Ti År

---

Herman Bang (1891)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her


TIL ERIKA NISSEN

---

   Da jeg i Morges kom ned fra min Stue, flyttede Værten de sidste Blomster bort fra den lille Træveranda. Dens Vinløv var allerede længst blevet gult. Og i Dag rejste den sidste Sommergæst.
   Nu vil vi, Vinterens udholdende Fugle, krybe ind i Sommerens forladte Reder, og vi vil tætte Ruder og Vinduer, og vi vil vogte Dørene for Træk - Dørene, der i Sommer sad så løst på deres Hængsler.
   Nu bliver det Mørkets Tid og Kuldens og Ensomhedens.
   Lunden vil tabe sit Løv, der vil brunes og gulnes og falde, til den står nøgen, sørgmodig og grå. På Markerne vil Ploven, der langsomt skræller Monnet, bortskære selve Høstens Stubbe. Og Efteråret vil da slæbe sin lange Kappe af Tåger tungt hen over en farveløs Jord.
   Kun langs Gærdet vil det lave Krat beholde sine knitrende Blade, som Rimfrosten en Nat vil have dækket med sine Kniplinger.
   Nu bliver Dagene stille og Aftnerne lange.
   Der veksles ingen Hilsner mer over de forladte Sommerhjems Gærder, og man mødes ikke mer på lyse og tidlige Morgener under muntre Velkomstråb på Vejen.
   Kun Landsbyhåndværkerne kryber nu frem i deres Døre og snakker over Gaden, tørt og kedsomt, om Vind og om Vejr.
   Så skal de ensformige Dage tilhøre Arbejdet. Dets Tungsindighed vil passe vel til dette Landskabs Linjer, som Sommeren har af klædt dets Ynde: Fladmark bag Fladmark og der en Mose, hvor en Pil luder ene.
   Men om Aftnerne, når Arbejdet er gjort, vil jeg søge Selskab.
   Jeg vil holde til hos mine mange Hændelser. Livet førte mig jo allerede viden om, og jeg oplevede Adskilligt. Nu vil jeg skrive et eller andet ned - med et Smil.
   Og den Bog, som jeg i disse Vinteraftner vil samle, den beder jeg Dem, kære Fru Nissen, at modtage som et Minde og med et venligt Sind.
   Hvor ofte vil ikke, når jeg lægger Pennen, mine Tanker vende hjem til Deres Stuer, hvor "han" - som Børnene kaldte mig - i Fjor så tit fortalte så mange af disse "glade" Livets Hændelser under Børnenes Latter, fortalte for Dem og Deres Mand og "Flokken" i mange lykkelige Timer.
   Hvor ofte vil min Tanke ikke vende hjem til Deres Land, der har ydet mig Gæstfrihed som intet andet, og hvor jeg har Venner som intetsteds.
   Deres skønne Land.
   Så vel jeg husker det År, da jeg sa&åcute; Vestlandet for første Gang.
   Det havde været et så besynderligt År: mens jeg rejste fra Land til Land, var det som Foråret bestandig skulde flygte foran mig og jeg kun se som en Flig af dets grønne Kappe.
   Jeg var i Finland - langt mod Nord, man sagde mig, tror jeg, det var Europas nordligste Jernvejsstation. Jeg var en Aften i Selskab, og så, da vi skulde gå og Damer og Herrer i Forstuen kom i de store Pelse, sagde en af de unge Fruer:
   - De må da med til Majfest.
   - Majfest? sagde jeg.
   - Ja, i Morgen. Det er første Maj. Den fejres i Skoven.
   Jeg lo og sagde: Midt i Sneen; for Sneen lå favnhøjt.
   Vi skiltes fra Værtens, og vi vandrede hjem under en vinterhøj Himmel med den knitrende Sne under Fødderne.
   Og den næste Dag kørte vi til Majfest i Kane. Hvor lystigt det var: Slæder væltede i altfor høje Driver. Unge Folk havde Grankviste fæstede i deres Hat. I Skovens Sommerpavillon stod alle Vinduer og Døre åbne. Fruer og Frøkner sad på Balkoner, indbundne i Pelse.
   Vort Selskab spiste i Salen. Taffelmusik var der af Blæsere: hvor de blæste lystigt alle Vårens Melodier, mens Hornene var ved at fryse fast i deres Mund. Alle Altandøre stod åbne.
   Så spurgte jeg: Men når kommer da egentlig Våren her?
   Og en ung Dame sagde, mens hun sa&åcute; langt ud over den islagte Bugt (hvor lykkeligt hun smilede):
   - Å, om seks Uger, sagde hun:
   - Og så bliver her så skønt.
   I Wasa ventede jeg da ikke på Våren. Jeg vendte tilbage til Petersborg.
   Sneen lå endnu i Gaderne. Når vi om Aftenen gik hjem og vadede i det grå Ælte, sagde min Ven Zerlikoff:
   - Og for at skaffe denne Sne af Vejen, har Petersborg i År betalt 200,000 Rubler. De russiske Embedsmænd har sandelig Jordens største Lommer.
   En Morgen brød dog Solen frem. Det var Dagen før jeg skulde bort.
   Da jeg om Middagen kom ud til mine finske Venner i "den trettende Linje", skruede i Forværelset Tjeneren Lampetterne af Karmene, og hele Huset var i det fulde Opbrud.
   - Ja, sagde Husets Frue, også vi rejser.
   - Somren kommer på en Nat i Petersborg. Om otte Dage vil Øerne være grønne og Newski vil gløde som en Ovn.
   - Vi redder os til Peterhof.
   Vi kørte ud til Parken. I alle Somrens Beværtningssteder havde Tømrere travlt. De slog Skodder fra Verandaer med rappe Slag; de slog Hylstret fra Gipsguder, så de genopstod på Plænerne i Solen.
   Og jeg rejste - fra en Vår, der kom uden nogen lun Fugtighed, kun tør og klar og hed.
   Toget førte mig gennem Finlands Ødemark. Den er vel aldrig så trist som netop da: Snetæppet var smeltet hen; kun i Stenmarkens Kløfter lå Sneen endnu, grå og skidden, mens rundt på Markerne Underbundens Klipper ragede op - snart som Ligtavler, snart som Bautasten.
   Til Finland var Våren endnu ikke nået.
   Kun i Skærgården, hvor på de yderste Skær fattige og stormsuste Træer bøjer sig tørstige over Vandet, sås det at grønnes spædt.
   Men jeg drog atter gennem Vinter og Sne, gennem Sverigs Norrland.
   Så nåede jeg Trondhjem; så nåede jeg Meraker.
   Og der blev Tummel i Dalen, hvor vi fo'r, af hundrede styrtende Fosse, som faldt fra bratte Sider, høje Klippetinder, som et Skumvæld sejrrigt, stormfuldt, frit ned omkring os. Det var Vinterens Sne, der havde kendt sin Tid, det var Bjerges Is, som brast.
   Det bragte Kulde med sig - men Kulde og Liv, det styrtende, bragende Vand ned ad Bjergenes Sider. Det stænkede Toget, vort Ansigt følte dets Kølighed - mens vi fo'r.
   Det var Våren, som et Bad af Våren - under en stolt, frittalende Larm af ubændige Strømme.
   Toget ilte frem. Dalen var snæver, som vilde Fjeldene lukke sig og måtte det hastige Træn splintre Bjerget som en Kile. Så blev Dalstrøget bredere. Som smilende Øer lå halvtoversvømmede Enge, og Elve og Bække - de hundrede Bække - pludrede og piblede, hastede og skyndte sig, alt det kraftige, rindende, levende Vand.
   Solen lyste imod hvide Stammer, Fugle sang midt i Fossens Larm.
   Her var Våren kommen, stor og løsende og mægtig steg den frem - i Jubel. Dundrende Fosse meldte dens Sejr.
   Jeg så, at nu var jeg kommen dér, til Vårens Lande.
   Ja, et Vårens Land er Deres Fædreland. I et gammelt Århtmdrede er det alene ungt, og i en træt Tid er det alene kraftigt - ungt i Livet, ungt i Kunsten. Dets største Dag hedder endnu Fremtiden, og for det hedder de kommende Tider Forhåbninger.
   Husker De en af de mange Aftner, hvor der ifjor var samlet alt Slags Folk i Deres Stuer, Malere, Musikere, Politikere i Flok?
   Der blev talt om Norge: om dets elendige Kår, om Manglen af Driftighed, om Landets Øde, om svigtende Kapital, om Jordene, der lå udyrkede hen, om Fossene, hvis Vandkraft, der betyder Millioner, var ubrugt og næppe kendt.
   Så sagde en af Deres Gæster, han Bonden og Lægprædikanten og sa&åcute; langt ud for sig:
   - Jeg er kun glad ved, at vi i Norge har udyrket Jord.
   - Fremtiden er lang.
   Han havde Ret. Norge står først ved Begyndelsen af sit Livs Værk, og det er godt at have ny Jord at dyrke.
   Ny Jord for unge Mennesker.
   Thi i Deres Fædreland er Oldingene unge. Derfor griber hastigt og uens de store og utopiske Tanker - der holder til i unge Hjerner - Digter-Førernes Hjerter: så den ser Nytårsnat Nordens Folk i Enighed grunde vide Kolonier og befolke dem med Skandinaviens Race; den vil kue Driften og afklæde Verden sit Panser til en evig Fred. Og stolte af egne Kræfter benævner Digterne sig Løver og de praler af deres egen Dåd som unge Korinthere pralte af deres Væddekampe.
   Unge er alle.
   Unge Deres Malere, som grelt forsøger det Urimelige, og i hvis Hjerner det Yderste spirer frodigst. Ung er Deres Scenekunst, en Kunst uden Form men med en usmittet Sjæl.
   I Deres Skuespilhus står tæt med Vildskud. Men fra Dag til Dag synes man at se Talentet gro. Og Kunstnere, der knapt har hørt op med at være Zigeunere, har endnu ikke tænkt på at blive Embedsmænd. De Folk er endnu Kunsten hidsigt hengivne, de ikke kun lever af den - - nå, det sidste kan de endogså næppe. Thi et ungt Menneske som Norge har en slunken Pung, som vi véd, og har ikke meget at spendere på Kunst.
   Men Kunstnerne, der er lige så unge som deres Land, har Modet til at leve trangt.
   Ja, min Gud, hvilke besynderlige Kunstforhold i den Stad Kristiania med dette Hovedkvarter i Grand og denne geniale General, som lønnes af de menige Soldater. Her genopleves Romantikens Kunstnerromaner, og der er endnu Digtere, som sulter på Tagkamre - - og, ligesom i Folkekomedierne, skriver Mesterværker, mens de sulter.
   Hvor mange besynderlige Silhuetter gemmer min Erindring dog ikke fra denne mærkværdige Verden, hvor Drifterne er så voldsomme, Tankerne skyder så vildsomt af gærende Jord, og Forvildelserne hænger tæt over Talenternes Hoved, tæt som truende Sneskred.
   Men Kraft er her. Man siger om en Bog, man vil skrive:
   - Jeg må slænge den fra mig.
   Man siger om et Maleri, man vil male:
   - Jeg vil brænde det ned ...
   Og man slænger fra sig og man rabler sammen og man - skaber Kunst under al Livets Lovløshed.
   Den Koloni har sine egne Love. Har én Penge, har alle. Har én slået Mønt, deler han med alle.
   De skriver, når Ånden er over dem. Så flyver de bort og gemmer sig, på et Fjæld, ved en Fjord, i en Krog - laver "Boka sin" og kaster den i Hovedet på en Forlægger og vender hjem igen til Grand, hvor de træffer de andre, der stirrer fra deres Sofa op i Loftet og fører rød Tale og skænder Samfundet, som ikke føder dem.
   Thi disse Mennesker, der er så elskværdige og så naive, finder endnu den Dag i Dag, at Talentet burde bespises på et Prytaneion,, og i Ungdommens Følelse af Geniet kalder de Forlæggerne for Ågrere, Forlæggerne, som må sælge Regnebøger for at dække Tabene, forvoldte ved deres unge Værker.
   Og i Raseri vil de "fylde Filleaviserne" ...
   De forsøger derpå og Dage lang tygger de på deres Penne, mens de undres over de sære Danskerne - de, som ved at spalteføde Aviserne føder sig selv.
   De forstår ikke, at de kan det. Og dog er det ganske simpelt. Vi kan det i Kraft af Rutinen, den eneste Evne, vi har forud for dem til Gengæld for alle dem, der fattes os og som de ejer:
   Oprindeligheden, Voldsomheden - og den føder dog den stærke Kunst - det intakte Blik, altsammen et stort kunstnerisk Eje, som skaber deres Bøger og gør dem kantede i Aviserne.
   Så lever de da på Slump og på Dagens bedste Beskub.
   Og mange sære Hændelser rummer deres Døgn og deres Nætter. Vildskab kommer over dem som en Rus, Fortvivlelsen tager dem som en Bedøvelse.
   De sloges i Nat på Knive, den går såret om med Sår af Centralhallens Flasker.
   Men midt i al den Leven kan man også høre om en enkelt, der er brudt op fra Gildet og blevet en stille Mand ved en Kvindes Kærlighed og har bygget sig en Rede på "Hougen", hvor to er ene sammen, han ved sit Arbejde, som hun vogter...
   Og Mindet om sådan to blander sig som en øm og stille Tone ind i Bohème-Erindringernes Støj.
   Besynderlige, stærke, løfterige Land.
   Ungdomslandet, vor Races Fremtidsland.
   Når mine Tanker vender tilbage til det, gemmer hvert Navn et Minde.
   Trondhjem med sin gamle Kirke og Kongens Palads - et Palads af Brædder. Christianssund, nøgen, med barske Klipper, Arendal med sin Kirke, bygget på en Basar...
   Hvor skøn en By, en Stump af Genua ved et blåligt Hav.
   Få Gader er der, flere Øer. I Snesevis flyver Både over Golfen. Hvad er det for en Bådstime, hvad er det for Lystighed - nu, ud på Aftenen, når Solen allerede er nede?
   Det er Arendal, der farer i Theatret, under megen Glæde.
   Laurvig med sin Bøgeskov; Stavanger med faldne Matadorers forladte og øde Haver; Frederikshald, hvor Heltekongen faldt, ene, ramt af hvem?
   Og Bergen - -
   Bergen, som er skønnest af dem alle.
   Hvem maler disse Fjeldlinjers Skønhed, hvem Tonerne over Havet, hvem Nattens stille Glans?
   Bergen er Norges evige Fornyer. Her skyder Landets Tanker frem i evig Ungdom. Her bliver Tunghed Livslyst og Norden Syd.
   På Bergens Pande skrev en hemmelighedsfuld Hånd det stolte Ord: Talent.
   Ja, mange, mange Minder har jeg fra Deres Fædreland.
   Men blandt de kæreste er de fra Deres Stuer, der, hvor De så venlig modtog en Fremmed, og, i Tidens Løb, gav ham Lov at kalde sig en Ven af Dem og Deres.
   Modtag nu denne Bog med hans Tak som et Minde om ham.