WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Tine




(1889)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VI

 

På anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og ville høre læse, Salmer og Skriften. Tine læste og læste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men også i Søvne rokkede og rokkede hans Hoved på Puden som et sygt Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Væg. Madam Bølling havde fået en Dyne ud på Køkkengulvet for at finde lidt Hvile.

- Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

- Ja, Mo’r, men sov nu.

Som en Orkan førte Stormen Kanonernes Drøn hen over det rystende Hus. Blæsten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, så det lød som Geværernes Knitren. Og fra Vejen i Mørket hørte man i Larmen de utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der asede forbi fra Sønderborg - på fireogtyvende Time.

- Hør, det ta’r til, klagede Madam Bølling i sit Køkken.

- Ja, men sov nu. Det bli’r jo Dag og Du har ikke sovet.

Madam Bølling blundede hen og stønnede let i Søvne. Dagen begyndte grå at gry. Også Tine slumrede lidt, lænet mod den sitrende Mur.

Rundt om sov alle, Officerer og Soldater og Syge, den samme Søvn, hørende Kanonernes Drøn dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin Plads.

- Jeg vil gå derned, sagde hun; halvandet Døgn havde hun knap været udenfor Kammeret, mens Kanoner og Alarmsignaler lød.

- Ja, Barn, gå, gå, sagde Madam Bølling, der tog fat på det daglige og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun føler Selen og slider.

- Og det ta’er kun til - det ta’er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk. Vogn efter Vogn sled sig endeløst op forbi Kroen. Kvinder og Børn sad på de usikre Læs som dinglende Bylter i Regnen, søvndrukne midt under Larmen. Gamle Koner, der knap kunne gå, stred sig frem, uden Sans, ved Siden af Vognene, snublende i de dyngvåde Dyner, som de slæbte. Børn, hvem Regnen blindede, løb mod Vogne og Træer, og skreg, mens de tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne hørte man ikke under Kanonernes Brøl.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gærde. I Huset var alt opgivet. Natten lang havde Dørene ikke stået. Fra alle Veje lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, så ingen fik Søvn eller Ro. Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gården holdt forladte Flyttelæs, som var uden Ejermænd, midt i Regnen. Tre Mænd lå, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte Kapper, og et Par vildfarne Børn var falden i Søvn på Loftstrappen indsvøbte i et Sjal.

Ingen Dør var lukket, og Snavset, som var ført ind af hundrede Vejfarne, var størknet på alle Tærskler. Ved Dagligstuekakkelovnen stod to Fremmede og tændte op.

Rundt om sad Flygtningene, Koner og Børn, der ikke en Gang vidste, hvor de var, og søgte Hvile for det tunge og bedøvede Hoved ved at læne det mod Væggen, der skælvede. Få talte. Fra Bergs Stue hørte man en skinger Kvindestemme, der blev ved at sige - mens den Talende uafladelig, sanseløs og jamrende, slog de udbredte Hænder ned mod sit Skød -:

- Alt, hvad vi ejer og har - å, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke til at finde. På Skorstenen, som ingen skøttede, var Ilden gået ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne Døre, som ville den slynge dem løs fra de sitrende Karme under Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Støjen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst - i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.

- Å, er ’et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig ind over Sengen: å, den treenige Gud - å, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

- Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr, frem over Gården, som stod alle Længer i Brand, ud hvor Lars Avlskarl var og Anders Husmand var. Også de var løbet bort. De stod på Markhøjen, forfærdede foran det brændende Land.

Orkanen slog Røgen som vældige Skypumper frem over Landet; Gårde brændte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften sås Granaternes røde Buer, og Jorden skælvede under Fødderne som et Dyr, der stønner.

Rundt om på alle Højder stod i den strømmende Regn Mænd og Kvinder som Støtter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud over Vej og Sti som en ustandselig Jammer.

- Så er ’et da Dommens Dag, så er ’et Dommens Dag, blev Sofie uafladelig ved; hun fulgte i Hælene på Tine hvor hun gik og stod, mens hun lagde i Skorstenen og fik kogt Mælk og Brød (der var ikke anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste Børnene at spise.

- Å Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed’ - Sofie jamrede højt det er det bedst’ af alle Billeder - det ligner bedst af alle Billeder - der var han ind’ at si’ Farvel - da han drog ud . . .

- Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der øste Mælk op i Tallerkenerne, som Sofie skulle bære rundt.

- Å Gud, ja, å Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfærdigere; hun faldt i Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun måtte høre igen om „al den Elendighed”.

- Og det ta’er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.

Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev Kanonernes Bulder hen over Huset.

En ny Strøm af Flygtninge begyndte at banke på Dørene. Baronen lod dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedøren, geskæftig som en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrébillet af hver: en Skildring af Bombardementets Rædsler.

Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunne ikke komme til Sæde.

- Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den fordærvede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvåde Klæder.

En Korrespondent, der var på Flugten med en broderet Vadsæk og løb omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, før den barsler, bad om blot et Bræt til at lægge over sine Knæ, så han kunne komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor allerede to Børn sov på Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Række i Vindueskarmen.

Der kom bestandig fler; gennemblødte, overdængede med Smuds stod de i Gangen foran de overfyldte Stuer, og sløvt, uden Ord, vendte de tilbage til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at måtte sidde et Øjeblik, en halv Time; og de satte sig, med Børn i deres Arme, på Loftstrappen, i Bryggersgangen på det bare Gulv, og faldt i Søvn det Nu, hvor de satte sig.

Der var ingen ubesat Plads mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev lagt i Pigernes Seng.

Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at „tø op” og de vågnede til Besindelse. De jamrede, målende deres Tab, grædende over deres Hjem - uden at høre på hinanden, hver kun optagen af sit: krammende ud med Ejendom, Pengeværdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst, der intet hørte, men kun talte selv, ramt af samme Skæbne, hidsig og fortvivlet som en bedragen Jøde på en Markedsplads, tællende Værdipapirerne, han har reddet - og pludselig standsende, uden at kunne tænke, forstenet igen, foran Hjemløsheden: deres Hus, der var styrtet sammen, deres By, der var lagt øde, deres Hjem, som var skudt ned.

Mens Mødre, med Børn ved deres Knæ, kun blev ved at græde stille.

De trængte sig sammen, og de talte i Munden på hinanden, fyldende alle Kroge, trængende sig ind allevegne, som var de Folk, der var komne sammen på et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals - mens Baronen blev ved at løbe om, purpurrød, spørgende om „nye Detailler”, udviklende sine Anskuelser; og den sortsmuskede Korrespondent fra København, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortælling, ingen hørte:

- Nej, det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke hyggeligt.

Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden havde forladt just på det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet at ligge.

- Over hans Seng, lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:

- Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

Et Par Købmænd talte om Assurancen; det var Held for dem, som havde godt forsikret gamle Rønner: Krigsskadeerstatning måtte der i alt Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager hørte man uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme Ord - uafladelig, som en Sindssyg - ligesom

et Refræn.

Tine ville gå. Her kunne hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke mer; her gik hun kun rundt som en Døv mellem fremmed Jammer.

Tine gik forbi Baronen, der stod tæt ved Døren, og hun hørte ham råbe:

- Hvad de vil? De vil skyde Broerne ned. Det er Broerne, det gælder . . . Jeg har sagt det, jeg har sagt det . . . Pas på Retræten, har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gælder . . . Og der falder en Granatregn nu over Broerne . . .

I Gården stod de dødtrætte Heste ludende og dog med løftede Øren under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Læs. Tine gik dem forbi og ind i Stalden - hun ville kalde på Lars eller Maren -: med fremstrakte Halse brølede Kvæget kort og angstfuldt, med store, bange Øjne, mens Tøjret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Hånd. Det var Fanny, den Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvældet, afmægtig, her mellem Dyrene, der var angst som hun og som hun kendte, græd Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at slikke hendes Hænder.

Hun gik ud, mens Køerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet ved Loen hørte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede dem ud og med skælvende Sider trykkede de sig ind, mod hendes Legeme, som når Hunde pludselig på en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig Angst og trykker sig op imod Jægeren. I Alléen kom der atter Flygtninge imod hende, Kørende og Gående.

- Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Hånden. Og uden Modsigelse, tavse, vendte de om, som drev Tine dem foran sig - en Hjord uden Vilje.

Få Vejen kom ingen mere frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, gik mellem Vognene, bedøvede, sværtede og blege. Officerer af Staben red ind på Marken for dog at komme videre.

På Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Læge. Tine spurgte:

- Hvor ligger tredje Regiment?

- Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev stående - de to var allerede borte, Klokkerne begyndte at lyde, Præstens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

- Han lå ved Broerne.

Hun hørte Moderen råbe bag sig, og hun skelnede næppe hendes Røst.

- Tine, Tine, råbte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som ville op, som hørte Klokkerne og ville ud af Sengen.

Tine løb ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Hænderne, mens han råbte:

- Bed, bed, lad os stå op og bede.

- Ja - ja, hun holdt ham i Sengen.

- Lad de Ugudelige bede . . .

- Ja, ja! Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog Præstekjolen på ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slør og hun hørte dem ikke:

- Han lå ved Broerne.

- Læs, læs, skreg den Syge højt; han satte sig op og hans glasagtige Øjne var som isprængte med Blod. Læs, læs, og han krammede om Bibelen på sin Dyne.

Klokkerne lød igen gennem Kanonernes Drøn. Ude i Køkkenet hulkede Madam Bølling højt.

- Der, der, skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Læs, hører Du, læs . . . lad os alle bede.

Tine knælede ned. Bogstaverne voksede sig store på Bladene foran hendes Øjne, og hun læste og læste og vidste ikke, hvad hun læste:

„Herre vær os nådig, vi have biet efter Dig, vær årle vor Arm, vor Frelse i Nødens Tid.”

- Ja, ja, råbte den Syge med opspilede Øjne: bed, lad os bede. Gud er almægtig.

- „Og Himlens Hær skal svinde og al deres Hær skal visne. Til Dom skal mit Sværd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban.”

- Gud er almægtig, Gud er almægtig - -

Tine læste bestandig, mens den Syge blev ved at råbe. Selv hørte hun ikke alle Profetens Forbandelser; Bibelens Ord var i hendes Øren kun tomme Lyd:

- Han lå ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han højere end hun, næsten som i Triumf råbte han alle Esaias’ Rædsler.

- „Herrens Sværd kender Blod og det er mættet af Fedme, af Lams og Bukkes Blod, af Vædderes Nyrers Fedme; thi Herren har Slagtoffer i Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land . . .”

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge hørte efter den og talte sagtere:

- „Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opstige evindelig. Det skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal ingen gå igennem det.”

Langsomt blundede Bølling hen, og de febrilske Hænder blev stille.

Tine lå ned over Bogen. Fra Kirken hørte hun Soldaternes Sang:

Vor egen Magt den er kun svag,
let kan os Fjenden fælde;
men En antager sig vor Sag,
omgjordet med Guds Vælde.
Det er den Herre Krist,
og Sejr får han vist!
Der er ej anden Gud,
han drager med os ud,
han Marken skal beholde.

Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke; hvor stærkt de dog sang derinde - de, som skulle dø.

Og myldred Djævle frem på Jord
og os opsluge ville,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Lad rase Mørkets Drot
med Løgn og Mord og Spot.
Han har dog fået sin Dom,
da Krist til Jorden kom:
Et Ord ham nu kan fælde.

De, som kunne dø - dø og få Fred!

. . . Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten var allerede kommen tilbage og tog Præstekjolen af på den anden Side af Sengen.

Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

- Å, var det nødvendigt, Madam, sagde han mildt, på en Dag som denne?

Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fodenden, med et rørt Blik på den sovende Syge.

- Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhørere, sagde han og pegede ud mod Kirken.

- Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn, men Køretøjet kunne ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kæmpende Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene stak i det fodhøje Mudder og Hestene standsede skælvende og blindede. Familievis kæmpede Menneskene sig frem, Børn og Kvinder og Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede deres Ansigter, følesløse - når de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr, forbi Sårede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Børn, der skreg ved Vejkanten, og de så dem ikke, fordi de ikke var deres.

Og selv deres Klager var døde. De bar heller ikke mer, mens de sled, rimelige Ejendele, men de slæbte kun bevidstløse, hvad Skrækken havde givet dem i Hænderne. Børn bar Husgeråd uden Værd, gamle Kvinder holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der strømmede ned, udviskede Billedet af deres forfærdede Ansigt. Mødre bad om Ly, blot for deres Børn, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og videre fra Dør til Dør, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondrøn, der fik Pladsen til at skælve, hørte man som Knive de Såredes Skrig - når i Stimlen de nøgne Vogne standsede, hvor Ambulancesoldater, der var dødtrætte under altfor stor Elendighed, havde kastet de Lemlæstede uden Medfølelse.

Smedjen var fuld. Småpiger hvilte sig på Kirkegården, på de våde Gravstene. Foran Porten spærrede en Marketender Vejen for alle og solgte ud fra sin Vogn, geskæftig udskrigende sine Ågerpriser; mens hungrige Børn spiste begærligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr og Mennesker jog den Krøblede, falbydende sit Øl, mens den fyldte Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfærdet stod Præsten endnu ved Siden af Tine på Trappen, da en Vogn satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Børnene faldt og skreg og Vogne tørnede mod hinanden.

Så kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun skulle i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spøge og råbe rundt om Madammen, der sad, bred og smilende, over alle Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og trængte sig sammen, mens de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for at følge i Kølvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skåne de asende Heste, og op bag Kroen slæbte Vognparkens vanrøgtede Dyr nye Sårede.

Det var en Vogn med hårdt Kvæstede. Der måtte skaffes Plads. De kunne ikke bringes videre. De Nærmeste standsede ved Skrigene, da de Sårede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Læge fulgte. Forvirrede løb forasede Sygepassere efter Vand og efter Kar. De flyttede de Såredes Senge sammen, mens de nysankomne Kvæstede stønnede, henkastede på Gulvet. Der var ikke Lærred og der var ikke Charpi.

Tine løb efter det, gennem Stimlen over i Kroen. På alle Gulve lå der, på udbredt Halm, Børn og Kvinder, Side om Side. Frysende Børn græd rundt om Skorstenen på Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Lærred og Klude frem, siddende i sit plyndrede Spisekammer, vragende længe, mens Tine ventede, utålmodig, med de Kvæstedes Stønnen i sit Øre.

Men Madammen holdt på sine Klude, målte og beså - midt i Jamren lod hun Munden løbe:

- Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulle man ta’ ’et fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger? De er ikke til at holde ved Malkningen, om man så bandt dem til Stripperne . . .

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, udskældte hun påny sine Piger - den hemmelige Angst for Tinka øgede Dag for Dag hendes Raseri -.

- Om de lå ene i Nætter som disse? Taget faldt ned over dem og de flød med Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Hø . . . Tøjter, Tøjter, råbte Madam Henrichsen, mens hun skubbede Lærredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gået om, gik hun gennem Stuerne og hørte atter Pladsens Støj. Som i Blinde gik hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Træthed, syntes hun, hun så - et Nu - Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde hun:

- Han er død.

Hun gik op. Hun gav Lægen Charpi og Lærred. Han var i Arbejde: en af de Kvæstede stønnede højt under hans Hænder.

- Å, å, rør mig ikke, be’er jeg - rør mig ikke, be’er jeg, be’er jeg . . .

Lægens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos og hjalp.

- De tåler at se Blod, sagde Lægen, der gik til den næste.

- Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var gråblegt og han rallede.

- Dæk ham til, sagde Lægen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Døende.

. . . Lægens Arbejde var forbi. Angst, uden Ord, havde de Syge set til fra deres Senge. Nu lå de nye Sårede i Bårerne, som hang mellem opstillede Bukke. Madam Bølling var kommen ind for at hente Lægen. Bølling var vågen nu igen og så urolig:

- Og når der er en Doktor i Huset, sagde hun; hun så hverken Kvæstede eller Syge, hun tænkte kun på Bølling, med hvem det var så rent forkert.

Lægen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at mørknes. Tiere og tiere åbnedes Døren: de flygtende Stakler bad om Nattely kun - forgæves.

- Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

- Ja.

Tine satte sig ned på Sengekanten hos ham, og Appel tog hendes Hånd. Så faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid hjemme, i Viborg, ved Søen - med „de unge Piger”.

Ude standsede Kanonerne ikke og Stormen tog ikke af; forbi de rystende Ruder hørte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

- Annie, Annie, kaldte Appel halvhøjt i Feberen. Tak, at Du kom.

- Om lidt bli’r her køligt - hans Stemme lød så mildt - så går Solen ned . . . her er så smukt, når Solen går ned . . . og vi er sammen . . .

Han smilte og trykkede Tines Hånd, som han bestandig holdt:

- Hvor Du var god, at Du kom, sagde han og klappede Hånden - Du er så god . . . hvor Du er god . . .

Sygepasseren vendte Hovedet:

- Nej, de Fruentimmer stod ’et da heller aldrig ud. Der lå nu hun osse på langs henad Sengen - som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

- Det er dårligt med Deres Fa’r, sagde han. Han vil absolut op. Men føj ham blot; det kan dog ikke skade - desværre.

- Og så derind.

- - -

. . . Bølling var ude af Sengen. Han ville ikke blive der mer. Ustandselig snakkende sad han på Sengekanten. Madam Bølling kunne ikke få Strømperne på ham:

- Å Gud, å Gud, hun fik dem ikke på hans Fødder med sine rystende Hænder.

- Lad mig, Mo’r, lad mig, sagde Tine og tog omkring den Syge.

- Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig.

- Ja, Fa’r, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han løste alt op igen; hun kæmpede med ham af alle Kræfter:

- Jeg vil op, vi må bort, det er Tid! - Tine famlede med ham, Klæderne fik han forkert på.

- Vi må op i Tårnet, vi må op i Tårnet, blev han ved, stakåndet: Alle op i Tårnet.

- For det er Jorden, der brænder, sagde han og begyndte selv at skælve: Forstår I, det er Jorden, der brænder . . .

- Ja, Fa’r, ja.

- De har stukket Ild på Jorden, sagde han hastig, hviskende og åndeløs: Der er Ild i Jorden - hører I - hører I . . . der er Ild i Jorden.

Og pludselig, greben af Rædsel, rev han sig løs, mens Madam Bølling skreg - byltende alt omkring sig, Klæder og Tæpper, råbende ustandselig, skrigende på Lygten:

- Lygten, Lygten, skal vi ikke se, hvordan Jorden brænder? Og han begyndte at le.

- Jo, Fa’r, jo.

- Å Gud, å Gud, å Jesus, Gud, hulkede Madam Bølling.

- Hent Tinka, sagde Tine åndeløs, følgende Faderen, der løb ud og ind, ud og ind.

- Ja, å ja. Madam Bølling løb uden Sans.

- Lygten, Lygten, skreg den Syge.

- Ja, Fa’r, ja. Tine fik den frem og tændt.

Tinka kom: Han vil op i Tårnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold Dig til mig, hold Dig til mig og pas på.

Den Syge lo højt og længe gennem Larmen.

- Vi vil se, hvordan Jorden brænder . . . Gud har sat Ild på Jorden, sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud. Han ville ikke støttes. Han løftede, stående på Trappen, den svinglende Lygte højt, så Lyset faldt over de Flygtendes Ansigter.

- Kom, Fa’r, kom, sagde Tine, som ville have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Råb blev til Mimren under Kanonernes Larm.

Bølling gik ikke videre. Han blev ved at stå, mumlende, med den løftede Lygte, på det øverste Trin. Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved.

- Fa’r, kom.

De gik og de stødte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bølling var forrest; Stormen næsten udblæste Lyset. De fo’r imod Kirkegårdens Hækker og snublede over Stene.

- Hører I, hører I, råbte den Syge. Det lød som Jordskælvs Drøn.

Tudende løb Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketårnets Dør og holdt den til. Men Bølling rev den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Døren slog i for de hylende Hunde.

- Mo’r, tag Lygten og gå foran, sagde Tine.

Madam Bølling fik Lygten. Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun tog den.

Stigen stod foran dem, op i Mørket. Dens Trin var altfor høje - mellem dem lå Natten, som ville den sluge dem.

- Gå bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Bølling, om han faldt. Men han klavrede op, klamrende sig til Trinnene, talende uafladeligt, mens Klokkerne over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod alle Luger.

- Tinka, pas på, pas på.

Bølling vaklede i Mørket og de ville gribe ham. Men så var han oppe og de også - på det faste Loft.

- Lugerne må op, Lugerne må vi ha’e op! Bølling rev i Lugerne, og Tine sled dem op. Uglerne fløj dem, skræmte, forbi med korte Skrig, og Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfærdede stod de alle foran de åbnede Luger.

De så gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rødt - som Randen af et Hav, mens bag det, på Højderne, Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som ville den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne på Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin - nåede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebål.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder, faldt Madam Bølling ned mod Lugens Åbning ved Siden af sin Mand.

- Det er Øen, der brænder, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Tårnets Mur; det var, som Himlen sendte alle Vande ned over Jorden, mens i den røde Rand Røgens Skygger sprang som onde Dværge.

Det gav Ryk på Ryk i Tårnets Dør. Hundene fo’r jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun - hun troede, hendes Hjerte skulle standse.

- Den dejlige Ø, den dejlige Ø, hviskede Madam Bølling de utallige Gange.

Tine havde løftet Lygten, højt over Trappen - hun lyste for Berg, der kom op:

- Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rørte sig ikke heller. Hun skælvede kun, fra Isse til Fod, stående på det samme Sted, mens han tog hendes Hænder.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske nær, uden at vide det faldt hun ind mod ham, mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Forældrenes Ryg, tog han hende, dækkende hende med Kys.

Bølling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han ville give Bølling Sovemiddel.

- Men De trænger til Søvn, vendte han sig til Tine, hvis Øjne var blanke og vidtopspærrede, som så hun et syn.

- Ja, hun går med mig, sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til ét i Natten. Berg og Tine løb gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.’

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende, sit fortvivlede Begær.

- - -

Dyngvåd satte Maren afsted ud af Loen over Gården. Sofie var gået til Ro og vågnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt opløste Seng.

Hun satte sig op og mumlede:

- Det er en Bespottels’ af Gud.

Men Maren faldt kun ned uden at høre hende og sov som en Sten.

- - -

Regnen var standset. Luerne fra Sønderborg flammede over Landet.




Kapitel 7 >