Tine
Herman Bang (1889)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
X
. . . . Til ud på sidste Nat havde de hørt de Såredes Jammer, der slæbtes forbi til Hørup Hav. Nu hørte man hver Stønnen så langt gennem Stilheden.
Og så var alt blevet tyst.
Dagen kom. Det var, som var Pladsen død. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen åbnede Kroens lukkede Dør.
Madam Bølling og Tine sad pakkede i Sjaler, Time på Time, kun stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bølling sig og, rådløs, gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen som et sygt Dyr.
- Vil Du ikke spise? sagde hun.
- Nej Tak.
Atter satte Madam Bølling sig. Bølling vågnede. Ordene blev kun til en utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine tog den og læste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke hørte.
Faderen faldt hen. Gang på Gang rejste Madam Bølling sig og gik modløs rundt, i sin Krog.
- Vil Du ikke gå derned? sagde hun.
- Hvad skal jeg dér, Mo’r? sagde Tine med samme tonløse Stemme.
Og de sad, i deres Krog, igen.
Sådan var Dagen gået, som vogtede de et Lig.
Nu var det snart henimod Aften.
Tine gik ud.
I Gyden, på Pladsen, i Gårdene, på Marken, var der intet Liv. Fjælene til Kisterne lå forladte på Smedens Lod mellem den nedtrampede Rug. Kun de herreløse Køer brølede uroligt på de fremmede Marker.
Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun én Tanke: Hun ville se ham, der var død. Han var ikke kommen tilbage - så var han død.
Alting var stille.
Selv Fuglene tav. Og den opblødte Jord, hvor ingen trådte mer, var størknet som et dødt Tæppe.
Hundene sprang frem over Skovridergårdens Gærde og fulgte Tine; hun mærkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gårde og så dem ikke. Hun ville kun til Ulkebøl, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.
Men i Ulkebøl var alt forladt, og Præstegården stod øde som et tomt Værtshus. Gårdhunden gøede ikke, da hun kom og gik.
Foran Kirkegårdsporten brølede noget forvildet Kvæg. I Tårnet begyndte Klokkerne at ringe.
Tine gik ind; hun så den store Kirkedør stå åben. I Koret lå der Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Døde så hun ind i Ansigtet og gik ham forbi.
Ved Alteret stødte hun mod en fremmed Mand, hun så ham næppe.
- De Tapre, sagde han på et fremmed Sprog - hun hørte det ikke.
Hun så den næste Række - én efter én; Hundene slikkede tøvende Ligenes nøgne Fødder.
Hun gik ud igen; den Fremmede løste bag Kirken sin Hest og så efter hende, så længe hun øjnedes.
Hun gik kun videre ud af Byen:
- Så måtte Staben være i Augustenborg - Staben vidste Besked.
Tine blev ved at gå og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem Hegnene begyndte det at mørknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes lukkede Døre.
Så halsede Ajax og så Hektor. De løb frem ad Vejen. De fulgte et Spor og løb atter tilbage - ind over Marken mod den nærmeste Gård. De sprang tilbage op ad Tine og gøede.
Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knæ som en Haltende to Gange, mens hun gik.
I Gårdsrummet var der ingen; stille løftede hun Dørklinken. I Stuen blev et Barn vugget, og en Mo’rlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte Tine, og hun begyndte at græde.
- Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.
Konen græd blot og Hundene blev ved at gø.
- Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.
Den Gamle åbnede Mellemstuedøren og Tine fornam den kvalme Lugt af Blod: Dér i Alkoven lå han.
Tine så kun hans gråblege Ansigt. Gårdkonen stødte hun bort og tog Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rødt af hans Blod.
- Har han talt? spurgte hun.
Gårdkonen græd.
- Å ja, å ja, han kalder jo på Fruen - på Sønnen og på Fruen - de to, de er i hans Tanker - å Gud, for Sorg - å Gud, for Sorg.
Tine sad som hjemme, tæt ved Sengen - ubevægelig stirrede hun på hans Ansigt.
- Han vågner, sagde hun.
Hendes Liv var kun ét Håb: at han ville kende hende igen.
Men den Døende slog blot Øjnene op og så på hende som på den tomme Væg.
- Marie, Marie, kaldte han svagt. Marie, tag Herluf ved Hånden - han græder - han græder . . . .
Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og klagede sagte.
- Se de Umælende, græd Gårdkonen.
Det var, som om den Døende mærkede sine Hunde og ville dreje det sårede Hoved: han smilede halvt.
Tine rørte sig ikke.
En Time sad hun der. Hun ventede, han skulle nævne hendes Navn, blot i en Forbandelse, der åbenbarede hendes Skændsel.
Men han huskede hende ikke mer.
Så stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjælp.
Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.
Natten var mørk og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens Milesten og hun rejste sig igen.
Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun på samme Plet.
- Hvor længe Du blev, Barn, sagde hun.
- Jeg har ingenting hørt, sagde Tine og lagde Sjalet.
Moderen skænkede Kaffe og rakte hende den.
- Tak, svarte Tine og drak begærligt.
- Hvor Du er bleg, sagde Moderen.
Hun begyndte at tage Sengklæder frem og lægge dem på Sofaen - til Seng for Tine.
- Nej, Mo’r, sagde Tine, bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam Bølling så bange: jeg sover oppe.
Hun beredte alt til at gå til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen på Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og tændte det; og pludselig var det, som hun vågnede: hun så alt om sig, og hun vidste, at alt var sket.
Hun så Stuen og de gamle kendte Møbler som for første Gang i lange Tider - og sin Fader og Moderen, dem, hun nu skulle forlade.
- Hvor Du sukker, Barn, sagde Madam Bølling og tog hende mildt om Håret: hvor Du sukker.
Tine holdt Moderens Hænder så fast over sit Hår som til et langt Kærtegn:
- Ja, Mo’r, ja, Mo’r, hviskede hun ud i Luften.
Længe stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevægelser gjorde hun lange og dvælende, ligesom om hun målte dem og iagttog hun dem selv.
Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tøvede endnu et Øjeblik; så gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset oven Loftet - for den spredte Halms Skyld - og hun var inde.
Hun så på alt, på Gardinerne, der var blevet skidne og grå, på Gulvet, der var slidt af de mange Fødder, og sin Seng, hvor fremmede Mænd havde ligget.
Her havde hun levet hele sit Liv.
Hun blev siddende stille på Kanten af sin Seng foran det brændende Lys. Nede hørte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til Ro.
- Er Du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vække Bølling.
- Ja! svarede Tine.
- Så Godnat, Barn.
- Godnat, Mo’r.
Alting blev stille. Tine blev siddende på sin Seng. Hun hørte kun de to Gamles dybe Åndedrag op gennem Huset.
- - -
Det første grå Dagskær faldt ind i Kamret, og Lyset var næsten brændt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og åbnede varsomt Døren. Hun så Kroen og Kirken og Smedens Hus og vendte sig mod Skolen en sidste Gang:
Dér var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.
Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Højen steg hun over Gærdet ind i Skovridergårdens Have, hvor Træerne og Buskene og Roserne, som var indvundne i Måtter, stod som Spøgelser i Skumringen.
Tine gik op ad Havetrappen, og hun så ind gennem Døren. Hun kendte hver en Plet, og hver en Plet var lagt øde.
Tanker havde hun ikke - de var vel allerede døde. Hun bad heller ingen om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu måtte det være forbi.
Hun var allerede gået ned ad Havetrappen, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og så længe ind.
Hun kom forbi Pigernes Vindue. Sofie sov med mange Tørklæder om sig, ene, i den store Seng.
Hun hørte Kvæget blive uroligt i Stalden og Hanen galede højlydt; og hastigt gik hun ned imod Dammen.
I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun elskede, talte til hende på én Gang.
Hun tænkte på Herluf og på Aftnen, da de rejste, og på Dagen, da Berg og hun gik her forbi over Gærdet; og på Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske lille; og på Appel, der var død, og på Faderen og Moderen, som nu skulle sidde alene.
En Gru greb hende og rejste alle Nerver - her skulle hun dø - dø.
Nej, hun kunne ikke, hun måtte leve - kunne ikke - tusinde Udveje, tusinde Påskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i ét Nu . . . .
Men så skød hun langsomt Skoene af sine Fødder. Angsten var død under hendes Hjertes trætte Smerte.
Hænderne havde hun foldet, Læberne bed hun sammen. Med Blikket mod det lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.
. . . . Nu var Dammen rolig.
Dagen kom.
- - -
Madam Bølling var vågnet; Bølling havde sovet så roligt og lå så godt endnu.
Hos Tine var der også stille. Madam Bølling hvilte selv et Kvarterstid til, før hun bankede med en Stok i Loftet for at vække Tine.
Men der blev ikke svaret.
Madam Bølling stod op. Tine kunne nok trænge til Søvnen. Det var intet Under, om hun sov ud en Gang. Moderen ville lave Kaffen og bringe den op, når hun vækkede hende - så kunne hun drikke den på Sengen.
Så mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, når det var altfor koldt og Tine dog så gerne lå lidt længe.
Madam Bølling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men så vågnede Bølling, og han måtte have sin Morgendrikke først.
- Å, Herregud, å Herregud - så snavs det er - Madam Bølling talte med sig selv - så snavs det er - man må snart made ham nu - som et Barn - nå, Bølling, nå . . . .
Han tog ikke mere om Koppen, han kunne ikke holde om nogenting.
Tilsidst kom Bølling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen på Bakken og gik op over Loftet.
Hun så den tomme, urørte Seng, og et Øjeblik stod hun forvirret uden at forstå, før hendes Ben begyndte at vakle og hun løb hen over Loftet og råbte, meningsløst, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:
- Tine, Tine!
Så tav hun igen. Hun tænkte: Bølling hører det.
Hun søgte at besinde sig, få fat blot i en Tanke:
- Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de Syge.
Hun gik ned, hendes Ben ville ikke bære hende.
Hun åbnede Døren, og hun så hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun ventede ikke på Svaret.
Hun sagde Gang på Gang:
- Hvor det er Uret af Tine at gøre mig så forskrækket. Og greben af ny Angst sagde hun:
- Men hvor er hun da? hvor er hun da?
Hun havde ikke sin Forstand mer; og hun begyndte at løbe gennem Huset, som ledte hun om en bortkommen Nål. På én Gang forlod hun alting og hun løb ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.
- Hvor er Tinka, råbte hun, som om Tinka vidste Besked.
Og da Tinka kom, kunne hun ikke mere få Ordene frem, men stod kun hjælpeløs, med rokkende Hoved.
- Hvad er der? hvad er der? råbte Tinka.
- Tine - hvor er Tine? - Tine er der ikke . . . . Og pludselig begyndte Madam Bølling at græde.
- Hvor er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. Hvor ikke?
- Ja - hvor? hvor? gentog Madam Bølling forvirret og hun fortalte, tonløst, gentagende samme Ord, i Sætninger uden Mening:
- At hun var der ikke - at hun var gået op iaftes - - og var der ikke - hun ville sove deroppe iaftes - og nu var hun der ikke - nu var hun der ikke . . . .
- Så er hun i Skovridergården, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun rystede over hele Kroppen.
Madam Bølling stod et Nu - og gav sig så til at le gennem Kuldegysningerne.
- Ja, ja, ja, sagde hun halvt lallende, det er hun, det er hun . . . . At man ikke tænkte på det straks. - Hun har villet ha’e Efterretning - om Skovrideren -om Skovrideren -
Hun begyndte at gå, følgende efter Tinka, gentagende de samme Ord, mens hun løb: Skovrideren, Skovrideren, Skovrideren . . . .
Men med ét standsede hun, og hun førte Hænderne som til Slag ind mod det grå Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.
Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, så hun hende ind i Ansigtet, som ville hun tale, spørge: Sandheden gennemborede hende som et pludseligt Sværd.
- Kom, kom, bad Tinka angst.
Men Madam Bølling rev sig løs - med en stille Klynken som et fældet Dyr, der synker - og hun løb.
Hun havde forstået.
- Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet sammen.
- Det var Skovrideren - det var ham, som havde taget hendes Barn.
Hun løb ind over Gården, op ad Trappen, Døren slog hun op.
Han havde taget hendes Barn.
Hun faldt ned i en Stol og hun sad i de øde Stuer. Hun mimrede Ord, hun ikke vidste selv; så forbandede hun dem; så jamrede hun over hende; så bad hun „Fruen” om Tilgivelse løftende de rystende Hænder:
- Å, Gud, å Gud, for min Skyld - hun har vel ikke vidst, hvad hun gjorde - Gud, å Gud, for min Skyld . . . . hun har ikke vidst, hvad hun gjorde.
Hun blandede „Fruen” og Gud i ét og hun bad til dem begge med samme Ord:
- Gud, o, Gud, jeg be’er, jeg be’er, jeg, som har født hende, jeg, som har født hende, be’er - jeg be’er.
Og Ordenes evige Gentagelse løste Tårestrømmene, så hun hulkede med Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.
- - -
Tinka havde kaldt på Lars. De søgte - Husmanden også - i Huset, i Haven. Sofie løb bagefter, jamrende, med begge Tørklæder i Hånden.
Det var hende, der fandt Tines Sko i Græsset.
Lars stagede fra Bredden med Stænger i det tætte Mudder. Husmanden hjalp til, da de fik Liget trukket op.
Tinka lagde sig hulkende ned på det grønne Græs og glattede Håret bort fra det skæmmede Ansigt: Kom og løft hende, sagde hun, og de lagde den Døde op på et hentet Sejl.
Tinka løste sit Hovedklæde og bredte det over Venindens Ansigt.
De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.
Sofie løb - hun turde ikke røre ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i Kammeret om den Døde: hun lå med foldede Hænder på sin Seng under Fruens Billede.
Tinka gik ind til Madam Bølling. Det var, som Madam Bølling var blevet affældig på den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen kendtes ikke igen.
Hun så kun op på Tinka og rejste sig.
- Hvor er hun, spurgte hun.
Tinka kunne ikke svare.
Moderen så Vandpytterne i Gangen og hun spurgte:
- Er hun i Kamret?
- Ja, hviskede Tinka.
De gik begge derind. Madam Bølling løftede Lagenet fra sin Datters Ansigt.
- Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Små Tårer løb ned ad hendes Kinder, og, som ville hun trøste hende, sagde hun, mens hun lod Hånden glide ned over hendes Hår:
- Det har jo været ham.
Og hun havde tilgivet alt.
Under sagte Klager, der ikke var Ord, græd hun med Hovedet ind mod sin Datters Seng.
Så rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Søvne, sagde hun:
- Nu skal hun hjem.
Hun bredte selv Lagenet over Båren. Lars Avlskarl og Anders Husmand bar Tine hjem, bag Husene, over de stille Marker.
- - -
Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset hørte man hvert Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen fæstede de hvide Lagener.
Sofie listede ind i Køkkenet, hvor Husmandskonen syslede, ræd for hver Støj.
- Hun ska’ da vel i ordentligt Ligtøj? hviskede Sofie, som var hun angst for sin egen Stemme. Det var da en Dødsens Synd, om hun ikke skulle i ordentligt Ligtøj.
- De går jo og klæ’er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.
Herregud, går de og klæ’er hende, klynkede Sofie sagte med et eget tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrøvelsen. Hun fik Skoene af, mens Bøllings lange Lallen lød gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen og åbnede Salsdøren uden Lyd.
Tinka og Gusta gik blege om i det sære Lys fra de mange Lagener.
- Må En se hende, hviskede Sofie skræmt og sky.
Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide Båre.
Sofie græd en Tid, mens hun løftede Lagenet fra det stille Ansigt. Så gik hun rundt om Sengen og efterså længe „Klædningen”.
- Så ska’ der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.
Men de svarede hende ikke.
Klokkerne begyndte at ringe til Løjtnant Appels Begravelse, og ovre i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slør.
Madam Henrichsen kom ud for at hjælpe hende og sagde, at „Tine i Skolen” var død til Morgen. Fru Appel spurgte: Når? med et Ansigt, som hørte hun ikke og uden at vente på Svaret, som om der ikke fandtes andre Døde end hendes Søn.
Sofie vendte tilbage til Køkkenet.
- Ja - nu har de klæ’et hende, sagde hun grædende og fik Skoene på igen: Hun ligger forresten rigtig kønt - - i lutter hvide Tæpper.
Hun tørrede sine Øjne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:
- Gi’es her ikke en Kop Kaffe? En taver rent sin Fatning under all’ de Sorgens Tildragelser.
Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af Skorstenen, for hvis Madammen skulle komme ud.
Men Madam Bølling kom ikke ud. Hun sad hos Bølling og klappede og klappede hans famlende urolige Hænder. Helst havde hun begravet sig - langt, langt borte. Hun var så angstfuld og så bange for alle de Folk, der nu kom sammen, og Præsterne, der ville komme - nu skulle de alle „dømme over hendes Tine”.
Ude på Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krøbet frem fra Husene for første Gang efter Dybbøldagen og hørte nu om Ulykken. De listede stille omkring, som om de ikke turde træde på Fødderne, og hviskede med sky og skræmte Stemmer foran de tre lagendækkede Vinduer.
Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og græd rundt fra Klynge til Klynge. Hun gav hver Besked under en ustandselig Snøften.
- Så ser jeg jo hendes Sko at stå der på Græsset - og så begyndte jeg jo straks at skrig’ . . . . . Å - Gud, for Syn - Gud, for Syn . . . .
De tre Gårdkoner, der om Søndagen drak Kaffe i Skolen, gik tavse og stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue, til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gåsegang, gravitetiske og tavse. De græd ikke, men så kun ud, som målte de Væggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte sig i Rad. De havde ikke bevæget en Mine.
Gusta havde blottet det stille Ansigt på dets Pude.
Ude på Pladsen hørte man Æreskompagniet, der rykkede op, og de første Præsters Vogne, som holdt ved Skolen.
Tinka tog imod dem; men Madam Bølling var allerede ude i Køkkenet - ved Lyden af de Vogne: de skulle jo ha’e Kaffe, de måtte jo ha’e Kaffe - alle Pastorerne.
- Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange for hver eneste.
- Ja, ja, så må der ta’es den store Kande . . . . å, gør De det . . . . Og Søndagskopperne . . . . ja, gør De det.
Madam Bølling var så angst for Præsterne.
- Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun så på hende med sine små Øjne, der snart ikke var Øjne mer:
- Hvad har de talt? spurgte hun så angst og skræmt.
Præsterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegård generede dem lidt, og de nød Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.
Gamle Pastor Gøtsche sagde til Tinka i en Krog:
- Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende.
Og han gik derind med Tinka. Den gamle Præst så på de hvide Træk.
- Å, Herregud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja, ingen Spurv falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.
Han pudsede Næsen og vendte tilbage til de andre, med foldede Hænder.
Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i Skarevis ovre fra Østsiden. Sofie var på sin Runde nået til Kroen, hvor hun havde endt sin Beretning, og sagde efter en Stilhed:
- Ja, Gud véd, hvorfor hun har søgt til de sorte Vande.
Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dør. Hun så ud, som havde hun meget stor Lyst til at hugge i Sofie.
- Ja, hun var det grønne Træ, sagde hun og så ufravendt over på Skolens hvide Lagener. Der skulle noget til, før Madam Henrichsen tog sin Tilflugt til Bibelord.
Der blev en større Bevægelse, da Højærværdighedens Vogn kørte frem. Provsten havde tænkt, der kom vel en Del Embedsbrødre sammen og var så også taget herhen. Øjeblikket var vigtigt og det var godt at have Rede på Stemningen for at retlede efter Evne.
På Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.
Hans Højærværdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis. Men så gik han ind, hvor alle Præster modtog ham i Tavshed.
- Det er jo en Sorg, jeg hører om, sagde han og hilste på den nærmeste . . . . Ja - Sindsforvirring kan vel falde på de Svage. Og også for Kvinderne har Gud haft en Prøvelsens Tid . . . . ret en møjsom Tid, sluttede Provsten.
Præsterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe igen.
Provsten og flere Præster gik ind i Salen, hvis Dør blev stående åben, så det hvide Ansigt på sin Pude lå som stirrede det opmærksomt frem gennem begge Stuer.
Hans Højærværdighed mumlede et Skriftsted, og Præsterne havde foldet Hænderne.
Så vendte Højærværdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han, omgiven af Embedsbrødrene, om Hærens Bevægelser og Konferencen i London. Han talte halvhøjt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede sit Cæsar-Hoved frem og tilbage:
- Når man nu blot var vis på, at vore Befuldmægtige fandt den rette Tone, sagde han. Hvad det nu frem for alt gælder, er, ikke at opgive Nationens Værdighed.
Han blev ved at tale, højere, henover det stille Hoved, der lå, som det lyttede på sin Pude.
- Thi endnu er vi ikke ydmygede, sagde han. Og hver Plet af denne Jord vil koste Blod.
Ude på Pladsen var der næsten blevet Trængsel. Den Krøblede var kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Øl mellem Klyngerne.
- Men hun ligger kønt, sagde Sofie, der nu var nået tilbage i Nærheden af Skoletrappen: Hys, dér er de.
Provsten og alle Præsterne gik ned ad Trappen. Bagefter vandrede de tre Gårdkoner, som indtil dette Øjeblik ikke havde rørt sig fra deres Plads.
Alle gik gennem Kirkegården ind i Kirken. Sofie foretrak at vende tilbage til Køkkenet. Det var snart, som En var blevet tidig til en Kop Kaffe - nu igen.
Solen skinnede ind i Køkkenet, og Sofie fik Vinduet op.
- Måske ka’ En hør’ lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten sådan en opbygg’lig Tank’gang i alle Ligprækener, lagde hun til i en Slags Parentes.
- Og En ka’ osse ha’e godt a’ at sidd’ lidt stille i Solen, sluttede hun.
Hun fik Kaffen.
Madam Bølling havde fra Sovekamret hørt, at nu var der blevet roligt. Skræmt åbnede hun Døren: Nej, nu var der ingen.
Det var, som hun åndede op . . . . Og endelig gik hun ind til sin Datter og lukkede.
Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bølling.
De begyndte at synge i Kirken. Også Tinka havde åbnet Vinduerne: det var, som den stærke Sang ville fylde det tavse Hus.
Hvo véd, hvor nær mig er min Ende?
Se, Tiden meget hastig går,
hvor let og snart kan det sig hænde,
at jeg mit Vandrebudskab får.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trøst og Ro.
Gamle Bøllings famlende Hænder faldt lidt til Ro, og det syntes næsten, som han lyttede.
Madam Bølling havde rejst sig; hun åbnede alle Vinduer bag Lagenerne med hastige, rystende Hænder som en Tyv: den fremmede Sang turde hun da lukke ind over sin Datter.
Hjælp mig i Tide at bevare
mit Hjerte fra Letsindighed,
at, når Du kalder, jeg kan svare,
Ja, Herre, se, jeg er bered.
Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
i Afskedstimen Trøst og Ro.
Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for at se, hvem det var, der kom så silde.
- Lise, Lise, råbte hun og var så altereret, at hun måtte sætte sig straks ved Døren: det er Bispen, det er Bispen.
Lise løb ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:
- Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.
Madam Bølling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet ikke. Så sagde hun: „Bispen”, og begyndte at ryste.
Benene ville næppe bære hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunne ikke se ham - hun kunne ikke se ham . . . nej . . .
Men hun måtte jo: Det var Bispen.
Og hun måtte have sin sorte Kappe på . . . .
De fik den frem; men Madam Bølling kunne næppe få den på med sine stakkels Hænder.
- Det var Bispen, Bispen - var de der da alle til Doms.
Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunne ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.
- Jeg hørte om Deres Sorg, og så ville jeg dog se herind, sagde Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Hænder: Det stakkels Barn - Deres stakkels Barn.
Madam Bølling løftede Øjnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.
- Å Gud, å Gud, mumlede hun og kyssede hans Hænder.
Bispen tog dem bort og trådte hen til Tine. Længe stod han med sine Øjne fæstede på det stille Hoved som sunken hen i en smertelig Andagt.
- Ja, sagde han og løftede de foldede Hænder næsten op til sit Hoved: Gud tilgive os - Gud tilgive os alle.
Madam Bølling havde bøjet sit Hoved ned mod sin døde Datters Pude. Og angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den højeste Dom, hviskede hun, mens hun igen førte sine Læber hen mod hans Hænder:
- Og må også Klokkerne ringe?
Bispen løftede Hovedet.
- Hvorfor skulle de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel høre sine egne Klokker sidste Gang.
Madam Bølling sank ned i Gråd, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.
I Kirken sang de igen - stærkt lød de mange Stemmer. Biskoppen rørte sig ikke:
„Hvor er Lammet, Offerlammet?”
spurgte Isak, syg i Sind,
da Slagtofret var berammet
med ham selv på Bjerget ind.
Bange for sit unge Liv,
på den blanke Offerkniv
peged han og sagde „Lammet,
hvor er det, til Død opammet?”
Her er Lammet, Offerlammet,
siger Jesus, ydmyg spag,
i min Faders Råd berammet
er den store Offerdag.
Bange vel af Hjertens Grund
er jeg for den mørke Stund.
Men for hele Verdens Brøde
den Uskyldige må bløde.
Sangen var ophørt, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra Kirkegården lød Æressalverne knitrende over Graven
Folk brød ud af Kirkegården, og fra Pladsen hørte man mange Stemmer. Præsterne vendte tilbage, fåmælte og overraskede. De havde genkendt Bispens Vogn.
Men da endnu alle stod i den forreste Stue, åbnede Hans Højærværdighed Døren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og Præsterne bukkede tavse.
Bispen rakte gamle Gøtsche Hånden og sagde mildt:
- Vore stakkels Bøllings.
Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevægelse, sagde han, mens han hastig og næsten krampagtig førte Hænderne op til sine Øjne:
- Ja, ja - „Se vi er kun dine Tjenere - giv os at fatte dine Vidnesbyrd”.
Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.
Sværmen var borte, og Landet var atter stille. Som død lå den stivnede Jord.
En Vogn næsten jog ind mod Bispens, så Biskoppen stak Hovedet ud af Kalechen for at se, hvem det var.
Det var Madam Esbensen, der blev så forfærdet ved at se Bispen, at hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var højrød og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i ét i disse Skrækkens Tider.
Hun blev ved at neje, til hun var helt inde på Sidevejen.
Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.
Foran ham kørte Fru Appel. Hun sad alene på et underligt, højt Køretøj, mens Vinden tog i hendes lange Slør og løftede det højt - frem over Vejen.
Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre efter „den Højærværdige”, mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over Markvejen i sin Fjederstol - bort til sin Forretning.
. . . „Giv os at fatte dine Vidnesbyrd.”