Hvordan jeg blev forfatter
Herman Bang: Ti År (1891)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
At det allerede er tretten År siden - snart en halv Menneskealder. Og dog mindes jeg hvert enkelt Ansigt fra den Tid, som nikkede det just nu til mig over Bordet, og jeg hører hver Stemme, som talte den til mig i dette Øjeblik.
Ja jeg blev sandelig tvungen ind i Literaturen, og jeg tør nok sige, at jeg satte først Pen til Papiret, da det Moment var kommet, da også Kællingen lærer at spinde.
Der havde jeg gået og bestilt ingenting bag gamle Bedstefars Ryg - han, som betalte for Dumheder og Klæder og nye Dumheder og nye Klæder og så statsvidenskabelig Manuduktør, mens han troskyldig drømte mig langt ind i det diplomatiske Korps, sagtens lige op til Gesandt.
Skuespiller vilde jeg være, men heller ikke de Øvelser drev jeg så sært ivrigt. Jeg kunde jo dog - var min Undskyldning overfor mig selv - ikke drive de Skuespillerstudier altfor åbenlyst og hidsigt for ikke at gøre ham, den Gamle, Sorg.
Sådan gik et Par År, mens jeg bestilte ingenting og brugte Penge. Der var jo det med Bedstefar, at han ikke huskede så godt mere. Havde han af sit gode Hjerte - han var jo aldrig glad, når han ikke gav - stukket mig et Par Tiere ud om Morgenen, så havde han om Aftenen ganske glemt det og kunde godt selv spørge, om jeg ikke "havde noget på Hjerte".
Om jeg ikke havde "noget på Hjerte", betød altid, om jeg ikke trængte til Penge.
- For Ungdommen har nu så mange Udgifter, min go'e, sagde han altid ligesom forklarende.
Og spurgte ikke han, kunde måske jeg, Skarn, give mig til at klage min Nød, så jeg fik igen.
Men lidt efter lidt begyndte Uvejret at trække sammen. Bedstefar blev svagere og svagere, mer og mer nedtrykt også: han havde, tror jeg, ladet sin Formue gøre op og saá vel, at tilbage var kun Resterne, de rene Stumper.
Så var det en Morgen, jeg var inde hos ham, han sagde:
- Min go'e, jeg har for Resten tænkt på, vi må vist heller gi' Dig noget fast - at Du kan lære at regne med Penge ...
Det var første Gang i mit Liv, at Bedstefar havde talt til mig om "at regne med Penge", og det var, som følte jeg straks i det første Nu Jorden ganske urolig under mine Fødder.
- Ja, Bedstefar, sagde jeg blot. Jeg vidste ikke stort, hvad det vilde sige "noget fast", men jeg anede det ikke netop som noget behageligt.
- For der går vist så meget med, sagde Bedstefar så og tog sig sådan tungt og hjælpeløst ned over Øjnene, som han i den sidste Tid plejede.
Det gik hastig ned ad Bakke med ham. Og så kom den sidste Dag, og han, den gamle Læge, vidste, det var forbi.
Han lå i Sengen, hvid og skinnende, da jeg kom ind. Og hviskende - han kunde næppe tale mer - lod han mig tage den Portefeuille ud af Sekretæren, den gamle Portefeuille, slidt, med hans Navnetræk i et blegt Broderi, og han sagde med sin Stemme, der brast på hvert Ord, mens han stirrede mig ind i Ansigtet med de Øjne, der ikke mere kunde se:
- Der er femten Hundrede Kroner ... at Du ikke skal mærke alting så meget straks ... Gå så ...
Og han tilføjede endnu en Gang, for sidste Gang, de Ord, han altid sagde, når han gav:
- Og sig det ikke til nogen.
Om Middagen døde han. Og et af vort Lands store Mennesker - en Mand, hvis Glæde var disse to: at skabe og at give - var ikke mer.
Begravelsen kom, og jeg stod dér i den høje flortilhyllede Kirke, hvor den Thorvaldsenske Sørgemarch lød - den, der følger alle, som bar store Navne - og jeg trykkede i Hånden Kongehus' Repræsentanter, Prinsers, Prinsessers, Universitetets Repræsentanter, Repræsentanter for Hospitaler, for Selskaber, for Foreninger, Bud fra alle de hundrede Virkefelter, som det Liv havde omspændt, der nu var forbi. Og jeg fulgte efter Ligvognen i det lange Tog, og Familiebegravelsen derude lukkede sig over den Gamle, og jeg vendte hjem - som det intet, jeg var.
Skilt ved et Slægtled, der så at sige var faldet ud af Slægten uden Fortjenester og uden Formue - skilt på en Dag fra både min Families Stillinger og Anseelse.
Sådanne Timer som de sætter Mærker.
Og alligevel - jeg havde jo femten Hundrede. Og jeg brugte løs.
Jeg havde fået dem byttet i Tikroner. Måske var det i et Slags Håb om, at sådan var de drøjere. For Resten havde Bedstefar altid haft sine Penge liggende sådan i sin Sekretær under to Brevpressere.
Byttet i Tikroner blev Sedlerne jo en Bunke, en betydelig Bunke, og jeg stak kun (jeg husker vel med en vis ængstelig Hast) Hånden ned i Skuffen og tog. Til jeg en Dag, jeg skal sent glemme den, for det var, som stivnede jeg og blev alting borte for mig - kom til at føle på Pakken: hvor den var tynd; og så begyndte at tælle, febrilsk at tælle: var der kun tre Hundrede ...?
Nej, der var ikke mer.
Og når nu de var brugt - jeg talte igen - så var der, så var der slet intet mer.
Hvordan Livet vel så skulde blive, det vidste jeg ikke. Men det dæmrede for mig, at så begyndte der vist noget nyt, noget helt andet, noget ubarmhjertigt og noget, som jeg ikke havde Rede på ...
Jo, dér stod jeg, en rigtig Livets Luksusgenstand - med mine tre Hundrede Kroner i "Blåere".
Og så blev også de brugt.
De Dage fulgte, som jeg for William Høeg i "Håbløse Slægter" har skildret. Dage, som klædte mig af for alle mit Livs hidtidige Forestillinger og for alt mit Eje, såvidt det i Mønt kunde omsættes.
Hvor tydelig står den dog for mig den Stue, hvori jeg tilbragte den Tid: kold med forrevet Tapetpapir og en uhyre Reol, der tom gabede op til Loftet. Og midt i Kulden og Ødet Bedstefaders Chaiselongue, hans sidste Æresgave, dækket med et Tæppe, hvor et kronet Navnetræk prangede i rødt.
Der lå jeg - hengivende mig til uendelige Pønsninger på, hvad der vel var at gøre. Grublerier, som bedøvede mig ligesom Opium; halvsovende, fordi jeg ikke turde være vågen.
Så midt under det hele gik jeg til en Theaterdirektør. Jeg lod mig prøve, og jeg blev refuseret. Min Slægt havde nok for Resten taget det Løfte, at jeg skulde refuseres, hvordan så Prøven gik.
Men noget måtte der gøres: kunde jeg ikke spille i Hovedstaden, kunde jeg vel spille i Provinsen. Jeg gik altså til en Provinsdirektør.
Han prøvede mig i en Stue ude på Dosseringen. Jeg ser endnu Billederne på Væggen, Visitkortskålen, Albummerne på Bordet og Manden, der spurgte mig, om jeg nu også havde ret betænkt, at denne Vej var besværlig; at det jo dog var - Provinsen; at et ungt Menneske med min Dannelse, med mine Forudsætninger ... nå, Gud hjælpe for "Forudsætningerne".
Han var meget elskværdig, Direktøren - ja, så elskværdig har han været, at han aldrig, end ikke til sine Nærmeste, har omtalt den ganske Historie.
Hvordan Prøven faldt ud, husker jeg ikke ret. Men det véd jeg, at jeg en Aften ud på Efteråret det År stod med Kuffert pakket beredt til Rejse næste Morgen - ud i Provinsen at slide Scenegulv.
Men så i det sidste Nu tabte jeg Modet og bandede mig selv: altså ikke en Gang det kunde jeg. Altså ikke en Gang spille Theater i Provinsen. Og den gamle Tilværelse begyndte igen: med de lange, uendelige Dage, fulde af sløvt Grubleri og halv Opgivelse.
Kun én Gang tog jeg mig sammen. En gammel Veninde havde talt hedt til mig; havde sagt, at dette gik lige ned i Umuligheden; havde foreholdt mig, at det vilde ende med Skammen, havde vendt op og ned på mig.
I Raseri gik jeg hjem. Desværre noget at svare havde jeg jo ikke.
Og i de næste fire og tyve Timer skrev jeg så, uden at spise og uden at drikke, jeg havde nær sagt: uden at tænke, en lille Enaktskomedie ...
Men, Du milde Himmel, skulde det egentlig nytte? Hvem vilde vel spille mine Enaktskomedier? Jeg troede jo ikke en Gang selv, at jeg havde Talent, så det var meget forlangt, at nogen anden skulde tænke det.
Alligevel begyndte jeg at skrive. Det var den eneste Mulighed for at tjene nogetsomhelst, og der hørte vist egentlig slet ikke Talent til for at skrive i Provinsaviser.
Jeg forsøgte det, jeg henvendte mig til en Provinsavis og den - optog mit Skriveri. Den optog Brev på Brev: straks det andet Brev var lykkeligt nok til at blive parodieret i et Vittighedsblad.
Så fik jeg Blod på Tanden. Jeg skrev "Kauserier" - de lød fuldstændig som Oversættelse fra Fransk - og jeg begyndte med mine Papirer at klatre op ad Redaktionstrapperne i Hovedstaden ...
Det var nu ikke meget tillokkende for mig i Begyndelsen. For jeg var opdraget i den fulde Overbevisning, at Bladfolk, nå, de stod sådan netop på Grænsen af, hvad der var nogenlunde menneskelig præsentabelt, og skrive i Bladene gjorde absolut kun de Folk, som ikke kunde nogetsomhelst andet.
Men jeg var jo desværre netop i den Situation, og som sagt, jeg entrede Redaktionstrappeme, alle Redaktionerne.
Der var ingen, som ikke beklagede desværre ikke at have Brug for mit "Kauseri".
Men jeg blev ved. Jeg gik fra Dagbladene til Ugebladene. Jeg gik også til Tidsskrifterne. En smuk Dag nåede jeg til Vilhelm Møller: han tog venligt imod mig; vi var fra samme Skole og vi havde fælles Erindringer. Han beholdt mit Manuskript til Gennemlæsning - og jeg gik.
Hvor blev jeg forbavset, da jeg samme Aften (der gik ellers som oftest længere Tid, inden en Redaktion fik refuseret mine journalistiske Klude) fik mit Manuskript tilbage: det kunde ganske vist ikke trykkes. Men, skrev V. M., jeg skulde kun skrive løs, så kunde man måske bruge noget af det næste.
Så glad blev jeg ved det Brev, at jeg løb lige ud i Tivoli og spiste og drak og kunde gerne have omfavnet Alverden.
Så kunde jeg måske dog en Gang komme til at tjene mit Brød.
Thi det må jeg jo tilstå, at det var på Brødet, jeg tænkte den Gang. Siden har jeg mest tænkt, at jeg måtte se at få rystet af mig noget af alt det, som kogte i mig. Det var i al Fald min Fornemmelse, da de "Håbløse" blev skrevet ned (de sidste tre Hundrede Sider i seks Uger desværre) ...
Litterær Ærgerrighed - den har jeg først fået noget senere.
... Jeg indleverede så noget Småtteri til Vilhelm Møller. Han syntes, "der var noget i det", (han var høflig; thi siden har jeg selv læst det: det var gyseligt) og bad mig blive ved. Jeg skrev altså løs; nogle Skuespillerkritiker, som umulig kunde trykkes; en Studie over en ung Mand, som tager Gift uden skellig Årsag (Kimen til "Slægterne") og en Skildring af københavnske Grossererballer.
Det blev trykt.
Og Skandalen blev derefter.
Mine Studier var nemlig lutter "Portrætter", som i den københavnske Selskabsverden var kun altfor vel kendte.
Vedkommende Numre af "Nutiden" blev udsolgte.
Vilhelm Møller, som troede, at jeg alligevel var bedre som Theaterkritiker end som Novellist, anbefalede mig til Pladsen som Sekondtheaterkritiker ved et nyt Dagblad, et stort Blad, som skulde konkurrere med de Ferslevske Foretagender.
Jeg blev antagen. Og nu fulgte tre, fire af de mærkeligste Måneder i mit Liv.
Det nye Blad svarede fuldstændig til mine Forestillinger om Pressen. Det var Zigeunerliv og dets Zigeunere var de særeste Patroner.
Redaktions- og Ekspeditionskontorerne fandtes i et ret obskurt Stræde, hvis Fysiognomi livlig ændredes ved vore uhyre Skilte; jeg har aldrig set så omfangsrige Skilte. Skade jo kun, at Strædet var så afsides.
Ekspeditionskontoret fandtes til Gaden. I den forreste Stue rugede to magre og slidte Ekspedienter over den tomme Abonnementsprotokol. De tilbragte Tiden med at liniere og "indrette Rubrikker". Jeg har aldrig i nogen Ekspedition set såmange Rubrikker.
Alle var de tomme.
I den indre Stue sad Hr. M. Bred, meget tyk, med Guldkæde over Vesten, en Silkevest - foran Kassen, der var ganske så tom som vor Protokol.
Han sad der hensunken i Betragtninger. Han sad der ti Timer om Dagen, næsten uden at røre sig.
Han så at sige arbejdede for Bladet.
Redaktionskontorerne var til Gården. De bestod af et Kammer og et Køkken. I Kammeret residerede Hr. W., Redaktøren. Han var lille, bidsk og pint af Bladets Fiasko som et sygt Dyr; han tilbragte sin Dag i evig urolig Gang mellem Skrivebord og Vindu, evig undersøgende dette utrolige: at det ikke gik - at det ikke vilde gå, Bladet, hans Blad, hans fortræffelige Blad.
Vi andre Medarbejdere opholdt os i Køkkenet.
Der blev hovedsagelig arbejdet om Aftenen, ud på Natten. Så arriverede, med Tungen ud af Halsen, en Flok højst forpustede gentlemen - gentlemen of the press - med Papirer og Referater i alle Lommer, og de gav sig til at skrive i alle Kroge, i det gamle Køkken, i Kontoret, så det haglede af dem, skønt de afførte sig Frakkerne.
Det var Journalistiken i Skjorteærmer.
Om Dagen gemtes inde i Skorstenen - der var i Køkkenet sådan en rigtig gammeldags Skorsten som en Grube - et lille trebenet, spinkelt Spritapparat.
Det kom frem om Aftenen, og man styrkede sig med adskillig opspædet Spiritus.
En Medarbejder var der, som også om Aftenen holdt sig meget stille.
Timevis sad han og stirrede i Dagens opslagne Avis og forundrede sig. For han syntes Bladet var udmærket - og det gik ikke.
Jeg vandrede fra Køkken til Kontor; urolig var jeg: Redaktøren rettede Dansk i mine stilistisk noget krimskramagtige Udtalelser om Amaliegadens Kunst.
Nu og da hørte jeg, at en og anden ude i Byen ikke fandt mine Artikler så rent akavede.
Hvad Redaktøren angik, så komplimenterede han mig ikke. Ustandseligt snærrede hans Røst gennem Døren, som klaprede ustandseligt.
Faktoren gik ud og ind mellem Ekspedition og Sætteri; han spilede de magre Avertissementer ud over Bagsiden, så Bogstaverne formelig måtte lede efter hinanden.
Hr. M. tømte mange halve Carlsberg, pustende foran den tomme Kasse.
Efterhånden var jeg også avanceret til Boganmelder. Som sådan havde jeg fået "Nutidsbilleder" at anmelde. Så meget Papir er der vist aldrig gået til en Anmeldelse, som jeg rev itu, før jeg fik de to Spalter fyldt.
Hvad jeg skrev, véd jeg ikke mer. Min Ærbødighed for Bogen og for denne "Jason", som jeg kunde halvvejs udenad, har vel farvet mine Ord, og forstået Bogen havde jeg vel også.
Vist er det, Dagen efter at min Anmeldelse havde stået trykt, signeret med et "?", var der til Redaktionskontoret arriveret et Brev til "Hr. ?". Det var undertegnet "Forfatteren af Jason" - men der stod "Dagbladet"s Mærke i Hjørnet.
Det var fra Topsøe - til mig.
Han takkede mig, takkede mig; og så skrev han til mig, at hvis jeg en Dag vilde skifte Blad, så var der måske et eller andet Steds en Plads for mig.
To, tre Dage efter fik jeg ingen Avis om Morgenen. Og da jeg kom hen på vort Kontor, var Ekspeditionen lukket. Tykke M. sad alene uforstyrrelig i sit Kammer.
Han sagde meget roligt: at de havde nu sluttet med Bladet - fra i Dag. For det gik ikke. Og så overrakte han mig Honoraret. For hvilket jeg bukkende takkede.
Mit første Blad var stille stedet til Jorden. Jeg har siden været med til at begrave adskillige.
Jeg tror, det var samme Middag, at jeg gik op til Topsøe. Han sad i sit Kontor, lille, soigneret og fin og spurgte lidt forbavset, hvad jeg vilde. Han var væbnet med en Elfenbenspapirkniv, som han vuggede frem og tilbage mellem to Fingre. Jeg præsenterede mig noget hakkende som Hr. ? og sagde, at, ja, at nu var mit Blad gået ind.
Topsøe saá lidt længe op og ned ad mig; Papirkniven var standset i sin Fart. Jeg lignede en Gymnasiast i næstøverste Klasse, og han havde måske ikke ventet mig netop så hastigt.
Men han tog sig i det, og fra den Dag var jeg "Løsgænger" (mit Mærke lød sådan) i "Dagbladet".
Jeg skrev lærde Artikler om Literatur, som siden blev optrykte i en Bog. Jeg udtalte mig med Forkærlighed som en Mand på halvfjerds. Jeg var sådan noget som tyve År, så det var jo ikke så underligt. Men Trængselens Dage var omme: Vilhelm Møller og Topsøe kunde jeg ene takke derfor.
Jeg skal heller ikke nogensinde glemme dem det.