Håbløse Slægter

Herman Bang (1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Hvad jeg vil fortælle på disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie. Og jeg vil fortælle det, uden at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg fortæller, bliver skønt eller ej, eller om det vækker enten Gråd eller Latter.

William Høgs Liv synes mig levet til Advarsel; derfor har jeg nedskrevet den Ulykkeliges Levnedsløb.

FORORD^* TIL TREDJE UDGAVE

„Håbløse Slægter” udsendes i dette Bind for tredje Gang - akkurat fem og tyve År efter sin Fremkomst.

Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første Udgave blev udsolgt på Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave forblev usolgt på Grund af den samme Anklage, som i mange År fjernede mig fra Bogkøbernes Skabe.

Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bogbunker „Håbløse Slægter” nogensinde skulle flyttes fra Forlæggerens Loft uden som Makulatur.

Alligevel gik det anderledes.

For en ti-tolv År siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman, som hed „Håbløse Slægter”. De ikke blot huskede den. De spurgte endog deres Boghandler, om den endnu var at få til Købs. Og lidt efter lidt svandt Bunkerne på Loftet, til der slet ikke var flere „Håbløse Slægter” tilbage.

Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som denne: at være længe glemt for igen at blive husket - at den Bog har forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.

Den udsendes altså atter.

Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke træt af at file og „gøre bedre”. Men i „Håbløse Slægter” nytter det såmænd ingen Ting. Den er nu en Gang så god og så dårlig som den er. At eftergå „Stilen” er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange. At eftergå selve „Bogen” er ligeså umuligt. Den ville sikkert kun blive ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gå i Rette med, hvad et ungt Menneske skrev - fordi han følte det.

I „Håbløse Slægter” er det Pulsslaget der må redde Værket. Den har ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende kan fornemmes.

HERMAN BANG

Marienlyst. August 1905.

^* Til 3die Udgave, der udkom 1905 på det Schubotheske Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den „endelige”, skrev han dette Forord.

FØRSTE BOG: SOM MAN SÅR -

PROLOG

Det var en gammel Slægt, grå af Ælde i Landet. Stamtavlen fortalte, at den en Gang havde haft Forleninger både på Fyn og Sjælland og i Jylland, men det var rigtignok længe siden, og i de sidste Par Hundredår var det gået tilbage med Storheden. Familien levede ubemærket, nogle drev Handel, andre drev Håndværk, der var vel også studérte Folk imellem, thi Slægten var stor; men intet ragede op, alt var det ganske middelmådigt og stilfærdigt. De fleste havde vel endogså glemt deres store Stammenavn.

Men henimod Slutningen af det forrige Hundredår kom en enkelt Gren af Ætten til Kræfter.

Det var som Jurister, denne Linie udmærkede sig: dens Medlemmer svang sig op til de højeste Poster, høje Titler og Kors fra alle Lande blev atter Attributter til Navnet. Det var strenge, viljehårde Mænd, som forstod at arbejde, og som vidste, hvad de ville. De skyldte deres Jernflid og deres stærke Hjerner deres Lykke.

Men ved Siden af Dygtigheden og den anstrengte Flid gik i hele Slægten en vis urolig Excentricitet, en Hang til Overdrivelse i alt, som skaffede sig Udslag på forskellig Vis. Fornyeren af Slægtens Anseelse var ivrig Pietist, han skrev gudelige Bøger og tugtede sit Legeme med al Slags Pønitense. Hans Hustru var letsindig og flagrende; hun elskede at give og stjal fra sin Mand for at tilfredsstille sin Lidenskab. Undertiden under den daglige Husandagt lo hun over til Børnene ligesom et Barn og kastede Papirskugler på Tjeneren. Hun skrev også Vers, hvor der var megen Tale om Hyrder og smukke Hyrdinder af noget letfærdige Sæder. Hendes Lidenskaber var overmåde heftige i alt.

Det var Stamforældrene.

Deres Datter gjorde dem, som det synes, adskillig Sorg. Hvorledes det egentlig har forholdt sig, er ikke godt at sige. Vist er det, at Frøkenen var, hvad man sædvanlig kalder noget let på Tråden. Så blev hun nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen understøttede dem troligt - de blev siden gifte - indtil de forsvandt i Mørket.

Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre Tid. Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav Begyndelsen indtil Midten af det nittende Hundredår dets ejendommelige Præg. Fra Moderen havde han arvet Sindets Uro, han måtte altid være sysselsat, altid have fuldtop at gøre. Så skrev han Vers i sine ledige Timer; de var ikke gode, men skønt en Minister under Kristian VIII havde en Del at bestille, skrev han så stor en Mængde, at han måtte gemme sine Produktioner i Klædekurve. Han havde arvet mer fra Moderen: han var lige så ødselt givende som hun og lige så heftig. Desuden var han en forfængelig Mand, der holdt af at ses og at nævnes.

Slægtsvåbenet blev broderet på alle Vognpuder, han lod bringe Orden i sin Stamtavle og ville hæve sin Familie ved at slutte Forbindelse med den „nye” Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han havde ægtet hende sent som en anset Mand, og det var vel et Spørgsmål, om den smukke Kvinde havde giftet sig med Manden eller med Navnet og dets Fremtid. Ikke destomindre blev Ægteskabet lykkeligt: han ødslede på hendes Hjem med den Gang næsten ukendt Luksus og overdængede hende med Smykker, Silkekjoler og Vers. Det var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme Ligevægt og søgte kun at lægge en Dæmper på Excellencens Uro. Hun levede i Håbet om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun for, at Mandens Excentricitet skulle ødelægge alt. Hun græd et helt Døgn, da Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt midt i en Indberetning til Statsrådet. Men, da Majestæten fandt Historien så morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors, formildedes Fruen igen.

Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens Yndling. Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance, som nedarvet Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig hørte til „de store Dygtigheders Sønner” - han var svagelig, nervøs, allerede tidlig dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig nået til et nyt Stadium i Slægtens Historie.

Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer så stærke. Excentriciteten tog Overhånd.

Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme Ørkesløshed foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen uden Knurren, fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt på forskellig Måde. Han blev stadig mere nervøs og mere lidende - hans Melankoli var foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulle blive til, og beklagede allerede hans Fader.

En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der blev talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige hæst op og derpå en stærk, langvarig Hulken.

Det var ud på Efteråret, dette skete.

Hele Vinteren læste så Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i Døgnet og holdt sig om Natten vågen ved at drikke Sherry og sidde med Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham, men han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne Flid ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes uoprettelig, og hans Evner svækkedes.

Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første Karakter, og Excellencen var tilfreds. Nu kunne han foreløbig rekreere sig; når han så kom hjem, kunne der gøres noget for ham. Ludvig rejste til Paris.

Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden blev Landmand.

Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse Ejendommeligheder i Tiden.

Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme: Det store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig, vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret Følsomhed. Politikken begyndte at vågne . . . man talte om Frihed, om Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor tumlede man så let med det altsammen: Idéer holdte over Virkeligheden er stumpe Våben, Børn kan lege med; Realiteter er farligere.

Så kom otte og fyrre, Handlingens År. Der var i Folket Kræfter bag Ordene; det sås, da man måtte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog så denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid; måske var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den nationale Vækkelse i Hundredårets Begyndelse og af den Hårdførhed, de knappe Tider den Gang havde lært os. Men derom får den Historie dømme, som ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes Vildfarelser.

Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op, og han drog afsted. Han ville i tre Dage gerne have givet sit Liv for Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Måneder, uden at han lugtede Krudt. Så kølnedes hans Begejstring, der vel kunne have tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig Eksercits’ Strabadser. Han blev syg og rejste hjem.

Der gik et Par År. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand. Ludvig ville ikke søge Embede, han var evig på Baderejser, flakkede Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By på Sjælland, Landmanden havde fået Gård, som man stadig satte til på.

En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør.

Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunne ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunne optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine ledige Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung Dame fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde truffet hinanden på Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt sammen. Stella var atten År, uerfaren og forkælet. Den fem og trediveårige Høg var den eleganteste Mand, hun havde set, han var akkurat Digter nok til at kunne give sin Kærlighed en strålende Indfatning af formfuldendte Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig mysteriøs til at lokke med det Ukendtes Magt.

Da han friede, gav Stella ham sit Ja.

Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den som en Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen „rigtig” Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget ældre end hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et Ægteskab; og hun var så ung og frisk. Men hun kom jo ind i en fornem Familie.

Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. „Det er en skidt Historie,” sagde han ved Præstens L’hombrebord om Tirsdagen. „Skidt Historie . . . Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig, Kraften er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er Drønnerter, både Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s’gu ikke Spøg for Stakkelen.” Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og trykkede Brillerne fastere over Næsen. „Og skulle Kandidaten giftes, burde han s’gu have ta’et en Malkepige, så der var kommet tykt Blod ind i Familien.” - De andre lo. - „Ja det er min Mening. - For Stella er det Synd og Skam. Hun måtte ha’e en Kraftkarl. Der er Ansats til Brystsyge i Moderens Familie. Det bli’r et rart Roderi, når de Svagheder kommer sammen. - - Men forhåbentlig får den Kavalér da ingen Børn, så det bli’r sidste Akt . . . Ellers Gud hjælpe Afkommet!”

Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var mindre behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteråret fik han Embede og i November stod Brylluppet. Det var 52.

I Ægteskaber, som er sluttet efter så kort et Bekendtskab, er man altid udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde måske, da hun blev Fru Høg, ret vidst, hvad hun gjorde - måske var der nok et og andet, hun savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis også nogen Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun næsten, alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende en Vane.

Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt, hvad han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for ham selv og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod; han blev meget melankolsk, og når han nu var munter, ytrede hans gode Lune sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og Stella var så forskellige som Nat fra Dag.

I de første Par År, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, når han gik ud, og hun var bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud med Slør og Blomster og spillede „Operaer” på Klaveret. Det var et Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede.

Undertiden om Aftenen, når Høg var inde - hele Dagen var han enten ude eller på sit Værelse - klædte hun sig ud som Nonne og gav lange Scener, hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget den Ulykkelige til at gå i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste Elskede; eller hun tog Brudekjolen på og dansede Menuet eller legede Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun ville overraske ham, og han måtte ikke gå ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte på ham.

Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener på alle Væggene, og Stella lå hvid i Ansigtet midt på Gulvet i en stor Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener. Hun havde sin hvide Kjole på og Myrthekrans over Sløret. Ludvig blev uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem på hans Pande, og han kom til at ryste stærkt. Så tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella ud af Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i Gravkammeret.

Helst ville hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig, og når han ville, kunne de sidde til langt ud på Natten og læse. Hun havde en dejlig Stemme; undertiden kunne han blive helt bedåret deraf og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. „Ja,” sagde hun, „jeg er ikke født til at være Herredsfoged-Kone!”

Således levede de i Begyndelsen. Men efterhånden som Stella blev ældre, indså hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægteskab var en noget ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav, og hun måtte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men hun opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens Selskabelighed og uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles Omkreds.

Excellencen besøgte dem hvert År og var meget indtaget i sin Svigerdatter.

Denne var nu to og tyve År. De havde allerede været gift i tre År, og det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulle få Ret i sine Forhåbninger.

Så i Ægteskabets tredie År blev Stella forelsket; den, hun elskede, var en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til Udlandet med sin Kone. Man talte på Egnen en Del om denne hovedkulds Rejse, glemte den så igen.

Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at hendes. Bryst skulle være angrebet.

Et År efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes Nåde Stiftamtmandinden, som holdt hende over Dåben. Stella var meget lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede det selv.

Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen bestandig af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Ånder om Natten. Stella skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel.

To År efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig under dette Svangerskab, hun tålte næppe at se sin Mand, hun ville Uger igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt Værelse, hvor hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol; så til andre Tider fo’r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i Egnen; hun arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit Svangerskabs femte Måned: Lægen måtte i den syvende Måned forbyde hende at danse.

Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig for stærkt under Svangerskabet.

Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i Bomuld. Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen dyppede ham i Isvand, og han kom til Live igen.

Stella lå længe syg.

Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten feberagtig Ømhed, og han fik i Dåben hendes Yndlingsnavn William.

Tiden gik, og tre År efter nedkom Stella med en Datter.

Samme År om Efteråret døde Excellencen som Ridder af Elefanten. Han døde stærk, som han havde levet.

Vågekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen så på Uret over Sengen, spurgte: „Den bli’r svagere?” - „Ja, Deres Excellence.” Atter Tavshed. Foran Sengen Vågekonen, knælende, ubevægelig; Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Så det samme Spørgsmål og det samme Svar.

„Ja, Deres Excellence.” Ordene faldt som en Spade Jord på et Kistelåg. Og igen ganske tyst.

„Svagere?”

„Ja, Deres Excellence” - - -

Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde løftet Fløjlsportièren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden Taffelurets spinkle Dikken.

Excellencens Spørgsmål lød som en utydelig Mumlen; de kunne intet skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med tilbageholdt Åndedræt.

Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Nådes Værelse. Fruen lå til Sengs, hun var begyndt at gå i Barndom. Hun råbte nu og da hæst på Pigen. Ludvig fo’r sammen, når han hørte det.

Stella gik hen og standsede Uret. Inde i Sygeværelset lød Åndedragene tungere, tungere. De var til Mode, som skulle Tavsheden kvæle dem.

Excellencen rørte sig i Sengen.

„Rejs mig op,” sagde han meget højt. Det lød næsten som et Råb.

De løb alle ind. Stella og Vågekonen stablede Puder op bag den døendes Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden gå forbi sig.

Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod Fodenden, så stift frem med de brustne Øjne.

„Nu kommer det,” sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned på hans Bryst - de fo’r alle sammen og gik et Skridt frem.

Så afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken. Excellencen var død. - -

Man havde aldrig set et sådant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet sammen for at følge fra hele Stiftet, Kongen lod sig repræsentere ved sin første Adjutant.

I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede en svunden Tid, og at det var smukt at se så mange vise Respekt for det, hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var Fædrenes Gerning. Den nye Tid havde større Krav og håbede at bære i sit Skød en større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner for hver den, der, som denne Mand, indenfor sit Syn - var det end snævert - havde gjort sin Pligt og ydet sit bedste.

Hans Højærværdighed var national-liberal . . .

Således blev Excellencen Høg begravet. -

Nogle Måneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulle være Byfoged i Randers.

Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulle rejse, gik hun med Nina og William op på en Bakke ved Byen. Det var i Maj: hele Egnen lå, smilende i Forårets første Friskhed, udstrakt for deres Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt, pegede på hvert Kirketårn, på hver Mølle, på hver Sti. Nina græd, William stod med Fingrene i Munden og så op på Moderen med store forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege - hun viste dem hver Plet: det var som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og så ud over den kendte Egn fra denne skrånende Bakke.

Så kastede hun sig ned på Græsset og græd. William så forundret på Moderen, derpå gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes Ansigt:

„Kys Willy,” sagde han.

Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Hånden ilsomt ned ad Højen.

Næste År blev Stella fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De kaldte ham i Dåben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers. Det tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og så kom Stellas Svangerskab. Således blev det Efteråret 63.

Det var første Gang, de så nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulle egentlig have spillet Kort i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften fået Meddelelsen fra København, hvori Brevskriveren frygtede det værste.

Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i Dagligstuen, ligesom når man under et Uvejr alle klumper sig sammen i det samme Værelse.

Man talte også om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde søge at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en Festtale i Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikus lo og spurgte, hvem der da var Perikles.

Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmålet om Hertugdømmerne.

Man talte i Munden på hinanden. De mente alle, at skulle Kongen dø nu, stod meget på Spil.

„Gud forbyde det,” sagde Præsten.

Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem på Stolen og lyttede ivrig.

„Måske trænger vi til en Krig,” sagde hun.

Lægen smilede. „Fruen går vel med i Ambulancen?”

Så drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring om Ånden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig, sligt gentog sig ikke, sagde han.

Efterhånden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor påregnede i Tilfælde, der kunne møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs mægtige Cæsar.

Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner, Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline havde fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne.

„Det er dog værre i Spanien,” slap det ud af Lægens Frue.

Man lo og kom ind på Fabler om Dronning Isabella; Rektorinden mente, at Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen sagde, at Skriftefædre - det vil naturligvis sige, dem med Cølibat - i det Hele var en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst, om hvem man påstod, at han overfor Menighedens Dameverden og ikke mindst overfor Stella havde visse katolske Tendenser.

Pastoren smilede og gik ind på Spøgen: Man kunne ikke forlange for meget, vi var alle Mennesker . . .

Under denne Stemning rejste man sig for at gå til Bords. Nina og William havde fået Lov at være med.

Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt dækket, Stella havde trods Årstiden fyldt den store Opsats med stærkt duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af Syltetøjsasietter og Dessert-Skåle . . . Efter Excellencens Død havde Ludvig fået Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften benyttet så meget deraf, som muligt var.

Buffet’en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og alle Lysene i Kronen var tændte.

Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og så prøvende på hvert Stykke på Bordet, efter fem Minutters Forløb havde Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue blinkede misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus, strakte sig velbehageligt på Stolen og nød Retterne forud.

Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld. Om den var fra Sèvres?

„Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe - han havde været i Frankrig i en diplomatisk Mission - den var fra Sèvres” . . .

Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved Sèvres.

Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men så pludselig, at Stella beholdt sine på, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem igen.

Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blåt Liberi med Sølv.

Det var meget vanskeligt at få Fisk på denne Årstid - hvor Fru Berg købte? - Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede det. - Fisk var meget dyr i en Husholdning, når Manden ikke spiste Plukfisk. - Og Rektor spiste det ikke? Aldrig. - Om Stella havde set noget værre end „Dronning Marguerites Noveller”? - Nej aldrig. Berg påstod, at François I spiste med Fingrene . . . Dronningen havde i hvert Fad spist Pandekage med Kniv.

„Den blå” havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi han ikke havde fået Snitter.

Rektorinden satte sin Pincenez på Næsen. Hun havde aldrig set så mørkt et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.

Fysikus drak privat med Pastoren.

Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene stadig brugte Tran? - Fru Berg afskyede Børn, når man havde seks -

Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog på at docere, Præsten demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Hånden på hendes Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer. Berg talte om Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet, hvem Malthus var.

Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone skratlo.

Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000 Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.

Det var dumt at påstå, at mørke Børn skulle være mere lidenskabelige end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn, som var meget lidenskabelige . . .

Nej, Høg vidste det ikke . . .

De talte i Munden på hverandre. „Den blå” gik omkring og skænkede, det var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede ikke længe at have smagt en sådan Vin . . . Han sad og så glad på, hvorledes den oliede på Glasset.

Stemningen blev meget livlig. William kom hen på Stellas Skød, Nina sad hos Lægen.

Det var ingen Sag, når man kunne få så kønne Børn, Fru Berg erklærede sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen Selvkritik - den ældste var virkelig meget flink i Latin . . .

Ja, i Latin . . .

Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets Mødre. Stella tog sine Handsker af. Rektorinden faldt i Forbavselse over en Opsats . . . Den var en Gave fra Kongen . . . for Resten knyttede der sig en pikant Historie til denne Opsats . . .

Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede . . . Historien var pikant. Man kom atter ind på Historier om Grevinden. Kongen havde foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin indsvøbt i en Femdalerseddel . . . Det var uhyre morsomt og jovialt af Kongen. Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe fået af sin Perikles.

De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru Berg brækkede Stoleryggen ved at kaste sig hårdt tilbage, og Præsten greb om hende.

„Den blå” kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. „Et Telegram.”

„Et Telegram.” Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde alle set det, og der blev ganske stille. Stella satte William hårdt ned på Gulvet.

Høg var meget bleg.

„Kongen er død,” sagde han.

Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Så blev der atter ganske stille. Man kunne have hørt en Knappenål falde til Jorden i Stuen. De så alle ned for sig - Præsten havde foldet Hænderne.

William stod ved Siden af Moderen. Han så fra den ene til den anden. Så gav han sig til at græde.

Lidt efter var Stella og Høg alene tilbage i Spisestuen. „Der vil komme strenge Tider,” sagde Høg. Stella gav sig til at slukke Lysene på Buffet’en . . .

Krigen kom. Der lå mange danske Tropper i Randers, men man frygtede hver Dag at måtte gå længer mod Nord og opgive Byen. Fjenden var rykket frem Norden for Skanderborg - Vejen lå åben.

Kronprinsen var kommen til Byen om Eftermiddagen for at se til de Sårede på Byens Lazaretter. Høg var ude med hans kongelige Højhed.

Det var ud på Aftenen. En kold, gennemblødende Efterårsregn, pisket af en hvinende Storm.

Hjemme hos Høgs var det mindste Barn sygt. Lungebetændelse. Berg gav kun ringe Håb.

Der var sat Skærm over Lampen. Stella sad ved Vuggen i Mørket henne i Krogen ved Kakkelovnen. Hun vuggede med Foden, helt mekanisk; når Barnet klynkede, gav hun sig til at nynne sagte. Undertiden skræmmedes hun op af sin Adspredthed, lagde sig ned over Vuggen og lyttede til det gispende Åndedrag. Tog sig så om Hovedet og sukkede.

Regnen slog hårdt mod Ruderne, greb i det raslende Termometer . . . Folk talte højt nede på Gaden.

Hun satte sig atter op. Barnet lå med store angstfulde, spørgende Øjne, der fulgte hende overalt. Hun pintes under dette hjælpeløst bedende Blik. Hun så til Siden, ville knibe ud fra Blikket, men følte det hjælpeløst imod sig, kunne ikke slippe fra det. Øjnene var store, glasagtige.

„Vug Aage, Nina,” sagde hun.

Nina havde siddet og strikket ved Lampen. „Hvor er William?” spurgte Moderen.

Han sad sammenkrøben på en Skammel og sov, gemt bag Gardinet. Billedbogen var falden ned på hans Knæ.

Aage drejede Hovedet ganske lidt på Puden og fulgte Stella med Øjnene, mens hun gik hen over Gulvet til Vinduet, hun ruskede lidt i William. „Nu skal Ane bringe Dig i Seng,” sagde hun.

Hun stillede sig med Ryggen mod Stuen og så ud.

Folk løb uroligt frem og tilbage på Gaden. Man råbte til hinanden i Forbifarten, løb videre, dukkende med Hovederne for Regnen. Stormen havde revet Barbérskiltet løs på Huset ligeoverfor, så Messingbækkenet klaprede mod Muren. Det tog på med ujævne Rusk i Regnen . . .

Stella gik tilbage til Vuggen. Aage så på hende og smilede ganske svagt, hans Bryst gik heftigt op og ned, de små Hænder pillede krampagtigt ved Vuggekanten.

Han begyndte at blive blå i Ansigtet.

William gik hen til Vuggen og så nysgerrigt på Broderen.

„Lille Bro’r er syg,” sagde han og stod og pillede ved det grønne Omhæng. Stella havde ingen Ro, hun gik op og ned ad Gulvet, standsede i Krogen, gik atter frem og tilbage. Hun syntes, Stormen blev heftigere og heftigere for hvert Minut. Hun stod atter ved Vinduet. Høg måtte jo dog også snart komme . . . Hun skræmmedes af et enkelt Hornsignal nederst i Gaden.

„Når kommer Fa’r?” spurgte Nina.

Stella så ud. Der løb mange Mennesker på Stenbroen frem og tilbage, hun hørte dem skrige højt omme på Torvet, høje Råb, ligesom Kommandoråb. Hun så et Par Officerer tale meget ivrigt nede under Lygten lige overfor. De havde lange, dyngvåde Regnkapper på.

Aage græd i Vuggen. Hun gik tilbage for at vugge ham. Stormen tog stærkere fat, det piskede ned . . . der lød mange Trin på Gaden, stadig flere. Vinden sukkede i Kakkelovnen, Barnet klynkede ganske sagte.

„Hvor de løber,” sagde Nina. Hun var krøben op på en Stol ved Vinduet.

William stod og trak hende i Kjolen.

Man hørte Hovslag i Gaden, hurtige Råb, Hornsignaler . . . Stella fo’r op fra Vuggen . . .

„Mo’r dog,” råbte William angst og rendte henimod hende. Nina løb bort fra Vinduet. Lige med ét gav begge Børnene sig til at græde.

Hornene lød nu fra alle Kanter - ilsomme Hovslag, Løb . . . de råbte højt på Gaden. Stella rev Vinduet op igen. Stormen slog det bragende ind mod Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhår op.

Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende på den oversvømmede Stenbro . . . Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren.

„Kommer de?” råbte hun til dem. Og endnu en Gang højere: „Kommer de ?”

Stormen rev hendes Ord bort, ingen hørte hende, hun holdt på det klaprende Vindu - Hornsignalerne lød ængstelig kaldende som korte Nødråb, ilsomt fra alle Sider.

„Kommer de?” råbte hun igen og stærkere, bøjet langt ud af Vinduet. Ingen svarede. En Adjutant red forbi i Galop - hun råbte igen, han svarede og virrede med Hovedet, Stormen udviskede hans Ord.

Nina sad ved Vuggen.

„Mo’r, Aage bli’r sort i Ansigtet,” sagde hun.

Moderen løb tilbage. Barnet lå rallende med stive Øjne. Hun rev Nina væk og kastede sig med et Skrig ned over Vuggen - tog Barnet op, lagde det atter ned.

„Han dør, han dør,” råbte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte nogle Dråber i en Ske. „Han dør,” gentog hun sagtere, blev ved mekanisk at gentage: „Han er død, han er død” - -

Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og løsnede det, så det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i Lampen slog op og osede . . . William og Nina sad henne i en Krog bag Bogskab, et og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i Søsterens Skød.

Stella lå udstrakt over Vuggen. Nede på Gaden lød der urolig Trampen af mange Støvler, forvirrede Råb, hun så med Angst på Barnet.

Så blev Døren reven op.

Høg havde en lang Regnkappe på, Vandet dryppede ned ad ham og flød i store Strømme hen ad Gulvtæppet.

„De er her,” sagde han hurtigt, „Prinsen flygter.”

Børnene gav sig til at skrige højere. Høg strøg Vandet af sin Kappe.

Han havde ondt for at tale.

„Går Du igen?” spurgte Stella angst.

„Ja, Prinsen rejser om lidt.”

Hun stod nogle Øjeblikke. Derpå sagde hun sagte:

„Barnet dør.”

Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage lå og krammede med sine små Hænder om Lagenet. Så bøjede han Hovedet og gik.

Stella så ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater drejede om på Torvet. De mere løb end gik, Hovederne dukkede ned bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet slå op om de trampende Ben . . . De lange Rækker så ud som et mørkt Legeme.

Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage på Fortovet. Hornene kaldte uafladelig.

Så lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi, Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede - Stella genkendte Prinsen. Hun så hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid som et Lagen.

Stella rystede, så Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet hendes Hår og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes Kjole.

„Hvad vil Du?” sagde hun.

„Hvorfor blæser de?” spurgte han.

„Fordi de Danske flygter,” sagde hun og så igen ud.

William hvinede.

„Nu sover Aage,” sagde Nina.

„Hvad siger Du?”

„Aage sover.”

„Sover?” det lød som et Skrig, hun så hen til Vuggen . . . hun syntes ikke, hun kunne flytte en Fod . . .

Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og Skårene faldt raslende ned på Stentrappen. Den ilsomme, ensformige Trampen af Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere . . . man hørte kun nu og da et enkelt skingrende Horn.

Stella lå plat ned på Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med Ansigtet ned i Gulvtæppet.

William græd hele Natten.

De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng.

Han var meget mørk, både af Hud og Hår og havde mærkelig store Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes for stort til Kroppen, som han holdt dårligt, så at han så endnu mere rundrygget ud end han var. Han havde fået et Par meget tynde Ben at gå på og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt teatralske Bevægelser.

Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunne småsnakkende med sig selv slentre langsomt hen langs Husene - Stella påstod, han sled Huller på sine Albuer ved således altid at gnide sig op ad Væggen - med dukkende Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende. Så pludselig snublede han over sine egne Ben, som han altid satte indad, og gav sig til at løbe. Hvor han så ud, når han løb. Man kom til at tænke på de små vanskabte Trolde med uforholdsmæssig store Hoveder, som ligger sammentrykte i Æsker og springer op, når Æsken åbnes. Så stod han stille, slentrede igen og gav sig atter til at løbe.

Når han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne Ord, og hvad han sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en Komedie.

Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Så kom de om Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte Skolemaden ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje på og skar Brødet ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev William ækel ved Maden - Pigens Nattrøje var ofte helt grågul i Kuløren - og kastede Smørrebrødet på Vejen til Skolen. Mens Børnene drak The, stod Pigen og redte sit Hår over Køkkenbordet, hun holdt altid den ene Fletning i Munden, mens hun redte den anden.

Når Børnene var gået, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede hende så, når han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i Sovekamret.

Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod meget tidlig op.

„Hys, hys,” sagde Pigen, når Børnene tænderklaprende åbnede Døren til Køkkenet. „Borgmesteren er oppe.”

De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte sig ved Vandspanden. Men han kunne aldrig sidde stille og rokkede så uroligt på Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.

„Hys, William,” sagde Nina. „Du véd jo, Fa’r er oppe.”

Og når han sagte ville liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte på alle fem Fingre.

„Så skulle da al Landsens . . . dit Klodsfæ,” skændte Pigen.

Når Børnene gik ind gennem Spisestuen, så de Faderen sidde ved Bordet med et Håndklæde om Hovedet. De sagde „God Morgen” ganske sagte, han nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina åbnede Døren og listede ud, William bag efter - men Drengen kunne i sin Befippelse sjælden få Døren lukket. Så stod han længe og raslede med Låsen, indtil Faderen rejste sig med et utålmodigt „Nå” og smækkede den hårdt i.

Børnene var glade, når de frelste var nåede ned på Gaden.

Drengene sad i Vestibulen og halvsov på lange Bænke langs med Væggene. Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem ondskabsfuldt i Hovedet med sin knyttede Hånd. Så afbrød et Hvin den søvndyssende Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod, Balslev og Luthers lille. Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen, rejste alle Drengene sig på Rad. En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af Sidemanden et vækkende Puf og fo’r op, mens han tabte Bogen af Hånden. Inspektøren lod ham springe over Stokken, til han vågnede. I det hele taget var Hr. Inspektor vanskelig om Morgenen. Han gik og gned sine Øjne og søgte at få Lemmerne strakt ved noget, han kaldte nødvendige Irettesættelser til de Lømler i 5te Real, men som for upartiske Øjne betænkelig så ud som en Brydekamp, hvori man kæmpede med skiftende Held.

For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i Forvejen var så velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det.

Drengene var glade, når Timerne begyndte.

Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa. Historien var Årstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber at bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Årstal og Tørhed gylpet op igen.

Lærerne sad krumryggede på Katedret med Bøgerne opslåede, men med lukkede Øjne. De kunne rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke fejl, for han stod med Oversættelsen på et Blad inden i Bogen; og de andre sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned på Armene og blundede eller vippede frem og tilbage på Bænken, mens de i Smug læste på det næste.

Når den, der var oppe, var færdig, rejste han sig på Tæerne for at se efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig ligesom de andre. Således gik Timerne.

I de små Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt i Munden på hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med Blæk, som man klattede rundt med på Gulv og Vægge. Når Læreren kom ind, gik Timerne atter som før.

At kunne sin Lektie var det store Mål. Klassen lærte Sprogene ved at plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske Tabeller, Geografien læste man på Kortet. Lærerne satte Pris på Bogens Ord og hadede Fantasier.

Den Flittige fik ug’er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den månedlige Omflytning, den Dovne havde en dårlig Karakterbog, blev flyttet ned og kom som yderste Straf „til Rektor”. Det var noget forfærdeligt at komme til Rektor. Man ventede Månedens sidste Dag med Frygt og Bæven på, hvem Loddet skulle træffe; den, hvis Månedskarakterbog blev holdt tilbage, vidste, hvor den skulle hentes.

Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der stod en gammel Sokrates på Kakkelovnen. Henne i et Hjørne på et lille Bord lå et rødtindbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne havde foræret deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium lå Bogen ved Siden af sin Ejermand på Eksamensbordet. Pedellen betragtede den som en Helligdom og svøbte den, ind i et grønt Klæde, hver Gang han skulle bære den.

Her var det, man kom hen, når man skulle „til Rektor”.

Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den gamle Verden stoppet op på Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De kom ind én for én.

Skolens Styrer åbnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud gennem den og forsvandt.

„Den Næste,” sagde Rektor meget højt. „Den Næste” kom ind. Rektor satte sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, grå Hoved helt frem mod den Ulykkelige, så skarpt på ham med sine små plirende Øjne. Slog så med et talende Fingerknips ud med Hånden.

„Er det nu Dig igen?” sagde han og klemte Læberne sammen med en ejendommelig klagende Hviskelyd. „Er det nu Dig igen?” Rektor gentog altid sådanne Spørgsmål, og anden Gang blev Beklagelsen endnu mere sorgfuld og hvislende. En Styrtesø af Spyt ledsagede den voksende Bekymring, og Synderen stod ret uden at turde tørre Spyttet af.

Det var jo ham.

Rektor så atter på sit Offer. „ViI Du da kun gøre dine Forældre Skam?” spurgte han så atter. Han lagde bestandig Trykket på det første Ord, snuppede derpå Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen.

Så formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. „Det er dog besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel.” Derpå pludselig med stærkt Eftertryk: „Hvad siger din Fader?”

Atter det spørgende Knips og et fikserende Ophold. Fra Synderen en Mumlen . . .

„Nå - og din Moder? Det er en meget elskværdig Kone.” - Rektor slæber betydningsfuldt på Ordene. - „Vil Du huske at takke hende for sidst” . . .

Synderen tørrer sig skyndsomst i Ansigtet. Rektor ser på sine hvide, soignerede Hænder, meget bløde Hænder.

„Nå.” Han rejser sig, går kroget hen over Gulvet med knirkende Støvler, standser et Øjeblik, lægger Fingren på Næsen og ser op på Sokrates.

„Kom så her hen!” siger han. Synderen går et Par Skridt frem, Rektor stikker Hovedet helt ned imod ham. „Vil Du så blive bedre?” Og efter at have rettet dette energisk fremførte Spørgsmål til den Ulykkelige vender han sig og tager et langt Foderal frem bag Bordet.

Drengen skeler hen til Foderalet, giver et Skub til „den gamle Verden” på sin Ryg og ser sønderknust ud. „Træd så ind på Tæppet!” Den store Mands Stemme er blevet dæmpet hemmelighedsfuld, Håndbevægelsen er langsom og værdig. Han holder et Øjeblik den venstre Hånd mod Næsen, tager Spanskrøret frem med den højre.

Drengen græder.

„Ja, nu græder Du - men lad det så blive bedre, hører Du, lad det blive bedre.” Han lader det blanke Spanskrør beskrive en. lang, værdig Bue foran Offerets Øjne.

„Knap Trøjen!” siger han derpå pludselig med Kommandorøst og retter sig, så han bliver meget højere.

Og medens Vorterne på hans Næse blusser og hans Blik søger Sokrates på Kakkelovnen, lader Skolens Styrer tre tunge Slag falde på Synderens Ryg.

„Gå så!”

Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet. Så vendte Rektor sig igen, og med Håndknips og Styrtesø gentog han hurtigt, stadig med stigende Betoning og en vekslende Accent: „Lad det så blive bedre, se dog til, at det kan blive bedre; får vi håbe, det vil blive bedre!”

Og så endte det med et:

„Hils dine Forældre!” Det var som et mildnende Punktum.

Det var Skolens Straf.

Men man forstod ikke blot at straffe, man vidste også at belønne. Den sidste Dag i Skoleåret var Belønningens Dag; så blev alle Byens Honoratiores indbudt, Høg og Sognepræsten og Distriktslægen og mange andre. De sad på nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret, hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, „der nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser.”

Når denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer blev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene, passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.

Så lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad ganske ret i Sædet . . . Rektor kærtegnede sin Næse.

„Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet,” lød det.

Hvor Hjerterne bankede i alle disse små Ærgerrigheders Bryst. Det var, som om Vejret skulle gå fra alle dem, som håbede. Og de andre trængte på for at se.

Nu blev det første Navn, læst op. Skolens Duks. Han er purpurrød i Hovedet, slingrer lidt, griber sig op i Håret. Så, nu er han henne ved Katedret. Han får Bogen, slår i Bevægelsen en stor Bue hen over Gulvet, når sin Plads - han mærker, at hans Skjorte klæber på Kroppen.

William var den sidste, som blev råbt op. Han havde ikke smagt Mad den Dag, og han var bleg som et Lig. Han hørte næppe sit Navn, og han vidste ikke, om han kunne flytte Benene. Men alle Drengene rundt omkring hviskede hans Navn og skubbede ham frem imellem sig. Så gav en af de store ham et halvt Spark henover Gulvet.

„Nå for Satan,” sagde han.

William kom på denne Måde noget ublidt og hovedkulds frem foran Rækkerne, og med alle Fingrene i Munden stod han foran Katedret. Han rakte Hånden frem efter Bogen, som Rektoren gav ham. Men han slap den, blev purpurrød. Bogen faldt på Gulvet, og William gav sig sagte til at græde, mens han tog den op. Hvordan han kom tilbage til sin Plads, vidste han ikke, men hele den Dag var han så let til Vandet, at Stella lod ham gå tidlig i Seng med Surdej under Fødderne.

Det var „Prins Otto”, han havde fået.

Ellers bevægede Skolelivet ham ikke synderligt. Skolen straffede de dovne, belønnede de flittige. Dermed var dens Hverv forbi. Hvad Drengene følte, hvad de tænkte, bekymrede den ikke. Man var dér i Skolen Drenge til man var seksten År; fra seksten til atten var man nærmest et uheldigt og beklagelsesværdigt Amfibium. Drengene blev behandlede som nys fortalt, Amfibierne havde Lov til at blive oppe i det store Frikvartér. Om at vogte over deres Følelsesliv, om at værge dem mod Overgangsalderens farlige Smitte, om at sørge for at bevare deres Hjerter rene og deres Fantasier uberørte var der ikke Tale - det overlod man til Tilfældet og til Hjemmet . . .

Og så overlod Hjemmet det til Skolen.

Høgs spiste, såsnart William og Nina kom hjem fra Skolen. Der blev ikke talt meget ved Bordet. Når Nina begyndte på en lang Historie, og William og de andre lo lidt støjende, tog Høg sig med en nervøs Trækning op til Panden, og Stella hyssede ad dem.

Tavsheden trykkede Børnene, de spiste uden at tale og sad blot og skubbede til hinanden under Bordet. Når Middagen var forbi, kyssede de Høg - William var altid så underlig angst og ganske rød i Hovedet, når han løb ud af Døren efter det Kys.

Efter Middag var han sin egen Mand lige til Aften.

Undertiden samledes alle Nabolagets Børn i Høgs Gård - en stor Gård med Skure til at skjule sig i og store Vognporte og Brændestabler. Der lå også nogle gamle Sukkertønder, som Urtekræmmeren havde ladet ligge der i Årevis; dem stablede Drengene op til Fæstninger, når de legede Soldat. William var den mindste af alle Drengene i Gården. Derfor var han stadig Konge - han duede ikke til andet. Men Konge kunne han nok være: han stod øverst oppe på Tønderne og uddelte Ordener - små Cigarbånd, han tiggede af sin Fader - og han lavede sig Skærf af gammelt Tarlatan, han fik af Stella.

Han holdt lange Taler, og hver Gang hans Tropper havde sejret, lod han sig krone med den papkrone, hans Kusine havde foræret ham til hans Fødselsdag. Og hans Tropper sejrede altid. Nina var Biskop og satte Kronen på hans Hoved - Nina kunne ikke slås, hun og hendes bedste Veninde var derfor Rigets højeste Gejstlighed.

Til andre Tider lod Drengene, som om Tønderne var Skibe, og de sejlede langt, langt bort. William var Kaptajn; han sagde, han var Columbus, og han opdagede Amerika. Han sad sørgmodig nede i en af Tønderne, Matroserne havde bundet ham. Men så råbte Nina: „Land - Land!” Og William tog det gamle Flag om sig og sagde til de andre, de skulle bære ham i Triumf i Gården.

Himlen véd, hvor mange Gange han havde opdaget Amerika.

Det var Legene i den store Gård. Men som oftest legede Nina alene med Drengene. William blev oppe for at læse. Han lå udstrakt på Maven med Hovedet støttet på Hænderne og læste og læste. Når han blev ivrig, kravlede han, stadig med Øjnene i Bogen, helt henover Gulvtæppet: ofte læste han højt - han vidste ikke af det, men han deklamerede både om Fru Helene og om Bengerd. Snart var det Hvisken, snart var det meget højrøstet, han deklamerede. Undertiden kunne han også rejse sig og med Bogen i Hånden gå frem og tilbage, mens han blev ved at recitere, Stemmen slog over, sådan anstrengte han sig.

Stella sad ganske stille og så på ham. Så lagde han Bogen og gik frem foran Spejlet og talte med sig selv, slog ud med Armene og stillede sig i position.

Lidt efter lå han igen på Maven, rød i Hovedet og svedende. Man kunne godt tale rundt omkring ham, det forstyrrede ham ikke. Han hørte kun Samtalen som noget fjernt, langt borte. Det var ham, ligesom han sad dybt nede i en Brønd, og de gjorde Spektakel ovenover.

Han læste meget, men „Prins Otto” var hans Yndlingsbog. Han havde lavet et Telt af nogle gamle røde Gardiner oppe på Loftet, en lille Hytte med en Løjbænk af uldne Sengetæpper. Dér sad han ofte timevis og læste atter og atter om den tungsindige Kongesøn, der sukkede i sit ufortjente Fængsel. Der var så mørkt i Hytten bag de røde Gardiner, at han næppe kunne skelne Bogstaverne, og Luften var meget tung. Solen brændte mod Taget, og Heden lejrede sig blykammerutålelig, kvalmende og tæt langs Bjælkerne i Rummet. Kokkepigen tørrede Rosenblade heroppe, de lå spredte på Fløjene til det store Spisebord, og deres sødlige Dunst blandedes med Lugten fra Æblekammeret, hvortil Døren stod åben, nu da Hylderne var tomme.

William læste. Men undertiden lod han Bogen falde ud af sin Hånd og lå med Næsen i Vejret på Løjbænken med lukkede Øjne. Han drømte. Underlige, vage Drømme, som tyngedes og trykkedes af Heden, fik Farve og Tone af den rødmende Skumring bag de gamle Gardiner.

Han drømte, han var Konge med Riddere og Svende, sådan Konge, som man var det i de Romaner, han læste: mægtig og rig og stor. Han klædte sig i Tankerne i Hermelin og Purpur, i Guldbrokade og i skinnende Atlask; det glimtede for hans Øje med Ædelstene og Perler, Diamanter og Sølv; undertiden kunne det formelig blænde ham. Men så kom Fjenden i Landet, og han drog imod den. Det var Regn, Storm og råkoldt Uvejr, da han drog ud. Så kom Kampen. Der var Tummel, Slaglarm, Skrig, Sværdene slog mod hinanden, Geværerne knaldede, der var også Kanoner i hans store Kamp. William så Blodet strømmende flyde omkring sig, Folkene faldt, segnede, blødte . . . han åbnede Øjnene for at besinde sig, for at se, om han endnu lå på Loftet bag Gardinerne.

Så måtte han flygte. Han red gennem Storm og Slud, jaget, forfulgt, Regnen piskede imod ham, gennemblødte hans flagrende Kappe; der var Horn, som klagede og kaldte, Hestetrampen, Angst i tykt Mørke. Således drømte William ofte.

Eller han drømte, han var umådelig rig. Han badede sig i duftende Vand, ligesom Prinsen i Eventyret, han spiste aldrig andet end dejlige kvægende Frugter, og han giftede sig med den dejligste Kvinde i Riget. Hun havde en hvid Kjole med blå Sløjfer ligesom Julie på Danseskolen, som havde sagt, hun holdt mest af ham, men som alligevel havde grædt en Gang, han havde kysset hende henne bag Døren: „Det var så hårdt,” sagde hun. Men nu var hun hans Dronning, og han tilbad hende og kyssede hende på Hænder, der var ligeså marmorhvide som Bengerds. Men der kom onde Tider, og de blev skilte. Hun gik ned ad den høje Trappe, grædende, viftende med sit hvide Slør - et langt, sølvbroderet Slør, så smukt og så flagrende - og han stod på Altanen alene. Så kastede han sig ned på Altangulvet og kyssede det Sted, hvor hun havde stået.

Det havde han også gjort, da den lille Harriet rejste. De havde leget Kirke sammen. Nina var Præst, Harriet var Brud, han var Brudgom. Stella havde pyntet dem begge to. Alteret var lavet i Kabinettet, Dukkerne var Følget; Stella spillede en Galop på Klaveret. Men Harriet og William var gloende røde i Hovederne og gik uden at se på hinanden op til Altret, hvor Nina messede og gav dem små Ringe af Guldperler.

William troede, det var Alvor, og midt, mens Nina messede, gav Harriet sig til at græde. Den næste Dag skrev William et Digt om en Fe og nogle Violer, Stella lo af det, så Tårerne løb hende ned ad Kinderne. Men William havde givet Harriet det, da han var henne at sige Farvel. De stod ude i den lille Gang ved Loftstrappen, der var ganske mørkt dér i Gangen. Han kyssede hende, og hun omfavnede ham med begge sin Arme, og Tårerne flød fra dem begge. Så kaldte Moderen på ham, men Harriet holdt fast i hans blå Trøje, der blev revet itu ved hendes Tag - hun kunne ikke slippe. Men pludselig hulkede hun højt og løb op ad Loftstrappen. Moderen kaldte igen, han så rådvild op efter Harriet, og medens han hørte hendes Hulken, bukkede han sig ned og kyssede Trappetrinnet.

Da han kom ud til Stella, var han helt purpurrød i Kinderne. Den Dreng kendte aldrig Måde i noget.

En anden Gang havde han og Præstens Adolf gjort Kur til den samme Skønhed på et Børnebal. Hun havde lovet ham en Dans, men mens han gik ud for at hente et Glas Vand, løb hun med den anden, der dansede bedre. Da han kom ind med Glasset og så dem danse, slog han dem Vandet i Hovedet lige midt i Salen. Stella gav ham en Ørefigen, men han bed blot Læberne sammen og sagde: „Jeg fortryder det ikke.” Og Stella slog ham ikke oftere.

Undertiden gik Stella op på Loftet til ham og satte sig hos ham. Så fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunne hun også jage ham ned, især når hun traf ham grædende, hvad ofte hændte.

„Hvorfor græder Du?” spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunne holde op at græde, eller hvorfor han før var begyndt. „Lad os gå ned og læse højt,” sagde Stella.

Hun, Nina og William fordelte Rollerne. Det var næsten altid Oehlenschläger, de læste; William var Helten. Han læste nøjagtigt som Moderen, med samme Betoning, samme Nuancer og samme Minespil. De sad alle tre tæt ind under Lampen, William og Nina læste i samme Bog. Når de læste, rokkede de med Hovederne, så de stødte Panderne mod hinanden; så rykkede de i Bogen hver til sin Side, og Nina vidste aldrig, hvor det var.

„Læs alene, Mo’r,” sagde William.

Stella læste. Hun talte altid dæmpet, meget mildt; næsten lidt nynnende læste hun. Mens hun sad bøjet over Bogen, lod hun sin hvide Hånd ligesom halvt i Takt glide hen over sit sorte Hår, hvor den hvide Skilning skinnede i Skæret fra Lampen. William syntes, det var som Musik han hørte.

Uret på Konsollen dikkede ganske sagte, henne i Krogen bag Bogskabet var der aldeles mørkt. Der var dejligt at sidde dér. Han rejste sig langsomt og gik sagte henover Gulvet til Krogen. Dér sad han så gemt helt inde og lyttede og så hen på Moderen, som sad så lys under Lampen med hele Skæret ned på Ansigtet og på Skilningen, der lignede en lysende Stribe op efter i Håret.

Stella løftede Hovedet og så under Skærmen hen på ham, han sad helt sammenkrøben med Hovedet mellem sine Knæ og rokkede.

„Sover Du?” spurgte Stella.

„Nej,” sagde han henne fra uden at røre sig. Men Nina gav det et Ryk i, så hendes Strikkepinde fo’r raslende imod hinanden; hun kunne undertiden være på Vejen til at blunde lidt.

Til andre Tider blev William siddende ved Bordet, og efterhånden som Moderen læste, flyttede han sig længere og længere frem. Tilsidst lå han med begge Arme frem på Bordtæppet og Hagen ned på Bordet. Øjnene strålede.

„Du vælter Lampen,” sagde Stella.

I fjerde og femte Akt græd de altid alle tre. Moderens Tårer faldt langsomt over Kinderne ned på Bogen, Nina sad og snøftede og pirrede sig med Strikkepindene i Håret. Så tørrede hun Tårerne af med Strømpen.

„Strømpen,” råbte Stella. „Strømpen. Den bli’r sort som Jorden til Eksamen.”

William holdt mest af „Væringerne”. Det var Zoë, han helst ville høre Moderen læse. Han syntes, det ligesom rislede igennem ham, når han hørte hendes forfærdelige Ord.

Andre Aftener kunne Stella fortælle. Hun fortalte om den Høgske Slægt, om dens Storhed, om dens Ælde. I en af Landets skønneste Kirker lå Slægten begravet igennem mange Led, deres Våben var malet på Væggen, hele den gamle Kirke var deres Gravkammer.

Fra den Tid tænkte William meget på den Kirke, når han sad på Loftet. Hele hans Slægt, alle de gamle, berømte Mænd, som hørte til hans Slægt. Dér lå de. Hvor der måtte være højtideligt og stille i den Kirke. Der måtte altid hviskes eller synges.

Dér lå han, den store Biskop, der havde gjort Danmark stærkt og mægtigt. Hans Moder havde fortalt ham, at Bispen var hugget på Ligstenen. - - Og Kongemorderen lå der også. En Kongemorder var der i hans Slægt. Han blev angst, når han tænkte derpå, Sveden sprang frem på hans Pande, han kom til at ryste ved Tanken derom.

En Kongemorder. Og han så Blodet flyde og Kongen bleg, døende i Finnerup Lade. Han havde jo læst om det i Romanerne. Der var en Kongemorder i hans Slægt - han lå dér i Kirken med de andre. Det var forfærdeligt’

Stammefaderens Ben var gravet ind i Pillen bag Alteret. William spurgte sin Fader, om han troede, hans Ben var smuldret væk. Faderen troede det: „Det er 600 År siden,” sagde han. „Seks hundrede År!” Williams Tanker kunne ikke befolke denne uendelige Tid, men alle de Helte, han læste om, hørte nu til hans Slægt, og han begravede dem i den høje, store Kirke, som hans Moder fortalte om. -

Men undertiden, når det var blevet helt mørkt på Loftet, kunne han vækkes af sine Drømme af en isnende Angst, han sad længe stille uden at turde røre sig og uden at turde ånde, og han spejdede ud i Mørket med store Øjne. Så pludselig fo’r han op og stormede hen til Trappen med Fingrene stoppet helt ind i Ørene.

Han syntes, nogen var efter ham hen ad Loftet.

Han begyndte nu også, når han således sad alene, at tænke på, hvad han ville være, noget stort ville han være - måtte han, det var nødvendigt for Slægten.

Alle hans Tanker kredsede om denne Storhed, der smuldrede i den gamle Klosterkirke. De læste om Kongemorderen i Danmarks Historie. En af de andre Drenge kaldte ham uforbeholdent en Skurk. William gik lige hen og slog ham med knyttet Hånd i Ansigtet.

„Han er af min Slægt,” sagde han. Og da de andre lo, blev han meget bleg, men han sagde ikke mere.

III

Høgs Hus var ikke meget gudfrygtigt. Høg selv gik i Kirke to Gange om Året. Nytårsdag og den dag, de gik til Alters, altid den første Dag i Oktober, en Dag, hvor al Verden gik til Alters dér i Byen. Det var en Tradition, at man bedst nød Nadveren den Dag.

William og Nina kunne aldrig glemme Alterdagen. Aftenen før blev der slet ikke tændt Lys i Dagligstuen, Moderen sad på en Skammel bag Bogskabet, og lige efter Theen skulle de alle synge en Salme. Om Morgenen var Stella oppe, inden de gik i Skole, og kyssede dem og bad dem være gode Børn.

Høgs ydre Gudstjeneste tilfredsstillede tilfulde den offentlige Mening i Byen. Man forlangte ikke mere. Det var i alle Huse Konerne, som besørgede Gudsfrygten dér i Staden, som gik i Kirke, hørte Bibellæsninger og underviste i Religion i Asylet. Det var nu sådan en Skik dér, og man så næsten aldrig Herrer i Kirken. Måske passede Velærværdighedens lidt smægtende Veltalenhed også bedst for kvindelige Tilhørere.

Stella derimod gik i Kirke en Gang om Måneden, altid til Højmesse. Hun holdt ikke af at gøre Opsigt, og Præsten satte Pris på, at man gik i Kirke. Det var da den mindste Opmærksomhed, man kunne vise en Familie, man omgikkes så meget. Desuden talte præsten godt.

Hans Organ var meget smukt, han var uden Sammenligning den eleganteste Mand i Byen, og han var ikke pietistisk. Som sagt, Stella hørte ham en Gang om Måneden.

Egentlig var Indifferentisme alligevel det Høgske Hus’ Religion, men Præsten kaldte det dog et godt, kristeligt Hjem og holdt meget af at føre lange Enetaler med Stella. Han kom om Eftermiddagen og blev til ud på Mørkningen. Når han var gået, satte Stella sig til Klaveret og spillede. Altid nogle gamle tyske Romancer med sentimentale Temaer. Undertiden græd hun.

„Præsten har været her,” sagde så Nina.

Børnenes religiøse Opdragelse blev så overladt til Skolen, men Stella holdt meget nøje Regnskab med, hvad Børnene fik i Religion. William havde svært ondt ved at lære Salmer og fik en Gang „tg” for en Salme på ti Vers. Stella bad Høg straffe ham derfor.

Da William var tre År, havde hun lært ham en lille Aftenbøn på fire Linier. Hun lærte ham også at knæle og folde Hænderne, og hun kom hver Aften ind og hørte, når han bad og knælede ved Fodenden af sin Seng. Men da han voksede til, hørte det op, og William glemte Bønnen.

I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella og Nina sad forrest på Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William blev siddende i en Krog helt tilbage. Der sad han sammenbøjet og rokkede med Hovedet under hele Gudstjenesten. Når han kom hjem, kunne han hele Prædikenen udenad, han disputerede med Moderen og læste meget i Bibelen. Især var det Lidelseshistorien, som betog ham; han lå til langt ud på Natten og læste Mynsters Betragtninger, og han talte meget om Døden; han sagde ofte, at hvad han helst ville være, var Munk eller Martyr.

Der var i en Baggård i Byen nylig blevet indrettet et lille katolsk Kapel; der havde været Snedkerværksted før, og det hele var lavt og uanseligt; hele Hjorden, som havde to Hyrder, bestod af fem fattige Familier, hvis Børn Præsterne underviste gratis.

En Eftermiddag gik William derind med en Kammerat. Der var tilfældigvis Sjælemesse, Rummet var blændet med sort Flor, det lille Alter, der var helt fuldt af Porcelænsbilleder og små Kors af Glasperler, var oplyst både med Lys og Lamper. Præsten lå i en lang, hvid Kåbe på Trinnet og bad, og de to Kordrenge ringede med Klokker.

Så rejste Præsten sig og svingede Røgelsekarret, så det duftede i hele Rummet. William åndede Duften, og han syntes, han fik helt ondt. Efterhånden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af Lyden af Klokkerne og af Røgelsen.

Han faldt på Knæ. Han bad ikke, men han lå med lukkede Øjne og så så meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom der var Musik langt borte.

Han lå der endnu, da præsten gik ned. „Det er forbi,” sagde Præsten og lagde Hånden på hans Hoved. William så op og traf et par mørke, tungsindige Øjne, som så ned imod ham. Han kyssede præstens Hånd og gav sig til at græde.

Præsten talte. Der var en blid, syngende Betoning over alle Ordene. William græd endnu stærkere. Den unge Præst bøjede sig ned og kyssede Drengen på Panden. William løb . . .

Da han kom hjem, fortalte han Moderen det hele. Stella blev vred og sagde, at han ikke måtte gå i katolsk Kapel oftere, det passede sig ikke. William gik alligevel derhen, så tit han kunne, han vidste ikke selv hvorfor, men han kunne ikke blive derfra.

For sine Sparepenge købte han et Lys til at sætte på Alteret.

Imidlertid kom det ud, at Byfogdens Søn skulle være Katolik, og at den unge Præst snart skulle have ham til Alters første Gang. Hans Velærværdighed omtalte Rygtet for Stella, som blev meget opbragt og kaldte William ind. Hun havde jo forbudt ham at gå til Katolikkerne. William svarede ikke. Om han alligevel havde været der? Ja. - Hvorfor? Fordi han syntes, det var så smukt. Stella havde jo dog sagt ham, det var syndigt. Ja men - hvorfor var det syndigt? Stella vendte sig til Pastoren, han smilede; man mærkede allerede den vågnende Kritik, sagde han. Så vendte han sig til William. Syndigt var det just ikke, men det var en Forvildelse, og man måtte vogte sig for Forvildelser. „Desuden er det også meget upassende,” tilføjede Stella . . . William gik . . . „Ja, det er vanskelige Tider, Frue, og sværere ville komme,” sagde Pastoren, da Drengen lukkede Døren.

Der var Messe i Kapellet om Aftenen, og William kæmpede hårdt med sig selv. Men Kl. 7 spurgte Stella Nina og William, om de ikke skulle spille tre Mands Whist en Timestid. De var færdige med Lektierne. Det var Pastoren, som havde rådet til dette. „Man bør gøre de Unge Vejen let,” sagde han.

William spillede Whist, men for Fremtiden, når han mødte den unge Præst på Gaden, gik han en anden Vej eller slog Øjnene ned. Han holdt rent op med at gå i Kirke, men blev ved at læse meget i Bibelen. Stella trængte ikke ind på ham.

„Han er en besynderlig Dreng,” sagde hun.

Hen på Foråret i Maj Måned kom et stort fremmed Balletselskab til Byen for at give Forestillinger. Høg havde altid forbudt Stella at tage Børnene med i Teatret. Det ville kun fordærve deres Smag. Da William ikke havde været i København undtagen om Sommeren, havde han aldrig været i Teatret uden én Gang for mange År siden, da han var en lille Dreng i Fløjlsbluse. Og hvad han den Gang så, huskede han ikke noget af uden et Marked og En med en Guitar. Det var „César de Bazan”, han havde set.

Når Kammeraterne i Skolen talte om Teatret, hvor de fleste ofte kom, tav William altid ganske stille. Men de andre vidste godt, det drillede ham at høre dem tale om det, og derfor blev de netop ved. Han kunne blive helt bleg tilsidst og sad og bed sin Læbe til Blods.

Undertiden når der var Forestilling på Teatret, gik han om Aftenen ned på „Graven”, hvor Teatret lå, og stillede sig op ved Indgangen og så længselsfuld på hver, som gik ind. Han vidste ikke, hvor meget han ville have givet for at kunne gå ind med de andre, Gråden sad ham i Halsen, og han ville ikke gå hjem. Engang imellem sneg han sig helt ind i Garderoben; når Døren gik op, kunne han se ind på det røde Tæppe, de malede Søjler langs Væggen og længst nede Børnelogen.

Han snusede begærligt Teatrets ejendommelige Lugt til sig, Gassen, Støvet, den urene Luft af så mange sammenstuvede Mennesker.

Og alle, som gik ind, så så smilende ud. De lo og hviskede, mens de knappede deres Handsker, og Damernes Kinder var så røde. De købte Programmer i Billethullet. Han havde ikke behøvet at købe Program - han kunne det altsammen udenad - alle Navne.

Så blev der tomt i Forsalen. Der var kun en enkelt Efternøler tilbage. Billetkontrolløren satte sig til at sove i sit Hul med en gammel Kasket ned over Øjnene, Konen ved Tøjet tog Smørrebrød frem af en Avis. „Nu begynder det” . . . William stormede ned ad Gaden, som om en gal Hund var efter ham.

„Nu har han igen været nede ved Teatret,” sagde Stella. „Lad ham ligeså gerne gå der, Høg, vi får dog ikke Fred før.”

Drengen stod Aften efter Aften på „Graven”, og han læste hver Dag Plakaten på Gadehjørne efter Gadehjørne.

Men nu var det en anden Sag. Balletten var noget andet. „Ballet var Ballet”, og de Småstykker, som spilledes imellem, havde intet at sige. Desuden var dette Selskab også noget bedre end de sædvanlige. De skulle der allerede den første Aften. William havde Feber, han spiste intet til Middag, efter Middagsbordet „løb” han. Det var en Vane, han havde. Når der var noget på Færde, gik han i den senere Tid altid op på de store Lofter i Baggården. Dér løb han så rundt med Hænderne i Lommen, Loft op og Loft ned og trallede og fløjtede som en Besat. I dag var det nu rent forskrækkeligt. Han havde bogstavelig helt rendt Livet af sig, og Tungen hang ham ud af Halsen, da han kom ned.

Endelig skulle han altså se det, endelig! Det havde jo vævet sig ind i hans Drømme, lokket ham, lydt for ham som en betagende, vidunderlig Klang - Teatret, Teatret. Og nu skulle han se det. Aften efter Aften, når Stella læste for dem, havde han standset hende, og hun havde lagt Bogen bort og havde forklaret og fortalt.

Hun var „Chevalieren”. Hun slyngede det mørke Bordtæppe om sig som en Kappe, hendes Blik var tungsindigt. Og sagte hviskede hun Chevalierens Ord:

„Der funkle de på Himlen hine Stjerner” - - -

Så kommer Ninon.

Hun gengav Chevalierens Heftighed, hans Lidenskab, Moderens voksende Rædsel. Der var Jammer i hendes Stemme, tilbagetrængt Gråd, våndende Angst - -

„Så lad da i det mindste disse Ord befri Dem
for denne Lidenskabs Usalighed.”

Og Slutningen. Stella kastede sig ned; og med udbredte Arme, med Sorgens Forklarelse over de opadvendte Træk, hviskede hun, som om Tonerne vred sig bort og døde, Sønnens sidste Farvel:

„dette Liv, som skyldte Dem sit Ophav” - - -

Især disse fire Ord „Farvel, min skønne Moder” - det bævede igennem William, når han hørte dem.

Eller Dina. Stella selv glemte Tiden. Det var, som om hun vuggedes ind og betoges af sin berusende Stemmes Musik, som om hun blev yngre i en gammel Begejstring . . . Og når hun pludselig standsede, kunne hun knuge William heftigt op til sig, medens Tårerne løb ned ad hendes Kinder . . .

Han spurgte hende, hvorledes Teatret så ud. Om det var stort? lyst . . .? Stella fortalte om Teatrene i Paris. Om Kvindernes glimrende Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede for hans Øren.

Og nu skulle han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Teatret. Han mindedes de mange Timer, han havde stået misundelig og set på de lykkelige, som gik ind, de bitre Tårer han havde grædt, når han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning.

Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella måtte give ham en anden Krave, sådan havde han krøllet den første, da han skulle tage den på. Han stod og trippede på Benene og kunne ikke stå roligt et halvt Minut. Høg sagde, at blev det sådan ved, kom han slet ikke med.

William mente, de kunne gå Klokken halv, og fortalte hvert andet Sekund, at nu kom de ganske vist for sent. Og hans nervøse Hast smittede Nina, som var så rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort.

„Herre Gud, Nina,” sagde Stella, „lad nu dog dine Handsker være, Kjolen er for kort. Men nu har Du jo da også snart Garderhøjde, så er Du vel færdig med at vokse.”

Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.

„Ret Dig,” sagde Høg. „Du skal se, den Pige bliver skæv.” Det var Høgs stadige Rædsel, at Børnene skulle blive skæve.

William syntes, ingen Ende det ville tage med det Kvartér.

Endelig skulle de da afsted. Høg gik med Nina under Armen, Stella og han gik så dårligt sammen. William løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der aldrig kan få Tiden til at gå. Hans Hænder var feberklamme i Handskerne.

De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program - han huskede, hvor tit han havde stået og set Folk famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella tog ham ved Hånden. Hun så på ham og smilede, hans Øjne var fulde af Tårer, glinsende store; han var helt bleg. „Gud hjælpe ham,” sagde hun sagte. Drengen så op - Ordene var komne ligesom et Suk. „Hvad er der?” spurgte han. Moderen svarede ikke.

Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde ligesom en varm, støvmættet Bølge. Han så ikke rigtig sikkert, han måtte plire med Øjnene. Dér var det røde Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og Lysekronen. Han havde set det altsammen med et grådigt, slugende Blik.

„Bliver her ikke lysere?” sagde han sagte. Han ville ikke have talt højt, om han havde fået Guld for det.

Stella lo. „Hvad siger han?” spurgte Høg. De gik ned til deres Pladser.

„Han synes, her er for mørkt,” svarede Stella.

„Ja, her skulle være lysere,” sagde William alvorligt. De satte sig, William ved Siden af Stella. Drengen talte ikke mere; han sad stille og så hen på Fortæppet, som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et Vindpust fra de åbne Døre. Han vidste ikke, om det var dette, han havde tænkt sig; det, han havde tænkt, gled bort ud i Tågen. Hans Ærefrygt var for stor, han tog det, som det var.

Folk samledes. Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene måtte være med. Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var så farlig. - Det havde Stella såmænd slet ikke tænkt på. - Om Høg troede, det var den virkelige Cancan, de dansede. - Berg mente det ikke, og Fru Berg ville da så rædsom gerne se den - - Ja, Høg ville nu gå inden Cancan’en - -

William hørte det summe om sig ligesom den ensformigt stigende og faldende Brusen i en Kube i Oprør. Rektor slog ham på Skulderen og hviskede til ham bagfra. Han tørrede Spyttet af sin Kind uden at høre, hvad der blev sagt og uden at svare. Han sad og rokkede ganske langsomt frem og tilbage på Sædet, Hagen ned på Brystet.

Han hørte Orkestret utydeligt, hans Øjne hang ved Tæppets Guldfrynser. Tæppet gik op. Han rystede ganske lidt, så så han i Lyset på Scenen to Damer, han syntes, de kom frem af en Tåge . . .

Stella havde ikke meget Øje for, hvad der foregik på Scenen, hun sad bag Viften og så fra Siden ned på Drengen. William sad ganske stille. Stella bøjede sig ned for at hviske, han virrede med Hovedet, blev blot ved at stirre på Scenen. Hele Komedien spejlede sig i hans Træk.

Moderen kunne ikke få sine Øjne fra ham.

Hun havde første Gang været i Teatret med sin Moder - hun var femten År. Hvor hun huskede det. Det var „Romeo og Julie”, de så. Hun forstod det ikke, de glødende Ord gled hendes Øren forbi kun som en Musik - men hvor det dog var smukt. Hun følte noget inde i sig, en Forventning, en Længsel, et Suk efter Livet, som skulle komme.

Hun bevægede Viften stærkere. Hun vendte sig og så på Høg. Han sad træt med Hovedet støttet på sin Hånd. En Strøm af Ess-Bouquet slog hende i møde fra hans Klæder - -

Hun skyggede helt med Viften for sit Ansigt, og hendes Øjne hvilede et Nu på hans sammensunkne Skikkelse. Så slog hun Blikket ned.

Hun havde set hele sit Liv fra den Dag i det Øjeblik. Og pludselig stod det for hende som en forfærdelig Gåde, hvordan hun var bleven lænket til denne Mand, der frøs her i Teatrets Hede. Det var hende, som hun så ind i et langt Øde, en Tåge hang over. En unævnelig, kvælende Bitterhed snørede hendes Strube sammen.

Hofjægermesterinden bøjede sig frem og talte. Hun smilede uden at høre, og Smilet blev liggende over hendes Ansigt ligesom forstenet.

Hun så atter på William: han havde rejst sig op, Hovedet helt frem mellem deres, som sad foran, han levedo på Scenen. Hun bøjede sig ned og kyssede ham heftigt på Panden.

Hun gav ham alle sit Livs Forhåbninger i Arv i det Kys.

Tæppet faldt. William satte sig. „Det var ikke så godt,” sagde han. Og han begyndte at tale. Således gjorde man ikke - eller således - og det var ikke at elske, han havde jo stået ganske rolig, og han havde været lige ved at le på det mest rørende Sted. Og Elskerinden havde manglet et Spænde på den højre Sko. De rigtige Grevinder holdt virkelig heller ikke sådan på deres Kop, når de drak The.

Således blev han ved.

Rektor bøjede sig frem. „Er William allerede blevet Kunstdommer? Ja man modnes tidlig, skam gør man så!”

Men William blev ved.

Der var noget i dette, Stella ikke forstod. „Morer Du Dig da ikke?” spurgte hun.

„Dejligt.” Han så op, hans Øjne strålede imod hendes.

Fru Berg havde set Høedt i denne Rolle, hun fandt ham affekteret. „Underlig,” sagde hun. Stella kendte ham kun som Hamlet, hun havde ikke troet på ham.

„Var han da ikke stor?” spurgte William. Fru Berg lo. „Man måtte beundre ham,” svarede Stella. Så begyndte William atter, han spurgte Fru Berg, hvordan Høedt da havde gjort, hvordan han havde sagt det? eller det? Fru Berg forklarede.

„Moder kan vise det,” sagde William.

Orkestret spillede en spansk Vals, Introduktion til Programmets Bolero.

Valsen begyndte tungsindig, slæbende i langsomme Takter. Steg så, og pludselig hørte man i susende Fart Boleros brusende Lyd.

Tæppet gik op. Alle Øjne så mod den tomme Scene, en Skov. Så klang Kastagnetterne højt; og med sammenslyngede Arme svang Damerne sig ind over Scenen. Boleros Musik susede æggende om dem.

William fo’r op fra Sædet og blev højrød; dette var det, dette. Og de dansende jog hinanden i sammenslyngede Kredse; Kvinderne gled ind i Mændenes Arme, gækkende atter ud; og mens Musikken steg med voksende Hast, klang Kastagnetterne lokkende . . .

William trykkede sig stærkt op mod Bænken; han havde Hjertebanken.

De bøjede sig, slyngedes sammen, nærmede sig som til Kærtegn, veg ud med vuggende Hofter. En hvirvlende Jagt. Så stormede Kvinderne bort. Med Kastagnetterne hævede højt i de blottede, runde Arme sendte de de trættede Dansere et spottende Håndkys.

William drog et langt Suk.

Han havde røde Pletter på Kinderne, hans Øjne var skinnende, Åndedrættet hurtigt. Stella så det, og med en pludselig Angst greb hun ham hurtigt i Armen. Drengen smilede svagt. Inde i hans Hoved jog Boleros Toner: han var så besynderlig, feberagtig beklemt.

Komedien beroligede ham. Det var et Proverbe, en Konversation mellem Mand og Kone. Det hele interesserede ikke synderligt, men man kom til sig selv igen og samlede sig.

William stod som før. Meget opmærksom, spændt på hver Bevægelse.

Hustruen taler om det at bedrage; om Hustruens sørgelige Lod, der bliver Enke i et Ægteskab, hvor Manden er et Navn; om hendes ensomme Dage, om hendes Kummer, om hendes usete Tårer, om hendes Forsagelse . . . Skuespillerinden rejste sig; med Ryggen lænet mod den høje Stol stod hun med det hvide Atlask om sig som en skinnende Strøm, med korslagte Arme, stolt i sørgmodig Majestæt . . .

William åbnede Læberne for at tale, han strakte sig helt frem. Hvor hun var smuk og stor, og høj . . . Og så gled hans søgende Blik ud over Atlaskens kælende Folder; han sad med bankende Hjerte, beklemt som før ved Boleroen . . .

„Og nu han, nu han,” sagde han.

Ægtemanden var ydmyg, bad. Men bestandig rolig strakte hun sine Arme frem, afværgende koldt. Nu havde hun viet sig til sin Enkestand.

„En Diana, Frue,” sagde Rektor . . .

Statueskøn stod Skuespillerinden endnu i den samme ubevægelige Ro. Salen var vågnet. Hendes Skønhed bandt deres Blik.

Wlilliam var meget varm.

Efter Stykket skulle man danse Cancan. Høg havde sagt, de ville gå. Nu ønskede han at blive, hans Øjne var glasagtige, stive, han var rødplettet på Kinderne. Man kunne ligeså gerne blive nu, da man en Gang var her. Men Stella gav Tegn til Opbrud, hun havde ængstelig våget over ’William og var efter den spanske Dans blevet grebet af en uforklarlig Angst. Hun vidste ikke selv hvorfor, men hun ville hjem med Drengen.

Desuden var Nina også med . . . Å nej, Nina sad roligt med sine klare Øjne fæstede på Tæppet. Stella drog et lettet Suk. Men bort ville hun, Høg havde jo selv ment at . . . og allerede Boleroen var tilstrækkelig, mer end tilstrækkelig for Børn.

Høg rejste sig, men inden man fik vekslet Hilsener, var Mellemspillet begyndt.

Fru Berg holdt fast i Stella. Hvad skulle man nu sige, når selv hun blev snerpet? Det var ikke for hendes Skyld, men Rektor havde Ret, Overgangsalderen. Bah, nej lade dem se alt og tale til dem om alt. Det gjorde Berg og hun . . .

Og Fru Berg pegede op mod Parterret til to lange Knægte med lyst Hår og sorte Frakker.

„Strutter af Sundhed,” sagde hun og lo.

Ja, men alligevel - Stella ville gå. Den ene havde ikke samme Principper som den anden. Rektor greb Ordet Principper. Man skulle lige til at diskutere Opdragelsen, mens Høg knappede sine Handsker.

Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren.

Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at vende Hovedet. Han så fire nøgne Kvinder midt på Scenen. Så lukkedes Døren bag ham. Stella talte med Garderobekonen, Høg bestilte Billetter til næste Dag; indefra hørte William Musikken, en dump Brusen af Bravo og Mumlen. Han vendte om, løb ned ad Gangen og åbnede Døren til Parkettet.

Han stod som fastnaglet. Han gennemsøgte med et eneste sky Blik hver Krog af denne skamløse Blottelse. Så rødmede han, som en Flod strømmede Blodet igennem ham:

„William,” råbte Høg.

Han talte ikke på Hjemvejen. Forældrene gik foran; Nina, som slentrede af ved Siden af ham, hørte sig selv i Verbet mouvoir.

Da de kom om Hjørnet til Hovedgaden, mødte de en Mand, som hilste Høg; det var den katolske Præst. William så op og rev Huen af Hovedet. Præsten betragtede ham skarpt, lige ind i Øjnene, mumlede et „bon soir” og gled forbi. William havde haft Lyst til at råbe efter ham, men han turde ikke; så gik han og talte Fliserne, lige til de kom hjem.

Ved Theen sad han ganske tavs. Høg sagde, han var naturligvis søvnig og skulle hurtigst i Seng. William svarede ikke. Han havde én Gang været fuld på et Børnebal forrige Vinter, han syntes, han havde det akkurat sådan nu, mat og med tunge Øjenlåg. Stella sad bag Themaskinen og vogtede på ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund.

Men da William kom i Seng, kunne han slet ikke sove. Det var, som han vågnede med ét.

Han kunne ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte højt med sig selv.

Jo det var, som han tænkte sig - det vil sige, han havde tænkt sig det større, lysere. Men i København var det jo sådan. Men det var dejligt også her. Sådan at tale til Folk, som hun havde gjort, at få dem alle til åndeløse at høre på sig, at lytte til, hvad jeg sagde.

Han gav sig til at efterligne hendes Stemme, han lavede lange Tirader, som han sagde med hendes Betoning, langsomt, koldt.

Så så han hende pludselig stå med Ryggen mod Stolen med udstrakt Arm, stolt, sejrsrolig i sit skinnende Atlask. Og han følte den samme urolige Forvirring som før, dette uforklarlige, han ikke forstod, denne Brusen af Blodet til Hjertet. Han gned langsomt, men hårdt sin Fod mod det kolde Lagen.

Fra hende gik hans Tanker til Boleroen. Det tog Vejret fra ham, tumlede i hans Hoved, Og så de fire, som havde danset tilsidst. Der kom noget op i Halsen på ham, han bed i Lagenet og bukkede sig sammen til en Bylt. Pludselig kom han til at græde.

Han drømte om Danseskolen og om den katolske Præst. De dansede alle i den store Kirke, hvor hans Slægt lå begravet.

Stella kunne ikke sove. Hun tændte Lys og stod ud af Sengen. Med Sengetæppet om sig gik hun sagte hen over Gulvet og åbnede Døren til Williams Værelse.

Hun løftede Lyset. Drengen sov. Han lå sammenkrøben i Sengen, rød i Hovedet, med Hænderne krampagtig knyttet om Tæppet. Stella så længe på ham, hun studerede hvert Træk i hans Ansigt, hver Fold.

Drengen drejede Hovedet og sukkede. Stella lagde Tæppet til Rette om ham, løftede Lyset en sidste Gang. Da hun så op, faldt hendes Blik på et Kristusbillede, som hang over Sengen, en Present af en gammel Barnepige.

Stella standsede og så længe på Kristusfiguren. Det var, som hendes Blik ville gennemtrænge Billedet.

Så gik hun ind. Længe kunne hun ikke sove, men tilsidst blundede hun hen med „Fadervor” på sine Læber.

Den næste Dag lånte William det Proverbe, de havde set, på Skolebiblioteket.

Adjunkten, som havde Udlånet, lo. „Men det forstår din Prås jo ikke et Ord af,” sagde han. Fra den Dag bad William kun om sådanne Bøger, som han ikke forstod, både Romaner og Komedier. Læreren lo, og da Rektor ved Lejlighed erfarede, hvad „den lille Høg” lånte, roste han ham. Der var mange franske Bøger imellem, og det var den eneste Måde, hvorpå man „skam virkelig” kunne lære et Sprog.

Proverbet læste Moder og Søn sammen om Aftenen. Stella var forbavset over, hvor godt han læste uden at efterligne Skuespillerne fra i går. Et Par Dage efter havde han lært en Scene udenad. Han sagde Replikkerne godt, men hans rundryggede Figur så latterlig ud. Da Moderen lo, blev han purpurrød i Hovedet, bed sig i Læben og løb.

Seks Uger efter blev Nina konfirmeret.

Høg var meget eksalteret den Forsommer. Han arrangerede et Bal for Ninas Veninder, hvor han selv dansede hele Natten, han foretog med Præstens en Udflugt til Himmelbjerget, hvor man kamperede ved et Bål. Hjemme lod han sig indrette et Snedkerværksted med en kostbar Drejebænk og i det hele et stort Apparat; han tog Undervisning hos en Snedkermester i Byen og forskrev en Række Tegninger fra et Etablissement i Hovedstaden.

Han strøede Penge ud. Inden Værkstedet var færdigt, købte han en mecklenburgsk Ridehest og red med Nina, hvem han forærede en Ridedragt af mørkegrønt Fløjl, en noget excentrisk Amazonedragt, han lod komme fra Hamborg. Han forskrev et Dusin Silkenatskjorter fra Paris og lod brodere et meget pragtfuldt Monogram på sine Underbenklæder; indrettede sig et Marmortoiletbord med en Uendelighed af Krystalæsker med kronet Navnetræk på Låget, anvendte en overdreven Omhu på sit Toilette og gik ungdommelig klædt med lyse Jakker til blå Benklæder.

Han ville have fire Retter Mad til Middag og drak Château la Rose af original Aftapning. Forresten var han sjældent hjemme, han gjorde Visitter, red, tilbragte Tiden på Rådhuset med Undersøgelser i Byens Arkiv. Man kunne vente ham timevis med Måltiderne. Kom han så, var han meget rød i Kinderne med skinnende Øjne. Han talte meget med Børnene, mod Stella var han kold og ved Lejligheder barsk.

Stella led i Stilhed. Hun blev gul af Farve, mager og hostede. I Selskab var hun meget tavs, besvarede de fleste Spørgsmål med et Smil og deltog næsten slet ikke i Samtalen. Undertiden, når hun hørte sin Mand tale meget højt i det næste Værelse, kunne hun fare sammen eller blive blybleg.

„De er ikke vel, kære,” sagde Rektorinden. „Lidt nervøs - en Smule.” Og Stella smilede atter med sit trætte Smil.

I Middagsselskaber satte hun sig altid på den modsatte Side af Høg, langt borte. Men medens hendes Herre konverserede hende, så hun ofte med et sky, hurtigt Blik op langs Bordet til Manden. Han sad med Årerne svulmende i Panden og røde Kinder.

„Deres Mand er jo som forynget,” sagde Præstens Frue, „han er bleven ti År yngre i den sidste Tid. Forleden Dag ved Skytteballet - De var der ikke? - førte han Kotillonen op - - der var en Begejstring blandt de unge Damer. De kan næsten have Grund til at blive jaloux.”

„Ja ikke sandt - vor kære Høg er som forvandlet,” Hofjægermesterinden slår sin Vifte op, „i går hos os magnetiserede han min Niece. Hun faldt virkelig i Søvn.”

„Men Frøkenen havde drukket megen Champagne,” henkastede Doktoren.

„Min kære Doktor, Champagne! Det var magnetisk Søvn.”

Stella smilede. Hun havde altid vidst, at hendes Mand var en udmærket Selskabsmand. Men han var jo ikke altid rask nok.

Men efterhånden som Høgs Eksaltation steg, blev Selskabeligheden hende uudholdelig, hun kunne ikke længere undertrykke sin Angst, og hendes forpinte Udtryk og Tavshed blev påfaldende. Doktoren mente også, det var bedre, hun blev hjemme.

Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage for at betro sig til nogen. „Det er Eksaltation, kære Stella,” havde Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. „Vogt Dig for at gøre det til mere - og tal ikke til nogen om de Bagateller.” Hun havde forstået ham. Desuden vidste hun jo - - Men en Dag nu i Foråret var det bleven hende for forfærdeligt. Hun havde kæmpet med Høg om Natten, han havde forfulgt hende med en Alpestok med Klinge, som han havde stående ved sin Seng. Hun havde måttet flygte ud på Balkonen udenfor sit Kabinet.

Hun faldt hen i en dump Rædsel og blev liggende til Sengs hele Dagen. Det var en Sløvhed, som rugede over en idiotiserende Angst. Men henimod Aften vækkedes hun af sin Sløvhed ved en pludselig, feberagtig Rædsel: hun kunne ikke opleve en sådan Nat til.

Så klædte hun sig hastig på og ledet af en eneste Tanke, den, at hun ikke kunne overleve en sådan Nat som den sidste, mere løb end gik hun ud til Bergs.

Det var Tordenvejr, Regn med store tunge Dråber, som de heftige Vindstød i Alléen slog imod hendes Ansigt. Hendes Hår klistrede til Panden bag Sløret, Kjolen slog ind om hende. Hun gik hurtigere til uden at mærke det.

Men da hun nåede Bergs Villa, standsede hun. Hun kæmpede i nogle Sekunder en forfærdelig Kamp; hun havde jo bevaret denne gruelige Hemmelighed gennem År, bevaret den for Slægtens Skyld, for Verdens, for sin egen. Hendes Undseelse vægrede sig ved at tale, hendes kvindelige Værdighed, hendes Følelse som Hustru og Moder, alt oprørte sig mod denne Tilståelse. Det var hende, som hendes Hjerte blev koldt i Brystet i disse Sekunder, som rummede en Evigheds Angst. Men så overmandedes alt af den forfærdelige Rædsel fra før. Hun måtte, måtte, hun ville dø under denne Tavsheds Kvaler.

Hun syntes, hun bar hele denne elendige Slægt i Ruiner på sine Skuldre, da hun slæbte sig op ad Trappen.

Hun ringede.

Pigen blev forbavset ved at se Byfogdens Frue i dette Vejr.

Stella holdt Sløret tæt ind for sit Ansigt. „Om Doktoren var hjemme?”

„Doktoren var på sit Værelse.”

Hun gik hurtig forbi Pigen henimod Døren. Og der gik i et Nu som en kort brusende Efterdønning af hendes Sjæls Kamp igennem hende, da hun stod foran denne Dør. Så åbnede hun den rask.

Berg sad ved Skrivebordet og læste. Den grønne Skærm over Lampen dæmpede Lyset. Der var en behagelig stærk Lugt af fin Tobak og Medikamenter i hele Værelset. En tryg Ro langs de høje Boghylder og de grønne Paneler.

Lægen rejste sig og gik nogle Skridt frem. „Endelig,” sagde han. Stella så på ham, hans Blik var mildt. „Vær rolig, Frue,” sagde han dæmpet, „vær rolig, det er måske ikke så slemt, som De tror.” Hun standsede og tog sig ned over Øjnene som for at besinde sig. Vidste han det da - ja, han måtte jo vide det. Han vidste det alt, hun behøvede intet at sige ham . . . Hun følte, hvor han beroligende med et sagte Tryk lagde sin Hånd på hendes Arm.

Hendes Bryst bevægede sig heftigt i Stønnen. Det var som hun snappede efter Gråden, denne tavse Gråd, som havde kvalt hende, tynget hende til Jorden alle disse lange Timer. „De véd det?” spurgte hun. „Véd De det da? Å - Doktor, jeg er så rædselsfuldt ulykkelig.” Og hun førte, mens hun talte, to, tre Gange Armen frem og tilbage i Luften, som om hun kæmpede mod sin egen Elendighed.

Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kåbe op, begravede sit Hoved i polstret og hulkede.

Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffelurets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Gråd.

Så hævede hun Hovedet, og medens hun så ned på Sofaens Kvaster, fortalte hun afbrudt og stønnende sit Ægteskabs triste Historie . . .

Fra den Dag var Berg hendes eneste Fortrolige. Han mente i Begyndelsen, det ville gå over, at det var den sædvanlige Eksaltation, som måske var noget forstærket ved den lumre Hede, man havde det År. Det ville gå over.

Men efterhånden som Krisen skred frem, blev han alvorlig bekymret, og en Dag foreslog han rent ud Stella at sende Høg på en Sindssygeanstalt.

Stella så længe på ham, stift og stirrende, som om hun ikke forstod ham. Så gjorde hun en angstfuld Bevægelse med Armen.

„Umuligt,” sagde hun. Det var alt. Lægen talte ikke mere derom.

Med Børnene talte Stella aldrig om den Forandring, der var foregået med Høg. Både Nina og William skræmmedes fra Begyndelsen tilbage af Faderens Munterhed. De var vant til at se ham tavs, med Hovedet indbundet i kolde Klude, nervøs og plaget. Nu talte han uafbrudt, lo, spøgede med Tjeneren, fortalte Historier, ofte de besynderligste Historier, som fik William til at se ned i sin Tallerken og gjorde Nina rød i Hovedet. Desuden så de, at Moderen led, og ligestraks, ligesom instinktmæssig, følte og delte de hendes Angst, hvis Grund de ikke kendte.

Og efterhånden som Høg blev mere ophidset, nagedes de af en Frygt, som lod dem lide lige så meget som Moderen. Sofie var den eneste, der pludrede ved Bordet, og som var glad, når Faderen fortalte, spurgte og lo. De andre svarede kun med et sky og modvilligt Nej eller Ja. Og deres bestandige Tavshed irriterede Høg, han ville tvinge dem til at tale. Så fulgte der Scener, hvor han var barsk mod Stella og irettesatte Børnene voldsomt. Nina græd stille, Moderen sad stum, bleg af Smerte overfor sine Børn.

Hun så de led, men hun talte ikke, Uvisheden var bedre for dem. Og de turde ikke spørge. De talte aldrig om Faderen, som efter en stille Overenskomst nævnede de ham aldrig for Stella. Heller ikke indbyrdes talte Nina og William. De bar i Tavshed på denne ubestemte Frygt, som de ikke kunne besejre, og som de ikke gjorde sig Rede for; men deres tavse Angst ventede en Ulykke, som den ene ville skjule for den anden.

Undertiden ved Bordet kunne William se sky over på Moderen, derfra til Nina. Men på begges Ansigter mødte han det samme vage, undvigende Smil, der dækkede så slet over deres Angst. Sofie pludrede med Faderen.

Når Nina og William var ene sammen - Stella lukkede sig inde i Kabinettet - sad de enten hver med sin Bog, som de ikke læste, eller de snakkede op om alt muligt. En Galoppade af hæsblæsende Ord, som skulle afskære den fælles Tilståelse. Men undertiden, når de mødtes på Trappen eller midt i en sådan Samtale om alt eller intet, kunne den ene sige „Hvor er Fa’r?” Eller: „Har Du set Fa’r?” eller: „Véd Du, hvor Fa’r er?” Hurtig fremførte Spørgsmål ligesom ufrivillige Suk, hvormed de ville lette deres stille Angst.

Eller også: „Mo’r spurgte efter Fa’r.” De skød det ind under Moderen, men Stella spurgte sjældent. Undertiden, når Stella kyssede William til Godnat, knugede Drengen sig op til hende og blev længe liggende ved hendes Bryst. „Hvorfor græder Du?” spurgte hun; han så op, bange og spørgende. Så fortrød hun sit Spørgsmål: „Det går nok over,” sagde hun, „med Guds Hjælp.”

Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende på Skødet og glattede hendes Hår med sine smukke Hænder. „Hun er lykkelig,” sagde hun.

Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunne vente og vente. Så gik Stella og Børnene om i en hvileløs Skræk.

En Dag blev han endnu længere ude end sædvanlig. Maden havde ventet en Time, Tjeneren havde fire Gange spurgt, om han turde rette an. Og hver Gang sagde Stella med den samme fremkunstlede Ligegyldighed, mens hun så ned: „Byfogeden er jo ikke kommen, Jensen.”

William stod ved Vinduet, bag Gardinet. Moderen sad inde i Stuen. Hun trævlede en Strømpe op, men hvert Øjeblik faldt Strømpen ned i hendes Skød, og hun støttede Hovedet på sin Hånd. Så betvang hun sig voldsomt og gik et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne om Hovedet og satte sig igen.

Nina bladede i en Bog.

„Ser Du ham,” spurgte Stella. William bøjede sig frem. „Nej,” sagde han. Og det var, som om Forventningen blev tungere i Stuen ved dette Nej.

Atter Tavshed. Fluerne summede under Loftet.

„Du burde ta’e Flueskærmen, Nina,” sagde Stella.

„Det nytter ikke.” Nina rejste sig, men uden at tage Skærmen, Fluerne blev ved at summe. Man fløjtede nede på Gaden.

„Er han der?” Stella spurgte uden at se op og trævlede hurtigt.

„Nej.”

Og igen. „Ser Du ham?”

William bøjede sig længere ud. „Ikke endnu,” sagde han. „Heller ikke ved Adelgade?” spurgte hun. Hun rejste sig for selv at gå til Vinduet, drejede af ved Sybordet.

„Det er bedst, vi spiser,” sagde hun. Men ingen gik. Moderen satte sig igen og trævlede, hendes indfaldne Kinder var helt dækkede af en rund, rød Plet.

„Fader er vist på Rådhuset,” sagde Nina sagte.

Stella nikkede, Gadedøren gik. „Nu,” sagde hun.

„Det er Jensen,” sagde William nølende, „det var ikke Fa’r,” han gik bort fra Vinduet: han ville hellere ikke stå der, hellere ikke se.

Han skråede over Gulvet til Klaveret, slog nogle Akkorder an.

„Nina har vist ikke øvet sig,” sagde Stella.

Mens Nina spillede, gik William op og ned i Stuen, frem og tilbage forbi Moderen. Så standsede han bag hendes Stol og sagde sagte:

„Skulle vi ikke spørge Doktoren,” han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte.

„Jeg har spurgt,” sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved.

Høg kom lidt efter. -

Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København. Berg lod ham rejse, men havde på Forhånd skrevet til Excellencens gamle Huslæge, der havde fulgt Sygdommens ulykkelige Udvikling lige siden Høgs Barndom.

Det var som en Befrielse for hele Huset, som om man på én Gang havde slået alle Vinduerne op og fået frisk Luft ind i et beklumret Værelse. Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke så ham, hun håbede, det nu var forbi, at Lægerne derinde måtte kunne gøre noget.

Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunne de ligeså godt gøre den den ene som den anden Dag. Og Skoven, den friske Luft, Friheden, gjorde dem efterhånden gladere; de spadserede, spillede Ring og spiste på en Bakke i Skoven. Nina sang, Sofie trillede ned ad Højen som en Bylt, og de lo alle. I Begyndelsen lød Latteren besynderlig fremmed i deres Øren, de undrede sig over, at de kunne le.

Men så ligesom berusede de sig i Latteren, den muntre Støj, deres Samtale vakte; det var så længe siden, de havde lét. Om Aftenen kom de hjem i en vis nervøs Oprømthed.

Jensen tog imod dem i Porten. „Der var kommet Telegram til Fruen.” Det var, som de med ét blev kolde.

„Hvorfra?” spurgte Stella, det lød som et halvt Skrig. „Hvorfra?” Jensen bragte det. Stella støttede sig et Øjeblik til Vognen, krampagtigt, så brød hun Konvolutten, foldede Papiret ud, snappede efter Vejret, læste så.

„Godt,” sagde hun. Det kom som fra et tomt Rum, mens hun vendte sig og løb op.

Nina gik hen i en Krog af Porten, William fulgte efter. Da de havde stået nogen Tid tavse og lyttende til hinandens Ånde, bøjede William sig frem imod Søsteren.

„Fader er bleven sindssyg,” sagde han tonløst.

„Ja,” svarede hun. „Sindssyg.” Det lød, som hun vejede al Ordets Elendighed i den korte Lyd.

De skælvede begge. Så slyngede Nina hurtigt sine Arme om Williams Hals, trykkede ham op til sig og græd.

„Vi har jo vidst det længe,” sagde Drengen.

Næste Morgen rejste Stella til København.

Fire Uger efter vendte hun tilbage med Høg. Han var atter stille, meget melankolsk, talte kun lidt og sov den største Del af Dagen. Stella hostede stærkt. Forresten blev de kun hjemme tre Dage, så rejste de til Schweiz. Børnene blev sendte ud på en Herregård i Nærheden, og der blev intet af Rejsen til Sorø.

Man tænkte ikke På Forfædrene nu.

Jo - William tænkte dog undertiden på den store Kirke med de store Skygger og de berømmelige Grave. Han tænkte derpå med en dyb Bitterhed, han ikke selv forstod, overvældet af den besynderlige Følelse af Skam, som de føler, i hvis Slægt Sindssygen raser. Han syntes, han måtte slå Øjnene ned for sin berømmelige Slægt nu, da dette var hændet.

De blev alle tre - Nina, William og Sofie - på Landet indtil midt i Oktober. William var dygtig nok, han kunne godt forsømme, sagde Doktor Berg, og de var så godt gemte på Vornæs, mens Forældrene var borte.

Stella skrev til dem hver Uge lange Breve, hvori hun fortalte dem om Stederne, de havde set, om Teatrene de havde besøgt, om de store Hotellers table d’hôte. Hendes Breve var kun en eneste Fest. „Fader er atter rask,” skrev hun, „melankolsk som I plejer at se ham. Jeg har det ganske godt, hoster kun en Smule” . . .

Og i et andet Brev: „Fader er fuldstændig rask nu, ganske som han plejer. Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er måske blevet lidt gammel, når I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de grå Hår ud, som William så gerne ville, nu er der altfor mange.”

Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, når Børnene kom. „Så skal vi da genses, elskede Børn,” skrev Stella, „genses efter så mange Sorger - Sorger, som ælder. I vil møde en gammel Moder, som I næppe vil kende igen, men som dog er den samme, og som bestandig elsker Jer. Tusind Kys fra Eders Moder

Stella.”

„Mo’r skriver altid det,” sagde William.

„Og hvor hendes Håndskrift er blevet utydelig,” sagde Nina.

Om Eftermiddagen forlod Børnene Vornæs.

Høg tog imod dem i Porten. Han støttede sig til Trappegelænderet og trykkede dem en efter en heftigt op til sig uden at tale. Nina så sig om.

„Og Mo’r,” spurgte William sagte, beklemt ved at se Faderen alene. „Mo’r.”

„Mo’r er deroppe.” Høg slog Øjnene ned: „hun er ikke rask.”

Nina og William løb op, ind gennem Dagligstuen til Kabinettet. Deres Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Så rev de Dør,en op og så hende.

Stella havde rejst sig og var gået frem midt på Gulvet, der måtte så Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke så Børnene et Ansigt, blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.

Alt Blodet var veget fra det Ansigt.

Børnene veg uvilkårlig et Skridt tilbage, strakte Hænderne frem. „Mo’r,” råbte de. Nej, nej, hun havde Ret - de havde nær ikke kendt hende.

„Er I bange for mig?” sagde hun; og selv hendes Stemme var forandret, den var blevet spædere, åndeagtig. Det var, som de hviskede Toner døde på hendes Læber.

Hun tog dem hen til sig og kærtegnede deres Hår med sine Hænder, mens de lå på Knæ ved hendes Stol med bøjede Hoveder.

„I havde dog ikke ventet at se mig således,” sagde hun sagte, dybt bedrøvet over den Smerte, de ikke kunne skjule.

Ingen af dem svarede, men Nina græd stille med bortvendt Ansigt.

Høg kom ind med Sofie. Stella rakte Armene frem mod Barnet. „Kys Mo’r,” sagde hun. Men Sofie skreg. Hun ville ikke hen til Moderen.

„Hun er forskrækket,” sagde Stella. Hendes Hænder faldt slapt ned. „Gå, gå,” sagde hun og vendte Ansigtet om. „Gå!”

„Bring dem bort,” gentog hun.

Da de var gået, bad hun Jensen give sig et Spejl. Da hun havde fået det, sad hun længe med Spejlet i Hånden og betragtede sit Ansigt.

„Ja, jeg dør,” sagde hun.

Sygdommen skred hurtig frem.

William vågnede om Natten ved den korte, skærende Hoste, ligesom smertefulde Hvin, der lød fra Moderens Kabinet. Han viklede Hovedet ind i Lagenet for ikke at høre, rullede sig ind i Sengetæppet, men bestandig hørte hans hidsede Øre Hostens skærende Knivklang og den Syges gispende Stønnen, når Anfaldet standsede et Minut.

Undertiden hørte han Moderen kalde klagende og Vågekonens slæbende Sjokken over Gulvtæppet hen til Kakkelovnen for at hente Medicin.

Han kunne ikke sove, Hosten forfulgte ham i hans Halvslummer. Så vågnede han i Feber, og var Stella falden i Søvn og Hosten standset, lyttede han angst, begærlig efter at høre en Lyd, greben af en lammende Skræk for, at Moderen skulle være død, mens han sov. Han samlede Tæppet om sig, sprang ud af Sengen, åbnede Døren og løb gennem Spisestuen ind i Dagligstuen. Vågekonen sov i Lænestolen bag Klaveret, Hagen var falden ned på hendes Bryst, Munden stod vidt åben. Der var noget skrækindjagende ved Stuen disse Nætter. Skærmen over Lampen dæmpede Lyset, Skyggerne lå skumrende over alle Møbler. Og i den beklumrede Luft, hvor Stellas Yndlingsparfume blandedes med Sygeluften, hørte man kun Vågekonens hæstsnorkende Åndedrag, mens hun sov med foldede Hænder.

William gik sagte over Gulvet og løftede portièren til Kabinettet: Der var ganske tyst. Lampen på Konsollen foran Spejlet var skruet ned, Olien kogte sagte, Palmerne i Hjørnet var gemt i en hemmelig Skumring. Helt tilbage lå Stella under den store Sengehimmels Forhæng; Voksstablen brændte svagt, dens Lys faldt gult og roligt over den Syges Ansigt med det blanke Hår opløst over den hvide Kniplingspude.

Hun slumrede. Med den venstre Arm slynget om Hovedet lå hun rolig, åndende, gispende, hvert Åndedrag som et undertrykt Suk. Hvor Voksstablens Lys faldt stærkt på hendes Hånd! - den skinnede mellem Håret.

William bøjede sig ned, lyttede forsigtig til den sukkende Ånde, lod Portièren falde bag sig, og gik forbi Vågekonen ind i sit Værelse. Men sove kunne han ikke.

Undertiden, når han således lå vågen, gik Faderen gennem Værelset. Høg havde ingen Ro; i fortvivlet Melankoli syntes han i sjælelige, forfærdelige Lidelser at dø hen, efterhånden som Livet svandt bort fra Stella. Og han dreves bestandig rastløs om udenfor sin Hustrus Sygeleje; det var, som en sky Angst holdt ham borte fra hende.

Han kom stille ind, satte sig i Dagligstuen med Hovedet i sine Hænder. Han kunne sidde således timevis, rokkende frem og tilbage uden at foretage sig noget, uden at tale.0

„Skal Du ikke ind til Moder?” spurgte Nina.

Faderen svarede ikke, rystede kun på Hovedet. Eller også sagde han: „Jeg vil ikke forstyrre hende,” og gik stille, som han var kommen. Stella spurgte aldrig om ham. Om Middagen, når han kom ind for at sige Tak for Mad, rakte hun ham Hånden med et venligt Smil, han. satte sig på den lave Chaiselongue foran Sengen med den blanke Hånd i sin, tavs og uden at tale. Der var en bedende Ydmyghed over hele hans Væsen; undertiden rakte Stella ham sin pande til Kys, han bøjede sig langsomt frem og berørte den med sine Læber.

„Tak,” hviskede han.

Når han gik gennem Williams Værelse om Natten, skyggede han med Hånden for Lyset for ikke at vække Sønnen. „Jeg sover ikke,” sagde William.

„Er Du syg?” spurgte Høg. Han var bleven meget øm over Børnene, en vis rørende, ydmyg Ømhed, der syntes at bede om Tilgivelse - William vidste ikke selv, men han syntes, at han voksede denne Fader over Hovedet, hvem han bestandig følte så dyb Medlidenhed med.

„Nej - men Mo’r hoster,” svarede han. Høg sukkede.

„Men det går ikke an - vi må flytte din Seng - - -.”

„Jeg kunne dog ikke sove alligevel. Jeg er bange . . .”

Høg sukkede igen, et dybt, hjælpeløst Suk.

„Du kan få lidt Sovesaft,” sagde han. Selv brugte Høg Masser af Opium, Morfin og Cloral, han brugte det sammenblandet, Lægen holdt ikke mere Regnskab med denne ødelagte Naturs Hjælpemidler.

Han gav William en stor Skefuld. Men efter nogle Ugers Forløb hjalp Sovesaften ikke mere. Høg fordoblede Dosen og gav ham to store Portioner lige ovenpå hinanden.

Så faldt Drengen i en slappende, død Slummer og vågnede om Morgenen med blytunge Lemmer.

Om Formiddagen, når William og Sofie var i Skole, sad Nina alene hos Moderen. Disse ensomme Timer i det stille Værelse havde udviklet en øm Fortrolighed imellem Stella og hendes Datter. Nina havde bestandig i Moderens Omhu stået tilbage for William, Drengens Talent og Ejendommelighed havde skygget for de andre; nu i Sygdommen trængte Stella til Datterens milde Hænder, der var noget velgørende for den Syge i at se på Ninas høje Skikkelse, rolig bøjet over sit Arbejde ved det runde Bord; den blanke Pande, Håret, der barnlig var strøget helt tilbage . . .

„Kom hen til mig,” sagde Moderen. Og mens hun sad med Ninas Hånd i sin, talte hun om mangt og meget med sin Datter.

Nina voksede under dette. Hun blev alvorligere, ældre end sin Alder. Undertiden talte Stella om sin Død, Nina ville blive som en Moder for de andre, vogte over Sofie. Så ville de snart ikke savne hende mere. Men når Stella talte om at dø, græd Nina voldsomt med Ansigtet ned i Sengens Tæpper.

Om Eftermiddagen læste William højt. De trak Gardinerne for og tændte Lampen. Stella holdt ikke af Dagslyset under sin Sygdom. „Det ækle Lys,” sagde hun, „det viser Jer, hvor grim jeg er bleven.”

Nina syede. Stella lå med lukkede Øjne og lyttede, mens hun legede med Frynserne på det gule Silketæppe. Det var bestandig Dramaer, de læste, de samme, Stella havde læst for Børnene i gamle Dage, „før Ulykkerne kom”, som hun sagde, når hun om Formiddagen talte med Nina.

William læste dæmpet, trykket af Sygeværelsets Indeklemthed og Blomsterduften herinde. Stella havde fået en lidenskabelig Forkærlighed for Blomster, hun ville ligge omgivet af Planter ligesom i en Skov. Høg forskrev Roser fra Hamborg for at pryde hendes Spejlkonsol.

Hun lå rolig, hvid i det skinnende Lys, hvis Stråler kastedes tilbage med glimtende Glans fra Sengeforhængenes Silke. „Du læser smukt,” sagde hun. Men en Gang imellem blev hun urolig i Sengen, åbnede Øjnene og lod Hånden glide frem og tilbage gennem det opløste Hår.

„Giv mig Bogen,” sagde hun.

Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem.

William sad på Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni.

Men det varede sjældent længe, så kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. „Det er forbi,” sagde hun. „Jeg kan ikke mer.”

- - -

Det var forbi med Læsningen. Om Formiddagen, når Nina sad hos hende, lå Stella i en Feberdøs, halvt slumrende af Nattens Opium, som først virkede henad Morgenstunden; undertiden åbnede hun Øjnene, nikkede til Nina eller bad om lidt Gelée, slumrede så ind igen. Der var ganske mørkt, en enkelt Lysstribe faldt gennem de lukkede Gardiner ind over Sengen, ellers var det Nat. Stella ville ikke se Lyset. Når Vindusforhængene blev trukket fra, lod hun Sengens Forhæng falde for, Lyset måtte ikke nå hende. Hun var bange for dets Ubarmhjertighed, sagde hun til Nina.

Men hver Dag, når Nina spillede eller var henne at male, lod hun Jomfruen trække alle Forhæng fra. Vinterdagens gnistrende Lys faldt ind i Kabinettet.

„Som en hel Syndflod,” sagde Stella.

Så fik hun Spejlet hen ved Sengen og betragtede sit Ansigt. Hun så længe på sine falmede Træk, på sine hule Kinder, på sin Hud, der var gennemsigtig og gullig. Hun fulgte Skridt for Skridt den Sygdoms Ødelæggelse, som dræbte hende.

„Tag Spejlet bort,” sagde hun; og hun lå længe roligt, strakt lige ud, og så frem for sig.

Men undertiden på mørkere Dage, når det var Halvskumring bag Sengehimlen, eller hun rødmede i Feberen, kunne hun finde sig selv bedre, raskere. Hun satte sig op, strøg Håret tilbage, klamrede sig til det Livshåb, Spejlbilledet skænkede hende.

Så snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunne hun spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun ville blive rask.

„Jeg er allerede meget bedre,” sagde hun. Hun forsøgte at stå op, at tage mod Visitter, hun ville gøre Selskab for Ninas Veninder.

Der var en Bedring. Berg lod hende ligge på Chaiselonguen i Kabinettet. Nina spurgte, om hun måtte trække Gardinerne fra. „Endnu ikke, om otte Dage om otte Dage vil vi ha’ Lys herinde . . . .”

„Ikke sandt,” spurgte hun Berg, „om otte Dage vil jeg jo ikke mere forskrække Børnene?”

Hun lå om Dagen på Chaiselonguen under Palmerne i en hvid Slåbrok med store Kvaster, hun lod Jomfruen sætte sit Hår og fæstede en Diamantnål i Halsen.

Der var kommen en Tørst efter Luksus over hende, en Kærlighed til matte, bløde Stoffer, en Trang til mild Duft og kvægende Vellugt. Hun kunne ikke få nok af Blomster; hun overfyldte Kabinettet med Planter. Så lå hun mellem alle sine blomstrende Træer som en bleg Blomst, der visner umærkeligt.

Høg var lykkelig, han troede på denne Bedring, talte til Doktoren derom. Berg ville ikke give noget Håb, han frygtede en Skuffelse mere end Sandheden. „Men hun er meget bedre,” sagde Høg, „hun ser raskere ud, meget raskere end for fire Månder siden.”

„Måske,” sagde Berg.

De trådte ind i Kabinettets Mørke. Stella var faldet i Søvn på Chaiselonguen, hun sov let som et Barn, med Hænderne foldede om en Bog, hun havde læst i. Atlasket dækkede over hende som en fyldig Strøm.

„Se,” sagde Høg, „raskere er hun da.”

„Tror De?” spurgte Doktoren. Han gik hen til Vinduet og tog pludselig Gardinerne bort, så at Sollyset faldt ind i Kabinettet. Høg greb efter ham og vendte sig.

Stellas Hoved var faldet lidt ned, man så Profilen skarpt mod det hvide Tæppe, Øjnenes Hulhed, Hagen spids, Halspartiet indfaldent og rynket. Under den kunstige Rødrne lå Huden mat og blålig.

Høg gyste. „De har Ret,” sagde han. Berg trak Gardinet for igen: „Om otte Dage venter jeg en Krise.”

William og Nina troede fast på Bedringen. Det var dem, som de havde erobret Moderen tilbage, nu, da hun ikke mere lå til Sengs, da hun igen bestemte Maden til Middag, skrev Breve ved sin Ibenholtspult og tog imod Besøg. Fra Skumringen i Kabinettet spredte der sig som Lys over hele Huset, og de var til Mode som efter en overstanden Fare.

„Mo’r bliver rask,” sagde Nina tyve Gange om Dagen til Høg.

„Vi vil håbe det,” svarede Høg, og hver Gang han sagde det, så han på ny Martsdagens Sollys afklæde Stellas Skikkelse dens flygtige Sundhedsskær. „Vi vil håbe det.”

En Dag, William kom hjem fra Skole, fandt han Huset i Oprør. Fruen var blevet meget syg. Nina havde været henne at male, Jomfruen var beskæftiget. Så havde Fruen, som var meget rask den Dag og havde ladet Prøver komme fra en Butik for at vælge Stof til en Rejsedragt, været alene i Kabinettet. Hun sov, da Jomfruen gik.

Men noget efter havde Borgmesteren fundet Fruen som livløs midt på Gulvet. Gardinerne var trukket fra.

Og Fruen var endnu ikke kommet til sig selv . . .

William ville løbe ind, men Berg standsede ham i Døren til Kabinettet. „Dør hun,” hviskede Drengen, „dør hun?”

„Det vil vi ikke håbe,” sagde Berg og gik ind.

„Det vil vi ikke håbe.” William støttede sig til Dørkarmen, og rev krampagtigt i Portièren. Det var, som skulle han kvæles under den pludselige Fortvivlelse. Nina kom ind, hun var meget bleg, med røde Øjne.

„Tror Du, hun dør?” spurgte William.

„Jeg véd ikke,” sagde hun. Og uden at tænke derover gav hun sig til at klappe Williams Hår.

„Er her nogen?” spurgte Stella svagt, da hun vågnede. Berg gik hen til Sengen. „Lad de andre gå,” sagde hun mat, „og luk Døren.” Høg gik, Berg lukkede, som hun havde bedt om, gik så tilbage til Sengen.

„Nej - jeg får aldrig mere Lyset at se,” sagde hun. Hun lå tavs, nogle Tårer rullede ned ad hendes Kinder. „Når skal jeg dø, Doktor?” spurgte hun så. Hun havde vendt sig imod ham.

„Det er ikke vist, De skal dø.”

Hun rystede på Hovedet. „Hvorfor ikke sige mig Sandheden,” sagde hun.

„Fordi jeg ikke kender den, Frue.”

Stella drejede Ansigtet om i Mørket. Og ganske svagt spurgte hun: „Men når tror De?”

„De kan jo komme Dem endnu.” Lægen så ned for sig, og mens han fattede lidt fastere om Sengekanten, sagde han: „De ønsker måske at ordne et eller andet . . .”

Der var nogle Øjeblikkes Tavshed. Inde fra Sengens Mørke hørte Berg en Lyd som af undertrykt Hulken, så vendte den Syge sig igen. „Tak, Berg. Ja, jeg har meget at ordne.”

Hele Dagen ville Stella være alene. Der var meget lyst i Kabinettet, både Lampe og Kandelaber var tændt. Stella sad oprejst i Sengen og skrev Breve med Blyant, Ord, hvor hvert Skrifttegn havde kostet hende Smerten og hvert Bogstav Tårer. Om Aftenen faldt hun i Søvn uden Sovemidler, hun sov roligt, med sundt Åndedrag som et Barn.

William sad ved Sengen, da Berg kom ind.

„Hun sover,” sagde han. „Er det en Krise, Hr. Berg?”

Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tog så Kandelabren og betragtede hende længe.

Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet på Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silketæppe kastet lidt tilbage, lå hun i Kandelabrens Lys.

„Hvor Mo’r ser ung ud,” sagde William. Det blanke Hår skinnede, Pandens Hud var gennemsigtig og fugtig. Den højre Hånd faldt lidt ud over Sengens Kant.

Berg holdt den smalle Hånd mellem sine: „Hun vil ikke vågne,” sagde han, og medens han endnu en Gang betragtede den Sovendes Ansigt, sagde han langsomt: „Ja, det er en Krise.”

„Hun vil komme sig,” spurgte William åndeløst, „kommer hun sig?”

Lægen satte Kandelabren fra sig: „Måske,” sagde han.

William sov fast den Nat.

Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, så han næsten segnede under Byrden, mens han løb . . . Så pludselig hørte han nogen råbe: Du falder i, Du falder i, og En greb hårdt i hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han vågnede.

„William, William.” Det var Nina, som råbte: „Mo’r dør, Mo’r dør!” Han gned ikke sine Øjne. Han så i et Nu Nina, halv påklædt, med udslået Hår og Ansigtet fortrukket af Gråd.

„Nu kommer jeg,” sagde han blot. Det var mørkt endnu, og Nina var gået med Lyset. Han rodede omkring på det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom til at ryste, så han næppe kunne holde sig oprejst, fandt endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen stod Vågekonen midt på Gulvet, begge Pigerne græd ved Døren. De så på William, og Vågekonen sagde, det var et slemt Øjeblik at komme over.

Så kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lommetørklædet for Øjnene og hulkede sagte. „Hun vil sige Farvel til William,” sagde hun.

William gik frem over Gulvet og løftede Portièren til Kabinettet. Alt dirrede i ham. Kandelabren stod på Bordet, Stella lå med bortvendt Hoved, helt tilbage i Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve. En eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans Sorg og hans Gråd, mens han nærmede sig den Døendes Seng.

Tåreløs, med foldede Hænder knælede han ned.

„Er det William?” spurgte Stella, og da Drengen løftede Hovedet, så han fra Sengen bøjet imod sig et Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes under en hellig Glans.

Længe, længe så den Syge på sin Søn, og mens hun langsomt og som for at dulme hans Smerte lod Hånden glide gennem hans Hår, hviskede hun svagt som et døende Pust: „Jeg må dø.

Glem mig aldrig, William, aldrig - jeg har elsket Dig så højt.” Og med et Kast lod den Døende sig falde tilbage i Sengen, mens hun kulkede sagte.

„Aldrig,” lød det som et Råb i Dødsværelsets Tunghed - „aldrig!” og mens Ordene brød Seglet for hans tilbagetrængte Tårestrøm, rejste Drengen sig i vild Smerte og kastede sig ned over Sengen. „Aldrig,” gentog han under Hulken.

„Farvel - Farvel!” Stella drejede Hovedet bort, ind mod Mørket. Så rejste William sig og omfattede med et eneste Blik alt i Værelset, Blomsterne, den hvide Seng, Moderens bortvendte Skikkelse; i et eneste Nu bestormet af de tusinde Minder, som dette Værelse gemte, og som råbte til ham med tusind Stemmer på en Gang, gik han hen mod Døren.

Han sænkede Hovedet, så sig ikke tilbage. Men pludselig hørte han Moderen vende sig, han drejede Hovedet. Skinnende hvid, helt udstrakt lå hun, med Blikket fæstet på ham,

„Mo’r,” råbte han og strakte Armene frem.

Men uden at røre sig, bestandig med det samme Blik, hviskede hun svagt, åndende ud i et langt, smerteligt Suk:

„Stakkels Dreng!”

William vidste ikke selv, hvorfor han stivnede under dette Suk . . .

Kl. otte begyndte Dødskampen. Berg og Vågekonen holdt den Syges Hænder, Nina tørrede Sveden af hendes Pande.

Inde i Dagligstuen sad Sofie stille, helt betaget af den Barndommens frygtelige Sorg, som ikke forstår, men frygter; en navnløs Ængstelse uden Tårer, som gør Lemmerne stive.

Høg gik rundt om Bordet, bestandig rundt, rundt som jaget. Undertiden standsede han ved Døren til Kabinettet, lyttede og gik videre, mens han vred sine Hænder, som ville han knuse sine blåhvide Fingre. Under Skægget skinnede den frygtelige Bleghed igennem, og Øjnene var underløbne med Blod.

Bag Kabinetsdøren sad William. Berg havde forbudt ham at gå ind, han sad tankeløst og klippede mekanisk Aviser i små Stumper; han blev ved at sige et Digt frem, som han havde til Skolen, ganske sagte, mens han klippede . . .

Men han hørte ikke de Ord, han selv hviskede; hans Liv lå i det Øre, med hvilket han lyttede til den Døendes Rallen bag den tiltrukne Portière. Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at se . . . bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han Portièren til Side.

Kabinettet var lyst. På hver sin Side af Sengen så han Vågekonen og Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk Trækning . . . Hendes Hoved var strakt frem, Øjnene stive, Håret uredt og pjusket, Farven gulblå . . . og ud af den sammenbidte Mund flød et hvidt Skum.

Med en ubetvingelig Rædsel lod han Forhænget falde. - Det var Mo’r - -

Berg kom ud, han var meget rolig. „Vi vil give hende Champagne,” sagde han.

„Champagne?”

„For at lindre, ja, det er det eneste, som nu kan gøres.” Han gik ind igen, Høg blev ved at gå rundt om Bordet, uden at sanse, blot rundt.

„Skal Jensen hente Vinen?” spurgte William.

Faderen nikkede.

Inde fra Kabinettet hørte man heftige Kast, når den Døende fo’r op i Krampen, undertiden en sagte Klage. I Dagligstuen Høgs jagende Skridt.

Så joges de alle op af Champagnens Knalden, Jensen stod forvirret med den guldhalsede Flaske i Hånden, mens Vinen skummende vældede ud på Tæppet. Berg kom ud. „Godt,” sagde han, tog Flasken og gik atter ind.

William var til Mode, som skulle han sluge en Klump, der kvælende sad ham fast i Halsen.

Man gav Stella Champagne hele Dagen.

Hen på Eftermiddagen faldt hun i Søvn. Da hun vågnede, var hun uden Bevidsthed, men rolig. Høg sad ved Sengen med hendes Hånd imellem sine, Hånden var fugtig kold, allerede stivnet af Dødens Stivhed.

Engang imellem virrede hun med Hovedet og sukkede svagt. Det var, som en Rest af Livet flygtede med hvert Suk. De lukkede Øjenlåg sitrede.

Klokken halv ni åbnede den Døende Øjnene, hun så på Høg, og som et Genkendelsens Smil gik over hendes Ansigt:

„Hører Du Lærkerne?” hviskede hun.

Et lykkeligt Smil, en sagte Trækning, et Suk . . . Høg slap sin døde Hustrus Hånd.

Mens hans ludende Hoved faldt tungt ned på hans Bryst, rejste han sig med bøjet Ryg, og med et tomt, glansløst Blik så han længe på Stellas døde Legeme. Og som om hans Lemmer mistede deres Spændkraft, tumlede han pludselig tilbage mod Væggen, mens den kolde Sved sprang frem på hans Pande.

Han havde vel et svært Regnskab at opgøre med denne Døde.

Så gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør.

Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg tåreløs, vridende sine Hænder.

Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud. Høg var gået ud, og Lægen gik hen til Nina, gav hende et Brev og sagde, at hendes Moder havde bedt hende læse det sammen med William. Nina græd voldsomt, Lægen kyssede hende på Panden, bad hende være rolig og gik ud for at tale med Vågekonen, som ude i Spisestuen havde travlt med at rive Shirting i Stykker, sy Rosetter og knytte Sørgeflor.

Nina bragte Sofie i Seng og vendte tilbage til Dagligstuen.

William havde skruet Lampen højt op og sad og læste ved et Bord lige ved Spisestuedøren, som han havde lukket op på Klem. Han var pludselig blevet greben af en bleg Skræk for Døden, som lå ved Siden af ham, en Angst, som næsten dræbte hans Sorg. Han syntes slet ikke mere, det var hans Moder, som lå derinde bag Portièren, han følte kun, at Døden var i Huset.

„Lad os så læse Brevet,” sagde Nina. William så op og mødte Moderens Skrifttræk på et hvidt Blad. „Til Nina og William”, stod der. Han syntes, han skammede sig og rødmede over sin Angst fra før.

Bøjede frem under Lampen med hinanden om Livet læste de to Søskende deres Moders sidste Brev.

„Elskede Børn! Min Hånd ryster, så jeg næppe kan skrive, og hvert Bogstav, jeg skriver, smerter mig, men Kærligheden vil lære Jer at læse min utydelige Skrift . . .”

William bøjede Hovedet ind mod Ninas Bryst og krystede hende i et langt, fortvivlet Favntag . . .

„Lad os læse det roligt,” sagde Nina mildt og rev sig løs.

„Eders Moder, som nu må dø, skønt hun så gerne ville leve for Eders Skyld, har, lille, elskede Børn, ikke altid været lykkelig. Man har Sorger, som man skjuler under Smil, og det er de Sorger, som har gnavet mit Liv, men alt dette behøver I aldrig at erfare. Mine sidste Ord er en Bøn. Jeg har ofte, når jeg om Aftenen sad alene med Jer, talt om den berømte Slægt, I tilhører, og det er, dyrebare Børn, for denne Slægts Skyld jeg beder Jer at opfylde min Bøn, for Eders Bedstefaders Skyld, hvis sidste Ord det var, for min Skyld, som er død for at opfylde hans Vilje.”

En Tåre havde udvisket Ordene. Åndeløse løftede de Papiret mod Lampen. William græd ikke mere, stående bag Nina slugte han Papiret med Øjnene.

„Eders Fader er sindssyg - måske bliver han aldrig rask. Vor Tid, elskede Børn, er endnu besynderlig nok til at anse denne Ulykke for en Vanære, og desuden ville Eders Fader miste sit Embede, hvis de kendte hans Sygdom - og I er ikke rige - derfor, dæk over det, skjul det - - I er unge, Livet vil en Gang bringe Jer Lykke - -

Lad ingen vide det!

Jeg er træt - Hånden vil ikke mere. Tusinde, tusinde Gange Farvel!

Eders Moder.”

De havde læst med tilbageholdt Ånde, drevne frem gennem de usikre Tegn som gennem en Dødsdom, man læser med gruelig Nysgerrighed.

Nina lod Bladet falde.

Stumme, udmalende Fremtidens Lidelser sad de længe tavse.

„Lad os besøge Moder,” sagde så William.

Vågekonen havde hængt Lagener på alle Væggene, dækket af et hvidt Silketæppe lå Stella på Sengen. Ansigtet var roligt, men om Munden dvælede en tavs Smerte, som om den Døende var gået bort med et undertrykt Suk.

Nina holdt Lampen op og lagde et klart Klæde over den Dødes Ansigt.

Ude i Spisestuen stod de optrukne, halvt fulde Champagneflasker i en lang Række.

Høg kom hjem, rød i Hovedet, Årerne i hans Pande svulmede.

„Jeg har været ude at spise,” sagde han. „Spis, spis, man trænger til det på sådanne Dage.”

„Vi har spist,” sagde Nina.

„Men man bør have nærende Ting, meget nærende Ting, køb noget Oksekød i disse Dage, Nina, meget Oksekød.”

Han gentog Ordene mekanisk, talte som En, der går i Søvne. Han gav sig til at rode i Buffet’en og tog tre Glas frem.

„Vi vil ha’e godt af at drikke lidt i aften,” sagde han, „rigtig godt, for at kunne sove, og ellers vil Vinen spildes - -”

William gjorde en Bevægelse som for at styrte sig frem over Buffet’ens Flasker. Nina blev blegere end et Lagen.

„Jeg kan ikke drikke,” sagde hun.

Noget i Tonen slog Høg. „Du har det heller ikke nødig,” sagde han, „men William - han sover dårligt.”

Han tog en af de halvfulde Flasker og skænkede Vinen op i et Vandglas.

„Drik,” sagde han. William tog Glasset og førte det op til sine Læber . . . „Nå drik,” sagde Høg barsk, „drik.”

Han skænkede for sig selv: „Vi har godt af det.” Han stødte sit Glas mod Sønnens: „Nå, godt Mod,” sagde han. William var til Mode, som skulle han dø, mens han drak.

Han satte Glasset fra sig og så på Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og Ninas Angst gav ham ingen Trøst.

Et År var gået.

Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik alt i Huset som i „Fruens” Tid; Loven, som styrede, var et bestandig gentaget „sådan gjorde Moder”, og for hver Dag, som gik, syntes Nina, hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.

Denne Følelse og hendes kraftige Ungdom måtte også til for at lette hende Livet i det triste Hjem. Høg skrantede, plaget af en Melankoli, Børnene måtte være lykkelige over, fordi den var hans Sygdoms mildeste Form, men som dog lå så tungt over de unge Liv, der fik deres første Indtryk i Skyggen af uovervindelige Sorger.

Og tungere endnu, som en mørk, truende Sky, lå Frygten over Hjemmet. Denne skrækslagne Frygt for et nyt Udbrud af Faderens Sygdom ligefrem isnede Ninas og Williams Sind og lod dem leve i en evig Uro, der aldrig sov. Et enkelt muntert Ord fra den tavse Høg, og de skræmmedes op som stukne af en Bi; en lidt ordrig Fortrolighed mellem Fader og Børn, og de tilkastede hinanden et sky Blik, som sagde hurtigt og angstfuldt: „Nu kommer det;” et Forslag fra Høg om en Fornøjelse, som skulle bringe lidt Adspredelse ind i det ensformige Liv, han selv med knugende Sorg så hans Børn førte - og de sagde, når de var blevet ene: „Vi gør det ikke.”

Nina blev stærk i dette Liv. Sorgen, den Opgave, man havde stillet hende, og som var for stor for hendes Kræfter, knugede hende ikke. Men den tidlige Smerte var gået gennem hendes Sjæl som en Frostnat, og Frostnattens Rim dvælede der længe.

Med al sit Hjertes Varme omfattede hun „sine egne”: William og Sofie - Fremmede skyede hun. Hun havde en bestemt, stærk Følelse af, at man gjorde dem - hendes Søskende og hende selv - Uret ved således at dræbe deres første Ungdom, og denne Følelse gjorde hende kold mod alle, selv dem, som ikke havde nogen Del i at pålægge de unge Skuldre dette Offer for Slægtens Anseelse. Desuden måtte hun sky Fremmede, deres Hus måtte være en Fæstning. Hvis man skulle skjule Faderens Sygdom, måtte det ske ved at holde sig borte fra alle. - Hvem vidste vel, når Sygdommen kunne bryde løs?

William betoges af den samme angstfulde Skyhed som Søsteren, men den virkede hos Drengen på anden Vis.

Han havde i de sidste. År indsuget en overmåde stærk Følelse af sin Slægts Betydning og Ælde, af dens Dåd og dens Gerninger, og denne Slægtsstolthed, der i hans lidenskabelige Gemyt fik en ejendommelig sugende Heftighed, var slået ud i en altbeherskende Ærgerrighed, en Drengeærgerrighed af den særegne Fjortenårsart, hvis Gerninger er Drømme, hvis altid søgende Æretørst læskes ved Sejre, vi tildeler os selv, og hvis smykkende Laurbærkranse er så let vundne, fordi vi bekranser os selv. William stødte i sine Fantasier Panden mod Himlen.

Den sygelige Dreng erobrede i Tankerne en ny Verden for sig og sin berømmelige Slægt.

Så kom Faderens Sygdom. Hvad der overvældede ham, var her ikke Faderens Ulykke, men langt mere den Skam, han vagt følte faldt over dem ved denne Sygdom. Han blev kaldet tilbage fra sine himmelstormende Fantasier og så med pludselig Klarhed Virkelighedens Ynkelighed.

Hans Drømme havde ikke Livskraft til at modstå denne Storm, og de blomstrede ikke op mere; som en enkelt Aprilnats Kulde kan afvisne et spirende Blomsterbed, således sank Drengens Fantasier sammen under dette Slag.

Hans Tankeliv stængtes inde bag en tung Melankoli, der ligesom gav hans altfor tidlig slappede Nerver Hvile. Hele hans Eksistens prægedes af en Træthed, der var Frugten af de heftige Sindsbevægelser, som hans nervøse Gemyt ikke havde kunnet bære uden at modtage altfor store Mærker deraf.

Og til denne Blasérthed, skabt af for tidlige Sorger, stødte langsomt en anden, mindst ligeså farlig og skæbnesvanger.

Stellas Død slog en uudfyldelig Brèche i Sønnens Liv; uagtet hun aldrig havde egentlig, hvad man kalder opdraget på Sønnen, men snarere kun set til, mens han udviklede sig, var det dog hendes Smag, og kun hendes, som havde dannet ham, hendes Følelser, som så at sige igenvoksede i ham. Hun var Midtpunktet for alt, hvad han vidste, følte og tænkte. Nu gik hun bort samtidig med, at Familiens Ulykke berøvede ham de Drømmerier, der havde opfyldt mer end hans halve Liv, og han følte under sin bestandig tiltagende Melankoli en Tomhed, hvis eneste Indhold var den dybe med Barndommens Halsstarrighed fastholdte Bitterhed, han nærede mod alt og alle.

Og i Stellas Sted trådte, under det ensomme Liv i Hjemmet, ingen ny Fortrolighed eller nært Kammeratskab. Høgs Hus var ikke til det.

Træt af at fantasere, henvist til sig selv begravede William sig i Læsning. Men det var Drengen umuligt her længere at finde Smag i Bøger, som ville have passet for hans Alder.

Livet havde ladet ham se Lidelser og Lidenskaber røre sig kraftigere, Sorger nage dybere, end de gjorde i disse Bøger.

Således søgte han i sin Læsning hurtigt bort fra sin Alders Bøger, og han opsøgte de Digtere, som man siger har skrevet med deres Blod: kun deres Værker syntes ham sande, og kun de syntes ham at vide, hvad et Menneske må lide.

Læsningen kom således til og ophedede yderligere det Drivhus, hvori Forhold og Omstændigheder så tidlig havde indflyttet denne Plante.

Men de Sorger og Lidelser, hvoraf såmange af de Digtninge, han læste, bugner, var som oftest af en anden Art, tilhørte en anden Sfære. Dette gjorde William sig imidlertid ikke klart, han så blot, at dette var Lidelser, som han vidste, de oplevedes, og uden at have nydt i Livet noget af det, som havde skabt disse Lidelser, blev han gennem Kendskabet til Lidelserne først fortrolig, siden træt af Nydelser, som han aldrig havde smagt.

Et goldt Tankeliv var allerede færdigt med en Byrons Lidenskaber og en Heines Ulykker.

Så nåede han på sin Vej til Alfred de Musset, og den facile Adjunkt udlånte med et Smil: „la confession d’un enfant du siècle” til den femtenårs Dreng. Og det ville også have været for silde at holde igen. William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed, der netop, fordi den kun tilhører Tankelivet, piller alt op og udtørrer alt, forstod han hver Fiber i den Musset’ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født af Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed.

Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velærværdighed til Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser, skeptiske Spørgsmål og Fraser. Hans Velærværdighed talte på Højtidsdagen i sin Velsignelse, da han lagde Hånden på Williams Hoved, om de unge Sinds Gæring, der gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin Nåde tilsidst ville skabe det samlende Lys.

Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William, eller William gledet bort fra Religionen. Dump Melankoli, Ligegyldighed og Træthed havde efterhånden hentørret Bønnerne på hans Læbe, og den, som ophører at bede, er langt fra Gud.

William Høg syntes, han havde levet meget længe og længe nok. Hans Ansigtstræk havde fået dette gamle, tidlig visnede Udtryk, der er ejendommeligt for Krøblinge eller Børn, der skal dø tidligt, han var meget mager og gik altid bøjet, med ludende Hoved.

Dog så det ud til, han kunne vokse sig køn.

Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke Bånd, som de fælles Sorger havde bundet, brast ikke. Men på den anden Side havde disse samme Sorger tidligt udviklet deres Karaktér i meget forskellig Retning, og for hver Dag, der gik, måtte Kærligheden slå Bro, over en stadig større Kløft i Forståelsen.

William var nervøs og pirrelig, og under hans Tungsind bruste og kogte al et lidenskabeligt Gemyts tilbagetrængte Voldsomhed. Så kunne denne undertrykte Gemyts-Hede ofte slå ud på de besynderligste Tider og ved de ubetydeligste Lejligheder, når f. Eks. Nina, der var Ordenen selv, havde lukket en opslået Bog, flyttet en Stol, hvorpå Broderen havde siddet, eller sådan et eller andet.

Nina var under hans Vredesudbrud bestandig rolig, og denne Ro æggede William, opirrede ham yderligere. En Dag havde Søsteren lagt „Rolla” ind i Bogskabet og tillod sig, da Broderen spurgte om den, at bemærke, at denne Bog forresten ikke var for Drenge.

William blev rasende og sagde, at hun forstod sig vist ikke meget på den Slags Ting - hun skulle helst blive hos sin elskede „Jane Eyre”.

Nina svarede ikke straks, men lidt efter løftede hun roligt Hovedet og så på Broderen, mens hun sagde:

„Tror Du, Mo’r ville synes om, at Du læste i den Bog?”

William havde ikke ventet dette Spørgsmål.

„Du tror det ikke,” sagde Nina og så atter ned.

Men lige med ét fløj Broderen ind imod hende, og i Raseri slog han hende på Øret, så det klaskede.

„William!” råbte Nina, næsten angst. „William - hvor kunne Du dog?”

Og lige så snart han havde hørt Lyden af sit eget Slag og den smertefulde Betoning i Søsterens Råb, faldt hans Hænder slapt ned. Han så skelende op, og han syntes, han måtte krybe i Jorden af Skam.

Nina havde rejst sig, hun holdt Hånden mod den rødplettede Kind, og koldt som med Knivklang sagde hun:

„Du ligner Fa’r!”

„Nina!” Han skreg det.

Forskrækket, sky så William atter op, og deres Blik mødtes. „Nina,” sagde han igen, sagtere, „Nina!” Hun sank med en Mumlen sammen i Stolen og græd med Hovedet ned i sin Sykurv.

Nogen Tid efter, stærkt ind i det andet År efter Stellas Død, blev Høg atter eksalteret; langsomt, men sikkert gennemløb hans Sygdom de samme Stadier som sidst. Det var de samme Idéer under andre Former, de samme Overdrivelser, den samme indholdsløse og ustadige Energi; på Børnenes Side den gamle Angst, den gamle Venten, den gamle, hvileløse Frygt. Kun var de nu ene om at bære det.

Om Natten gik Høg søvnløs rundt i Huset, han rumsterede i Køkkenet, lyttede ved Dørene, spejdede efter Lyssprækker for at se, om William eller Nina havde Lys og vågede. Han stjal deres Lys om Aftenen og tog Tændstikkerne fra dem. Han vidste, at de passede på ham, og han ville hindre det.

Efterhånden som Eksaltationen steg, voksede Børnenes Angst - også Sofie forstod nu, at Faderen var syg - men Berg håbede på en hurtig Bedring og lod Høg blive i Horsens.

Om Dagen sad Nina hjemme uden at turde gå ud og uden at kunne blive rolig mellem de fire Vægge. Hun skyede Folk endnu mere end ellers, hun syntes, at alle Mennesker så nysgerrigt på hende, og hun hadede både deres Medlidenhed og deres Spørgsmål. Så sad hun i et halvmørkt Værelse til Gården og rugede over sin hjælpeløse, fortvivlede Angst, så lang Dagen var, uden at kunne tage sig noget til og uden at arbejde, hensunken i sin egen Hjælpeløshed. Når Faderen var hjemme, jog hun hvert femte Minut op af sin Sløvhed for inde i Spisestuen at lytte efter, hvad han tog sig for i sit Studereværelse, om der var Folk hos ham, og hvad han sagde.

Undertiden, når han således havde Besøg, og han talte meget højt og længe, åbnede hun pludselig Døren og trådte ind under et eller andet ligegyldigt Påskud, som kunne afbryde Samtalen og få den Fremmede bort. Men fra Faderens Øjne mødte hende da et Blik så vredt og hadefuldt, at Datteren gøs derved.

Var William hjemme, sad de to Søskende sammen. Deres Samtale var altid den samme, ligesom deres Tanker: i en Ring gik både Ord og Tanker rundt om deres Frygt.

Høg tog ofte William med sig på sine Udflugter, Spadsereture, lange Rideture; undertiden kunne de være borte hele Dage. Disse Tider var Hvilepunkter for Nina, hun trængte så hårdt til at hvile ud fra sin Angst; for William var dette Samliv med den Syge en forfærdende Lidelse.

Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld som han i Sygdommen var mod dem, han ellers elskede, fortalte han løst og fast om sine Brødre, om Excellencen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin Søns Øjne. Eller han tumlede med de vildeste planer om at rejse for at vise Sønnen de Steder, hvor han havde tilbragt sin Ungdom, om at føre ham til Paris og til Italien. William gav ham Ret i alt. Sålænge de var ene, var det dog langt mindre forfærdeligt, og sålænge lod han Faderen tale. Men hvor han kæmpede, når de var sammen med Fremmede! Han dækkede over Faderens Besynderligheder, talte livligt, spurgte ham ud, som om han selv var mest interesseret i alt; han forklarede Faderens Anskuelser, han bortforklarede hans Overdrivelser, så med hundrede Øjne og hørte med hundrede Øren for at aflede Opmærksomheden fra hans uforklarlige Excentriciteter.

Snart agerede Faderen syg og lagde sig til Sengs; da måtte Sønnen timevis holde våde Klude på hans Pande, han kunne ikke vige fra ham, men sad med hans Hånd i sin, mens Faderen jamrede sig i indbildte Smerter. Nervernes Oprør lod den Ulykkelige lide et Helvedes Kvaler.

Snart ville Høg bruge Bade, og de tilbragte nogle Dage ved Kysten. Han gik ved to Stokke, halvbåren af William kom han således ned til Badehuset. I Badekamret ville han være alene, og Sønnen måtte kun følge ham til Broen. Det var forfærdelige Øjeblikke for Williams ophidsede Fantasi, når han i stirrende Angst ventede inde på Stranden, uafbrudt seende mod Badehusets Dør, der blev ved at være lukket Kvarter efter Kvarter, indtil den kolde Sved sprang frem på den Ventendes Pande.

Så ilede han i vanvittig Frygt i tre Spring ned fra Skrænten, hvor han sad, ud ad Broen og bankede på Døren.

„Er Du i Vandet endnu?” råbte han.

„Nu kommer jeg,” svarede Høg kort, „Du er vel angst, din Fa’r, som har fået Svømmepræmier, skal drukne i et Vandfad?”

Om Middagen spiste de ved Table d’hôte i det lille Badehotel. De sad nederst ved Bordet, Høg lige ved et Hjørne: når han ville tale, måtte det ske over Sønnen.

Aldrig i sit Liv havde William været så videbegærlig som i denne Timestid, hvor den gnavne Vært lod sine med spædt Kalvekød fyldte Overflødighedsskåle tømmes på Gæsternes ventende Tallerkener. Han bemægtigede sig med en Opbyden af al sin Kraft hele Faderens Opmærksomhed, og han skjulte med sin Livlighed og Spørgelyst hele det øvrige Selskab for Høg; han overvældede ham med Spørgsmål, han lo, svarede muntert, skæmtede. Den kolde Angst gav ham Kræfter.

Men når de efter disse Måltider kom op på deres Værelser og Faderen lagde sig til at sove på sin Seng, kunne William ofte falde fuldstændig sammen efter den frygtelige Anstrengelse, og, stum og følesløs for alt, tilbringe Timer i en tom Opgivelse, hvor hans Hjerne havde ophørt at arbejde, og hvor han græd af Slaphed uden at vide det.

Efter nogle Dages Forløb vendte de så atter hjem, og det gamle Liv begyndte igen. Eksaltationen steg stadig, og Nina og William turde ikke mere gå i Seng om Natten. Dér sad de mange Nætter - det var nu ud på Efteråret - halvslumrende i et Par Lænestole i Williams Værelse uden at turde tænde Lys og uden at turde tale for at holde sig vågne. Høg ville have set Lys i Sprækken og hørt deres Stemmer, når han gik forbi Døren. Hele Natten hørte de hans urolige Vandren, når han hvileløs gik ud og ind og åbnede og lukkede alle Døre i Huset. Han spiste sjældent om Dagen, men om Natten hørte de ham mange Gange rode med Glas i Buffet’en og rasle med Knivene, og om Morgenen kunne de se, at han havde skåret Ost i Spisekammeret.

Børnene turde ikke tale. En Gang imellem spurgte den ene, blot for at høre en Lyd, som kunne adsprede den tunge Stilhed, deres Rædsel befolkede med Skræmmebilleder: „Sover Du?” Og den anden svarede med et Par hurtige Ord. Det var alt.

Således gik mange Dage og mange Nætter.

Tanken om at rejse blev imidlertid stadig stærkere hos Høg, han ville vise Sønnen Europa. En smuk Dag spurgte Berg William, om han turde rejse med Faderen.

„Deres Fader ønsker at rejse,” sagde han lidt nonchalant, „og jeg tror, at Rejsen ville være gavnlig, meget gavnlig for ham.”

„Rejse - -,” mumlede William, og det var ham, som om han pludselig skulle kvæles . . . „jeg - -”

„De tør altså ikke,” spurgte Berg barsk.

William så op, lige ind i Lægens grå Øjne: „Hvor lang Frist ville det kunne gi’e?” spurgte han.

Lægen modstod ikke det Blik, han så ned og sagde tøvende: „De véd godt, Høg, at Lægerne kun kan antage.” Han slog med Stokken lidt Støv af sine Benklæder.

„Og hvorlænge antager De,” spurgte William igen, ejendommelig fast.

„Måske et Par År,” sagde Lægen, „men når De er bange . . .” Berg vendte sig halvt bort.

„Er der da intet at være bange for, Doktor Berg?” Ordene kom heftigt, som en undertrykt Bebrejdelse, og det unge Menneske så atter skarpt på Berg. „Er der intet at være bange for?”

„For Dem intet.” Der var en kort Stilhed. „Men Skolen?” sagde William tøvende og slog Øjnene ned.

„Å ja, søg Påskud!”

William åndede dybt; han åbnede og lukkede Hænderne nogle Gange, som for ved en mekanisk Bevægelse at betvinge sit Sinds Oprørthed, og lidt hæst sagde han så:

„Jeg skal gerne rejse.”

Lægen så et Øjeblik på ham, som han stod dér med store Sveddråber på Panden og Munden smertelig sammentrukken under de hviskede Ord, og i et pludseligt Udbrud af Medlidenhed slog han ham på Skulderen.

„Det var bravt,” sagde han. „Og De skal ikke være bange.”

Tre Dage efter rejste de. Selve hans uovervindelige Angst gjorde William rolig og fattet i disse Dage, men da han kørte bort fra Perronen og lænet ud af Kupéen så Nina viftende med det hvide Lommetørklæde, var det ham, som om Jorden gled bort under ham, og han satte sig i Svimmelhed tilbage i Sædet.

Den første Uge syntes det, som om Berg skulle få Ret.

De rejste i små Dagsrejser, lå over hver Nat, og tog først videre højt op på Dagen. William bestak Konduktøren, så de blev alene i Kupéen, hvor Høg så lå på den ene Side, ligeså lang han var, på et Leje, redt af Plaider, Tæpper og Puder. Undertiden var han så svag, eller indbildte sig at være det, at man måtte løfte ham både ud og ind af Kupéen. William fortalte, de rejste til et Bad, og bødede på alt med Drikkepenge, som han næsten måtte kaste ud i Grams. For at få de mange Penge af Faderen, der lige så ofte var latterlig påholdende som latterlig ødsel, måtte han lave de utroligste Historier.

Til andre Tider var Høg livlig som et tyve Års Menneske, og så var det vanskeligt at holde ham i Kupéen; han undrede sig over, at de bestandig var alene, og med de Sindssyges Mistænksomhed sagde han: „Men Du vil vel ingen ha’e må være sammen med din Fa’er?” William slog det hen, søgte Grunde: „Der var jo så få, som kørte på første Klasse.”

Under Opholdet i Neumünster blev Faderen borte. William havde været inde for at købe nogen lekture i Jernbanebiblioteket, og da han kom tilbage på perronen, var Kupéen tom.

„Einsteigen,” råbte Konduktøren højere oppe i Toget.

„Einsteigen!” Han slog Døren hårdt i . . .

William sprang ned af Trinnet og så sig fortvivlet om, ingen at se - han løb ned forbi de nærmeste Vogne og råbte højt, ingen, der var ingen, som svarede.

„Einsteigen,” råbte Konduktøren lige ved ham.

William sprang op på Trinnet, og hurtigt, i afbrudte Sætninger, fortalte han, at Faderen var borte, at han ikke kunne rejse, at han måtte blive her.

Konduktøren lo og halvt tvang ham ind i Kupéen - William greb sig i at have talt Dansk i sin Fortvivlelse.

Mens de kørte, sad han overvældet, forvirret, uden at turde tænke. Han burde være blevet, han burde aldrig være taget med - - Men Faderen kunne jo have taget fejl af Kupéerne, han sad naturligvis i en anden Vogn, han kunne jo dog ikke være blevet tilbage . . .

Han gik i sin Bevægelse frem og tilbage i Kupéen uden at kunne sidde roligt, bestandig påny bearbejdende dette dobbelte Sæt af Tanker, som hans Fantasi understøttede så forfærdeligt med ligegyldige Grunde.

Og hver Gang de standsede på en af de små Stationer, havde han Lyst til at springe ud, og den nye Tankerække tvang ham dog til at blive.

Hvad skulle han vel også kunne gøre med sine tyve Mark? Hvor skulle han vel tage hen?

I Hamborg åbnede han selv Vogndøren og steg ud. Hans Angst var gået over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der åbnedes i Vognrækken. Han løb lidt ned til den næste første Klasses Vogn - til den næste. En Herre stod på Trinnet halvt bøjet ind i Vognen . . . nu trådte han helt ud . . . vendte sig . . . det var ham.

William standsede med et Ryk og slog sig med Hånden for Munden for ikke at skrige; alt Blodet fo’r ham i Stød til Hjertet.

Høg hjalp med udsøgt Høflighed en blond, meget høj Dame ud af Kupéen, bød hende Armen og kom henimod Sønnen. Da han så ham, smilede han: „Er Du dér,” sagde han fuldstændig ligegyldigt. „Skaf os en Vogn, min Dreng.”

Damen tog Lorgnetten op og så et Øjeblik nonchalant på William, vendte sig så og sagde nogle Ord på Fransk, medens de gik ind i Ventesalen.

William blev stående, han kunne næppe kende Faderen igen: set således bagfra med den slanke Figur rettet, Hovedet båret så smukt, lidt bøjet ned mod Damen ved hans Arm - mod sin Vilje blev Sønnen slået af den rene Race i den hele Fremtoning, noget vist ubeskrivelig fornemt, det var umuligt at definere.

Han skaffede Vognen, og de kørte alle tre - Høg, Grevinde Hatzfeldt og han - til „Hotel de l’Europe”. Grevindens Kammerjomfru sad på Bukken.

Ingen talte til William. Han sad halvt gemt under hendes Nådes Kasser og Hatæsker, og når Faderen pegede på et eller andet, henvendte han sig kun til Damen eller tilføjede hurtigt et: „Ser Du, min Dreng”, hvis henkastede Betoning gjorde Sønnen mindst fem År yngre. William var til Mode, som gik han endnu med Bluse. Grevinden talte Fransk og holdt ham på denne Måde udenfor Samtalen, forresten syntes hun helt at have glemt hans Tilstedeværelse og ikke at ville ane hans Eksistens.

Da de var blevet alene i Hotellet, spurgte William, hvem den Dame var.

„Jeg var en Ven af hendes Mand,” sagde Høg. Videre ikke.

Han gjorde omhyggeligt Toilette, tog tre-fire Skjorter af og på, inden han kunne finde en, der var god nok, valgte mellem sine Frakker en blå med Fløjlskrave og lange, moderne Skøder.

„Vi spiser Frokost i den zoologiske Have,” sagde han.

„Med Grevinden?”

„Ja.”

Det blev en drøj Dag for William. Faderen åndede kun for Grevinden, han gjorde Kur, overvældede hende med Opmærksomhed, han kyssede hende på Hånden, havde hende under Armen, sad bestandig lige overfor hende uden at tage Øjnene fra hende. William kunne næsten ikke holde ud at se derpå, det pinte ham; han rødmede, når Faderen karesserende lagde sin Hånd på Grevindens Arm, han slog Øjnene ned, når de smilte til hinanden med et tavst og leende Smil; han led, når Faderen bøjede sig ned og deres Øjne mødtes.

Han vidste ikke selv, hvad det var, men han syntes, at Faderens besynderlige Blik måtte fornærme enhver Kvinde, at hans Berøringer måtte oprøre hende. Og i sit stille Sind hadede han denne blonde, rolige Dame med sin grå Rejsedragt, sine svenske Handsker og sit evige Smil.

Til ham talte man slet ikke, og efterhånden steg hans pinlige Følelse til det utålelige. Han kunne ikke længere holde det ud, han syntes, Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt på Grevinden, der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige Smil.

Han ville ikke se på dem, og dog kunne han ikke lade være, hans Følelse såredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se.

Så tænkte han, han ville sige hende alt, fortælle hende, at Faderen var syg - det ville være en Straf, og det kriblede ham i Fingerspidserne efter at sige det; men alligevel, nej, det var umuligt.

Om Aftenen var de i Thaliatheatret. De sad i en Avantscene-Loge. Høg og Grevinden langt tilbage i Mørket, William helt fremme. Man spillede et Stykke af Moser med en af Tysklands berømteste Skuespillerinder som Gæst. Ingen i Logen fulgte Spillet.

William hørte ustandseligt Grevinden og Faderen hviske bag sig, og han irriteredes af Lyden af den store Vifte, som hun uafbrudt bevægede frem og tilbage. Faderen sad hele Tiden helt bøjet henimod hende, med sit Ansigt ind imod hendes.

I en Mellemakt gik Faderen ud. Og uden at kunne beherske sig længere, vendte William sig om mod Grevinden, og sagde hurtigt:

„Fa’r er sindssyg.” Han mødte Grevindens Blik, hun rørte sig ikke, bevægede Viften sagte og svarede:

„Det véd jeg.”

Ordene døde på hans Læber, han kunne have slået hende i Ansigtet.

Den næste Morgen rejste Grevinden, uden at Høg bekymrede sig derom.

De tog fra Hamborg to Dage efter, standsede i Münster, i Düsseldorf og nåede endelig Köln.

Høg talte mere end i Rejsens allerførste Tid, og han begyndte at undgå William, mens han stadig stiftede flere og flere nye Bekendtskaber overalt, hvor de kom. Om Dagen gik det an, Sønnen fulgte jo med på Turene og var ialtfald i Nærheden, men efter det sene Table d’hôte, når de var gået op på deres Værelser - de boede i Beletagen og havde tre Stuer, Nr. 53 - søgte Høg på alle mulige Måder at narre William ud så længe, indtil han selv kunne slippe bort til Theatret eller til Cirkus.

Undertiden lukkede han ham endogså inde, mens han selv strejfede om, Himlen vidste, hvor.

Det var for William de kvalfuldeste Timer: Ene, overvældet af sin knugende Ensomhed sad han Time efter Time i den store Salon og ventede. Han forsøgte at skrive Breve, men han formåede ikke at holde Tankerne sammen, han satte sig ud på Altanen mod den store Gård: Springvandets Plasken, Gæsternes Latter og Samtaler henne under Glastaget irriterede ham; han havde ingen Ro, han gik ind i sit Sovekammer, vaskede sine Hænder for tiende Gang, spejlede sig, gik atter ud i Salonen, frem og tilbage.

Han kunne have skreget om Hjælp - så ensom, så forladt syntes han sig i denne aflåsede Lejlighed. Og ringe kunne han ikke. Hvorledes skulle han vel forklare, at han var blevet låset inde? Hvorfor var Faderen gået? - - Nej, han måtte vente. - - Så kom Høg hjem langt ud på Natten.

William var meget sky, talte sjældent og undgik at stifte Bekendtskaber. Han blev mager og havde ingen Appetit. En Dag ved Table d’hôte hørte han Faderen sige sagte til sin Nabo:

„En Overanstrengelse - nedarvet Melankoli - arvet fra Moderen.”

Den Fremmede så på ham, og det gav et Sæt i William. Det var altså derfor, de bestandig så så medlidende på ham, undgik ham, talte underlig kælende, når de endelig talte - derfor behandlede Kelnerne ham så sky, ligesom ængsteligt: de troede, han var den gale.

Det var, som Blodet stivnede i hans Årer, som om Bord, Opsats, Tallerkener pludselig begyndte at danse for hans Øjne . . . mens Væggene snurrede rundt som en Karrusel. Han kunne ikke måle den Afgrund, som åbnede sig for hans Fødder.

Da de kom op, satte han sig hen foran Kaminen, han hørte ikke, så ikke - dette Slag havde bedøvet ham. Uden Øje og Øre målte hans Tanker det Svælg, foran hvilket han stod: det var altså ham, der var gal, han, den melankolske, sky, menneskefjendske, og Faderen var rask, han talte jo, var åndfuld, forynget, omgivet af en Duft af Elegance og Fornemhed . . . Hvad var vel naturligere, end at man troede det? Man måtte jo tro det . . .

Men han måtte gå til en Læge, dette kunne ikke vare ved . . . umuligt . . .

Han rejste sig uden at vide, hvorlænge han havde siddet der, og så, Ilden var gået ud; han kaldte, Faderen var ikke i sit Sovekammer. Så begyndte han atter på den gamle Tankerække, han optrævlede Tanke for Tanke, begyndte forfra, tog påny de samme Grunde frem, vejede dem og kom påny til det samme Resultat. Stadig den samme Tankekreds.

Pludselig kom han til at ryste af Kulde. Altandøren stod åben, og Oktoberaftenen var meget kold. Han gik hen for at lukke Døren og så, at Lysene var slukket i Restaurationen, i Gården brændte kun et Par enkelte Gasblus, viftende for Vinden i deres ovale Kupler. Et Par Tjenere gik og satte Stolene sammen henne under Glastaget.

Det måtte altså være sent. Taffeluret viste også to.

I det samme havde han glemt den nye Angst, og han huskede kun, at Faderen endnu ikke var kommen hjem, sålænge plejede han dog sjældent at blive ude.

Den nye Frygt forjog den gamle. Siddende sammenkrøben i Sofaen faldt han i Søvn, overvældet af Træthed, men hans Tanker, der blev til Drømme, joges bestandig rundt i samme sørgelige Kreds.

Han vågnede ved en høj Latter og så Faderen stå midt i Stuen med en tyrkisk Hue på Hovedet og et stort Skæg. Han sprang op som en Fjeder og holdt sig for Øjnene, som for at værge sig mod Synet. „Hvem er det,” sagde han. Faderen lo.

„Det var hele min Maskeradedragt,” sagde han, bestandig leende, „og jeg kan gøre Dig forskrækket alligevel! Nar! - Nar!”

William spurgte, så på ham. Øjnene var uhyggelig glansfulde, Læberne fortrak sig til et evigt Smil; han talte uafbrudt, Ordene føg sammen i en ustandselig Strøm, afbrudt af Latter, Udråb og Nynnen.

Det hvide Slips var gået op, Skjortebrystet krøllet, den ene Knap stod åben.

„Det er af Dansen,” sagde han leende, „de Damer svinger En, så man bliver ør.” Han søgte at knappe Skjorten, men hans Hænder rystede, og han havde intet Herredømme over dem.

„Det må være Champagnen,” sagde han og sagde på fransk et b for p’et.

William stod som fastnaglet, hans løftede Arme faldt slapt ned, mens hans Tænder klaprede imod hinanden, og han mærkede, hvordan Tankerne gled fra ham i Skrækken.

Han stirrede nogle Øjeblikke som fasttryllet på den Vanvittiges Ansigt. Så gav han sig uden at vide det pludselig til at le højt: al hans Rædsel fik Luft i den skærende Latterkrampe.

Høg så lidt på ham og lo med; stående ligeoverfor hinanden lo de begge, Fader og Søn, som Vanvittige.

Men lige med ét gik Faderen frem imod ham, og med løftet Arm hviskede han truende:

„Du ler af mig, Du ler af din Fa’er.”

Han hvæsede Ordene frem, Ilden gnistrede i hans Øjne. Og mens Latteren voldsomt døde på hans Læber, syntes William, han måtte forstenes under dette vanvittige Vredesblik.

„Nej, nej, jeg ler jo ikke,” sagde han mumlende, thi han kunne næppe få Læberne så vidt åbnede, at han kunne få Ordene frem, „jeg ler jo ikke.”

„Jo - Du ler.”

„Nej, nej, ser Du dog ikke,” sagde William i rystende Angst, „jeg er alvorlig, jeg ler ikke.”

Høg bøjede sig ned og greb ham i Armen med et Jerntag:

„Jo,” hviskede han hæst, „nægt det ikke, I ler, ler alle - for jeg er gal, gal - gal er jeg blevet.” Og med et pludseligt Skub stødte han Sønnen så voldsomt tilbage, at han tumlede om mod Væggen.

Smerten ved Slaget vakte William, den fysiske Smerte gav ham hans Sindsro tilbage. Han måtte først og fremmest ud, han måtte tilkalde Hjælp. Han målte Afstanden til Døren.

Den Syge fulgte Retningen af hans Blik: „Nej,” sagde han og lo igen, „der er låset af - jeg har låset af.” Han så lidt på ham med et skadefro Glimt i Øjnene: „Du véd nok, det er Dig, der er syg, man må være forsigtig, meget forsigtig.” William greb for sig og støttede sig til en Lænestol. „Ja,” sagde han besværligt, mens han betvang sig. „Men hvad skulle jeg også ude nu om Natten? Nu er det jo på Tiden at gå i Seng.”

Han så uafbrudt på den Syge, mens han tændte de to Lys på Kaminen og rakte ham det ene:

„God Nat,” sagde han.

Faderen tog Lyset uden at tænke derover: „Ja, nu skal vi skrive,” sagde han, åndsfraværende og tonløst, mens han så ind i Lyset, „det haster - man véd aldrig, hvor længe man har sin Forstand.” Han gik med Lyset hen til Skrivebordet og åbnede Mappen: „Du må skrive,” sagde han, „min Hånd ryster jo lidt, så dikterer jeg.”

William gik frem over Gulvet som for at tage en Stol, forbi Kaminen, hurtigt hen til Døren. I det samme vendte Høg sig og nikkede lunt: „Jo, min Dreng, den er lukket - og Klokkestrengen har jeg også taget ned.”

Et Udråb som et kvalt Skrig døde i Sønnens Strube, så tvang han sig og sagde med et Smil:

„Du passer godt på mig, Fa’r.”

Han satte sig ved Skrivebordet og åbnede Manuskriptet.

Han tænkte ikke mere, Blodet suste i hans Øren og Bogstaverne dansede i Tåge for hans Øjne.

„Monumentets Afsløring” stod der med store, snirklede Bogstaver, han gyste og vendte Bladet.

Faderen gik op og ned ad Gulvet bag ham. „Hvor er vi,” spurgte han.

William begyndte at læse. Han hørte næppe, hvad han selv sagde, og han læste hæst, ud i ét.

„Thi, hvis vi spærrede dem alle inde i Bure, disse Dyr, skabte for at ødelægge, hvis Væsen er Drifter, og hvis Drifter er Fordærvelse og Elendighed, handlede vi ret” - -

„Rigtig - rigtig - det var der, vi slap.”

Høg lo, talte sagte med sig selv, gned sine Hænder.

Så standsede han ved Sønnens Stoi og sagde pludselig:

„Ja, for det fordærver Dig vel ikke?”

„Jeg skriver jo altid,” sagde William.

„Vist så, vist så. Nå skriv så.” Sønnen bøjede sig ned over Manuskriptet, hans Hoved var tungt som Bly.

„Thi Kvinden er ikke bedre værd,” dikterede Høg. „Manden er Herre og kan ødelægge uden Ansvar” - -

„Hører Du,” sagde han og trådte Sønnen ganske nær, „uden Ansvar. Det var ikke godt andet,” mumlede han med stille Latter, mens han gik bort igen . . . „Vi ville få for meget at bære på.”

Latteren skar igennem Sønnen.

„Uden Ansvar,” gentog han.

„Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave,” dikterede den Syge, „den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt. Thi ingen har betvunget Dyret i Kvinden.”

Henne på Taffeluret slog Klokken fire.

Den Syge lo stadig for sig selv, talte mumlende og gik nogle Gange frem og tilbage over Gulvet; standsede atter ved Skrivebordet bag Sønnen: „Har man ikke Ret til at hævne sig?” sagde han hæst: „Nå, gentag det.”

William vendte Bladet og læste: „Den, som ikke gør sig til Herre, bliver Slave, den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt.”

Den Syge gned sine Hænder: „Et Evangelium,” sagde han. „Et smukt Evangelium.”

Sønnen lod Pennen synke: „Jeg er så træt,” sagde han.

„Ser Du,” sagde den Syge uden at høre, „det er godt at vide sådan noget og godt at huske det. Så er man rolig i alle Tilfælde.” Han løftede Armen, lod den atter falde og drog et dybt Suk. „Din Mo’r var bedre,” sagde han pludselig i en ny Tankegang, „hun elskede en anden, véd du nok - sin Fætter” . . .

William vendte sig, han så i navnløs Rædsel på Faderen.

„Fa’r,” råbte han, „Fa’r !” og han strakte Hænderne afværgende frem, „Fa’r, sig mig det ikke!” Ordene lød som afhugne Skrig.

„Men hun kom og sagde mig det,” sagde den Syge, helt henne ved Kaminen, „bad om, at vi måtte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunne blive lettere.” Sønnen drog et dybt Suk.

Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Gråden, der steg op i hans Hals, tilslørede hans Stemme, hviskede han: „Å, Tak, Tak!” Han vaklede, holdt om Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen.

„Hun er blevet en Helgen,” hviskede han hemmelighedsfuldt og sagte og holdt sin Mund helt hen til hans Øre, „jeg har tit talt med hende, tit, hun græd og jamrede for os, hun sagde, hendes Bønner kunne ikke hjælpe os.”

William rystede under Faderens Tag. „Ja,” - sagde han - „hun er en Helgen.” Der var et Par Øjeblikkes Tavshed.

„Vi vil bede til hende.” Og med et voldsomt Ryk tvang han Sønnen ned på Gulvtæppet ved sin Side. „Bed,” råbte han med hæst hvinende Stemme, „bed,” og med Hovedet ned i Gulvet, helt udstrakt, mumlede han halvhøjt nogle forfærdelige Bønner, en grufuld Blanding af fanatisk Tilbedelse og skrækkelige Forbandelser.

William lå på Knæ: uden at turde rejse sig lå han med sænket Hoved og mumlede sagte.

„Bed,” råbte den Syge igen, „bed højt!” Han hævede Hovedet fra Gulvet, så William så det fortrukne Ansigt og de glasagtige Øjne, det var, som lå der en Hinde over dem. „Læg Dig ned,” råbte Faderen skrigende.

„Læg Dig ned! hovmodige.” Og endnu højere råbte han: „Det er jo mig, Du tilbeder, mig, den hellige Markus.” Med et Spring fo’r han op, og rettet i sin fulde Højde med udstrakte Arme stod han foran Sønnen, der sagte hulkende skjulte sit Ansigt i Tæppet.

„Mig er det, mig,” blev den Syge råbende ved, „mig, den hellige Markus. Bed, bed - eller Du kommer aldrig i de Saliges Samfund.”

William lå ganske stille, hans Lemmer var blytunge, han syntes næppe, han ville have Kraft til at rejse sig. Faderens Ord lød i hans Øren som et fjernt Uvejr og han hørte den Vanvittiges Veltalenhed.

„Hører Du,” råbte den Syge, „dette er mit Evangelium: den, som ikke ødelægger, bliver ødelagt, således taler den hellige Markus med Myndighed.”

Han blev ved, ustandselig ved. William hørte ikke mere, skelnede intet, udstrakt på Gulvet bed han i Gulvtæppet i næsten vanvittig Fortvivlelse.

„Thi deres Umættelighed lægger Verden øde, og Livet er en stinkende Kirkegård, hvor Prostitutionen tramper på Gravene. Men vé dem, vé dem - den hellige Markus forkynder dem Svovldød og Undergang.”

Da gik Faderens Råb pludselig over til Rallen, en lang, krampagtig Rallen, der kæmpede med en vanvittig Latter. William var næsten stiv af Skræk, og han kunne næppe løfte Hovedet.

Høg stod lænet til Væggen, fægtende med Armene i Luften stirrede han frem for sig med stive Øjne. Med et Skrig, et Hvin, som Rædselen gjorde dyrisk, sprang Sønnen op. Den Syge fægtede endnu nogle Sekunder med Armene i Luften, så vaklede han, og støttende for sig med de fremstrakte Arme, hvis Hænder var krampagtig knyttede, styrtede han næsegrus om på Gulvet i et tungt Fald.

William rev voldsomt i Døren, syntes så, at Faderen lå så besynderlig rolig, og stødte heftigt til en Lænestol for at komme forbi, hen til ham.

„Fa’r,” råbte han, „Fa’r,” råbte han igen. Han rørte ved hans Hoved, følte på hans Hår, - han tog hans Hånd, løftede hans Arm op og slap den med et Skrig.

Høg var død.

Høgs Død rygtedes hurtigt i Hotellet, og efter som den rygtedes, var det som en listende Tavshed sneg sig fra den Dødes Værelser gennem de lange Korridorer, Trappe op og Trappe ned, over Gårde og ned ad Gange og lagde sig knugende over hele Huset. Og i Tavshedens Følge gled som en Skygge over den lyse Glas-Gård, over Restauranternes Sale og over de stumme Gæsters Smil, der døde i Dødens Nærhed.

Det var, som om det store Maskineri arbejdede tungt i den kolde Tavshed: Portier’ens Klokke klang som en Ligklokke, Kelnerne styrtede sky og uden Smil om de ellers så høfligt smilende Munde hen over Gården under Glastaget. Overalt i Huset blev Tale til Hvisken, Latteren frøs og døde bort.

Denne ene Død lurede i dette Livets Brændpunkt i hver Krog, og det nyttede ikke, man gik udenom Nr. 53, thi hvor man gik, mødte man Døden. Knokkelmanden var blevet til en Polyp, der omfattede hele Huset med sine uhyggelige Arme.

Nogle støjende Amerikanerinder rejste straks med første Tog.

Forresten gjorde Værten kort Proces. Han præsenterede sig i Nr. 53 Kl. halvti med hvidt Slips og sorte Handsker for at bevidne William sin Deltagelse og med sin behandskede Hånd høfligt at smide ham ned ad Trapperne.

Han satte sig ligeoverfor William Høg, foran Kaminen, og sad og glattede på sin Hat, mens han lod sine Trøsteord falde med en vis grødet Inderlighed, som skulle udtrykke dybtfølt Deltagelse.

Hr. Fridrich var meget deltagende. Han ville gøre alt, alt for at lette den unge Herre den tunge, altfor tunge Byrde . . . det ville i ethvert Tilfælde være hans Pligt, og her var det en Pligt, han opfyldte med Glæde.

Hr. von Høg havde været af de Gæster, som det var en Glæde at se hos sig, en kun altfor sjælden Glæde, han havde endnu igår forbavset Hr. Fridrich ved sin Vinsmag.

„Men han var tilfreds, det er mig en Trøst,” tilføjer Hr. Fridrich, „han var tilfreds, mine Kældere tilfredsstillede ham. Jeg ser ham endnu, hvor han smagte på et Mærke af Liebfraumilch, han nød det, han forstod den Vin - å, en fortræffelig Mand, Deres Hr. Fader.” Og Hr. Fridrichs tårefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse på samme Tid af Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag.

Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans smaskende Suk ligesom et Panser.

Hr. Fridrich tog langt om længe Øjnene bort fra Loftet, lod dem uden at se på William glide ned over den sorte Silkehat og hvile på Gulvtæppet. Han lettede sig i Stolen under en dyb Rømmen og sagde så igen:

„Ja - han var tilfreds.”

William sad stadig tavs. Men da Hr. Fridrich så op, nikkede han for at bekræfte denne Tilfredshed.

Hotelejerens Skjortebryst bevægede sig heftigt under den nye Pause, og hurtigt for straks at bryde alle Broer af sagde han med et nyt Blik på William:

„Men et Hotel er intet Hospital.” Han havde måske ventet et Svar, men da han intet fik, tilføjede han med stærk Betoning: „De tre amerikanske Damer er allerede rejst.”

William sad bestandig uden at sige noget, og trods sin Sløvhed fandt han Hr. Fridrichs Meddelelse meget overflødig. Hotelejeren holdt inde og bed sig i Læben. I sit stille Sind kaldte han det unge Menneske for en generende Idiot.

Han hængte den høje Hat imellem sine Knæ, og mens han ivrigt studerede Navnet i dens Puld, sagde han, idet han ligesom med et Smask satte Punktum for Samtalen:

„Og Folk rejser jo i Reglen heller ikke for at dø.”

Han så op, og da han bemærkede, at William var blevet meget bleg, sagde han med et forsonende Smil:

„Tværtimod - de fleste rejser for at undgå det.”

„Lægen har påtaget sig at besørge Kisten,” sagde William og rejste sig. „Jeg vil kunne afrejse i aften.”

Hr. Fridrichs Pande opklaredes, og mens han stødte Stolen tilbage og gik henimod Døren, druknede han sin Tilfredshed i en Storm af deltagende Ord og Forsikringer

„Altså i aften,” sagde William kort. „Jeg beder Dem underrette Deres Gæster om, at Liget bliver ført bort endnu i aften.”

Hr. Fridrich bed sig påny i Læben, bad om at måtte lægge en Krans på „Hr. Faderens” Kiste og forsvandt.

På hele Rejsen var William hensunken i en dump Sløvhed, der ikke tænkte, og han vågnede først af Døsen, da han to Dage efter, tidlig om Morgenen, rullede ind på Perronen i Horsens.

Lige under Lygten stod Nina og Sofie med hinanden i Hånden, helt sortklædte, spejdende gennem Togets Vinduer. Der var noget eget forfrossent, hjælpeløst over dem, som de stod dér helt alene og krøb sammen i de sorte Sjaler. William blev slået af det.

De var så blege i Lygteskinnet, og de stod så tæt sammen, som om den ene ville hjælpe den anden i den fælles Hjælpeløshed.

William vidste ikke selv, hvorfor han uvilkårlig rettede sine Skuldre i det Øjeblik. Så steg han ud. Nina slyngede sine Arme om hans Hals, og Sofie klamrede sig til hans Hånd.

„Det har været en svær Tid,” sagde Nina og kyssede ham.

Det var bevægede Dage, som kom, Begravelsen, Ordningen af en Mængde Forhold, som Høgs Død havde truffet i en sørgelig Forvirring, Bestemmelsen af Auktioner - en Skare Ting, alt det som følger med de store Afslutninger af Livsperioder og Omvæltninger i Livsforhold. Som naturligt var, blev det hovedsagelig til William man vendte sig, han var jo Sønnen, og „om end ung” dog fornuftig og ældre end sine År.

Dagen efter Begravelsen sad William i Faderens Stue - Nina og Sofie var ude - og ordnede nogle efterladte Breve. Alle Skrivebordsskufferne stod åbne, og han rodede op i både Korrespondancer og Dagbøger.

Det meste kastede han på Ilden, kun Moderens og Excellencens Breve blev skånede. Han sad og så ind i Kakkelovnen, hvor det hvide Papir krummede sig sammen, forkullede og blev til Aske - der var en egen vag følesløs Sørgmodighed over ham under det Arbejde. Undertiden faldt han i Tanker med en Brevbunke i Hånden, tog sig atter sammen og kastede den ind i Ilden.

Og mens han således sad og efterhånden begravede såmange Stumper og Stykker af et tilendebragt Liv, var det pludselig, som om dette Liv fjernede sig så besynderlig langt fra ham, blev borte i en Tåge, gled ud i en ubestemt Skumring, hvor han intet mer holdt fast og intet mere skelnede . . . Og han brød sig heller ikke om at holde fast på det, som således gled fra ham.

Således sad han, da Tjeneren sagde, at Sagfører Lund var der og gerne ville tale med den unge Herre.

Sagfører Lund var en Ven af Doktor Berg og havde overtaget Ordningen af Boet efter Onklernes Ønske.

William rejste sig og bad Hr. Lund tage Plads: „Jeg var ved at ordne nogle Breve,” sagde han og gav sig til at lukke Skrivebordsskufferne.

„Jeg forstår det,” sagde Lund og satte den grå Hat fra sig på Bordet, „ja der er skam meget at ordne.”

William tav, blev ved at lukke og låse Skufferne og satte sig så i Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren.

„Meget at ordne,” gentog denne, medens han trak sine Handsker af og derpå som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange.

„Ja,” svarede William.

„Deres Onkler har jo bedt mig tage mig af Boets Ordning,” sagde Lund og lænede sig tilbage med Hænderne foldede over Silkevesten, der skinnede over en voksende Embonpoint. „Det er et byrdefuldt Hverv.”

„Men De vil jo være så god.”

Prokuratoren så over Brillerne opmærksomt hen på William med sine grå Øjne: „Og De véd vel slet ikke, hvordan Deres Faders Affærer stod?” spurgte han.

„Slet ikke,” svarede William, han sad og bed i en Elfenbenspapirkniv, „Fader talte aldrig om sådan noget.”

„Jeg kan tænke det.” Prokuratoren strøg med sin fyldige Hånd det kortstudsede røde Kindskæg, „jeg kan tænke det.”

Der var et Par Øjeblikkes Stilhed, så sagde Prokuratoren langsomt, meget bredt:

„Ja, der er ikke meget.” Han så atter over, William bed stadig i Kniven: „Nå,” sagde han blot.

Lund satte sig fastere i Sædet. „De sidste År har jo slugt meget,” sagde han, „stor Formue har der aldrig været.” . . .

„Ja, der er naturligvis brugt meget,” sagde William tankefuldt.

„For meget,” slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning sagde han nu, da Isen var brudt: „Rent ud sagt, der er ingenting.”

Papirkniven faldt på Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op. „Deres Søstre har jo Hævningen - De er desværre ikke . . . så godt stillet.”

William så igen op. Han bøjede Hovedet. „Nej,” sagde han sagte. Han blev så underlig kold om Hjertet.

„Men man kan da heldigvis blive til noget, selv om man er fattig.”

Fattig - det var William, som om han fik et tungt Slag i Nakken: „Ja - heldigvis.” Han talte tonløst, mekanisk frembragtes Lyden. „Godt, at de har Hævningen,” tilføjede han.

„Og for Dem betaler så Deres Onkler.” . . .

„Jeg kan tænke det,” sagde William. Han kunne ligeså godt have sagt Abracadabra. Så gik han hen og lukkede Kakkelovnsdøren op for at varme sine Hænder, der var kolde som Is.

Lund sukkede lettet og trak lidt op i sine Bukser over Knæene. Han var glad ved, at han tog det så roligt.

„Deres Søstre har vi tænkt at anbringe i en Præstegård,” sagde han.

„Mine Søstre vil jo intet komme til at mangle?” han stod stadig ved Ilden, og der var sådan noget underlig fremmed i hans Stemme.

„Gud bevar’es, og Hævningen stiger jo stadig.”

William lukkede Kakkelovnsdøren.

„Vi mente så,” fortsatte Lund, „at De ville kunne få det rart i Sorø, der er så billigt, og De ville snart kunne få Friplads.” . . .

„Ja, det er jo rart,” han talte som et Menneske, der snakker i Søvne. Men pludselig hævede han Hovedet og sagde: „I Sorø, ja - det er mit højeste Ønske.” Han tænkte lige straks på Kirken.

Lidt efter gik Lund.

Nej, William vidste ikke, hvad Fattigdom var, men han lærte det snart. Langsomt, men sikkert forstod han, hvad det ville sige at være fattig, og denne Vished lagde sig som en kold, klam Tåge om hans Tanke. Deres Malerier skulle sælges, Jensen rejste til den første, Maden hjemme blev tarveligere, man lod ham få det nødvendige Udstyr hos en billigere Skrædder.

William syntes, de klædte deres Liv helt af, og at det blev øde og bart som Væggene i Stuerne nu, da Malerierne var taget ned.

Han følte Fattigdommen som en Tomhed, og han vejede Stykke for Stykke, hvad den berøvede dem.

Men på den anden Side fremhjalp den voksende Vished om, at de var fattige, og Forståelsen af, hvad dette ville sige, den Følelses Vækst; der første Gang som en Anelse havde grebet ham den Morgen, han med Faderens Lig vendte hjem til Horsens og så Søstrene på Perronen. Hint Indtryk af Svaghed, som den Gang havde slået ham, holdt sig stadig og fødte hos ham en levende Attrå efter at støtte, at kunne hjælpe; og han så, at det var hans Pligt at være stærk for at kunne det.

I Virkeligheden var Nina for Øjeblikket knækket: Opbruddet fra Hjemmet, så at sige Udslettelsen af deres hele hidtidige Liv havde virket knugende på hende. William bad Hr. Lund om at lade være foreløbig at sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed syntes at gøre hende svagere, ham stærkere.

For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden så han den nu på en anden Måde: Virkeligheden var blevet ham noget, man måtte kæmpe med.

Så skulle han rejse.

Det var blevet den sidste Aften. Alle tre Søskende havde i Mørkningen været oppe på Kirkegården ved Gravene. Nu sad de i Kabinettet, der endnu stod som i gamle Dage. Nina kunne ikke tåle, der skulle forandres noget ved det Værelse, før de var rejst. De havde drukket Theen ved Bordet i Hjørnet - „Moders Bord” - og nu sad de alle tavse, mens de stegte Æbler snurrede i Kakkelovnen.

En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede - alt i sådan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Så tav de igen.

„Når mon vi nu ses,” spurgte Nina.

„Til Sommer,” sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle på Fingrene, hvor mange Måneder der var til Sommer.

„Næsten syv Måneder,” sagde hun.

„De går rask,” sagde William, men han syntes selv, det var en lang, lang Tid, hans Tanke slet ikke kunne gennemflyve. „Det er jo ingenting.”

„Men til Jul,” det var Nina, som talte.

„Nej, nej, til Jul - - det får vi vist” - han ville lige til at sige: ikke Råd til, men så tav han og sagde lidt efter: „Ja måske til Jul.”

Og hver sank atter hen i sine Tanker . . .

„Men jeg har ingen Sparebøsse i År,” sagde så Sofie. „Mon vi behøver at gi’e Præstens noget, Nina?”

„Det véd jeg ikke,” sagde Nina og lidt efter med lavere Stemme, Gråden sad hende i Halsen: „når vi ikke har noget -”

Sofie rejste sig op og gik hen over Gulvet, hun satte sig med dukkende Hoved i Krogen bag Kakkelovnen, og lidt efter hørte man hende pudse sin Næse i Lommetørklædet.

Sådan sad de noget.

„Du kunne gerne spille lidt, Nina,” sagde William, „og synge en af Mo’rs Sange.”

Nina gik hen til Klaveret, William listede over Gulvet hen til Sofie bag Kakkelovnen. Dér sad han med hende på Skødet på Skamlen, mens Nina sang.

Hun sad et Øjeblik med Hovedet i sine Hænder og Albuerne på de hvide Taster, så præluderede hun og sang:

Fuglen sit Øje lukker,
Sætter sig trygt til Ro,
Drømmer, mens Stormen sukker
Hult om dens høje Bo.

Stormen lad den kun fnyse -
Bølgen lad den kun gå;
Drømmenes Kyst den lyse
Kan den dog aldrig nå.

Hun havde sunget det første Vers dæmpet men fast, men under det sidste Vers slog hendes Stemme over, og de sidste Toner kom som en stille Hvisken. Hun tog Lommetørklædet op og dækkede for sine Øjne. Der var nogle Minutter ganske stille, man hørte kun de tre Søskendes sagte, undertrykte Gråd. Så rejste William sig og gik hen til Nina: Han tog Lommetørklædet fra hendes Øjne og kyssede hende.

Sofie lagde Hovedet i Søsterens Skød, og de sad længe uden at tale.

„Det er så tungt,” sagde Nina stille. Og lidt efter: „Imorgen har vi ikke mere noget Hjem.”

Uvilkårligt borede Sofie sit Hoved fast, så fast, ned i hendes Skød, og William knugede hendes Hånd:

„Nej,” hviskede han.

Den næste Middag rejste William. Nina og Sofie stod på Perronen med forgrædte Øjne, William bøjede sig frem og nikkede. Så kørte Toget, han så Ninas høje, sortklædte Skikkelse, hendes lange Slør flagrede i Vinden, han syntes, hun råbte noget ud i Stormen.

Toget svingede. De var borte.

Williams and,en Klasses Billet gik kun til V. Dér købte han en ny til tredje Klasse. Og da han sad trykket op i et Hjørne af den hårde Træbænk med Frakken op om Ørene for Trækken, følte William Høg, at nu skulle han alene ud i den vide Verden og kæmpe.

Han var seksten År.

Anden Bog >

Håbløse Slægter

FORORD* TIL TREDJE UDGAVE

FØRSTE BOG: SOM MAN SÅR -

PROLOG

FORORD^* TIL TREDJE UDGAVE