Tine

---

Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

II

 

Der var Fremmede hos den enarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt efter Middag allerede - Folk holdt af at være sammen i de Dannevirkedage - og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punchen i Dagligstuen, hvor der stod en Røg af Piber.

L’hombre-Bordene var slået op foran Vinduerne, men der var ingen, som havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmåleren, som sad og nikkede så småt i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i Småklynger og blev ved at tale, højt, om Bustrup og Værkerne og Mysunde og om den sidste Krig.

Over alle Stemmerne hørte man Kapellan Graa, der stod foran Stén fra Gammelgaard, hvem han nåede omtrent til midt på Maven. Han talte om Slaget ved Isted og den kære Drot, hvormed han mente den afdøde Kong Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrøm, hvorunder meget Spyt var fløjet ud på Sténs Vest, og han sagde som et Slags Resumé:

- Ja, da sejrede Danmarks Hjertemagt.

Kapellanen blev stående - borte i et stort Troens Smil. Han var Grundtvigianer og kvækkede som en Frø.

Ovre i Hjørnet ved Bogskabet havde en Kreds slået sig ned omkring Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved Frederits - da havde han været med: Det var Storm på Skanser og Brand af Værker og Gåen på med Bajonetten under glade Trommehvirvler. Når de blev bombarderede, lod de Regimentsmusikken spille, og når de stormede, sang dg.

Som Høstfolk havde de klædt sig ud og nappet Prøjserne i en Kornager.

Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet. Man drog fra Frederits til Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Stén fra Gammelgaard havde også været med, han havde kæmpet under Helgesen.

- Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Røverkaptajn.

De blev ved at tale: om Ryes Ord: „den skal tages og nu frem”; om Schleppegrell; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under Kugleregnen. Hver fortalte højlydt sit - undtagen Kammerherren, Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om Regeringen, der kendte sit Ansvar.

Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Prøjsere, så Krigen lød som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen på og saftig Spøg og glade Signaler - indtil Frederik Klint, en Student, der var her i Besøg og ikke kunne gå med på Grund af en manglende Finger, han havde fået skudt af ved Skydeøvelse i en Skytteforening, greb sit Glas og råbte, hed af Krig og Punch:

- Ja, lad dem komme, vi ta’r imod dem.

De råbte alle med, med skinnende Øjne, og på én Gang sang de „den tapre Landsoldat”, med høje, larmende Røster, alle, - undtagen Provsten, der begyndte at gå op og ned på Gulvet, urolig som på de store Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide Skjortebryst frem og smilte.

Gamle Fangel vågnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde han - med den Sætning plejede han at fortsætte sit Livsværk efter hver Skraber -; og han begyndte at nynne med dem, der sang højere og højere (Studenten oppe på en Stol) sættende i på hvert et „Tyskerne”, de sang, som slog de dem ned med Næver for deres Fod.

Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:

- Endelig, endelig, sagde Provsten som stakåndet og greb efter Tidenderne. De havde ventet på Posten i Timer nu.

- At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt og søgte sin Avis i Bunken.

- En ka’ vel ikke fly’e med Ilpost, sagde Sofie, når Vejen’ er så glatt’, at En knap ka’ kryv’, når En ikke vil stikk’ i Sivsko.

- Ja, de vil snuble, de vil snuble, råbte Klint og knyttede sine ni Fingre.

De stod alle rundt om Lampen, to, tre om hver Avis, så ingen kunne læse: Lad Provsten læse, sagde Stén.

- Ja, vil Højærværdigheden læse, bad de alle, mens de satte sig rundt om Bordet, og Provsten fik åbnet Bladet for den tredje; Depecherne var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i „Bladet” - den kunne han læse:

- Ja, læs, læs, råbte de alle.

Hans Højærværdighed holdt det løvemankede grå Hoved rankt, og med sin myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blødt, læste han bredt og klart Korrespondancens Ord, som oplæste han en Proklamation; mens de andre sad med Blikket fæstet på hans Ansigt, tavst hengivne, et Par med foldede Hænder - og han blev ved at læse.

Sofie var blevet stående henne ved Klaveret, hvor hun græd.

Korrespondenten skrev om Vogne med „prægtigt Kød” og en Mængde Brød og Skåle fulde af Gryn, og om de „troende” Soldaters Mod. Så gik han over til at tale om „Stillingen”, og Højærværdigheden læste uvilkårlig med højere Røst, dvælende og endnu bredere som en Digter, der, kælende, oplæser sit eget Værk:

„De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud: at der er en lang Vold, det gamle kære Dannevirke, som vi i et Årtusind have kæmpet om, og som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide også, at der langs denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen støttes ved Oversvømmelser. Og mere behøve de ikke at vide: Mere er det ikke værdt at fortælle. Det er en Fryd at stå på disse Skanser, hvoraf hver er en stejl Fæstning, fra hvis Ildsvælg Død og Fordærvelse ville spredes i Fjendens Rækker, at se derfra ud over Terrænet og at tænke sig vor Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme. Modtagelsen vil blive varm . . .”

Stén havde lagt sin Næve over i Forpagterens fra Vollerup, som trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr. Graa sad og slog sine små runde Hænder, knyttede, ud i den tomme Luft.

Provsten blev ved at læse:

„Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Øre ved at høre den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde på Forberedelserne til Kampene. Vejene var glatte, de pløjede Marker, over hvilke jeg red, var hårdt frosne, og Hesten havde ofte Besvær ved at arbejde sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Thi disse Vanskeligheder vil Fjenden få at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser på disse Veje, hvor Ilden fra Skanserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt. Det vil blive besværligt for ham at storme løs . . .”

- Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Tænder.

- „når hans Soldater glide ud på Isen eller snuble over Jordklumperne, medens vore Kugler gør lyst imellem ham, og hans Blod farver de hvide Marker røde . . .”

Provsten holdt inde. Men der hørtes ikke en Lyd; det var som de alle med deres skinnende Øjne så både Marker og Blod.

„Mangen kraftig Mand” - læste han igen - „vil lægge sine Ben her i den fremmede Jord; mangt et ømt Moderhjerte vil få det Budskab, der er tungest af alle. Men det må være vor Trøst, at Ulykken vil ramme vor Fjende hårdere og at langt flere Tårer vil fremkaldes i hans Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke må blive gjort til Skamme, gid Modet må blive lønnet, og gid mit næste Budskab må lyde: Sejr. Jeg håber det, vi håbe det alle; men Afgørelsen ligger i Guds Hånd.”

Provsten holdt inde og lagde Avisen ned på sit Knæ, men Kapellanen sagde med vidtopspilede Øjne:

- Ja, Gud vil våge over sit Danmark.

Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Øjeblik sit Cæsarhoved frem over Bordet: Ja, brød han ud og lagde sin Hånd myndigt ned på Dugen, de Ord, vi har læst, spejler Nationens Håb. Det er vor Fortrøstning og vort Håb - og han rettede sig rank, så det hvide Bryst stod frem som et Panser - at Dannevirkedagen, den vil vække vort gamle Land. Femten År har vi ventet, til vi næsten fik ventet os i Søvn. Bøjet os har vi - og Provstens Stemme sank, den havde så let ved at antage Fald som af vuggende Jamber - til vi blev næsten en duknakket Flok . . .

- Ja, ja, råbte de, og de, som sad endnu, kom op at stå.

- der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sørgeligt gik Indrømmelsernes Spøgelser gennem Lande. Men så en Dag ilede Folkets bedste Mænd forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden nået, den Stund, som disse Mænd har villet. Ja - og Præsten løftede Røsten, mens det gav ligesom et pludseligt Sæt gennem alle de Mænd, der lyttede, Skulder ved Skulder - vi har deres Ord derfor, som de „med velberåd Hu” have villet. Thi Danmarks Hjertesag - de vidste det - den måtte fægtes ud. Nu kunne der - forstod de - ikke krybes længer som Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulle gå os af ubodelig Eje og - Selvagtelsen skulle glemmes i dette Land . . .

De råbte alle Bravo og „Hør” og hede Ord, som ingen forstod, mens de så på ham med åbnede Munde.

- Ja, råbte han og løftede Hånden halvt, mens han selv åndede svært, den har de villet redde ad den lige Vej. Danmarks Selvagtelse er det, som værnes i denne Stund.

Han tav.

De råbte ikke mer, stod tavse lidt, mens Stén og Forpagteren fra Vollerup pludselig løftede Armene, som svingede de et Par voldsomme Vægte i deres Hænder. Så løstes de i Grupper påny, og talte igen - om „Sejren” og „Slesvig” og „Retten”. Ja, hørte man Graa sige over dem alle: Gud vil skærme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod tæt ved den sammensunkne Provst og skulle „sige noget” og ikke fandt det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der var svagt snøvlende:

- Min Go’e - det er sådanne Talere, som har skabt vort Land.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret til. Den tætte Røg i Stuen løste sig i Trækken til store og viftende Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.

I Gården begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og råbe højt, i Klynge om Værten, Baronen, der ville tale. Han ville tale om Krigen og stod op på en Stol:

- Krig, mine Venner, er en Prøvelse, men en Prøvelse, - skreg han - der styrker Selvfølelsen; Krig er en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element - -

- Ja, ja, råbte Forpagteren fra Vollerup. Og Stén, der sad midt i Stuen og uafladelig førte sin knyttede Hånd ned mod sit store Knæ, blev ved at sige:

- Ja, vi skal slå dem ned - ja, vi skal slå dem ned.

Kun Kammerherren og Provsten hørte mer; de andre gik op og ned, rødblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden på hverandre, om tusind Ting, Hæren, Generalerne, Tysken; og - pludselig skældte de Kongen, Kong Christian.

- For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.

Det var Postmesteren, der skreg det først, og der blev et Råb.

Men Baronen blev ved, stående op på sin Stol, med sin Strøm af Ord ud over de forvirrede Hoveder - om Krigen og den danske Kvindes Jens, der ville Afgørelsen ad den rette Vej; mens det tomme Ærme, som Trækken tog, daskede svagt mod Højærværdighedens Ansigt.

Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strømmede sammen, så Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punch ud til Husmænd og Kuske, Glas efter Glas: de skulle vel også drikke for deres Brødre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gården så de som Skygger Husmænd og Kuske i Kreds. Ansigterne kunne de ikke skimte. Men, på én Gang havde de derude løftet og tømt deres Glas, og der lød ni lange, dæmpede Hurraer fast ud fra Mørket gennem Stormen imod dem - som en Ed.

Herrerne ved Vinduerne blev tavse, pludselig bevægede af deres egne Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Mørket:

- Hr. Kammerherre, det er Mændene fra Isted.

Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed viskede et Par Tårer væk fra Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmåleren:

- Det er dem, som skal dø, Du.

De ville alle gå tilbage i Stuen, da Klint sprang op i et Sæt på en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Hår, talte han - usammenhængende, krammende om den røgfyldte Luft med sin lemlæstede Hånd, som om han ville gribe de Syner, han så - og de blev stående og hørte ham:

- Om Førerne er der talt - mer råbte end talte han - ja, de, som har ført de ældre - men os, os, de Unge, os, der skal kæmpe nu, os har andre ført: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye Tider . . . Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har ført nordisk Ungdom til berømmeligt Samtogt - hans Syn har ført os til denne Dag . . .

- Ja, og sig nu ikke - og utålmodig bevægede han sin Hånd gennem Luften - at det er Syner, som er bristet - de kan vel blive Sandhed endnu . . . Men selv, mine Herrer, om det var Illusioner, de Illusioner har mættet os og de har været vort Brød . . . Og når der nu - han vendte sig halvt mod Gården, og Karlene, der intet forstod, men hørte hans unge Stemme og så Skinnet på hans Ansigt, løftede sig i Hænderne helt op til Karmen, stirrende på ham med lysende Øjne - står som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmænd - - så er det ham og hans, som har næret deres Håb og ført dem herhen: hans er Ansvaret og Æren - leve da han og hans.

Klint kunne ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men som om Digterens ene Navn var Symbol på alle deres Håb og al deres Tro, råbte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over Engen, frem over Vænget - igen og igen.

Karlene hørte ikke og vendte sig knap for at se efter Bølling, der løb dem forbi, uden Hat, og råbte, endnu i Gården:

- Hvor er Tine? hvor er Tine? og løb op ad Trappen med den samme skingrende Råben:

- Tine? Tine? Hvor er Tine?

Inde i Gangen faldt han ned på Loftstrappen og kunne ikke tale, men virrede kun målløs med sit hvidgrå Ansigt:

- Å, Herre Jesus, hva’ er der på Fær’ i Degn’gården, hva’ er der på Fær’ i Degn’gården? råbte Sofie og begyndte at løbe forvirret rundt om sig selv med „Tørklædet” i Hånden, som hun tog af sig i Forskrækkelsen.

- Fa’r, Fa’r - Tine kom løbende med et Lys og bøjede sig ned over ham - Fa’r, råbte hun angst, Fa’r - er det no’et med Mo’r?

Men Bølling svarede ikke; før han med ét tog hendes Hoved og førte det ned til sin Mund og hviskede; og Tine faldt, hvid, hun også, tilbage mod Væggen og løftede sine Hænder, som sank igen.

Bølling kunne endnu ikke tale og ikke stå op, men pegede kun på Døren - Dagligstuedøren.

Tine gik ned og fik Døren åbnet, lod den stå og faldt om på Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer.

Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.

- Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende.

Og Tine svarede - og vidste ikke, hvordan, thi det var ikke Ord, som havde Lyd -:

- De siger, de siger, at de - er gået fra Dannevirke.

- Hvad si’er De? hvad si’er De? råbte Provsten. Tine så kun ham, hans Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte hun kunne ikke svare mer, pegede kun ud på Faderen, der sad, lamslået, på Trappen ved det forladte Lys.

- Hvad si’er De, Mand? råbte Provsten og tog i Bøllings Skuldre: Er De gal? er De gal? og han rystede selv, så han knap kunne stå. Hvad si’er De, Mand - så forklar!

Men Degnen hørte ikke; han vidste kun én Sætning, som han lallede, to Gange, som en Mand, der har fået et Slagtilfælde, eller som en Idiot.

- De er gået, de er gået, lallede han, mens han søgte at løfte Hånden med et Brev, han holdt - et Telegram, som Provsten tog og læste og tabte ned, mens han blev stående, ret op på Trappen med stive Hænder, over alle de andre, som var stimlede ud.

Så gik Provsten ned, ind i Stuen, Stén støttede ham. De vidste det alle nu, men ingen talte - måske et halvt Minut talte ingen. Så løb Forpagteren fra Vollerup, skælvende som et Løv, hen og slog sine knyttede Næver ind mod Væggen og hulkede som en Gal.

Og man hørte dem på én Gang hulke, blege og magtløse og forbitrede; og Postmesteren fra Augustenborg løb frem og tilbage og sagde ivrigt: Men det er umuligt - det er umuligt - Hæren - Hæren, bestandig gentagende dette ene Ord: Hæren, og demonstrerede med sine krumme Fingre.

Udenfor hørte man Pigerne græde og Karlene, der gik stille tilbage til deres Køretøjer.

Stén, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Hænder ned på hans Skuldre og så den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen, Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om han ikke kunne bære det mer. Men så gik der som et pludseligt Stød gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:

- I nat har man forrådt Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.

Og som om dette ene Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Afløb for al deres rådløse Fortvivlelse, råbte de det alle i en Strøm af Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter - Ordet: Forræderi. Og pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede han med et Hvin sit Puncheglas, der suste, ført som en Kugle af hans lemlæstede Hånd, tæt forbi Højærværdighedens Hoved, lige mod Kong Christians Billede, der knustes.

Der blev tavst et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned fra sit Søm - Dannebrogsflagene over den afdøde Konge løsnede sig ved Stødet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne -; men de begyndte straks at råbe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel, Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel - mens Provsten, der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han støttede sig til Bordet, med en stor Gestus:

- Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil få sin Dag.

Ingen havde hørt Døren gå, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og de blev stående forvirrede, som Folk, der pludselig vækkedes:

- Å, her er Selskab!

Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide Skæg; han så et Nu hen over Borde og Glas og de væltede Stole: Stort Selskab, sagde han og så hen ligesom gennem sin Provst, der endnu hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.

De andre stod alle forfjamskede, midt på Valpladsen; Kapellanen ville, stille, bag om Bordet, nå Majestætens Billede - men slap det: Bispen havde set.

- Og De også, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.

Kammerherren drejede underlig rundt på de velskabte Ben, som han skyldte sin Charge - „Louise vil se de Ben i stramme Bukser”, havde den afdøde Folkedrot sagt ham ved Udnævnelsen, og det joviale Kongeord blev ofte gentaget i Jurisdiktionen - og Biskop Dahl så et Øjeblik ned på disse urolige Ben.

Så sagde han i en helt anden Tone, mildt og meget indtrængende:

- Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gøre og meget at gennemgå for os alle.

Han tav igen.

- Det var iøvrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han så: snart kunne man jo vente „Tropperne”. Hans Stemme skælvede pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men følg dog først Deres Gæster ud.

De kom ud, og i Gangen tumlede de med Pelsene. Døren klaprede i Stormen, i Gården var der intet Lys - Lygterne var blæst ud - og de gled på Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem Vognene. Man hørte rundt om Kuskenes Råb; Stén stod og græd igen, lænet op til sine brune Heste.

De første var kommet i Vognene og de begyndte at køre, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad Alléen gennem Mørket, besværligt og langsomt.

Tine sad med sin Fader i Køkkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.

- Nå, lille Fa’r, nå, lille Fa’r, havde hun sagt og klappet ham og klappet ham igen: han var som livløs, gamle Bølling - indtil han brast i Gråd, lænet til Skorstenen. Så havde de siddet der, tavse sammen, længe.

Nu tog Tine Hænderne bort, hvormed hun havde støttet sit Hoved, og som om den nye Stilhed vækkede hende, sagde hun:

- Så kommer Skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig med store Øjne.

Fangel var den sidste, der fik Pelsen på, det kneb med at komme i Ærmerne. Da han kom ud på Gårdtrappen, snublede han over noget på Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pels, midt på Trappen:

- Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske - vil De stå op! Og han ruskede i ham.

Men det var, som om,den lille Kapellan ikke mærkede det. Med sit Dværgeansigt, der så ud som forvåget, helt op til Fangels, sagde han kun:

- Men - hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel følte selv sine Øjne svide, da han efter at have besørget Kapellanen kom i sin Vogn.

Bispen var endnu alene. Længe stod han og så ud over denne hærgede Stue, hvor Gardinerne løsnede sig for Vejret, med de forladte Glas og Bollen og Piberne rundt omkring - Levningerne som af umyndige Russtudenters Sold. „Bladet” var faldet på Gulvet og lå og klappede op og ned i Trækken. Biskoppen tog det op og læste et Øjeblik deri, og mens den gamle „Reaktionære”s Ansigt fortrak sig til Spot eller Smerte, blev han ved med at lægge det sammen og sammen ligesom til en lang Svøbe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tømte Glas.

Så vågnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen. Ærbødig tog han Kongens Billede op. Nænsomt, mens Lampens Lys faldt på hans Ansigt, løsnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter et, og hængte Kongebilledet hen.

De små Flag stak han op derover.

Så løftede han Blikket og så på Kong Frederiks Billede.

Længe betragtede Biskoppen den højsalige Majestæt - med et besynderligt, med et respektstridigt Smil.

Vinduerne slog i Stormen. På Vejen hørte man, langt borte, Vognenes tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.