To Venner
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Det var Påskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad.
Kirkeuret havde netop slået ti.
På denne Tid plejede Torvet nedenunder at være et bølgende og larmende Hav af Bønder med al Slags Torvføring – en broget Stimmel af Æggehandlere, Grøntkoner, Smørprangere og Hønsekræmmere, hvorigennem købslående Fruer og kurvebelæssede Tjenestepiger kun med Møje kunne trænge sig frem.
Men endnu fandtes der på hele Pladsen ikke andet end et Par Landslagtere og nogle Gartnervogne fra de omliggende Herregårde. Og i hele Byen såes næppe en eneste af de sædvanlige tykmavede Vadmels-Skikkelser med Tobakspiben i den ene Hånd og Smørbrikken i den anden.
Købmændene stod i deres åbne Butiksdøre og kastede lange Blikke op og ned ad Gaden.
Men der viste sig den hele Dag slet ingen af disse sværtbelæssede Vogne, der ellers om Lørdagen rumlede i lange Rækker ind i Byen med store smældfede Heste tungt dansende under de strammede Liner og fire-fem Fruentimmer opstablede bag på Agesædet, indsvøbte i store Hovedklæder og tykke grønne Hvergarnskåber.
Det var tydeligt nok – denne Udeblivelse var Bøndernes foreløbige Svar på det Provisorium, som Købstæderne så villigt havde hjulpet Ministeriet med at sætte i Værk.
Blandt Småhandlende og Beværtningsdrivende bredte der sig en Smule Benavelse i den Anledning. De tænkte, at skulle det blive sådan ved, kunne denne Statsomvæltning blive farlig nok, selv uden Blodsudgydelser.
I de store Købmandsgårde og på Grossererkontorerne lo man derimod af denne tomme Demonstration. Dér kendte man for godt Bøndernes Forhold. De flestes Navne stod opførte på den venstre Side af de store Hovedbøger og ikke sjælden med Beløb, der holdt vedkommende fast som med en uafrystelig Lænke, der, hvad Øjeblik det skulle være, kunne forvandles til en Strikke om hans Hals.
Derfor smilte de store Herrer, når Folk trådte ind til dem i Kontorerne og med betænkelige Miner fortalte om den uhyggelige Tomhed på Torvet og i Gaderne.
„Det har ingen Ting at betyde,” sagde de fortrøstningsfuldt. „Vore gode Mads'er og Kresten'er kommer nok igen, skal De se . . . De kommer snart igen!” –
Inde i Byens fine Barberstue (i hvis Vindue der altid om Lørdagen til Underretning for Bønderne blev ophængt et Skilt med Ordene: „Kun velklædte Personer betjenes her.”) sad på denne Formiddag to af Byens Bedsteborgere vel indsæbede, med Servietter under Hagen, og blev behandlede af Barberen og hans Dreng. En tredje, der så ud som en ældre, velstående Håndværksmester, havde taget Plads henne ved Vinduet, hvor han med dyb, betænksom Mine læste en Avis gennem et Par Briller, der hang ham helt ude på Næsespidsen.
Den ene af de indsæbede var en lille blussende Tyksak, hvis Ben var så korte, at han måtte have en Skammel under Fødderne for at støtte dem. Med Hænderne foldede over sin Hængemave, Øjnene tillukkede, og et Par Hornbriller skubbet op på sin skaldede Isse, hengav han sig som med stort Velbehag til Barberdrengens Behandling, idet han af og til udstødte et kort Grynt, der tilkendegav snart hans Tilfredshed, snart hans Mishag med de første Strøg af Kniven.
Den anden derimod var en høj og ret anselig Skikkelse med et bredt Ansigt og svære grå Bakkenbarter. Hele hans Mine og den krybende Måde, hvorpå Barberen betjente ham, røbede straks, at man her havde en af Byens Matadorer for sig. Under synlig Ophidselse stirrede han skiftevis op på Loftet og hen på den læsende Mand ved Vinduet, hvis vekslende Ansigtsudtryk han med spændt Opmærksomhed studerede. Og ikke så såre løftede Mandens Øjne sig fra Bladet, før han udbrød:
„Nå! . . . Hvad siger De så til det, Hansen! Så gammel De nu er, har De vist ikke set sådan noget på Tryk før. Det kan man kalde rene Ord for Pengene, hva'? Og det af en af Ministeriets egne Embedsmænd, – ja oven i Købet en Præst!”
Den Tiltalte lagde betænksomt Avisen sammen og vendte Hovedet lidt bort.
„Ja, hvad skal man sige –” mumlede han derpå undvigende.
„Hvad man skal sige? Man skal Fanden gale mig sige, Hansen, at det er den stiveste, der endnu er leveret . . . Men det er netop, hvad jeg for længe siden har spået. Præcis, hvad jeg altid har sagt. Lige fra den første Gang, jeg så vor gode Pastor Hornung, har jeg sagt, at han var en fordækt Venstremand. Nu har vi fået Syn for Sagen! Men vi skulle have taget vore Forholdsregler i Tide! Der gik jo allerede Snak nok om ham fra hans forrige Kald. Lå han ikke der i evige Spektakler med Provster og Kirkesyn, ja med Bispen selv, så han en Gang var nær ved at blive sat fra Embedet for sin beskidte Mund. Jeg siger det rent ud – han er en rigtig fræk Karl!”
„Et Bondebæst!” gryntede det henne fra Tyksakken.
„Bravo! Netop Ordet, Hr. Overlærer! . . . Men kan De forklare mig, hvordan det er gået til, at vi har fået en sådan Person her til Byen. Man snakker om, at han derude på Landet var ved at sulte ihjel med sin Redefuld af Unger – men hvad kommer det os ved? Skal vi derfor have hans Spektakler her? Det er en Skandale for hele Byen. – – – Gør mig kun færdig, Raff!”
De sidste Ord var henvendt til den lille blegfede Barber, der straks, såsnart hans ansete Kunde begyndte at tale, havde trukket sig tilbage med sin Kniv.
„Det er sandt, Raff!” vedblev han derpå roligere, idet han atter lagde sig tilbage i Stolen. „Har Hr. Berthelsen været her i Dag?”
„Nej, Hr. Konsul! – endnu ikke. Men han må bestemt være her om et Øjeblik.”
„Er det sikkert?”
„Ganske sikkert, Hr. Konsul! Hr. Berthelsen er så regelmæssig som Solen. Man kunne såmænd gerne stille Kirkeuret efter ham – he!”
„Godt. Så kan man da forhåbenlig få Rede på, hvordan det forholder sig . . . For De har vel hørt det, Hr. Overlærer, at der skal have været svære Optøjer ovre i Kjøbenhavn i Nat. Der fortaltes nede på Toldkammeret, at der var kommet Telegrammer derom til Bladene. Det er nok ude på Nørrebro – De véd, Socialisternes Valgkreds – og Soldaterne skal have skudt.”
„Skudt!” udbrød pludselig Manden henne ved Vinduet og skiftede Farve. „Ja – men det kan de da ikke ha'e Lov til.”
„Ikke ha'e Lov til!” gentog Konsulen og førte atter Barberen bort med Hånden for at kunne rejse Overkroppen og tale med mere Eftertryk. „Hvem Pokker skulle forbyde dem det, Hansen? Imod Oprørere og Tumultuanter! Det manglede sgu bare! . . . Hvad siger De, Hr. Overlærer?”
„Øf!” lød det henne fra den anden Stol, hvilket skulle udlægges: „Naturligvis”.
„God Morgen, mine Herrer!” sagde i det samme en Stemme henne fra Døren.
Det var den ventede Hr. Berthelsen, Redaktøren af Byens Stiftsavis, en midaldrende, utrolig lang Herre med en pergamentgul Hudfarve, grå Paryk, ganske lyse Benklæder og et rødt Lommetørklæde ud af Baglommen.
„Nå!” udbrød straks Konsulen og rejste sig halvt af Stolen – (endog Overlæreren spærrede Øjnene op og så med Forventning på den indtrædende) – „Nå! Hvad nyt? Er der hændt noget? Er det sandt, at Socialisterne har gjort Optøjer i Nat, og at Soldaterne har skudt? Eller er det en af Toldbodrotternes sædvanlige Krøniker? Der fortælles, at De har fået Telegram. Hvordan forholder det sig? De har jo ikke udsendt Løbesedler.”
Redaktøren trak omstændeligt sine Bomuldshandsker af og puttede dem i Baglommen med den uigennemtrængelige Mine, som han altid påtog sig, når han ingen Ting vidste.
„Nu?” råbte Konsulen utålmodig.
„Jeg beder Dem, Hr. Konsul –” sagde Redaktøren endelig og løftede afværgende sin ene store Hånd.
„Å Snak, Berthelsen! Hvad skal det Hemmelighedskræmmeri til her? Lad os høre! Er der skudt?”
„Vigtigprås!” mumlede Overlæreren og lukkede igen Øjnene, medens Manden henne ved Vinduet blev ved at stirre på Redaktøren med alle Tegn på den heftigste Beklemmelse.
Men trods Konsulens vedvarende Anmasselser med Fordring på „klar Besked” bevarede Hr. Berthelsen urokkelig sin diplomatiske Tavshed.
„Hr. Konsulen må pardonnere mig,” sagde han, idet han med en uhyggelig Knagen i Fingerleddene gned sine lange, tørre Hænder. „De Meddelelser, der er kommet mig i Hænde, er foreløbig af fortrolig Karakter. Hr. Konsulen kan være overbevist om, at Stiftstidenden øjeblikkeligt vil bringe til sine Abonnenters Kundskab, hvad der faktisk er passeret. Af Gårsdagens Løbeseddel vil De således allerede have erfaret, at Tropperne siden i Torsdags har været konsigneret i Kasernerne, at der er uddelt Patroner til Mandskabet, og at der er opkørt Batterier uden for Slottene. Jeg troer at kunne tilføje, uden at gøre mig skyldig i nogen Indiskretion, at Autoriteterne – de militære så vel som de civile – i det hele er fuldt beredte på uden Skånsel at kvæle ethvert Revolteforsøg i Fødslen.”
„Bravo!” råbte Konsulen og rejste sig, idet han strøg sig med Servietten om Hagen. (Barberen havde med et Skrabud tilkendegivet, at han var færdig.) – „Ja, Gud ske Lov, vi har endelig fået en stærk Regering, der ikke er bange for at vise sin Magt. Når den nu bare vil blive ved at gøre Brug af den, så skal vi snart få Fred her i Landet for det Rak og Pak, der har fået Lov til at skyde til Vejrs.”
„Ja, lad dem bare plaffe dygtigt løs på dem,” snøftede Overlæreren, der ligeledes havde rejst sig og stod og tørrede sig foran Spejlet. „Det er noget, de har Respekt for. Men lad dem ikke glemme Førerne! De Karle er såmænd ikke for gode til Kanonføde.”
I dette Øjeblik rejste Manden ved Vinduet sig op og listede hen imod Døren.
„Går De, Hr. Hansen?” spurgte Barberen forundret. „Jeg troede, at Hr. Hansen skulle rages.”
„Nej Tak – jeg har ikke Tid længer,” svarede han kort og var i det samme ude af Stuen.
De Tilbageblevne så på hinanden i største Forbavselse.
„For Pokker!” – udbrød tilsidst Konsulen. „Hvad gik der af Hansen? Jeg tror, ved Gud, at han fik ondt! Han var jo ganske bleg! . . . Eller – han skulle da vel ikke – jeg kan da ikke tænke mig, at – –”
„Hr. Hansen holder „Morgenbladet”, Hr. Konsul!” hviskede Barberen fortroligt, idet han indsmigrende nærmede sig med Hånden for Munden. „Jeg véd det ganske bestemt . . . Det er en af hans Svende, der abonnerer på Bladet for ham og bringer ham det hver Aften . . . Jeg har det fra min Brodersøn, der kender Svenden.”
„Hansen!” råbte Konsulen og slog Hænderne sammen over Hovedet. „Men – du himmelske Gud og Skaber! – er Folk da bleven ravruskende gale i den sidste Tid? . . . Og det var Hansen, som for ikke otte Dage siden fik den store Bestilling fra Havneudvalget! Er han gal! Hvad tænker de Mennesker på!”
Henne fra Vinduet hørtes Barberdrengen i det samme ganske betuttet udbryde:
„Dér kommer Pastor Hornung!”
Som trukne af en Snor vendte alle sig ved disse Ord mod Gaden.
Og virkelig! – ovre på det modsatte Fortov kom Præstens høje, magre Skikkelse vandrende med faste Skridt, der næsten larmede, som om han gik på Træsåler. Han var en Mand på henimod de treds, tarveligt, næsten fattigt klædt, med et rynket, skægløst Ansigt, der på Grund af, at Underlæben skød sig stærkt frem, og at Øjnene kneb sig sammen for Lyset, fik et frastødende Udtryk af Selvfølelse. Hertil bidrog også hans ualmindelig ranke Holdning og næsten soldatermæssige Gang. Den ene, ubehandskede Hånd holdt han knyttet bag på Ryggen; i den anden havde han en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft ned mod Brostenene.
„Storsnudede Bonde!” snerrede Overlæreren foragteligt henne fra Spejlet.
„Ja, var det ikke for hans forsultne Ungers Skyld” – istemte Konsulen – „kunne man ønske, at der måtte blive lettet lidt alvorligt ved ham efter denne Historie. Og det bliver der vel også nok! . . . . Det bliver der såmænd nok!”
II
Pastor Hornung fortsatte sin Gang hen ad Gaden, hvor han overalt var Genstand for den samme lidet smigrende Opmærksomhed. Bag ham stak Folk Hovedet ud af Vinduerne og kiggede efter ham med opspærrede Øjne. Og foran ham trak de Handlende sig tilbage fra deres Døre for ikke at være nødt til at hilse, når andre så det.
Idet han gik over det lille Torv foran Rådhuset, trådte Byens Politimester netop ud herfra med en Protokol under Armen. Det var en lille rund, glatraget Mand, der lignede Overlæreren fra Barberstuen næsten som en Tvillingbroder.
Pastor Hornung løftede Hånden op til sin brede Hat for som sædvanligt at hilse. Men i Stedet for en Genhilsen tilkastede Politimesteren ham et så uforskammet og hadefuldt Blik, at Præsten uvilkårligt blegnede.
Det var åbenbart, at Overraskelse og Vrede et Øjeblik var nær ved at bringe ham ud af Ligevægten. Dog fortsatte han roligt sin Gang og forsøgte endog at smile overlegent, skønt hans Mund sitrede af heftig Sindsbevægelse.
Da han kom hjem i sin Studerestue, åbnede han straks Døren til den øvrige Lejlighed og råbte ind over et halvtomt Forværelse, om Posten var kommen.
Et Kor af Barnestemmer svarede langt borte fra: Nej!
Så lukkede han igen og gav sig under stigende Uro til at vandre op og ned ad de mange forskelligartede Tæppestykker, der var lagt over Gulvet for at dæmpe Lyden af hans tunge Skridt.
Henne på en gammel Mahognipult ved Vinduet lå Begyndelsen af Manuskriptet til hans Påskeprædiken og ventede på Fortsættelse. Men han kunne ikke få sig selv til at beskæftige sig dermed. Hans Hoved var opfyldt af bekymringsfulde Tanker, der lå Opstandelses-Evangeliet fjernt. Han tænkte på Politimesterens hadske og giftige Blik, som han endnu ligesom følte brænde ham i Ansigtet. Men allermest og under heftigst Uro tænkte han på de Rygter, der også var kommen ham for Øre denne Morgenstund – Rygterne om Opstandsforsøg i København og Våbenmagtens Indskriden. Han kunne ikke få sig selv til at tro, at det virkelig var sandt. Han havde så sikkert stolet på, at Befolkningen ikke ville lade sig henrive til Voldshandlinger men modtage Budskabet om den skete Grundlovskrænkelse med den Værdighed og Ro, der alene ville kunne bringe de overmodige Magthavere til Besindelse.
Men måske havde Gæringen alligevel været for stærk!
Som overvældet af Spændingens Pine kastede han sig ned i en lang Kurvestol, der strakte sig ud fra et Hjørne af den halvmørke Stue, og sank her et Øjeblik hen i Tanker. Så rejste han sig igen hastigt og så for tyvende Gang utålmodigt på sit Ur.
Hvor blev dog den Post af i Dag!
I det samme ringede det stærkt ude på Entrédøren.
Endelig! –
Et Minut efter stod Pastor Hornung ved Vinduet med Byens „Folkeblad” mellem sine udbredte Arme og gennemløb i Hast Telegrammerne fra København. Men han fandt intet, hverken om Opløb eller Militærets Udrykning.
Han greb da „Stiftstidenden”, der undertiden havde Specialtelegrammer. Men heller ikke her så han noget derom. „Alt roligt”, „Befolkningen rolig”, stod der overalt.
„Herren være lovet!” udbrød han ganske højt. Og i Tankerne fortsatte han: Gud er med os! Det véd jeg nu forvist, at han vil lade den danske Folkesag sejre!
Så satte han sig rolig og befriet ned ved Bordet for at gennemse den øvrige Post.
Først var der to Breve fra selve Byen, af hvilke det ene, hvis åbenbart fordrejede Håndskrift straks bragte ham til at studse, kun indeholdt de fire Ord: „De er en –” (På Tankestregens Plads fandtes et Udtryk, som Velanstændigheden forbyder at gentage her.)
Med et foragteligt Smil krammede Hornung Brevet sammen og kastede det i sin Papirskurv. Han havde før deltaget i en offentlig Debat, og det var derfor ikke første Gang, at han fik den Slags Stinkpotter kastet ind ad Døren.
Det andet indenbyes Brev, der var skrevet med stilfuld Forretningshånd på et stort Stykke rudret Papir, indeholdt følgende:
Hr. Pastor F. HornungOgså over for denne Skrivelse havde Pastor Hornung i første Øjeblik kun et medlidende Skuldertræk tilovers. Men da han anden Gang gennemlæste den, formørkedes hans Ansigt. Et bittert Udtryk af Mismod og Sorg rynkede bestandig stærkere hans Pande og Bryn. Og idet han tilsidst med et tungt Suk lagde Hånden op på sit endnu kraftige, gråsprængte Hår, lænede han sig en Stund ligesom udmattet tilbage i Stolen og lukkede Øjnene.
hersteds.
Begrundet på Omstændigheder tillader jeg mig at underrette Hr. Pastoren, at min Datter Angelica, som sidstforløbne Uge tilmeldtes Hr. Pastorens Konfirmationsforberedelse, efter nøjere Overvejelse herved anmodes atter udmeldt, formedelst da det såvel er min Datters som min Hustrus og eget Ønske, at hun fremtidig skal overgå til Hr. Pastor Bohses Vejledning.
Jeg undlader ikke at tilføje, at dette Skridt er begrundet på den Artikel, som det i Går Aftes udkomne Ekstranummer af „Folkebladet” indeholdt af Hr. Pastoren.
Samtidig tillader jeg mig at præsentere medfølgende specificerede Regning på Manufakturvarer, som Fru Pastorinden i det forløbne Kvartal har modtaget gennem min Forretning, og ville det meget glæde mig at få Beløbet tilstillet inden den 15de d. M.
Imødeseende Deres Ærede, tegner
med Agtelse
P. C. Hansen,
Manufakturhandler.
Hvor det dog ofte var svært at være ærlig i dette Land! At han ville vække Fortørnelse og blive Genstand for Mistænkeliggørelse på Grund af den åbenlyse Tilslutning til Regeringspartiets Modstandere, som han efter de sidste Dages Begivenheder ikke syntes længer at kunne tilbageholde, havde han været fuldt forberedt på. Og dog! – Ifald han rigtigt havde anet, hvilket Uvejr dette Skridt skulle drage ned over hans Hoved, havde han måske endnu en Stund tvunget sit Hjerte til Tavshed. Ikke for sin egen Skyld! Han var vant til at tage mod Verdens Puf og Stød og havde endnu Skuldre, der var stærke nok til både at bære dem og give dem tilbage. Men måske burde han have tænkt på sine uskyldige små Børn. Thi det blev sikkert ikke let herefterdags at være Pastor Hornungs Barn. Disse Breve, Politimesterens giftige Blik og hele Befolkningens Holdning viste tydeligt nok, hvad de alle gik i Møde.
Nå – det kunne nu ikke være anderledes. Han kunne ikke fortryde, hvad han havde gjort. Efter hvad der var sket, havde han ligefrem ikke haft Lov til at tie længer. Samvittigheden bød ham at give sin Forargelse Luft. Og Gud, der havde lagt sin Velsignelse i hans Ord, ville også nok give ham Styrke til at bære, hvad der måtte følge.
Han tog Hånden fra Panden og gav sig atter fortrøstningsfuldt i Færd med sin Post.
Der var de sædvanlige ministerielle Skrivelser i store blå Konvolutter, et Brev fra en fjerntboende Mand, der ønskede en Udskrift af Kirkebogen, en Ansøgning om en Legatportion o.s.v. Nederst lå et almindeligt, åbent Brevkort, som Hornung hidtil ikke havde bemærket og derfor greb med en vis Ivrighed.
Også på dette fandtes kun et Par Ord, skrevet med en yderst sirlig Hånd.
Næppe havde Præsten kastet et Blik på Skriften, før han med Udbruddet: „Men du gode Gud!” fór op af Stolen og ilede ud af Stuen. Hurtigt skridtede han gennem det tomme Forværelse og slog med stort Rabalder Døren op til den tarveligt udstyrede Dagligstue, hvor seks af hans yngste Børn sad og legede omkring Spyttebakken, klippede Papirsdukker, rullede rundt på Gulvet eller hang over Vindueskarmene.
„Hvor er Mo'er?” råbte han. „Anna, Peter, lille Line . . . . skaf mig i en Fart fat i Mo'er. Men sig hende, at hun må skynde sig – det haster!”
De små lyslokkede Kroppe på Stole, Skamler og Forhøjning kom straks i travl Bevægelse. Men i det samme trådte Fru Hornung gennem en Tapetdør ind fra Køkkenet. Hun var en lille, endnu ganske køn og buttet Kone med mørkladent Hår, Kappe og stort Smækkeforklæde.
„Her er jeg! Hvad er der, Hornung?” spurgte hun og så på sin Mand med urolig og anspændt Mine – som var hun altid forberedt på at modtage onde Tidender.
„Nyheder! Store Nyheder, min Ven!” svarede han og rakte Brevkortet højt i Vejret. „Kan du tænke dig dér sidder jeg inde og læser så meget dumt Tøj, og så får jeg her fat i . . . . ja, nu skal du høre! (Pastor Hornung fik næsten Tårer i Øjnene, idet han atter læste Kortets Ord) „Kære gamle Ven! Jeg kommer i Morgen, Lørdag, Eftermiddag med Toget 3.12. Glæder mig til at se dig. Din hengivne – – ” Ja, gæt nu, Kirstine!”
„Det er da ikke Krøger?”
„Jo – hvem ellers! Er det ikke mageløst! Han er naturligvis på en af sine sædvanlige Inspektionsrejser – derfor har han ikke skrevet før. Men hvor er det prægtigt af ham at gøre en Afstikker herned til os under Vejs. Sandelig – han kommer, som han var kaldet, den kære Dreng! Jeg har tænkt så meget på ham i den senere Tid. Og hvor har jeg længtes efter at få en Passiar med ham! . . . Jeg gad dog vide, om ikke de sidste Dages Begivenheder endelig skulle have skudt Breche i hans standhaftige Højrehjerte. Du kan tro, Kirstine! – han har haft den samme Længsel, som jeg. Og nu kommer han for at vi kan tale om Tingene, den kære gode Dreng! . . . . Men hør, Kirstine! Nu må vi sandelig også vise ham, at han er velkommen. Han skal blive modtaget som en Fyrste. Det har han fortjent! Middagen må vi naturligvis udsætte, til han kommer, f. Eks. til Klokken fire – eller bedre fem! Jeg véd, han plejer at spise på den Tid. Og – lad mig se – kan du ikke skaffe en god Ret Karusser, Kirstine? Kan du huske, hvor henrykt han blev over dine Karusser, da han sidst besøgte os i Vejrløse . . . å, han er en Lækkermund, den gamle Knægt!”
„Men Hornung – hvor skulle jeg skaffe Karusser fra her?”
„Nu, ja – men en Ret Fisk må vi ha'e. Det er hans Livspise, véd du! Han er så forliebt i Fiskemad, den gamle Libertiner, som en Mus i en grøn Ost. Og en god Flaske Vin skal han sandelig heller ikke undvære . . . Hør du, Peter, spring straks hen til Schneider og køb en Flaske Bourgogne til halvanden Krone – men skynd dig, min Gut! . . . Å, vent lidt – spring med det samme indenfor hos Callisen og få seks Cigarer til femogtredive – men af de fine, skal du sige! . . . Og I, Småpiger dér – Karen, Hanne, lille Line – lad mig se, I rydder godt op her og hjælper Mo'er med at gøre det rigtig pænt, til Fa'ers gamle Ven kommer! Sådan – det er flinkt! – I er mine kære velsignede Børn!”
Pastor Hornung var bleven som nyfødt af Henrykkelse. Tilsidst gik han hen og lagde sine store Hænder omkring sin Hustrus Hoved og kyssede hende ømt på Panden.
„Min lille Kirstine! Jeg véd det – du har været urolig og bekymret i disse Dage. Men du skal se – med Guds Hjælp vender alt sig, til det bedste!”
III
Pastor Hornungs og Postrevisor Krøgers Bekendtskab stammede fra Studenterdagene. Tilfældigt var de i hin Tid bleven Kontubernaler på Regensen og havde her stiftet et sjælden inderligt Venskab, der aldrig siden var bleven brudt.
Man kunne sige om dette Venskab, at det var bleven knyttet ved Modsætningernes Tiltrækning. Thi vanskeligt skulle man finde to Mennesker, der i Sind som i Skind var hinanden mere ulige. Marius Krøger var netop så lille og undersætsig, som Frederik Hornung var lang og ranglet; netop så samvittighedsfuld og pertentlig, som Hornung var egenrådig og skødesløs; netop så godmodig og eftergivende, som Hornung var opfarende og stridslysten. Blandt Kammeraterne på Regensen kaldtes de derfor også „Supplementerne”, der tilsammen dannede „det fuldkomne Menneske”.
I deres daglige Samliv erstattede nu virkelig den enes Fortrin meget heldigt den andens Mangler, så deres lille Menage blev et Mønster for den hele Studentergård. Krøgers solide Egenskaber kom især den fælles Husholdning, tilgode. Mens Hornung, når Månedens Midte var nået, aldrig havde en Skilling i Lommen og aldrig kunne begribe, hvad Vej hans Penge var gået, forstod Krøger, skønt uden Påholdenhed, at forvalte sine ikke store Indkomster på en Måde, så de nogenlunde forslog til dem begge. Til Gengæld var det Hornung, der var det oplivende og befrugtende Element. Han var altid Fyr og Flamme over Dagens brændende Spørgsmål, læste straks alle udkomne Bøger og Pjecer, slugte alle Aviser og hørte alle Slags Foredrag. Ofte sad de to Venner sammen til langt ud på Natten og talte om Tidens theologiske eller literære Stridigheder, men først og fremmest om Politik, om den vågnende Frihedsånd, om Orla Lehmann, Hall og Ploug, der var deres Guder og Helte. Mens Hornung ustandseligt vandrede op og ned ad det lille Gulv i en laset Slåbrok og med en halvtredje Alen lang Tobakspibe i Hånden, fyldende Rummet med en uigennemskuelig Damp, talende og gestikulerende, sad Krøger stille henne i Hjørnet af Sofaen og fulgte ham med et varmt beundrende Blik. Egenlig var det nemlig mindre Tingene selv, end Hornungs Begejstring for dem, der interesserede Krøger. I sin egen Indifferentisme henrykkedes han dobbelt over Vennens Optagethed. Og mens han altid selv var mere ængstelig end en gammel Jomfru i Overvejelsen af sine Ord, lo han ofte, så det klukkede, når Hornung i sin hidsige Iver for at betegne den enevældige Regerings Lumpenhed hentede Udtryk og Lignelser fra det laveste Gadesprog.
Hornung havde nemlig i en meget ung Alder givet sine oppositionelle Tilbøjeligheder Luft. Blandt andet optrådte han ofte som demonstrerende Taler ved Studenterforsamlinger, hvor han regelmæssig blev udhysset under stort Spektakel. Kun Krøger sad stille henne i en Krog af Salen og stirrede næsten forelsket på sin uforfærdede Ven, der havde Mod til således at stille sin Person til Skue, ja optræde som Anklager og Dommer. Hans Hjerte svulmede af Stolthed over Hornung, når han fra sit Skjul så ham med løftet Hoved stige op på Talerstolens Trappe, kaste sit lange Hår tilbage fra Panden, pudse Næsen og lade sit faste Blik glide hen over Forsamlingen – uden med en Mine at røbe Usikkerhed endsige Angst trods de vilde Hyl og Brøl, hvormed hans Skikkelse øjeblikkeligt modtoges.
Efter seks Års Studium tog Hornung sin Eksamen med bedste Karakter. Og da han allerede havde forlovet sig som Student, søgte han hurtigst muligt et Embede som Præst og Skolelærer på en af vore afsidesliggende Småøer. Krøger derimod opgav sine juridiske Studier og gik over til Postvæsnet, i hvis Tjeneste han på Grund af sin medfødte Punktlighed og sjældne Pligttroskab temmelig hurtigt steg til en betroet Plads ved Revisionen i København.
De to Venner skiltes således.
Men, skønt der ofte gik År hen, uden at de så hinanden, og også ofte lange Tider, uden at de skrev til hinanden, bevarede de Venskabet med uforanderlig Trofasthed.
For Krøgers Vedkommende havde dette noget sin Grund i, at han ikke giftede sig. Det glade, hyggelige Regensliv kom derfor til at stå for ham som hans Livs Solskinsdage, på hvilke han altid tænkte tilbage med dyb Taknemlighed mod sin Kontubernal. Hornung glemte aldrig sin gamle Ven, fordi hans ejendommelige og for Fremmede stødende Væsen gjorde ham det vanskeligt at skaffe sig nye Venner. Tillige følte han en vis Tilfredsstillelse ved den usvækkede Beundring, som Krøger – skønt Tiden og Forholdene snarere havde uddybet end udvisket Forskellighederne i deres Karakterer – blev ved at nære for ham. Navnlig morede det den fredsommelige Kontormand at følge de Skærmydsler, hvori Hornung ideligt lå snart med Amtsråd, snart med Præster, ja med de højeste Autoriteter. Mens han selv var et Mønster på Subordination og hellere led enhver Forurettelse, end han udsatte sig for at krænke nogens Overbevisning, kunne han gnide sig i Hænderne af Henrykkelse, når han hørte om den Uforfærdethed, hvormed hans gamle Ven sagde både Bisp og Skoleråd Sandheden lige i Øjnene.
„Min tapre Frederik!” kunne han begynde de omhyggeligt udarbejdede Skrivelser, hvormed han besvarede Hornungs hurtigt og livfuldt henjaskede Breve. „Du har særdeles fornøjet mig med din humoristiske Beskrivelse af din Holmgang med en vis Hr. Peder, om hvem Sagaen jo forøvrigt forhen har berettet. Ihvorvel jeg ikke tør driste mig til at have nogen selvstændig Mening om Stridens Æble, in casu den omtalte Fattiglovsbestemmelse, er jeg på Forhånd overbevist om, at du har Ret til at benævne den både „forældet” og „umenneskelig”. Ja, rusk kun dygtigt i de gamle Parykker! Her trænges sikkerligt til en alvorlig Udluftning i Administrationen, og jeg for mit Vedkommende skulle ikke have noget imod, at der kom en rigtig Orkan, der kunne ryste os ud af vor gamle Slendrian.”
Krøger havde da også indtil nu været den eneste, til hvem Hornung havde betroet den voksende Harme, som Regeringens mere og mindre åbenlyse Forberedelser til et Statskup i de sidste År havde fremkaldt hos ham. I Begyndelsen havde Hornung dog indskrænket sig til varsomme Antydninger af sit antiministerielle Sindelag. Thi de havde hidtil begge to trofast fulgt de Nationalliberale ind i Reaktionens Rækker; og Hornung havde forud haft på Følelsen, at Krøger med sit Ukendskab til Oppositionens Hovedmasse, Bønderne, og sin medfødte Foragt for deres Uvidenhed ikke straks ville kunne følge ham på dette Punkt. Og han fik Ret i sin Formodning! For første Gang blev den stive Kontormand betænkelig ved Vennens Tilståelser. Han svarede tilbage, at han, uden just at dele hans Bekymringer, nok kunne sætte sig ind i hans Tankegang. Men han ville på det indstændigste bede ham om endelig at være forsigtig og ikke at røbe sine kætterske Anskuelser til andre, da dette let ville kunne få til Følge, at han i den almindelige Bevidsthed blev slået sammen med Folk, til hvis Selskab han dog sikkert ikke selv ønskede at blive henregnet. – Endnu for to Måneder siden skrev Krøger til ham:
„Du synes, kære gamle Ven, stadig at leve i den Anskuelse, at det er vort nuværende Ministeriums skjulte Hensigt at undlive den gode Grundlov. Det forekommer mig at være uberettiget at nære en sådan Mistanke mod en Regering, om hvis Retskaffenhed der dog ikke kan rejses Tvivl, og som alene har til Hensigt ved alle til Rådighed stående lovlige Midler at værge vort kære Land mod Anarkiets Hydra. Sammenlign dog ikke den løftende Kamp under Idéens Fane, hvori vi i vor Ungdom selv tog Del, med den nuværende uhyggelige Strid om Magten. Jeg vil i hvert Fald høre det af din egen Mund, før jeg tror på, at min gamle Frederik Hornung har fundet sin Plads mellem Materialismens Forkæmpere.”
Dette Krøgers sidste Brev havde Hornung ikke glemt. Han var derfor beredt på nu at få mange og alvorlige Skænd af sin gamle Ven, endskønt han på den anden Side ikke helt kunne opgive Håbet om, at de sidste Dages Begivenheder endelig skulle have åbnet Krøgers ærlige Øjne for det forargelige Rænkespil, der var bleven ført.
I hvert Fald kendte han sin kære, mildttænkende Marius godt nok til at vide, at han ikke ville mistyde det Skridt, som hans Ven – trods alle velmente Advarsler – havde foretaget. Han ville forstå, at det havde været nødvendigt. Og med Utålmodighed længtes Hornung efter at tale med ham derom.
IV
Allerede på Slaget tre var Præstegården beredt til at modtage sin Hædersgæst.
Alle Fløjdørene i den ret anselige Lejlighed var slået op som til Fest. Med larmende Skridt og Armene korslagte på Ryggen gik Hornung frem og tilbage gennem alle Stuerne, – søndagspyntet, d.v.s. med rent, hvidt Halstørklæde og iført sort, tilknappet Klædesfrakke i Stedet for den grove grå, der var hans sædvanlige Hjemmedragt.
Af betænksom Hensynsfuldhed mod sin Ven havde han bestemt sig til ikke at modtage ham på Banegården. Han var kommen til at tænke på, at Krøger under de nuværende Forhold måske kunne ønske, at hans Besøg gik så ubemærket hen som muligt, fordi det let ville kunne skade ham, om hans Navn i disse Dage blev sat i for nøje Forbindelse med den oprørske Præsts. Og han ville ikke bringe sin loyale Ven i Forlegenhed! Desuden yndede han ikke selv disse tvungne Modtagelsesscener for alle Folks Øjne. Han ønskede at give sin Ven et Velkommen, der ikke kunne misforstås – det vidste Krøger også godt, og han ville derfor næppe blive forundret over ikke at finde ham på Perronen.
Inde i Dagligstuen puslede Fru Hornung lidt beklemt omkring og lagde den sidste skønsomme Hånd på Værelsets Udpyntning. Hun havde haft et besværligt Arbejde med så vidt muligt at dække over Tapetets Mangler og Bohavets Brøst, med at lægge de hæklede Stykker over Stolene således, at Hullerne på Betrækket ikke sås, og ordne Gardinernes Folder på en Måde, så Stopningerne skjultes. Hun havde stræbt efter Evne, for at ikke Hornungs Hjem skulle gøre et for fattigt Indtryk på hans Ungdomsven. Og idet hun nu, med Hovedet lidt på Siden og de små buttede Hænder foldede foran sig, lod Blikket glide langsomt rundt i Stuen, syntes hun selv, at her så ret pynteligt og hyggeligt ud. Hun havde købt et Par Blomster til Opsatsen på Bordet; de hæklede Stykker var i Hast bleven både vaskede og strøgne, og Stuens ramme Lugt af Tobak og Støv var fortrængt af Duften fra tørrede Rosenblade, som hun havde henlagt på Kakkelovnspladen.
Selv var hun også pyntet med en lille hvid Kappe og en rød Granatbroche, hendes Brudesmykke. Hun så helt smuk, næsten ungdommelig ud; og det Udtryk af urolig Bekymring, der ellers sjælden forlod hendes Ansigt, var omtrent forsvundet.
Henne omkring en Forhøjning under det ene Vindue sad og stod alle Børnene, pænt kæmmede og renvaskede – ganske tavse af højtidelig Forventning. Det hændte så sjælden, at der kom fremmede til Præstegården; endog Byens egne Folk betrådte den kun i Forretningsanliggender; . . . og disse ualmindelige Forberedelser i Stue og Køkken, Vinflasken med den røde Lak, der stod bag Kakkelovnen, Blomsterne på Bordet, Moderens Granatbroche, som de yngste aldrig før havde set hende bære, Faderens Oprømthed og deres eget rene Søndagsforklæde og friserede Hår, – alt fyldte dem med en Andagt og Spænding, så de næppe turde røre sig. Hvert Øjeblik så de op til det gammeldags, forgyldte Ur på Chiffonieren, og hver Gang den lange Viser passerede et af Romertallene, skævede de til hinanden og nikkede.
Inde fra sin Studerestue kom Præsten atter vandrende med sine stærke Skridt.
„Nå!” udbrød han ved Synet af Børnene. „Er I her nu allesammen, Småtrolde?”
„Ja!” svaredes der stille i Kor.
„Godt! . . . Lad mig nu se, at I opfører jer pænt og roligt, når Fa'ers gamle Ven kommer. Kan I det, Børnlille?”
„Ja!” svarede de igen alle.
„Nå, det var Ret! . . . Kan I så sige mig, Små!” – vedblev han, idet han nu indskrænkede sin Vandring til Dagligstuens Gulv ”Hvad er det så, Fa'ers gamle Ven hedder?”
„Krøger!”
„Rigtigt! – Rigtigt, Børn! . . . Og hvor er det, han bor?”
„I København!”
„Prægtigt! . . . I er flinke Børn! Men kan I nu også huske, hvad det er, han er? Hvad er hans Bestilling?”
Her tav Flokken beskæmmet.
Endelig sagde den ældste, eftertænksomme Louise med en Stemme fuld af Overvejelse:
„Revisor.”
„Bravo, lille Lisemo'r! . . . Du er jo dygtig – du er jo flink! . . . Men kan du nu også forklare mig, min Ven, hvad det Ord Revisor betyder? Revisor? . . . Re-visor? . . . Hvad betyder det? . . . Nu, tal kun dristigt!”
Den lille blonde Pige stod med sine lyseblå Øjne dybsindigt fæstede på et Punkt oppe i Loftet, mens hun bevægede Læberne, som om hun foredrog noget for sig selv, og samtidig talte på sine rosenrøde Fingre.
Tilsidst førte hun den ene Hånd op til et lille Ravkors under Halsen og begyndte med samme betænksomme Tonefald og uden at tage Øjnene fra Loftet:
„En Revisor er en Mand, som – –”
Men i det samme blev hun afbrudt ved, at en af Drengene henne fra Vinduet pludselig udbrød: „Fa'er! Der står en Mand ude på Gaden og kigger herop.”
„Hvad er det, du siger, Dreng!” råbte Præsten og skyndte sig hen til Vinduet. „Står der nogen og kigger herind!”
Ja, virkelig! Ovre på det modsatte Fortov stod en Person og stirrede op og ned ad Præstegårdsbygningen. Det var en lille, sirligt påklædt Herre med et venligt Ansigt, små grå Bakkenbarter og firkantede Nikkelbriller. Han bar en brun Rejsehue, lyse Gamascher og en Plaid over Armen.
„Men det er jo ham! Nik dog, Børn! – nik!” råbte Præsten og ilede i det samme ud af Stuen.
Den fremmede havde imidlertid bemærket og genkendt Børnene og skråede nu over Gaden. I Entrédøren mødtes de to Venner. Med et højt: „Velkommen, du kære Dreng!” omfavnede Hornung sin gamle Kontubernal og kyssede ham bevæget på begge Kinderne.
Og uden at give ham Tid til at lægge hverken Plaid eller Hat slog han derpå Armen om hans Skulder og førte ham straks i Triumf ind i Dagligstuen.
„Her er han! – Her er han!” råbte han strålende . . . „Og her, min Ven, ser du hele Flokken samlet for at modtage dig . . . Ja, Kirstine kender du da nok igen. Hun har ikke forandret sig, vel? Men Kompagniet dér er vel næsten kommet i Reden, siden du besøgte os sidst. De lange Drenge har vi jo ude af Huset nu, og de store kære Pigebørn er også borte . . . vi har jo, som du véd, akkurat Dusinet fuldt nu!”
„Velkommen, Krøger!” sagde Fru Hornung og rakte hjerteligt Hånden til den lille Mand, der under synlig Forlegenhed modtog disse mange uforbeholdne Ytringer af Gensynsglæde.
„Sæt dig nu her i Sofaen, Marius!” vedblev Præsten, da den fremmede endelig var bleven befriet for Ydertøj, Plaid og Paraply, hvilke Genstande Børnene med Stolthed bar ud i Entréen som Sejrstrofæer. „Du kan være træt efter Rejsen. Og – sandelig! – jeg længes efter at få en Passiar med dig igen. Nu slår du dig vel lidt til Ro hos os – ikke sandt?”
„Tak . . . Mange Tak,” svarede Hr. Krøger, idet han med en åbenbart vanemæssig Bevægelse løftede de flade Hænder op imod Brillernes Nikkelstænger, således at Fingerspidserne netop berørte dem. „Det ser jeg mig destoværre ikke i Stand til. – Mit Ophold bliver denne Gang af grumme kort Varighed.”
„Hvad er det, du siger, Ven? Du spøger, håber jeg! . . . . Sæt dig dog, og lad os høre!”
Mens Hr. Krøger forsigtigt skilte sine Frakkeskøder og tog Plads i Sofahjørnet bag Bordet med Blomsteropsatsen, kastede Hornung sig i en Lænestol og så med et skuffet Udtryk over på sin Gæst.
Først nu fik han i det hele rigtig set på sin gamle Ven og studsede over hans mærkeligt forandrede Udseende.
„Men du gør mig ganske forskrækket, kære!” udbrød han. „Det er da ikke Rejsen, der har overanstrengt dig? . . . Du ser virkelig ikke rask ud.”
„Tak – jeg befinder mig meget vel,” svarede Hr. Krøger og så undvigende bort, mens han gav sig til at trække i sine rødbrune Handsker, som han endnu ikke havde fået af Hænderne. „Naturligvis – lidt forkommen bliver man let – især i denne Forårsluft – –”
„Men hvorfor da dette Hastværk, kære?”
„Ja, jeg håber, at det ikke er af Frygt for at gøre Ulejlighed,” faldt nu også Fru Hornung ind. „Jeg vil sige Dem, at vi har god Plads, Krøger, – og jeg har med egen Hånd gjort et Værelse i Stand til Dem, så jeg vil blive meget vred, dersom De ikke vil tage til Takke med det.”
„Jeg er Dem meget forbunden, Frue – jeg har aldrig haft Grund til andet end at være i højeste Grad taknemlig for Deres elskværdige Gæstfrihed. Men jeg må virkelig denne Gang renoncere . . . Jeg beklager meget at have voldt Fruen forgæves Ulejlighed; men jeg har allerede været for længe borte fra mit Kontor og tør destoværre ikke, især under de nuværende urolige Forhold, opsætte min Tilbagevenden yderligere.”
Krøgers vedvarende alvorlige Tone og hele afmålte Væsen åbnede endelig Hornungs Øjne.
Der fløj et Smil op over hans Ansigt. Og idet han udstrakte Hånden, råbte han:
„Du har læst min Artikel, Marius! Tilstå det kun! Jeg kender din Stemme, når du er vred. Nå – skænd da på mig, om du virkelig synes, at jeg fortjener Skænd!”
„Jeg indrømmer,” svarede Krøger og så over Brillerne hen på sin Ven med et bedrøvet og bebrejdende Blik, – „jeg indrømmer, at jeg har læst en Avisartikel, hvorunder jeg fandt dit Navn. Nogle Herrer, med hvilke jeg rejste i Kupé, begyndte at tale om den; og da den ene af dem netop havde Bladet i Lommen, anmodede jeg om at låne det. Jeg vil ikke lægge Skjul på, at det var ikke med Glæde, jeg læste din Bekendelse, Frederik!”
„Nu – ja, kære Ven!” – sagde Hornung lidt forlegen. – „Overraskede det dig egentlig? Du måtte jo dog være forberedt.”
„Nej, det var jeg ikke . . . det var jeg ikke, Frederik! Jeg var så overbevist om, at de sidste Dages Begivenheder måtte have bragt dig til Erkendelse af, at du denne Gang var gået for vidt. Misforstå mig ikke . . . jeg bebrejder dig ikke din Åbenhjertighed, kære Ven . . . men jeg tror ikke, at du véd, hvad du i dette Tilfælde har styrtet dig ud i.”
„Ja, ja – lad det nu være godt!” afbrød Hornung utålmodigt. „Vi har altså forskellige Meninger om den Sag – derved er ikke noget at gøre. Og Emnet må vel desuden betragtes som uddebatteret mellem os to.”
„Så, det er altså virkelig dit Alvor . . . det er altså virkelig ikke en Misforståelse . . . en Mystifikation?”
„Hvad mener du?”
„Ja, ærlig talt –” svarede Krøger med åbenbart kun vanskeligt tilkæmpet Fatning. „Jeg ville dog høre det af din egen Mund, før jeg ville tro på, at du havde sluttet Forbund med Oprørere mod Lov og Orden, – med Personer, der hverken agter Fædreland, Moral eller Religion; der systematisk søger at undergrave Befolkningens Tillid til enhver Autoritet; der . . .”
„Hvad er det, du siger!”
„Kun, hvad der er Sandhed, kære Frederik, . . . kun, hvad enhver, der ikke er forblindet af Partilidenskab og Trods, vil og må sige. Men jeg er også overbevist om, at du ikke har vidst, hvad du har gjort. Du kender ikke de Folk, hvis Sag du støtter med dit Navn. For gjorde du det, ville din Retsindighed bringe dig til at indse, at den nuværende Regering – langt fra at fortjene din Anklage – tværtimod fortjener alle fædrelandskærlige Mænds Tak, fordi den endelig har sat en Stopper for disse Folkeforføreres tøjlesløse Færd, der i den sidste Tid er gået over alle Grænser. Jeg forstår dig ikke . . . jeg forstår dig ikke, Frederik! Hvor er det muligt, at du med din retskafne Karakter – – –”
Pastor Hornung sad som himmelfalden.
Det var mindre Vennens Ordstrøm, end Synet af hans blege, ophidsede Ansigt og vidt opspilede Øjne, der længe gjorde ham målløs. Var det muligt? . . . Var det virkelig hans blide, tavse, sagtmodige Marius, som sad dér foran ham, dirrende af Had og Lidenskab?
„Krøger!” udbrød Hornung tilsidst og rejste sig, næsten forfærdet. „Hvad er der dog i Vejen med dig, gamle Ven! Hvad er det, du beskylder mig for? . . . Man skulle sandelig tro, at du ikke havde hørt, hvad der i disse Dage er sket her i Landet! Eller véd du virkelig ikke, at den Regering, du så højt lovpriser, har begået en vanærende Handling – en Handling, der skriger til Himlen af blodig Uretfærdighed? Hvad kalder du måske dette Provisorium, der har kuldkastet Rigets gamle Grundlov, tilsidesat Folkets hellige Krav og Ret, og – –”
„Det har det ikke! Det har det ikke, Frederik! Der står intet . . . ikke et Ord i Grundloven om Folkets ubetingede Ret – ”
„Står det der ikke?”
„Nej, det gør ikke. Hvor måske? . . . . Derimod står der tydeligt og klart i Paragraf 25 – –”
„Det véd jeg meget godt. Det behøver du slet ikke at fortælle mig. Men det har aldrig – aldrig, siger jeg – været den grundlovgivende Forsamlings Mening, at denne Paragraf skulle – –”
„Jo, jo – Frederik! Det har netop været Meningen, at den Paragraf skulle være Forfatningens Sikkerhedsventil, der værnede den mod en Sprængning. Det har Venstre i sin Tid også selv indrømmet. Og det har alle Jurister altid været enige om –”
„Det er Løgn!” tordnede med ét Hornung, idet han kridhvid i Ansigtet bøjede sig helt frem over Bordet og støttede de udspilede Hænder mod Pladen – „Det er det forbandede Opspind, som du har læst dig til i din Smudspresse, hvis Fraser og Løgnehistorier jeg kender igen i din Mund . . . . Det er de forargelige Prokuratorkneb, hvormed man søger at fravriste Folket dets Ret, og hvis Nederdrægtighed kun overgås af den Frækhed, hvormed dit ryggesløse Parti søger at dække over dem –”
„Nej, dette er for galt!” råbte nu også Krøger ganske ude af sig selv, idet han rejste sig. „Dette vil jeg ikke høre på!”
„Jo, nu skal du netop høre! Nu vil også jeg tale! Du skal dog ikke have Lov til således at smæde og forhåne et helt Folks udkårne Mænd. Hvad er måske han – din egen Minister – som du er så begejstret over? Kun tarvelig Landmåler! En Junker Ingenting! En Lykkejæger, der af Forfængelighed og Herskesyge er så dum at lade sig bruge til at rage visse Folks svedne Kastanier ud af Ilden – –”
„For Gud i Himlens Skyld! – Hornung! – Hornung! . . . styr dig dog!” råbte Fruen, idet hun forfærdet styrtede til henne fra Kakkelovnen, hvor hun hændervridende havde været Vidne til dette Optrin, mens Tårerne strømmede ned over hendes Kinder. „Hold dog op begge to! Min Gud, – se på Børnene! Å, den ulykkelige Politik!”
Fruens Mellemkomst bragte øjeblikkeligt de to ophidsede Mænd til Tavshed. Navnlig Henvisningen til Børnene syntes at vække dem begge til Besindelse. Kroger satte sig skamfuldt tilbage i Sofaen og så med et bekymret Blik på Fruen, der var sunket grædende ned på en Stol, medens Hornung søgte hen i den anden Ende af Stuen, hvor han begyndte at vandre frem og tilbage for at bringe sit oprørte Sind i Ligevægt. Henne omkring Forhøjningen under Vinduet stod Børnene ganske blege og så fra den ene til den anden med Øjne, der var stive af Forfærdelse.
Der hengik et Par Minutter i den pinligste Stilhed.
Endelig vendte Hornung tilbage til Bordet og sagde:
„Lad os glemme denne Samtale, Marius. Kirstine har Ret i, at disse Dages Uhygge ikke bør bringe Splid mellem gamle Venner. Har jeg såret dig med mine Udtalelser, beder jeg dig om Tilgivelse. Vi er nu en Gang af forskellige Anskuelser på dette Punkt – og det nytter sikkert ikke, at vi taler mere derom. Lad os derfor lade den Sag ligge, Marius – og lad os glæde os med hinanden i den korte Tid, vi her kan være sammen, som om den fatale Strid ikke eksisterede for os.”
„Jeg er ganske af din Mening, Frederik! Jeg ønsker intet hellere end at bevare det gode Forhold imellem os. Jeg beder derfor om Undskyldning, dersom det var mig, der bragte denne ulykkelige Sag på Bane . . . . det var mindst af alt min Hensigt at vække Misstemning . . .”
Alligevel var der mindre af Tilgivelse end af Bedrøvelse og Bitterhed i det Blik, hvormed de to gamle Venner i dette Øjeblik så på hinanden.
V
Lidt efter trådte Krøger og Hornung ind i Studereværelset for at tilbringe Tiden dér, mens Fruen forberedte Middagen.
„Vil du ryge?” spurgte Hornung med et Forsøg på at genoprette den gamle kammeratlige Tone.
„Ja, Tak skal du have . . . lidt Tobak var måske . . .”
„Vil du have Pibe eller Cigar? Jeg har gode Cigarer.”
„Ja, – så måske en Cigar – tak!”
De søgte hver sin Ende af Stuen. Krøger anbragte sig i Hjørnet af en gammel Voksdugssofa, mens Hornung kastede sig i den lange Kurvestol. Begges Ansigter bar endnu tydelige Spor af den forrige Ophidselse, og de undgik hele Tiden at se på hinanden.
Der gik også lang Tid hen i Tavshed.
„Du har det ellers godt?” spurgte Hornung og sendte svære Røgskyer fra sin Pibe ud i Luften, som bestræbte han sig for yderligere at usynliggøre sig i sin mørke Krog.
„Ja, Tak – og du befinder dig også vel her i dit nye Kald?”
„Ja, det kan jeg just egentlig ikke sige – –”
„Så-å – hvorledes?” spurgte Krøger og så på Ilden i sin Cigar. „Er det ikke en brav Befolkning? Det forekommer mig, at jeg altid har hørt Byen så vel omtale – –”
„Å, ja såmænd . . . men Tiderne er jo vanskelige . . . Og når man ikke netop samstemmer med de ledende, så – –”
Tavshed.
„Det var et uhyggeligt Vejr, vi havde fornylig,” begyndte derpå Krøger. „Ja, – I har vel også mærket det her?”
„Ja vist! Landmændene klager allerede.”
„Så-å! . . . Der er vel ellers gennemgående gode Jorder heromkring?”
„Ja, her er et meget stort og frugtbart Opland. Det var i sin Tid nogle af Landets rigeste Bønder, der levede her.”
„Nå – men nu er Rigdommen måske forbi?”
„Jeg tror i hvert Fald, at den er svunden. Tiderne har jo været Landmændene imod, véd du!”
„Ja, der findes vel i det hele ikke længer den Soliditet og Påpasselighed blandt vore Bønder som i gamle Dage?”
„Ja, hvorfor mener du egentlig?”
„Å, – jeg mente ikke af nogen bestemt Grund – jeg mente blot sådan ganske i sin Almindelighed – –”
Tavshed.
„Der blev vel høstet jævnt godt her på Egnen sidste År?” begyndte igen Krøger.
„Å jo – en Middelhøst, tænker jeg.”
„Ja, det blev det vel til de fleste Steder?”
„Ja, hvor de ikke fik Midsommerregnen, var det vel snarere under.”
„Ja så! Så dér var det endda under!”
Tavshed.
Henne i Kurvestolen havde Hornung holdt op at ryge. Han sad sammensunken og så med et mørkt Blik hen på sin fordums Ven, som bestandig ikke løftede Øjnene fra Ilden i sin Cigar.
„Men Kornpriserne er til Gengæld nok ret gode,” optog atter Krøger Samtalen. „Og dog havde man vist høstet godt i Udlandet, så vidt jeg erindrer. Ja, du har vel også kunnet mærke det på Kapitelstaksten i År?”
Men i Stedet for at svare rejste Hornung sig denne Gang op. Han gik langsomt hen og stillede sig lige foran Krøger, idet han lagde Hånden på hans Skulder.
„Marius!” – sagde han dæmpet. „Skal vi ikke afbryde denne Samtale? . . . Jeg synes, at vort Venskab er både for gammelt og for godt til denne Forstillelse. Lad os se Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længere være i samme Stue. Derved er nu intet at gøre . . . Men lad os i det mindste skilles uden Maske.”
„Du har Ret,” svarede Krøger hurtigt og rejste sig. „Det er bedst for os begge, at jeg tager bort. Jeg ville gerne, Frederik, – men jeg kan ikke forstå, at du . . . hvordan du . . .”
„Nu ikke mere, Ven!” afbrød Hornung. „Lad os tage Afsked i Fred!”
De gav hinanden Hånden.
„Farvel så længe, Marius! . . . For vi mødes nok en Gang igen! Derom er jeg overbevist! . . . Lad det være os en Trøst, at vi næppe er de første og ikke bliver de sidste gamle Venner, som disse Tider adskiller.”
Krøger så op og nikkede. Der hang to store Tårer i hans ærlige Øjne.
Så bøjede han Hovedet.
„Hils din Hustru! – Farvel!” – –
Da Fru Hornung kort efter åbnede Døren for at melde, at der var serveret, fandt hun sin Mand sidde i dybe Tanker i Stolen.
„Hvad er det?” spurgte hun forundret. „Er du alene?”
„Ja, Kirstine – nu er vi alene!”