Det grå hus
Herman Bang (1898)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TIL EN VEN
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago.
"Jorden bliver kold en Gang--ligesom Mennesket".
I
Hans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Så stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.
Han klædte sig på og han gik ind.
Han gik, med Lyset i sin Hånd, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket så underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.
Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Nåde, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Nåde sig altid på gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.
Hans Excellence blev stående, mens hans løftede Hånd holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Nådes Tale, når hun sov.
Pludselig satte han Lyset fra sig og han åbnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Nådes Seng.
Hendes Nåde blev ved at tale--og højere, mens Hans Excellence lyttede:
-Weimar, Weimar, gentog Hendes Nåde.
Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.
-Ja, Hoheit, sagde Hendes Nåde.
Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blå Ark frem, bøjede Margen på dem og begyndte at skrive.
Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Hånd lå på Papiret, blåhvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.
Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.
I det matte Lys så Ørsted'er og Mynster'e og Hvide'r så underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, på Væggene Stuen rundt,--afdøde og stille.
Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:
-Å, ja, å, ja.
-Å, ja, å, ja. Lød det ud gennem Stuen.
Og han skrev igen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.
Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk--den havde sådan underlig opstående Kanter--og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.
Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.
-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blå Blade.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The--Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.
Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Tråd de skrevne Blade sammen med sin Hånd, der lignede røde Knokler.
-Skriver han? spurgte hun.
Tjeneren nikkede.
-Ja så.
Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gået i Stå.
Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:
-Sker der noget? sagde han.
-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:
-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.
-Tag den bort, sagde han.
Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Nåde. Hendes Nåde lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forelæse af sin Selskabsdame.
På Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød så sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:
-Excellencen er hjemme? sagde han.
-Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj på den samme Knage som igår.
-Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.
Den Gamle vendte sig:
-Ja, og Stemmen lød vredt:
-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, når man ikke kan leve mer. Med Sort på Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.
-Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.
-Ja.
Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:
-Du er en Sildeføding. Du må tage vare på Dig selv.
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod så røde, sagde han, med den samme Stemme som før:
-Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu også har fået den Race ind i Familjen.
Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlåge en Kende:
-Er det på Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.
-Ja. Læs det højt.
-Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse--meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:
-Hvad siger Du, der står? råbte Hans Excellence.
Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:
-Hvad er det, der står?
Sønnesønnen blev ved at læse:
-Nej, råbte Hans Excellence: lad mig selv.
Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.
-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke.
Han slap Manuskriptet:
-Øjnene vil ikke mer.
-Læg det hen.
Den unge Mand tog de blå Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.
Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:
-Der er mange, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Årevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde fået dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.
-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.
Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et sådant Vers bag i Avisen, med meget små Bogstaver.
-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen--hans Stemme var, når han ikke vogtede på den, næsten ængstende blød--og han lukkede Skuffen.
Hans Excellence lo:
-Erindringer, sagde han: Erindringer--vi har Væv nok. Erindringer--hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.
Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, rå Klang:
-Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav--for der er jo Retfærdighed i Himlen og på Jorden....
-Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Så sagde han:
-Lad mig få Tiden til at gå som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke så mange Tanker værdt.
Sønnesønnen sad lidt:
-Du har jo os, sagde han.
-Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.
Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:
-Har--har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Når man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.
-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.
Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:
-Ret Dig, sagde den Gamle.
-Ja; den unge Mand foer op så hastigt, at han stødte sin Nakke på Stoleryggens Våbenskjold.
-Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Årtusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder på og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse . . . Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.
-Eller hvad har de for det? sagde han og så pludselig op på de mange Billeder på Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kåber, som de Aktører de var og--Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Såler--hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er så døde som de selv.
-Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke ... Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den største, også som Komediant, for det følges ad ... Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men så var det en Dag, han var vågen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vågen--det var i hans Værksted: så slog han lidt ud med Hånden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og så sagde han:
-"Ja, det er jo meget kønt".
-Det var det Hele, når man kendte det.
Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:
-Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg så efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gå, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.
Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:
-Men gamle Folk skal ikke ha'e stærke Hjerner, for så véd de for meget ... De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, får Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for--Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah--og Excellencen lo på dette Ord--han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske så et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, så vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes--men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for hårdt--at man så sig selv til Grunden af sin Sjæl, så vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved på en Blok--
-Nå--og på en Gang brød Hans Excellence af--jeg snakker . . . Men (pludselig så han på Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, når det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.
Det unge Menneske rejste sig:
-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.
-Er der ellers ingenting, Du har på Hjerte?
Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:
-Ungdommen må have Penge, sagde han:
-Farvel.
-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den på:
-Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.
Georg hængte "Sedlen" ud på Døren: På et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.
Så åbnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han på Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften på den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt--før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.
-Er Hendes Nåde vågen? spurgte Excellencen, da han kom ind.
-Hendes Nåde har ringet.
-Og min Søn?
-Hr. Fritz Hvide er gået ud.
-Hm.
-Bring mig Journalen.
Georg bragte den svære Bog og slog den op.
-Hvad Datum er det?
-Den otte og tyvende, Deres Excellence.
-Fastelavnstiden går ud, sagde Hans Excellence.
Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.
-Tak, sagde han: Du kan gå.
Georg gik. Ude i Gangen satte han sig på Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede på at åbne for hans Excellences Patienter. Efterhånden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et påklædt men livløst Stativ op ad Panelet.
-Å ja, å ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.
-Georg rørte sig ikke.
Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. På Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.
-Sig Baronessen Tak, sagde han.
-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det?
-Tak, godt, Deres Excellence.
-Og han selv?
Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.
-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det Styrkende", Deres Excellence.
-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som så han på en gammel Hund.
Den gamle Person blev stående et Øjeblik, før han sagde--hans evige eller eneste Tanke--:
-Og det går så dårligt med Serveringen.
-Så skulde han la'e vær', sagde Excellencen.
-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce på hans Klæ'er.
-Farvel.
-Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.
-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.
-Der er vel ikke no'et, til der ka' hjælpe, sagde den anden.
Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:
-Han er osse skidt.
Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt på en Gang spejledes i den fremmedes:
-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.
-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.
-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.
-Ja, nikkede Georg.
-Og den har nok slået sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:
-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg på én Gang for en vis Stramhed:
-Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
-Er der nogen syge hos Baronens?
-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
-Ja så--der var gået næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt--: Godmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:
-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, når de kun nogenlunde kan trække Vejret.
-Det er råt ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
-Det er vores Klima, Go'e, som vi må bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.
-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
-Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et "Ja".
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
-Hun er ellers så glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte så besynderlig lavt eller tonløst som altid, når han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
-Så drikker jeg The, sagde Faderen.
-Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:
-Tak.
-Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren åbnede Excellencens Dør, sådan lidt, som man åbner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
-Er det Dem? sagde han.
-Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, på en Stol lige på Kanten, for at hendes Fødder kunde nå Jorden.
-Så er det vel galt igen?
-Ja, Deres Excellence.
-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
-Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...
-Ja, sagde Excellencen, der på en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, så Gråden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:
-Ja, En bøder for'et, mimrede hun, man pines for'et, man bøder for'et, når man er kommen i Ulykke . . .
-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun på den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte på Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse--forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slået ned, så hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ... Excellencen véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en Strøm af Gråd) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:
-Ja.
-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen på ny vendte Øjnene mod Tudsen.
-Og hvor er han? spurgte han.
"Han" var Jomfruens Søn.
-Ja, nu er han jo løbet fra Konen.
-Nå.
-Og Kærresterne ta'er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forståelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et før:
-Det er osse en Færdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, så Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
-Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være så stærk, at også den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?
-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, så hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
-Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Håndflade.
Hans Excellence løftede Hovedet.
-Og hvor er hun selv? sagde han.
-Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
-Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos "Søstrene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte så småt at snøfte igen:
-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Gråd: det bliver ved.
-Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen så en sidste Gang på den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skåret et Menneskebarn:
-Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Hånden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun sjældent Hånden--:
-Nå, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Hånd. Men han rev Hånden til sig, mens han pludselig blev bleg:
-Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen på sit Bryst. Han åbnede Porten, mens han sådan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:
-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Hånden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.
-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet på Georg.
-Vognen, sagde han.
-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
-Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som åd deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
-Excellencens Sententser er forbryderiske.
-Måske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ...
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale--han sagde altid så meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:
-Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakkeærmet:
-Eller vi fik slet ingen.
-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden på deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
-Sover Hendes Nåde? sagde han.
-Hendes Nåde er vågen, Deres Excellence.
-Godt.
Hans Excellence vendte sig og åbnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Nådes Sovekammer, hvor der var mørkt, så, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin på de fire Søjler.
-Hvem er det? råbte Hendes Nåde.
-Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en så besynderlig Stilling--øm eller frygtagtig--foran Hendes Nådes Seng.
-Hvordan har Du sovet? spurgte han.
-Du har rumsteret længe, svarede Hendes Nåde, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.
-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Hånden, som hendes Nåde havde fået frem af mange Tæpper.
-Og nu kør' jeg, sagde han. Hendes Nåde drejede sig pludselig, så han så hendes grå Øjne gennem Mørket:
-Hvorfor kør' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?
Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Nåde tøvede et Nu, før hun sagde:
-Der er dog ingen, der venter på Dig.
Han hørte det måske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved--Bevægelsen var næsten sky--så langt frem, at hans Læber rørte Hendes Nådes Pande:
-Farvel.
-Farvel, sagde Hendes Nåde, der ikke havde rørt sig.
Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede på hendes Fingre.
Faderen åbnede Døren til Gangen for Hans Excellence.
Faderens Blik faldt på de ankomne Breve, der lå på Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind på Konsollen.
Excellencen havde set det.
-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.
Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.
-Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.
-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig på Trappen.
-Jeg véd ikke, Deres Excellence.
-Han véd ingenting.
I Porten holdt Vognen, på hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.
-Hvordan går det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.
-Det er snavs, svarte Johan tørt.
Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, så de haltede for Vognen, hvorpå de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.
-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.
-Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere på de Firfødedes Helsen.
Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:
-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:
-Det var bare et Ord til Hans Excellence.
-Hvad?
Og Excellencen slap Vogndøren.
-Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.
-Ja, ja.
-Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. Søn ...
Personen havde en såre høflig Stemme--der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat--men han holdt stadig Albuen imellem.
-Hvad vil han? råbte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.
-Kør, råbte han.
Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud på Gaden.
Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt.
Georg var gået op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften på de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind på Konsollen, i Mørket.
Hendes Nåde ringede, så det skingrede gennem hele Huset.
Faderen åbnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slået alle Vinduer op på vid Gab og med en Tæppebanker i hver Hånd pryglede løs på Fløjelsportiérerne, så Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Våben.
-Hendes Nåde ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Århundrede.
-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.
Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.
I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
De Folk, der bor nede på Jord, deres Gemytlighed, den er stor....
Jomfru Arkadia pryglede løs på Hvidernes Våben, mens hun sang.
Hendes Nåde blev ved at ringe.
-Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.
-Godmorgen.
-Travlt? spurgte Handelsmanden.
Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.
-Man har vel mer at gøre end De--heldigvis, sagde hun.
Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:
-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.
Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe på første Sal og råbte sit:
-Kaffe, Kaffe.
Faderen dunkede på Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:
-Stella, Stella, råbte han: husk dog, vi er ikke hjemme.
-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?
-Kære Fritz, la'e dem si'e.
Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:
-Hvem kender de Personer? sagde hun.
Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", så såre hun hørte "Kaffen" og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:
-Fruen har kaldt, sagde hun.
-Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:
-Hendes Nåde har ringet.
-Frøkenen er inde, ("Frøkenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.
-Der kan hun løbe, sagde Sofie.
-Gud være lovet, råbte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede på Dynen.
-Har Hendes Nåde ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.
-Ja, svarede Arkadia.
-Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur på Fodenden af Sengen:
-Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:
-Kære Arkadia, hvor har De dog trallet på Trapperne.
-At De kan synge så tidligt om Morgenen.
Det var Moderens Undren hver Morgen.
-Og hvad er det så for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier . . . hvordan er det nu?
Hun begyndte selv på et Omkvæd men hun kunde det ikke:
Når en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked--
Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.
-Ja, ja, sagde Moderen og sang med--hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver--:
Når en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun få ham undersøgt af Line Worm.
De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig så' på Uret:
-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.
Faderen bankede inde på sin Dør:
-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge?
-Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:
-Er det ikke dem, de sælger på Gaden?
Hun lå et Øjeblik. Så sagde hun:
-Fra hvem er der Breve?
-Fra Hans, svarede Faderen indefra.
-Til din Fa'er?
-Ja.
Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Hånd strøg Håret bort fra hendes Pande, og hun lå stille, uden at røre sig.
Derinde lød Faderens Skridt.
-Fritz, hvad Dag er det?
-Fredag.
-Nej, men Dato.
-Den otte og tyvende.
Moderen rørte sig ikke.
Derinde lød Skridtene.
Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Nåde på. Det var en Smule besværligt på Grund af Hendes Nådes Gigt.
-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Nåde.
Ja, Selskabsdamen passede den.
Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.
-Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Nåde: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg måtte undvære min Vinkælder.
Selskabsdamen vidste det.
-Hvormeget er der? spurgte Hendes Nåde.
-Tretten Grader.
-Hm. Lad dem så hænge, De, at Hvide kan se det.
Hendes Nåde skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:
-Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne.
Det var "Poppe", der vågnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:
-Fortuna fortis, ud gennem alle Værelserne.
-Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Nåde.
-Fortuna fortis, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde fået Buret dækket og igen var vendt tilbage.
-Tak, sagde Hendes Nåde, og hun tilføjede:
-Det er også Hvides Idé med den Fugl.
De var under Toilettet nået til Håret. Hendes Nådes Forhår skulde kreppes og sættes højt op.
Hendes Nåde, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Årene havde fået nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.
Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, når han lagde Ske ved Siden af Ske--med Våben mod Våben.
Ellers var der tyst.
I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der går i Gang med Værket.
Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Henne på Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.
---
Vognen kørte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.
Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.
Undertiden, når Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, når nogen hilste:
-Hvem var det, Grandpapa?
-Kender dem ikke, svarede han.
Men det kunde også hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.
-Nej, sagde Moderen og lo: det må da være Sønnen.
-Hm. Nå ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Og han sad igen og så ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.
... Vognen rullede ned ad Rådhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blå Bukser, slog Porten op og åbnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han så Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op på første Sal--så Portneren måtte hjælpe Excellencen ud:
-Ja, sagde Portneren, det er vist kun dårligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat.
-Det er nok dårligt, Deres Excellence.
Hans Excellence, der kun hørte Ordet dårligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde:--Så smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.
Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:
-Det er Konferensråden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde båret i så mange År.
De to Baronesser blev ligeså forskrækkede som han og de råbte begge to:
-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til "den lille Spisestue".
-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham--hun slog de fyldige Hænder sammen--:
-Jeg sagde det jo nok.
-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:
-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:
-Men, kære Onkel Hvide--og Baronesserne slog Armene om ham--er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.
-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge Døtrene--Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder på sin Vej med en egen tom Grådighed--:
-Jeg spiser ikke på denne Tid af Dagen.
-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor også Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.
-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.
-Ja, vi tænkte, Du dog måske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, råbte Baronessen, der stadig spiste.
-De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, på en Gang, spurgte han:
-Hvor er Emmely?
Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmålet om Emmely--for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:
-Ja, Emmely ...
-Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.
-Med Preben, sagde den anden.
-Jeg har sagt, hun må ikke ride, sagde Hans Excellence.
-Og slet ikke med Preben.
Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:
-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igår:
-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.
-Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:
-Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.
Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:
-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten på sin Ryg.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt--hun havde tænkt på Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der råbte.
Fruen rejste sig halvt--fra rød blev hun bleg--og satte sig, i et Sæt, igen.
-Ida, se hvad det er.
Og den ældste Datter løb.
-Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt.
-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og så i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, på Fyrfadet.
De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt tilbage.
-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Hånd.
-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.
-Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød.
-Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, på alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast--da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og råbte:
-Mo'er, stakåndet, uden at tænke, ikke på Hans Excellence og ikke på noget:
-Mo'er.
-Hvad er der?
Fruen var stået op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene stå åbne, idet han råbte:
-Kom, kom, Emmely . . .
Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.
-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem på hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
Måske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.
I et Nu havde han forstået det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . .
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Hånd, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede.
Så sagde han, og hans Stemme lød roligt:
-Er I kommet hjem?
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:
-Hvem? og så på Excellencen med Øjne, der intet så.
-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.
-I har jo redet.
-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, sådan underligt springende, som gamle franske Ure gør.
-Så hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:
-Går Du, sagde hun.
-Det er på Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham--ud gennem Stuerne.
Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:
-Det gør så ondt, å, det gør så ondt.
-Ja, ja, lille Emmely.
-Det gør så ondt.
-Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt...
Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende på Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen:
-Nej, jeg kan ikke ...
-Nej, nej, det gør så ondt.
-Så, så, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn:
-Nu kommer Doktoren.
Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.
Ida stod i Krogen og græd stille.
-Sover hun? hviskede Preben.
-Ja.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen så hun på Søsterens Ansigt og på én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm:
-Mo'er, hviskede hun, og Tårerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre på Søsteren på Puden:
-Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu:
-Nej, nej, sagde Baronessen så højt, at hun vækkede den Blundende.
-Hvor er Preben, hviskede Emmely.
-Her.
-Tak.
Og hun lukkede Øjnene igen.
... Excellencen var gået ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken.
-Det var den Gamle, sagde han.
-Excellencen?
-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.
Konen næsten faldt ned på Stolen henne ved Kakkelovnen:
-Å, Herre Gud, å, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.
-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.
-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død.
Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...
Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis våbenbroderede Bånd sitrede, sådan rystede han endnu, medens hver Åre i det hvide Ansigt spændtes.
Han tænkte på Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede År, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han --luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn.
Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:
-Jo, jeg kender dem ...
-Om jeg kender dem.
Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet den.
Han vidste ikke mer om det.
Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:
-Til Fru Urne, råbte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gården, foran Havehuset.
Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere.
En Pige lukkede op:
-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.
-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.
Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod så mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne lå Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen.
Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.
Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort.
-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.
-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke så meget at huske mer.
-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.
-Eller ingen, sagde Hans Excellence.
Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:
-Det bliver altsammen revet op igen, på en Dag som denne; og det er, som om man måtte opleve det igen.
-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.
-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Tårerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:
-Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man går og hænger Flor om--det er ikke de Minder, man længes efter.
Hans Excellence lagde sin Hånd over på Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:
-Jo større han var, min Pige, desmer har han vel også kunnet give Dig ...
-Og des vildere er Savnet.
Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.
-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.
-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.
-Skammer Dig? og han talte hårdere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "længes" li'edanne?
Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og så ud i Luften:
-Hvorfor lyver de da alle?
-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:
-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og når vi så opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste . . .
-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød.
-Men, sagde hun, at vi bliver så sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt.
-Ja, sagde han: sent eller aldrig.
De sad tavse et Øjeblik. Så spurgte han:
-Hvordan går det dine Sønner?
Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:
-Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.
-Nå, er det nu opgivet?
-Ja, han vil ikke . . .
-Hm, hvad vil han så?
Fru Urne sagde:
-Han vil være Ingeniør.
-Ja, så, sagde Hans Excellence:
-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er.
Fru Urne sagde og så ikke på ham:
-Han siger, Verden er stor.
Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:
-Og jeg synes ...at...at det er så svært...at det er, som om, som om vi alle forrådte . .. det, han døde for.
-Hvad for no'et? spurgte han.
-Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til "Landet").
-Fædrelandet? sagde Hans Excellence:
-Det forrådes hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.
-Han--og han løftede Hånden mod den døde Generalstabsofficers Billede--døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . .
Fru Urne havde måske ikke forstået eller hendes Tanker var blevet hos Sønnerne, for hun sagde:
-Men når de rejser, både Vilhelm og Christian, så er der slet ingen Unge af Slægten tilbage i Landet.
Hvide så ud for sig og hans Stemme blev lav:
-Jeg tænker sommetider, min Ven, at vi gamle Slægter, vi har måske syndet nok ...
Han stod op:
-Lad nu de andre synde videre.
-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?
Hans Excellence tog Hånden bort, med hvilken han havde støttet sig til Bordet:
-Løgnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.
Fru Urne gøs sammen, som om en Kulde rystede hende:
-Onkel Hvide, sagde hun og bevægede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:
-Alle Altre bli'er så tomme ...
Hans Excellence stod endnu foran hende, og han løftede sin Hånd.
-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er--
Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:
-Som de vi er.
-Og hvordan går det med Vilhelm? spurgte han.
-Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver så let febril, véd Du ...
-Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det hører hans Alder til.
-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og lås ikke hans Dør.
-Farvel, min Pige.
-Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.
Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevægelse.
-Til Konferensråd Glud, råbte Excellencen og Vognen rullede endnu en Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensrådens Hus, hvor en skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedør, før Porten langsomt blev lukket op og Vognen kunde køre ind.
Mandslingen stod ved Vogndøren, men Hans Excellence så ham ikke og talte ikke til ham. Han var selv stået ud af sin Vogn og rykkede i Gangdørens Lås--der var underligt nye Låse i alle Konferensrådens ældgamle Døre--:
-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, råbte Hans Excellence, og han gik op ad Trappen.
Han ringede og et Øjepar kom til Syne i Koøjet i Døren, før den blev lukket op:
-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.
-Altid lige statelig, sagde han og så frem på Husdamen, Frøken Erichsen, der i tyve År havde styret Konferensrådens Hus og var forblevet højbarmet og midjesmækker som den, der ikke overgiver sig men bevarer sig og plejer sig og venter:
-Hvordan står det?
-Hofjægermesterinden er i Byen, sagde Frøken Erichsen.
-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stødte selv Døren til Stuerne op med sin Stok:
-Jeg følger med Ravnene.
Frøken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstået eller ej--:
-Ja, Konferensråden er dårlig.
-Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence.
Frøken Erichsen gik, og han blev stående midt i Stuen, hvor de låsede Vinduesskodder gjorde det halvmørkt, så Møblernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun sås de brede Rammer, der lå som Strimer af Guld på Rococo-Væggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Årer i et stort Legeme.
Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte Sække.
Han stansede foran den inderste Dør, der stod på Klem.
-Hvad vil han her? lød en Stemme, hvis Lammelse blev hvæsende under Vreden; hvad vil han her?
-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.
-Konferensråden tør ikke ophidse sig, sagde Frøken Erichsen, stille, som den, der har Magten:
-Værsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.
Hans Excellence blev stående foran Konferensråden, der krøb tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved:
-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.
-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensråden med sin tykke Tunge.
-Jeg hørte, det var blevet værre, sagde Hans Excellence, der nærmede sig det nedtrukne Gardin.
-Lad Gardinet være, sagde Konferensråden og løftede den venstre og vanformede Hånd.
-Jeg må se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, så pludselig det ganske Lys faldt ind over Konferensrådens opsvulmede Hoved, hvor, midt i Bullenheden, det venstre Øje stod frem eller ligesom hang ud af sin Hule som på de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.
-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.
Konferensråden løftede det højre og sunde Øje op imod ham med et Blik som et Dyrs, der føler Reb surrede om alle sine Lemmer.
-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.
Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:
-Ja så, sagde han.
Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevæge Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at føle, hårdt, rundt i Konferensrådens Ansigt--rundt om det udhængende og blinde Øje.
Konferensråden rørte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle.
-Gør det ondt, spurgte Hans Excellence.
Konferensråden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine Tænder havde han--svarede ikke.
Hans Excellence slap:
-Og Benene? spurgte han.
Konferensråden, som var femten År yngre end Excellencen og opvokset under Familjelægens Ry, tog ikke det sunde Øje fra sit Bord, før Excellencen bøjede sig, som vilde han tage om hans Ben:
-De er som de plejer, lallede han.
-Kan du nå dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod lænet til Vindueskarmen.
-Du gør altså Forretninger endnu?
Konferensråden løftede sit Øje mod ham.
-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.
Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Trækning over Hans Excellences Ansigt, før han sagde, som havde han intet hørt:
-Du skulde skåne Dig.
Og han føjede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod Karmen:
-Det er på Tiden.
-Det kan jeg sige Dig.
Der var ganske stille et Øjeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og så ud i Stuen udover det mægtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede Læderpung med Kobber og Guldskrivetøjet, en Erindring om det kendte Velgørenhedsværk, der havde afmærket Konferensrådens Vej--frem mod Stolene, der stod langs Væggene, som en Vagt, og de to Paneldøre, tæt ved hinanden.
-Jeg gør, hvad jeg vil, sagde Konferensråden og hans Mæle var næsten blevet tydeligt under en overmålelig Anstrengelse.
Det bankede på den ene Paneldør--først svagt, så højere:
-Kradser han her endnu? råbte Hans Excellence, der pludselig hørte det:
-Kom ind.
Og Døren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Klæder. Man troede uvilkårligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege Hænder.
Konferensråden havde næsten fået rejst sig:
-Gå, gå--hvad vil De....?
Og Døren lukkedes igen.
Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:
-Så Du ågrer endnu?
-Så dine Sække er ikke fyldte nok endnu?
Hans Excellence stødte Krykken mod Bankierens Bord:
-Men Du øser dit Guld af dine egne fire Fjæle, det vil jeg sige Dig.
Konferensråden var kommen op at stå, støttet til sin Krykke og sin højre og sunde Arm:
-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans Mæle var næsten vendt tilbage.
Excellencen betragtede et Nu hans vanføre Ansigt, som det tilstrømmende Blod syntes at ville sprænge:
-Nej, sagde han og vendte sig.
-Og Du, råbte den Syge, der voldsomt støttede sig til sit Bord: Du bliver herfra:
-Jeg trænger heller ikke til Ole Hvide mer.
Konferensråden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans Stemme roligt:
-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu.
Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:
-Hofjægemesterinden er her jo?
Konferensrådens Øje blev rødt i det Hvide, og i et Sekund havde han løftet sin Krykke i den sunde Arm, der skælvede:
-Va'r Dig, sagde han og han råbte Ordene ud i et Åndedræt:
-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at græde.
Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at værne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Så havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gået.
Hans Excellence så Frøken Erichsen rejse sig fra en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:
-Han har det bedre.
Rynkerne, der dækkede Frøken Erichsens Ansigt som Gittermasken Fægterens, sitrede et Øjeblik.
Så sagde hun:
-Gud ske Lov.
Og med et Smil, så umærkeligt, at det netop kunde gættes, sagde hun:
-Det synes jeg jo også, Deres Excellence.
-Vil Erichsen hilse Hofjægermesterinden, sagde han kun.
Og han gik.
Frøken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. På en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkårligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud--før hun gik ind til Konferensråden.
Konferensråden sad i sin Stol, med Krykken i sin Hånd.
-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord.
-Det sker jo som Konferensråden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Hånd, følte hun, han dirrede endnu.
Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset--og hun havde nøjagtig det Blik i sine Øjne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han følte hans Puls.
-Træk Gardinet ned, sagde Konferensråden, der følte Lyset--eller hendes Blik--som en håndbunden Mand en Sværm af Myg.
-Først Tæppet, Hr. Konferensråd, sagde hun og bøjede sig for at lægge Plaiden fastere om hans Knæ.
Så rejste hun sig og løste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Hånd, mens Gardinet rullede ned--for at det ikke skulde gøre Støj.
Hun gik tilbage til Bordet og sagde:
-Det er Fredag, Hr. Konferensråd.
-Ja.
Han fik Nøglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den åbnet. Der lå i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt Papir. Der var kun Guld.
Konferensråden tog en Tut og vilde åbne Papiret. Men han kunde ikke få det løst op, og Frøken Erichsen måtte hjælpe ham, så Guldstykkerne flød ud i hans flade højre Hånd. Han gjorde med den lammede venstre et Forsøg, som vilde han tælle dem, men han magtede det ikke. Så lod han dem falde ud på Bordet--de faldt langsomt, måske på Grund af hans Hånds Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.
-Der går jo altid mere til om Ugen, når Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.
Hun havde lagt sin særdeles hvide Hånd ned på Bordet meget tæt ved Konferensrådens, for at tage Pengene op. Konferensråden flyttede sit Øje fra Guldet over på Håndens Hvidhed.
-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Hånd, som han greb.
-Nu skulde Konferensråden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin Hånd løs.
-Nej, lad Hansen komme ind.
-Nu, Hr. Konferensråd?
-Ja, det haster.
Frøken Erichsen gik over Gulvet og åbnede Paneldøren:
-Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren.
Hun stansede midt på Gulvet:
-Konferensråden skulde være forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store Dør.
-Det véd jeg.
Frøken Erichsen gik.
Hansen sneg sig ind ad Paneldøren. Han bar en Bunke Papirer i sin Hånd.
Konferensråden vendte sit Øje imod ham:
-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev på én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der.
-Ja.
-Alt?
-Ja.
Konferensråden greb efter Dokumenterne:
-Lad mig se, sagde han.
Hans seende Øje blev større, mens hans sunde Hånd bladede i Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.
-Jo, Hæftelserne er her, sagde han.
Han beholdt et Øjeblik Dokumenterne i sin Hånd:
-Så kan Beløbet afsendes, sagde han.
Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:
-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.
Konferensråden slap sine Papirer.
-Er han her, sagde han og hans Stemme blev på én Gang atter utydelig.
-Han kom hertil imorges.
Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensråden rent snavs, også Højrehånden rystede på Konferensråden.
-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensråden:
-Udbetal og lad ham kvittere.
-Vel, Hr. Konferensråd.
-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensråden.
-Nu?
-Ja, sagde Konferensråden.
Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han lagde foran Konferensråden. På Bindet stod, på en Etikette, Navnet Hvide, med en sort og stejl Skrift.
-Hvor er Konvoluten?
-Her, Hr. Konferensråd.
-Læg dem ind, og Konferensråden pegede på Papirerne.
Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres Øje fulgte hans Hænder.
-Hent så Kandelaberen.
Hr. Hansen hentede Kandelaberen på Konsollen og tændte det ene Lys. Han bragte også Lak og Signetet.
-Godt.
Konferensråden førte det røde Lak ind i Lyset, hvor det blussede højt, og han lod det falde ned på den blå Konvolut. Der faldt et Par røde Dråber på Bordet (jo, han ryster også på den højre, tænkte Hr. Hansen) før han fik forseglet.
-Luk Mappen op.
Hr. Hansen gjorde det.
Konferensråden lagde Konvoluten øverst oven på Mappens mange Papirer. Hans Hånd blev liggende et Øjeblik, tung, på den stærke Dynge:
-Tag så bort, sagde han.
Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensråden atter sad foran sit tomme Bord.
-Kald Frøkenen ind, sagde han.
-Ja, Hr. Konferensråd.
Hr. Hansen gik gennem den store Dør og Frøken Erichsen kom ind:
-Er det Puderne, Hr. Konferensråd? spurgte hun.
-Ja.
Frøken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensrådens Ryg og Hoved. Mens hun gjorde det, sagde han:
-De Ting er i Orden.
-Sidder Konferensråden nu godt?
-Men de Skillinger skal ikke hjælpe ham, blev Konferensråden ved: der skal mer til.
-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.
Pludselig forsøgte Konferensråden at le med en Latter, der lignede en sær Fugls Skrigen.
-For at få det Hul fyldt, sagde han, må Ole Hvide bøje sin stive Ryg.
-Konferensråden får jo altid Ret, sagde Frøken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine læmpelige Skridt.
Konferensråden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved på en Sfinx.
---
Moderen var påklædt. Hun havde slået sit Vindu op--ud, mod den kolde og bidende Luft.
Faderen havde hørt det fra sit Værelse:
-Stella, dit Bryst, råbte han.
-Fritz, man må have Luft.
Og hun blev stående og så ud i den snetunge Dag:
-Nu har de Engelsk.
Hun tænkte på det "Hvide Hus" derhjemme og på Børnene, hvis Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:
-Og den Mindste kan ingenting, tænkte hun, og hun smilte.
Hun hørte Faderen åbne og lukke sin Dør og gå.
Moderen så op mod Skyerne.
-Så tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, næsten som Tordenskyerne, når de drev op over Haven hjemme.
Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun hørte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens Værelse og slå Vinduerne op med et Brag.
Pludselig så Moderen ud i Gården og over mod Kældervinduerne i Længen: Så stak det ene og så det andet Mandfolkeansigt op af Kældervinduet.
-Tre var der.
-En sort og to blonde.
Og alle drejede de Øjnene ind i Øjenkrogene og keg opefter.
Nu var det den Blonde.
-Nå, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske højt. Hun havde sét Arkadia, der hængte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.
Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, så ned på de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindekøn.
Pludselig hørte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun så den rulle frem i Gården.
-Nej, Børnlille, sagde hun, den Nærmer halter igen.
Og hun lo.
Johan var stået ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og så på Hestene:
-Den gør'et ikke længe, sagde han.
-Det ka' nok hænds, sagde Johan og så hvast på Medaillemanden.
-Godmorgen, Johan, råbte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue.
Det bankede på Døren. Det var Faderen.
-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.
Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i Døren lo Moderen:
-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige Appetit.
Hun havde på én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det Kældervindue.
Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubevægelige Ansigt, og der gik en pludselig og træt Skygge over Moderens Træk.
Hans Excellence åbnede sin Dør:
-Georg, Brevene, råbte han.
-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han så Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang.
-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og bøjede sig, mens Hans Excellence kyssede hende på Panden med de kolde Læber.
De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Nåde sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.
Hans Excellence så hen på hende--med det samme ligesom frygtagtige Blik som om Morgenen--:
-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og bøjede sig for at lade sine Læber nå hendes Hår.
Hendes Nåde sænkede brat sit Hoved:
-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Hånd.
-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget højt.
Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at aflæse Temperaturen på det ophængte Termometer.
... Georg havde lagt Brevene frem på Hans Excellences Bord.