Stuk

Herman Bang (1887)
Oprindelsesland: Danmark Danmark

Tilgængelige tekster af samme forfatter her

Anden Del: Regn af Aske

I

   Konferentsråd Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser til Centralbankens Råd og lukkede sin Mappe sammen.
   -Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning--som jeg er overbevist om, at Bankrådet tilfulde deler--at denne øjeblikkelige Stilstand, rent forbigående Stilstand, ikke for os kan indeholde nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i den Række store Foretagender, som i det sidste Tiår har omskabt hele vort Forretningsliv og--jeg tør sige det--hele vor økonomiske Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under sådanne Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og Udholdenhed.
   Konferensråden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let Buk mod Bankrådets Formand, der forstod, at det var sluttet--Hans Excellence Lehnsgreven var meget døv--og rejste sig. Alle de svære Stole (Konferentsråd Hein hadede personlig alt, hvad der hed »Imitation«, og Bankrådssalen var udstyret med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsråd Blom forsøgte at råbe Hans Excellence op--Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget:
   -Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.
   -_Hvem?_ råbte Excellencen.
   -Miss Tea, svarede hr. Blom med Hånden for Munden. Hun spillede jo igår hos Majestæterne.
   -Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg går nu altid strax til Whistbordet på Slottet, betroede han, så lydt, som meddelte han sig i Tågehorn ... Hva' si'er De? sagde han.
   -At Deres Excellence har ganske Ret, råbte Hr. Blom.
   Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen på den anden Ende af Henrykkelse.
   -Men det var også et overordenligt Talent--et ganske overordenligt Talent....
   -Ganske vist: et mærkeligt Talent ... Tre og tyve tusind er der taget ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter....
   Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der altid så' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: Æ--æ--Røverhistorier; men Etatsråd Henrik Hansen havde selv set Folk stå i Queue, så hans Vogn kom ikke frem på Købmagergade udenfor Kunsthandelen.
   Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, som i ti År under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten År i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.
   Hr. Theodor Franz satte megen Pris på Miss Téa: Min Herre--sagde han--hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:
   -Min Herre--jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn....
   Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes.
   Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just åbnede Kontor for Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælge Billetterne i »Byernes Hjerte«. Han vidste ikke, sagde han, hvad Udbytte man vilde have af en »Tilstrømning« i denne Gade....
   Billetterne blev solgt på Købmagergade....
   -Ja ... vi kom ikke frem, det var Etatsråd Henrik Hansen, der blev ved at udmale »Queuen« på Købmagergade--der var sort, siger jeg, sort af Mennesker.
   Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.--Ja, sagde Højesteretsadvokat Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere hende--; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde Konferensråd Hein, afsluttende, og med Øjnene ud på Pladsen foran dem:
   -Ja--et lykkeligt Foretagende--et lykkeligt Foretagende.
   Bankrådet opløste sig for at gå hen at spise Frokost.
   Konferentsråd Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankråds-Salen. Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen. Bankrådsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelser fra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydske Fjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse af Aktiekapitalerne, og han blev stående et Nu på Trappens nederste Trin og smilte.
   I det store Rum, hvis hvælvede Loft var båret af Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt på Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte Sedlerne mumlende--som om der i den store Sal celebreredes en evig stille Messe.
   Konferentsråden blev ved at smile, mens han gik frem gennem Salen--det var ham også idag en egen Glæde at se dette tavse og høje Rum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkelige Gliden--forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle så' ham: det var i Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.
   Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor store Kort over Danmark og Skandinavien hang på Væggene. Han var fordybet i sit Arbejde, så han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham et Kort.
   Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsråden.
   Konferentsråden vendte sig i Stolen, da han kom ind: Dem, sagde han, ja, Dem ser man jo altid gerne ... Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til Ulejlighed....
   -Ja ... idag, sagde Berg, kommer vi vist så nogenledes om ... det samme ... Hr. Konferentsråd.
   -Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig på den budte Stol, søge at interessere Konferentsråden lidt virksomt for os.
   -Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsråden, som legede med en Lineal og ikke mere så' på ham.
   -Men denne Interesse, Hr. Konferentsråd, måtte gerne--og Herluf Berg lo lidt--give sig noget tydeligt Udslag.
   -Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsråden og slap Linealen, Folk, der tager tyvetusinder ind, kan så vist leve uden anden Prioriteter....
   -Ikke når Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.
   Konferentsråden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferentsrådens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet År: de tre, fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera--de betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu til Sommer forberedtes af Nordmændene....
   Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere materielle Fordele. Han gjorde opmærksom på alle Besparelserne ved Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsråden ind i visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om hvilket Bladene skreg (Konferentsråden smilte muntert ved Ordene om Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i København; og de spillede derfor billigt, når kun ingen erfarede det--
   Konferentsråden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:
   -Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige små Midler til at få noget stort til at lykkes: En gammel Tanke måtte få ny Form.
   -Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst og _vænne det til ét Sprog,_ sagde han.
   Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der fra dette Rum og Hus skabte så store Ting, gav Berg sig ganske hen: Ja--vi vil lære dem at forstå, at _tænke_ videre i, at _føle_ i et andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller--vi rundt i Sverig og Norge--og vore Gæster her ... Og Sprogene vil komme til at synes Dialekter overfor Følelsen af den store Enhed ... Det er Sagen for hver, der forstår, hvad Sprogs Enhed betyder.
   -Og så er det Deres Tur, sagde han pludseligt, når Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.
   Han havde måske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensråden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde Berg:
   -Og det må lykkes: _Ti uden Skandinavien er København en By uden Opland._
   Og da Konferentsråden pludselig så' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:
   -Ja--vil De sige mig--hvad er der vel Plads til i dette Land?
   Konferentsråden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede på Skandinaviens Kort på Væggen. Med Øjnene på Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind mod København, sagde Konferentsråden med sit ejendommelige Smil:
   -Jeg har fundet Plads til en Havn.
   Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:
   -Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne ... Nu har vi kun Vandene tilbage, de levende Vande, sagde han.
   Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsråden vendte sig om mod Berg og sagde muntert:
   -Nå--og hvad er det så, De vil?
   -Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsråd, sagde Berg i samme Tone.
   -Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og så' på sine egne Hænder, mens han talte,--der må arbejdes meget, meget alvorligt: Nye Ideer--nye Foretagender fordrer Tid--og når den første Nysgerrighed hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig--og den er måske på Veje til at foretage sig--må man støtte sig til--til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han.
   Konferentsråden havde atter hastigt set hen på hans Ansigt:
   -Ja--jeg har troet at se det, sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt«....
   Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Nå, jeg mener kun, sagde Konferentsråden ... Vi mærker alle denne ... (det var som om han søgte om et Ord og så igen tog det alt brugte) Nøgternhed ... Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne Sag....
   -Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop--iovermorgen ... Man kunde Jo ordne Sagen--en Kassekredit kan man jo altid foreløbig åbne Dem ... til det hele ordner sig.
   -Ikke sandt, så siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsråden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsråden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham på Skuldren og lo:
   -Adieu, sagde han, De--Ridder af det skandinaviske Opland.
   Berg gik. Ovre på Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé på, hvad det blev til. Spenner var også kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen på den Tid.
   Adolf var helt rødplettet på Kinderne: Gik det? sagde han.
   -Han giver en Kassekredit, sagde Berg, når De kommer til ham iovermorgen.
   -Hvor stor? sagde Adolf.
   -Det sagde han ikke ... Han ménte kun, at sådan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen.
   -Hva'--sagde Adolf og slog Berg på Kinderne med et Par hede Hænder--er det en Karl--hva? Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.
   Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad--han har fortjent den, sagde Adolf.
   Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned på Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét åbnet Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, så der ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.
   -Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve så' jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi....
   Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.
   Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.
   -Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem--Reklamer syntes Impressarien at forstå i alle Sprog ved en Slags sjette Sands--:
   -Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen....
   -Mine Herrer, sagde han og lagde Hånden med udspilede Fingre ned på Bordet: De har en Presse, der går i Spidsen for Bevægelserne.
   Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.
   Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller dem kun i sidste Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.
   Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder på en Violin ... Jublen var ubeskrivelig.
   --Centralbanken åbnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en større Kasse-Kredit.

* * * * *

   Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade Fru Stern svippe ind.
   -Pyh, hvor har jeg løbet--Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig--vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak ... Nu--Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbåndene ned på sin Arm.
   Han var Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang får udøst sit Hjærte om en Klasselærerinde....
   -Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
   -Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.
   -_Der,_ sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under Overstykket på Bordet, har du dine stygge Bøger.
   Det var franske Romaner, Erhard lånte hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen på sin Sofa, med små tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gårdhanens Kontrafej på Abc'ens første Blad.
   I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant.
   Erhard åbnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Hånden for Munden, men han blev ved. Så læste hun selv, i sit Pensionsfransk, med sine små Anfald af Fnisen, og de sled i Bogen og holdt hinanden Hånden for Munden, til hun rev sig løs:
   -Uh--du, sagde hun og satte sig på den anden Side af Bordet foran Konfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede på Romanerne.
   Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne--med denne lille Krimskrams-Håndskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der også havde en sådan kæk lille Drejning opad.
   Brevene, som hun skrev til ham--hun skrev otte Sider fulde for at sige ham, når »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme--lignede så ganske Noterne. De var så fulde af gesvindte Parentheser, den ene i den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemål og begyndte midt på Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der så blev ganske små og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog en lille Hale op- eller nedefter)--så han hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øgenavne, så det var som ét hebraisk af »deres Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan.
   -Mus, sagde han.
   -Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham....
   Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage på den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem Damerne. Hun havde også set ham, fin og køn, nede i Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke ham såmeget som et Blik. Med Pigen pludrede hun over Torvet.
   Så en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev stående i Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt. Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned ad Bredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kåbe.
   -Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden.
   Han var gået hen til hende og havde tilbudt hende en Droske--og var også steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken og ham i Drosken--og så sagde han:
   -At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.
   -Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.
   -Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.
   Hun svarede ikke.
   -Intet menneske så' dem--ikke et Menneske--og så kørte Drosken hende hjem....
   Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med Kåben på i Kabinettet på den røde Plyds-Stol, som en lille Pige på Kanten af et Badekar og så' på alting--Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine Tøjplanter på Jardinièren--med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agterspejl mod »Damen«.
   Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun så, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hinanden i Krogen af en Balsal.
   Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:
   -Å--jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun listede på Tæerne--Hys, sagde hun og slog med Hånden hen imod ham; hvad hun havde for små geskæftige Hænder--hen til Døren og lagde Øret til: Hys; hun holdt Fingeren op.
   Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade på Bordet, over Kellneren og over dem i SideKabinettet ... Erhard åbnede Døren til Balkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og så' ned i den stille mørke Gade:
   -Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over på Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække--hun havde en egen Måde at skyde de små Skuldre op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget så sødt:
   -Han sover nu, sagde han.
   -Ja, nikkede hun og lo sagte.
   Og så var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.
   Mathilde Stern var såmæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.
   Først havde hun gået i Skole hos Frøken Ricard, og så havde hun gået i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og så var hun kommet hjem, hvor hendes Moder altid havde et Øje på hver Finger og et Par i Nakken: Det var bare alt det gamle--stadig, skønt hun nu var fulde nitten År: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt vedlige«....
   Om Sommeren, når de lå på Landet, gik Generalinden selv--lige som et Lys i Ryggen--med sine to Døtre, én på hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret på Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, når Solen skinnede, blev råbt an de Snese Gange:
   -Din Teint, råbte Generalinden, om du vilde tænke lidt på din Teint.
   ... Og det blev såmæn heller ikke anderledes, da hun blev gift ... Bare, at hun havde »ham« over sig også--når han var hjemme da--og forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun blev gift....
   Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv År: Mathilde blev fint klædt på i broderet hvid Kjole til Middag og bagefter spadserede de på »Anstalten« med Marie Pige, der altid skændte med sit: Nå--Mathilde--det skal jeg sige til Oberstinden.
   Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden--bag Maries Ryg--og sætte sig i det våde Bassin og lade sig gennembløde, den fine Kjole og Mamelukkerne, så hun blev gennemvåd lige ind til Popoen....
   Der sad hun så, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom og rev hende væk....
   Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster....
   -Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en normal Familie--
   ... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden--halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har fået et nyt Bur.
   Lidt efter lidt kom han også hjemme--i Begyndelsen, når »han« var forrejst, og begge Piger var sendt ud:
   -Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. Marie Pige var hendes evige Angst--Provsten, som de kaldte hende.
   Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort, og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe over Fødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier--Skolehistorier var Mathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld af Fortællinger om Skolen og »Søstrene«--:
   Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af sådanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de så havde røget og brygget Punsch for Indtægten af solgte Ordbøger, så de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst....
   Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, så det klukkede--da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:
   -Hys--Provsten, sagde hun.
   Og Erhard måtte listes ud--Mathilde gik i Forvejen--gennem den mørke Gang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: Men Provsten--men Provsten, til han var vel ude.
   Så løb Mathilde lige på Marie Pige i Gangen:
   -Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.
   -Ja-a, sagde Mathilde, der så, når hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket--jeg vilde kun føle, om min Kåbe ... var våd endnu efter Regnen.
   Erhard påstod »Fru Mathilde«, var aldrig så sød, som når hun løj: hun så' først så ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang så stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:
   -Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel det første, man får lært....
   Efterhånden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i hele Huset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en dårlig Fod og ikke kunde gå ud, kom Erhard hver Formiddag. De havde Hovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.
   En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en af Mathildes Glæder:
   -Du, sagde hun og spillede ud på Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun og Søster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:
   -Så spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod på Klem til Mo'r.
   Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud på den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende på den låsede Badekammerdør.
   Stern kom hjem, mens hun endnu havde den dårlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.
   -Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, på sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over Konen«.
   Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gården i Blekingen.
   ... De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard så' på Mathildes Fødder, som hun strakte som en Danserinde, når hun stødte fra Gulvet. Han måtte ned på Gulvet og kæle for Fødderne--»de små Kid«, som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op på sin Yndlingsplads--i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet mod Knæene. Der sad hun så og kiggede ind i »Hytten«--som de kaldte Stuen--:
   -Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde på en Stol ved Siden af hende, når du sidder pænt....
   Erhard sad så nogenlunde »pænt«, og de så' begge, ved Siden af hinanden, ind på »Hytten«.
   -Du, sagde hun pludselig og så' ned på ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:
   -Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
   Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet--de plejede ikke at benytte det Verbum at elske--:
   -Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder....
   --Det må være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.
   -Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden.
   -Så? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.
   -Det manglede sgu blot, du skulde få røde Kinder, sagde Lange. Dem fik Lille-Gerster dog ikke.

* * * * *

   Det var en Formiddag hen på Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iår, skønt det var midt i Sæsonen.
   -Billighed vil de ha' ... Billighed råber de på ... Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, når der var blot så meget som to enlige Kunder i Butiken:
   -Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt på Pulten.
   -Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehånden i Forretningen, en sagtegående, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, når hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var så distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.
   Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget på«: På ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
   -Hvad mener du, Adolf? spurgte hun Manden.
   -Ja, ja, min Pige, man må lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og når Konstantin ikke var der--for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem: den stemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.
   -Ja, ja--sagde gamle Fru Adolf. Der er kun så mange Slags Mennesker, Adolf ... Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.
   Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, når hun vidste, Konstantin var ude på Teatret.
   Hun sad på en Stol ved Disken hos Frøken Hansen--de to var blevet gode Venner--og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er så godt »besøgt« mere, sagde hun og så' ængsteligt op på hende.
   -Når Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.
   -Ja--når den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blev Tavshed, til hun gik.
   Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gået ud på Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.
   Hun gik med Herluf op i Kontoret--Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude på »Victoria« og i Forretningen--: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg så' hen mod Tapetdøren.
   -Hr. Spenner fik så Bøgerne ud igår, sagde hun.
   -Hm, ja, når det hjalp, sagde Berg og kradsede på Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt små tvivlrige Venligheder til hinanden--Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.
   -Og hvad nyt ellers? sagde Berg.
   -Penge blev her hentet igen igår, sagde Frøken Hansen.
   -Hm--og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.
   Der blev ringet på Telefonen, om Berg var der. Han måtte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var på »Victoria«.
   -Nå, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, når de skulde rejse sig.
   -Farvel, Frøken, sagde han.
   -Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen--og i det hele i Victoria-Kredsen--ejendommelige forståelsesfulde Håndtryk i den sidste Tid.
   Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud på Trappen, og da han åbnede Døren, så' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig som til Opbrud:
   -Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke på Kredit.
   Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti....
   »Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr. Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde have Garantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes i Banken.
   Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen....
   Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.
   Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde på én Gang:
   -Hvad?--Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde råbt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.
   Impressarioen så´sig indigneret om: Ja--så går vi vel, sagde han med Værdighed.
   Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale--at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag....
   -Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to tre Minuter lidt efter lidt blev mer og mer åndeligt borte, som en Skildpadde, der trækker sig i Skal.
   Han gik med Pianisten.
   Udenfor Facaden blev han stående foran de store Plakattavler, hvor der var mange brogede Underlags-Rester af Programmer--Hr. Theodor Franz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angående et Plankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønne Plakater--:
   -Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.
   Portier'en havde vist Konferensråden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et såre muntert Selskab--med Brodersen og Blom i Spidsen--der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.
   Konferensråden var kommen så halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men på den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvårsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.
   Så kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.
   Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og så' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver på sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne så' man var der slidt på Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.
   Konferensråden måtte undre sig--så hurtigt det gik. Men Publikum sled.
   Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig--Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.
   Konferensråden måtte finde det underholdende, for han blev ved at stå ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at måle Gulvet igen.
   Herinde havde alting holdt sig bedre; kun på Sofaerne og Lænestolene så' man forvitrede Pletter på Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensråden var så interesseret, at han begyndte at føle rundt på det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtråde, som flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig--de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.
   Konferensråden blev ved at gå op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpå hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside gråhvid--det upolerede Fyr.
   Konferensråden blev stående, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var sådan. Konferensråden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne--shirtingforede--Bordtæpper og slog på de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:
   -Dette var for usolidt gjort.
   Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op i Kontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensråden på den runde Midtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der var noget ramt i Luften.
   -Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagde Konferensråden.
   -Han var blot kommet for at tale om en lille Middag--for de Bank-Delegerede--man agtede at spise herude....
   Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen ret Samtale komme i Gang, mens Konferensråden blev ved kun at tale om Middagen: I al Tarvelighed--i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne er såvidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.
   Indtil Konferentsråden rejste sig--han havde nu anslået en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost--:
   -Jeg så' til, sagde han og lo. Og helt i forbigående, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:
   -De der, bedste Bygmester, er forhåbenlig ikke mellem de »Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk på vor Inventarieliste....
   De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkelige Bagside--Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martens talte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde i Lektien:
   -Jo--jo, sagde han ... De er betalt med 43, sagde han.
   -Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagde Konferensråden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han: Det er kun et Gode, at sådanne Folk har godt af at vente en Tid på deres Penge....
   Konferensråden trådte gennem Glasdøren ud på Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder så' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne--og Solen stod ikke på mere. De grå Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.
   Og med et virkeligt Smil--i en Følelse af Beroligelse--sagde Konferensråden:
   -Dog et smukt Billede.
   Han blev stående lidt, og i den samme Følelse, på samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Håndtryk her foran Salen og skiltes.
   Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver på sin Side af Pulten, efter at Dagskassen var gjort op.
   -Men noget må der gøres, sagde Adolf Men hvad? ... Satan, han holder Øje med hele Driften ... Ja, når vi kunde spille et Par Måneder med fuldt Hus, så fik vi vel Prioriteten....
   -Vi må ... lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.
   -Ja, sagde Adolf utålmodigt, Fribilletter feder s'gu ikke Fattiglisten.
   -Nej, sagde Spenner: ikke--så længe vi stempler dem.
   Adolf så' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.
   Spenner svarede ikke, og Adolf så' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke på det, på Spenners mange Navne-Efterskrivninger på Klatpapiret.
   ... Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op på Kontoret.
   Han sad genért og kradsede med Pennen på sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne--foreløbig.
   -Vi må s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.
   Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad går her for sig? sagde han.
   -Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen.
   Berg var gået hen til Pulten:
   -Så, sagde han; han havde sét ned på Adolfs Klatpapir: Nu maler han sågu også Autografer.
   Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk....
   Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.

II

   Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.
   Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveårigt Jubilæum som Vicedigter, og ved Souperen var blevet båret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der så' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.
   -Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen--der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blå Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele--: nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud på Trappen til Afkøling....
   Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og få et Glas med. Hr. Gravesen var så bevæget, at han kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Tårer i Øjnene. Hun sad og så' på sine seks:
   Ved sådanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Håb, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.
   »Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen på, og Frøken Amalie sad på Skødet hos »Støderen«:
   Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.
   De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havde sin Liste i Notebøger og på Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.
   -Gud, når Amalie bare får alle sine med, skingrede det fra anden Sal.
   -Hm, vi skal måske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede Frøken Frederikke.
   -Du måtte vist være glad til, Frederikke, hånede Frøken Amalie fra Stuen.
   Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:
   -Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.
   -Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmålet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok låne os sin Stuepige--som hun bli'r fodret med Billetter på »Bladet« ... Og så ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.
   -Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun på »alle de fremmede Øjne« på sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyve År, og svært er det at få fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth véd vel også, hvad det vil sige--og hvad der går i Løbet i Årene ...
   Hvad Theodora angik, indså' Fru Gravesen nok, at hun var ikke rigtig egnet til Festiviteter.
   Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Året. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af små pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil også Theodora hørte.
   Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand på hver Trappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring på Køkkentrappegelænderet i Gården, hvor hun holdt Stævnemøder med vandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte Kroners Løn om Måneden.
   Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, så hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.
   Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indrette Værelserne.
   -Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud på Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller--omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, når de gik til Bad. Iøvrigt var der mange trebenede Småborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere sig« og samle. På Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlå i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, så man knap kendte hinanden for Mørke.
   -Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, når Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.
   -Ja, sagde Fru Gravesen--de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup--: de er jo slemme.
   -Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.
   Der måtte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, rådede Vilhelmine,--det så' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:
   -Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man så' det på Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).
   To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. Alle Stuer--undtagen Balsalen--skulde indrettes i Dagligstuens Billede med Møblementet ud over Gulvene. Det var ikke så let, for de Gravesenske Møbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde heller sjældent se dem fra alle Sider:
   -Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.
   -Ja, ja--Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun så' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Småskaderne med små, let henkastede Kretonnestumper--Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis--og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du--hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.
   -Kandelabrer låner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget lånte rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlåne deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen på selve Baldagen måtte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling på Trappen:
   -Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fra Sang ved en Begravelse.
   -Så--mener du? vrissede Vilhelmine.
   -Gud fri os for Stank--det var Amalie, der var gået videre og havde åbnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke påstå, at de just duftede--: Nå--så vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.
   Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:
   -Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida....
   -Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.
   -Hun har ikke rørt en Finger....
   -Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: Til _Redaktionssekretær_ Gravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.
   -Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.
   Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne lå udbredte på Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.
   De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkåber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.
   -Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.
   Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
   -Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gå herind? hun åbnede Døren til Værelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.
   -Det var, sagde hun--det var (og hun tog hastig et Etui op af Kjolelommen), om De måske vilde være så god ... at bringe denne hen --et Sted (hun åbnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvid Perle) ... Men, sagde hun, et sikkert Sted ...
   -Strax, hviskede Bybudet forståelsesfuld: i Løbet af et lille Kvarter, Frue.
   -Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.
   -Ja ... jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.
   -Ta'r så meget, vi kan få.... Er besørget Frue, er besørget, opmuntrede Bybudet. Han havde sådan en egen Måde at gøre sig halvt usynlig på--henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.
   Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde fået den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge på:
   Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, når man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.
   -Nu kommer jeg, nu kommer jeg, råbte hun ind i Strygestuen, hvor Døtrene allerede begyndte at klæde sig på.
   -Og der var også Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge til Stuepige og Frisørinden ... Fru Gravesen regnede, mens hun gik.
   -Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Hånden op for Munden.
   Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gå til Gravesen: Når det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Låneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som lå dèr i Bunker, omvundne med blå Bånd.
   Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.
   -Må jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole på?
   -Ovenpå, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepå betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.
   Hr. Gravesen brummede. Der, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.
   -Den gamle! råbte Frøken Ida, og to påklædte Frøkener Gravesen, der hørte Faderens Trin på Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen så dem i den megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster.
   Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja--det er rigtigt, råbte han fra Trappen: Ja, ja, ja ... det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var så nervøs som de andre) ... Redaktøren sagde, han så' herud en Timestid, sagde han.
   -Du skulde vel ha' din Broche på, sagde han og mønstrede sin Kone.
   -Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:
   -Redaktøren, Børn ... Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen måtte sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.
   -Nå--vrippede Frøken Amalie--gør han os den _Ære_? Det var svært! hun drejede på Hælen og forsøgte at fløjte.
   Fru Gravesen var allerede på Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at det store Fad med Mayonaise blev sat til en Side.
   De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser på første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge--til det ringede.
   Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, når de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt så stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slå ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse--højlydt som Skader for at hæve Stemningen.
   Herrerne havde allerede måttet rømme Stuerne og rykke ud på Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte både hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:
   -Ja, her er så snævert, sagde hun undskyldende, så meget snævert.
   Hun tænkte stadig på Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud på Gangen:
   -Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?
   -Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er....
   -Ja, ja--atten Par--og så dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:
   -Ja--her er så snævert, mine Herrer, sagde hun.
   -Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mest var yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærke Varme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mange Handsker.
   Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foran Balsalsdøren ventende på Pianisten.

* * * * *

   Da Herluf ringede på Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der »snart havde fået de Genstande ryddet til Side« i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, så hele »Æsken« rystede. Alle Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op på anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde måttet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Båndsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.
   De Herrer politiserede.
   Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord: Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efter Dørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der med Kjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (det var en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i den Illusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at det var en Levebrødsinstitution--én eneste Levebrødsinstitution hele Venstre....
   Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sin Lænestol, sagde nu:
   -Og jeg skal sige Dem, Kaptajn--det er netop det, der mangler os ... Højre mangler Mænd, der lever af det.
   -Hvad siger De, Mand? råbte Kaptajnen. Hvad siger De?
   -Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede af den....
   Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage på deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:
   -Ja--før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen råbe.
   Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja--hvad er vi Mennesker? De har skåret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen gentog sig: Ganske vist, mens han så' på sit Uhr under Bordkanten.
   Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:
   -Nej--vor Svaghed er den, at vi stoler for meget på vor retfærdige Sag.
   Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, så inderlig lettet ved: at det nu »gik«:
   -De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede på Døren til Daglistuen; selv gik hun videre.
   Berg gik ind og så' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende Billeder på Folks stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.
   Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire År skiftede Møblement og »tog nyt«--og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:
   -Ja--der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, sagde hun med et Blik på de andre, så Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, må klæde os derefter, sagde Fru Petersen.
   De andre var ungdommeligt påklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtrådede, strammede Stoffer, der uvilkårligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blå-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.
   De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja--de tjener deres Penge let ... Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.
   -Min Broder Etatsråden, siger, han skulde ikke sætte sine Penge i Centralbanken.
   Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsråd Hein: Han havde jo i Sommer på Journalisternes Tur bedt dem alle ind på sit Landsted i Rungsted:
   -Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.
   De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder ... Og Fru Petersen sagde:
   -Ja, han begyndte--i Nibe--bag en Disk.
   Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseret Mand havde begyndt.
   Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, så Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinene og Musiken--Pianisten slog i Klaveret, så det hvæsede--hørte man den opfarende Herres Skratten:
   -Damen--fem Damer, Damen--fem Damer.
   Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fik Fru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:
   -Fru Arnesen, Fru Arnesen, råbte hun, og hele Flokken fo'r afsted.
   Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt på Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.
   Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.
   -Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gået ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt....
   Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.
   -Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.
   -Er De her? sagde Herluf forbavset.
   -Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det også er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte på, med en stakåndet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, så Kindbenene stod frem.
   Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente på noget Svar tilføjede hun:
   -De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?
   Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganske Vinter end om Rivningerne hos Dunckers: så kom Scheele der, og så kom han der ikke. Sådan er det, når det bliver for hedt, lille Herluf, tilføjede Fru Canth.
   Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej--vi har ikke set hinanden i to Måneder.
   Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersens kommanderende Røst; han var nået til sit store Numer, Kæde gennem Huset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperende Dragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr. Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opad Trappen, med den hele Række.
   Toddyherrerne kom ud for at se til--Damerne gispede, og Herrerne sled--Rækken fløj videre:
   -Nej--ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde åbnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.
   Døren blev stående åben, mens de suste videre ned igen.
   De kom just i Gangen på første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da »Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, så' han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, åndeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:
   -Nå, sagde Redaktøren, det er det glade København.
   Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:
   -Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne på Trappen.
   -Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.
   -Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.
   Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han nåede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun så' Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, så Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt:
   -Er De virkelig der, sagde hun. Det er længe siden.
   Anden Dans var forbi, og der blev klappet tilbords. Man skulde spise ved små Borde, som var stillet op i alle Stuer mellem de skrå Møbler, lige for Dørene, så ingen kunde komme ind eller frem, mens alle råbte og lo: der var ingen Stole--og der var ingen Tallerkener.
   Tre, fire Herrer tog en Stabel Tallerkener af Armen på Lejetjeneren og løb med Brød og Servietter og Gafler, de ranede allevegne, ud på Gangen for at slå sig ned på Trappen med deres Damer.
   Og i et Nu var hele Gangen fuld af en leende Karavane, der brød op med Glas og Tallerkener og Fade og slog sig ned på Trappen, fra øverst til nederst. Herrerne sprang, og Damerne fik Slæbene flænget, til man kom til Ro.
   -Brød, Brød her, råbte Andersen helt oppe, svingende med sin Serviet, som på en Restauration.
   -Brød her, lød det nedefra. Og Fadene blev løftet frem over Hovederne i oprakte Arme, mens de lo og klinkede og spiste med Tallerkenerne i Skødet. Højst af alle kvidrede Frøknerne Gravesen, ellevilde af Sukces'en og Dansen: Ida var så kåd, at hun kildede Andersen i Nakken med Spidsen af sin Sko:
   -Andersen, Andersen, råbte hun (han sad på Trinet under hende) Vin, Vin....
   Ragoutfadene blev plyndrede, som havde Herrerne aldrig set Mad.
   -Pys, om de åd lidt mere, sagde Theodora, der bragte et nyt tømt Fad ned i Køkkenet til Fru Gravesen. Fru Gravsen var helt forstyrret: hun fyldte de sidste Snitter på et Fad med fem Andegumpe.
   -Men der er ikke mer, sagde hun fortvivlet. Det var Amalie, der råbte på endnu mere Ragout i Køkkendøren.
   -Hva'? ... Ikke mere? sagde hun og lod Øjnene rask gå hen over de rensede Fade:
   -Så må vi synge Sangen, sagde hun resolut, og løb op for at finde Sangbunken.
   -Vin reddet, råbte Andersen, der havde beholdt de seks Flasker Vin oppe ved Sengen i Kikkerten og på en Rekognoscering endnu havde fundet de to; Hr. Gravesen vilde først forsøge med fire flasker. Vin reddet, råbte Andersen og arbejdede sig frem oppe fra, mens han holdt to Flasker op over Frøken Idas Ansigt.
   -Gud, sagde hun, Redaktør-Vinen. Gem den--gem den, sagde hun og skød Skuldrene op. Den ene Flaske blev gemt ind til Væggen bag et Kjoleslæb.
   Mens Redaktørvinen blev trukket op, kastede Amalie fra Afsatsen Sangen ud over Hovederne; og der blev et stort Hurlumhej, mens alle rejste sig og greb efter de flagrende Blade og råbte:
   -Melodien? Melodien?
   -Vi kys-ses, blev der svaret: »Her kysses vi, som har Jour--her kysses vi--og gør Kur«.
   -Vi kysses, lød det Trappen op, vi kysses--her kysses vi....
   Amalie løb gennem Balsalen, hvor »de Gamle« spiste, ind i den anden Stue for at spille Melodien igennem på Klaveret.
   Scheele og Fru Dunker sad ved Væggen derinde--Fru Dunker sad lænet frem mod hans Ansigt, med de foldede Hænder på hans Knæ--og Scheele rejste sig:
   -Undskyld, sagde Froken Amalie med sit mest medvidende Smil og satte sig til Klaveret. Ude på Gangen nynnede de på Prøve, mens hun spillede.
   »De Gamle« rejste sig fra Bordet og trådte hen til Døren, mens de Unge sang. På Afsatsen stod Amalie og to anden Tenorer fra Kirkekoret--langstrakte og tynde Gestalter med vel fremarbejdede Adamsæbler--og dirigerede.
   Opad hele Trappen, frem bag Gelænderet, så' man Hoved ved Hoved, Damernes brogede Liv og Herrernes hvide Bryst--ved Enden af Versene lo de og applauderede.
   Andersen svingede Glasset med den gode ranede Vin:
   -Dacapo--dacapo, råbte han.
   -Et ægte Stykke København, Frue, sagde Redaktøren, som stod forrest i Døren, komplimenterende til Fru Gravesen.
   Da Sangen var forbi, og der var råbt »leve« for Forfatteren og Hr. Gravesen havde takket, gik »de Gamle« ind, og Kaptajn Petersen lukkede Døren til Gangen:
   -Han vilde, sagde han, gribe Lejligheden til at sige et Par Ord--et Øjeblik ... med Udelukkelse af de glade Unge--et Par Ord, som han _trængte_ til at få sagt--Kaptajnen udtalte Ordet »trængte« så inderligt som havde det været selve »gamle Dannebrog«, og tav så lidt, før han gik videre og sagde:
   -Det kunde ikke her være upassende at tømme et Glas ... at tømme et Glas, med et Par alvorlig følte Ord--for den danske Presse.
   -Jeg har endnu kun kort Tid, sagde Kaptajnen, arbejdet blandt Dem, mine Herrer, men jeg regner det for en Ære, en gammel Soldat til Ære--at tjene, mine Herrer, i Deres ... i dette Blænkerkorps for det åndelige Arbejde i Fædrelandet.
   -Ja--sagde han og hans Stemme blev endnu bredere under Fylden af hans Overbevisning--Pressen har sandelig gjort sit Arbejde i disse sidste År. Den har været som en Herold--eller--nej, mine Damer og Herrer ... De vil forstå mit Billede--som en Tyrtæus har Pressen været for vort Samfund--mens det gik fremad og fremad, mod nye Mål, ad nye Baner--disse sidste År ... De har, mine Herrer, sat alle Deres bedste Kræfter ind på dette Førerskab mod et stort Mål. Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er så stor, at--ja, man tør sige det--det hele danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk.
   Selskabet sad tavst, med Ansigterne mod Taleren, der holdt inde et Øjeblik (Krans, der var placeret lidt afsides, førte langsomt højre Tommelfinger op til Næsebenet. som om han tog en lille Snus) før han vedblev i en noget anden Tone:
   -Der siges undertiden, sagde han, som et Bevis på Hæderligheden hos vor Presse, at den er ubestikkelig. Men det er en mager Ros, denne--og--jeg kan sige det--den er ufortjent ringe. Der er et andet og større Bevis på vor Presses moralske Modstandsevne, mine Damer og Herrer, på dens sædelige Lødighed: det er dens Holdning i _Konkurrencens daglige Fægtning_--dér står den sande, den svære Prøve for en Presses Moral.
   De Herrer råbte Bravo, og med stigende Røst sagde Kaptejnen:
   -Og her har vor Presse, mine Venner, Samvittigheden ren. Derfor fortjener den sin umistelige Del af Æren for Udviklingen i vort Land.
   -Et Leve--ja, mine Damer og Herrer, et taknemmeligt Leve for vor danske Presse.
   Kaptajnen havde forladt sin Plads og åbnede Døren til Gangen. Vendt ud mod Trappen, udbragte han--med et Par Ord--»Levet« endnu en Gang, og alle rejste sig, råbte Hurra og viftede.
   Fru Petersen, der sad til venstre for Redaktøren, var ved sin Mands Tale blevet afbrudt i nogle Bemærkninger om Krigsbestyrelsen, men tog nu Emnet op igen:
   -Kære Frue, sagde Redaktøren, det vil være Kaptajnens største Lykke, at han har forladt den aktive Tjeneste....
   Fru Petersen så' på ham.
   -Kaptajnen er en Mand med Begejstring, sagde han, og nu vil han --Redaktøren bøjede Spidsen af sit brune Overskæg om sin Finger--nu vil han have Tid til at gøre den gældende....
   Han drak en Smule Vin og smilte--Hr. Gravesen holdt aldrig af dét Smil og var ganske hed i Hovedet; han havde måttet skænke i i sin Overordnedes Glas af den ringere Vin, som Redaktøren nu lige smagte på--:
   -Han vil gøre Nytte, Frue, sagde Redaktøren, stor Nytte. Vær vis på det.
   ... Berg kørte hjem med Scheele. De første ti Minuters Tid talte de om ligegyldige Ting, til Konversationen døde hen, og de sad tavse, hver i sit Hjørne.
   Så sagde Scheele pludselig i en Tone, der skulde være satirisk:
   -Hm--Tror De egenlig, at Kvinderne hertillands er sådan rigtig anlagt på at elske?
   -Ja, sagde Berg og vendte Hovedet imod ham; han hørte igen Fru Dunckers Stemme, da hun hilste på Scheele, og følte den samme Lyst, at han dog havde set hendes Ansigt: det tror jeg, sagde han.
   Og lidt efter, idet han strakte sig i Sædet, tilføjede han--og i den samme halv satiriske Tone som Scheele--:
   -Jeg véd meget mindre, hvad jeg skal sige om Mændene, sagde han.
   Scheele drejede hastigt Ansigtet og så' frem mod ham i Mørket:
   -Nej--sågu, sagde han så, og de faldt atter hen i Tavshed, til Drosken standsede ved »Axelhus«, hvor Scheele boede, og de stod ud.
   ... Frøknerne Gravesen var forsamlede i Køkkenet; de havde en Ulvehunger: siddende op på Køkkenbordene, gik de de tømte Ragoutfade efter med Brødskorper--det Gravesenske Køkken var ganske udtømt.
   Hr. Gravesen kom omsider ned i Køkkendøren med et Lys og spurgte: om vi ikke endelig skulde se at komme i Seng: Ja, ja, Gravesen, sagde Fru Gravesen, men Børnene var sultne.
   -Det er vi vel alle, sagde Hr. Gravesen just ikke blidt og gik op ad Trappen med Lyset Rundtom i alle Stuer stillede den søvndrukne Theodora Senge op til Frøkenerne.
   Fru Gravesen ventede længe nedenunder; hun håbede, Gravesen nu var faldet i Søvn. Men han var vågen og var meget veltalende. Endelig blev han lidt efter lidt stille, og Fru Gravesen troede allerede, han var ved at sove ind, da han vendte sig om i Sengen endnu en Gang og sagde: Du véd vel, at der er taget Forskud, så du indretter dig derefter....
   Fru Gravesen, der så' ud som en plukket Fugl, når hun var i Nattøj, havde ladet ham tale. Hun havde blot én Gang vendt Hovedet om fra Spejlet, hvor hun flettede Håret i to halvgrå Fletninger, tynde som Musehaler:
   -Ja, ja. Gravesen, sagde hun, Pigebørnene har jo dog haft en Fornøjelse.
   ... Frøknerne Gravesen sov nedenunder rundtom på Valpladsen. Theodora havde set prøvende på sit Sengeleje: der var sat skidne Tallerkener til Side på Dynerne i Skyndingen....
   Hun foretrak at sove på Køkkenstolen ved Siden af Komfuret.

* * * * *

   Livet i »Victoriaetablissementet« var længst døet ud, og alt var slukket undtagen i Kontoret, hvor Adolf blev siddende, ørkesløs, Kvarter efter Kvarter, bøjet over en Bog, uden at bekvemme sig til at bryde op--med Spenner ligeoverfor sig ved Pulten: søvnig skrev Bogholderen Regninger ud. Regning efter Regning.
   Det var blevet Adolfs Vane at hænge her i Kontoret til ud på Natten kun med Selskab af den halvsovende Spenner, der tavs kradsede i sine Bøger. Og når det var blevet for koldt og snart hen på Morgenen, måtte Spenner følge ham hjem, gennem hele Byen, lige til hans Dør; skønt al deres Samtale var et Par Tal, Spørgsmål og Svar, Summen på en Veksel eller på en Regning--mens de gik.
   Adolf strøg Snese Vokssvovlstikker af, før han hjemme kom op ad Trappen og ind i sin Stue ved Siden af Forældrenes Sovekammer. Fru Adolf syntes, han gav sig derinde, og hun stod op af sin Seng. Men hans Dør var drejet i Lås, og hun kunde ikke komme derind.
   -Ja, sagde han om Morgenen. Man må vel have Lov at være ene, når man sover.
   Straks efter Morgentheen gik Konstantin, og de to gamle blev alene i Stuerne, der var blevet så underlig ubeboede og forladte at se til--som var »Herskabet« forrejst, så stille var der, mens de to gamle sad modløse, hver i sin Krog.
   -Å ja, å ja, sukkede gamle Adolf halvsagte mellemstunder.
   -Går du i Forretningen, Adolf? sagde hun.
   -Ja, min Pige, sagde han og gned sig over Panden ... Ja--min Pige, strax. Og han blev siddende igen, med Hagen ned mod Brystet, og gentog sit sukkende og tankeløse: Å--ja, å--ja--til han endelig kom op og fik Tøjet på.
   -Ja--så gik vi vel, min Pige, sagde han og kyssede hende.
   Men det varede en rum Tid, før han nåede op i forretningen; og tit kom han slet ikke længer end på Vejen, fordi han faldt i Prat den halve By på Gaden og gik snakkesalig op og ned, så med den og så med _den_--timevis; det var gamle Anekdoter, han fortalte; fra det ene kom han i det andet, uden Ende. Man talte om, han begyndte vist at gå lidt i Barndom, gamle Adolf.
   Efter Middag gik gamle Fru Adolf op til Frøken Hansen. Der var ingen Kunder i Butiken, og de tre Frøkener færdedes ørkesløse i det udstafferede Rum. Fru Adolf gik op med Frøken Hansen, og de sad begge to tavse i det mørke Kontor.
   -Ja. Frøken, sagde den gamle, inde i sin evigt samme Tanke. I Teatret er der fuldt.
   -Ja, sagde Frøken Hansen.
   De tav igen, fortsættende hver sine Betragtninger til Fru Adolf sagde sagtere:
   -Men--Frøken, sagde hun--hvor blev Pengene af?
   Frøken Hansen fo'r sig med Hånden over Øjnene i Mørket: Å--der skal jo meget til, sagde hun beroligende.
   -Ja--ja, der skal meget til, svarede den gamle. Og på Konstantin hviler det--på ham hviler det.
   -Ja, når blot Kapitalen må slå til, sagde hun og rejste sig.
   Hun gik hjemad, begyndende forfra på den samme Tankegang. der endte med samme Spørgsmå--Dag og Nat. Om Formiddagen, når hun vidste, Konstantin ikke var der, gik hun ud på Victoriaetablissementet under Påskud af at søge ham; og hun gik gennem Salene, op ad Trapperne og langs ad Gangene, som måtte hun kunne finde i Murene selv de hemmelige Porer, hvor Guldet rislede bort i dette Hus.
   En Dag gik hun under et Påskud ned i Køkkenet, og gennem et Par Døre så' hun Fru Martens, der sad i Konservesrummet, uden Overtøj, med Ansigtet vendt ud mod det store Køkken. Det gav et Ryk i gamle Fru Adolf; de lod, som de ikke så' hinanden, og hilste ikke; men gamle Fru Adolf forblev ganske ophidset hele Dagen, og da Konstantin kom hjem, sagde hun:
   -Jeg var ude på Victoria idag ... Såmæn helt nede i Køkkenet ... for at spørge Kokken om et Rå, sagde hun hastigt.
   -Fru Martens så'jeg derude ... Hun havde slået sig til Ro, tror jeg.
   -Ja, sagde Konstantin utålmodigt; det er også en Fruentimmer-Idé: hun sidder bag Døren til Bagtrappen og inspicerer....
   -Det er måske meget fornuftigt af hende, sagde Fru Adolf og smilte.
   Om Eftermiddagen fortalte hun Frøken Hansen om sit Besøg i Køkkenet:
   -Fru Martens har nok taget Plads derude, sagde hun--som Køkkentrappe-Inspicient.
   -Hun tænker vel, Affaldet er også godt på sådant et stort Sted ... Der er jo mange Børn hos Martens, sluttede hun.
   ... Martens selv så' man ikke meget til i Konsortiet: han kneb mest ud af Kontoret ned i Konversationssalen, hvor han bredte de farvede Planer til sit Sommerhotel ud på Bordene, forklarende for hvem der vilde høre det: byggende Broer over Strandvejen med Armene i Luften, farveblændet foran den tænkte Spisesal i mavrisk Stil med blåt og Guld.
   Desuden havde han nok at gøre i sine Huse: Lejerne skreg på Reparationer og Reparationer--så lang Ugen var, i ét Kor.
   Om Søndag Eftermiddagen, når han sad hjemme i Stuen med Hædersgaverne, kunde han pludselig blive som rasende, slå i Bordet og bryde ud i lange, hidsige Forbandelser af Leverandørerne, af Spenner, af Adolf--det hele Slæng; og han svor og bandte som i Svendedagene og skældede dem både for Tyve og Røvere.
   Fru Martens gik stille rundt på Løbetæpperne og vendte tilbage til sit Børnekammer. I sin bestandige Angst, som skulde Taget styrte over dem, rugede også hun kun over den samme Tanke: At man bestjal dem. Og Tanken gled efterhånden i hendes Hjerne bestandig sammen med hint ene Billede fra Festaftenen: af det store Køkken og den fremmede Kok med hans Hjælpere. Det blev en fiks Idé hos hende, at det var her, de blev bestjålet, af denne fede Kok, som smed det gode Kød ned at forkulle i Asken.
   Og også hun begyndte at færdes ude i Etablissementet, først under Påskud--eller på Lur om Aftenen, når hun kiggede ned fra Fortovet, gennem Kælderristene, i det lyse Køkken, fra Vindu til Vindu--til hun en Dag, da Fadebursjomfruen blev jaget væk for Tyveri, åbent tog hendes Plads. Hun installerede sig i Forrådskamret bag et Glasøje i Døren og holdt Øje med Køkkenet og Trappen.
   Hun så' hele Personalet og Hr. Desgrais selv, der skaltede dobbelt højrøstet i sit Savoyard-Mål, så det lød hen gennem hele Rummet: han vragede hidsigt mellem de mægtige, røde Kødstykker og slog det ævrede Smør op i Kasserollerne med de bare Hænder.
   Det var efterhånden Madam Martens, som om det store Komfur med de hundrede Kar, hvori de rødho'dede Medhjælpere rørte, og som de flyttede og vekslede; som om dette store, gloende Uhyre kun lod det altsammen. Smørret, den dyre Vin, Champignoner, Oliven og Trøfler--Kokken _gød_ de dyre Sager ud med sine travle Hænder, som fo'r fra det ene i det andet, så var de i Melet, og så blev de skyllet i Vandbækkenet--gå op i en eneste Røg, en Damp, som stod om Kokkene, mens alting snærrede sammen til elendige Småportioner, Kellnerne bar bort på Fade, store som Tallerkener.
   ... Madam Martens sad bag sit Glas, forarget og rådløs.
   Personalet begyndte at knurre af Misfornøjelse; for den blev jaget bort og den blev sagt op; de var grebne i Hustyverier: den havde fyldt en Lomme med skåret Sukker, og den havde slæbt skært Kød ud af Huset i en Skindtaske, skjult under sine Skørter.
   Oldfruen måtte gå fra sin Plads, fordi hun havde syet sig to Uldklokker af Flonel, indkøbt til Kaffeposer; Kellnerne måtte skifte, fordi de stjal af Fadene på Trappen foran Anretterværelset.
   Men Hr. Desgrais selv blev, som en uundværlig Støtte for Huset, med sine fem Procent af alle Indkøbene--valtende foran Madam Martens, der blev bleg og hulkindet af Kælderluften i sit Kammer ved Trappen....
   ... Da Herluf Berg skiltes fra Scheele, gik han ned forbi Victoria-Etablissementet og så' Porten stod åben. Han gik ind i Gården; der var virkelig Lys i Kontoret endnu.
   Da han åbnede Døren, fo'r Adolf forskrækket op fra Stolen--han var i det hele så nervøs, så han skræmtes ved hver Lyd i denne Tid--:
   -Nå--man kommer da ikke ind på denne Tid, sagde han vredt, uden at banke på.
   -Jo--Tyve og Røvere, sagde Berg og lo.
   Hr. Spenner pakkede sine Sager sammen og sagde: Ja--så ser jeg vel at komme hjemad, og de to andre blev ene, siddende ligeoverfor hinanden ved Pulten; Berg lod Benene dingle ned fra Kontorstolen:
   -Nå--hvad sagde de så om os derude? sagde Adolf.
   -Lykønskede os til vort fulde Hus, svarede Berg.
   -Hm, smilte Adolf og slog Slanger med Pennen hen over Klatpapiret.
   De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig så' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten:
   -Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmålet, der havde pint ham i Stilhed så længe:
   -Hvor bliver vore Penge af? sagde han.
   Adolf så' op: Nogle går til Fattigskatten, sagde han.
   -Fattigskatte?--hvad vil det sige?
   -Har De virkelig troet på vort »fulde Hus«? sagde Adolf og slog en ny Slange hen over Papiret.
   -Hvad vil det sige? sagde Berg igen og lagde Hænderne frem over Pulten: De mener vel ikke, vi har betalt Skat af usolgte Billetter? sagde han heftigt.
   -Jo, svarede Adolf blot.
   De tav lidt: Og hvorfor? sagde så Berg med en Stemme, der rystede lidt.
   -En Gang må vil vel ha' den anden Prioritet, sagde Adolf utålmodigt.
   -Vi må gøre Penge, sagde han hidsigt og kastede Pennen.
   -De kunde da gerne have sagt mig, at Sagen var så alvorlig, sagde Berg.
   De tav lidt igen, mens Berg stadig så' over på Adolf, som blev ved at holde Ansigtet ned over Pulten:
   -Alvorlig?--alvorlig? sagde han. Men jeg kan ikke i al Evighed blive ved at tage til, hvad Fa'er ejer ... Nå, sagde han i en anden Tone og stod op: så går det vel hjemad; det er vist på Tiden.
   De gik ned ad Trappen ved en Håndlygte, som Adolf slukkede igen og stillede indenfor Døren i Stuen. Nede på Gaden blev Adolf munter påny, talte om Sommerfelttoget og om sin Idé at danne et Koncertbureau:
   -Skilt ud fra os, sagde han; som kunde tage alting med--uden at genere _os_--Trawlfiskeri gennem Provinserne.
   -Spenner var god til det, sagde han.
   Berg svarede ikke. Da de havde gået noget--Berg fulgte Adolf uden at tænke derover--sagde Adolf:
   -Tingen er, Terrænet er dog lille.
   -Ja, sagde Berg.
   Før de tænkte på det, var de på Kongens Nytorv, og Berg vilde endelig hjem.
   -Å--nu kunde han også gå det Stykke, sagde Adolf og tog hans Arm.
   De kom forbi en Plakattavle og blev et Øjeblik stående:
   -Hm, sagde Berg og sukkede uden at vide det--her gik vi også den Gang efter »Prinsessen af Bagdad«.
   -Ja, sagde Adolf.
   Da de kom ned til Adolfs Hus i Tordenskjoldsgade, standsede de på det modsatte Fortov: hele Huset var mørkt. Vinduerne sad så besynderlig dybt i Muren, syntes det, nu i Natten.
   -Herluf, sagde Adolf pludselig; og midt på Gaden, mens han så op mod Forældrenes Vinduer, slog han Armene knugende om Bergs Hals.
   Berg blev ganske angst; og i samme Øjeblik, mens Adolfs Ansigt lå tæt ind til hans, tænkte han: Hvor han ligner Gerster. Han havde ganske det samme Udtryk som Gerster--i Øjnene.
   -Hvad er der dog, Adolf? sagde han ængstelig.
   -Å, man er overanstrengt, sagde Adolf og løsnede Armene fra Bergs Hals for at gå over mod Gadedøren, hvor han begyndte at søge efter Vokssvovlstikker i alle Lommer.
   -Nå, sagde han. Godt er det, at den gamle har samlet en Formue ... Der kommer vel bedre Tider igen....
   De skiltes, og Berg gik endelig hjemad Han blev ved at sige til sig selv: Ja, ja--ja, ja--den gamle har jo Formue--og fo'r sammen hvert andet Minut ved Lyden af sine egne Skridt, så urolig var han.
   --Ud på foråret blev der dannet et Koncertbureau, som havde Spenner til Chef og alle Nordens umuligste Provinsbyer til Slagmark. Alle Aviser bragte daglig Depecher om udsolgt Hus og Begejstring. Navnlig i Sverig var Concert-Bureau--og Spenner-Veksler hele Sommeren ikke vanskelige at anbringe.

III

   Havde De anet det? sagde Hr. Mølbom--han var knap kommen indenfor Døren i Canths Entré--: Anede De det?
   Han blev stående foran Sundt med udstrakte Hænder:
   -Det er jo, som Ven Bastrup vilde rende bort med Mo'er, sagde han.
   Hr. Mølbom stod midt i Gangen med udbredte Arme; Tankeeksperimentet slog ham som et Brædt gennem Hovedet.
   Fru Mølbom tog sine Galosker af i Tavshed.
   -Og ingen vidste det, sagde Hr. Mølbom og rystede på Hovedet, som om det var det forunderligste ved Sagen og Bortførelser vanligt anonceredes på Gadetavlerne. Jeg forstår det ikke, sagde han.
   -Der lå et Brev til Duncker, sagde Sundt, da han kom hjem, som sagde, hun var rejst og ... forklarede ham.
   Mølboms Ærme-Elastiker i Forvaring, foran Spejlet.
   -Og _han?_ sagde Fru Mølbom. Det var hendes første Ord; hun havde kun hilst Goddag med et majestætisk Nik.
   -Scheele rejste nok allerede iforgårs, sagde Sundt. Selskabet havde Tøjet af, og Bastrup lukkede Dagligstuedøren op for Fru Mølbom og de andre.
   Inde i Stuen var den øvrige Kreds allerede samlet, med Tilvækst af Fru Legationsrådinde Sten. En Slags »Aflægger« af Kredsen, der var stødt til den i Aften i Anledning af Begivenheden, og som fik Detailler af Oberstinde Strøm, der sad i Hjørnesofaen med sine store stikkende Glasøjne frittende på hver, der kom.
   -Børn--Børn, slog Fru Canth Allarm strax ved Døren: Børn--hvad siger »Menigheden«?
   Men den højlydte Stemning vilde ikke rigtig slå an, og man blev ved at hviske i Krogene, mens Mitte og Putte, der var blevet oppe, gik fra Skød til Skød hos Damerne og blev kærtegnede.
   -Putte--Putte, kaldte Fru Sten over Gulvet og tog Putte op, der blev helt kælen af al den Ømhed og lå tæt ind til Legationsrådinden, som klappede Barnets Hår, mens hun blev ved at tale med Fru Strøm om Dunckers to stakkels Drenge:
   -Ja, sagde hun og sukkede, de stakkels Små--de små Stakler.
   De sagde alle en beklagende, distræt Sætning om Børnene Kredsen rundt--undtagen Fru Mølbom, der udtrykte hele sin Indignation ved en stram Taushed--til der blev en ny Pavse, og Fru Canth sagde (Stemningen blev ved at være lidt tung):
   -Agathe spiller vist et Stykke; og Agathe, der havde arbejdet stille ved Siden af Fru Mølbom, rejste sig og gik hen til Klaveret, just som Herluf kom.
   Frøken Agathe, der var konfirmeret i Efteråret og havde udviklet sig til en unærmelig ung Dame af engelsk Tilsnit med yderlig rank Ryg og opskudte Skuldre, satte sig med et velopdraget Ansigt til at spille en lettere »Sonate«, mens alle sagde Goddag til Herluf: Hvad si'er De?--hvad si'er De? sagde Hr. Mølbom ophidset og holdt ham fast i Frakkekraven. Herluf kom til Sæde hos Fru Strøm, der altid modtog ham med et ejendommeligt Nik som en Slags hemmelig »Medvider« og gjorde Plads i Sofaen.
   Rundtom i Stuen talte man to og to i Ly af Musiken, mens lille Hr. Canth gik nervøs frem og tilbage, uden at høre og se, frem og tilbage, og Frøken Agathe blev ved at afhaspe sin Sonate, der var énsformig som et Sæt Fingerøvelser.
   Ved Vinduet, halvt skjult bag Gardinerne, stod Fru Canth og Sundt. Samtalen ude i Stuen blev højere og højere, kun Fru Mølbom sad uforanderlig tavs under Lampen, flettende Fryndser, assisteret af Bastrup.
   -Tante Strøm, Tante Strøm, råbte Fru Canth fra Vinduet i en underlig høj Tone, der lød, som den vilde slå over, er det ikke også sandt, at jeg faldt i Krampegråd, da jeg hørte det?
   Fru Strøm vendte sig og bevidnede det.
   -Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte sig igen til Vinduet.
   -Jo--det var såmæn sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at fortælle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo hørt det strax ... og Anna sad dèr ved Sybordet....
   De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun tæt ved Siden af hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte højt:
   -At De tog Dem det så nær, sagde Sundt så langsomt og sagte.
   -Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.
   -_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brød frem i dem, eller af en pludselig Skam--ønskede de sig i samme Tanke endelig ganske _nær_ hinanden eller endelig _løs_....
   Mens Oberstinden blev ved med Krampegråden, så Sundt kunde have kvalt den gamle Sladdertaske med sine Hænder:
   -Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at hulke og hulke, til vi måtte bade hende og lukke alting op på hende....
   -Spil dog mér--spil dog mer, Agathe, råbte nu Fru Canth og trådte frem på Gulvet. Jeg må se til Bordet, sagde hun og gik.
   Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads. Konversationen var nu blevet meget højrøstet, og hver berettede sine Enkeltheder.
   -Men hvordan tog Manden det? råbte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De var der jo?
   Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for Obersten i Entréen og sagt, da de kom ind i Stuen: »at dette var ham kærere«....
   -_Kærere_. Alle var forargede. Fru Sten måtte høre det endnu en Gang af Obersten selv, ganske nøje--han måtte komme hen til hendes Puf.
   -Men hvordan _så' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke nærmere tydeliggjøre, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Sådan--som altid, sagde han.
   Man var på Veje til at oprøres igen. Fru Sten skreg indigneret på sin Plads. Hr. Mølbom, der under større Sindsbevægelser var uimodtagelig for fremmede Idéer, sagde kun igen til Herluf:
   -Forstår De det? forstår De det? Fem År er han kommet i Huset--fem År, tidlig og sildig ... Jeg forstår det ikke, sagde han og gik til den næste.
   Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var så nervøs, at han havde Trækninger i Ansigtet og rystede på Hænderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:
   -Jo--de to forstår man--ikke sandt? dette forstår man, sagde den lille Mand og trykkede Bergs Hånd, så det næsten gjorde ondt i hans fingre.
   Fru Canth kom tilbage, meget optagen af Mitte og Putte, der havde bedt om at måtte blive oppe til Bordet, hvis da »Fa'er« gav Lov, hvad Lille Assessor så vist aldrig havde tænkt på at nægte; og lidt efter blev der lukket op til Spisestuen, hvor Børnene fik Plads ved det store Bord. Alle Damerne vilde skære for til dem, og Poderne talte højrøstet med, mens alle lo ad hver af Puttes Bemærkninger.
   Fru Sten havde blandet Salaten i den store Kumme og séende på de Canthske to, der spiste med Servietterne halvt op til Ørene, sagde hun igen:
   -Ja--de stakkels små hos Dunkers.
   Alle talte om Børnene, og Stemningen var let sentimental, mens de to Canther pludrede med, og man tog til sig af Retterne med god Appetit, i Kredsen af de vante Ansigter.
   -Men man sidder dog rart, sagde Mølbom og så' sig rundt med løftet Glas: Rigtig rart.
   -Vidne, Sundt--Vidne, lange Arthur....
   Det var, som Hr. Mølbom havde brudt Isen. Der lagde sig lidt efter lidt en egen hjemlig fornøjet og hyggelig Stemning over Bordet, som ved et Familiebord, hvor alle de nærmeste er kommet vel sammen.
   Obersten talte om Tiderne, der måske ikke var så glimrende, som det så' ud til, og de andre hørte til. Også Hr. Mølbom førte Ordet; og man rejste sig fra Bordet under en stille, tilfreds Munterhed, hvor man trykkede hinanden i begge Hænder, med lange velménte »Velbekomme« og så gladmætte ud.
   -Pyh--her er varmt, sagde Fru Canth, og slog Døren til det kønne Sovekammer op; hun havde lukket den før Bordet, da hun badede sit Ansigt med Eau de Cologne.
   Man gik ind i Dagligstuen, og, mætte, siddende to og to rundt om i Krogene, blev de Herrer og Damer filosofiske, lettende deres Hjærter ved mere dybsindige Sentenser og dømmende »Begivenheden« objektivt, under Udvikling af megen Levevisdom.
   Der lå et eget Præg af Velvære over Stuen, hvor Herrerne og Damerne passiarede rundt om, mens Agathe, den unge Pige, stille syede ved Lampen; og Hr. Mølbom en Gang imellem måtte følge sit Hjertes Trang og gå over Gulvet for at »Mo'er«, der vendte Kinden til, med et stramt Udtryk; Fru Mølbom så' bestandig potenseret krænket ud, når hun fordøjede.
   Lille Fru Canth, som selv havde brygget Toddyerne til Herrerne, sad nu ligeoverfor Berg på Chaiselongen, med Puderne efter »Bagdad-Modellerne« i Ryggen. Samtalen imellem dem var gået istå, og hver sad i sine Tanker, mens Stemmerne lod halvhvidskende i Stuen:
   -Nej--lille Herluf--sagde hun og satte pludselig Fødderne energisk i Gulvet for at rejse sig: man kan jo more sig uden at »synde«, sagde hun og gik fra ham.
   Man brød op lidt tidligere end sædvanlig; Berg og Sundt fulgtes ad og talte naturligvis igen om Dunckers:
   -Det havde selvfølgelig været meget »hedt« længe, sagde Sundt.
   -Sandsynligt, sagde Berg.
   -Og med det kom så naturlig alle Kvalerne ... Scenerne, Fjortendags-Bruddene--sagde Sundt i en ejendommelig misfornøjet Tone--hun havde stadig Samvittighedsnag, Skrupler--overfor Mand og Børn--og ... den Historie, sluttede Sundt.
   De gik lidt i Tavshed. Så sagde Sundt, lige under en Lygte i en langsom Tone:
   -Nej--Gud ske Lov, Berg, man kan gå i sin Grav som en hæderlig Mand og vide, man er aldrig trådt nogens Ret for nær....
   -Ja, ja, sagde han og gik videre: det er det bedste....
   De gik lidt igen i Tavshed, før de skiltes ovre ved Jernbanen: Ser De, sagde Sundt, som dog stadig ikke havde fået talt rigtig ud: Man kan jo også ... uden--ha'e det rart.
   -I vort Klima, sagde Berg.
   Sundt så' på ham og lo lidt usikkert, idet han gik.
   ... Familien Mølbom travede over Halmtorvet ned mod den gamle By. Fru Mølbom var pludselig blevet veltalende; hendes Krænkelse gik ud over Legationsrådinde Sten og en blottet Split på hendes Ryg. Det var Fru Mølboms Specialitet at måle hver Kvarttomme af kvindelig Nøgenhed hos Næsten. Og hun vidste, sagde hun, i det hele taget ikke, hvordan det kunde være, at »sådanne Personer« evigt sneg sig ind i deres Kreds....
   Bastrup vidste det heller ikke. De gik hjemad.
   --Frøken Agathe Strøm sad op i sin Seng og aflagde Stuepigen
   Beretning. Efter at Frøken Agathe var blevet voksen, var det blevet Stuepigen, hun betroede sine fortroligere Iagttagelser. Nu fortalte hun om Sundt og »Konen« bag Gardinerne.
   -Hm--om de tror, man ikke har Øjne, sagde hun og fortalte videre, mens de fniste sammen, hun og Pigen. Det blev ud på Natten, før Frøken Agathe sov i sin jomfruelige Seng med Omhænget med de lyserøde Rosenknopper.

* * * * *

   -Nå--Hjertet op i Livet.
   Adolf sagde i Centralbankens Port Farvel til Berg, der havde fulgt ham--Alverden måtte »følge« Adolf nu, når han blot skulde gå ti Skridt ned ad en Gade.
   Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét:
   Nå--så venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensråd Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
   Han kom forbi Glasdørene ind til den store Hal, hvor Expedienter og Kunder bevægede sig lydløst ved Disken, mens Assistenterne arbejdede Pult ved Pult, og han gik ind i en Slags Forhal, en høj flisebelagt og kold Sal, hvor Bankpersonalet hængte sit Tøj, og som desuden agerede Ventesal for dem, der privat skulde tale med Chefen.
   Adolf gav sit Kort til et af Budene, som bragte det ind ad den store Egetræsdør til Privatkontoret, der lukkede sig sagte på blødt Filt, og derpå vendte tilbage til Budestuen, bag hvis Glasdør de lande uniformerede Banktjenere, der drev langs Væggene med dinglende Ben, debatterede deres med de »halve Øl« stående under Bænken.
   Adolf satte sig for at vente. Der var adskillige, som skulde ind før ham, Håndværksmestre og Provinskøbmænd, der søgte Lån på tvivlsomme Sikkerheder, og som derfor måtte gå lige til Chefen. De sad, den ene uden at se den anden, med Hovedet i Hænderne, evig skiftende Stilling som søvnløse, der kaster sig. Adolf blev mer og mer nervøs af at se på disse levende Avtomater, der rejste sig og gik op og ned og atter satte sig; alle gik de rundt med samme Udtryk af Åndsfraværelse, som om den ene smittede den anden. Og så denne Dør, der gik op og i hvert femte, tiende Minut, lydløst, på sit Filt ... selv troede Adolf stadig han passede på sit Ansigt, så det forblev ligegyldigt og roligt.
   Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte så højt inde i deres Rum, så man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der kun to før ham. Han blev ved at snakke uden selv at vide, hvad han sagde: Bankembedsmændenes Overfrakker hang med deres fine Silkefoer langs Knagerne, og Adolf begyndte på én Gang at værdsætte dette kønne Stof i Tankerne og tænkte:
   Hvor mange af dem har mon Underskud i Kasserne?
   Nu kom hans Formand ud. Adolf åbnede Døren, og Konferentsråden hævede Ansigtet fra Papirerne og så´ hen på ham: Strax, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf stå midt på Gulvet.
   Adolf fik på én Gang som hundrede Sanser og så´ Værelset, Vægkortene, det store Kronometer, Konferentsrådens Profil med det samme Blik, mens han tænkte:
   -Hm--hm--mér Venten, og han drejede sig mod et Vægkort med Ryggen mod Konferentsråden.
   Konferentsråden skrev en Tid, mens Adolf, der holdt Hænderne nonchalent på Ryggen, følte sin egen Puls til Lyden af det dikkende Kronometer.
   -Ja--så er jeg til Deres Disposition, sagde Konferentsråden og så' hastigt hen på ham, før han atter dukkede sig over sine Papirer.
   -Eller--jeg til Deres, Hr. Konferentsråd, sagde Adolf med et let Buk og satte sig.
   -Ja--det er ganske vist mig, sagde Konferentsråden langsomt, der har ønsket at tale med Dem. Vi må--han søgte noget om Ordene--en Gang tale ud med hinanden; han tav lidt.
   -De spænder Deres Kredit meget stærkt, Hr. Adolf, sagde han så og så' på ham: Deres og Deres Fa'ers.
   -Ja--sagde Adolf smilende, uden at tage Blikket bort (og tænkte: »Hm--hvad jeg ventede«), det står vel til at antage, at en Forretningsmand som min Fa'er véd, hvad han gør.
   Konferentsråden legede med sin store Lineal og svarede ikke.
   Og Adolf sagde i en Tone, der blev endnu en Kende brøsigere ved Synet af denne Lineal, der gik irriterende frem og tilbage som en Perpendikel: Det er vel kun naturligt, Hr. Konferensråd, når en Fader sætter sin Formue i sin Søns Forretning.
   -Sin Kredit, rettede Konferentsråden og legede igen lidt med Linealen, før han lagde til:
   -Ja, ja--Deres Fader er jo et godt Navn. Direktør Hein lagde et lille Eftertryk på det sidste Ord og så' hen på Adolf, der, som smittet af Lineallegen, var begyndte at dreje sin høje Hat som en Mølle mellem sine Ben. Konferentsråden betragtede interesseret denne Mølle, før han lagde Linealen ned og sagde:
   -Jeg har imidlertid som Ven villet gøre Dem, Dem personlig, sagde han og vendte Ansigtet helt bort mod Vinduet--der dog sikkert er bedst inde i Forretningerne--i hele Forretningsgangen (udtrykte han præcisere sin Tanke og så' ned på Møllen, der blev ved at dreje) opmærksom på, at Bankdirektørerne er blevet enige om at vise megen Forsigtighed overfor Deres Foretagender.
   -Ja--jeg vil endogså sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf.
   Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden; Bankerne må jo vide, hvad de gør.
   -De tror det, sagde Konferentsråden skarpere. Der blev en lille Pavse: Det er i Virkeligheden en meget betydelig Vekselmasse, der er i Omløb på Deres og Deres Fa'ers Navn, sagde Hr. Hein roligere.
   Adolf syntes, at Timetallene på Kronometret gik rundt som et Hjul, men han smilte og sagde:
   -Ja, det vil jo altsammen være ændret, når først Prioriteten er ordnet, Hr. Konferentsråd.
   Det syntes at more Konferentsråden, for han begyndte at lé lystigt og lo en rum Tid: Ja, sagde han--den Dag vil jeg gratulere Dem. Os står nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million.
   -Vi er tilfreds, sagde han. Konferentsråden var vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og også Adolf stod op:
   -Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr. Konferentsråd, sagde han og tilføjede: På en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer.
   Konferentsråden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde så, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregående:
   -De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf--en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.
   Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Nå--sagde han--så vil De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os--som det, den er--som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort.
   -Farvel.
   Der var ikke mer. Hånden gav Konferentsråden ikke. Adolf nåede Døren og fik den også lukket: rank gik han, som balancerede han på et Brædt. Han så' alt, Buddene og Kunderne og Assistenterne og Trappen, med en urimelig Tydelighed og vidste slet ikke, hvad han så'.
   Han gik over Gaden, hvor Spenner ventede i Kaféens Vindu: Hvad? har du nu Tandpine igen? råbte han (de var Dus nu) og greb ham i Armen. Adolfs Ansigt var fortrukket og hvidt som Kalk, og der stod Kellnere rundtomkring.
   -Ja, sagde han blot og satte sig.
   Der blev bragt Direktøren Kognak at holde ved Tænderne.
   ... Den provinsielle Grosserer måtte slå Konferentsråden opmuntrende på Skuldren, før han vendte sig fra Vinduet, hvor han havde sét Adolf skrå over Pladsen som var han en Søvngænger, der listede frem langs et Tag.--I Forretningen ventede Herluf.
   Han havde først siddet oppe i Kontoret, hvor Papirerne flød støvede på Pultene, Adolf kom her jo næsten aldrig mer. Så var han vandret rundt nede i Lokalet: Butiken så' ud som plyndret efter det sidste Salg--et »Kronesalg«, Adolfs nyeste Idé, en Konkurrence med Halvtreds-Øre-Boderne, hvor man strøg de allersidste Kroner ind for Sæson-Resterne. Der hang kun rundt over Montrerne under Loftet nogle medtagne udstoppede Duer, der fløj ligesom skræmte med deres udspændte Vinger.
   Berg drev rundt fra Væg til Væg og spøgte med Frøknerne og slog på de tomme Cartoner, der var stillet op på Montrerne i Figurer. Han hørte efter en Kunde og holdt det ikke mere ud i Butiken, så de begge gik op igen, i det forladte Kontor, Frøken Hansen og han; og de ventede, stående eller gående rundt:
   -At det kan vare så længe, sagde hun.
   -Ja, sagde han. Og de tog atter Uhret frem--heroppe var Væg-uhret gået istå--: Halv fem, sagde Herluf.
   -Og han gik Klokken tre?
   -Ja, sagde han.
   De gik atter ned, begge to--de måtte være sammen--og de talte, mens de spejdede ud af Vinduerne, til de vendte tilbage igen til Kontoret:
   -Måske er han gået hjem, sagde Herluf og troede det ikke selv.
   Telefonen ringede: Det var en Depeche fra »Spenner-Bureauets« Tourné, der var ankommet til »Victoria«; Bernhard-Schmidt-Tournéen i Ribe: Udsolgt Hus og utallige Fremkaldelser.
   -Og en Kasse på sytten Kroner, sagde Berg og lod utålmodig Høreapparatet falde hårdt ned i sin Gaffel.
   De sad atter tavse: Hvor han dog bliver af, sagde Frøken Hansen igen.
   Hun begyndte tankeløs at gå rundt og støve af på Pulten og inde i det lille Rum, hvor gamle Adolfs Kontrolmærker hang glemte og gulnede på deres Pinde.
   Herluf fulgte hende derind, hun tog Pindene op: Ja, sagde hun, når den Gamle blot ikke får dem at sé.
   -Den Gamle--hvad? sagde Berg.
   -Vekslerne, sagde hun, og hele hendes Ansigt blev hvidt: de to derude skriver jo Navnet.
   -Men--for Guds Skyld, sagde hun og holdt Hånden hastigt og angst op for Munden. Herluf var blevet lige så bleg som hun og greb hen mod hende. Det varede lidt, for han spurgte--og der var slet ingen Lyd i hans Stemme--:
   -Hvorlænge har det været sådan?
   -Længe, sagde hun.
   De trådte ud af Rummet, og Frøken Hansen gik ned i Butiken. Lidt efter rev Herluf Døren op dernedtil:
   -Jeg går ham imøde, råbte han. Han kunde ikke blive, ikke længer holde det ud; og han gik ud ad Bagdøren. Han så' slet ikke den Dame, han strejfede i Gangen.
   -Vil De ikke se mig, Berg, sagde en Stemme. Det er vel ikke nødigt --og han stod foran Asta Heltz tæt ved Døren--at vi undgår hinanden, sagde hun.
   Han sagde intet og hilste knap: At vi dog aldrig sés. sagde hun med en let Anstrængelse, og vilde holde ham et Øjeblik fast, trods hans Forvirring, som hun troede skyldtes hende:
   -Vi var jo dog altid gode Venner.
   Berg bøjede kun stille Hovedet.
   Så sagde Asta, idet hun førte Armen frem, som vilde hun indramme hele hans nye Existens her inde og derude på »Victoria«, i en Tone, der skulde spøge, men lod lidt brudt:
   -Og her har De altså _Troen?_ sagde hun.
   Og misforstående ham påny (det var, som Sted og Jord skulde glide bort under hans Fødder, og han blev så bleg som et Lig) angst, for at han skulde tage det som blot Skyggen af Bebrejdelse, sagde hun mildt og bedrøvet:
   -Å--Berg--desværre--vi var vel Tvivlere begge.
   Hun drejede Hovedet ud mod den ventende Vogn: Jeg skal ind at købe hos Dem, sagde hun. Det er Fru Stern, der venter derude--den lille Stakkel.
   Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og så' ud: Ja--var det Fru Stern--det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende igen, som hun så' ud....
   -De så' hende vist en Aften hos os, sagde Asta--for et Par År siden ... Den Aften, sagde hun sagtere.
   Asta Heltz var gået ind i Butiken efter at have rakt ham Hånden. Herluf følte sig kun som bedøvet og så ganske uskikket til at tænke, mens han, idet han gik ned mod Østergade, vendte sig mekanisk Gang på Gang for at stirre forbavset tilbage på lille Fru Sterns forandrede Ansigt.
   På Østergade kom Adolf imod ham. Arm i Arm med Blom, stortalende og rødkindet: De måtte i »National« i Aften, sagde han, alle i »National«, i Aften--der var Debut i Aften ... Adolf havde en høj, støjende Stemme og store Bevægelser, mens han blev ved at snakke om National, og om at han inviterede Selskabet til »Victoria«....
   -Men hvordan gik det? hvordan gik det? sagde Berg halvhøjt og tog ham i Armen.
   -Alt i Orden--naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om »National«: de måtte have Brodersen med...
   De hørte en Stemme bag sig. Det var gamle Adolf, der snakkesalig havde fulgt et Medlem af »Athenæum« op og ned ad Ruten, og som vrøvlede Art--mens også Konstantin blev mere og mere højrøstet (mens han idelig kneb Herluf i Armen) og Fader og Søn stod på Fortovet ligeoverfor hinanden og pratede med underlige Diskantstemmer, så det skar gennem Berg.
   Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky Blik hen på Sønnen:
   -Ja--du går vel ikke hjem til Middag--Konstantin?
   -Nej--jeg må være på »Victoria« sagde Adolf.
   -Ja--Farvel da, sagde den gamle, og lo på sin umotiverede Måde.
   -Jeg går med, Hr. Adolf, sagde Berg. Han følte en angstfuld Medlidenhed med den gamle Mand, der blev ved at snakke uophørligt lige til sin Gadedør hjemme.
   Konstantin skiltes fra Blom oppe på Købmagergades Hjørne. Da han løb forbi Glasdøren til Forretningen, slog han stort ud med Armen ind til Frøknerne. Frøken Hansen vaklede i Knæene, da hun så' hans Ansigt, og hun løb op ad Kontortrappen og slog Døren til.
   -Hvordan er det? hvordan er det? sagde hun og kunde næppe tale.
   Han stod kun lidt med fortrukket Ansigt, for han faldt ned over Pulten som et livløst Noget og hulkede højt.
   -For Guds Skyld, for Guds Skyld--der kan komme nogen, sagde hun i den yderste Angest og tog ham om Skuldrene: Hvad er der skét--hvad er der skét? sagde hun. Sig det--sig det....
   Han løftede Ansigtet og så' kun på hende med Øjne, der var stive og som forvågede, idet han begyndte at hulke igen.
   -Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne.
   Han svarede ikke strax--hulkede kun. Men så begyndte han at tale; afbrudt af Stønnen, med ludende Hoved fortalte han alt, spækkende det med Forbandelser, anklagende dem alle: Martens med sine kalkede Rønner og Spenner, som han kaldte »en Forbryder« og Berg, den Stymper--dem alle: _Ham--ham_ lod de bære det, råbte han fortvivlet, til han som et Kadaver faldt ned over Pulten.
   Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem rådløs igen.
   -Om nogen kom--om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne.
   -Hr. Adolf--Hr. Adolf--hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte.
   Han løftede Hovedet og så' forvildet på hende. Sit Forhår havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, så de smertede:
   -Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, åndeløse, pludselig Blik i Blik--mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.
   Og i et fortvivlet, dyrisk, desperat Begær, greb han hende om Håndledene og førte hende ind i den gamles Rum, hvis Dør han slog til, så den store Kinesers Hoved faldt forover, og Tungen af det røde Træ raktes dinglende langt ud af Munden.

* * * * *

   Marie Pige havde allerede nogle Gange været ved Dørene for at se efter Fru Mathilde, som hun sad der igen, timevis, sammenkrøben med Fødderne op på Sofaen under Tæppet, og hverken hørte eller så', men bare stirrede og stirrede frem for sig, som var der en Ulykke sket.
   Marie Pige var igen ved Dørene, da det ringede. Det var Asta Heltz, der var her med Vognen.
   -Det er kun mig, sagde hun straks i den første Stue, lille Fru Mathilde fo'r sammen: Så kører vi, sagde Asta muntert.
   -Ja--Vejret er vist smukt, sagde Mathilde og nikkede mat ud imod hende.
   -Hvad er der dog med dig, Mathilde? sagde Asta og tog hendes Hænder, som var ganske kolde: hvad er der dog med dig? hun så' bekymret ned i Venindens Ansigt, hvor Øjnene, syntes hun, blev større og større hver Dag, med sådant et ængstende skræmt Blik, næsten som hos et sygt lille Barn.
   -Hvad er der dog. Mathilde? sagde hun mildt.
   -Ingenting--ingenting, sagde Fru Stern og slog med Hovedet.
   -Vist så, sagde Asta og tog hende næsten på Skødet: noget er der, noget må der være, sagde hun og klappede hendes Hår. Hun talte til hende som til et Barn og brugte de gamle Kælenavne fra den Gang i Pensionen, når Mathilde kom i Mørkningen (da faldt Hjemveen altid strengest over de unge Pigebørn) og krøb så tæt, tæt ind til Asta: Mathildes Hjemve havde været som en hel stum Forstenelse, og så havde Asta altid været den, der måtte trøste og hjælpe.
   -Det bli'r jo godt igen, det bli'r jo godt igen, sagde Asta nu som den Gang: Lille Mus--lille Mus.
   Mathilde næsten stønnede og rev sit Hoved bort: det gamle Kælenavn pinte hende nu: Nej, nej, sagde hun heftigt.
   -Mathilde dog--men Mathilde dog.
   -Jeg tager Tøjet på, sagde Mathilde hastigt og gik ud.
   Asta blev siddende og ventede: hun vidste virkelig slet ingen Råd mer. Hun havde forsøgt alt, hvad hun kunde tænke--lige fra den Dag, Mathilde, der var i Visit hos dem, inde i hendes Stue med ét, midt som de stod, havde kastet sig ind til hende og havde grædt og grædt, uden at svare og uden at tale, blot grædt og grædt...
   Ord havde hun ikke fået ud af hende. Da Gråden var stilnet, sad Mathilde kun tavs og forknyt på Sofaen hos hende--længe.
   -Jeg må jo nok komme igen til dig, sagde hun så, da hun gik, det var, som Gråden vilde komme op igen.
   Næste Dag havde Asta hentet hende med Vognen. Hun tænkte, det vilde måske opmuntre hende, nu Vejret var smukt, og Foråret rigtig kom. Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... .
   ... Mathilde kom tilbage med Tøjet på, og de gik ned til Vognen. Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte--en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast:
   -I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig.
   -Rejser? sagde Asta.
   -Men hvorhen?
   -Over til Gården ... Stern har skrevet ... Det kom alt med den samme ynksomme Hast, som legede hun »Hund og Hare« med sine egne Tanker ... Han er der ... Og der er så smukt nu ... nu det bli'r Forår, har han skrevet, sagde hun.
   -Men hvorfor vil du rejse netop nu--nu, da du ikke er rask, sagde Asta.
   -For--jo, sagde Mathilde og nikkede. Hun tav, med de stirrende Øjne ud i Luften, til de vendte hjem.
   ... Hun blev borte otte-ti Dage. Asta syntes, hendes Væsen var næsten endnu mere ængstende og forskræmt, da hun kom tilbage.
   Til Erhard havde hun kun skrevet to Gange, mens hun var borte: et Par korte, stumpede Breve, der havde gjort ham ganske beklemt og forvirret, så han gik urolig rundt--tilsidst rent forpint--og ikke vidste, hvad han skulde tænke: Hvad mon der var i Vejen?
   For der måtte jo dog være noget i Vejen....
   Mathildes mange Bud og Afbud i den allersidste Tid og hendes Flagren og Støjen, når hun endelig kom, havde han ikke regnet for noget videre; han havde taget det for Luner eller »Følger af Foråret«, som gik over.
   Men Brevene nu forstod han ikke. De var så besynderlige, helt anderledes end før: et Par regelrette Sætninger med en Hånd så omhyggelig som Bogstaverne i en Skønskriftbog uden så meget som et eneste af deres »egne« Ord--kun de nøgne Par Sætninger.
   Og Erhard blev kun endnu uroligere, da hun var vendt tilbage. Tiden, når hun kom, havde hun ikke skrevet. Men Lange havde tilfældigvis været ombord på det samme Malmøskib og fortalte det:
   -Man må lufte sine Nerver, sagde han. Man må lufte dem ... Skidt--skidt er det, sagde han og holdt sig på Baghovedet....
   -Var forresten Bekendte ombord: lille Fru Stern blandt andre--det er osse en pillet Kylling, hun, sluttede Lange.
   Erhard følte, han blev bleg og talte lidt for hastigt om andet. Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gå; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham så ret ligegyldigt.«
   Så skrev Mathilde, at de måtte mødes en Aften ude--i Grønningen, når det mørknede.
   Erhard indtraf først og måtte vente længe. Tilsidst kom hun, og da han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Mørket, blev han forvirret, så ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet. Hun var foran--hun næsten løb--og Erhard blev endnu mere forvirret ved Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget er der sket, sagde han. Og han overvejede påny, hvad det kunde være, hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han havde haft »Luner« under deres Forhold--; og midt under sin Sindsbevægelse følte han pludselig en uimodståelig Nysgerrighed: hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.
   Mathilde vendte sig om, da han nåede Kastelsgraven. Hun blev meget livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun førte kun lidt for ofte de urolige Hænder op og ned i Luften, så de mange Armringe raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kværn--altid havde været ligeså tomme og så indholdsløse som nu.
   Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om på deres Vej, var det ganske mørkt:
   -Men det er på Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra Vandet.
   -Når mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret Stemme.
   -Ja--jeg véd ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig derhjemme--i den sidste Tid.
   De skiltes med et af deres vante Håndslag, hvor de klaskede Hænderne djærvt i hinanden, højt oppe fra Luften.
   -Jø-s.
   -Jø-s, sagde de begge.
   Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
   Hun nåede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde været hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen. Generalinden blev siddende lidt med Hækletøjet og mønstrede Datteren, der var bleg som et Lig. Så rejste hun sig: hun måtte påny konferere med Marie Pige.
   Hendes Nåde havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes Nåde var jo--også efter Maries Oplysninger--længst overbevist om, at der »ikke mere kunde være Tvivl«.
   Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skøn og bevægede sin lange knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og »satte Stole tilrette«, mens hun undersøgte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par Øjne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.
   Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, før Marie havde endt sine Undersøgelser, og Mathilde så' op og mødte Pigens hvasse Øjne på sig:
   -Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.
   -Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og næsten rev sig løs fra Generalinden inde i Spisestuen for at løbe ind i Sovekamret, hvis Dør hun slog til. Dér kunde hun da i det mindste være i Fred for deres Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Mørket.
   Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle forlegne Utålmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise Fortrolighed. Generalinden udøste sit Hjerte for Marie Pige, og de holdt endeligt Råd, mens Nåden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang imellem blev Marie sendt ud for at »høre efter« og sneg sig på Hosesokker ned forbi Sovekammerdøren; når Mathilde hørte Trinene, gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at græde.
   Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der måtte en Ende på det. Og før hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at læse et Par Sider i »Thornam«.
   Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse til Ægteskabet....
   Da Generalinden arriverede næste Formiddag, lukkede Marie hende op i Entréen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen. Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin Front før Slaget, og gik ind i Sovekamret.
   Men da hun kom derind og så' Datteren, der sad bleg, i den hvide Frisérkåbe foran Spejlet og kun hilste med en stum, træt Bøjning af sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen igen, og hun begyndte at gå frem og tilbage i Stuen, uden at vide, hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og næsten at sidde foran Spejlet ubevægelig og følelsesløs: hun havde grædt alle Tanker ud inat.
   Ingen af dem talte; og for hvert Sekund steg Ubehaget hos Generalinden, der flyttede sig hid og did, til hun påny blev greben af hele Forbitrelsen fra igår, en Indignation overfor det »overdrevne« i denne abnorme Smerte, hun ikke forstod, og sagde:
   -Dette her kan jeg ikke længer forsvare, Mathilde, det--det er en ... Urimelighed--der gik en ganske svag Skælven gennem Skikkelsen i Frisérkåben, og Generalinden var så echaufferet, at man rént ud kunde have sagt, hun »transpirérte«--
   -Madam Jensen er her, brast det ud af »Nåden«.
   Mathilde rørte sig ikke, skønt hun forstod, at det var Nettet, de nu trak sammen om hende.
   Generalinden følte sig uendelig lettet, da hun så' Madam Jensen, der havde biet i Spisesalen, komme frem i Døren.
   Men også Madam Jensen standsede et Øjeblik forlegen foran den blege unge Frue, der havde vendt Hovedet imod hende i næsten sanseløs Skræk ... Men så gik hun med et mildt Udtryk i Ansigtet (Madam Jensen havde praktiseret i tre og tyve År--»diskré« sagde hun og sammenfattede hele sit Program i det ene Ord, som hun berøvede dets »t«; hun vidste, hvad en »Første-Gang« var) et Par Skridt frem og hilste.
   Generalinden rejste sig og kyssede sin Datter på Panden ligesom til en Velsignelse.
   Hun og Marie Pige gik udenfor Sovekammerdøren i Spisestuen og ventede. Der var kommen en egen sær Højtidelighed over dem, så de var ikke ulig et Par Præstinder, som i en Tempelforgård biede på Åbenbaringen af de hellige Mysterier.

* * * * *

   Hun kom altså ikke--igen ikke.
   Erhard havde allerede Frakken på for at gå og havde slukket Lampen, så kun Lysene for Spejlet brændte. Men han satte sig alligevel endnu en Gang i den samme Stol, hvor han havde tilbragt hele den sidste Time, og han begyndte forfra på den ene og samme Tanke, som havde fulgt ham uafladeligt lige fra den Aften, de var skiltes i Grønningen, Mathilde og han:
   -Om det var »det«--om det kunde være »det«?
   Og han sammenholdt påny alle Omstændigheder ... hendes Luner ... hendes Væsen ... det Hele fra den sidste Tid....
   Han fo'r sammen, da det bankede på Døren, og råbte så »Kom ind«--han troede, det var Værtens Pige. Men det bankede igen, forknyt, så det næsten var uhørligt, og han rejste sig for at lukke op.
   Det var Mathilde, der stod lænet mod Dørkarmen.
   Erhard kvalte et Udbrud, da han så' hende, og hun gik ind forbi ham med underlig sammensunkne Skuldre, som En, der er gået en så lang Vej. Han blev greben af en rådløs Medlidenhed og Smerte:--det var Mathilde; og han bøjede sig frem og tog hendes Hænder, der var kolde, som havde alt Blod forladt dem--de besvarede ikke hans Tryk.
   Fra det første Nu, han så' hende ved Døren, havde han vidst: Ja, det er som jeg tænkte. Og mens han endnu holdt hendes Hænder i sine, fo'r et Sekund alle Tankerne fra de sidste Dage påny gennem hans Hoved--og undertrykte selv hans Smerte--Ærgrelse, Forventning, Beregninger af Faren og han sagde (og han fik endog Tid til at undre sig over, at han ikke følte sig skinsyg på Stern): Det var altså også derfor, hun rejste.
   De begyndte begge at tale, mens Mathilde tog Tøjet af og satte sig, og Erhard sagde:
   -Du er så kold ... her er jo Portvin et Steds, og begyndte at gå frem og tilbage og tage Flaske, Glas og Bakke frem af et Skab, mens han blev ved at tale med sig selv i rasende Hast:
   -Men du elsker hende jo ... Hvorfor taler du så ikke til hende, klart, åbent, og tager Ansvaret på dig som en Mand? Hvorfor tager du hende ikke om Hovedet--kysser hende (hvorfor har du i det hele taget ikke kysset hende?) og siger, siger, hvad det eneste fornuftige, det eneste hæderlige var: Vi to, som elsker hinanden, må jo vide, det er vort Barn--jeg véd, jeg er dets Fader....
   Men han gjorde ikke andet end noget kejtet at række hende Glasset med Vin og sagde: Det vil varme dig: og forlegen begyndte han at rulle hendes kolde Hænder mellem sine, mens han i en forloren Kæletone sagde:
   -De små kolde Hænder--de små kolde Hænder, og satte sig ved Siden af hende for selv at drikke.
   Han fyldte Glassene påny, mens de blev ved at tale med åndsfraværende Øjne målende hvert Minut, der forløb. Og bestandig forlegen, blot for at der skulde »ské« noget, lod Erhard sig glide ned fra Sædet på Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder--»de små Kid«--der var kolde som et Ligs, ligesom hendes Hænder.
   Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der overvældede dem begge, eller i en pludselig fortvivlet Lystighed var de med ét begyndt at brydes og fo'r begge op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, léende og åndeløse ... Erhard havde hældt en Vandslat i det tomme Glas, da han vendte sig og så' på Mathilde, der var blevet stående stirrende frem for sig, med fremrakte Hænder, midt i Stuen. De holdt begge op at lé: Mathilde, vilde han sige men tav og blev kun stående.
   Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i Stuen, der lignede Valpladsen efter en »Tagfat«, som søgte hun, Hjælp eller Flugt--før hun mekanisk lod Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der gennemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes Bedøvelse som et pludseligt Lyn så' hun i dette Kammer, hærget som af en »Blindebuk«, foran Erhards Ansigt, hvor Latteren var stivnet som en flov Grimasse, hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort hende til Moder.
   Og som om hendes Tanker, der syntes at have selv Dødsmomentets sprængende Voldsomhed, havde meddelt sig til ham ved tusind elektriske Tråde på en Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.
   Og dog han rørte sig ikke, talte ikke og holdt hende ikke tilbage; stod bare, som var han blevet lam med sit flove Ansigt, mens han så' hende tage Tøjet på med sært stive Fingre--binde Hattebåndene om sit Ansigt som af Voks--og gå som en Søvngænger vilde gå og lukke Døren sagte til.
   ... Da hun var gået, vandrede han længe rundt i begge Stuer, flyttede Møblerne på Plads og stillede Glassene ind. Og med Overfrakken på, foran de snart nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han:
   -Hm--du er altså ikke en Gang istand til at føle Sorg.
   Pustede Lysene ud og gik.

* * * * *

   Hos Godsejer Sterns blev der spist Frokost på Terrassen foran den store, gammelt hyggelige Have.
   Generalinden havde overtaget hele Husstyrelsen i Sommer og kælede for »sin Søn« og for Mathilde som en Rugehøne for et Par Kyllinger. Han fik sine Livretter og hun matte »skånes«.
   Hele Huset dæggede og pyllede om Fruen; de slæbte Hvilestole rundt, når hun vilde »gå«; (eller rettere når Hendes Nåde vilde, at hun skulde gå, for Mathilde selv »vilde« jo ikke så meget, lod mest handle med sig--som de syntes, bleg og stille forknyt) og når hun havde lagt sig, sad Generalinden som en Cerberus foran Havestuedørene og tyssede på hver Gartnerkarl, der vilde liste sig forbi Bygningen.
   Frokosten var endt, og Generalinden mente, at Mathilde skulde hvile lidt nede under Blodbøgen nu, der var Skygge....
   Stuepigen slæbte afsted med den store Hvilestol, og Mathilde selv kom op fra sit Sæde: Støt dig på mig, sagde Generalinden, og hun nikkede endnu en Gang til Stern, mens hun gik med Mathilde ned ad Terrassen.
   Stem blev siddende ved det dækkede Bord og røg en Cigar ud. Der var et eget Velvære over ham i Sommer--det var vel Familielivet.
   Han skød Cigarrøgen ud i langagtige Skyer, medens han så' efter de to, der gik ned over Plænen.
   -Ja--en udmærket Moder, sagde han, og så' beundrende efter Generalindens ranke Ryg.
   Nede under Blodbøgen var der svalt og rart. Generalinden læste højt i en Roman af Dickens for sin blege Datter.
   ... Familien Gerster lå på Landet ved Skodsborg. Det vil sige Professoren og Professorinden, ti Erhard blev i Byen. Han gled helt tilbage i den Blomske Kreds. Stemningen var iøvrigt lidt mat i Kredsen, og Erhard sad mest kun bleg og sløv midt i Selskabet, stirrende frem i Luften:
   -Erhard, råbte Lange: Ser du Spøgelser?
   -Ja, sagde Erhard tvært: Jer. Og han sad igen som før, mens Brodersen, der ikke havde hørt andet end »Erhard« og »Spøgelser«, sagde den kyniske Vittighed, hvoraf de alle lo:
   -Ja-a, sagde han: Han er s'gu bange ... Det er derfor, han aldrig--tør ligge alene i Mørke....
   De lo længe, længe allesammen....
   --Dårlig så' Erhard ud hele Sommeren.

IV

   Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var sydlige Frugter i Solen.
   Herluf var på Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han så et Par kendte Rygge foran sig og råbte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. Lange havde i den siste Tid slået sig på Arnoldsen, der havde forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at undervise et Par Håndværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.
   Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en hård Klo i hans sarte Person, når de mødtes. De talte om social Videnskab op og ned ad Gaderne:
   -Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf. Egenlig en ganske fornuftig Fyr--han blinkede beskyttende--og, som sagt, han har lært en Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften på Ordene.
   -Ja sagde Herluf--.
   -Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man må s'gu vide noget, du ... Hvad ved de andre? At knappe deres egne Bukser ved de, sagde Lange. Men »Ideer«--Tak. Lange gjorde en Håndbevægelse, som berøvede han »de andre« en hver Idé.
   -Men Arnold har dog lært en del, sagde han igen. Og så gir man ham _Synspunkterne_--du--forstår du--»det større« Syn på Tingene.
   -Man lærer virkelig en Del ... Jeg mærker s'gu, man lærer ikke så lidt: man får dog Begrebet, forstår du, sagde Lange.
   -Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser jo nok--og go'e Billeder har man nok af--s'gu brillante Billeder, du ... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel ... Man må s'gu først _lære_ noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem på det videnskabelige, sluttede han sin Udvikling.
   ... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her går vi to Invalider sagde Lange og holdt sig på Hovedet (Arnoldsen var iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine Håndværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.
   -Må stadig være i den friske Luft, sagde han.
   -Det er vel Efteråret, sagde Herluf.
   -Ja--ja, nikkede Lange bekymret. Nå--man går og sér Tingene og lærer s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.
   -Og hvordan går det med Deres Håndværkssvende, Arnoldsen? spurgte Herluf.
   -Godt, sagde Arnoldsen kort.
   -Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi tænker jo også over, du, at lave en hel Foredragsforening for de Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget ... Det gir et Menneske Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.
   -Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, når man taler, sluttede han glad.
   De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod Tårnbygningerne.
   -Nå, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en voksende Munterhed overfor andres Små-Uheld): På Nordmændene gik I nok i Vandet, i Gamle.
   -Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.
   -Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og Fribillet, sagde Lange. De nåede Porten og sagde Farvel. Vi slår et Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i Arnoldsens.
   -»Vel« du, nikkede han til Berg, der blev stående lidt i Gersters Port og så efter de to Rygge. Lange havde så mange store Håndbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i Synspunkter.
   Oppe hos Gersters ringede han på. Den unge Herre var ikke hjemme, sagde Stuepigen. Men Fruen--.
   -Ja--hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde sét Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at vente i Gangen.
   Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr. Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, så kom Fruen strax.
   Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole på »Visitpladserne« nu, da der ingen var, stod så underlig ubehjælpsomt ligeoverfor hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad de i al Verden skal begynde på. Han ventede en god Stund, mens han hørte Dørene støjende gå inde i Spisestuen og undrede sig over, at Professoren kunde være hjemme nu på denne Tid.
   Tilsidst kom Professorinden: Å--man har endnu alle de landlige Vaner og la'r sig overraske højt op på Dagen, sagde hun og hilste.
   Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid så svært videre end til »Skammekrogen«, hvor hun også efter Frokost når Erhard var gået, blev siddende med så meget Arbejde. Linned og Dækketøj, hun så efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet ikke, hvad der gik af Fruen, så travlt hun nu havde for bare evig at kunne sidde med noget mellem Hænderne.
   Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik så slideligt om Sommerophold og de mange fremmede, der nu kom her År for År--mens Herluf uvilkårligt sad og så' på Professorindens travle Hæklenål: han havde aldrig for set Fru Gerster med noget Arbejde, når der var Besøg.
   -Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren lamenteret over den evige Jernbanekørsel....
   -Og så var Erhard jo også så ganske alene herinde--lagde hun til.
   Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog på det lille Marmorbord med Håndbiblioteket og læste nu på Ryggen Titlen: Monrad, Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden så' op for at sige noget og blev ligeså forlegen som han:
   -Og Vejret blev også uheldigt, sagde hun lidt stødvis.
   Hun begyndte at spørge om Berg--hvor han havde været og sagde så pludselig, næsten uden at vente på hans Svar:
   -Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.
   -Nej--han sér lidt dårlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, at Isen nu var brudt, og at der nu måtte tales videre om Erhard. Men de ventede og--Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.
   -Og jeg er så bange for hans Sundhed, sagde så Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:
   -Kunde De ikke--tale med ham?
   -Jeg? sagde Herluf ... Ja--hvis det kan nytte.
   -For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han er så lidet hjemme.
   -Nej, sagde Herluf.
   -Det er kun Selskabet--jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder ham fast i dårligt Kompagni....
   -For selv er han--i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme blev igen bevæget, så hun næppe kunde tale, ikke andet end et Barn,--kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenålen mod sine Læber, der sitrede rebelsk.
   Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter en lille Stunds Forløb sagtere:
   -Har han også talt til Dem om »sin Idé«--at han vil flytte herhjemmefra.
   -Ja--han har sagt noget om det, sagde Berg og så' ned.
   -Ja, der er så mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge--i vor Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.
   Til Tvistepunkter--Professorinden havde ganske Ret--var i Familien Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som Professoren og Erhard så' sig hede på hinanden, blot de kom i Stue sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik--over en Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, såsnart de bare sås.
   -Og Gerster er også lidt let irritabel, sagde Professorinden.
   De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:
   -Og jeg er så bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme skælvende Stemme.
   Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkårligt rejste sig halvt:
   -Der er Gerster--allerede, sagde hun.
   -Herluf vilde gå, men Professoren holdt på ham, næsten overdreven høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.
   -Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, sagde Fruen.
   -Ja--infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:
   -Har De måske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han så med ét.
   -Ja, sagde Berg.
   -Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan ikke mere bo herhjemme--her er blevet ham for snævert, sagde han og slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.
   Han blev ved at gå op og ned på Gulvet i samme Hjørne som en urolig Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer nok i Atmosfæren, sagde han.
   -Ikke Frihed nok, råbte han.
   -Gerster, sagde Fruen.
   -De véd måske, om han allerede har lejet Lejlighed, sagde Professoren og vendte sig.
   -Ikke det jeg ved, sagde Berg. Også han talte som Fruen med en tøvende og usikker Stemme.
   -Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren pludselig standsende, i en høj, skændende Tone--hvis han bliver her, føjede han til og vendte sig.
   De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gå frem og tilbage i for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.
   -Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte.
   Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu --sagde han.
   Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse:
   -Å--Drengen er forrykt, råbte han og gik.
   Professorinden blev siddende ved Boghylden. Tårerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.
   Hun græd stille, uden at tænke på, at Berg var en fremmed, der så hendes Gråd.
   Og Berg vendte sig om mod Vinduet, rådløs og bevæget ved Synet af denne »Dame«, der græd. Sådan sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord.
   Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun ham Hånden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke tale.
   Herluf bukkede kun tavs som hun.
   Da han kom ud på Gangen for at gå, lukkede Professoren sin Dør op, og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han åbnede Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud på Trappen, sagde han pludselig:
   -Han kan jo få det ganske som han vil--her hos os. Om De vil sige ham det.
   Professoren blev stående lidt, efter at han havde lukket Døren for Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om --bag disse moderne Forførere af hans Søn.
   Professorinden havde rejst sig og var stille gået tilbage til sin Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun åbnede hans Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver skreven Linje--for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var bedre, hun vidste, hvem hun var.
   Men hun fandt intet--for der var ingenting.
   Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken næsten endnu mere urolig og forpint--Dag for Dag overfor denne sin sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at omgåes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der trængte til Omhu og Pleje.
   For Resten var han jo kun så lidt hjemme hos hende--næsten kun ved Spisetiderne, og ved Middagen havde de så den evige Strid, som Gerster ikke kunde lade fare.
   Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. »Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, der, når det går hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
   Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteråret trak med sin Fugtighed ind gennem både Væg og Dør.
   -Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?
   -Næ-æ.
   -Ja--jeg ikke heller.
   -Og hvad så? sagde Gerster.
   -Så skulde du dog hellere forandre det--og meget andet.
   -Hvorfor? sagde Gerster blot.
   De tav lidt.
   -På Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i Loftet.
   De talte ikke mer.
   Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.

* * * * *

   Herluf Berg så' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor »Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes Morgenkoncert, når Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres Varer til Køkkenet. De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de skreg på Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, så man hørte dem op gennem hele Gården.
   Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme skældte og svor op, så det lod helt ud i Porten. Det var en Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj. Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer mod Drikkepenge, blev hængende på Trappegelænderet og hørte til; Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod Kontant.
   Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op efter ham.
   Spenner rendte ind gennem Restaurantionssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.
   Vadskerkonen blev stille, da han kom ud på Trappen igen og bad hende gå med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op på Pulten.
   Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten, men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gården og peb i Fingrene op efter Syerskerne på Teatrets Skræddersal, der havde fået Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gården for at høre til.
   Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken, skillende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt blevet Blandingsgods, der er af Leverandørerne anbragte i »Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt, undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i sit Laboratorium.
   Den store Kok var færdig med at sortere og så' prøvende ud over det samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.
   Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var årgamle Dåser med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede Hænder ... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.
   Hr. Degrais bandte på sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde de ikke på hinanden.
   ... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr. Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København--uden Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter og Pressen efter »en let Déjeuner«.
   Da Herluf havde sét Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gået.
   -Nå--er De her begge? sagde Berg.
   -Ja--men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Hånden, før han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue efter sig.
   Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast og hans og Spenners Rådslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.
   Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets medlemmer--næsten som var det Vinden, der tog dem, så de den ene Dag var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr.
   Og på andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden på Gangene med et hastigt Håndtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige »Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i Kontorerne, i de små Restaurationskabinetter, sågar i Garderoberne--med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der dukkede op i Etablissementet på Trapper og Gange og blev skjulte og bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.
   -Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to eller tre på samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke skulde sé den anden.
   Det blev efterhånden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de franske Kyllinger.
   Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som »Direktørerne« (Spenner lod sig nu også kalde Direktør, så det rent vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne eller ude på Gangen: »den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen«, blev der sagt, og Opvarteren forstod.
   Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for hinanden lige ned til Kellnerne.
   Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais så travlt som i Restaurantens mest glimrende Tid. For også når de var alene, tog Direktørerne overdådig godt til sig og bestilte sig små separate Måltider, som de pludselig fandt på at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags Vin til, så de bagefter lå og snuede på Sofaen hele Timer midt på Dagen og vågnede utilpas og rødho'dede. Så var de sært sky og lidt forlegne for hinanden, når de netop mødtes, idet de listede ud ad Dørene.
   Martens var sjældent at finde fem Minutter på samme Sted. Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspåsætteren om Tomten, hvor det brænder.
   ... Første Akt af Prøven var forbi--det var Arrangementsprøve på en Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at få op til December for at slå så megen Mønt som muligt af den slemme døde Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin Overfrakke på:
   -Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.
   -Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.
   -Nå--så går du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen imod Døren.
   -Ja, sagde Adolf blot.
   -Hvorhen? spurgte Berg.
   -Hjem, sagde han i Døren og gik.
   Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste Grænser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen mer.
   Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede Stemmer, hvor hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig fjendtlige overfor hinanden.
   -Det skal altså være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.
   -Tag Du Pengene et Steds, sagde Adolf.
   -Din Moder har Penge, sagde Spenner.
   Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at det længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge«--stakkelt to, tre tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen ved Theen, da gamle Adolf lå af Gigt og ikke var ved Bordet.
   Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev så let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:
   -Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de stå på et fremmed Sted, når man selv--når man selv har Forretning, sluttede hun helt forvirret.
   Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke behøvedes«. Da han havde fået Tøjet på for at gå, vendte han dog pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«.
   Hun var så glad: måske det dog kunde lette lidt for Konstantin--tænkte hun.
   ... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, Ting at gøre i Penge, noget, hvorpå man kunde få penge....
   Sølvtøjet var der.
   Han tænkte igen på Sølvtøjet, som han havde sét en Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. han var gået igennem Værelset og var standset for at sé på det. Moderen snakkede og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for Stykke:
   -Det var Penge--ikke så få Penge, tænkte han.
   -Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den sidste Prøvesølvsgaflerne, hen til de øvrige pudsede sytten.
   Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.
   -Går du, Konstantin? sagde hun.
   -Ja. Farvel, sagde han åndsfraværende. Han tænkte allerede på, hvordan man skulde kunne få det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at det blev sét:
   -Kommer du til Middag? spurgte hun.
   Man måtte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne--og gamle Papirer, så det just blev de gamle Pakker at sé til.
   -Nej, sagde han som før og gik.
   Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker--som en »Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, når Huset var tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var så let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu. Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte Konstantin--evindelig lovtelte Konstantin, pyntet i den fine Brokades Kåbe, en Gave. som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først havde grædt de modige Tårer over: hun blev altid så beklemt ved Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i Kåben og lod alle beundre den.
   -Ja--Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan jo gøre det.
   ... Nej-nej--hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag måtte det være. Der var ingen anden Udvej:
   Idag måtte han tage og pantsætte Sølvtøjet.
   På Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme om tre Kvarter: Døren stod åben, sagde Adolf, så han kunde gå lige ind. Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem.
   Han lukkede Entrédøren så underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Låsen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod åbne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv på Bordet.
   Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han åbnede Bagtrappedøren for at sé efter gamle Marie. Han hørte hendes Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, på Vejen til Byen....
   Han blev stående lidt, med Døren på Klem og lyttede. Marie talte om ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun bragte videre til alle Køkkendøre.
   Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han åbnede Døren ind til Sovekamret--pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun så forladte ved Siden af hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.
   Så tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han måtte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han fra lille ... Han så' bort forbi Sengene, mens han tog den.
   Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede både fire og fem, før han fik den rette, som han pludselig lod sidde i det åbne Skab greben af Angst: han havde ikke rullet ned--om nogen så herind.
   Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik Sølvtøjspakkerne ud af Skabet ... en lille Pakke i lyserøde Papirer faldt i Skyndingen ned fra hans Arme på Gulvet. Han blev så angst ved Støjen, som måtte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det var hans Dåbsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned på Gulvet....
   Han lagde det alt på Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han ikke bære det.
   Inde hos sig selv låsede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han nøje i Façon, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem sammen igen....
   Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de lå just som før....
   Bægeret og Bestikket havde han nær glemt på sin Seng. Han stak det ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af med Forældrenes hvide Senge.
   --Bybudet var gået med den tunge store Håndkuffert, da Marie Pige tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Lås endnu, han havde glemt at dreje den om igen.
   -Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klædte mig på.
   Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han så' ud, bleg og svedig i Ansigtet....
   Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med hende, løst og fast, lystigt--før han gik.
   Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

* * * * *

   Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, hørte han et højt Skænderi slå op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r råbende ned ad Trappen:
   -Det er Chefen--det er Chefen, råbte han og løb ned.
   Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:
   -Tyv--Tyv.
   Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, som stod rystende ved Gelænderet:
   -Tyv, råbte Madam Martens igen.
   -Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder klaprede i Munden.
   Herluf gik ned. Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slæbt Truget med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud på Gulvet: hun havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede« Kød, som han kastede derhen og lod halvrådne ubrugt:
   -Tyv, Tyv, råbte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget Raseri....
   Madam Martens blev ved at stå bleg og ubevægelig med sine knyttede Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did.
   Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.
   Herluf var gået ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte sig fra ham og gik uden et Ord.
   Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte på bestilte Portioner. Men nede var alt i Forvirring, Kasserollerne kogte over på det store Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over Gulvfliserne lå Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.
   Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner foer skrigende ned ad Trappen for at få at vide, hvad her gik for sig.
   Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam Martens gik op ad Bagtrappen--hjem.
   Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«.
   Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i Restaurationen, traf de Adolf:
   -Det varede, sagde Spenner, da han så' ham.
   -Ellevehundrede, svarede Adolf blot.
   -Brillant--brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de så' aldrig hinanden uden strax at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma.
   -Skal vi så spise, råbte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.
   -Ja--hvis vi får noget, sagde Berg.
   Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at lé begge to, rent ustyrligt, så det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:
   -Men hvad er det--hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, som glemte de at lé med ét): hvad er det med Desgrais? råbte Adolf igen.
   -Kokken--Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren til for at få Forklaringen....
   Endelig havde han fået Historien, men de blev endnu længe ved at lé, mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige Lystighed.
   -At Desgrais var gået--var bare godt. Man fik andre--billigere, ti for én, sagde Adolf.
   -Ti for én, bekræftede Spenner.
   -Men, sagde Adolf, det er dog på høje Tid, man sætter Martens ud.
   -Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.
   At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. Hvor af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og fri for den anden, »så det endelige kunde gå og man blev sin egen Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde--til hvem, der vilde høre det.
   De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og de lo på ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig på Stole, som af en hel Vold.
   Ved Desserten blev der banket på Døren. Det var Billetkasserer Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt dårligt, rent dårligt til Koncerten.
   Tohundrede og syv Kroner, råbte Adolf. Ved alle tre Salg? sagde han med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid lød som en halv Torden.
   -Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent personlig Skændsel, når der var dårligt solgt ved »Hullet« og som ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at lé ad hans to hundrede og syv:
   -Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.
   -Det er ikke til Laurbærkransene, råbte Spenner.
   -Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:
   -Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør.
   -N-ej, sagde Berg.
   Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen måtte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men Hr. Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han ikke begreb--tilsidst fik han dog et Glas i Hånden:
   -På en god Indgang da, sagde han og drak.
   Selskabet lo igen, da det bankede påny. Det var Hr. Theodor Franz i Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbåden (efter Præsentationen havde han arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' første Gang var bestandig til Kassen.
   Han blev stående indigneret foran det dækkede Bord og sagde til Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Hånden:
   -Jeg søgte Dem, min Herre, sagde han værdigt.
   Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja--Hr. Jespersen var her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med Fribilletter....
   -Ja--sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke synge.
   -Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt så tidt: Så fylder De Huset.
   -Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte Hånden med en stor Bevægelse:
   -Nej, sagde han, der sendes ingen ud.
   -Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. Publikum er træt af Humbug--her har været for mange udsolgte Huse:
   Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad på én Gang sløve og mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med Chefen for Klaken måtte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke »modtages«.
   Hun skal erobre Publikum--Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken tør først applaudere efter det tredje Numer.
   Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og Spenner fulgte efter.
   Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de pludselig holdt op på én Gang som på Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske mørkt i Stuen:
   -Ja, Så går vel også vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt fra Sædet.
   -Ja--det gør vi vel, sagde Berg.
   Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede Kommen Og gik forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene slæbte trægere og mismodigt på Fødderne, mens de stillede Lavrbærtræerne op i Hjørnerne på Scenen, og ude i Salen et Par Sæder blev slået ned med dumpe Smæk i det store Hus.
   Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:
   -Nej--jeg går sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.
   Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Embeds Medfør, men snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet. Sangerinden, der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt mellem de to Spejle:
   -Er der så få! sagde hun ængstelig.
   -Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.
   Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de med åbne Øjne:
   -At der er så få, sagde hun igen, vendt mod Væggen.
   -Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte så, om man var færdig, og der kunde begyndes.
   -Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen.
   -Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet for at rense Halsen.
   De to Herrer gik med for at begynde, og man hørte op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at sé på dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene, og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden at tale med hinanden.
   Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var så underlig uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog at sige noget, før han gik.
   -Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.
   -Godnat.
   De tre foresatte nikkede kun. Ude på Scenen havde Sangerinden begyndt på sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Håndtjat i Huset, og Hr. Theodor Franz rev Kontordøren op:
   -Publikum tøer op, råbte han. Publikum tøer op.
   Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen for lukket Dør.
   Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt på Scenen. De så' ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent på Flankerne af de lange Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod ganske tom. Frisens dansende Engle så' ud, som rakte de Næse ad det tomme Parket.
   Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren ... Nede på Scenen gik man løs på Aftenens afgørende Nummer, en Arie med Piano og Violin, Programmets _pièce de résistance_. Klaken faldt tjenstvillig ind efter den første Sats, men de få Betalere blev siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, så Hr. Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han råbte:
   -Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil--de Folk?
   Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede på Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem Vredesudbrudene, lyttende, håbende endnu, at Stemningen kunde vende sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende på Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.
   Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i Salen.
   -Ind, ind, råbte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Får i Kulissen.
   Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu voldsommere, så Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre ham ned på Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens han løb op og ned.
   Adolf vilde gå, men på Vejen hen mod Døren tabte han Tålmodigheden, og han begyndte at råbe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en forældet Humbug er hun, råbte han, hvis De vil vide det.
   -Man må vel også kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst.
   -En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er--Deres By København? En tom Blære, min Herre--en tom Blære er den, skal jeg sige Dem....
   -Dumme Gås, råbte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod Nattergalen, der frygtsomt åbnede Døren, som hun i samme Nu fik slået i lige på sin Næse.
   Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit skingrende:
   -En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.
   -Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine Såler:
   -Prosit--Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, så det rungede.
   Nede på Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«.
   Herluf Berg rejste sig: Jeg går ned på »Bladet«, sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, så vidt det stod i hans Magt. Helt ned i Gården hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, hvorpå der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', der ikke vilde blive så længe som Natten over i Etablissementet: og da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, så' han Chefen, bred og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen.
   Nede på »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og distræt Hånd rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften«, for at lukke sig inde og skrive sin Notits.
   Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg Våbenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale Mindedage som Fester.
   -Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen ... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.
   Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:
   -Ja--der ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e.
   Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han ikke ret Redaktørens Udtryksmåde. Han gik ind til Gravesen, der hørte på ham med nogle små Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste År. Ballet havde trukket så meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.
   Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den skotske Galla, hun havde overværet Foredraget på en Hædersplads ved Siden af Tribunen.
   -Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.
   -Det var vel nyttigere, om du også tog til de andre Aviser, sagde Fru Petersen.
   -Naturlig--min Engel--naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcès i de øvrige velsindede Redaktioner.
   Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.«
   -Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen højt.
   ... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i en Droske, og de rullede hjemad. Impresario'ens første Ophidselse havde sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men bare krampagtig holdt om sin Safranspose med Stadsen, ud foran »Hotel d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev stående nogle Øjeblikke på Fortoget og så sorgmodig ud over det store Torv, der lå mørkt og forladt i Oktoberaftenen:
   -Skade--Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et så smukt »Terrain«.
   Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gå til Telegrafstationen: han meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.
   ... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og havde hægtet sig til ham, så de havde spist til Aften sammen, skønt de egenlig ikke kunde udstå hinanden. Men det var dog Selskab og bedre end at sidde ene--for begge Parter.
   Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte så sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, så det lød hen gennem den hele Gade.
   Det var Adolfs værste Øjeblik på hele Døgnet, når han skulde have denne Gadedør op om Natten for at nå op ad Trappen og gå ind gennem Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem på én Gang, al den Angst, der lod ham gå som en fremmed gennem alle Dagens Begivenheder--Ansten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen end for Natten.
   I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde fundet Lys og tændt....
   Han var allerede halv klædt af og sad på sin Seng, da han atter drejede Nøglen om på sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen der, hvor han havde sat den.
   Han blev stående og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.
   Så tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik lukket op. Pakkerne lå der ganske, som han havde lagt dem; han følte et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen....
   Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved Siden af den blundendes Seng.
   Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf --hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf. Men gamle Adolf svarede ikke og lå stille som en Mus. Og atter lå de to Gamle uden at røre sig--søvnløse i det tavse Hus, hvor kun vandet rundt i Rørene sagte sukkede.

* * * * *

   Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt et Brev på sit Bord. Udskriften var Gersters Hånd, skønt den var så flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var skrevet ulæseligere endnu.
   Der stod:
   Kære H.
   Du véd måske slet ikke, at jeg er syg, eller at det nu er blevet værre. I de sidste Dage taler de om at slæbe mig til Montreux eller Mentona eller et andet Sted mod Syden. Og kunde du, vilde jeg jo gerne sé dig forinden.
   Din EG.
   Herluf sad ganske lamslået med Brevet i Hånden: at Erhard var så syg, alvorlig syg--skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det ... Han syntes dog, han havde nyligt set ham og talt med ham på Gaden ... Men det kunde også gerne være, det var en hel Måned siden. Tiden gik sådan nu, bare optagen af det ene: at holde sig oppe, oven Vande; af Krigen på Kniven for at nå fra Dag til Dag til nu i Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der skulde blive Ende, Slut på alle Forlegenhederne en Gang--
   Ja--det kunde godt være en Måned siden, han havde talt med ham, og da havde han sét elendig ud, elendig....
   Herluf vilde strax gå derud, og mens han gik et Par Huse ned ad Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig som usynlige Filter om alting, slog imod ham, så han uvilkårlig hviskede:
   -Hvordan er det? sagde han.
   -Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo i Nat....
   -Den unge Herre venter Dem, sagde hun og åbnede Spisestudøren. Men han må ikke tale længe.
   Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en sovende.
   -Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom på Tærskelen.
   -Ja, sagde Herluf
   -Luk Døren og tænd så Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.
   -Ja, sagde Herluf, som rystede på Hænderne af Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var så mat, og dog var blevet så underlig melodisk, syntes han.
   -Stil den bag Hovedgærdet.
   -Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.
   -Ja--her ligger jeg, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde ned på Dynen.
   Herluf var blevet ganske forskrækket ved at sé hans Ansigt, der var blevet så magert, så ganske lille og magert: Hvor er det muligt? tænkte han. I så kort Tid--så kort Tid--og han er kun fem og tyve År, knap fem og tyve År ... Yngre end vi andre, blev han ved at tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:
   -Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp på Livet, hen til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--
   Erhard lå og så på ham med de syges store og vogtende Øjne:
   -Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom jo pludseligt.
   De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han skulde sige: Men når det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du kommer til Syden....
   Erhard rystede på Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen på sin Opgivelse.
   -Mo'r er allerede begyndt at gå i Kirke, sagde han med lidt af et Smil. Hvor sådan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og holdt sig på Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og så når vi--når vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.
   -Men--Erhard--fordi man bliver syg--
   -Ja--ja, sagde han træt, lad nu det være godt ... Han lå og stirrede frem mod Væggen: Er der også så stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige--ved du, det var knap Umagen værd.
   Han tav. Herluf så' kun op på den stille Plet af Lampen.
   -Herluf, sagde Erhard så igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du, sagde han.
   Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin Vilje: han så' på det lille pillede Drengeansigt på Puden:
   -Fa'r? sagde han.
   Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.
   -Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede Nøglerne ned på Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra hende....
   -Det varede over et År--halvandet År, sagde han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og så op....
   Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se på ham.
   -Jeg var meget--meget (og han tøvede påny foran dette Ord »elske«, som han, der nu skulde dø på Grund af sin Mangel på Respekt for Kjærlighedens Gjerninger, havde haft så besynderlig en Sky for at udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han så ... Indtil det kom ... og hun brød....
   -Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg på Ironi, der ikke lykkedes, sagde han:
   -Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.
   Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Ånde. Herluf havde dækket Øjnene med sin Hånd. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved Dødslejet af deres hele Ungdom--deres afmægtige, resultatløse Ungdom....
   -Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.
   De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen--Især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde.
   Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille på Puden og séende på ham med et Par vagtsomme Øjne:
   -Ja, sagde han kun et Par Gange: når det blot blir til noget--når det blot blir til noget.
   De tav igen, og Herluf rejste sig: Du må ikke tale mér nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage.
   -Så sér jeg dig måske ikke mer, sagde han og så ham ind i hans Ansigt--før jeg rejser.
   -Farvel--du, hviskede Herluf.
   -Farvel--og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.
   -Ja--naturligvis--jeg skriver, sagde Herluf.
   -Ja--Tak.
   De så ikke mer på hinanden, og Herluf gik.
   Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i Dagligstuen. Herluf så' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.
   -Ja--de rejste til Montreux, så snart som muligt ... men Rejsen var jo besværlig.
   -Den værste Rejsetid, sagde Herluf.
   Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, for de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla--fra Onsdagstaflet kom han:
   -Er du dér? sagde han.
   -Ja, sagde Fruen....
   I samme Øjeblik så' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, så den blev ganske hæs:
   -Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?
   Herluf vilde svare, men Professoren blev kun stående tavs og séende på ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at sige noget, uden en Lyd--ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs, lige til Gangdøren, som blev åbnet og atter lukket. Berg blev stående på Trappen.
   -Vist ud, sagde han lakonisk og så' uvilkårligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« på Pladen--før han gik ned ad Trappen.
   Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:
   -Gerster, sagde Fruen blot.
   -Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Ellers er det dig måske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?
   -Ja--udleveret, råbte han, udleveret ... Vi har slæbt dem herind--vi har tålt dem ved vort Bord--disse Folk--disse gudløse Folk, sagde han og knyttede Hænderne.
   Og hele hans Raseri, opsamlet i År, hele hans Fortvivlelse gød sig ud i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:
   -Forbrydere, råbte han, Forbrydere ... Falsknere af Moralen--Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom ham på Tungen overfor disse Mennesker--hvis Bøger vi læser, hvis Aviser vi får ind ad vore Døre hvis Liv vi lever ... Liv vi lever, gentog han: Deres var denne By--de havde bygget den ... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie Kærlighed. bygget den med deres frie Tanke--med deres »Abetro«.
   -Hvor har de gjort af Gud, råbte han pludselig, hvor har de gjort af Gud? råbte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste Halvårs Kampe med Erhard.
   Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende den Navn af både Sodoma og Babel--Tyven af hans Søn:
   -Til hvad har de gjort den? råbte han. Hvad har de gjort den til? --en Gøglerby--et _Paradis for Gøglere_....
   Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. Båndet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset lå midt på Tæppet.
   Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, og så' på den Mand, hun havde skabt. Tomme for Tomme, og givet al sin Stilling i den By, han skændede.
   Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og--begyndte at bede.

* * * * *

   Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, så da han kom til »Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.
   -Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.
   -Ja--Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.
   Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte fra »Victoria«.
   Da Herluf kom over Gaden, så' han Adolf gå op og ned udenfor Indgangen, frem og tilbage på Fortovet, uden Hat:
   -Men, Adolf, sagde han.
   -Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gå. Jeg kommer strax.
   -Men--uden Hat, sagde Berg.
   -Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.
   Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. Lidt efter kom også Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først talte man om Gerster og så om blonde Krause: »han havde måttet kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle« ... Herluf talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig med Hånden til Hovedet hvert Øjeblik--som jog han en usynlig Flue bort.
   Brodersen sad med begge Armene på Bordet: Ja, sagde han med sin fede Stemme: nogen må jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen. Adolf vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:
   -Ja, Skål for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, mens han blev ved at lé. Så rejste han sig og gik et Par Gange rundt i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig så løs.
   -Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt åndsfraværende:
   -Ja--når kan vi sés imorgen?
   -Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.
   -Ja--ja--imorgen tidlig....
   -Og når er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.
   -Klokken ti, sagde Berg.
   -Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage Igen og tog hans Hånd påny, klemmende den i sin:
   -Så imorgen, sagde han og gik.
   Herluf vilde råbe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.
   Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.
   -Du, sagde Blom og så ud over Gulvet, stuvende fuldt af det léende, »brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu--der er Efterfølgere....
   -Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld--et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.
   -Ja, vel, sagde Blom, men hvad så--Gamle?
   -Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og vendende tilbage til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:
   -Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig....
   ... Herluf kom ud på Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas....
   Og midt i den glade og hidsige Larm, lå Victoriateatrets korte Façade tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.

V

   Den rigtige Vinter vilde dog ikke komme. Det var den samme evige Tåge, der svøbte alting i sit Gråt--også idag.
   Herluf var gået meget tidligt hjemmefra; han var urolig over Adolfs sære Væsen igår og vilde tale med ham før Generalprøven. Men i Direktionskontoret traf han ingen, hverken Adolf eller Spenner, og han gik nedenunder for at søge _der_; Koristerne begyndte allerede at springe på Trappen til Generalprøven.
   Døren til Spenners Kontor stod åben på vid Gab, men inde var der ingen. Med sine nøgne Pulte og Lugten af Svamp så' Kontoret ud, som var det længst forladt og stod til Leje; Batterier af tømte Flasker fyldte allevegne. Herluf fo'r sammen, da han kom ind i den næste Stue og så' en fremmed Mand, der hilste:
   -Ja--Døren stod åben, sagde han undskyldende. Det var Bankbudet.
   -Ja, sagde Herluf. Hr. Adolf er her ikke.
   Bankbudet gik, og Herluf vendte tilbage til Direktionskontoret. Den stramme Lugt af Svampen slog i det fugtige Vejr op fra Kældrene og mærkedes gennem hele Huset. Ovenpå begyndte Koristerne allerede at støje i Garderoben, og ude på Scenen repeterede Barytonisten til Klaver midt mellem Maskinfolkene, der i Halvmørket rumsterede med deres Sætstykker.
   Og Adolf kom endnu ikke.
   Herluf telefonerede til Forretningen og fik intet Svar. De to gamle Magistratsbetjente kom på deres vante Morgenrunde for at kontrollere Billetterne til Fattigskatten. De måtte tænde et Gasblus for at sé i Tusmørket og de begyndte séndrægtigt på Optællingen, mens Herluf gik urolig op og ned og ventede.
   Det bankede igen. Det var Frøken Hansen, der kom bleg og forpustet: De? sagde Herluf, mens Vejret næsten gik fra ham: Hvor er Adolf?
   -Har han ikke været her? sagde hun.
   Herluf rystede på Hovedet og de stod et Øjeblik bestyrtede, uden at tale: Har Bankbudet været her, sagde hun så, hviskende af Hensyn til de to Gamle, der stadig talte deres Billetter under Gasblusset.
   -Ja.
   -Også hos os.
   De gik ind i det andet Værelse, og Frøken Hansen greb Herluf krampagtigt om Håndleddet: Hvor er han? sagde hun. Jeg er så angst.
   -Måske hjemme, sagde Herluf og troede det ikke selv.
   Frøken Hansen hørte det ikke, hun stirrede ud i Luften: Han har jo altid talt om idag, sagde hun ... jo længe talte om idag.
   -Ja, sagde Herluf
   Han kom til at tænke på, at de forfaldne Vekselsummer stod noterede på Spenners Almanak, og de gik begge ned for at søge den. På Væggen hang den ikke mere, men Pulten var ulåset, og omsider fandt de Almanaken mellem kasseret Klatpapir og gamle Pennekasser. Der stod ingen Tal opført ved Dagen, kun tre Kors, ved Siden af Datum: den ottende December.
   -Og hvor er han, sagde Frøken Hansen.
   -Spenner?
   -Ja.
   -De siger han er syg, sagde Herluf.
   De stod lidt, bestandig bestyrtede. Jeg vil gå hjem, sagde Frøken Hansen og lukkede Pulten.
   -Til de Gamle?
   -Ja.
   De gik begge ud på Gangen, hvor Koristerne hang støjende over Gelænderne i deres brogede Uniformer:
   -Ja, sagde Herluf, her er jo Generalprøve.
   Oppe fra Damegarderoben hørte man Regissørens Klokke, og Koristinderne rutschede leende ned ad Trapperne med de vatterede Pagebén.
   -De kommer jo igen, sagde Herluf.
   -Ja.
   De skiltes, og Herluf vendte tilbage til Direktionsværelset, hvor de Gamle var ved at pakke sammen under Lampen.
   -Nå, sagde den ene og nikkede. Det har været lidt småt i den sidste Tid, Hr. Direktør ... Men nu blir det vel bedre--skønt det er Julemåneden nu.
   -Ja, sagde Herluf, det er det ... Farvel.
   De to Gamle kom afsted, just som Regissøren meldte, at alt var i Orden. Tæppet kunde gå.
   -Vel--så begynd, sagde Herluf og blev i Kontoret. Ouverturen begyndte og lød dæmpet op bag Tæppet, mens Solisterne løb febrilsk til og fra deres Garderober.
   Men Herluf blev; han kunde ikke gå ned i Salen, han vilde ikke kunne udholde det. Han vandrede kun op og ned, ventende på Adolf, forestillende sig alle Ulykker, overbevist om, at det var forbi, at alt var ude, det var slut og at nu Huset vilde styrte om dem.
   Og hvor var de henne? Hvor var de? Hvor var Spenner? Var de da alle løbet af Landet? Spenner, der var ansat, der var Embedsmand, der havde til Pligt at være her? Hvor var Spenner?
   Hele Herlufs Angst samlede sig, mens han ventede, i et pludseligt meningsløst Raseri mod dette ene Menneske, Spenner, med det øde Kontor, åbent for alle Vinde, den nøgne, ulåsede Pult--hele denne Forladthed, der forrådte dem, der kompromitterede dem--selv om de også reddede sig.
   For de måtte redde sig....
   Han satte sig ved sit Bord og havde ikke hørt, det bankede--da der stod en fremmed Mand indenfor Døren og hilste.
   -Hvad vil De, sagde han og fo'r op.
   Den fremmede svarede ikke strax: Jeg er fra Politiet, sagde han så blot høflig og dæmpet.
   -Hvad er der skét? sagde Herluf kun. Han troede, hans Hjerte var holdt op at slå. Den fremmede svarede ikke, gik blot over Gulvet og åbnede den modsatte Dør for Hr. Rowan, Chefen, der kom ind; Herluf kendte ham:
   -Kun ingen Støj, sagde han og rakte Hånden tyssende ud mod Herluf:
   -Hr. Spenners Kontor er jo nedenunder?
   -Ja, sagde Herluf.
   -Og her?
   -Er mit, sagde Herluf.
   Hr. Rowan konfererede med Betjenten--de talte begge dæmpet, som Læger i en Sygestue: Og det var godt, om De gik ned til Prøven, sagde Hr. Rowan.
   -Ja. Herluf vendte sig. Han så' hverken Gulv eller Væg. Ude på Gangen sank han sammen et Øjeblik ved Gelænderet. Også foran Spenners Dør stod der en fremmed Mand, som målte ham.
   Herluf gik ned. Han vist både svarede og spurgte i Kulissen, før ham kom ned i Salen, hvor der var mørkt. Menneskene på Scenen så' han som Skyggerne af en Laterna magica, og han sad rank, vogtende på sig selv som en drukken. Det var Scenen med Løgene, de spillede--Hollænderen, der græd for sine Løg, sine firehundrede Løg.
   Et Par Skuespillere slog sig ned på Bænken lige bag ham og profeterede, for at gøre sig behagelige, en stor Sukces:
   -Ja, sagde den ene højt, den redder os Terminen.--Vi går ind i det nye År, bekræftede den anden, mens Hollænderen blev ved at jamre.
   Men pludselig fo'r Direktøren op og standsede Orkestret, råbende til et par Korister, der hviskede i Baggrunden--hidsig, i Angst for, at de vidste det, at det var det, de hviskede; skældende dem ud over al Måde, mens Synderne stod forfjamskede med skrævende Bén....
   Og med ét løb han, som vilde han forhale det et Øjeblik, opholde det blot et Minut, op på Scenen, omordnede Grupperingen, eksperimenterede med Kormassen, gav nye Ideer; opfindsom midt i sin Angst, omkalfatrede han alt, blot for at opholde det uundgåelige et Minut.
   Under Finalen gik han.
   Udenfor sin Dør mødte han Frøken Hansen, bleg og forstyrret. Han var der ikke, sagde hun. Jeg blev opholdt.
   Han åbnede Døren uden at tale, og hun vilde spørge--da hun holdt inde ved Synet af den fremmede, der bestandig gik op og ned, stum, uden at hilse, som en fjendtlig Vagtpost: Hvem er det? hvidskede hun stakåndet.
   Og pludselig gættede hun, lænende sig et Øjeblik mod Væggen, før hun gik frem over Gulvet mod Bordet. Og som forstenede sad de begge tavse og ventende, hver på sin Side af Skrivebordet foran den tavse fremmede. Udenfor var Akten forbi, og de herte Koristerne, der støjende løb til deres Garderober opad Trappen. De skælvede, når de hørte Skuespillernes Stemmer tæt ved Døren.
   Frøken Hansen så' hele Tiden de to Gamle, som de havde siddet Sørgmodige og forknytte ved Thebordet, da hun kom: Ja, sagde den gamle Frue, vi sidder ene, Konstantin bliver på Victoria nu; og hun havde sét på hende med sine små ængstelige frittende Øjne, mens Frøken Hansen havde fundet et Påskud for sit Komme og hastigt vilde gå igen. Men den gamle Hr. Adolf vilde slå Følge med hende, og det varede en halv Evighed, før de kom afsted, mens den gamle Frue blev ved at spørge med sin angstfyldte Stemme.
   -Hils, hils ham, havde hun råbt tilsidst, da de gik, ud over Gelænderet.
   Og så havde Frøken Hansen måttet gå, Gade op og Gade ned, med den gamle Herre, der ikke vilde slippe hende, men snakkede og angstfulde ganske som den gamle Frues.
   -Ja ja, ja ja--hils derude, hils derude, havde han endelig sagt og var bleven stående og havde sét efter hende lige til hun var bøjet om Hjørnet....
   ... De sad stadig ubevægelige på samme Plads. Herluf lyttede efter Skuespillernes Fodtrin på Trapperne, rådvild og skamfuld, som fornam han allerede deres Klager og Forbandelser nu, mens han ventede.
   Men Regissørens Klokke gik som sædvanlig og de hørte Forspillet og Koret af Fyrstinde Artemisias Hofdamer:
   En Kop endnu, om jeg må be'. En Kop endnu! Nej vil man sé--hun drikker tre--Tre Kopper Thé.
   Der blev banket let på den modsatte Dør, og Betjenten gik ud.
   -Hvor er han? sagde Frøken Hansen, strækkende sig hastigt frem over Bordet, hviskende, som hun ikke turde tale.
   -Jeg véd det ikke, sagde Herluf i samme Tone og de tav igen.
   -Dette Hus, dette Hus, sagde Frøken Hansen pludselig og løftede de knyttede Hænder.
   Den fremmede vendte tilbage og de da atter tavse, mens de hørte Fyrstinde Artemisias skrattende gamle Stemme og Hofdamerne, der svarede hende med Omkvædet:
   Ja--så skal det vise sig, at det er en lystig Krig, så lysrig, så lystig, så lystig en Krig.
   Også Betjenten havde sat sig. Han rokkede lidt efter lidt med Hovedet, med, et ret muntert Ansigt, i Takt til Musiken, da Døren gik op, og de alle stod op. Det var Chefen. Han lukkede Døren efter sig og sagde efter et lille Øjebliks Stilhed med sin ejendommelige, varsomme Stemme:
   -Ja, det er jo i alt Fald en Fallit.
   Herluf bøjede Hovedet, han kunde ikke svare. Frøken Hansen lagde Panden ned mod Bordet og græd stille.
   Ude sang de endnu--Kærlighedsduetten:
   Kun det Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.
   Pludselig hørte de ilfærdige Skridt frem og tilbage på Gange og Trapper, og mange Stemmer, der hviskede. Musiken holdt op, og Folk løb forvirret frem over Scenen. Herluf havde allerede vendt sig mod Døren, der åbnede sig foran en Flok af forskrækkede Ansigter:
   -Menneske dog, råbte Ørnulf, hvad går her for sig? Hvad er her sket?
   Ingen svarede, og han så' fra den ene til den anden: Er det en Fallit? sagde han så med halv Stemme.
   -Ja, sagde Herluf sagte.
   Døren lukkede sig igen. Forvirrede løb alle Skuespillerne ned på Scenen, samlende sig i små målløse Flokke, stående rådløse, i deres Operettepynt, midt mellem Sætstykkerne, forstenede som Brandlidte om en Tomt, Korister. Maskinfolk og Musikere. Og man hørte ikke andet end den høje Jamren fra en gammel Komiker, der uafladelig gik op og ned og slog begge de løftede Hænder ned mod sin Isse:
   -Nej, Herre Jesus, forbarme sig--nej, Herre Jesus forbarme sig.
   Lidt efter lidt kom de behjertede Herrer til sig selv, og én af dem sprang op på et Sætstykke og råbte: Skuespilpersonalet til Foyeren.
   De svarede alle: Ja--Skuespilpersonalet til Foyeren; og de strømmede ind i Samlingsstuen, hvor Dagslyset faldt ind gennem Skodderne. Knap var Dørene lukkede, før de alle begyndte at tale i Munden på hinanden, hidsige eller klagende, lignende en Flok Markedsgøglere, i deres Stads, med de aftagne Parykker i Hænderne, latterlige som en Skare Klowner, mens de alle skreg med de kalkede Ansigter, der stive af Sminken, fortrak sig til Grimasser, når de talte.
   Og pludselig blev der atter mere stille, mens hver enkelt blev stående åndsfraværende, stirrende frem for sig; med ét fortabt i et langt ængsteligt Regnestykke som et Svælg uden Bund af Forpligtelser, Bekymringer og Angst--til han igen begyndte at skrige op, médløst, endnu højere, søgende om Hjælp, foreslående Udveje:
   -Nu før Jul, nu før Jul, sagde de alle.
   De samlede sig alle om denne ene Sætning, der ligesom skærpede deres Fortvivlelse; og de valgte en Deputation til at gå til Herluf: man måtte i alt Fald have Oplysninger, man måtte have Erklæringer.
   Deputationen var valgt og gik op over Scenen, hvor Koristerne rådslog, ophidsede og talende i Munden på hinanden ligesom Skuespillerne, mens Maskinfolkene stod stille i Kulisserne, tavse og tungsindige, vante til Striker og »Spadseren«. Orkestermedlemmerne var vendt tilbage til Orkestret, hvor de sad hvidskende mellem Pultene: Ét var dog godt, at Balsæsonen begyndte så kort efter Jul.
   Deputationen kom ind i Kontoret. Ørnulf var Ordfører for Kammeraterne.
   -Ja, sagde Herluf, jeg skal komme.
   Han ventede et Øjeblik, før han gik ud og ned over Scenen, hvor Arbejderne sørgmodigt tog Hatte og Huer af i Kulisserne. Koristerne fulgte bagefter ham hen imod Foyer-Døren i en stor Flok. Der blev ganske stille, da han kom ind. Men da Herluf så' alle disse sminkede Ansigter--skræmte og ventende--her i Dagslyset, blev han påny greben af Forvirring, så man knap hørte Ordene, han sagde:
   -Ja--jeg kan kun sige Dem ... han holdt inde og begyndte igen med sin skælvende og næsten uhørlige Stemme: Ulykken, som har ramt os--os alle og dette Hus ... Ved de sidste to Ord slog hans Stemme over, og han brast i Gråd, vinkende med Hånden, at han kunde ikke tale, idet han gik.
   Et Øjeblik forblev der tyst, mens alle stod grebne af den samme Bevægelse, bestormede alle af de samme Erindringer: Huset--dette Hus ... Stille veg Koristerne til Side og gjorde Plads for Herluf, der gik ned over Scenen, de unge Piger begyndte at snøfte og græde.
   Herluf gik ind i Kontoret og satte sig. Han hulkede med Hovedet ned mod sit Bord. Så løftede han Ansigtet og vendte sig mod Betjenten:
   -Vil De sige dem, at vi kører til Centralbanken, sagde han. Om de vil vælge et Par til at følge med.
   Han blev atter rolig, og han overvejede alle Enkeltheder. Det var den eneste Udvej: Personalet måtte have Gager--nu før Jul måtte de i hvert Fald have Gager. Og Centralbanken vilde selv ikke kunne opgive Teatret, kunde ikke lade Krach'et strække sig til Driften uden selv at lide Tab.
   Han begyndte at gøre Overslag i Hovedet om de aftenlige Udgifter og om mulige Besparelser. Tøjet havde han allerede på, da Hr. Stæhr arriverede. Han var meget échaufferet, med alle Lommer fulde af strittende Papirer; han vilde have Oplysninger, mens han vedblev at snakke, søgende Bekræftelse på en Mængde Enkeltheder, Herluf slet ikke kendte:
   -Man siger, den falske Vekselmasse vil nå op til halvfemsindstyvetusind--at det har kunnet gå så længe, mærkværdigt ... Hr. Stæhr satte sig, med åben Overfrakke, spørgende ud om Adolfs Forsvinden og Spenners Forspring: Fire Dage mener man, har ham Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjælen, Sjælen i det hele ... Nu dukker der jo også Ting op om hans Fortid....
   Hr. Stæhr blev ved.
   Herluf sagde blot: Ja--kære Stæhr--jeg véd ingenting ... Vi tager til Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Stæhr gik ned på den forladte Scene--undersøgende alt, hastigt inspireret af dette Billede af Flugt og Ødelæggelse, som den dybe, tavse Sal syntes at stirre på som et mørkt gennemborende Øje....
   De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev, åndsfraværende ud af Vinduerne:
   -Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den første Elsker.
   Og Ørnulf svarede:
   -Ja--man må forstå at tage ham.
   Herluf sagde ikke et Ord, før de nåede Banken og stod ud. De måtte vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervøse, rettede på sig og fo'r med Hænderne gennem de svedige Tupeer.
   -Min Ven, sagde Ørnulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen, febrilske, ligesom før, indtil de endelig kom ind.
   Konferentsråden gik frem og tilbage på Gulvet: Jeg havde næsten ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bød dem tage Plads. Der var en hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig havde tænkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig overfor dem--som var hans Sætninger endnu kortere og klarere end vanligt.
   Men de to Skuespillere havde slet intet tænkt, og de begyndte kun at fortabe sig i lange Deklamationer om »det hele Personales fortvivlede Stilling« og »Kammeraterne, der vilde stå Last og Brast«. Konferentsråden sad bøjet over sit Bord, mens Ørnulf blev ved at tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den første Elsker, der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.
   Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, måske just dette Værelse først havde vakt og æggede hele Følelsen af hans Smerte.
   -Ja, sagde Ørnulf, Kammeraterne vil holde sammen.
   -Vi vil stå sammen, sluttede han, og finde os i Hans Vilje. Ørnulf havde løftet Øjnene op mod Loftet og rav; og Konferentsråden lod Skuespillerens Ord dø hen i en ganske lille næsten umærkelig Pavse, før han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:
   -Ja--jeg kan jo meget godt forstå og ... dele disse mere almindelige og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken må dog regne med visse Tal ... Og Konferentsråden spurgte om Gagebudgettet og om Kontrakternes mulige Gyldighed.
   Men Ørnulf forlod hurtig Tallene og blev atter religiøs og talte om Forsynet og den menneskelige Følelse, rørt og med tårefyldte Øjne over sin egen Veltalenhed, mens den første Elsker som henreven stirrede ham ind i Ansigtet. Konferentsråden havde drejet sin Stol, så han vendte Ansigtet helt om mod dem, og han sad, med Hænderne støttede mod sine Kræ og så', ufravendt, lige på de to Komedianter. Elskeren, der begyndte at føle sig usikker under Konferentsrådens Blik og som svedte som Helten i et fædrelandshistorisk Skuespil, vilde endelig standse sin Kollega og sagde:
   -Kammeraterne mente så, man kunde garantere dem Gagen.
   Ørnulf holdt inde som med et Ryk og tog sig til Hovedet: Ja--sagde han i en anden Tone--Betingelsen må være de garanterede Gager.
   Der blev igen en Pavse, før Konferentsråden atter vendte sig mod Skrivebordet og sagde: Ja--Bankrådet træder just nu sammen--og hvad der kan ske, vil naturligvis afhænge af de Herrers Beslutninger ... Jeg tror dog at turde sige, at der vil være en overvejende Sandsynlighed for, at man beslutter sig til foreløbig at overtage Driften ... under en passende Ledelse....
   Herluf bøjede sig lidt frem bag det store Skrivebord, hvor han sad, og han sagde med lidt Møje (det var overhovedet de første Ord, han fremførte):
   -Ja--jeg er naturligvis trådt bort fra al Ledelse. Stemmen lød knap frem gennem Rummet, og der var et Øjeblik stille i Stuen, som ventede Konferentsråden, en af Skuespillerne skulde tale; med de tav begge, og med en lidt anden Stemme--enten utålmodig eller måske bevæget--sagde Konferentsråden: Ja--det er måske under disse Omstændigheder bedst, at Ledelsen vælges (Konferentsråden tøvede et bitte Øjeblik foran Ordet) udaf Kammeraternes Midte....
   Han tav, og idet han rejste sig, sagde han: Vi vil jo ikke foretage literære Experimenter, mine Herrer.
   -Nej--Hr. Konferentsråd, plumpede det samstemmende ud af den første Elsker:
   -Kun hytte Skindet. Og begge Skuespillerne lo, lettede og glade, indtil også Konferentsråden faldt ind med sin ejendommelige halve Latter, mens han bestandig så' på de to Kunstnere. Herluf stod bleg ved Siden af Bordet.
   -Så vil De få Besked om en Timestid, sagde Konferentsråden afsluttende. Og Ørnulf, der atter blev meget bevæget og holdt Konferentsrådens fremrakte Hånd længe i sin, sagde:
   -Ja--så ske--så ske, hvad der må.
   De to Skuespillere gik hen mod Døren og Konferentsråden sagde til Herluf: Når så' De Adolf sidst?
   -Iaftes.
   -Ja--han skal jo først være flygtet imorges, sagde Konferentsråden. Han stod et Øjeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord, men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningsløst:
   -Ja--lev vel, og vendte sig.
   -Adieu, sagde Herluf.
   Ude på Trappen komplimenterede den første Elsker sin Kollega.
   -Ja--det gik jo, sagde Ørnulf.
   -Brillant, sagde Elskeren.
   -Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han måtte standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt på Trappen.
   Konferentsråden tøvede nogle Øjeblikke, før han åbnede Døren til den store Hal for at gå til Bankrådssalen. Det var allerede sent, og Hallen var mørk, så Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som listende Skygger, og Assistenterne sad bøjede over de store Pulte, der rejste sig som sære Skafotter.
   -Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsråden højt fra Vindeltrappens Trin. Og han blev stående, mens der blev tændt fra Pult til Pult: det så' så mærkeligt ud, som om Mørket kun flygtede som store hastige Flagermus op under Hvælvingerne og gemte sig.
   Konferentsråden gik op.
   I Bankrådssalen var der tændt, og de Herrer var allerede kommen. De var arriverede ligefra Børsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved Rygterne og Forespørgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte alle deres små Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole for at køre til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke høre.
   Konferentsråden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensråden tog Ordet og sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et meget omfangsrigt Hørerør--at han havde anset det for sin Pligt strax at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige Bankrådet.
   De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og Konferentsråden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for Banken ikke nogen Grund til at ængstes over denne indtrufne Kalamitet.
   -Såsnart man, sagde han, undersøger de nøgne Tal.
   Han åbnede sin Mappe og begyndte at klarlægge Situationen og at give alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmæssige og rent refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstallene ind som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.
   Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvælede ved enkelte Tusinder, der »måske for Øjeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme«: han afvejede Taxationsværdierne, ansættende lavt: Lad os sætte lavt, mine Herrer, blev han ved at sige: vi sætter lavt--af Hensyn til Tiderne; og han afrundede Summerne »med alle de upåagtede Værdier«, som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....
   Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra tusind til tusind. Excellencens Hørerør gik op og ned som i samstemmende Nik.
   -Overfor disse Værdier, mine Herrer, sagde Konferensråden, står da for Banken de halvanden tinglæste Million.
   Han lukkede Mappen og så' for første Gang op. De Herrer var længst beroligede og akklamerede Oplysningerne, gørende små private Bemærkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfølgeligt tilføjede Konferentsråden en Bemærkning om den foreløbige Overtagelse af Driften: man var med Skuespillerne så godt som enig og vilde af deres Midte lade vælge en kunstnerisk Ledelse.
   De Herrer skød allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og højrøstede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede endnu på Strandvejen--flyttede først ind til Jul ... Dumheder, Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr. Henrik Hansen og trak på Skuldrene; det er Damerne....
   Men Konferentsråden holdt de Herrer tilbage: Hva', råbte Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet.
   -Ja, Excellence, råbte Konferensråden: der var en Meddelelse endnu.
   De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsråden blev stående foran sin Stol, støttet til Bordet:
   -Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de Herrer. Alle nærmere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne forstå--naturligvis først senere se mig i Stand til at yde Bankrådet. Staden København--sagde han, og det var, som han uvilkårligt hævede Røsten--ser sig, for at fyldestgøre en så hastig Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et nyt Millionlån.
   -Københavns Kommune beærer os, mine Herrer, beærer Centralbanken, med Emissionen af dette Papir.
   Konferentsråden tav, og der var et lille Øjeblik stille i Bankrådets Sal.
   ... De Herrer var gået, og Konferentsråden vendte gennem den lyse Hal tilbage til sit Kontor:
   Dagen var hans.
   Han skrev kun endnu det korte Brev til »Victoriateatrets samlede Persionale« og sendte det bort med et Bud.
   Han havde allerede Overfrakken på og havde slukket Lampen, men han blev i Tanker stående bag Skrivebordet. Lyset fra Fortovslygterne faldt ind på Væggen henover Nordevropas store Kort. Han stirrede længe på Kortet, på Danmark: det var som blev i det flakkende Lys dets Konturer urolige og vidskedes ud. Længe stod Konferentsråd Hein foran det store Kort eftertænksom, med et Udtryk næsten af Smerte.

* * * * *

   -Ja--sig så De det, sagde Herluf. »Deputationen« var stået af ved Hovedportalen og gik ned gennem Logegangen. De to andre gik videre, og han åbnede en af Dørene til Logerne. Der var mørkt i det store Hus, mørkt oppe og nede, og Herluf syntes, det var, som dulmede det at sidde her.
   Han sad der længe, til han vækkedes af nogle høje, jublende Hurraråb. Det var Skuespillerne, der havde fået Konferentsrådens Brev og som lod Elskeren og Ørnulf leve højt.
   Så hørte han dem bryde op, og Støjen døde hen. Der var blevet tyst.
   Med Hovedet hvilende mod Logekanten stirrede han ned på Scenen, hvor Sætstyks-Bjergene lå væltede rundt omkring. Det var, som hver enkelt lille Stump og Stykke interesserede ham og som vilde han for bestandig indprænte sig dets Billede.
   Et Par Maskinister gik nu over Scenen og så blev der helt slukket.
   Herluf Berg var næppe kommen hjem, for det ringede igen. Det var en civil Betjent, der skulde hente ham til Rådhuset.
   De gik over mod Boulevarden og op gennem Nørregade uden at veksle et Ord. Da de nåede Rådhuset, gik de over Gården og ned gennem Kælderen.
   -Hm, sagde Herluf i en besynderlig Trang til at forstille sig, og spøge: De holder underjordiske Gange her.
   -Ja, sagde Betjenten kort, og de gik videre gennem Gangen, hvor deres Fodtrin lod stærkt mod Fliserne frem langs de hvidtede Vægge. Ad en lille Trappe kom de op foran Chefens Dør.
   Stuen var meget stor, og kun Skrivebordet, hvor Chefen sad, lå i Lys af et Par Lamper. Hr. Rowan løftede Hovedet op fra sine Akter og hilste, med sit anstrengte eller bedrøvede Blik frem mod Herluf.
   -Jeg har måttet ulejlige Dem endnu iaften, sagde han med sin mærkelig dæmpede Stemme, som talte han bestandig i et Sygeværelse. Vi måtte strax--endnu i Dag føre den anholdte sammen med Dem og Hr. Martens.
   Berg blev nu først Martens vaer, henne ved Døren, i Mørket. Bygmestren sad trykket ind mod Karmen, helt ude på Kanten af en Stol og førte uafladelig Hænderne frem og tilbage, den ene over den anden--med en egen ængstelig Underdanighed over sig, som var han en Håndværkssvend, der ventede på Rådhuset for at få skrevet i Vandrebogen.
   -Ja, sagde Hr. Rowan, vil De så føre ham herop. Betjenten gik frem over det måttebelagte Gulv, og de ventede alle tre tavse, til Døren blev lukket op igen. Berg så' ikke op, men det var som følte han dette Billede af Adolf, der stod ved Siden af Betjenten; han var så ganske »Fangen« med bøjet Nakke og holdt de ustadige Øjne (røde i det hvide, som var alle Årerne sprungne) stivt ned mod Gulvet--som var han allerede, syntes Berg, skilt fra dem ved både Slå og Mure, sådan som han der stod.
   Hr. Rowan spurgte, og de svarede efter Tur. Det begyndte med Martens. Det gjaldt om at fastslå Udviklingen for at komme til Klarhed om Grænsen og Omfanget af Falsknerierne. Man måtte kende Midlerne, Kapitalen, med hvilken der fra Begyndelsen var arbejdet.
   Men Martens vidste intet og blev kun ved at nævne det ene Navn: Spenner og Spenner i den underligt klynkende Tone som en Almuesmand, der for Herskabet skal rede for sig. Men Hr. Rowan blev ved at afhøre ham, formende sine Spørgsmål skarpere, ligesom med et Skær af Utålmodighed overfor denne uafladelige Klynken, der gemte sig bag en anden.
   -Men hvad mener De, De havde, sagde han tilsidst. Hvormed begyndte de at bygge »Victoria-Etablissementet?«
   Martens så' pludselig op: Med et Par Hundredetusind, sagde han med ét i en høj, skinger Tone, der skar hen gennem Stuen: Et Par Hundredetusind rammede de vel En ned i Grunden med deres Pæle.
   Og for første Gang reven ud af sin forknytte og stumpe Ængstelighed ved Tanken om disse Hundredetusinder, man havde begravet for ham midt i Stadsgravens Mudder, man havde pumpet ham bort som den smeltende Sné--greben af en pludselig Forbitrelse, Arbejderens gamle Raseri i ham mod Herrerne, der havde misbrugt og forurettet ham, fortalte han hele dette skønne Hus Historie.
   Han havde sét alt, med Småkårsmandens mistroiske Øjne: Leverandørernes Bedragerier og Håndværksmestrenes Svindel; og som en uvorn Dreng, der pludselig ødelægger det egne Legetøj og sønderslider Stykke for Stykke, fortalte han om Murværket, hvor der var iblandet Stén fra nedbrudte Rønner; Bjælkerne, som havde udtjent i gamle Bindingsværkshuse; om Vandet, der var som en Sø, hvori de rejste Grunden for at opnå det første Lån; Svampen, som åd sig ind i alle Mure og slog ud på hver en Væg; Jernkorsene, hvormed man havde afstivet Kælderhvælvingerne, der revnede--trævlende det op, hele sit Værk, hvor man bedrog og blev bedraget, blev han ved at fortælle: Om Imitationens Stads, der solgtes og modtoges for ægte; Håndværksmestrene, der satte deres Navne på Veksler, forledte af Spenner; Leverandørerne, betalte på Sigt, der afrundede deres opskruede Regninger; Kokkene, som lod Kødet fordærve for at rane Indkøbs-Procenterne; om Fribilletterne, af hvilke man betalte Skat; om Nordmændene med deres fyrretyve udsolgte Hus, der måtte drage hjem for Skillingerne fra pantsatte Kufferter--alt fortalte han, stående op og talende forbitret og højt, mens han fægtede med de knyttede Hænder, som rettede han bestandige voldsomme Slag mod usynlige Ansigter.
   Hr. Rowan havde ladet ham tale og kun uafbrudt sét på ham med sine forskende Øjne. Adolf stod bestandig kun som med bagbundne Hænder, ubevægelig.
   Men hvordan kunde De blive i det Foretagende, sagde Hr. Rowan, når De vidste alt det?
   Martens havde sat sig:
   -Hm, sagde han mumlende: man véd det jo nok ... men man er vel i'et....
   -Og, sagde han pludselig i en anden Tone og slog ud med Hånden ligesom før: De (han så' frem på Berg og Adolf og talte atter gennemtrængende, som råbte han til en stor Forsamling)_ De spillede jo Velhaverne_.
   Martens tav, og der var stille lidt igen, til Hr. Rowan atter vendte sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over ham var kort. Han havde jo tilstået alt.
   Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle disse Tal og Summer, al den stjålne og falske Mønt, der havde været deres hele Driftskapital.
   -Så var der altså egenlig, sagde Hr. Rowan, slet ingen nævneværdig Kapital at begynde med:
   -Kun Deres Faders gode Navn, sluttede han.
   Han rettede endnu et Par Spørgsmål til Berg om Driften, og Forhøret var forbi.
   Adolf havde allerede med Betjenten vendt sig for at gå, da han begreb, at han og Berg skulde ikke mere sés: han vendte sig hastigt et Nu og strakte som bedende Hånden halvvejs frem; hvert Træk i hans Ansigt sitrede. Og før Betjenten kunde hindre det eller Hr. Rowan tale, greb Herluf Adolfs Hånd--sålænge han levede, vilde Berg mindes denne Hånd, så stiv og kold som en Døendes--og lagde et Øjeblik sit Hoved ind mod hans Skulder:
   -Å, Adolf, sagde han sagte, mens Tårerne pludselig sprang frem af hans Øjne, de »Papirer« har vi jo alle været med at skrive på.
   Adolf var ude, Døren lukket. Og Berg og Martens ventede begge på, at Hr. Rowan skulde rejse sig: Ja, mine Herrer, sagde han og stod op: så er det altså forbi.
   Og idet han rakte Hånden frem mod Bergs højre, som han beholdt et Øjeblik i sin, sagde han:
   -De har ikke ret kendt Grunden, hvor De byggede, Hr. Berg.
   -Farvel.
   Herluf og Martens gik samme Vej, som Berg var kommen. Martens fulgte bagefter, talende uafbrudt med sig selv i en mumlende og utydelig Tone.
   Oppe på Torvet gik Herluf hjemad, trykket tæt ind mod Husene. Pludselig fo'r han sammen og blev et Øjeblik stående: Det var et Ansigt--Fru Martens', der dukkede frem fra Skyggen i en Port, bleg, med et ubeskriveligt Udtryk af Had i de opspilede Øjne.

* * * * *

   Da Berg den næste Formiddag ringede på hos gamle Adolfs, lukkede den gamle Pige op. Inde i Dagligstuen sad seks, syv Damer tavse, med Hænderne i Skødet, i en Kreds ude på Gulvet, som sad de på Vagt om et usynligt Lig.
   Der var så mørkt, at man knap kendte Ansigterne. Det var lutter Pårørende og så Frøken Hansen, der sad ved Siden af Fru Adolf og hele Tiden klappede hendes Hænder.
   Ingen af dem talte til Berg, de nikkede kun og blev siddende tavse i deres Kreds.
   Gamle Hr. Adolf kom ind fra Spisestuen og gik med rokkende Hoved om på Gulvet: Nå, Mo'er, nå, Mo'er, sagde han og klappede sin Kone på Håret og gik rundt igen.
   Fru Adolf sad kun med rystende Hoved og gentog hvert femte Minut den samme, stadig den samme Sætning:
   -At han sidder dér og fryser, sagde hun med en underlig snøvlende Stemme. At han sidder dér og fryser.
   Pludselig så' hun hen på Berg og Spurgte--som hun havde spurgt enhver--: Tror De, jeg må sende Klæder der op, sagde hun.
   -Å, ja, sagde Berg.
   -Tror De? gentog hun.
   -Nå, Mo'r--nå, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen.
   Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned på Gulvet og hulkede højt med Ansigtet ned i den gamle Frues Skød.
   Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren. Også herinde blev han ved at trippe rundt, hvileløs, frem og tilbage, til han tilsidst kom hen og lagde begge Hænder på Bergs Skuldre og så' ham ind i Ansigtet med sine små, fortvivlede Øjne.
   Og, idet han bevægede Læberne til en Klage, der ikke fik Lyd, lagde han med Et sit Hoved ind mod Bergs Bryst og ind til den unge, halvfremmede Man græd den gamle hjælpeløst over sit plyndrede Hus, over sit agtede Navn og over sin Søn.
   -Hr. Adolf--Hr. Adolf, stammede Berg kun og vidste ikke et Ord til Trøst.
   Den Gamle var gået og havde åbnet Dagligstuedøren igen. Derinde var der atter så tyst som før. Berg vendte sig og gik: her var der ingen Hjælp at yde og intet Råd at give.
   Han lukkede Døren til Gangen, og næppe havde Damerne i Dagligstuen hørt Lyden af Døren, som blev lukket, før der brød ud en Strøm af Bebrejdelser og Forbandelser mod »dem, der havde forledt ham«.
   Da Berg hørte Stemmerne ud i Gangen, forstod han strax. Og langt borte i Gaden syntes han endnu, det var, som disse Forbandelser nåede ham og traf ham som Lyn.
   Han vilde ikke gå hjem. Han vilde blive i frisk Luft. Han gik ud ad Bredgade til Grønningen. Men Tågen hængte tungt i de bladløse Træer.
   Han bøjede ind på Langelinje; han trængte til at se Vandet, det vide frie Vand. Men Sundet lå dorsk og gråt--dødt under Tågens Masse. Ude på Reden stak et Par Skibe som Skeletter Masterne og ovre fra Værfterne lod Klangen af Hamrene mod de høje Skibsskrog som Lyden af besynderlig dumpe og brustne Klokker.
   Berg sad der længe, stirrende frem mod Tågen og det døde Sund.
   Da han kom hjem, lå der et Brev på hans Bord. Efter at han havde læst Udskriften, gled Konvoluten ud af hans Hånd; Herluf huskede pludselig hin Aften, da han her på samme Sted havde fundet Brevet med Svalen. Det havde været Astas sidste Brev.
   Og med ét, mens han tænkte på alt dette, var det som om han pludselig følte al den gamle Længsel efter Asta, som alt samlede sig i én længselsfuld Tanke om hende--lykkelig som de første kærlighedssikre Dage.
   Til han på én Gang sagde, han eller »Hr. Sokrates« med denne besynderlige muntre Betoning:
   -Nå--så dét skulde du nu være fejg nok til.
   -Det skulde du vel nu til at forsøge at bilde dig ind. Det vilde jo også være så rart, sagde »Stemmen«--rigtig så nemt.
   -Nej, nej, sagde Herluf og rejste sig energisk: nej, nej, alt andet--kun ikke det.
   Han gik op og ned i Stuen før han igen satte sig med et Suk og læste Brevet: Asta var stadig ovre hos Sterns i Blekingen for at pleje Mathilde og være hende til Selskab.
   -Den Lille er død, skrev hun. Måske var det godt. Foreløbig bliver jeg her hos Mathilde, den lille Stakkel: her, kære Ven, gælder det af et sygt Barn at få gjort et helt og rigtigt Menneske. Men der er noget, som stadig optager og foruroliger Mathilde: hun har hørt at Deres Ven, Erhard Gerster, skulde være meget syg og lidende i Begreb med at rejse til Mentona eller ialfald et steds i Syden. Vil De ikke, hvis De véd noget og har pålidelige Efterretninger, skrive mig det til for at berolige den stakkels Mathilde.
   De vilde bevise en Tjeneste også mod
   Deres hengivne Asta Heltz
   Det bankede, mens Herluf endnu sad med Brevet i sin Hånd. Det var Værtinden, som sagde, at der ventede en Herre derude, som gerne vilde tale med Hr. Berg.
   Det var Edvard Sundt.
   -Dem, sagde Berg.
   -Ja, sagde Sundt. Jeg tænkte, De havde vel idag ikke noget videre at forsømme ved en lille Passiar.
   -Å, nej--det ikke, sagde Berg trist.
   De kom til Sæde, og efterat de havde talt lidt om Begivenheden, søgte Sundt at slå ind på mere ligegyldige Ting, mens hans Stemme stadig blev ved at have den samme milde, ligesom hjælpsomme Klang, som Berg havde fornummet straks ved de første Ord, da han kom ind.--
   Samtalen vilde dog ikke komme rigtig i Trit, og Sundt gik om og så' på Nips og Billeder. Foran Billedet af Herlufs Fader, der hang over Skrivebordet, blev han stående lidt:
   -Ja, sagde han, han faldt derovre.
   Han blev ved at se på Billedet og satte sig ved Skrivebordet: Nej, det glemmer vel ikke nogen af os, der var med, sagde han.
   Og måske for at adsprede Herlufs Tanker (muligt, at han også selv just var sært modtagelig for alle de Erindringer) begyndte han at fortælle--først søgende om Ordene og med lange Pavser mellem hvert Minde, siden alt hastigere--om »den Tid derovre«.
   Han fortalte om Flugten fra Dannevirke langs Frostnattens spejlblanke Landeveje, hvor Mandskabet krøb, krøb på alle fire--Mand mellem Fæ, sagde han.
   -Har De sét, når en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og så har nået Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se sådan en Skabning--så dumt det er--uden et Sekund, et Nu i det mindste at tænke på den Nat--»Marchen« fra Dannevirke....
   -Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og så' op på Portrætet.
   Han talte om Livet ved Dybbøl. Det var jo kun den langsomme »Skiveskydning« om Liv og Lemmer, sagde han. Han fortalte om Skanserne, hvor de rodede og levede, skidne som Dyr og så lystige--hver Gang, Loddet igen var slået dem forbi, og de havde et Døgn, hele fire og tyve Timer, hvor de vidste, de skulde ikke »rykke ud«....
   Herluf sad og stirrede på Faderens Portræt og hørte næsten kun halvt. Det var, som om alle Erindringer fra hans første Hjem vågnede på én Gang, og han så' Gården og Haven og sin Moders Ansigt og sin Fader den Nat, de sejlede bort på det store Skib op om Sønderborg.
   Sundt blev ved at fortælle; i en underlig dæmpet halvhøjtidelig Tone talte han, næsten som den, hvori overtroiske Folk fortæller Spøgelsehistorier--greben af Erindring efter Erindring.
   Han havde haft en Ven, der måtte rykke ud.
   -Bentsen hed han--lige kommen som Sekondlieutenant fra Skolen.... Han var nitten År og skulle »rykke ud«....
   -Han kom ind til mig, da han havde fået det at vide, ligbleg, forstyrret, rystende som det Dyr; Jeg kan ikke dø, råbte han, jeg er kun nitten År ... nitten År. jeg kan ikke dø, råbte han.
   -Og han kastede sig ned på den opblødte Jord og rev i Snavset med sine fortvivlede Fingre, mens han hulkede og græd og bad ... og atter rejste sig op og lå på sine Knæ og skreg:
   -Lille Gud--nej--lille Gud; som et Barn råbte han: Du lille Gud....
   -Og der var ikke noget at sige eller at trøste, sagde Sundt: han skulle jo rykke ud.
   -Men det var vel nok det elendigste Syn i mit Liv, sagde han, at se ham ligge dèr uden Sanser, på Jorden, som en Orm og råbe på sine nitten År og på den »lille Gud«....
   -En Time efter drog han afsted ... Jeg så' ham i Spidsen for sine Folk ... Han råbte et Hurra og svingede sin Sabel over Hovedet.... Derudefra kom ingen igen....
   Sundt tav.
   -Ja, sagde han så lidt efter og så' atter op på Billedet over Skrivebordet: De faldt.
   -Men--véd De hvad, sagde han og rejste sig, jeg tror egenlig, at alle vi, som var med den Gang, vi mistede alle et eller andet usynligt Bén eller en Arm (Sundt smilte selv ved Tanken om dette mærkelige usynlige tredje Bén eller Arm) og hemmeligt går vi vanføre omkring og har aldrig forvundet Blodtabet....
   -Jeg tror, at vi aldrig rigtig har kunnet forvinde det, sagde han i Tanker. Og derfor er vi blevet sådan Mænd som vi er.
   Han tav lidt igen, og Herluf tænkte pludselig på lille Fru Canth og den Aften, da Fru Duncker var rejst med Scheele.
   -Og har De, sagde Sundt og så' hen på Berg, aldrig tænkt på, at hele denne Menage, denne Virksomhed--og Sundt pegede ud mod Byen--den ligner kun en Sårfeber, De....
   -Det er ikke andet end Sårfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet.
   -Det er et lysteligt Billede af Dem, sagde Herluf efter en Pavse. Og hvordan skal det så stå til med os, der er kommet efter?
   -Ja, sagde Sundt og vendte sig atter for at sé på ham. Hvordan?
   -I skulde lære den vanskelige Kunst at være små, sagde han; og meget alvorligt, mens han betragtede Skovriderens Portræt tilføjede han sagtere: Og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse.
   Der var stille i Stuen en Tid, til Sundt i en anden Tone sagde:
   -Og hvad vil nu De, Berg?
   -Hm--vel skrive videre, sagde Berg. Han stod lidt:
   -For det er kun Bøgerne, der slutter, sagde han træt: Livet fortsættes.
   -Ja, sagde Sundt og slog den flade Hånd ned mod Bordet.
   Han vilde gå nu.
   -Tak, fordi De kom, sagde Berg, og De var så--elskværdig.
   -Nå--hvad Elskværdigheden anbelanger, sagde Sundt: Farvel nu--og frisk Mod. De var kommet helt ned på Trappeafsatsen, før de skiltes:
   -Idag har man talt sig lidt ud med hinanden, sagde Sundt. Farvel.
   -Farvel, sagde Berg.
   Han blev stående på Afsatsen, efter at Sundt var gået, og uden at tænke over det, så' han ud af Gangvinduet, der vendte til Gården.
   Der kom en sortsmudsket Lirekassemand ind ad Porten med en Kone i et stort, luvslidt, gråt Sjal. De fik Lirekassen stillet op, og Konen tog to små, rød-bukseklædte Aber frem af Sjalet og satte dem op på Lirekassen.
   Manden spillede, og Berg så' på de to Aber, der begyndte at skære Grimasser og danse. Pludselig hørte han Melodien. Det var »Kyssenes Sang«. Og ud af syv, otte Køkkenvinduer i den store Gård trallede musikalske Piger i mange Tonarter Visen:
   Her kysses vi, og gør Kur--her kysses vi.
   Herluf stod længe og så' på disse to Aber, der dansede på Lirekasselåget, mens Pigerne sang.
   Han vendte sig, da han blev tiltalt af en Stemme på Trappen. Det var en Kommissionær, der var »så glad ved at træffe Hr. Direktøren hjemme«. Han tog en fidtet Regning frem af en Brevtaske og præsenterede den.
   Det var en »Nota« fra en Sommerrestauration.
   Berg havde ikke en Skilling: Ja--De må komme igen, sagde han og gik utålmodig op ad Trappen.
   Men Kommissionæren fulgte efter og brugte Mund, så det kunde høres over hele Trappegangen:
   -Nette Herrer, fine Herrer--spise og drikke, det er de med til ... men Betalingen kan man hente hos Fogeden....
   Berg fik lukket Døren. Men udenfor på Trappen blev Kommissionæren ved at råbe....
   Herluf gik ind. I Stuen begyndte det at blive mørkt. Træt satte han sig ved sit Skrivebord; rundt om sad den stumme himmelske Forsamling på Etagerer og Bordkanter.

* * * * *

   Fru Heltz og Etatsrådinde Knudsen holdt hinanden ved Selskab og havde udøst Hjerterne for hinanden: de forstod ikke rigtig deres egne Børn.
   Fru Heltz følte sig så tit lidt ene. Asta var jo helt borte, ovre i Blekingen, og Julie »havde næsten nok med at danse«, som Konferentsrådinden sagde.
   -Når hun bare havde lidt af de Tanker, den anden har for mange, sagde hun.
   -Ja, ja, nikkede Fru Knudsen.
   -Men man forstår dem ikke rigtig, sagde Konferentsrådinden ind mod Øret af Veninden; forstår dem ikke--hverken den ene eller den anden.
   -Næ, næ, rystede Etatsrådinden.
   -Man ser bare, du, at noget er der i Vejen, sagde Konferentsrådinden. Og Skylden er vel vor, Anna, sagde hun: vi har vel ikke forstået at passe rigtig på dem.
   -Konferentsrådinden havde Tårer i sine store gode Øjne; hun tænkte på Asta, som var hendes kæreste og nu »sad derovre og passede Syge«....
   De to gamle Veninder sad længe tavse og triste ved Siden af hinanden.
   Så hørte de Teatervognene på Gaden og tog et Par Tørklæder om, for at stå lidt i det åbne Vindu.
   Vognene rullede rask forbi, og Sværmen begyndte at vælde frem oppe over Torvet. Det var det »hele København«, der havde villet vise »det«, som Bladene skrev, »uden Skyld så hårdt ramte Personale« sin Deltagelse og havde overværet »Victoriateatrets« Førsteforestilling.
   Konferentsrådinden og Fru Knudsen hørte dem snakke og tralle, mens de strømmede ned gennem Nygade langs Fortovene. Det blev ét muntert, syngende Myldr under deres Vinduer. Række nynnede efter Række i alle Tonarter den samme Vise, mens Ansigterne strålte og lo i Lygteskæret:
   Ja--så skal det vise sig, At det er en lystig Krig. Så lystig, så lystig, Så lystig en Krig.
   Droskerne blev ved at rulle frem midt ad Gaden i en hel Række. Der kom en lejet Karet fra den modsatte Side, og det gav en pludselig Standsning, så Kuskene bandede.
   Det var Kaptajn Petersen fra »Bladet«, hvis Hoved stak frem af Karetdøren. Han gestikulerede med to hvidtbehandskede Hænder til Kusken. Kaptajnen var i Galla: han kom fra en Forening, hvor han havde holdt patriotisk og populært Foredrag om: »Vore tusindårige slesvigske Valpladsen«.
   Endelig kom Vogntoget i Gang igen, og Kaptajnen tog Hovedet til sig.
   På Fortovene drog Strømmen stadig forbi og trallede:
   Ja--kun dét Kys ægte blir, som Elskov Elskov gir, hvor Læbe bringer Læbe Bud om Flammer, tændt af Elskovs Gud--som Elskov Elskov gir.
   De to gamle Damer stod i Vinduet. De så' ret mismodigt ned på Sværmen.
   -Ja, sagde Konferentsrådinden ind i Fru Knudsens Øre: Hvor Livet er underligt, du....
   -Ja, nikkede den døve med sit mærkelige, bestandig uforstående Udtryk: Underligt.
   De to Damer gik tilbage og lukkede Vinduet.
   ... Sværmen dernede var borte. Den skyllede ned gennem Østergade ud på Kongens Nytorv og skiltes.
   Og lidt efter lidt blev der stille i alle Gader og i alle Gyder.
   Kun en enkelt Fodgænger gled forbi »Hesten«, hvor Banditerne blundede på Bænkene. De vågnede og stirrede ud på Fodgængeren gennem Mørket.
   Så faldt de hen igen.
   --Men Decembernatten tætnede kun Tågen, der lå over Staden København.