Udvist af Tyskland
Herman Bang: Ti År (1891)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jeg havde uden at være samfundsfarlig boet seks Uger i et Hotel, da jeg første Januar rykkede ind i et Privathus, og Ulykkerne begyndte.
Værtindens Anmeldelsesseddel kom i Hænde på den kejserlige Stad Berlins Politi.
En skønne Morgen viste der sig hos mig en yngre og meget velklædt Person, der gjorde mig en Del mere intime Spørgsmål om min Virksomhed og mine forskellige Livsforhold, hvad der noget undrede mig. Da jeg spagfærdigen udtalte min Forbavselse, præsenterede han mig høfligst et lille Skilt og sagde: at det var jo rimeligt, at Politiet interesserede sig en Kende for sådanne tilrejsende Fremmede.
Han bad mig tillige særdeles aimabelt - "det var en Formsag, kun en Formsag" - blot på et lille Stykke Papir at opskrive, hvor jeg skrev.
Hvor jeg skrev? Nå, Manden kunde jo ikke vide, at Listen vilde blive meget lang.
Jeg skrev op - danske Blade, svenske Blade, tyske Blade ...
Den behagelige Mand spurgte venligt, om jeg ikke også skrev i norske Blade.
Jeg svarede jo og føjede et Kristianiablad på Listen.
Den venlige Person spurgte: Om mon det var det eneste norske Blad ...
Nej, svarte jeg, der var da også et andet...
- Ja, så ...
Man kunde ikke se, at det videre interesserede den behandskede Mand. Men han bad mig dog - for en Ordens Skyld: det Hele var jo "en Formsag" - tilføje også det Blads Navn.
Hvad jeg gjorde og skrev: "Bergens Tidende".
Den fortræffelige Mand takkede. Han behøvede ikke flere Blade nu. Han talte nogle Ord om "en så anstrengende Virksomhed" og stak Papiret til sig: det var tilstrækkeligt.
Han var meget behagelig, som sagt, men gav mig dog ikke Hånden, da han gik.
Da jeg to Dage efter kom hjem fra Theatret, meddelte min Værtinde mig, at der havde været en underlig Mand hos mig, som absolut vilde vente på mig og havde ventet i tre Timer.
Men jeg havde været i "Deutsches Theater", hvor man nødig stryger for meget af Schiller, og jeg havde set "Don Carlos", så tilsidst var det dog blevet den mærkelige Mand for meget, og han var gået igen.
Næste Morgen blev jeg vækket af min bedste Søvn: Den sære Herre var der igen.
Jeg bad ham venligst komme, når ordentlige Folk stod op. Nu sov jeg.
Men Værtinden sagde, det gik vist ikke an. For han var, troede hun, fra Politiet.
Jeg satte mig op i Sengen: Fra Politiet? Hvad Pokker vil han? spurgte jeg.
Ja, sagde Værtinden, der var ganske forskræmt: det fik jeg vel nok at vide, når jeg nu kom ind - for den sære Mand ventede. Han vilde ikke gå.
- Han vilde vente.
Ganske rigtigt - Herren ventede.
Han bad mig - slet så høflig som Manden forleden var han ikke - tage Sagen roligt: Men jeg måtte møde på Politistationen.
På Hovedstationen.
Jeg sagde, jeg skulde komme i Løbet af en Time.
Men han påstod, han måtte følge mig - og straks.
Jeg vil ikke netop sige, at Situationen behagede mig, mens jeg klædte mig på inde i Sovekamret og han ventede med Benene over Kors i en Stol inde i min Dagligstue.
Da vi kom hed i Porten, spurgte han mig, om jeg muligvis vilde have en Droske.
- Jo Tak.
- Om jeg brugte Drosker af første eller anden Klasse.
Vi fik en Vogn af første, og den udholdende Herre satte sig ind ved Siden af mig.
Jeg spurgte, hvad jeg egentlig havde gjort. Og Manden svarede:
- De må ikke spørge. Det angår ikke mig.
Jeg arriverede altså til Hovedstationen noget uklar over min Forseelses Art.
Jeg kom gennem mange Gange og mange Stuer - min Mand var ved min Side; mange Embedsmænd sad ved mange Pulte - Manden var ved min Side.
Tilsidst kom jeg ind i et Rum, hvor jeg skulde vente. Det var et Detentionslokale for Løsgængere. På en Træbænk sad der allerede tvende Karle af et ikke ganske dadelløst Ydre.
Herren fra Drosken overgav mig til Rummets Opsynsmand og fjernede sig.
Jeg spurgte atter: hvorfor jeg egentlig var her. Og den nye Herre svarede atter:
- De må ikke spørge. Det angår ikke mig.
Hvorpå jeg målte Gulvet i en Time, under hvilken der kom alt fler og fler Løsgængere, til Luften ikke blev svært behagelig.
Tilsidst spurgte jeg:
- Hvorlænge jeg mon skulde vente? Den nye Herre svarede:
- Det var der ingen, som kunde vide. Og jeg ventede igen - en halv Time. Så vendte Herren fra Drosken tilbage og førte mig med sig:
- Nu vil De erfare det, sagde han.
Jeg havde allerede en Fornemmelse, som var jeg en Russer og skulde til Sibirien.
Jeg førtes ind i et nyt Værelse og ventede atter - foran en Skranke.
Bag Skranken arbejdede vel tyve Gentlemen, hver foran sin Protokol.
En af disse Herrer skød endelig frem mod mig bærende et stort Dokument i Hånden. Jeg så, der stod noget trykt. Herren spurgte mig, om jeg var Herman Bang, og da jeg bekræftede det, forelæste han mig min Udvisning.
Jeg var udvist af Kongeriget Preussen.
Jeg tillod mig noget lavmælt at spørge om Grunden. Herren blev kun ved at læse:
Jeg havde at forlade Berlin inden fire og tyve Timer, og hvis jeg efter den Tid blev befunden inden Kongeriget, vilde jeg efter Fængselsstraf blive transporteret til Grænsen.
Da Oplæsningen var endt, spurgte jeg igen om Grunden. Herren med Dokumentet svarede meget barsk:
- Vil De skrive under? ... Her gives ikke Grunde.
Jeg tror nok, jeg skulde skrive under så at sige "til Efterretning".
Jeg gjorde opmærksom på, at jeg jo ikke var nogen Snedkersvend, og at en Udvisning vilde gøre nogen Opsigt. Herren med Papiret syntes ret koldblodig overfor Opsigten. Han sagde og gav mig Pennen:
- Å, det vil ikke blive så slemt.
Jeg skrev under efter at have fået otte og fyrretyve Timer til Opbruddets Forberedelser.
Under den hele Akt havde ingen af de nitten ved Pulten så meget som løftet Øjnene. Preussiske Embedsmænd hører ikke efter, hvad der ikke angår dem. Jeg har en Gang besøgt et Ministerium i Petersborg. Ved hver Omdrejning af Gangene stod et Par Embedsmænd og snakkede. Der var hundrede Personer, der tjenstvilligst vilde give os Besked, og ingen, der vidste nogetsomhelst. Den ene Embedsmand syntes aldrig at kunne finde den anden. Hver Gang vi kom ind i et nyt Værelse, så alle op og der samledes en hel Flok for at give os Oplysninger.
En gammel Herre, der var sådan noget som Kontorchef, forlod sit Kontor og fulgte mig gennem den halve Bygning.
Han spurgte mig om Danmarks geografiske Forhold og holdt mig på de kolde Gange fast over en Time. Han var Amatør i Geografien.
Han tog en Slags Kasket af Hovedet og sagde, mens han svang den i Luften, den ene Gang efter den anden:
- Menneskene bør dog kende den Jord, de bebor.
På Berlins Politikammer går det anderledes til end i Petersborg. En preussisk Embedsmand er Skildvagt foran sin Protokol, og en brandenburgsk Skildvagt passer sin Dør og kun den; og at tale er ham forbudt.
Jeg kørte efter at have modtaget Udvisningen hen til Gesandten. Han vilde gøre sit Muligste, og i alle Fald Grunden kunde han vel få at vide.
Vi fik den at vide: den var jo sørgelig. Og det var selve Grev Herbert Bismarck, der lagde Gesandten den på Bordet i Form af en Bergensisk Føljeton.
Efter det måtte alle Indvendinger forstumme: Føljetonen var for veltalende. Jeg syntes selv ikke, jeg havde nogensomhelst Grund til at beklage mig. Iøvrigt var Føljetonen indsendt af Konsulen i Bergen og havde allerede længe - på sin Plads og forsynet med Nummer- ventet i Udenrigsministeriet sammen med Bjerge af andre nordiske Aktstykker.
Man samler nemlig særdeles samvittighedsfuldt på allehånde Tryksager der i Berlin.
Forbavsende samvittighedsfuldt, siger de, som kender til det.
Et Års Tid efter min Udvisning skrev jeg i Anledning af nogle meget frimodige Udtalelser på et Par politiske Møder herhjemme, Udtalelser, som var blevet refereret i Aviserne: at man burde måske derhjemme tale en Smule sagtere. For der var dog kun en Væg mellem Tyskland og os, og "Vægge kan have Øren".
Bemærkningen blev heftig spottet. Om man havde vidst, hvem der havde udtalt den, vilde man måske have "let" en Smule mindre højt.
Mit eneste Håb var, at min Udvisning kunde foregå i Stilhed. Jeg fandt ikke Anledningen egentlig velvalgt til at gøre Spektakler. Jeg vidste jo, at "Bergens Tidende" sent eller tidlig vilde nå Berlin - i Oversættelse.
Jeg ønskede kun at erfare, om jeg muligvis i det øvrige Tyskland kunde opholde mig uantastet. Grev Herbert Bismarck troede nok det. Og jeg besluttede at rejse til Meiningen. På "Berliner Tageblatt" var jeg at gøre Afskedsvisit.
Jeg gik en sidste Gang op ad Verdensbladets Trapper. Det var Arthur Levysohn, der havde bidraget mest til mit Komme til Berlin. Han havde fulgt min Virksomhed hjemme og mente, at der i Berlin vilde være Plads for mig. Jeg skulde være Bladets Theater-Føljetonist. De første Artikler havde allerede været trykte.
Nu var der ikke andet at gøre end at sige Farvel.
"Jeg tog min Hat" - og gik.
Den sidste Aften kørte jeg med en dansk Ven op ad "Unter den Linden". Skøn og mægtig lå den, levende gød sig dens Menneskestrømme frem - en af Verdenslivets store Årer.
Min danske Ven rejste sig i Vognen. Langt så han ned mod Brandenburger Thor med dens Sejrsspand; alt var badet i Lys, alt, Mennesker og Paladser.
- Skønne, dejlige Stad, sagde han. Og vi sad længe tavse:
- Skønne, dejlige Stad.
Ja, her var den store Verden, og nu kørte Hr. H. B. hjem til sin Krog, en ny Krog.
Han drog af Gårde næste Morgen.
Det er ikke sådan så lige at komme til Meiningen.
Man skifter Tog nogle Gange, og tilsidst kommer man på smalsporet Jernbane i et Træn med én Personwaggon og én Godsvogn.
I det Tog lunter man så jævnt. Man har jo Fornemmelsen af at være bøjet ind på en af Verdens Sideveje.
Men godt og fredeligt blev der i Meiningen. Man vidste, hvad der var passeret mig, men man lod, som man ikke vidste det.
Dagene gik deres Gang. Hofskuespillerne gik til Prøve og de gik fra Prøve for på Hotellet at drikke deres Øl. Deres Promenader var Dagenes Begivenheder. Folk fulgte dem med Øjnene gennem hele Byen. Residensen har kun én Gade, hvor alle Hofleverandørernes Døre ruster i Stilhed på deres Hængsler.
Om Aftenen var Byen i Theatret.
Hertugen var i Spidsen i sin Loge, og Folket hørte til. Det kunde Repertoiret udenad og glædede sig højt.
Det kunde blive ud på Natten, inden man kom hjem. Der er jo så rigeligt med Omklædninger i Meiningen.
De brave Thüringer vandrede hjemad under munter Støj. De nød Truppens Verdensry, som var det deres egen. Deres Yndlingsstykke var Wilhelm Tell. I det Stykke larmer Gehejmeråden, som rullede der Laviner ned mellem Kulisserne.
- Gott, Gott, sagde Borgerne, heute hat er denn brav gedonnert.
De var iøvrigt også tilfreds med "Et Blodbryllup". Da blev Garnisonen udkommanderet og cernerede Theatret. I Slotsparken fyrede de på givet Tegn under høje Hyl.
Oppe på Scenen betragtede Fru Olga Lorentz fra et Vindu det hærgede Paris:
Spektaklet i Slotsparken var "Bartholomæusnatten"s Myrderier.
Hver Søndag arriverede al Hertugdømmets Ungdom under Faner. Den drog i Theatret som Grundtvigianere til en Skyttefest.
Koncerter var der også: Hans v. Bülows Afskedskoncert Hans v. Bülow var som bekendt Dirigent for Hofkapellet, men i denne Stilling ikke altid netop enig med Hans Højhed.
Tværtimod havde han meget ofte sine egne Meninger, som han efter Vane udtalte meget højt.
Nu havde den udmærkede Dirigent ved en Koncert i Köln fra Podium åbent udskældt Hans Højhed og ladet sine Skældsord frimodigt referere. ,Hans Ansøgning om Afsked var derfor nådigst blevet bevilget.
Han skulde nu som Farvel dirigere ved en Koncert. Hele Byen skælvede for Koncerten. Hr. v. Bülow formentes til Afsked ikke at ville skåne sit Publikum.
Hr. v. Bülow viste sig på Podiet ti Minutter før syv. Det var øjensynligt, at han iaften ønskede at begynde på Slaget: Hans Højhed var nemlig undertiden forsinket en enkelt Minut.
Men Hertug Georg havde iaften set lige så præcist på sit Lommeuhr som Dr. von Bülow og indtrådte i sin Loge en Minut før syv.
Hr. v. Bülow lod, som han ikke så ham. De øvrige Tilhørere mønstrede han med et Blik som en preussisk Underofficers, der inspicerer sin Sektion.
Publikums Holdning forblev en sådan, at "den afskedtagende Dirigent" ikke fandt Anledning til Udtalelser.
Højheden applauderede hjerteligt.
- - - En skøn Dag modtog jeg fra Hamborg en Avis. Den indeholdt en føljetonistisk Korrespondance fra København. Korrespondancens Genstand var mig. Jeg tør vel nok sige, at ikke nogen Ubehagelighed, der om denne Genstand er sagt i et dansk Kaféhjørne, i denne Skildring var udeladt. Man havde samvittighedsfuldt fået alt med, endogså de Ulykker, som havde ramt mine Afdøde.
For dem, der troede alt dette, måtte jeg sagtens kunne komme til at se ud som en farlig Person.
Og hvorfor skulde man ikke tro det i et fremmed Land, når der var nogen, der vilde skrive det i mit eget? Jeg tænkte straks, da jeg læste det:
- Nu bliver Du også vist ud her.
Hvad jeg da også blev - særdeles hurtigt.
Et Par Dage efter kom der Tilsigelse. Jeg havde at melde mig hos Overborgermesteren. Han ønskede at se mig næste Morgen Klokken otte. Tyske Embedsmænd har det med at tage alting fra Morgenstunden.
Jeg mødte og så straks, at Papiret var i Orden. Det lå færdigt ved Siden af Hr. Borgermesteren.
Det viste sig at udvise mig af den Stad Meiningen med de kendte fire og tyve Timers Varsel.
Jeg erklærede, at jeg umuligt kunde rejse så hurtigt. Overborgermesteren mente, at der var ikke så langt til Grænsen der i Hertugdømmet, hvad der allenfals ikke var. Men jeg måtte jo dog, mente jeg, rejse lidt længere end til Gotha.
Jeg gik til Statsministeren.
Han var en jævn, godlidende Mand, som tit i Skumringen sad i Hotellets Gæstestue ved sit Krus.
Jeg opsøgte ham nu i Ministeriet. Det lignede mest sådan et større Godskontor. Statsministeren sad i sin Stue - Stolene havde Hestehårsbetræk - foran et gammelt Chatol.
Jeg forebragte ham min Sag og spurgte om Grunden til min Udvisning. Man havde dog i Berlin sagt, at jeg vilde kunne sidde roligt i Meiningen.
Ministeren sagde:
- Jeg kender ikke Grundene.
- Wir haben nur Befehl aus Berlin.
Og idet han sænkede Stemmen en umærkelig Smule, sagde han:
- Her kan vi intet gøre.
Den gamle Mand rejste sig og vendte sig om mod Vinduet, som var han pludselig blevet bevæget. Og efter en lille Stilhed sagde han:
- Også her er der Forældre, hvis Sønner faldt ved Langensalza.
- To Dage tilstod han mig dog - og vi skiltes med et Håndtryk.
Allerede næste Morgen mødte dog en Politibetjent - jeg tror, Residensstaden har to - ved min Seng for fra Overborgermesteren at minde mig om Afrejsen. Man frygtede mig nu som en Stump Revolution i Hertugdømmet.
Da jeg rejste, var Politibetjenten tilstede på Perronen - civil.
Jeg afrejste til München.
Man havde rådet mig til at vælge et Kongerige til Opholdssted.
Jeg ankom til München om Aftenen. Jeg tog ind i et Hotel, hvor jeg i mange År altid har plejet at bo. Næste Morgen vækkedes jeg af Portier'en, der var såre effareret:
Der havde været Politi for at forespørge om mit Opholdssted.
Allerede, tænkte jeg og forstod, at München jo næppe vilde være egnet til noget varigt Asyl.
Jeg bestemte min Afrejse til om Middagen.
Jeg var vis på, at der var ikke Tid at spilde.
Først tog jeg ud til Henrik Ibsen, der sad så underlig hjemløs midt imellem en Hob lejede Møbler, som nogle ophængte Familieportrætter stirrede på med forstyrrede eller sært forbavsede Øjne. Mesteren rystede på sit grå Hoved ad min Fortælling og sagde Gang efter Gang:
- Hvad må man høre - hvad må man dog høre.
Klokken to rejste jeg med Hurtigtog mod Østen. Jeg fandt det tjenligt at vige for Hohenzollerne og opsøge det Habsburgske Monarki. Jeg slog mig ned i Wien.
Fire, fem Måneder levede jeg i al Uforstyrrethed. En af de meget få, som jeg kendte, var den danske Minister, om hvem jeg - som vistnok alle Danske - bevarer den kæreste og venskabeligste Erindring.
Jeg var flyttet ud i Hernals og boede dér ganske ene. Jeg så bogstavelig talt Uger igennem ikke et Menneske, men skrev og skrev på "Ved Vejen". Min Værtinde var en Enke med seks Børn, som tilhobe beboede et Køkken med tilhørende Spisekammer.
Det var mig påfaldende, at der i den senere Tid bestandig opholdt sig vekslende Mandspersoner i dette Spisekammer.
Værtinden sagde mig, at det var Friere.
Hendes Ægteherre var næppe kold i sin Grav, og hun indlagde frenetisk Ægteskabsbillerter på alle Bladkontorer.
Hun sagde:
- Hvad kan en Person, der sidder ene hen? - Længe påstod hun, at Herrerne i Spisekamret var Friere, som sagt.
Men en skøn Dag meddelte hun mig i Fortrolighed, at det var "Detektiver": De spurgte hende daglig ud om mig.
- Hvad de da vilde mig? spurgte jeg.
- Ja, det vidste hun ikke. Men de så i mine Papirer, når jeg ikke var hjemme.
- Om de da kunde læse dem? spurgte jeg.
- Nej, det kunde de ikke. Men de spurgte altid, om jeg ikke var ude om Natten, og om der ikke kom Russere.
Jeg forstod, at nu var jeg på Vej til at blive ren Nihilist.
Jeg underrettede Gesandten, og han tog til Politipræsidenten. Ganske rigtigt - man tog mig for en fordægtig Person.
Der blev spurgt, hvad jeg havde gjort. Men om det gav man mig ingen Oplysninger. Man mente kun, at min Nærværelse var ret overflødig i Wien. Iøvrigt indhyllede Præsidenten sig i en Sky af Hemmeligheder.
Det østrigske Politi ynder i det Hele at have sine Hemmeligheder. Det arbejder endnu under Traditionen fra Fyrst von Metternich.
For dette Politi måtte jeg naturlig blive en Lækkerbidsken. Man kunde her klædeligt fable om alt, netop fordi der intet var.
Morgen og Aften afgav Værtinden Rapport i sit Spisekammer. Jeg faldt over Detektiver i min Gadedør.
Værtinden melede sin Kage. Hun påstod, at hun havde opbevaret sin Husleje i Skuffen i en Kommode i min Stue. Denne Husleje var nu bortkommen.
- Jeg vidste jo selv, sagde hun til mig så inderlig mildt, at der ingen kom i mit Værelse.
- Hun vilde jo nødig indblande Politiet i Sagen - -
- Herren har såmæn nok - mer end nok iforvejen ...
Hendes Ansigtsudtryk malede i forstående Deltagelse alt, hvad jeg sikkert "havde":
- Men hun var en fattig Kone, der måtte ha' sin Husleje.
Jeg forstod det, hun måtte ha' sin Husleje.
Den var tyve Gylden. Min Pung blev de Sedler lettere.
Og et Par Dage efter afrejste jeg til Prag. Man havde ment, jeg vilde være mindre generende i Provinsen.
Jeg lejede mig en Lejlighed i en Forstad, og om Lørdagen flyttede jeg ind om Aftenen. Søndag Morgen ringede en Politikonstabel:
Om jeg var Hr. den og den:
Jo (nu kendte jeg Visen) jeg var Hr. den og den.
- Så var her en Tilsigelse, sagde Manden.
Jeg tvivlede ikke på det og tog mit Papir.
Jeg mødte efter Tilsigelsen. Endelig var jeg falden i Hænderne på et Par Embedsmænd, der kendte deres Pligt og tog det alvorligt.
Her havde man ikke i Sinde at lade en Forbryder dø i sin Synd.
Foreløbig lod man mig vente på de Anklagedes Bænk en Time. Jeg sad mellem tvende Gentlemen, der var anholdt for. Betleri. Da jeg endelig indlodes, forstod jeg, at nu var jeg kommen til de Rette:
Disse to Herrer var ikke Folk, som lod sig en Hemmelighed gå forbi. Dertil holdt de meget for meget af Hemmeligheder. Og de var indsigtsfulde som Øvrighedspersonerne i en Operette.
De behandlede mig, som var mig Galgen vis, og begyndte med at påstå, jeg havde forfalsket mit Pas.
Den øverste Embedsmand, der var meget rødnæset, erklærede betydningsfuldt: at man kendte mig.
Jeg svarede spagfærdigt, at det lod til at være mere, end jeg selv gjorde.
Den Øverste bad mig indstændigt spare min Vittighed: man havde fået sin Indberetning.
Jeg spurgte, hvad der stod i den Indberetning.
Den Øverste svarede kun: at Indberetningen var fra Wien.
Han udtalte denne Stads Navn, som om jeg midt på Kärnthner-Ring havde dræbt en betydelig Kvotadel af min ulykkelige Familie.
Jeg sagde, jeg forstod, den måtte være kommen fra Wien.
Embedsmanden smilede og sagde med en stærk Betoning: Så det forstår De dog?
Den yngre Embedsmand indførte min Tilståelse i en Protokol.
Jeg forstod, at jeg nu var fuldkommen fordægtig.
Jeg forsikrede imidlertid om min Uskyldighed.
- Min Herre, sagde Embedsmanden, man indberetter ikke om uskyldige Personer.
- Vi kender Dem.
Den yngre Embedsmand antydede med et Nik, at han idetmindste kendte mig indgående.
Men tydeligt var det, at om man kendte mig, kendte man ikke Hemmeligheden. Og man vilde kende den. Man skulde nok lære at kende den.
Man forhørte mig i syv Kvartér.
Da havde de tvende Herrer fyldt syv Foliosider med Tilståelser, og man anså mig for en forhærdet Forbryder.
Den ældre Herre sagde mig det i Ord, der intet lod tilbage at ønske i Retning af det oprigtige. Og jeg gik, mens han sagde:
- At jeg skulde høre fra ham.
Jeg gjorde det: i otte Dage var der hver Morgen en Politikonstabel ved min Dør.
Hveranden Dag modtog jeg Tilsigelser. De gule Papirer var kendte i hele Huset. Husbeboerne, det må jeg tilstå, trængte ikke netop på for at gøre mit Bekendtskab.
Det var midt i Højsommeren. Solen stegte Retslokalerne. De tvende Embedsmænd svedte Blod af hellig og ophidset Iver: Aldrig har Embedsmænd været grovere i deres Mund.
En Dag modtog jeg Tilsigelse fra selve Politipræsidiet. Jeg modtog nu alt, hvad der kom og hvad der traf sig, uden Sindsbevægelser. Jeg var blevet vant til Skranken.
Jeg blev ført ind til en meget fornemt udseende Gentleman, der behandlede mig, som var jeg polsk Jøde og falbød Gulvmåtter.
Man meddelte mig, at der påny var indløben en Indberetning fra Wien.
Jeg svarede, at jeg kun ikke forstod, hvad der var at indberette.
Han meldte barsk, at "der vilde ikke forekomme Indberetninger, hvis jeg intet havde gjort."
Jeg spurgte træt-fortvivlet - for nu var det vel tusinde Gang -: hvad var det da, jeg havde forbrudt. Og Manden svarede: Hvis vi vidste det, Hr. Dings, vilde vi vel ikke forhøre Dem.
Jeg sagde ikke til Manden, at han kørte i Ring. Jeg sagde overhovedet ingenting. Det vilde have været unyttigt. Men det er, kan jeg levende tænke mig, i sådanne Øjeblikke, hvor anholdte Væsener opdigter Forbrydelser for idetmindste at få en Ende på det.
Politipræfekten sendte mig bort efter at have anbefalet mig Forsigtighed.
Iøvrigt garnerede man Huset, hvor jeg boede, med Detektiver. Særlig ønskede man at erfare, om jeg modtog natlige Besøg. Jeg modtog ingen Besøg hverken Nat eller Dag.
Wiener-Bekendte rådede mig til at rejse hjem: for "det østrigske Politi var nu én Gang vanskeligt, når det først havde sat sig noget i Hovedet".
"Det var et Politi, der gerne blev ved sit."
Det måtte jeg indrømme.
Men rejse hjem vilde jeg alligevel ikke, før jeg kunde gøre det med "Stuk" i Lommen. Jeg blev altså endnu et År. Politiet viste mig vedblivende sin Opmærksomhed. Men om hvad der stod i "Indberetningerne", underrettede det mig aldrig.
Det havde vist sine Grunde.
Nå, hvorom alting er - ihærdigt må man kalde sådant et Politi.