Ved Vejen
Herman Bang (1886)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
I
Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. - Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet så småt over Regnskaberne.Han fik tændt en Cigarstump og gik ud på Perronen. Når han gik sådan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, så' man Løjtnanten endnu. Også på Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.
Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der så' ud som den var tabt ved Kanten af Vejen.
Præstens garderhøje Datter rev Perronlågen op og kom ind.
Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.
- Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Når Stationsforstanderen var "på Perronen" konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt på Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.
- Gå, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, når hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slå den, som hun talte med.
- Forresten kommer Frøken Abel hjem.
- Allerede - fra Byen?
- Ja-a.
- Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Hånds Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.
- Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem ...
Stationsforstanderen hilste på Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen så' resigneret ud.
- Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foråret og Ida-Yngst om Høsten.
De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsrådinden", sagde Fru Abel. Etatsrådinden boede på en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod på ét Ben, på Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
Hun havde nu sendt dem af i ti År.
- Hvad for Breve har vi ikke fået denne Gang fra Ida-Yngst.
- Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.
- Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og så' ømt på Louise-Ældst. Fru Abel måtte tørre Øjnene ved Tanken.
De Måneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning på gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig. - Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen ...
Frøken Jensen nikkede.
Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem.
- Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva' ska' de? Hun gik hen over Perronen til Lågen.
- Ja - Proprietær Kiær kom ud af Vognen - det må De nok sige - ligger Madsen ikke der og får Tyfus midt i den værste Tid, så man må sørge for Stedfortræder telegrafisk - og så Fa'en véd, hva' man får for Skrab ... Han kommer nu ...
Proprietær Kiær kom ind på Perronen.
- Landbohøjskole har han da - om det ku' hjælpe - og det med bedste Karakter ... Nå - go' Morgen - Bai. Stationsforstanderen fik Håndslag ... Er der gi'et no'ne Omgange nede hos Jer? ... Og Konen ? ...
- Jo - Tak ... Så De henter Forvalter idag ...
- Ja - væmmelig Historie - og just i den værste Tid ...
- Nå - et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med Armene, som om hun på Forhånd gav ham én på Øret. Med lille Stations-Bentzen bli'r det så halv syvende ...
Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst måtte ikke gå ud med de Brunelsstøvler.
Louise-Ældst's Skønhed er Fødderne ... Smalle Aristokratfødder ...
Og hun havde sagt det ...
Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskåret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.
Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren ... Præstefrøkenen sad og dinglede på den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og så' på Klokken:
- Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.
Frøken Jensen sagde: Ja - Toget synes at være ikke så få Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig når hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris på Præstens Datter.
- Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke så sikker i de fremmede Ord.
- Men - dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og for over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud på Stentrappen. Når Præstefrøkenen hilste hjertelig, så' det ud som et voldeligt Overfald.
Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.
- Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, får vi ikke uventendes en ny Hane til Gården. Der er han!
De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, når det gik over Åbroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.
Præstefrøkenen og Fru Bai blev stående på Trappen. Frøkenen holdt Fru Bai om Livet.
- Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende på Sløret Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.
Toget holdt, og Døre blev slået op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag" så højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.
Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm - hun stod endnu på Trinet:
- Der er en Herre med Toget - hertil -
- Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.
Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskægget, højst sindig Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.
- Og Tante - Tante Mi, skreg Enkefruen.
- Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?
Louise sprang om på Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen så barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler.
Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.
- Ja, Satan til Historie - dér ligger Madsen - i den værste Tid ... Nå, vi vil håbe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter på Skulderen.
- Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.
Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gå, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.
Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op på Trinet. Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang på Brædtet.
Og alle Ansigter på Perronen så' et Øjeblik efter Toget, som rullede bort ...
- Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.
- Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.
Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.
- Å Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger ...
- De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer ... Mine Damer, tør jeg præsentere?
Frøknerne Abel hørte op at kysses som på Kommando.
- Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
- Ja, jeg har såmænd hentet min Yngste - fra København, sagde Enkefruen umotiveret.
- Fru Abel, sagde Hr. Bai. Hr. Huus bukkede.
- Frøken Linde - det var Præstefrøkenen - Hr. Huus.
Præstefrøkenen nikkede.
- Og min Kone, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at få Tøjet.
Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud på Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.
Hun stod og drømte inde på Perronen, lænet til en Signalpæl.
- Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.
Frøken Jensen for op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, når hun så' en Jernbane. Hun kunde ikke tåle at se "noget drage bort".
- Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne på Vejen.
- Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.
De to Kyllinger gik bagest og skændtes.
- Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben på Grund af Efterårsvæden.
De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.
- Å, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.
- Farvel ...
- Fa'a'a'rvel ...
- Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst.
Præstefrøkenen fløjtede.
- Nej - dér er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ... God Aften ...
Kapellanen tog til Hatten. Man måtte dog hilse på den tilbagekomne, sagde han.
- Nå, Frøken. - Og Befindendet!
- Tak, sagde Frøken Abel.
- Og De har fået en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
- Så? Hvor?
- Kiær hentede sin ny Forvalter - rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?
- Å ja ...
- Prima, Frøken Linde?
- F. F., sagde Præstefrøkenen.
Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon, når de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, så de var lige ved at springe i Luften.
Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, når Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde fået ham til at le under Fadervor på Prædikestolen.
- Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen. Frøken Jensen var stadig forude.
- Nå, Andersen - Frøken Linde skruplo - nu er De holbergsk.
De kom til Præstegården, som var den første Gård i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelågen.
- Farvel, Frøken Jensen, råbte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.
- Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.
- Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.
Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
- Hm, sagde Frøken Ida - Familien Abel nåede Frøken Jensen, der stod og ventede på et tørt Sted - den lider vi nok på, at han var kommet for at sige Goddag til mig ...
De gik lidt. Så sagde Frøken Jensen:
- Der gives så mange Slags Mennesker.
- Ja, sagde Fru Abel.
- Jeg sætter ikke Pris på at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen ... jeg går helst af Vejen.
Frøken Jensen var gået "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord ...
- Fru Abel - sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.
- Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
- Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i Sognerådet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte "tot") - jeg vil blive ved at gøre min Pligt - selv om de ta'er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen - -
De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til "Gården", en gammel hvid Bygning med to Længer.
Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut lå til venstre.
- At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gården.
- Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor så' I ud ved Banen - så man måtte skamme sig ...
- Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, når du har Klæderne.
Enkefruen tog Slæber på. Der var ingen Bund i hendes Støvler.
Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.
Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.
Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord.
- De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.
- Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret.
Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen:
- Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt - Kvindens eneste Værn er Tårer ...
Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.
Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte på ny på Præstens Ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig på en Pude foran sin tomme Madtallerken.
Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.
Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til - hun skar Stykket med Kniven i sirlige små Firkanter.
Når hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden på Dynen. Så hentede hun Skoleprotokollen og lagde den på Bordet ved Sengen.
Hun låsede Døren og så' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.
Så klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op på Spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede på Dynen.
Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt - de Ord.
Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun åbnede Lågen og gik ind på Perronen. Der var ganske tomt, så stille, at man hørte de to Telegraftråde surre.
Fru Bai satte sig på Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og så' ud over Markerne. Hun havde let ved sådan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.
Hun så' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblå. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den så' man med dens Takker og Tårnet der yderst ude over den flade Mark.
Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og så' ind over den, åbnede Lågen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
Hun så' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde såmænd blomstret trofast iår - hele Tiden.
Men nu måtte de snart dækkes til ...
Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting ...
Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gård bag Plankeværket. Hun kaldte på Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
Hun fik Kornet i en Lerskål, og hun begyndte at kalde på Duerne og at sprede Kornet ud på Stenene.
Hun holdt så meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
Der havde været så fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgård ... Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten ...
Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte på Gården derhjemme.
Den gamle Gård - for siden, da Faderen døde, solgte de både Værksted og alt og flyttede.
Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
- Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.
Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skålen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde hun.
Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind.
I Stuen var der Skumring og lunt, når man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.
Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Småsange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, så de alle kom til at ligne hinanden.
Når hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid på sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid så megen Afveksling derhjemme.
Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun så lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde nå op til Tallerkenen.
Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.
- Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud på Bordet.
Moderen gik til og fra, hentede og bragte ...
Ude i Køkkenet spiste alle Drengene på Værkstedet ved det lange Bord.
De fniste og skændtes, så det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, så man troede Huset skulde styrte om:
- Hva' mudrer I om? Faderen råbte og slog i Bordet inde i Stuen.
Ude i Køkkenet blev der ganske stille - en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.
- Himmelhunde, sagde Faderen.
Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vågnede på Klokkeslet:
- Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik på Værkstedet.
- - Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med både Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
Og hun blev også bedt til Konsulens ...
De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
De År var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu på Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med "Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste.
Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv ...
Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og også Digte, som hun skrev ind i en Bog ...
- Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat ...
Tinka så' op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til "Halvti'et" ...
- Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy går skævt på sine Hæle, sagde Tinka, hun så' efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De går forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.
De véd, hvor hver går hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst på en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.
Minna Helms går forbi og nikker.
- Så' du Minna Helms, siger Moderen.
- Ja - Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
- Hun kunde snart trænge til en ny Kåbe, siger hun.
- Stakler - hvor skulde de få 'et fra? Moderen ser i Spejlet... Ja - sølle ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men det er nok som Fru Noes si'er - lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun sig a'et ...
- Når dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes ...
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
- Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai ... Så har han fri iaften ...
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai ...
- Så skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, så det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer ...
Thora Berg var så slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Præsten var på Prædikestolen, og sagde: "Så, du Gamle", og kneb i Armen ...
Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Småsten op på Tinkas Ruder ...
Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
- Det er Thora, der går fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, når Thora Berg gik hjem fra Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, når de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:
- Det har Thora sagt...
Egenlig omgåes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, når de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet - til Koncerterne når Militæret spillede, hver anden Onsdag - talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, når de mødtes ...
I Pavillonen var det også første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai... Han havde straks den første Aften danset mest med hende.
Og når de løb på Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom også hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, når de "skrev Sedler" og "En gik ud" og når der blev "tænkt på noget" ... Det var altid Bai, og så blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Så kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gå med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, når der var Skuespillere, i Theatret og altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det... Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes ...
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig for de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl...
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde stå Brud på foran Alteret - og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret...
Så kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke - den var så fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.
Og så kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.
Der var så meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var så voldsom i meget, hun mest bare led ved og tålte, skræmt og usikker som hun var ...
Hun var også så ganske fremmed og kendte slet ingen ...
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest sådan lad efterhængende, som det lå i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun så' på ham, som han sad bøjet over sit Bord - Håret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive stående sådan ind til ham, stille - længe være sådan nær ved ham:
- Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai. Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
- Må jeg så skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
- Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Året gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.
Så var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig så meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: "Kommer imorgen".
Børn fik de jo ikke.
Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.
Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Ålborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. "Løjtnanten" lagde han kun an uden Døre.
Et Barn havde han oppe i Byen.
- For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog gammel Kavallerist ... Og Pigen var så kælen som en Spurveunge ...
Pigen kom til Ålborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.
Sådan gik Tiden.
Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.
I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Småbånd og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og "sidste Abonnement" i Pavillonen, når der blev danset.
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.
Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag på hver Kotillonsorden.
Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.
- Det gamle Skrab, sagde han.
- Lad det ligge, Bai, sagde hun ... når jeg nu har ordnet det.
Og hun skrev videre på sine Herrenavne.
Hun læste også undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.
I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren lå hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.
Det tog hun også op og glattede ud og lagde det sammen igen ...
Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, sådan som det var hendes Vane.
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret...
Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.
Men Tiden gik også. Det var ti År siden allerede...
Ja - hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive År ...
... Godt lidte var Bais på Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, når nogen Bekendt var på Stationen.
Bai var en god Selskabsbroder; og på Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var så grumme ivrig i Tøjet.
Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun så' ud som en ung Pige, når hun sad mellem Fruerne til de store L'hombrer.
- Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, når hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren ... De velhavende Folk - som havde Råd til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen ...
- Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.
- Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.
Præstens havde haft ti Børn.
De syv havde Herren gemt som Små.
Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.
- - -
Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte på, at hun egenlig skulde stå op og tænde Lampen. Men så råbte hun på Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.
Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug på og dækkede til The.
- Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.
- Otte-Toget er meldt, sagde Marie.
- Det har jeg slet ikke hørt...
Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.
- Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.
- Er der Depesche?
- Ja.
- Til hvem?
- Å, op i Byen ...
- Så skal Ane jo afsted ...
Fru Bai gik ud på Perronen. Hun holdt så meget af at se Togene komme og gå i Mørke.
Lyden, først langt borte, og så Drønet, når Toget gik over Åbroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne ...
Når det så var borte igen og Bruset hendøet, lå alting tyst, ligesom dobbelt stille.
Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene på Perronen, så den over Døren.
Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.
Fru Bai gik ind.
De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv "Nationaltidende" og læste Kiærs "Dagblad", som han tog ud af Posten.
Han slog i Bordet, så Toddyglasset klirrede, når Modstanderne fik "de vældigste over Næbbet". Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.
Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.
- Så er det vel på Tiden, sagde Bai.
Han rejste sig og fik en Håndlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.
- Du kan gå i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende på Træstolen.
- Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.
- Godnat.
Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned på Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.
Bai kom tilbage.
- Det bli'r koldt til Natten, sagde han.
- Jeg tænkte det - for Roserne ... jeg så' til dem idag.
- Ja, sagde han, de må dækkes nu.
Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod åben.
Han holdt meget af at gå længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.
- Det Trampedyr, sagde han. Marie trådte hårdt i oppe på Loftskamret.
Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og låsede ind til Kontoret.
- Kan jeg slukke, sagde hun. Og hun slukkede Lampen.
Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Hår op.
Bai var i Underbukser og bad om en Saks.
- Pokker så du bli'r mager, sagde han.
Katinka lagde Frisérkåben om sig.
Bai kom i Seng og lå og snakkede. Hun svarede på sin stille Måde som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse før Ordene kom.
De havde tiet lidt.
- Hm, ganske net Menneske - hva'?
- Ja - sådan at se til...
- Hva' sagde Agnes Linde? ...
- Også, at han var ganske net. - Hm - skrap Mund, det Pigebarn har.
- Og - Fa'en véd, hva' for en L'hombre han spiller ...
Lidt efter sov Bai.
Når Bai sov, åndede han stærkt gennem Næsen.
Nu var Fru Bai vant til det.
Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkåben bort og så' på sin Hals.
- Ja hun var virkelig bleven mager. Det var siden hun havde haft den Hoste i Foråret Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.