Tine

---

Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

VIII

 

Det var næste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun så sin Moder komme gennem Gården.

Hun ville gå - bort - blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke været hjemme.

Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede Moderens Stemme i Køkkenet, og hun åbnede Døren.

- Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lød utålmodig eller vred.

- Å, Tine, så længe vi ikke har set Dig, sagde Madam Bølling, der kom ind. Og din Fader har været så syg - så længe, så længe . . . Å - det har været slemt - det har været meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun så bekymret. Men foran den ældede Moder - hvor blev hun ikke grå fra Dag til Dag - under dette Overmål af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utålmodigt og hårdt:

- Tror Du, her har været bedre?

- Nej, å, nej, sagde Madam Bølling, og, idet også hun pludselig faldt ind i Tines Tone, skændende eller hidsig, sagde hun:

- Men det er vel dog dit Hjem derhjemme, og man kunne vel blot se Dig.

Tine svarede og de blev ved at tale - hidsigt, om et Intet, der faldt for, højt, så man hørte de skærende Stemmer ud gennem Døren.

Madam Bølling brød op.

På Tærskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var forresten Løjtnanten, der gerne ville se hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun følte, da hun var gået, kun som ét stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som også det var hændet en Fremmed, et andet Menneske eller for længe siden . . .

Rundt om gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer kom ridende til Gården; de kom fra Stillingen bedøvede og tilintetgjorte af Støjen blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.

Officererne samledes i Klynger, og på én Gang - ingen vidste, hvorfra Rygterne kom - hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, et, to, havde vægret sig ved at gå over Broerne.

Kanonernes Drøn holdt ikke inde et Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind, og fra Majorens Stue hørtes korte, hastige Stemmer, mens de Unge ventede, rådvilde og tavse.

Hans Højærværdighed rullede ind i Gården. Han var ophidset og søgte Majoren, men han måtte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gården. Soldaterne gjorde deres Dont uden at se og uden at tænke.

Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Døren til Majorens Stue gik op, og Højærværdigheden ville styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de gik ham forbi med en Hilsen, der brat brød hans Ordstrøm af, og de vendte tilbage til deres Heste. De følte ikke mer Dyrene under sig og ikke deres egne Lemmer, og deres Øjne brændte som hos en Lods, der strider med Mørket.

Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde spørge. Fra Majorens Stuer hørte de Højærværdighedens Stemme høj og ophidset. Han havde hørt, fra Hovedkvarteret hørt, at Skanserne, at Stillingen skulle rømmes.

Han ville ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke tænkes: Folkets Tro kunne ikke sviges for anden Gang.

Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun med Blikket fæstet på Vinduet: i Alléen gik de stilfærdige, ludende Soldater og på Vejen sled de Nysåredes Konvoj sig langsomt frem i Solen.

Hans Højærværdighed så intet. Han gik kun ophidset op og ned med store Skridt som på Offerdage i sit Sakristi og talte højere og højere: Stormen var jo alles Håb og nu taltes om Tilbagetog.

- Men Regeringen vil kende sin Pligt - den viger ikke tilbage - den vil ikke tåle et nyt Dannevirke - den vil give sine Befalinger.

- Den har netop givet dem, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog Øjnene bort fra de Døendes Tog, som førtes hjem i Solen.

Begge Herrer tav og hans Højærværdighed brød, lidt forvirret, op; han ville køre om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tavse Officerer, ud i Gangen, hvor han mødte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans Højærværdighed. Det var, som ingen mer turde tale rigtig højt: kun hans Tribun-Røst lød lige fyldigt op med Kanonerne.

Døren til Køkkenet stod åben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og Maren i samme Række; de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer og slog Affaldet ud.

Højærværdigheden talte til Tine og spurgte til Bølling.

Hun løftede kun sit Ansigt og så på ham som forstod hun ikke, med et Blik som En, der går i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Øjnene glide hen over Sofies og Marens forasede Figurer:

- Ja - også Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Højærværdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen kørte med: man måtte dog have Efterretninger.

- Ja, sagde Hans Højærværdighed, da de bøjede ud af Alléen: Om blot Hæren stod ret på Højde med vor Regerings Energi.

Berg hørte ikke den bortrullende Vogn - han så kun Tines Ansigt, da hun løftede det mod Provsten. Forgæves gik han to Gange frem over den lyse Gård, hun så ham ikke og rørte sig ikke. Han tålte ikke, han udholdt ikke at se på denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog på Ruden:

- Kom, sagde han, vi går op på Højen.

Hun løftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun fulgte en Befaling af En, hun ikke kunne modstå, slap hun Arbejdet og tog sit Sjal.

Hun hørte ikke, hvad han sagde, mens han gik på Stien bag hende; heller ikke hans Stemme nåede hende længer. Hendes forvildede Tanker tænkte kun ét: han elsker ikke mer. Og Sjæl og Legeme følte kun én Smerte: Gyset fra i nat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klæbrige Knopper lyste - i Udspring - i Solen.

Lidt efter lidt var Berg træt holdt op med at tale; han fik jo intet Svar. Og mens han gik bag ved hende - hun gik så tungt, med halvbøjet Hoved - spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde kunnet attrå dette Menneske.

De nåede Højens Fod, og Skridt for Skridt voksede Kanonernes Drøn. Så så de fra Toppen det hærgede Land, mens de stod ved Siden af hinanden.

De grønne Agre var nedtrampede og Flokke af herreløst Kvæg løb hen over Markerne. Vejene lå som mørke Sumpe og de afbrændte Huses sværtede Mure gabede op imod dem.

Bag Skoven stod Rønhaves Brandsøjle op som et Sørgebål, der nåede Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtløse mod Kanonernes Brag. Skanserne kastede Røgen tyk ind over Landet, som ville de indhylle det i Nat.

Berg stod tavs; i pludselig komne Tanker så han ud over den skændede Ø og sagde sagte:

- Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine hørte det og hun forstod så vel. Men nogen ny Lidelse følte hun ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blå gjorde hendes Øjne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne, der på den dønende Jord gik tavse og Skridt for Skridt, som lange Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden af tusinde vældige Malmklokker.

Tine var gået ned ad Højens Kam.

- Hvor går De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vågnede.

- Jeg går hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Højen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og han ville kalde, men han kunne ikke. Under en næsten ulidelig Smerte så han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder - og hvert stikkende som en borende Nål - kom op i et Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bølling, af hendes Øjne, hendes Øjne, der ikke mer kunne græde, og af hende, af Tine, så livløs, som var Sjælen død i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som tilhørte ham og hans - så han Plet for Plet; og han så deres Ansigter, de gode Ansigter; og han hørte deres Stemmer, de gamle Stemmer.

Det var ham, ham de havde elsket som en Søn . . .

Det var, som hans Sjæl var såret, Kanonernes Drøn lød som et fjernt og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne så ud som noget kravlende Småt.

Ham havde de elsket som en Søn.

En Officer stødte til hans Arm:

- Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

- Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Højen.

Officeren så efter ham - Berg næsten vaklede, mens han gik.

- Nå, også han, sagde Officeren til sig selv og så efter sin Våbenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var på Kirkegården. Han var på Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede på Skolens tændte Lys.

Så vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side på Side, ømme, brændende Ord til sin Hustru.

. . . . Tine var gået frem over Engen, ind gennem Gården og gennem Alléen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke så.

Henne på Vejen standsedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kød og Mel og Brød, der transporteredes forbi på mange Vogne. Tines Øjne faldt på de Heste, der gik hende nærmest. De sled sig, lodne og vanrøgtede, duvende frem, med matte og udslukte Øjne, mens de træge Kuske lod Piskene jævnt falde ned over deres Ryg.

Dyrene gik kun som før i samme trætte Skridt, som om Slagene ikke kunne smerte dem mere.

Tine blev stående og hun fulgte med Øjnene Spand efter Spand.

Langt fremme på Vejen hørte hun endnu Kuskenes trevne Råb, når de lod Piskene falde sløvt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Tårerne frem af hendes hede Øjne.

- -

Hun nåede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun på Smedens Lod, hvor der lå friske Høvlspåner mellem den nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjæle sammen og bestrøg dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun løftede Klinken til Skolen, hvor Luften var tung og sødlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Søn.

Timevis havde hun ikke rørt sig, fra hun kom ikke spist og ikke drukket: hun sad kun stum og så på Sønnens Ansigt, der var blevet så lille som da han var Barn, og på hans Hænder, hans urolige Hænder.

Madam Bølling var listet ud og ind: hun ville jo så gerne hjælpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevægelig, og Madam Bølling stod rådvild med Koppen med Suppe, til hun gik igen.

Kun én Gang havde Fru Appel løftet Hovedet og, mens Tårerne brød ud af hendes Øjne, havde hun sagt:

- Han er jo så ung.

. . . . Tine havde sat sig - hun vidste ikke, om Fru Appel havde hørt hende, for hun havde ikke hilst og ikke rørt sig. Men så sagde hun:

- Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Tårerne brast frem påny, som om hvert mindste Ord, hun sagde, måtte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tavse, som grebne af den samme Sorg, og stirrede på det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Sårede Mad. Aftenklokkerne begyndte at ringe, men man hørte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Så blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at lægge sig over Rummet.

Fru Appel sad kun som før foran sin slumrende Søn.

Madam Bølling kom ind; hun turde næppe hviske. Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

- Du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Så bleg og stiv dog Tine sad der!

- Å - ja, å - ja, sagde Madam Bølling, her er Elendighed nok til os alle.

Det var næsten blevet mørkt. Fra Sengen hørte man de Såredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred, her, hvor et Menneske døde - - og Livet var forbi.

- Han vågner, sagde Fru Appel.

Halvt i Søvne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og tændte stille Lampen og satte sig igen.

Den Døende slog Øjnene op, men han så ikke mer - de store Øjne var brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen lå ned ved hans Seng:

- Ja, Max, ja - gør det så ondt? gør det så ondt? hviskede hun.

- Ja, Max, ja - gør det så ondt?

Døren gik. Det var Madam Bølling igen. Hun ville kun se efter Tine - så var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Mørket og så på sin Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Døende rallede højere:

- Ja, Max, ja, gør det så ondt? gør det så ondt?

Han blundede igen og atter vågnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der dog som forunderlig stille.

- Løft ham, løft ham, hviskede Moderen - selv holdt hun hans Hænder.

Hvor hans Ånde blev svag og hans Hænder stive.

- Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

- Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Ånden, som kom så svært, så tungt; Moderen havde rejst sig - så kastede han sig tilbage.

- Læg ham.

De lagde ham ned igen. Så var det, som ville han løfte Hovedet og han søgte om Ord:

- Annie - Mo’r - Annie - hører I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Hænder frem og smilte, sagde han:

- Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk - det unge Hoved faldt helt tilbage.

Så sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livløse Søn. Tine trykkede hans Øjne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Hænder, der var stive, og hans Ansigt, der var koldt - længe, Time på Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: hun vidste ingen Trøst.

Madam Bølling var ikke gået til Ro. Hun sad på Køkkenstolen bag Døren. Der kunne hun høre, når Tine gik.

- Dér var hun - nej - hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den stille Gang, hvor Tine allerede var ved Døren.

- Skulle Du ikke se din Fa’r? sagde hun.

- Mo’r, jeg må jo hjem, svarte Tine kun.

Madam Bølling gik hen til hende.

- Å, Tine, skal vi nu også gå og være vrede på hinanden, sagde hun, skal vi nu også være vrede på hinanden . . .

- Nej, Mo’r, nej, Tine rev sig løs - men nu er det jo silde . . . Godnat.

Hun talte i den samme utålmodige eller forpinte Tone som om Morgenen og Døren slog til. Hun var borte.

Madam Bølling vendte tilbage. Hun kom ikke længer end til Stolen ved Døren. Der faldt hun hen. En stum og uvis Angst holdt det stakkels, tunge Hoved vågent. Rundt om hørtes de Søvnløses Skridt over Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.

Uden at vide det begyndte Madam Bølling at vandre som de - en rokkende Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer, hun vidste ikke Rede.

Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulle Taget styrte, rystede Skolen i sin Grund.

Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin døde Søn.

- - -

I Skovridergården var der stille.

Tine hørte kun nogle rastløse Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun gik gennem Huset.

Hun gik rundt og hun stillede på Plads. Så undredes hun pludselig over, hvorfor hun gjorde alt det - og lod alting ligge uden Tanke.

Hun åbnede Døren til Dagligstuen og hastig veg hun tilbage.

Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik hun tilbage til sit Kammer.

Gående op og ned - og undertiden pludselig standsende som ville hun besinde sig eller blot fange en eneste Tanke - samlede hun alting sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.

Kort efter Daggry gik hun hjem.

- At Du kommer, sagde Madam Bølling, der var i Køkkenet, og slog sine Hænder om den tavse Datter: Ja, jeg er just stået op, ja, jeg er just stået op, sagde hun; hun ville ikke fortælle, at hun ikke havde været i Seng, det ville jo bare gøre Tine urolig.

Tine gik ind til sin Fader.

Han havde fået en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skrivebøger var blevet taget frem, dem med Løve- og Tigerjagterne på Bindet.

Dem sad han og læste i - Time efter Time.

Tine sad ved hans Fødder - hun stirrede på de store Barnebogstaver.

„Du skal ikke have andre Guder for mig”, stod der i Linje efter Linje.

Bølling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine måtte vende Bladet:

„Du skal ære din Fader og Moder” - „Du skal ære din Fader og din Moder,” læste den Gamle Gang på Gang, med sin svære Stemme.

- Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og så over på Madam Bølling.

- Ja, Bølling, ja, Du har jo lært hende det, svarte Madammen.

- Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han læste igen.