Ved Vejen

---

Herman Bang (1886)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her

II

   Det var de korte Dage.
   Så strid Regn og så mat Snesjap. Men altid grå Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.
   På Stationen var Perronen en Sø. De sidste Småblade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i våde Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.
   Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.
   Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.
   - Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.
   Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og få en Kop Kaffe tillivs hos Bais.
   Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene på Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka så' dem løbe forbi Vinduerne. De så' så vældige ud i deres Olietøj.
   Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.
   Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:
   - Og sådan en Røst han har ...
   Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.
   Når Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.
   - Ja - det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.
   Hyggen kom også med Huus. Der var sådan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent "fortalte" han noget. Men han gled så godt i den daglige Småsnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, når han bare var der.
   Der kom et Godstog på den Tid, og Bai skulde på Perronen at ekspedere.
   Det gjorde ingen Forskel, når han gik og de to andre blev ene. De småsnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.
   Huus så' til Katinkas Blomster og gav hende Råd om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de så' til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.
   Huus havde Interesse for alle sådan små Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteråret.
   Katinka spurgte ham til Råds, og de gik rundt og så' til det og til det.
   Bai havde aldrig brudt sig om sådan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at få at vide, at spørge til Råds om og at indrette.
   De havde på den Måde altid nok at tale om, sådan stille og sindigt, som det lå for dem begge.
   Der var såmænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede på Huus - selv om han også kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de på Rugaard solgte Sæden.
   Frøken Ida Abel havde også tidt Ærinde på Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.
   - Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.
   - En Kop Kaffe, Frøken - lidt indvendig Væde til at stå imod med ... Huus er inde hos min Kone ...
   - Men er de fra Rugaard her?
   - Ja, med Sæd. Ida-Yngst havde ikke anet det.
   Fra Hjørneforhøjningen på Gården kunde "Kyllingerne" holde Rundskue over hele Egnen. Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne. Hun begyndte at tage Papillotterne af Håret.
   - Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.
   - Bringe Brev til Stationen ...
   - Mo'r - Louise hvinte - nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du får malet dér...
   - Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i på Næsen af Med-Kyllingen.
   - Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig - men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida ...
   - Mo'r, si' til Ida, hun ta'er sine egne Støvler - altid render hun i mine Knap til Stationen ...
   - Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.
   - Og mine Handsker - må jeg være fri ... Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne på Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.
   - Hva' var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med våde Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.
   - Ida stjæler mine Klæ'er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.
   Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler ...
   - - Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren - jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser så rædsom ud ... Jeg kigger blot. Goddag ...
   Frøken Abel kom ind. Hun havde udskåret Bryst under Regnkåben.
   - Det er, når det nærmer sig Jul - man har så rædsom travlt... Å, De tillader vel, Hr. Huus ... at jeg kommer forbi.
   Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.
   Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun måtte beundre. Frøken Ida Abel var så ungdommelig henrykt.
   - Gud, det lille Tæppe ...
   Frøken Abel måtte ud at føle på det lille Tæppe.
   - Å, Hr. Huus, tillader De ... Hun skulde igen forbi.
   Hun følte på Tæppet...
   - Mo'er si'er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.
   Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine "Flagreduer". Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet "Due".
   Og det blev ved "Kyllingerne". Når Frøken Abel var arriveret, varede det ikke så længe, inden Forvalter Huus brød op.
   - Der var ikke Plads til så mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.
   - - -
   Det blev henimod Jul.
   Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai måtte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, når Huus var kommet med Toget.
   Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange År til Julen, sådan som hun glædede sig iår.
   Det lå også i Vejret.
   Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.
   Når Huus havde været i Randers, blev han på Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.
   - Vil De spille lidt, sagde han.
   - Å, jeg kan kun de Par - -
   - Men når jeg nu gerne vil høre dem ... Han sad på en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.
   Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad så stille, henne i sin Krog, så man slet ikke mærkede ham. Og så var han også ganske umusikalsk.
   Når hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Larnpe og Thetøj.
   Efter Theen tog Bai Huus med ind på Kontoret.
   - Mandfolk må også en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.
   Når de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.
   - Han havde også været med i sin Tid ... da de lå på Skolen.
   - Og København havde haft Fruentimmer ... nå - - det er gået tilbage ...
   - De si'er, de går til Rusland nu ... Ja - ka' sgu' gerne være ...
   - Tilbage er 'et gået...
   - Når man har kendt Kamilla - Kamilla Andersen - brav Pige - brillant Pige -
   - Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s'gu ud af et Vindu ...
   - Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.    - Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant. Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og så' ikke særlig interesseret ud.
   - Jeg spø'r jo også, sagde Bai, de unge Mennesker, sådan i Sommerferien, i Præstegården: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det godt?
   - Småpi'er, gamle Ven. Småpi'er.
   - Ja-a - de går til Rusland, si'er de - kan s'gu gerne være.
   Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han så' på Uhret.
   - Det er vel på de Tider, sagde han.
   - Å - hva' ...
   Men Huus måtte afsted: Det er dog én Trekvartersvej ...
   De gik ind til Fruen.
   - Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt ...
   - Så gu' - at få Benene rørt... De fulgte.
   Katinka gik ved Bais Arm. Huus på hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.
   - Hvor der er Stjerner iår, sagde Katinka.
   - Ja - en Mængde mer end ifjor, Tik. Bai var altid oplivet, når han havde været hos sig selv.
   - Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
   - Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
   - Ja - det var Bai - den Kulde før Jul.
   - Og den holder Nytår ind ...
   - Mener De? ...
   Så tav de, og når de talte igen, var det noget lignende.
   Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
   Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Når de kom hjem, blev hun stående i Døren, mens Bai hentede Håndlygten og gik over og så' efter Sporet til Nattoget.
   Han kom tilbage. Nå - sagde han.
   Katinka åndede ud i Luften, langt
   - Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Ånde i Luften med Hånden.
   De gik ind.
   Bai lå i Sengen og røg en Stump Cigar. Så sagde han:
   - Ja - Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.
   Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
   Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et på Fruentimmer.
   - Jeg føler ham jo sådan på Tænderne - ser De, sagde han, om Aftenen, når han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstår sig stort på Fruentimmer ...
   - Nå, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden på Skuldrene og lo glad. Alle ka' jo ikke være Kendere.
   - Nej - heldigvis da ... og Huus - jeg tror s'gu ikke ...
   De blev kaldt ind til Kaffen.
   - - -
   De sidste Dage før Jul var der travlt på Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente på Postbudet.
   Frøknerne Abel sendte Småkort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
   Frøken Jensen bragte en Cigarkasse, med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om på Sejlgarnet.
   - Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster. Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igår ...
   - Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse ...
   - Hun var så belæsset, da hun kom hjem ...
   - Jeg tror det nok.
   - De er da hos Abels Juleaften?
   - Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i at huske på sig selv ...
   - Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegården ...
   - Nej, Abels, sagde Frøken Jensen - å nej - det er ikke alle, som er ens ...
   Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun måske vilde tage tiltakke hos dem.
   Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
   - Mathias - sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser - jeg har måttet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka' jo ikke gå til Lindes ...
   - Nå, for min Skyld - Bai hadede "det lille Parykstativ" - ja når du bare får Lemmeforsamling. Bai gik lidt rundt. '- Ska' hun ikke til Abels, sagde han.
   - Det er just det - de har jo ikke bedt hende, Mathias ...
   - Nå - det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Nå, det er jo din Fornøjelse.
   Fru Bai var glad over, hun havde fået det sagt.
   - - Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spånkurv og Moppe.
   Hun gjorde Undskyldning for Bel-ami.
   - Den er jo ellers hos Abels - jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men iaften, forstår De, vilde jeg jo nødig ... men den gør ingen Ulykke ... den er et stille Dyr.
   Bel-ami blev anbragt på et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
   - Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spånkurven.
   Bel-ami var kun besværlig, når den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.
   Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.
   Når ingen så' det, tog Frøken Jensen den på Armen og bar Bel-ami.
   De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
   Han spiste som en Ulv.
   Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.
   - Nå, Skål, Frøken Jensen.
   - Skål, min go'e Bentzen - det er kun Jul en Gang om Året, sagde han. Han blev ved at fylde i. Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.
   - Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.
   Døren stod åben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.
   Kollegerne ønskede hinanden "Glædelig Jul" langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.
   - Hils fra mig, sagde Katinka.
   - Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.
   - Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg så tidt til dem.
   Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skål".
   Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Hår af tre Nuancer.
   Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.
   Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.
   Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde også nok være lidt alene.
   - Gud véd, om Huus har fået vores Pakke, sagde hun. Hun stod på en Stol og tændte an med en Vokskerte.
   I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord - hun havde fået det sendt fra en Søster - og lagde det hen til Frøken Jensen. Der så' så fattigt ud på Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.
   Katinka åbnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.
   De gik omkring og så' på deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede små Silkepapirspakker frem fra Spånkurven og lagde dem rundt på Pladserne.
   Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte på Genstandene rundt i Krogene.
   Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.
   Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys på Træet.
   Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:
   - Man bli'r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.
   De var alle døsige og så' på Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.
   - Jeg tror, jeg vil gå ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov på en Stol under Pibebrædtet.
   De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.
   De var blundet ind et Øjeblik og for sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.
   - Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.
   Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev, mørkt. De sad, helt vågne igen, og så' på det slukkede Træ - kun et Par Lys brændte svagt endnu.
   De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se på de sidste små Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.
   Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og så Huus.
   Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt så meget på Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.
   Hele Tiden - -
   Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.
   Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende ...
   Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og så var det hendes Veninde.
   Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.
   Katinka blev lidt efter lidt rørt. Så tænkte hun på, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Måske havde hun alligevel haft en net lille Figur.
   Og nu sad hun her forladt og alene.
   Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.
   Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.
   De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.
   - Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.
   Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans "Ord".
   Katinka slap Frøken Jensens Hånd. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.
   Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.
   - Lamperne, Marie, råbte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.
   Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Tråde i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.
   Katinka blev ved at stå med Sjalet. Hun var så glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde ...
   - Men dette var meget finere ...
   Og hun blev ved at stå med Sjalet.
   Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.
   Lille-Bentzen blev så salig, at han løb over på sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet på mange Stumper Papir, bag på gamle Tariffer og Regnskaber.
   Han læste højt, så Bai slog sig på Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus' fine Sjal om sig.
   Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, så hun hvinte.
   De måtte alle hjælpe til at få Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gå; den vilde på ingen Måde væk fra sit Tæppe. Bai trådte den på Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.
   Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var så ræd som en Hare for Mørke, vilde gå alene.
   Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, når nogen så' det.
   De fulgte hende alle ud til Perronlågen og råbte "Glædelig Jul", "Glædelig Jul" ud over Hækken.
   Bel-ami hylede midt på den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.
   Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gået ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.
   Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.
   Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, så den skærende Luft kom ind.
   - Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.
   - Det Skind, sagde Katinka. Hun blev stående ved Vinduet og så' ud over den hvide Mark i Natten.
   - Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret. Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.
   - Hun tog Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue ...
   - Glædelig Jul, Bentzen.
   Der blev lukket et Par Døre, og så var det ganske stille.
   Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Tråde.
   - - -
   Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke. Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt på de hvide Marker så' man Bønderne, som travede af, i Gåsegang, langs de skovlede Stier, til Offer.
   De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden "Glædelig Fest". Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.
   Så stod de stille og så' på hinanden, til en ny kom til i Kredsen.
   Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede "Jul" til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.
   Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.
   Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.
   Fru Linde havde Øjne i Nakken på de store Offerdage. Hun "klædte" sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.
   Frøkenen gik aldrig i Kirke, når der var "Tallerkenvals i Koret".
   De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og små. Det lød så stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne på Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, så der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.
   Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.
   Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift på det sammenlagte Lommetørklæde.
   Fru Linde havde Øjnene ved Hænderne ved Alteret.
   Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive År og siddet til utallige Offerdage. Hun så' på Hænderne, hvor meget hver lagde.
   Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, når de lagde lidt, og når de lagde mere.
   Fru Linde anslog Offeret til et Middelår.
   Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man åndede op ude i den friske Luft, og der blev en stor Ønsken "Glædelig Jul" igen.
   "Pastoren" kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Nå, Frøken Jensen, så ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde "Gamle Pastor".
   Katinka gik ud af Lågen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, så de to gik alene henad Vejen.
   Solen lå over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gårdene havde de Dannebrog ude på Flagstængerne i den høje Luft.
   Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.
   Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.
   - Julen er rar, sagde hun.
   - Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i "Ja'et".
   - Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.
   - Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken. De gik lidt.
   - Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde så Katinka, for Sjalet...
   - Ingenting at takke for.
   - Jo netop ... jeg blev så glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.
   - Ja, det véd jeg jo ... De havde det Sjal på den Dag, jeg kom.
   Katinka vilde sige: Hvor så' De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at få brudt Tavsheden med.
   De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede. Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.
   - De går da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.
   De stod på Perronen og hørte på Klokkerne, mens de ventede på Bai.
   Huus blev der hele Dagen.
   Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:
   - Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen råbte:
   - Ja, da - og lo af Fornøjelse.
   Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og så' glad ud af Øjnene.
   Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.
   Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
   - - I Præstegården talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt under et Middelår.
   - Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun. Pastoren sad og så' eftertænksomt på de mange små Mønter.
   - Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne på en Mark.
   Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.
   - Med Familje, sluttede Fru Linde.
   - Nå, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.
   Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.
   - Jeg hytter mig for Mo'er, sagde Frøken Agnes. Alle de uædlere Elementer er i Oprør hos Mo'er på de store Offerdage.
   - - -
   Julen gik.
   Katinka syntes ikke, hun havde haft så rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev også bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.
   Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i sådan en lykkelig Gænge.
   Den eneste, der, "gnavede" lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.
   - Huus, sagde Katinka, sover De? Huus for helt sammen, som han sad. Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.
   - Satan til Indflydelse Vejret kan ha'e, sagde han, når han stod på Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget Føler mig s'gu forbavsende vel i denne Tid - forbavsende vel ...
   Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket År tilbage. Ikke på nogen Måde voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.
   Det var Nytårsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Året ind.
   Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.
   - Hva' Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i både ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku' gerne spare på Krudtet.
   Det bankede på Ruden, og Huus' Stemme råbte "Glædeligt Nytår".
   - Hva Fa'en - er det Huus, sagde Bai og stod op,
   - Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt fået Hjertebanken af Rabalderet.
   Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.
   - Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik på 'et...
   - Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Året ind, sagde hun.
   De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Brød.
   De drak Året ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget Det kom forbi Klokken to.
   - Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.
   Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.
   - Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva' Tik? Han kildede hende ned på Halsen.
   De gik ud på Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.
   - Det gi'r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet på Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.
   - Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.
   - Mørk er 'en s'gu iaften, sagde Bai.
   Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; så bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.
   Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.
   Klaprende gik det bort, ud i Mørket.
   - Hm, sagde Katinka, sådan går vi ind i Året. De havde stået tavse lidt.
   Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Håret mod hans Kind.
   Bai var også grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.
   Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.
   Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, så det føg, og Forbandelser i Tilgift.    Mørkt var det, og der begyndte at komme Storm op.
   Katinka kunde ikke sove. Hun vækkede Bai.
   - Bai, sagde hun.
   - Hvad er der? Bai vendte sig.
   - Det er et slemt Vejr ...
   - Nå, vi er jo ikke tilsøs, sagde Bai; han halvsov.
   - Men det fyger, sagde Katinka; tror Du, Huus er hjemme nu, Bai.
   - Å, vor Herre bevar'es ...
   Bai sov ind igen ...
   Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var på Vejen i det Vejr. Det var så mørkt - og han var dog ny på Egnen.
   Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Måneder, siden Huus var kommet her ...
   Om han dog også var hjemme nu ... Katinka hørte igen efter Vejret, der tog til... Han havde også været bedrøvet iaften - siddet sådan hen - hun kendte ham - og set forknyt ud ... Noget måtte der være i Vejen.
   Noget var der i Vejen i den sidste Tid ...
   Men når han bare var hjemme nu - så - Vejret tog til ...
   Katinka blundede ind og sov ved Siden af sin Mand.
   Anden Nytårsdag var der Selskab i Præstegården.
   Den halve Egn arriverede, og der var en Snakken og en Pludren gennem alle Stuer helt ud i Gangen. Det gik altid sådan, al Verden fik Tungebåndet løst, når de kom i Præstegården.
   Familien Abel mødte først, da Ordsprogslegen var begyndt. De kom altid forsiide.
   - Tiden løber fra os, sagde Fru Abel. Vi kan aldrig rive os løs fra Reden.
   Når Frøknerne Abel skulde ud, gik de fra Middag rundt i Frisérkåber og skændtes. Fru Abel måtte klæde sig på i sidste Minut og så' altid ud, som om en Storm havde hærget hende.
   De legede Ordsprogsleg, så der ikke hang en Trevl urørt i noget Klædeskab i Præstegården.
   Frøken Agnes spillede tyk Mand i Husmandens Benklæder og bagefter Grønlænder med Katinka til Grønlænderkone.
   - Dejlige Kone, sagde hun, De er ikke snærpet.
   De dansede Pingasut, så Katinka var helt ør. Fru Bai var så glad, at hun næsten var kåd.
   Ida-Yngst stod for det andet Parti. Det var mest noget med Harem eller med et stort Badested. Hvor det så var, blev Ida-Yngst favnet og trykket af en tyndslidt blond Sekondløjtnant.
   I Dørene stimlede de ældre sammen og så' til. Udenfor Salsvinduerne i Haven stod Avlskarlen, de to Husmænd og Drengene og grinte ad deres "knøv" Frøken.
   Gamle Pastor Linde gik til og fra:
   - De morer sig, de morer sig, sagde han og gik hen mellem de ældre.
   Enkefru Abel så' efter Pastoren; hun sad ved Siden af Møllerens Frue:
   - Ja, her er livligt.
   - Ja, sagde Møllerens Frue. Et livligt Præstehus. Tonen var lidt streng på "Præste".
   Hendes Helene stod ved Siden af sin Moder. Hun vilde helst være fri for at lege med.
   Møllerens havde bygget nyt Stuehus og vilde opad. De gav to Selskaber om Året, hvor Folk sad i Kreds og stirrede på de nye Møbler. Alt blev ved at være nyt.
   På alle Møblerne var der Ting og Stykker, Frøken Helene havde forarbejdet.
   Til daglig boede Familien i en Stue, i "Gammellængen". En Gang om Ugen blev der lagt i Stuehuset, for at Møblerne ikke skulde tage Skade.
   Frøken Helene var eneste Barn. Hun var opdraget af Frøken Jensen med særligt Hensyn til Undervisning i fremmede Sprog. Hun var den eleganteste Dame på Egnen, med udpræget Smag for Guldprydelser. Til alle Toiletter var hun, inden Døre, i grå Filtsko og hvide Bomuldsstrømper.
   I Selskab blev hun let fornærmet og stillede sig hen ved Siden af sin Moder med et surt Ansigt.
   - Ja, siger Fru Abel, mine Kyllinger finder det jo undertiden lidt vel livligt ...
   - Mo'er, siger Ida-Yngst, giv mig dit Lommetørklæde.
   - Straks. Ida-Yngst tager det noget ublidt fra Enkefruen.
   Ida-Yngst skal spille med Natkappe og har opdaget, at hendes eget Lommetørklæde er lidt defekt.
   - De er så ivrige i Legen, siger Fru Abel til Møllerens Frue.
   Ordsprogslegen er forbi, og de tager en "rask Blindebuk" før Bordet. Der er en Hvinen i Salen og en Stormen, så den gamle Kakkelovn nejer sig ved det.
   - Kakkelovnen, skriger de, Kakkelovnen...
   - Flæsk, Flæsk.
   Ida-Yngst er så udmattet, at hun segner. Hun kan ikke få Vejret for Hjertebanken: Føl, siger hun og lægger Løjtnantens Hånd ind til sit Bryst, hvor mit Hjerte banker.
   Katinka er Blindebuk og bliver svunget, så hun knap kan stå.
   - Nej - se mig til den dejlige Kone, råber Frøken Agnes ...
   - Flæsk - Flæsk. Katinka fanger Huus.
   - Hvem er det?
   Han bøjer sig, og Katinka føler på hans Hår: Det er Huus, råber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords.
   - Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem?
   - Hvor falder det Dem ind?
   - De er ikke så glad i den sidste Tid ... som før ...
   - Der er ingenting i Vejen, Fru Bai ...
   - Og jeg, siger Katinka, er netop så glad ...
   - Ja, sagde Huus, det ser man.
   Bai kom fra Spillebordet: Bevares, hvor ser du ud, sagde han.
   Katinka lo: Ja, vi har danset grønlandsk. Hun gik tilbords med Huus.
   Bai snapper Ida-Yngst fra Løjtnanten, der går bagefter med Skolelærerens Søn.
   - Hansen, siger Løjtnanten, hvem er den Pige?
   - Å, Moderen, den skæve derhenne med Pastoren, hun sidder på Aftægt heroppe på Gården.
   - Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst ...
   Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skåler, "for de fraværende" og "for den gode Ånd i Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten År der i Præstegården.
   Tilsidst får de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen.
   Løjtnanten har fået kilet en Stol ind bag Ida-Yngst. Der er så snæver Plads, at de næsten må sidde på Skødet.
   Man kan ikke høre Ørenlyd, mens de ler og knalder og læser Deviser højt.
   - Ja, siger gamle Linde, det er Ungdom.
   - Huus, det er os, siger Katinka. Hun holder en Knaldert frem.
   Huus tager i den: De fik Devisen, siger Katinka.
   Huus læser på det lille Papir: Dum Snak, siger han og river det over.
   - Huus dog, hvad stod der?
   - Alle Konditorsvende skriver om Kærlighed, siger Ida-Yngst over Bordet.
   - Frøken Ida - det er Løjtnanten - ska' vi to?
   Ida-Yngst vender sig igen og futter med Løjtnanten: Gud, hvor er 'et upassende, råber hun. Hun får en Devise om at kysse, som Løjtnanten læser op med den lille Knebelsbart lige ind til hendes Kind.
   Man flytter Stolene lidt ud fra Bordet, og Damerne vifter sig med Servietterne. De unge er varme i Hovederne af Heden og Mælkepunchen, som går rundt i store grå Kander.
   En lille blegnæset Student lader "Pastor Lindes patriarkalske Hjem" leve, og alle rejser sig og skriger Hurra. Den lille Student klinker privat med Pastoren.
   - De lille "røde" Mandfolk, siger Gamle Linde, drikker De for mig?
   - Man kan have Agtelse for Personerne, siger den lille Blegnæse.
   - Ja, ja, siger gamle Linde, ja, ja ... Ja, Ungdommen må jo ha'e no'et at kæmpe om, ser De, Frue ...
   Fru Abel er optaget af sin Ida-Yngst. Hun er så livlig. Hun ligger næsten i Armene på Løjtnanten.
   - Ja, Deres Velærværdighed, siger hun.
   - Ida, min søde Pige, (min søde Pige hører det ikke), Ida-Yngst, drik et Glas med din Mamma, siger Fru Abel.
   - Skål, siger Ida-Yngst: Løjtnant Nielsen - hun rækker ham sit Glas - drik med Mo'er ...
   Enkefru Abel smiler: Å - å - hvad min Ida-Yngst har for Indfald ...
   Den lille Blegnæse véd ikke, om Frøken Helene har læst Schandorph ...
   Frøken Helene læser "Tasken" ...
   - Jeg kalder hele Retningen den ægteste Frugt af vor mægtige Brandes ... af Åndsfriheden.
   - Brandes, det er jo ham, Jøden, siger Frøken Helene. Der er ikke blevet anden Forestilling tilbage om "Åndsfriheden" - på Møllen.
   Studenten flyver op i den store Darwin.
   Bai har sagt noget, så Frøken Jensen er blevet rød i Hovedet.
   - De er så slem, siger Lille-Jensen og slår ham over Fingrene.
   - Men Huus, siger Katinka: man må jo ta' Livet, som det er ... og ...
   - Og?
   - Og egenlig er det dog så lykkeligt ...
   - Løjtnant, råber Frøken Ida: De er styg. Gamle Pastor Linde sidder ved sin Bordende med foldede Hænder og nikker.
   - Skal vi så sige Mo'er Tak for Mad, siger han og rejser sig.
   Der bliver en Skraben og Takken for Mad Stuen rundt. Inde i Salen er Agnes allerede ved Klaveret: der skal danses.
   - Jeg véd ikke, om du har set Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. Man må gå i Jorden over hende. Ida Yngst er første Par med Løjtnanten.
   - Liv i 'et, råber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "På min Kanapé" så det klirrer i Strengene.
   Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.
   Gamle Linde er i Spidsen med den stønnende Jensen.
   - Linde, Linde, råber Fru Linde: dine gamle Ben. Frøken Agnes slår i Tangenterne, så det suser.
   - Gud - jeg dør, siger Helene fra Møllerens ... Lige på én Gang sprænges Kæden. Stakåndet falder Parrene på Plads rundtom.
   - Pyh, det gav Varme, siger Bai til Løjtnanten 'og tørrer sig.
   - Om vi så' at finde en Bajer. Løjtnanten er med. De går ind gennem Værelserne. I Spisestuen står "Bajerne" opstillet i et Vindu.
   - Er det Landbajer? siger Løjtnanten.
   - Næ, den er af Carlsberg.
   - Nå, den er jeg med på.
   - Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. De gik ind i Præstens Studereværelse, en lille Stue med Oehlenschlägers og Mynsters samlede Skrifter på grønmalede Reoler og Thorvaldsens Kristus over Skrivebordet.
   De satte sig med Øllet ved Bordet:
   - Ja, jeg mærkede den jo godt, sagde Bai, hvad den stod på. Men jeg tænkte, lad ham ha' Fornøjelsen, tænkte jeg - og hun med ...
   - Ja, Satans Pige ... hun har s'gu et godt Bryst ... og skær' brillant når man danser, Forstander. Lægger sig lige til.
   - Ja, hva' Satan ska' hun gøre, stakkels Pige, sagde Bai og tømte sin Bajer.
   - Men hva' er hun for en Pige, sagde Løjtnanten. Han mente Frøken Agnes ...
   - Rar Pige, sagde Bai.
   - Nej, dér er ingen Ting, sagde han, Veninde af min Kone.
   - Ja så, sagde Løjtnanten. Ja, jeg tænkte det: En Snakkepige - det er af den Slags.
   Konversationen gik over til større Almindelighed: Disse Landsbypiger - i det hele, mente Løjtnanten ... det er godt nok ... jeg mener ... Men - ser De, Forstander - ingen Dannelse - - - Nej, Byen - véd De - det er no'et ganske andet ...
   Løjtnanten havde "fundet no'et" - -
   - Ser De - man bor jo i Kvarteret ... Dér har de jo lagt Slottet - man må jo bo dér ... enten på "Berren" eller på "Vesten" ...
   - Men hva' er 'et for Småpi'er? spurgte Bai.
   - Kække Småpi'er - s'gu, kække Småpi'er ...
   - Ja-a - jeg véd det jo ikke ... man er jo gift Mand, Løjtnant ... Skueretter, forstår De, Skueretter - - om man også er der ovre et Par Dage ...
   - Skueretter, gentog han en Gang endnu.
   - Tro De mig - kække Pi'er, sagde Løjtnanten, dannede Pi'er ...
   - Men de si'er, de går til Rusland ...
   - Ja, de si'er det ...
   Pastor Linde kom ind: Nå, De sidder her, Stationsforstander, sagde han, han gik gennem Stuen.
   - Ja, Hr. Pastor - vi sidder her og filosoferer lidt - så stille ... ved en tyvrøvet Bajer ...
   - Værs'go, ja, her er rart. Præsten vendte sig i Døren : Derinde leger de Panteleg, sagde han.
   Bai og Løjtnanten gik ind til Pantelegen.
   De var ved at falde i Brønden.
   Den lille Student med den ægteste Frugt faldt for Katinka:
   - Der kysses, råbte Frøken Agnes.
   Katinka vendte Kinden til, at "Frugten" kunde kysse. Han var rød i Hovedet og kom nærmest til at kysse hende på Næsen.
   Katinka lo og klappede i Hænderne: Jeg falder, jeg falder ...
   - For Huus, sagde hun.
   Huus kom hen og bøjede sig ned. Han kyssede hende på Håret.
   - Jeg falder for Frøken Jensen, sagde han. Hans Stemme slog over, som om den var hæs.
   Frøken Jensen tænkte endnu på det Kys, da hun var kommet hjem i Seng til Bel-ami.
   Katinka støttede sig i Tanker lidt til den radikale Student.
   - - -
   Gæsterne var borte.
   Frøken Agnes stod i Salen og så' sig om på Valpladsen. Der var ikke én Ting på sin rette Plads; Glas stod i Krogene på Gulvet, og Buddingtallerkener var sat af Vejen op på Bogskabet.
   - Pyh, sagde hun og satte sig: det ligner en vis Mands Forstue.
   Pastor Andersen var kommet ind: Nå, sagde hun, ja - De har såmænd været rar iaften.
   - Frøken Agnes, morer det Dem?
   - Nej.
   - Hvorfor gør De det så?
   - Det skal jeg sige Dem, fordi det morer de andre ... Men De vil altid være alene om at gøre Mudder.
   - Hjælp mig nu, sagde hun, at vi får lidt Orden i 'et ... Hun begyndte at flytte Møblerne på Plads.
   - Jeg går ikke ud med Ida mere, Mo'er, sagde Louise-ÆIdst Jeg gør 'et ikke - det si'er jeg dig - det er en Skandale for alle Mennesker.
   - Fordi man la'er dig sidde. Jeg skulde vel gøre dig Selskab - ikke?
   Enkefruen blandede sig aldrig i Stridighederne. Hun vidste, det måtte dog til, mens Papillotterne blev sat i Håret. Hun gik stille rundt og lagde Kyllingernes Tøj sammen.
   - - Man bli'r s'gu træt af den megen Jubileren, sagde Bai. Han var ganske stiv i Benene, mens de gik.
   Katinka svarede ikke. Tavse gik de hen ad Vejen hjem.