Tro til Døden
Henrik Pontoppidan: Skyer (1890)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Der lå – og ligger endnu – på de nøgne Bakker udenfor Landsbyen Thorup en lille uanselig Halvgård, der i sin Tid ejedes af en stræbsom, men fattig og svagelig Bondemand, Peder Brusgaard ved Navn, om hvem disse Linjer skal berette.
Gården var hverken særdeles gammel, affældig eller på anden Måde uskøn; og alligevel hvilede der noget usædvanlig utiltrækkende over den, noget næsten uhyggeligt, hvilket måske skrev sig fra den ganske simple Omstændighed, at Stuehuset imod Sædvane var mindre og lå lidt lavere end de øvrige Bygninger, og at Gården i det hele kun havde tre Længer, som tilmed ikke på noget Punkt var sammenbyggede, så alle fire Verdenshjørners Vinde uhindret kunne blæse tværs ind igennem den; . . . måske kom det tillige af den evige, forskelligartede Hoste, der Vinter og Sommer kunne høres ud derfra helt over til Landevejen, enten det nu var et af de mange Børn, der sad på Stenflisen udenfor Døren og gluffede over sit Fedtebrød, eller det var et Fruentimmers Nysehosten inde fra Køkkenet, eller Peder Brusgaards egen hule, uafladelige Kræmten, når han gik deroppe på de stenede Bakker bag sine skindmagre og krogbenede Bæster.
Peder Brusgaard var en Mand af Middelalder og Middelhøjde. Han havde et magert Ansigt, fuldt af rødlige Skægstubbe, livlige, lyseblå, polisk smilende Øjne og et lyst, uregerligt Hår, der til hans egen Morskab bestandig faldt ham ned over Panden, hver Gang han hostede. Dertil havde han et Par ganske enestående Øren, med hvis usædvanlige Størrelse og Form han ofte selv drev Spøg, idet han for at more sine Børn rullede den flade Ørebrusk sammen som et Kræmmerhus og puttede Spidsen ind i Øregangen, for derpå at lade den udfolde sig af sig selv med et lille Knæk.
Når nogen tiltalte ham, lo han regelmæssig, så et Par røde, svulne, så godt som tandløse Gummer blottedes i hele deres Udstrækning, hvorpå han med en pudsig, ganske lidt vemodig Mine rystede på Hovedet og pegede på sit Øre for at tilkendegive, at han var „tykhørende”. Kun når man næsten råbte ham lige ind i Hovedet, kunne fremmede gøre sig forståelig for ham; men da smilte og nikkede han også taknemmelig.
Ingen, der så denne uforanderlig smilende og tilsyneladende så vel fornøjede lille Mand, hvis Frejdighed og Humør hverken Fattigdom, dagligt Slæb eller allehånde Modgang, ja end ikke hans eget håbløst undergravede Helbred havde formået at kue . . . . ingen skulle ane, at der i dette Menneske skjulte sig en Fanatiker af dybeste Vand, en politisk uforsonlig, mod hvem endog Egnens navnkundige og af Modstanderne så frygtede Folkehøjskolelærer Sven Lavesen i Virkeligheden var et fromt Lam, endda denne bar et Skæg som en Asathor og rynkede Brynene som en Bersærk, blot han hørte en Højremands Navn blive nævnet i sin Nærhed.
Peder Brusgaard brugte slet ikke at rynke sine Bryn. I Modsætning til mange af Meningsfællerne blandt Bønderne inde i Thorup By, der ved enhver Lejlighed, hvor de var forsamlede, nødvendigvis måtte give deres overstrømmende Harme Luft i kraftige Ord og de frygteligste Trusler, gik han på tunghørige Folks Vis stilfærdigt og lunt omkring ligesom i en Verden for sig selv og gemte sine Følelser under dette barnlige Skælmeri, der nu en Gang lå for hans Natur, og som bragte adskillige på den Tro, at han egentlig ikke mente det alvorligt med „Sagen”.
Men efter Udstedelsen af det første Provisorium, da man dér i Egnen efter et sammenkaldt Møde havde bestemt sig til at byde Regeringen Trods ved en almindelig Skattenægtelse, var Peder Brusgaard, da det kom til Stykket, alligevel den eneste i hele Sognet, der gennemførte sin Protest, – og det endskønt han havde både Kreditkassen og adskillige andre Prioritethaveres Trusler hængende som lynsvangre Tordenskyer over sit Hoved. Og kort Tid efter, da der over hele Landet blev foranstaltet en Indsamling til Fordel for en af Demokratiets ledende Mænd, der højtideligholdt sit 25 Års Jubilæum som Sandhedsvidne, havde han tre Aftner i Træk stjålet sig bag om Byen hen til en Hønsekræmmer på Marken med en halv Tønde Sæd på sin svage Ryg og derpå i Hemmelighed sendt de indvundne Penge ind til Komitéen, for at ingen – navnlig ingen af hans Kreditorer og ikke heller hans egen Kone – skulle få noget at vide derom. Hans Ane-Marie var nemlig nok en brav Venstrekvinde, der ønskede alle Højremænd alt ondt, men hun kunne alligevel ikke tilgive sin Mand, at han ofte så letsindigt satte hele Familiens Ve og Vel på Spil ved sin Genstridighed.
Forøvrig levede Peder Brusgaard temmelig upåagtet endog af Meningsfællerne inde i Byen. Selv den omtalte Skattenægtelse vakte ikke videre Opmærksomhed, idet de fleste i deres stille Sind tænkte, at det vel havde en anden – og naturligere – Årsag, når netop han lod det gå til Kendelse og Udpantning.
Peder Brusgaard selv havde altid haft altfor ringe Tanker om sin Person til, at han nogen Sinde kunne tænke på at spille en Rolle i Egnens politiske Liv – og det endskønt han havde været en af de allerførste her, der for tyve År siden var bleven grebet af den nye Bevægelse og i Begyndelsen havde måttet døje adskilligt både af Hån og Forfølgelse for sin Overbevisning.
Men han var stolt nok af at være menig Soldat i den store Vælgerhær. Han lystrede blindt enhver Parole fra Overkommandoen. Og skønt han selv var så hjemme i sin Grundlov – både den gamle og den „reviderede” – som i sin Katekismus, følte han det som sin Pligt at give Møde ved enhver politisk Forsamling indenfor sin Valgkreds. Han stillede sig da op umiddelbart under Talerstolen, med Hånden krummet bag Øret, og fulgte agtpågivende Sven Lavesens eller en anden demokratisk Veltalenheds „Udlægninger”, mens hans Ansigt lyste af Glæde og Beundring.
Hans Tillid til Førerne var ubegrænset. Hans Hengivenhed, ja Ærefrygt for disse Mænd, der så uegennyttigt havde stillet sig i Spidsen for Folkets Sag, kunne intet rokke.
Hjemme i sin tarvelige Dagligstue havde han det bekendte Billede af Demokratiets fem Heroer hængende i Glas og Ramme over Sofaen. Det var de blå Kalkvægges eneste Prydelse, og hver Gang han førte en fremmed derind, pegede han med sit pudsige, skælmsagtige Smil op på Billedet og gav sig straks til ivrigt at fortælle om disse Mænd, som han fremfor nogen elskede.
Han havde i sin trofaste Hukommelse bevaret årgamle Udtalelser af dem alle og gjorde sig idelig en Fornøjelse af at citere dem. Han var fortrolig med deres Stilling til ethvert Spørgsmål og huskede – som det ofte syntes – bedre end vedkommende selv deres Afstemninger i enhver større Sag lige fra deres Indtrædelse i Rigsdagen. Ja, han omfattede ikke alene dem selv men også deres Koner og Børn med den største Deltagelse.
Den ene af dem havde en Gang ved et stort Møde trykket hans Hånd og sagt: „Nå, så det er Peder Brusgaard” – akkurat som om de havde været gamle bekendte. Og endnu kunne han aldrig mindes dette uden næsten at få Tårer i Øjnene.
Tilsidst fremtog han regelmæssig af Bordskuffen et andet Billede, et mindre, almindeligt Fotografi, som han først omhyggeligt afpudsede med sin Albue og derpå stolt smilende rakte sin Gæst.
Det var et Billede af Kredsens gamle Folketingskandidat, Møller Madsen, om hvem Egnens Opposition nu i Løbet af tyve År havde samlet sig på Valgdagen uden dog endnu at have haft Held til at sætte hans Valg igennem.
Det var en lille, tykladen Bondemand med et ganske ordinært Ansigt og en lille Opstoppernæse. I Virkeligheden hævede han sig heller ikke på nogen Måde op over det sædvanlige. Men overalt i Egnen så man dette Billede, og allevegne hørte man Møller Madsens Navn nævne med en Stolthed og Tillid, der voksede, efterhånden som Udsigten til hans endelige Valgsejr forøgedes.
Thi langsomt og støt havde Demokratiet vundet Fodfæste i denne Kreds, over hvilken tætliggende Herregårde kastede deres mørke Skygger. Og ingen kunne bedre end Peder Brusgaard fortælle om den tyve År lange Kamp, der var ført her. Han huskede Dag og Dato for hver Træfning, der var leveret. Og – trods Smilet i hans Ansigt – var der heller næppe nogen, der så dybt som han havde følt Nederlagenes Bitterhed.
„Men næste Gang ta'er vi Kredsen!” sagde han altid fortrøstningsfuld, og hans Øjne formelig lyste derved. „De skal se, så vipper vi Greven! . . . . Så vipper vi ham! . . . . ha! ha!”
Og med ét forstod man, hvad det var for et Håb, der havde båret denne af Slid og Armod, ja selv af Døden mærkede Mand op over al Livets Elendighed. Hele hans Ansigt skinnede, mens han triumferende blev ved at gentage:
„De skal se! . . . Næste Gang ta'er vi Kredsen! Så vipper vi Greven! . . . Så vipper vi ham . . . ha! ha! . . . så han aldrig skal rejse sig mere . . .!”
II
Det blev en Dag midt i Vinterens Hjerte, at denne „næste Gang” oprandt.
Man havde længe ventet Folketingets Opløsning og også fra begge Sider i Hemmelighed forberedt sig derpå. Men alligevel kom den nu som et Tordenslag over alle, så voldsomt havde de sidste Ugers Debat i Tinget drevet Spændingen i Vejret.
Der blev en uhyre Bevægelse hele Landet over, og i denne Kreds måske større end noget Sted.
Alle følte, at nu stod det afgørende Slag for Døren; at denne Gang skulle Kræfterne for Alvor vejes.
På begge Sider blev der arbejdet og agiteret af yderste Evne og med ethvert Middel. Der kendtes ikke Skånsomhed. Men skønt navnlig Herregårdene og Egnens Proprietærer uden Skånsel benyttede sig af deres Magt over Husmænd og fattige Fæstere, så det alligevel ud til, at Demokratiet endelig denne Gang skulle bære Sejren hjem – efter en sådan Målestok havde de sidste Provisorier drevet Tropper over i dets Rækker.
Så optaget var man af dette og af alle de storartede Valgforberedelser, at man i Thorup By næppe havde Sans for en uhyggelig Begivenhed, der netop i de samme Dage forefaldt ude mellem Bakkerne på den ligesom af Skæbnen forfulgte Brusgaard.
Peder Brusgaard var nemlig en Morgen gået ud for at skære Rør på en Mose, som lå næsten en Fjerdingvej borte fra hans Gårdlod. Da han endnu om Eftermiddagen ikke var kommen tilbage, havde Ane-Marie sendt sin ældste, halvvoksne Søn derud for at se efter ham, og denne havde da fundet ham liggende næsegrus og ligesom livløs i en stor Blodpøl på Isen mellem Rørene.
Drengen havde straks givet sig til at skrige, og ved tililende Folks Hjælp var den døende bleven båret hjem og Lægen hentet.
I flere Dage lå han bevidstløs hen uden at tale. Og da han endelig igen kom til sig selv, fik han et nyt Anfald, der tog hans sidste Kræfter.
Doktoren lagde ikke Skjul på, at der næppe længer var noget Håb. Alt, hvad der nu stod i hans Magt, var at gøre den syges sidste Dage så lette og lidelsesfrie som muligt.
For Peder Brusgaard selv kom dette ikke overraskende. Hans Fader var i sin Tid død i netop samme unge Alder; og det var altid blevet ham spået, at han i denne Henseende skulle dele Faderens Skæbne. Dette ville nu – regnede han ud – komme til at stemme næsten på Dag.
Det faldt ham ikke ind at beklage sig derover. Han var vant til at finde sig i Skæbnens Tilskikkelser uden at kny. Han havde derfor blot et eneste Ønske tilbage, – dette nemlig, at det måtte blive ham forundt at leve Valgdagen over, for at han kunne blive Vidne til den Sejr, som nu endelig ville blive den hellige Sag til Del.
Et Par Dage forinden Valget blev da Doktoren kaldet til Brusgaard i en for ham uventet Anledning.
Det var en grå, trist og tåget Tøvejrsdag, og skønt Klokken ikke var mere end tre om Eftermiddagen, var der allerede tændt Lys inde hos den syge.
Lyset stod på et rødmalet Stolesæde mellem Medicinflasker og Pilleæsker ved Hovedgærdet af den store, høje Ægteseng, i hvilken Peder Brusgaard lå udstrakt på Ryggen med de for døende ejendommelige, lange, tunge Arme over Dynen og en lille Fjerpose under Nakken. Han var bleven meget forandret, næsten ukendelig på Grund af de stive, omtrent tommelange Skægstubbe, der under Sygelejet havde fået Lov til at vokse frem, og som gav det gulblege Ansigt et endnu mere udtæret og uhyggeligt Udseende.
Bag Fodenden af Sengen stod Ane-Marie og så håbløst på ham.
Hun var et højt, endnu ganske kønt Fruentimmer med en noget for lang Næse og et Par store, mørkebrune, rødrandede Øjne, der altid stod fulde af Vand. Til hendes Skørter klyngede sig en lille lyslokket Pige på tre-fire År, der nysgerrigt betragtede Faderen og de mange Medicinflasker på Stolesædet, idet hun forsigtig løftede sig op på Tæerne og kiggede over Sengekarmen.
Doktoren – en smuk, ung Mand med mørkt Hår og Fuldskæg – havde taget Plads på en Stol ved Siden af Sengen, med Ansigtet vendt imod den syge.
Det var Ane-Marie, der havde sendt ham Bud, fordi Peder Brusgaard havde ladet sig forlyde med, at han agtede at tage til Byen på Valgdagen for at afgive sin Stemme. Ane-Marie havde tilfældigt hørt ham tale derom til en Nabo, der var kommen for at se til ham, og trods alle hendes Forestillinger og Bønner havde han ikke været at formå til at opgive sit Forsæt.
Doktoren havde i Begyndelsen slet ikke villet tro på, at det forholdt sig rigtigt med en så vanvittig Idé. Men da han nu af den syges egen Mund fik Bekræftelse på Sagen, plantede han begge sine knyttede Hænder i Siden, spærrede sine store Øjne op og stirrede på ham med en Blanding af Forfærdelse og Vrede.
Peder Brusgaard, der havde ventet dette, blev liggende ganske rolig og modtog uden at forandre en Mine den Strøm af Bebrejdelser, som Lægen nu øste ud over ham, fordi han havde kunnet „om også blot tænke” på sådanne Tåbeligheder.
Først da Doktoren endelig standsede, drejede han Øjnene hen imod ham og sagde svagt og klangløst, men med et lille Smil, hvori der endnu lå som en Mindelse af hans gamle lune Skælmeri:
„Ja, se . . . . det si'er De nu altsammen kun, fordi De er Højremand, Doktor.”
„Hvad for noget? . . . . Hvad er det, De siger?”
„Ja, ja, Doktor,” vedblev han, og smilte bestandig stærkere. „De mener naturligvis, at så bliver det allenfals én Stemme mindre for vos, når jeg ikke kommer med . . . . Jo, jo, den er ligegodt fint nok regnet ud. Og det kan jo også være så meget rigtigt fra Deres Side set. Der er ikke noget at sige dertil. For jeg ville såmænd gøre ligedan, om jeg var i Deres Klæder! . . . Men vi ta'er jer nu ligegodt denne Gang, Doktor! Det nytter jer ikke noget, hvad I så gør . . . Vi vipper ligegodt Greven . . . De skal få at se . . . vi vipper ham denne Gang, om så – –”
Men nu blev Doktoren for Alvor vred.
„Hør, nu vil jeg sige Dem, Peder Brusgaard – den Slags Ting vil jeg ikke høre på. Her står sandelig anderledes alvorlige Sager for Døren end Højre og Venstre og sådan noget Visvas. De burde virkelig skamme Dem, Peder Brusgaard, over at føre en sådan Tale i den Tilstand, hvori De befinder Dem. Det undrer mig, at De, som dog ellers er en fornuftig Mand, ikke selv kan indse det forargelige i at beskæftige Dem med den Slags Ting nu, da man dog skulle synes, De måtte have andre og vigtigere Ting at tænke på. Men det vil jeg sige Dem, at dersom De ikke slår denne Valghistorie af Hovedet, – har man dog nogen Sinde hørt Magen til Galskab! – så sætter jeg ikke en eneste Gang mere mine Fødder i Deres Hus. Jeg vil ikke påtage mig det mindste Ansvar, i Fald De virkelig skulle tænke på at fastholde en så vanvittig Beslutning. Jeg håber, De har forstået mig? . . . De véd, at jeg med Hensyn til den nøje Overholdelse af mine Forskrifter ikke er til at spøge med. Jeg beder Dem derfor endnu en Gang alvorligt om at betænke Dem og komme til Fornuft.”
„Ja, hør dog, Per,” faldt nu også Ane-Marie bønfaldende ind. „Hør dog efter, hvad Doktoren si'er. Du véd jo dog, at han er en skikkelig Mand, selv om han er højre.”
„Jamen . . . Doktoren har jo selv sagt, at der er ikke noget at gøre ved mig mere. Har han kanske ikke? Og når man nu alligevel skal væk, så kan man jo da lige godt gøre sin Pligt forinden, når man kan gøre nogen Gavn ved det . . .”
„Hvad har jeg sagt, – siger De. Jeg har ingen Ting sagt. Alle Mennesker skal dø, og for nogle sker dette før, for andre senere. Dette er så Livets Gang. Men jeg har som Læge den Pligt at holde mine Patienter i Live så længe som muligt. Så længe der er Liv, er der Håb . . . og ingen véd, hvor længe De selv ved passende Pleje og Ro endnu vil kunne leve. Men begår De den Ubesindighed, som De har tænkt på, vil De upåtvivlelig – det kan jeg indestå Dem for – inden otte Dage ligge Lig.”
„Ja, ja,” sagde den syge og lukkede blot efter Lægens sidste Ord et Øjeblik Øjnene.
Således blev han liggende, mens Doktoren tog sin Hat, udstedte de sidste Ordrer jog forlod Stuen.
Men enhver, der var fortrolig med det lille stædige Træk om Peder Brusgaards Mundvige, ville vide, at han ikke havde opgivet det mindste af sin en Gang tagne Beslutning.
III
Kort efter at Doktorens Vogn var rullet ud af Gården, bankede en stilfærdig Hånd på Døren ind til Sygeværelset, og et Par Træsko hørtes at blive draget sindigt af udenfor på Murstensgulvet i Forstuen.
Peder Brusgaard befandt sig ganske ene i hele Huset, således som det ofte hændte ham i Løbet af Dagen, fordi enhver havde sit at skøtte udenom, som ikke kunne forsømmes. Ane-Marie var straks, såsnart Doktoren var taget bort, gået ud i Stalden for sammen med den ældste af Småtøsene at malke Køerne, der var begyndt at give Hals af Utålmodighed. Den største, fjortenårige af Drengene, der havde overtaget Faderens Plads som Styrer af Gårdens Bedrift, var i Gang med at køre Gødning ud på Bakkerne; mens de mindste af Børnene var sat i Arbejde med at muge inde hos den store Griseso og skaffe Småkræet i Hus, inden det blev mørkt.
Udmattet af Doktorens Besøg var Peder Brusgaard faldet hen i en let Døs. Men idet Døren nu sagte åbnedes, vågnede han straks, skønt han ikke havde hørt nogen Banken.
Den indtrædende var en lille, firskåren Person med et brunt, glat kæmmet Hår og blanke, runde, røde Kinder, der halvt begravede Øjnene. Han hilste stille Godaften, lukkede ængsteligt Døren efter sig med begge Hænder, anbragte sin Hue på et Stolesæde, gik på sine blå Hosesokker over Gulvet hen til Kakkelovnen og snød Næsen, tørrede Fingrene af i sit Lommetørklæde og satte sig endelig på Kanten af den Stol, som Doktoren nys havde forladt.
„Nå,” sagde han derpå, kun halvhøjt, mens han mellem Knæene snoede Lommetørklædet om sine Fingre. „Han har nok været her – Doktoren.”
„Ja,” svarede den syge og smilte atter.
Den fremmede var den Ven og Nabo, til hvem Peder Brusgaard først havde omtalt sin Plan. Nu gav Peder sig til at fortælle ham alt, hvad Doktoren havde sagt, og endte med at sige, at han alligevel ville fastholde sit Forsæt. Med sine Ord fra før gjorde han også over for Vennen gældende, at når man alligevel skulle dø, havde det mindre at sige, om dette skete nogle Dage før eller senere. Hvem vidste desuden, hvad Betydning det kunne have, at han mødte? Hvor ofte havde man ikke set, at bare én eneste Stemme havde kunnet gøre Udslaget? Og i ethvert Tilfælde: dersom alle tænkte, at deres ene Stemme ikke havde stort at sige, og derfor blev hjemme, så kunne man lige så godt gå hen og lægge sig med det samme.
„Mener du ikke også det, Søren Hansen?”
Den sindige Nabo, der var en prøvet Venstremand af den gamle Skole og ligesom Peder Brusgaard en af de ældste Demokrater i Kredsen, måtte give ham Medhold i denne Betragtning. Det blev da aftalt, at Søren Hansen på Valgdagens Morgen skulle komme derhen med et Par andre af Vennerne for at hjælpe Peder Brusgaard til Vogns og ledsage ham til Byen.
Da Sagen dermed var bragt i Orden, rejste Naboen sig for at gå.
Men Peder Brusgaard ville ikke lade ham slippe. Han måtte absolut høre nærmere om det sidste nyt angående Stemningen og Valgforberedelserne.
Her var nu virkelig også adskilligt at berette. Rygtet om det lyse Håb for en demokratisk Valgsejr i Kredsen havde nemlig virket lokkende på forskellige ærgerrige Hoveder både i og udenfor Egnen, så denne efterhånden var bleven til et Valfartssted for politiske Eventyrere fra hele Landet, der tænkte sig Muligheden af her at kunne fiske i rørt Vande.
Blandt andre havde også Folkehøjskolelærer Sven Lavesen gået besynderlig bleg og febrilsk omkring lige siden Opløsningen og i Hemmelighed søgt ved Hjælp af et Par nærstående Venner at rejse en Stemning i Kredsen for sin Kandidatur.
For at undgå enhver Splittelse havde da Agitationskomitéen tilsidst sammenkaldt et Møde for delegerede fra alle Kredsens Sogne, ved hvilket den endelige og afgørende Bestemmelse angående Kandidaten skulle tages. Det var imidlertid gået, som det var at vente. Sven Lavesen havde høstet megen Ære og Tak for sit ihærdige og opofrende Arbejde i Demokratiets Tjeneste, men ved Afstemningen holdt man støt på Kredsens gamle Fører, og Møller Madsens Kandidatur blev slået fast med overvældende Majoritet.
Men foruden Sven Lavesen havde også andre forsøgt at vinde Stemningen her.
Endog en virkelig Justitsråd med hvidt Slips, Guldbriller og en lille smilende Kirsebærmund dukkede en Dag – som ganske tilfældigt – op i Egnen, indfandt sig som Tilhører ved et af Møderne, trykkede nedladende alle omståendes Hænder, gav om Aftenen Punsch i Gæstgiveriet og gjorde den næste Dag sin Opvartning hos flere af Kredsens formående Mænd for at vejre Muligheden for et Bid.
Ja, en skøn Dag præsenterede der sig en forløben Person af ganske sjofelt Udseende, en komplet Landstryger, der indlogerede sig på Kroen som „Politiker Pedersen” og indvarslede til forskellige Møder rundt om i Kredsen. Han blev dog hurtigt fortrolig med, at han var overflødig, og forsvandt efter et Par Dages Forløb lige så sporløst, som han var kommen. –
Til langt ud på Aftenen sad Naboen og fortalte Peder Brusgaard om alt dette, og endda måtte han tilsidst forelæse ham af Avisen et langt Referat af en Tale, som en af Oppositionens Førere havde holdt ved et Valgmøde inde i Hovedstaden.
IV
Endelig oprandt da den store, med så megen Uro, Spænding, Frygt og Længsel imødesete Dag.
Straks ved første Morgengny indfandt efter Aftalen Peder Brusgaards Nabo sig hos ham sammen med to andre Venner for at føre ham bort. De fik ham med Besvær i nogle Klæder, der hang omkring ham som en Sæk, trillede ham ind i et Par Dækkener og et mange Alen langt Halsklæde og anbragte ham endelig på Vognen i en stor Lammeskindspels, så kun lige det øverste af det blege Ansigt kiggede frem. To af Mændene satte sig op hos ham, hver på sin Side, for at holde ham om Ryggen, og Benene blev lagt op i en Fodpose foran på Agebrættet, så han kom til at hvile som i en Seng.
Han lignede mere et indhyllet Lig end et levende Menneske. Kun Øjnene havde Liv og skinnede som en Sejrherres, der føres i Triumftog, idet Vognen kørte ind igennem Thorup By, hvor alle Gårdportene var slået op og alle Folk på Benene.
Det var det vidunderligste Vintervejr, man kunne tænke sig. Ikke en Vind rørte sig, Himlen var blå og hvidskyet som på en Sommerdag, og Luften så mild og lun, at man undrede sig over, hvorfor ikke Lærkerne sang.
Alle Vejene var allerede fulde af Køretøjer. Og efterhånden som de nåede ud på den brede, makadamiserede Amts-Chaussé, dannedes der et eneste, milelangt, uoverskueligt Vogntog, der først endte inde i den flagsmykkede Købstad langt borte i det fjerne.
Fra alle Venstrevognene lød Sang og muntre Hurraer; – man var åbenbart ved godt Mod og sikker på sin Sejr. Højrevognene derimod var kendelige på Passagerernes modfaldne Ansigter og sure Blikke; – man havde tydeligt nok opgivet alt Håb og var forberedt på Nederlaget.
Overalt, hvor en Vogn søgte at bryde Rækken ved at køre udenom, rejste der sig fra Modstanderne et frygteligt Spektakel; man truede med Stokkene og skreg. Men hvor det var to Venstrevogne, der kom på Siden af hinanden, svingede man med Hattene og råbte Hurra, så Hestene stejlede.
Hist og her sås Herregårdenes store, tunge Materialvogne, der i Dagens Anledning ved Hjælp af et Par Brædder var omdannet til Char-a-bancs og stuvet fulde af Gårdenes Husmænd, Fæstere og fattige Indsiddere. Hver Vogn førtes af en stor, rødblussende Forvalter eller en ungdommelig Underforvalter i grøn Jægerfrakke, der havde Plads foran hos den skæggede, majestætiske Herskabskusk og nu og da kastede et mønstrende Blik tilbage over sine Folk som over en Slavetransport. Enkelte af Mændene sad forknytte og så ubevægeligt ned mod Vognbunden, som havde de ikke Mod til at løfte Øjnene. Men de fleste tog Sagen fra den gemytlige Side, sad med Hatten forsorent på skøns og røg Cigarer. De vidste, at der ventede dem en glad Dag, når de bare gjorde deres „Pligt”. Og for at styrke deres Pligtfølelse havde Forvalterne allerede gentagne Gange ladet både Brændevinsflasken og Øldunken gå omkring imellem dem. –
Inde i Købstaden, hvor Valghandlingen skulle foregå, havde der lige siden den årle Morgen hersket den livligste Bevægelse.
Midt foran Rådhuset var Tribunen rejst med Vimpler og Granguirlander, og Byens to Politibetjente havde i strammeste Højtidsskrud vandret frem og tilbage på Torvet, den ene med en hvid, den anden med en sort Pudelhund i Hælene.
De i Byen stationerede Gendarmer var derimod ved Politimesterens Foranstaltning bleven indelukkede i en Købmandsgård i Nærheden – med Påbud om ikke at lade sig se uden efter nærmere Ordre, for at de ikke ved deres Nærværelse yderligere skulle ophidse Stemningen, og for at deres Tilsynekomst – i Fald den virkelig måtte vise sig nødvendig – skulle kunne virke des mere forbløffende.
Rundt i Borgernes Huse gik Fruer og unge Frøkener og skælvede af Angst. Og Borgerne selv lukkede omhyggeligt alle Bagdørene og Lågerne til deres Haver og Lemmene til deres Loft – for det Tilfælde, at Revolutionen virkelig skulle bryde løs.
Kun deres Butikker åbnede de på vid Gab for de indstrømmende Landboere, der nu i Løbet af mindre end en Time fra alle Kanter fyldte Gader og Gårde og Beværtningslokaler indtil Trængsel.
Der blev et ubeskriveligt Røre.
Ikke i Mands Minde havde man set en sådan Tilstrømning af Mennesker. Og mangen stræbsom Borgermand tænkte i sit stille Sind, at om ellers alt ville gå godt, skulle han i disse magre Tider ikke have noget imod, om Regeringen forordnede Valg til hver Lørdag.
Hist og her mellem Menneskemassen så man enkelte travle Venstremænd sno sig frem med en hemmelighedsfuld Mine, standse nu og da og spejde rundt i Klyngerne, for derpå at smutte ind i Porten til Hotel „Løven”, bag hvis åbentstående Salsvindue Folkehøjskolelærer Sven Lavesen havde anbragt sin monumentale Skikkelse i en Kreds af fortrolige Venner – for at modtage den Hyldest, der blev ham til Del af forbipasserende mellem Mængden.
Han så bleg og ophidset ud. Men det var heller ikke overvættes mange, der denne Dag havde Stunder til at tage videre Notits af ham. Det var Møller Madsens Navn, der var på alles Læber og i alles Tanker. Overalt i Mængden hørtes der: Mon han er kommen? Er der nogen, der har set ham? i Hvor er han henne? . . .
Oppe i Salsvinduet fortrak den forsmåede Sven Lavesens blege Thor-Ansigt sig til et skummelt Smil.
Pludselig hørtes stærke Hurraråb oppe i Gaden.
Det var Vognen med Peder Brusgaard, som arbejdede sig frem mellem den sammenpakkede Menneskemasse og modtoges med Jubel af en Samling Thorup-Bønder, der havde genkendt Hestene og fra disse sluttet sig til, hvem den store Bylt Klæder måtte indeholde.
Men Peder Brusgaard selv hørte intet. Han var af den lange Køretur allerede bleven så afkræftet, at han lå bevidstløs i sine Venners Arme. Og da Vognen holdt i den flagsmykkede Beværtningsgård, hvor han plejede at tage ind, måtte de straks bære ham under Tag og lægge ham ind på en Himmelseng i et lille mørkt Kammer bag ved Skænkestuerne.
V
I et Par Timer blev Peder Brusgaard liggende ganske ubevægelig i det lille mørke Kammer, mens alle efterhånden forlod Beværtningen for at overvære Valghandlingen på Torvet.
Da han igen slog Øjnene op, var der tomt inde i Skænkestuerne, hvortil Døren stod på halv. Kun en Pige puslede om derinde, samlede Glas og tørrede Bænke, og ved Vinduet stod den tykhovede Vært – en forhenværende Gårdmand fra Thorup By – og dannede sig et Skøn over en Nævefuld Småmønter, som han havde taget op af sin Bukselomme.
Da han hørte, at Peder Brusgaard var vågnet, afbrød han sine Beregninger og stillede sig op i Døren for at spørge, hvordan det gik.
„Jo . . . jo, tak,” sagde den syge med Anstrengelse og hostede et Par Gange tørt og svagt. – „Men hvordan går det . . . ude . . .?”
„Nå, på Torvet! Jo, den går vist nok så strygendes. De råber da hvert Øjeblik, så man kan høre det helt her ned.”
„Ja, ja, Hans Andersen! Det er anderledes nu end i forrige Tider, den Gang I . . . kan du huske . . .?”
Han havde ikke længer Kræfter til at udtrykke sig. Det var hans Mening at ville hentyde til den Tid, da Højres Stilling i Kredsen var så grundmuret, at der aldrig ved Valgene ville have været Tale om andet end almindelig Kåring, i Fald ikke Byens samtlige Beværtningsdrivende regelmæssigt havde slået sig sammen og begæret skriftlig Afstemning for derved at holde Landboerne længere i Byen.
Værten, som godt forstod, hvor Peder Brusgaard ville have været hen, rev sig grinende i Armen og sagde:
„Ja, hi! hi! . . . Det var den Gang, Peder Brusgaard! . . . Men nu går den ganske af sig selv!”
I det samme hørtes Trampet af mange hastige Støvler ude på Gaden og en Summen af Stemmer. Valghandlingen var tilende. Døren blev revet op, og Folk strømmede ind for at få en Hjertestyrkning, inden Afstemningen skulle begynde.
Men der måtte være sket noget uventet. Gennem Døren kunne Peder Brusgaard se, hvorledes alle var ophidsede og ganske røde af Sindsbevægelse.
Endelig kom et Par af Vennerne ind til hans Seng for at fortælle ham, hvad der var sket.
Det var Sven Lavesen, der alligevel i sidste Øjeblik havde ladet sig opstille som Kandidat. Sagen var bleven holdt hemmelig af alle de indviede, så der var næsten ingen, der havde anet det, før Valgkomitéens Formand oplæste hans Navn i Forbindelse med de halvtredsindstyve Stillere, han havde formået at samle omkring sig.
I en lang Tale havde han derpå anbefalet sig til Vælgernes Tillid. Han havde – sagde han – længe vægret sig ved dette Skridt. Men efter de gentagende og stadig mere indtrængende Opfordringer, han fra så mange Sider havde modtaget fra Folk, der ønskede sig repræsenteret af en Mand netop i hans Ånd og med hans Livsanskuelse, havde han ikke længer turdet holde sig tilbage. Forøvrigt havde han også selv længe haft Fornemmelsen af, at det nu var unge, friske og ædruelige Kræfter, som det danske Demokrati især tiltrængte. Ordet „ædruelig”, som han stærkt understregede, var møntet på Møller Madsen, om hvem det nemlig var almindelig bekendt, at han undertiden snapsede lidt. Sven Lavesen føjede derfor også Totalafholdssagen til sit Program og betonede i alvorlige Ord denne „Folkesags” mægtige Betydning.
Peder Brusgaard ville i Begyndelsen ikke tro på, hvad man her fortalte ham. Men da nu også den sindige Søren Hansen kom ind og gentog Beretningen, blev han som ude af sig selv af Forargelse.
Søren Hansen beroligede ham imidlertid med, at det hele ikke havde noget at betyde. Sven Lavesen havde slet ingen Stemning for sig, og Venstre var mødt så mandsstærkt, at Sejren var sikker.
Men nu måtte Peder Brusgaard op. Den skriftlige Afstemning var begyndt, og det gjaldt om at komme derhen i Tide.
De to andre Venner kom nu til, og ved forenede Anstrengelser fik de da Peder Brusgaard på Benene og bragt ud på Gaden.
Overalt, hvor de kom frem, vakte det ejendommelige Optrin den største Opmærksomhed. Mange af Bønderne, der stod på Fortovene og røg Tobak, råbte opmuntrende Bravo og hilste svingende med Piberne. Men Gadedrengene hujede og peb. Og en Reporter fra Byens Stiftsavis, der hele Dagen fartede om mellem Menneskemassen med sin Notitsbog, lavede på stående Fod et lille humoristisk „Pluk” om opgravede Lig, som Venstre havde ført til Valgurnerne.
Henne ved Valgbordet så også Listeføreren måbende op fra sin Bog og spurgte:
„Er det også et rigtigt Menneske?”
„Ja, det er Peder Brusgaard,” svarede Søren Hansen troskyldigt.
„Ja, det nytter ikke noget . . . Manden skal selv svare. Her hjælper det ikke at møde med Ammer.”
Men nu ville Uheldet, at Peder Brusgaard af Bevægelse, Spænding og Udmattelse ikke mægtede at åbne Munden. Også Øjnene faldt til, og han sank sammen i sine Venners Arme.
„Hvad Pokker! Manden er jo død! . . . Kommer I her med døde Vælgere!”
Dette Råb af Listeføreren vakte ham igen så vidt, at han netop kunne fremstamme sit Navn.
„Hvem stemmer De på?”
Også Møller Madsens Navn fik han nævnet. Men hermed var også hans Kræfter udtømte.
Efter at have ført ham tilbage til det lille Kammer bag Skænkestuerne i den mørke Beværtning lagde Vennerne ham op igen i Sengen, hvor han øjeblikkelig på ny faldt hen i tung Feber-Døs.
Hvor længe han havde ligget således, vidste han ikke selv, da han pludselig blev vækket af et frygteligt Røre, Skrål og Spektakel inde fra Stuerne.
Han forstod straks, at det måtte være Valget, der nu var afgjort . . . og hans Hjerte bankede så voldsomt, at han næsten mistede sit Vejr.
I det samme åbnedes Døren, og Søren Hansen kom styrtende ind.
„Er det forbi?” råbte den syge, idet han snappede efter Luft, og rejste sig pludselig ved egen Hjælp halvt op i Sengen.
Men han behøvede ikke at spørge mere. Den ellers så sindige og sagtmodige Ven var ganske bleg, hans Ansigt fordrejet af grædefærdig Ophidselse.
Højre havde sejret – med et Overtal af Stemmer ikke en Gang halvt så stort som det Antal, Sven Lavesen havde formået at berøve sit Parti. Højre 1312, Møller Madsen 1250, Sven Lavesen 164.
„Er det sandt?” hviskede Peder Brusgaard og så forstyrret på sin Ven.
I det samme for de begge sammen ved Lyden af Horn, Sang og øredøvende Hurraer ude fra Gaden.
Det var det sejrende Parti, der med Faner og klingende Spil førte deres Kandidat i Triumftog til en storartet Fest, der i Hast var bleven arrangeret i Klubsalen. Alle Borgernes Damer var nu kommen til Vinduerne, viftede med Lommetørklæder og tilkastede Blomster. Hattene svingedes, Musikken skingrede, og alle næsten skreg de i taktfast Jubel:
Og den har Venstre hånetPeder Brusgaard havde ikke rørt sig. Først da Toget var draget helt forbi, og kun Sejrsfanfarerne fra Hornene hørtes om Hjørnet, stammede han hæst og lavt:
og trådt den under Fod.
„Lad os komme hjem, Søren Hansen.” –
Tre Dage efter denne Begivenhed lukkede Ane-Marie sin Husbonds Øjne i den store Ægteseng på Brusgaard. Han havde i disse tre Døgn ligget ganske ubevægelig uden at mæle et Ord. Kun én Gang havde han famlet efter hendes Hånd og set på hende med et Blik, som om han ville bede hende om Tilgivelse.