Ludvigsbakke

---

Herman Bang (1896)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her




   Den rigtige Frost var kommen.
   Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over den frosne Sø. Ida trådte så rank i Gangstien, medens Rytterne kom to og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, på dampende Heste.
   -Halløj, sagde Ida til en Dreng, der faldt på en Glidebane.
   -Halløj, råbte han igen og var oppe og fløj videre.
   To gamle Herrer havde også set til.
   -Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.
   Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, når der var blot et Ord at lægge ind; og Ida nikkede:
   -Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.
   De to Gamle gik videre, og den ene sagde--han havde Øreklapper--langsomt og tydeligt:
   -Det er dejligt, De, at se på et sundt Ansigt.
   Den anden blev stående lidt og sa&åcute; efter Ida--der var også noget ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne--:
   -Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.
   Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kås skridtende frem mod Ida i store Galocher.
   -Det er noget sent, De går hjemmefra, sagde Frøken Kås, idet hun gik forbi.
   -Ja, sagde Ida og blev ved at gå: jeg vil helst gå i Solens Skin.
   -Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem.
   -Ja, det fryser otte Grader, halvråbte Kås, der var i sorte Vanter.
   -Å, Kulden varmer, råbte Ida tilbage.
   -Ikke at tale om Skindkåben, sagde Boserup, der slet ikke var standset og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel også burde klæde sig en Smule efter Stillingen.
   -Ja, sagde Kås, der gik og tænkte på Ida (det var, ligesom Ida aldrig havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem):
   -Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.
   Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende.
   -Der er varmt, sagde han.
   -Ja, Tak....
   -De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kåben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.
   Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappen ned (der var noget over Kelner Ellingsen, når han opfyldte sine Pligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som åbner Stolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestille Frokosten.
   Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: så dejlig frisk den var. Det slog et Slag på Døren med en Stok:
   -Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu også altid noget at pakke ud....
   -Godmorgen.
   Han kyssede hende på Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.
   -Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun sa&åcute; op på ham, ufravendt. Hun vilde så gerne blive stående sådan, et Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.
   -Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede i Frokosten, mens Ilden bagte hans Ben.
   Ida sad og lo:
   -Nu har Du det godt, sagde hun.
   -Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og sa&åcute; ud over Bordet og over mod hende:
   -Dette er det bedste Måltid på Dagen.
   Ida skar Smørkagen for--hun havde lidt mange Småbevægelser, når hun var så glad--:
   -Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med en Bevægelse, der egentlig var Olivias.
   -Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme.
   -Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde fået den Vane at gøre sådan mærkelig runde Øjne, når hun var glad.
   Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden, langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop og til sin Tallerken for at få Plads og fortælle:
   -Nej, for nu må Du høre--det er utroligt....
   Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"....
   -Nå, således, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Småbægrene derovre.
   -Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Hånd over Bordet.
   -Nej--Du behøver det vel ikke ... Man skal vel ikke have både i Pose og i Sæk.
   -Karl....
   Men "Drikken" var en Flaske Dôm, og Frøken Friis havde sat Flasken lige ind i Gangskabet, midt for--det er osse utroligt--og så kom Profossen, da Petersen stod der ... med det åbne Skab--og han sa&åcute; den--ligestraks--nå, å, som han blev, Du véd det ikke....
   Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra sin Cigaret.
   -Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med forskrækkede Øjne.
   -Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vistnok til dem, der hytter sig.
   -Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Måneden.
   Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hans Hår, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:
   -Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.
   Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:
   -Hvorfor?
   -Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu sådan ud i Ansigtet.
   Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned på Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ. Sådan tav de lidt, til Karl sagde:
   -Véd Du, nu rejser Moderen--sikkert.
   -Rejser? hvorhen? det gav et lille Sæt i Ida.
   -Til Genève. Han slog et Smæld med Læberne.
   -Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem....
   -Fru Feddersen? Og din Moder henter hende--Ida sa&åcute; op og igen ned--: Hvor det er kønt af hende.
   Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:
   -Ja, sådan er hun.
   Kullene i Ovnen faldt sammen:
   -Du, så dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlært Klang på "dømmer") så dømmer hun hende da ikke ... så hårdt.
   Karl blev ved at se på Kullene:
   -Det véd jeg s'gu ikke ... hun dømmer hende vel som de andre--men hun henter hende.
   Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde fået Vand i Øjnene.
   Karl nikkede igen til Ilden:
   -Og hun skal s'gu nok få hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.
   Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.
   -Hvad tænker Du på? spurgte han.
   -På din Mo'r.
   Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Hånden over hendes Hår, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.
   -Du er så behagelig, når Du tier stille, sagde han og blev ved at føre Hånden over hendes Hår--helt blødt, men der var alligevel altid noget ved det, når han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.
   -Og jeg vilde netop en Gang gerne sige så meget.
   -Hvad vilde Du så sige? sagde han og tog ikke Hånden fra hendes Hår.
   Der gik et Øjeblik:
   -Tak, hviskede hun ganske sagte.
   Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Hånden søgte ind mod hendes Nakkehår:
   -Og jeg får aldrig Lov til at takke Dig.
   -Jo, sagde hun og sa&åcute; ikke Ilden mere--hvis Du--en Gang vilde takke ... for Dig selv.
   Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til at ligne Fløjl.
   -Du, Pus, sagde han.
   Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun sa&åcute; ikke op, mens hun sagde--han hørte det knap--:
   -For jeg tænker jo altid på din Mo'r, hvad hun vilde tænke.
   Der forløb et Sekund.
   -Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde så Karl og slog over i Tonen.
   Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne på den bløde Silke. Hun holdt så meget af den Overfrakke:
   -Foeret holder da endnu.
   -Ja.
   -Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.
   Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.
   -Det var da osse blevet på Tiden, sagde han og trak Frakken på sig, mens Ida hjalp ham: at få no'et på sig, der kunde gi'e Varme, på de Morgenture.
   Også Ida fik Tøjet på: Farvel så, sagde hun og lagde Armene om hans Hals, før hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde en Måde at komme ind ad Døre på, som kom han ind gennem en Sprække. Portemonnæen lå allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var en Ruslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde fået sig) og Karl betalte, mens Ida slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den store Seddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.
   -Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, med Hænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:
   -Farvel.
   Hun blev stående lidt:
   -Véd Du, jeg er altid så glad, når jeg går.
   -Så-å, lo Karl og slap hende.
   -Jo, sagde Ida, og hun blev stående tæt ved hans Skulder: for så véd jeg igen--alting.
   -Farvel.
   Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet bøjet på Skrå: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.
   -Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.
   -Ja--her er virkelig blevet--Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"--ikke så lidt om Formiddagen ... i Forretningstiden.
   -Godmorgen.
   Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende på Gangstien--slængende behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, sådan i køn Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han hver Morgen til sig selv.
   Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam nydelig i sådan stille Luft.
   Et Par Løjtnanter red op på Siden af Karl og holdt Hestene an med et "Morgen".
   -Morgen, mumlede Karl.
   -De går s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.
   -Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.
   Løjtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset på Dyrene, mens de to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de to Uniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som også halvt holdt Hesten an:
   -Godmorgen ... ta'er Deres Mo'r så Billetten imorgen? spurgte hun ned til Karl.
   -Det var Bestemmelsen, sagde Karl, der målte Dyret.
   -Bon voyage, sagde Kate og svippede med sin Pisk.
   De to Løjtnanter halvsnærrede noget, om Frøkenen tillod, og Kate sagde:
   -Gudbevar's (Knuth havde ligget i Garnison i Århus); og de red videre alle tre, langsomt, Kate imellem Officererne:
   -Nå, det var den, I ventede på, sagde Karl, der fulgte dem med Øjnene; nu hilste Kate med Hovedet ned til Ida.
   -Men hun ri'er s'gu godt, tænkte han og nikkede. Han hvislede ud gennem Tænderne; han havde en mærkelig Signalhvislen, som kunde høres sådan noget som en halv Fjerdingvej--og Ida, der skred foran, gik langsommere, til han nåede op til hende: det var ligesom han trængte til at tale lidt med hende. Men han sagde ikke andet end:
   -Hun ri'er s'gu godt. Og han blev ved at se efter hendes tyveårige Taille, der på Hesteryggen.
   -Hun er så køn, sagde Ida, og hendes Øjne strålede mod Karls.
   Nu bøjede de om derhenne, mens Karl stadig sa&åcute; efter dem; Løjtnanterne var blevet så bøjelige i Overkroppen:
   -Nu skal vel den Smør-Avance også til Husarerne, sagde Karl.
   De var kommet til Glidebanen, hvor Drengen dumpede før, og pludselig--det var måske af Glæde, fordi Karl havde kaldt--gav Ida sig til at glide. Hun satte Benene lidt for ungdommelig skrævende, mens hun lo:
   -Du vilde s'gu ikke blive graciøs på Skøjter, sagde Karl, og Ida smilte igen.
   Så skiltes de på Hjørnet.
   Karl gik videre og tænkte på, at han kunde egentlig ligeså godt ride med Kate om Morgenen, for han kom s'gu ikke på Kontoret før alligevel...
   -Og det er et dejligt Dyr, sagde han.
   Da han kom op på Kontoret, var Frøken Koch derinde. Hun havde Brillerne af--hun havde lige mødt Ida i Mellemporten--og stod og så hen efter von Eichbaum.
   Karl fik sine Bøger frem og Kontorstolen drejet op.
   --Nå, så Kavalleriet skeler til Smørret, tænkte han. Han begyndte på Bøgerne.
   ... Ida sov ikke ind, hun lå i det grønlige Skær og tænkte på Fru von Eichbaum, der vilde rejse ... Så kønt, det var af hende. Hun rejste for at hente hende og dømte hende ikke.
   Ida lå stille og stirrede ind i det lysegrønne Skær.
   Tankerne førte hende så langt.
   Nede slog Portene op og i.
   Ida vilde sende Blomster til Fru von Eichbaum, når hun rejste. Ja, hun vilde sende en Buket ud på Jernbanen.
   .....
   Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Spisestuen foran den lukkede Kuffert, da Fru Mourier arriverede med Kate.
   -Men, Emilie, sagde Fru Mourier, rejser Du i Silke?
   -Gud, Vilhelmine, altid. Det er da det eneste praktiske. Silke ryster man jo Støvet af.
   Generalinden tog Replikken op, mens Fru von Eichbaum kaldte på Julius, og sagde:
   -Nej, rejse i Uld, vi, Du, som hader Smuds.
   Kate, der havde en stor Mappe under Armen og stod i Spisestuen, med Læberne skudte frem, som vilde hun fløjte, men beholdt Lyden for sig selv, spurgte, om de vilde se Tegningen til Hovedbygningen på Ludvigsbakke.
   -Lille Kate, at se Tegninger nu; det var Fru von Eichbaum, der talte: Minuttet før man skal rejse....
   -Der er da en Time til, sagde Kate.
   Men Fru von Eichbaum tog altid hjemme fra bestemt en halv Time før, "som om man vidste, hvad der i det sidste Nu kunde hænde".
   De kom alle ned i Drosken og kørte af sted, med Julius på Bukken. Fru Mourier talte om, at hun kom vist også til at rejse, om nogle Dage--til Århus.
   Mourier skrev jo, at de måtte gi'e de to Middage.
   -Med Gårdene selv kunde det jo være det samme. Men det var de Forpagtere og Godsforvaltere, som Mourier mente måtte be'es som de plejede ... Og man er jo dog altid afhængig, sagde Fru Mourier, i Tider med den Konkurrence.
   -Deri gi'er jeg virkelig Mourier Ret, sagde Fru von Eichbaum: at støde den Slags Folk er altid urimeligt.
   -Ja, det mener netop Mourier, sagde Fru Mourier.
   Da de kom ind i Salen på Banegården, ventede Fru Schleppegrell og Fanny, som var i Kapothat med vinrøde Bånd under Spidshagen. Fru Schleppegrell gik hen og omfavnede Fru von Eichbaum og sagde: Å ja, Gud ske Lov, det blev, Du, og, hvor må Line være Dig taknemmelig....
   -Kære Anna, sagde Fru von Eichbaum: det er dog virkelig ikke værd at tale om de to Døgn og på en moderne Jernbane.
   De satte sig alle ved et af de runde Borde om Pillerne, mens Fru von Eichbaum iførte sig vaskede Randers-handsker til Rejsen og Fanny bragte en Hilsen fra Hofdame Frøken Juul.
   -Ja, sagde Fru Schleppegrell: Emma (Hofdame Frøken Juul bar Navnet Emma) sagde såmæn igår til mig: "Bedste Ven, det vil jo være en Lettelse for hele Kredsen".
   Men Fru Mourier fik Tårer i Øjnene og sagde:
   -Hvor Gensynet med Dig, Emilie, alligevel bliver svært for Aline.
   Ventesalen begyndte at fyldes, mens Kate skrællede sig en Appelsin og Generalinden og Fru Schleppegrell talte om Genève-Chocolade. Ja, Emilie, sagde Admiralinden: når det blot ikke var formegen Ulejlighed, at Du bestilte mig tyve Pund--direkte. Genève-Chocolade er jo den bedste for Fanny.
   Karl dukkede frem mellem de Rejsende, med Stokken under Armen og hængende Skuldre. Nå, sagde han: I har naturligvis været her en Time.
   Han kyssede Fru von Eichbaum på Kinden og gav hende en lille Rejseflakon med Eau de Cologne, udstyret med Ruslæder: Værs'go, sagde han. Karls Penge slog i den sidste Tid så mærkelig godt til og egentlig var han jo opmærksom af Naturen. Han hilste rundt på de andre, og Fru Mourier sagde smilende:
   -Det var en opmærksom Søn. Han bli'er en god Ægtemand.
   -Er De vis på det? sagde Karl, der var kommen hen mellem Fru Mourier og Kate, og han rynkede Næsen.
   -Hm, hvad hører der til en god Ægtemand? sagde Kate.
   -At han skal være et rigtigt Mandfolk, sagde Karl.
   Kate sa&åcute; op, og der kom noget i hendes Øjne, et kort Nu, som gjorde, at Karl ligesom rykkede hendes Stoleryg lidt nærmere.
   -Ja, det har Karl såmæn Ret i, sagde Fru Mourier.
   Ventesalsdørene blev åbnede, og Julius samlede Småbagagen sammen.
   -Men i Genève, hørte man Fru von Eichbaum sige til Fru Schleppegrell: kan man jo altid gå i reformért Kirke.
   Fanny, der sa&åcute; på Karl og Kate gennem Lorgnon, sagde til Generalinden: Ja, de har skiftet Præst, han skal ha'e et henrivende Sprog.
   Fru Mourier, der sidst kom af Sædet, sagde: Nå, jeg bryder mig nu aldrig om at høre fremmede Udlæggelser.
   De kom alle ud på Perronen, og Fru von Eichbaum fik en Kupé. Der var noget ved Fru von Eichbaum, som straks lod Konduktører og alle den Slags Folk springe, og det uagtet hun ikke netop gjorde Indtryk af at ville give Drikkepenge. Hun stod ind, medens alle de andre, undtagen Karl og Kate, klumpede sig sammen foran Døren, så Frøken Kjær, der kom løbende, helt forpustet, med Idas Buket, knap kunde nå hen til Trinnet.
   -Det var lidt Blomster fra Frk. Brandt ... hun kunde desværre ikke komme selv.
   Fru von Eichbaum tog Blomsterne og takkede: det var så kønt af Frøken Brandt. Og Frøken Kjær forsvandt igen ligeså pludselig og forlegent-højrød i Hovedet som hun var kommen, medens Fru von Eichbaum, der sad på Sædet med Buketten, sagde:
   -Kære Børn, det er jo rigtig så venligt af hende ... men Blomster på en Rejse er jo noget af det mindst praktiske, jeg véd. Tag Du dem hjem med, Vilhelmine, hvor de kan komme i Vand.
   Hun rakte Fru Mourier Roserne:
   -Her lægger man dem i et Næt og finder dem bare visne om Morgenen ...
   Buketten gik videre til Kate, der blev stående med den i Hånden:
   -De er smukke, sagde hun og så særdeles ligegyldig ned på de lange "La France"-Grene.
   -Ja, sagde Karl og smilede på én Gang så kønt ned mod de lyserøde Kalke: Det er s'gu godt ment.
   Så genoptog han Tråden--de havde talt om Knuths Dygtighed som Rytter--og han sagde med rynket Næse om Greven:
   -Nej, det er s'gu en Jumber. Hvor kender De ham fra?
   -Han har jo ligget i Århus. Og De vil jo ikke ride med mig.
   -Det er et dejligt Dyr, sagde Karl blot og nikkede ud i Luften.
   Konduktørerne lukkede Dørene, og Efternølerne halsede ud af Ventesalene, fulgt af Hotelkarle, der pustede. Døre kom op igen og i igen, og på én Gang var det, et Nu, som alle skændtes, Karle, Konduktører og Rejsende.
   -Kære Du, sagde Fru v. Eichbaum, der stod bag sin Kupédør så rank som et Lys: at Folk, der skal rejse, dog aldrig indretter deres Tid.
   ... Toget var gledet bort, og de sa&åcute; kun endnu en Gang Fru von Eichbaums hvide Lommetørklæde, før de alle vendte sig og gik.
   Da de kom ud i Forhallen, sagde Karl:
   -Jeg kunde forresten godt ri'e imorgen.
   -Men nu kommer Knuth, svarede Kate.
   -Men så kan han jo ri'e med, sagde Karl.
   Det blev en Aftale; og Karl gik.
   Fru Schleppegrell og Fanny vilde tage hjem med Sporvognen, og de andre karte i Drosken. De talte om Aline, og Generalinden sagde:
   -Vi dømmer hende jo ikke. Men Du, der er dog Ting, som man ikke fatter.
   -Nå, sagde Fru Mourier og sa&åcute; frem for sig: det sidder vel i os alle, og når man så ikke vokser fast til den, man har....
   -Ja, kære, svarede Generalinden, men der er jo dog Ting, man tøjler....
   Kate sad og sa&åcute; ud efter Schleppegrells. Nu kom de op i Sporvognen. Fru Schleppegrell lod altid Konduktøren tage sådan rigtig et fast Tag om sit Liv.
   -Fanny, sagde hun, da de begge var vel inde: det er jo slet ikke værd, der tales videre om, at vi var på Banen.
   Fru Mourier var kommen hjem og var falden til Sæde med alt Overtøjet på. Hendes Tanker var ved Aline.
   -Ja, ja, sagde hun: hun har det Værste igen. Hun tænkte på Hjemkomsten.
   -Kate, sæt så de Blomster i Vand ...
   Kate sa&åcute; sig rundt i Stuen:
   -Jeg har glemt dem i Vognen, sagde hun og gik ind til Viktoria.
   Fru Mourier blev siddende med Tøjet på. Hun sad og smilte: hun var kommen til at tænke på Karl. Hun kunde så godt lide ham. Der er ikke noget skabagtigt ved ham, sagde hun altid til Generalinden.

   ---

   Ida sad på Kaféen, foran Ilden, ved Siden af det dækkede Bord, da det tog i Døren og hun rejste sig--Rødmen fløj helt ned over hendes Hals--men det var kun Hr. Ellingsen, der bragte et Brev.
   Ida fik det åbnet og læst, straks, mens hun stod oprejst, midt på Gulvet, og der kom sådan et underligt Jag inde i hendes Bryst.
   Jeg må for Skams Skyld ride med Smørret nu til Morgen. Vi ses. Karl.
   -Er Herren syg? sagde Ellingsen, så stilfærdigt. Han havde bare en Gang slået Øjnene op, mod hendes Ansigt.
   -Ja, sagde Ida så godt som uden at vide det.
   Hun så kun et Øjeblik ud over Bordet:
   -Så skulde jeg betale, sagde hun og smilte på én Gang (det Hele var da så rimeligt; det var naturligvis Fru von Eichbaum, der havde bestemt det, iaftes, på Banegården); men pludselig tænkte hun på, at Ellingsen vilde kende Portemonnæen, og hun sagde:
   -Å nej, det kan også vente; og hun blev ved at tale med Ellingsen, mens han hjalp hende Tøjet på og til hun fik sagt "Farver", uden at se sig om.
   Ellingsen slog Dørklappen for og serverede af og glattede Servietterne lidt. Der var, over Ellingsens Håndbevægelser, mens han gjorde det, noget vist bekymret, som henlagde han sørgerandede Salmer på et Pulpitur.
   Ida gik på Vejen rankt og hurtigt, medens hun smilede igen: Det var jo så rimeligt, og Karl (mens hun tænkte hans Navn, nåede Smilet også til Øjnene, de havde været ligesom så runde og stive, skønt der var Glans nok over dem) holdt så meget af at ride ... Hun blev ved at smile: Ja så kønt han red ...
   Men--jo--hun vilde gå hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ... Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem ...
   Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op så pludseligt og lige ved hende, så hun knap fik nikket. Men den gamle Herredsfoged standsede hende og holdt begge hendes Hænder fast mellem sine strikkede Vanter. Det var et velsignet Vejr med den høje, klare Luft, sagde han:
   -Ja, det er en stolt Luft for os, der har det ringe med Hørelsen, sagde han. Men i det samme hørte Ida Trav bag sig, og hun måtte gå fra ham: det var vist dem, men det lød, som var der tre Heste ...
   ... Ida vidste ikke selv, hvorfor hun tog Vejret så langt, da hun havde vendt sig halvt og sa&åcute; Knuth, der kom travende der, på den anden Side af Kate.
   Hestene kom stadig nærmere, og Ida vilde lige til at hilse, da Kate Mourier holdt sin Hest an.
   -Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun, oppe fra Dyret, og de andre standsede som hun.
   Ida blev rød og så bleg:
   -Godmorgen, sagde hun, og der var med ét det forrige stive Udtryk i Øjnene.
   -De kan tro, vi har travet, sagde Kate, mens Karl, der holdt lige ved Ida og ikke havde kunnet få fat i hendes Blik, lod, ligesom tilfældigt, den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Idas Kind, så Ida sa&åcute; op, lynsnart, et Sekund----
   -Uh, sagde Kate, der havde set ud over Søen (Knuth tog ikke sine Øjne fra Ida): I sådant et Vejr må der være fælt på Galehuset.
   Hun nikkede igen og satte Hesten i Vej:
   -Hun er egentlig sød, sagde hun, mens de travede.
   -Ja, sagde Karl langsomt: hun er så køn, når hun er bedrøvet.
   Kate lo: Gud, hvor det ligner Dem. Er hun ikke køn, når hun er glad?
   -Næ, sagde Karl.
   -Og hvorfor?
   Karl red lidt: Hun er vel ikke vant til det, sagde han så og nikkede.
   Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage.
   -Nå, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han:
   -Er hun på Kommunen?
   -Ja, sagde Karl.
   -Allez-y.
   De slog over i skarpt Trav.
   Under hvert Hvil i Kasernegården den Formiddag gik Knuth så underlig og tyggede på sin Piskeknap.
   Den skrævende Brahe stod og grinede: han vidste, hvad der var i Vejen, når Knuth åd Pisk og når han fik det ligesom lidt mørkere i Øjnene.
   -Vrøvl, sagde Knuth. Men på Pisken tyggede han videre: hun havde s'gu haft et nydeligt Smil, da hun stod og sa&åcute; op til den Landløber.
   Ida var hjemme. Hun havde nikket til Portneren og på Trappen talt med Josefine--der stod ligesom Storm af Josefines Skørter i disse Dage--og oppe i Kamret havde hun lukket sit Vindu: hun følte kun én Ting, bestandig igen: den fine Strejfen af Karls Pisk over sin Kind....

   ---

   -For Satan--nå, han sa&åcute; mig vel ikke. Karl sprang ved Femtiden om Trappehjørnet op til Idas Kammer, ligesom Dr. Qvam lukkede Døren op på første Sal. Oppe ved Døren blev han stående lidt, indtil han hørte Dr. Qvams Skridt dø bort nede i Gangen.
   Så slog han to Slag på Døren, som han plejede.
   -Du var så køn imorges, blev han ved at sige til Ida; og han blev hos hende lige til sidste Minut.
   Men da han kom ned, stod Qvam udenfor den urolige Gang og talte med Frøken Koch.
   -Godaften, sagde han noget lavmælt, og han kom forbi.
   Frøken Koch havde ikke svaret, men hun sa&åcute; hvast efter ham; og hendes Samtale med Qvam gik i Stå.
   -Må man spørge, sagde hun så pludselig, midt inde i noget andet: hvad sådanne Mennesker tænker på--
   Dr. Qvam stod lidt:
   -Der er vel dem, som aldrig tænker ret langt, sagde han: Og for dem er det jo lettere ikke at tænke længer end de vil.
   Frøken Koch lukkede Munden sammen, så den ikke var mer end en Streg.
   Lidt efter sagde hun:
   -Sig mig, Doktor, hvad burde der egentlig gøres ved Verden?
   Qvam fløjtede:
   -Jeg véd s'gu ikke; medmindre man skulde behandle et vist Antal Mandfolk ligesom man behandler Hingstene og gøre dem til Arbejdsheste, der gik roligt foran den store Vogn.
   Han tav lidt:
   -På den Måde, sagde han så, vilde man jo tillige nå det anerkendelsesværdige Resultat: efter Evne at affolke Jorden.
   -De er en fornuftig Mand, Doktor, sagde Frøken Koch.
   -Nå, sagde Qvam: Herren véd det. Man bliver vel bitter ved at gå på et Galehus og mest ved at tænke på dem, der ikke spærres inde....

   ---

   Drosken holdt udenfor Porten på Toldbodvejen, og Karl kom ud:
   -Så, nu Sjalet ned om Ørene----
   Ida skulde agere Generalinden ind forbi Portner Svendsen, og hun gik på Tæerne for at få Højden, leende, med Kniplingstørklædet ned over Ansigtet.
   -Han er der s'gu, sagde Karl, der skævede hen til Portner-Hullet, mens Ida blev ved at gå på strakte Fødder:
   -Så. De var frelste inde i Gården og de lo på én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede:
   -Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede.
   -Hvorfor?
   Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot.
   De listede op ad Trapperne, og Ida trådte fejl og lo igen, før de nåede Døren.
   -Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
   -Ja, sagde Ida og lo, men skælvede alligevel. Men Karl, der åbnede Døren til Spisestuen, sagde bare: De er s'gu i Seng, som om det var derfor, hun rystede; men Ida ventede lidt inde i Karls Værelse, til han kom tilbage.
   -De sover, sagde han, og han førte Ida, der gik så varsomt endnu, ind hvor i Dagligstuen Lampetterne var tændte og Vinen stod på Bordet.
   -Hvor her er fint, sagde Ida og trykkede sit Hoved mod hans Skulder.
   -Ja, sagde Karl: iaften er Du Svigerdatteren.
   Ida slog et Nu et Par pludseligt strålende Øjne op på ham, mens hun på én Gang rødmede, og Karl, der havde mødt hendes Øjne, trak (han vidste det måske slet ikke selv) Skulderen bort, en Anelse bort, hvad hun dog fornam.
   -Det er Marinens Madeira, sagde Karl.
   De drak lidt, til Karl strakte sig, med Benene frem, i den store Stol og Ida bragte ham en Skammel, og de hørte ikke andet end Gassen, der kogte:
   -Her er rart, sagde Karl.
   -Ja.
   Ida lå nede på Gulvet, med Hovedet mod hans Ben, og hun skælvede lidt i Stemmen endnu, men på én Gang blev hun munter, kun ved at fornemme den ømme Drift i hans Fingre mod hendes Nakke--og hun sa&åcute; sig om, nedefra, og pegede på Kniplebrædtet, mens hun lo, uden at vide hvorfor: -Det har hun ikke med, sagde hun.
   -Nej, sagde Karl og løftede hende op, men Ida rev sig løs og tog Klædet fra Brædtet og begyndte at håndtere Pindene: Pas Du på, sagde Karl, der havde bøjet sig og sad og pustede i hendes Hår, mens hun holdt op at kniple, og hun sagde, med lukkede Øjne, så sagte, at det lige kunde høres og ikke mer:
   -Iaften gifter vi os.
   Karl sa&åcute; op i hendes Øjne, der havde åbnet sig, med et andet Blik end det, der var i hendes--og det havde givet det samme lille, umærkelige Ryk i ham som før--:
   -Det har vi vel gjort før, Pus, sagde han lidt højere end hun--og hendes Hage løftedes fra hans Hår.
   -Men vi drikker jo ikke, sagde Karl. De havde tiet et Nu og han rakte hende Glasset op over sit Hoved--som hun tog og ikke rørte.
   -Der har vi s'gu Tegningerne ... Karl fik pludselig Øje på Pakken på Marmorbordet i Hjørnet.
   -Hvad for Tegninger? spurgte Ida og vidste knap selv, hvad hun havde sagt.
   -Dem til Ludvigsbakke, sagde Karl, der havde rejst sig: Nu vil vi s'gu se dem.
   -Nej, hvor kommer de fra?
   Ida var lige så hurtigt derhenne.
   -Det er Kate, der la'er dem ligge og drive her, sagde Karl, der havde taget Pakken og skudt Kniplebrædtet bort.
   -Sikken Mængde, sagde Ida. Der var Blad indeni Blad.
   De rullede Planerne op og holdt på dem med Albuerne, mens de sad i Sofaen ved Siden af hinanden:
   -Det er Hovedbygningen, sagde Karl: nå, stort ska'et være.
   -Å, der er Tårne, sagde Ida.
   -Ja, sagde Karl og tjattede til hende: når Du bare ser et Tårn. Det var italiensk Stil med Tårne og flade Tage. Ida rejste Planen op og støttede den mod Lampen: Men det bli'er dejligt, sagde hun.
   Karl sad og snuste: Ja, det vil passe kønt til Omgivelserne, sagde han og rynkede på sin Næse. Han sad og viftede med den ene Hånd hen foran Planen, medens Ida blev ved at se på Bygningen.
   -Du, sagde hun: fra det Tårn kan man se hele Bræstrup.
   -De skulde s'gu se lige til Horsens, sagde Karl. Han sad og nikkede foran Planen: Og Terrasser er der ingen af, men det er det, de Folk bygger altid sådan, at man ser, de alligevel ikke har Penge nok.
   De gik til det næste Rids. Det var Planen over første Sal. Ida førte Fingeren fra Stue til Stue, og Karl kontrollerede Bogstaverne på Planens Fod: Det var Dagligstuen--to Dagligstuer--og det var Theværelset....
   -Og alt det er Spisestuen, sagde Ida.
   -Atten Alen i Længden, sagde Karl og nikkede ligesom bifaldende.
   Og dér var Billardet--i Tårnet.
   -Jeg tænkte det s'gu nok, sagde Karl: der bliver en storartet Udsigt efter Middagen.
   Det begyndte at interessere ham; han fulgte Bogstaverne og udmålte Værelserne, spændte med Fingrene og nikkede: Der var gennembrudte Vægge--Spejlglas gennem det Hele....
   -Jo, hun har luret sig no'en Dessiner til i Udlandet, sagde han.
   Ida havde sluppet Planen; hun havde aldrig set sådant et Hus.
   -Hvor de får megen Plads, sagde hun og sa&åcute; hen over de mange Rum: Men vi vil ikke kende det igen.
   Karl blev ved at måle og studere:
   -Ja, indvendig er det godt (han smækkede med Tungen) det er s'gu godt. -Ja, og ligesom en lille Smule sky lagde hun sit Hoved ned på hans Skulder: de har jo Pengene ...
   Karl nikkede og sa&åcute; fra Planen op i Lampen:
   -Ja, sagde han.
   Han blev ved at se en Stund ind i Lampeskinnet:
   -Det var os, der skulde haft det, sagde han så.
   Pludselig smilede Ida:
   -Ja; og også hun sa&åcute; ind i Lampelyset.
   -For det var da det, man var født til, sagde Karl.
   -Ja, Du....
   -Du også, sagde Karl og sank ligesom lidt i Stemmen.
   Han tog den næste Plan. Det var alle Soveværelserne med Toiletværelser, og med Bade og med Garderober. Fra A til Ø stod det hele Alfabet på Ridsets Fod. Karl snøftede og han gned sine Hænder.
   -Satans, sagde han: hun er s'gu indrettet på at gifte sig....
   -Og seks Gæsteværelser....
   Han talte dem op:
   -Med Bad til hvert.
   Det morede ham, næsten som Kate havde været en Elev i Komfort, der var gået i Skole hos ham:
   -Det er engelsk, sagde han: det er godt; og han kløede sig i Håret: Hun er en Satan, hun har s'gu luret sig Dessinerne til....
   Ida blev ved at sidde med Hovedet mod hans Skulder, følgende hans Hænder og seende op i hans Ansigt: det var ligesom hun ikke rigtig kunde følge med i alle de mange Rum.
   -Ja, de får det dejligt, sagde hun.
   -Gu' får de det dejligt, og han flyttede sig lidt i sin Iver: det var den næste Plan, Staldbygningen. Flot, flot, sagde han: Hun er en Satan.
   Stalden var også engelsk (og han forklarede) med Rum til Dyrene som i England til de store Væddeløbere.
   Ida beundrede i Stilhed--hun forstod sig nu ikke på Stalde--og mens hun sa&åcute; hen over Planen, sagde hun pludselig:
   -Det er dog godt, at Fa´r er død.
   Karl gav sig til at le, bøjet over Ridset.
   -Ja, sagde han: det vilde ikke være no'et for den Gamle....
   Og han blev ved at le ved Tanken om at se gamle Brandt i Kates engelske Staldbygninger.
   Ida havde rejst sig, og på én Gang sagde hun--og vidste slet ikke, hvordan det faldt hende ind, for et Minut før havde hun aldrig tænkt derpå--:
   -Véd Du, nu vil jeg leje mig en Lejlighed.
   -Hvad vil Du?
   -Ja, jeg vil leje en Lejlighed--
   Hun havde længe tænkt, hun vilde hellere ha'e en Lejlighed....
   -Hvor? sagde Karl bare.
   Og på én Gang vidste Ida, hvor det skulde være: i Ole Suhrsgade, for det var så nemt; og hun vidste, hvordan hun vilde ha' det: fire Værelser; hun havde altid tænkt det, sådan en Lejlighed som Kristensens.
   Hun stod på den anden Side af Bordet og bøjede sig frem under Lampen, så Skyggen af hendes Hoved faldt over Ridset til Staldene.
   -Og Møblerne står jo til ingen Nytte i Horsens, sagde hun.
   Hun var så ivrig, at hun blev rød i Kinderne.
   -Ja, det er udmærket, sagde Karl: han sad endnu med Ridset i Hånden. Ida gik over til ham og tog ham ned om Hovedet.
   -Og så kan Du altid spise Frokost hjemme, sagde hun.
   Der var den Klang i Stemmen, som han elskede.
   -Du, Pus, sagde han, og han sa&åcute; op i hendes Ansigt: Hvorlænge kan Du blive?
   Ida smilede kun og lukkede sine Øjne.
   Karl rullede Planerne sammen, mens Ida gik over til Hjørnesofaen, der, hvor Stereoskopet stod, som da hun var her første Gang.
   -Og så vil vi ha'e Herremøbler i det store Værelse, sagde hun.
   Karl sad i Sofaen, med Nakken ind mod Væggen.
   -Nej, sagde han: i det store Værelse vil vi sove.
   De sad lidt tavse, mens Gassen kogte og Karl sa&åcute; over på Ida, der sad lige under Blusset, til han pludselig sagde, sådan halvhøjt:
   -Det må være fælt at sidde sådan og våge....
   Og Ida rystede på sit Hoved og sagde i samme Tone:
   -Nej, ikke nu....
   Hun tav et Øjeblik:
   -For så kan man sidde og huske alting, sagde hun.
   Der var stille igen, så meget som et Nu, før Karl gik over til hende. Han fandt ingen Kælenavne, sad bare og strøg hende over Hænderne, ganske ømt (og helt inde i sig tænkte han: Det bli'er slemt en Gang) til hun kyssede hans Kind.
   -Går Du så? hviskede han.
   Hun rejste sig og han hørte Døren til sit Værelse sagte åbnes og lukkes.
   -Har Du slukket? sagde han, da han selv kom ind i sin Stue.
   -Ja, hviskede hun.
   Og Hænderne, hun rakte ham, var blevet skælvende og kolde.
   -Er Du bange, Pus?
   -Jeg vil snart gå, sagde hun, og hun blev ved at være angst og kold.
   Sent hen på Morgenen skulde hun gå.
   Karl var utidig.
   -Du behøver kun at følge mig til en Droske, sagde Ida.
   Det gjorde han så kun, og da Ida var inde i Vognen, bøjede hun Hovedet ned og kyssede hans Hånd, der lå på Vogndøren.
   -Jeg blev nu alligevel bange, hviskede hun.
   -Nå, Pus, sagde Karl ligesom trøstende. For det var, som om Gråden vilde op.
   Karl drev tilbage.
   Lidt efter strakte han sig langt i sin franske Seng.
   Han røg sig et sidste Par Drag, mens han sa&åcute; betænksomt op i Loftet:
   -Men man skal nu ikke bilde hende no'et ind, sagde han og nikkede med Hovedet på sin Pude.--
   Ida var hjemme og kom gennem Porten. Der gik mange Drikkepenge til både Portner og Portører. Oppe på Værelset lagde hun sig på sin Seng.
   -Jo--nu vilde hun ha'e Lejligheden ... og så vilde hun aldrig mere derhjem--Nej, hun vilde aldrig mere derhjem.
   ... Dagen var brudt frem med Regn og Slud. Lægerne havde været der, forfrosne i deres hvide Frakker, og Professorens Fingre havde været blege og døde til Knoerne, mens han gned Hænderne over Sygesengene.
   Nu skulde Dagslyset komme, men det kom ikke.
   Portøren purrede de Arbejdende ud og drev på dem med små Udråb henimod Døren som en Hjord. Og Nøglerne lød og Dørene lukkedes.
   -Hvorfor skal jeg ikke med? sagde Bertelsen vist for tiende Gang, og løftede de lurende Øjne, mens Vandet fra Hanen løb ned over hans Hænder.
   -Fordi Deres Moder kommer, Bertelsen, sagde Ida:
   -Så, De er jo ren, Bertelsen, De er jo ren.
   Bertelsen betragtede sine Hænder og hver bidt Negl, før han, med dukkende Hoved, gik ind og satte sig ved Kakkelovnen, sløv og med halvlukkede Øjne, til han sagde igen til Ida, der kom forbi:
   -Hvorfor skulde jeg ikke med?
   Og Ida gentog:
   -Jeg har jo sagt det, Bertelsen, fordi Deres Moder kommer....
   Og mens Ida syslede, lød atter kun to Syges Stønnen fra Salen og Herren fra "A"'s Skridt over Gulvet.
   Nøglerne lød i Døren til Kvinderne. Det var Qvam, der vendte tilbage.
   -Her er mat, sagde han.
   -Ja, sagde Ida; det var, som hun selv ikke rigtig kunde eller turde vågne.
   Og de må egentlig hellere larme, sagde Qvam: for sløver de, minder her li'egodt forbandet om Underverdenen.
   Han satte sig op på Bordet under Vinduet, mens Frøken Petersen kaldte på Ida fra Køkkenet, om hun vilde hjælpe hende med hendes Kjolerem.
   -Går De ud i dette Vejr? sagde Qvam.
   -Ach, Frøken Petersen skulde i "Udsalg".
   -Å, sagde Ida, der bag Køkkendøren lå ned på Knæ for at hjælpe, pludselig med en høj, lys Stemme: så kunde De måske se, om der var Møbelstoffer.
   Qvam løftede rask Hovedet:
   -Skal De giftes? sagde han.
   -Nej, men jeg vil leje Lejlighed; hun stod op.
   Qvam satte ned fra Bordet.
   -Ja, sagde han: det er vist også meget fornuftigere.
   Han gik hen forbi Køkkendøren og slog Hovedet en Kende tilbage mod Bertelsen.
   -Skal han ha'e Tøjet? spurgte han sagte.
   -Ja.
   -Godmorgen.
   Qvam gik; men Frøken Petersen satte sig. Hun måtte vide Besked: hvor det skulde være og når hun havde bestemt det.
   -Å, jeg har villet det længe, sagde Ida, og hun begyndte at fortælle om Lejligheden og Møblerne, hun vilde have, og Betrækket, hun vilde vælge, fantaserende om alle de Ting, hun aldrig havde tænkt på--og hun troede selv, hun havde tænkt det længe.
   -Men i den store Stue vil jeg ha'e Læderbetræk på Møblerne, sagde hun.
   Bertelsen løftede pludselig Hovedet:
   -Når kommer hun? spurgte han.
   -Klokken elve, Bertelsen.
   Frøken Petersen var blevet ganske følsom ved Tanken om Lejligheden.
   -Så får De jo et helt Hjem, sagde hun.
   Ida smilte ved Ordet og blev tavs et Øjeblik, mens hun blev ved at smile.
   -Ja, sagde hun og, stille, sa&åcute; hun frem for sig.
   Frøken Petersen var borte--Nyheden havde hun med sig til Spredning--og Ida bragte Vand til de Syge på "Salen" og rettede på deres Puder. Så sad hun, hæklende, ved Bordet under Vinduet. Fra den urolige Gang steg en dæmpet Stønnen op, som var Huset fyldt af en hemmelig og stille Klynken.
   -Når kommer hun? spurgte Bertelsen igen.
   -Snart, Bertelsen: og hun blev ved at arbejde: når hun ikke talte med nogen om det, var det, som om hun, urolig, ikke rigtig kunde få fat på Tankerne om sit "Hjem".
   Det slog to døvende Slag på Gangdøren og Ida lukkede op. Det var Fru Bertelsen, der allerede på Tærskelen fik Trækninger af Gråd i sit Ansigt. Værsgo' Frue, sagde Ida: han har ventet Dem. Og Fru Bertelsen gik hen mod sin Søn, der ikke rejste sig. Goddag, Jakob, sagde hun underlig ydmyg-frygtsomt, men han svarede kun med Knurren. Så flyttede han sig over til Bordet og Moderen med. Hendes Ansigt, hvor alt Huld var fortæret, og Hatten--en Sommerkapothat, overtrukket med gammelt Klæde--tegnede sig mod den grå Væg.
   Ida gik ud; fra Køkkenet hørte hun Bertelsens ustandselige Tale som en vredagtig og undertrykt Snerren og Moderens bange: Ja, men Jakob, ja, men Jakob ...
   Døren til Kvinderne røg op. Det var Kjær, der først sa&åcute; sig rundt i Stuen og så løb ud i Køkkenet.
   -Gud, men Jomfru, når skal det være? sagde hun: De vil jo leje Lejlighed.
   I en flyvende Fart måtte hun have Rede på det Hele, og Ida fortalte alt igen, mens det var som hendes egne Ord slog Kreds om hende, efterhånden som hun talte; også Bertelsen blev ved at snakke, højere og hidsigere, purpurrød, medens han førte begge de knyttede Hænder op foran sig, altid i samme Højde, som var de bundne i en Lænke.
   -Men, lille Jakob, lille Jakob.
   -Sikken et Dukkehjem, De får, sagde Kjær ude i Køkkenet: Gud, Gud, hvor jeg glæder mig.
   Og pludselig spurgte hun med et Kast med Hovedet og i en anden Tone:
   -Er hun her for at sige Farvel?
   -Ja, den Stakkel.
   Bertelsen skød Stolen bort og stod op; gennem Døren sa&åcute; de Moderen gribe om hans Arm, men han sled sig løs.
   -Forbandede Mær, som Du er, skreg han. Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev stående ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, når den rammes af Kuglerne.
   Så vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder.
   -Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude.
   Fru Bertelsen svarede ikke. Det hev kun sagte i hende der, hvor en Gang hendes Bryst havde siddet, og hun begyndte at fortælle for hundrede Gang, tusinde Gang, hvordan det var kommet--for denne Søn ligesom for hans to ældre Brødre:
   -Han var jo på et Kontor, han, ligesom hans Brødre. Og alting var godt, til han gik en Dag fra sit Kontor, og kom hjem, han ligesom hans Brødre: han var gået; var stået op fra sin Stol; Pennene havde han lagt nøjagtig i Rad (jeg sa&åcute; det jo selv) og Linealen på sin Plads og hans Bøger var førte (jeg sa&åcute; det jo selv) til han gik og kom hjem og det var forbi for ham ligesom for hans Brødre.
   Hun kunde ikke græde, men det lød, som hun græd:
   -Ligesom for hans Brødre.
   -Men det bliver nok bedre derude, sagde Ida igen.
   Men Fru Bertelsen virrede kun med Hovedet, og med et Udtryk i sine Øjne, som var de blinde, sagde hun:
   -Og så er det Ens egen Skyld--
   De Ord var Fru Bertelsens første Tanke og hendes sidste lige fra den Dag, Hr. Overlægen havde sagt til hende så vredt: Hvorfor avler man også Børn med et drukkent Mandfolk?
   -Og så er det Ens egen Skyld....
   Ida havde ikke hørt Døren gå, men pludselig vendte hun sig, og Herren fra "A" stod på Tærskelen: smilende stod han og sa&åcute; på dem begge.
   Fru Bertelsen løsnede sine Hænder fra Ida's, og gik hen mod Døren til Gangen.
   -Vil De ikke sige Farvel? spurgte Ida, og Fru Bertelsen sa&åcute; ind på "Salen", hvor Sønnen sad, sammenkrøben i en Krog, på en Sengekant.
   -Nej, lad ham sidde, sagde hun. Og Ida lukkede Gangdøren, mens Fru Bertelsen vendte sig et sidste Sekund med Øjnene fæstede på Døren til "Salen" og gik.
   -Ønsker Doktoren noget? spurgte Ida.
   Men Herren på "A" blev kun stående med det samme Smil. (Jo, han er vist alligevel gal, tænkte Ida.)
   -Nej Tak, sagde han kun og rørte sig ikke.
   Det blev Skumring.
   Hele Dagen havde Damerne raslet med Nøglerne og var røget ud og ind for at spørge om Lejligheden, og Ida havde svaret næsten lidt febrisk, udmalende alting, så det og så det.
   Nu sad Frøken Kjær et Øjeblik med Ida ved Bordet, og de talte, lidt afbrudt, om det samme.
   -Hm, sagde Kjær: så får man da et Sted, hvor man kan sove.
   Ida nikkede. Hun greb sig idag hele Tiden i at sidde med lukkede Øjne. Nu åbnede hun dem. Inde forbi Døren på "Salen" drev og drev Bertelsen som en Skygge, og pludselig hørte hun Fru Bertelsens Stemme igen, der, helt inde i hendes Hoved, havde forfulgt hende hele Dagen.
   -Stakkels Fru Bertelsen, sagde hun.
   De sad tavse en Stund. Fra de Uroliges Gang lød den samme dumpe Stønnen som den hele Dag op imod dem, som en ubestemt og fjern Klagen, mens Bertelsen blev ved at glide forbi Døren som en Skygge, der viskedes ud--i Mørket.
   -Ja, hvad mon et Menneske som hun stiller op med Livet? sagde Frøken Kjær, der tænkte på Fru Bertelsen.
   Hun tav lidt igen.
   -Ja, hun dør jo en Gang, svarede hun sin egen Tanke.
   Herren på "A" gik, som han plejede. Det var, som den dæmpede Stønnen dernedefra slog bølgende sammen om hans Skridt.
   -Her er alligevel trist idag, sagde Kjær og stod op.
   Ida gøs uvilkårligt.
   -Ja, sagde hun: nu skal vi tænde.
   Kjær gik og Patienterne fra Kælderen kom tilbage, og en Tid efter suste Josefine ind med Maden, mens Ida slog de vækkende Slag på Frøken Petersens Dør.
   Josefine var i disse Dage i rent ud ondt Humør. Der lød ikke så meget som en Visestump på Trapperne, og nu stod hun og faldt i Tanker, mens hun tog Maden op.
   -Nej, Frøken, sagde hun: Man sku' aldrig gøre no'et for et Mandfolk.
   -For de er no'en Hunde, erklærede hun, og hun tog igen fat på Udpakningen. Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for Lyset at udrede af Konduktør Andersen.
   Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt på en moderne og tidssvarende Underbeklædning.
   Mens Ida drak sin The, sagde Frøken Friis:
   -Nå, De vil bo privat, hører jeg; når skal der lyses?
   Hun begyndte at le, mens hun trak i Rucherne:
   -Ja, det skal vel ikke være fra Prædikestolen.
   Frøken Friis nynnede, mens hun blev ved at arbejde med Rucherne:
   -Jeg havde forresten ikke troet, De var så fornuftig, formente hun så pludselig og nikkede over til Ida. Derpå sagde hun ikke mer. Men Koppen rystede i Idas Hånd.
   Da Ida vilde gå op, mødte hun Frøken Boserup på Trappen.
   -Så ta'er De vel Deres Afsked, sagde Boserup.
   Det havde Ida slet ikke tænkt på.
   -Å, mente Boserup: Gudskelov, der bli'er nok Vakance. Jørgensen begyndte også at indrette Lejlighed et helt År før hun blev gift.
   Der skød en hastig Flammen op i Idas Ansigt. Hun blev ganske bleg.
   -Man tør vel indrette sig et Sted at være, sagde hun. Hun havde aldrig talt så hårdt og hun vidste ikke selv, hvorfor hun gjorde det nu.
   Men da Boserup kom ned i Spisestuen, sagde hun:
   -Gudbevar'es, tal ikke til Brandt om Lejligheden. Den Due har også Kløer.
   -Men når man lejer Lejlighed og møblerer med Læderbetræk, skulde man helst ikke ta'e Brødet ud af Munden på andre.
   Øverud sagde på sit Fynsk:
   -Læderbetræk, det var der også i Rygeværelset på Broholm ... det var så kønt og så rart køligt at sidde på--efter en Middag.
   ... Ida havde tændt Lampen oppe på Værelset. Hun vidste ikke selv, hvorfor al den urolige Angst var kommen op i hende igen. Men pludselig gav hun sig til at skrive til Karl:
   "... Men Du må ikke være vred, hører Du, det må Du ikke--for det, Du véd. Jeg blev jo kun så bange og kan Du ikke forstå det? Men jeg vil jo kun, som Du vil altid; véd Du da ikke det? Og det var jo kun, fordi det syntes mig ligesom din Moder var der hele Tiden--men Du må ikke være vred, min egen, egen Ven--vil Du vel?"....
   Karl var ved at trække i Ridebukserne, da Julius næste Morgen bragte Brevet.
   Han stod lidt og sa&åcute; på Brevskabet, med halvrynket Næse, far han åbnede det og læste det, stadig med samme Udtryk i sit Ansigt. Så klædte han sig på. Men da han var færdig og kom ned på Gaden, slog han sig med Pisken over Lårene:
   -Fruentimmerne tænker s'gu også altid så urimelig længe over hver Ting.
   Kate var allerede i Sadlen, da han kom.
   -Nom d'un chien, sagde hun: vous n'êtes pas matinal.
   Karl skød Læberne frem:
   -Jeg har læst Forretningsbreve, sagde han og steg op i Stigbøjlen.
   Kate hilste med Pisken op til sin Moder. Fru Mourier kom altid, i Frisérkåbe, hen til Vinduet for at se "de to Unge" ride ud.

   ---

   Det var Onsdag efter Frokost, og Generalinden skrev til sin Søster, Fru v. Eichbaum:

      Kære Emilie!
   Jeg skriver, fordi det er min Dag og det nu en Gang er blevet en Aftale at jeg skriver Onsdag. For her i Hjemmet er der ellers intet hændet med Undtagelse naturligvis af, at vi hjærtelig savner Dig, Mille. Dit Hus står nu som blæst og venter kun på Dig og Hjemkomsten (Hyacinterne mellem Vinduerne er sprungen ud; de to blev røde, skønt Asmussen så bestemt havde lovet dem alle blå, men i og for sig kønne i Farven, hvad jeg også sagde ham, da jeg bestilte Blomster til Geburtsdagen hos Schleppegrells). Der var rigtig net og hyggeligt (vi fik Maraschino-Fromage, Du véd, men den var ikke lykket; Anna har det jo med altid at forsøge nye Opskrifter), skønt vi var to flere end vi kunde sidde.
   Ved Desserten brød de Unge op--Karl havde Kate--og nød den søde Fromage i Kabinettet. Desværre tror jeg, der er kun dårlige Udsigter for Fanny. Frøken Juel sagde mig forleden ved Pastor Jørgensens Forelæsninger (han er nu færdig med Baggesen; han talte, Du, tre Kvartér om Sofie Ørsted, hvad der jo var ret overflødigt for os i Familien, da vi kender det bedre), at Prinsessen efter al Rimelighed slet ikke skal have Hofdame. Sagen er vel den, at de venter, den saksiske Prins meget snart vil gifte hende og så var det jo også overflødigt. Desuden er det jo naturligt, at de vil spare. Nu taler Anna om, at Fanny kunde lære Massage. Dér kommer det jo kun an på Armkræfter, og dem siger de, hun har, trods Maven, der er vedblivende slet. Det bedste var naturligvis, om Skeel endelig en Gang vilde gifte hende. Karl har vel skrevet Dig til. Jeg ser ikke meget til ham, men hører ham i Huset til hans gode, faste Tider. Kære Mille, det er, som jeg altid har sagt, at kom han i noget fast, vilde Familieroen nok falde over ham. Vi er jo, Gud være lovet, ikke af noget springsk Naturel. Kate og han rider nu hver Morgen deres lange Tur ad Broen (jeg synes, hun bliver mer og mere stilfærdig og får mer og mer af Vilhelmine) og taler meget Fransk: de har jo alle de fælles Minder fra Lausanne. I de franske Forelæsninger er vi nået til Chateaubriand. Det er meget interessant, men han har jo været et uroligt Hoved. Vilhelmine læser nu hans Værker; Du kender hendes Grundighed. Såsnart Foråret gryer, tager de fat på Hovedbygningen på Ludvigsbakke. Karl og Kate laver stadig i Forening om på Planerne, men Huset bliver dejligt (Etatsråd Schmidt fra Århus, Du véd, som var til Geburtsdagen, sagde mig jo også, at Mourier nu tjente sine Par Tønder Guld om Året) med Badeværelser som i Aix-les-Bains. Den lille Brandt skal have været her forleden og spurgt, om hun skulde se til dine Blomster. Det var jo meget betænksomt, men ret overflødigt, finder jeg, for det har man jo dog Ane til. Ane sagde, at hun sa&åcute; dårlig ud og underlig gammel. Men hun er vel også snart i de År, hvor unge Piger bliver gamle Jomfruer. Røg har der været i Køkkenet, så jeg tilsidst lod Petersen komme (han havde fået en Sønnesøn, så jeg havde ham inde til et Glas Madeira), men han sagde, det var Vejret, så det er der jo ikke noget at gøre ved. Hils Aline, det er jo sørgeligt med hendes Ben. Bruun siger (han ser foraset ud, Stakkel, overhængt som han er med Praksis) at det må vel være en Slags Lammelse--og det er da intet Under. Gud, Du, at Folk i den Alder vil udsætte sig for alle de Sindsbevægelser. Her hilser alle.

   P.S. Vilhelmine bragte forleden Dag sit og Kates Billede i Ramme, nydeligt og med deres Navnetræk. Jeg stillede det foreløbig foran på den store Etagère. Kate er nydelig, med den slanke Figur. Det er taget hos Hansen, hvad jeg rådede. For Fanny var taget forleden hos en anden i et Vindu, og det var afskyeligt. Jeg tror jo nok, at Anna venter Chocoladen.

   Fru von Eichbaum svarede om Lørdagen:

      Kære Charlotte.
   Tak for dit Brev og alle de rare Efterretninger. Vi har det nogenlunde (jeg nægter jo ikke, at jeg længes efter Hjemmet og den gode Ro) men for Alines Skyld bliver vi endnu sagtens til Slutningen af Måneden, for jeg mener som så, det er bedst, at hun først kommer hjem, når hun er i den fulde og klare Ligevægt. Med Benene er det noget bedre (Dr. Brouardel, en rigtig dygtig Læge, som også har givet mig en Slags Salve eller sådanne mod vore tørre Hænder, at smøre Morgen og Aften, siger, at det er en Svækkelse i Knæene) skønt ikke godt; det er som de ikke rigtig vil bære hende, skønt hun er blevet meget mager. Når Solen skinner, sidder vi dog om Formiddagene jævnligt på Terrassen for at nyde den frie Luft. Om Personen taler vi naturligvis ikke, og, vil Du forstå, i det Hele ikke om, hvad der er sket. Den Slags fægter man kun ud med sig selv. Stuepigen siger, at Madame ofte græder om Morgenen, hvad jeg lader som jeg ikke mærker. Har hun Tårer, må hun helst græde dem ud. Du véd, jeg mener, at når blot ingen ser det, bliver Folk også nok trætte af at græde. Men om fjorten Dage, tænker jeg, vi rejser, og Aline tager så efter et Par Dages Forløb hjem på Gården. Og når hun har været hjemme en Månedstid, kommer hun til Byen, i al Ro, ganske som hun plejer om Foråret. Men alt det behøver der naturligvis ikke at tales om, hvad der er bedst. Her på Hotellet tror de vedblivende, at hun er på Efterkur fra Vichy, som jeg sagde straks. Vilhelmine skrev til mig (jeg havde også Brev fra Anna, hun er på Rejser tit lidt generende med sine mange Kommissioner; at Fanny ikke blev Hofdame, har jeg altid tænkt, de tager dem ikke så unge af Hensyn til Indtrykket) og var fuld af Lovtaler over Karl. Det glæder mig jo inderligt, at han kan være noget for Mine og Kate, som hun skrev, når han blot ikke forsømmer sit Kontor. Om en Ting må jeg bede Dig, at Du for Guds Skyld sørger for, at der stadig luftes i Lejligheden. Jeg vilde jo aldrig tilgive mig, om de fik så meget som en Bronchit. Du véd; at, er man borte, kan man få Idéer, som næsten forstyrrer Ens Ro (at være daglig sammen med Aline, går jo heller ikke sporløst hen over Ens Nerver), og jeg kan vågne om Natten i Sved ved Tanken om at der skulde kunne være nogen Smitte efter Mary. Man åbner jo nutildags heller ikke en Avis uden at læse om disse Baciller allevegne. Karl skriver, at den lille Brandt har lejet sig en Lejlighed udenfor Hospitalet. Jeg finder jo, hun kunde haft nok i et Værelse, hun, som dog har Bolig, og ikke er anderledes vant. Men det må jo blive hendes Sag, når hun vil (hun har lejet i Ole Suhrsgade, Du kender Lejlighederne fra Plejeforeningsbesøgene, tre Værelser, med broget Tapetpapir på Væggene) for man skal aldrig blande sig i fremmede Folks Ting. Jeg tænkte på, Lotte, at hvis Du sa&åcute; hende, kunde Du måske spørge hende om en virksom Desinficering. Hun må jo vide det, da hun er fra Hospitalet. Og Tanken om Smitten lader mig ingen Ro, om der nu kom nogen Slags Sygdom ind i den sunde Familie. Jeg beder Dig en Dag, når Du kan, på min Bikubebog (den ligger i Skrivebordsskuffen over mod Vinduet) at hæve halvthundrede Kroner at give til Karl. Det koster ham naturligvis at være Kavaler for Vilhelmine, som ikke tænker på Penge, og hernede er ikke dyrt, når man lever med en fornuftig Økonomi. Bed Ane dække Møblerne i Kabinettet med et Par Lagener, at hun ikke glemmer det. Det pressede Fløjl taber sig så let i Solen nu, hvor den begynder at stå længere på (her er næsten Forår og Violer på Gaden) mod Syd som det er. Tak Vilhelmine for Billedet--ja, Kate har jo ganske hendes Ungdomsfigur. Aline hilser mange Gange og ligeså jeg alle.

   P.S. Måske kunde Du spørge Bruun, hvis Du træffer ham, om der kunde være Tale om Smitte, da der jo dog er oliemalede Vægge. Jeg har her været i reformert Kirke. Sproget var smukt, men Talen led, fandt jeg, af Svulst og var uden den faste, religiøse Tankegang og solide Petriske Bygning. Alligevel var det en Nydelse, som sagt, for Sproget. Bed Karl, at han vogter sig for Forkølelse efter Ridtet, hvad der så let sker. Til Anna bliver der sendt den Chocolade, vi drikker her om Morgenen. Den er jo drøjere end den fra Cloetta.

   ---

   Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, så underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet.
   -Nej, han var der ikke--ikke endnu.
   Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen:
   -Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun.
   Hr. Ellingsen svarede hende ikke. Han blandede sig aldrig i Personale-snak, men han havde idag og fremtidig besluttet først at servere, når "den Herre" var kommen.
   -Det går jo forresten ikke noget, om han kommer eller ej; på Pengene er man da vis, sagde Buffetjomfruen skingert, mens Ellingsen gik med en Dug. I Gangen stødte han på et ungdommeligt Par, der gantedes og lo. Damen, en buttet, lille rødmosset En, slog Klappen på Døren lige overfor Idas Kabinet ned med et Smæld:
   -Optaget, råbte hun.
   -Optaget, sagde Herren og slog på Klappen med sin Stok; og den yngre Opvarter, som allerede havde set dem, råbte ved Buffet'en:
   -The, Smør, ristet Brød, fire bløde Æg....
   -Seks, brølte Herren, og Døren blev smækket i.
   -Seks, lød det videre som en Fanfare fra Buffet'en til Køkkenet; mens Ellingsen, med Dugen på sin Arm, åbnede Døren til Kabinettet, hvor Ida, i Hast, gemte et Par Småpakker under sin Kåbe.
   -Her er nok travlt, sagde hun.
   -Ja, sagde Ellingsen, der lagde Dugen på og glattede den med de skrumpne Hænder, så Celloloid-Manchetterne stod langt frem: Gudskelov, vi må ikke klage....
   Ida havde sat sig (det var, som hun fik et Slags Sting i den sidste Tid, når hun bøjede op ved Rørholm), og Ellingsen sagde:
   -Men sådan mod Forår er jo osse altid den bedste Tid her i Forretningen.
   -Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som på Hoteller uvilkårligt de Folk plejer, der går i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale.
   -Vejret er så smukt, sagde hun.
   -Det er Sæsonen, sagde Ellingsen; han beredte sig til at gå, da der lød en Latter derovre fra, og Ida sagde: Hvor de er glade.
   Ellingsen holdt sit Hoved på skrå og smilte: Ja, det er de unge Mennesker, de er jo lige begyndt at komme her. Han gik hen til Døren og tilføjede, før han gled ud:
   -Så venter vi en lille Stund.
   Ida blev siddende. Der var kommet sådan en underlig Stirren i hendes Blik og hun tænkte, havde kun tænkt det ene, siden hun kom: Hvis han blot vilde sige mig, når han ikke kommer. Men pludselig smilte hun ved Tanken om Karls altid sorgløse Ansigt:
   -Men han tænker ikke på det, sagde hun og blev ved at smile.
   Der lød to Slag på Døren, og hun fløj op.
   -Er det Dig? sagde hun. Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren.
   -Er Du her, sagde han.
   -Jeg har En med; og han trådte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde--det kom måske lidt pludseligt og lidt for muntert--:
   -Knuth var s'gu også sulten.
   Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken. Ida rakte ham Hånden, mekanisk, uden at vide, at Tårerne stod hende i Øjnene:
   -Jeg kender jo Grev Knuth, sagde hun.
   Og efter et nyt Øjeblik sagde hun, som måtte hun slippe bort:
   -Nu skal jeg bestille Kaffen; og gik.
   Der var ingen af de to Herrer, der fik noget sagt, før Døren lukkede sig og de blev ene.
   -Nå, for Fanden, sagde Karl, og det var, som han rystede noget af sig: det går nok over ... Ta' Tøjet af.
   Ida var ude. Et Øjeblik, kun et Nu og kun med Albuen, støttede hun sig til Væggen. Men da hun kom hen til Buffet'en og sa&åcute; Buffetdamens Rotteøjne på sig, sagde hun pludselig med en glad Stemme:
   -Frøken, vi bli'er tre ... og hun blev stående der og talte og lo, muntert, uden Tanker--til Ellingsen begyndte at bringe Maden ind, og hun fulgte efter, ind i Kabinettet, hvor Karl og Knuth sad og ventede på Stolene. Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo også i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om Theatret, som snart var forbi, og Foråret, der snart kom.
   Ida svarede med Ja og Nej. Og man hørte igen ikke anden Lyd end Klirren af Kopperne, mens Ellingsen serverede, og Klangen af en Sølvlænke, som Knuth drejede rundt om sit Håndled.
   -Nu hugger vi s'gu i Maden, sagde Karl, endnu før Ellingsen var ude.
   Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde nå hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Hånd under Bordet og trykkede den.
   -Er der ikke Bagværk, sagde han--han talte i en Tone, som vilde han kæle for hende, og han undgik at bruge Du, uden at vide det--: For Frøken Brandt har s'gu altid Kager i Lommen.
   Ida rejste sig og tog Pakkerne frem under Kåben.
   -Jo, gu' er der Kager, sagde Karl, og mens Ida skar for, lagde han, stadig for at være god imod hende, sin Hånd ned over hendes Håndled, men Ida tog Hånden bort.
   -Værsågod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk.
   -Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den må vi ha'e Portvin. Det renser Halsen.
   Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Må jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida:
   -Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende.
   Ida svarede ikke. Hendes Ansigt var ligblegt, indrammet af hans Hænder.
   -Det er s'gu noget Skaberi, Pus, sagde han og blev ved at se på hende, til han pludselig kyssede hende, bag hendes Øre.
   Ida havde ikke rørt sig, men på én Gang rejste hun sig, og, skælvende over hele Kroppen, som om hun frøs, klyngede hun sig ind til ham:
   -Men jeg har jo givet Dig alting, sagde hun. Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget.
   -Pus, Pus, Pus.
   Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte:
   -Pus, Pus.
   Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi.
   Og pludselig løb hun hen til sin Kåbe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.
   -Så meget har jeg da nok, sagde han og ligesom skuttede sig.
   Men Ida strøg Hænderne over sit Hår:
   -Han er så elskværdig, sagde hun.
   Karl lo:
   -Han er s'gu af dem, der kommer til at ligne et Kvindfolk, når de er forliebte.
   Karl blev ved at le: Og forliebt er han s'gu, sagde han.
   Knuth kom tilbage med Ellingsen, der bar Portvinen, og Karl sagde:
   -Vi ler af Dem, Knuth.
   -Og af hvad? sagde Knuth.
   -"Skål", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens også Ida sagde: Skål, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak, Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende Benene fra sig:
   -Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen.
   Ida skænkede Kaffe påny, tog og rakte Kopperne. Solen faldt ind over Dugen og over hendes Hår, når hun bøjede sig, mens hun begyndte at tale om Jylland. Om Århus, hvor jo "Grev Knuth havde boet"....
   Hun havde været der i Forfjor, to Dage med Franck og Olivia, i Ferien ... Å, hvor var der smukt i Riis Skov.
   Mens Ida selv begyndte at drikke, blev hun ved at tale om Århusturen og om Francks og om Strandpromenaden. Hun vidste sikkert ikke selv, at hun måske søgte de Erindringer ligesom til et socialt Rygstød.
   -Ja, sagde hun: hvor var der dejligt på Strandpromenaden ... vi var der om Aftenen ... Olivia og jeg.
   -Så, sagde Karl, nu er vi ved Olivia.
   Men Knuth, der vist ikke hørte stort andet end Lyden af hendes Stemme, og som ved Stavelserne Århus kun for sig sa&åcute; de tørre og solbagte Brosten foran Domkirken, sagde ganske åndsfraværende:
   -Ja, på det Hotel sad man jo et Par År.
   Karl sad og gyngede overskrævs på sin Stol, foran de to, med Cigaretten mellem Læberne, skottende til Knuth og plirende til Ida.
   Så sagde han:
   -De er s'gu en kvindekær Mand, Knuth, og han lo i inderligt Velvære.
   Ida blev rød og smilede dog, mens hun sagde hastigt:
   -Men vi kom ikke til Marselisborg.
   Og Knuth, der måske blussede stærkere end hun, sagde:
   -Jo, vi kom der jo ofte--fra Garnisonen.
   Karl blev ved at sidde og gynge på sin Stol, mens han sa&åcute; veltilfreds, med Øjnene ud over Bordet, frem mod Ida, der skyggede let med sin Hånd mod Solen; hun blev som altid så ungpigeagtig køn, når hun talte om Francks.
   Og Karl sagde pludselig med et Nik og skød Læberne frem, mens Øjnene smilede:
   -Mais il n'a pas tort, monsieur le comte; madame est bien jolie.
   Der gik, uden at hun vidste det, en pludselig Sky hen over Idas Ansigt ved Lyden af de franske Ord (der kom så mange franske Småsætninger i Karls Tale på det sidste), men så smilede hun igen, lykkelig foran Karls Øjne, der "tog" hende, og hun løftede sit Glas og nippede til det, med sine Øjne i hans.
   Til hun sagde (de havde tiet et Nu alle tre), og de sidste Stavelser kom pludseligt, næsten sørgmodigt:
   -Hvor det dog er længe siden.
   Karl, der sad og funderede inde i en anden Tankegang, sagde, mens han skød Røgen ud gennem Næsen:
   -Men de Århus Grosserertampe er s'gu dygtige.
   Uden at have hørt det sagde Ida og slog et Par lysende Øjne op mod Karl:
   -Hvor mon man er i den næste Ferie?
   Og Karl svarede, idet Smilet kom igen i hans Øjne:
   -Ja, Fanden véd....
   Men Ida måtte gå. Klokken var altfor mange. Knuth rejste sig: Tak for idag, Frøken, sagde han og stødte sit Glas mod Idas. Der var noget underligt, ligesom af en Sprællemand over Knuths Bevægelser, når han pludselig kaldtes ud af sin Åndsfraværelse.
   Også Karl stod op.
   -Nå--allez-y, sagde han, og mens han hjalp Ida Kåben på, sagde han til Knuth--måske havde han fortsat Tankegangen fra Århus eller muligvis var det bare de franske Ord, der mindede ham--:
   -Satan, så hun lod Beauté springe igår i Dyrehaven.
   Han blev stående med Cigaretten dinglende mellem Læberne:
   -Ja, Stål i Ryggen har hun s'gu.
   Knuth gik ud i Gangen, og Karl tog sin Frakke på. Et Øjeblik holdt han Ida foran sig: Nå, Pus, sagde han, og hans Stemme blev pludselig øm, da han så Udtrykket i hendes Øjne: det var jo en dejlig Dag.
   -Ja.
   Hun støttede sig til ham.
   -Når Du blot kommer, sagde hun, og med et Smil hviskede hun, men det bævede lidt i hendes Mundvige:
   -For det er så svært at gå ud af den Dør, når man har ventet her alene.
   Man kunde næsten tro, at Karl pludselig var blevet rød. Men han sagde kun, så meget blødt:
   -Tak for idag, Pus.
   Og hastigt, med det samme Udtryk af Angst i sine Øjne som før (men det var måske kun, fordi de nu skulde skilles) slog Ida sine Arme om hans Hals:
   -Du, Du....
   Så gik de ud. På Gaden gik de ved Siden af hinanden alle tre. Ida var bleg, det sa&åcute; man nu, hun kom ud i Luften. Men Karl, der gik og fløjtede sagte, sagde glad:
   -Nu ku' vi se Lejligheden.
   Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone:
   -For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gå derop.
   -Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Hårdhed, så Karl sa&åcute;, helt forbavset, hen på hende:
   -Nå, ja, så la'er vi vær'.
   Lidt efter skiltes de.
   -Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Hånd.
   Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og Knuth gik og tyggede på sin Stok.
   -De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten så.
   Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone:
   -Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e.
   Karl gik lidt, før han sagde:
   -Ja, det er nok de bedste at ha'e. Han lagde et tøvende Eftertryk på "ha'e", som om han standsede foran et eller andet fortiet "Men"; og de gik lidt igen, før han sagde, i sin slæbende Tone:
   -Men De er s'gu en Drømmer, Knuth ... Og en kvindetilbedende Person.
   Pisken røg nervøst bort fra Knuths Læber.
   -Ja, hvad er der andet? sagde han.
   -Der er s'gu også Tilværelsen, sagde Karl og rynkede sin Næse: Og derfor må man regne den ud--desværre.
   Knuth gik og sa&åcute; ud for sig.
   -Ja, sagde han: man regner jo nok--men jeg véd ikke, undertiden synes jeg, det er, ligesom det var en anden, der lagde Tallene sammen.
   -Er De også Filosof? sagde Karl sløvt.
   Men Knuth, der blev ved at gå og se ud for sig, sagde stadig i samme Tone:
   -Men man skulde være gået ind i Marinen.
   Og lidt efter:
   -For så kunde man idetmindste være taget til Siam.
   Og der slås de.
   -De er s'gu beruset, Knuth, sagde Karl og smed sin Cigaret. Og idet han standsede på Hjørnet, fortsatte han inde i sin Tankegang:
   -Ser De, man ta'er jo ikke en Pige for Evigheden.
   -Det er hele Historien, afgjorde han og hilste med sin Pisk.
   Karl kom ind på Kontoret, meget for sent, og Bogholderen sagde ham nogle ubehagelige Ord. Det gjorde han ret ofte i den sidste Tid. Men Karl svarede ikke og satte sig blot foran Pulten, hvor han slog Protokollen op. Der var fuldt af Tegninger til Staldene på Ludvigsbakke på alt Klatpapiret:
   -Så til Helvede, iaften skulde han danse igen.
   På én Gang kom han til at smile. Han tænkte på Knuth:
   -Han ser s'gu i Nærheden af et Skørt ud som han, der svømmede over til Kæresten.
   Og pludselig følte han en Længsel, en rent legemlig Længsel efter Ida, så stærk, som ikke på længe.
   ... Ida var gået op i sin Lejlighed og havde taget Overtøjet af. Rundtom stod de nye Møbler og de gamle, pakkede i Lærred: hun måtte tage fat. Men på én Gang kastede hun sig, midt mellem de gamle Møbler, hvis Kanter tittede frem bag Drejl og Bast, ned over den nye Seng, og med Ansigtet ned i Puderne og med fremstrakte Arme, som var de naglede til det nye og brede Leje--græd hun og græd hun.
   ... Karl havde været hos hende samme Dag, om Eftermiddagen, oppe på Værelset; og nu skulde han gå og han var forelsket og hed--også nu.
   Ida stod med Armene om hans Hals.
   -Hvor skal Du være iaften? sagde hun.
   -Hjemme.
   Han vidste knap, han løj, før han havde gjort det.
   -Farvel, Pus, sagde han og kyssede hendes Hår.
   Så gik han.
   Ida blev siddende længe foran sin uryddelige Seng.
   Men da hun kom ned i Thestuen, sagde Kjær:
   -Men hva' er det? Jomfruen har røde Øjne.
   Frøken Helgesen talte bag Maskinen om Herren på "A". Nu måtte Professoren dog vist snart bestemme sig:
   -Nu regner Patienten ud, sagde Frøken Helgesen: at der hvert År er lige mange, der skriver et T for et F.
   Og Frøken Friis, der ostentativt stoppede sorte Silkestrømper, hvoraf hun havde trukket den ene som en Handske langt op ad sin Arm, sagde:
   -Uh, den ækle Person, han er det rene Gespenst.
   Frøken Kjær sagde, mens hun sa&åcute; ind i Gasflammen over Bordet:
   -Nej, ikke det ... men der er noget over ham, som gik han og vidste, at vi alligevel allesammen måtte løbe lige i Gabet på ham.
   Men Frøken Øverud, der smurte Mad, sagde i Sammenhæng med de røde Øjne:
   -Det kommer af den megen Nattevågen. Jeg er også plaget af 'et. Men jeg bruger Søvand i en Flaske.
   Ida gik til sin Nattevagt.

   ---
   Julius åbnede Droskens Dør uden for Ankomststationen, og Generalinden steg ud.
   Hun gik igennem Forhallen ind i Ventesalen, hvor hun fandt Fru Mourier i en Sofa.
   -Gud, Du, Godmorgen, sagde hun: hva' det er for et råkoldt Vejr.
   Men Fru Mourier, der hvert Øjeblik fik Tårer i Øjnene, sagde, at hun havde ikke lukket et Øje om Natten: For som hun har ligget der i Køjen, Lotte, og lyttet efter hvert Slag af den Dampmaskine.
   Hun tænkte stadig på Aline, som de var komne for at hente.
   -Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke være.
   -Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og så først og sidst lade som der intet er passeret.
   Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers Handsker opefter Håndledet, så man sa&åcute; hele Formen af Neglene.
   -Ja, Du, sagde Fru Mourier og bevægede sit Hoved: men man tænker jo dog på hende.
   Generalinden sagde i et lidt hårdere og ret afgørende Tonefald:
   -Men kære Mine, er hun rejst, må hun jo også komme hjem.
   Hun begyndte at tale om den Forandring af Klimaet, det alligevel vilde blive for Emilie, da hun hørte Fru Schleppegrell, der arriverede letstønnende med Fanny i sit Kølvand: Kære Børn, hva' det er for et Vejr--man mærker Fugtigheden gennem Marv og Ben trods min franske Undertrøje....
   Ordene kom fra Admiralinden i en Strøm: Men som jeg sagde til Vilhelm (og hun satte sig) idag møder vi....
   Fanny havde stillet sig ved Perrondøren. Hun havde et Ansigt, som når hun på Admiralindens Vegne aflagde Ugebesøg i Plejeforeningen og holdt sig Stuens Bredde fra dens Beboere.
   Admiralinden gav sig til at tale om Chocoladen, hun havde fået, og Emilie, der altid var lige betænksom, indtil hun pludselig sa&åcute; rundt på Væggene og sagde:
   -Kære Venner, hvor her er uhyggeligt ... det er, som ventede man i et Kriminalkammer.
   -Ja, sagde Generalinden, denne Ventestue er virkelig skandaløs i en By som København.
   De tav igen, og pludselig sa&åcute; de Kate og Karl, der var i Ridedragter, ude på Perronen foran Glasdøren.
   -Dér har vi de to Unge, sagde Generalinden, og de nikkede alle smilende derud, mens Fanny betragtede dem i sin Lorgnet.
   Kate nikkede igen med Rideslæbet over sin Arm:
   -Voila l'Eglise triomphante, sagde hun og skød Læberne frem; hun havde fået den Vane efter Karl.
   -Ja, dér har vi s'gu Tanterne, sagde Karl. Han gik med begge Hænder i Ridebukserne, mens de slentrede videre.
   Men pludselig vendte Kate om og ruskede i Ventesalsdøren.
   -Jeg vil skam se dem, sagde hun.
   Hun vilde ind, men Døren var låset: Nå, sagde hun og opgav det, Hæren rykker jo herud.
   Karl, der også stod og sa&åcute; ind mod Tanterne, lo højt.
   De blev ved at se ind gennem Glasdørene og, mens de stod tæt sammen, lo de begge i glad Fortrolighed af Familien.
   Der begyndte at blive Uro og Støj, og Herrer og Damer stak Hoveder ind ad Dørene, da Admiralen kom. Han var forkølet og hilste rundt på Damerne, før han slog sig ned hos Fru Mourier og pudsede Næse.
   -Nå, lille Frue, sagde han, ja, nu er vi her sågu både med Redningsbæltet og med Landgangen.
   -Å ja, Gud, Admiral, sagde Fru Mourier, det var, som ventede hun mere Sangbund hos ham: jeg er, så mine Ben ryster.
   De tunge Bagagevogne begyndte at rulle hen over Perronen, og fremmede Damer og Herrer samlede sig ved Dørene--ved Fannys ikke, hun havde en Evne til at slå en usynlig Kreds om sig, så der blev et tomt Rum i hendes Nærhed. Konduktørerne slog Portene op.
   -Dér er de, sagde Admiralinden og røg op af Stolen, som vilde hun gå frem foran en Front.
   Generalinden havde grebet næsten krampagtigt om Fru Mouriers Arm og sagde med en Stemme, der pludselig rystede af Bevægelse, og som hun igen vilde gøre rolig:
   -Gud, Mine, dette er jo kun en Glæde.
   De var alle gåede over mod Døren.
   -Fanny, sagde Admiralinden: Kommer Du?
   Og korpulent og bevægelig som en Festarrangør sagde hun til Generalinden:
   -Vi bør være sammen ... Hvor er de Unge?
   -Her er Kavalleriet, sagde Karl.
   Admiralen kom bagest, med noget i sit Ansigt, som "fulgte" han fra Frederiksberg en højtstående Våbenfælle fra Landetaten.
   Folk trængte sig frem på Perronen, mens Generalindens Flok stod samlet og, halvbefippet, sa&åcute; Lokomotivet glide frem, og mens Admiralinden bevægede sine Arme to Gange, som om hun allerede åbnede sin Favn for de Hjemvendte, og Fru Mourier stjal sig til at tørre sine Øjne.
   -Ser Du dem?
   -Ser I dem?
   Sagde Generalinden; og Kupé for Kupé gled forbi: Vilhelm, er Du her, sagde Admiralinden.
   Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se på Hofmassøsen, hviskede hun. Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede de første Klasses Kupéer gennem sit Glas.
   -Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som vilde have Datteren hos sig.
   -Der er hun, sagde Generalinden og begyndte at vifte med Hånden, og så sa&åcute; de Fru von Eichbaum stå rank i sin Kupé.
   De ventede allesammen på det andet Ansigt, mens de hilste. Fru Mourier vidste ikke, at to store Tårer løb hende ned ad Kinderne.
   -Så, hviskede Kate til Karl.
   -I venter da ikke Aline? lød det så højt fra Fru von Eichbaum i Kupéen. De var alle begyndt at følge med det glidende Tog som trukne i en Snor og blev pludselig stående. Der var ingen, der sagde noget, til Generalinden efter et Sekunds Forløb igen begyndte at vifte med sine Hænder, og Toget holdt.
   -Hun tog fra Ringsted (Fru von Eichbaums første Blik havde søgt Karl og traf ham i Ridedragten ved Siden af Kate) i sin gode Landauer med Feddersen.
   Kate havde drejet sig om på Hælen: Quelle blague, sagde hun til Karl: Filippine.
   -Den gælder ikke.
   -Så? pyh, var det ikke, når Moderen satte Tåen på Jorden.
   Og pludselig hørte man Admiralinden, der havde behøvet et Øjeblik for at samle sig, sige: Gud, Emilie, det er da for din Skyld, vi er kommet; Generalinden gav sig på én Gang til at græde, mens hun omfavnede Fru von Eichbaum, og Fru Mourier sagde: Å, så er hun hjemme nu....
   De talte pludselig højt, ret højt, om Rejsen og Chocoladen og Dampskibet, som om Fru Aline aldrig havde eksisteret, mens Fru von Eichbaum et Øjeblik blev stående foran Kate med begge sine Hænder i hendes.
   -Men, sagde hun næsten rørt: Du ser jo helt blomstrende ud.
   Admiralens havde allerede absenteret sig. Admiralinden og Fanny måtte tage Droske. De skulde til Hendes Nåde Frøken Juel.
   Admiralinden udtalte sig endnu ikke om Begivenheden, men sagde:
   -Kate Mourier bliver no'et svær.
   Fanny, der gennem Vognvinduet betragtede Kate og Karl, som modtog deres Rideheste af Manden, der havde holdt dem, sagde, uden nogen Forklaring: Hun er en Tøs.
   Fanny havde hørt Kates Bemærkning om Hofmassagen.
   Admiralinden modsagde ikke sin Datter: Men Du skal se, sagde hun blot: hun sætter igennem, hvad hun vil ... Det er den Slags unge Piger, som i vore Dage bliver forsørgede.
   -Når de kan forsørge ham, sagde Fanny.
   Fru von Eichbaum og Generalinden var også komne op i en Droske; de kørte alene på Grund af de adskillige Effekter.
   -Gud, Emilie, sagde Generalinden: der var jo et Øjeblik, hvor jeg blev ganske kold--da ingen sa&åcute; henner--til jeg genkendte din kloge Fornuft.
   -Bedste Lotte, sagde Fru von Eichbaum: det var jo det eneste, når det da kunde arrangeres.
   Fru von Eichbaum nikkede pludselig så smilende: det var Kate og Karl, der i Trav og hilsende satte forbi Drosken.
   -Hvor det klæ'er hende, sagde hun og blev ved at se efter dem, med en pludselig Fugtighed i Øjnene: Når Karl blot ikke forsømmer sit Kontor.
   -Kære, Du, Karl, der er blevet som et Kronometer, sagde Generalinden, og lidt efter:
   -Og Du, han sidder vel heller ikke på den Kontorstol for Evigheden.
   De to Søstre sad med hinanden i Hænderne.
   ... De var hjemme, og Fru von Eichbaum sad på sin gamle Plads i Sofaen efter at have haft Ane inde til Nejning.
   -Ja, Du, hva' det er velsignet at være hjemme igen mellem de fire go'e Vægge. For Du begriber jo, der er Ting, man ikke sender med Posten, og, mellem os sagt, det har ikke været en blot Fornøjelse....
   Generalinden begreb det: Jeg beundrede jo dine Breve ... der intet sagde.
   -Det værste var jo nu, at der skulde tales og tales til mig, som mener, at man aldrig véd, hvad man ikke vil vide. Men Aline skal jo en Gang lægge Hjerterødderne blot. Vil Du tænke Dig, får hun ikke inat et sandt Anfald af sin Talesyge--i en Kielerkahyt, hvor hvert Ord kan høres på Gangene. Tilsidst gav jeg hende Kloral og sagde, hun ellers var udsat for Søsyge.
   Fru von Eichbaum tav lidt og sa&åcute; frem for sig.
   -Men, sagde hun: hva' et Menneske må opleve, når det kaster sig ud fra sit faste Bolværk.
   Fru von Eichbaum tav igen og sa&åcute; ud som i et langt Perspektiv af det Ufattelige.
   -Men, sagde hun så: en Rejse frisker jo altid på Ens Sprog.
   Generalinden rejste sig: Fru von Eichbaum måtte trænge til at hvile. Inde i Kabinettet stod der en Buket.
   Det var fra den lille Brandt. Fru von Eichbaum sa&åcute; på den. Den var nydelig:
   -Men, Gud, Du, den megen Høflighed, sagde hun: den kan næsten virke lidt generende.
   Generalinden sagde:
   -Ja, Du, men det er jo rimeligt, at Mennesket vil vise sin Taknemmelighed.
   Og pludselig inde i en ny Tanke sagde hun: Efter hendes Råd røg jeg jo, under et Påskud, forleden hos Mouriers med Svovl ... Men, Mille, nu skal Du til Ro.
   Hun gav Søsteren Hånden, og, pludselig rørte, kyssede Søstrene hinanden med Tårer i Øjnene....
   Karl sad på Kontoret. Han tænkte på Filippinen. Genstanden var en Ridepisk: den måtte s'gu være med Guldknap. Han nikkede over sin Protokol: Men han vilde vente til efter den første, når Gagen faldt.
   Ida havde gemt en Meldeseddel til om Aftenen. Da hun kom, havde Karl Tøjet på og stod under Gasblusset:
   -Er din Mo'r så kommen, sagde hun.
   -Ja, sagde Karl, der havde fået Seddelen, og han slukkede.
   -Du må undskylde. Pus, men jeg har s'gu så travlt.
   -Tror Du, jeg skal gøre Visit, sagde Ida fra Mørket.
   -Ja, hvorfor ikke? Karl ravede i Mørket.
   -Ja, jeg vidste ikke....
   Hun talte så sagte.
   -Ka' Du finde Vej? sagde Karl og åbnede Døren til Lyset....
   Men på Håndtaget rørte hendes Hånd et Sekund ved hans så hjælpeløs hastigt.
   -Godnat, sagde hun.
   -Godnat, Pus.
   Porten til Gaden slog op, og man hørte de mange Sporvejes Klokker, da Karl gik ud i Vrimlens Lys.
   Ida var bleven mager, sa&åcute; man, når hun nåede Lygternes Skær, mens hun gik tilbage gennem den tavse og halvmørke Gård.
   ... Fru von Eichbaum drak The hos Generalinden. Lamperne var tændte og de talte i deres gode Ro, om Nyt og Gammelt. Pladsen for det Mourierske Billede havde Fru von Eichbaum forandret. Hun tænkte, hun vilde have det på Skrivebordet for Lysets Skyld:
   -Véd Du, sagde hun: jeg sad såmæn før Middag og sa&åcute; rigtig længe på Kates Billede. Jeg synes, hun er som forandret. Det er, som var der kommet noget tænksommere i Udtrykket.

   ---

   Karl og Ida kørte ud ad Kristianshavn, Lygterne blev efterhånden få, og de herte ikke andet end Hestens sejge Trav mod en ujævn Stenbro.
   -Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra Lygte til Lygte.
   -Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne.
   Drosken luntede videre, og de to tav igen.
   -Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl.
   Og de tav igen.
   -Så var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen.
   -Nå, mumlede Karl.
   -Men hun var ikke hjemme.
   Karl tyggede på sin Cigar, og, vel uden at tænke over det, sagde han:
   -Hun var s'gu hjemme.
   Ida hørte ikke mer Hestens Hove. Det var det, hun havde tænkt, tænkt på lige siden: Hun var hjemme; lige fra hun stod foran Døren, der blev lukket, vidste hun: hun var hjemme.
   De hørte Lyden af nogle Fiedler og nogle Horn. Der har vi s'gu Manegen, sagde Karl og skød op i Sædet. Der blev Folk og Støj og Lys af Gasfakler.
   -Nu skal man li'e godt se på Genstandene, sagde Karl og strakte Benene så hjemligt i Skæret af Gassen.
   -To; han skød Penge ind til en Frøken ved Telthullet, mens han--han havde igen fået den Manér at kigge hvert Kvindfolk op under Hatten--kiggede hende ind i Ansigtet.
   -Hva' sukker Du for? sagde han, da han vendte sig til Ida.
   -Å, jeg fryser, sagde hun, som i et Sæt.
   Karl tog hende under Armen ved Indgangen. Å, sagde han, mens en Dame allerede fløj, florbeskørtet, gennem Tøndebånd, og alle Pladser var fulde af Københavnere og Amagere: her varmer s'gu Staldluften.
   -Hvor her er mange, sagde Ida.
   -Ja, sagde Karl, der skuttede sig, mens Musikken skraldede: Det er dog altid en Afveksling.
   -Det er s'gu godt, sagde han lidt efter, og han mønstrede, nikkende og i ét Blik, Krikken og den florbeskørtet og de syv Musikanter og Publikum.
   -Her er s'gu godt, gentog han og gned sine Hænder, så det knagede i hans Stol (der bredte sig også gerne sådan et vist Velvære over ham efter de Eneture i Droske, når han kom mellem flere Mennesker).
   Et Par Klovner væltede sig om på Jorden, mens den graciøse Dame pustede. De stødte Peber, og de "kørte i Holstenskvogn", så det drønede.
   -De har Puder på Ballerne, sagde en Herre bagved Karl, og alle de Omsiddende lo og fniste.
   -Her vil Folk sågu' more sig, sagde Karl og gned sig op ad sit Ben, indtil han pludselig stødte sin Stok (det var, ligesom hun sad så ene) op mod Idas Hage.
   Hun fo'r sammen; så smilte hun, og et Nu holdt hun, med sin Hånd, Sølvknappen fast mod sin Hage.
   -Ja, sagde hun.
   Et Par musikalske Akrobater havde begyndt at spille "den sidste Rose" på en Violin, og der blev mere sløvt i Publikum, og stille. Karl holdt Cigaren mellem Tænderne og førte den op og ned i den bedrøvelige Takt.
   -Men, sagde Ida pludselig, sagte: jeg har måske også været der for tit.
   Karl vendte sig: Herre Gud, tænker Du på det endnu?
   Og pludselig gættende hendes hemmelige Angst og Tanke, sagde han og slog med et godmodigt Klap ned på hendes Hånd (han vilde i det Hele så gerne trøste hende i den sidste Tid):
   -Moderen véd s'gu aldrig nogenting.
   Ida klemte fast om hans Hånd: Å, Du, hviskede hun. Men Karl rankede sig i Sædet med strakte Ben:
   -Nå, dér har vi Baronen, sagde han, og han viftede til ham med sin venstre Hånd.
   Baron-direktøren fremførte to Heste. De dansede Vals og satte over Barrièrer; de brune Skind spændtes og skinnede under Springene, alle Ansigter vendtes og fulgte dem. Så lød der pludselig, bagfra, en Stemme gennem Teltet:
   -Det er s'gu godt, Baron.
   Alle Folk lo, overstadigt, mens Herrerne slog Stokkene mod Stolene og en Dame ovre på den anden Side lo ustandseligt for, så hun vred sig på sin Stol.
   -Se dog, se dog, sagde Ida.
   Men to brede Mænd henne ved Teltvæggen, der fulgte hver Hestenes mindste Bevægelse, sagde:
   -Det er hørt.
   Folk begyndte at le igen, så de virrede med Hovederne, leende ad hinanden, fordi de lo ad ingenting.
   -Men de springer smukt, sagde Ida, der holdt den venstre Hånd mod sit Bryst og støttede den højre mod Karls Knæ.
   Karl, der havde fulgt Dressuren, alvorlig, under småbitte Sug af Cigaren, nikkede og sagde, med sit betænksomme Udtryk:
   -Det var en Springer for Kate.
   Ida havde ikke forstået straks--men nu rejste
   Karl sig: Jeg må s'gu hilse på Direktøren, sagde han, og hendes Hånd faldt bort fra hans Knæ, ned, overmod Stolens Arm....
   Så sa&åcute; hun en Dame, der var kommen op på en Line, en uhyre lyserød Dame, og hun hørte igen Folk le og sa&åcute; Karl nikke til sig henne fra Staldåbningen (han holdt aldrig af, når hun sad sådan, som hun ikke kunde røre sig) og hun smilede påny, mens han kom hen imod hende.
   -Der er Herrens Overflødighed, sagde han og stak sin Arm ind under hendes.
   Ida sad et Nu med Hovedet støttet mod hans Skulder: Det er li'som hjemme på Havnepladsen, sagde hun med en Stemme, der skælvede ganske lidt.
   -Men Schreiber var s'gu god, sagde Karl.
   -Å, sagde Ida: Olivia gemte hans Portræt i sin Syæske.
   Den imposante Dame blev fremkaldt og fremkaldt. Tilsidst fik hun Touche, for Jublen vilde ikke lægge sig.
   -Godaften, min Pige, sagde Herren fra før og vinkede venligt Damen af.
   Men Paukerne blev ved at skratte, da Ida greb Karl om hans Arm:
   -Dér er Frøken Friis, sagde hun. Hun var blevet stiv som et Lig.
   -Nå, til Helvede, og Karl drejede Hovedet noget hastigt. Ja, dér er hun, sagde han.
   Men Frøken Friis, der kom lige imod dem, nikkede kun hjemligt og glad:
   -Godaften, er De også kommet på Amager? sagde hun og skred videre med løftet Skørt. Der var noget eget tilvant og glad fremtrædende over hendes Ryg og nedefter. Da hun havde nået sin Stol og satte sig, sagde hun til den lille, stornæsede Herre i hendes Kølvand:
   -Det er Barndomsvenner.
   -Nå, sagde han langtrukkent: sa&åcute; er det kriminelt.
   -Det er en slem Lømmel, mumlede Karl, da Parret var forbi. Han blev siddende og stirrede stift på Spidsen af sin Cigar, til han sagde som En, der har opgjort et ulysteligt Regnskab:
   -Nå, hun holder s'gu nok Bøtte.
   Men han blev alligevel siddende tavs, med et Udtryk, som Cigaren ikke smagte.
   Ida bøjede sig frem, for der var kommet et Mellemrum mellem deres Stole, og med et Smil hviskede hun (men det vibrerede lidt om hendes Mund) ganske sagte:
   -Karl, og det var det første, hun havde sagt siden Frøken Friis var gået forbi: jeg bryder mig ikke om det.
   Og hun gav sig til at tale, lidt livligt og lidt stærkt, mens det summede om dem; Tykkerten fra Linen var nu kommen til Hest.
   -Du kunde gerne sidde lidt roligere, sagde Karl.
   Ida havde et Nu pludselig Tårer i Øjnene, men så smilte hun igen (hun forstod ham jo så godt), og hun hviskede endnu en Gang, med Ansigtet op imod ham:
   -Karl, jeg bryder mig slet ikke om det.
   -Det kunde vel osse lidt nytte, sagde Karl, stadig med samme Stemme og, med pludselig Mine til at rejse sig, lagde han til:
   -Jeg vil s'gu gå ud til Direktøren.
   -Vil Du gå igen? Det kom så hastigt, og Ida løftede Hånden så meget som en Tomme for at standse ham (og vidste vistnok ikke, at det til allersidst også var af Forfængelighed).
   -Jeg kan jo osse bli'e, sagde Karl.
   -Barndomsvennerne morer sig ikke, sagde Kavalleren til Frøken Friis, der gav sig til at nikke til Ida to Gange.
   Der lød en Fanfare: Dér har vi Jokeyen, sagde Karl og strammede sig uvilkårligt i Sædet, som alle de andre, da Rytteren jog forbi: Han rider godt.
   Ida nikkede kun foroverbøjet, medens der var noget over hende som over et Barn, der stopper Fingrene i Ørene, når det vil læse, og hun tog ikke Øjnene fra den nøgne Mand, der satte i Spring.
   Folk klappede og klappede.
   -Han springer godt, sagde Karl.
   Og Ida, der nu uvilkårligt blev ved med Øjnene at følge det nøgne Legeme, sagde sagte og blev rød, far hun havde sluttet Ordene:
   -Han er dog ikke så smuk som Du.
   Karl sa&åcute; pludselig ned på hendes Ansigt:
   -Du er s'gu begyndt at se på Mandfolk, sagde han.
   Og han lo, mens han pludselig strakte Benene:
   -Skal vi så gå, sagde han, da Jockeyen var ude, og de rejste sig. Først henne ved Indgangen hilste de på Frøken Friis.
   De kørte igen tavse. Ida havde stjålet Karls Hånd, der ikke var så livlig bag Handsken:
   -Kan vi ikke køre til "Dagmar" idag?
   -Jo-o, sagde Karl, og lidt efter:
   -Folk træffer man alligevel allevegne.
   Og idet han pludselig gned Hænderne, sagde han i en anden Tone, som en Mand, der har taget sin Beslutning:
   -Så vil vi s'gu spise.
   Han sagde, han vilde ha'e Hummer: Men Du skal drikke Porter til, sagde han, og der kom et snaksomt Velvære over ham, som om han allerede sad foran det røde Dyr og Salatbladene.
   -Iaften vil vi drikke, sagde Ida.
   -Frøken Friis' Skål, sagde Karl fra sit Hjørne; og de blev begge tavse igen, stirrende ud hver af sit Vindu.
   -Nu er vi ved Højbro, sagde Ida.
   -Nå, Gud ske Tak, sagde Karl, og han forandrede ikke Stilling, før Drosken holdt og de nåede Restauranten, hvor Kelnerne løb i det meget Lys mellem mange Gæster, og de fik et Kabinet.
   -Det er det gamle, sagde Ida med sådan en lys Stemme, og hun fik Kåben af.
   -De er s'gu alle éns, sagde Karl, der allerede var midt i Studiet af Spisesedlen. Men da Fadene kom, vågnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der må Mad til, sagde han, og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upålidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gå. Og om Bogholderen: Han bli'er, ryste mig, værre og værre, sagde han og rynkede Næsen, mens han blev ved at spise.
   Men Ida, der sad og sa&åcute; på ham, sagde og smilte:
   -Du ser så godt ud, når Du spiser; og hun førte sin Hånd ind under hans Manchet op ad hans Arm.
   -Ja, sagde Karl, der lo; hvis jeg spiser godt; og han trykkede Armen ned mod hendes Hånd.
   Ida sad og stirrede ud i Luften: Nu kan vi snart spise derhjemme.
   -Ja, sagde Karl blot.
   Men Ida blev ved at tale om Lejligheden: Så kønt der blev--nu var Tæpperne kommet ... til at gå over begge Gulve ... å, Mønstret var så smukt, med lutter visne Blade, strøede overalt ... og Portièrerne ligesådan ...
   Hun blev ved at fortælle om de lutter gule og brune Farver i Gulvtæppemønstret, til hun pludselig fornam Karls Tavshed. Og for alt i Verden vilde hun blive ved at tale og--tav.
   -Men når bli'er der færdigt? sagde Karl i en Tone, som sad han og regnede noget ud.
   -Jeg véd ikke, sagde Ida, med Hovedet støttet i sin Hånd, med en Stemme, der pludselig sitrede.
   Den Ruslæders Portemonnæ var allerede kommen hen ved Foden af hans Glas. Han tog den tankeløs op og åbnede den. I det forreste Rum lå der et Brev.
   Ida greb ham i Armen: Det må Du ikke se.
   Men Karl havde foldet Brevet ud: Det er jo fra Franck?... Og i en Tone, som var det et Rykkerbrev til ham, sagde han:
   -Det er naturligvis om Pengene.
   Ida svarede ikke, men puttede Brevet til sig, mens Karl sagde:
   -Jeg forstår s'gu ikke, hvad Du gør for at lokke alle de Penge fra ham.
   -Jeg lyver, sagde Ida og slog pludselig Ansigtet ned mod Dugen; og i samme Åndedrag--som for at sige, at det skulde han ikke tage sig nær--sa&åcute; hun op og sagde:
   -Det har jeg jo altid gjort.
   Karl, der blev bevæget og knap gjorde sig Rede hvorfor, mumlede:
   -Men at lyve sig til et helt Møblement er ikke så let....
   Ida smilede igen, mens hun sa&åcute; ud over det uendelige Væv af alle sine egne Udflugter.
   -Jo, sagde hun og lo næsten: når man først er begyndt, så kan man altid lyve videre.
   -Du bliver s'gu et fordærvet Fruentimmer, sagde Karl. Det var længe siden, han havde taget så fast eller ømt om hendes Hånd.
   -Men hvorfor skal vi tale om det, sagde Ida og virrede med Hovedet: Nu vil vi drikke. Og hun tog sit Glas.
   Da hun havde drukket og sat Glasset, sagde hun pludselig, og vilde slet ikke sige det:
   -Det værste, de kan gøre, er da at gi'e mig min Afsked.
   -Det manglede blot, brast det ud af Karl.
   -Ja, så var det da forbi, sagde Ida.
   Men Karl svarede ikke, før han sagde, med samme Udtryk som før inde i Cirkus:
   -Men, for Fanden, hun holder vel Bøtte.
   Han kaldte på Kelneren for at betale.
   -Skal vi allerede gå, sagde Ida. Det var som kom der altid ligesom en Angst over hende, når de skulde gå; og hun sa&åcute; ud over Bordet og Glassene.
   -Det er s'gu på Tiden, sagde Karl.
   Han vidste vist ikke selv, at han sukkede et Par Gange, da han trak en Halvtredskrone-Seddel op af den Ruslæders Portemonnæ.
   Men inde i Drosken sagde han, for han vilde ligesom heller ikke skilles fra hende:
   -Nu ta'er vi hen i Lejligheden.
   -Men der er jo ikke istand, sagde Ida.
   -No'et er der vel på Plads, sagde Karl, og han råbte Gade og Nummer ud til Kusken.
   ...-Du må ikke se Dig om, sagde Ida, der ude i Gangen havde fået en lille Lampe tændt og som nu åbnede Døren. Men idet hun løftede Lampen foran sit Ansigt, sagde hun straks og pegede på to store Ruller, der stod lænede op imod Væggen:
   -Det er Gulvtæpperne.
   -Sikken Mængde, sagde Karl, der stod og tænkte på, at Møblerne vilde blive for store for Stuen.
   -Ja, og hun nikkede til ham: Men Mønstret kan Du ikke se.
   -Jeg er forfærdelig tørstig, sagde Karl, der fik Overfrakken af.
   Ida havde Rødvin og vilde hente den. Karl gik alene op og ned, med en Cigar, der var gået ud; han stødte i Tanker til Møblerne som til Stængerne i et Bur. De tomme Vindusåbninger gabede på ham som et Par stirrende Øjne.
   Ida kom ind med Vinen: Tak, sagde han, og vilde hælde Vinen i sig.
   Men pludselig bevæget, eller desperat--for han kunde i det Øjeblik gerne have slået alle de Møbler i Smadder--sagde han og hans Stemme var lav:
   -Nå, Skål, Pus.
   -Ja, sagde Ida og sa&åcute; fra Stuen, hvor Møblerne, der ikke var på Plads, kastede lange Skygger op i hans Ansigt: Det er det første Glas, vi drikker her.
   Og hun drak, til Bunden, med Øjnene fæstede på hans Ansigt.
   ... Karl var gået.
   -Tak, jeg vil blive lidt, havde Ida sagt.
   Nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved.
   Hun vilde kun være ene, når hun tog sin Kåbe og sin Hat og når hun gik. Men da hun kom ned på Gaden, næsten løb hun. Hun tænkte: hvis hun mødte Frøken Friis--i Porten--eller udenfor--og hun løb, som om hun derved kunde undgå det.
   Men hun nåede op i sit Kammer og havde ikke mødt nogen.
   Hun tog sit Overtøj af. Men på Gulvet blev hun ved at vandre. Så åbnede hun Døren. Hun vilde se Roed og Frøken Petersen, se dem, inden de fik det at vide. Hun gik ned. I hele Huset var der tyst. Mod Vinduet på Gangen lysnede det allerførste Skær af Dagen og de Syge blundede. Sagte drejede hun Nøglen om og gik ind. Roed og Frøken Petersen sad hver på sin Side af Kakkelovnen, stive i Øjnene af Søvn.
   -Gott, Gott, er det Dem, sagde Frøken Petersen.
   -Jeg vilde ta'e lidt Kloral, sagde Ida, og åndsfraværende, eller frygtsomt, glattede hun med sine Hænder ned over Roeds Hår.
   -Hvor De er kold, sagde Roed med de Forvågedes underligt ligegyldige Stemme.
   -Ja.
   Ida slap hende og gik hen til Tærskelen til "Salen". I den nærmeste Seng rørte Patienten sig, og Ida gik ind. En skægget Mand med blå Briller lå og stirrede op på hende.
   -Godaften, Frøken, sagde han med sådan en ydmyg Stemme.
   -Herre Gud, Lauritzen, sagde Ida, er det Dem.
   Patienten svarede ikke. Det var en Dranker, som var her for tredje Gang. Han lå kun og knugede Hænderne:
   -Jo, det er mig, sagde han så og blev ved at knuge Hænderne, så Knoerne blev hvide.
   Og mens han sa&åcute; hende op i hendes Ansigt og Armene faldt tilbage langs hans Sider, sagde han--det Blik må En have, der korsfæstes--:
   -Jeg kan ikke andet.
   Ida lænede sig til Sengens Stolpe. Stille og uden Lyd hulkede hun fortvivlet.
   ... Karl var kommen hjem. Halvt afklædt blev han ved at marchere på Gulvet.
   -Det er utroligt, sagde han.
   -Det er s'gu utroligt, blev han ved at sige, mens han standsede på sin Marche og nikkede ind i Lampen.
   -Men de Fruentimmer er s'gu også blinde, sagde han og nikkede ind i Lyset.
   Endelig satte han sig hen på sin Seng.
   -Hm, og han fortrak Ansigtet, som var også det ham Højst ubehageligt: og så har Knuth naturligvis siddet og dinglet på Wienerkaféen for at vente.
   Tilsidst kom han ned mellem Tæpperne. Han lå på Ryggen og stirrede op i Luften.
   -Det er mærkeligt, men de ender s'gu alle med at blive simple i en Seng.
   Karl v. Eichbaum slukkede sit Lys. Men i Mørket lå han længe og kastede og vendte sig og virrede med Hovedet, men også hans Hænder var særligt urolige--som en Mand, der er plaget af besværlige Fluer ...
   ... Han var heller ikke i noget lyst Humør, da han stod op, og Skilningen kunde han ikke få lige, mens han blev ved at sidde og herse med Kammen og Børsterne foran sit Spejl. Men på én Gang løftede han Ansigtet og, idet han sa&åcute; sig selv lige ind i Øjnene i Spejlet, sagde han halvhøjt og med et Nik:
   -Ja, det er det: et Menneske gør s'gu, hvad han må.
   Ida havde ventet længe oppe på Kammeret. Nu måtte hun ned i Thestuen, nu måtte hun derned. Hun gik gennem den urolige Gang, ind gennem den rolige.
   Aldrig syntes hun, hun var gået så rank. Nu var der kun Døren, som skulde åbnes, og Tærskelen, som hun skulde over.
   -God Morgen.
   Hun var derinde. Og i et Nu havde hun lyttet efter sin egen Stemme og set på Alles Ansigter, at de vidste intet; og set Frøken Friis, der sad nærmest Døren og skød op fra Stolen til et Favntag.
   -Godmorgen, Søde, sagde hun.
   Og da hun kyssede hende, skød hun et Nu Spidsen af sin Tunge ind mod Idas Kind.
   Ida blev blødende rød....
   Og hun hørte Frøken Helgesen sige:
   -Hos os har der inat været to Dødsfald.

   ---

   Måske en halv Time havde Ida ventet. Nu vilde hun gå. Måske kom der ingen, så hun kunde gå.
   Men Ellingsen var ved Døren for at "hjælpe Frøkenen".
   Han tog Kåbe og Hat, og hun fik dem på:
   -Tak, sagde hun: Farvel.
   Men Ellingsen, der stod ved Døren, sagde, og der var megen Fugtighed om hans Læber:
   -Frøkenen glemmer sine Pakker.
   Ida tog dem og Ellingsen lukkede også Gadedøren op:
   -Farvel, sagde hun og gik.
   Gadedøren var af dem, der stille lukker sig af sig selv. Hr. Ellingsen vendte tilbage til Kabinettet. Han bevarede stadig et deltagende Udtryk i sit Ansigt. Med en Serviet bortslog han lidt Støv, han syntes havde samlet sig på Dugen, hvorpå han med den samme Serviet tørrede sig om sin Mund. Hr. Ellingsen havde virkelig sjældent haft mindre end en seksten, atten Kroner om Måneden af "det Selskab".
   Det ringede ved Bufet'en.
   -Men der var jo en dejlig Fremgang i Forretningen.
   Hr. Ellingsen gik ud. En Herre og en Dame kom imod ham i Gangen....
   -Ida gik--hun troede vel selv, hun vidste ikke hvorhen--langs Stien, mod Østerbro, udad, længer og længer.
   Dér mødte hun dem. Han sa&åcute; dem langt borte. Der var de.
   Hun måtte gå dem forbi. Småpakkerne hang ligesom så løst i hendes slappe Arm og hun vidste ikke, hvordan hun nu fik Hovedet bøjet til Hilsen.
   Men Kate standsede sin Hest et Øjeblik.
   -Godmorgen, Frøken Brandt, sagde hun og hilste med sin Pisk. Hvilket dejligt Vejr!
   -Ja, dejligt, sagde Ida, der pludselig stirrede hende op i hendes Ansigt.
   -Man mærker formelig Foråret slå op af Jorden, sagde Kate. Karl holdt lidt fra dem. Det sa&åcute; ud, som hans Hest ikke var så lige at styre.
   -Nå, allons ... Godmorgen.
   De red bort.
   -Hun var kommen langt ud, sagde Kate.
   Og lidt efter, mens hun sa&åcute; ud over Hovedet på sin Hest, tilføjede hun:
   -Det er mig forresten ligegyldigt.
   Karl vilde spørge hvad, men tav pludselig med et forbløffet Ansigt.
   -De er s'gu min Overmand, sagde han så, da de havde travet en Stund.
   Ida havde vendt sig. Det var, som var hun pludselig vågnet. Hun sa&åcute; hvert Ansigt, hun mødte, som var det mærkelig lyst, og hvert Gitter og hvert Hus og hvert Træ, som var alting så mærkelig skarpt. Og hun hørte hver Samtalestump klingert bestemt og hver Vogn og hver Lyd, som havde hun tusind Sanser og alle fornam, fordi de led alle.
   Men Mulden sa&åcute; hun mest og de gule Krokus og Rosentræerne, der var afdækkede nu--for nu vilde det snart blive Forår.
   Hun kunde være gået ti Mil og bøjede dog om ved Søhjørnet, af Vane.
   På Vejen tæt ved Rørholm mødte hun Frøken Friis, som begyndte at larme langt borte og så kyssede hende, som det i den sidste Tid var blevet hendes Skik. Men, kære Barn, sagde hun: idag må jeg da se Lejligheden. Frøken Friis blev ved at plage om at se Lejligheden: nu var det bare lige om Hjørnet....
   Ida var pludselig så træt, eller måske følte hun Trang til at nyde en sidste Smerte.
   -Ja, sagde hun sagte: vi kan gå derop.
   Hun gik op ad Trapperne, som skulde hun bestige et Bjærg. Frøken Friis var iforvejen og læste på alle Dørplader.
   -Og et yndigt stille Hus, råbte hun ned (det var lutter Embeds-og Bestillingsmænd samt en Baptistpræst, som boede der) og hun kunde næppe vente, til Ida fik lukket op og sagde, som om hun havde glemt det:
   -Ja, her er Håndværkere.
   Men Frøken Friis råbte allerede inde fra Dagligstuen:
   -Men Gud, Gud, hvor er her nusset; hun røg ud igen på Gangen: hun måtte kysse Ida af Henrykkelse, før hun svajede ind påny. Hun befølte alt og sa&åcute; alt og snakkede, til hun pludselig satte sig på en Stolearm:
   -Men, søde Brandt, hvor må det have kostet.
   Ida sad ned. Ubevægelig sa&åcute; hun ud over alting, Stykke efter Stykke: nu var det på Plads.
   Hun hørte ikke Frøken Friis og ikke, at hendes Ordstrøm pludselig standsede, følte kun, at hun var ene, et Nu, og løftede sine Hænder fra sit Skød--da Frøken Friis kom frem i Sovekammerdøren.
   -Brandt, sagde hun, og hun udtalte Navnet i en Tone, som hun aldrig havde brugt: De véd, hvordan De vil ha'e det.
   Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder.
   -Så går vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte.
   Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede på den store Seng.
   -Så går vi, gentog Ida.
   Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
   Men Ida ventede tavs først ved Dagligstuedøren og så ved Entrédøren, sidst ved Gadedøren, indtil Frøken Friis var ude. Heller ikke på Gaden kom Samtalen i Gang. Frøken Friis var også stille, optagen af Sit som af en Opdagelse. Men da de nåede Hospitalsporten, sagde hun, før hun skulde videre "et Ærinde":
   -Men Gud, Brandt, vær nu fornuftig--dette er jo kun for vi frisindede.
   Ida skød tavs hendes Hænder bort fra sin Arm.
   -Farvel, nikkede Frøken Friis.
   Da Ida, der bestandig bar de to Småpakker, kom ind på Trappen i Pavillonen, mødte hun Frøken Kjær.
   -Nej, sagde hun med sin glade Stemme--hun var så vant til, at Ida bragte noget med sig hjem--:
   Jomfruen har Kager.
   Og hun løb iforvejen op til Frøken Petersen: Jomfruen har Kager, sagde hun, og de samledes hastigt til Picknick i Køkkenet.
   Ida sad og sa&åcute; Kagen forsvinde mellem Petersens Tænder.
   Da de to var mætte, var der et Stykke tilbage. Det blev tilbudt Josefine, der kom for at hente Spandene.
   -Ja, no'en skal jo ha'et, sagde Josefine.
   Men Frøken Petersen sagde:
   -Ach, vi skulde have gemt den til Kaffen.
   Ida havde rejst sig og gik.

   ---

   Frøken Friis' "Ærinde" var et Minuts Løb ind til Svendsen, hvor den Stornæsede spiste Frokost. Frøkenen var helt vims og forpustet af Morgenens Iagttagelser.
   -Nej, Du, sagde hun: det havde jeg aldrig troet--for der var raffineret....
   Den Stornæsede betragtede sit Smørrebrød med Sky.
   -Det er s'gu altid sådan med de meget blide Piger, sagde han.
   Frøken Friis sad lidt; hun sa&åcute; stadig Sengen og de store Vaskekummer og den brede Hvilesofa for sine Øjne.
   -Ja, det må det vel være, sagde hun eftertænksomt og nikkede.
   Men lidt efter sagde hun:
   -Men, Gud, hvor det må være dejligt at ha'e Penge.
   -Nå, sagde den Stornæsede: det vigtigste er s'gu, at man véd, hvad man vil hinanden.
   Han bød Frøken Friis på et Glas Øl, som hun nød med opdraget Slør.
   Men pludselig sagde hun, påny ganske ophedet:
   -Frederik, hun havde flyttet Sengen midt frem i Lejligheden.
   -Ja, den bliver s'gu nok stående, sagde den Stornæsede.

   ---

   ... Kate Mourier havde fået den mærkeligste Vane. Hun vandrede op og ned gennem alle Stuer med begge Mynder efter sig.
   -Kære Kate, hvor Du marcherer, sagde Fru Mourier fra sin Sofa.
   -Jeg tænker, sagde Kate og vandrede videre.
   -Men kunde Du ikke gøre det siddende, sagde Fru Mourier.
   Pludselig havde Kate sat sig med begge Mynderne foran sig, og rejste sig så igen. Henne ved Døren strakte hun Armene op langs Dørkarmen.
   -Er det iaften, vi skal på Koncert? sagde hun og sa&åcute; ud i Luften.
   -Ja.
   Det var rart ... For jeg trænger til Musik, sagde hun og gik ind.
   Fru Mourier blev siddende. Bladene i hendes "Edition Peters" blev liggende urørte. Hun tænkte på, at det var godt, at Mourier endelig kom--nu til Selskabet for Aline.
   For Fru Mourier vidste ikke rigtig, hvordan det stod til med Kate.
   Det ringede, og det var Fru von Eichbaum. Hun kom blot for at spørge, om Mourier også tog Tjeneren med til Byen.
   -For Mine, det var jo bedst at vide det, sagde hun.
   Mouriers Tjener skulde hjælpe til ved Fru von Eichbaums Selskab for den til Byen ankomne Fru Feddersen.
   De talte lidt om det, og Fru von Eichbaum sagde så, i en anden Tone:
   -Børnene har jo redet, Du.
   -Ja, sagde Fru Mourier og sa&åcute; ud for sig. Hun havde så gerne villet "tale rigtig ud"--og lod være.

   ---

   -Fru von Eichbaum sad med Generalinden foran det dækkede Bord i Generalindens Spisestue, hvor Fru von Eichbaums Gæster idag skulde spise. Der var færdigt.
   Fru von Eichbaum sa&åcute; ud over Dekorationen, der var Krokus fra Landstedet, og sagde:
   -Så kommer den lille Brandt. Jeg gik selv derud imorges.
   Og da Generalinden ikke svarede straks, sagde hun:
   -Det var jo urimeligt at la'e Pladsen stå tom, og hun har jo dog li'esom færdedes her i Vinter ... Desuden hjælper hun så lidt med ved Theen.
   -Men det er da rimeligt at bede hende, mente Generalinden: da Pladsen er der ... Og netop, sagde hun og holdt lidt for pludseligt inde efter at det var sagt: under disse Omstændigheder.
   Men Fru von Eichbaum havde vistnok slet ikke hørt det, for hun rejste sig kun og sagde:
   -Og nu er der for Julius kun at tænde Lysene an.
   Også Generalinden stod op, men henne ved Døren blev Fru von Eichbaum stående:
   -Så vilde jeg jo ønske, Du, sagde hun noget langsommere: at Aline kom lidt tidligt ... for, Lotte (Fru von Eichbaum gjorde en Bevægelse med Hænderne, som bragte hun noget på Plads) så li'esom er hun der.
   Generalinden nikkede, mens Fru von Eichbaum åbnede Døren.
   De gik gennem Gangen ud i Generalindens Køkken.
   -De Skærmbrædter, Lotte, sagde Fru von Eichbaum, idet Søsteren gik gennem Generalindens Køkken, hvor nogle grå Skærmbrædter dækkende garnerede Køkkenbord og Komfur: De Skærmbrædter er en Velsignelse.
   De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der på en Snor inde ved Komfuret havde sine Handsker til Tørring:
   -Og så si'er Julius den fremmede Tjener Besked.
   Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det.
   Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.
   De tre Stuer lå i stille Hygge, og Kullene, der var lagte sparsomt på, brændte svagt. Fru von Eichbaum satte sig på sin Plads i Sofaen. Hun vilde kniple, til hun skulde klæde sig på. Sengeomhænget var snart færdigt--om nogle Uger. Men Kate, Barnet, havde virkelig også i den sidste Tid, her om Aftenerne, kniplet rigtig flinkt. Og meget jævnt.
   Det var rigtig, som der var kommet mere Ro over de kønne Fingre.
   Kniplepindene gled ud af Fru von Eichbaums Hænder, og hun faldt i Tanker. I Stuerne begyndte det at skumre. Fru von Eichbaum tænkte på så mange Ting, på denne Vinter og på de mange Vintre før, på Aline og på Kate og på Karl ... Og pludselig tænkte hun på en af Konfessionarius' Prædikener.
   Udlæggelsen havde været om Troskaben og Dagværket og Lønnen, som blev Fred.
   Fru von Eichbaum blev pludselig bevæget, og i Halvmørket brugte hun Lommetørklædet. Hendes Øjne var fæstede på Hr. von Eichbaums Billede over Skrivebordet: han sås endnu i Halvlyset.
   Hans Enke havde foldet Hænderne.
   Så vaktes hun af sine Tanker. Hun hørte Karl. Han åbnede Døren til Spisestuen og kom ind.
   -Er Mo'er klædt på? spurgte han.
   -Nej, jeg har såmæn siddet lidt i min Krog, sagde Fru von Eichbaum fra Mørket: Men alt er i Orden.
   -Får vi så Christensen? sagde Karl, der var falden ned på en Stol.
   -Ja.
   De sad tavse lidt, til Fru von Eichbaum sagde:
   -Og så har jeg bedt Frøken Brandt.
   Måske havde hun ventet et Ord ud fra Halvmørket, men Ordet kom ikke, og begge hørte kun Uhret, der dikkede videre.
   -Hun er jo dog kommet her en Del i Vinter, lød det fra Sofaen.
   -Og, Fru von Eichbaums Tone skiftede næsten umærkeligt: Så har jeg jo tænkt mig det som en Slags Afslutning.
   Uhret dikkede videre, måske et Minut.
   -Vil Du så tænde i Hjørnet, sagde Fru von Eichbaum.
   Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig.
   -Det er nok på Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun pludselig Armen på hans Skulder:
   -Jeg har siddet her og set på din Fa'rs Portræt....
   Karl følte, at hun sitrede.
   Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han:
   -Mo'r er så god--og kyssede hende på Panden.
   -Og nu må vi klæde os på, sagde Fru von Eichbaum: Bordordenen har Julius lagt ind på dit Bord....
   Karl stod inde i sit Værelse og studerede "Bordordenen". Han Følte noget af en Lettelse: Ida, der skulde have Kandidaten, skulde sidde på samme Side af Bordet som han selv.

   ---

   Julius var ovre i Spisestuen færdig med at tænde Lysene an, da Mouriers Hr. Christensen arriverede med Mansketskjorten dækket af en Fløjels Skjorteskærmer. Julius behandlede den Fremmede med meget Ceremoniel og sagde, at han "turde måske sætte ham ind i Forholdene".
   Han førte Hr. Christensen ind i Generalindens Gæsteværelse ved Siden af Spisestuen, og Hr. Christensen afførte sig Overtøjet, mens han betragtede de to Senge.
   -Her retter vi an, sagde Julius.
   Julius havde tænkt, at Hr. Christensen kunde skænke.
   Hr. Christensen, der bar Guldlænkeknapper og tre firkantede Guldknapper i sit Skjortebryst--han havde tjent i Garden og uddannede sig under Hr. Mouriers årlige Ophold i Karlsbad flittigt efter internationale Mønstre--betragtede Flaskerne....
   -Af hvid Vin, sagde Julius, plejer vi at skænke tolv Glas af Flasken.
   Hr. Christensen, der sa&åcute; ud som en Mand, der ikke vil undres over noget, begyndte at sortere Flaskerne med et Par meget soignerede Hænder. På venstre Hånds Lillefinger bar han en bred Guldring.
   Fru von Eichbaum var påklædt og stænkede Værelserne med "en Anelse" af Kølnervand.
   Portneren havde indtaget sin Post foran Porten for at avertere Droskerne. De måtte holde på Gaden. "Mellemgården" var for smal, så de kunde vanskelig vende.
   Men den første Gæst kom gående. Det var Kandidaten. Han kom bestandig først af ubehjælpsom Angst for at komme for silde, og han sagde til Julius, mens han aftog mange besynderlige Klædningsstykker:
   -Der er nok ingen kommen, og gik ind til Fru von Eichbaum, med Hovedet på Skakke, mens Fru von Eichbaum rejste sig og sagde: Det var dejligt at se Dem, Henrik, så har De det da nogenlunde. Kandidaten kom til Sæde og takkede. Når Kandidaten sad midt i en Stue, sa&åcute; han ud, som han var anbragt i en Krog, og han holdt Benene underligt ind til hinanden, som gemte han dem i en Fodpose. Fru von Eichbaum, der hørte nogen ude i Gangen, sagde:
   -Ja, Foråret er jo svært for alle den Slags Tilfælde ...
   Kandidatens "Tilfælde" var et Maveonde.
   -Men har De nu også i Vinter haft Lammeskind under Deres Bord?
   Fru von Eichbaum rejste sig uden at vente på Svar. Det var Familien Schleppegrell, der viste sig i Kabinettet.
   -Gud, Du, sagde Fru Schleppegrell, der var ganske forpustet: at vi er nået herhen så tidlig--og jeg, som dog har styrtet om i Timevis.
   Fru Schleppegrell havde tilbragt fire Timer af sin Dag på Toldboden, hvad hun straks fortalte.
   Admiralen havde hilst på Kandidaten--omtrent som på en Skibskok; og Fru Schleppegrell flyttede over til Generalinden, der plejede at komme, når hun havde hørt den første Vogn, og som måske havde håbet, at det var Aline. Karl, der var kommen ind og bukkende gik og stødte Lakskohælene sammen, var standset foran Fanny, som havde et Kniplingslør over en ældre laksfarvet Robe fra et Hofbal, mens Fru von Eichbaum sagde, understøttende Konversationen:
   -Du, Fanny, var vel i Formiddags hos Père Dominique? Hvad var Emnet?
   Pateren havde talt om Autoriteten.
   Admiralen, der var oprigtig religiøs hver Søndag og gik til Højmesse i Holmens Kirke med Roskilde Konvents Salmebog i sin Lomme, sagde:
   -Jeg kan s'gu ikke li'e det Rend i katolske Kirker....
   -Gud, Schleppegrell, sagde Generalinden--Konversationen gik lidt staccato; men, det var kun Falkenbergs, der kom--: For et befæstet Gemyt som Fanny kan det da kun være udviklende.
   Og Fru von Eichbaum, der atter rejste sig, sagde:
   -Ja, Schleppegrell, deri kan jeg ikke heller være enig--vi taler netop om Katolikerne, Emmy--Katolikerne har alligevel de store Synspunkter, der giver Løftelse....
   Og da hun hørte Kabinetsdøren gå igen, mens Fanny havde væbnet sig med sin Lorgnet, tilføjede Generalinden:
   -Katolicismen har nu én Gang det, der ligesom bliver stående.
   Et Sekund havde, mens alle talte, alles Øjne strejfet Fru Aline, der kom frem i Døren.
   -Goddag, Aline, sagde Fru von Eichbaum og rakte hende begge sine Hænder, og Fru Aline gik silkeklædt, uden at tale, støttet til sin Stok, frem i Stuen. Fru von Eichbaum holdt sig ved Siden af hende, mens Veninden gav Hånden til alle--Fru Falkenberg strittede under Håndtrykket uvilkårligt med Armene som Børn, der skal lære at valse--og man hørte Admiralen sige (han talte stadig om Katolicismen):
   -Jeg tror s'gu ikke, det er sundt.
   Fru Schleppegrell havde rejst sig til Omfavnelse, mens man ovre ved Etagèren hørte Oberstløjtnant Falkenberg sige til Kandidaten: Ja, det er det, man går ud i Solskin, og så har man den kolde Blæst. Generalinden, der tog Fru Alines Stok, sagde:
   -Sæt Dig her, Aline.
   Fru Feddersen kom til Sæde, og det var, som i Sofahjørnet Kredsen lukkede sig om hende.
   Men Fru von Eichbaum, der vendte tilbage til Kabinetsdøren, sagde leende:
   -Ja, det er naturligvis Kammerjunkerens, der kommer for silde.
   Mouriers og Frøken Rosenfeld var komne sammen.
   -Nej, Andreas, havde Fru Mourier sagt derhjemme: jeg vil ikke se hende komme.
   Nu stod hun, for hun havde ligesom ikke Mod til at gå ind, i Kabinettet, hvorfra hun kunde se Fru Aline i Hjørnesofaen.
   -Herre Gud, hvor er hun grånet, sagde hun til Fanny, der stod hende nærmest, og Fru Mourier havde Tårer i Øjnene.
   -Hvem? spurgte Fanny.
   Karl, der gik rundt med Bordordenen, fandt pludselig Ida bag de andre, henne i Krogen ved Gummiplanten.
   -Står De dér, sagde han og slog Fødderne sammen, lidt bleg.
   Og Fru von Eichbaum, der fuldstændig havde glemt hende, men som havde tyve Øren, gik frem imod hende: Goddag, kære Frøken Brandt, sagde hun og forestillede hende for et Par af de nærmeste. Kammerjunkerinde Lindholm sejlede pludselig ind i Kabinettet foran Kammerjunkeren, så der blev hel Trængsel, mens Kate sagde, i en Tone, som stod hun ved Indgangen til Arken:
   -Så, nu er vi atten.
   Inde i Dagligstuen brød de allerede op, mens Mourier blev ved at veksle kraftige Håndtryk med Alverden, og de gik ud gennem Dørene, Par efter Par. Kandidaten bukkede på skrå for Ida, hvem han aldrig havde set, og de to gik sidst.
   Men da de kom ind langs Skærmbrædterne, skurede Karl med Kammerjunkerinden forbi Ida og lagde, som var der ikke Plads, et Nu sin Hånd om hendes Liv.
   -Vi skal slutte Kortègen, sagde han.
   Og Kammerjunkerinden, der var Datter af en Hof-Glas-Handler, sagde med et Blik på Skærmbrædterne:
   -Hvor det er bekvemt, at De bor i samme Hus som Deres Tante.
   -Ja, sagde Karl, der havde fulgt hendes Blik: Skærmbrædterne er Familieeje, jeg tror s'gu, vi har arvet dem.
   Kammerjunkerinden lo og løftede, mens de gik gennem Gangen, sine Skørter en Smule højt, som gik hun over en Gård. Da de nåede ind i Spisestuen, sa&åcute; Karl med et Par hastige Værtøjne henover Bordet. Det var, som blev hans Ansigt på én Gang ældre, med et vist officielt Udtryk.
   De var alle på Plads, nederst Moderen, øverst Admiralen, med Kommandørkorset om sin Hals, ved Siden af Fru Aline.
   Julius begyndte at servere Suppen højtidelig, som bar han et Par Offerskåler.
   Samtalen tog fat om Spisestuer og om at sidde.
   -Her har man da, Gud være lovet, Plads, sagde Hr. Mourier, der bandt Servietten op om sin brede Bringe.
   Konversationen bredte sig, stadig om Spisestuer, og Fru von Eichbaum sagde, mens Fru Mourier bøjede sig frem for at skjule Fru Aline, for hendes Hænder skælvede, så hun spildte Suppen, når hun førte Skeen til sin Mund:
   -Men der er da ingen Spisestue som den på Korsgaard.
   Og Fru Aline, der talte ligesom en Tone dybere end de andre, sagde:
   -Der er idetmindste køligt.
   Frøken Rosenfeld havde lyttet et Øjeblik efter Klangen i Fru Alines Stemme, og hun svarede distræt på et Spørgsmål af Kammerjunkeren:
   -Ja, vi har nu hundrede Elever i Skolen.
   Hvad der gav Admiralinden Anledning til at løfte Barmen i en noget rigelig Udskæring, mens hun sagde:
   -Ja, det er utroligt, i vore Dage skal de alle ha'e noget at ta'e sig til.
   Men Generalinden sagde:
   -Gud, Du, det kommer kun af den megen Utålmodighed. Der er ingen mere, som har Ro over sig til at sidde stille på et Sted og strikke en Strømpe.
   Hr. Mourier erklærede, at det var en aldeles fortræffelig Helleflynder, og mens Hr. Christensen, der havde aftaget Lillefingerringen før Serveringen, skænkede den hvide Vin, greb Oberstløjtnant Falkenberg Ordet Ro og sagde:
   -Ja, men hvad skyldes det, Generalinde? Vi (og Oberstløjtnantens Stemme blev skarpere) vi har to Oppositionsblade i vort Hus ... Kom det an på mig, Kom det Papir ikke indenfor vore Døre.
   Fru Falkenberg, der spiste ganske lidt, men hvert Øjeblik sa&åcute; op mod Fru Aline, som stirrede hun på et Under, der var rykket hende ganske nær, sagde:
   -Men, Falkenberg, man kan da ikke hindre Børnene i at læse.
   -Men man diskuterer ikke med dem, svarede Oberstløjtnanten.
   Fru von Eichbaum sagde, næsten ligesom for at lægge sig imellem:
   -Ja, Emmy, der gi'er jeg jo Falkenberg Ret: disse evige Diskussioner føder kun Uro.
   Mourier, der stadig spiste, mente bredt, at man måtte jo dog vide, hvad de Folk tænkte: Han holdt s'gu "Socialdemokraten".
   -Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum, der nu, lettet, hørte Fru Aline tale livligere om Barndomshjemmet på Unsgaard: det finder jeg jo urigtigt ...
   Fru von Eichbaum mente "for Eksemplets Skyld".
   Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb:
   -Vil De tænke Dem, forleden--opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer på sådanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.
   Mourier lo, men Journalistkonversationen var nået over til Kammerjunkeren, der sagde, at man sa&åcute; jo undertiden de Folk i Theatret, og han undrede sig hyppig: For de er virkelig velklædte, sagde han i en Tone, som om han havde ventet, at alle Bladskrivere mødte med Huller på Albuerne.
   Admiralen fortalte, at han havde en Gang haft en Herre fra et Blad om Bord i "Helgoland", og han "havde s'gu talt meget fornuftigt", men Admiralinden, der stadig var blevet ved sit Emne om, at alle vilde bestille noget, sagde over Bordet til Fru Mourier, talende om en Datter af Kredsen:
   -Kære Mine, véd Du ikke det--jo, hun vil nedsætte sig som Fødselshjælperske.
   Kandidaten, der havde spist sin Fisk uden Sauce på Grund af sin Diæt (han var Søn af en Berømthed fra Midten af Århundredet og havde i ti År været beskæftiget med at ordne de fædrene "Erindringer", mens han stadig blev magrere), sagde til Ida:
   -Men det må jo være en meget lønnende Gerning således at kunne lindre sine Medmenneskers Lidelser.
   -Ja, sagde Ida, og hendes og hendes Herres Konversation gik istå igen. Hun havde fået to røde Pletter, en over hvert Øjenbryn, som om hun lige kom fra en Stegepande.
   Fru von Eichbaum sa&åcute; med sit Værtinde-blik ud over Bordet.
   -Å, lille Frøken Brandt, sagde hun: ta'er De det Fad og la'er det gå rundt.
   Det gav et Ryk i Ida. Hun havde kun hørt den megen Tale som en Summen, der var hende fremmed, og nu hørte hun Karls Stemme, der talte til Frøken Mourier igen.
   -Ja, sagde hun, og hun tog Fadet.
   -Tak, sagde Fru von Eichbaum.
   Kammerjunkerinden talte med Fanny Schleppegrell om Prinserne: en af dem havde foræret hende en Papirkniv. Og Konversationen om den kongelige Familie blev almindelig.
   Generalinden og Oberstløjtnant Falkenberg talte, mens Samtalen blev alt livligere og Admiralen var rykket Fru Feddersen ligesom en Kende tættere på Livet, om en Ven af Kredsen, der var Guvernør hos Prinsen og forberedte ham til en Eksamen.
   -Men han er jo meget bunden, sagde Generalinden: sove som han må i Værelset foran.
   Oberstløjtnanten svarede med nogle Ord om det udmærkede Eksempel og vendte sig til Frøken Rosenfeld:
   -Ja, sagde han: De er naturligvis radikal ligesom min Kone.--
   -Jeg véd ikke, hvad De forstår ved Ordet, sagde Frøken Rosenfeld: men Kongen holder jeg forresten meget af, fordi jeg synes, han er en ridderlig Person.
   Karl og Kate begyndte at le ad Ordet "Person", og Generalinden sagde til Frøken Rosenfeld.
   -Kære Betty, det er vel ikke det eneste.
   Men Fru Falkenberg, der havde to røde Pletter på sine Kinder--hun fik dem let, som var de Følgen af en undertrykt eller hemmelig Ophidselse--sagde ud i Luften, men det var sagtens til Oberstløjtnanten:
   -Men Menneskene tænker jo nu dog én Gang--
   Og Oberstløjtnanten svarede:
   -Ja, de tænker ... de tænker, til de ligger der.
   Mourier, der havde hørt det, lo og sagde:
   -Det er s'gu meget rigtigt; og han klinkede med Oberstløjtnanten.
   Ordet "tænke" førte på én Gang Fru von Eichbaum ind på Martensens Etik. Hun læste den netop. Hun nød den langsomt:
   -Men jeg finder ham jo, sagde hun, ikke vanskelig at følge på Grund af den klare Stil.
   Pludselig sagde Generalinden over Bordet til Ida ("hun sidder jo som hjemløs", havde Nåden på én Gang set):
   -Er der megen Sygdom iår, Frøken Brandt?
   -Ja, en Del, fik Ida sagt. Hun hørte kun Karl og Kate, der lo,--hvor de lo, ligesom langt borte. Og så sad hun og passede på Fadene, næsten febrilsk, som af en gammel og pludselig vågnet Vane, Vanen fra "Ludvigsbakke".
   Mourier, der sad og sa&åcute; ud over Bordet, lod Blikket standse ved Ida og bøjede sig over mod Fru von Eichbaum:
   -Hvem er hun? spurgte han halvhøjt, og Ida hørte Fru von Eichbaum, inde i en længere Forklaring, sige:
   -Og Faderen var jo Godsforvalter hos Konferensråden, rigtig en agtværdig Mand.
   Ida vidste måske ikke selv, at hun kæmpede for ikke at få Tårer i Øjnene.
   Oppe ved den anden Bordende blev Samtalen gladere. De var blevet ved at tale om "Unsgaard", og Fru von Eichbaum begyndte at tale med, mens Admiralinden påny var nået til Tolden og Toldvæsenet og afsluttende sagde til Kammerjunkerinde Lindholm:
   -Men nogle Stykker Silketøj, Kære, håber jeg nu at få hjem med Deres Svigermoder og Mary ... Gud, De, når man lægger dem i Bunden af en Kuffert--
   Konversationen om "Unsgaard" indfangede også hende, og hun forlod "Silketøjet". Fru Mourier talte så glad og højt, for hun var så inderlig lykkelig, fordi det helt tøede op om Aline; og Fru Feddersen sad bøjet frem med sit Ansigt i det fulde Lys.
   -Ja, det var en dejlig Tid, sagde Fru Mourier ... Husker Du, Mille? hun talte ned til Fru von Eichbaum: når vi kørte til Marienlyst for at danse ... Det var i Brix' Tid. Nu har jeg såmæn ikke været der længe.
   Fru von Eichbaum svarede noget--pludselig med Tårer i Øjnene: det var jo der, hun havde truffet Eichbaum første Gang.
   Og de blev alle ved at tale om den Tid: om Soiréerne og Kronborgs Løjtnanter og Køreturene til Gurre og Badetimerne, når de kørte i en Høstvogn ned til Hellebæk Strand, og de store Skovture, når de tog til Grib Skov, der var så vid og stille....
   Alle deres Ansigter blev helt lysende, og de kom alle til at tale næsten ganske ens--også Fru Aline.
   -Å, ja, sagde Admiralinden: da var man alligevel meget bedre Mennesker.
   Men Admiralen, hvis Kommandørkors var kommen til at sidde lidt skævt, og som sad og tænkte på, hvor det s'gu alligevel var utroligt, hvor Aline havde holdt sig, sagde:
   -Ja, man husker jo nok, når man skulde gynge Dem.
   Karl og Kate var begyndt at pludre Fransk, men på én Gang bøjede Karl sig frem--deroppe talte de endnu om Grib Skov--og løftede sit Glas:
   -Frøken Brandt, sagde han.
   Ida fo'r sammen og hævede knap sit Blik. Så drak hun.
   Men Karl blev siddende et Øjeblik helt åndsfraværende. Der var kommet noget så sørgmodigt i hans Øjne.
   -Lille Frøken Brandt, sagde Fru von Eichbaum, det kom en lille Smule hastigt: la'er De måske det Syltetøj gå?
   Men det var Frøken Rosenfeld, der svarede med en lidt høj Stemme:
   -Nu skal jeg, Fru von Eichbaum.
   Rundtom talte alle, mens Kandelabrenes Lys flimrede let i den ophedede Luft, Kammerjunkeren underholdt Kandidaten om Memoireliteratur. Han måtte sige, at Memoirer i det Hele var hans Yndlingslekture, navnlig om Napoleon.
   -Man føler under Memoirelæsning så at sige, at man alle er Mennesker.
   Oberstløjtnant Falkenberg begyndte at tale om Napoleons Marchaller og Marchal Neys Grav, der, som han sagde, var simpel, som det sømmer sig en Soldats; mens Kammerjunkerinde Lindholm spurgte Fanny, om hun vidste, hvad Fru Verdier havde forlangt for en Garniture af gamle Kniplinger ...
   Næsten alle talte, en Kende i Munden på hinanden. Frøken Rosenfeld tvang Ida til at tale med. Mourier, der var rød og blussede, slog sin Hånd ned på Fru von Eichbaum og sagde:
   -Her er s'gu rart.
   -Kære Mourier, sagde Fru von Eichbaum smilende: det er så let, når man kun er i sin egen Kreds.
   De var færdige med Urfuglen, der var en Present fra Fru Mourier, og Hr. Christensen iskænkede Portvinen.
   Oppe ved Fru Alines Bordende talte de endnu om Unsgaard-Dagene, da Fru Mourier sagde:
   -Men nu skal vi alle samles igen på Ludvigsbakke.
   Og Mourier, der hørte det, sagde bred og glad:
   -Ja, det er s'gu rigtigt--velkommen alle Mand, nu, når vi får bygget ... Idag falder vist den sidste Mur af den gamle Kasse....
   Ordet Ludvigsbakke havde vækket Ida, men hun vidste ikke, at hun, bøjet frem, bleg, stirrede ind i Hr. Mouriers Ansigt.
   -De gamle Mure har ellers været drøje, sagde Mourier: nå, Stenene bruger vi til den nye Stald.
   -Der var alligevel rart i det gamle Hus, sagde Fru von Eichbaum.
   -Gu' var der rart, sagde Mourier sagtmodigt: Men Ungdommen er jo aldrig tilfreds.
   -Men I forvænner også Kate, sagde Generalinden.
   -Nej, brød pludselig Kate ind med en mærkelig Gadejargonbetoning på Ordet: Man kunde virkelig ikke rykke ind i de gamle Lokaler.
   På én Gang blev Kate Midtpunktet ved Bordet, mens de talte om de nye Værelser, Trappen, Billardsalen og Badeværelserne og Udsigtstårnet og Terrasserne, hvis Stenvaser skulde hugges i Italien.
   Kammerjunkerinden var højst interesseret og bøjede sig spørgende frem over Bordet, mens Fanny trak den magre Buste tilbage og sa&åcute; ud, som om hun lugtede til koncentreret Eddike, og Kate blev ved at tale om Trappegelænder og en engelsk Thestue og Parketgulve.
   Samtalen blev højrøstet, og Fru Mourier sagde til Generalinden: Ja, Fordringerne stiger, Du, sagde hun og sa&åcute; kærligt beundrende ned på Datteren, mens Karl begyndte at forklare Kammerjunkeren om Staldene, ivrigt og optaget: at de var efter engelsk Mønster, med Hestene frit i Båsene, store Rum, med Marmorgulve og Vandledninger.
   -Storartet De, sagde Karl: jeg har selv givet Tegningerne.
   Men Kate fortalte Kammerjunkerinden om Soveværelserne, der alle lå mod Nord, for man måtte sove koldt.
   Ida vidste ikke, at Julius havde budt hende Is, og at hun havde fået den ned på sin Tallerken.
   Men de to unge blev ivrige, fordi Faderen drillede Kate og Oberst Falkenberg begyndte at kritisere Båsene. Lidt hede af Varme og Vin talte de begge, i Munden på hinanden, hver til sin Side, Kate ned til Faderen og Karl op til Obersten om Soveværelser og Heste og Centralvarme og Båse, så det lød som en hel Duet. Også Fru Feddersen bøjede sig, optagen, frem, og der kom nogle korte og hastige Glimt i hendes grå Øjne ved Talen om den megen Komfort og de Marmor-badekar.
   Og pludselig nikkede Fru Mourier ned til Fru von Eichbaum med Tårer i sine gode Øjne.
   Men Mourier løste sin Serviet fra Halsen og sagde:
   -Ja, Ungdommen raser.
   Da der var blevet noget mere stille, sagde Frøken Rosenfeld roligt:
   -Der var nu mange dejlige Minder fra det gamle Hus.
   Karl hørte Ordene og pludselig holdt han inde i sine Forklaringer og han svarede ikke Kammerjunkeren--
   Fru Falkenberg sad og søgte Falkenbergs Blik, men Oberstløjtnanten nød en Biskuit og talte med Admiralinden om Remonteheste.
   Fru von Eichbaum bød Velbekomme.
   Ida havde ikke hørt det og hun fik sig først rejst, da Kandidaten rakte hende Armen. Som halvvågen sa&åcute; hun et Øjeblik ud over Bordet med det endte Måltid og Kandelabrene, der osede let, og ned på sin egen Plads. Den blodrøde Is var smeltet og blevet til noget farvet og skident Vand i hendes Skål.
   Admiralen vilde række Fru Aline Feddersen hendes Stok. Men Fru Aline mente, hun kunde gå uden. Og støttet til Admiralen, hvis Emaillekors lyste i Skæret af de von Eichbaumske Kandelabre, gik hun, lidt besværligt, men dog rank mellem de andre Par, forbi Skærmbrædterne, over i Fru von Eichbaums Lejlighed, hvor Hr. Christensen begyndte at byde Kaffen om.
   Herrer og Damer talte højt, rundt omkring, i Grupper. Fru Mourier stod hos Fru von Eichbaum med hendes tørre Hænder i sine.
   -Det gik nydeligt, Du, sagde hun: jeg kender heller ingen, der forstår Kunsten som Du.
   Fru Mourier forklarede ikke, hvad hun egentlig mente med Kunsten, eller måske vidste hun det ikke en Gang selv.
   Men Fru von Eichbaum svarede:
   -Kære Vilhelmine, det går jo ganske af sig selv.
   -Ja, når man forstår det, sagde Fru Mourier.
   Ida havde helt mekanisk--eller måske som et Slags ubevidst Værn--taget Sukker og Fløde og gled rundt og bød. Nu nåede hun Fru Mourier.
   -Tak, Ida, sagde Fru von Eichbaum: De er osse altid så hjælpsom.
   Og Fru Mourier, der tog Sukker, sagde venligt:
   -De går jo rundt, Frøken Brandt, som var De en Datter i Huset.
   -Ja, sagde Ida og gled videre.
   -Hun er vist rar, Du, sagde Fru Mourier, der følte en ubestemt Medlidenhed--måske med det underligt halvgamle, der var over Idas Person. Det var, som den gule Kjole var for stor til hende, så der ikke var nogen rigtig levende Krop i den, og det flammede Hår virkede over den lille Pande så mærkeligt som Paryk eller som det var klistret på.
   -Gud Du, prægtig, sagde Fru von Eichbaum: Og et af de sjældne Mennesker, der altid kender deres Plads.
   Herrerne var gået ind i Karls Værelse for at ryge undtagen Admiralen, der passede sin Fordøjelse på sin vanlige Strøgtur. Kammerjunkeren talte om, at København var s'gu en nydelig Verdensstad--man kunde ikke få en ordentlig Skjorte i hele Byen.
   Men Mourier havde fat i Karl ude i Entreen:
   -Jeg har såmæn egentlig villet skrive det længe--men, ser De,--for man véd jo dog, hvad det koster for et ungt Menneske at gelejde unge Damer rundt--sådan en hel Vinter--Men nu (Hr. Mourier var helt forlegen) lægger vi en Anvisning oppe på Filialen--og så er den Sag klar, når De bare går op og hæver den.
   -Nå, ingen Årsag, sluttede han brat. Karl var blevet blodrød og Hr. Mourier vendte sig, meget lettet:
   -Men skulde vi ikke hellere flytte ind i Spisestuen, sagde han: der er s'gu friere Luft og sådan ved Kaffen er det også rart at være et Stykke fra Fruerne--
   Lidt efter brød Herrerne op og drog over i Generalindens Spisestue, hvor Hr. Christensen og Julius gik og dækkede af.
   Hr. Christensen havde fået sådan noget bevægeligt ved Næseborene, da han kom op om Fru Feddersens Plads, hvor man endnu fornam hendes Parfume.
   -Hun er forresten osse en stadselig Dame endnu, havde han sagt til Julius.
   Over Damerne var der faldet Ro efter Kaffen og nu, da Herrerne var gået. Admiralinden halvsov efter Formiddagens Anstrengelser i Sofaen (hun spiste desuden stærkt, når hun var ude), men i Hjørnet under Gasflammen sad en Gruppe og talte om Bøger og om at læse. Fru Falkenberg, der nervøst gned sin ene Kind med den knyttede Hånd, mens hun sa&åcute; ud for sig, sagde:
   -Men man bli'er så tit urolig af at læse.
   Hvorpå Fru von Eichbaum, der ovre ved Etagèren talte med Fru Lindholm om Mary, sagde:
   -Kære Emmy, man læser da for at hvile.
   Men Fru Falkenberg, der blev ved at gnide sin Kind, sagde halvsagte:
   -Man vil vel også kende Livet.
   -Det er vist sjældent, som der står i Bøgerne, sagde Frøken Rosenfeld.
   Generalinden, der havde trukket Ida ned på en Sofakant, ligesom afbrød og sagde:
   -De, lille Frøken Brandt, har nu en Gerning til at fylde; og hun løftede venlig; Idas Arm. Den faldt så sært livløst, eller ligesom den var knust eller af Led, tilbage ned på Marmorbordet, at Generalinden pludselig sa&åcute; på hende:
   -Men det er naturligvis anstrengende, sagde hun i en anden Tone.
   Admiralinden, der var vågnet og havde hørt, der var Tale om Læsning, sagde henne fra Sofaen:
   -Kære I, man må jo gennem Taskerne for at følge med. Fanny og jeg læser os i Søvn hver Aften.
   Inde i Kabinettet havde Fru Feddersen sat sig et Øjeblik til Ro. Måske var hun noget træt, for hun havde lukket Øjnene og støttet Hovedet mod Væggen. Hun sad lige i Lyset, og de røde Perleslanger, der faldt ned over hendes Buste, sa&åcute; nærmest ud som Blod der randt ned i hendes Skød. Hun havde ikke mærket Fru Mourier, der var kommen ind og satte sig ved Siden af hende.
   -Hvor jeg har tænkt meget på Dig, sagde Fru Mourier og listede stille sin Hånd ind i Fru Alines.
   Fru von Eichbaum lod Vinduerne i sin Spisestue lukke op, ovre i Generalindens Lejlighed stod de allerede åbne. Man hørte Herrernes Latter og Hr. Mouriers Stemme over i Fru von Eichbaums Stuer, som hele Huset festligt flød i ét, sammen med den oplyste Gård. Gangklokken lød og Julius åbnede. Det var de Unge, som begyndte at komme, purunge Piger i lyse Kjoler og unge Herrer med friske Skjortebryster, der bukkede rundt for de ældre.
   En lille Pianist, der var skægløs og halvforfjamsket og som bad om en Pude til sin Stol, kom endelig til Sæde ved Klaveret, og et Par Unge begyndte at svinge sig rundt på Gulvet i Spisestuen, mens Herrernes Latter og Musikken blandedes.
   Fru von Eichbaum gik til og fra. Nu kom hun ovre fra Herrerne og kaldte ind i sit eget Køkken:
   -Julius.
   Julius kom fulgt af Hr. Christensen, der var i Skjorteærmer med faste Manchetter.
   -Vil Julius måske stille Skærmbrædterne på Plads, sagde Fru von Eichbaum og gik videre.
   Hr. Mourier havde væltet det ene på sin Vej gennem Køkkenet.
   Lige ved Døren i sin egen Spisestue mødte Fru von Eichbaum Ida.
   -Kære Frøken Brandt, sagde hun, lidt échaufferet var hun: jeg går i en Ængstelse for Kopper ... om der er nok, for de Unge skulde jo ha'e The ... Vilde De være så sød at se efter....
   Idas Ord blev borte i den glade Musik og Fru von Eichbaum sa&åcute; kun, at hun bøjede sit Hoved og gik.
   Ude i Køkkenet fik hun et Forklæde (der er drukne Folk, som sådan gør lutter fornuftige Ting og ganske stille, men bagefter kan de kun ikke huske, hvad de har gjort) og hun bandt det om sig. Under Gasflammen vaskede Ida Kop efter Kop.
   Inde i Døren til Dagligstuen stod Fru Mourier og sa&åcute; på de Unge, der dansede. Nu var også Karl, der forresten i Stilhed drak lidt rigeligt Likør, kommen herover i Stuerne og dansede med Kate.
   -Å, det er så dejligt at se så megen Glæde, sagde Fru Mourier, der stak sin Arm ind under Fru von Eichbaums. Og ved Siden af hinanden sa&åcute; de på deres Børn.
   Latter og Støj slog over fra Herrernes Værelse, da Musikken holdt op. Admiralen var kommen hjem, og også et Par af de Unge havde sneget sig derover.
   Midt for Bordet talte Obersten om de moralske Følelser og Forsvaret.
   Kammerjunkeren havde spurgt Kandidaten, hvad det egentlig var for en lille Dame, han havde haft til Bords, og Kandidaten havde forklaret det og sagde:
   -Iøvrigt vist en meget dannet lille Pige ... Men--og Kandidaten havde nogle underlige Småbevægelser med Hænderne--man sidder jo dog, Kammerjunker, og siger til sig selv, at sådan et Menneske kunde smitte.
   Oberstløjtnanten blev stående midt for Bordet og talte højere og højere om Hans Excellence Krigsministeren som Nerven i hele den patriotiske Bevægelse.
   Men Admiralen, der tilligemed Hr. Mourier havde siddet og set ud, som om de hørte efter, sagde til Mourier:
   -Men, hvorfor sagde De Nej til at gå ind i Landstinget?
   -Ja, sagde Mourier, der vred lidt på Kroppen: jeg véd s'gu ikke. Jeg er naturligvis Højremand, naturligvis, gentog han, men ser De, Admiral, jeg har Fanden ta'e mig ikke rigtig Evnen til at forarges, og den er nødvendig hertillands i det offentlige Liv.
   -Nå, sagde Admiralen: der behøves, Gud være lovet, ikke så megen Forargelse til Søs.
   Og de to Herrer, der lo muntert, mens de drak et Glas Likør, gav sig til at gå op og ned ad Gulvet og talte om Fru Aline.
   -Ja, sagde Mourier, jeg gi'er nu min Kone Ret, at den Slags Ting hænder ikke, når Manden holder sig frisk--.
   Men Admiralen kløede sig i Hovedet og sagde:
   -Ja-a, men jeg husker jo nok, da jeg oppe på Unsgaard gyngede dem som Piger--hun havde en Manér at rejse sig i Gyngen og snappe efter Vejret--
   -Nej, og Admiralen sa&åcute; næsten tilfredsstillet ud: hun er af de urolige Fruentimmer.
   Ovre hos Fru von Eichbaum begyndte Klaveret at lyde igen, og Kammerjunkeren, der stod ved Vinduet og sa&åcute; over på de Dansende, sagde til Karl von Eichbaum, der var kommen over for at få sig et nyt Glas Likør:
   -De, Eichbaum, skal vi Også gå over og dreje os lidt rundt?
   Mens Oberstløjtnanten pludselig sagde til Mourier:
   -Men, kære Mourier, hvorfor er De egentlig ikke blevet Etatsråd?
   -Fordi min Kone ikke vil, sagde Mourier.
   Ida var kommen ind igen og sad ved Siden af Frøken Rosenfeld, da Karl kom hen imod hende. Han var rød i Hovedet og lidt usikker i Stemmen.
   -Frøken Brandt, sagde han, vi må da danse.
   Ida svarede ikke, og med Møje fik hun sig rejst. Karl syntes, hun var så ganske tynd i hans Arm.
   De dansede kun én Gang rundt. Tak, sagde Ida og hendes livløse Hænder fornam ikke hans, der fattede om dem med et næsten fortvivlet Tryk.
   -Hun skulde s'gu gå ind og glatte sit Hår, sagde Student Falkenberg, da Karl atter førte Ida ind.
   Frøken Rosenfeld havde rejst sig og Ida stod hos hende.
   Så sagde Frøken Rosenfeld og tog hendes Hånd:
   -Lille Ida, hvad vil De dog her?
   Måske forstod Ida ikke Ordene, men hun sagde alligevel:
   -Nu går jeg hjem.
   Hun sa&åcute; ingen, mens hun gik gennem Stuerne, hvor Musikken var standset, og hun vidste ikke, at hun pludselig kniksede for Fru von Eichbaum, næsten som da hun var Barn, og fik sagt:
   -Jeg skal jo så tidlig op.
   I Gangen var der ingen og selv tog hun sin Kåbe. Intet smertede hende nu uden Lyset. Det gjorde ondt i hendes Øjne. Hun gik et Par Skridt hen mod Tærskelen ind til Karls Stue ...
   Så vendte hun sig og gik.
   Det var blevet Storm og Regn, men hun mærkede det ikke. Hastig stred hun sig frem mod Vinden. Hun havde ikke hørt, at en Stemme talte til hende.
   Det var Knuth, der kom gående med en anden Officér, som var i Uniform.
   -Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og går De i det Vejr.
   Og da han pludselig sa&åcute; det blege Ansigt, sagde han:
   -Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn.
   Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev stående; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte.
   Vognen kom og Knuth hjalp hende ind.
   -Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.
   .....

   Karl var gået til Generalindens Spisestue. Han nød atter et Glas Likør, mens Kammerjunkeren foretrak Sodavand.
   Karl sad og stirrede ind i de næsten nedbrændte Lys i en Kandelaber.
   -Det koster s'gu at leve, sagde han pludselig.
   Kammerjunkeren lo og sagde:
   -Nå-å, De får nok Råd til det, Eichbaum.
   Men Karl hørte det vist ikke, for han blev kun ved at se ind i Lysene, til han smækkede med Tungen og sagde:
   -Men man bli'er vel vunden for Samfundet.
   Admiralen og Hr. Mourier brød op og gik ned gennem Gangen og Køkkenet, hvor Admiralen kom til at vælte et Skærmbrædt.
   -Sikke no'et Skidt, sagde han.
   -Men de skjuler Ildstedet, Admiral; lo Hr. Mourier.
   Ovre i Dagligstuen havde de lidt trætte ældre Damer slået sig ned om Fru von Eichbaums Sengeomhæng.
   -Ja, sagde Fru von Eichbaum: nu mangler der så godt som kun Sløjferne. Men dem knytter Kate, har hun lovet mig.
   De Unge dansede Française, og Herrer og Damer fløj næsten lidt vildt imod hinanden. Oberstløjtnantens Stemme skar en Gang imellem gennem Musikken. Han talte om Traditionerne.
   .....
   Ida åbnede og lukkede Hospitalets Porte og Døre så sagte.
   Men da hun kom forbi Døren på første Sal, blev den lige lukket op af Dr. Qvam.
   -Er det Dem, sagde han: uh, sikken Nat--to Selvmordere, og begge skal de pumpes.
   Petersen havde hørt Dr. Qvam tale med Ida og hun stak Hovedet frem:
   -Och, hvordan har De moret Dem, sagde hun og halede Ida ind på Afdelingen, hvor Frøken Roed sad under Gasflammen og spiste til Middag.
   Inde hos Kvinderne skreg de, og fra Salen hørte man Patienternes Stønnen.
   -Ach, ach, sagde Frøken Petersen, der måtte løbe hid og did: inat er her uroligt.
   Dr. Qvam så hen imod "A" og spurgte Frøken Roed:
   -Er han ikke i Seng?
   -Nej.
   -Og imorgen skal han ha'e sit Tøj?
   -Ja.
   Dr. Qvam åbnede Døren derind.
   Herren på "A" sad oppe i Karmen, i det åbne Vindu, og stirrede ud i Stormen. Bygen var forbi og det var stjerneklart igen.
   -Sidder De der, sagde Dr. Qvam: det er en Smule mod Reglementet.
   Herren på "A" vendte Hovedet halvt, mens han sagde og fæstede de tunge Øjne på Lægen.
   -Jeg sidder her dog just for at døje Reglementet.
   Og som han talte til sig selv, sagde han med sin besynderlige Stemme, der altid lød, som var den fyldt af Medlidenhed:
   -Jeg ser på Stjernerne--de høje Stjerner.
   Han tav et Nu.
   -Da jeg var ung, betragtede jeg dem, fordi jeg vilde rive dem ned. Nu ser jeg på dem for at lære Tålmodighed.
   Dr. Qvam var trådt nærmere. Nedefra sat han op på Herren fra "A": i dette Ansigt var der noget af den store Sorg.
   Så stod den Syge ned fra Karmen:
   -Men lad os bøje os for Lovene, sagde han og lukkede Skodderne.
   Qvam blev stående:
   -Ja, men hvem har skrevet Lovene?
   Herren på "A" smilte:
   -Er det ikke "Profossen", sagde han.
   Men det flygtige Smil forsvandt, og han spurgte:
   -Skal jeg så bort imorgen?
   -Ja, imorgen tidlig.
   Herren fra "A" stirrede lidt frem for sig.
   Så trak han træt på Skuldren:
   -Nå, det kan også være godt, Doktor.
   Og idet han fæstede sine Øjne på Qvam, sagde han med et nyt Smil, der var som et Farvel:
   -Deres Verden frister mig ikke.
   Qvam blev pludselig bevæget og sagde noget sagtere:
   -Men Livet skal dog leves.
   -Ja, sagde Herren fra "A": af dem, de ikke spærrer inde.
   -Lad mig så sige Farvel, sagde han og åbnede Døren.
   Udenfor var Plejemoder Koch fra Kvinderne kommen ind for at hente Dr. Qvam.
   Ida stod på samme Sted, ved Døren, lænet til en Væg. Det flammede Hår var opløst af Regnen.
   Herren fra "A" tog hver i Hånden:
   -Lev vel, sagde han.
   Sidst tog han Idas Hånd og da løftede han sine Øjne:
   -Lev vel.
   Derpå gik han ind igen og lukkede sin Dør.
   Der var stille et Øjeblik, da han var gået. Så sagde Frøken Koch og sa&åcute; på Ida, der stod på samme Plet:
   -Nu er den Fest vel forbi.
   Og Qvam, der også pludselig så på hende, sagde:
   -Ja, Frøken Brandt, De trænger s'gu vist til at sove Rusen ud.
   Nøglerne lød i Dørene. Dr. Qvam og Frøken Koch gik ind til Kvinderne.
   -Godnat, sagde Ida sagte.
   Der lød Nøgler igen. Ida Brandt gik op på sit Kammer.
   "De Urolige"s Skrig sled sig op gennem Pavillonen, som kom de langt, langt nedefra--fra under Jorden.