Tine

---

Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

IV

 

Roen var brudt.

Kanonerne gød deres dybe, forfærdende Lyd hen i den bølgende Luft, Time på Time, mens Vejen genlød af Marcherendes Trin, og Ordonnanserne jog og fo’r på halvdøde Heste: to Gange var der blæst Alarm i ét Døgn.

Alle Længer i Skovridergården sitrede nu og da - - Gulv og Vægge - som var de febersyge Levende.

Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom og Tropper gik.

Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkårlig blev og blev i Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og hørte kun uden at kunne rive sig løs: hun måtte blive der, hun måtte høre.

Støj var der i Stuerne. Officererne talte højrøstet, næsten glad:

- Femhundrede Granater var der faldet, råbte En.

Der var andre, som mente syv. Og på Værkerne var der dog ikke gjort Skade.

- Ikke for Krudtets Værdi, sagde en Adjudant.

Ved Kakkelovnen stod den største Flok. Der var en Kaptajn med Napoleonsskæg og Pibe, som sagde:

- Sekondløjtnant Appel er såret.

- Så? - Han, den nye?

- Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig på Bagen, lagde til:

- De véd, den tynde blonde.

Midt på Gulvet stod en anden Flok. Det var mest helt unge Løjtnanter, som bed i små Overskæg og diskuterede Begivenhederne i særdeles fagmæssige Udtryk.

Tine gik dem forbi.

Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var sprængt. Tredive Mand var blevet som knust og mast af Bjælker og Splinter.

Tine stod hos og hørte længe.

- Hvor De er bleg, Jomfru Bølling, sagde en Kaptajn, der vendte sig og løste sig ud af Gruppen.

- Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at høre: Fyrretyve Døde, påstod En, at der var.

Tine levede kun i én Tanke:

- Og de skyder endnu - de skyder endnu . .

Tilsidst rev hun sig løs og gik ud: der måtte jo Toddyvand på, og der skulle redes til Natten, på alle Sofaer.

I Gangen drev en Løjtnant på en Kuffert under Lampen, der oste. Han talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten - ved Blokhuset. Tine blev stående og hørte ikke en Stavelse af hvad han sagde. Med ét sagde hun kun, dæmpet, og så på ham:

- Var det så forfærdeligt?

Løjtnanten blev ved at fortælle - i Virkeligheden havde han ligget i Nr. 10, hvor der i Døgnets Løb var faldet to Granater -:

- Hedt var ’et, sagde han, men man vænner sig jo til Ilden.

Han strakte Benene frem for sig og fo’r fort med Snakken, mens han, som i Tanker, førte Tines slappe Hånd ind mod sit Knæ.

- Så De de Døde? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

Så kom der nogen fra Gæsteværelset, og Løjtnanten bandte stille.

Tine gik og hun fik Vandet på og bragte det ind og fik alle Sofaer redt; hun blev spurgt og gav Svar.

Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i Krogene og jamrede.

Nu var hun krøbet ind til Tine i Kamret.

- En går jo ikke mer sikker på Jorden, sad hun og jamrede under Kanonernes Støj. Det kommer over os all’ . . . før vi véd’et . . . før vi véd’et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker på Jorden.

Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Drøn blot voksede gennem Natten.

Sofie blev ved at tale i en grædende, bestandig stigende og atter synkende Tone: om Skovrideren og om „al den Elendighed” og Maren, der „ikke vidst’ hvor hun vild’ slæng’ sig hen til hvert et Par Bukser”.

- Næ hun véd ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:

- Så hun ser ejegod ud; hun så op på Fru Bergs Portræt, der hang over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.

- Der sitter hun, klynkede Pigen, og ser så hjertensglad ud . . . Og En véd ikke (Sofies Stemme steg) hva’ der ka’ vær’ sket, og hvem der ka’ ha’ draget sit sidste Suk.

Sofie begyndte at græde højlydt:

- Som det ligner, blev hun ved, som det ligner - just som hun gik og stod . . . herind’ om Dagene.

Tine tog Billedet og betragtede det længe:

- Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun Hænderne derover. Tårerne sprang frem af hendes Øjne - for første Gang i disse Døgn.

Rundt i Huset brød Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, når han ikke var hjemme. Det var dog tryggere for ham, når han vidste det, at hun passede på.

I Gangen sad Løjtnanten og drev endnu.

Tine gik med Lygten rundt om alle Længer. Inde var der stille allevegne. Men i Jorden gav det små Ryk under Kanonernes Lyd. Ved Ledet kom en Skikkelse imod hende. Det var Løjtnanten fra Gangen, som i aften fandt det formålstjenligt også at gå „Runde”.

Men han „bøjede af”, da han så Tines Ansigt så blegt og stift ved Lygten.

Tine gik gennem Bryggerset. Midt på Gulvet brændte et flakkende Lys, som Maren nu igen var løbet fra.

Inde i Kamret klædte Tine sig langsomt af. Da hun lå i Sengen, tænkte hun pludselig:

- Men Appel er jo såret, - og havde glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vågne. Nu og da brølte de dumpt, som mod Uvejr.

- - -

Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt tilbage.

I den sene Nat var der alarmeret igen. Time efter Time var de rykkede forbi, alle Regimenter var ude.

Baronen var faret til Vogns ved det første Gry.

Nu var der ikke en Gang Støj i det store, tomme Hus, og ingen Færden længer. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.

Dér tog Madam Bølling Tiden i agt og havde alle sine Gulvspande fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Hænder. Tine tog i med - med opbundet Skørt.

- Men, hvad nytter det, min Pige, sagde Madam Bølling, der sæbede Karme med sine gamle Hænder, Snavset kommer jo ind ad alle Sprækker. Smudset kommer ind over alle Dørtrin.

Madam Bølling så ud på Pladsens dybe Ælte:

- Og det bliver kun værre og værre, sagde hun og tog fat på Afsæbningen igen.

- Ja, Mo’r, ja, sagde Tine blot, - så hårdt hun tog i med Dørkarmene - når der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.

Ovre i Krodøren var Tinka kommen frem mellem Søjlerne:

- De ta’r nok det værste, råbte hun over Pladsen. Nej, vi la’er Skidtet gro!

Tinka satte i Løb ned ad Krogyden, så Snavset det stod om hende.

Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Drøn. Sådan havde de endnu ikke raset før. Ruderne, Madam Bølling polérte, dirrede i hendes Hænder.

- Å - Herregud for Jammer - å Herregud for Jammer, sagde hun, mens Hænderne gik hen over de rystende Ruder.

Tine lod Karmene være, bleg og stirrende sad hun hen på en Stol.

Ude ved Skorstenen skændtes Husmandskonerne uforstyrrede om det kogende Vand.

De var færdige, og Madam Bølling ville følge Tine. Hun ville se, hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende Ælte. Madam Bølling løftede sine Skørter og vidste ikke, hvor hun skulle sætte sine Ben.

- Tine, Tine, kaldte hun gennem Støjen og så sig om efter Datteren, der hele Tiden blev tilbage.

Var det da ikke, som gik Tine rent i Søvne . . . . og mager var hun bleven - rigtig mager blev hun:

- Å - ja, å ja, en Jammer, sukkede Madam Bølling og gik videre.

Gennem Stuerne dernede drog hun på Sokker. Vi skal vel ikke bringe Snavset ind, sagde hun: Her er nok - her er nok.

Madam Bølling sukkede over både Gulv og Lofter. Og Møblerne havde fået Skub og Væggene Stød og ingenting så stod det, hvor det skulle.

Å Herregud - å Herregud, klagede Madam Bølling ved al den Ødelæggelse. Hun talts om „det dejlige Hus”, hvordan det før havde været:

Og se nu, og se nu! Madam Bølling standsede og begyndte at græde.

Dér stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der sket i hver en Krog.

- Men, Tine, Du må osse „agte” det, sagde Madam Bølling lidt heftigt.

- Ja, Mo’r, ja, sagde Tine.

Hun så det jo nok, hvordan Snavset det groede i alle Husets Kroge, at alt blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting . . . Hun kunne jo ikke overkomme det.

Madam Bølling blev ved at gå og halvskænde:

- Noget kunne man gøre for at holde sammen på Tingene.

- Og Du må holde Pigerne til, sagde hun.

- Ja, Mo’r, ja.

- Men alting - og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som skulle hun hulke - er også ude af Gænge.

- Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bølling sagte, og hun begyndte selv at græde igen, mens hun klappede Datterens Hænder.

. . . . Madam Bølling var gået over Gården til Ledet.

Træt satte Tine sig på Blokken ved Skorstenen: De andre talte og hun hørte ikke, de gik om hende og hun sansede dem ikke, for hun havde kun én Tanke, Nætter og Dage blot én Tanke, der skar gennem tusinde:

- Når de bringer ham blodig - såret og blodig.

- - -

Da Madam Bølling var ude af Ledet, gik hun hen ad Markvejen. Hun ville ud til Per Erik’s. Det var så meget klejnt med ham på det sidste; og ingen fik jo Stunder til at hæge om en syg Stakkel nu.

Men oppe på Markhøjen så hun pludselig Bølling, helt oppe på Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.

- Men at Bølling var klavret derop, - Madammen satte næsten i Løb op over Pløjelandet -: Var det et Sted, i Vind og Vejr, for den syge Mand, elendig som han var.

- Bølling, Bølling, råbte Madammen.

Men hun hørte ikke mer - ikke sin egen Røst. For hvert Sekund, mens hun løb op imod Bølling på Bakken, steg Kanonernes Drøn. Nu nåede hun Toppen.

Som et uhyre Tæppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, lå den væltende Røg ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund, mægtige Søjler af sort Os, omvundne med Flammer, som vældige Støtter op imod Himlen - Huse og Byer, der brændte til Grunden.

Madam Bølling talte ikke. Forfærdet begyndte hun at ryste og førte, som ville hun bede, stum og angstfuld de foldede Hænder op og ned.

Bølling havde set hende. Men han rørte sig ikke.

Han tog kun sin Stok og førte den i sin rystende Hånd pegende rundt fra Søjle til Søjle og talte med sit svære Mæle:

- Det er Ransgaarde.

- Det er Staugaarde.

- Det er Dybbøl.

Madam Bølling kunne ikke tale. Heller ikke græd hun. Hun blev kun ved at bevæge de foldede Hænder hjælpeløst op og ned.

- Det er Dybbøl, sagde Bølling igen.

- Du må ikke stå her, sagde Madam Bølling så og rev ham med sig, løbende med den Syge ned over Pløjelandet, bærende ham halvt:

- Du må ikke stå dér.

Det var som Kanonernes Drøn sagtnede nu. Bølling gik mimrende, med det rokkende Hoved. Og støttende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen Ord i sin forfærdede Hjerne og sagde kun som Tine før - to Gange:

- Ja, alting er ude af Gænge.

Oppe på Højdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.

- - -

Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det gamle Sovekammer: der var Snavset værst.

Men hun fik slet ikke begyndt på at rydde til Side, ørkesløs sad hun kun på Fruens gamle Seng og stirrede på de tomme Puder.

Der kom en Vogn ind i Gården. Hun kendte Baronens og Højærværdighedens Stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Sønderborg. Han var i Ekstase, i ren Ekstase over sine Englændere:

- De løb frem, Deres Højærværdighed, foran Skanserne, midt i Kugleregnen - de ligefrem søger Døden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men Højærværdigheden interesserede sig mindre for Englænderne. Han talte kun om Sønderborg, om Bombardementet. Han var oprørt, indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:

- Det er en Krænkelse af Folkeretten - en åben By - det er en Forhånelse af Århundredet.

Tine hørte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lød op mod Kanonernes Lyd, helt op til hende i Sovekamret:

- Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare - sagde han, og han målte Gulvet - vi er vel Herrer på Havet. Vi vil tage Repressalier . . . Vor Regering vil handle . .

Han blev ved, talende højere og højere, udstødende sine Trusler mod alle Østersøens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunne være Prise, og stadig målte han Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres dumpe Drøn.

- Og Europa vil ikke se derpå. Målet er fuldt. Det er Dråben - det er Dråben - Europa vil rejse sig - vær vis derpå . . .

Og han standsede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:

- Hvad si’er Deres Englændere?

Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to Skindklædtes Eder. Og Hans Højærværdighed nikkede stille, stående midt i Stuen, seende ud for sig, som så han allerede for sine Øjne alle disse Skarer, der brød frem fra alle Verdensdelens Hjørner:

- Ja, sagde han, Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes om os.

Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, fægtende med sin ene Arm.

- Man kunne ikke holde Kritik tilbage, sagde han: der skete intet. Når de ikke turde, burde vi lært dem Energi. Det var Offensiven, det gjaldt.

- Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gør vi? hvad gør vi? - og Baronen udspilede som fem Spørgsmålstegn sine fem Fingre: Ja vi står der. Vi venter på at lade os skyde - det er vor Krigsførelse, hvor det var Offensiven, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere Vejr; han måtte tie.

- Ja, sagde Højærværdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her fattes Energi; det er ikke i København, man mangler Mod. Men, tilføjede Højærværdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet med en anden Hær . . .

Tine hørte Gangdøren slå op og i, og Sofie løb gennem Gangen og råbte:

- De kommer, de kommer!

- Hvem? skreg Tine fra Trappen.

- Det er de såret’, der kommer, hylte Sofie, der løb frem og tilbage. Å Herre Gud, å Herre Gud det er de såret’, der kommer. Sikket Tog - sikket Tog!

- Hvor? hvor? råbte Tine og tog fat i hende.

- Å Herre Gud, å Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var såret, hvis Skovrideren var såret, så var Herluf (og hun tog en høj Klagetone) faderløs . . .

Tine hørte ikke mer. Hun løb ned ad Trappen, ud ad Vejen; bag hende skreg Baronen i Gården.

Men Tine blev ved at løbe, henad Sønderborgvejen, forbi Ordonnanser, Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun hørte Vognenes tunge Slæb bag Bakken - de Vognes - blev hun stående, ved Anders Tækkemands Hus: herude på Vejen kunne hun ikke se dem, her kunne hun ikke stå.

Hun vendte sig og gik ind.

- Det er de Sårede, sagde hun blot.

Ane rejste sig med sine to på Armen. Ja, de skal vel til Hørup Hav, sagde hun langsomt og fik Slagbænken visket af med sit Forklæde.

- Ja, nu har de sat Førligheden til, sagde Krøblingen, der sad ved Ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hastig mod Svogeren og så angst på ham: på hans Ansigt, der var underlig fortrukket som en Dværgs, og de to Benstumper, der hang ned fra Sædet som to Bylter.

- Å-å, Gud, ja, stønnede hun sagte og sank ned på Bænken

De hørte Vognene komme nærmere, som svære Fragtlæs lød det på Vejen. Krøblingen satte med sine Krykker over Gulvet hen til Vinduet.

- Dér er de, sagde han: Se, Kuskene - de går.

Tine løftede Hovedet, bleg uden en Blodsdråbe: de lodne Heste trak den første Vogn forbi. Hun rejste sig, Vinduernes Gyldenlakker rev hun til Side. Hun syntes kun, hun så nogle hvide Ansigter gennem et flimrende Rødt - hvide Ansigter . . . af Fremmede, endnu af Fremmede.

Sagte Jamren lød der. Nysgerrig var Krøblingen hoppet ud til sin Sten ved Vejen.

Tine blev ved at stå - med Gyldenlakkerne i sine Fingre: å, den Jamren der lød. Og der rullede Vogn på Vogn forbi.

Ane kom frem bag hende med de to på Armen:

- Ja, ja - - å ja - de får deres Kors nu; de vil få deres Kors nu! Ih, nej, ih - nej, se, Herre Gud, se, så Blodet dripper . . .

Tine så dem - Vogn efter Vogn.

Ane stod bagved og talte om Svogeren; hun ville jo lade ham køre med varmt Øl nu - det var svært så det gav at køre med varmt Øl nu.

- Og så så’n Krøvling, sagde Ane, han sku’ vel få Afsætning da.

- Ih nej, ih nej - ih nej, Herregud - Ane løb hen til det andet Vindue - det er de Hårdtsåret’ - de er dækket te’ . . .

Tine var der ikke mer. Hun stødte til Krøblingen på Vejen, hun så intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den dækkede Vogn og hun sagde til Kusken: Vi kan lægge dem bedre, lad os lægge dem bedre - blot for at løfte Kapperne og se dem, et efter et, de gråblege Ansigter.

- Det er vel mestendels nok ét og det samme, hvordan de ligger, sagde Kusken sindig.

Tine slap sit Tag i Vognen: hun fulgte Toget uden Méd, mens Tårerne løb ned ad hendes Kinder.

Hun hørte de skrattende Englændere bag sig. Og hun fo’r sammen med et Gys, da de strøg hende forbi. De løb omkring og de standsede Vognene for at trykke de Såredes Hænder og de kiggede de sagte Stønnende ind i Ansigtet og blev ved at sige:

- De tapre Folk, de tapre Gutter.

Som langt borte så Tine på Skovriderhavens Høj Højærværdigheden ved Siden af Baronen. Her standsede Toget helt - sådan parlamenterede Englænderne med den Enarmede - og en lang Stønnen lød fra Vogn til Vogn ved det pludselige Ryk; mens Højærværdigheden sagde, idet han løftede sin store Hånd:

- Ja, de Tapre har givet deres Blod for Fædrelandet.

Og Vognene begyndte at køre igen og Tine gik mekanisk med, da Baronen råbte ned over Vejen:

- Jomfru Bølling, fra Løjtnant Berg er der Bud, at han er rask og hel . . . Mr. Arboun har bragt det.

Tine var standset; hun begreb ikke straks. Så førte hun Hånden hen over Øjnene, langsomt, og blev stående. Det var, som om hun pludselig så - så de Sårede og de pjaltede Kuske og de vanrøgtede Dyr - og hun smilede.

Og hastigt - bestandig smilende - gik hun frem til den nærmeste Vogn: en Hårdtsåret stønnede svagt, lænet til dens Fjæl; og, følgende med Vognen, løftede hun ham op og gav ham, mildt, Støtte i sin Arm.

- Er det bedre? spurgte hun.

- Ja, hviskede han og smilte.

Tine blev ved at gå, holdende ham i sin Arm.

- Men hvor jeg tørster, sagde den Syge.

- Vand er til at få, sagde Tine, og hun lagde ham varsomt ned. Hun løb langs Hegnet hen til Jens Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus.

- Hjalp det? spurgte hun. Hun holdt allerede den Sårede op i Armen igen og tog med den anden Hånd det tømte Krus.

- Ja - Tak.

Den Sårede slog de matte Øjne op: Men til de andre, sagde han ganske sagte.

- Ja, ja, sagde Tine, der fik Tårer i Øjnene. Hun lagde ham ned igen og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i deres Ansigter, og rettede på deres Halm og talte til dem, skænkede hun og rakte dem Vand, en efter en. Hun løb helt frem forbi Vognene, op forbi Krolængen, og råbte højt ind mellem Søjlerne med sin klare Stemme:

- Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!

Tinka løb ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande øste de Vand i Glas og Kopper.

Tine „rettede” og Tine hjalp. Madam Bølling kom også ned, med Saft og Vand i et Par Skåle.

Tinka og Pigerne måtte vende sig bort - nu og da - når de Sårede takkende trykkede deres Hænder.

Langsomt drog så Toget frem over Pladsen; læskede for en Stund sad og lå de Sårede roligt.

Madam Bølling var igen gået op. Hun stod ved Siden af Bølling i det åbne Vindue. De unge Liv, de unge Liv, sagde hun og fulgte med Øjnene den sidste Vogn, som langsomt bøjede bort.

Tine stod midt på Pladsen ved de tomme Spande. Så så hun Forældrene stå deroppe i det samme Vindue.

Og hurtigt slap hun alting og gik ind.

Hun ville ikke sove i Skovridergården i nat. Hun ville blive herhjemme og være her en Aften igen og sove på Sofaen - det var ingen Ulejlighed. Bølling sad med hendes Hænder i sine i den gamle Krog. Han var så glad, som havde han fået sin Datter hjem fra en lang Rejse.

Det begyndte at mørkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud på Bænken på Trappen. Kanonernes sidste Larm var død hen og alt var blevet tyst - stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lød den vante og hjemlige Hamren.

Så hørte også den op: Drengen fik lukket og stænget, og Smeden kom hen over Pladsen med sin Hund.

- Så holdt de da inde en Gang, sagde han og hilste op til Tine.

- Ja, svarte hun.

- Og Guds Fred over dem, der er gået hen, sagde Smeden langsomt.

- Godnat, Jomfru.

- Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende. Stille ragede Hegnenes Pil op i den mørknende Luft.

. . . . . De havde drukket The. Bølling var kommen til Ro i sin Stol og Madammen var i lag med at strikke Hæl. Tine sad nede på Forhøjningen, med Hænderne i sit Skød.

Madam Bølling talte om „dem derovre” - Fruen og lille Herluf.

- Ja, hvad må hun lide - at sidde der og vide ingenting - ja, hvad må hun lide.

- Ja, sagde Tine langt og mildt.

Hun lænede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge - Sangen om „Lille Grete”:

Ak, kæreste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
min Grete rejser fra mig idag til København,
Nu vil jeg gerne be’e ham, min gode Mester Wiig,
at gøre mig en Guldring og skrive indeni:
Farvel, farvel, lille Grete!

Madam Bølling nynnede Omkvædet med over sin Hæl.

- Ja, så hun sang den kønt, sagde hun, da Sangen var forbi.

Tine sad tavs; så fast havde hun foldet Hænderne i sit Skød.

- Ja, så skal vi vel til Ro, sagde hun så og rejste sig og kyssede sin Fader.

- - -

Tine var hjemme på Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun gik og blev ved at hjælpe med det og med det.

- Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bølling - hun havde såmæn også Huset fuldt -: Og her går det nok, her går det nok . . . Hun ville have Tine derned.

- Ja, Mo’r, ja, sagde Tine, som puslede om Bølling, der var snavs igen.

- Ja, Mo’r, ja, nu går jeg.

- Så Farvel Fa’r, sagde hun og tog ham om Hovedet - der var noget eget mildt og stille over Tine -: Farvel.

- Farvel da Mo’r, sagde hun i Køkkenet og løb.

Hun gik over Gærdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie mødte hun i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:

- Å Gud, at se Skovrideren igen frisk og sund - den Glæd’ at se ham - Sofie glemte Maden af Rørelse - å Gud, om Fruen kun’ se ham, så frisk og sund han er.

- Er han? sagde Tine blot og smilte.

Sofie gik ud og ind og serverede; i Køkkenet snøftede hun: Så Skovrideren er køn - det er Herlufs Øjn’ - det er Herlufs Øjn’, blev hun ved. Men Løvenhjelm, - og hun smilte pludselig - han har li’egodt en flot Figur.

- At tænk’ sig, de kommer dér fra Dødens Mark, just direkt’ fra Dødens Mark og er i god Behold - Sofie gik ind og kom ud -:

- Jo, Løvenhjelm, han har en flot Figur, erklærede hun igen. Sofie var i det Hele tilbøjelig til at anerkende Yndighederne hos dem, „der kom lig’ fra Dødens Mark”.

Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede til - til Maden, og når Døren blev lukket op, hørte hun nu og da Bergs Stemme.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved Vinduet, da hun hørte Bergs Skridt i Haven med en anden - og så ham, så rank og stærk.

Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har De gemt Dem? (og selv havde han dog heller ikke søgt hende). Og da hun åbnede Vinduet, stod han lidt:

- Har det ikke sunget for Deres Øre? sagde han og blev ved at se på hende: Jeg har tænkt på Dem.

Han tog ikke Øjnene fra hende. På hans Spørgsmål svarede Tine ikke. Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:

- At De er kommen hjem.

Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han hørte knap de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se på hende, som hun sad der, stærk og sund og ren, sådan som han så hende altid og altid nu, derude i Kulden og Natten og Dyndet, derude i Skansen.

- Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.

- Ja.

Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig så hurtigt, da det rørte ved Døren, hurtigt, som havde han siddet Tine altfor nær: Kom ind.

Det var blot Madam Bølling. Hun „havde dog fået lagt en Vandkringle, som hun ville bringe herned” . . .

- Man må jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, når Huset er fuldt og Bølling . . . og Bølling er snavs. Og Tine går osse rundt og mister Humøret - jo, Du gør, Tine - hun går helt hjerteangst - man ser det ud af Øjnene - når de Kanoner brøler.

- Men når kun De er sund, sluttede Madam Bølling og så op og ned ad Berg med sine gode Øjne. Jeg si’er jo til Bølling: når kun Skovrideren er sund.

Hun blev ved at se på ham. Berg tog hendes Hånd, lidt hastigt, og gik.

Madam Bølling og Tine gik ud i Køkkenet; der stod Kringlen. Ude i Gården gik Berg forbi med en Flok Officerer.

- De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bølling, der var ved Vinduet og så efter de gode, ranke Skikkelser.

Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.

. . . . . Lidt efter fulgte hun Madam Bølling på Vej.

Oppe i Kroens Gård skreg Madam Henrichsen på sine flygtende Piger, mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.