WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Håbløse Slægter




(1896)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


ANDEN BOG: SÆDEN BLOMSTRER

I

William syntes, at alt det forbigangne var så længe siden, og dog havde han kun været en Måned i Sorø. Men denne Måned havde været som en Evighed. Dagene kom, og Dagene gik, og deres fredsommelige Ensformighed faldt over ham ligesom et mildt Snefog, der dækkede alt. Det var en Fred, som næsten lignede en Dvale.

Skolen gav ham ikke meget at bestille. I Begyndelsen - de første fjorten Dage - var han meget flittig, han gjorde sig Umage for at skrive smukt Dansk i sine Versioner, virkeligt Fransk i sine Stile, han læste Tacitus ekstra og gav to Gange en hel Roman op i kursorisk Tysk. Men lidt efter lidt syntes han, at disse Anstrengelser i Grunden var ørkesløse, han var jo den dygtigste i Klassen, blev let Nummer ét og ville rimeligvis få Udmærkelse til Artium: han havde en egen Evne til at kunne glimre med lidt og til at brillere med Indfald, og Lærerne, der snart så, at han var mere udviklet end Kammeraterne, tog hans Melankoli for Dybde.

Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Mål - og et stort Mål. Thi stort, ophøjet måtte det være, grænseløst som hans Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligeså dybt som den var sunken, hans Slægt, ligeså højt måtte den stige.

Mange Timer tilbragte han i Kirken.

Han var ikke gået derind den første Dag, han havde ikke turdet. Mens Onklen begravet bag „Dagstelegrafen” drak sin Kaffe på „Håbet”, sneg han sig sagte ud af Døren. Han havde ikke sagt, hvor han gik hen, så ville Onklen måske have været med og - nej, han ville helst være alene, han måtte være alene, han syntes ikke engang, han kunne have sagt, at han gik ned til Kirken; han var så underlig beklemt, stivnet næsten under sin egen Forventning.

Han stred mod Stormen ned ad Gaden med dukkende Hoved, Frakken fløj ind mellem hans Ben, så han næppe kunne trænge sig frem. Så faldt det ham pludselig ind, at Onkel Høg kunne se ham fra Vinduet, og han gik ind på Fortovet, helt ind til Husene.

Han løb over Torvet, Hatten føg at, men han holdt den i Stormbåndet og skred videre. Langs Husene nåede han Klosterporten.

Han gik gennem Porten. Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans Forfædre . . . Han følte på Murene, udmålte Hvælvingerne ligesom Tomme for Tomme, både Højden og Bredden - så gik han ud i Alléen. Vinden jog med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede, fugtige Rødder - Sikke vældige Rødder! - hvor de Træer var gamle - de havde set hans Slægt . . .

Det var som om hans Hjerte blev større, han åndede Luften stærkt, han fyldte sine Lunger. Han syntes, han kom til noget, som var hans, til noget, han tog i Besiddelse. Alle de Skygger, som Livet havde kastet ind over hans Drømme, blegnede og veg for én Følelse, den, at han her stod i Ly af sin Slægts Gerninger.

Og i dette nervøse Sind kom også denne Følelse altbeherskende til ham. Han slyngede alt, hvad han havde lidt, alle Ydmygelser, alle Skygger over på de store Dødes Skuldre, og de kunne bære dem.

Dette var deres, hans, Slægtens. Her kunne han aldrig blive ene, for de var her.

På én Gang råbte alle hans berømmelige Slægts Bedrifter til ham, han var kommen til dens Hjem, hvor Minderne lurede i hver Krog, og hans Tanke havde i et eneste Nu gennemløbet hele Slægtens lange Saga.

De store berømte Navne, de lysende Bedrifter, de store Skikkelser - han så det alt. Og så ned gennem de mørke Århundreder, hvor alt forsvandt og blev borte. Han vidste ikke, han havde aldrig kendt den besynderlige Følelse af afmægtig Vrede, som betog ham - det gled ud, bort, ud i intet - -

Excellencen dukkede frem. - Moderens Fortællinger - - Faderens Skikkelse - - -

Ja, det var igen ved at glide ud, bort, være forbi - han følte det - - -

Han så sig rundt, tankeløst. Så fæstedes hans Blik på den kolosagtige Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af med Bagen af sin Hånd.

Han holdt Skue over Slægten - hvem var der? Onklerne - de var Undermålere og de havde ingen Børn, Nina - hun var Kvinde - han, han - -

Men Sikkerheden fra før var borte, Lyset var slukket, Slægtslyset over hans Liv.

Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen. Han syntes, det var en legemlig Kraftprøve, han skulle til. Og som en kold mørk Skygge lagde der sig noget inde i hans Tanke, han følte halvt ubevidst noget nærme sig, en Frygt, noget, han ville skyde fra sig; han måtte kunne: når man ville, kunne man.

Han gik op ad Trappen til Kirken - Døren stod åben, der var nogen derinde, som spillede på Orgelet. Nu skulle han da altså stå Ansigt til Ansigt med sin Slægts Storhed. Alt stormede ind på ham, hans Drømme, der havde befolket denne Kirke, hans Længsel, alle de Tanker, han havde skænket dette Rum. Og med et Ryk vendte han sig - i dag ville han ikke gå derind . . . han ville vente, han kunne ligefrem ikke, han måtte have Ro, han måtte blive længe derinde, og i dag ventede Onkel Høg. Nej, han gik.

Et Par Dage efter drev William med sine Bøger under Armen hjem fra Skole over Kirkepladsen. Da han kom forbi Kirken, så han den store Indgangsdør var åben, og han gik op ad Trappen ind i Forhallen hen til den brede Midterdør, som han tog i for at lukke den op. Den var låset; men Nøglen sad i, William drejede den om og lukkede op.

Han standsede på Trinnet og så op i Kirken. Så stod han da Ansigt til Ansigt med sin Slægts Berømmelse.

Han vidste ikke, om han havde tænkt sig Buerne højere, Pillerækken mere uendelig, Rummet lysere. Egentlig havde han vel aldrig bygget andet Rum over sine Fædres Grave end en stor Hal, hvori hans Blik tabte sig, som han aldrig gav Form, men hvor selv hans Fantasi ikke stødte mod nogen Væg.

Men han bøjede sig i Ærefrygt, han modtog uden at spørge, om det var dette, han havde ventet, eller om han var blevet skuffet nu, da han stod her. Han betragtede den lange, spraglede Række af Slægtens Skjolde og Våben - langs Midtergangens Sider over de høje Buer var de malet, Skjold ved Skjold, Våben ved Våben.

Han begyndte at læse, Navne og Valgsprog, skrevet med snirklet Munkeskrift, Bibelsprog og Skjolde med Halvmånen, Bjælken og Lillien. Han kendte intet af disse Navne, og kun deres Dødsår var skrevet under Skjoldene, men han så, at Navnene gik ned gennem Århundreder, og hans Slægt syntes ham rigere for hvert Årstal, han så; han havde jo ikke drømt, når han befolkede alle Tider med sin Slægts Berømthed.

Han gik langsomt op ad Gulvet, mens han læste Navn på Navn; han søgte Kongemorderens, men så så han over den øverste Pille Stamfaderens Våben - her lå han, her var det. Og ved Siden af hans eget Skjold hans Søns og Sønnesønners. Lidt større syntes han de Navne var skrevet, der stod over denne Pille, men det var intet Under - de var jo Kæmperne, der havde tømret Danmarks Trone, Tronen, Valdemarernes Trone, Valdemarerne, Kongerne, Slægt med hans Slægt.

Bestandig - bestandig, så længe Danmark mindedes, ville de leve, Støtterne, der havde båret en berømmelig Tid. Hans Hjerte bankede, han følte Blodet med Svulmen strømme gennem sine Årer, han bemægtigede sig sin Slægts Storhed. Der, der fandt han Kongemorderens Navn! - - Men her forstod han, her undredes han ikke.

Han stirrede sig blind på dette Navn. Han havde elsket Ætten, den store Slægt, der havde bygget Tronen, tømret Kongesædet, udspændt Baldakinen over Drotten - han havde haft det store Mod, den kriblende Lyst til at omstyrte, hvad de andre havde rejst. Lige mægtig skulle Slægten være både til at skabe og til at omstyrte.

Det bruste igennem ham, Tanker, vanvittig Stolthed, der selv tog Kongemorderens Våben i sin Hånd. Han stirrede og blev ikke mæt af at sluge dette Navn: Snigløberen blev til en Helgen i hans Tanke.

Så rev han sig løs og gik langsomt op om Altret. Han gik med bøjet Hoved i dybe Tanker - han snublede og vågnede. Det var en Ligsten, over hvilken han var snublet, og han gav sig til at læse: „Hans!” Han så på det udhugne Billede: udslidt lå prælaten udhugget i Stenen med Bispestaven i sin højre Hånd. William tænkte ikke; uden at vide, hvad han gjorde, uden at gøre Regnskab sank han ned på Stenen med Hænderne knuget mod sit Bryst og Overkroppen bøjet.

Han bad ikke, men noget ubeskriveligt, som en tyngende Hånd, tvang ham ned på denne Sten, og hans hele Væsen gled ud i en bedøvende Andagt -

Hun vidste ikke, hvor længe han havde ligget således; da han vågnede, følte han sig opslugt af den samme Tomhed, som han havde følt en Gang, da han af Smerte var besvimet hos Tandlægen, en svimmel Tomhed, der nu veg; han bøjede sig ned imod Stenen og kyssede den.

Han tog sig til Hovedet for at besinde sig, og hørte nogle enkelte afbrudte Akkorder på Orgelet. Han rejste sig og gik ned. Himlen var blevet overtrukken, og der var halvmørkt i Rummet. Der var kommen en ejendommelig Følelse af mild Ærbødighed over ham, noget vist ydmygt, hans Stemning opløste sig i en Blidhed, som grænsede nær til Tårer - - Orgelklangen lød dæmpet ned over ham.

Han satte sig i en af Kirkestolene: hans Tanker trængte til at hvile og gled ud i Tonerne.

Så rejste han sig og gik ned mod Døren. Man havde hørt op at spille, og han hørte nogen komme ned ad Trappen fra Orgelet. Han vendte sig og så en Dame, stå på det nederste Trin.

Han vidste ikke, hvorfor han blev rød, men han følte, Rødmen stige sig helt op under Håret, og han trak hurtigt Øjnene til sig. Hun tog langsomt en Lorgnet op og så et Øjeblik på ham, inden hun gik ud ad Døren.

William så hendes Nakke bag den sorte Knipling, der stod op om Halsen, Håret var skrabet helt op.

 

Siden tilbragte han mange Timer i Kirken. Dens Minder var blevet hans vigtigste Selskab. Han sluttede sig ikke synderlig varmt til nogen af sine Kammerater. Hans Ejendommelighed tiltrak derimod snart dem, og han blev hurtigt det forgudede Væsen, som er de fleste helt unge Verdensborgere nødvendigt til at opforgylde med deres Idealitetstro og deres Fuldkommenhedsteorier.

Men om et frugtbart Venskabsforhold var der ikke Tale: William modtog intet ligeså lidt som han egentlig gav Kammeraterne andet end rent ydre Ting af sig selv. Sit dybeste Liv levede han alene, og selv hans største Beundrere så Kløften, der bestod mellem ham og dem - og respekterede den.

De kom til ham, talte med ham, når han ikke låsede sig inde, talte om ham, når han ikke ville lade dem komme ind, de beundrede ham tidlig og silde - men alene vedblev William at leve.

Når så Kammeraternes Samtale havde trættet ham i Timevis, kunne han hen på Eftermiddagen gå over i Kirken og sidde dér ved Stamfaderens Pille, længe, hensunken i Tanker.

De Dage, hvor Frøken Falk spillede på Orgelet, svigtede William aldrig. Musikken mildnede hans Drømme, dæmpede den Uro, der bestandig gik som en Understrøm gennem hans Ørkesløshed.

Han havde snart opdaget, hvilke Dage Frøken Falk kom til Byen; og når han Klokken tolv, når han drejede om Hjørnet, så den kendte Vogn holde nede i Alléen ved Klosterporten, gik han altid noget hurtigere over Kirkegården ind i Kirken. Han satte sig i sin sædvanlige Krog og lyttede, men når han tænkte, det snart var forbi, rejste han sig og gik frem, så han kunne se Damen, når hun gik ned ad Trappen.

Det faldt ham ikke ind, at han egentlig lurede, og hver Gang så Frøken Falk lidt smilende på ham, og hver Gang hilste han og blev rød under hendes Smil. Andet foregik der ikke: han stod ved den nederste Pille, hun kom ned ad Trappen, smilede, han hilste - således gik nogen Tid. Når William på de bestemte Dage drejede om Hjørnet og ikke så Vognen, blev han pludselig meget varm i Kinderne, og i hele sidste Time de Formiddage havde han jo nok været lidt febrilsk og vagt urolig, en Uro, der ikke kunne finde sig til Rette med sig selv. Han gik så over og satte sig på en Bænk under Træerne og ventede, og kom hun ikke, var han nedslået.

Hvem hun var, spurgte han ikke om og søgte ikke at få det at vide. De havde aldrig vekslet et Ord, og han var i en Alder, hvor Nærheden skræmmer.

Desuden var William jo også for længe siden færdig med noget så livskraftigt som at være forelsket. Han gik kun over i Kirken hver eneste Fredag og Onsdag, og han var glorød, når han hilste på Damen. Undertiden kunne det da hænde, at hans Rødme smittede.

En Dag sagde en af Williams Kammerater i Frikvarteret til ham: „Holder Du meget af at høre min Kusine spille?” -

„Din Kusine?”

„Ja, Du render jo over i Kirken hver Onsdag.”

William blev rød og sænkede Øjnene ned over „Bohr”: „Ja,” sagde han.

„Kusine har lagt Mærke til Dig - ja, hun har forbandet gode Øjne.”

„Jeg vidste ikke, det var din Kusine,” sagde William og rejste sig. De talte ikke videre om den Ting. De første Par Dage var det William ubehageligt, at den ubekendte Dame rykkede ham således ind på Livet, han vidste ikke selv hvorfor, men han var ikke mere ene om sin Hemmelighed nu, og det havde været så rart. Nu var hun Gersons Kusine, og Gerson vidste det, og der skulle naturligvis snakkes om det i Klassen - og det hele var kedsommeligt. Nu var det slet ikke hans eget mere, Kirken heller ikke.

William var rasende, og han gik ikke ind i Kirken en hel Uge, men den næste Fredag var han kommen til det Resultat, at det dog var altfor latterligt at lade sig skræmme. Gerson havde naturligvis talt med Kusinen, og hun lo vel, når han så let lod sig jage bort. Nej, han måtte netop komme der, nogle Gange i det mindste - og så rent blive borte. Det var det klogeste.

Spillede hun smukkere den Dag? Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom, men så havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke på Fliserne, og hun havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod.

Hun spillede dejligt. Højt brusende kunne det lyde som Folkeskarers jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunne det dø, som den sagteste Hvisken, Åndepust af Rummets Skygger. William satte sig ved Pillen, og han tvang sine Tanker den vante Vej. Men de gled hele Tiden bort fra Forældrene, strejfede om uden noget bestemt Mål, uden nogen tydelig Genstand; han hørte Musikken, og hans Tanker svøbte sig ind i Tonerne, søgte intet andet Indhold end hendes Musik.

For første Gang blev Musikken ham noget selvstændigt, før havde den kun været Ledsagelse for noget fremmed. Egentlig var det første Gang, han hørte Musikken. Og han reves med deraf, Tonerne var kun Toner - og hun spillede dejligt.

Tonerne fortalte ikke mere om Kongemorderens Stolthed og Slægtens Storhed, de sang en dæmrende Sang, han ikke selv forstod, men kvægende var den for hans, Tanke.

Hun holdt op at spille, slog sine Noder sammen, han rejste sig og gik ned. Hun gik i dag lige forbi ham, og da han hilste, smilede hun, så hun viste nogle små, hvide Tænder, og sagde „Goddag”.

Om Eftermiddagen spurgte William Gerson, om han ikke ville besøge ham om Aftenen. Aldrig havde det været William så svært at føre en Samtale som den Aften, og alt, hvad han sagde, kredsede rundt om ét Spørgsmål. Men så pludselig sagde Gerson:

„Nå, Du var nok ovre i Kirken i dag.”

Det var skrækkeligt, så lang Tid det tog at finde den Digtsamling på Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før han kom hen til Lyset med Bogen i Hånden.

„Her er de,” sagde han, det var Aarestrups Digte. Og lidt hurtigere, ganske ligegyldigt, som om han nær havde glemt, hvad den anden havde sagt: „Ja, jeg så din Kusine i dag.”

„Hun sagde det,” sagde Gerson, „hun tror, Du holder Andagt i Kirken.” Han lo.

William blev meget rød.

„Hun siger, Du går derover for at besøge dine Forfædre - men Du er da ikke gal.”

Det gav et Sæt i William, og han gav sig til at le. „Kamilla er da kønnere end som så, skønt hun er en gammel Pige.” Gerson lo stadig og kneb Øjnene missende sammen.

„Ja, hun spiller dejligt.”

Så gav Gerson sig til at fortælle. Falks boede en Milsvej herfra, Tanten var død, og Etatsråden, hans Moders Broder, var en sær Tørv, men Godset var dejligt, og Kusinen var en brillant Pige. „Hun holder sgu meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen - men hun snakker løs og lader sig ikke mærke med det.”

Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge havde William snart Rede på alle Forhold på Veilgaard.

Blandt Williams „Beundrere” satte det noget ondt Blod, at Gerson på den senere Tid var blevet så intim med ham, skønt han altid havde stillet sig lidt fjendtlig til „Afgudsdyrkelsen”, således kaldte Oppositionen den blinde Beundring, som blev William til Del fra hans Omgangskreds: en Gang på et æstetisk Møde havde Gerson Ladet falde en Ytring om „Slaveejer og Slaver”, som umuligt kunne misforstås. Nu var han alligevel både Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede Gerson for „Forræderi”.

Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig langsomt en større Forståelse. For William ejede hendes altid gentagne Hilsen tusinde Nuancer, og hendes Smil, der for alle andre ville have syntes det samme og altid på samme Måde viste hendes små, spidse Tænder, nedsænkede ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav ham den næste stormende Håb, eftersom det syntes ham lidt mer eller mindre strålende, mer eller mindre venligt.

Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne Forelskelse skænkede ham, ville han ikke tilstå for sig selv. Han stred imod denne Venden tilbage til Livets Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.

. . . . En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frøken Falk sin Muffe, hun havde jo både Handsker og Noder i Hånden og kunne ikke holde på det altsammen, så også Parasollen faldt - lige for Fødderne af Høg, der just ville gå ud ad den lille Dør. Han tog den op og rakte hende den, men Hjertet sad ham i Halsen, så han ikke kunne sige noget. Hun takkede, og inden han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende hendes Noder, hun smilende og talende med leende Øjne, der ofte i Forbigliden søgte hans, så han blev endnu rødere og havde Hjertebanken, så han troede, Brystet skulle sprænges på ham.

Hun begyndte at tale om Musik. Om han holdt meget af Orgel? Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst.

„Å, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig Musik - det var også derfor, han havde været så uforskammet at gå over i Kirken . . .”

Hun fandt det så naturligt - han havde dog måske haft lidt mere Fornøjelse af hendes Spil end Væggene og - Deres Forfædres Ben.

William følte, han blev hed helt op under Håret. „De tager virkelig fejl,” sagde han.

„Hvori,” spurgte hun og så lige på ham.

„Det er slet ikke derfor . .”

„Hvorfor?”

Nej, han kunne ikke udholde det Blik - han tav og så ned. „Det med Forfædrene,” sagde han så dæmpet.

„Da ville jeg kun finde det naturligt,” sagde hun, og Betoningen var meget alvorlig, ejendommelig dyb.

„Ville De?” det kom hurtigt, og han så hen på hende.

Hun så smilende op : „Så havde jeg jo dog Ret.”

Vognen var ikke kommen, hun så hen mod Porten, rystede lidt misfornøjet på Hovedet og drejede så ind ad en Sideallé ved Søen. William fulgte efter.

„Jeg har jo ikke anden Slægt,” sagde han lidt efter.

„Deres Søstre.”

„Ja - mine Søstre,” han talte langsomt og blev ved, som om han talte hen i Luften: „Men derfor kan man godt føle sig alene.”

De gik atter nogle Skridt. „Det kan jeg forstå,” sagde hun.

„Og så er det, jeg har dem.” William gik videre.

„Jeg forstår det så godt,” hun drog Hånden ud af Muffen og glattede dens sorte Skind med sin Handske: „det må være meget lettere at blive til noget, når man sådan har Århundreders Forfædre, som ser ned på En.”

William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte på Muffen, så så hun på skrå ud på ham og sagde: „Og De er jo den sidste af Familien?”

„Ja - Slægten er død.”

„Nå, Weltschmerz,” henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de gik lige om et Hjørne. „Hvor gammel er De?”

William blev rød. „Seksten År.” Han søgte at gøre Tonen ironisk, men opgav det, og Stemmen blev helt borte på det sidste Ord.

„Og er allerede bitter mod Verden - ja det begynder man jo med nutildags.” Hun holdt inde, standsede lidt og sagde noget hurtigere: „Siden finder man et vægtigt Argument for at forsone sig med Verden.”

„Mange finder det . . .”

„Å” - hun lo igen - „nej de allerfleste. Man forsoner sig med sin Skæbne ganske simpelt, fordi det ikke er morsomt at surmule.”

„Jeg surmuler ikke.”

„Nej - det er ikke Ordet. De er naturligvis ulykkelig.”

Hun satte sig i lidt stærkere Trit: „Men - Spøg til Side - jeg véd, De har oplevet en Del . . . men - at opleve meget er ikke at leve meget. Nå - men hvad forstår De Dem på det?”

William svarede ikke. Inde i en ny eller vendt tilbage til en gammel Tankegang sagde han: „Men det er slet ikke Weltschmerz. Vor Familie er færdig . . .”

„Færdig, ja, hvis De ikke vil begynde igen. For at begynde må man da sige, hvis man ikke vil være dum nok til at mene, at man kan være færdig uden at have begyndt -”

„Og hvad skulle jeg så udrette?”

Hun standsede og gav sig til at le: „Undskyld, jeg siger det, Hr. Høg” - en lille bitte Streg under Hr. - „men først kunne De se at få Udmærkelse til Eksamen. De er jo et godt Hoved . . .”

William bed sig i Læben, og da hun så på ham og smilende tilføjede: „De er da ikke vred?” gav det et Ryk i ham, som ville han vende om.

Han gik og ludede ved Siden af hende og syntes endnu mindre, end han var. Hun smilede stille, men blev så igen alvorlig: „Forresten forstår jeg det godt,” sagde hun.

Han så op. „At De er bleven Darwinist,” sagde hun som Svar på hans stumme Spørgsmål.

De blev atter tavse, hver gled ud i sine Tanker. Hun talte først og spurgte:

„Og hvad så, når De er bleven Student?”

„Så skal jeg vel se at blive Kandidat.”

„Herre Gud - kan man da ikke søge et Mål?”

„Jo, hvis man havde et . . .”

„Nu snakker De,” hun talte utålmodigt, „når man havde, behøvede man ikke at søge. Og De søger vist også - det vil sige, De lader Fantasien løbe . . .”

Hun holdt inde, William blev ved at gå med bøjet Hoved så meget som et halvt Skridt foran hende. Da han talte, var hans Tonefald mere dæmpet, ligesom glattet ud: „Og hvor skal man da søge?” spurgte han.

„For Eksempel i Deres Barndom - hele Liv - i Deres Tilbøjeligheder . . . opsøg de Forudsætninger, Livet har givet Dem . . .”

William blev stående, Frøken Falk så, at hendes Ord havde gjort Indtryk, og mens hun skjulte et svagt Smil med Muffen, sagde hun: „De har virkelig et stort Fortrin i overhovedet at kunne søge. Vi Damer kan kun vente . . .”

„Hvordan mener De, Frøken?”

„Jo, vi Damer sidder vort halve Liv og venter på at blive „lykkelige”, og det andet halve sidder vi i en Krog og sørger over, at vi ikke er blevet det.”

De drejede ned i Søgangen. Frøken Falk nynnede sagte, William var besynderlig betaget. Han havde på én Gang såmeget at sige - når han blot vidste hvordan.

Så satte han lige med ét i et Spring ind på at tale om sin Moder. Frøken Falk talte ikke meget - et enkelt Ord eller kun Nik og korte Blik, som bad ham blive ved med sin hurtige Fortælling.

Han vidste ikke selv, hvad han havde sagt . . . han drog Vejret dybt og blev pludselig forlegen. Men da han så hen på hende for ligesom tavst at bede om Undskyldning, mødte han i hendes Øjne et langt, forskende Blik, der fik ham til at rødme og som var - nej ikke venligt og heller ikke mildt, men varmende, så han huskede det længe.

Frøken Falk tog Uret frem under Kåben: „Fire,” råbte hun, „men Jens må jo tro, jeg er blevet gal.”

De gik hurtigt til op igennem Haven og vekslede kun få Ord, men de gik meget tæt ved hinanden, og hvad de sagde, faldt utvungent som Udråb mellem gamle Bekendte. Så kom de op til Porten.

Jens arriverede i samme Nu.

Frøkenen spurgte heftigt, hvor han havde været, og da Jens sagde, at hun havde sagt, han først skulle hente hende Klokken fire, blev hun ganske lidt rød under Sløret.

William stod med Muffen, mens hun steg ind. „Farvel - kør så!”

„Deres Muffe,” råbte William.

„Å - ja, den glemmer jeg.” Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin Skindkåbes Ærme med sin Hånd, med et stille Smil tilbage i Vognen.

Efter den Dag var de meget sammen. Undertiden gik han ned på „Håbet” for at hente hende, undertiden mødtes de først i Kirken. Han bar hendes Noder, hendes Sjal og hendes Pakker, hun havde en egen Evne til at få ham til at bære for sig og hente hende og blive sat Stævne for at vente på hende.

„Så,” sagde Præstens Frue ind i Stuen til sin Datter, da William en Dag gik forbi med Frøken Falk, „nu har hun da fået et nyt Menneske.”

Frøken Kristine fo’r til Vinduet. „Men nu er han sytten År,” sagde hun spidst, mens hun besvarede Venindens Hilsen og så efter dem. „Tilsidst må Kamilla vist lære sine Trældyr at tale rent.”

„Fylder hun nu ikke ni og tyve?” spurgte Moderen og slubrede en Mundfuld i sig af Kaffen.

„Jo, det er akkurat fire År siden hun havde Fødselsdag - og da fyldte hun fem og tyve.” Frøkenen gik tilbage til sin Kniplepude.

„Falks kunne gerne sendt os lidt Frugt” - Fruen havde taget Briller på og sad og stoppede på en af Velærværdighedens Uldtrøjer, „de véd dog, at din Fa’r holder så meget af en god Pære.”

„Kære Mo’r - hvordan kunne Du dog tænke? De Mennesker bryder sig såmænd ikke meget om Guds Ord.”

Så stoppede og kniplede Velærværdighedens Familie videre i Tavshed.

Det var nu langt fra hver Dag, Kamilla spillede. Undertiden erklærede hun, hun var ikke oplagt, de gik så lange Ture i Alléerne om Søen. Som oftest var det ham, der talte - han fortalte hende alt.

Og mens han således fortalte, var det, som om han oplevede alt igen, men på en ny besynderlig Måde, der endnu mer end før skød det uvæsentlige bort og samlede sig om visse Hovedpunkter, til hvilke hans strejfende Fortællinger stadig vendte tilbage.

Således gik det i Begyndelsen og længe, men senere vendte hans Fortælling sjældnere tilbage til Fortiden. Han oplevede intet, men dog havde han så meget at fortælle hende. I den broget-forvirrede Samtale, som hun styrede med et Ord, ledede med et Smil, vekslede det med Udbrud, Afbrydelser og lange Taler, Ungdommens vidtsvævende Deklamationer, hvori der skylles op tusinde besynderlige Brudstykker af ufødte Længsler, Drømme, Attrå, tidlig Træthed, hele det tågede Kaos af Tanker og Fornemmelser, Begæringer og Anelser, der i den første Ungdom fylder vort Hjerte og vor Hjerne med deres Tåger.

Hun tav og modtog. Med bøjet Hoved, smilende, så man så de spidse Tænder bag de lidt bøjede Læber, gik hun stadig lyttende. Men standsede han, kunne hun ved et Ord atter få ham til at tale. Og hun hørte gerne på ham: hvad han sagde, mens de således gik Time efter Time, var så ejendommeligt, så fremmed, noget nyt for hende, og hun havde dog levet en Del og oplevet meget.

Kamilla Falk var meget omtalt: hendes Veninder afskyede hende, Mændene betragtede hende med Mistro.

Hun havde en Gang været forlovet, det var nu snart længe siden, og Forlovelsen var pludselig gået overstyr, og hun var rejst bort. Der hvilede nok et Slør over et og andet den Gang, ialfald sagde man det. Hvorom alting er, man hviskede både om et og om et andet, og vist er det, at der havde været en Maler i Besøg hos Falks det År; han havde malet Frøkenens Portræt, og hun blev på sin Rejse borte over et År.

Egentlig var hun blevet smukkere på den Rejse. Hendes høje Figur var blevet svært junonisk og som for at knuse Sladderen under sine Hæle trådte hun fastere end før. Hendes Øjne var blevet dybere, med et ejendommeligt glimtende Blik, Munden var stærkere kruset. Måske var det også, fordi det ikke lignede mere, at hun kort efter sin Hjemkomst brændte sit Portræt, hvor hun var i hvid Kjole og stod, smilende, med en Rose i Hånden.

Siden da var der gået adskillig Tid, og trods sin Skønhed og Faderens Rigdom blev Kamilla siddende på Veilgaard.

Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i København, og så havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren. Lidt hurtig skiftende var de jo, de Bekendtskaber - det ene År var det nogle Kunstnere, en ældre Skuespiller og to Malere, det næste det halve diplomatiske Korps, der dannede Kernetropperne ved Frøken Kamillas Hof, hvor altid én blev udmærket for i to-tre Måneder i Forening med den skønne Dame at udhule indtil et Spindelvævs Tyndhed den Mur, som adskiller et Lefleri, der leger med Ild og brænder sine Fingerspidser, fra en Lidenskab, der giver sig hen og leder til „utilladelige Forhold”.

Således gik en fire-fem År. Kamillas Træk blev skarpere, Øjnenes Udtryk koldere, strengere sagde nogle - hun blev ikke mindre smuk, men man så dog, at den første Ungdom var forbi. Måske var imidlertid hendes Følelser mere ældede end hendes Træk.

Der var kommet et Tidspunkt, hvor denne evige Leflen med og Befølen af Lidenskaben, hvori hun hendrev sit Liv, havde virket på hendes Sind som en Drik Saltvand, der kun vækker Tørst og gør Læberne tørre. Hendes Sind var ligesom udtørret, og hun søgte altid påny de samme Sindsbevægelser, der bestandig påny skærpede Sjæletørsten.

Men langsomt slukkedes denne en Tid lang blussende Attrå, som døde uden at være tilfredsstillet. Hvad der i hendes Sjæl trådte frem, var en tom Blasérthed; hendes Attrå var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i Formernes Bur, og den var gået til Ro og døsede. Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vågen Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne Resignation.

På denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt var, tilbragte de Søndage og Småferier hos Onkelen på Veilgaard. Kamilla behandlede Fætrene som Drenge - hun var jo også ti År ældre end de - men nogle af de Kammerater, som altid fulgte med dem, syntes hun dog at skænke en betydeligere Opmærksomhed.

Og efterhånden fandt hun Fætrenes Kammerater „morsommere” og „morsommere”. Som hun havde taget Tag i William, havde hun handlet med adskillige, og denne Leg med unge Mænds første længselsfulde Hjertebanken var blevet Frøken Kamilla en ren Sport.

Hun drog dem til sig med sin Skønheds og sin Erfarings hele Tillokkelse, hendes afblegede, noget strenge Skønhed måtte gøre Indtryk på det syttenårige Hjerte, og hun gjorde deres tøvende Skyhed dristig. Hun trak dem til sig for at lytte til det første, uroligt sitrende Hjerteslag i et ungt Bryst, for at kvæges ved det første Lidenskabens Åndepust, der fødes som et Suk af Sjælens uvante Beklemthed. Hendes Bliks og Hænders Kærtegn vakte hos de unge Venner denne frygtsomme Kærlighed, der rødmer over sin egen Uformuenhed, mens den i Tankerne besidder alt. Og denne Leg var så lidet farlig: der blev intet givet uden et Håndtryk; måske et Kys på en ung Pande, som brændte, på nogle bløde Lokker, hendes Hænder længe havde kærtegnet.

William var forelsket. Men hans Forelskelse var af en ejendommelig Art.

Undertiden, når de gik sammen langs Søen, og han talte til hende i strømmende Ord, der kunne lyde som halvdigtede Kærlighedssange, frygtsomme Hymner af en Yngling, der endnu ikke har vovet at løse Elskovsgudindens Bælte, men anelsesfuld synger om hendes Skønhed, kunne han pludselig se på hende med et Blik, der forvirrede hende, gjorde hende forlegen, så hun slog Øjnene ned; til andre Tider kunne han længe være tavs, ordknap, og så tilsidst brød han ud i en Bitterhed, som afblomstrede hele Livet og viste en Træthed, intet kunne friste.

Tingen var, at den første Ungdoms Forelskelse kæmpede med den ved Læsning erhvervede Erfaring i Williams Sjæl, og hans medtagne Nerver, hans allerede stærkt rystede og derfor slappede Sind trættedes ofte af de evige Bevægelser, hvori denne Forelskelse førte ham ind, og som hans Erfaring gav en dybere Betydning. Undertiden var han helt Barnet, undertiden gjorde hans Teorier ham til den erfarne Mand, som formår at få næsten de samme Nydelser ud af en ufrugtbar Forelskelse som af et virkeligt Kærlighedsforhold; undertiden blev han atter overfalden af en vis Ubændighed, der ville opnå alt, hvad han vidste, Kærligheden kunne skænke; undertiden var han kun træt og syntes, han var færdig med det også.

Det var disse sammensatte Følelser, Kamilla ikke ret forstod, og som hun bestandig ivrigere søgte at forstå.

Når hun nu spillede, sad han altid ved Siden af hende på en høj Stråskammel, Organisten lagde Noder fra sig på om Søndagen. Undertiden fantaserede hun, så sad de og talte sammen, mens hun spillede, halvt hviskende, som om de satte dæmpede Ord til Musikken. - -

I de sidste Dage var det gået op for hende, at hun måtte gå lige til Bunden af den Gåde, der hed William Høg, hun måtte besejre dette Væv af Modstand og Træthed, måtte overvinde den besynderlige Følelsernes Blasérthed, der tilslørede denne Drengs Lidenskab.

De var i Kirken. Hun spillede dæmpet, indsmigrende vemodigt. De havde næsten ikke talt sammen, da hun kom. Hun havde straks sat sig til Orgelet, havde i Tavshed ordnet Registret, og nu spillede hun. William så hende fra Siden: hun sad meget rank på Stolen med Ansigtet lidt opadvendt og Øjnene næsten lukkede.

Det var en Adagio.

William sad ganske stille med Hovedet i sine Hænder, Albuerne på sine Knæ og så på hende. Han talte slet ikke.

„Har De været vred de sidste Dage,” spurgte hun og blev ved at spille.

„Hvorfor skulle jeg være vred?”

„Jeg véd det ikke” - hun gled hurtigt helt op i de dybe Toner - „men jeg har været bedrøvet over det.”

Han svarede ikke. Han blev ved at se på hende, hun spillede.

„De véd jo dog, jeg er Deres Veninde,” sagde hun og vendte Hovedet halvt. Tonen greb ham, han følte sit Hjerte slå hurtigere og rejste sig fra Skammelen.

„Vær så også lidt god imod mig,” hviskede hun, han kunne næppe høre det, skønt hun spillede ganske sagte, „jeg trænger til Venskab.”

Han vidste ikke, hvad han skulle svare; han stod bagved hende, og uden at han vidste hvorfor, fik han pludselig Tårer i Øjnene.

Det var vel det smeltende Spil - det lød næsten som Suk, de lette Slag på de mellemste Taster.

„Tror De, jeg er lykkelig,” sagde hun lidt efter, dæmpet.

„Hvem er lykkelig?” Hans Kind rørte ved hendes Hår. Så fo’r han lidt tilbage, nede i Kirken klaprede Sidedøren.

Også hun fo’r sammen, men hun blev ved at spille. Han stod og så på hendes hvide Nakke bag Pibekraven, hans Ånde strejfede den.

„Og nu til Sommer rejser De bort for at glemme mig . . .”

Han kunne ikke tale. Han krammede om Stoleryggen, hvor hun sad, så han kom til at røre hendes Kåbe.

„Således går det bestandig . . . bestandig . . .” Hun lod Tonerne langsomt henhviskes i Rummet, „bestandig”.

Så trådte han et Skridt frem. Hun så op og slap Tasterne, han var meget bleg og havde Tårer i Øjnene.

Orgelpiberne hvinede, inden de tav.

„Hvorfor vil De gøre Nar af mig,” sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udråb, man hørte Genklangen dø oppe i Koret „. . . det er Synd, Synd af Dem . . .”

Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt:

„Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder - - af Dem.” Hun så på ham nedefra.

Han greb et Øjeblik hårdt om hendes Håndled, hun rev Hånden løs: „Det gør ondt,” sagde hun.

„Hvorfor er De da sådan imod mig?” spurgte han ganske sagte.

Hun smilede vagt og rystede på Hovedet. Derpå gav hun sig til at spille igen.

Han satte sig helt henne hos hende med Hovedet i sine Hænder ligesom før. Når hun drejede Hovedet, mødte hun hans Blik, det badede hendes Ansigt med Ild.

Således sad de længe, Tonerne gled over hans Hoved ud i Kirken og døde fremme under Hvælvingen.

Hun rørte sig ikke. Hun havde en Følelse af, at hun måtte sidde rank, hun vidste ikke selv hvorfor. Hun sagde også til sig selv, hun ville holde op med at spille, at det var bedst at holde op, men hun blev alligevel ved - det var, som om Fingrene holdt ved Tasterne.

Hans Hænder faldt slapt ned - han hørte Tonerne gennem en brusende fjern Larm, og han lukkede Øjnene.

Pludselig var hun holdt op med at spille. Han vågnede ved, at Tonerne døde hen, og så hende sidde bøjet med Panden støttet mod Tasterne.

„Hvorfor spiller De ikke mere,” spurgte han.

Hun rystede på Hovedet uden at løfte det. Han syntes hun græd.

Det stormede i ham. Han skubbede skamlen tilbage, faldt ned på Knæ og lagde Hovedet i hendes Skød. Hun løftede det med et halvkvalt Skrig.

„Hvorfor er De ulykkelig?” spurgte han og så op i hendes Ansigt, der var vådt af Tårer.

Hun glattede hans Hår og bøjede sit Ansigt ned mod hans. Det var, som fælles Tørst drev deres Læber sammen.

Ingen af dem talte. Hele Kirken lå i stille Ro, de hørte kun hinandens Åndedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Hår gav hun sig til at klappe hans Kinder.

Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men så skød hun ham hurtigt bort, rejste sig og sagde:

„Vi ses vel igen på Fredag.” Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet. Tonen var helt forandret, hun talte ganske med sin sædvanlige Stemme, men hun blev ved at smile, og deres Øjne hvilede i hinanden.

De blev ved at se på hinanden, mens hun trak Handskerne på og satte sin Hat fast med Hattenålen, alt meget langsomt, og de gik ned ad Trappen ved Siden af hinanden, skønt Trappen var meget snæver. Da de kom ud i Alléen, gik han et Skridt bagefter, han fulgte enhver af hendes Bevægelser med Øjnene, og pludselig blev han meget rød. Han havde søgt og søgt om en Erindring, der så at sige lå ham på Tungen og nu, nu da han så hende gå således - - - det var den Aften, han var i Teatret, og de dansede.

„Hvorfor går De bagefter?” spurgte hun og vendte sig. Han svarede ikke, deres Blikke mødtes atter med et Smil.

„Jeg faldt i Tanker,” sagde han.

 

Om Fredagen fik William et Brev, inden han gik i Skole. Udskriften var skrevet med Damehånd. Det var fra Kamilla.

 

„Jeg kommer ikke til Byen imorgen,” skrev hun, „Fader er ikke rigtig rask, og jeg finder det rimeligst at blive hjemme. Derimod tør jeg vel som en gammel Veninde spørge Dem på Ære og Samvittighed, om De ikke ville kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med Fætter på Tirsdag og blive her hos os i Påsken. Tror De, De ville kunne holde Livet ud herude, så kom og tag tiltakke. Meget ville Deres Komme glæde en gammel Veninde.

Kamilla Falk.

 

Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard.

De kom der Klokken fem til Middag, og efter at have gjort sig lidt i Stand gik de ned i Spisesalen. Hr. Falk, en gammel rundrygget Herre, gik med Hænderne på Ryggen op og ned ad Gulvet. Tjeneren stod henne ved Buffet’en og ventede.

Det var ligestraks William, som om noget hjemligt slog ham i Møde fra den lyse Sal, som om han havde været her før.

Hr. Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blev ved at gå rundt om Bordet.

Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Hånden og ønskede ham velkommen, bad dem så gå til Bords og konverserede ivrigt sin Fader. På William så hun næsten ikke. Han søgte at gribe hendes Blik, men forgæves.

Senere døde Samtalen hen. Gerson fortalte nogle Skolehistorier. De havde kastet med Papirskugler på den engelske Lærer, så de massevis havde hængt i hans Hår.

William holdt ikke af de Historier, han var irriteret på Gerson og sagde heftigt:

„Sådan noget fortæller man ikke.” . . .

„Hvorfor ikke,” spurgte Gerson, „Du er jo selv den værste?”

„Og jeg, som troede, Hr. Høg var Melankoliker,” sagde Kamilla. William bed sig i Læben.

„Gud, det er han osse,” råbte Gerson, „Du skulle bare høre, sikket Digt han læste højt i Klassen igår.”

„Gerson,” fo’r det ud af William.

„Så Hr. Høg skriver Digte - og om hvad?” Frøkenen lo.

„Pyt,” Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, „naturligvis om Kærlighed.”

„Ulykkelig?” Hun så lige på Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang. Så gled hendes bort.

„Gud, han skyder sig,” slubrede Gerson.

William var rød helt ud på Ørene og sad og filede unødigt længe i sin Oksefilet.

„Det er vist et dårligt Stykke, De har fået,” sagde Kamilla deltagende og så over til ham. Hun drejede Hovedet hen til Tjeneren: „Å Petersen, giv Hr. - -” - smilede derpå - „nå, De vil ikke ha’e?”

„Forresten er det det første Digt, han har skrevet,” sagde Gerson og så leende op fra Tallerkenen, „han må først nylig have fået en Muse.”

Kamilla lo ustandseligt. Tjeneren bød Frugten om.

„Gi’er Onkel ingen Sherry,” sagde Gerson. „Det er første Gang, Du har en Høg i Huset.”

Efter Bordet spillede Hr. Falk og Gerson Piqué i Dagligstuen. Kamilla og William var alene i et Slags Galleri, der stødte op til Spisesalen, og som var omdannet til en Vinterhave med en Mængde Bregner, Palmer og store Laurbærtræer. Henne i det ene Hjørne af Salen havde man arrangeret et Lysthus af Gitterværk med Epheu og udenom det store Laurbærtræer, der dækkede det hele.

„Lad os sætte os ind i Hytten,” sagde Kamilla.

Hun gik ind i forvejen; der var helt mørkt derinde, så han næppe kunne have kendt hende, som hun sad der på Græsbænken.

„Er det Heliotroper,” spurgte han og åndede stærkt.

„Ja hele Trappen her bag ved er fuld af Heliotroper. Det er min Yndlingsblomst.” Hun rykkede lidt til Side: „Men sæt Dem,” sagde hun. „Her er da Plads nok.”

Han satte sig uden at tale. Det lille Springvand ovre i det andet Hjørne plaskede ganske sagte.

„Dette er Hytten,” sagde hun.

„Jeg havde også en Hytte hjemme, med røde Gardiner, oppe på Loftet,” sagde han for dog at sige noget, han frygtede instinktmæssig Tavsheden.

Hun svarede ikke. Hun havde plukket en Heliotrop, og han så hende i Skumringen holde Blomsten ind i Munden, mens hun åndede stærkt.

„Det er så dejligt,” sagde hun, „så smager man Blomsterne.”

Han plukkede mekanisk en Blomst. „Ja,” sagde han og åndede, „det er dejligt.” Så blev der igen Tavshed.

Kamilla bøjede Hovedet og foldede Hænderne over sine Knæ.

„Vi var nogle store Børn i Onsdags,” sagde hun.

„Ja,” svarede han.

„Og De har skrevet Digte om det.”

„Hvorfor lo De før?” - han bøjede sig lidt frem imod hende, sagde derpå sagtere: „De vidste jo godt.”

Hun gav sig til at nynne. „Kan jeg ikke få det Digt at læse,” spurgte hun.

„For at le af det?”

„Nej - Høg.” Hun drog Ånden dybt, og da hun tav, syntes han, Tavsheden var endnu tungere end før.

Han flyttede sig uroligt: „Her er tung Luft,” sagde han.

Hun havde lagt Hovedet tilbage mod Væggen og lukket Øjnene.

„Det er Heliotroperne,” sagde hun.

Der blev igen stille. Hun lå stadig tilbage med Øjnene lukkede. Så smilede hun. Han følte som en Tyngsel på sit Bryst, som om han skulle kvæles.

„Nej,” han rejste sig med et Ryk og kastede Hovedet tilbage, „her er for lummert,” sagde han.

Hun fo’r op. „Men vi går jo straks.” Han satte sig igen.

„Kan De ikke fortælle en Historie,” hun lagde sig tilbage, „det er så dejligt her i Skumringen.”

„Jeg kan ingen.” Og så pludseligt hurtigt og afgørende: „Hvorfor skal vi ikke gå?”

„Så deklamér noget,” sagde hun, uden at høre.

Han så på hende. Hun lå atter i den forrige Stilling, næsten halvt udstrakt med den ene Arm om Hovedet.

„Der er kun ét, jeg kan,” sagde han sagte.

„Hvad er det?”

„Ninon.”

„Å, Chevalieren - men det er jo dejligt.”

William sad bøjet, med Hovedet frem. „Det er kun Monologen,” sagde han. Begyndte så:

Der glimre de på Himlen, hine Kloder,
Der uophørligt efter faste Love
I deres Bane vandre, og der alt fra
Umindelige Tider gik som nu . . . .

Han måtte tvinge hver Linje frem med Magt. Men efterhånden blev Stemmen blødere, ligesom en mumlende Strøm lød de melodiske Ord, præget af et smerteligt Tungsind.

Hun åbnede Øjnene og så på ham, lukkede dem så igen og bevægede Læberne sagte.

Så rejste han sig lidt. Og som om den undertrykte Bevægelses Bølger arbejdede sig frem i hans Bryst, som om Understrømmen af Smerte steg og gav hans Stemme Grådklang, hviskede han Ordene:

Afmålt? nej, afmålt kan du ikke slå,
Du, mit urolige, mit varme Hjerte!
Som Stjernekoret tændes ej og slukkes
I, mine flyvende, beruste Tanker!

Det lød som våndefuld Klage, og med hvert Ord betonet i den stigende Hvisken, næsten skreg han:

Hvad vil jeg nu? jeg véd min Hånd er løftet - -

Han havde siddet ubevægelig. Nu pressede han Hånden mod sin Pande, som om han ville sprede Hjernens Tåger -

Og om mit Hjerte ruller der et Hav,
En oprørt Strøm af Ønskers dunkle Bølger -
Og Stemmer råbe - -

Han bøjede sig dybere ned og med et pludseligt Slag som for at standse det ubetvingelige Skrig stoppede han Fingrene halvt ind mellem de åbnede Læber.

Han tav, og uden at tale bøjede hun sig atter tilbage mod Væggen med korslagte Arme.

Og som i Tanker begyndte han påny Hun hørte intet. Hans Stemme lød ind til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til hvilke hun selv satte Ord.

Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede.

Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Så bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder, hviskede hun ømt:

„Har Du lidt så meget?”

- - - Og deres Læber mødtes i et langt Kys . . .

William kunne ikke sove den Nat. Gerson pludrede i ét væk om Aftenen, da de klædte sig af, og William sagde „Ja” og „Nej” uden at høre et Ord af, hvad han sagde. Han gik rundt i Værelset og trallede og nynnede og kunne ikke finde Ro.

Han havde Lyst til at skrige af Glæde, af Stolthed, af Triumf, i det mindste Lyst til at tale, fortælle det, befri sig for noget af al den Jubel, som fyldte hans Bryst, så han næppe kunne ånde - -

„Det er en Satans Trallen,” sagde Gerson og slukkede det ene Lys, „når er Du kommen til Operaen?”

William klædte sig af og gik i Seng. Han svøbte sig helt ind i Sengetæppet, Hovedet også, og lå og hviskede med sig selv og syntes, at alting sang både i ham og om ham.

Så hørte han Gerson snorke. Han satte sig op i Sengen og så rundt i Værelset, og med Hænderne foldet over sine Knæ under Tæppet begyndte han at deklamere Chevalierens Monolog.

Ud på Morgenen faldt han i Søvn.

Denne pludselige Lykke holdt sig de næste Dage, det var, som om den Handling, der ved denne Kærlighed var kommen ind i hans Liv, havde drevet de unge Drømmerier på Flugt, og som om han i denne tidlige Krise var vågnet af en Dvale.

Kamilla havde givet sig hen. Hun havde, bestandig hidset frem mod Løsningen af den Gåde, hun havde digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo både al Ungdommens første Smidighed og al den Sindets Erfaring, som Williams Overmodenhed gav den.

Fætter Gerson anede intet ligeså lidt som Hr. Falk eller de andre. Kamilla udmærkede bestandig en enkelt af sine Gæster - den unge Læge fra Terslev, en ung, blond Mand med lyseblå Øjne og en hængende Knebelsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøkenens Ofre - og man var for længe siden hørt op med at kontrollere, hvad hun selv spøgende kaldte sin Opdragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de skiftende Forhold til de Syttenårige fra Sorø. Kamilla opdrog William, og William sværmede for Kamilla. Det var Fætter Gerson vant til: hver Gang han bragte et nyt Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt Sværmeri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det var en uforanderlig Skæbne, han skulle være femte Hjul til Kusinens Vogn.

Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i Staldene, på Markerne - det første Forår begyndte jo at gry - og i Landsbyen, hvor han holdt sig skadesløs med at kure til Præstens femtenårige Datter, hvis jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig over hans Overlæbes fine, skyggende Dun.

Således blev de elskende alene.

De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden spadserede de i Haven, nede i den store Poppelallé ud mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de kunne være helt uforstyrrede og usete. Kamilia tog hans Arm og bøjede tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og tilbage i Gangen Time efter Time.

Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Fremtiden. Kamilla fandt i denne Forelskelse en Opgave, hun troede på William og ville skabe noget af ham. Under deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om denne store Slægt, hvis sidste Skud skulle redde så meget og bære over så megen Elendighed; og den enes Ekstase hævede den andens, så at man i bestandig Vekselvirkning tilsidst slog Panden mod Himlen i Planer og Håb. Kamilla syntes, hun var født for at genoprette denne stolte Slægt, og når hun, mens de gik sammen, i pludselig Kærlighedstørst slyngede sine Arme om hans Hals og trykkede den skælvende William op til sig med hede Løfter og ømme Kærtegn, forekom det hende, som om hun indviede en Ridder til Livets Kamp, hvor han gik ud til et helligt Værk.

Og denne ægte kvindelige Begejstring for en Fremtid, for denne Ungdom, som voldsomt sitrede i hendes Arme, lod hende glemme, at hun selv stod tilbage på Bredden, medens William bestandig ene i Båden, blomstersmykket, stævnede over Fremtidens Hav mod Morgenrøden og Lykken. Og heller ikke han syntes at tænke derpå: ingen af dem så, at der bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage.

Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden til Skueplads for deres Drømme. Kamilla var ældre, og hun havde set for meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det; hvad William angik, havde denne til fuldt Blomster udviklede og levende Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham befolket med Virkeligheder, man kunne nyde, og som man måtte kæmpe med. Og der holdtes han så oppe af Kamillas Virkelighedssans, der bestandig årvågen søgte et Mål i Livet for den, hun elskede.

Undertiden tilbragte de hele Dagen i Vinterhavens Lysthus. Dette Sted var sammenvokset med deres Kærlighed; Heliotropernes Duft, Græsbænken, på hvilken de havde siddet, de høje Planter, til hvilke de havde lænet sig -, alt fortalte dem om Hengivelsens utrolige Øjeblik, hvis Berusning gemmer al Kærlighedsforholdets Lykke som Frøkornet Planten. Her talte de altid dæmpet og hviskende, her sad de ofte Arm i Arm og betragtede hinanden med tavse Smil, der på samme Tid var et Minde og et Løfte; fra dette Sted stængte de Verden ude for at tale om Fortiden, i hvis mindste Minder de svælgede med alle Forelskedes Glæde, der gennem Minder fra den første, frygtende og tvivlende Forelskelses Tid vil trylle den første Hengivelse tilbage ved hver Time på Dagen at gøre Mindet om den første Hjertebanken til Indledning for deres fornyede Kærlighed.

Han talte om den første Gang, hun hilste på ham i Kirken. Hun havde smilet så besynderligt.

Om hun da allerede den Gang var begyndt at elske ham ?

Hun svarede ikke, men hun smilede påny og kyssede ham. Det første, han havde set, var hendes Nakke - han så den skinne bag den sorte Pibekrave. Og det første, hun havde set hos ham, var hans Øjne. Hun havde tænkt, det var besynderligt at sætte trediveårige Øjne ind i et sekstenårigt Ansigt . . . . Så havde hun forresten lét af hans Gang.

Således dvælede de ved de tusind Minder fra Forelskelsens første Dage.

Han var en Dag gået bag ved hende ud af Kirken og var blevet ved at følge et Skridt bagefter. Det havde været hende ubehageligt, hun havde kunnet mærke hans Blik hvile på sig. Hvad havde han tænkt på den Gang?

Han huskede det ikke.

Men hun så på ham og sagde: „Man glemmer aldrig sådan noget - sig mig det.”

Han gav sig til at le, og Latteren smittede. De lo begge en Stund, indtil Latteren blev til stumme Smil, og han bøjede sig over imod hende.

Og hun rødmede og holdt ham for Munden, mens han hviskede til hende, halvt liggende i hendes Skød.

Til andre Tider læste de højt.

En Dag havde de fået fat i „Tartuffe”. William og Kamilla havde været oppe at skændes om, hvordan Tartuffe skulle spilles, og nu skulle Striden afgøres ved, at han læste Komedien højt.

William læste kun. Optrinene med Elmire.

Og Luften i dette Rum, Minderne, der befolkede det, Stemmerne, der talte til ham om alle Nydelserne i denne duftsvangre Hytte - alt farvede denne elskovssyge Hykler, så Billedet blev berusende for Kamilla, som hørte en vidunderlig Elskovshymne i Digterens Ord.

Han tav og lukkede Bogen. Hun tog Hænderne op for Øjnene for at holde Billedet fast.

Så løsnede hun Hænderne bort fra Øjnene, og mens hun tog Bogen og studerede Guldsnirklerne på dens Ryg, sagde hun simpelt:

„Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?”

Han rørte sig ikke, han så kun stift på hende, så rødmede han.

Hun gav sig til at blade i Bogen, og der blev ikke talt mere derom. Men Resten af Dagen var de begge adspredte, og næste Morgen rejste Vennerne Gerson og William - tilbage til Sorø.

 

Et Par Dage efter kaldte Rektor øverste Klasse sammen efter Skoletidens Ophør. Man ransagede Samvittighederne uden at finde særlig sorte Pletter, og var Kl. 12, da man samledes i Lærerværelset, meget spændt på, hvad Rektor kunne have at meddele.

„Det er ikke noget slemt,” sagde han, da han kom ind og med Hænderne foldede over Maven smilende så fra den ene til den anden. „I har vel været ængstelige for, at der skulle være hændet en Ulykke. Hva’, Høg?”

„Nej, det just ikke - men . . .”

„Jo, for det er tværtimod” - Rektor talte meget langsomt og lod Tommelfingrene velbehageligt glide forbi hinanden, mens han stak den lidt rødlige Næse ind i Williams Ansigt - „tværtimod noget - - meget, særdeles glædeligt.”

Kort og godt en berømt Professor fra København ville give en Velgørenhedsforestilling på Teatret og udbad sig til alle Birollerne Assistance af øverste Klasses Elever.

Der blev en pludselig Summen, alle talte i Munden på hinanden, råbte på Stykket, på Rollerne, om der var nok til dem alle. De glemte i deres Rus aldeles Rektor, som stod og smilede fornøjet midt i denne Bisværm og hvert Minut sagde:

„Jeg tænkte det jo nok, tænkte det jo nok.” William var blevet tavs og helt bleg.

Pludselig hævede Rektor Stemmen og sagde alvorligt:

„Men hvis jeg nu havde sagt nej -”

Man trængte sammen om ham, råbte, bad. William stod lige ved ham.

„Det kunne De ikke,” sagde han.

„Så?” - Rektor pudsede sine Briller - „hvorfor ikke, Hr. Høg?”

William blev forvirret og stammede: „Jeg mener - det ville Professoren ikke.”

„Nå” - han smilede igen - „det var en anden Sag - nej, desværre, han kommer såmænd, for det tager jo en gyselig Tid, og Eksamen har vi, inden vi aner det.”

 

Fem Minutter efter vidste den halve By, at „Professoren” kom dertil for at spille en af sine Glansroller, at Øverste Klasse skulle assistere ham, og at William Høg skulle give den næstvigtigste Rolle. Det var længe siden, der havde været en sådan Bevægelse i Sorø.

Gymnasiasterne var som ude af sig selv de næste otte Dage.

I Frikvartererne råbte man, og i Timerne hviskede man. Den danske Lærer indgav et spydigt Andragende om ligeså gerne helt at give Ferie, og man blev tvunget til foreløbig at indstille de latinske Versioner. Om Aftenen holdt man Prøve.

William var den eneste rolige i hele Sværmen.

Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard.

 



 

II

Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham.

„Professoren” var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulle først se, hvordan det gik. De andre havde sagt, han sad dernede med Rektor, selv havde William ikke set ham. Han havde stået henne ved den første Kulisse hele Tiden og blev ved at sige sin Rolle frem mekanisk, men med skiftende Tonefald. Greb sig så i at sige den forkert og begyndte forfra med nervøs Hast, der lod de mumlende Ord snuble over hinanden.

De talte inde på Scenen - han fornam det som et forvirret Skænderi, hvis Ord han ikke fattede, en Gang imellem hørte han en Lyd nede fra Gulvet, og han fo’r sammen og greb ved Kulissen for at holde sig fast.

Hans Hænder var fugtige.

Så anstrengte han sig pludselig for at høre. Det var Gerson, der talte . . . Men han kunne ikke holde fast på sine Tanker, han kom lige med ét til at tænke på Kamilla, og på Lysthuset, så igen på Professoren. Men intet var ham klart . . .

Han vidste ikke, hvordan han var kommen til at stå der, Gulvet var gået ned i en Dal og op i en Bølge, og han syntes, han satte til, ligesom når han skulle springe over „den store Hest” - og han havde taget et langt, umådeligt Spring, og så stod han der.

Gerson gav ham Replikken. Han hørte den som råbt gennem en stærk Larm, han virrede med Hovedet, så frem ud i et stort Mørke, syntes, han måtte rive de første Ord frem fra sin Gane, så tør, sammensnerpet var den.

Men lige med ét så han nederst i Salen „Professoren” gå frem af Rummets Mørke - - - han stirrede et Nu på hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst, og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han Stemmen. Han syntes, han råbte de første Ord, men så pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar og - dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i samme Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb et Sekund frem for sig som en drukken Mand.

Så så han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig, og hver Gang han talte påny, gik han længere frem, og William så ikke andet end Smilet på hans Ansigt, og at han stadig gik længere frem, længere og længere, ligesom han ledte ham med sin Stemme - -

Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en fjern Velklang, der berusede hans Øre . . . og pludselig syntes han, han måtte tale i Vildelse, så uklart var det altsammen. Men Stemmen hørte han . . .

Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han lo og så glad ud, og tilsidst syntes William, at hele Rummet var ét Ansigt, og det var Professoren, som lo - -

Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med en stærk Stakåndethed, som rent tog Vejret fra ham.

Han vidste kun ét, at nu havde han et Mål, og at han havde sejret.

Så skubbede han de pludrende til Side, åbnede Døren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken så eller tænkte, han ville ud i Luften, her var ikke frit nok for hans Jubel. Han måtte have mer Luft.

Han løb over Gulvet, lige i Armene på „Professoren” . . . han så op, sagde „undskyld” og blev rød i Hovedet.

Professoren tog ham i Armen: „Stop lidt,” sagde han, „De har svær Hast.”

William stammede. Professoren førte ham ved Armen hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, så på ham, drejede ham, betragtede ham igen.

„Godt,” sagde han og slap ham.

William blev stående.

„Ja, De skal naturligvis være Skuespiller,” sagde så Professoren.

William rendte op og ned som en besat nede i Søgangen. Han trallede, jublede og sang. Han talte ud i Stormen, som lod hans Råb fyge væk, han deklamerede og råbte. Hans Jubel trængte til Ord - usammenhængende, stormende Ord, Råb, uartikulerede Lyde - men råbe måtte han.

Sejr - Sejr - han havde sejret. Alt, hvad han havde oplevet, stormede ind på ham og råbte til ham, og alt syntes han, det måtte føre ham til dette Mål. Alt, hvad han havde levet, var jo Vejen til dette. Og han havde været blind, at han ikke havde set det . . .

Han havde leget Konge hjemme i den store Gård, og Flaget havde været hans Kongekåbe; han havde læst og læst om de store Bedrifter, nu skulle han gøre dem efter; han havde drømt om at erobre en Verden, nu skulle han betvinge den. Hvordan kunne han have været så blind?

Alt havde ledet ham hen mod det, som nu var kommet.

Forholdet til Kamilla? Det lå så fjernt, så langt borte. Han syntes, det var Evigheder siden, han mindedes det næppe mere, han hørte kun de Ord, hun havde sagt, da han læste „Tartuffe”: „Hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?” Han hørte Betoningen, hun sagde det helt simpelt, ligefrem: hvorfor vil Du ikke være Skuespiller?

Jo, også Kamiila havde været med at vise Vej.

Han var blevet så besynderlig betaget ved hendes Spørgsmål. Han havde skudt det fra sig, slet ikke villet tage det op. Men inde i hans Sjæl havde det ligget og spiret, og det havde opslugt alle hans Tanker, uden at han vidste det. Egentlig var han gået omkring ligesom i Dvale alle disse Dage siden da, og nu var han vågnet af en tung Søvn, og nu vidste han, hvad han ville - hvordan han skulle sejre.

Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke Plads for hans Glædes Ustyrlighed, ikke Rum for hans Sejr.

Han løb ud på en lille Bådebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, råbte så højt han kunne, knappede Frakken op, så Stormen kunne slå ind på hans Bryst - han var fortumlet, beruset og ellevild.

William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt.

Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Professoren havde bedt William besøge sig, når han kom til København, og man havde i Byen talt meget om al den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge Høg. Så gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet at tale om: i Byen en Skandale med Frøken Falk, som kort efter „Professoren”s Forestilling, hvor hun havde været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved sin blændende Skønhed, var løbet bort med Kammertjeneren, et ungt, mørkøjet Menneske med Zigeunerblod i Årerne; i Skolen om Eksamen, der stod for Døren med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.

Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en Beherskelse, som slog dem. Han så rask ud, holdt sig rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han trallede fra Morgen til Aften.

„Det er Satans, så Du træder fast i på den sidste Tid,” sagde Gerson, „Du ser ud, som om Du vil slå os alle på Snuden, om galt skulle være.”

William lo, men fast i trådte han. „Slægten” bekymrede ham ikke mere, hver havde sin Vej, og med Forfædrene skulle han gøre op, når han havde nået frem. Bedre var det da at blive noget end slet ingenting.

Kamilla havde skrevet ham til straks efter Professorens Forestilling, men han havde ikke svaret på Brevet, hun havde været i Byen for at træffe ham, og han var ikke gået til Mødet. Så kom hun en Aften op til ham. Han blev først forskrækket, så han kom til at ryste: hun var så bleg og så så lidende ud.

„Ja, Du bli’er angst,” sagde hun, „Du havde vel troet, at vi var færdige? - hvad? - havde Du?”

Hun gik lige hen og tog ham i Armen.

„Ikke sandt,” gentog hun og kneb ham, så det gjorde ondt, „nu var det forbi - nu, da Du véd Vejen og ikke mere behøver nogen Vejviser?”

Hendes Læber skælvede, hun slap Williams Arm og støttede sig til en Stol.

„Hvorfor er De kommet,” spurgte han.

Hun svarede ikke, men stod og så på ham med glansløse Øjne, ubevægelig. Han trykkedes af Tavsheden og vendte sig.

„For De mente vel ikke, vi skulle gifte os,” sagde han.

Kamilla lo. „Og det er din Undskyldning,” sagde hun hårdt. Hun greb ham igen i Armen, William rev sig løs. „Slip mig,” råbte han.

„Og det var den Fremtid, vi skulle bygge, det var det Håb, vi levede for” - hun havde talt tonløst, og hendes Legeme faldt sammen; men så rejste hun sig med pludselig Kraft, og mens hun målte ham fra Isse til Fodsål, råbte hun: „Dreng!

William åbnede Læberne for at tale, men kunne ikke, han var bleg som et Lig, og han støttede sig op til Væggen . . .

Hun så det, og med et kort, afskåret Skrig kastede hun sig på Gulvet, omfattede hans Knæ, løftede Ansigtet imod ham, gjorde Forsøg på at tale - men skønt Læberne bevægede sig, hørte man ingen Lyd - -

Så fik han Mælet igen, og råt råbte han, mens han slyngede hende tilbage næsten med et Spark med Foden:

„Tror Du måske, jeg takker Dig, fordi Du har forført mig?”

 

William var stolt af sig selv. Han havde elsket hende og opgivet hende, han havde ofret sin Lykke for sit Livs Mål. For han havde elsket hende, det var, som hans Hjerte skulle høre op at slå, da den Dør var faldet i efter hende - men det måtte ske. Det var hans Kunst, hans Mål, hans Fremtid. For den måtte alle Ofre bringes.

Og han trådte fast i hen over Resterne af sin første Kærlighed - som han troede, han bragte et Offer.

Men forresten havde han ikke Stunder til at tænke på Fortiden, Dagene gik så hurtigt. Om Morgenen øvede han sig i Gymnastiksalen og sprang over Hesten og fægtede med Gerson, hvem „Fanden skulle ta’e, om han fattede den Fornøjelse”. Og efter Skoletid læste han Roller, eller han lånte Nøglen af Ejeren og sneg sig ind på Byens Teater for at øve sig og deklamere.

Hvor der var mørkt! Han gik og faldt over Tov og Sætstykker, inden han fik taget et Par Skodder fra og lukket Lys ind. Men i Salen blev der ved at være mørkt, han så de forreste Bænke og den hvide Rand af Balkonen som en grålig Stribe inde i Mørket, der lå ligesom et stort, sort Dyb og dækkede over Tavsheden. William kunne blive helt forskrækket, han følte sig uhyggelig; og han kunne stirre på Mørket, til han fik Lyst til at løbe, og det var, som om noget bandt hans Tunge, når han begyndte at tale . . .

Men så gav han sig til at gå frem og tilbage på Scenen, gik ud og ind ad Dørene, betragtede Kulisserne, stillede sig op og bukkede, målte Scenen og talte Skridtene, kom ind for at bukke, gik ud - målte den Verden, han tog i Besiddelse.

William læste meget, og helst læste han Aladdin. Det var næsten et Tilfælde, at den var falden ham i Hånden. Den havde stået med Støv på Guldsnittet siden hans Konfirmation, og så havde han en Aften taget den ind for at læse på Sengen. Men han sov ikke den Nat, han lå og læste og læste og deklamerede, og Sommernatten var forbi, og det blev Morgen, mens han endnu sad oprejst i Sengen med Bogen.

Så så han sig om og besindede sig og lagde det røde Bind hen på Bordet. Men lidt efter tog han det igen og slog op på de første Sider. Scenen med Drengene på Gaden:

Selim.

Dér er Aladdin, så nu kan vor Leg Begynde ret.

Aladdin.

God morgen, kammerater.

Selim.

Hvor blev Du af så længe?

Aladdin.

Ser du vel,
Der var Begravelse i Byen
På Kirkegården ved Moskéen hist.
Det måtte jeg først se. Det er så morsomt,
At høre Sangen, og at se dem gå
Så langsomt gravitetisk hen med Liget.

Selim.

Hvi har Du ikke sagt mig det, så var
Jeg gået med. Hvem blev i dag begravet?

Aladdin.
(ganske ligegyldig).

Min Fader.

Selim.

Hvad? din Fader? er han død?

Aladdin.

I Forgårs Aftes døde han.

Selim.

Og derom
Har Du ej talt et Ord?

Aladdin.

Så har jeg glemt det.

Selim.

Og sørger ej?

Aladdin.

Nu, har jeg Råd til det!

Selim.

Jeg mener ej med Klæder, men med Sjælen.

Aladdin.

Ej hvad? den, som vil sørge over Alting,
Fik nok at sørge over. Han var gammel.

Sindbad.

Nå, kom nu! kom! Den rige Købmand hist
På Hjørnet vil i dag igen udkaste
Tre Pomeranser her i Gramsetag.

Aladdin.

Ja, jeg er med.

Sindbad.

Er Du? det tror jeg nok.
Der kommer alt den ene. Varsko, Drenge!
(En Pommerans bliver kastet ud af et Vindu, Aladdin griber den).

Selim.

Du er nu altid lykkelig.

Drengene.

Fler! fler!
(En Pommerans kastes atter ud, som Aladdin atter griber).

Aladdin.

Det var den-anden. Nu har jeg alt to.

Sindbad.

Aladdin må ej være længer med,
Den tredje må han ikke gramse efter;
Han har alt fået nok. Hold på ham, Drenge!
(De holder på Aladdin. Den tredje Pommerans kastes ud, den falder i hans Turban).

 

Bogen faldt ud af hans Hånd, og han sad længe med bøjet Hoved.

Fra den Dag var Aladdin hans Yndlingsrolle, og han deklamerede den atter og atter.

Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunne han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, når Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev så stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke. Så kunne han pludselig give sig til at tralle, og han kunne standse midt i en Replik for at synge og råbe højt, og når han havde sagt en lang Replik, råbte han Bravo og applauderede sig selv og kom ind og takkede for sine egne Hænders Bifald - -

Jo, når man havde et Mål, var det en Leg, enhver var Aladdin, når han blot troede.

Han indviede ikke nogen i sine Planer. Repetitionstiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af Eksamen. og egentlig kun Gerson havde i den almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, når han var borte halve Dage eller på Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis.

„Hvor meget har Du fået repeteret,” spurgte han en Dag, da de sad nede under Træerne lige overfor Kirken.

„Å, ikke meget.”

„Det tænkte jeg nok,” Gerson sad og lavede Navnetræk i Sandet - „men så synes jeg snart, det var på Tiden.”

„Jeg har jo læst noget.”

„At Du hørte op med at rende dér på Teatret og skråle Dig hæs.”

„På Teatret? Hvorfra véd Du det?”

„Å - Kamilla siger, at Du er blevet komediegal.”

William blev blussende rød, rejste sig fra Bænken og gik.

Om Eftermiddagen lå Gerson nede i Haven på en Græsplæne, udstrakt på Maven lige så lang han var, og læste. Han så nok, William drev frem og tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og tænkte, at han kunne sige det første Ord. Men han lå og skulede over Bogen gennem de udspilede Fingre - han støttede Hovedet til begge Armene - hen til Høg, der gik og gned sig opad Plænekanten.

Så slog William en stor Bue ind over Græsset, han var meget optaget af på kunstfærdig Måde at nedtræde nogle Tusindfryd med sine Hæle.

Gerson fik Medlidenhed og pustede: „Den er lummer,” sagde han.

William gik hurtigt hen til Buskettet, hvor Gerson lå. „Man kan slet ikke læse i denne Hede,” sagde han hurtigt.

Han stod et Øjeblik og pillede ved nogle Blade, så lod han sig falde ned på Græsset lidt fra Vennen.

„Hvor langt er Du,” spurgte han.

„Å ikke ret langt” - Gerson vendte sig, så han lå lige ud og så op i Luften - „ved Direktoriet.”

„Skal jeg ikke høre Dig,” spurgte William.

„Ellers Tak, men det ærgrer s’gu bare En, når man ser, man ikke kan noget af det Skidt.” . . .

De sagde ikke mere, men lå længe ved Siden af hinanden. Så sagde William:

„Du talte i Formiddags noget om din Kusine” - Solen stak ham i Øjnene og han holdt Stråhatten helt for.

Gerson lo.

De lå lidt: „Hun er da arriveret hjem igen,” sagde Gerson. „Men hun er slemt afrakket . . . han stjal og løb fra hende” . . .

William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte efter Ord, derpå sagde han ilfærdigt:

„Vil Du høre det?” og rejste sig.

„Nå, spørger Du mig endelig om det,” sagde Gerson sindigt, lukkede Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad Alléen.

„Jeg har ikke holdt af, at nogen skulle vide det,” sagde William, da de kom ud af Klosterporten. Gerson gryntede. Ellers blev der intet sagt, lige til de kom til Teatret.

Gerson havde sat sig nede på en af de midterste Bænke, og William kunne ikke se ham ude i Mørket, men han vidste, at han var der, og nu, da Mørket gemte over to Øjne, syntes han, det var endnu forfærdeligere end før. Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes slet ikke, han kunne huske det allermindste.

„Nå, bliver det til noget,” spurgte Gerson nedefra.

William fo’r sammen. „Du skal s’gu ikke genere Dig for mig,” sagde den anden.

William gik ned. „Nej, men det er så - sært,” sagde han. Men pludselig syntes han selv, det var for latterligt at være bange, han vidste jo dog så godt, at han kunne, og det var dumt at krybe i Skjul.

„Det er dér i Skoven,” sagde han så og flyttede en Pakkasse frem foran Lamperækken. „Du véd, hvor Aladdin vågner.”

Gerson havde læst de første Sider af Aladdin, da han var tolv År, og var aldrig kommet til, hvor Aladdin vågner, men han sagde „Ja-a” for ikke at forstyrre.

William lagde sig ned på Pakkassen, som om han sov, så rejste han sig og deklamerede.

William havde helt glemt Gerson. Lige da han begyndte, havde han løftet Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den igen - det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket.

Knælende lå han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang.

Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunne „s’gu ikke forstå ’et”.

Tak Allah! for din store Godhed mod mig,
Se mine Tårer! jeg kan ikke tale.
Her synker jeg På Knæ i Ensomhed.

Han lå nogle Øjeblikke i samme Stiiling med opvendt Ansigt. Så rejste han sig og sagde i en anden Tone, der endnu bævede af den forrige Bevægelse: „Så kommer Vagten!” Han gik lidt slingrende og noget flov op mod Baggrunden, han ventede, Gerson skulle sige noget. Men, da han blev ved at sidde stille, spurgte han højt : „Nå?”

„Det havde jeg skam ikke troet,” sagde Gerson og entrede over Bænkene hen til Prosceniet.

William blev rød ved Rosen. „Jeg kunne meget bedre,” sagde han.

Gerson svarede ikke på det, han stod lænet til første Bænk og fløjtede: „Er der ikke mere,” spurgte han.

„Nej, jeg ville ikke sige andet.” - „Det var noget lidt,” mente Gerson, og da de havde rodet noget omkring, og Gerson havde været inde i Sufflørhullet, gik de hjem.

„Jeg kunne s’gu knap kende Dig tilsidst,” sagde Gerson, „men din Stemme sprak i Begyndelsen.”

„Ja” - William talte stakåndet - „jeg véd det nok, - jeg var lidt hæs, det kom allerede igår - og -”

Men han havde slet ikke været hæs, da de gik hjemme fra, og egentlig forstod han ikke, hvordan det var gået til. De følgende Dage deklamerede han hver Dag, men hæs var han, og når han ville tale højt, slog Stemmen over. Han talte sig til Tåls med, at den var i Overgang, men ligesom vi altid pirrer ved en dårlig Tand for bestandig at forvisse os om, at den endnu gør ondt, prøvede han, når han deklamerede, uafbrudt at få den til at knække for så, når den knækkede, at lide derved.

Tilsidst glemte han det næsten, og han vænnede sig til at anvende det tilslørede, der i et mindre Rum klang så smukt, og som dækkede Stemmebristet for ham selv.

Desuden kom nu Eksamen.

Det sidste Fag var Historie. William havde først været oppe i Graccherne, og bagefter fik han Bernadotte. Han fortalte hurtigt, noget springende, en Del om Manden, men standsede pludseligt.

Læreren ville hjælpe ham på Gled og have ham ind på de mere almindelige Forhold den Gang; efter at have lirket noget sagde han: „Men hvordan - gik det egentlig til, at - - - Hvad skyldtes det væsentlig - hans Held - - -?”

William sad og så ned på det grønne Tæppe og lavede Cirkler med Fingrene. Derpå løftede han Hovedet og krammede lidt om Bordkanten:

„Hele Hemmeligheden var, at han ville.”

Professoren gav sig til at le, men da Læreren ville gå videre, sagde han: „Å nej, det kan være nok, Hr. Høg har jo givet hele Forklaringen.”

Således fik William udmærket godt i Bernadottes Historie.

Det var om Aftenen den Dag, de var blevet Studenter. De unge Studenter var samlede med Lærerne og nogle af de ældste i Skolen til Sold på Gymnasiet. Et par store Værelser var omdannet til Festsal, hvor alle Vægge var beklædt med Bøgegrene ligesom en Skov.

Det var hen i Måltidet. Bøgenes Duft, der blandedes med Heden og med Vinens Dunster, gjorde Luften tung. Ind ad de åbnede Vinduer trængte Sommeraftenens Mildhed, mættet af Alléernes Linde med Blomstringens Sødme.

I Salen, hvor Unge og Gamle sad Side om Side, vekslede Sang med Tale. Rektor havde talt for Studenterne, Høg som Duks for Rektor, så var Skål fulgt på Skål.

Nu sad man med glinsende Øjne og Pletter på Kinderne, med et Stykke Kransekrage på sin Tallerken og slugte store Portioner af Isvand og dyppede Lommetørklæderne i Glassene for at holde det fugtige mod Tindingerne.

Det var blevet noget svært for Talerne at skaffe sig Ørenlyd, man sad alle og snakkede løs, mest sådan halvhøje Fortroligheder, udvekslet med Sidemanden, hvem man tog om Halsen, mens man talte, eller hvis Hånd man bemægtigede sig med stærke Tryk.

William sad ved Siden af Rektor, som var rødblisset og stoppede en halv Kransekage ned i Kjolelommerne, mens han uafbrudt talte Græsk og citerede Homer. William havde ikke talt godt, han havde stået og stammet i det, og han havde glemt Pointen i Skålen. Uheldet havde forceret ham op, og han havde drukket mer, end han plejede. Dertil Heden, selve Stemningen, den blandede Luft - - Han blev distræt, han sad og rev en Rose i Stykker og hørte på Rektors Citater med et halvt Smil, der var langt borte.

Så pludselig uden Overgang slog han på sit Glas.

„Det er Høg,” råbte man, „det er Høg” - og der blev så nogenledes stille.

William stod midt for Hesteskobordet, rettet i sin fulde og slanke Højde. Det Atlaskes Slips var gået op og hang halvt opløst ned over Skjorten, Rosen dinglede i Knaphullet. Af Håret faldt en Manke ned over Panden, og under Manken lyste de store Øjne frem under de tunge Låg. Han åbnede Munden, og de dybt krusede og fulde Læber hvilede i et Smil, inden han begyndte . . .

„Det er dog Satans, så Høg ser østerlandsk ud,” sagde Historielæreren, der sad ved Siden af Gerson.

„Ja, den er s’gu lige højhælet nok,” sagde Gerson, der så på Vennen med opspilede Øjne. „Men dejlig er han.”

Så talte han. Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen,

„Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igår var Nutid, og som nu i dag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som så vore første Drømme fødes og vore Længsler vågne til Liv. Denne stille Sø, som lod os drømme så smukt i sin Stilhed, Skovene om den, som et Bælte, der værner mod Stormene, Himlen, der spejler sig i den; Minderne om en lykkelig Tid, da vor Horisont var en Kirke, hvor en Fortid sover, og en Bøgeskov, fredsommelig som Kirken - - -”

Nogle havde rejst sig; med Glassene i Hånden stimlede de sammen i Rummet mellem Bordene; William ændrede Tonefaldet lidt og vedblev:

„Alt dette var til i dag vort Liv, og nu er det blevet Minder, som vi, nu da vi går, tager med. Thi Afskeden er kommen, og er det end sandt, at vi kun skilles fra alt her med Sorg, så var det dog nødvendigt at skilles: thi her kunne vi ikke blive. Spurv eller Ørn, ud fra Reden de flyve, når Vingernes Fjer er vokset, og ud til en anden Scene må vi, hvor Horisonten er større, Himlen mere vid, hvor selv Drømmene kan flyve højere og hvor Livet, vi drømte, kan blive til et Liv, vi lever . . .”

Der var noget tiltvunget over dette dæmpede; man gik på hel Jord og Jorden gyngede - -

„Men, det tror jeg, derude, hvor vi hen, i Livet, som vi ikke kan unddrage os, hvor Scenen er større, alting rigere, fuldere end her, dér er også Kampene smerteligere. Her kom Stormene til os som en Kastevind, der kruser Søen, her hørte vi Larmen som en Brusen oppe i Stammerne; men Kastevindene og Stormene og Larmen kom os ikke nær. Men nu skal vi ud imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke går imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der går frem, fordi den tror, og selv om den falder, aldrig opgiver at håbe. Thi Ungdommen er bestandig ung, fordi den altid fødes påny, og når vi falder, går andre frem til Sejr. Men endnu kan Sejren blive vor, når vi vil, thi at ville er Hemmeligheden og Nøglen - - -”

Han tog Glasset og holdt et Øjeblik den anden Hånd mod sin Pande.

„Men det koster at ville, og når Kampene har slået deres Sår, da er det, vi vil tage disse Minder frem, Minder om vore første Forhåbninger, om vore første Drømme, om vor første Længsel og vore første Suk. Og disse Minder vil dvæle ved en stille Sø, der slumrer i en Sommernat som denne, ved en rosenduftende Kirkegård, hvor Danmarks gamle Storhed drømmer i tusinde Kroge og Hvidernes evige Berømmelse lever hos deres Slægtninge, Valdemarernes; som kvidrende Fugle vil Minderne synge om os, når vi, Fremtidens Sønner, går bort fra vor første Ungdoms Hjem, hvor Fortiden blunder.

Minderne - Minderne leve!”

Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen.

Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man råbte. Så hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke råbt.

Lidt efter brød man op, man skulle slutte Festen på den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Bådebroen. Langt om længe kom man i Bådene.

Man blev uvilkårlig stille, mens man gled hen over Søen. Himlen var lys, Nattens Skumring lå kun som et dæmrende Slør over Dagen; man hørte Årernes Plasken, nu og da en enkelt Sætning fra en af de andre i Båden, der faldt ud i Stilheden; et Råb fra den forreste Båd. Ellers Tavshed og Sommernatsfred.

 



 

III

Nina var træt af at tale imod, hun var nær ved at opgive alt. Den første Dag, da William fortalte hende sin Plan at ville være Skuespiller, troede hun ham ikke: hun så på ham med store Øjne og gav sig til at le: „Du!” råbte hun og løb ind til Sofie: „Han vil være Skuespiller,” sagde hun, „William er forstyrret!” Men da det blev Alvor, vedblev hun længe at vægre sig ved at tro det; hun kunne ikke tænke sig det, hun ville ikke forstå det.

På Williams Hoved havde hun lagt alle sine Forhåbninger, i ham og kun i ham havde de to Søstre levet de to År i Præstegården: han var deres Alt. Nina havde altid vidst, han var ikke som andre, men netop derfor håbede hun desto mere; hun forgudede ham, hun læste hans Breve atter og atter, hun skrev dem af og gemte dem i sin Dagbog. Broderen var hendes hele Liv.

Hvad han skulle være, havde hun egentlig aldrig tænkt, men noget mere end andre måtte det blive. Som Mængden var han ikke, og hun kendte ingen, der måtte kunne drive det så vidt som han.

Nina havde aldrig været forelsket. Den første Ungdoms flagrende Ømhed, som fylder unge Kvinders Sjæl ligesom med sværmende Sommerfugle, havde hendes hærgede Sind, der var blevet mørkt ved de tidlige Skygger, aldrig kendt. Hvad hendes Liv havde udviklet, var en urokkelig Kærlighed til „sine”, en noget snæver Følelse, der var præget af selve den Tunghed og Kulde, hvormed Prøvelser så tidlig havde mærket hende; og af denne Kærlighed havde hun én Gang for alle skænket William største Parten, den Part, som indesluttede hendes bedste Håb og al hendes varmeste Ømhed.

Så havde hun mødt ham nu, da de kom til Byen for at bo sammen, og den første Dag, de var rigtig alene, havde han talt alvorlig til hende om sin Livsplan. Derpå gik der nogen Tid, hvor hun tog det for hans Spøg, hun kæmpede hovedsagelig mod ham med Latter, fandt det så aldeles urimeligt. Men siden så hun jo, det var og blev hans Alvor, og hendes Våben blev Tårer.

I Begyndelsen var det alt det ydre, Livet, som stødte hende tilbage, hele Kulissetilværelsen, som hendes Naturel så lidt forstod; hun tænkte på hensvirede Nætter, på fordrukne Eksistenser, malede alle de Skræmmebilleder, en Kvinde, opdraget og udviklet som hun, sætter imod denne Stand.

„Hvorfor vil Du dog sådan udstille Dig selv,” sagde hun ofte.

Hun blev bitter; og jo mere hendes Tanker kredsede om Broderens Fremtid, des mere fortvivlet blev hun. Hun så, at denne Tanke var hans Liv, at han ind på dette ene satte al den nervøse Anspændelse, som hos ham erstattede Sundheden, at han kun levede og var lykkelig i dette Håb. Jo mere hun var sammen med ham, jo klarere så hun, at dette Selvbedrag, som hun kaldte det, var vokset, så det nu omspændte hele hans Eksistens, og der kom en Tid, hvor hun bad til, at han måtte blive Skuespiller, bad, tvang sig til at bede, at han måtte blive det.

Hendes Frygt for, at William skulle blive Skuespiller, blev efterhånden, som Samlivet med ham lod hende lære, hvor dybe Rødder den ulyksalige Idé havde slået i hans Liv, til en - med ubevidst Glæde blandet - Frygt, for at han ikke skulle blive det. Og hun vidste næppe mere at finde sig selv til Rette i alt dette.

Hun var ulykkelig i alle Fald.

Et var vist: hun kunne ikke tro på ham.

Og så sagde hun atter og atter: „Hvorfor er det dog netop det, Du vil?” Og mens hun så Idéen gnave sig dybere og dybere fast, blev hun mere og mere betaget af sin Angst.

„Om Du nu tog fejl,” sagde hun.

„Sådan ta’er man ikke fejl,” svarede han.

„Du er så opskruet, William, og man skal ikke gøre en Leg til Alvor.”

„Nej, Nina, men det være Talent, hvordan skal vi ellers måle det, hvorpå skal vi ellers kende det? Det ville dog være for uretfærdigt. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og så så jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og - Ka - -” han ville have sagt Kamilla - „og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet ikke andet” . . .

„Men Du kunne tvinge Dig til at tænke det” . . .

„Det kan ikke nytte, Nina. Hvis jeg bliver Skuespiller, bliver jeg måske til noget, skønt Moder var brystsyg og Fader gal - -”

„William!”

„Ja, det får ikke hjælpe, vi kan ligeså gerne sige det. Jeg ser Syner om Natten og Du hoster, og det er i det hele en dejlig Familie . . . men bliver jeg Skuespiller, så vil jeg kunne tvinge mig selv. Jeg véd det, jeg kan blive ved med at arbejde og anstrenge mig og arbejde igen, det er mig ligemeget, hvor længe det varer, inden jeg bliver til noget, om jeg skulle danse i fem År og gøre Gymnastik i ti for at blive det. Men går det galt, er det ikke sandt, hvad jeg føler, så - nej jeg kan slet ikke tænke det.”

Efter en sådan Samtale var Nina endnu mere nedslået og endnu mere ængstet end før.

Det var noget hen på Vinteren. De havde flyttet det runde Bord hen til Kakkelovnen, og dér sad de nu - Nina og Sofie - og arbejdede, mens William læste højt. Det var flere Uger siden, han havde læst for dem, og han læste godt, Nina hørte det. Da de var færdige med anden Akt - Komedien var „de Nygifte” - sagde hun roligt, uden at se op:

„I aften kan jeg lide det.”

„Ikke sandt?” fo’r det ud af William. Det var, som gik der Lys hen over hans Ansigt. Der blev en Pause.

„Det er ikke Forfængelighed,” sagde han så sagte, „men jeg blev så glad.”

Både Stykket og Oplæsningen rørte Nina, hun havde Lommetørklædet i Skødet og sad hvert Øjeblik og pudsede Næse med en betænkelig fugtig Lyd. Sofie græd hele Tiden ned på det Kannevas Broderi.

Da Stykket var forbi, rejste William sig og gik hen i en Krog i Mørket. Det varede noget, inden nogen af dem talte, Nina sad med Hovedet støttet på Armen og bed i sin Hæklenåls Elfenbensskaft. Hun sukkede et Par Gange, begyndte atter at hækle, men faldt igen i Tanker.

William holdt Øje med hende fra Krogen, og da hun så op, mødtes deres Blik.

„Men Høg kan Du da ikke blive ved at hedde”’ sagde hun tonløst som halvt til sig selv.

„Hvorfor ikke?” han røg op fra Stolen . „Høg - - ikke blive ved - -”

„Man kan ikke skrive Høg på en Plakat,” Tonefaldet var ganske ligefrem.

Og lidt efter: „Hvad ville Fader have sagt?”

William var blevet blussende rød, han så et Øjeblik stift på Nina, med stirrende Øjne, som om han havde fået Øje på en Afgrund - så gav han sig til at le. -

„Er det de Høgers Ære?” Han blev ved at le.

„Ja, netop - og Du er den sidste!”

„Netop derfor gør jeg det,” sagde han sagtere, „I kan være rolige.”

„Og Du synes, at Faders Navn har sin Plads på en Teaterplakat?” Ninas Stemme rystede.

„Faders Navn - ja for den Sags Skyld - - -” han snublede over Ordene, og vendte sig om.

Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: „Fader var syg . . . det er ingen Skam, men . . .”

Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt:

„Ja,” sagde han og bed sig i Læben, „vist så - men det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan.”

Han støttede sig til Klaveret, han kom pludselig til at ryste, så han ikke kunne stå, og blev hurtig bleg, så atter rød. „Gør jeg Navnet Skam,” Tænderne klaprede imod hinanden, „så skal jeg nok lægge det af.”

Han rev sit Lommetørklæde frem, førte det hurtigt op til sit Ansigt og hulkede.

Så gik han.

Da Nina ville ind og sige „God Nat”, var Døren til Værelset låset. Hun ruskede i den: „William,” råbte hun, „det er mig.” Ingen svarede. Og hun gentog igen og højere: „William, William.” Hun hørte ham rejse sig fra Sofaen og gå tungt hen over Gulvet. Værelset var mørkt, der var intet Lys i Sprækken.

„Hvad er der?” spurgte han.

„Luk mig ind,” sagde hun, „jeg vil tale med Dig.”

„Det kan ikke nytte,” sagde han inde fra. „God Nat.”

Så gik han igen bort fra Døren.

William sov ikke den Nat.

- - - I den første Berusning, hvormed den unge Tanke havde fyldt ham, var han kommet så let over alt, alle Betænkeligheder havde været små, selv hvor Tvivlen stak sit Hoved frem, blev den hurtig overmandet. Det nyttede desuden slet ikke at tage alle disse Hensyn: der var blevet kaldt på ham, og han fulgte. Det var den simpleste Ting af Verden, ganske simpelt, fordi det ikke kunne være anderledes.

Han havde kastet sin Bagage fra sig og var gået efter - Bagagen af Fortid, Fordomme og Slægtsstolthed. Der havde slet ikke været Plads til nogen Tvivl.

Men nu - nu, i aften var det anderledes.

Han tændte ikke Lys, da han kom ind. Han lagde sig hen på Chaiselonguen og svøbte sig ind i sit Rejsetæppe, han frøs, så Tænderne klaprede i Munden, og han hyllede sig helt ind i Tæppet, ligesom for at gemme sig. Han følte sig tung i alle Lemmer, blytung og sløv, ligesom bedøvet af det Slag, han havde modtaget. Han tænkte ikke; hans Tanker, der søgte at arbejde, forsvandt ud i en grødet Sløvhed, der opslugte alt, og hans Hjerne lå under for dette pludselige Kølleslag.

Det var som en åndelig Besvimelse.

Men lidt efter lidt vågnede Tankerne og skreg op i hans Hoved på én Gang, så det hamrede i hans Tindinger. For første Gang gennemtænkte han i disse Timer under forfærdelig Kamp sin Livsplan.

„Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg.”

Først slog han sig med Magt til Tåls med den gamle Sætning, han den Gang havde modtaget, at hver måtte gå sine egne Veje, søge sit Mål, og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var forskellige. Men han kunne ikke blive stående ved det i aften. Man havde jo dog Lov til at gå sin egen Vej, man måtte gå den, hvorledes den end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var så god, som den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig . . .

Thi andre dømte ikke som han. Nu Nina for Eksempel - hvordan kunne hun sige det så simpelt, som noget, der fulgte af sig selv, hvormeget det end kostede hende: „Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg?” Hvorfor sagde hun det? Hvordan kunne det gå til? Hun elskede Navnet, det vidste han. Og hun elskede ham som den sidste af Slægten, den der skulle genføde Ætten og gøre den berømt over nye Tider.

Og for hende stod det dog som noget selvfølgeligt, at måtte han gå sin egen Vej, kunne det ikke være andet - ja, så måtte han opgive Navnet, så var Slægten uddød. Men hendes Kærlighed var stærk nok til at ofre hendes Forhåbning - -

Han rejste sig fra Sofaen og gik i Mørket rundt omkring i Værelset, han stødte på Møblerne uden at mærke det, væltede Stolene og rejste dem igen mekanisk.

Men det var Overdrivelser, Nina overdrev.

Men hvorfor troede hun ikke på ham - hun elskede ham . . . og troede ikke . . .

Tankerne begyndte igen.

Han gik jo imod dem alle, imod Strømmen, imod alle Ønsker . . . Men Strømmen var Fordomme, Bornérthed, Tåger . . . Vist så, vist så, han havde bestandig Ret, bestandig, hvordan man så så det . . . Han så nok, det var et Ansvar, han var selv opdraget i den samme Fordom, men . . . Storhed var Storhed, og stor ville han jo blive, måtte han blive - ellers - nå, han skulle nok bære „Høg” over, ad sin egen Vej, de ville spotte, le, men tilsidst ville de bøje sig . . . og Navnet ville sejre ad hans Vej.

Det brændte ham og sved ham som Ild i Sjælen. Op igen, hvileløs rundt, det var forfærdeligt at kæmpe således . . .

Thi hvorfor var der dog ingen; som troede på ham? Hvorfor troede Nina ikke, eller Sofie, eller Gerson, eller alle Beundrerne! Hvorfor troede de ikke? Nu trængte han til deres Tro - nu, da han gik alene, ensom, og bar hele Fremtiden over den stride Strøm . . . å, nu da det stormede ind over ham - nu skulle de komme til ham og tro på ham . . .

I Talentet mundede det ud. Havde han ikke det, vidste han ikke det, urykkeligt klippefast - nej - så kunne han ikke, så måtte han ikke gå - - det var Ansvaret. Om Talentet drejede det sig, om Talentet - - alt . . . men det havde han jo - -

For havde han det ikke? -

Han var lige ved at skrige, da Tanken kom igen.

Men han havde det, han vidste det, det i det mindste var sikkert. Hvordan skulle man ellers måle det, hvad skulle man tro på, når dette ikke var sandt? en hel Åbenbaring var det jo for ham, et tydeligt Kald at holde sig til

At tro på sig selv. Han vidste, han var udvalgt, sådan noget vidstes . . . men hvorfor kunne de andre da ikke tro? hvorfor stod han alene? hvorfor var de vantro, de, som dog stod ham nærmest? Hvorfor troede ingen, slet ingen? han var så alene med sit Håb. De måtte tro, han længtes så ubeskriveligt, han tørstede så forfærdeligt efter at blive troet - - -

Som i legemlig Smerte rejste han sig i Sædet og rokkede klagende frem og tilbage . . .

Ja, mislykkedes det, det kunne han se, så var Slægten død - død - ude - - -

Men det kunne ikke mislykkes, det måtte lykkes. Og for tusinde Gang hamrede de samme Tanker som Ildhamre i hans Hjerne . . .

Det var jo en Åbenbaring, det var jo det, som havde givet Lys i Mørket; var jo det, som havde vækket ham og givet Liv af Død. Alle hans Drømme, alle hans Tanker, alt . . . Å nej, å nej . . . tag det ikke fra mig!

Han følte en Tomhed, fordi han ikke kunne bede, og han hviskede nogle Bønner til det store Rum - -

Han rejste sig, han gik op og ned, han pressede Hænderne mod de feberhede Tindinger - -

Det var Lyset, var Flammen i hans Liv, det kunne ikke være anderledes. Og han klamrede sig til Lyset, han klamrede sig til sin Tro som i legemlig Dødskval. Udenfor dette lå kun Angst og Opløsning og Mørke og en Fortvivlelse, som ikke vidste Råd - nej, nej, han måtte blive her, måtte blive på fast Grund, han kunne ikke gå ud i al den Elendighed, denne Nat uden Stjerner, al denne Kulde, som ville isne ham.

Så kom han pludselig til at tænke på Jakob, som kæmpede med Gud . . .

Det var svært at kæmpe, og fast måtte man stå.

Han trykkede sit hede Hoved ned mod Skrivebordets Kant og satte sig et Øjeblik på Stolen. Så lod han sig langsomt glide ned på Tæppet og lå og krammede om Sofaens Ben.

Han syntes, han slugte Skrigene, Dødsangsten ophobede i hans Bryst.

Og hvis han nu opgav det, hvor skulle han så gå hen? hvis han nu ikke turde? hvis han kastede Byrden fra sig?

Han sprang op med et Sæt, satte i at gå stærkt, virrede uafbrudt med Hovedet som i Legemssmerter, gned sine Hænder, så det gjorde ondt - -

Men nej - fremad måtte han gå, slippe kunne han ikke . . . Man løj aldrig sådan for sig selv.

Og der var jo også dem, der troede. Kamilla og Professoren, de troede begge, og de så klart. Og pludselig overfaldtes han af en fortærende Længsel efter Kamilla, hele hans Smerte, al hans Sjæls Oprørthed higede imod hende, den blev til en legemlig Længsel, en Attrå efter at suge sine Læber mod hendes, ånde med hende; ind til hendes Bryst, at græde, klistre sin Mund mod hendes for at dæmpe sine Skrig ved hendes Elskovssuk - - å, det at hvile hos en anden, gå op i en anden, som troede.

Han var træt, hans Tanker gled atter ud, og han faldt sammen på Sofaen og halvdøsede.

Så var det, Nina råbte, han hørte det først utydeligt, så nåede hans Navn til Hjernen som en Smerte. Han rejste sig tungt og gik hen over Gulvet, svarede hende og gik tilbage.

Men Tankerne var vakte igen, og han begyndte forfra. Men han var blevet roligere. Han tog det på en anden Måde, det var, som han samlede sig, samlede Resterne fra denne Kamp. Han troede endnu, andet kunne han ikke, tro måtte han; at han havde Talent, det gik han ud fra. Store Himmel - hvor skulle han ellers stå?

Men for første Gang gav han sig til at måle det, han vejede sin Styrke og han undersøgte sine Midler. Han sagde ikke, han ville være Skuespiller, han spurgte sig selv, hvad han da ville være som Skuespiller og hvad han kunne nå. Han gik alene, han måtte tage Byrden alene, men så måtte han også prøve sine Skuldre, selv om han skulle segne.

Han gav sig til at betragte sig selv. Og han løj mindre, end man skulle tro. Nu var han én Gang inde på Kampen, og i denne Nat, hvor han ikke havde Mod til at flygte, fik han i det mindste Mod til at veje. Han tændte Lys, og han betragtede sig selv, sine Træk, sit Ansigt. Før havde han egentlig kun tænkt på Stemmen, nu skulle der tænkes på alt, og han undersøgte, prøvede, så atter og atter i Spejlet - -

Kom pludselig til at tænke på en Gang, han stod og spejlede sig i Sorø, hvor Gerson kom ind og så det: „Du skulle spejle din Ryg,” havde han sagt - - Og han huskede, det var ham ligesom et Stik den Gang . . .

Nu tog han Sidespejlet op, rettede sig, stod rank . . . så sig selv . . . Nej, Helt kunne han ikke være . . . hvor den Ryg var krum, altfor krum . . .

Og han slap Spejlet næsten med et Skrig . . .

Så faldt han sammen foran Konsollen, ramt som af tusinde Slag, han syntes, han så ind i et Mørke, hvor alt var slukket, et koldt, ubeskrivelig dybt Mørke - - Så ubeskrivelig ræd, så ubeskrivelig træt stirrede han ind i Svælget, og han syntes, at dér begyndte det forfærdelige Intet. Han løftede Hovedet og så ind i Spejlet, mødte sit eget Ansigt, det var gråt, furet, slappet, han skreg og slog sig for Munden for at dæmpe sit eget Skrig - -

Begyndte påny, mens Lampen, han havde skruet højt op for bedre at se, osede på Konsollen, sin hvileløse, jagende Vandring.

Tankerne jog hinanden, hans Hjerne søndersledes, hans Sind martredes, han vidste ikke, hvorhen han skulle gå i denne Prøvelsens Nat. Aladdins Kongekåbe faldt ned fra hans Lemmer som Pjalter, og han kunne ikke holde dem fast . . . Nej, Aladdin var han ikke.

Men havde han også Ret til at fordre det? Var det det lykkeligste? Æblet i sin Turban, det var let - men det var ikke det eneste.

Og han flygtede til Arbejdet, det måtte jo magte noget, det måtte jo dog kunne dække der, hvor Midlerne svigtede, dér, hvor hans Evner blev svage. I Sjæleangst klamrede han sig pludseligt til Arbejdet. „Chevalieren”, „Aladdin”, „Olaf” - det kunne han ikke, men rigtige Mennesker, som ikke var smukke, som ikke var skønnere end de fleste - som talte om Livet, simpelt, ligefrem - - det måtte han kunne: han følte jo mere end de fleste, han havde jo lidt mere, og alt, hvad han havde levet, skulle han kun fortælle igen.

Å, Ryggen kunne jo dog blive lige, ligeså lige som de flestes, og Stemmen var ligeså stærk - -

Han kæmpede, kæmpede Tomme for Tomme, veg hjertesåret for hvert Minut i denne Kamp, hvor Aladdinsdrømmene svandt ud i Tåge.

Som Legemskvaler martrede det ham, så han bed sin Læbe til Blods og var glad ved den fysiske Lidelse.

Han flygtede ræd og angstfuld til Arbejdet - -

Alt, alt kunne de tage fra ham - men Lyset var dog kommet fra denne Tanke, det måtte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin . . . selv nu troede han på „Tanken” . . . han måtte gå den Vej, selv om de stolte Forfædre skulle vende sig i deres store Grave . . .

Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Så strøg han en Svovlstik og tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse. Hun vågnede ved, at Døren knirkede, og holdt sig for Øjnene mod Lyset.

„Hvem er det?” sagde hun hurtigt, „hvem er det?”

„Mig . . .”

Hun rejste sig op, så et Øjeblik på ham, lagde sig ned igen og sagde mat:

„Er Du ikke gået i Seng endnu?”

„Jeg kan ikke sove,” sagde han og stillede Lyset fra sig på Bordet.

„Og jeg har lige drømt så ækelt,” sagde hun.

Han sad på Sengekanten og pillede ved Lyset. „Jeg har tænkt meget i nat” - -

Hun sukkede. Han blev ved, stadig dæmpet:

„Men nu - dette er sandt, være sandt, jeg havde ikke Kraft ellers.”

Nina så på ham, hun havde aldrig set ham så bleg. Hun tog hans Hånd. „Det var mig, der havde Uret,” sagde hun.

Hans Ansigt blev pludseligt lyst, så atter mørkere: „Tror Du da” . . . spurgte han sagte, næsten angst.

„Jeg mente med Navnet,” sagde Nina.

William rejste sig. „Tak,” sagde han tonløst.

„Og ellers må Du jo bedst vide det,” det var sagtere . . .

Han satte sig igen. „Man må arbejde,” sagde han mekanisk.

Nina så atter op. Hun kendte ham ikke igen: „Jeg har gjort Dig ondt,” sagde hun.

„Nej,” det lød hårdt, „det var kun nødvendigt.” Han tog Lyset, stod et Øjeblik med Stagen i Hånden: „Nej” - han kæmpede lidt med Gråden.

„God Nat,” sagde han henne fra Døren.

Den næste Dag gik han ud til Professoren. Egentlig var han slet ikke bange. Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunne der ikke stå meget mer tilbage . . . Han havde fået Byrden op på Skulderen og var på Marsch - det værste var gjort.

Professoren var i Udlandet, det stod skrevet på et Blad Papir, der var klæbet på Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham. Han sagde til sig selv, det måske var det bedste, så ville han gå til en anden. Til Instruktøren var det rimeligste, han vidste tilfældig, han var hjemme på denne Tid.

Der var noget ilsomt ved hans Gang og hele Væsen, næsten ligesom når man går til Tandlægen og skynder sig, når man én Gang har bestemt sig.

„Tredje Sal,” sagde Portneren.

Han vidste ikke selv, men han syntes, han gik halvt i Søvne og måtte tage et Tag i sig selv for at vågne. Hvad han ville sige, havde han slet ikke tænkt over, og læse for ham ville han ikke, det vidste han. Men tale med nogen måtte han, derfor var han kommet. Der hang et Spejl på Trappegangen på første Sal - han så sig i det og rettede sig, han så mat ud af Øjnene, og han lo for at få mere Glans i dem.

Nedenfor den sidste Afsats standsede han - han pressede Hænderne ind mod Brystet, han var pludselig blevet så stakåndet . . . Så nåede han i tre Spring op og ringede.

En Dame lukkede op. Hun så lidt på Høg, mens hun blev ved at holde Døren på Klem, ligesom hun var bange for at lade ham komme ind.

Så sagde hun noget kort:

„Der er nogen hos Instruktøren.”

William tog sit Kort frem. „Jeg kan vente,” sagde han og gav hende det.

Damen tog det, så på Kronen og målte atter William. „Vil De vente her,” sagde hun og åbnede Døren til Dagligstuen.

William takkede og gik hen og satte sig ved Bordet, han var ikke angst, kun sløv. Han vidste, der kunne ikke hænde noget, som han ikke havde ventet, han var forberedt, men han syntes pludselig, at det var så overflødigt, han var her.

Inde fra den anden Stue hørte han nogle Børn le, Pigen skændte. Han gik hen og så ind i Bogskabet, læste på alle Ryggene, fandt, at Bøgerne var underligt blandede, gav sig til at gå op og ned ad Gulvet og talte Felterne i Gulvtæppet - der var seksten Firkanter på langs.

Så hørte han pludselig Instruktørens Stemme fra Gangen og fo’r sammen ved Lyden. Han tog sig til Hovedet og gik henimod Døren. Og pludselig sagde han til sig selv, at han måtte finde på et Påskud, give en anden Grund, han kunne ikke sige, hvorfor han var kommen, umuligt, han ville ikke sige det . . .

Børnene lo inde i Spisestuen, han hørte Instruktørens Skridt, tog på Låsen. - - Han ville løbe bort . . . . Han havde kun en Tanke, at han måtte undfly. - -

Det var jo Vanvid, umuligt - - endnu kunne han ikke sige, at han - at han kom for at blive Skuespiller. Og han spurgte sig selv, hvordan han dog kunne være gået herhen efter denne Nat - - - hvad skulle han dog - skulle han dog finde på?

Men så stod Instruktøren midt i Stuen. William slap Låsen med et Ryk, gik lidt frem.

Instruktøren havde travlt. „Hr. Høg?” spurgte han noget højt.

William pillede ved sine Knapper, så op, søgte om Vejret, ville svare. Så mødte han Mandens Blik. Han havde aldrig set, at Instruktørens Øjne var så kolde - - grå - mærkelig glasagtige.

Instruktøren blev ved at se koldt på ham, så sagde han, abrupt, uden Indledning:

„Nå, De vil være Skuespiller?” - Tonen var kort, noget hård. William så ham lige ind i Ansigtet, hentede Ånden dybt: „Ja,” sagde han.

Og han blev ved at se på dette kolde Ansigt, hvor et Smil lurede i Mundvigen, med et Blik som et såret Dyrs.

Instruktøren stod ubevægelig, stadig med det samme halvdulgte Smil og Hånden gemt under Vesten.

„Og De vil naturligvis spille straks?” William rettede sig.

Sveden sprang frem på hans Pande, og mens han blev ved at stirre, stum, gispende, målte han Hånen i disse forfærdelige Øjne.

Så rejste han sig helt.

Og pludselig brødes under hans Nervers vanvittige Anspændelse, som ved et Under, Seglet for hans stivnende Tavshed, og uroligt, i Feber, fortalte han alt.

Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han måtte gå, om det eneste Håb, om Aladdin-Drømmene, han havde mistet, om Noureddin - vidste han det selv.

Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstrå, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han måtte røre Sten, mens han talte.

Og på samme Tid følte han sig på én Gang så besynderlig glad, han syntes, han var reddet, nu, da han begyndte at tale, var frelst - han følte, at latterlig var han ikke, bedre værd end til at håne. Og pludselig standsede han og så på Manden.

Der blev en Pause, William ventede, stirrede på Ansigtet.

„Nå - ja, det er jo lovende.”

Tonen var aldeles ligegyldig, måske med et Stænk af overlegen Forbavselse. William følte, han havde talt til en Blok.

Han blev meget bleg, gik et Skridt tilbage, han syntes et Øjeblik, at Felterne i Gulvtæppet gav sig til at danse rundt.

Med en mægtig Viljeanstrengelse betvang han sig, søgte at tale og stammede tilsidst: „Jeg opholder Dem.” Vendte sig og gik . . . .

William Høg var ikke fortvivlet. Han havde måske slet ikke ventet andet, og han følte sig næsten vokse under den Hån, han havde lidt.

Arbejdets År var kommet, det så han. Og så vidste han, da denne Dør faldt i, at han, sålænge han åndede, uforanderligt ville hade denne Mand.

 



 

IV

„Altså Kotillon?” William rakte med et Buk Frøken Blom det vifteformige Balkort. Han løftede Hovedet igen og stod nogle Øjeblikke, så så hun flygtigt hen over hans Ansigt, og som om Rødmen smittede, blev de begge røde på én Gang. Det var nu sådan blevet en Vane, at Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de så på hinanden.

Så gik han. Det var svært at komme frem, han gled ud og ind mellem Klyngerne, han kom til at støde til en rund Albu, han måtte skubbe til et Silkeslæb med Foden . . . Damerne stod eller sad under Lysekronen med Hovederne tæt sammen. Vifterne gled frem og tilbage, dækkede og blottede, blottede og dækkede Skuldres Hvidhed og Halses Skønhed.

William standsede. En gul Dame bøjede sig helt til Siden og lo, mens han trykkede sig tæt forbi; han trådte på et Slæb og mærkede Køling fra et Par Vifter. Hans Læber næsten strejfede en Nakke, som lænedes pludseligt tilbage. Så slap han ud og gik hen over Gulvet til en Klynge af Herrer. De stod og slingrede sømandsmæssigt på Benene, bredte sig i deres hvide Skjorter og trak i de stramme Handsker, mens de holdt Øje med deres Skilninger i Hjørnespejlene. En og anden viftede sig med sin Chapeau-bas, mens han vuggede lidt i Hofterne.

En Gang imellem trænger en af Herrerne sig udenfor Klumpen og vover sig lidt frem på Gulvet, standser og trækker nervøst i sin Vest; sætter så med et halvvejs Spring ilfærdigt hen mod Damernes Kreds, der åbner og lukker sig igen om den sorte Kjole, som forvilder sig mellem alle de skinnende Blottelser og Farver ligesom en Flue, der fortumles og forsvinder i en Blomsterkalk.

Mer sikre Herrer med Håret sat meget fast med glinsende Stangpomade og med Roser i det venstre Knaphul, lader, som om de i Distraktion kommer nærmere Kredsen under Lysekronen. De taler sammen, to og to, og lidt efter lidt når de, ved en hurtig Drejning eller ved et Par Skridt til Siden, hen over Gulvtæppet. Tilsidst bliver det uartigt ikke at drage den nærmeste Dame ind i deres Samtale. Men er Damen vundet, går den ene af Herrerne på nyt Rov.

Andre Herrer blev stående inde i Krogene. Der var nogle, som ikke var visse på, om deres Slips sad rigtigt; de søgte at komme i Nærheden af Spejlet og spurgte ti Gange deres Nabo, om ikke deres Flip var for vid; nogle bad om at blive børstede af, og var generte, fordi deres Skjorte krøb op, eller de vidste, Undervesten ikke var rigtig ren; nogle havde også Hemmeligheder, „unge” Mennesker, som brød sig Pokker om Ballet, og som stod og fortalte Historier fra i nat: de havde sat Laura Stævne hos Mohr, når de kørte hjem. De er stumme over for Damerne; men under Dansen eller ved Bordet smiler de ofte til hinanden, de fløjter „Kanapévisen” og nynner „Lindenau”, lader så, som om de griber sig selv idet og siger „om Forladelse”, mens de ler Damen lige op i Ansigtet. Nogle tør ikke gå frem, de er kommet ind med et Buk på skrå og glorøde Kinder; har taget Handsken af den højre Hånd for at række den behandskede Værtinde en klam Lab: de beklager, at Fruen ikke var hjemme, da de var for at gøre Visit. Så redder de sig med et Ryk væk og gemmer sig i et Hjørne, hvor de nu står og kigger frem, så det ser ud, som om de stod på Tæerne, og hvor de ville blive stående klemte til Væggen, som de var klistrede til Tapeterne, lige til man går til Bords.

William stod og så over på Gerson, hvis blonde Hoved dukkede op og ned inde i Sirenekredsen, han stod nu tæt ved Frøken Blom. Gerson tog hendes Balbog og gav den tilbage med Hånden på Hjertet, mens Damerne lo.

„Tilgiv.” William fik et let Slag på Skulderen og vendte sig, „men var det ikke Dem, som talte for Arbejdet i Foreningen?”

William så lidt på Mennesket, en meget friseret, mørkhåret Fremtoning med store Øjne.

„Jo, det . . .” Resten gled ud i et Buk.

„Undskyld - men mit Navn er Hoff.”

William bukkede igen. „Jeg skal sige Dem, Naiviteten morede mig . . .” En Herre rykkede Hr. Hoff i Kjolen . . . „Kommer, kommer,” sagde han så og lo. „Ja vi skal senere gøre Bekendtskab” . . . Så vendte han sig og blev forestillet for en høj, blond Dame, William kun så på Ryggen.

Hr. Hoff var Aftenens Helt, og han havde ikke Tid til at være længe på ét Sted. Man trækker af med ham for at præsentere ham for Damer, for at hilse på Herrer, for at være morsom i det ene Hjørne og ondskabsfuld i det andet.

Hr. Hoff var moderne. Han var dukket op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet „Bernhard Hoff” overalt, på Teaterplakater, på Bøger, i alle Blade. Og også i Livet traf man ham allevegne og kunne ikke undgå at se ham. Mari mødte denne spinkle Figur med det blege, grå Ansigt overalt: på Gaden, på Langelinje, i Teatrene. Som oftest kørte han: han sad henslængt i en Droske, undertiden alene, sammenfalden og klemt op i det ene Hjørne. Så så han ud som Døden fra Lybeck, som om han ville blive borte i sin polske Skindpels; men undertiden kørte han med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen med ham, skønt han var ligeså bagtalt privat som offentlig. Når han var sammen med nogen, var han altid nervøst livlig og meget snaksom.

Man nævnede hans Navn sammen med en bekendt Skuespillerindes, og han havde altid Lommen fuld af rosenrøde Billetter.

Hans Ødselhed var endnu større end hans Indtægter, og han brugte i den ene Måned ligeså meget til Parfume, som han alt i alt måtte leve for i den næste. Hans Pengeaffærers Vanvid gav Folk endnu mere at snakke om end hans Erobringer.

Hvad der havde gjort ham så fejret i Dameverdenen - thi Herrerne satte ingen Pris på denne moderne Udgave af en forfejlet „Heliogabal”, som en af hans Modstandere en Gang havde kaldt ham - var dels hans Ungdom: han var kun tre og tyve År, og han syntes selv at sætte så megen Pris på dette Fortrin, at han på alle Måder forsøgte at fængsle og fastholde det noget raffineret barnlige, østerlandsk drengede, der havde forskaffet ham det ovenfor nævnte Tilnavn; dels hans ejendommelige Ydre, som det besynderlige Menneske accentuerede stærkt ved sort Pelsværk og Toiletkneb, og hvis noget hede Kolorit stemmede så godt med det aldrig svigtende Skær af Sensualitet, som syntes at klæbe ved alt, hvad han skrev som Forfatter.

William havde ofte set ham rundt omkring, og Hoff havde interesseret ham. I Begyndelsen havde han ligesom de fleste andre været irriteret på Hoff; han blev ægget ved al den Støj, som bestandig fulgte ham i Hælene, og som selv hans Venner var tilbøjelig til at kalde Reklame. Og det samme, som William så i Hoffs personlige Optræden, stødte ham stadig tilbage i hans Forfatterskab, som han under Spektakel spredte til alle Sider i små Stumper med Glimt og Blink af Begavelse, men uden Ro og uden at tage sig sammen til noget helt.

Men så havde han en Dag set ham i et Forlystelseslokale. William selv sad på Gulvet, men så Hoff komme ind i en Loge. Han lo, smilede til Opvarteren, lod den ene trække Pelsen af og den anden holde Huen. Han kunne ikke finde Pengene til Kontrolløren, og han fyldte hele Logen med sin Person og dens Støj.

Så kom han frem ved Balustraden og satte sig med Kikkerten i Hånden; lorgnetterede et Par Damer; studerede Programmet; købte et Vittighedsblad.

Men lidt efter lidt faldt han sammen. Han satte Kikkerten fra sig på Bordet og sad med Hovedet støttet på Armen bøjet ud over Balustraden. Trækkene blev fuldstændig slappe og askegrå; Figuren sank sammen under en Byrde af Træthed. Der var noget uddødt over den hele Fremtoning.

Lidt efter blev han vækket af et Par Venner, og William så dem Kl. 12 køre bort med to Damer.

Fra det Øjeblik tog William Hoffs Parti.

Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Hår. William ønskede, han ville skabe sig lidt mindre.

Så blev der klappet op.

Herrerne trængte sig frem mod Kredsen, og det blev en pludselig Tummel, mens alle gav sig til at tale på én Gang, og Musikken fra Balsalen, hvis Dør blev lukket op, lød stærkt i Marschtakt. Den opførende Herre råbte ivrigt uden at blive hørt; man trængte ilsomt frem mod Fløjdøren, Par ved Par, medens Damerne fik travlt med at glatte Hår og kaste Blik på Blomstergarniturerne ved deres Bryst. Nogle tog op i Slæbene og gik noget bøjede, mens de bar det.

William skyndte sig hen til Nina, som han skulle have til første Dans, men hun slap forbi med en anden, mens hun demonstrerede og slog ud med den sorte Vifte. Så havde William ingen Dame.

De ældre rejste sig langsomt fra Krogene, hvor de havde gemt sig med deres Thekop, og fulgte efter Toget, der begyndte at ordne sig inde i Balsalen, hvor Luften var behagelig kølig. Parrene placerede sig langs Væggene, meget stift, som om de sad på Parade.

Det var en rund Stue, Orkestret var slået over i en Polka og de første Par dansede allerede midt ude på Gulvet som på en Tallerken.

De ældre strømmede sammen i Dørene, det ene Hoved ved det andet; William blev trykket helt op mod Dørkarmen af en svær Dame, som trådte ham på Foden og gav sig til at vifte sig meget stærkt og klagede over Varmen. Hun så også meget echaufferet ud med kobberrøde Kinder og strittende Strudsfjer.

Nina dansede ud med sin Herre. Hun dansede ejendommelig roligt med bøjet Hoved og talte ikke under Dansen; man lagde meget Mærke til hende, sortklædt som hun var, midt imellem alt det lyse. Så fik William Øje på Hoff, han „havde” Margrete; han sad overskrævs på en Taburet og holdt Ansigtet meget nær hen til hende. William vidste ikke, hvorfor han fandt det ubehageligt, at Frøken Blom dansede med Hr. Hoff . . .

Men Forfatteren sad så tæt op ad hende, og så danse første Dans med ham - det var uforsigtigt.

Nu dansede de ud. Hoff holdt hende meget fast, så det næsten så ud, som om hun støttede sit bøjede Hoved til hans Bryst. Han så ned og hviskede . . .

Den tykke Dame vedblev at vifte sig meget stærkt.

„Her er forfærdelig Trængsel,” sagde hun, mens hun trykkede sig endnu tættere op ad William, der fik en erbehagelig Svedlugt i Næsen.

„Hvem er den unge Jøde?” spurgte hun.

„Jøde, Frue?”

„Ja, der danser så intimt med den unge Blom?”

William blev rød. „Hr. Hoff,” sagde han, „han er ikke Jøde . . .”

„Nå ikke - nej, han er nok blot Ateist. Jeg vil dog be’e min Datter, at hun siger „Nej” til den Herre.”

Parret var nu lige ud for, men ingen af dem så William . . .

„Og De synes virkelig, det er upassende?” sagde Hoff, idet de dansede forbi, han førte Ansigtet tæt ned mod hendes for at høre Svaret.

William ville helst ikke se på det og gik ind.

Han satte sig på en Hjørnesofa i den inderste Stue og bladede i et Album. Han ville dog sige til Margrete, at man ikke gjorde Ret i at danse med alle og enhver, og at man helst skulle sige Nej til Hoff . . . Han ville ligestraks efter første Dans trække Nina til Side og sige det, så kunne hun . . . Margrete kendte naturligvis ikke Hoff, og så var det dog virkelig rigtigt - det var jo ligefrem hans Pligt, når Margrete kom så meget hos dem, at sige det og sørge for, at hun ikke dansede med et Menneske, som - nej, som man ikke dansede med.

„Så kender De mig altså slet ikke igen,” sagde en Damestemme lige ved ham. Han så op og rejste sig hurtigt.

„Jo - nu, Fru Grevinde,” han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og stod og trak i sin Urkæde.

„Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det.” Grevinden satte sig på Kanten af Sofaen, „Vi har jo kun set hinanden én Gang.”

William vidste ikke, hvad han skulle sige. „Ja, Fru Grevinde, én Gang,” stammede han så igen.

„Og den ene Gang var De meget vred på mig . . .”

„Jeg var meget ulykkelig, Grevinde Hatzfeldt,” svarede William og satte sig uden at se på hende.

„Og jeg beundrede Dem,” sagde Grevinden efter en Pause, hun havde siddet og bidt i sin Viftes perlemorsskaft. „Siden har jeg ofte ønsket at træffe Dem for at forklare mig, forklare Dem en Opførsel, som De vel har bedømt meget strengt.”

Hun holdt inde nogle Øjeblikke. Da William tav, vedblev hun lidt koldere:

„De vidste jo ikke, at jeg egentlig skulle være forblevet i Hamborg i otte Dage.”

„Nej -”

„Men hvad skulle jeg gøre - Deres Fader var meget syg, og jeg var meget ængstelig . . .”

„Grevinden forstod at beherske sig,” svarede William.

Der kom noget som et Glimt i det grå Blik. Hun lænede sig lidt tilbage og slog det askeblonde Hår tilside.

„Så fandt jeg Dem desuden interessant,” sagde hun, „De var ikke som andre . . .”

„Da talte jeg ellers ikke meget . . .”

„Sådan noget ser man,” sagde Grevinden og så igen på ham. „Siden har Frøken Falk talt om Dem” - - hun gjorde med ét en Pause. William sad stadig foran det åbne Album, han bukkede sig pludselig og vendte Bladet . . .

„Hun roste Dem så meget.”

Dansen var forbi og Grevinden rejste sig fra Sofaen for at gå et Par Damer i Møde. William lagde Mærke til hendes Gang, hun vuggede stærkt i Hofterne.

Nina stod i et Hjørne af Kabinettet og talte med Gerson.

„Jeg vil gerne tale med Dig,” sagde William.

„Hemmeligheder?” spurgte Gerson og gik til Side.

„Det just ikke . . . men Du skal ikke danse med Hoff, Nina . . . og” - det varede lidt - „Margrete heller ikke. Folk taler om det.”

Nina gav sig til at le.

„Hvorfor ikke?” spurgte hun.

„Han er ikke af de Herrer, man danser med.”

 

Det var længere hen på Aftenen. Inde i Balsalen var Luften varmere, Herrerne bragte Isvand, og man sloges om Likørbakkerne; Damerne valgte de kølige Kroge bag Gardinerne, hvor de sad gemte i Halvmørket, mens de bevægede Vifterne i store Buer.

Ude på Gulvet dansede man ivrigere. Den opførende Herre råbte, førte an i Løb i Turene. Så fo’r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage, sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de snurrede alle rundt.

Når Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakåndede.

Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første Gang.

„Jeg troede, De havde glemt mig,” sagde hun.

Hun lagde sig ind i hans Arm, han vidste ikke . . . men han stod lidt, inden han gik ud i Dansen . . . Så begyndte de.

Det var en Vals.

De talte ikke, Margrete dansede med Hovedet bøjet og nedslåede Øjne, William tog ikke Blikket fra hende. Tilsidst rødmede hun under Blikket, og da deres Øjne mødtes, smilede de begge.

„Det er en dejlig Melodi.”

„Dejlig.”

Han lagde Armen lidt fast om hendes Liv. „Ligesom den bar os” . . .

De så hele Tiden på hinanden, blev ved at danse. Pludselig holdt Musikken op. De var alene på Gulvet.

Margrete slap hans Arm, hun var meget rød. Da hun kom hen på sin Plads, trykkede hun Hånden ind mod sit Bryst, hun havde Sting.

„Frøken Blom danser godt,” sagde Hoff, der gik forbi William.

Man spiste ved små Borde. Nina havde en Baron Petersdorf som Herre, Gerson dansede Borddansen med Margrete, William med en anden af Sofies Veninder.

Det var hen i Måltidet. Baronen havde skudt Flugtstolen tilbage og sad med fremstrakte Ben og legede med sin Urkæde, mens han konverserede Nina, der var rød i Kinderne og havde lagt en lille Stump Is i sit Kammerdugslommetørklæde for at køle sine Øjne.

William sad imellem „Veninden” og Margrete.

Margrete havde trukket sin Stol helt ind under Divanbordet og sad lænet tilbage med Hovedet støttet på den polstrede Ryg. Gerson viftede hende. William talte ikke meget.

De havde alle drukket megen Champagne, Margrete især, hendes Øjenlåg var næsten tunge. Hun og William havde drukket to Glas med hinanden: første Gang havde de stødt Glassene sammen, som man plejer, men anden Gang havde Margrete ligget ned i Stolen, dovent henslængt, og havde bedt Gerson om at tage Glasset. Så havde hun rejst sig lidt op, set på William, smilet og tømt det.

William drak ud til Bunden.

Tjeneren kom forbi med Isen, William flyttede sin Stol længere ind for at give Plads, kom så til at røre ved Margretes Fod. Lige i det samme så han på hende, hun lå stadig lænet tilbage, rød i Kinderne. Hvor var de fløjlsbløde - helt dunede.

Hun rørte sig ikke.

„Å, hvor det køler,” sagde hun til Gerson, som viftede hende, bøjet mod hende. Hun havde haft Hænderne liggende i sit Skød, nu faldt den ene Hånd ned og strejfede William . . .

Baronen læste et fransk Digt højt, han havde fundet i en Kransekage:

„Kærligheden kommer og besejrer os alle -
dens Besnærelser er berusende søde.”

William så uafbrudt på Margrete, som smilede.

„Kender De noget til de Besnærelser, Gerson,” spurgte hun. Hun så slet ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm på hendes Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Håndled - -

Så rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften. - -

De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo’r ud alle på en Gang.

De dansede kun Galop. Herrerne førte Damerne i Løb, svingede pludseligt, førte dem ind under Lysekronen og blev ved at dreje, snurrede atter rundt. De var røde i Hovederne, Skjortebrysterne var lidt krøllede, nogle af de Atlaskesslips flagrede og var gået op. Damerne holdt op i Slæbene, dansede smægtende bøjet ind mod Herrerne, helt ind i deres Arme.

Det var uafbrudt Knejpemelodier.

Der blev sat seks Stole frem midt i Salen, ny Par fo’r ud, William jog dem hjem; råbte på Skamler, fik endelig et Par, hjalp Damerne op på Stolene, de skreg, kunne ikke stå fast, tog sammen i Kjolerne. De fik hver et Lys og holdt det højt i Vejret.

„Så.”

Herrerne greb hinanden i Hænderne, løb i Kæde ind mellem Stolene, rejste sig på Tæerne, Damerne hævede Lysene, Herrerne råbte, pustede; slukkede.

Gerson løftede Nina ned, tog hende om Livet.

Så snurrede de alle rundt med løftede Slæb og stakåndede.

Man faldt ned på Sofaerne, kølede sig med Armbåndene, trak sig tilbage bag de kinesiske Gardiner, hvor Vinduerne stod åbne.

Nede på Gaden havde der stillet sig et Par Mennesker op og hørte på Musikken.

Undertiden råbte de pludselig i Munden på hinanden inde i Balsalen, så man næppe kunne høre Klaveret, mens Støjen summede op.

Margrete svingede forbi med Gerson, Grevinde Hatzfeldt kom over Gulvet og inklinerede for William.

„Men jeg er opførende,” sagde han.

Så dansede de ud. Grevinden var højere end han.

Hun drog Vejret hurtigt og lå fast, meget fast, mens William indåndede Pudderlugten fra hendes Hals.

Lokkerne kom i Uorden . . . „Det Hår,” sagde hun. Han slap et Øjeblik hendes Hånd og slog den genstridige Lok tilbage fra hendes Hals. „Tak - den irriterede mig,”

De dansede lidt endnu. „Man bliver så stakåndet,” sagde Grevinden. De holdt op.

Endelig kom Kotillon. William og Margrete havde ikke talt sammen under Borddansen, deres Blikke mødtes kun, når hun fo’r forbi i Dansen. Det var alt.

Nu skulle de danse.

William havde aldrig set Frøken Blom med så strålende Øjne, hun sad inde i Kabinettet på en Sofa og daskede Nina på Armen, lidt dovent. William blev slået af det lade, der var udbredt over hende. Så snart han kom hen, rejste hun sig og gav ham Armen, blev stående således, støttet til ham.

Hun blev ved at tale til Nina og så ikke på William. Så gik de ind i Balsalen.

De var begge ligesom noget forlegne, ængstelige, snakkede hurtigt op om allehånde ligegyldige Ting. Lidt efter blev det deres Tur at danse.

Han dansede straks stærkt i, fo’r Stuen rundt og svingede. Hun blev tungere i hans Arme.

„De danser så stærkt,” sagde hun, Han førte hende hurtigere.

„Det er Melodien,” sagde han og blev ved at se på hende. Han følte Varmen i Salen, men hendes Ånde skar dog igennem; den kom stødvis. Der fo’r et andet Par forbi, han måtte tage hende fastere, føre hende ud til Siden. Deres Øjne hvilede i hinandens . . .

Hun hørte Musikken som en Sang, Tummelen omkring dem bedøvede hende, hun var lige ved at få Tårer i Øjnene og lukkede dem . . .

Williams Blik hvilede på hendes Ansigt, han hørte hendes Åndedrag, hun holdt Hovedet lidt tilbage, Hagen frem. Og så smilede hun . . .

Han blev ved at dreje i Dansen, han mærkede det næppe selv, men han drejede stadig rundt, hurtigere og hurtigere.

Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans.

„Jeg tror, jeg besvimer, William,” sagde hun. Ordene gled ud i et Smil.

„Det er Melodien,” gentog han.

Så standsede hun med et Ryk. „Lad os gå ud på Gangen,” sagde hun, „her er for varmt.”

Der var køligt på Gangen.

„Det gør godt,” sagde hun og holdt Hovedet tilbage. „Der var for varmt inde.”

De gik nogle Skridt frem. „Lad os sætte os,” sagde han.

„Ja, jeg er blevet træt.” Margrete lod sig falde ned på den røde Sofa og trykkede det kolde Vifteskaft mod sin Pande. „Å, Høg,” sagde hun dovent, „drag mit Slæb lidt sammen.” Hans Hånd strejfede hendes Fod, han løftede Kjolen sammen og satte sig.

„Jeg er blevet helt ør,” sagde hun. Hun sad, lænet tilbage og smilede inde i Nichens Mørke. „Det er Champagnen, tror jeg.”

„Den var dejlig.”

„Men ikke bagefter.” Hun talte adspredt og sad stadig og smilede.

Man hørte Valsemusikken indefra, de Dansendes Trin over Gulvet, en utydelig Summen. En Tjener gik hurtigt over Gangen med en Bakke. Glassene klirrede.

„Det er dejligt at sidde sådan stille,” sagde han, „rigtig stille.”

„Ja.”

Hun foldede Hænderne over Brystet og bevægede Hovedet sagte i Takt til Valsen indefra. Engang imellem åbnede hun Øjnene, så mødte de hans, som sad lidt bøjet frem og så på hende. Hans Øjne skinnede.

Musikken standsede. Man hørte den opførende Herres Råb: „Hver Dame en Herre, hver Dame en Herre” - så Støj og Musikken, som begyndte igen.

„Er det Amélie-Vals?”

William nynnede lidt efter Musikken: „Jeg tror det”. Noget efter: „Vil De danse?”

Hun havde rejst sig lidt i Sædet og sad og legede med Kvasterne på det røde Forhæng: „Kan man virkelig ikke danse med Hoff?” sagde hun så.

William førte med et Ryk sit Hoved tilbage i Skyggen, han følte, han blev blussende rød, og som Svar på et ganske andet Spørgsmål sagde han: „Jeg holder heller ikke af, at Nina danser med ham.”

Margrete lo. „Men hvorfor? hvorfor kan man ikke danse med ham?”

„Fordi” - han stammede og søgte om Ord, så sagde han hurtigt: „det er noget, man har på Følelsen, Frøken Blom.”

Margrete viste lidt af sin Atlaskessko frem under Kjolen. „Hvad han skriver, er dog virkelig smukt.”

„Måske . . .”

„Blomstertur - Damen to Herrer - Damen to Herrer.”

De sad lidt, Williams Hånd hvilede på Sofabetrækket ved hendes Slæb, Margrete lagde sagte sin Vifte ned på den.

Han fo’r sammen ved Berøringen med det kolde Skaft og så på hende.

„Er De vred?” spurgte hun.

„Hvorfor skulle jeg være vred?”

Ingen af dem kunne sige, hvordan det var gået til, men William havde taget hendes Arm og sad og klappede den med sin Hånd.

Der blev ikke talt mere, han sad og ville fange hendes Blik og blev ved at klappe hendes Arm. Musikken var gået over i Galop . . .

Så rejste han sig halvt og bøjede sig frem over hende . . .

„William,” det lød kun som et Suk. Han bøjede sig helt ned, søgte ilfærdigt hendes Mund og gav hende et mildt Kys.

„Margrete” - -

Hun mærkede, en Tåre kom frem under hendes Øjenhår, men hun viskede den ikke bort.

„Gå, William.” sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. „Gå . . .”

Han så på hende og smilede, rystede på Hovedet og bøjede sig ned; han kyssede hurtigt hendes Hals.

„Slip mig - slip mig!” sagde hun og stødte ham fra sig. „Slip mig.”

William besindede sig og så sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Så lo de, kort, uden Grund, og Williams Hånd søgte hendes med et Tryk.

Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg. Hun slog med små Kast Viften ind mod sin Hage og sad og så tankefuld ud.

Lidt efter lidt faldt også William i Tanker. Han blev næsten forskrækket, da hun talte:

„Det er så besynderligt,” sagde hun.

„Hvilket?”

Hun svarede ikke, sad og legede tankeløst med Kvasterne.

„Når De blot ikke ville være Skuespiller,” sagde hun så. Det var et højttænkt Brudstykke af en Tankegang . . .

William blev bleg, førte Hånden op mod Brystet og sagde meget sagte: „Hvorfor kan De ikke tro på det?”

„Det er så besynderligt,” sagde hun. Han sad ligbleg og stirrede på hende med åndsfraværende Udtryk i Ansigtet, og i en pludselig, ubestemt Angst greb hun ham i Armen: „Gør det Dem så ondt?” spurgte hun.

William rev sig løs: „Ondt - nok,” sagde han.

Han havde bøjet Hovedet uden at se på hende, og disse nye Minutter, hvori de ikke talte, syntes hende Evigheder. Pludselig, som Lynet, sagde hun til sig selv, at under denne Tavshed gled William Høg fra hende, uigenkaldelig fra hende.

Hun lagde næsten frygtsomt sin Arm på hans Skulder, ville vække ham, i det mindste lå ham ud af den Dvale, hvori han sad.

„Skal vi danse?” spurgte hun mildt.

„Ja, lad os kun danse,” William rejste sig, bød hende Armen og trådte i hendes Slæb. for at komme frem.

Da Margrete Blom kom ind til sin Plads, viskede hun en Tåre bort med Handsken.

Man var ved at bryde op. Ude på Gangen stod de liberiklædte Tjenere med Tøjet, Stuerne var halvtomme, i Dagligstuen var Stolene hulter til bulter spredte over Gulvet, Vandkaraflerne på Hjørnebordene stod tømte. Tjeneren samlede Kaffekopper sammen på en Sølvbakke.

Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi.

„Skilles vi som Venner?” spurgte hun og rejste sig halvt.

„Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde - -.”

„De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu . . . Nå - det får være, giv mig dog Armen. Jeg er træt - af at sidde så meget.”

I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren.

„Å, der er Frederik.”

Grevinde Hatzfeldt løftede sit Slæb op på Armen og lod ham lægge det sorte Pelsværk om sig, rakte så Høg Hånden.

„Tro mig - jeg er Deres Veninde!” sagde hun. William blev besynderlig forvirret ved det Håndtryk. Han bukkede. Grevinden ventede et Øjeblik: „Og jeg venter Dem, når De trænger til en Ven,” sagde hun og så på ham, inden hun vendte sig og med Tjeneren gik ned ad Trappen.

Da William lidt efter kom ned i Porten, stod Hoff der og rullede en Cigaret. „Jeg skænker Etatsråden Cigarerne,” sagde han, „siden jeg ikke var ganske sikker på, om jeg skulle have af højre eller venstre Lomme, og jeg plejer at ryge gode Cigarer.”

„Højre eller venstre Lomme?”

„Ja kære, Etatsråden har som alle andre Mennesker to Kjolelommer og femten Cigarer i hver Kjolelomme - af forskellig Kvalitet.”

De gik ud af Porten, ned om Hjørnet. „De skal?” spurgte Hoff.

„Ned ad Kongens Nytorv til.”

„Nå, så kan vi følges.” De gik hver på sin Flise, ved Siden af hinanden. Hoff fløjtede og stampede lidt med Hælene for Kulden.

„Kender De Grevinde Hatzfeldt,” spurgte han, da de havde gået lidt, „den høje blonde?”

„Jeg har kun set hende én Gang før,” William holdt inde, „i Hamborg på en Rejse.”

„Nå” - Hoff fløjtede - „det så ud til, at Grevinden interesserede sig for Dem - men det . . . vil jo - ikke sige meget . . . Grevinden interesserer sig i det hele overordentlig for unge Mennesker.”

„Hvor er Greven?”

„Greven? kære, han er død.” Hoff studerede Brostenene.

„Død . . . så hun er Enke, det troede jeg ikke.”

„Bedste Hr. Høg, det er hun rigtignok, tilmed velmeriteret: Excellencen døde efter tre Fjerdingårs Ægteskab. Ser De, det var en ældre Kavalér, meget forelsket . . .”

„Kender De Grevinden?”

„Jo . . .” Han gav sig til at le: „Nej vist ikke, vi blev jo først præsenteret for hinanden i aften.”

De gik lidt, så sagde Hoff: „Men jeg har hørt meget om hende . . . af en Ven.”

William var tung i Hovedet af Sindsbevægelse, og det anstrengte ham at tale. Han lagde ikke Mærke til, at Hoff standsede på Hjørnet under en Gaslygte.

„Her bor jeg,” sagde Hoff.

William så sig om. „Allerede,” sagde han, og mest for at sige noget, inden han bød „Farvel” - han følte, han havde været uhøflig - spurgte han: „Hvorfor var det så naivt at holde den Tale?”

„Gudbevares - det var kun elskværdigt, men De kunne rigtignok ligeså godt have sagt Abracadabra!”

„Det forstår jeg ikke.”

„Å, det kan osse være det samme, det er nemlig ikke så lysteligt at forstå: for at arbejde må man tro, jeg mener naturligvis for at arbejde alvorligt, for at tage fat, begynde. Og for denne Generation gælder det virkelig om at tage fat . . .”

De var begyndt at gå op ad Sidegaden. William fulgte med uden at tænke over det.

„Men er den da virkelig slet ikke begyndt på at tage fat . . .”

„Jo, på at snakke. Det vil sige - Praktikerne gør jeg naturligvis Uret. De ta’er jo fat. Jeg talte på Ballet med en af mine Skolekammerater og spurgte - rent af Vanvare, for jeg vidste skam godt, det var en Dumhed - om han havde læst „Marie Grubbe”, og så svarede Idioten mig - det var naturligvis halvvejs en Finte til mig - at han læste ikke sådanne Bøger, inden han havde fået sin Eksamen - -.”

William lo.

„Le ikke, kære, Manden har jo Ret. Det er hans Genre, jeg kalder Praktikerne. I deres Universitetstid læser de seks Timer og forsømmer aldrig Manuduktøren. Men de overanstrenger sig ikke - Eksamen er jo ikke det hele, knap det halve. Når de er tyve År, begynder de på at danne sig et tilkommende Klientel, og de dyrker roligt en fornuftig Selskabelighed for at lægge Miner for en tilkommende Kone . . .”

„De overdriver . . .”

„Aldeles ikke. De Folk har min fulde Beundring. De vil reussere - det er altid noget.”

„Hvad tror de så på?”

„Ja, det er Sagen” - han standsede uden for en lav Port, et gammelt, gråt Sted - „med Troen er det jo lidt småt. De tror, at Livet er noget behageligt, og det besynderligste af det hele er, at jeg tør dø på, at de fleste af dem går ud af Tilværelsen med ganske den samme latterlige Overbevisning. Hør, går De ikke med op, der er Ild i Kakkelovnen, og jeg tror, jeg har en Flaske Champagne i min Buffet - -”

William takkede, men syntes det var for meget. Så gik han dog ind med, han ville gerne være sammen med nogen, han var angst for at være alene - -

Han turde ikke være alene. Og nu, når han talte med Hoff eller rettere lod Hoff tale, så trængtes det tilbage, han var bange for . . .

Hoff strøg en Tændstik. „Fald for Guds Skyld ikke på Trappen,” sagde han, „den er skrækkelig.”

William snublede over et Par højst irregulære Trin, og endelig nåede de op. „Værs’go, nu skal jeg straks tænde Lys.” En varm, stærkt parfumeret Luft slog dem i Møde fra Døren, William følte, der var Tæppe på Gulvet og spurgte om Måtten.

„Bedste Ven, jeg har ingen - men det gør såmænd ingen Ting, Tæppet er allerede halvt ødelagt.”

Hoff tændte et Lys og gav sig til at rasle med Hængelampen under Loftet.

„Ser De,” sagde han, mens han tændte, og sprang pludselig tilbage til den forladte Samtale, „deres Lykke er, at de er uden Lidenskaber - Himlen skal vide, hvordan det kan gå til, men de har faktisk ingen: derfor kan de lade Huslægen regulere det hele, både Læsning og Leben. Men” - han satte Kuplen på - „til at skabe noget nyt skal man jo rigtignok bruge andet end Fiskemennesker.”

Han hjalp William Frakken af. „Sæt Dem ned, så kommer jog straks med Vinen.”

Høg så sig om i Stuen. Det var en stor Stue med tre Fag og mange Døre, men både for Døre og Vinduer var der en Uendelighed af røde Portièrer, så Værelset noget nær lignede et Telt. Rundt omkring var der stillet Blomster op på Holdere, store Træer i Kroge og Hjørner, bag Puffer og Sofaer, der stod i vild Uorden blandet med en Mængde forskellige Stole, alle magelige, men yderst varierede i Facon.

På Pillerne stod Afrodite og Niobe på Søjler, bag Skrivebordet Antinous.

Flygelet var stillet halvt ud på Gulvet med en udstoppet Ørn og en stor Del Fotografier på Låget.

William syntes næsten ikke, han kunne ånde, så parfumeret var her.

Han stod bøjet over Skrivebordet og så på nogle Portrætter, der var stillet op, så de fyldte næsten hele Bordet, da Hoff kom ind med en Flaske Champagne og to Glas.

„De drikker jo Champagne? - Nå, for jeg drikker i Vinter ikke andet.” Han kom hen til William. „De gør Bekendtskab med min Omgangskreds, ser jeg,” sagde han og pegede på Billederne, „en smuk Samling.”

„Jeg kender de fleste fra Gaden . . .”

„Ja, det er rimeligt nok. Men lad os heller sætte os hen - jeg holder så lidt af at stå.” Han skød en Flugtstol frem foran Kakkelovnen og bød William, satte sig selv i en Lænestol, hvor han pressede sig sammen mellem nogle Puder og satte Fødderne mod Kakkelovnspladen.

„Å, hvor det er dejligt at sidde godt hjemme hos sig selv! Men à propos Billederne, jeg kunne se deres Forbavselse - De tænkte - og De tænkte egentlig højt, for De har et mærkeligt, mimisk Talent - at det var nogle besynderlige Rødder at omgås . . .”

„Det tænkte jeg ikke . . . men . . .”

„Å Snak, hvorfor vil De nu ikke være ved det? De har jo Ret. Men jeg sympatiserer med de Folk. De er så rart bare på Illusioner og Følelser og det hele. De lader deres Liv være Pause mellem to minutlange Kærlighedsforståelser, og de dør, ødelagte af Udskejelser, uden nogen Sinde at have følt Lidenskab eller så meget som vide, hvad det er at elske . . .”

Hoff tav lidt. „Skål, kære, det er god Champagne.”

„De kan ikke mene alt, hvad De siger,” sagde William.

„Å - jo, det meste, og det er allerede galt nok. Men så er det også sådan en dejlig Hvile at omgås de Mennesker. Folk, som virkelig føler for En, skaffer En Scener og Hovedbrud og Ubehageligheder - disse er skam ligeglade, når der bare er en Chaiselongue i min Spisestue, de kan sove på, når de er fulde.”

Hoff talte roligt, i lidt afbrudte Sætninger, Tonen var køligt hånende, det hele kunne se ud som en Spøg. Men på Williams Sind, der var ophidset af Sindsbevægelserne fra Ballet, gjorde denne Afklædning, netop nu, det stærkeste Indtryk.

Han var lige fra Samtalen med Margrete gået om i en vis Sløvhed, hvor altfor mange Tanker, altfor mange Sindsbevægelser arbejdede i den samme Hjerne til, at han kunne gribe nogen enkelt. Hvad han havde følt, havde snarest været den vage Smerte, som vi fornemmer, når vi efter en lang Bevidstløshed, i en svær Sygdom, vågner til halv Klarhed, vort Legeme er tungt, vi aner Slaget, forstår, at vi lider, men Smerten har så at sige ikke taget Form i vor Bevidsthed.

Han havde i hint Øjeblik, da Margrete sagde: „Når De ikke ville være Skuespiller,” ligesom følt et Islagen lægge sig over alle sine Lemmer, han var blevet berørt af en rent legemligt stivnende Fornemmelse. Så var han faldet sammen i Sløvhed.

Nu først vågnede han.

De havde siddet noget tavse. Hoff havde rejst sig, han tog en Flakon, hvis Indhold han hældte ned ad sin Ryg.

„Vi har svage Rygrade i den Hoff’ske Familie,” sagde han, „og den må muntres.”

William hørte det ikke, han var helt optaget af sine egne Tanker. Hoff gik op og ned ad Gulvet.

Så sagde William halvt sagte: „Men hvad lever de da på?”

„Mener De „Rødderne”?”

„Ja, de Mennesker,” han pegede hen mod Skrivebordet.

„De lever på „Minutterne”, og så i Pauserne taler de om „Minutterne”. Lad de tre af mine Kumpaner komme sammen her i Stuen, og jeg vil ikke hedde Bernhard Hoff, om de ikke inden fem Minutter har talt i de fire Minutter om „Piger”.”

William tog sig om Hovedet: „Nej, det forstår jeg ikke,” sagde han, „kan jeg ikke forstå -”

„Kære, tag det nu ikke så tragisk. Det er en ren Overtro, at man behøver at have noget at tro på for at være tilfreds. Kun, når man vil have noget gjort, er det nødvendigt. Men hvem indestår os for, at det er så behageligt?”

„Ja, men når man nu vil have noget gjort?” sagde William. Hoff syntes, der var sådan noget sløvt i Tonen.

„Ja, ser De,” han satte sig igen foran Ilden, „så bliver Tingen vanskeligere.”

„Nu De selv?” William spurgte hurtigt, så op. „De arbejder jo meget?”

„Å - mere end de fleste, men meget, nå måske . . .”

„Ja, og hvorfor arbejder De så? Hvorfor vil De det? Hvad tror De selv på?”

„Tror på - tror på? Å, jeg har den bedste Grund til at tro, at der oppe i „Kvindelig Læseforening” findes et Dusin ældre Damer, som læser mig med Fornøjelse, og de Damer har sandelig altfor god en Smag til, at jeg ikke skulle vise mig dem taknemmelig . . .”

„Ja, men -” det lød utålmodigt og William rejste sig fra Stolen for at gå henad Gulvet - „De siger ikke, hvad De egentlig mener.”

„For det meste.” Hoff så efter ham og rystede på Hovedet. „Ser De, De tager nu Sagen så ungt, men Tingen er, at man, selv om man har opgivet noget, kan leve meget behageligt på Stumperne. Når man har opgivet at få noget udrettet, så indretter man sig som jeg, der, mine Kreditorers Overhæng fraregnet, som De ser, har det grumme behageligt. Man lever uden Illusioner - det værste er, at man en Gang imellem kan få et Anfald af den gamle Sygdom og i otte Dage, fjorten Dage, ja - med Skam at tale om - det kan hændes i tre Uger - kan få den vanvittige Idé igen at tro godt om et Menneske. Så har man det, når man bliver skuffet, lidt ondt igen i tre, fire Dage, indtil man også slipper det - nå, som sagt, det er det værste . . .”

„Men Deres Talent da?”

„Å - mit Talent!”

„Men det er jo netop Sagen. Hvorfor tror De ikke på det? De har jo dog Talent, hvorfor bliver De så ikke hellere lykkelig ved at tro på det og så arbejde for det?” . . .

Hoff svarede ikke, han sad og hamrede med sine Hæle på Kakkelovnen, tog så sit Glas og tømte det.

„Når De har Talent, så har De jo noget at leve for . . .”

„Hvis man forresten gad - ja. Men, kære, er det Umagen værd?”

„Så har jo Deres Uvenner Ret.”

„Hvad for nogle af dem? Jeg har lidt mange, skal jeg sige Dem.”

„Som siger, at De ikke sætter noget ind.”

„Nå ja. Men, når man nu ikke har noget, bedste Høg.”

„Men, det er jo det, der er Modsigelsen - når De har Talentet.”

„Vist, vist så,” han rejste sig lidt utålmodigt . . . „Men lad os nu ikke tale mere om det . . .”

„Ja, - men, det er netop det, jeg ikke forstår, og som” - William talte heftigt - „jeg forstå . . .”

Hoff standsede. William gik frem og tilbage ovre foran Flygelet i hurtige Drejninger. Så gik Hoff over og tog ham om Skuldrene.

„Lad os hellere tale om Dem,” sagde han.

„Men dette er jo netop om mig,” William dukkede Hovedet.

Hoff gik to Gange op og ned med ham under Armen. Han syntes, William blev lidt roligere.

„Måske tror jeg ikke på mit eget Talent,” sagde han.

„Hvorfor skriver De så?”

Der var noget tilbagetrængt i Tonen, da Hoff svarede: „Jeg har jo fortalt Dem om Dusinet, kære Høg, og så koster det virkelig en Del at føre dette Hus . . .”

„Ja, men hvor kan De det?”

„Når jeg siger, at jeg ikke tror på mit eget Talent, så er det naturligvis ikke sådan at forstå. Talent har jeg, men - ja, hvordan skal jeg sige for ikke at sige for meget? Ser De - bedste - Talent og Liv er ét - det er Sagen. Når nu Livet er ormstukket, og man véd det, så har man også lidt ondt ved at gøre noget for Talentet.”

De gik igen lidt. William så fra Siden hen på Hoff. Det var, som pludselig en grå Maske havde lagt sig over hans Ansigt:

„Og nu De,” sagde han, „hvad vil De så mere end fri til Frøken Blom?”

„Hvad alle vil - blive til noget . . .”

„Hm - nå, lidt mer end alle andre. Ellers rejser man sig ikke og gør sig latterlig ved at tale for Arbejdet til de umælende.”

William vidste ikke, hvad han skulle svare. Så sagde Hoff:

„Jeg trænger mig ikke på, bedste Høg, jeg tænkte blot, De måske kunne have godt af at tale med et Menneske om det . . .”

Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: „Men der er ingen, som tror på mig,” hviskede han, det „gik i ham”. „Slet ingen.”

„Å, det skal De såmænd ikke bryde Dem om, det er „Publikum” sjældent så villig til - men tror De selv?”

William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin Bevægelse, men så rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen på Chaiselonguen i Hjørnet.

„Men det er jo det eneste, jeg selv tror på,” sagde han, tav så, sad og rokkede med Overkroppen. „Det hele beror på det - jeg kunne ikke leve som andre - nej, jeg kunne ikke. Men så er det, at slet ingen tror, slet ingen tror, og jeg véd, at når det går galt, så er det forbi. Å,” han kastede sig ned, „det er forfærdeligt . . . Véd De, at min Fader var sindssyg, min Moder døde af Brystsyge - - -”

„Å - Snik, Snak, sådan kunne vi jo alle sige - - -”

„Måske, men så er det netop Ulykken, når de andre virkelig er ligeså ulykkelige som jeg . . .”

„Kære Høg, se Tingen mere roligt . . . det nytter skam ikke . . .”

„Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine, så er det blot Tiden, som er håbløs . . .”

„Ja, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men så kan vi da i det mindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom.”

„Å nej, jeg kan ikke spøge med det. Det, jeg tror på, har holdt mig oppe nu snart i fem År, jeg har levet for det, kun for det: Ser De, jeg er hallucineret om Natten, jeg hoster - alt. Men jeg har arbejdet, kæmpet for det, fordi jeg troede - men når jeg nu havde taget fejl - så - ja, så var det forbi . . . Det er sandt jeg har været forelsket i Margrete Blom i lang Tid . . . og - å, hvor er hun også smuk . . . så frisk . . . Vi har set hinanden hver Dag . . . Véd De, at somme Tider i disse År, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde Dyr - hvor jeg har lidt og været søvnløs - jeg har våget om Nætterne og skreget efter En, der troede - blot En, der ville tro . . . Man kan føle en ligefrem Tørst, der svider - og så er der ingen - heller ikke hun - nej - nej - nej - De skal ikke trøste mig . . .”

Han holdt inde, rev Lommetørklædet op af Lommen og hulkede. Hoff stod ved Siden af, han lagde blidt sin Hånd på hans Hår og glattede det.

William tog Hovedet bort, som om Hånden tyngede ham.

„Nej, ingen tror på mig,” hviskede han.

„Men i Himlens Navn, så tag fat, Menneske, og tving dem til det.” Hoff kæmpede med sin Bevægelse og gik over mod Flygelet. Han åbnede det og slog nogle Akkorder an.

Bagved på Chaiselonguen lå William og hulkede.

Så gav han sig til at spille. Han sad, mens han spillede og lyttede til William, mærkede, at Gråden blev mindre voldsom.

Det var et Tema af Rubinstein, et brusende Tema af en Salonkomposition, en Galop. Hoff varierede det, lod det komme tilbage, glattede det ud. Bestandig blev det mildere.

William var holdt op med at hulke, han sad oprejst i Sofaen, støttet mod dens Ryg, rød og ophedet af Gråden. Lidt efter gik han hen over Gulvet og satte sig foran Kakkelovnen. Ilden var gået ud.

Hoff spillede stadig. Han var slået over i noget andet, noget vemodigt og klagende, hvor Tonerne sukkede mildt under hans Anslag. Så gled det helt ud, og han holdt op.

„Hvad var det?” spurgte William hennefra.

„Det første var af Rubinstein,” han sad og så ind i Lyset på Flygelet.

„Det var så mildt,” sagde William.

„Å ja,” Hoff rejste sig og lukkede, „et Flygel er en ganske rar Ting.”

De talte ikke en lille Tid. Så sagde William for at komme bort fra dette:

„Det er dog tre underlige Buster, De har, Hoff.”

„Det, véd jeg, finder de fleste Folk,” svarede Hoff og så sig om, „jeg synes nu, de tre hører sammen. Den Hjerne, som tænkte den Dame dér” - han pegede på Venus - „har været genial. Han gjorde Kærlighedsgudinden til en Skæbnegudinde. Du gode Gud, og så kalder Folk den Statue for en fornøjelig Figur - ja, hver sin Smag . . .”

Han hældte lidt Champagne op i sit Glas.

Nej, den Dame ofrer skam ikke Blomster, hun forlanger Livet. Det er det, Kunstneren har villet fortælle os. Moloch og Venus victrix - hvem mon der er ofret de fleste Liv? Menneskeofringer vil den Kone ha’e . . . Jeg véd ingen Statue, der passer bedre som Pendant til Venus end Niobe, Gudinde for Smerten.”

„Og så Antinous.”

„Ja rør ikke ved ham, kære Høg, ham må vi skam ha’e Sympati for, så sandt jeg hedder Bernhard Hoff. Pokker tro på Sagnet - det er vel kun dumt Vås . . . Nej, jeg tror, det Billede kun er Billedet af et stakkels Barn, man må have givet mere at bære på, end han kunne udholde, en tidlig Sorg, altfor tidlig Erfaring, en stor Hemmelighed eller hvad véd jeg. Nok er det - hans Skuldre kunne ikke bære det, og så lukkede han Munden fast sammen om sine Skrig og lagde Nilens og Akerons Vande imellem Verden og sig - - Nej, der er god Mening i de tre Buster . . .”

William gik hen og tog sin Frakke. „Går De,” spurgte Hoff.

„Ja, Klokken,er halvseks . . .”

„Er den det - ja, Tiden går,” Han hjalp William Frakken på, stod så lidt og ventede:

„Og hvad så imorgen?” spurgte han.

„Nu må det gøres,” sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde så sagtere: „Det er Skuespiller, jeg vil være.”

„Jeg tænkte det.”

William stod endnu et Par Øjeblikke. Derpå rakte han Hoff Hånden: „Godnat,” sagde han, „og Tak for i aften.”

„God Nat, Høg - og kom snart igen.”

Høg lukkede Døren, og Hoff gik tilbage i Stuen. Han åbnede et Par Breve, som lå på Skrivebordet, tog fat på et Ark Korrektur. Men Pennen kradsede, det ville ikke gå. Tilsidst slog han Korrekturen sammen og sad længe med Hovedet støttet på sine Hænder og så ind i Lampen. Rejste sig så og gik heftigt op og ned ad Gulvet.

Tilsidst standsede han foran Chatollet, åbnede det og stod noget lænet til Klappen, lukkede den inderste Skuffe op og tog et Billede frem. Han holdt det hen under Lampen og så længe på det . . .

Om Morgenen, da Bernhard Hoffs Værtinde kom ind, sad han med Lampen tændt og skrev ved sit Bord.

„Men Gud bevar’es, Hr. Hoff, har De nu ikke været i Seng igen i nat?” sagde hun.

„Å, det blev for sent, Madam Lund, og så har jeg så gyselig travlt.”

 



 

V

Professoren så op og ned ad ham og drejede ham rundt et Par Gange.

„De er ikke blevet meget større,” sagde han så og skød Brillerne op i Panden. „Men sandt at sige, der er dem, som er mindre.”

„Jeg er omtrent så høj som Professoren,” sagde William og skævede til Pillespejlet.

„Så? - nej, min kære,” Professoren rettede sig og forsøgte at se William over Hovedet, „det ta’er De virkelig Fejl i - jeg er godt og vel et halvt Hoved højere. Men, det forstår sig, min unge Ven, har man Talent, så er man stor nok, selv om man er lille.”

Professoren fik Tårer i Øjnene og faldt i Tanker.

„Ja, såmænd er man så,” gentog han og skød atter til Brillerne. „Og Stemmen var jo dejlig,” fortsatte han, efter at Rørelsen,havde sat sig lidt. „Det var jo et pragtfuldt Organ.”

William blev rød. „Ja, Hr. Professor . . .”

„Har De nogen Rolle med Dem, min unge Ven, for jeg må naturligvis høre Dem.”

„Jeg har taget Sannæs med,” sagde William.

„Sannæs, nå - det var en underlig, teoretisk Rolle, sæt Dem, kære Ven, og lad os tale om Tingen,”

Professoren skød en Stol hen til William og satte sig selv i en anden. „Véd De nu også, hvad De gør?” sagde han så og lagde sin Hånd deltagende på Williams Knæ, „at være Skuespiller, unge Ven, det er den sørgeligste Bane i Verden.”

Professoren fik igen Vand i Øjnene, men William forsikrede, han vidste, hvad det var.

„Og så er De tilmed af sådan god Familie.” Professoren sukkede, lagde sig noget tilbage i Stolen og sagde noget umotiveret, måske som Led af en stille Tankegang: „Å, ja, det var den Gang.” Så sukkede han igen og tilføjede i en lysere Tone: „Unge Ven, jeg kendte Deres Bedstefader, det var en udmærket Mand.”

William nikkede, og der blev en Pause.

William tænkte, at Professoren var blevet en meget gammel Mand.

„Nå, så De har læst Sannæs - hvilke andre Roller har De tænkt Dem at spille?”

„Jeg véd ikke, om Professoren kender - - Lucien.”

„Lucien” - Professoren gned sin Pande og tænkte sig om - „Lucien - ja, min Ven, jeg er en gammel Mand” - et let Spor af Rørelse - „nej, nej, jeg husker den ikke.”

„Det er et fransk Stykke, Hr. Professor.”

„Lucien - af Scribe - - Å, Dronning Marguerites Noveller, å, min unge Ven,” - Professoren lagde begge sine Hænder på Williams Skulder - „det var den Gang.”

„Stykket er af Dumas, Hr. Professor.”

„Dumas,” Professoren rystede på Hovedet, „kender det ikke, min Ven, og jeg har dog spillet syvhundrede Roller. Nå, er det en stor Rolle?”

„Nej - men den . . . han har kun én Scene . . .” Professoren satte Brillerne fastere.

„En Scene,” sagde han.

„Men den er vigtig,” stammede William, der begyndte at tabe Sikkerheden.

„Den kan man i det mindste ikke debutere i,” sagde Professoren noget tørrere og skubbede sin Stol lidt bort.

„Men - der er vel andre Roller?”

„Jo,” William så ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, „så er der „Tartuffe”.”

Professoren rettede sig i Sædet og så igen over Brillerne hen på William. „Ja - den kender jeg,” sagde han og lod Bagen af sin Hånd glide hen under sin Næse.

Der blev en Pause.

William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel?

Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og så på dette Menneske på to og tyve År, der ville spille „Tartuffe”.

„Kan De „Tartuffe”?” spurgte han så.

„De store Scener,” sagde William med Blikket heftet på Gulvet. „Dem med Elmire.”

„Nå” - Professoren studerede sine Negle - „men det er en svær Rolle, min unge Ven, og man kan ikke råde til at debutere i den.”

„Jeg havde tænkt at debutere i Sannæs.”

„Det er sandt, Sannæs - men De sagde jo, De havde Bogen med. Lad mig så høre den da.”

Professoren fik Bogen, gav sig til at rode på kryds og på tværs efter Scenen med Valborg, skubbede Brillerne, så op og så ned.

William havde kun én Tanke, at denne gamle Mand ikke kunne afgøre hans Skæbne. Den Tanke belejrede ham: gå, skyde det op, i det mindste gå til en anden. Men pludseligt så han ind i dette besynderlige grå Mørke, som siden hin Samtale med Margrete så ofte havde været hans Tankers Skræk, og han ligesom satte sig fastere i Stolen. Han måtte blive.

Professoren havde fundet det. Han læste det hurtigt igennem, halvhøjt, og hele hans Ansigt forandredes under Læsningen. Det var, ligesom han havde kastet en Maske, som var han blevet tyve År yngre. „Nå, nu véd jeg det” - han rejste sig, hele hans Figur var elastisk-bevægelig, „nu har jeg det . . .”

William tænkte på, at man skulle tro, han havde kastet et Par Krykker. Og i samme Nu sagde han til sig selv, at nu måtte han, nu gjaldt det. Den Mand, som gik og lavede Scene på Gulvet ved at stille Stole op i en Halvkreds, ville dog kunne afgøre hans Skæbne, dog kunne se . . .

Og pludselig blev han rolig. Han kunne, og nu måtte han. Professoren var færdig. Dér sad Tilskuerne, dér var Døren, dér Mellemdørene; nu skulle han give Replikkerne.

Han satte sig på Tilskuerpladsen, William stillede sig op i Baggrundsdøren. „Så begynder vi,” sagde Professoren.

William kom ind og begyndte. Replikkerne er korte, afbrudte.

„Tal højere,” sagde Professoren. „Meget højere, jeg kan ikke høre Stemmen.”

William tog ikke Øjnene bort fra hans Ansigt, han agtede på hans Mine; havde han haft tusind Øjne, de ville lige skarpt, lige ufravendt have hvilet på dette Ansigt.

Han hørte sin egen Stemme, vidste, at han sagde Replikkerne, som han ville. Men det var ham, som en Fremmed sagde dem, som om en anden spillede og bevægede sig. Han så kun på dette Ansigt.

Men det var stadig ubevægeligt. Professoren gav Stikreplikkerne, bøjet over Bogen, uden Bevægelse i Ansigtet, uden at løfte Øjnene.

Og mens William stirrede på Trækkene, så han ham stående den Gang i Sorø smilende med Hænderne i Lommen - å, det Smil. Og mens Sveden sprang frem på hans Pande, spurgte han sig selv, når han ville begynde at smile - han længtes efter at se det, han måtte, måtte se det.

„Det er lutter Småreplikker,” sagde Professoren uden at løfte Ansigtet fra Bogen, „det er lidt svært at komme i Affekt på for en Begynder.”

William følte det selv: „Ja, Replikkerne er meget korte,” sagde han. Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet til en Stol.

„Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter Mellemtoner . . .”

„Måske kunne jeg tage et Digt . . .”

„Ja, kan De et,” Professoren så op, „så kan jeg se på Dem med det samme.”

„Et af Fiskerjenten . . .”

„Nå, ja, det deklamerer de alle. Kom så ind og buk.” Professoren rejste sig, trykkede Brillerne fast mod Næsen og ventede.

William kom ind og bukkede. „Dybere,” sagde Professoren, „dybere . . . man må altid bukke dybt for Publikum.”

Han bukkede om, igen om. „Bedre - begynd så.”

William begyndte dybt, i den mørke Tone, hvormed han forskønnende tilslørede sin Hæshed, og som her gav Fremsigelsen noget tilbagestængt voldsomt, der virkede stærkt.

Professoren lyttede. Han stod og bed i sine Knoer, men en Gang imellem så han over på William med et Glimt i Øjnene. Han gik lidt tilbage, igen frem, stadig opmærksom. Så nikkede han - en Gang til med et Smil.

William blev blussende rød, følte Tårerne stå sig i Øjnene, Varmen gød sig ud i alle Lemmer.

Det var, som han vågnede, som han befriedes ved dette Nik. Han åndede dybt og standsede et Øjeblik som for at sole sig i dette første Glimt af Sejren. Han syntes, noget bar ham, at han blev løftet højere, mens han talte . . .

Han gav sig hen, han glemte at se på Professoren, glemte Stemmen, talte blot - -

Han havde en Følelse, som om han havde jublet de sidste Linier ud, næsten sunget dem i sin Glæde. Nu så han med blussende Kinder på Professoren.

Han havde sat sig igen og sad med dukkende Hoved, så så op.

„Men De er hæs i dag,” sagde han.

William blev pludselig bleg, hørte på én Gang sin egen Stemme - ja, den var slået over. „Ja,” stammede han, „jeg er meget hæs.” Det var ham, som skulle han falde i Knæ under Løgnen.

Lidt efter gik han. Han skulle om otte Dage komme igen med „Tartuffe”. - -

„Sæt Dem, kære, sæt Dem,” sagde Professoren otte Dage efter, „vi må jo tale om det først. Hvordan har De så tænkt Dem „Tartuffe”?”

William søgte om Ord. „Ikke som den spilles på Teatret,” sagde han så.

Professoren lo. „Nå - nej, det er også min Mening, men hvordan da? De har vel tænkt Dem en Maske - et bestemt Ydre . . .”

„Nej,” William blev lidt rød i Hovedet, „jeg havde egentlig tænkt at spille som jeg . . . som jeg var.”

Professoren så hurtigt på skrå op over Brillerne.

„Det var ikke så galt,” sagde han.

„Ja - for „Tartuffe” skal ikke være styg . . . styggere end jeg,” rettede William sig hurtigt.

„Nej, det behøver han ikke.” Det lod til, at Professoren morede sig, han sad, lænet tilbage og så på William med store Øjne, og en Gang imellem nikkede han ligesom forleden. William blev sikrere.

„Og så skal han slet ikke sådan gå omkring og messe og være salvelsesfuld - slet ikke. Jeg har en Gang set en Munk i Köln - sådan skal han være . . . Han tror selv, han er hellig . . .”

„Ja . . . det . . .” Professoren blev ved at more sig, det kunne man tydelig se.

„Jo, tror Professoren ikke, at de største Hyklere også hykler for sig selv?”

„Kan nok være, min unge Ven, kan nok være - jo, lad os så se, hvordan De vil gøre det.” Og Professoren og William gav sig ivrigt til at stille Stolene op som forleden.

„Hvem har De talt med om den Rolle?” spurgte så Professoren,

„Ikke med nogen” - William satte den sidste Stol på sin Plads - „jeg har altid tænkt mig den sådan.”

„Nå,” Professoren var meget livlig, satte sig bredt tilrette i Stolen, „ja - lad os så begynde.”

Han så lidt fra Siden hen på Høg: „Hvad er det for Scener, De ta’er?”

„Dem med Elmire.”

„Nå - ja, nu husker jeg. Ja” - Professoren var stadig smilende, sad og bladede i Oversættelsen - „det er nok også de nemmeste - for Opfattelsen.”

„Men jeg begynder med Scenen med Dorine. Man må se ham først.”

William gik tilbage, han ventede et Øjeblik, inden han med Ryggen til Professoren begyndte:

Laurent, gem Svøben, og min Hårdragt du forvare -
Og bed til Himlen, at den vil dit Sind opklare . . .

Han vendte sig, gik lidt frem, derpå atter tilbage og talte bortvendt under de næste Linier:

Hvis nogen søger mig, er jeg i Medynks Hverv
Hos Fangerne, med hvem jeg dele vil min Skærv - -

Professoren havde set lidt på ham ligesom forbavset, havde utålmodigt skudt Brillerne op. Nu varede det lidt, inden han gav Replikken:

Løgn og Affektation med disse Helgenminer -

Han læste derpå Dorines Replikker bøjet over Bogen, uden mere at se op. Kun ved „Tartuffe”s „Gerne!” så han et Øjeblik hen, som om han ville tale, men sænkede igen Hovedet og læste videre.

William havde spillet sikkert, selv Professorens Tavshed forstyrrede ham ikke. Han vidste jo, at han var enig med ham. Da Scenen var forbi, sagde han blot ivrigt:

„Så kommer Elmire.”

„Ja.”

„Jeg plejer at sætte mig sådan . . .” Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af Professoren.

„Nå ja, det er godt,” Professoren havde travlt med sine Fingre, „jeg skal nok gi’e Elmire.”

William rejste sig og gik bøjet frem:

Gid Himlens Nåde Dem hver Dag beskærme må!
Gid Sjælens Sundhed De med Legemets må få!
Gid al Velsignelse sig over Dem forene;
Så be’er den ringeste af dem, som Herren tjene.

 

Elmire.

Så fromt et Ønske jeg med Tak erkende må,
Men skal vi sidde ned . . . man har det bedre så.

William satte sig, blev ved at spille. Professoren sad endnu med dukkende Hoved, Bogen op for Ansigtet, mens han læste Replikkerne monotont, uden Overgange.

William lagde ikke Mærke dertil, sagde Replikkerne som han plejede. Men på én Gang blev han ubestemt genért og forlegen. Han begyndte at trykkes af denne Monotoni, som ikke besvarede hans Spil, længtes febrilsk efter at se det Ansigt, der var skjult bag Bogen - -

Men Professoren sad stadig gemt bag Bindet.

Og lidt efter lidt blev hans Forlegenhed til Angst: han talte kortåndet, stirrede på det sorte Bind, fik en ubetvingelig Lyst til at rive det bort for dog at se Ansigtet - - han følte, at Replikkerne gled fra ham, at han sagde dem uden Udtryk, at de slet ikke lød, som han tænkte dem - -

Han stammede, kunne ikke huske Ordene, blev rettet af Professoren - lidt utålmodigt, men dog monotont - tog fejl, fortalte sig, søgte om Vejret, sukkede, tog sig til Panden, der var fugtig . . .

„Jeg kan ikke,” sagde han.

Professoren lod Bogen synke: „Nå,” han så så underligt igennem ham, „så kan De dog høre, det er galt.”

William bøjede Hovedet, han følte, Tårerne kom frem i Øjnene: „Men det var heller . . . ikke, som jeg havde tænkt mig.”

„Nej,” Professoren rejste sig utålmodigt, „for det var lige det modsatte. Sådan - se nu!”

Han tog Bogen igen, gik ud i Stuen. „Se nu,” sagde han, og med Ryggen mod William begyndte han med „Tartuffe”s første Replik.

Så gengav Professoren hele William Høgs „Tartuffe”.

William havde sat sig. Professoren læste uden at se på ham, satte sig, lod, som om han spillede med Elmire. Han karikerede ikke, læste og spillede kun akkurat i samme Tonart og Tempo som William

„Forstår De?” sagde han tilsidst og lukkede Bogen, „sådan . . .”, men i samme Nu så han på William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme - - - Professoren ville tale, men han stammede og søgte om Ord.

„Forstår De,” gentog Professoren, „man . . .” men han kunne ikke sige noget; han vendte sig, løftede Armene med en pludselig teatralsk Bevægelse og gik hen til Vinduet.

Da han igen kom tilbage til Stolen, så han William i samme Stilling, han gik hen til ham, rørte ved hans Skulder og sagde:

„De forstår jo . . . det er en svær Rolle,” sagde han.

William nikkede. Og som om pludselig en Maske faldt fra hans Ansigt, kom Trækkene og alle Fibre i et Nu i bævende Bevægelse som et Net af bevægede Tråde: „Jeg forstår det,” sagde han.

„Og desuden - man overdriver,” sagde Professoren.

„Men de næste Replikker skal blive bedre,” William rejste sig, i det første Øjeblik holdt han Armene frem, som om han var svimmel og ville søge Støtte. Så tog han sig sammen og sagde noget frygtsomt:

„For De vil jo nok høre det næste? . . .”

„Naturligvis,” Professoren søgte at dæmpe Tonen ned, at give den mere ligegyldig. „Det var altså de store Replikker - - naturligvis - de må jo også ligge bedst for Dem . . .”

Han skubbede Lænestolen lidt frem. „Dér sidder altså De - jeg her. Nu skal jeg nok spille med - så hjælper det.”

William satte sig, han holdt Hånden for Panden for at tvinge sine Tanker, begyndte så:

Den Kærlighed, som os til Himlens Skønhed binder,
Er jordisk Kærlighed aldeles ej til Hinder,
Og vore Sanser, i Henrykkelse fortabt,
Tør se den Herlighed, som Herren selv har skabt . . .

Tonen var forandret: Betoningen slog straks Professoren, og han blev under hele Replikken ved at stirre på William. Der var i Øjets Udtryk en hed Flamme, som luede imod ham, i hele Stillingen en anstrengt Energi. som betog - -

William bøjede sig frem, hans Stemmes Tilslørethed snoede sig om den hviskede Replik, en hed, en opstemmet Attrå, en gammel Længsel gik sukkende gennem hans Vers. Denne „Tartuffe” havde fastet, hungret til Døden og tørstet . . . Det var den lange Fastes vilde Forslugenhed - -

Scenen var forbi. William havde rejst sig, hans Hår var vådt, Læberne bevægede sig i små Ryk, og han åbnede med Møje Kæberne . . .

Det varede lidt, inden Professoren talte: „Nu så man, hvad De ville,” sagde han.

William svarede ikke, han syntes, Professorens Tone var underlig kold og kort. Men han var altfor træt til at kunne tænke derover; som om Hjernearbejdet pludselig var standset, følte han sin Hjerne tom, hele legemet slappet efter den forfærdelige Kamp - Han var til Mode som en Søsyg, der sætter Foden på Land.

„Så er det bedst, De prøver straks,” sagde Professoren. Han gik op og ned ad Gulvet. „Tingen er” - -

„De tror altså, at . . .”

„Ja - men, som sagt, Tingen er, at hvad De mangler, kan ingen lære Dem . . . uden,” Professoren bed sine Knoer, „uden måske Teatret.”

William hørte næppe, hvad han sagde, men han forstod, at han havde sejret, at han skulle prøve, at han havde kæmpet og sejret . . . Og i samme Sekund sagde han til sig selv, at hans Liv havde været forbi, hvis han ikke havde vundet i denne Kamp.

Han slap Stolen, han havde støttet sig til, gik et Par Skridt frem mod Professoren, som havde sat sig foran Skrivebordet.

„Nu skal jeg skrive til Etatsråden,” sagde han. Han talte ikke mere, skrev nogle Linier, forseglede Brevet: „Jeg tænker, De så kommer til at prøve om otte Dage.”

William var for glad til at lægge Mærke til Professorens Væsen, hans Hænder rystede, da han tog Brevet, han søgte at takke, men han stammede blot.

„God Lykke,” sagde Professoren. Han var gået hen til Døren, William følte, han måtte gå, men han ventede nogle Øjeblikke med Hånden på Dørlåsen. Der var noget, som måtte siges, noget, han savnede, han kunne ikke gå, inden . . . Men så så han op på Professoren. Han stod, legende med sin Urkæde og ventede.

„Farvel,” sagde William og rakte Hånden frem. Håndtrykket var slapt, Hånden fugtig.

„Farvel . . . og” Professoren åbnede Læberne som for at tale, men lukkede dem igen uden at sige noget. Døren åbnedes og lukkedes, William var gået.

Men da han kom ud på Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine Handsker, han ringede på, Professoren lukkede op.

„Det var mine Handsker,” sagde han.

De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem på en Stol: „Her er de.” Og atter ventede disse to - William og denne Mand, som havde bestemt over så meget i hans Liv - nogle Sekunder overfor hinanden på et Ord, som ingen af dem talte.

Døren til Gangen var blevet stående åben, William stod på Tærskelen, endnu en sidste Gang så han spørgende på den Gamles Ansigt, og Professor,en turde ikke længere undgå dette Spørgsmål:

„Deres Intelligens vil hjælpe,” sagde han og vendte sig.

Med det gik William.



William skulle prøve.

Det havde været lange Dage, disse ti. Hver Dag havde William ventet Tilsigelsen, og hver Dag var han blevet skuffet, hver Morgen havde han sagt til sig selv: i dag; hver Aften: imorgen. Og i de sidste Dage havde han ventet fra Time til Time.

Men denne Venten, der udfyldte Minutterne med Feber, havde opslugt hans Frygt, han var gået op i denne Uro, der jog ham fra Ting til Ting, fra Sted til Sted. Hjemme turde han ikke være, og ud turde han ikke gå. Han drev henad Gaderne, åndsfraværende, Sind og Tanker opslugt af den ene Idé, som gjorde ham alt andet umuligt end netop selve den rastløse Venten.

Han standsede foran Butikkerne og tvang sig til at læse Priserne på de latterligste Ting, studere Plakater om Udsalg, Opslag om hjemkomne Varer; han blev ved at læse, indtil han greb sig i mekanisk at gentage et Ord eller et Tal, som Læberne fremførte, men hans Tanker var langt borte - så gik han videre og begyndte forfra.

Han tog en Avis på Kaféen og sagde til sig selv, at han ville læse tre Spalter - Ord for Ord. Han begyndte at læse, fulgte Teksten Linie for Linie - - men lidt efter vågnede han til Bevidsthed med Bladet foran sig uden at vide, hvad han havde læst.

Så kunne han pludselig gribe sin Hat, tage sin Frakke på, knap have Tid til at betale og skynde sig hjem, fordi han ventede Brevet: „Nu måtte det være kommet, det var vist kommet.”

Han løb, lige til han kom til deres Hus, dér standsede han og turde ikke gå op. Undertiden vendte han om, gik nogle Gange frem og tilbage på Pladsen, tvang sig til at blive nede. Men tilsidst kunne han ikke mere holde det ud, han stormede hjem, ind gennem Porten, op på fjerde Sal, tog alle Trapperne i Spring, så han var helt stakåndet, når han nåede op og begyndte at rode i Brevkassen.

„Intet.”

Han ville roligt tage sin Frakke af, hængte den op i Entréen, rev Døren op til sin Stue. Der var intet Brev på Skrivebordet - på Bordet intet . . . nej, intet Brev.

Altså ikke kommet endnu, ikke endnu . . .

Men nu skulle han prøve, han havde ikke sovet om Natten, han havde ligget og kastet sig, og han havde forsøgt at falde i Søvn så ved at tælle til tusinde, så ved at flyve ud fra Rundetårn, så ved at ånde dybt. Men faldt han hen i Blund, vågnede han med et pludseligt Ryk, og hans Drømme var de samme som hans Tanker . . .

Hans Tanker. Som om det var Tanker, den Forvirring i hans Hjerne, der bestandig flygtede og tumlede omkring det samme Punkt: om Tvivlen.

Men lade Tvivlen tale turde han ikke, han stoppede dens Mund med Fraser, som han hviskede til sig selv, kneblede den med en Overbevisning, han ikke havde. Thi inderst inde i Mørket af hans forpinte Sjæl mødte ham, som Medusas forstenede Hoved, hin skrækkende Tilintetgørelse fra den sidste Dag hos Professoren . . .

Det var det sidste, det yderste - det var Tingenes Afslutning. I denne forfærdende Erindring læste han det absolutte: „Forbi.” Dér hørte alt op . . . Men nej, han havde jo sejret, da han kæmpede for Livet.

Og så jog Tankerne videre, formummede Karnevalsgæster, der holder Maskerade på et Skibsdæk, hvor der er Lig i Lasten.

Om Morgenen var hans Øjne hede, Øjenlågene tørre og tunge. Det havde været en lang Nat.

Han skulle prøve Klokken elleve. Klokken var syv, Pigen var endnu ikke oppe, alle Stuerne var kolde, han gik omkring og frøs en halv Times Tid, inden han fik Kaffe, lagde sig så på en Sofa i Dagligstuen for at memorere sin Rolle. Han ville prøve som „Tartuffe”. Men han kunne ikke holde Replikkerne sammen, ikke samle Ordene, det var umuligt, rent umuligt, han kunne lige så gerne lade være.

Han rejste sig igen, så på Taffeluret, om tre Timer ville det være afgjort. Tre Timer. Han stirrede på det hvide Rum imellem de to Tal: 11 og 12. Indenfor det Rum lå det hele, den lille, hvide Plet . . .

Det ringede, og han gik ud for at lukke op. Han troede, det var Avisen.

„Men,” han ville allerede til, uden at se sig om, at tage til Brevkassen, da han fik Øje på Hoff, „er det Dem, jeg troede, det var Avisen.”

Hoff havde Skindpels op om Ørene og var endnu mere grå end sædvanlig: „Ja, bedste Høg, bliv nu ikke altfor forbavset, for det er en Fornærmelse. Jeg afsluttede min Nat med en Spadseretur ud ad Bredgade, og så kom jeg på Hjemvejen i Tanker om, at jeg kunne tage lidt Varme i mig hos Dem.” Han slog Skindkraven ned. „Men der er måske ikke lagt i endnu.”

„Jo, der er lagt i.”

De gik ind i Williams Stue, snakkede lidt op og ned om ligegyldige Ting. Hoff var træt og talte dæmpet, klagede over ondt i Ryggen.

„Ikke for det, jeg har været „slem”,” sagde han. „Jeg havde Selskab i aftes, og så, da de gik - et Par af Rødderne med deres Damer - satte jeg mig til at skrive en Idyl. Man kan altid bedst skrive Idyller på Baggrund af Solderi og imellem tømte Flasker. Man bliver så forbandet sentimental, når man ser på al den Vederstyggelighed . . .” Han varmede sine Hænder ved Kakkelovnen. „Og „Ugebladet” havde ønsket en Idyl . . .”

William svarede med en ligegyldig Frase. Hoff fortalte igen lidt. Efter en lille Pause spurgte han pludselig, mens han, vendt mod Ilden, varmede sine Såler.

„Men hvordan går det egentlig Dem?”

„Hvormed?”

„De har jo været oppe hos Professoren.”

„Ja,” William standsede, derpå sagde han sagtere:

„Og jeg skal prøve i dag.”

„Ja så,” Hoff vendte sig.

De tav et Par Minutter; Hoff så stjålent på Høg, drejede sig igen om mod Ilden.

„Undskyld,” sagde han så, „men jeg vidste jo ikke, det var i dag.”

Han knappede Pelsen, tog Williams Hånd, beholdt den lidt imellem sine og gik ud på Gangen. William fulgte efter og lukkede Entrédøren op.

Dér tog Hoff endnu en Gang hans Hånd:

„Og under alle Omstændigheder ingen Dumheder,” sagde han. „Farvel, Høg.”

Der var noget i Tonen, noget mildt, noget næsten medlidende. William Høg glemte aldrig det Farvel.

 

Nu gik han i Teatrets Foyer og ventede. Etatsråden kom straks, havde Portneren sagt, om Hr. Høg ville gå op . . . og nu havde han allerede ventet et Kvarter. Et Par Koristinder kom leende ind gennem Foyeren, målte ham, stak Hovederne sammen og gik igen. Ude på Scenen, hvor der var ganske mørkt, rumsterede et Par Maskinkarle med nogle Sætstykker.

William interesserede sig for den mindste Ting, han lagde Mærke til hver Sprække i det store Spejl, Kviksølvet var rent gået af, en lang Stribe over, det måtte være svært at spejle sig i det Spejl, og til hver Plet på Sofaen. Han havde set den Sofa i mange Stykker. Ved Dagen var den forfærdelig.

Der var en slem Luft af Gas, det var den, som ødelagde alle Blomsterne i Blomsterbordene - dem brugte man også på Scenen, både dér og dér. Forresten havde man også glemt at vande Planterne - de var helt tørre, William følte på Jorden, den var næsten Sand, så tør var den . . .

Mon de dog aldrig ville komme?

Det var naturligvis blot Klodser - alle Bøgerne i Bogskabet, med malede Rygge . . . og der var heller ingen Glas for Dørene . . . naturligvis.

William stod og lavede Navnetræk på Låget af Flygelet, han kunne skrive i Støvet. Han skrev en Mængde Navne, det ene ved Siden af det andet, så hørte han Trin ude på Gangen og troede det var dem. Han tørrede Navnene ud med sit Lommetørklæde - det blev helt skident - -

Nej, det var ikke dem, ikke dem endnu!

Men Klokken var dog mange, snart halv, måske kom han slet ikke til at prøve før tolv, i så fald var der syv og tredive Minutter til, syv og tredive. Og pludselig gav han sig til at le sagte ved Tanken om alt det, han så havde fantaseret forgæves om Morgenen . . .

„De kan godt straks komme herop,” vækkede så en Stemme ham henne fra Døren til Scenen. „Etatsråden venter heroppe.”

William fo’r sammen, „Tak,” sagde han. Herren, der havde talt, gik tilbage på Scenen.

Der var stillet en stor Mængde Sætstykker op i Rummet mellem Foyeren og Kulisserne, og William måtte gå et Stykke langs med Væggen, inden han fandt et Par Trin og slap ind. Så stod han på Scenen.

Han blev stående, genert, trykket op til Kulissen med Bogen i Hånden. Tilsidst fik en af Herrerne nede ved Prosceniet Øje på ham og hviskede et Par Ord til en ældre Mand i brun Overfrakke; denne vendte sig og talte op imod ham:

„Straks,” sagde han, „straks! vi skal blot prøve et Par Bagtæpper.” Han satte Hænderne for Munden og råbte op i Sofitterne, et Bagtæppe rutschede op og ned; de andre Herrer skævede til William og gik hviskende ud i Kulissen . . .

William stod og så på en Gangkone, som støvede Rykstødene af nede i Parkettet - hun slog Klapperne op med et Smæld - Række efter Række. Det var som noget spændte ham over Brystet, så han havde ondt for at trække Vejret; han lukkede Øjnene for ligesom at besinde sig, tage sig sammen, fortælle sig selv, at nu var Øjeblikket kommet . . .

For han syntes selv, han var næsten ligeglad.

Så - det kunne nok være, det tog Rutsch i Bagtæppet, det peb i alle Trisser. Etatsrådens Stemme slog over, sådan skreg han gennem den hule Hånd . . .

William kom til at ryste at Kulde, Kinderne var som Is, han havde taget sin Overfrakke af inde i Foyeren. Nu var Konen helt nede i Parterret - hun gled da over det med en Harefod, og stadigt smældede hun ivrigt med Klapperne .. .

Lige med ét opdagede William, at der var blevet stille. Etatsråden tog sin Stok ved første Kulisse og gik op.

„Altså Hr. Høg,” sagde han og kneb et firkantet Øjeglas ind under de grå Bryn.

„Ja - det er William Høg.” Tænderne klaprede i Munden.

„De er kommen til at fryse,” sagde Etatsråden stadig med Glasset for Øjet. „De skulle have beholdt Deres Overfrakke på.” Han vendte sig ud mod Tilskuerpladsen: „Er Regissøren der?”

Regissørens Hoved kom med et „Ja” til Syne i Orkestret. „Og Hr. Andersen?”

Man hørte nogen falde over Sætstykkerne i Gangen og tumle ned ad de to Trin. „Det er en forbandet Økonomi, at man absolut skal brække Benene for at spare et Gasblus,” det var Hr. Andersen, som brummende og hovedkulds kom ind fra bageste Kulisse.

Hr. Andersen var indhyllet i et uhyre Tørklæde, som dækkede over det halve Ansigt, og han havde en Kalot over et skaldet Hoved. Han brummede noget om Ventetid og Frokost og erklærede, at han var færdig.

„Den unge Mand prøver som „Tartuffe”,” sagde Etatsråden.

„Nå, så er det vel Elmire?” Hr. Andersen begyndte at frigøre sit Fysiognomi for Tørklædet, rømmede sig og spyttede tre Gange. „Man burde ikke have Teatre i vort Klima,” henkastede han alt imens til Etatsråden.

William gav Hr. Andersen Bogen og viste ham, hvor det var. Han ville begynde med Scenen med Elmire. „Ja, det vil vist også være nok.” Hr. Andersen forsøgte at stave den små Skrift i Bogen, men erklærede ikke at have Katteøjne. Der blev så tændt en Række Gasblus i Sofitterne.

William hverken følte eller tænkte. Han var vis på, at han ikke kunne et Ord, ikke en Replik, men det afficerede ham ikke; han så Hr. Andersen sætte et Par Stole frem, svarede mekanisk på hans Spørgsmål, alt lød underligt svagt i hans Øren, og sine egne Svar sansede han næppe . . .

„Ja, Etatsråden er gået ned,” sagde Hr. Andersen - han havde råbt forgæves to Gange - „hvis De ønsker at begynde . . .”

„Begynde, ja - lad os så begynde . . .”

Han så nede i Parkettet to Hoveder, der rokkede hviskende imod hinanden; helt oppe ved de bageste Bænke gik Gangkonen endnu og slog Klapperne op. Der blev hysset ad hende, hun slog endnu i Forbifarten et par Sæder op, smækkede med den bageste Dør og gik.

„De sidder altså dér?” spurgte Hr. Andersen igen.

William nikkede. Etatsråden rejste sig nede på første Bænk. „Om vi begyndte,” sagde han, satte sig igen. William så ham tage et hvidt Lommetørklæde frem og dække Hovedet, som stadig rokkede over mod Regissøren, hvis Ansigt forsvandt bag en Pelskrave, der var smøget op lige til Ørene - -

Det var Publikum - -

William Høg målte Tomheden i den halvmørke Sal, hvor Dagslyset fra Skoddernes Sprækker kæmpede med Skæret fra tre-fire Gasblus, der var tændt over de nærmeste Loger, og det var som om han med en forfærdelig Anstrengelse væltede dette tomme fra sig - -

Hr. Andersen gik op, kom atter ned - - William ventede endnu . . .

I et Nu blev det sort for hans Øjne, det flimrede og gled ud i Mørke. Men med en Opbyden af al sin Kraft tvang han sig til at se, og midt i Mørket dukkede det hvide Lommetørklæde frem på første Bænk i Parkettet . . . Han drog et Suk, åbnede Læberne, det var som om Lyden sad fast . . . hans Vilje kæmpede med hans Tunge, som lammedes - - Nu fik han Lyden frem.

Så hørte han sin egen Stemme ud i Salens Rum - - -

Og i samme Nu, samme Minut, hvor han hørte den, vidste William Høg, han var dødsdømt. Og mens han stirrede sin egen Uformuenhed i Ansigtet, lagde Lammelsen sig over ham som et Klæde.

I Begyndelsen kæmpede han, stred imod Søvnen og Lamheden. Hans Lemmer var tunge. Han syntes, at Kæberne holdt imod hinanden, og han kæmpede for at tale; han syntes, at Tungen blev tyk i hans Gane, og den ville ikke frembringe Lyden.

Og alt imens talte han, svarede, gav Replikker, stod, satte sig, rejste sig - -

Men alt var det i Søvne. Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Åndens Kraft skulle bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulle gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham - -

Men han vidste, han kunne ikke gribe det - -

Han hørte sin egen Stemme, så det hvide Lommetørklæde på Etatsrådens rokkende Hoved . . . Og han syntes, at Ansigtet blev en kæmpemæssig, leende Maske med et firkantet Glas i den ene Øjenhulning, en stor Maske, der kom ham nærmere og nærmere . . . helt ind på Livet . . .

Sveden sprang frem på hans Pande, store kolde Dråber; i Krampe trykkede han Armene mod sit Bryst.

Han kæmpede nogle Øjeblikke for at tale - - Han hørte Hr. Andersen hviske, så den store Skindkrave bøje sig over mod Lommetørklædet . . .

Så flygtede han.

Han løftede Armene, som om han ville tage Vidne på sin Afmagt og med et uforståeligt Udråb løb han op over Scenen . . .

Hr. Andersen stod lidt med Bogen i Hånden. Så lagde han sindigt Tørklædet tredobbelt om sin Hals og gik ud gennem Foyeren.

William støttede sig et Øjeblik til Væggen, drog Vejret hurtigt nogle Gange, vendte sig så og gik ned ad Gangen. Etatsråden stod og pudsede sit Øjeglas i Lommetørklædet og vidste ikke rigtig, hvor han skulle se hen . . . . Han stammede nogle Ord, som William ikke hørte, men blev ved at pudse nervøst på Glasset . . .

„Jeg be’er Etatsråden undskylde,” der var lidt Grådklang i Stemmen, men William betvang den, „den Tid jeg spildte . . .”

Etatsråden så op fra Glasset hen på William: „Forstå mig vel,” sagde han så, „forstå mig vel,” men han stoppede op igen og pudsede videre.

„Jeg så godt, jeg kunne ikke.” Det kom simpelt. Etatsråden stak Lommetørklædet i Lommen, rømmede sig: „Nej,” sagde han og så atter lidt på skrå overpå Høg, „det var . . . var besynderligt.”

Højvelbårenheden stoppede igen, men han blev ved at lede efter Ord. „Besynderligt,” gentog han så noget slæbende, tog pludselig i og sagde: „For noget var der bag . . .”

Etatsråden drog et lettende Suk og lukkede Læberne med et Smask, som en Mand, der er tilfreds med sig selv.

„Ja, noget var der bag,” gentog Regissøren, hvis Hoved pludselig dukkede frem bag Chefens Ryg omgivet af den store Krave som af en strittende Kam, „noget var der . . .”

William svarede ikke. Der kom ved hans Mund en Trækning, der kunne se ud som et Smil. Så bukkede han og gik ind i Foyeren.

Regissøren hjalp ham Frakken på; han lo, fordi den var for snæver, talte om et Par ligegyldige Ting, trak langsomt sine Handsker på og gav Regissøren Hånden - -

Etatsråden stod med Øjeglasset klemt ind under Brynet og stirrede forbavset på Døren, der faldt i for William Høg.

„Besynderligt,” sagde han.

„Besynderligt,” gentog Pelskraven.

Og de to Hædersmænd gav sig til at tale om andre Ting.

Ned gennem Korridoren ravede William som en drukken Mand.

Hoff ventede udenfor Teatret. Han gik frem og tilbage på Fortovet i sin Pelsværksfrakke og krøb sammen, og to unge Damer i en Førstesals Vinduer bag nogle Urtepotter med blomstrende Nerier havde allerede væddet om, hvorvidt „Genstanden” var blond eller brunet . . .

Han var begyndt at blive utålmodig, han stampede i Flisen for at holde Varmen og gjorde stadig Promenaden længere - -

Han var helt oppe ved Hjørnet denne Gang, da han vendte. Der kørte en Droske forbi, og han nikkede ind til en Dame, så så han William.

William Høg gik bøjet, med Skuldrene sammensunkne, Hovedet ludende forover. Nu løftede han Hovedet og drog Vejret. Han stirrede lige på Hoff uden at kende ham og sank atter sammen.

Så gik William forbi ham.

Hoff vendte sig, så længe efter den sammenskrumpne Skikkelse:

„Forbi,” sagde han og gemte sine Hænder i Pelsværksærmerne.



Tredje Bog >