Ludvigsbakke

---

Herman Bang (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


I TAKNEMMELIG ERINDRING OM EMIL BJERRING

---

"Men jeg synes undertiden, det er, som det var en anden, der lagde Tallene sammen."

---

      Til Plejerskerne.

   Denne Bog vender kun hjem til det Sted, hvor den fødtes. Dens Fortælling er spiret af en eneste Erindring og den er vokset ved den.
   Under Hospitalets lange Nætter uden Søvn stod Døren åben til den lille Forstue. Derude sad Plejerskerne ved deres Træbord. Lige overfor hinanden arbejdede de stille ved det fælles Lys. De vekslede ingen Ord. Men på én Gang havde de begge på samme Tid sluppet deres Arbejde og begge sa&åcute; de tavse ind i Lyset med et langt Blik--Øjne, der søgte fjernt, så fjernt bort, langt bort mod deres Livs ukendte Erindringer....
   Sådan sad de en Stund med Panderne løftede mod Lyset.
   Og over deres Ansigt fløj den samme Skygge af en Vågnen; en Stønnen kaldte dem og de stod op og stille vendte de hjem til deres Pligt....
   Men hine to Kvindeansigter--å dagligdags Ansigter med bortstrøget
   Hår fra lidt kantede Tindinger--var forblevet i en Sygs Erindring og Måneder og År kom de igen og igen som et Minde, der kaldte på fler og fik hundrede Billeder i Følge.
   Minder fra Hospitalets tavse Haver, hvor Løvet faldt tyst i tyste Gange og Byens Støj lød dæmpet hen som fra en Verden, der er glemt; Minder om de mægtige Gårde, hvor Bærernes hastige Trin døer hen, og om de lange hvide Gange, hvor i Skumringen, dækkede af det sidste Lagen, de bringes bort, som har ophørt at lide.
   Og Dampmaskinens Støj, hvis Stempel slår som det uhyre Hus' ustandselige, drivende Hjerte.
   Og Dørene, som åbnes og lukkes, tungt; og de Syges uophørlige Tog, der kommer og går, og Mennesker, hvis Verden dette er, hvis Liv er her....
   Tankerne forfulgte dette Liv. Og Haver og Gårde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time--det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv.
   Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende.
   Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
   ----
   Jeg tænkte så tit, mens jeg sa&åcute; de Hundrede, hvis Liv er at pleje og at trøste, at én Ting vel undertiden måtte falde ret tungt. Menneskene kommer her, syge, elendige, de modtager Plejerskernes Hænder, de helbredes og--de går, går og glemmer. Og Nye kommer og de lider og hjælpes og går og glemmer....
   Og ingen Tak, ingen hengiven Erindring synes at binde mer til dem, som lindrede Lidelsen.
   Det syntes mig at måtte være tungt, og derfor sendes denne Bog derhen, hvor dens Spire blev lagt, med en Tak. Kærlighedsgerninger skrives aldrig i Sandet. Mindet om dem gemmes i menneskelige Hjerter.
      Paris, Marts 93.

---

   Portøren var kommen for at hente de tre Patienter, der havde Kælderarbejde, og han gik hen og råbte til Nummer to, Manden med Mavebælterne, der vandrede op og ned, op og ned langs Kakkelovnsvæggen:
   -Vi skal afsted.
   -Ja; Patienten Nummer to standsede og sa&åcute; på Portøren. Ja, sagde han igen med et Nik og drejede forvirret rundt om sig selv som en Hund, der vil lægge sig. Han gjorde altid det, fer han skulde foretage sig selv den allermindste Ting.
   Så fik også han Slåbrokken på ligesom de andre og de tre kom afsted. Man hørte Portørens Nøgler rasle gennem Gangen, mens han lukkede--først heroppe, så dernede.
   Ida Brandt satte de afvaskede Kopper sammen i en Krog på det lille Køkkenbord og gik ind i Salen for at "lytte". Men de to Gamle derinde sov, med dybe Åndedrag.
   Og inde på "A" var der ganske stille....
   Frøken Brandt stod op på Stolen i Forstuen, hvad hun måtte for at nå Vinduet, og hun flyttede Blomsterne lidt, så der blev Plads i Karmen til, at hun kunde sidde.
   -Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene.
   Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun sa&åcute; ud gennem det store Vindu: så roligt "Søerne" lå, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.
   Ida tog et Brev frem, men længe blev hun siddende med det i Hånden, mens Søens Rødt derude stille gled bort og falmede--før hun begyndte at læse:

      Du kære Pige.
   Du får dette Brev fem Postdage forsilde. Jeg ved det godt. Men Du har heller ikke fem afskyelige Unger, hvoraf de to i forrige Uge brækkede Forbenet af Skrivebordet. De vilde kun lege Skib med det, lille Du, under Rengøringen. Men nu er Benet limet, og til Morgen fik jeg de sidste Vintergardiner op, så nu får Du Lykønskningen: Gud velsigne Dig, min Pige, det véd Du, ønsker alle vi på "Villaen".
   Så var det virkelig otte og tyve, Du blev. Ja dog, Du, hvor Tiden løber, og når jeg går forbi Spejlet på Nørregade, synes jeg tit, det er ikke længer siden end igår, jeg sa&åcute; Dig sidde derinde bag Vinduet, krøbet op i Mahognistolen, og stirre artigt (alting har nu altid været artigt på Dig, Ida, Øjne, Hår, hvor var Du vel kæmmet med dine to Musehaler og det Hele) på os forfløjne Spirer fra Frøken Jørgensen, når vi kom rendende gennem Gaden med Taskerne og gav "Sidst" i Portene, så der var ikke et helt Læg i vore Nederdele.
   Du rykkede tilsidst helt ud på Gadetrappen og stod og holdt Dig ved Gelænderet så forsigtigt, som var Du bange for at falde i Vandet, indtil din Moder kom og kaldte Dig ind med et "I-da" og Du gik med stive Musehaler (Du havde en Gammeljomfru-Gang, Ida, som Barn) og din Moder lukkede Gadedøren.
   Vi luskede af. Der var altid noget over din Moder, der ligesom dæmpede.
   Jeg pustede gerne lidt ud henne i vores Port. Jeg vidste jo, at Mo'r var ved Spejlet: "Så--er Du der" (jeg var kommen lidt på Skæv ind ad Døren) ... "Må jeg se Dig?" og jeg måtte dreje mig.
   -Olivia, Fingrene af Munden.
   -Nå, ja, det har jeg sagt, det bliver sidste Gang, Du får Skindkant om Kåben ... Jeg mulede, der var jo altid en eller anden Stump af Kanten, der hang løst og dinglede; jeg véd ikke, hvordan det var, men jeg og Regine, vi blev nu en Gang forpjuskede.
   -Ja, så kan Du gå.
   Jeg løb med Tasken bus på Dørkarmen.
   -Om det Barn nogensinde lærer at gå på sine Ben--jeg vidste jo, det vilde komme fra Forhøjningen--: Og kun ét Håndtag i Tasken ... ja, så kan Du gå....
   Jeg var på Vejen.
   -Men om Karen først--kom det stadig fra Forhøjningen--vilde være så venlig at sætte en Børste i dit Hår. Det er jo en Skændsel at se på.
   Håret var det værste. Det endte altid med, at Karen måtte frem foran selve Mama med Børsterne. Hun børstede og børstede:
   -Nej--og Mama sukkede--der er ikke Skik at få på det Hår. Nej, lille Ida Brandt, hun kan holde sit.
   Jeg snerpede Munden sammen, så stiv som en Pind, og Karen børstede: Du var jo altid Dydsmønstret....
   Og kan Du så huske, da Mama var på Visit hos din Moder med mig--de havde vist egentlig ikke omgåedes før--og de sad i Dagligstuen og talte, og vi sad i dine to Småstole inde i Sovekamret mellem din Moders Seng og Vinduet og så på hinanden og bed Fingre--da jeg på én Gang tog Dig i begge Hårhalerne og dunkede Dig ind mod Sengekanten, blev ved at dunke Dig, uden at sige et Ord.
   Og Du værgede Dig slet ikke og gav ikke et Kny fra Dig, men begyndte bare at græde sagte, ganske sagte. Véd Du hvad, min Pige: Jeg tror, jeg fra det Øjeblik holdt af Dig, fordi Du havde grædt så sagte....
   Hvor jeg husker Onsdagene, når jeg var hos Jer og kom Klokken fem for at hente Dig med ud. Når jeg var kommen ind, kaldte din Moder, fra sin Vindusplads, ind i Sovekamret, hvor Du sad over Lektierne--Du sa&åcute; altid ud, som vilde Du krybe op på Kommoden, når Du læste Lektier--:
   -Ida....
   -I-da, det er Olivia Franck.
   Mens hun blev ved at strikke med sine store Pinde, sagde din Moder til mig og nikkede:
   -Sæt Dig, min Pige.
   Og jeg satte mig ved Døren--hos Jer satte man sig altid midt på Stolene--til Du havde fået alt Tøjet på, Vesten og det lille Tørklæde og Kåben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
   -Har Ida Lommetørklæde? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme for at føle--: Kom så ingenting til....
   Og vi gik forbi Vinduet, hver på sin Flise.
   Men om Aftenen når Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne (Herregud, nu er også Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene--hun lo ligesom om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i Varmen....
   Mama sagde:
   -Det hjælper et helt Døgn på Olivia, når hun har været hos Ida Brandt.
   Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du, Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op. Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
   -Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet på Møblerne.
   Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
   Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:
   -Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
   Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, på Stolen ved det sorte Bogskab, uden at mæle et Ord....
   Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gård (jeg tænker tit: Gud give jeg havde en sådan Gård at sende mine Drenge ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor Du måtte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, når vi legede Berider i Værkstedet, hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Tå med Øjnene stive i Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som når Du skulde høres i Verber.
   Når vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers Sukkertønder, som var Kahytter. De var også "Blykamrene", når vi var med i "Røver". Men det var værst, når de var Kahytter, for det var altid os, der blev kommanderede derind, når det "stormede" og Brødrene rullede dem "under høj Søgang".... Du sad derinde med Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....
   Det var også dér, Du fik revet din blå Musselins på et Søm.
   Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og sa&åcute; kun på Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, åndeløs:
   -Vi må sige det til Mama.
   Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
   -Ida har revet sin Kjole.
   På "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
   -Hvor?
   Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
   -Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad må Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus?
   Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Håret bag Ørene løst med sin Hæklenål:
   -Der må gå Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligeså forfærdet som vi: tag Kjolen af.
   Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til.
   -Dér går Fru Brandt, råbte jeg, som var rykket op på Forhøjningen.
   Mama slap Kjolen:
   -Hun skal i Kirke, sagde hun så, ligesom lettet; og vi sa&åcute; begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
   Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
   -Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
   Mama slog Hænderne ned i Skødet:
   -Så er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.
   Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en Halvbredde ud og så måtte Baglæggene rækkes.
   -Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun målte og synede den blå--Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun altid på at skrå en Bredde--:
   -Nej, det vil ikke ses.
   -Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte på Finsen, som talte hun Latin: ja, når det blot ikke ses ...
   Det sa&åcute;s ikke.
   -Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen på igen: en Gang til. Nej, det ses ikke.
   -Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet:
   -Nu vi! vi ha'e Crêmekopper.
   Crêmekopper var Moders uomgængelige Tilgift til Sypiger. Der blev altid lidt af Butterdejgen siddende på Finsens Underlæbe, i den Revne, som hun havde fået af at overbide Tråd.
   Jeg fulgte Dig om Aftenen, da Sofie kom. Du tog mig lidt hårdt i Hånden, da vi nåede ned på Gaden. Da vi kom hen til Kælderhalsen, sagde jeg:
   -De spiller; jeg sa&åcute; Frøknernes Skygger på Jeres hvide Gardin.
   -Ja, hviskede Du med en lillebitte angst Stemme.
   Vi kom ind og Du fik Tøjet af og vi kniksede rundt, først jeg og så Du, og din Moder sagde over Kortene:
   -Har Ida været artig?
   -Ja; det var vist første Gang, Du løj, min Pige.
   -Ja, gå så i Seng. Du véd, om Mandagen øver Du Klokken syv. Godnat.
   Du fik dit Pandekys og var afsted.
   -Farvel, sagde jeg ligesom i en Eksplosion. Og jeg løb hjem til Mama, så jeg var ganske forpustet:
   -De sa&åcute; ingenting.
   -Ih, Gud ske Tak, sagde Mama og satte sig hårdt i Sofaen:
   -Nå, Ida har nu meget godt af at være med i lidt Uartighed, sagde hun. Jeg havde henne på Forhøjningen hemmelig fat i Lektien:
   -Må jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu på Lektierne?... Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse på Sengen?
   ... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Årene løb. Hvor jeg ser os på Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede. Gamle Pastor Bacher, det Skind, det går rent tilbage for ham, og de går alle til Pastor Robert, sidst havde Bacher kun syv og tyve.
   Men Herren véd, hvor tit Du havde måttet høre mig i Salmer....
   Mama blev ved at sige:
   -Jeg synes, Ida var den netteste Konfirmand. Den Pige har noget, når hun holder sit Hoved, halvt nedefter, noget, der ikke ligner andre....
   Og din Andendagskjole var blå med små hvide Prikker....
   Å, den første Tid som unge Piger, hvor vi endnu øvede os i at gå i de lange Kjoler, og Mama måtte sy mig "Rucher" for Hænderne for at skjule mine røde Håndled; og til den højeste Stads sad vi mellem de andre unge Piger, generte og ledeløse i vore sorte Kjoler, der var pyntede op med en Pibekrave, kære Du, hvor tit min måtte lægges ud i Brystsømmen.
   I Julen var vi til det første Bal. I tre Uger havde jeg sovet med Handsker på om Natten:
   -Man kan ikke, sagde Mama, tage på Bal med de Hænder. Ida går i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du.
   Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg på Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, så vi sad på det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen på Forsædet og Jeres Sofie knejste på Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir....
   Det ækle, gamle Rum i Klubben med Fugtighed ned ad Væggene og det grå Skærmbrædt. Husker Du Skærmbrædtet, hvor Fru Ferder regelmæssigt gik Ingas Hals efter med et dyppet Lommetørklæde.
   -Olivia, sagde Mama: om Du nu kunde lukke din Mund....
   Hver Moder gav sine Formaninger og glattede Kjoler. Og midt på Gulvet stod vi, rødarmede og forskrækkede og smilende, og Fru Ferder løb rundt:
   -Gud, Fru Franck, Deres er nydelige, blev hun ved at råbe. Hun havde et åbent Brev Knappenåle fæstet foran på sit Bryst for at gå Ingas Toilette efter. Det dundrede på Døren: Luk op, luk op. Det var Nina Stjernholm i sin Pelskåbe:
   -Godaften, Godaften! Barn, Barn, jeg er kommet meget for silde, råbte hun, mens hun rystede på Hovedet, så alle Lokkerne fløj, og råbte på Mama:
   -"Søde Fru Franck, hvor er Føllene?" Og hun mønstrede os og skubbede tykke Fru Eriksen til Side: Nydelige, nydelige, sagde hun i Farten:
   -Men lille Fru Franck, hvordan sidder mit?
   -Nina, dog, sagde Mama, hvor det sidder skævt....
   -Men, gør det? og Nina rettede og trak i Liv og Nederdel, mens Mama hjalp:
   -Men, hvorfor har De også alting siddende så løst, Nina.
   Mama var halvt fortvivlet og trak Lidsebåndet fastere i Halsen, mens Nina lo:
   -Lille Ven, sagde hun til Mama, En må der til at være lidt god mod de ældre Mandfolk ... Har I til første? vendte hun sig til os.
   -Ida ikke....
   -Godt, så hold Dem til mig, Frøken Brandt, jeg råder over et Par spæde Løjtnanter fra Frederits, og jeg ta'er Hofjægermesteren.
   Balinspektøren dundrede på Døren og spurgte, om Damerne var færdige, og Musikken begyndte at spille.
   -Så, sagde Nina og slog Døren op. Jeg sa&åcute; bare Lysekronen, Du, og den dansede allerede. Så fik jeg Adolf Black, der var ligeså befippet som jeg, fordi han var i Kjole, og jeg hørte Mama sige: Ryggen, Olivia, og jeg sa&åcute; Dig, der kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg....
   Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
   Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
   -Å, Fru Franck, sagde Du og lo sådan stille, det er så dejligt at danse.
   Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran på Brystet og sagde til Kammerherren:
   -Kammerherre, se ikke på mig, Fru Franck siger, jeg er meget for nedringet.
   -Nina, råbte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og Inga Ferder dansede, med den blå Garnering slynget om Armene, medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt på Gulvet:
   -Nina, råbte Mama.
   -Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? når Båndet springer? Og hun satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
   Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
   -Det stille Pigebarn er nydeligt.
   "Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
   Å, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men på én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, så den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, så vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene....
   Men så kom allerede det Efterår, da din Moder blev syg.
   Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik, uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen, hurtigere og hurtigere.
   Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg var bange, så angst, at måske var hun død, og jeg sagde til Mama:
   -Går Du ikke med?
   Og vi tog Tøjet på og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og måtte bære hende; og Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde gå, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skål og blev ved at sige, mens hun græd:
   -Men hun har heller aldrig taget mod Råd, hun har heller aldrig taget mod Råd.
   Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vågede inde i Dagligstuen og hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de langsommelige Timer.
   Og vi hørte Vågekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen og hørte Uhrene....
   Men Du, Stakkel, vågede mange Nætter siden.
.....
   Farvel, nu, min Pige. Gid det nye År må bringe Dig rigtig megen Glæde. Vi på Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
   Og så et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.


   Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen. Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle på Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge.
   Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
   Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, så hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til så mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
   Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
   -Må jeg gå igennem, Frøken?
   -Værs'go'.
   Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakåndet af Forskrækkelsen.
   Hr. von Eichbaum blev stående, mens hun tændte:
   -Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: så meget jeg er kommen til at tænke på Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud på dette forbandede Kontor.
   -Men der var osse så dejligt, sagde Ida med en Stemme, som sa&åcute; hun det for sig: så dejligt der var ud over Bræstrup.
   -Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang.
   Han blev stående, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den:
   -Nej, sagde han og sa&åcute; op på hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensråd.
   De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind på "A". Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet, følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte Lysene på hans Bord.
   -Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
   -Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde hun:
   -Han er den eneste, jeg er forskrækket for.
   Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig....
   -Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse....
   -Et Spøgelse?
   -Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
   Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
   -Nå, Godaften, Frøken.
   Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid urolig hen mod Aften.
   Ida Brandt stod uvilkårligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte på Olivias Brev.
   Og så på Ludvigsbakke.
   Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen over Gulvet.
   Lange Bertelsen, der "var gået istå", gik ud og ind til Vaskebækkenet i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem for tusindfold Synd.
   -Nå, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
   -Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og sa&åcute; lidt på hende, såvidt han kunde, for hans Øjne var aldrig på ét Sted--:
   -Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
   -Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig på Gentagelsen.
   -De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre Maden.
   -Rask, han lo, som han snærrede, og man sa&åcute; alle hans tætte Tænder; det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de glinsede:
   -Rask--her, hvor man er lukket inde.
   -Og så skal De spise, sagde hun: og så er jo den Dag gået, Bertelsen.
   -Ja, ja, råbte hun ind på "Salen", hvor de to Patienter allerede havde sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af Utålmodighed: nu kommer jeg jo....
   Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov så fast endnu, at man kunde høre hendes Åndedræt helt herud.
   -Frøken Petersen, råbte hun og bankede: De må op.
   Åndedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja". Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen, hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
   -De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en Døv.
   -Hm; han sa&åcute; kun på hende.
   -De skal spise. Schrøder, gentog hun.
   -Hm.
   -Men det må være nu--hun blev ved at tale så tydeligt, som havde Manden svært for at høre--: for nu kommer Lægerne.
   Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
   Man hørte allerede Lægerne på Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen, Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et Aktstykke.
   Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
   -Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
   -Nej, Hr. Reservelæge.
   Lægen gik alene ind på "A" og lukkede Døren.
   Kandidat Qvam svang sig op på Forstuebordet og slog Benene sammen:
   -Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
   -Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne forretningsmæssigt som til Kolleger.
   -Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har de slæbt ham på femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ... Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med Ro ... Hvad siger De, Frøken Brandt?
   Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
   -De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var allerede ved Døren til Kvinderne.
   Qvam gik bagest; han rystede på Tærskelen sine Ben i de hvide Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
   Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Måde at løfte dem op i Sengen.
   Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
   -Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
   -Mit Uhr er gået istå.
   -Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, når Frøken Petersen kom op om Aftenen.
   -Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The....
   Ida nikkede kun, hun var så vant til at måtte vente på de andre en Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og gav sig til at sy.
   Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu, hun tænkte på det, hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe ved Bordenden, hun havde altid Konferensråden til Bords.
   Fru von Eichbaum gik Ture på Klokkeslet og havde de to Stenbænke i Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.
   Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun opdagede hende påny hver Gang.
   De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med Uldbukserne i Ål højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han sad i den bare Skjorte på Sengekanten, Benene hang, som sad Knoglerne løse på ham.
   -Nu må De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
   -Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
   Ida måtte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var det noget, der krævede en tung Eftertanke: Så, sagde hun og slog ned på Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, når De ligger ... ikke?
   Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede på Bertelsen: han blev altid så voldsom ved Kortene. Så hørte hun Frøken Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde endnu kun åbne på "A".
   Herren på "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at begynde at skrive igen på sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal, han skrev, så langsomt som han prentede dem.
   -Så åbner jeg Skodden, sagde Ida og åbnede det høje Vindu.
   Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
   Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
   Uden at røre sig sad han og sa&åcute; ud i Natten frem mod Stjernerne.
   -Hvad er det, han altid sidder og regner på, sagde Frøken Petersen.
   -Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...
   -Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.
   Ida åbnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre, mens de slæbte den.
   Josefine, der sad på Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod Portørerne:
   -Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
   Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde ind, og den ene af dem sagde, seende på det hængende Hoved:
   -Det er forresten et pænt Menneske.
   -Ja, sagde Ida og sa&åcute; ind i hans Ansigt, hvis Læber var åbne som en Maskes--og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.
   Inde på den gode Gang stod Celledørene åbne og Patienterne blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig på Bordet, og knappede Handsker:
   -Å, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" ...
   -Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Hånd ud mod Ida, der altid skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.
   Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde med sin meget tydelige Stemme:
   -Hvad har det Liv kostet?
   -Tak, Jomfru.
   Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun fredede endnu om det Ydre som to og tyveårig, hun havde haft ubeskåret for ti År siden, og Håret måtte have sit ganske bestemte Fald i Tindingerne:
   -Jeg har fået det af en Fætter i Ålborg, sagde hun, om Livet.
   Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden Bordende, sagde:
   -Uha, ja, nu skal man til at tænke på Vintertøjet.
   Og de begyndte at tale om Hatte.
   -Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.
   Så kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:
   -Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Hånd op til en bred Næse, mens hun sa&åcute; til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra Kvinderne.
   -Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde fået fat i Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
   -Godnat.
   Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:
   -Må man være her lidt? sagde hun.
   Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
   -Frøken Friis holder meget af Klæder.
   Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken Koch sagde, mens hun kløede sig i det grå Hår, der var surret op i Nakken, som man surrer en Tovende:
   -Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.
   De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de måtte da også passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om Hår, mens de to Plejemødre spurgte om de Indlagte.
   -Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.
   -Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.
   Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehår.
   -Ja, sagde hun: om man havde Brandts Hår.... Gud, Brandt, at De ikke "flammer" det.
   -Jeg har altid haft det sådan, sagde Ida.
   Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i Idas Pandehår med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde hun og blev ved at purre op i Håret: ellers ser De jo ud, som De var vandkæmmet....
   Frøken Krohn, der sad og sa&åcute; til med begge Armene på Bordet, sagde:
   -Nå, sa&åcute; De den ny på Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen skinnede....
   De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne fra sin Plads:
   -Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske....
   Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:
   -Nå, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der går efter Skørter.
   -Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Hår: hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.
   Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en Hopsa på Bordet:
   -Manden går med Stropper i Benklæderne.
   Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der lå i hendes Egn, og om den gamle Konferensråd og Konferensrådinden.
   -Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
   -Ja, svarede Ida: Konferensrådinden var død.
   -Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine Bede, da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden på Skotøjet....
   Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensrådinden og hendes Uldstrømper:
   -Men nu er det vel snart tredive År siden. Nå; Frøken Koch rystede sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, når hun rejste sig: den Vej skal vi jo alle.
   -Skal De op, Brandt?
   -Ja.
   -Så slår vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
   De lukkede sig ud på Trappen ved den gode Gang, og de standsede ved Frøken Kochs Dør.
   -Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren: Det var et herligt Sted. Hun tænkte på Ludvigsbakke.
   -Godnat, Brandt.
   -Godnat.
   Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en Sommerfugl (der var rundtom i Stuen så mange små Ting, som hun og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun stod lidt foran Kommoden og sa&åcute; på Billedet fra Ludvigsbakke, med det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de Unge, der sad på Trappen op ad Trinnene.
   Der sad jo også Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist ikke lagt Mærke til ham på længe. Men hun huskede godt, Billedet var fra det År, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid lå på Græsplænen så lang han var....
   Og dér stod Konferensråden ved Flagstangen....
   Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder frem. Dér var det fra Søen. Hun blev stående med det og smilte: hm, når det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor de morede sig så. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i Læggen, så Dr. Didrichsen måtte hentes.
   Det var Fru von Eichbaum, som sad dér på Bredden, under den hvide Parasol.
   Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af så mange af Moders gamle Ting.
   Ida låste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte på Olivia og hendes Børn og på Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set ifjor, og på sin Fader og på sit Hjem--derhjemme på Ludvigsbakke.
   Hun sa&åcute; den store hvide Længe i Godsforvaltergården og Stuerne, hvor der var så "blæst" og så stille, med Blomsterne, i hvert Vindu fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig måtte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.
   Og hun sa&åcute; Kontoret, når hun bankede nederst nede på Døren, da hun var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Stråhat på-- for han "tog altid Håret af", når han var i Kontoret--og hun krøb op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i deres store Kasser, under Glas.
   Moderen åbnede Døren:
   -Brandt, jeg venter med Maden.
   -Ja, min Ven ... er Barnet her? ... nå....
   Og han tog ned om Ida med et Par kærlige, åndsfraværende Hænder:
   -Ja, min Ven, ja, min Ven.
   -Hatten, Brandt, sagde Moderen.
   De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind mod sit Knæ, så hun snublede over hans Støvler.
   -Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du går med Barnet.
   Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind.
   Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene på Klem. Så satte hun sig på en Skammel, mens Forældrene sov.
   Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den lå ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens Frue fra Bræstrup.
   Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.
   Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu, det var holdbarere i Hånden.
   Moderen nikkede.
   -Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.
   Ida sad på en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.
   Når Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gården". Der brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to ensomme Lys.
   -Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en Bænk.
   -Godaften, svarede Moderen.
   Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.
   Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver Fødsel--og så for Skovrideren.
   -Nå, hvordan går'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo, så han blev rød helt ned i Nakken.
   -Lund, Lund, Du er så voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at tumle med Drenge.
   -Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et. Det sætter Blodet i Bevægelse.
   De gik ind at spise: Å, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der var så mange kønne Ting på et Bord som hos Godsforvalterens): hvor må det være dejligt at kunne holde alting sådan som De, Fru Brandt.
   I Skovridergården gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var mange.
   De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været inde at se, hvordan den løb.
   -Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.
   -Det er jo en Håndmaskine? sagde Fru Brandt.
   -Ja; men Fanden véd, om det holder.
   -Jo, Lund, sagde Fruen og så hen for sig: det måtte nu alligevel være rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
   Lund bare lo:
   -Nå, født Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn under Mogensen på sine Kort--kunde s'gu nok blive færdig med at sy sin Smule Skørter i Hånden.
   -Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne vil være blandt de første til at ha'e en Ting.
   -Og når man så, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke på, så er det jo rimeligt.
   Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede på nogen, gik over til at tale om Prisen på Smørret:
   -Nu var Levy igen gået fire Skilling ned.
   Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
   -Ja, sagde Fru Lund og rystede på Hovedet, hvor hun i Nakken havde fire små Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbånd: men det kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud véd, hvordan det går til.
   -Så ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og sa&åcute;, så på den ene og så på den anden: Har Barnet noget?
   Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man må vænne Børn, sagde Moderen: de har godt af det.
   -Skål, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, når Konferensråden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par Måneder, i Slutningen af Juni.
   -Når det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.
   Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op på sit Knæ, da hun sagde Godnat, og lod hende ride.
   -Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida sagde Godnat til de andre, en efter en.
   Skovriderens gik Klokken ti.
   -Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.
   -Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.
   -Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.
   Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for en Bordende, sagde han kun.
   -Og hvor er der sirligt, sagde Fruen. Det var altid hendes dybe Undren, når hun var hos Fremmede.
   Lunds gik hjemad.
   Men Fru Brandt var rundt at lukke for sine Sølvsager.
   ... Ida havde Barneselskab, som skulde være nu, før Konferensråden kom.
   Børnene drak Chokolade på Højen, der stødte op til Herskabets Have.
   Småpigerne sad, stivede, på Rad. Kroens to sad ved Enden af Bordet i skotsktærnede Vinterkjoler og med Ørenringe, mens de alle drak og spiste.
   Fru Brandt, der gik omkring, i hvidt Sjal, og skænkede, sagde:
   -Ingeborg har vist ingenting?
   Ingeborg var Herredsfogedens Eneste og havde filerede Halvhandsker med grå Sløjfer.
   Man hørte ikke et Kny.
   Ida, der var den mindste af dem alle, gik rundt og viste sine Dukker frem til dem, der var færdige; mens Skovriderens to yngste, Edvard og Karl Johan, der havde sprukne Hænder, (Gud véd, hvordan det går til, sagde Fru Lund: men alt Snavs falder i de Drenges Hænder) slog frem mod Kagefadene med et pludseligt Tag, som om de rapsede, hvad de nød.
   -Sofie, sagde Fru Brandt, der sa&åcute; ned over det stille Bord: der er ikke noget dernede; som gjaldt det kun om at fylde i dem.
   -Nej, Tak, sagde Ingeborg, hvem Fru Brandt bød igen: vi spiser til Middag så sent.
   Kroens to havde vendt Overkopperne.
   Brandt kom frem nedenfor Højen, hans Benklæder kom så let ind i Skoene bagtil, når han gik:
   -Nå, nå, her er Selskabet, sagde han og kom op: Har I fået no'et? sagde han. Nå, nå, han gik rundt og kneb dem i Kinderne og nævnte forlegent deres Navne, for han vidste ikke andet at sige, mens Småpigerne skubbede sig og sa&åcute; ned i deres Skørter.
   -Men så skulde I lege, sagde han.
   -Så skulde de lege, gentog han til Konen.
   -Men der er måske nogle af Børnene, der vil ha'e mere, svarede Fru Brandt.
   -Nej, sagde den ældste fra Kroen kort, bag Overkoppen, afgørende det for alle.
   -Men så skal I lege, blev Faderen ved i samme Tone, han vidste ikke, hvad de skulde lege.
   -Vi kunde kaste med Lommetørklæde, sagde Ingeborg fra Herredsfogeden, mens Småpigerne blev siddende rødhovedede og stille.
   -Ja, ja, men Børn må støje, sagde Brandt, Børn må støje, de må røre sig. Og på én Gang sagde han, helt forpint:
   -Jeg henter Schrøder, min Ven, og gik.
   Skovriderens to mumlede no'et om, at det med Lommetørklæde forstod de ikke, og de stillede sig op og mulede henne ved et Træ.
   -Ja, vil Du begynde, sagde Ida, der hang på Kanten af en Bænk ved Siden af Ingeborg og hun rakte hende et Lommetørklæde, som var alt for lille til at kastes.
   Brandt løb gennem Haven, ind gennem Herskabets Låge. Oppe i Hovedbygningen stod alle Døre på vid Gab og der lugtede af stivede Gardiner og Renlighed.
   Frøken Schrøder stod midt i Salen på en Stige, i de bare Strømper: hun holdt af, i en travl Vending, at kaste Skoene:
   -Beva'rs, Godsforvalter, De vil hente mig, råbte hun og lod Armene falde.
   -Ja, lille Schrøder, De må over ... det kommer ikke i Gang, sagde Brandt, der skød Brillerne op og ned: man véd jo ikke, hvorledes de Børn skal mores. Han rykkede op i begge sine Benklæder:
   -Jeg tror, der er halvtreds, sagde han.
   -Jøsses, ja, og Schrøder tog sig til Håret: men her ligger jeg midt i det.
   Schrøder sa&åcute; sig rundt, der lå Gardiner på alle Stole: Og imorgen har vi dem, sagde hun. Hun kom ned af Stigen og fik Skoene på sig med et Klask: Det er grueligt med den Varme om Benene, sagde hun.
   Schrøder havde det med Varme allevegne, og fra den første Junidag var hun evig på Vej gennem Haven med et Lagen; hun badede i Dammen: Der er ingenting på Jorden som Vand, sagde hun.
   -Nå, i Guds Navn, hun sa&åcute; til Gardinerne: så hænger vi op inat.
   Nede på Højen var de begyndt at trille med Låg.
   -Vor Herre bevares, sagde Schrøder og sa&åcute; ud over Gruppen: hvad er dette for en Altergang? Her må vi ha' Benene rørt.
   Hun fik Børnene op i Rækker og de begyndte at marchere. Ida tog hende i Hånden og, da de var gået et lille Stykke, kom Herredsfogedens Ingeborg og tog Schrøders anden Hånd:
   -Se, sagde Foged-Barnet til Schrøder, jeg har Broncesko.
   Men Skovriderens Drenge gik og klaskede Kroens Pigebarn bagi, for de kom sidst.
   Lidt efter legede de Enke nede ved Dammen. Brandt var fulgt med og af lutter Glæde stod han Børnene i Vejen, hvor de så skulde løbe:
   -Nu ka' man da høre dem, sagde han.
   -Ja, sagde Schrøder og skød til sine Ærmer: men jeg har tolv Fag at hænge op.
   Fru Brandt og Sofie gik, lige ranke, med Fadene med Smørrebrød, gennem Haven op på Højen for at dække.
   Ida var så lykkelig. Hun løb to Gange hen og kyssede Schrøder på Hånden, uden at sige et Ord ...

   "Herskabet" skulde i Skoven på to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensråden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.
   Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.
   -Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, på den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.
   Hun løb ud gennem Køkkenet, hvor tre tilbundne Husmandskoner passede Folkenadveren, og over Gangen ind i Gæsteværelserne.
   -Nå, sagde Schrøder, her flyder det.
   Alle Dørene mellem Kamrene stod åbne og Kufferterne havde ingen lukket. Kjoler og Skørter lå der og hang der. Schrøder snakkede, mens hun hængte op og flyttede.
   Fru Brandt sagde ikke noget, men gik rundt og løftede Nederdelene op, så hun kunde dømme om Stofferne:
   -Ja, de kan, sagde hun.
   -Nå, sagde Schrøder og vendte sig; hun var iforvejen: med Undertøjet er det nu ikke altid så stort hos de Københavnere ... Det kan man se på så tit her må vaskes.
   Fru Brandt svarede ikke og talte ikke, (det var til ingen Tid Fru Brandts Art at spørge, hun brugte kun sine grå Øjne), mens Schrøder løb foran og regerede og snakkede:
   -Ja, Gud véd, hvad det kan bli'e til med Frøken With og Falkenstjerne ... Men de passer, véd De hvad, lange Mandfolk med små Koner--det slår altid til....
   -Og hun er en nydelig Pige, sagde Schrøder.
   Hun slog en Kuffert til og sprang i Tankegangen:
   -Frøken Adlerberg, sagde hun, har et Liv, véd De, det var nydeligt at ha'e ved en Lejlighed. Når man kunde la'e Jomfru Jensen komme et lille Løb herop fra Bræstrup en Middagsstund....
   Jomfru Jensen var Syjomfruen i Bræstrup og hun tog undertiden et Mønster i Gæstekamrene om Sommeren.
   -Det er "Garibaldi", forklarede Schrøder, der gik ind i det inderste Værelse, hvor to strænge Kufferter stod lukkede med Lås og Kjolerne hang på Knagerne, indvundne i Tyl.
   -Det er Fru v. Eichbaums, sagde hun.
   -Frøken, Frøken, råbte Ida udenfor Vinduet.
   -Dér er Barnet, sagde Schrøder og strakte sig frem og løftede "Spirrevippen" ind, før hun løste et langt og bredt sort Moiréeslæb ud af et Tyl, helt frem i Stuen.
   -Det er hendes Slæbkjole, hva'? Den er foret.
   Mens Ida stod og stirrede op i det meget Silke, lo Schrøder og holdt Skørtet ud over hende som en Kåbe; men Fru Brandt følte ind på Foret:
   -Foret er af gammelt, sagde hun.
   -Ja, sagde Schrøder, men véd De hva', det er dog storartet, hvad de får ud af 'et.
   Det var altid Schrøders Undren overfor Københavnerne.
   -Og så går vi, sagde hun.
   Da de kom til det sidste Vindu, satte hun med et Tag Ida ud på Græsgangen igen:
   -For ellers vokser Du ikke, sagde hun og lo: Og så skal der tælles til Vask.
   -Ja, jeg kan vel ikke være til nogen Tjeneste, sagde Fru Brandt, der allerede stod i Gangdøren.
   -Å nej, sagde Schrøder, man må selv gå og stampe i 'et.
   Hun blev stående et Øjeblik på Trappetrinnet og sa&åcute; efter Fru Brandts Ryg, mens Fruen gik hen over Pladsen:
   -Jeg tror, det bli'er Torden, sagde hun så og pustede: Gud give, det vilde.
   De tre Husmandskoner gik stille inde i Køkkenet. De var på sorte Uldsokker, skønt der var Stengulv.
   Ovre hos Brandts var Madam Madsen kommen fra Skolen. De omgikkes ellers aldrig såmeget i Sommertiden:
   -Man véd jo det, sagde Madam Madsen til Madam Ludvigsen, at man på "Gården" er god nok om Vinteren.
   Godsforvalteren gik urolig ud og ind, han fik altid Mindelser i Knæene, mod Torden. Og det trak også svært op med Skyer nede over Bræstrup.
   Madam Madsen havde såmæn også, sagde hun, allerede sat Tykmælk hen, for Madsen varede mod Torden det første, han stod op om Morgenen. Han følte det jo i Hugget.
   Madsen havde fået et Sabelhug i første slesvigske Krig og var Formand for Våbenbrødreafdelingen.
   --Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid så ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til....
   Godsforvalterens Piger løb hende hujende forbi med Lagener fra Blegen, og inde i Avlsgården hørte hun Forvalteren, der råbte, at Lugerne skulde lukkes--da begge Vognene kom, alt hvad Tøjlerne kunde holde, nede på Vejen. Konferensråden sad i Kalechen hos Fru von Eichbaum.
   Pigerne i Hovedbygningen slog Vinduerne i, og Konferensråden begyndte at råbe straks nede ved Indkørslen:
   -Er der lukket? er der lukket? mens Forvalteren kom løbende ud af Avlsgården i en stor Kappe.
   Gæsterne, der var angst og stivlemmede, kom af nede ved Trappen. Fru von Eichbaum var hvid som et Lagen og gik ind i sin Stue og tændte Lys bag nedrullede Gardiner. Hun var altid angst, "når Elementerne rasede".
   Konferensråden, der gik gennem Stuerne for at se, om Krogene var på, råbte, de skulde blive samlede; og Schrøder løb gennem Regnen over til Godsforvalterens, der kom tilbage med hende. Ida trimlede afsted med Hovedet stikkende ud af en lang Kåbe, og Madam Madsen var med, for hun havde ikke turdet gå hjem.
   -I Hus, i Hus, råbte Schrøder, som havde Karl Eichbaum på Skødet.
   Men Frøken Rosenfeld havde taget en Badehætte på og stod midt på Plænen og fangede Regnen i Hænderne.
   -Gå i Hus, råbte Konferensråden til hende, og leende, med bøjet Ryg, løb hun ind under Glastaget.
   -Her, sagde Frøken Adlerberg og fangede hende. De sad eller stod alle på Havetrappen nu og sa&åcute; gennem Regnen ud mod de lydløse Lyn.
   -Her, sagde Frøken Adlerberg og tvang Frøken Rosenfeld ned på en Plaid.
   De talte alle halvsagte, seende frem mod Himlen, der blev mørkere, fortællende om Uvejr og Lynnedslag.
   -Ja, sagde Forvalteren med sin træge Stemme: da Aggersøgaard brændte. Konferensråden husker, det var en tung Time, før vi fik Kre'turet ud....
   Forvalteren tav lidt, der kom et Lyn, stærkere end de andre:
   -Men begge Baronens Køreheste, sagde han igen, de sled sig fra os ... det var skammeligen.
   -Ja, sagde Konferensråden, som stod ved Siden af Brandt, her stod vi to, da den gamle Flagstang fik sit....
   -Ja, Hr. Konferensråd.
   Og Konferensråden sagde igen, med den samme Stemme:
   -Det var det År, da min salig Kone døde.
   Madam Madsen nikkede: hun huskede det.
   Lynene blev klarere og fler: i deres Lys sa&åcute; de Kvæget ude over Markerne og Husene i Bræstrup. Alle tav med Undtagelse af Frøken Adlerberg, der hviskede til Hr. Feddersen i Ministeriet:
   -Hjemme på Landstedet ruller vi Gardinerne ned, tænder Kronerne og danser, sagde hun og havde lavet en Vifte af sin Havehat.
   Regnen blev voldsommere og lød som Trommeslag på Taget, mens Poplerne ved Indkørselen svajede ud, bøjende sig som skulde de knækkes.
   -Dér er det, sagde Forvalteren stille: det første Drøn gød sig op imod dem.
   Frøken With greb Løjtnant Falkenstjerne, der havde sat sig på Trinnet ved hendes Fødder, i Skuldren:
   -Hør. Og hun sagde med en spæd og lille Stemme:
   -Hjemme går Mo'r og jeg altid ned i Kælderen.
   Der kom igen et Lyn, og Schrøder talte halvhøjt, til Braget kom.
   -Det er over Ringsgaard, sagde Konferensråden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.
   -Ja, Hr. Konferensråd.
   De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Stråler, og de sa&åcute; Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.
   Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstrakt Hoved, hviskede stille:
   -Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt ...
   Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.
   De sa&åcute; en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret....
   Tordenen tog hans Stemme, og det var så mørkt, at man knap sa&åcute; hans Ansigt, mens han sagde:
   -Det brænder Vesten for Bræstrup--det var en svær Flamme....
   -Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensråden. Og de sagde halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.
   -Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg til Kandidaten og havde foldet Hænderne om sin Havehat.
   Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet sa&åcute; hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys.
   Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede hendes Hånd iskold ved Siden af sin Kind. Når Lynene kom, sa&åcute; han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der sa&åcute; ud, som var de grønne.
   -Frøken With, Frøken With, sagde han.
   Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fødder:
   -Nu går der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og tænkte på sine Skove.
   Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. Når Drønet døde hen et Minut, hørte de Kvæget, der brølte på Marken, og Fårene, der brægede klagende.
   -Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu sa&åcute; de Brandskæret, bag Laderne, i Mørket.
   -Pas Avlsgården, sagde Konferensråden til Forvalteren.
   Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:
   -Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
   Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han, det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.
   -Frøken Emmy.
   -Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Hænder.
   Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tunge Fald.
   Så sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden:
   -Hvor det dog var skønt.
   De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede. Så sa&åcute; de, vest på Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensråden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens.
   Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagte Rislen, og dens Dråber fyldte Natten som med et lysende Støv.
   Så begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at synge sagte.
   Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:
   -Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove,
snart kommer Natten så sort.
Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,
Dagen har listet sig bort.
Flyv Du kun hjem til din elskede Mage,
til de gulnæbbede Små;
og når imorgen Du kommer tilbage,
sig mig sa&åcute; alt, hvad Du sa&åcute;.

   -Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder:
   -Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han sa&åcute; så lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas:

Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge,
stræk dine Vinger nu vel.
Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,
dybt skal Du spejde deres Sjæl.
Er jeg en Sanger, så må jeg og vide
Kærligheds jublende Lyst.
Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,
burde jo tolke min Røst.

   Sangen døde hen.
   Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene (Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og åndede langt ud i den svale Luft.
   Så kom Schrøder med en vældig Bakke. De måtte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpå den Forskrækkelse.
   Men de blev ved at gå ude i Gangene en Tid. Så blev der lét og skreget nede på Vejen. Det var Konferensråden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg.
   Lidt efter skiltes de.
   Brandt bar stadig Ida. Han listede på de lange Ben for ikke at vække Barnet.
   Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op ad Trappen. Hun åbnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen med Hænderne om sine Knæ.
   Dér sa&åcute; hun Dagen bryde frem.
   --Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse. Det var Konferensrådens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.
   Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren, havde hun låset af med en vældig rusten gammel Nøgle:
   -Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.
   Nøglen hang i Lommen på den Sirtses og slaskede hende om Benene.
   De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbi Godsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignede en Skildvagt med Geværet i Hvil, sad på Højen med Ida, indtil Frøken Rosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:
   -Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.
   Nede i Lunden lo og snakkede de, så man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
   Frøken Adlerberg bandt med Handsker på:
   "For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde Mærker.
   Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fra Jorden og lagde dem i Skødet på Frøken Rosenfeld.
   -Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.
   Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af Frøken Adlerberg, sagde:
   -Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) tåler heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.
   -Det går bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:
   -Tak, min Ven.
   Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.
   Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte af Krudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
   -Jo, sidste År, sagde han, var de rigtig gode--de gik alle af undtagen én. Men da Etatsråden blev Konferensråd, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol ... det var kønt.
   Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:
   -Nå, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Håret med de sorte Fingre.
   -Men De skulde passe på Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde Frøken Rosenfeld.
   Brandt gik og hostede slemt på det sidste.
   -Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:
   -Hvor mange Alen har vi nu!
   Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge:

I Skov, hvor Bøssen knalder,
hvor Jægerhornet gjalder og Hundekoblet gøer.
Hvor Fugl med knækket Vinge
og Dyr med såret Bringe
forbløder sig og døer--

Halloh, Halloh, Halloh, Halloh,
hvor Hundekoblet gøer.

   Oppe på Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.
   Fru Lund var gået herop: hun måtte dog give en Buket.
   -Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det går til--jeg synes dog, de stod så godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem ... Og de på Kirkegården, som står så rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i sådan en Anledning ...
   Fru Lund kunde så godt få, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget.
   -Å, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensråden ser nok mest på Viljen.
   Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:
   -Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.
   -Ja, ja, Lund, sagde Fruen: når Du blot ikke vil holde Taler.
   Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat måtte stryges, og hun vidste ikke sine levende Råd for et Jern ...
   -Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsenterer Krigsmagten.
   Våbenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.
   De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Hånden, før hun gik op.
   Madam Madsen vilde gå lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og sa&åcute; på Kransene og Guirlanderne, der lå på Jorden.
   -Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad på en Bænk, hun vilde altid gerne sidde.
   Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Mål af hver enkelt Del, sagde:
   -Ved salig Konferensrådindens Begravelse havde vi to hundrede Alen ...
   ... Klokken elve gik Konferensråden rundt med et Lys og lukkede alle Døre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot på (om Dagen havde han rød Paryk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Lås.
   De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.
   Så slog Falkenstjerne på Vinduet ude fra Haven, og det blev åbnet:
   -Vi har reddet Vinen, hviskede han.
   De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.
   -Og Lamperne? hviskede En.
   -Har dem, blev der hvisket tilbage.
   De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.
   -Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.
   -Hys.
   De nåede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.
   Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad på Stenten lidt borte og sa&åcute; ud i Natten, der lå over Engene som et stort Mørke.
   -Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.
   -Ja.
   Og der var to, som, tæt til hinanden, sa&åcute; ud i Mulmet.
   ... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander på Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde fået Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.
   Han blev stående og sa&åcute; ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foran Gårdene; Morgenvinden tog så friskt i de røde Duge:
   -Hvor er 'et kønt, sagde han: Og så Stakkene--ja, her er en dejlig Plet.
   Han begyndte at gå over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at få noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:
   -Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe stå på sine Ben.
   -Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du må op for at overrække Stagerne.
   -Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.
   Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var i Undertøj og satte Håret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter. Hun fik Nederdelen på og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundede og vågnede og blundede igen.
   De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin på Grusgangen.
   -Dér har vi Musikken fra Horsens, råbte Sofie og satte afsted ud til Gærdet på Sokker.
   -Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt på i Havestuen.
   Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:
   -Ja, Brandt, dér har vi Våbenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj på sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.
   -Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.
   Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.
   -Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbånd og holdt det mellem sine Hænder:
   -Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, så mat.
   De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Så igen Hornene. Brandt syntes, det var så underlig langt borte:
   -Der er Kammerherren, råbte Sofie; hun slog Døren op på vid Gab, med Bomuldsforklædet i Hånden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.
   -Nu har vi Amtsrådet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gå rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne på en Stol.
   -Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
   Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.
   -Ida, Ida, råbte hun.
   Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:
   -Fa'r, nu skal Du op.
   -Ja, Barn, nu kommer jeg.
   Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op på Sengekanten at sidde. Det brændte sådan i hans Side.
   Så blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
   -Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig stående: Hvordan er 'et, Du ser ud?
   -Ja, sagde Brandt, jeg har det dårligt.
   -Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.
   Brandt sad lidt:
   -Nej, sagde han så, og Hovedet faldt ned på hans Bryst, jeg kan ikke gå derover.
   Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, går De i Reden på Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han så Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt på Bryst og Ryg.
   Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:
   -Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
   Doktoren blev ved at høre på Brandts Ryg, mens Skovrideren stod ved Fodenden bøjet frem, som vilde også han lytte: Der skal Bud til Bræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
   Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsrådmedlemmerne talte højt i Munden på hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
   -Brandt får det jo altid så voldsomt, sagde Fru Brandt.
   Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
   -Og hvordan skal det så gå iaften? Han tænkte på Fyrværkeriet.
   De hørte Amtsrådmedlemmerne gå ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:
   -Men nu skal Ingen tænke på mig, sagde Brandt. Det er også bedre nu.
   -Ja, sagde Skovrideren.
   Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad på en Stol:
   -Lad os gå, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensråden.
   De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen på Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
   -Men man må heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder.
   Hun blev stående et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
   -Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
   Den Syge virrede kun med Hovedet--måske var det en Flue--og han sagde:
   -Skal I ikke over med Blomsterne ...
   -Det må vi jo, sagde Fruen.
   Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:
   -Nå, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smågræde hen gennem Haven.
   Så blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der på én Gang lød så sejgt og hårdt.
   Den Syge lå og flyttede sig i Sengen. Der kom sådan en Uro med Feberen....
   Nu hørte han Kammerherrens Stemme--Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet--og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensråden.
   Men Brandt kunde ingenting høre, og der var også så mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik--Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensrådinden levede og fra de fik Ida.
   Hvor var hun spæd og rød og bittelille ... Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r....
   På én Gang tog Brandt i Sengebåndet, han fik sig rejst; nu råbte de Hurra for Konferensråden....
   Så faldt han sammen igen og blundede.
   Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida på Skødet ved hans Seng:
   -Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.
   -Ja, sagde han og blev ved at se på Ida, her ligger jeg, Frøken.
   Frøken Rosenfeld satte Ida ind på Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.
   -Ja.
   Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.
   -Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.
   De hørte Uhret slå, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Hånd af den Syges. De gik ud på Tåspidserne, mens Ida holdt så fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets hårde Dikken.
   -Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?
   -Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Håret på Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.
   De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensråden. Han bar Storkorsets store Bånd og havde røde Pletter på Kinderne.
   -Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
   -Brandt, det er Konferensråden.
   Frøken Rosenfeld hørte Konferensråden sige, i sin Festtone:
   -Kære Brandt ... Men så sænkede han pludselig Stemmen; han sad på en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom:
   -Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
   -Ja ... nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Hånd.
   Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte på hende, men ingen svarede. Så fandt hun hende på en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.
   De hørte Konferensråden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebånd frem over Brystet, som vilde hun spærre.
   Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
   Hun blev stående igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
   -Vi synes, det er så slemt, Lund og jeg, sagde hun.
   Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?
   -Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte på Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
   Fru Lund kom så underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede.
   -Sa&åcute; Du ham, spurgte han.
   -Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Gråd i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
   -Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slå med knyttede Hænder.
   Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:
   -Å, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.
   Fru Brandt var blevet stående i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduer og gik atter ind på sin Vagt.
   Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede så rødt på Gardinerne.
   -Det er så lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
   -Det er Faklerne, sagde Doktoren.
   -Ja, det er kønt, sagde Brandt.
   Skovrideren sad udenfor på Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August:
   -Hvordan er 'et? sagde han.
   -Det er skidt, sagde Doktoren.
   Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet.
   -Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg,--der var noget mørkt i den Allé--: hvordan har han det?
   Doktoren trak på Skuldrene.
   -Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensrådens Skyld. Det føles jo dog på en vis Måde over hele Huset.
   Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.
   Så kaldte Brandt:
   -Mariane, sagde han, og han tog hendes Hånd:
   -Det er Synd for Dig....
   Men det var, som Fruens Hånd med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.
   -Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt lå stadig og tog i det med sine magre Fingre.
   -Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.
   -Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe stående og så ubevægelig på den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig så tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:
   -Nu skulde hun altså til at sidde Enke.
   ... Løjtnanten løb rundt nede på Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, når der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne råbte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Stråle, der spaltede sig i to.
   Gæsterne stod ved de åbne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Åh--Å-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:
   -Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Stråle.
   Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:
   -Se dog, se, sagde hun.
   Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:
   -De går ikke højt, sagde han.
   Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:
   -De er fra Landet.
   Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:
   -Det er nydeligt, virkelig nydeligt ... og han tilføjede, seende ud i Luften:
   -Og han var en så fortræffelig Mand.
   Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Tårer på sin Hånd:
   -Men hvorfor græder Du? spurgte hun.
   Barnet svarede hende ikke.
   Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men små var de:
   -Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
   Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor Fru Brandt sad bred på den samme Plads.
   -Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
   Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:
   -Er det Barnet? sagde han: Så hun Fyrværkeriet?
   .....
   Ida lå hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu, Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Så jog en Vogn ud af Godsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.
   Alle Hunde fo'r halsende op ...
   Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensråden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.
   Gamle Brandt var død.
   Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida på sit Skød.
   Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.
   .....
   Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede på Vognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde se sit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme på alle Gulve, og om Brandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.
   Så slog Sofie Døren ud til Gangen op:
   -Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev stående, lang og sort, bag sin Madmoder, der åbnede Yderdøren:
   -Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin grå Kjole i sin Hånd.
   -Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Hånden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige Håndtryk, der bare "rørte". Nu var Hånden iskold.
   -Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.
   Sofie tog Kåben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.
   De kom ind i Stuerne:
   -Å, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet stående, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.
   -Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.
   -Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt på Vognen.
   Hun troede nok, hun også havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved også på Gulvene):
   -Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørte Fru Brandt sige:
   -Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt på Stedet.
   Fru Reck ventede et Øjeblik:
   -Ja, sagde hun så: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
   Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
   -Hvis Fruen nu vil nyde noget.
   Og de gik ind i Spisestuen.
   Fru Reck troede aldrig, hun havde set så megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise--som barrikaderet bag al sin egen Mad.
   Hun talte om Byggegælden; vi har jo måttet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede på Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.
   -Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort så meget ... véd vi....
   Fru Brandt svarede:
   -Her var Stengulve, da vi kom.
   Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.
   Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, åbnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
   Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:
   -Tak, nu har jeg jo set det ... men Tak, nu har jeg jo set det, Fru Brandt.
   Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
   Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. Fru Reck sagde:
   -Ja, hvad der må anskaffes.
   -Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
   Hun åbnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vårene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med små Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
   Fru Reck tænkte ved sig selv:
   -Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:
   -Ja, Fru Brandt, når man blot var halvt så dygtig en Kone som De.
   -En må jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler på: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.
   -Jeg er Husjomfruen på Gården, sagde hun og gav Fru Reck et Håndslag med en rød Hånd. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:
   -Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
   -Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne på én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:
   -Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
   -Ja, mumlede Ida og trak i sin Hånd, som Fru Reck holdt.
   Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de sa&åcute; Apotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels. Hun begyndte at kysse løs på Fru Reck, uden at se til de andre, under en Strøm af Ord:
   -Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at få et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten År), det kan såmæn behøves ...
   Fruen fra Apoteket blev ved:
   -Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo hundrede Ting at tale om.
   Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der måtte anskaffes.
   -Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det så tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler sådan klistrede op ad Væggene.
   -Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.
   Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. Dit Klaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk ... Men der er jo også blevet spillet så lidt her i Huset.
   Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og rådende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, så inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
   -Der sætter Du så det, og der det--søde Henriette ... her kan blive nydeligt----
   Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fra Jubilæet.
   Også Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer på Fru Brandts Dug.
   Hun bad om en Alen. For Du må jo dog ha'e Målene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Mål, stående op på en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Råd.
   -Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i små Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
   -Jo, Du, jeg tror virkelig også her kan blive ganske net, sluttede Fru Reck og sprang ned af en Stol.
   Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sin Ponyvogn.
   Hun stod endnu i Døren--Fru Reck var på Vognen--og sagde Farvel:
   -Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det må jo være lidt svært ...
   Hun blev stående et Øjeblik, og mens hun så Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:
   -Rigtig svært.
   Så var Vognen borte.
   Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:
   -Nå, sagde hun: Farvel i Længen. Så fik Apoteket da endelig en Gang taget Mål af Godsforvaltergården.
   Schrøder gik.
   Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men så på én Gang satte hun sig ned på Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.
   Ida blev stående Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder sådan rigtig græde.
   Så rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.
   Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde på Kirkegården ... Der var Musik derinde, i Apoteket.
.....
   Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gå ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her på det Sted, de første.
   Men de var jo så spæde og svære at hitte.
   Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e Fru Brandt, før hun skulde rejse.
   Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm lå der over Gulvene.
   -Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslå en glad Tone.
   -Ja, sagde Ida.
   -Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendes Hænder.
   -Mo'r er inde, sagde Ida.
   "Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. På Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
   Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne på sin Mave: Men så blev 'et ved det, både med Smørret og Skinkerne--det vild' 'et blive.
   Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, fået gjort alle Aftaler ... For fra Godset fik hun det dog billigst, når hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.
   -Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
   -Så skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.
   -Ja, det må det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene på Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter på, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev stående stille og sa&åcute; hen på Lyset i Flasken.
   De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, så man bare sa&åcute; hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennem Stuerne. Fru Brandt havde slået sit store Slør ned for Ansigtet. Men Ida gik med de tolv Vintergække i Vanten.
   Ude i Gården stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gået underhånds".
   Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.
   -Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.
   Der var mange Sække og Krukker, der skulde stå lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og så Fruen.
   Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.
   Så var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
   -Har Fruen mon mere?
   Der var ikke mer. Ida sad så sært lillebitte, ved Siden af sin brede Moder, og Schrøder blev ved at græde.
   Så kørte de.
   De andre blev stående på Trappetrinnet og sa&åcute; efter dem; nu var Vognen væk.
   Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Så tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.
   -Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
   De trådte ud og låsede Gangdøren. De gik bort.
   -Det er ikke så lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, når Forsørgeren falder fra.
   Og så skiltes de....

   --Barndomsårene i Horsens kom. Og så det første, lyse Ungdomsår og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
   Huset var ved at vågne.
   Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud på det strikkede Tæppe foran sin Seng.
   Nu måtte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.
   Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne på sig. Hun så blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.
   Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fik Mælkepengene, der lå aftalte i Køkkenrækken:
   -Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
   -Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores ...
   Han gik et Par Skridt på Træskostøvlerne, så det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vågne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen.
   -Fa'vel, sagde Hans Christensen, når han havde drukket, og han løftede Klinken ligeså stille.
   Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.
   Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, sådan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:
   -Å, der var nok at tænke på ... der var jo altid det med Pengene og altid måtte det skjules ... Nu var Hans Oles Enke også død. Så fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle på "Bakken" mere--og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem ...
   -Nu var også Christian fra Møllen ledig igen--så gik der altid næsten det dobbelte med ... men det var jo så rimeligt, at Sofie stak til ham, når hun holdt af ham, den Stakkel.
   Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde sådan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
   -Så kom også Barnedåben hos Olivia, så snart det blev mildt i Vejret ... Hun måtte da gi'e Ske og Gaffel, når hun skulde være Gudmoder....
   Hun blev stående foran Spejlet og smilte:
   -Å, så tæt Hår, han havde, det Puds, og så lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.
   Ida blev ved at smile, hun tænkte altid så mange glade Ting, når hun tænkte på Teglværket og Olivia Jørgensen.
   Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var så tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede også altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.
   -Ida, Ida.
   Det var Fru Brandt, der var vågnet, og Ida slap Planten:
   -Ja, Mo'r.
   Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende på: de kunde vente Lunds idag--for de kom jo fra Brylluppet ... og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen....
   Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt sa&åcute; bare ned på hendes forskræmte Hænder:
   -Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
   Da Håret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, på Dynen. Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens Fru Brandt sad op i Sengen med de store Valke i Håret, og tog et langt Øjemål af Levningerne.
   Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Mål, mens Ida sa&åcute; ud som en Toldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som en Stok.
   -Og så skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
   -Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
   Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, når de er i Byen.
   -Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end på Gæstgivergården.
   Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie måtte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig så tung, som når hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der lå Guldtøjet og ventede på Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
   -Uhret, sagde Fru Brandt.
   -Her, Mo'r.
   Hun skulde have Idas Uhr foran sig på et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op på Klem, så hun kunde "høre".
   Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var nået op på sin Genboforhøjning og hilste ...: Han faldt af, han faldt meget af iår, Kæmner Sørensen; han kunde knap få Aviserne slået op, når han vilde læse.
   Fru Brandt blev ved at se over på Kæmner Sørensen. Hun havde det samme Blik, når hun sa&åcute; på Idas Hænder ...
   Så vendte hun Hovedet:
   -Bruger de Cokes hos Jørgensens på Teglværket? sagde hun.
   -Cokes og Kul.
   -Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslår vel ikke i de Kakkelovne.
   Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
   -Men det er godt, når det kan vare.
   Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid så hårdt i alting, når Christian fra Møllen var ledig.
   -Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
   Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
   Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen, "Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret "Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
   -Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den ...
   Hun var blå og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op til Albuerne:
   -Ja, ja, sagde hun: jeg står midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man....
   Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebånd var hæftede op med Knappenåle og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
   -Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
   -Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
   Jomfru Thøgersen satte sig på Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:
   -Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
   Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
   -At det kunde vel ikke være så langt henne med Fru Thomsen.
   -Ach nein, ach nein--Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter--: men det er ochså den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu måtte der gå Bud igår....
   Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Året rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten på Dagen, omkring ved den første April.
   -Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmere Omstændigheder med Maren og Budsendelsen. Når hun var kommen til Sæde i Kurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blev siddende, over hende, på sin Forhøjning, ubevægelig, men med et eget Udtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
   -Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned på sine Ben:
   -Och ellers er hun jo så anstændig.
   Jomfruen lagde på sin slesvigsk Betoningen på første Stavelse og blev siddende stum.
   Fru Brandt lod en Tid gå hen. Så sagde hun oppefra:
   -Hvem er det denne Gang?
   -Gott, Gott--ja, hvis hun vidste det ...
   Jomfru Thøgersen rystede på Hovedet:
   -Men hun er jo så godmodig, sagde hun forklarende.
   Ida kom med Kaffen.
   Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
   -Ida, Munden....
   Ida holdt tit Munden lidt åben, når hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, når Jomfru Thøgersen var der.
   Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde så mange Bekymringer:
   -Der var også den Gustav, som skrev fra Amerika--og han vilde hjem ... Men det var ikke sådan, nej, det var ikke sådan med den Thønnichsen....
   Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
   -Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.
   Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
   Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op af Stolen:
   -Jøsses, Jøsses ... och jeg skal strø Sand.
   -Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
   -Ach ja, så traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel anden Stemme: och med fir' Børn.
   -Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
   Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke ...
   Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
   -Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
   Jomfru Thøgersen var nået op på Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig råbte helt forskrækket:
   -Gott, Gott, der kommer den Pastor ...
   Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster på Grund af sin illegitime Samfundsstilling.
   Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.
   Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
   Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
   Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, når der kom Ligtog i Gaden.
   Drengene, der kom fra Skole, løb forbi på Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.
   -La'er de ham gå med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.
   -Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
   -Ach, dér er de, råbte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet--hun slog den sidste Håndfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
   Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne.
   Drengene blev ved at ryge forbi på Fortovet, mens Toget kom.
   -Å, se Børnene, sagde Ida:
   Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert tålte ikke Lugten af Jod.
   Ligtoget blev ved at gå forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i grå Vanter.
   Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
   -Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
   Jomfru Thøgersen stod endnu ude på Stentrappen hos Kobbersmeden. Jomfru Thøgersen græd sine salte Tårer, hver Gang hun sa&åcute; en Ligkiste.
   -Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække til Middag, på Mahognibordet, under Taffeluhret.
   ... Det dundrede i Huset, så Fru Brandt vågnede af sit Eftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sine Støvler.
   -Hej, Folkens, råbte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer ...
   -Goddag, Ida-Tut ... Goddag, Sofie.
   -Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Så åbnede hun Døren til Stuen.
   -Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.
   -Å ja, å ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og så er jeg dog altid så underlig ved at køre på Jernbane ...
   Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
   -De skulde da ha'e Hatten af?
   -Å Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det grå Hår strittede, så hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:
   -Ja, Brylluppet stod jo på Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding--og så propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem ... alle de glade Mennesker ... ja, dejligt var'et at se så megen Glæde.
   -Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
   -Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som så, at den kan farves ...
   Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakåndet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen ...
   -Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt om Kakkelovnen.
   -Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
   -Ja, Folk de har såmæn husket os--om det så er Husmændene, så har de telegraferet. Å, så sæt Dig, lille Lund....
   -Jeg må s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
   -Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
   -Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at råde med.
   Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
   -Og så var der jo Brudepiger.
   -Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Lårene.
   -Og så sa&åcute; man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er så dejligt at se, når Børnene bli'er store.
   Skovrideren sad lidt og nikkede. Så begyndte han at le og sagde:
   -Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene--ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
   -Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo så kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.
   -Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
   Ida lo stille, ligesom ømt:
   -Hvor det ligner Henriette.
   Hun blev ved at stå bag Bordet og smile, som sa&åcute; hun Henriette for sine Øjne gå dér i Sløret og slås med alle Svogrene af bare Glæde.
   -Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
   -Tænker Du på Bordet? spurgte Moderen.
   -Jo, Mo'r.
   Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde--hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok--:
   -Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
   Skovrideren satte sig hårdt i sin Stol og sa&åcute; glad ud over den megen Mad.
   -Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
   Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
   -Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
   -Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, når hun var hos Fru Brandt, tog en Masse på sin Tallerken og aldrig fik det spist.
   -Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
   -Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
   -Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
   Fru Lund tog endnu mer på sin mægtig fyldte Tallerken.
   -Å, sagde hun: så tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, når jeg var hos Dem.
   Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale om Christoffersens Begravelse.
   Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
   -Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.
   -Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik så nøje.
   Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
   -Nå ja, sagde Skovrideren: Skål, Ida-Tut. For din Tur, min Pige ... Han løftede Glasset: En ung Pige må s'gu til Altret og befolke Jorden.
   -Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidste Modest.
   -Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.
   -Å nej, å nej, sagde Fru Lund, det var ikke sådan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
   Hun gav sig til at klappe Idas ene Hånd, der var ganske kold.
   -Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
   -Ja, ja, Lund, vi har nu tit måttet la'e vores gå både for Lud og koldt Vand.
   -Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
   -Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo så mange, og de små må passes og så løber de større ... Men det er alligevel så underligt, når de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man så li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
   -Ja, sagde Lund.
   Fru Lund blev ved at se hen for sig:
   -Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der så osse trykker ...
   Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa:
   -Ja, nuomstunder skal der jo tales så meget om Børnene.
   -Nå, Fru Brandt, sagde Lund, lidt højt, jeg gad min Salighed osse vidst, hvad der ellers var at tale om, når man da en Gang har sat dem i Verden----
   Det bankede på Døren, det var Niels Kusk hos Skovriderens, som var her med nogle Pakker, og Fru Lund gik med Ida ud i Køkkenet:
   -Det er kun en Bagatel, min Pige, men jeg havde sagt, de kunde gerne sætte det i Vognen--en Smule Skinke og Smør ... Gud véd forresten, hvordan Smørret har artet sig....
   -Å, Fru Lund, det er altfor meget.
   -Så si'er vi ingenting til din Mo'r, og så kan Du indrette Dig. Din Mo'r kan jo ikke vænne sig til sådan at købe alting. Og det er jo så rimeligt, hun som kommer fra sådant et Hus som "Længen" ...
   -Ja, sagde Ida: det er jo det, der er så svært for Mo'r. Og så vilde det gøre hende så ondt, når hun vidste at alle de derhjemme glemmer hende. Tak.
   -Å Gud, min Pige, sagde Fru Lund: hvem skulde vel være nærmere end de, der har holdt så meget af din Fa'r. Men har Smørret ikke artet sig, Ida--de gik ind i Sovekamret og lukkede Døren--så må Du bruge det på Panden.
   Fru Lund satte sig på Sengekanten og Ida ved Siden af hende:
   -Man er lidt fortumlet, sagde hun: men det har været en dejlig Tid....
   Hun sad stadig med Idas Hænder i sine, og det begyndte at mørkne i Stuerne:
   -For véd Du, det var ligesom sådan et trygt Bryllup, de to, som har kendt hinanden fra Børn.
   -Ja, sagde Ida--de talte begge to langsomt og halvsagte--det er så dejligt at se, når Folk er lykkelige.
   Fru Lund nikkede:
   -Ja, så dejligt, min Pige.
   Det bankede på Stuedøren igen, men de blev begge siddende. Det var Kæmner Sørensen og Frøkenen, der kom fra deres Eftermiddagstur til "Lunden".
   -Skal der ikke tændes? sagde Fru Brandt fra Stuen.
   Ida tændte og vendte tilbage til Sengekanten hos Fru Lund.
   Kæmneren sad i Kurvestolen og trak Vanterne af, mens Fru Brandt fulgte ham med Øjnene. Der var ikke andet end Knogler og Årer tilbage af Kæmnerens Hænder.
   -Nå, De har været til Bryllup, sagde Kæmneren.
   -Ja, vi har så, sagde Skovrideren
   -Hm ja, det er svært så Folk de gifter sig nuomstunder ...
   -Det er jo Verdens Gang, Kæmner Sørensen.
   -Ja, og Kæmneren slog lidt med Stokken: lad dem om det.
   Han sa&åcute; op på Lund:
   -Jeg er bleven for gammel, Hr. Skovrider, jeg blander mig ikke i noget.
   Skovrideren sagde noget om, at det var vel også det klogeste.
   -Det klogeste? Ja, men (han slog med Stokken igen) hvorhen fører det? hvor fører det hen?
   -Her sidder man....
   Kæmneren tav lidt og sagde sagtere:
   -Det er det Hele.
   Frøken Sørensen havde inde i Sovekamret slået sig ned på en Stol foran Sengen. Kåben havde hun knappet op, så man sa&åcute; det atlaskklædte Bryst, der løftede sig som et goldt Bjerg:
   -Gud, ja, sagde hun. De har været til Bryllup. Ja, vi går jo alle i så mange Tanker--nu har der været Bud på Huset igen ... Det er Mathiesen, han vil absolut ha'e det til Butik.
   Frøken Sørensen talte hviskende og i en Strøm:
   -Og det var jo det bedste at sælge, for når Fa'r en Gang går bort, flytter jeg dog til København. Der sidder jo Søstrene. Men så længe vi har Fa'r i Live, Fru Lund, gør man jo ingen Forandring--hverken Søstrene eller jeg.
   -Det er jo rimeligt, sagde Fru Lund.
   -Det er jo det--det mener også både Søstrene og jeg--en gammel Mand er han da og ingen véd, hvorlænge han kan ha'e igen.
   Kæmneren, der hørte som en Ugle, sagde inde i Stuen:
   -Så nu går det løs på Huset igen. Men, og han talte højere: jeg sitter her endnu ...
   Han slog med Stokken:
   -Når de først har fået mig på Kirkegården, kan de gøre, hvad de vil. Det er det Hele.
   Inde i Sovekamret blev der bomstille.
   -Der ser De, hvordan Fa'r er, hviskede Frøkenen.
   Hun sad lidt med Hænderne i sit renlige sorte Skød og sagde så:
   -Men vi Mennesker, Fru Lund, tænker jo dog også på Fremtiden....
   Kæmneren kom op af Stolen; han vilde gå. Skovrideren fulgte dem ud på Trappen, og Kæmneren sagde og skubbede lidt til hans Arm:
   -Hm, hun bli'er tyk i Tungen, hun, Madammen derinde. Hun har vel osse Fedt om Hjertet.
   -Ja, jeg synes, det går ned ad Bakke, sagde Skovrideren.
   Kæmneren nikkede og sa&åcute; op på Lund:
   -Tungen er tyk, sagde han. Nå, Godnat.
   -Godnat.
   Lund gik ind i Stuen igen.
   -Det begynder s'gu at knibe lidt for Kæmneren, sagde han.
   -Han er jo gammel, svarede Fru Brandt.
   Fru Lund og Ida blev siddende inde på Sengen. Det var som Ida vågnede af Tanker, og Stemmen skælvede:
   -Å, tænk, hvis de skulde sælge alting her.
   -Ja, sagde Fru Lund, der ikke rigtig vidste, med hvad for Tanker hun selv tumlede: Ja, det er så underligt her i Verden.--
   Lunds skulde afsted, de skulde også i Butikker, før de kørte hjemad.
   -Om Ida måtte følge dem?
   -For Mo'r hun la'er sig da snyde af hvert skilt Fjæs, sagde Skovrideren. Og Ida-Tut har osse godt af at se lidt Mennesker.
   -Jeg kan godt sidde ene, sagde Fru Brandt. Men hjælp mig først.
   Hun vilde skifte Plads og hen i Sofaen igen. Skovrideren vilde støtte hende:
   -Nej Tak, sagde Fru Brandt, Ida kan nok hjælpe sin Mo'r endnu.
   Hun kom til Sæde.
   Da Lunds og Ida kom ud på Gaden, sagde Skovrideren:
   -Så, min Pige, stik Du nu ud til dine Jørgensens og luft Dig lidt. Det andet får vi nok besørget. Så løb Du nu, det var Meningen.
   -Og Tak for Tingene, hviskede Ida, da hun kyssede Fru Lund.
   Da Lunds var komne hen ad Gaden, sagde Skovrideren, der havde Konen under Armen:
   -Fik hun Smørret og Skinken?
   -Ja, det lille Skind.
   Skovrideren gik lidt, så sagde han:
   -Nej, hun sidder s'gu på hende.
   -Hun er jo syg, Lund....
   -Men det ligner ingenting at lade Pigebarnet sidde dér uparret sine bedste År. Selv vidste hun s'gu nok, hvorhen den "vejrede", da hun skrubbede som Mejerske.
   -Nå, Lund.
   -Jo, rigtig er'et. Hun kendte s'gu nok Vejen både til Karlekamret og til Forvalterens, da hun var Jomfru ...
   Lund begyndte pludselig at le og løftede lidt på Pelshuen:
   -Men jeg levnede hende sågu' heller ikke ret meget af Sulet, sagde han.
   -Gæstfri, det er hun nu, Lund.
   Lund blev ved at le.
   -Ja, ja, min Pige, hun sætter idetmindste Fødevarerne på Bordet for at vise, at hun har dem.
   ... Hjemme havde Fru Brandt råbt på Sofie:
   -Tag så ud, hvad der er levnet, sagde hun.

   Ida løb ind ad Gitterporten ved Teglværket og ringede på i Villaen.
   Inde i den lyse Gang slog Olivia Dagligstuedøren op (hun havde hørt Idas Stemme, da hun talte til Pigen).
   -Nej, det er "Jomfruen", råbte hun. Hvordan er Du sluppen ud af "Enkekassen"?
   -Det var Mo'r, sagde Ida lidt lavmælt, der syntes, jeg kunde gå herud.
   Olivia så lidt på hende:
   -Nå, sådan ... Men kom nu ind.
   -The, Marie, råbte hun ud gennem Spisestuen. Hun fik Ida om Livet og begyndte at vandre op og ned, mens hun begyndte på en lang Historie:
   -Fritz var i Byrådet og Fru Kornerup havde meldt sig til The--hun vilde absolut danne en Diskussionsklub.
   -Men jeg vil ikke ind i alle disse Tale foreninger. Det er, som Fritz si'er, det er væmmeligt at stå og snakke om alle mulige Ting med alle de fremmede Mennesker. Hvis de angår En, kan man alligevel kun snakke om dem med et Par ...
   -Ja, sagde Ida.
   -Nå, min Pige, sagde Olivia: Du snakker nok med ingen.
   To Tuller kom løbende og råbte "Goddag" allerede inde i Spisestuen, for der blev altid en Barnejubel, når Ida kom.
   -Å, jeg har jo noget til dem, sagde Ida og løb ud i Gangen. Hun kom tilbage med en Pose med Druer, som hun hældte ud på Flygelet.
   -Du stjæler som en Ravn, sagde Olivia.
   -Nå, det er jo af dit eget, fortsatte hun koldsindigt og puttede et Par Druer i Munden.
   Ida blev pludselig rød: Man må da ha' Lov at gi'e Børnene, sagde hun; hun havde en af Tullerne på hver Arm: Og så op til Proppen, op til Proppen, halvsang hun og løb med begge Tullerne op ad Trappen ind i Barnekamret.
   Der blev en Hurlumhej oppe på første Sal, Tullerne lo og Proppen skreg.
   -Se til Proppen, se til Proppen, råbte Ida, der kom ned igen med "Proppen" i de løftede Arme.
   -Å, her er så lunt og dejligt hos Jer, sagde hun; hun var kommen ned i en Gyngestol og vuggede frem og tilbage med "Proppen" på sit Skød.
   -Nå, sagde Olivia, der skænkede The i Spisestuen. Hos Jer er der nu osse en Mellem-Temperatur. Værs'go.
   Olivia satte Theen på Hjørnebordet; Så, sagde hun og placerede sig selv i Sofaen: Og nu vil vi ha' Ungerne ud. Jeg holder mest af at ha'e dem i et Sideværelse, med Døren åben.
   -Den velsignede Masse Bøger, fortsatte hun og flyttede en Mængde Bind sammen for at få Plads til Kageskålen: jeg véd ikke, hvordan det er. Men hvad jeg ikke slæber ind i Huset, det kommer Fritz med.
   -Ja, her er altid så meget Nyt at læse, sagde Ida.
   Olivia sad med Hovedet mod Sofaryggen og sa&åcute; op i den høje Lampe.
   -Det er nu som Fritz si'er, det er alligevel godt med de "nye Bøger". Det er dog ligesom de lærer En bedre at indrette sig.
   -Hvordan?
   -Med Livet, svarede Olivia, der blev ved at se ind i Lampen.
   De tav lidt begge to. Så sagde Ida, foroverbøjet i Stolen, og sa&åcute; ind i Væggen:
   -Men er Livet egentlig ikke så ligefremt?
   -Ja-a....
   -For jeg mener, forklarede Ida, der altid ligesom tøvede, når hun skulde sige en Slags Mening: vi gør vel, hvad vi må....
   Hun blev ved at stirre ind mod Væggen, og Olivia sagde:
   -Og så er der jo osse Ungerne ... om man kunde lære noget for dem. Nå--hun smilte pludselig over hele Ansigtet--jeg er nu forresten vist aldrig blevet opdraget.
   Hun sa&åcute; uvilkårligt over mod Fru Francks Portræt over Flygelet og sagde:
   -Vi var bare altid sammen, sagde hun og blev ved at smile.
   Hun sad stille og begyndte at nynne ganske sagte, da Ida, der ved en eller anden Ting var kommen til at tænke på det derhjemme, pludselig sagde:
   -Å, nu går Christian fra Møllen ledig igen.
   -Nå, Gud velsigne dine Smørkrukker. Olivia lo: så logerer han vel osse "ovenpå"?
   -Ja, sagde Ida halv forknyt og sa&åcute; på hende: men hvad skal jeg gøre? Han har vel ikke noget andet Sted at gå hen.
   Olivia lo kun. Men Ida sagde langsomt:
   -Men der bli'er alligevel så meget, man må skjule for Mo'r.
   Olivia sukkede lidt:
   -Der er da heller intet Hus i Verden, hvor man lærer at lyve så stift.
   Så sprang hun op:
   -Skal vi spille firhændigt?
   Da de sad foran Flygelet og de opslåede Noder, sagde hun uden Overgang:
   -Å, Du, nu må Proppen døbes ... Og det er som Fritz si'er, det gør heller ikke noget med Vejret, når de bare kommer lunkent Vand i Døbefonten.
   De havde spillet lidt, da det ringede. Det var Fru Kornerup, der slog Entrédøren op:
   -Kæreste De, sikken Kulde, sagde hun.
   Lidt efter gik Ida.
   Da hun løb op ad Stentrappen hjemme, smuttede Christian fra Møllen ind gennem Mellemdøren.
   Fru Brandt sad i Sofaen, ørkesløs og bred:
   -Det tog Tid, sagde hun: hvor var I?
   Ida nævnte, med lidt slæbende Stemme, Butikker og Boder, og Fru Brandt spurgte:
   -Fulgte Lund Dig?
   -Ja, Mo'r.
   -Hvem var det da, Du talte med her på Fortovet?
   -Frøknerne Stål.
   -Hm, går de to unge Piger alene.
   -Skal jeg så læse, Mo'r? spurgte Ida. Hun tog Dagens Avis og begyndte at læse med en tydelig Stemme, fjerde Side: "Tjenester" og "Køb og Salg". Det hørte Fru Brandt først, med Hænderne i sit Skød og et Par Øjne, som sa&åcute; hun, skrapt, gennem Væggene ind i alle de Huse, hvor der søgtes og skiftedes.
   Ida gik over til de lokale Nyheder og blev ved at læse med samme Stemme og uden Ophold:
   "Ejendomssalg i Bræstrup".
   "Voldtægt i Hatting"....
   -Hvem er død? spurgte Fru Brandt og afbrød.
   Ida læste de tre Dødsfald, og Fru Brandt sagde:
   -Tag så Historien.
   Hendes Træk blev mere slappe, og hendes Øjne begyndte at svømme ud.
   Da Ida var færdig med at læse, gav hun Moderen Kortene til Kabalen og gik ud for at lave The. Men lidt efter kaldte Fru Brandt:
   -Sofie. Tag mig Avisen.
   Fru Brandt fik Avisen bredt ud over Kortene; hun læste om Voldtægten i Hatting.
   ... Fru Brandt var i Seng, og Ida sad, for åben Der, i Stuen, hvor hun hørte Moderens Åndedrag. Hun tænkte på "Proppen"s Dåb. Jo, hun måtte liste Pengene ud af den store Sparekassebog.
   -Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne?
   -Hvilke Pakker?
   -Skovriderens Niels kom med Pakker.
   Ida sagde:
   -De var til Fru Lund.
   Moderens Åndedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe på Loftet knirkede og puslede det.
   Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet. Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger.
   Sofie kom ind og satte sig henne på Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte Ida hende sukke og snøfte. Så sa&åcute; hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned på Bladet som Mærke:
   -Men kan han da heller ingen Plads få, Sofie? sagde hun.
   Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.
   -Å ja, å ja, han har jo ingen Rinomé, sagde hun.
   Sofie blev ved at græde--hun græd som en Karl--:
   -Men jeg vild' så gern´ be' Frøkenen, om jeg ku' få Lov at gå til Alters ... nu på Synda'.
   Hun snøftede højt.
   -Ja, ja, sagde Ida, ja, ja, Sofie.
   Det bad Sofie altid om, når det var på det Værste og Christian gik ledig.
   Sofie blev ved at græde, hun tænkte på sit:
   -Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke så langt til Sengen som en anden.
   Ida sad og sa&åcute; ind i Lampen, hun var så vant til Sofies Fortrolighed. Så sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone:
   -Frøkenen må ta'e Penge iaften--vi har ikke en Skilling i Huset.
   -Igen, sagde Ida.
   -Når En aldrig tør si', hva' En køber ... Og En ska' indbild' Fruen, at man får alt til givendes....
   Ida sad tavs en Stund. Så lukkede hun Bogen:
   -Ja, sagde hun; så er det bedst, vi lukker.
   Ida låste Døren og satte Blomsterne ned på Gulvet og bredte de hvide Stykker ud over alle Stole. Hvor de talte på Gaden ... det var dem, der kom fra Theatret.
   -Hm, hvor han havde været smuk, han, der spillede Palle den Aften, hun var der med Olivia, så slank og mørk.
   Hun så altid så længe Skuespillernes Ansigt og deres Smil og hvordan de gik.
   Så dejlige Tænder han havde, når han smilte.
   ... Ida listede sig ind. Stille klædte hun sig af, mens hun lyttede efter Moderens Åndedrag: Nu sov hun fast.
   Ida lå i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Hånd ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen lå. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage.
   Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de små Pengestykker.
   Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.
   ---
   Ida sad midt i Ærtebedet på "Ludvigsbakke"; hun og Schrøder plukkede Ærter i et stort Trug.
   -Så, sagde Schrøder, nu er Klokken slået ni.
   Hun havde set Fru v. Eichbaum, rank og stiv, bøje ind i Ærtegangen. Fru v. Eichbaum brugte efter Aix-les-Bains Efterkur på Ludvigsbakke, og hun overholdt den på Minuttet.
   Hun kom op ad Gangen med ligelige Skridt, som om hun talte dem, forbi Ærtebedet:
   -Å, er det den lille Brandt, sagde hun uden at standse. Hun ligesom opdagede på det venligste bestandig Ida påny--hver Gang hun sa&åcute; hende.
   -Hm, sagde Schrøder og sa&åcute; efter hende: hun skulde se at få Sønneken op fra Fjermadrassen. Gud véd, hvad hun nu skal gøre af ham.
   Det var fjorten Dage siden, Karl v. Eichbaum var dumpet for anden Gang ved Polyteknikum i Zürich, og nu hvilede han ud.
   -Men køn er han i Figuren, sagde Schrøder.
   Der var ganske stille i Haven, og man hørte hver Ærtebælgs Fald i Truget, mens de hvide Sommerfugle fløj ud og ind mellem Rankerne.
   -Hvor Luften er dejlig, sagde Ida.
   -Py-h, det bli'er hedt, og jeg skal røre Kødfars.
   Schrøder rørte stadig Kødfars; gamle Konferensråd, der var nær de halvfems, kunde snart ikke nyde andet: Der er jo snart ikke en hel Tand i Huset, sagde Schrøder. Hun havde selv fået sig seks nye Fortænder i Foråret. Ellers var hun uforandret; og de Dage, der var travlest, kom de seks forresten ikke længer end i deres Vandglas.
   -Men jeg skal ikke ha'e ham gående, hvor jeg har Småpiger, sagde Schrøder, der blev ved Eichbaum: sådan som han flytter Øjnene rundt på et Pigebarn ... Schrøder sa&åcute; nok, hvordan Pigerne svajede sig, når Eichbaum satte sine Ben i Køkkenet.
   -Jeg synes, han ser så god ud af Øjnene, sagde Ida.
   Der lød et Skrig og Skrål nede fra Dammen af Barnestemmer i Kor:
   -Så, sagde Schrøder, nu skal vi til at tørre Kadetbukser igen.
   Det var alle Falkenbergs Børn, der vadede i Dammen, og Fru Falkenberg, født With, kom ned ad Gangen, hun måtte "se efter Børnene".
   -Å, sidder De her? sagde hun (hun talte med en lidt mat og overgemt Ungpigestemme): så dejligt her er i Solen....
   Hun satte sig på Schrøders Køkkenskammel med Hænderne i sit Skød.
   -Falkenberg kommer da ikke iår, sagde hun.
   -Ikke?
   -Nej, han skriver, det er nogle Indberetninger--hun løftede de spidse Skuldre i Slåbrok'en: Fru Falkenberg havde ligefrem fået en Barnefigur igen ved at føde Kaptajn og Ridder af Dannebrog Falkenberg fem Børn--:
   -Jeg forstår mig jo ikke på det, sagde hun. Det er Tjenesten.
   -Ja, sagde Schrøder, der er jo så meget for en Mand.
   -Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede--der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og sa&åcute; undrende efter noget, der var blevet borte--:
   -De har også deres.
   Nede ved Dammen lo de og skreg de. Så begyndte en Dreng at græde.
   -Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun stå op.
   -Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig.
   -Å, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
   Schrøder satte sig på Idas Køkkenskammel og blev ved at pille Ærterne, mens Fru Falkenberg sa&åcute; til med sine kønne Øjne:
   -Å, så De har meget at tænke på, sagde hun og fulgte Schrøders Hænder med Øjnene. Ja, det må være dejligt at ha'e Kræfter ...
   Ida kom tilbage; det var ingenting; de skændtes kun om Prammen.
   -Var Erik der? spurgte Fru Falkenberg.
   -Nej, Fru Falkenberg, jeg så ham ikke.
   -Hm, Fru Falkenberg rystede på Hovedet: Gud véd, hvad den Dreng ta'er sig til ...
   Erik var en opløben syttenårig, som tilbragte sin Ferie på et eller andet Loft i Selskab med Romaner af den nye Litteratur, og som, når han forlod sine ophedede Skjulesteder, altid sa&åcute; ud, som om Lyset skar ham i Øjnene.
   Fru Falkenberg blev ved at sidde og se ud for sig i Solen.
   -Ak ja, sagde hun: det er underligt med Børn. Det er dejligt, når de er små, men man må jo sende dem i Skole....
   Så længe Børnene var små, småsyslede og sang Fru Falkenberg med dem Dagen lang, men skulde de først i Skole, var det, som den store Dør lukkede sig bag dem--
   -Det er ikke sådan at følge dem, sagde hun.
   -Nej, hvert Kræ har sit Ho'ede, sagde Schrøder: Tag så i.
   Hun tog i den ene Ende af Truget og Ida i den anden, så gik de.
   Fru Falkenberg blev siddende. Hun kunde sidde sådan timevis et Sted, hvor der var Sol, og se ud i Luften, som om hun stirrede ud i nogle store Huller, hvori alle Livets Ting forsvandt.
   Frøken Rosenfeld sad oppe på Gavlverandaen og læste.
   Hun løftede Hovedet og nikkede til Ida og Schrøder, før hun læste videre.
   Da Schrøder og Ida kom ind i Køkkenet, stak Karl von Eichbaum Hovedet ind ad den anden Dør: Man vilde gerne ha'e The, Schrøder, sagde han; og Schrøder, der satte Ærtetruget, mumlede noget om, at nu skulde der vel være The til Middag. Men Ida gjorde en Thebakke istand og bragte den ud til von Eichbaum, der lå på Græsplænen så lang han var.
   -Det er dog altid Dem, der er god, sagde han. Han havde en egen jævn og skikkelig Måde at tale til Ida på. Og han vendte sig om på Maven, med Hovedet over sin The:
   -Tak, sagde han.
   Ida bad ham Kiksene.
   -Er det Onsdag idag? spurgte han så.
   -Ja.
   -Uh, sagde Eichbaum og rørte i sin The: så har man tre Uger endnu. Og Herren véd, hvad det så skal blive til.
   Karl von Eichbaum drejede sig igen om på Ryggen:
   -Nej, det er utroligt, sagde han.
   Han gloede videre op i Solen, medens han sagtens grundede over, hvad det "så skulde blive til".
   Ida gik inde i Køkkenet og hjalp til. Hun gik og tænkte på Karl von Eichbaum: der var nu heller ingen, han havde at holde sig til--sådan. Før havde han jo haft Herman Reck. Men nu havde han jo osse nedsat sig, i Ålborg, og var ikke hjemme mer.
   Det bankede oppe i Loftet, det var Konferensråden, der kaldte oppe fra "Etatsrådindens Stue"; han kom ikke op af Stolen mer og kaldte så ved at banke med sin Stok:
   -Nå, er det Dig, lille Ida, sagde han. Er de nu alle ude?
   -Ja, Hr. Konferensråd.
   Alle Gæster på Ludvigsbakke måtte ud i Luften.
   -Luft er for Ungdommen, sagde Konferensråden: så de kan føle Blodet rulle--Ungdommen skal ha'e store Lunger og stærke Hjerter.
   Han nikkede:
   -Luk så Dørene op.
   Ida lukkede Dørene op gennem de solfyldte Stuer: Tak, sagde Konferensråden. Nu kunde han fra Etatsrådindens Stol sidde stille og se ind gennem alle de lyse Rum, han havde bygget og hvor han havde levet.
   Han vendte Hovedet mod Vinduet; gennem Lysningen kunde han se ind i Godsforvalterens Have:
   -De er spraglede, sagde han og nikkede.
   Fire Damer i mange Slags Farver sprang på Recks Croquetplæne mellem tre Ungersvende med opsmøgede Benklæder.
   -Det er ikke din Fa'ers Folk, min Pige, sagde han.
   -Ja, ja, han vendte atter Hovedet om mod sine stille Stuer; man får så mange Ting at se, når man bli'r gammel.
   -Men Verden, sagde den Gamle, tåler megen Galskab, min Pige, og bliver stående alligevel.
   Også Ida var bleven stående og så over "Længen"s Have. Hun kom der så sjældent nu: hvor de dog huggede hvert År ... der var så få tilbage af de gamle Træer.
   -Og hvordan er det derhjemme? spurgte Konferensråden.
   -Tak, jeg har ikke haft Brev, sagde Ida.
   -Nå, ja, ja....
   Konferensråden blev siddende tavs, grundende som den, der har levet længe.
   Ida gik tilbage til Køkkenet, men Schrøder jog hende ud.
   -Du har Ferie, min Pige, sagde hun: gå Du ud og luft Dig. Her er jo så varmt, at man må kaste Klæderne.
   Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem.
   Ida gik. Hun vilde gå over til Lunds. Men ude på den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgården. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen.
   Så døde Stemmerne hen og alting blev stille igen. Plæne og Marker med de hvilende Køer som dovne Pletter og Bræstrups Huse--alt syntes at blunde i Lyset.
   -Her er smukt idag, sagde Frøken Rosenfeld, der kom langsomt, med sin Bog under Armen.
   De blev stående på Trappen ved Siden af hinanden:
   -Så lige Røgen går, sagde Frøken Rosenfeld.
   Røgen steg op fra Husene i Bræstrup, stille og lige som lyseblå Fakler i den lyseblå Luft.
   Ida og Frøken Rosenfeld talte sjælden meget sammen. Men de blev tit stående sådan lidt ved Siden af hinanden, og de så ofte på de samme Ting. Frøken Rosenfeld hentede Ida, når hun vilde ud at gå, især når det havde regnet og det endnu dryppede fra Træerne--så gik de sammen halvtavse, ad de fugtige Veje, længe.
   Ida gik ned gennem Haven og hun kom ind på Skovvejen. Fuglene sang ikke mer, og hun hørte kun sine egne Skridt over den muldede Jord.
   Inde i Skovridergården sad den gamle Lucie foran Bryggersdøren og skrællede Kartofler, og Lænkehunden, der kendte Ida, logrede ad hende foran sit Hus.
   -Er der nogen hjemme, Lucie?
   Lucie løftede det rokkende Hoved:
   -De er derinde, sagde hun og blev siddende tavs.
   Alle Husets Døre stod åbne og Solen faldt ind over Gulvene og de slidte Møbler. I Salen sad Fru Lund på en Rørstol, omflydt af Linned og med de store Briller i det lille Ansigt.
   -Å, er det Dig, Barn, sagde hun: Jeg lapper Lagener, min Pige ... Vi vasker og vi lapper. Du--med alle de Gæster. Men de er jo velkomne--det er vist og sandt. Å, kan Du hjælpe mig....
   Ida hjalp og Ida trådte Synål, medens hun sad og tænkte: Hvor Fru Lund dog ryster på sin Hånd.
   -Gud ja, sagde Fru Lund, der rodede, for der var Hul ved Hul på Lagenerne: dette er da vist osse de ældste ... Men det er jo i Ferierne, de ligesom endnu har no'et af Hjemmet, lille Du ... og hvem véd, hvorlænge det varer....
   -Børnene er i Haven, sagde hun og tog fat igen.
   Man hørte det; et Kor af lyse Stemmer klang derude. Inde i Stuen summede mange Fluer; man sa&åcute; nok på det hvidtede Loft, hvor de havde siddet.
   -Nej, nej, blev Fru Lund ved: Konferensråden falder af, og hvem véd, hvor så vi skal hen.
   Ida vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde tænkt det samme. Men hun sagde:
   -Men Skovene bli'er da stående, Fru Lund.
   -Å ja. Barn, men det bli'er nok andre, der skal fælde Træerne.
   Fru Lund sa&åcute; hen for sig bag de store Briller, der sad så mærkelig ubekvemt på hendes Næse:
   -Og nu har vi snart siddet her i fem og tredive År og levet i Fred.
   Gamle Lucie kom op igennem Gangen, skændende og mumlende.
   -Så, sagde Fru Lund: nu skænder Lucie igen. Å, Du, det er ikke let. Når hun blot vilde blive siddende. Men hun vil jo ta'e med i alt, og hun er ikke renlig. Snart står hun over Maden, og snart reder hun Senge....
   Fru Lund rystede på sit Hoved og Ida smilede, mod sin Vilje: Der var nok dem på Egnen, hvem det faldt lidt svært at spise i Skovridergården, fordi Lucie stod over Maden....
   -Men, sagde Fru Lund, det er som jeg siger til Lund: hun må jo dog ha'e Lov at dø her.
   "Studenten", den yngste af "Drengene", stak Hovedet ind ad Havedøren:
   -Er det Ida, sagde han: kom ud, kom ud. Vi plukker Kirsebær.
   Nede omkring Kirsebærtræerne lo og skreg den hele Ungdom. To af "Drengene" hang i Grenene og plukkede og kastede ned.
   -Er det Ida, råbte den ene.
   -Halløj. Ida fik to Kirsebær i det opadvendte Ansigt.
   De unge Piger greb Bærrene og lo:
   -Å, å ... Kirsebærrene fløj.
   -Å, å ... Hvor Emilie Frederiksen dog kunde gribe.
   -Så, den ene "Dreng" lod sig dratte ned fra Grenen midt i Klyngen.
   -Fler til Dig, råbte den anden, og han kastede nogle Kirsebær til Ida. Men da lå allerede alle Mand under Træerne på Græsset.
   -Gud, hvor er her rart, sagde Emilie og strakte Fødderne langt fra sig.
   -Ja, sagde Ida og fik næsten Tårer i Øjnene; hun vidste ikke, hvordan hun var kommen i den Stemning, bedrøvet eller ligesom urolig--lige fra da hun sad derinde hos Fru Lund.
   Emilie lå og sa&åcute; ned ad sin Nederdel, der bar Mærker af tre knuste Kirsebær:
   -Det går aldrig af, sagde hun og slog sig på Skørtet.
   ... Ida rejste sig, hun vilde hellere gå hjem ... sådan en sær Stemning der var over hende ...
   -Ja, ja, min Pige, sagde Fru Lund, der fulgte hende til Gangdøren og blev ved at stå og nikke: hils, når Du skriver.
   Da Ida kom ned ad Skovvejen, kom Recks Char-à-banc kørende imod hende. Den var fuld af Damer med farvede Parasoller.
   Frøken Constance Reck, der selv sad på Bukken med en slank Elfenbenspisk, holdt Hestene an og hilste.
   Ida svarede noget, og Frøken Constance sagde:
   -Det er jo rigtig dejligt for Frøken Schrøder at have fået Dem herud.
   Frøken Constance bøjede Pisken og Parasollerne bevægede sig lidt, idet Vognen kørte.
   Ida gik videre. Hun gik i Tanker og bøjede ned forbi Længen uden at vide det ...
   På den store nye Veranda med det meget Glas sad to af de unge Herrer på Trappen, lænet hver mod sin Dørstolpe, med Benklæderne trukne op til midt på Læggen af deres brogede Sokker og røg Cigaretter. Den ene hilste med sin hvide Filthat og lidt efter den anden, og Ida hørte ham sige, da hun var forbi:
   -Var den der Frøken Brandt?
   Ida gik hurtigere. Hun syntes hele Tiden, der ligesom måtte være sket noget i Hovedbygningen, og hun sagde til Stuepigen inde i Gangen:
   -Hvordan står det?
   Stuepigen, der bragte Blomster op til Bordet, svarede:
   -Jo, vi skal straks spise.
   Og Ida blev helt rolig igen, mens hun klædte sig om. Ude i Havegangen hørte hun en Kjole rasle. Det var Fru von Eichbaum, der "gik" før Middag.
   Ida stod foran sit Spejl, da Gonggongen lød.
   Det var da vist, tænkte hun, Karl Eichbaums værste Tid, Bordet.
   Schrøder stod ved det åbne Køkkenvindu og øste Suppen i Terrinerne, da hun så en barbenet Dreng komme op om Plænen:
   -Hvem er 'et til, råbte hun ud af Vinduet, forbi de to Stuepiger, som ventede.
   Det var Telegrafbudet. Men Drengen forhastede sig ikke.
   Den var til Frøken Brandt, sagde han.
   -Til hvem?
   -Den var til Frøken Brandt, sagde Drengen igen, lige langsomt.
   -Å, Herregud, Schrøder slap Gryden: å, Herregud, så er 'et slemt.
   -Hvor er hun? sagde hun straks efter, men i det samme føjede hun til: Nå, la' mig først få øst op.
   En af Stuepigerne tog Telegrammet; hun skulde nok bringe det op.
   -Er De gal, sagde Schrøder og rev det fra hende.
   -Tag så Suppen.
   Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede på sin Kaffe.
   -Så får hun også spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde:
   -Den lille Stakkel, sagde hun.
   Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet.
   -Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun. Hvad er der? gentog hun mer uroligt. Og da Schrøder, forstyrret, uden at ville det, rakte Telegrammet ud imod hende, sagde hun:
   -Det er Mo'r ... og havde revet Telegrammet op og læst det.
   -Nå, lille Tut, lille Tut, sagde Schrøder kun og tog om hendes Liv.
   Ida havde ikke talt. Det var, som hendes Øjne ikke kunde se nogen Ting, mens hun gik ind i Schrøders Kammer.
   -Lille Tut, blev Schrøder ved, lille Tut ... hvordan er 'et?
   Men Ida svarede ikke, og forskrækket foran det blege og stive Ansigt blev Schrøder kun ved at nævne det gamle Kælenavn: Lille Tut, lille Tut; og førte Idas Hoved frem og tilbage, frem og tilbage, som vilde hun, angst, ryste Tårerne ud af hende:
   -Jeg har sagt til om Vognen.
   -Tak. Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke:
   -Når jeg blot får hende at se.
   Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet--hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu--:
   --Å vist, å vist ... det er naturligvis ikke så slemt ... hun kommer såmæn nok over det, skal Du se, lille Tut.
   Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen:
   -De må ud, sagde hun. De deroppe venter jo på Dem.
   -Nå, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie.
   Døren gik; det var Frøken Rosenfeld.
   -Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse.
   -Ja.
   Hun nikkede til Schrøder, som gik.
   -Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.
   I Køkkenet havde Anne Marie, Køkkenpigen, listet sig ud i Borgestuen for at høre ad, hvad der gik på.
   -Så er 'et vel forbi! sagde hun langsomt.
   -Det er vel det, svarte Johan.
   Anne Marie stod og sa&åcute; ud i Luften, ret op og ned, på sine sorte Hoser:
   -Der bli'er no'et, sagde hun og nikkede.
   -Der bli'er meget, sagde Johan.
   -Ja, og han strakte Artilleristbenene fra sig: Får jeg så Kaffen? Han drak den og gjorde sig færdig.
   -Nå, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved sådan en Anledning.
   Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen.
   Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensråden og lod Dørene stå på Klem:
   -Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensråden.
   -Vi morer os jo, Hr. Konferensråd.
   -Ja, så, når man morer sig, kan det ellers høres, sagde den Gamle.
   Fru v. Eichbaum havde, sagde hun, nylig læst hvad Mynster skrev "i sine Betragtninger", om at da pludselig--"der var Ord, man huskede".
   -Men, tilføjede hun: den lille Brandts Fremtid er vel sikret.
   Da Vognen kørte frem på Grusgangen, steg Ida stille ind, og Frk. Rosenfeld, der havde taget Tøjet på, satte sig ind ved Siden af hende.
   -De skal da ikke køre alene, sagde hun.
   Karl v. Eichbaum var stået op fra Bordet og gået ned. Han stod, ved Siden af Forvalteren, henne foran ved Hestene. Så rakte han Hånden ind over Vogndøren uden at sige noget.
   Da Schrøder vendte sig og vilde gå ind--Vognen var helt nede på Bræstrup-Vejen nu--så hun Telegrafdrengen, der stadig sad på Bænken foran Køkkenvinduerne; han skulde have sin Kvittering.
   Middagen oppe var endt, og alle Fade flød på Køkkenbordene. Schrøder måtte have dem tilside, for hun skulde i Lag med Folkenes Mellemmad. Solen røbede så mange grå Hår op over Tindingerne, mens hun stod bøjet over den store Brødmaskine.
   Undergartneren kom ud fra Haven. Han rev Grusgangen, langsomt, henover Sporet af den bortkørte Vogn....
   ... De hvide Vejsten fløj forbi den raslende Vogn, hvor ingen talte. Halvmil fulgte Halvmil, mens Hestene travede.
   Ida sa&åcute; intet, hørte ikke. Alt hendes Liv syntes samlet i de sammenknyttede Hænder.
   Kun én Tanke havde hun, der pressedes frem i Ord uden Lyd, som vilde hun bortvælte en Skyld:
   -Jeg havde sagt, jeg vilde ikke rejse....
   Hun førte de sammenfoldede Hænder op og ned:
   -Nu får jeg hende ikke at se....
   -Men, Ida.
   -Nej, nu får jeg hende ikke at se....
   ... Så var de der.
   Hestene vilde ikke stå, to Hunde fo'r imod dem.
   Ida sa&åcute; kun Sofies ophovnede Ansigt, som hun kom ned ad Trappen.
   -Doktoren er her, sagde Sofie hviskende.
   Ida støttede sig til Gelænderet:
   -Hun var altså ikke død.
   -Jeg henter Fru Jørgensen, sagde Frøken Rosenfeld.
   Ida nikkede uden at have hørt og hun åbnede Stuens Dør; der var mørkt og hun blev stående; inde i Sovekammeret hørte hun Doktorens Trin.
   -Det kom på Klokken tolv, hviskede Sofie.
   Men Ida blot stønnede.
   -Og sa&åcute; telegraferede vi, hviskede Sofie igen.
   -Ida sa&åcute; som et Par Skygger Frøken Sørensen, der kom med to Sølvstager, og Jomfru Thøgersen, der bragte en Dug.
   -Å, sagde Sofie, der begyndte at ryste: det er til det sidste Måltid. Og hun satte sig på en Stol.
   -Vi venter Pastoren, hviskede Frøken Sørensen, og de to blev ved at liste omkring--med så mange Ting.
   Ida hørte kun efter Doktorens Trin.
   Så lød Moderens Åndedrag tungt, som hun kendte det ... som hun kendte det ... Og på én Gang begyndte Ida at hulke, stille og fortvivlet--af Taknemmelighed....
   Doktoren kom hen imod hende, og hun vilde rejse sig:
   -Jeg hørte Vognen, sagde han, mens hun sa&åcute; op i hans Ansigt.
   -Det er måske bedre, De ikke går ind straks, sagde han. Deres Moder har jo været en Del irriteret....
   Ida blev ved at se på ham:
   -I hendes Tilstand ... over at De var borte....
   Ida svarede ikke. Et Nu havde hun lukket sine Øjne og hun følte ikke den Hånd, han rakte hende:
   -Vi venter til iaften. Farvel.
   Ida havde bøjet Hovedet. Hun forstod det: at hun skulde ikke derind.
   Hun sa&åcute; Frøken Sørensen slæbe over Gulvet med Myrten og hun hørte Doktorens Stemme igen: Lad det være, sagde han, og han formelig slog til Myrten.
   Ida tænkte kun, hun skulde ikke derind.
   Hun vidste ikke selv, at hun havde rejst sig og var gået hen over Gulvet, ind ad Døren til den lille Stue, til Skamlen, sin Skammel bag det store Chatol.
   Døre blev åbnede og Døre blev lukkede, Trin lød. Jomfru Thøgersen kom hen og tog krampagtig ned om hendes Skuldre.
   -Pastoren, sagde hun åndeløs, og de hørte Sofie græde:
   -Jesus Kristus, Jesus Kristus.
   Men Ida rørte sig ikke.
   Der var ikke anden Lyd end Præstens Mumlen. Så kom den Syges Ånde. Ida hørte kun den.
   -Vater unser, Vater unser, bad Jomfru Thøgersen pludselig i sit Modersmål og kom ikke længer.
   "Jesus Kristus, i den Nat, da han blev forrådt, tog han Brødet, takkede og brød det, gav sine Disciple og sagde: Tager dette hen og æder det ... Dette er mit Legeme, som gives for Eder. Dette gøres til min Ihukommelse."
   Ida bad ikke, hun havde ikke Rum for Bønner. Hun følte kun sit Hjerte standset og tungt som en Sten i sit Bryst.
   -"Vater unser, Vater unser ..."
   Men Præsten blev ved:
   -"Ligeså tog han og Kalken efter Aftensmåltidet, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle deraf. Denne er det nye Testamentes Kalk i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. Dette gører så ofte som I det drikker til min Ihukommelse ..."
   Sofie sa&åcute; gennem Døren, foran Lysene, Præsten bøje sig over den Døende og løfte hendes Pude:
   -Gud den Helligånd, Gud den Helligånd, hviskede hun og faldt tilbage mod Ryggen af Stolen. Der var tyst et Minut; så rejste Sofie sig igen:
   -Nøglerne, sagde hun på én Gang, og næsten skreg.
   Hun havde set Knippet glide frem under den Døendes Pude; over Lagenet faldt det ned mod Gulvet.
   -Dette er Jesu sande Legeme....
   De hørte ikke mer, men også Vågekonen begyndte at græde.
   Ida havde foldet Hænderne i sit Skød:
   Hvis hun faldt i Søvn, kunde hun gå derind; når hun sov, kunde hun gå derind....
   -"Herren være med Eder, Herren velsigne Dig og bevare Dig. Herren løfte sit Åsyn på Dig og give Dig Fred."
   Der blev ganske stille. Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved:
   -Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Tårer begyndte at flyde igen.
   Ida hørte som gennem Tåge sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Hånd.
   -De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme.
   -Ja, Hr. Pastor.
   Pastoren blev stående et Øjeblik foran det tåreløse Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det ikke.
   -Ja, sagde han så, en Mo'r er en Mo'r. Gud styrke Dem.
   ... Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes Gang og Vågekonen, når hun sagte flyttede sig.
   Ida sad på den samme Plads, medens Sofie listede til og fra.
   -Sover hun? hviskede Ida.
   -Endnu er hun vågen.
   De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Tråde op mod Flammen og faldt.
   -Sover hun? spurgte Ida igen.
   -Hun er vågen.
   De hørte den hivende Ånde og en Stemme, der mumlede.
   -Taler hun? spurgte Ida.
   Hun havde rejst sig. Hun følte Håbet næsten som et Stik i sit Bryst, da Vågekonen skød Døren op.
   -Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.
   Vågekonen rystede på Hovedet:
   -Hun spø'r nok ikke efter nogen mer, sagde hun:
   -Nu sover hun.
   De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys: hun sov.
   -Så går jeg derind, hviskede Ida.
   Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et Øjeblik så hun på Moderens Ansigt. Så satte hun sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, på Gulvet--uden at drage Ånde.
   Enkefru Brandt vågnede ikke mer. Ved Midnat sov hun hen.
   ---
   Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de hvide og døde Gulve. På Væggene blot Plet ved Plet og over dem de rustne Søm.
   Ida var gået fra Stue til Stue, en sidste Gang.
   -Ja, så lukker Du, sagde hun til Sofie.
   Sofie blev stående med Hånden på Dørlåsen.
   -Ja, sagde hun, og hun græd, så det strømmede, mens hun talte:
   -Jeg har vist ikke fået Frøkenen sagt 'et ... at så bli'er 'et til, at vi gifter os....
   -Gifter Jer? Men--han har jo ingenting, Sofie. (Christian fra Møllen blev værre og værre og nu gik han ledig altid.)
   -Nej, sagde Sofie, der blev ved at græde: men Hansen har jo længe vil't 'et ... og så har En jo hans tre Børn a' pass'....
   -Ja, sagde Ida, der først nu forstod, at det slet ikke var Christian fra Møllen; Enkemanden Hansen var ved Gasværket og han drak.
   Sofie, der blev ved at snøfte, sagde, som om hun forstod, hvad Ida tænkte:
   -Og det er jo ikke enhver, Ida, der ka' sidd' ene....
   Ida så på hende. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun fik Tårer i Øjnene.
   -Gid det må bringe Dig Lykke da, sagde hun.
   Sofie sa&åcute; ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes:
   -En får jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'.
   Gråden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun også--hun vidste knap selv, hvorfor.
   Så lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik....
   Hun lå hos Jomfru Thøgersen om Natten.
   ... Ida var kommen hjem til Villaen og de havde spist den sidste Aften.
   Nu sad Olivia og hun på Verandatrappen og sat i Halvmørket ud på "Sundet" og Boller Skov, hvis Linje lå derovre mørk og tung. De havde ikke talt. Olivia havde kun sagte listet sin Arm ind under Idas og de støttede Skulder mod Skulder.
   Inde på Verandaen hørte man Jørgensens Gyngestol, der gik op og ned. Rolf, Hunden, listede sig ned ad Trinnene og lagde sig ved Olivias Fødder.
   -Så bli'er jeg vel Sygeplejerske, sagde Ida.
   -Men hvorfor, Ida? Du behøver det jo ikke.
   Ida sa&åcute; ud over det mørknende Sund og hendes Stemme lød meget sagte:
   -Det er vel--det eneste, jeg kan.
   Olivia svarede ikke og de sad tavse lidt.
   -Og så gør jeg da Nytte for no'en....
   Ida tænkte pludselig på Sofie og hun sagde, stadig med den samme Stemme:
   -Nu gifter Sofie sig.
   -Med Christian? spurgte Olivia pludselig højt.
   -Nej, med Hansen fra Gasværket.
   -Å, Herre Jesus, sagde Olivia: skal hun nu ha'e ham at strides med.
   -Ja, sagde Ida og smilede halvt: hun kan vist ikke leve foruden.
   De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Ånde, mens den lå ved deres Fødder:
   -Hvor Rolf er stille.
   -Ja.
   De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad.
   -Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse.
   De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Tårer, som i Mørket faldt ned på hendes Hånd.
   -Lad os gå op til Børnene, sagde Ida.
   De stod endnu et Øjeblik og sa&åcute; ud over den hvilende Have. Så gik de ind.
   Ida løb i Forvejen ind i sit eget Værelse; så listede de sig ind til de sovende Børn. Lampen brændte mat under Loftet og Pigen sad og strikkede i en Krog.
   -Hvor de er kære, sagde Olivia.
   Ida talte ikke, men hun standsede længe foran hver af de hvide Senge.
   -Hvad er nu det? hviskede Olivia.
   Ida stak en lille forseglet Pakke ned under hver Hovedpude.
   -Du bestiller ikke andet end at gi'e, sagde Olivia.
   Ida stod foran "Proppens" Seng:
   -Hvis man kun havde nogen at gi'e til, sagde hun.
   De kom ned i Stuen, og Olivia fortalte Fritz om Pakkerne.
   -Det kan jeg da ha'e Lov til, sagde Ida: den sidste Aften.
   -Nå, ja, sagde Olivia og lo. Men bli'er Du en Gang forliebt, min Pige, så gi'er Du ham lige til Særken....
   Olivia havde fulgt Ida op i Gæsteværelset og vendte tilbage til den stille Stue. Tavse sad Fritz og hun, hver i sin Stol, foran den hvide Ovn.
   -Du, sagde Olivia, gid Ida dog kunde blive lykkelig.
   Fritz sad lidt, sa&åcute; efter Røgen fra sin Cigar og sagde:
   -Det bli'er hun vist ikke.
   -Men, hvorfor? spurgte hun.
   -For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz.
   -Nej.
   Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget:
   -Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige.
   Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra:
   -Og så kommer alligevel Døden.
   ---
   Næste Eftermiddag rejste Ida med Dampskibet. ... Det begyndte at mørkne--den første Dag i København. Ida var gået omkring mellem fremmede Ting og havde siddet til Bords mellem fremmede Mennesker. Nu gik hun ud, over Torve og gennem Gader. Hun vilde se Skibet "Brage", som skulde derhjem igen.
   Hun gik langsad Broen, hvor Skib lå ved Skib. Der yderst lå det. Hun blev stående og hun sa&åcute; på alting, det store Skrog og Masterne og Kahytsdørene, som var lukkede.
   Det skulde hjem og glide gennem Vandet derhjemme.
   Spillene gik og Folkene arbejdede i Lasten endnu. De skulde komme forbi Stranden og Skoven og alle de dejlige Marker....
   Og Karen Badekone vilde stå og se efter Skibet og hejse Dameflaget på det hvide Badehus.
   Ida blev stående. Hun gemte sig, ind under Tagskægget af det store Pakhus. Der var det mørkt.
   ---
   Ida kastede sig i sin Seng. Så drømte hun, og så var hun vågen.
   Det var, som hun i denne Nat, så i Blund og så med åbne Øjne, genoplevede sit hele Liv indtil nu....
   ... Hospitalsporten slog op og drønede. Portørerne bragte Patienter.
   To lange Skrig slog fra "de Uroliges Gang" op gennem Huset--så faldt Dørene til....
   I sit Halvblund hørte Ida Portørernes Skridt og de Uroliges Skrig, som kom de så langt, langt nedefra, fra under Jorden....