Håbløse Slægter

---

Herman Bang (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

TREDIE BOG: GOLDE AKS

I

William vidste ikke, hvordan han var kommet hjem. Han tog som i Søvne sin Overfrakke af, hængte den op, så i Brevkassen efter Breve. Så gik han ind. Nina stod i Spisestuen og vaskede Kopper, hun talte til ham og han havde på Fornemmelsen, han svarede. Han drak et Glas Vand ved Buffetten, gik så ind i Dagligstuen og satte sig på den lille Puf.

Han var ikke vågnet endnu.

Lidt efter kom Nina ind, hun fortalte om et Par Visitter, hun havde haft, om sin Sangtime, om Lærerinden, om Pigen, der havde slået et Glas i Stykker. William svarede ikke. Nina havde meget at fortælle, mens hun håndterede Støvekosten på Skrivebordets Nipssager.

„Så var her Bud fra Gerson, om han kunne komme her i aften. Jeg sagde, jeg vidste ikke, om Du skulle ud.”

William sad og stirrede.

„For det er jo,” Nina vendte sig, og i det samme standsede hun med et Ryk. Med et eneste Blik så hun, at Slaget var kommet. „William! Du har prøvet . . . og . . .” hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: „Du har prøvet.”

William rørte sig ikke. „Jeg vidste det,” sagde hun. Og pludselig brød Tårerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder.

Hun gik hen over Gulvet og satte sig på Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Hår, som hendes Tårer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig. Hun tog om hans Pande; den var hed, hun kølede den med sit Armbånd, hun klappede hans Kinder, lagde sit Hoved ned mod hans Hår . . .

Men det var, som sank han stadig mere sammen i sin Ubevægelighed. Og hun blev pludselig angst, som om hun havde haft Døden mellem Hænderne.

Så gav hun sig til at hviske til ham, gamle Kælenavne, som faldt hende på Tungen og kom netop nu, Gud véd hvorfra, milde Tilnavne fra deres første Barndom. Hun slyngede sine Arme om ham og vuggede ham ind til sig som et Barn, mens hun blev ved at kalde ham ved de gamle Navne . . .

William rejste sig og forsøgte at tale. „Bliv heller her inde, William,” sagde Nina. „Du kan jo sidde ganske stille.”

„Nej . . . jeg . . . jeg må være alene,” Ordene lød som et brudt Ekko, „lidt alene,” sagde han. Han vendte sig og gik hen mod Døren.

Nina rejste sig og tog ham om Hovedet: „Hvor Du lider.”

Så gik der et tomt Smil hen over Williams Ansigt, et tomt, idiotisk Smil, mens han sagde:

„Ja, jeg har det ikke så godt.”

Han slog Øjnene op, Blikket var sløvt og slukket. Og Nina trykkede ham endnu fastere til sig: „Kan Du ikke græde?”

William rystede på Hovedet: „Lad mig være alene,” gentog han, „lidt alene.”

Han slæbte sig frem over Spisestuens Gulv og låsede Døren til sit Værelse. Da han vendte sig om, mødte han i Spejlet over Sofaen sit eget Ansigt, og i nogle Sekunder stirrede han på den gråblege Slaphed som på en fremmed Mands Træk. Men så skælvede han, og med noget som et hulkende Suk sank han sammen på Stolen foran Skrivebordet.

Hans Tanker begyndte at vågne.

Men som om de ikke havde Magt til at løfte Nederlagets forfærdelige Byrde, den stingende Sjælesmerte, der dog gennemborede selve Følesløshedens Kval, forvildede de sig ved deres Opvågnen i fjerne og små Erindringer om de ubetydeligste Ting. Tankerne vågnede af Bedøvelsen og flygtede som instinktmæssig for Slaget og dets Sønderrivelse; de veg ud i Yderpunkterne af hans Liv, der, hvor de ikke ville møde det Tilintetgørelsens Ansigt, der forstenede dem.

Han mindedes sin første Barndom, han søgte at genkalde sig deres Barnepigers Ansigter . . . Mine kunne han huske, hun havde væltet et Glas Rødvin ned over hans Fløjlsbluse og fået Skænd af Moder, og så havde hun knubset William med en Nøgle i Hovedet bagefter.

Men Blusen var helt ødelagt. Han havde kun haft den ganske kort, men så blev Knapperne taget af og sat på en Overfrakke. Der var Snore helt ned ad, og han fik et Par Halvstøvler fra København. Det var de første Halvstøvler, de havde set i Randers. Folk vendte sig på Gaden og så efter ham, når han gik ud på Skovbakken med Pigen . . .

Så huskede han Danseskolen, Harriet, Legene i den store Gård; Minderne flokkedes i hans Sind, men han så på dem med et underligt, sløvt Blik, med et halvt Øje . . .

Og pludselig kunne selv disse Tanker forstumme og stivne, ligesom de Fugle, Slangerne forstener under deres Blik: Hjerteslaget standser i deres Bryst, og mens de i et sidste Forsøg på at undfly slår med de kraftløse Vinger, stivner de gispende Væsner under Slangens stirrende Øje . . . hjælpeløst og forstenet.

Således forstummede Nødhjælpstankerne foran Baggrundsmørket, som Svagheden hidkaldte dem for at dække . . .

Og William selv sank sammen og stirrede sløvt sin Fortabthed i Ansigtet.

Men lidt efter brændte den stingende Smerte gennem hans Sløvhed.

Altså var det forbi.

Slaget tabt.

William så ud over denne Valplads, hvor hvert Håb lå fældet: Rækkerne var sunket sammen, Side ved Side lå de, Lynet havde mejet dem. Og næsten lyrisk glad ved at udbore sin egen Sorg forfulgte han, udmalende, Billedet af Forhåbningernes slagne Legion. Men så dræbte den grå Kummer også hans Lyrik, hvori han flagrede med Vingerne . . .

Forbi.

Han målte sin egen, slappe Kraftløshed, hans Tanker fingererede ved Urværket, der var sprunget.

Hagen faldt ned på Skrivebordet, hvor han sad; det var, som om hans Lemmer faldt fra hinanden i slap Mathed.

Thi det var Livet, som var forbi med denne Dag. Og pludselig hamrede tusinde Tanker i hans Hoved, tusinde, mens han spurgte sig selv, hvordan det vel var muligt . . . hvordan er det muligt?

Hvorfor? Hvordan?

Han flygtede for Spørgsmålene. Men alle Veje var stængte, alle Porte lukkede; som Skoven, der går op mod Macbeth, sluttedes hans Tanker inde i den samme Kreds.

Hvor skulle han flygte hen? hvor? Hvor mødte ham ikke Minderne som sorgfulde Ansigter? hvor ikke, hvor hen han så gik!

Alt, alt havde det jo været bygget på dette. Havde det ikke vævet sig ind i hans Liv, som fine Tråde i et fastknyttet Net, og nu sad alt i blodigt Kød, når man skar det bort?

Nu hvirvledes hele hans Liv sammen som et Korthus. William så det, så det falde, flagre, visne, synke sammen på Jorden.

Hvad var det for et Billede, som meldte sig, som arbejdede sig frem, som lå ham på Tungen?

Den første Dag i Sorø han gik ned ad Gaden, ind gennem Klosterporten, Vinden føg . . . Bladdansen om Egerødderne i Forfædrenes stolte Allé . . .

William næsten vred sig under dette Mindes Ild, Forfædrene, Slægten. Så var Sagaen sluttet.

Nu faldt hans tomme Drømme om ham som Snefog om en sløvt blundende Mand, der føler, han begraves, men han rejser sig ikke, thi Lemmerne vil ikke bære . . .

Nej - nej!

Han satte sig igen. Han ville tvinge sin Tanke.

Han opsøgte sine første Ungdomssorger; at udmale dem skaffede ham Lindring. Han skærpede i sit Minde hin Tids Lidelser, og det var, som han fik Lindring ved at bore sig ind i disse Erindringer, som smertede og dulmede på samme Tid . . .

Og påny spurgte han sig selv, hvordan det var muligt. Havde det da ikke Bund i hans Liv, omsluttede det da ikke hans hele Eksistens? Hvor var det Minde, der ikke talte om det, hvor den Erindring, der ikke hviskede om det? Hvor?

Og mer end det: han havde arbejdet for det.

Hvor han så, havde han set Ligegyldighed eller Elendighed; de arbejdede ikke og de ville leve . . . Og han selv havde været som de andre, sløv, gledet ud i Drømmerier uden Indhold, energiløs som de andre. Men da så det var kommet, så var han blevet stærk. Stærk? nej, ikke det - men han havde kæmpet, stridt for at blive det, villet være det . . .

Disse forfærdelige Nætter, når han var hallucineret, når det råbte om ham med hundrede Stemmer, når lange Hænder sled i ham, Rotter løb over hans Seng og hen over hans Ansigt - -

Ja - han havde kæmpet. Og han havde sejret, han havde tvunget sig selv til at være rask. Nu, nu var det forbi - nu vidste han det, nu ville det komme, både Synerne og Hallucinationerne og Galskaben, og han var forbi, færdig -

Som for Manden, det føg sammen om, ville det komme, og han ville hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det.

Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér håbløs og stille og ubevægelig.

Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik på Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Å - det i det mindste kunne aldrig komme igen. Som om han hvert Nu rev et Gipsdække af sit Ansigt, som koldt og fugtigt bestandig lagde sig over det påny - således havde han følt det . . .

Denne rædselsfulde Anstrengelse mod det store umulige.

Han havde stået Ansigt til Ansigt med sin Mangel på Evne.

Nu så han det. Men hvorfor havde han først set det nu?

Hans Tanker havde jo dog kredset om det, Nat og Dag kredset om Uformuenhedens Spøgelse, kredset om Tvivlen og om Angsten.

Alle disse fire År - hver Dag havde han frygtet, som et gispende Gys havde han anet, hvad der nu var sket . . .

Hans Tanker gled ud, men langsomt rykkede den sidste Sandhed ham på Livet: Svaret. Han havde bedraget sig selv, bedraget sig - og vidst det. Ude i Mørket, inderst i sin Sjæls Folder mødte William Høg sin Fejhed.

Fejhed var det, Fejhed, det var Ordet.

Fej - fej!

Da han var hos Instruktøren og hørte hans Stemme indefra - - han huskede det, han havde taget i Døren for at Løbe. Han turde ikke, han var fej, angst for at prøve, og ville fly. Men uddybe sin Fejhed, tage fat i sig selv for at spørge, hvor Fejheden bundede, - det turde han ikke.

Hans Tanker gik på Vandring mellem Ruiner. Og Billedet om Slagmarken vendte tilbage, men der var intet Blod, ingen sønderbrudte Faner. Der var Tåge over det alt, grå Tåge, et Halvmørke, hvori man snublede over tavse Lig - -

Han så tilbage, og hvor han søgte, mødte han det samme Syn. Lyset slukket over sløjfede Volde.

Den sidste Høg havde været en Don Quixote - der havde kæmpet med Vejrmøller!

„Don Quixote.” Det var morsomt - - morsomt - -

Williams Hoved faldt atter ned på Bordet, Hagen stødte mod Randen.

Timer gik, inden han rejste sig. Så så han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen. Hans Lemmer var tunge, som en drukken Mand faldt hans Øjne til . . . han var bedøvet under sin Elendigheds Last.

Men i hine tavse Timer, da han angstfuld uddybede sin Uformuenheds Svælg, dræbtes det bedste hos den sidste Høg.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Da han vågnede, var det mørkt. Han lå lidt og stirrede på Vinduet, lidt Lys kom ind fra Gaden. Så vendte Bevidstheden fuldt tilbage, kom med en kold Tomhed, der lejrede sig i hans Sind. Han smilede halvt. Han kom til at tænke på en Gang, der havde været Børnebal hjemme: Det havde helt optaget hans Tanker i mange Tider, Arrangementet, det hele; han havde selv skrevet små Vers til Kotillon, havde hængt over Moder, når hun blandede Biskop og skar Smørrebrød . . . Så den næste Morgen, da Ballet var forbi, og han vågnede i sit Værelse, hvor de havde stillet en Mængde Møbler sammen hulter til bulter i Travlheden, så havde han følt sig så skrækkelig led og tom, og han havde vendt sig i Sengen og drejet sig og buklet sig ind i Tæppet for at undgå det, som kom ham nær, noget ubehageligt, en tom Fornemmelse - -

Nu, mens han lå og stirrede mod Lysskæret fra Vinduet kom han til at smile ved Tanken om dette. „Jo-o, Ballet var forbi.”

William havde sådan en vis Lyst til at tage det hele glad, tage sig selv som en Spøg. Der var jo meget latterligt i det. At han ikke havde lét, da Etatsråden stod der og pudsede og pudsede sit Øjeglas og tilsidst mente: „Der var noget bag” - især så da Regissøren gentog det, i samme Tonart, samme Tempo. Den Regissør var musikalsk, havde sandelig Øre. Som han havde gentaget det korrekt, ganske som et Ekko.

„Der var noget bag . . .”

Og William morede sig. Det pirrede ham sådan at stikke sig selv med Knappenåle.

Han gik hen og vaskede sig og spejlede sig. Så lukkede han Døren op og gik ud i Spisestuen.

Nina havde ventet ham i Timer. Angst havde hun lyttet ved Døren, været bestemt på at kalde og havde opgivet det igen.

Klokken var syv, da William kom ud. Hverken Nina eller Sofie sagde noget, de så blot op på samme Tid, sænkede så igen Ansigtet over Sytøjet, hvor de sad henne under Lampen, og blev stille ved at sy.

William satte sig på Puffen i Hjørnet med Hovedet lænet til Væggen. Heller ikke han talte; man hørte kun Olien koge i Lampen, engang imellem et Vindstød mod Ruden.

„Der står noget Boeuf,” sagde Sofie tilsidst, og så fra Arbejdet hen imod Williams Krog.

„Jeg er ikke sulten.” Han forandrede ikke Stilling; „Tak.”

Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet så begge Søstrene undertiden sky på Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det.

„Hvor det stormer,” sagde Nina.

„Ja, det er blevet slemt Vejr,” der var det samme brudte, udslukte i Lyden, han tav lidt: „Det fryser også.”

De sad igen stille. Sofies Tårer faldt én for én ned på Servietten, hun sømmede. Lige på én Gang virrede Nina med Hovedet og tog Lommetørklædet frem for at pudse Næsen.

William havde rejst sig og gik frem og tilbage på Gulvet. Tilsidst drejede han rundt og gik hen imod Døren.

„God Nat,” sagde han.

„Går Du?” Tonen var angst.

„Jeg - går,” William mumlede, „ud at se til Gerson.”

„I det Vejr -”, men Broderen svarede ikke og lukkede Døren.

Det var Snefog og blæste så stærkt, så man næppe kunne komme frem. William stred ned ad Bredgade mod Stormen, men Sneen slog ham i Ansigtet, så han slet ikke kunne se. Han syntes, det var dejligt at få disse kolde og virkelige Piskeslag i Ansigtet.

Det var næsten umuligt at komme forbi Skt. Annæ Plads. Man rutschede ind mod Husrækken og kunne hverken komme frem eller tilbage. I Ipsens Port stod en Pige med Kjolen helt ind om Benene og Overkroppen bøjet forover, hun gik lidt frem og rutschede så tilbage med et Hvin.

Gerson var flyttet og boede i et af de første Huse i Dronningens Tværgade, hvor han var i Kost hos en Onkel.

Det kneb at komme om Hjørnet: Stenbroen var så glat som ved Isslag, og Vinden snurrede om Hjørnet som en Hvirvel. William søgte at komme frem med hævede fremskudte Skuldre og Hovedet foroversænket, han formelig borede sig op mod Vinden.

Tilsidst krøb han langs Hjørnestedet, støttende sig til Muren, halvt kravlende. Da han var kommet om, vendte han sig og så tilbage, nåede så en hundrede Skridt frem til Porten.

Der var lunt og lyst på Trappen, hvor Gerson boede. Et rødt Tæppe op ad alle Trin. Når man kom ude fra, var det dejligt, sådant et lunt Velbehag, der kom over En. Der var store Blomstergrupper på alle Afsatser.

Gerson boede på tredje Sal, øverst oppe. William trådte lige midt på Tæppet. Det var så blødt at gå på. Her var det. Han ringede, og Pigen lukkede op.

„Om Hr. Gerson var hjemme?”

„Nej, Studenten var i Teatret med Fruen.”

William stod lidt i Tanker. „Nå - i Teatret.” Han blev stående og faldt i Staver, mens han stirrede på Pigen, der ventede med Hånden på Entrédøren. „Nå, i Teatret,” gentog han i samme Tone, vendte sig og gik ned. Først nede på Afsatsen, da Pigen smækkede Døren i, råbte han tilbage: „Hils.”

„I Teatret,” det havde straks ligesom taget Vejret fra ham, og han var faldet sammen et Øjeblik. Men hans Hjerne var for træt af Sindsbevægelser, og intet kom til Klarhed, det var kun som en vag og ubestemt, smertefuld Efterdønning.

Han læste på Dørene. Det var lutter fine Folk, på anden Sal en Kammerherre, på første en Lehnsbaron. Nede på Døren i Stuen var der en stor Messingplade, Navnet var meget snirklet, og William bukkede sig for at læse det.

Grevinde - jo, der stod Hatzfeldt.

„Boede hun her - det vidste han ikke?” Han smøgede Kraven op og gik langsomt ned ad Trappen ud i Porten.

„Det er hårdt Vejr,” sagde Portneren, han stod og fejede noget sammenføget Sne bort fra Gadedøren.

William nikkede og gik ud. Stormen slog imod ham og trykkede ham op mod Porten, der lukkedes bag ham, så han slet ikke kunne komme frem; han gjorde et Par Forsøg, men blev så stående. Sneen piskede ham i Ansigtet, uden at han mærkede det; han stod klemt op i Hjørnet.

Så ringede han på igen, gik ind, hurtigt op ad Trappen til Stuen - - -

„Grevinden var hjemme.”

Tjeneren hjalp ham Overfrakken af, åbnede Døren på en egen diskret Måde, meget stilfærdigt.

„Grevinden var i Kabinettet.”

William blev endnu mere forvirret, standsede et Øjeblik. „Tak,” sagde han, men blev stående. Tjeneren pegede på en gul Portière og sagde: „Dér . . .”

I det samme løftede en Damehånd Forhænget til Side, og Grevinde Hatzfeldt kom frem på Tærskelen.

Tjeneren gik.

Grevinden så et Øjeblik på William, der stod og undersøgte Gulvtæppet og krammede sin Handske.

„Så kommer De da endelig,” sagde hun og rakte ham Hånden, mens hun slap Portièren. „Hvad skriver vi i dag?”

De kom ind i Kabinettet.

Mod sin Vilje kom William til at ånde dybt og åbnede Munden; Luften var gennemtrængt af Violduft.

„Er her Dem for parfumeret?” spurgte Grevinden.

„Å nej, her er som hos Hr. Hoff - -”

„Hos Bernhard - - Hoff - ja, det vil jeg tro,” Fru Hatzfeldt havde talt noget hurtigt. Så standsede hun og tilføjede ligegyldigt: „Jeg kunne tænke det. Hans Bøger er noget parfumerede . . .”

Grevinden sad lænet tilbage på den røde Divan og legede med sit Hår. Hun havde trukket den mørkt gyldne Lampeskærm op, så Lyset faldt på Williams Ansigt. Der var sådan en underlig Sitren i hans Kinder. Og mens Grevinden talte let om adskillige Ting, spurgte hun sig selv, hvad der dog var hændet William Høg, siden han kom på denne Tid, på den Måde.

William var forceret livlig. Han sprang nervøst fra Tema til Tema, skosede til fælles Bekendte og snakkede op.

Men pludselig slappedes Williams Munterhed, og han sank sammen; Grevinden måtte føre Ordet hele Tiden og bekæmpe Pauserne med Enetaler, mens William svarede med tomme „Ja” og „Nej”. Han sad og stirrede på Kaminildens Leg over Gulvtæppet; undertiden gled Skæret helt ud over Rosenbuketterne, langt ud. Det sorte Panterskind så ud, som det glødede . . . Hvor det måtte være varmt.

Så greb han sig i at have svaret galt på et Spørgsmål af Grevinden, og han næsten fo’r op i Sædet. Pludseligt lagde han Hånden for Øjnene: „De må ikke være vred,” sagde han.

„Vred?”

„Ja, fordi jeg er kommet,” han stod lidt, kæmpende med sig selv. „De må ikke være vred,” gentog han, „det var - det var, fordi - -”

Han fuldendte ikke, men gik hen mod Døren.

„Høg” - Grevinden rejste sig - „hvad er der hændet Dem?”

William svarede ikke. Han løftede blot Hovedet og så på hende. Hun var trådt op på en lav Skammel, der stod foran Divanen - hvor hun var stor og smuk!

Og William standsede: „Jeg har ikke haft det så godt i dag,” sagde han sagte.

„Og hvor går De nu hen?” spurgte Grevinden, et Par Skridt fremme.

„Hvor han gik hen? Hvor han gik hen?”

Grevinden så på ham og blev slået af hele det fortabte over ham. Hun gik nogle Skridt frem, og pludselig mærkede William hendes Arme om sin Hals.

„Hvorfor kan De ikke sige mig, hvad der er sket,” sagde hun mildt, hendes Arm lå let om hans Skulder. Og da han ikke svarede, tilføjede hun: „Det er jo dog derfor, De er kommet - -”

William mødte hendes Blik, der hvilede på ham, og hans Læber bevægede sig skælvende. Så bøjede han sig med et Suk ind til hendes Bryst. Ingen af dem talte. Grevinden glattede mildt hans Hår, ventede med Armene slynget om hans Liv - -

Så førte hun ham langsomt hen til Kaminen, satte sig på en lav Puf, bestandig klappende hans Hår - -

Han følte Varmen, Duften af hendes Lokker, hendes Hænder over hans Hår . . . Han sukkede og hviskede sagte - - - sukkede igen og græd.

Under sin Gråd begyndte han at tale, afbrudt, som et Barn til sin Moder. Han løftede det hvide Ansigt, der var marmorblegt selv under Gråden, og hviskede i afbrudte Ord: Alt, alt, hvad der var sket - -. Endelig kastede han Byrden, de lange Timers Sløvhed, han fortalte, han klagede, han anklagede.

Alt, alt, hvad han havde lidt! Vidste hun da, hvordan han havde arbejdet - Nat og Dag - Dag og Nat. Den Dag, det var kommet . . . det var Kamilla, der havde vækket det, Kaldet . . . å, - han havde taget det for en Åbenbaring. Og han havde forsaget - forsaget - -

Sådan havde han arbejdet, kæmpet mod Elendigheden, mod Jammeren, mod Sygdommen - og nu, nu var det forbi - -

Manden i William forsvandt i denne styrtende Tårestrøm, Viljen skyllede bort. Alt, hvad han havde taget op, sin Fremtid, Slægten, Arbejdet, alt . . . Han havde stridt, mandet sine unge År op til at handle og ville - -

Og nu, da det var forbi, da Slaget var faldet og havde ramt, nu blev denne Vilje til et Barns Klager.

Grevinden lagde hans Hoved på Puden og forsøgte at rejse sig.

„Gå ikke!” bad han.

Grevinden drømte. Skæret fra Ilden faldt på hendes Ansigt, så det glødede, Strålerne legede med hendes Lokker. Han lagde Armen op om hendes Hals, og hun så ned.

„Barn,” sagde hun.

Så smilede han for første Gang.

„De ligner Kamilla,” sagde han og lagde Hovedet ned igen.

„Jeg vil spille lidt for Dem,” sagde Grevinden, „lidt inden The.”

Han slap hende, der var kommet en besynderlig Ladhed over ham siden Gråden, og han lå ganske stille på Tæppet.

Hvor det dog var en blød Melodi!

Det var, som om han faldt i Dvale, hen i en sød Hvile. Og hvor han længe havde trængt til Hvile - så længe.

Hvor blødt det var! Han løftede Hovedet og så på hende. Grevinden sad i Mørke - kun Armene lå i Lys, blottede kom de frem fra Kjolens vide Ærmer, løb glinsende hen over Tasterne. Hun holdt Håndleddene meget højt og buede . . . Som Slanger, der boltrede sig, runde og dejlige, legede Armene over Tasterne.

Ja, hvor han dog egentlig havde længtes efter at sidde som nu . . .

Så træt, så træt han havde været, og aldrig Ro, altid Anspændelse og Tvivl og ny Anspændelse - ja, for træt havde han været . . .

Han tænkte på, da Kamilla spillede i Kirken. Hvor det var længe siden . . .

Se, de hvide Arme . . . som Slanger . . .

Grevinden holdt op. Hun sad nogle Øjeblikke foran Flygelet med Hovedet støttet på den ene Arm. William så over imod hende, løftede Armen lidt som for at vinke . . .

Skæret fra Kaminen gled et Nu henover hendes Ansigt: hendes grå Øjne blev større. Lydløst rejste hun sig og gik hen over Gulvet imod ham, satte sig så og tog hans Hoved imellem sine Hænder.

„Ikke sandt, det dulmer,” hviskede hun dæmpet.

„Ja - Hoff har også en Gang spillet for mig . . .”

„De holder meget af Hoff,” sagde hun og så ned.

Deres Øjne mødtes og hvilede længe i hinanden! Hun holdt om hans Tindinger med begge Hænder. Så gled der et pludseligt Glimt over Williams Ansigt, og de smilede begge.

Han rejste sig halvt, stadig så de på hinanden, og brændende trykkede de de åndende Munde, Læbe mod Læbe . . .

 

---

 

II

Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker, og det var Barnets Hjælpeløshed, der havde ført William til hende.

Det unge Menneske, som havde villet løfte en Slægts Fremtid, og som nu stirrede forfærdet på sin egen Kraftløshed var i Reaktionens Slappelse bleven til et hjælpeløst Barn.

Og så mødte han Grevinde Hatzfeldt.

Ingen vidste, hvor gammel Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre; hendes Beundrere påstod, hun umuligt kunne være mere end tredive, ondskabsfulde Medbejlersker og et Par Medlemmer af det engelske Gesandtskab, med hvilken Ambassade Grevinden havde adskillig ikke opklaret Forbindelse, ville mene, at den smukke Dame allerede var højt over de fyrre.

Men hvorom alting er, man vidste det ikke, og det var også meget vanskeligt at konstatere. Når man hele sit Liv har tilhørt et og samme Samfund har Beundringen og Misundelsen i slige Beregninger Fakta at arbejde med. Men Grevinden havde aldrig opholdt sig meget længe på et Sted.

Om Tiden før hendes Giftermål vidste man intet, thi at Fruen oprindelig skulle have været Guvernante og med en engelsk Familie var kommet til Paris, hvor hendes Ærgerrighed havde formælet hende med den gamle holstenske Adelsmand, var kun Rygter, der var påvirkede af tågede Erindringer fra Mrs. Audleys Hemmelighed.

Vist var det kun, at der virkelig havde eksisteret en Grev von Hatzfeldt, og hans Billede i Kjole med Johannitterordenens Bånd var opstillet på et pragtfuldt Staffeli i Enkens Dagligstue. Selv om Fruen måske et Øjeblik ville have vægret sig ved at fremlægge sin Dåbsattest - - var hun sikkert fuldt rede til at fremlægge sit Vielsesbevis, og det var virkelig allerede et overordentligt Held.

Efter Grevens Død - de var kun gifte i tre Fjerdingår - havde Fru Eva opholdt sig så noget nær overalt: hun havde levet i St. Petersborg, i Neapel og i Wien, særlig i Paris og Rom, kun London syntes hun at have undgået. Nu var det ti År siden, hun første Gang havde vist sig i København, indført af enkelte Familier, som endnu havde Forbindelse med den Hatzfeldtske Slægt, og som ikke fandt sig beføjede til overfor en Dame, der i alt var komplet comme il faut, og som optrådte med en blændende Luksus, at forlange andre Garantier end Navnets, eller til at lytte til Rygter.

Rygterne var jo altfor utrolige og de sloges til Jorden ved selve deres Usandsynlighed.

- - Grevinden havde ved denne Tid atter boet nogen Tid i Danmark, og den bestandig smukke Enke, hvis grå Øjne var ligeså glansfulde som nogensinde, og som ligesom sidst trodsede Moden og bar sit askegrå Hår frit i slangeagtige Lokker, havde med Lethed knyttet sine gamle Forbindelser i det selskabelige Liv.

Vel sandt, at hun var mere yndet af Herrerne end af Damerne; at man skumlede lidt over hendes Mani for Ungdommen og den Iver, med hvilken hun bestandig beskæftigede sin Omgangskredses Sønner og Døtre ved Privatbasarer og små Komedier, Festiviteter og tusinde Arrangementer, hun ordnede med europæisk Snit; at man i en vittig Time engang havde kaldt hendes luksuøse Saloner for Hønsegården - alt dette var jo netop uskyldige Ting, og det viste kun, hvor skævt en Kone kunne blive bedømt, når hun, ude over den første Ungdom, endnu var ung nok til at kunne dele Ungdommens Nydelser.

Således talte man om Grevinde Eva, men Grevinden var dog alt i alt både beundret og estimeret: hun spillede Chopin som en Mester og sang overordenlig smukt, hendes Malerier prangede ikke blot med store Navne, men var virkelig de store Navnes Mesterværker, og hendes Hus var elegant som vore Huse sjældent er det, præget af Verdensstædernes bløde Elegance, som koketterer med Yppigheden. Følgen af alle disse Fortrin var, at hun spillede en temmelig dominerende Rolle i det selskabelige Liv . . .

Til denne Kvinde klyngede William Høg sig, og Grevinden var ham som en Moder. Hvor glattede hun ikke mildt hans Sorger ud, hvor mildnede hun ikke hans Klager. Hvor de var lykkelige og fredsæle, de første Aftener. Han fortalte hende alt, en barnlig hengiven Fortrolighed, der intet skjulte; han lå på Panterskindet med Hovedet i hendes Skød, mens hendes bløde Hånd gled hen over hans Kinder, og når han løftede Ansigtet, kunne han møde hendes Blik, så mildt, så ubeskriveligt ømt.

„Kys mig,” sagde han, og hun lagde Armene om hans Hals og kyssede hans Pande. Men han søgte hendes Mund, og skønt hun stred imod og kaldte ham et Barn, brændte dog hendes Læber, når de mødtes med hans.

Han følte Rekonvalescentens Glæde ved denne ømme Pleje, han fandt næsten en Nydelse i sin Kummer. Han kom jo med den som et Barn, og hun tog ham op og favnede ham. Og græd han, trøstede hun ham som en Moder, sukkede han, bortåndede hun hans Suk med en Elskerindes Kys.

Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ.

William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn.

Williams Sanser havde længe slumret. De var blevet vakt eller sygelig næret ved den altfor tidlige Læsning af Digtere, „som skrev med deres Blod”, og som William læste som femtenårs Yngling, fordi han her fandt al den Smertens Voldsomhed, al den Verdenskummer, der allerede så tidlig havde tilsløret hans Barndomsliv. Den Gang så han vel ikke helt, at Digternes Sindsbevægelser var andre end hans egne, at denne Smerte havde andre Grunde - men vagt og ubestemt gav al den sammenhobede overmodne Læsning dog Næring til en vis Sanselighed, der vel undertryktes af det grå Tungsind, som prægede hans Liv, og de daglige Sorger, den daglige angstfulde Spænding, i hvilken de Høgske Børn den Gang henlevede deres Tilværelse, men som dog levede så at sige i Baggrunden af hans Følelsesliv, og der som alt andet fik en forkuet Vækst. En ubestemt, halvvågen Sanselighed, som allerede var træt uden at have løst Vingerne og som allerede gennem den bestandig mindre kyske og halvt forståede Læsning havde afblomstret Nydelsen uden dog at have nydt; som ulmede under hans Melankoli, og som kun førte et visnende Liv, men ikke døde i hans lidenskabelige Sinds Mørke.

Og selv under hele denne Tid, hvor Ærgerrigheden dødede hans Sensualisme, gennemvævedes hans Tilværelse dog af en Sanseophidselse, der maskerede sig under vekslende Former, men som under Masken drev et formummet Spil.

I hans Tilværelses Goldhed, hvor han forsagede for at blive stærk, sukkede han. Han vidste det ikke selv, men det var hans unge under Ærgerrighedens Anspændelser døsende Sanser, der holdt ham feber-vågen i disse Nætter, når han i Fortvivlelse og Angst bed i sin Hovedpude for ikke at skrige, når hans Øjne var tørre, fordi de var trætte af Søvnløshed og uden Tårer.

Så var Margrete kommet som et lyst Billede i hans Liv . . . Når han nu tænkte på hende, skød han Billedet bort, ligesom holdt sig for Øjnene for ikke at se. Men undertiden drog Minderne om hende frem i hans Tanke, og de bragte i deres Følge som en vemodig Melodi, der klagede mildt . . . Når han havde sejret, ville han have bragt hende sin Sejr, hende sit Liv - - Men nu stod hun ude i et fjernt Lys, langt borte, og han turde ikke se mod det skinnende Billede - - Nu, da det var brustet og forbi - -

Forbi.

Nu havde han kun Grevinde Eva, og William var Voks i hendes Hånd.

Det var nye Sindsbevægelser, ny Anspændelse, ny Nervøsitet.

Der kom en Tid, hvor han fantaserede om denne Kærlighed. Som Baggrund for hans Nyden lå hans store Skuffelse, Kummeren . . . Han lagde en Heines Verdenssmerte ind i sin Elskovslykke, og han tænkte på Alfred de Musset og George Sand. Ville han ikke dø ligesom Musset, fortæret af denne flammende Ild, som selve hans Drømme gjorde hedere, som opslugte al hans Lidenskab og al hans Vilje? - - kunne han ikke dø?

Thi udenfor dette lå det store Intet - Fortabtheden, Elendigheden. Kun i deres Kærlighed var der Liv.

Så kunne hun atter blive Moder og behandle ham som et Barn, smile ad ham. Og hun kyssede ham kun på Panden, og hun så på ham mildt, med en Moders Kærlighedsglans i et rent Blik. Så kunne der over Blikket komme som en sørgmodig Dug, og mens hun sukkede, åndede hun henover hans Hår. Hun spillede for ham: „Hvad spiller Du?” spurgte han.

„Kinderscenen,” sagde hun.

Og når han smilede til hende, så hun på ham med et forbavset Blik, der spurgte, hvorfor han betragtede hende således . . .

Hun spillede mildt, og for hvert Brudstykke forklarede hun ham, hvad Komponisten nu fortalte. Hun talte på en blød, kælende Måde som en Kvinde, der fortæller Eventyr for Børn.

Og således var hun hele Aftenen. Han kunne læse for hende og begyndte på et af Mussets Digte, men hun ville ikke høre det. „Ikke den Bog,” sagde hun. Så tog hun selv en. Bog som hun bad ham læse i, milde Digte, Lamartines „Jocelyn” eller Octave Feuillets Idyller eller Daudets Småting. Men selv her kunne hun standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.

Og til andre Tider var hun „Damen”, koldt overlegen og rolig. Hun så ham kun sammen med andre, hun modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame; hun så ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men heller ingen af de andre så hun til, Kulde, Fornemhed i hver Bevægelse - således kunne hun være.

Mens han stjålent betragtede hende, mens han uafbrudt kredsede om hende under tusinde Påskud; mens han lurede på et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af disse små Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som ligelig uddelte sine Smil - kolde og forbindtlige Smil . . .

Andre Dage var hun smægtende, lå hen med tunge Øjenlåg, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt . . . Hun talte dæmpet, når hun endelig talte; søvnigt. Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun lå hen på den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange Lokker ud over Sofaen.

Hun kunne også vise en pludselig Lyst, en tilsyneladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun ville bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og sig . . .

Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Opofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem, førte dem frem, protegerede dem - var dem som en Moder . . .

Til andre Tider kunne hun være vemodig. Hun kunne betragte ham med sørgmodig Ømhed, og når han spurgte, faldt hun i Tanker med et trist Smil, hvis Tungsind hun syntes at ville skjule for ham. Undertiden, når han trængte ind på hende og ville aftvinge hende Tilståelsen af hendes Bekymringer med Kærtegn, kunne hun pludselig briste i Tårer: hun var gammel, nået til Høsten, kunne intet give ham, som stod i Vårens Førstegry . . .

Og hendes Kærlighed fyldte hende med Anger.

Således vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt.

Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret. Thi han fortæredes. I Begyndelsen havde han skruet sig op, fantaseret en Del af sin egen Ild, men Evas Klogskab kastede bestandig Brændstof til Flammen, ny Brand - ny Brand.

Han længtes, når han ikke var hos hende, og han var ikke tilfredsstillet, når han kom til hende. Fra Dag til Dag voksede hans Feber, fra Dag til Dag steg denne forfærdelig nærede Attrå, hvis Genstand han aldrig syntes at kunne fange: fordi den aldrig var den samme.

Men tilsidst blev det i Fortvivlelse, han længtes.

Han sammenlignede undertiden dette med hin Tid i Forholdet til Kamilla, da hun jog ham rundt i Tvivl og i golde Sindsbevægelser.

Var dette anderledes?

Jo anderledes, anderledes og dog det samme: thi golde var disse Sindsbevægelser som hine, han joges rundt, nu som da, uden at finde Bund, uden at finde Grund, uden at kende hende, han elskede, uden at modtage noget for, hvad han gav . . .

Men hans Liv levedes i denne Lidenskab, han stængte sig inde i den. Og hvor skulle han vel ellers vende sig hen? hvor?

Tomheden stirrede ham i Møde, Tomheden og Fortvivlelsen.

Så kunne han standse midt under sine Kærtegn, og mens han stirrede på hende, kom der noget sløvt og døende over hans Blik, noget angstfuldt, noget som i et Dyrs Øjekast, der er sunket i Knæ for en indvendig Forblødning . . . Det kunne komme pludseligt, midt som de sad, og hans Hænder, som lå slynget om hendes Hals, faldt slapt ned, og Flammen i hans Øjne slukkedes . . .

Hans Læber var kolde, hans Blik uden Ild; en Slaphed med sprungne Fjedre. Han troede ikke på hendes Kærtegn, overbevistes ikke. Og hun vidste ikke, hvad der var kommet imellem dem.

Men han så, at han var blevet en Slave, mens han søgte. Fra et Barn var han blevet en Dreng. Han så, at han aldrig havde været en Mand i denne Elskov, aldrig; at han. havde været uformuende i denne Kærlighed. Og han følte Lede, men blev.

Hun holdt ham godt fast. Som man, når man presser en Citron til et Glas Sukkervand, blot af Irritation, fordi man vil tage den sidste Dråbe, kan beholde den i Hånden nogle Øjeblikke endnu, inden man kaster den hen - således holdt Eva Hatzfeldt endnu på William Høg, mens han udtørredes under sin egen Lede.

Hjemme var han pirrelig. Nina og Sofie led forfærdeligt ved at se ham således synke hen i en Døs.

Han så aldrig nogen, han gik aldrig ud, han fulgte ikke mere Grevinden i Selskaber.

En Dag havde Fru Hatzfeldt sat ham Stævne i Frederiksberg Have. Så skulle Vognen køre dem op om Valby.

William ventede et Kvarterstid på det aftalte Sted, gik så igen. Han var egentlig ganske ligeglad, han var vant til Grevindens Luner og havde opgivet at tage hende noget ilde op.

Lidt borte fra Runddelen så han Hoff komme kørende i Alléen. Forfatteren sad alene i en nedslået Droske, krøben sammen i Hjørnet, meget bleg og indfalden så han ud, og trods det gode Vejr havde han Pelsværket helt op om Ørene. William ville gå forbi, det var længe siden han havde set Hoff, egentlig ikke siden Prøven, og de Par Gange, de havde truffet hinanden, havde de kun vekslet nogle ligegyldige Ord. Han ville helst være fri for at tale med ham . . .

Men så fik Hoff Øje på ham og lod Kusken holde Drosken an. William måtte standse og gå ud til Vognen.

„Tager De ikke med?” spurgte Hoff, han søgte at få sin lystbehandskede Hånd ud af Pelsværket, „det er blot på en Time.”

„Nej Tak” - William skulle til Byen . . .

„Nå ja, ja, det er forresten også bedre at gå i dette Vejr,” Hoff rejste sig i Vognen. „Å, Kusk, De kører hjem med min Pels - jeg vil hellere gå.” Han fik Pelsen af og en Paletot på, som han havde med i Vognen ... William syntes, det var altfor urimeligt at lade Vognen drage af med Pelsen alene.

„Å, kære, skidt med det - så længe det er siden,” Hoff trådte ud af Drosken, „vi har set hinanden. Nå, Farvel Kusk!”

„Skal De ikke betale?” . . .

„Jo, det - å nej, jeg har ham på Regning.” Drosken rullede af og de gik over i Alléen. „For det er rigtignok længe siden, vi har set hinanden,” sagde Hoff.

William knyttede intet Svar til Hoffs Ord: „De ser meget dårlig ud,” sagde han blot.

„Å ja - det er min Roman - den tager på Kræfterne . . .”

„Skriver De på en Roman?”

„Ja - og den er forsinket. Egentlig skulle den allerede have været ude . . .”

„Hvad handler den om?” spurgte William, som var glad ved at have fundet noget at tale om.

„Å,” Hoff borede Hænderne ned i Paletotlommerne, „hvad Romaner almindelig handler om - om Verdens Dårlighed.”

Der blev en Pause. William gik og så ned i Jorden og skubbede lidt Muld op med Tåspidsen for hvert Skridt. „Å ja - det er jo et rigt Emne,” sagde han.

„Temmelig.” Så igen Stilhed, indtil Hoff sagde: „Men De ser skam heller ikke synderlig rask ud.”

„Vist som sædvanlig.”

„De skriver måske osse på en Roman?”

„Nej,” William lo, „men jeg tænker på det.”

De gik atter tavse: „Jeg har været hjemme nogle Gange,” sagde Hoff, „men De er svær at træffe. Jeg ville have talt til Dem om noget ved Bladet . . .”

„Ved Bladet?”

„Ja - vi skal have en ung Dramaturg af den nye Skole - og så tænkte jeg, at De ville passe godt.” Hoff så ikke op, men William havde på Følelsen, han alligevel skævede til ham.

„Jeg skriver ikke,” sagde han, han var blevet lidt rød i Kinderne.

Hoff gik videre: „Godt nok,” han standsede lidt, „men noget må De dog bestille.”

„Ja - tage Eksamen.”

„Nå,” Hoff gik til igen, „ja, når De vil tage Eksamen.”

„Jeg er jo politisk Studerende.”

„Så? Det har jeg osse været . . . det er et dejligt Studium. Og De skal vel op til Jul om et År?”

„Jeg har ikke tænkt på at gå op . . .”

Hoff fik Cigaretter frem og bød William, de standsede, tændte inde i Hatten: „Jeg talte med Gerson forleden. Han klagede også over, at han aldrig så Dem undtagen på Trappen.”

Hoff var færdig med at tænde og satte Hatten på. „Det er nok det samme Hus, hvor Fru Hatzfeldt bor.”

„Ja - Grevinden bo’r dér i Stuen . . .”

William gik hele Tiden og gemte Ansigtet væk fra Hoff. Forfatteren bakkede roligt på Cigaretten, som hang løst imellem Læberne i den ene Mundvig, så hvad han sagde fik sådan en nonchalant-sløjfet Betoning.

„De kommer der nok - en Del,” sagde han.

„Grevinden har vist os megen Venlighed,” Tonen var kort, og der var en let Streg under os.

„Nå - Deres Søstre osse,” Hoff holdt inde, gik lidt igen, sagde så alvorligere: „Mon det er rigtigt?”

„Hvilket?”

„At lade Deres Søstre komme hos Grevinde Hatzfeldt.” Hoff slog Asken af Cigaretten.

William blev først bleg, så meget rød.

„Ja, for forstår De, bedste Høg, at De - men . . .” Hoff så som tilfældigt over til Høgs Side . . .

Så greb William det nemmeste Middel: „Grevinden er en Veninde af vor Familie.”

„Nå - ja, det vidste jeg ikke.”

„Og De, som kun har set Grevinden én Gang - -”

„Har vel næppe Ret til . . . nej, ganske vist. Men,” Hoff slyngede Cigaretstumpen væk: „jeg har osse kendt hende før.”

William smilede: „Jeg synes, jeg erindrer, at De blev præsenteret for Grevinden på Etatsrådens Bal.”

„Ja - det var noget siden, jeg havde set Fru Hatzfeldt. Men jeg synes nu alligevel, det er urigtigt, at De lader Deres Søstre omgås Grevinden.”

William blev heftigere: „Man taler ikke sådan om en Dame,” sagde han, „undtagen man . . .”

„Man ikke, men jeg, og jeg skal sige Dem, hvorfor jeg gør det, fordi jeg har været hendes Elsker.”

„De!” Det gav et Ryk i William, han blev purpurrød, mens han stirrede på Hoff. Forfatteren besvarede Blikket. Så slog William Øjnene ned, hans Træk var blevet grå, og der gik en Trækning over hans Ansigt.

Men han havde intet at svare. Han vidste, Hoff talte Sandhed.

Forfatteren ville lægge sin Hånd på hans Skulder, men William rystede den væk, blev ved at gå ved Siden af ham med bøjet Hoved.

„Jeg var kun seksten År,” sagde så Hoff. Det blev meddelt ganske tørt, som et simpelt Faktum. Og Tonen var den samme, da han tilføjede: „Grevinden holder så meget af unge Mennesker.”

De gik ned langs med Nyboder, ingen af dem talte. Hoff tog igen Cigaretter frem, tændte, William ventede. Så gik de videre. Da de kom til Gernersgade, drejede en Ekvipage om fra Toldbodvejen.

Hoff hilste ærbødigt.

William så ikke op, spurgte halvt tankeløst: „Hvem var det?”

„Det var Grevinden - med den unge Jansen.”

William vendte sig med et Ryk. Han så Grevindens grå Hat, Maleren sad ved Siden af hende på Forsædet.

„Å,” sagde Hoff, „Jansen er et smukt Talent og - et vakkert Menneske.”

I et Øjeblik mødtes deres Øjne: der var en Flamme i Williams. Så slukkedes den og han vendte sig for at gå. Han gav ikke Hånden.

„Og så det med Bladet?” spurgte Hoff, der lod, som om han ikke mærkede det.

„Tak. Men det er en underlig Idé, at jeg skulle kunne skrive . . .”

„Måske - men jeg har nu den Idé . . .”

„Ja - ellers Tak.” William ville gå . . . „At skrive, hvad jeg kunne, var vist ikke Umagen værd.”

„Nå, jeg plager Dem jo ikke. Farvel, Høg.”

De skiltes.

William gik ikke til Grevinden et Par Dage. Han blev hjemme, købte nogle statsvidenskabelige Værker, som han skar op og læste lidt i, hist og her. Han begyndte på hvert af de første fjorten Kapitler og læste en Side af hvert. Så var han træt, lagde sig på Chaiselonguen og døsede.

Han sagde til sig selv, han kunne dog ikke, opgav det og lagde sig hen. Han var tung i Hovedet og kunne ikke samle sig, og hver Gang han ville tvinge sig, og han havde lagt Papiret til rette, fint afskåret Papir, margineret til Noter, og begyndte at skrive det første Citat, faldt han hen og tænkte på tusind løstflagrende Ting, indtil han vågnede, bidende i Penneskaftet - -

Eller han blev svimmel af at læse; han kunne ikke straks fatte Meningen, måtte læse om og gentage. Så svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse.

Og kæmpe gad han ikke; det var så afstumpet det hele.

Han kunne ligeså gerne opgive det og lægge sig hen.

Undertiden lå han og halvsov. Så hørte han Stemmer om sig og kunne ligge og fantasere i lange Tider; ligge og tale og råbe og høre både Svar og Tiltale.

Tankerne ligesom gled ud til Billeder og Stemmer og Berøringer . . . ikke Drømme, for sove gjorde han jo ikke. Men så pludselig kunne han fare op og tage Tag i sig selv: „Det er Begyndelsen til Galskab,” sagde han. Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: „Det gør ikke noget.”

Slet ingenting - og så formelig ventede han på Hallucinationerne.

Der kunne også være Øjeblikke, hvor han kunne være så fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydeligheder kunne vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et Minde, et eneste Ord -

Så fo’r han som jaget op og ned ad Gulvet, til han næsten blev åndeløs. Som han ville løbe fra sin egen Elendighed.

Men lidt efter lidt blev disse Paroksysmer sjældnere. Det hele var sådan gråt overalt.

Den næste Dag sad han i Tanker og kradsede noget op på det marginerede Papir. Pludselig gav han sig til at skrive. Han blev ved at skrive, læste noget højt for sig selv, skrev igen -

Det var noget om Tartuffe, han pludselig havde givet sig til at male op. Men så midt i en Sætning lod han Pennen synke, rev det skrevne i Stykker og brændte hver Stump på Kakkelovnspladen.

- - -

- Så en Dag kørte Grevinden og William ud. Nina skulle have været med.

De kørte den første Tid i Tavshed, ud ad Langelinie til Strandvejen. De sad hver i sit Hjørne, lænet tilbage i den lukkede Vogn.

„Hvorfor kunne Nina ikke tage med?” spurgte Grevinden.

„Jeg ville ikke have det.” Tonen var kort.

Grevinden så hen: „Hvorfor?”

„Det ønsker jeg ikke at sige Dig.”

„Å,” Grevinden lo. Hun rev sit Kammerdugslommetørklæde op og holdt det halvt for Munden. „Du mener ikke mere, jeg er passende Selskab for Frøknerne Høg.”

„Netop.”

Grevinden blev bleg og fattede ved Vogndøren. „Det er kommet noget sent.”

„For sent,” sagde han.

Det varede nogle Minutter inden de talte igen. Grevinden så til den anden Side ud over Sundet.

„Hr. Hoff er vel blevet forelsket i Frøken Høg,” sagde hun og vendte sig lige imod ham.

„Det tror jeg ikke.”

„Og Betænkelighederne skyldes heller ikke ham?”

William rystede på Hovedet, som om det ikke var Umagen værd at svare.

„For Du talte jo forleden med den Herre,” vedblev Grevinden.

,Ja - som Du så.”

„En smuk Omgang.”

William blev rød, han bed sig i Læben og hans Mund dirrede: „Ja din gamle Elsker.” Det lød som et Stenkast.

Fru Hatzfeldt blegnede svagt, og mens hun løftede Hånden for at slå nogle genstridige Hår tilbage fra Panden, sagde hun:

„Hvem har sagt Dig det?”

„Han selv” . . .

„Ah!” Grevinden åndede dybt. Men så hævede hun Blikket, og seende ham stift ind i Øjnene sagde hun med et ubeskriveligt Smil:

„Og om så var” . . .

Et Sekund knustes William under Hånen i dette Svar. Så knyttede han Hånden og han hvislede Ordene frem: „Jeg slår Dig.”

„Ja - hvis Du turde” . . . deres Blikke mødtes . . . hvilede i et Nu i hinanden. William slog Øjnene ned.

Men et Øjeblik efter løftede han Blikket igen. Han var bleg.

„Tror Du jeg tør?” Og hans løftede Hånd fo’r ind mod hendes Ansigt.

Hun skreg. Men snart stående op, snart i Knæ, blev han ved at slå hende med knyttede Hænder, i fortvivlet Raseri. Råbte: „Skøge - Skøge” og slog og slog.

Så rev han Døren op og sprang ned på Vejen.

 

---

 

III

Hoff og Høg havde stoppet deres Damer ind i en Droske og gik alene hjem over Halmtorvet. Det var Tøsjap, fugtig, kold Luft, og Hoff slaskede sammenkrøben af i en lang Ulster-coat: „Gud skal også vide,” han rystede og skuttede Skuldrene op, „hvorfor vi skal ha’e Vinter hele Året i dette rare Land.”

„Å,” William talte noget søvnigt, „Vinteren er s’gu alle Dage bedre end Sommeren.”

„Du mener, det er alle Dage ligegodt - å ja - der er noget i’et.”

De gik lidt.

„Uh, sikket Sjap,” - det var Hoff, som talte - „og så er der endda Huller på mine Støvler” . . .

„Og jeg har Balsko. Hør, betalte Du?”

„Nej,” Hoff gabede igen, „jeg lod det stå. Jeg kunne ikke” - ny Gaben og Kuldegysning - „få Forskud før i næste Uge.”

„Nå. Har Du nogle Cigaretter?”

„Jo - værsgo’.” Høg fik, tændte, - „uh, det er dog nogle irriterende idiotiske Piger - de er s’gu ikke, hvad man kalder absolut morsomme.”

Hoff svarede ikke og de gik videre.

„Du véd måske ikke, jeg er flyttet,” sagde han så, det kom noget dumpende.

„Jo, jeg hørte det,” de stod lige under en Gaslygte, Hoff så op fra Brostenene. „Hvorfor har Du ikke talt om det?”

„Å - jeg véd ikke - det er . . . jo ingen Begivenhed.” William var lidt usikker, så ned ad Vimmelskaftet.

„Er Du blevet uenig med din Søster,” spurgte Hoff.

„Pyh - der skulle jo gøres et Væsen, hver Gang man kom hjem ti Minutter over elleve . . .”

„Å - ja, det kunne da egentlig ikke genere Dig, for det er vist ikke hændet, så længe vi har kendt hinanden. God Nat, Du, nu skal jeg hjem og læse Lamartine . . .”

„Lamartine” - -

„Ja, bedste Ven, det er som Pønitense, jeg er begyndt at gi’e mig i Lag med Romantikken . . .”

„Tak, nej jeg skal skam i Seng. Ses vi imorgen?”

„Du kan komme op Klokken to, men fløjt udenfor Døren, Du, Rykkerne er slemme i denne Tid.”

„Ligeså hos os! God Nat.”

De skiltes - -

Nogle Dage efter, da Hoff lå og drev på sin Sofa med et Bind af Victor Hugo, hvorved han fordøjede Maden - han sagde altid, at Vers var det samme for ham som Småsten for Hønsefuglene - bankede det på Døren.

Han lå stille som en Mus, så sig forsigtig rundt og rejste sig sagte for at slippe hen til Spisestuedøren. Så hørte han Værtinden tale ude på Gangen. Lidt efter kom hun ind.

„Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme,” Hoff hviskede, Tonen var irriteret.

Madammen gik hen over Gulvet: „Det er jo en Dame,” sagde hun tørt og lukkede Døren op.

„Nå,” sagde Hoff og rejste sig halvt fra Sofaen. „Ja, så i Guds Navn . . .”

Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.

Madammen havde åbnet Døren, men Damen udenfor trådte ikke ind: „Hr. Hoff er hjemme,” sagde så Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen, som bad hende blot ikke være bange.

„Tak.” Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. „Tak.”

Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff så kun en høj Skikkelse, indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved at stå dér, som om hun ventede.

Hoff rejste sig helt fra Sofaen: „Ja, Hr. Hoff, det er mig,” sagde han og bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff så det: „Læg lidt Kul på,” sagde han. Derpå til Damen: „Frøkenen vil måske tage Plads.”

Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede nogle Ord og satte sig på Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene på Flygelet. Så forsvandt endelig Værtinden.

Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende: „Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen,” sagde han.

Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med sig selv. „Mit Navn” - det var næsten uhørligt - „er Nina Høg,” sagde hun. Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff så et blegt Ansigt.

„Frøken Høg.”

„Jeg,” Ordene sank efterhånden, „er kommet for at tale om min Broder.” Nina løftede Ansigtet, så Hoff så Trækkene. Han troede ikke, han ville have kendt hende igen.

Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, så i Tavshed mod Gulvtæppet . . . ”Jeg kan tænke det,” sagde han sagte.

Nina krammede lidt om Sjalet: „Han bo’r jo ikke mere hos os,” sagde hun.

„Nej.”

Hoff vidste ikke, hvad han skulle sige, han ville ikke en Gang se op, men sad og stirrede på Tæppefelterne under den nye Pause.

Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men så pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt grådkvalt: „Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men - men jeg er så ulykkelig . . . vi . . . Sofie og jeg . . .”

Hun holdt inde og drog Vejret dybt: „Og så kommer De jo så meget sammen med ham . . .”

„De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder . . .”

„Nej . . . men . . . det er ikke det . . . men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo ikke, hvad vi skal gøre.” Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet, tørrede Tårerne bort. „Det er det, som er så sørgeligt,” sagde hun.

Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og ned ad Gulvet. „Ja, sørgeligt,” sagde han.

„Og så mente jeg, om ikke De kunne gøre . . . gøre noget.”

„Hvilket?” Hoff standsede og så på Nina.

„Når han blot ville flytte hjem . . .”

Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i Lysene på Flygelet - mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.

„Det var en stor Ulykke,” sagde han.

Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun sagde tonløst: „Men han kunne jo ikke.”

„Men hvad har han Interesse for?” spurgte Hoff.

Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til Bordet. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: „Ser han dårlig ud?” spurgte hun.

Hoff rystede blot på Hovedet og virrede. Så tvang han sig og sagde:

„Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet,” sagde han, „og . . . De skal ikke være bange . . .”

Han standsede, fortsatte derpå roligere:

„Det er måske kun en Overgang.”

Nina så spørgende op. „Men de Artikler . . . var de ikke . . . sære?”

„Jeg tror bestemt han har Talent,” sagde Hoff.

„Tror De?” Det kom hurtigt, med et Glimt af Håb. Men Tonen blev atter dæmpet: „Men han har ingen Kræfter,” sagde hun.

Hoff drejede Hovedet: „Å, når han blot vil.”

Nina rejste sig. Hun stod lidt, støttet til Bordet, som hun ventede.

„De skal se, det er en Overgang,” sagde Hoff igen. „Det er Skuffelserne . . . naturligvis . . . en Reaktion.”

Nina blev stående, hun slog Sløret ned, tog det atter fra, gik nogle Skridt. Og bortvendt hviskede hun ganske sagte: „Og så med Pengene . . .”

Hun holdt på Sløret med Hånden, så det skyggede for hendes Ansigt, men Hoff så, hun skælvede.

„Han bruger så mange Penge . . . og vi . . . og han er ikke rig.”

„Ja -han . . . bruger jo noget . . .”

„Men - - hvor får han det?”

„Ja,” Hoff stammede, „han . . . tjener jo noget ved Bladet.”

Nina rystede på Hovedet: ,,Det er for Navnets Skyld," sagde hun og vendte sig helt.

Hoff var rørt, han tog hendes Hånd: ,,Hvis jeg kunne gøre noget . . .” sagde han.

„Lad ham blot komme hjem . . . kun en Gang imellem.” Gråden standsede hende. „Vi ser ham aldrig mere.”

„Ja . . .”

„Og vi . . . og jeg skal ikke skænde på ham.”

Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.

„Så undskylder De jo nok, jeg er kommet,” sagde hun. - -

---

William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, på Reolerne flød det med Hårbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man havde på Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede der.

Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en anden Tilværelse.

Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen når han sov - hvad han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller på Chaiselonguen.

I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at stå op efter; der var om Morgenen ikke andet, der ventede på ham end en Dag ligeså grå som den forrige, og der kunne gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev liggende hele Dagen, fordi han ikke gad stå op. Hvad skulle han stå op for?

Penge havde han ingen af, måtte vente, til han kunne „slå” nogle. Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.

Så begravede han sig så at sige i sin Seng, hvor han lå, Time efter Time, sanseløs og stirrede på Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke på, at her lå han gemt bag en låset Dør og under en tyk Dyne.

Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Hånden eller sløvt faldt sammen og sov mer, end han var vågen.

Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men alt, hvad han havde læst, havde stået i Forhold til hans Livsplan, havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forståelsen af nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget hidtil fremmed, dertil var han for slap.

Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig Interesse, få Tiden til at gå, skulle han begynde på noget nyt - og det, det var just det, han ikke gad.

Hvad han læste, var mest Filosofi.

Han troede ikke - han gav sig ikke af med at tro - søgte heller ikke at gennemtænke - han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.

Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til på at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev så uendelig tragi-komisk, så han rigtig kunne le af sig selv, og det var hans Yndlingsbeskæftigelse: „le ad det hele, Don Quixote-Idéen.”

Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhånden i den Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.

Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de vigtigste Faktorer i det hele åndelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han fandt det, på Baggrund af sit Liv, så komisk, at det hele gjaldt om Vægt af Hjernen, om Fedtstof.

Han blev så dejlig fri for Ansvar og det Hele, når alt gled sådan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som åndelig Kloroform på hans Sjæleliv.

Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.

Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger, hans Interesse kunne ikke vækkes ved Videnskabsmandens samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han ønskede kun Resultaterne, som han ville have i Vishedens Form eller rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke så nøje.

Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk, så ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men for Loven om Arvelighed havde han også Brug. Den hørte med til Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer . . .

Schopenhauer læste han også til en Tid. Han glædede sig over Læren om Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og så var det hele så gråt, så gråt, intet, som skar nogen i Øjnene.

Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunne jo være Dage, hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne sved for stærkt til, at han kunne læse. Så blot drev han.

Han tænkte på, hvordan han skulle slå Tiden efter Klokken seks ihjel, og hvor han skulle få Penge. Det sidste blev snart et brændende Spørgsmål. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde fået Kredit. Når man hedder Høg, er det ikke så svært, og han havde været klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man så at sige gav Erindringen på Borg.

Således havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i Begyndelsen. Men efter nogle Måneders Forløb blev Pengeanskaffelsen vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om Betalingen. Snart løb Alverden ham på Dørene.

Så begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han lånte, lovede at betale, kunne ikke, lånte igen. Han skrev til Venner af Faderen. De første hjalp ham. Så kom der fjorten Dage, hvor han „levede” igen - oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt dybere i det, og han måtte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.

Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke tørt Franskbrød forsluger sig i Håbløshedens tomme Forhåbninger; den næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, måske fordi dens Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt på Fingrene.

Således stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om sin Broder.

Et Par Dage efter besøgte Hoff William.

.,God Morgen.”

„God Morgen,” William lettede sig i Chaiselonguen. „Å, jeg lå og døsede lidt.”

„Jeg se1 det .. . Om det just er sundt at ligge og døse

i sådan en Hundekulde.” Hoff gik henimod Kakkelovnen.

„Lægger Du ikke i Kakkelovnen?” spurgte han.

„Der er vist ingen Kul,” sagde William ligegyldigt.

Hoff åbnede Kassen. „Nej” - -

„Nej, Værtinden sagde det før. Du må beholde Overfrakken På” - -

„Man har ikke set Dig de sidste Dage.” Hoff placerede sig i den eneste Lænestol og stemmede Benene mod Væggen.

„Jeg var sammen med Storm i aftes . . . og Lund . . . og Minna.”

„Gud véd, hvorfor Du vil omgås Storm” -

„Hvorfor ikke - han er meget rar . . .”

„Å, ja, og så giver han ud.” Hoff sagde det tørt uden at se på ham. William blev rød.

„I går var det på Deling,” svarede han lidt efter, „der blev drukket tæt.”

De tav lidt, William holdt en Tokrone på sine Øjenlåg . . .

„Jeg mødte din Søster her nedenfor,” sagde så Hoff.

„Nina?”

„Ja - hun så dårlig ud.”

William svarede ikke . . . „Har Du nylig været deroppe?” spurgte Hoff.

William lod distræt: „Nej-ej,” sagde han så, „det er noget siden.”

„Jeg troede, Du spiste der.”

„Ikke mere.” William vendte sig halvt. „Det er nemmere.”

Hoff rejste sig, satte sig hen på Kanten af Chaiselonguen.

„Hør - Høg . . . lad os tale lidt alvorligt,” sagde han.

„Om hvad ?”

„Det kan jo ikke blive ved at gå på den Måde.”

„Nej - ikke ret godt.” Det lød ganske ligegyldigt.

„Ja - Menneske, så gør dog noget . . . når Du vil leve . . .”

William lukkede Øjnene. „Å, ja - når man vil leve, men jeg vil hellere dø . . .”

„Nå, ja - så hæng Dig!”

William slog Blikket op: „Jeg har osse tænkt på det.” Stadig søvnigt.

„Men Du tør ikke.”

Han lagde igen Tokronen på Øjnene, tav lidt. „Foreløbig synes jeg nu, Minna er ret grinagtig.”

„Det er jo en hel Del.”

„Det er mærkeligt med den Pige. Man går hjem fra hende om Aftenen, og hun har . . . . skam ikke nægtet En noget. Og så den næste Dag, når man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt - så uskyldig ser hun ud af Øjnene . . .”

„Hun er jo holdt af Storm,” indskød Hoff tørt.

„Ja,” William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, „det er jo det, som er det mærkelige.”

Hoff tog hans Hånd. „Men vi må tale om det, William,” sagde han.

William så på ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn. Et Øjeblik mødtes deres Øjne, så tog William Hånden for Ansigtet, og sagte, med et andet Tonefald end før, sagde han: „Det kan ikke nytte.”

„Forbi,” sagde Forfatteren en Timestid efter, da han gik ned ad Trappen, „forbi.”

---

„Men jeg kan ikke betale endnu, siger jeg Dem jo, jeg kan ikke.”

Hr. Olsen flyttede Piben over i den anden Side af Munden. „Så skulle Hr. Høg ikke have underskrevet det Papir,” sagde han roligt.

William knappede Frakken: „Men De får jo Pengene om otte Dage . . . så kan De dog vente” - -

„Men om otte Dage er ikke i dag, Hr. Høg, og” - Hr. Olsen foldede Papiret ud - „her står, at Summen er forfalden i dag.”

William havde det varmt : „Men jeg kan ikke betale,” sagde han og slog Hovedet til Siden, „jeg kan ikke.”

Hr. Olsen strøg en Tændstik, bankede lidt Aske af Piben, foldede atter Papiret sammen : „Ja, ja, så har vi jo Deres Kautionist,” sagde han.

Et Sekund stirrede William på Ågerkarlens Træk, et Sekund ind i hans glasagtige Øjne. Så lukkede han Øjnene i Svimmelhed.

„Ja,” hviskede han.

Sveden sprang dråbeformigt frem på hans Pande.

„Og det er et godt Navn,” sagde Hr. Olsen, „et fint Navn.”

William så atter over, stadig mødte han det samme Blik fra Olsen.

„Pengene er sikre nok,” sagde han, han sad og kælede for det blå Papir med den flade Hånd.

Williams Hoved faldt et Øjeblik ned på hans Bryst, så løftede han det, og med et pludseligt Udbrud sagde han heftigt:

„Nej, De kan ikke, De kan ikke gøre det.”

„Præsentere Papiret?”

„Nej, De kan ikke,” gentog han.

„Hvorfor?”

„Fordi,” William blev rød som et dryppende Blod, „fordi . . .”, han standsede, „De véd, den er falsk - -.”

Det så ud, som om Hr. Olsen blev en Smule gulere i Ansigtet: „Ville det hindre mig i at få mine Penge,” spurgte han lidt mere hæst.

William kunne ikke svare.

„Men jeg giver Dem Henstand til i overmorgen,” sagde Hr. Olsen lidt efter, han bakkede på Piben . . . „Så i overmorgen må jeg præsentere Papiret for Hr. Baronen.” Hr. Olsen rejste sig. „For der må være Orden i Forretninger,” sagde han.

William så sløvt op: „To Dage,” sagde han tonløst.

„Det er en lang Tid,” sagde Hr. Olsen.

William rejste sig, knappede sin Frakke, tog Hatten, alt uden at tale, mekanisk, sammensunket handlede han.

„Altså i Overmorgen.” Hr. Olsen lagde det blå Papir i Mappen. „Farvel, Hr. Høg.”

William nikkede blot. Han mærkede ikke, hvordan han kom ned ad Trappen, ud på Gaden - intet. Han var lamslået af Angsten.

„I overmorgen.” Han hørte Hr. Olsens Stemme: „Det er en lang Tid.” Om så lang Tid ville Verden få at vide, at William Høg var en Forbryder.

Han havde skrevet Baronens Navn efter - - - Det havde været en blot Formalitet . . . Hr. Olsen vidste godt, hvordan det hang sammen . . . .

Men nu . . . nu . . . Nej, det kunne ikke ske! Og som forvildede Mennesker under en Ildebrand, når Taget falder, fløj hans Tanker forvirret og rådløst til tusinde Sider for at søge en indbildt Hjælp.

Han gik Gade op og Gade ned, frem og tilbage med bøjet Hoved.

Williams Tanker søgte Råd. Snart ville han gå til Baronen og tilstå og bede; snart ville han vende sig til Nina . . . Men han skød atter disse Planer bort. Så søgte han rundt i sit Bekendtskab, om nogen kunne låne ham, han søgte videre og videre, helt ud til Yderpunkterne . . .

Han tænkte på Grevinde Hatzfeldt . . .

Lidt efter lidt, mens han gik, blev hans Tanker til Fantasier. Pengene ville komme, dette var umuligt, de ville komme. Han begyndte at fantasere over, hvordan han ville få dem, de kom med Posten, der kom mange flere, end han skulle bruge, der kom tretusinde Kroner . . . Så ville han betale alt, det hele, og for Resten af Summen indrette sig det som Hoff . . . .

Som Hoff - det ville sige blødere, rigere, med mange Blomster. Han begyndte at indrette sig nye Værelser, han kælede for den tænkte Pragt, bredte sig i al den fantaserede Blødhed.

Men så pludseligt brast Fantasierne sammen, og hans Tanker begyndte forfra.

Han ville ikke gå til sine Bekendte, han ville gå til Fremmede, låne Pengene af en rig Mand. Det blev atter halvt fantastisk, han besøgte den rige Mand og fik Pengene - - -

Men han arbejdede dog med Navne, han gennemgik Børsmatadorerne. Pludselig kom han til at tænke på, at en Parvenu bedst ville låne ham dem. Han var jo en Høg. Det ville kildre hans Forfængelighed . . . Han vidste, Etatsråd Christensen var adelsgal, at han pyntede sit Hus med Navne . . . Han havde giftet sine Døtre bort til tre Kammerjunkere . . .

Han gik ind til en Konditor, fik fat i Vejviseren, skrev Adressen op. Han ville gå der straks.

Etatsråden spiste Frokost, men Tjeneren bad Hr. Høg vente i Salonen. William gik omkring og betragtede tankeløst de Hundreder af Nips på Etagèrer og Hylder. Det var et helt Museum. Og mens han så på alle disse pralende, sammenhobede Ting, sagde han til sig selv:

„Han låner mig dem - han låner mig dem . . .”

Så kom Etatsråden. Han klappede, mens han lukkede Døren, den røde Paryk fastere på Hovedet, vendte sig med et forbindtligt Smil.

„Hr. Høg?” sagde han . . . . Men i det samme så han på William, der var bleg og forstyrret, og Smilet på hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmålstegn.

„Af den gamle Familie,” spurgte Etatsråden og satte sig ved Bordet.

„En Sønnesøn af Excellencen . . .” William talte sagte og støttede sig til Egebordet.

Etatsråden blev ved at betragte ham gennem Guldbrillerne: „En god Familie,” sagde han, „en gammel Familie.” Han pegede på en Stol.

William satte sig. Etatsråden syntes at vente, men da William ikke sagde noget, tilføjede han i en filosoferende Tone: „Det er en Løftelse med sådan store Navne.”

Nu måtte William tale. Han så ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: „Jeg kommer for . . . kommer for . . .” Men så standsede han. Etatsråden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet - - „kommer for” - -

”Jeg er i Pengeforlegenhed,” sagde så William.

Etatsråden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: „Det hænder unge Mennesker,” sagde han smilende.

William ventede med Øjnene fæstede på Gulvet.

„Men,” Etatsråden rejste sig, ved Bevægelsen fo’r William sammen og så lynsnart på hans Ansigt, „hvorfor går De ikke til Deres ærede Familie?” Børsmatadoren stod og så velvillig ud og smilede under Spørgsmålet. „De har jo Onkler,” tilføjede han.

„Ja,” William rejste sig også, holdt nogle Sekunder ved Bordpladen . . . Så smilede han: „Det går altid sådan, man tænker ikke på det nærmeste,” sagde han.

„Vist så, vist så,” Etatsråden gik et Par Skridt frem i Stuen. „Naturligvis! jeg hjalp så gerne . . . . men det må ikke være behageligt, ville vist være sårende for Dem at tage Hjælp af en Fremmed.”

William følte Blikket bag Guldbrillerne på sig, han kunne næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem:

„Jeg takker Hr. Etatsråden,” sagde han og gik henimod Døren.

„Og jeg håber at se Hr. Høg en anden Gang.”

Da William var gået, gik Etatsråden hen til Vinduet. Han så efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.

William gik hjem, han tilbragte hele Dagen på sin Sofa, lod Konen, han boede hos, hente en Pakke Cigaretter og dampede uafbrudt. Han gik tidligt i Seng og sov straks ind.

Den næste Morgen, da han vågnede, gad han ikke stå op. Det ville altså komme, måtte komme. Så kunne han ligeså godt blive her og roligt tage imod det. Det skulle netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han ville blive liggende og vente.

Han syntes, det var modigt således at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter.

Men op på Dagen blev han uroligere, han kunne ikke mere være alene. Han ville tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet på „Forfaldstiden”, men hans Feber jog ham ud. Han gik til Hoff, traf ham ikke hjemme, han ville besøge Gerson, traf ham ikke . . .

Det var imidlertid bleven Skumring, han drev ned ad Østergade. Folk skubbede sig frem, stødtes i Trængsel på Fortovene, man snakkede, lo, trængte på. William så på alle disse Ansigter. Demimondens Damer, som med små Hop satte over Vandpytterne, mens de gik to og to og talte højt og smilede bag Slørene. Det unge København med opsmøgede Frakkekraver og mer eller mindre ilsomme Hilsner til de venlige Kvindesmil bag Slørene; de unge Herrer gik underligt bøjede i Knæene, med Stokken stukken ind i Lommen, slentrede af. Når de så hilste, rejste de sig på Tæerne - -. Henne under Gaslygterne på Højbroplads kredsede nogle Damer med løftede Skørter - et Par Herrer ventede under Ranchs Ur.

William kendte dem alle, han nikkede, koketterede med et Par Damer, slog ud med Hånden for at strejfe Minnas Kåbe.

Han vekslede et Par Ord med Lund, som spurgte, om de skulle træffes om Aftenen. Det kunne være. I Boulevard-Theatret . . .

Det var en ny Chansonette-Debut. Lund havde set Damen i Ritters Hotel - -

„Det skal blive morsomt at få noget nyt,” sagde William.

Han syntes aldrig, han havde nydt Mørkningstimen på Østergade sådan som netop i dag. Han nød hvert Smil, han gengældte hvert Blik . . . Med Kenderens smækkende Velbehag nød han denne Skumrings ejendommelige Løsagtighed.

Og samtidig sagde han til sig selv, at han i dag nød alt dette for sidste Gang . . . Imorgen ville det jo komme, det, som han ikke ret vidste, men som han tog for Afslutningen, Enden på Historien. Hvordan det ville komme, hvorledes - tænkte eller spurgte han ikke om.

Selv hans Fantasi forsøgte ikke at sætte over denne Mur.

Men pludselig blev han blødere om Hjertet. Det var sidste Gang, den sidste Dag - han skulle aldrig se alt dette mere, aldrig - - - Og efterhånden blev han øm over sig selv ved denne Tanke.

Ikke, at han tænkte på Selvmord eller endogså blot halvt ubevidst forestillede sig en sådan Løsning - slet ikke. Han tog det kun op som et Faktum, at nu måtte det være forbi. Det var i dag den sidste Dag før før „dette” kom.

Og pludselig kom han til at tænke på Søstrene, han ville gå der i aften. Den sidste Aften ville han være hos dem, være som i gamle Dage, bede Nina om at synge, kæle for Sofie og være glad . . . Sådan ville han sidde hos dem den sidste Aften, og de skulle ingenting vide - -

Han gik op i Lejligheden. Nina og Sofie var ude, men de kom hjem om en Timestid, sagde Pigen. Om Studenten ville vente?

Men William kom i Tanker om, at han ville gå hjem og hente en Bog. Så ville han læse for dem, det var så længe siden, og han ville læse smukt . . . og de vidste ikke, det var sidste Gang. William ville gøre denne Aften til en Afskedsfest. Pigen skulle sige, han kom igen Klokken otte.

Da han kom hjem og stod i Mørket og rodede efter Svovlstikker, kom Værtinden ind. Postbudet havde været her to Gange med et Pengebrev - og nu ville han komme igen Klokken syv.

„Et Pengebrev?”

„Ja - han havde Protokollen med.”

Villiam blev hed. Han tændte ikke Lampen, gav sig til at fare op og ned ad Gulvet.

„Hvad er Klokken?” spurgte han.

„Halv syv . . .”

Et Pengebrev - et Pengebrev . . . måske fra Etatsråden - - måske . . .

Han tænkte slet ikke på at spørge, om hun vidste, hvor meget det havde været; han bare fo’r rundt i Stuen, rundt som pisket.

„Det er nok fra Etatsråden,” sagde han.

Hans Hjerte havde aldrig slået i en sådan Takt, han kunne ikke blive i Stuen, han gik ud i Køkkenet, legede lidt med Værtindens Børn, satte dem fra sig igen, gik ind - han kunne umulig blive på ét Sted.

Tilsidst gik han ned i Porten for at vente, ud på Gaden. Han gik med bart Hoved frem og tilbage foran Huset, stadig hurtigere. Og lige med ét sagde han til sig selv: hvis det nu ikke var sandt. Han gik op igen, han spurgte atter Værtinden ud, fik den samme Besked, spurgte hende, om hun havde set Brevet, om hun også virkelig havde talt med Postbudet.

Så gik han ned igen. Han nynnede hele Tiden Melodi efter Melodi, et helt Potpurri. Han mødte Posten i Porten.

Han følte, han blev ligbleg, men han gjorde sin Stemme rolig: „Har De - Brev til mig?” spurgte han.

„Ja . . .”

„Pengebrev?”

„Tusind Kroner, Hr. Høg - -”

William greb ham i Armen. „Tusind Kroner,” sagde han åndeløst, „hvor er de?”

„I Tasken der skal først kvitteres.”

De kom op. William fik en Pen, han kunne ligeså godt have skrevet et hvilket som helst andet Navn som sit eget, han vidste slet ikke, hvad han gjorde.

Så fik han Brevet i Hånden. Han åbnede det, så et Øjeblik tankeløst, som fortabt på de ti Hundredkronesedler, tog det indlagte Brev frem. Men pludselig gav han sig til at tælle Pengene, første Gang, anden Gang - jo - tusind - - Han gemte dem i sin Tegnebog, tog dem atter op, lagde dem på Bordet. Han var bange for, de skulle blive borte, forsvinde lige for hans Øjne - -

Det var fra hans Gudfader. Han havde aldeles glemt, at han havde skrevet til sin Gudfader, det var fjorten Dage siden, og han havde skrevet til så mange i den Tid.

Men nu sendte han ham de tusind Kroner.

William læste Brevet. „Jeg sender Dig Pengene,” stod der, „i den Tro, Du vil benytte dem vel, i det Håb, at Du ikke vil svigte min Tillid. I Løbet af otte Dage venter jeg, Du sender mig de kvitterede Regninger.”

Høg slap Brevet. Han sad løselig og jugerede, hvordan han skulle producere disse Regninger.

Da han havde betalt Hr. Olsen hans fem hundrede Kroner, gik han atter ned på Østergade. Der var næsten tomt. William gik og fjedrede i Skridtene.

„Ta’er vi så i „Varren”,” spurgte Lunds Stemme bag fra. Han fik samtidig et Svip over Skuldren med en tynd Stok.

„Er det Dig?”

„Har Du Mønt - -”

„Ja - jeg har lige slået” - - William tog Tegnebogen op. „Men jeg skulle egentlig hjem til mine Søstre - -”

„Å - Familiedrama. Nej, min Ven, vent Du med det, til Du af gode Grunde må tage Fribillet ved Kassen . . . Fanden skulle da drikke Thevand, når man har Møntsorter.”

„Nej - og der er jo osse Debut - -”

„Så ta’er vi Minna med Du - hun sidder og venter på mig i Frederiksberggade . . .”

 

„Tænd Lysene på Klaveret, Sofie,” sagde Nina fra Spisestuen, hun stod og skar Æblekage i Stykker på Glasskålen.

Sofie tændte, hun så til Kakkelovnen. „Jeg stænker Eau de Cologne på,” sagde hun.

„Ja, William holder så meget af Parfume.”

Nina så til Bordet, flyttede for tyvende Gang et Par Asietter. „Nu kommer han vist straks,” sagde hun og kom ind i Dagligstuen.

„Klokken mangler et Kvarter.” Sofie satte sig til at sy, Nina sad og nynnede henne ved Klaveret.

„Hør, Nina - så siger Du jo ingenting . . . slet ingenting.”

„Slet ikke . . .”

„Ja, for ellers ville det bare skræmme ham . . .”

Nina nynnede igen: „Naturligvis.”

Så sad de lidt. Sofie så gennem Døren ind i Spisestuen: Lampen gjorde den Damaskesdug helt skinnende.

Det ringede nede på Porten. „Mon han kommer allerede.” Nina stod på Springet til at lukke op i Entréen.

Sofie lyttede: „Nej, det var til Kammerherrens,” sagde hun.

De satte sig igen.

„Nu er Klokken vist otte,” sagde Sofie, så på Uret. „Han kunne da gerne komme præcis.”

„Ja - den er fem Minutter over . . .”

Nina gik ind i Spisestuen, rettede igen på Bordet. Hvert Øjeblik ringede det nede i Porten, så fo’r hun sammen og ventede. Men den ankomne nåede aldrig så højt op i Huset.

Nina ville ikke gå ind til Sofie igen. Hun stillede sig hen ved Maskinen, gav sig til at vaske et Par rene Kopper af.

„Men han har måske slet ikke sagt Klokken otte,” sagde Sofie.

De ventede igen. Nina var gået ind, hun sad atter ved Klaveret.

„Hvis han nu ikke kommer,” sagde Sofie sagte.

Nina svarede ikke, sad og pillede ved Lyset, hun havde røde Pletter på Kinderne. „Han er blevet forsinket,” sagde hun.

Pigen kom ind.

Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: „Sagde Studenten - Klokken otte ?” spurgte hun.

„Ja - Klokken otte . . .”

Sofie så på hende. „Han er blevet forsinket,” sagde hun og slog Øjnene ned.

Pigen spurgte, om hun skulle tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog.

„Lad den stå,” sagde Nina.

De ventede i Tavshed. Nina rejste sig, gik med Hænderne på Ryggen op og ned ad Gulvet. „Han kunne have sendt Bud,” sagde hun.

Sofie tørrede Øjnene med Linnedet, hun syede på: „Vi kunne hente ham,” sagde hun.

Nina rystede på Hovedet. Så gik hun hen i Krogen og satte sig ned på Puffen med Ansigtet i sine Hænder.

Der gik nogen Tid, ingen talte. Når Klokken lød i Porten, kunne de begge se op, deres Blik strejfede hinanden, blege og forkuede, som de sad.

„Så spiser vi,” sagde Nina.

„Jeg er ikke sulten.”

„Men det nytter ikke,” hun standsede lidt, slukkede Lysene på Klaveret, „han kommer ikke.”

Nina gik ind og tog den tredie Kuvert bort. „Kom så,” sagde hun.

De satte sig til Bords. Nina ville spise af Anden, de havde købt for Sparepengene: „Spis,” sagde hun og lagde et Stykke over på Sofies Tallerken.

„Tak.” De skar det i små Stykker, tvang sig til at spise.

„Hvor mon han er?” spurgte Sofie. Det ringede i Porten. Nina blev rød, slap Gaffelen. „Hvis det var ham,” sagde Sofie.

De lyttede uden at se på hinanden. „Han går højt op . . .”

Man hørte Kammerherrens Gangdør smække i. Nina rejste sig for at skænke Theen, hun stod bleg bag Maskinen med Hånden ind mod Brystet - -

Sofie sad og græd stille.

Men så begyndte Nina at tale. Det var jo ikke vist, han havde kunnet komme, han havde måske meget at bestille, en Artikel til Bladet. Så havde han ikke haft Tid.

„Nej - han har ikke haft Tid.”

Nina tog Desserttallerknerne frem, lagde et Stykke af Æblekagen over på Sofies Tallerken.

„Det er Moders Frugtskål,” sagde Sofie.

„Ja - det er længe siden, den har været fremme . . .”

„Og Asietterne . . .”

„Giv mig en Tallerken til Ane,” sagde Nina. „Du kan ta’e . . .” hun ville sagt Williams: „Tag den fra Buffet’en.”

Så fik Ane et stort Stykke Æblekage på Williams Tallerken.

Sofie gik i Seng. Hun rørte sagte ved Ninas Skulder:

„God Nat,” sagde hun, „og Nina - - vær ikke vred på ham.”

Nina stirrede på hende, tog hende om Hovedet og trykkede hende ind til sig.

Da Søsteren var gået, rejste hun sig tungt.

Hun så sig rundt, hendes Blik faldt på Stellas Portræt over Sofaen. Hun gik langsomt hen, stillede sig foran Billedet og så på det, indtil Tårerne udviskede dets Omrids, så faldt hun ned på Knæ og bad i sin Hjælpeløshed stille foran Moderens Billede.

Hun lå længe. Så rejste hun sig, åbnede Kakkelovnsdøren og kom Kul på Ilden. Hun græd ikke mere. Men Vintermorgenens Grålys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, på samme Sted.

 

William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op på Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind.

William vendte sig i Sengen, gned. Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas. „Hvad ville hun?”

Det var et Brev.

William tog det, lagde det på Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Så kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften.

Det var Ninas Hånd, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunne ikke få Ro, han måtte åbne det.

Han frygtede for at læse det, han tog det ud af Konvolutten, foldede det halvt ud og følte sig lettet, da han så, det kun var et Par Ord . . . Hans Øjne slugte underlig Ordene uden rigtig at se dem.

„Vi ventede Dig i Aftes. Din Søster Nina.”

Andet stod der ikke.

Han slap Brevet, det gled ned ad Dynen ud på Gulvet. William tog det ikke op. Han lå og stirrede tankeløst på Væggen. Så fo’r han ud af Sengen og dyppede sit Hoved i Vandfadet.

Om Aftenen gik han op til Hoff. Forfatteren gik og lagde Konfekt og Vindruer på et Par Glasskåle.

„Skal Du ha’e Fremmede?” spurgte William og holdt inde med at tage Overtøjet af.

„Ja - Du bli’r vel osse. Det er et Par Repræsentanter for Ungdommen - -”

„Jeg ville helst have været alene,” sagde William.

Hoff lukkede Posen op, hældte Pralinés og Marzipaner ud på Skålene: „Det er Børn,” sagde han, „som skal ha’e Sukkergodt . . .”

„Det kan jeg se.”

„Dér - vil Du ikke smage? - Du var nok hjemme i går . . .”

„Hjemme?”

„Ja, jeg traf din Søster i en Viktualiekælder. Hun var nede for at købe en And - det var nok Frøken Sofies Sparepenge. Så fortalte hun det.”

„Ja,” William holdt inde, „jeg havde sagt det . . . men - jeg kom ikke.”

Hoff slap Posen. „Gik Du ikke?”

William svarede ikke. „Hvorfor?” sagde så Hoff.

„Jeg . . . traf Lund . . .”

„Nå-å. Ja så spiste dine Søstre vel Anden alene.” Hoff talte ligegyldigt og gav sig igen i Lag med Konfekten. Men lidt efter skød han Skålen fra sig og gik hen over Gulvet mod William:

„Du er just ikke meget langt fra at være en Flab,” sagde han og begyndte at gå heftig op og ned ad Gulvet.

William sagde ikke et Ord.

„Har Du så været der i dag?”

Da han intet Svar fik, standsede han sin Gang og så over på William.

Der var noget livløst ved ham, som slog ham; han gik over og tog ham i Armen.

„Høg,” sagde han, ligesom om han kaldte.

„Ja.”

William sled hans Arm af sig: „Ser Du da ikke, at det ikke nytter,” sagde han hæst.

„Nytter - -”

William talte ikke mere. En Gang imellem rystede han på Hovedet.

Hoff var begyndt at gå igen, men hver Gang, han drejede, så han over til Høg med et ængsteligt Blik. Han syntes, det var så besynderlig uhyggeligt. Han satte Manchetter på Flygellysene, gik ud i Spisestuen, kom ind igen - William sad på samme Plet.

Endelig så han op: „Nu går jeg,” sagde han. Men han blev stadig siddende.

„Men Du må blive for at se Fremtidssoldaterne,” sagde Hoff.

„Fremtidssoldaterne?”

„Ja, Herregud, de Unge, Fremtiden - mine Gæster.”

„Nå - dem, der skal ha’e Sukkergodtet.”

„Vist så - og Ryperagout med Kastanjer.”

„Der bliver ordentlig kræset op for Fremtiden - -”

„Naturligvis.”

William rejste sig, han stod lidt støttet til Chaiselonguen. Så sagde han med et tungt Smil:

„Ja - lad mig se dine Soldater.”

„Der er kun to, kære, den ene vil være Forfatter.”

„Har han da Talent?”

„Jeg véd skam ikke - sådan noget er svært at bedømme, så længe Værkerne ligger i en Bordskuffe. Men de vil s’gu begge to, og raske og sunde er de. Den anden vil være Skuespiller.”

Hoff fortrød, han havde sagt det. Men Høg stod roligt: „Nå,” sagde han blot.

Lidt efter kom de. Hoff præsenterede: „Min Ven, William Høg, Hr. Bloch - - hvad er det, De er, Bloch, foruden tyve År?”

„Studiosus medicinæ” . . .

„Ja rigtig, studiosus medicinæ. Hr. Høg, Hr. Andersen, ligeledes tyve År, Student og Håbefuldhed. Nå, kom så ind og få Frakkerne af.”

De gik ind i Sovekamret. Hoff kom ud igen.

„Hr. Andersen er jo Skuespilleren,” spurgte William.

„Kære, vist så, det kan man da se på Håret . . . Nå, dér er de.” Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bød dem tage Plads.

Det var første Gang, Fremtidssoldaterne var hos Hoff, de sad og så sig omkring.

„Hvor her er smukt,” sagde Andersen og spilede de blå Øjne helt op.

„Hm - noget opstillet,” sagde Bloch, han gav sig til at vippe på Stolen og purrede op i en sort Manke.

„Om jeg ville have det Skidt hængende på min Væg?” Hr. Bloch pegede på en halvnøgen Kvindefigur over Sofaen.

„Det Billede - er det så dårligt? Hoff siger, det er godt.”

„Det har da aldrig været Kød.”

William så hen på Andersen, som vedblivende sad og så forbavset ud med store Øjne.

„Er det første Gang, De er her, Hr. Andersen,” spurgte han smilende.

„Ja - første Gang.” Selv Tonefaldet var noget barnligt.

William tænkte, at de Fremtidssoldater var meget unge.

„Så tager vi til Bords,” Hoff åbnede Døren fra Spisestuen: „Hr. Bloch, tør jeg ha’e den Ære?”

„Hr. Andersen.” De gik ind.

De talte livligt, Hoff skænkede dygtigt i Glassene.

„Hr. Bloch, De drikker ikke, værs’go.”

„Tak - jeg holder ikke af Spirituosa om Aftenen - det er skam svært nok endda.”

„Hvad mener De - Medicinen?”

„Å ja . . . Men jeg har desuden haft min fordrukne Periode . . .”

„Det var tidligt,” William lo, „var det, da De gik i Skole ?”

„Nej - i mit Rusår. Men det er da ét Held, når man har Evnen til hurtigt at blive færdig med Faserne.”

„Det er sandt. Tingen er at have Leveevne - opleve meget med et ringe Tab af Livskraft.”

„Hvor I bliver filosofiske,” sagde William.

„Nej - kære, det er ganske simpelt -”

Høg drak først med Andersen. Hr. Andersen havde aldrig smagt Château Larose.

Han syntes, den smagte dejligt.

Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig spist Østers. Og så havde han taget dem så komisk og slugt dem med nogle Grimasser.

„Og Slikasparges har han heller aldrig spist.”

William gav sig også til at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste.

„Med Kniv,” sagde Hoff.

Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med Slikasparges.

„Hvorfor ikke?”

„Jeg synes, det ser så grimt ud . . .”

Hoff fortalte ham, at man havde Lov til at skære dem i Stykker. „Og lade Hovederne ligge!”

„Nu har jeg spildt tre Aftener af denne Uge,” sagde Bloch, „det er også et forbandet Driveri.”

„Spildt dem - hvordan ?”

„Å, et Par Malere havde slæbt mig med ud. Og man ser jo aldrig noget nyt . . .”

„la - men,” Hoff bød Frugt om, „man kan jo da more sig . . .”

„Hvis man har Tid til det - men Morskaben er tarvelig. Og så har man jo set det før, så det virkelig ikke er noget at gi’e en Nat til?”

Hr. Andersen havde ikke været med. Han havde været til Prøve på Hoftheatret, Dilettantforestilling, han skulle være Elsker.

William spurgte, hvornår den Forestilling skulle Være.

„I overmorgen.”

Hr. Andersen og William havde siddet og hørt til. Så gav Hoff og Bloch sig til at tale om „la curée”. Bloch fandt s’gu „der var brillante Ting i, men også meget Sprøjt.” De talte om Naturalismen.

William sagde: „Hvad ville De helst debutere i?”

„Å - i . . . nej, det véd jeg såmænd ikke . . .”

„Men De har dog tænkt Dem . . . noget. Det har man altid . . .”

„Jo tænkt mig nok . . . men det er altfor meget . . .”

„Det er vel ikke som Hamlet.” William lo.

„Nej - helst - som Aladdin.” Han blev rød helt op under Håret.

„Hvad vil han?” spurgte Hoff, som sprang bort fra „Salambô”.

„Debutere som Aladdin,” sagde William.

„Nå - ikke andet. Ja, det er jo en rar Bid . . .”

„Men hvorfor vil De ikke hellere spille en anden . . . Rolle . . . moderne?” sagde William. Bloch talte om Rudin.

„Å,” Hr. Andersen var stadig rød, „jeg synes Aladdin er dejligst. Han er så lykkelig.”

William havde lét. Han holdt inde: „Ja, det er han.”

„Og han er da osse sand,” sagde Andersen.

 

Gæsterne var gået.

„Nå,” Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen. „Hvordan synes Du så om Fremtidsmusikken?”

William svarede ikke straks.

„Jo,” sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, „Hr. Bloch spiller stærkt . . .”

„Å, ja. Men ingen bebrejder Forårsvinden, at den er lidt skarp . . .”

„Nej.” William sad igen lidt. „Har Du set noget af ham?” spurgte han.

„Ja, Studier.”

„Tror Du da, det bliver til noget?”

„Jeg personlig, ja . . . der er så megen ejendommelig Levedygtighed, og det er den, som bærer oppe - -”

„Det er sandt.”

„Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, så længe han ikke har oplevet det afgørende. Det er en Teori men har han Evnen til at opleve - - så tror jeg på ham. Og den anden?”

„Ja - han synes jo Aladdin er det dejligste.”

Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke på.

„Og så Du selv,” sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Hånden . . .

Der gik en Trækning over ’Williams Ansigt: „Å - jeg er Chef for et Fallitbo . . .”

„Men hvorfor vil Du gå fallit, William?”

William vendte sig. „Det er sådan et smukt Ord at ville,” sagde han. „Farvel, Hoff.”

- - - Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig, tungsindig ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været oppe hos Nina hver Dag.

Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun så et Øjeblik på Broderen og blev næsten smertelig slået af hans Væsen. Det hele var præget af en tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind til sit Bryst og sagt:

„Hvor Du kommer sent.”

Han smilede svagt. „Tak,” sagde han.

William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget så skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.

William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange om Dagen . . .

Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulle spille Komedie, men Hoff skulle på Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og lagde sig sort under Øjnene.

„Man må være yndig,” sagde han.

„Jeg forstår ikke, hvor Du gider,” sagde William.

„Kære.” Hoff slog Pudderet af med en Harefod. „stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang’et.”

William stod lidt. „Du er egentlig en Charlatan, Hoff,” sagde han.

„Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok.” Hoff lo: „Det er jo det, som er Ulykken.”

„Farvel og god Fornøjelse” - -

„Tak i lige Måde. Hils Fremtidsmusikken.” - -

William kom lidt for sent i Teatret, Tæppet var oppe - Andersen kom lige ind på Scenen . . .

Hvor han så ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men så ung. William så slet ikke på de andre, hørte også kun deres Stemmer som en Summen, han blev ved at stirre på dette unge Ansigt gennem Kikkerten.

Og så da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.

Han spurgte, om han kunne komme op på Scenen. En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe på Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt på Scenen.

William bad om at måtte tale med Hr. Andersen.

Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.

„Har De set mig?” spurgte han.

„Ja, De kan nok blive Skuespiller,” sagde William.

„Tror De?” Åndeløst.

„Det tror jeg vist, De kan - -”

„Ja, det tror jeg egentlig osse selv,” sagde han så og smilede.

William så ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været så blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.

Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene. Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang . . .

Han gik hjemad over Prinsens Bro.

Dette Menneske havde Talent, det kunne han se, Evnen, just det, han havde manglet . . . Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette var, og igen stod han uden Svar.

Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.

Mere var der ikke at sige.

Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt muligt, kun et Barn . . . Han ville spille Aladdin, fordi det var det dejligste . . .

Men han misundte dog ikke. Han så tilbage på alt sit Arbejde, alle sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele dette trøstesløse „Forgæves”, han læst i hver Krog af sine Minder, og han - misundte ikke.

William Høg stillede sig selv udenfor ligesom en Døende, der véd, at hans Plads er tom om nogle Timer. Han regnede ikke mere sig selv med.

Da han kom hjem, kunne han ikke sove, han gik op og ned ad Gulvet, frem og tilbage. Så satte han sig ved Bordet og rodede i nogle gamle Stilebøger. Han rev nogle hvide Blade ud og begyndte at skrive.

En Gang imellem rejste han sig, gik op og ned, satte sig igen, alle Bevægelser underlig mekaniske, søvngængermæssige. Og når han gik, bevægede han Læberne sagte.

Om Morgenen sad William Høg endnu ved Bordet.

 

To Dage efter kom William op til Hoff Klokken elleve om Aftenen.

„God Aften,” sagde han.

„God Aften - nå, jeg havde ventet Dig i Går. Hvordan gik det så Aladdin?”

„Jo-o.” William kom hen. „Jeg har skrevet en Komedie, Hoff.”

„Hvad har Du skrevet?” spurgte Hoff.

„En Komedie.”

Hoff rejste sig, så lidt på Høg: „Når er det gået for sig?”

„I disse Dage.” William trak Manuskriptet frem. „Vil Du høre?” sagde han.

Hoff troede ikke rigtig: „I disse Dage - nå, så bliver Du vel et Geni, inden vi ser os for?”

Så læste William sit Enaktsstykke højt.

Da han var færdig, lukkede han Manuskriptet sammen og ville putte det til sig.

„Nej, bedste Høg, lad Du mig få det,” sagde Hoff, han havde siddet henne ved Kakkelovnen, mens der blev læst.

„Hvad vil Du med det?”

„Få det antaget, kære . . .”

„Å - hvor vil Du hen - det er jo slet ingen Komedie . . .”

„Måske,” Hoff tog Manuskriptet, „men det er en Stemning, og det er allerede noget meget rart.”

Han gav sig til at blade i Manuskriptet.

„Men, at Du giver Dig til at være Sejrsprofet - nå, så meget desto bedre.” Han læste sagte nogle Sider: „Noget er der i det,” sagde han så, „noget er der i’et.”

Han slog om på det sidste Blad:

Nej, Frue, han vil sejre - -

Fruen

Tror De, vi tør håbe?

Professoren

Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke.

(Tæppet falder.)

Hoff lukkede Bogen: „Er Du ironisk?” spurgte han.

„Jeg véd ikke rigtig.” William tav lidt. „Eller også er det Resignation,” sagde han.

„Da var det den rette Tid at resignere, nu Du skal til at begynde . . .”

William støttede Armene på Bordet. Hoff troede, han smilede af Glæde.

 

---

 

IV

Huset begyndte at fyldes. Man hørte oppe på Scenen nedefra Klapren med Sæder, der sloges op og i, Summen af Stemmer; de steg som en Bølge op imod Fortæppet. I Orkestret stemte man Instrumenter.

Oppe på Scenen var der mørkt, Regissøren gik omkring og stillede Småting på et Par Etagèrer; et Par Maskinkarle flyttede Blomster.

Så kom en ung, bleg Herre inde fra Foyeren ud på Scenen.

„Det er ham,” sagde Maskinkarlen. Kammeraten standsede lidt, så efter ham. „Han ser farlig foraset ud.” sagde han.

William gik ned til Tæppet og så ud. Folk sad spredte på Bænkene i den halvlyse Sal; de så ud, som de frøs, syntes han. Han så Nina og Sofie på en af de bageste Bænke. De sad ligblege, trykkede op til hinanden.

William gik op igen. Han var ikke urolig, han havde slet ikke været det. Han havde hele Tiden taget det som noget, der kun angik en Fremmed.

En smuk Dag var Hoff kommet til ham og havde bragt ham 200 Kroner som Honorar for hans Stykke.

„Er det antaget?” spurgte han.

„Du er en underlig En,” sagde Hoff, „Du bliver bleg af Glæde.”

„Ja. Og bliver det spillet?”

„Naturligvis - om en Månedstid.”

William havde taget Hoff i Hånden. „Tak,” sagde han. Mere ikke, og han havde været ligeså stilfærdig, ligeså ydmyg stilfærdig, som han plejede at være i den sidste Tid.

Nina var bekymret, hun ville vække William af hans Slaphed. Hun var angst for denne milde Tavshed, om hvilken hun ikke vidste, hvad den gemte.

„Det er, ligesom William var en gammel Mand,” sagde hun til Hoff.

Også Hoff var urolig, han vidste ikke, hvad han skulle tro. William havde brudt med alle, og Hoff vidste bestemt, at han havde betalt Klatgæld med Forfatterhonoraret.

Og så var han så besynderlig afdæmpet, udvisket. Hoff var selv slået af det samme, det, som Nina kaldte, at William var som en gammel Mand.

Når han kom op til Hoff, sad han som oftest tavs, eller han bad Hoff spille. Det kunne han høre på i Timevis, liggende på Chaiselonguen med lukkede Øjne.

Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at tale, sagde William kun meget lidt, og lå drømmende hen.

„Hvad tænker Du på?” kunne Hoff spørge.

Så smilede William sørgmodigt: „På Fremtiden,” svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i Drømmerier.

Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig. „Du er blevet Flegmatiker,” sagde Nina og søgte at få ham til at le.

„Jeg tror det,” svarede han.

„Er Du da slet ikke bange?”

„Å, ikke noget videre.” Og han så ligeså åndsfraværende ud som før.

Generalprøven var om Formiddagen, som Forestillingen skulle finde Sted om Aftenen. Hoff havde været der. Stykket var kønt, en mild Stemning, vemodig som en sen Augustdag, når det skumrer tidligt, og Efteråret begynder at melde sig med den Fred, der går forud for Ødelæggelsen. Det havde gjort Lykke hos Tilskuerne - Teatrets Skuespillere, som skulle se Debut’en.

„Det er smukt,” sagde Hoff, da de kom ned i Porten.

„Ganske net,” sagde William.

„Og det vil gøre Lykke.”

„Tror Du?”

„Ja - tror Du ikke selv?”

„Jeg véd såmænd ikke. Som sådan noget kan gøre Lykke.”

„Sådan noget. Tænk dog på, det er en Begyndelse.”

Hoff så hen på William. „Jeg forstår mig ikke mere på Dig,” sagde han. „Vil Du da ikke ha’e noget at leve for . . .”

„Jo, Hoff, hvis jeg havde noget.”

„Vis vas, dit Talent . . .”

„Men når jeg nu ikke tror på det.”

„Så er det Dumheder.”

„Kan Du huske, Du en Gang selv sagde til mig - men det var rigtignok om Dig selv, og det plejer at forandre Sagerne - at det var svært at leve for Talentet. Du sagde, at Livet og Talentet var ét, og så når Livet var ormstukket, så var det svært at gøre noget for Talentet - så blev det osse anløbet . . .”

„Ah bah, sådan noget siger man. Jeg lever jo dejligt, ser Du.”

„Finder Du?” William trak Munden nervøst sammen. „Ja, måske.”

De gik hen ad Gaden. „Men naturligvis,” sagde Hoff, „når man fordrer mere . . .”

„Å Du véd godt . . . Nå, men det er slet ikke Talent, Hoff. Ser Du da ikke, at alt dette, alle disse Sindsbevægelser har været nødvendige for at skabe denne ene Stemning, hvori jeg har skrevet de seks Scener. Lever man da virkelig på det?”

„Der er dem, som lever på mindre.”

„Jeg mener på de Vilkår, Hoff, med den Rente’”

Så skiltes de.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nu stod han inde i Foyeren og ventede. De Spillende kom ind og spejlede sig, Primadonnaen fejede ind med sin Pyntekone, som bar Pudderæsken.

Slæbet blev ordnet foran Spejlet, Blomsterne sat fast.

„Det er et dejligt Toilette,” sagde William.

Fruen vendte sig. „Er De meget bange?”

„Slet ikke, Frue.”

Fruen så på ham og vendte sig igen.

„Ja - sådan er det med Debutanter” - sagde hun.

William tænkte på, hvad han før havde lidt på dette Sted.

Han gik omtåget af Erindringer og bedøvet af Minder. Den første Dag, han var kommet herop var han gået rundt som i Søvne. Det var, som om Mindernes Smerte lagde et Slør over hans Øjne. Og selv nu talte Erindringerne til ham ved hvert Skridt, så Nutiden glemtes.

Han stod og stirrede på den fortørnede Primadonnas Billede i Spejlet, så så Revnen, hvor Kviksølvet var gået af.

Alt stod som den Gang, Bogskabet, Blomsterbordene, det bornholmske Ur.

Jo, han kunne forsikre denne Dame for, at han havde lidt Kvaler i dette Rum og vidste, hvad det var. Men nu? Han var jo bare kommen for at sige Farvel.

Han gik ud på Scenen. Man hørte Tilskuerpladsens Larm som en dump Brusen, der nærmer sig og stiger. William trådte ned til Tæppet og så ud. Et Øjeblik blegnede han ved Synet af alle disse sammenpakkede Hoveder, hvoriblandt han intet skelnede klart.

Men så trådte de langsomt frem Hoved ved Hoved.

Pludselig bruste Musikken op fra Orkestret. Også den lød fjern, som den slog mod Tæppet og lod Bølgerne vugge det indad.

William Høg var blevet meget bleg. Som i en Bog, hvis Blade vendtes af en usynlig Hånd, læste han sit Livs Historie på disse blandede Ansigter.

Han så Grevinde Hatzfeldt. Hun sad midt på første Bænk med en ung Mand, mørkøjet, livlig: „Han er ung,” sagde William til sig selv. Han stirrede på Grevindens Ansigt, det var ungdommeligt endnu, hævet af de Slangelokker, han havde skænket så mange Kys. Og hans Blik forvildede sig en sidste Gang imellem denne stolte Bustes Kniplinger, og han nød en sidste Gang dette Brysts Skønhed.

Dér sad Rektoren fra Sorø. Det var vel Fastelavnsferie, så var han inde. Han var blevet gammel og rystende . . . Men hvor Årene også gik. Der var hændet meget siden den Dag, da han fortalte, at „Professoren” kom for at spille Komedie og at de skulle assistere. Ja, meget var der hændet, man kunne nok have Lov til at være blevet gammel.

Her så han Margrete. Hun var bleg, og skjulte Ansigtet halvt med Viften. Måske var hun bange for ham og frygtede - hun behøvede det ikke - for ham skulle man ikke lide mere.

Han så på Kamilla. Hun var blevet gammel, bøjet syntes han, som hun sad dér lænet tilbage. Han huskede Kirken, hvor hun spillede på Orglet, Forfædrenes store Kirke . . . å, af det var det spiret, Bedraget i hans ulykkelige Liv.

Thi ulykkeligt havde det været.

Dér i Logen fik han Øje på Etatsrådens Ansigt. Til den Mand havde han villet sælge sit Navn og plette en gammel Hæder.

Orkestret lød stærkere, Tæppet bølgede. Ufravendt og uden at høre stirrede William Høg fra dette Sted sit Liv og sin Historie i Ansigtet.

Helt oppe så han Olsen. Han lukkede Øjnene et Minut, han syntes, han måtte ånde dybt for at få Vejret. Hvorfor havde de dog alle sat hinanden Stævne på denne Dag?

Og dér sad Instruktøren med sin Kone.

Ja, det var hele hans Liv.

Han havde glemt, hvad der ventede, han huskede det ikke. Over denne Sal syntes han, hans Livs Skæbnetråde var tvundet så tæt, så uløselig fast - tusind Tråde, et Net, der havde fanget hans Lykke . . .

Og han spurgte for sidste Gang, hvorledes alt dette var gået til, hvorledes han var blevet ubarmhjertigt tvunget ind i denne Sals forfærdelige Garn. Hvorledes, hvordan var det sket?

Sveden sprang frem på hans Pande, han følte den kold risle ned ad sig, væde alt, mens han slugte denne Skare med Øjnene. Der var ikke ét af alle disse rokkende Hoveder, selv de ubekendte, selv de ligegyldigste, som ikke i dette Øjeblik syntes at fortælle ham en sørgelig Historie om det Liv, som her var sluttet.

Thi hvad kunne han blive her i dette Livs grå, kummerfulde Elendighed? Hvor skulle han gå hen? Og hans Blik faldt atter på Etatsrådens Ansigt. Han sad og klaskede sin Paryk fast.

Nu måtte Navnet lægges bort. Det var vel på Tiden. Han væmmedes, så længe han havde båret det.

Regissøren greb ham i Armen. „Tæppet går,” råbte han og skubbede ham ud i Kulissen. „Tror jeg, Gud forbande mig ikke, Manden er faldet i Søvn.”

William stod i Kulissen. Og lidt efter lidt begyndte han at høre og at lytte efter Replikkerne. Han hørte ude over Salen en underlig mumlende Susen, som holdt ham vågen, som ræddede ham, og som gav ham Feber.

Så faldt det første Klap, den anden Salve, den tredje, de Spillende kom ud med strålende Ansigter, tog ham i Hånden og gratulerede ham.

William blev igen rolig og ligegyldig.

Der var næsten Jubel, da Tæppet faldt.

Hoff kom op på Scenen. Han så strålende ud: „Ser Du, gratulerer, gratulerer.”

„Tak,” sagde William.

„Nu er Du da vel glad,” spurgte Hoff.

„Ja” - William stod lidt - „Andersen skal prøves imorgen.”

Hoff så på ham: „Men Du selv?”

„Klokken elleve,” sagde William. „Direktøren har lovet det.”

---

Klokken var ni den næste Morgen, da William efter at have søgt hans Adresse i Studenterforeningen kom ind til Andersen i Fiolstræde.

„God Morgen, Hr. Andersen.”

Andersen kendte ham ikke straks. „God Morgen - er det Dem, Hr. Høg? Å, hvor Deres Stykke var smukt.”

„Tak, Andersen.” William satte sig. „Hør, kan De prøve Klokken elleve,” sagde han så pludselig.

„Prøve?” han stirrede på ham, „i dag - Klokken elleve?”

„Ja, jeg har fortalt Direktøren om Dem, og Elskere er sjældne Fugle - så sagde han i aftes, at De kunne ligeså gerne komme straks i dag.”

„Å - tak skal De ha’e,” Andersen var rød som et Purpurblod og havde Tårer i Øjnene. „Hvor det var kønt af Dem.”

„Men sikke noget Snak - kønt af mig . . .”

„Klokken elleve . . . Men jeg kan jo ingenting,” sagde han, han rejste sig, begyndte at klæde sig på. „Nej, Hr. Høg, jeg kan ikke i dag . . .”

William så på ham. „Tør De ikke?”

„Jo-o - men - Og jeg kan ikke få læst over . . .”

William sad lidt og stirrede på ham: „Prøv De som Aladdin,” sagde han, hans Stemme var halvt brudt. Og da han var kommet lidt hen mod Døren, tilføjede han smilende: „Det er jo Deres Rolle.”

Andersen hørte ikke. Han gik op og ned ad Gulvet med Hænderne foldede over Brystet. „Ja, lad mig så tage Aladdin,” sagde han.

„Så kommer jeg Klokken halv elleve,” sagde William og gik.

Klokken halv elleve var Andersen beredt. Han var meget bleg, men han talte roligt.

„Er De meget bange?” spurgte William.

„Å - jeg går som i Søvne,” sagde han „jeg synes slet ikke, jeg kan tale . . .”

„De behøver ikke at være bange,” sagde William.

De gik lidt tavse. Så gav William sig til at tale for at adsprede Andersens Uro. Og der var over hans Stemme, hans hele Tonefald en mildt-sørgmodig Højtidelighed, som virkede lægende.

Pludselig spurgte Andersen: „Hvorfor er De ikke glad i dag?”

„Jeg kan blive det - hvis De nu gør Lykke . . .”

„Ja, men for Dem selv - fra i går,” sagde Andersen.

„Nå-å - ja det havde jeg næsten glemt.”

„Hvor De må tænke meget på andre.”

Direktøren var allerede kommet. Han modtog dem smilende, gratulerede William og talte i Begyndelsen kun med ham. Men han så, mens han talte, uafbrudt hen på Andersen.

„Han er god,” sagde han midt i en Sætning sagtere til Høg.

„Ikke sandt . . .”

Derpå højere: „Overordentlig Lykke. De er vel begyndt på det store Drama?”

„Ja, det er snart færdigt.”

„Ja så -”

„Jo, jeg er i femte Akt.”

„Nå, Hr. Andersen,” sagde Direktøren, „skal vi så gå ned på Scenen?”

„Hr. Andersen har taget Aladdin med,” sagde William.

Direktøren så lidt på ham. „Godt,” sagde han så. „De giver jo Stikreplikkerne, Høg.”

De kom ned på Scenen. William tog Andersens Hænder, de var fugtige, hans Hår var vådt i Panden. „Aladdin er aldrig bange,” sagde han.

„Jeg begynder med Monologen efter Jagten,” sagde Andersen.

„Godt, så sætter vi os begge ned. De gik ned og satte sig på første Bænk. „Lad den Bænk være Bredden, hvor De ligger,” råbte Direktøren op.

Andersen gik op, lagde sig på Bænken. William lænede sig tilbage med lukkede Øjne. Og ligesom én Gang før i sit Liv bad denne Vantro brændende til det tomme Rum.

Ræd for sit Livshåb i et fremmed Liv.

Så begyndte Andersen at tale. Stemmen var som bedugget af Angsten, men man følte det ikke.

William så hen på Direktøren. Han sad og så på skrå gennem sin Næseklemmer. En Gang imellem smilede han.

Nu havde Andersen glemt dem. Hans Øjne lyste, mens han priste Aladdins Lykke, kæk og stolt stod han, Drengen fra Ispahans Gader, Manden, som har vundet Gulnare og henrykt kalder sig en Sultans Søn . . .

Men så mindes han Allah.

Andersen blev til et Barn, et Barn, som tror og beder. Og mens han knælede og talte, så han med oprejst Hoved, med Smil, som Allah allerede gav ham Barnefred for Bønnen.

Det var forbi. Andersen var stået op. „Så er det Halling,” sagde han.

Direktøren rejste sig. „Det behøves ikke,” sagde han, „det er nok med Aladdin.”

„De antager ham altså?” spurgte William. „Hvordan synes De da?”

„En sådan Tro har jeg aldrig fundet i Israel,” sagde Direktøren smilende.

Andersen var antaget. William og han gik ned ad Trappen.

„Men hvordan var det egenlig?” spurgte Andersen.

„Godt - rigtig godt.”

„Ja - det troede jeg nok . . . Men,” Andersen standsede i Korridoren, „det er Dem, jeg må takke for det - -”

„Mig - å nej!” William stod stille: „Jeg tror, De vil blive til noget,” han så længe på ham, så sagde han ubeskrivelig mildt: „Der må være en Lov om spildte Kræfter - om at de ikke spildes. Så vil meget komme Dem til gode, Andersen . . .”

Hans Stemme brødes, og nogle Tårer randt ned ad hans Kinder.

„Farvel, Andersen,” sagde han, så atter på ham gennem Tårer. Så bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. „Så Aladdin,” sagde han, „gå nu hjem til dine Forældre.”

Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Hånden, som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen.

 

„Jeg er rejst, kære Hoff - bryd Jer ikke om at få at vide, hvorhen: William Høg ville I dog aldrig kunne møde mer. Spørger Du, hvorfor jeg netop rejser nu? Ellers var det blevet for silde. For mig var der intet mere tilbage uden et kummerligt, elendigt Liv, som ikke var den sidste Høg værdigt: nu er han død.

Døm mig mildt, thi jeg har lidt meget. Jeg drømte mig Formuenhed til og var uformuende: det er mit Livs sørgelige Historie. Men til at være et slet Menneske, til at nedværdige mig selv, til at glide ud i alt dette væmmelige, dette Liv som bundede i Plattenslageri og Sløjhed - var jeg for god.

Farvel. Høg’erne dør ud Jeg tror, Slægten vil slukkes med to ensomme Kvinder.

Farvel, farvel.

Din William.”

 

Hoff rejste sig og gik hen til Sekretæren og åbnede den inderste Skuffe. Han tog Grevindens Billede frem og så på de smilende Træk.

Så vendte han sig og åbnede Kakkelovnsdøren.

Længe efter at Billedet var forkullet og sammenfoldet, sad Hoff der endnu med Hovedet støttet på sine Hænder.

Han vækkedes af et Stokkeslag på Døren. Det var Fremtidssoldaten.

Han rutschede ind i Stuen, hev Stokken dér, Hatten her og purrede op i den mørke Manke med begge Hænder.

„Sig mig, Bloch,” sagde Hoff, „når udgiver De Deres første Bog?”

„Hvorfor?”

„Å jo, jeg ville gerne anmelde den, inden jeg rejser . . .”

„Rejser?”

„Ja, jeg tænker på det. Jeg synes ikke, her er rigtig morsomt herhjemme.”

„Hvor rejser De hen - -”

„Å - ligemeget, til Sahara, dér er man i det mindste alene og har kun sig selv at sørge over - -”