WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Tine




(1889)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


III

 

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Døre til Lader og til Stalde lå eller sad i Skovridergården tavse Soldater ved deres Piber. Lars Forkarl skulle i Marken igen, og mens han sindig fik Bæsterne frem og fik lagt dem i Tøjet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt Øjnene efter ham, hvor han gik, til han var ude og Gården var tom igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdøren med en Spand og skulle til Brønds. Hun var næsten altid uden „Tørklædet” nu og havde et Par Tilløb til Alexandralokker bag Ørene, udenfor Nettet:

- Ka’ En måske komm’ frem, spurgte hun Soldaterne på Trappen; hun havde fået en egen smiskende og koket Manér at tale på, som om hun altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser med Øjnene „Skørtet” over Gården.

Også ved Brønden hang et Par Soldater, som begyndte at hjælpe hende med Spanden.

- For Mandfolk er der allevegn’, sagde Sofie hver Time på Dagen til Tine, mens hun smiskede: En går rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gården, hvor Soldaterne atter, tavse, stirrede på hendes Ryg, til hun igen var inde.

- Nå - én Gang brænder det vel løs, sagde i Dagligstuen en Kaptajn i Sofaen og strakte de lange Ben utålmodig fra sig på Gulvet; de talte vel for tusinde Gang om „dem” derovre og om Uvirksomheden.

- Ja, det gør vel så, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt og rundt på Gulvet med en egen Slingren som på et vuggende Skibsdæk.

Ellers hørte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, da hun kom med Kaffen:

- Tak, Hr. Løjtnant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par Løjtnantsben at komme forbi i Dørene, når man skulle ud eller ind.

Der blev en høj Latter ude i Gården, og Officererne kom til Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevær. „Wrangel” var et Slags Fugleskræmsel, Folkene havde lavet oppe på Tagryggen af nogle Stave med en Hat på og et gammelt Tæppe; en Kost havde været Geværet - nu havde Blæsten revet det løs og slået det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne, indtil de igen vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der også var afbrudt, begyndte påny.

Tine var med Kaffen nået til Havestuen, hvor to Kaptajner sad på deres Senge og stirrede dovne frem på deres udspilede Ben eller på sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plænen, stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Hænderne i Lommerne - om og om Plænen. Nu havde de vandret der en Time.

De to Kaptajner blev vækkede op af Tine. Officererne havde altid et Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med Epauletter på, som kom til og snakkede med hende; hvad hun så tog sig til, både ude og inde - de stod hos: Man er også i Ilden, min Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var sådan et Dusin Løjtnantsøjne, der ligesom altid hang ved dem: Hvorfor ska’ man ikke la’ dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod dem ganske gavmildt kysse sig væk bag Dørene.

- Ja, idag skal det være, Jomfru Bølling, sagde den ene Kaptajn og fik rejst sig af Sengen.

- Ja - Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med ét, som hun stod.

Kaptajnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han. Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev lavere; og han stod et Øjeblik, seende frem i Stuen, som så han for sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til og komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, på Udkigspost om Dagen, på Lyttepost om Natten - kun ventende, uden knap at løsne et Skud.

- Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt hårdt fra sig.

- Idag er det nok Løjtnant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde den anden Kaptajn.

- Ja, sagde Tine og fo’r lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem - - Kl. 6; og hun nikkede to Gange med Hovedet, mens hun så ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende på en Kasse; de plejede at fange Tine der til en lille Passiar, når hun gik ud og ind. Men idag løb hun dem forbi.

- Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en Arm; hun fik så let sådan en Løjtnantsarm halvt ned om sig, hvor hun stod.

Lidt efter kom hun over Gården med et Tørklæde om sig, som Blæsten tog i. Da hun nåede Enden af Alléen, sprang Løjtnant Appel over Havegærdet ud til hende: Må jeg følge med Dem? spurgte han med en høj Stemme næsten som et Barns og begyndte at gå ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Hæren, så han havde ikke været med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt Officererne talte han aldrig, men sad kun, genért eller drømmende, hen, og smilte så undertiden med et Par store Øjne, som så han et pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med ét og uden Anledning ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt, bestandig rundt om Dammen.

Der traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gærdet, og med hende begyndte han at tale - halvfrygtsomt eller kun nølende - om det, som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

- Om Vejen langs „Søen” (det er sådan en dejlig Sø, sagde han, med et Smil, som så han den pludselig for sig fuld af Sol) hvor „de unge Piger” kom, om Eftermiddagene og om Søndagen efter Kirke, to og to - „for de går sådan i Viborg”, sagde han . . .

Så tav han lidt, bestandig smilende:

- Å, de unge Piger er så kønne i Viborg, sluttede han så langsomt og tav igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Mørkningen; hun sad i Skovriderens Stue - der var dog lidt Fred - og havde forsøgt at få skrevet til Fru Berg; så kom Appel og satte sig og talte, mens Tine blev siddende med Hænderne i Skødet og stille tænkte på Brevet endnu, om hun også havde fået skrevet alt: om Skovrideren og om alting . . .

Appel sad og fortalte:

- Det var i Julen; de havde været til Bal; om Natten var det stjerneklart og så var de gået hjem ad Gaderne - Herrer og Damer - allesammen i én Flok - for sådan er de i Viborg - hjem til Appels Forældre at drikke Vin, allesammen . . . Og de blev sammen lige til Morgen . . .

- Ja, ja, sagde Tine, når Appel tav, hun og De kommer nok overens, Løjtnant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage, længer henne i Mørket, med ét påny greben af Tanken, han ikke turde tale om - ikke til nogen, og som pinte ham bestandig: Tanken om „Ilden”, om „når det kom” og hvordan det ville blive, når det kom:

- Når mon det dog bryder løs? sagde han og blev ved at gå.

Han satte sig påny, men længere fra hende, og han sagde igen:

- For det må dog bryde løs! Og de tav begge, i Skumringen.

. . . Idag gik de tavse henad Vejen. Tine gik så rask, at hun næsten løb.

- Så skal vi ud, sagde Appel med ét som i et Ryk.

- Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

- Og de siger, „de” kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og så mod Jorden.

Tine hørte vist ikke rigtig. Der var altid så mange Ting, som skulle huskes lige til de sidste Timer før Skovrideren kom, og Afdelingerne drog jo altid ud og kom hjem, og det var så længe blevet sagt, at nu kunne de ventes -:

- Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

- I Nr. 2, sagde han hastig, og en stærk Rødme slog pludselig op i hans Ansigt. Han tav og de gik nogen Tid; så sagde han, mens han så ud i Luften, to Gange:

- Så er man der på én Gang er man der på én Gang.

Tine løb ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden. Han ville ikke være sammen med nogen - han måtte være alene; han var ikke sikker på sig selv; og han blev ved at gå frem og tilbage på det samme lille Stykke Vej mellem to små Huse frem og tilbage, som skulle han skridtvis opmåle det, mens han kun tænkte én Tanke: nu er det der, nu kommer det - Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.

Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergården. Inde i Stadsestuen, hvortil Døren stod åben, lå et Par Kaptajner med opknappede Uniformer på Sengene.

Madam Bølling var ved Opvaskningen i Køkkenet. Hun så så inderlig træt ud, med mange små Rynker om Øjnene. Hun førte en endeløs Kamp med „alt det Smuds” i sit Hus - det kom jo ind både på Gulve af Støvler og på Vægge af Kapper og på Borde af Piber - i alle Kroge.

- Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun: Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om det, hun „havde” til Skovrideren:

- Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem . . .

Det var det, Tine var kommen for. Madam Bølling plejede at lave lidt Ekstra de Dage, Skovrideren kom hjem; nede i Skovridergården fik man jo aldrig Tid, så stor Indkvartering der var.

Moderen fik hentet en Skål. Det er så lidt, sagde hun. Men hvordan skal man få det lavet, min Pige, hvordan skal man?

- Og Bølling, og Bølling - Madammen sagde nu alting to Gange, det var en Slags Træthed i Hjernen - ja gå ind til ham, min Pige, gå ind til ham.

Gamle Bølling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet forvinde den Nat den sjette - det var, som trak han tungt på det højre Ben, og Låget ville ikke rigtig op fra det højre Øje.

Tine satte sig med Skovriderens Skål på Skødet: Nå, hvordan går det dernede? sagde han; også Mælet var blevet lidt besværligt.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Tæppet bedre sammen om hans Ben: Du må ikke fryse, Fa’r, sagde hun: Du må holde det om Dig.

Og hun fortalte.

Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Støj i hele Huset, oppe og nede.

- De skal jo rykke ud, Fa’r, sagde Tine ind i hans Øre.

Men Bølling, der ikke hørte efter mere, sagde kun med sin svære Tunge: Ja - hvordan skal det ende? mens han stirrede på Tine med et Par tomme Øjne.

Tine stod og glattede hans Hår og smilte: Nå, Fa’r, det kan jo blive godt endnu - må jo håbe.

Tine gik ud på Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af Soldater, der købslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt. Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gårde, mens Signalerne lød, kaldende, højt, ud over Markerne.

Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige. Blæsten bølgede hen over den stærke grønne Rug på Lodden, mens Karlene drøftede Sædens Kvalitet.

- Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.

- Ja-a, svarte den and,en langt.

- Men så givtig som på Lolland er hun li’godt ikke, lagde en tredie til.

- N-ej, så givtig som på Lolland er hun ikke, gentog de andre langsomt; og tavse stod de alle lidt, seende frem over den grønne Sæd, støttede til deres Geværer.

- Farvel, Mo’r, råbte Tine, der skulle bort igen, ind fra Trappen.

- Farvel og hils ham, svarte Madam Bølling, som løb ud i Døren.

Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel - hun kendte jo de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni forbi hende; ind gennem Skovridergårdens Have lød Geværernes Raslen og de Marcherendes Trin og Officerernes Råb.

Skovridergården var allerede øde. Tine gik rundt og slog Vinduer op i de tilrøgede Stuer. Der skulle også lægges Lagener på Skovriderens Seng. Ude fra hørte hun Kommandoråb og en Afdeling, der begyndte at synge.

Så kom Appel løbende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og løb hen, hvor hun stod:

- Ja, de kan ventes, sagde han og kunne næppe tale, mens han tog hende om Håndledet, så det smertede: Adjudanten har sagt det: de kan ventes.

Og han stod kun et Øjeblik stirrende på hende, forvildet med hendes Hånd krampagtig i sin, før han løb igen, ud gennem Gården med flagrende Kappe - han havde blot måttet se et Menneske og sige det, før han skulle derud.

Tine fulgte uvilkårligt efter ham, ud på Trappen og over Gården. Men så vendte hun og gik gennem Ledet. Fra Markbakken kunne man se Regimenterne, når de kom hjem.

Solen var ved at gå ned og Luften var kold og klar. Så langt som Øjet nåede over det vide Land, så hun på Bakker og på Veje og bag Hegn Kolonnernes sorte og levende Mylr, der drog ud og kom hjem. Al Luften var fuld af Kommandoråb og Signaler, og Bataillonens Trin tabte sig bag Højderne som Drøn.

Dér var Appel - midt på Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte hørte hun de Hjemrykkendes Sang. Så sang også de, der drog ud - i kortere Stød.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, højt, fra Toppen af sin Banke. Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Våben-Klirren og Sang, mens Solen gik ned.

Så så hun Skovriderens Folk - der på den næste Bakke - jo, jo, det var dem. Hvor de sang!

Og Tine løb ned og hjem.

- - -

Officererne var kommet til Bords om de dampende Fade; og Tallerkenklirren og Latter og Tale lød gennem Huset, når Sofie gik ud og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af Maren; og ude i Gården løb glade Soldater højrøstet frem og tilbage.

Berg sad, med skrævende Ben, på Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine, der stod og spejlede Æg. Det var næsten blevet hans bedste Plads, når han kom hjem: her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine brasede, med blussende Ansigt. Der var jo så mange Ting at spørge om og få nøje at vide; og her var da så nogenlunde Fred.

- Tine da, råbte Berg og trak hende bort med Armen; det så ud, som Flammen fra Veddet skulle slå hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortælle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt Flæsk med Æbler stod ud i Gangen, når Maren gik med Døren.

- En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med tømte Fade.

- Der, der, sagde Tine og gav hende de nye Æg på et Fad. Berg læste ved Tællelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet med påholden Pen mellem to Streger et „Hils Tine” med store Bogstaver.

De talte om Fru Berg - længe, med halvdæmpede Stemmer. De talte jo næsten altid om hende.

- Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

- Nej, hun får ikke Sol nok, sagde Tine.

- Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal. have såmegen Sol.

Inde i Dagligstuen var Officererne færdige med at spise. Der blev spillet på Klaver og ved Kakkelovnen slog man på Brændestykker til. Ude i Borgestuen hørte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt af Madlugt og munter Støj. Ude i Gården lyttede et Par Soldater til. De røg ved Ledet en sindig Pibe, før de i Laden skulle lægge sig.

Berg blev siddende på sin Blok - Baronen var jo Vært -, der gav han sig i lag med Madam Bøllings Frikassé.

- Den Mad gør Underværker, sagde Sofie, som bevægede sig gennem Køkkenet ud i Borgestuen. Dér havde hun sit Hovedkvarter. Hun begyndte hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:

- Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Hænderne under Forklædet, trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Hønsefugle før Parringen.

- Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Hånd. Han var færdig med Madammens Høne.

- Det er jo Mo’r, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg lænede Hovedet tilbage og så efter Tine, der havde Toddyvandet på Ilden nu og satte Glas frem:

- Ja, I er så gode, begge to, sagde han blødt og langsomt.

Og han kunne knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog, dér ved Ilden.

Inde i Dagligstuen sad Officererne rundt om, i store Røgskyer fra deres Piber, så mætte og så inderlig varme. De talte ikke så meget mer, sad kun og nød stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine gik rundt imellem dem i sit hvide Forklæde, sund og stærk, og bød Toddyvand om. Officererne bøjede sig frem og hviskede på hendes Vej til hende, mens Løjtnant Løvenhjelm ufortrøden blev ved at hamre „El Ole” på sit Klaver.

Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra København - en jødisk udseende Person, der skulle berøve Berg hans gode Seng i nat for at få Lejlighed til „at se et landligt Kvartér” - om Fægtningen igår: Det var attende Regiment, og det havde stået sig godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nøjere kendte Rapporten.

- Tre Døde, Hr. Kaptajn, sagde Løvenhjelm og holdt et Øjeblik op at spille.

Den gamle Major, der talte inderlig Holstensk, sad i Sofaen og beklagede sig for Berg: hans to Døtre ville nu også herover til Ambulancen.

- Ok hvat skal Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer hier? blev Majoren bekymret ved - da de pludselig gennem hele Stuen hørte Tine sige med sin høje, glade Stemme nede ved Klaveret til Løvenhjelm et:

- Nej Tak, Hr. Løjtnant - -

så de alle lo himmelhøjt, Tine også. Majoren gik bort fra Temaet „sine Døtre” og lagde Hånden over på Bergs Knæ, der sad ved hans Side:

- Niedelich; niedelich, sagde han og fulgte med Øjnene Tine i det skinnende Forklæde - ligesom Berg, der ikke tog Øjnene fra hende.

Majoren brød op, og de andre fulgte. Der blev et Løb op ad Trappen og en Støj oppe i Gæsteværelserne, Støvler blev slået hårdt af i hele Huset. Løjtnanterne i Havestuen klaskede som i Ferieglæde de flade Hænder mod Væggene til Signaler. Det var som alle Livsånder slap løs først nu, de kom af Klæderne igen og i de gode Senge, hvor de lå i rene Skjorter mellem Lærredslagener. Glad Ståhej var der i alle Stuer, og i Seng krøb de i hver en Krog.

- - Hva’, det gør godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i Væggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog Madrassen op af sin Seng; den kunne Skovrideren da i det mindste få til Underlag på sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde på Skabssofaen under Kongerne. I Stuen sad kun den enarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham om sine Englændere. Den Enarmedes Englændere var to skindklædte og gravitetiske Gentlemen, som var på Als for at „se på Krigen”, og som Baronen fo’r om med ved Dag og ved Nat, på Øen og i Skanserne, med Tungen ude af Halsen, ivrig som en Foreviser på et Marked.

- Ja - kære Ven, sagde han, er det ikke rørende . . . de siger: vore Tropper - de taler om: vore Sårede, som var det deres egne, kære Ven, deres egne Landsmænd - ja - det er rørende. . .

Baronen tav et Øjeblik og Korrespondenten sagde:

- Ja, de Herrer føler for vor Sag.

- Og De kan rolig nævne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig nævne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som var det en kongelig Indrømmelse af de Skindklædte, at de måtte nævnes i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, før han lagde sig i Skovriderens Seng.

Tine var færdig med Skovriderens Leje, rundt om var der blevet stille i Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og røg de endnu siddende op i Sengene. En Løjtnant, der hørte lidt Støj i Dagligstuen og åbnede Døren fra Fodenden af sin Seng, råbte et: Hvem der? ind i Dagligstuen.

- Mig, råbte Tine højt og løb leende sin Vej; hun var så vant til Kantonnementslivet nu.

I Gangdøren kom Skovrideren imod hende. Han var altid så bange for Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om sine Lader.

De stod et Øjeblik sammen på Trappen. Natten var mørk, så de kun som Skygger så Gårdens Længer, og alting var stille; kun et Kreatur skrabede i sin Bås.

Så lød der ligesom en Puslen henne ved Bryggersets Dør:

- Hvad er det? spurgte Berg, som fo’r han let sammen.

- Å, det er vel Borgestuedøren, svarte Tine og blev med ét - for et Øjeblik - forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen på Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et Øjeblik endnu tavse i det dybe Mørke.

- Godnat, sagde Berg så og rakte frem efter hendes Hånd.

- Godnat.

Tine gik ind, hun sad på sin Seng endnu, da det rørte ved hendes Dør.

- Tine, det var Skovriderens Stemme - nu har De taget Deres Madras igen og lagt ind til mig . . .

Tine fo’r op: Nej, sagde hun, vist ej!

- Jo, lød Stemmen blødt, og det er alt for meget - alt for meget . . . Tak.

Hun hørte hans Trin fjerne sig, mens hun sad på Sengekanten; hun havde fået Tårer i Øjnene. Så klædte hun sig af og gik i Seng, langsomt og stille.

Det var så godt og trygt, når Skovrideren var hjemme. Andre Aftener, når han var ude, kunne hun så tit blive bange, så dumt bange mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Ånde her oppe og nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det døde Hus.

Og Skovrideren, han var „derude”, og man vidste ingenting.

Men nu var der så trygt, i aften var her stille og trygt . . .

Tine lå og smilte. Hun tænkte på Brevet og på Herlufs „Hils” og på Skovrideren, som han havde siddet der på Skorstenen.

Ja, at det var blevet sådan: nu var hun da slet ikke mere bange for Skovrideren.

. . . Der listede En på Sokker gennem Borgestue-Gangen. Det var Maren.

Så blev der ganske stille i Huset.

- - -

Tine fo’r ud af Sengen, ud på Gulvet, ud i Køkkenet på bare Ben, som hun var.

Det første Horn havde hun hørt i Søvne og var faret op.

Jo - det var - det var Alarm . . .

Alle kom op, oppe og nede. De løb allerede i Storm over Gården. Tine fandt intet Lys, fik Klæderne om sig, råbte ud i Gangen:

- Sofie, Sofie.

Skridt lød inde og ude. Stemmer allevegne. Tine råbte igen:

- Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik tændt et Lys, som Trækken slukte.

I Gangen løb Officerer forbi i Mørket. Oppasserne fo’r gennem Stuerne med flagrende Lys. Midt på Gulvet stod Løvenhjelm; bleg og rådløs knappede han Uniformen til og knappede den op igen.

- Tine, Tine, råbte Berg, der kom fra Køkkenet: Sæt Lys i Vinduerne. Rask, rask!

- Ja, ja. svarte Tine, ja . . .

- Bliver det? spurgte hun sagte Berg, der var standset et Nu.

- Måske! Og han gik.

Signalerne lød bag Længen, allevegne, Hestene blev ført ud i Gården nu.

Tine tændte Lys på Lys. Officerer og Soldater løb i Gården, blege, forbi Skæret. Ovenpå hørte man endnu Stemmer gennem de klaprende Døre - i Gården lød Majorens Kommandoråb, som Blæsten tog.

Og Baronen skreg på en Vogn.

Korrespondenten løb forvirret frem og tilbage og klædte sig på midt i Stuen, trippede op og ned og gned Hænderne, mens han sagde:

- Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.

- Tror De ? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.

- Ja, alle venter, at det skal gå løs, blev Bladsjælen ved og kom ikke i Vesten for Trippen.

- Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes Hånd, et Nu, så fast.

Tine så kun på ham; så fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man hørte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad Alléen . . .

Sofie kom ind med et Lys, i Nattrøje.

Hun sagde:

- At de skal lad’ deres Liv - at de skal lad’ deres Liv, og gik omkring og græd fra Gangen til Stuen.

Tine hørte hende ikke. Hun løb ud i Gården, ind i Haven. Hun havde aldrig været så angst. Hun fo’r i Mørket på et Træ, ind i et Busket, men hun blev ved at løbe - op på Højen.

Kun som en stor Skygge så hun Kolonnen, der på Vejen drog forbi.

Hun stod længe; hun ville skelne et Ansigt, men så intet. Tavs gik den lange, ukendte Skygge forbi - forbi og forbi, ud i Mørket, hvor Trinnene døde.

Så gik Tine ned og ind. Lysene brændte bag Ruderne endnu; Trækken stod ind gennem alle Døre. Foran de forladte og uredte Senge stod et Par flakkende Pråse.

Ude i Køkkenet havde Sofie sat sig på Blokken, hvor hun sad og nikkede; og i Borgestuen lå Maren på Slagbænken, oppustet, sovende, så lang hun var, ved Siden af sit Lys.

Tine havde ingen Ro og kunne ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og ville forsøge at skrive - på Brevet til Fru Berg, som hun havde liggende.

Men hun skrev ikke; læste kun det skrevne, bøjet under Lampen:

Ja, det var om Skovrideren alt, hver Sætning - alt.

Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i Havestuen i Mørket. Dér lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord og græd . . .

Dagen meldte sig med sit første Skær. Grå listede Morgenen sig frem over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.

Dørene stod åbne endnu og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den grå Dag.

Ude hørte hun igen Hornenes Signaler, som Stormen sønderdelte, så de lød som Fugles Skrig.

Så pludselig smilte hun: hun tænkte på hans „Farvel”.

- - -

Den Dag op på Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.




Kapitel 4 >