom ud på Gaden. Forleden – men ikke mine Ord igen! – forleden var der et helt Møde, vist en hel Snes, – Damer også – naturligvis! De kan være stødt på, dér har Tingene været til Bedrøftelse, min Fa'er! For dér har Politiet pænt måttet holde Næsen hjemme i Futteralet, ikke sandt? . . . Nå! Jeg siger bare, lad nu dem om det! Jeg blander mig aldrig i de Dele, som ikke kommer mig ved. For jeg er nu hverken Nillehist eller Nillehér og mener som så, at både den ene og den anden kan være lige gode hver for sig med de Meninger, som de nu en Gang har, – ikke sandt? Har jeg ikke Ret? . . . Skal det måske være en Bajer til?”
„Nej Tak,” sagde Reinald og rejste sig hastig.
„En lille Knude?”
„Nej Tak! . . . Hvor meget har jeg at betale?”
„To og fyrre øre.”
Han talte Pengene op – hans magre Fingre skælvede let – bød Farvel og forlod Kælderen.
V
Da han stod ude på Gaden, så han sig først forsigtigt omkring. Derpå gik han ind gennem Porten og steg hurtigt op ad Trapperne.
På anden Sal forefandt han en meget stor Navneplade af Messing på Døren. Han genkendte Navnet fra Aviserne og ringede sagte på.
En Pige lukkede op og så' mistænksomt på ham.
Om Herren var hjemme?
Nej – jo – men han var ikke til at få i Tale i Dag. Han skulle bort og var ved at klæde sig på. Men i Morgen Formiddag var han at træffe på sit Kontor.
Ja – men han ville meget gerne tale med ham endnu i Aften.
Om det da ikke var noget, som hun kunne sige ham, for i Øjeblikket var han optaget.
Nej, han måtte nødvendigvis tale med ham selv.
Hun satte et fortrædeligt Ansigt op og gik.
Men forinden målte hun ham endnu en Gang med Øjnene og kastede i Smug et Blik op på Frakkerne og Kåberne, der hang på Knagerækken.
Da hun kom tilbage, bad hun ham myndigt om at tørre sig godt af på Måtten, hvorpå hun viste ham ind i et stort, smukt og fint møbleret Værelse med Tæpper, Fløjlslænestole, Kobbere og kostbare Malerier – alt hvilende i et dæmpet Skær fra en rødt besløret Måneskinslampe, der hang under Loftet.
I den ene Væg var en Portiere. Gennem denne indtrådte efter en Stunds Forløb en midaldrende, blond og fyldig Herre med en stor Knebelsbart, sort Kjole, hvidt Atlaskes Slips, crêmegule Handsker og en stor Rose i Knaphullet.
„De ønsker at tale med mig?”
„Ja.”
„Ah! . . . Nu ser jeg! Det er angående disse Kotillons. Nå – har De så fået Buketter og Sløjfer lidt smagfuldt arrangeret?"
„Nej – jeg er Bogbindersvend.”
„Hvorledes?” – den blonde Herre fik sin Lorgnet frem – „Tør jeg da bede Dem være af den Venlighed at fatte Dem i Korthed. Min Vogn holder i Porten, og jeg må nødvendigvis bort.”
Reinald, der var bleg af Spænding, og hvem denne yppige Luksus og uforudsete Modtagelse gjorde endnu mere forvirret, kunne længe ikke få et Ord frem. Endelig samlede han sig sammen og gav sig til med naiv Omstændelighed at gøre Rede for sin Nærværelse. Han begyndte med sit Ungdomsliv, med Fælledmøderne og Bortrejsen, fortalte om, hvorledes han først denne Aften var kommen herned fra Norge, hvor han de sidste År havde opholdt sig, hvorledes han deroppe fra havde fulgt Stridens Gang og nu var kommen herned for at tilbyde „Sagen” sin Tjeneste.
Der lagde sig et opklarende Smil under den store blonde Knebelsbart og i de lyse øjne, der i Begyndelsen havde hvilet utålmodigt på den besynderlig udseende Fremmede og mistænksomt betragtet ham lige fra den store, viltre Hårmanke til de udtrådte, tilsølede Sko. Reinalds naive Beretning gjorde ham synlig bevæget, og da han endte, gik han hen imod ham og rakte ham ganske rørt sin Hånd.
„Hvad De her fortæller mig, fornøjer mig mere, end jeg kan sige Dem, – fornøjer mig mere, end De måske vil kunne forstå. Jeg ønsker Dem hjertelig velkommen! Tro mig, det gør os alle godt og styrker os i vore Bestræbelser at møde et så smukt Bevis på sand og opofrende Frihedskærlighed . . . Morsomt nok gik jeg netop i samme Øjeblik, som De kom, og søgte en passende Begyndelse til den Tale, man har vist mig den Ære at anmode mig om at holde i Aften. I Sandhed – dersom De vil give mig Tilladelse til at omtale Deres heltemodige Ankomst hertil, er jeg overbevist om, at det vil vække almindelig Tilslutning. Thi – sandelig! – det er, som De siger, vi har Krig her i Landet – Krig på Kniven! Men netop derfor er det smukt, ja stolt af hver den, der uden Tøven møder under Fanen i Farens Stund . . . . Endnu en Gang: Hjertelig velkommen. Vær forvisset om, at vi ikke skatter Deres Deltagelse ringe.”
Han rystede atter hans Hånd med oprigtig Varme.
Men Reinald, som herved fik Mod, så sig nu omkring og sagde hviskende:
„Der er vel Ingen, der kan høre os her?”
„Høre os? . . . Nej, det tror jeg ikke. Men hvorfor . . .?”
„Jo . . . jeg ville nemlig . . . ville gerne endnu i Aften vide, hvortil De vil bruge mig.”
„Bruge Dem? . . . Ja, hvorledes mener De egentlig, kære Ven? Sådan bestemtere at angive . . .”
„De kan ganske byde over mig. Jeg er parat til alt!”
„Parat? Hvorledes? . . . Jeg forstår Dem vist ikke rigtigt.”
„De kan trygt forlade Dem på mig, Herre. De kan stole på min Mund. Jeg véd det godt . . . De har haft et Møde heroppe . . . forleden Dag . . .”
„Ja, ganske rigtigt – Arrangements-Komitéen var samlet hos mig i Anledning af Festen i Aften . . . Men hvorledes – i hvilken Forbindelse havde De tænkt Dem, at De – –?”
„De behøver ikke at være bange for mig. Som jeg sa'e Dem, Herre: Jeg har tiet før i Dag. Sæt mig til hvilken Post, De vil. Jeg ta'er enhver som helst på mig, om det så er – ham selv! . . . Jeg har en gammel Regning at afgøre her, skal jeg nemlig sige Dem.”
„Men hvad er det, den Mand mener?” udbrød med ét den blonde, idet han uvilkårlig veg et Skridt tilbage mod Skrivebordet og stirrede med en pludselig Forfærdelse på denne blege, dirrende Skikkelse, på disse to små kulsorte Øjne, der glødede ham i Møde over de mørke Skægstubbe. „Hvad er det, De siger? Hvad er det, De vil? Hvad mener De? . . . Er De fra Samlingen, Mand? Vil De . . .? Kommer De her for . . .? Er det Deres Hensigt – – – ?”
„Nu, nu, nu – naturligvis –” afbrød han sig selv med en lille Latter og udstrakte beroligende Hånden, da han så den forbløffende Virkning, hans Udbrud straks havde på den fremmede – „Jeg blev virkelig ganske echaufferet ved en Tanke, der et Øjeblik opstod hos mig. Undskyld! Jeg misforstod Dem. Jeg troede ved Gud, at De . . . Nå, Sagen er den . . . i disse Tider, hvor sådanne stærke Tanker så naturligt indfinder sig . . . Altså – jeg beder Dem – tag Dem ikke mine Ord nær. Thi – ikke sandt? – – det gælder i disse Dage frem for alt om, at de, der ved virkelige Bånd – Fædrelandskærlighedens og Frihedsideernes Bånd – uløseligt hører sammen, at de ikke på noget Punkt misforstår hinanden. Som jeg sagde Dem før – –”
Og da han nu igen var kommen i Ligevægt, vedblev han – mens han vandrede frem og tilbage over Gulvtæppet og ivrigt gestikulerede med sit Lommetørklæde, som han af og til førte let hen over sin Pande:
„Som jeg sagde Dem, – det, De før fortalte mig, glædede mig særdeles. Vi vil altid sætte megen Pris på at vide Dem i vore Rækker. I Tider som disse har Landet Brug for enhver af sine grundlovstro Sønner. Og nu må alle sandhedskærlige Mænd for Alvor slutte sig ubrydeligt sammen. Situationen er jo givet. Vi lever for Øjeblikket på bar Bund. Der er begået et Grundlovsbrud – et klart og utvetydigt Grundlovsbrud! Men vi ville føre Kampen med Lovlighedens Våben, der vil, der må, der skal sejre. Vi ville ikke af vore Modstanderes – ja, jeg tør sige Fjenders – Eksempel lade os forlede til at lege med Ilden eller gribe til det tveæggede Sværd, der dog altid sårer den mest, som fører det. Og vi behøver det ikke heller. Vi står på vor hellige Ret og på Sandhedens Grund. Og i denne Kamp gør vi alle vor Pligt til det yderste. Også De – kære Ven! – vil med Ære udfylde Deres Plads i vore Rækker. Støt os efter bedste Evne i vor Stræben på den faste Grund. Meld Dem ind i vor Vælgerforening, støt vore Blade, stil flittig til Møderne, giv Deres – om end nok så ringe – Skærv til vore Fonds . . . . og De skal se: Sejren bliver dog én Gang vor!” –
Lidt efter tøflede „Stænglen” ned ad Trapperne. Da han stod nede på Gaden, rullede en Ekvipage ud af Porten.
Han så længe efter den, og smilte smerteligt. –