Det grå hus
Herman Bang (1898)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
III
Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev ikke åbnet.-Kør ind, råbte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør. Da han vendte Ansigtet, så han den Skruttede og den glatbarberede Mandsperson fra om Morgenen stå under Gaslygten i Samtale med en Herre i Pels, som vendte Ryggen til.
Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.
Den Skruttede nåede ikke Vogndøren, før hans Excellence var ude og havde sparket Døren op til Trappen, hvor der var mørkt.
-Tænd, sagde han.
Den Skruttede løb, med en Tænder, som en Gnom, foran Hans Excellence op ad alle Trapperne, tankeløst tændende alle Lamper.
Hans Excellence ringede og så to Øjne, der kom frem bag Dørens Øje og igen forsvandt.
Hans Excellence ringede påny med en Hånd, der skjalv.
Frøken Erichsen var løben ind i Spisestuen, hvor Hofjægermesterinden, iført en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen, der næsten var blevet forpustet.
Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:
-Igen.
Hun løftede sit Hoved:
-Så skal han have Penge, sagde hun.
Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen så, skønt Hofjægermesterinden havde sænket Lågene for at dække Blikket, sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt:
-Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos Konferensråden.
Frøken Erichsen så et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i Ansigtet:
-Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik.
Hun åbnede Gangdøren:
-Vil Deres Excellence gå ind, sagde hun og lukkede op til de mange Stuer:
-Her er mørkt, sagde Hans Excellence.
-Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte to Lys på en Konsol, før hun gik. Hans Excellence blev ved at gå, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i Konferensrådens Stue.
Konferensråden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn frem fra hans seende Øje:
-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensråden talte fuldkommen tydeligt:
-Jeg har ventet ham.
-Vel, Hr. Konferensråd.
Konferensråden havde løftet den højre og sunde Arm:
-Tag Puderne bort, sagde han.
-Ja, Hr. Konferensråd. Frøken Erichsen gjorde det.
-Og Skærmen af Lampen.
-Ja, Hr. Konferensråd; Frøken Erichsen løftedeSkærmen.
-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensråden, hvis Tunge var fast i hans Mund.
*........
-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.
-Jeg ser det, sagde Konferensråden, som ikke tog det sunde Øje Fra Excellencens Ansigt:
-Du kommer igen.
Hans Excellence havde knuget sin ene Hånd.
-Det haster, sagde han:
-Jeg skal bruge Penge.
Konferensråden tav, bestandig med Øjet på ham.
-Jeg må sælge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte sit Hoved om mod Konferensrådens Ansigt, hvis ene Øje bestandig hvilede på ham, som vilde det tælle Sveddråberne på Hans Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans Legemes Porer:
-For der er vel Papirer?
Konferensråden lod Ordene dø hen:
-Når skal Du sælge? sagde han.
-Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre Hånd op for at aftørre sine Tindingers Sved.
-Idag? sagde Konferentsråden, der ikke rørte sig.
Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit Legeme og de store Årer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig Anspændelse, mens han sagde meget brat:
-Der er altså sælgelige Papirer?
Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "sælgelige", men hans Stemme lød som altid:
-Så må Du sælge, sagde han.
-For hvormeget?
Hans Excellence tav et Øjeblik:
-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.
Man hørte Urets Dikken. Konferensråden svarede ikke, og Hans Excellence sagde uden at se på ham:
-Du må forstå, det er nødvendigt.
Konferensråden løftede den højre og sunde Arm:
-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsøg på Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:
-Genierne prutter ikke.
Hans Excellence løftede Hovedet og slog den blåhvide og knyttede Hånd ned mod det mægtige Bord:
-Glud, råbte han og Bordet rystede under hans Hånds Slag:
-Er Pengene mine--eller er de det ikke?
Konferensråden så Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at få en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, måske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Hån en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run på hans Firma:
-Du véd jo, de er dine.
Excellencens Hoved faldt ned på hans Bryst. Hans Læber var så hvide som hans Skæg.
-Og--Konferensråden næsten rejste sig, i en overmægtig Følelse af Triumf--:
-De er til Udbetaling straks.
Han rakte den sunde Hånd frem mod en Klokke på sit Bord, men han førte den atter tilbage:
-Nej, sagde han, og han vidste måske ikke en Gang selv, om han handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:
-Tag Nøglerne selv.
Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Hånd, der kun var halvt åbnet:
-Dér er Nøglen til Pengeskabet.
-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.
Hans Excellences Hænder var så kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han åbnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde også hans Hænder færdedes der hver Dag.
-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen på Bordet.
Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensråden skrev:
-Dér, sagde han og skød Anvisningen bort:
-Vil Du kvittere.
Konferensrådens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev på det fremlagte Blad.
-Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet.
Men Konferensråden så vist ikke Excellencens halvt fremstrakte Hånd. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en Grimasse hen over hans lammede Ansigt.
-Din Hånd er bleven så let at skrive efter, sagde han til Hans Excellence, der havde rejst sig:
-Vil Du sætte dit Segl under.
En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen:
-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensråden, og hans Øje blev ved at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og måtte tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis store Ædelsten Hvidernes Våben var graveret.
Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, så alt formeget Lak svulmede op--som den første Strime Blod, der rinder af et Sår.
-Det er godt, sagde Konferensråden og betragtede Seglet.
Hans Excellence havde atter Ringen på sin Finger:
-Farvel, sagde han.
-Farvel.
Hans Excellence var ude.
Konferensråden slog to Slag på Klokken på sit Bord og Hr. Hansen kom ind ad den lille Paneldør:
-Gør i Orden, sagde han.
Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.
-Hent Mappen, sagde Konferensråden. Hr. Hansen gik og bragte Hvidernes Mappe.
-Luk den op.
Hr. Hansen gjorde det.
-Tak.
Konferensråden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den øverst i den store Bunke:
-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen, løftede Konferensråden sit Øje på sin Skriver.
-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er på Tiden.
Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage.
-Men, sagde Konferensråden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.
-Hvad har De mere end Kejserens Broche?
-Smykker, Hr. Konferensråd. Konferensråden tog ikke Blikket fra ham.
-Hvilket? spurgte han.
-En Brillantsnor.
Konferensråden flyttede sit Øje:
-Penge er bedre, sagde han: sådanne Stene kan synke i Værdi.
-Ja, Hr. Konferensråd. Konferensråden drejede Hovedet:
-Skærmen, sagde han.
Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen.
-De kan gå.
Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen:
-Hvad er her foregået? Konferensrådens Øje stak over på hende:
-Hvad skulde her foregå? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund.
-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende. Og--Hofjægermesterinden så Faderen ind i Ansigtet--: vi behøver ikke Hviderne mer.
Konferensråden svarede ikke.
Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.
-Og Du skulde skåne Dig, sagde hun og lagde til:
-Den Gamle sagde selv idag, Du tåler ingen Sindsbevægelser.
Konferensråden løftede sit ene Øje:
-Var det måske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om mit.
Hofjægermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med et Smil, som Konferensråden ikke så:
-Jeg skal gøre det, sagde hun og gik.
Konferensråden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte.
... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten:
-Hvor Du kommer sent.
-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.
-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens Hans Excellence begyndte at gå op ad Trappen.
-Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært.
-Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette må ha'e en Ende.
-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før.
Faderen fulgte efter Hans Excellence.
-Ring på Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.
-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.
Moderen sad endnu på Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen gå frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke rørt sig.
Kun nu og da åbnede hun Øjnene og lukkede dem igen.
Faderen bankede på hendes Dør.
-Ja, kom, sagde hun.
Faderen kom ind, kjoleklædt og rank:
-Skal vi gå ned? sagde han. Moderen blev siddende på sin Stol:
-Jeg har tænkt så meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder ned imod sit Bord.
-Hvorpå? sagde Faderen.
Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger:
-Jeg, sagde hun, har i mange År kun tænkt på én Ting.
Hun tav et Øjeblik:
-Og nu har jeg tænkt den til Ende.
Hun bevægede de to dejlige Hænder:
-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.
Faderen havde i Halvmørket, hvor han stod, gjort en Bevægelse med sin Hånd:
-Du mener, hvorfor tale om det, som er så forbi og som er så længe siden?
-Men jeg må tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for at forsvare mig.
-Forsvare Dig?
-Ja, Fritz.
Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhøjt og langsomt som den, der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:
-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke født til at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel har Du holdt uendelig meget af mig.
-Men det er så svært for den, der elsker, at gå ved Siden af den, der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.
Faderen gjorde et Skridt:
-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Øjne mod den, som bøjes dybest, skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.
Hun løftede sit Ansigt:
-Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som hun talte til nogen over sig:
-Men jeg skal ikke være det længere og din Livsevne skal ikke mere være død.
Faderen stod i Mørket:
-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?
Moderen rystede på sit Hoved:
-Du skal ikke svare mig, sagde hun:
-Jeg har ikke talt for at få Svar, men for at have talt.
Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder mod hinanden på Bordet, hvor de lå:
-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang på den Dag, hvor vi dør.
Faderen stod et Nu. Så sagde han:
-Og hvorfor har Du netop talt idag?
-Hvorfor?
Moderen førte Hånden op til sine Øjne og tog den atter bort.
-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker og de små Ting.
Faderens Ansigt sitrede:
-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe høres:
-Kan Du aldrig blive glad?
Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham:
-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.
Og Faderen gik.
Moderen rejste sig. Tårerne vilde til at bryde frem af hendes Øjne. Men hun betvang dem. Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.
Så bankede hun på Faderens Dør:
-Skal vi gå ned? sagde hun.
... Hendes Nåde var påklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Nådes Hår.
Det bankede på den ene af Dørene:
-Hvem er det? råbte Hendes Nåde og havde allerede set Jægermesteren, hendes Søn, der åbnede Døren:
-Det er mig, sagde han.
-De kan gå, sagde hun til Selskabsdamen:
-Lad tænde.
Hendes Nåde bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol:
-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?
Hendes Nåde førte sine Hænder ned over hans Hår og ned over hans Hals:
-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?
Jægermesteren blev kun ved at hulke:
-Jeg kan ikke sige det.
-Men er det ordnet, spurgte Hendes Nåde og knugede Hænderne sammen.
-Ja, sagde Jægermesteren og løftede Ansigtet, mens den ludende Krop faldt sammen igen:
-Det er ordnet.
-Så Gud være lovet, sagde Hendes Nåde og hendes Arme faldt ned over Stolens Sider.
-Men vi skal vel ind, sagde Jægermesteren og stod op. Hans Øjne var endnu ganske forvildede.
-Ja, sagde Hendes Nåde: vask dit Ansigt.
Hendes Hænder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store Vandfad:
-Sådan, sagde hun, og Jægermesteren førte det dyppede Håndklæde hen over sit Ansigt.
-Lån mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind mod sine egne Øjenlåg.
-Så, sagde hun:
-Giv mig din Arm.
De gik ind.
Kronerne var allerede tændte i alle Stuer.
-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Nåde den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe.
-Ja, Deres Nåde.
-Vel.
-Så åbner De, sagde Hendes Nåde, der tog Plads.
-Ja, Deres Nåde.
Tjeneren gik.
-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Nåde.
-Nej.
-Så bliv her, sagde Hendes Nåde og de ventede begge under de tændte Lys.
Moderen var trådt ind til Hans Excellence, på hvis Bryst Georg fæstede Storkorset.
Da Tjeneren var gået, sagde Moderen smilende:
-Hvor Du skal være fin!
-Ja, vi skilter vel alle.
Moderen så på Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod på Skrivebordet.
-Der er mange, sagde hun.
-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:
-De har været gode for Forretningen.
Da Moderen åbnede Døren til Dagligstuerne, råbte Hans Excellence:
-Er Hans der?
-Ja, svarede Jægermesteren.
-Kom her ind.
Jægermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Nåde fulgte ham med Øjnene.
-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham Anvisningen, som havde det været en Recept på nogle Hostedråber.
Sveden var sprungen frem på Jægermesterens Pande.
-Tak, sagde han og gik.
Den slanke Tjener meldte Geheimerådinde Rappe, der talte dybt som en Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin Silkepuddel:
-Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene.
Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmerådindens Skød.
-Dyret er sygt, sagde Gehejmerådinden: Christensen hentede det jo i Eu, men Dyret blev sygt og må ikke få andet end Portvin og Kinin.
Alle lo, mens Gehejmerådinden sagde til Hans Excellence, der just kom ind:
-Godaften, gamle Excellence, hvordan går'et med Deres Stensmerter?
-Godaften Augusta, sagde han og skød Brystet frem, som kastede han en Byrde fra sig: det gør godt at se et Menneske.
-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?
-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til Familjen.
Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige kommen hjem fra Italien, og Hendes Nåde spurgte Baronessen, der var i Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at af alle Stæder foretrak hun Florents.
-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man føler sig så bitte, midt i alt det.
Hans Excellence sagde:--Hvor stor vil Du være?
-Kære Onkel Hvide, man vil dog helst føle det, som var man af almindelig Størrelse.
-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmerådinden med sin dybe Stemme: at gå og rode dernede. Man lærer så rart at se, at de fra før var mindst lige så kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, må jeg be' om dem.
-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:
Rom er for dem, som har begyndt at vende Næbet nedad. Bliv Du gammel, Lydia, så forstår Du nok dit Rom.
Hendes Nåde fandt, at intet var så skønt som Messen i Vatikanet.
Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.
-Ja, det er så længe siden, jeg har været der, sagde Jægermesteren, der fjernede sig for at gå ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den slanke Tjener iskænke sig et Glas Madeira, da Døren til Gangen gik op og den unge Fritz kom ind:
-Er det Dig, sagde Jægermesteren og slap Glasset.
-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine Øjne fra det tømte Glas.
-Hvorfor går Du ikke ind? sagde Jægermesteren.
-Jeg går, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, før Jægermesteren var gået først.
Den slanke Tjener havde løftet de blanke Øjne på sin Herre.
Alle i Dagligstuen havde hilst på Marschalinden, mens Faderen begyndte at gå rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da Grev Eck trådte ind, ledsaget af Professor Berger.
-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en Håndslag:
-Og Tak, at Du kom.
-Hvordan går det med Gigten?
-Den er da ikke værre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bøjede den lille og sirlige Figur for Hendes Nåde.
-Jeg er altid bedrøvet, når Eck rejser, sagde Gehejmerådinden med sin Bas.
-Tak, Augusta.
-Vi er i Forvejen så få Mennesker her i Landet, sagde hun.
-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.
-Af hva' for no'en, sagde Gehejmerådinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage:
-Hvordan er så De kommen til at se ud, sagde hun.
-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.
-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?
Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede på Hendes Nåde, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Hår, sagde:
-Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod Faderen:
-Skal vi spise?
-Ja, vi venter kun på Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i Døren sagde:
-Kære Venner, undskyld, vi kommer så sent. Men vi kørte om ad Brahes.
Og to, tre Munde spurgte på en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmerådinden råbte over til Hans Excellence, overdøvende alle de andre:
-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?
-Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligeså højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet åbnede:
-Skal vi så gå til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.
Alle stod op, mens Herrerne søgte Damer, og Gehejmerådinden sagde til Grev Eck:
-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen, som skulde anbringes i Spisestuen på et Tæppe.
Marschalinden lo ad Kræet, der bjæffed. Men Gehejmerådinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:
-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg håber, Du pakker Dig godt ind, når Du kører hjem.
Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen--Hendes Nåde med Jægermesteren sidst--og der skubbedes med Stolene om det brede Bord, til Hendes Nåde havde taget Plads og alle satte sig, medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bøjede sig bag Moderen:
-Sherry eller Madeira?
-Å, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og så ud over Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det skinne i Lyset:
-Hvor man kender dem, sagde hun.
-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmerådinden.
Alle talte om Glassene.
-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet....
Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Hånd, sagde over til Excellencen:
-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.
Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde:
-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt:
-Sherry eller Madeira?
-Og kun mine Yndlingsblomster på Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det lille og fine Hoved for Hendes Nåde. Han havde fæstet en af Bordets tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar ligesom Hans Excellence kun Storkorset.
-Det er altid Hvide, sagde Hendes Nåde, som lige på en Gang husker den Slags Ting.
-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.
Hans Excellence, der havde hørt det som alt, hvad Hendes Nåde talte om, sagde:
-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder etsteds og melder sig, når de skal.
-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte på Dugen, og havde fæstet den ved sit Bryst.
-Det er jeg ikke vis på, svarede Hans Excellence.
-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og så på Moderens Brystbuket.
Moderen tav et Øjeblik og førte Hånden hen over Stedmoderblomsterne.
-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De ikke, det siger Ofelia.
Greven tog en Mundfuld Fisk:
-Så? sagde han: det er så længe siden, de spillede det Stykke.
-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod, hvad de Gøglere lemlæstede.
De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:
-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.
Gehejmerådinden sagde:
-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blåtårn.
Men Excellencen sagde:
-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store Tanker skulde de helst lade være i Fred og ikke forfalske dem på deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstået Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de rådne Æbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, så ingen gider spille dem.
-Men er der nogen, som læser dem? spurgte Grev Eck.
-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve nogle af dem.
Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse.
Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.
-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.
-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring:
-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...
-Og så er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine Formeninger om Michel Angelo.
-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor de var knyttede.
Hendes Nådes Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes Nådes Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om Katolicismen-:
-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder så trygt.
Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken:
-Når de først har tvunget sig til Hvile, Deres Nåde, sagde han.
-De opdrages måske dertil, Professor, sagde Grev Eck.
Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst på Godset, som var ny:
-Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.
-Jeg hører ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgår vi vel heller ikke Højskole og al den Slags.
Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.
-Nå, sagde Gehejmerådinden: Grundtvigianerne er ikke de værste. De synger så længe, til de får stærke Lunger. De Folk tør sågu se deres Vorherre ind i Øjnene.
Marschalinden slog Hænderne ned mod Bordet og sagde:
-Tante Augusta bander endnu.
-Ja, min Pige, sagde Gehejmerådinden: og det vil jeg blive ved med til min Død.
Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tænkende på Grundtvigianismen:
-Ja, min Hr. Halvfætter var gal, men han havde sine lyse Øjeblikke: han gjorde "Synden" til Glæde og Glæden til et Sakrament. Han fik Himlen til at spænde over Jorden--og det er vanskeligt.
Jægermesteren, der så hen over sine tømte Glas, sagde halvhøjt:
-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.
Gehejmerådinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om Karpaterne og sagde til Fru Harriette:
-Du har vel også været der?
-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin lo og sagde:
-Gehejmerådinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De så deroppe, Gehejmerådinde?
Gehejmerådindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:
-Når man kommer lidt højt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den får også et andet Ansigt.
-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.
-Et større.
Og måske for at afbryde sig selv sagde Gehejmerådinden pludselig til den unge Fritz Hvide:
-Å, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er på Tide, den får sin Medicin.
Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hældte han et kvart Glas Portvin ud på en Underkop foran Kræet, der var placeret på et Tæppe foran Kakkelovnen:
-Et kvart, et kvart, råbte Gehejmerådinden og, mens alle lo endnu, sagde hun:
-Men man har det dog rart, sådan mellem Venner.
-Ja, sagde Marschalinden og så et Nu på Faderen, hvis Øjne lyste under Fest og Lys.
-På de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev så blegt som Perlerne om hendes Hals.
-Venner, sagde Excellencen: tror Du på det, Augusta?
-Ja.
Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme:
-Før vi har begyndt at leve og når vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.
-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Nåde, der stirrede hen for sig.
-Og de ulykkelige?
-Har deres Lidelser, sagde Hendes Nåde og sænkede sit Hoved, mens Jægermesteren så op på hende.
-Mama, sagde han ganske sagte og stødte sit Glas mod hendes.
-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hørt om Heste, der trækker samme Læs, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.
-Grev Schulin gav sig til at le, så hans Serviet rystede, mens Gehejmerådinden sagde:
-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som også lo, sagde:
-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.
-Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige Krystalglas med Mecklenburgs Våben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:
-Derfor er jeg nøgtern.
Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han:
-Jægermesteren drikker for mig.
I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Nådes Ansigt var blevet gråblegt, hørte man Baron Rosenkrands, der talte om den tyrkiske Krig, sige:
-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.
Hendes Nåde havde under Bordet grebet Jægermesterens Hånd, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over Bordet, sagde:
-Gud, der må da være en frygtelig Skinsyge i sådan et Harem.
-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmerådinden.
Tjeneren skænkede Champagne og på en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var løben bort fra sin Mand.
-Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod Bordet.
Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.
-Jeg synes, sagde Gehejmerådinden: at det er ganske simpelt. Jeg kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.
Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes Nådes Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:
-Er Du træt?
Men Marschalinden råbte, mens alle talte i Munden på hinanden, gennem Støjen op til Moderen:
-Stella, har Du aldrig været skinsyg?
-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, måtte man sammenligne sig med de andre.
Marschalinden lo igen:
-Og det er aldrig faldet Dig ind?
Der gled et Smil over Moderens Ansigt:
-Nej, aldrig, sagde hun.
Marschalinden blev et Øjeblik ved at se på Moderens dejlige Ansigt. Så sagde hun til Faderen:
-Stella er vidunderlig.
-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.
Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde set:
-Så er Du alligevel lykkelig.
-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i hans Ansigt: det var, som så hun tusind Ting oplyste af et eneste Lyn.
Hendes Hænder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt sit Ansigt bort.
Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i Samtalen, sagde til Faderen:
-Jeg har for Resten været i Haremet.
-Jeg også, sagde Gehejmerådinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt:
-Det var der ikke meget ved.
Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de År, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.
Hendes Nåde, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter Hovedet over Fløjlsbåndet med Brillanter, som kantede hendes Kjole, og sagde:
-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om Konstantinopel.
Ved en sær Tankeforbindelse--måske fra Seraillets Damer til Smykker--begyndte Marschalinden på en Gang at fortælle om Etatsrådinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig tilbage på Stolen:
-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsrådindens Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmerådinden sagde:
-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.
-Ja, gu' har de et Lånekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo også Nødstilstand i mange gamle Familjer.
Marschalindens Øjne strejfede uvilkårligt Brillantbåndet om Hendes Nådes Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod hendes Skulder og sagde:
-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.
-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er også historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.
Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige:
-Å Gud, ja, det er godt, man har sine Børn.
-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Nåde, der smilede over sin lysende Halssnor.
-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med Servietten: det er såmæn meget muligt, at der ikke er så meget ved Livet.
-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.
-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig sådan en klog gammel Mand som De om Livet?
Grev Eck sænkede det lille og fine Hoved:
-Jeg interesserer mig ... ikke så meget for Livet, sagde han.
-Men alligevel?
Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede halvt:
-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger på et ophængt Lagen.
Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:
-Men, Eck, hvem styrer dem så, Skyggerne på Lagenet?
Hans Excellence havde strakt Hånden ud mod den slanke Tjener:
-Et Glas, sagde han.
Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag:
-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?
Mens Gehejmerådinden lo, hørte man Professor Berger sige i Stilheden--Herrerne var blevet røde i Hovederne--:
-Det er vel altid Hovedformålet at lindre Patienternes Smerter.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige:
-Dyret er s'gu drukkent.
Moderen smilede og sagde:
-Dyret er klogt.
-Ja, sågu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkefører.
-Man forstår aldrig noget rigtigt, sagde hun: når man sidder sådan årevis i Udlandet.
-Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror på alle sine egne Ord?
-Undertiden.
-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid på, at han er Verdens Midtpunkt.
-Misund ham for det, råbte Hans Excellence: den Tro tør ingen miste.
Og sagtere, så kun Moderen og Gehejmerådinden hørte ham, sagde han:
-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....
-Sandflugten, Grandpapa?
-Ja, Sandflugten gennem Ørkenen.
-Og--Hans Excellences Stemme lød påny som før og, et Nu, så hans Øjne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i den hede Sky.
-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter højt ned til Eck og Marschalinden.
-Politik, sagde Marschalinden.
-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse og sad med Hænderne støttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle, vilde straks løbe Panden mod Talerstolene.
-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandøe eller hvem takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og føre dem til Dannevirke.
Gehejmerådinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at tænke på Hans Christian Ørsted og blev ved at le:
-Som det Mandfolk gik på sine Ben, sagde hun.
Hans Excellence sad lidt, før han sagde:
-Ja, han var Anders Sandøes Broder. Men det var alligevel under Hans Christians Fingre, Ariadnetråden fløj ud.
-Ariadnetråden? sagde Marschalinden nedefra.
-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til, hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.
De hørte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:
-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i London.
Hans Excellence sagde:
-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik på Hovedet i Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstået.
Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og så sig uvilkårligt om i Stuen:
-Ja, sagde hun: så mange Mænd, der egentlig er gået ud og ind af disse Stuer.
-Ja, sagde Hans Excellence og målte selv Værelset med et langt Blik: mange. Og hvad er der så blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.
Der var et Øjeblik stille i Stuen.
Så sagde Grev von Eck:
-Og Telegrafpælene over Jorden.
-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne.
Hans Excellence tog en Skefuld Is på Moderens Tallerken.
Samtalen var næsten stanset, og Grevinde Schulin bøjede sig ned mod Professor Berger, der, medens han spiste, førte sine meget fine Hænder næsten som en Kvinde:
-Hvad er der dog hændet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en Fornemmelse, som om Gulvet gynger.
-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hørt eller ikke havde villet høre.
-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er så varmt.
Næsten på en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og Hendes Majestæt Enkedronningen, som desværre var syg.
-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.
Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der længe havde siddet og set på den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:
-Hvad tænker egentlig De på?
Den unge Mand løftede det blege Ansigt.
-Greven gør mig et Samvittighedsspørgsmål, sagde han.
-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.
Den unge Mand svarede ikke mer, men bøjede kun sit Hoved.
Den slanke Tjener bragte fjorten meget små, graverede Glas på en Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den første.
-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.
-Ja, sagde Hans Excellence.
Det var en ældgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker, en Present af en afdød Prins af Philipsthal.
-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.
-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.
Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af Hvidernes Våben glimtede.
Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:
-Hvor få der egentlig nogensinde har smagt den Vin.
-Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.
Den lille Baronesse, som også sad og så på sit løftede Glas, sagde:
-Den er som Blod.
-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas mod Gehejmerådindens, der elskede Vin og som havde været med til alle atten Flasker, op gennem Årene.
-Ja, sagde Baronessen.
Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin Mand:
-Du.
-Dja, sagde Manden--Dja var hans Kælenavn for Lydia--og de drak, seende hinanden dybt ind i Øjnene.
I det samme havde Moderen bøjet sig frem, som om hun vilde drikke med nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.
Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han på sit Glas, hvis Våbenskjold syntes blodsprængt på Vinens Baggrund.
-Skål, Hans, sagde Marschalinden og løftede Glasset ned mod Jægermesteren.
-Skål, svarede han.
Og for at sige noget sagde Marschalinden:
-Jeg må da også en Gang se at komme til Thorsholm. Jægermesteren svarede og så op:
-Så må Du skynde Dig. Før Taget ramler sammen.
-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Nåde.
-Jeg taler Sandhed, sagde Jægermesteren, mens Hans Excellence havde rejst sig med det løftede Glas i Hånden:
-For Dig, sagde han ned mod Hendes Nåde, og mens alle rejste sig, tømte de den sidste Dråbe af den røde Vin på Hendes Nådes Vel.
Georg slog Dørene op og alle gik ind, Hendes Nåde først ved Jægermesterens Arm.
Da Døren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han så ned over Bordet og fik Øje på den unge Hvides urørte Glas.
Den unge Mand tømte det hastigt, før Georg vendte tilbage.
-Kaffen, sagde Georg.
Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.
Da Georg var alene, gav han sig selv til at tømme Slatterne, hulter til bulter.
... Kaffen var drukket og Spillebordet var slået ud, i den midterste Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck, Schulin og Professoren.
-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmerådinden, der, hvor hun så var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.
-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor Gehejmerådinden lagde et Lommetørklæde over sit brede Ansigt og, et Minut efter, var falden i Søvn.
Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjørne, gav sig til at le:
-Tante Augusta har altid sovet som de Retfærdige, sagde hun.
-Ja, sagde Moderen.
Hendes Nåde og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var svært at få:
-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Nåde.
Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes Fald.
Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde:
-Så underlig denne Dag må have været for Dig, Harriette.
-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.
-At se os allesammen igen ... efter så lang en Tid.
-Ja, sagde Marschalinden: næsten tyve År....
-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.
-Rejser? sagde Moderen.
-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg jo set Jer.
Moderen svarede ikke, og de hørte igen Kortenes Fald. Så sagde Moderen, som så hun på noget, der var uendelig langt borte:
-Det var lige før mit Bryllup, Du rejste.
Marschalinden havde foldet Hænderne over sit Knæ.--Ja, sagde hun: det var lige før dit Bryllup.
Og efter et Øjebliks Tavshed lagde hun til:
-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.
Faderen trådte hen til dem:
-Hvad sidder I to og taler om?
-Vi talte om ét og tænkte på noget andet, svarede Marschalinden.
-Hvorpå da?
Alle tre Ansigter sås sammen i Skæret af Standlampen.
-Å, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte på Lykken og Livets Gang.
Faderen svarede ikke.
Men Marschalinden sagde:
-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Grevinde Schulin havde slået sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands.
-Det må alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det.
-Hvordan alt det?
-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker på noget, der ligger meget langt tilbage:
-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden fra Børn.
-Men så forelskede Fritz sig jo i Stella--og så rejste Harriette ned til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.
Grevinde Schulin tav et Øjeblik:
-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gået.
-Hvordan er det da gået? sagde Baronessen, der, uforstående, havde bøjet Overkroppen helt frem.
-Å, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Hånd over Øjnene:
-De er et Barn.
-Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Årene:
-Livet vil nok lære Dem mange Ting.
Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem:
-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.
-Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til.
-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence:
-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.
Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.
-Er Vognen der? råbte han.
-Ja, Deres Excellence.
Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Nåde.
-Hvad er der? sagde Gehejmerådinden, der var vågnet.
-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod Excellencen.
-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:
-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.
Ved Døren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bøjede Hovedet over den store Krave.
-Det haster, Deres Excellence, sagde han.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:
-Kør.
Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den hårdtfrosne Sne.
Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.
Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod på Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet over sit Hoved, og græd, så det genlød i Porten:
-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.
Ved den åbnede Dør ventede Kammertjeneren.
-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han havde tjent i Huset i tyve År.
-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, så den faldt på Gulvet som en tung Sæk. før Tjeneren kunde gribe den.
-Hæng den op, sagde Hans Excellence.
Han åbnede Døren, og Baron Brahe, der sad på en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Gråd--han, der ikke var vant til at græde--om mod Excellencen:
-Tak, sagde han og rejste sig.
Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:
-Å, Onkel Hvide, å. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence løsnede hendes Arm fra sin Hals:
-I henter mig sent, sagde han.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en Kæmpes:
-Lad mig se hende.
-Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var.
En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg:
-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.
Han svarede ikke.
Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, på en tilfældig Stol. Han førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Hånd op mod sin Mund, som var det hans Læber, der smertede ham.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.
-Nå, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde, mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage som en Skygge.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.
-Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst.
Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.
I det matte Skær trådte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.
-Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Baronessen strakte stønnende Hånden ud mod Lampen, men faldt sammen:
-Vil De være så elskværdig? sagde hun.
Sygeplejersken løftede Skærmen, så Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev stående, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.
-Sæt Skærmen på, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt påny.
Det var, som den Døende vågnede og hun søgte at løfte Hånden fra Tæppet:
-Hvem er det? hviskede hun.
-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Hånd.
Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at nikke.
-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der måske næppe mer kunde se.
-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.
Baronessen havde ikke rejst sig.
Hans Excellence var gået ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede. De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.
-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.
-Ja, sagde Baronen.
-Så tit I kan, sagde Hans Excellence.
-Ja, sagde Baronen.
Ingen rørte sig.
-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.
Preben rejste sig fra en Stol.
-Gå derind, lille Preben; men sid stille.
Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.
-Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og så, et Nu, fra Ansigt til Ansigt, før han gik.
Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gå:
-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren.
Den stærke Mand skælvede som et Løv.
-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens Hånd med et Greb, så det sved.
Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.
-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.
-Kør, sagde han og steg ind.
Og Vognen kørte bort.
Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmerådinden en Sætning, ud i Stuen, og tav igen, så der atter blev stille og intet hørtes uden Kortenes Fald.
Gehejmerådinden sagde:
-Hvorfor skulde også de blive lykkelige?
Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.
-Livet er så misundeligt, sagde Gehejmerådinden atter med sin dybe Røst.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.
Alle tav igen, til Marschalinden sagde:
-Hvor gammel var hun egentlig?
-Tyve År, svarede Moderen fra sin Plads.
-Tyve År, gentog Marschalinden.
Og Gehejmerådinden sagde frem imod dem fra sin Krog:
-Ja, alting her i Verden er blindt--også Døden.
Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
-Hvor er Hans? spurgte Hendes Nåde.
Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:
-Papa er i Spisestuen.
-Hent ham, sagde Hendes Nåde.
Men den unge Hvide rørte sig ikke.
-Går Du? sagde Hendes Nåde.
-Ja, Grandmama.
Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.
-Grandmama ønsker at tale med Dig.
-Nå. Jægermesteren forsøgte at stå op.
-Støt Dig til mig, sagde Sønnen.
-Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.
-Papa kan ikke stå på sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en død Klump.
Da Sønnen var gået, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over Gulvet.
Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem til en Seng, hvorpå han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke højt.
Det var Hans Excellences Seng.
Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:
-Papa var gået, sagde han og indtog atter sin Plads.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage på Gulvet, mens alle ventede:
-Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.
-Ja, sagde Moderen og rejste sig.
Vognen kørte ind ad Porten.
Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmerådinden havde set hans Ansigt:
-Det var altså Døden? sagde hun.
De fire Herrer var holdt op at spille.
Hans Excellence nikkede uden at tale.
-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde høre:
-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til Spillebordet.
-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.
---
Gæsterne var taget bort.
I den midterste Dagligstue sad Hendes Nåde og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste så sært om hendes Hals i det meget Lys fra de næsten nedbrændte Kroner.
Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var mørkt.
-Er Du der, min Pige, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over Væggene, hvor Billederne af Århundredets Mænd dukkede frem i et usikkert Lys og igen Forsvandt.
Moderen sagde, ud i Mørket:
-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.
Han drejede Hovedet:
-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres Dødsattester, sagde han.
Der var længe stille, så sagde Moderen:
-Véd Du, Grandpapa, når vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser på den samme Ting.
-På hvad?
-På Vragene.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.
Så sagde Hans Excellence:
-Sidder hun derovre endnu?
-Hvem?
-Mener Grandpapa Elsebeth?
-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.
Der var et Øjeblik stille i Mørket. Så talte Hans Excellence:
-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:
-Et Hul i Jorden er ikke så mange Tanker værd.
Han tav igen, før hans Stemme fød påny:
-Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok.
Moderen havde bøjet sit Hoved:
-Måske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.
Der blev stille igen. Hans Excellence blundede måske.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:
Som Planten visner for dens Rod er uden Væde; som Blomsten bliver bleg, for Solen nå'r den ikke, så bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig kær.
-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket.
Moderen fo'r sammen.
-Nej, Grandpapa, sagde hun:
-Jeg sukkede kun.
Georg åbnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede på Dørtrinet:
-Hendes Nåde er gået til Tebordet, sagde han.
-Vi kommer, sagde Hans Excellence.
Og de rejste sig.
"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.
SIRENETTA:
Har Du grædt?
SILVIA:
Ja--en lille Smule.
SIRENETTA:
Det er ligesom Du havde grædt et helt År. Dine Øjne brænder. Dit Hjerte gør altfor ondt.
SILVIA:
Ti stille. Jeg kan ikke få mit Hjerte til at være roligt.