WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Ved Vejen




(1886)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


VI

   Vinteren gik og Våren og Somren, der smilte over Markerne.
   - Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igår flyttede jeg op på Loftskamret. En Mand må jo ha'e sin Nattero, når han skal passe sine Ting om Dagen.
   Katinkas Hoste lød gennem Huset.
   Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev stående ved Fruens Seng. Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.
   - Tak, Tak, sagde hun. Gå nu ind og sov, sagde hun. Hun åndede tungt.
   - Hvad er Klokken blevet? ...
   - Halv fire ...
   - Nå - Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.
   Marie Pige listede af på de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Åndedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig på det stille Loft: Katinka lå med lukkede Øjne.
   Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude på Perronbænken i Solen.
   Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet.
   - De skal se, sagde han, den klare Efterårsluft...
   - Måske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Hånd.
   Bai og Føreren gik hen ad Perronen.
   - Begge Lunger, sagde Bai. Han havde fået en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre ...
   - Guds Vilje, sagde han og sukkede.
   Toget begyndte at gå. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der så lille og bleg i Solen.
   - Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt...
   - Ja - det var s'gu bedrøveligt.
   Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehånde ... Hun sad tidt og så' så "langeligt" der på Perronbænken ...
   - Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' på 'en ...
   - Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch.
   Toget gyngede bort over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efterårets lyse Luft.
   Stærene larmede langs Telegraftråden og samlede sig i Flok.
   - Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.
   Doktoren kom og satte sig hos hende: Nå, hvordan går det?
   - Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen.
   - Til imorgen? - ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen.
   - Ja.
   - Men De holder Aftalen, lille Frue.
   - Ja - så snart de har spist, går jeg i Seng ...
   Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede - så vilde de slet ikke mærke, at hun var syg ...
   - Den ene Dag i det mindste, sagde hun.
   - Nu skulde De gå ind, sagde Doktoren.
   - Ja, Katinka rejste sig ...
   - Lad mig hjælpe Dem ...
   - Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen.
   Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre små Trin.
   - Tak Doktor. Men mit Sjal ...
   Doktoren tager det blå Sjal på Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han.
   Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun.
   Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind på Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Småstykker på et lille Brædt.
   Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.
   - Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.
   - Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var så trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe.
   - Jeg har ikke set Abels så længe ...
   - De håber jo nu på Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen.
   - Ja, han søger jo ...
   Lille-Jensen får sin Kop Kaffe. Giv mig så Olien, Marie, siger Katinka.
   Hun får et Batteri af Flasker og store Skåle. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skålene.
   - Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig.
   - Nej, jeg har ingen Smag mer. Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.
   - Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen.
   - Å, Marie kan det. Jeg må kun i Seng.
   Men hele Eftermiddagen må Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det sådan.
   Marie må tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader på Bordet.
   Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber.
   - Mon det er der alt, siger hun. Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod Puden.
   - Toddyskeer, Marie, siger hun så. Vi har glemt Toddyskeer.
   - Vi kan vel lægge dem på Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med Skeerne på den lille japanesiske Bakke.
   - Nej, ikke på den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.
   - Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende Håndflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med Huus' Bakke i Hænderne.
   Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op på Bordet.
   - Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder - jeg har jo sagt det ...
   - Du ligger bare der og bliver dårligere - - - Tik; han tager hendes Hånd: Ja - hvor du brænder ...
   - Å, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Hånd fra hans:
   - Når der blot intet mangler ... Bai begynder at tælle.
   - Kompot skal der vel på Bordet, siger han.
   - Ja.
   - Nå, ja, Skåle er der jo ingen af ...
   - Så er de glemt ...
   - Ja, når man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne.
   Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det.
   - Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede.
   De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som Fjerdemand.
   Svendsen sluttede til som Ekstra.
   - Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Når hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg.
   - Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder så rart og river den a' som Femtemand.
   - - Katinka åbnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde hun.
   Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt på, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt.
   Hun havde Kiær tilbords.
   De talte om hendes Sygdom: Å, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid ... Den stille, klare Kulde - det gav Kræfter.
   - Ja, den stille, klare Kulde.
   - Skal vi drikke på det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.
   De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Nål ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.
   - Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede.
   Katinka sad med nogle små Bidder på sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Hånden, når hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.
   Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skål for ham.
   De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny Kreaturtarif.
   - Du, Gamle - på et godt År!
   Bai drak igen.
   Katinkas Kinder brændte og hun så' Ansigterne som gennem et gråt Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og så' på Bai, der blev ved at spise.
   - Den ligger på Tungen - ligger på Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder.
   - Tak, Tak.
   Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas ... Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas ...
   Når Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gået forud" og som så' ned fra deres Himmel ...
   Der var altid noget, der så' ned på Proprietær Mortensen fra sin Himmel.
   De Ligesindede sad med hængende Næb og så' ned i deres Tallerkener.
   Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.
   Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.
   - Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning.
   Katinka hørte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig.
   Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage på Stolen. Bai åbnede Døren og kom ind igen:
   - Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant ...
   - Og du holdt dig jo brav ...
   Katinka rettede sig op og smilte: Ja, - sagde hun:
   - Nu skal I få Toddyerne ...
   Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne og Glassene, der stod halvtømte.
   Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden på hinanden - man hørte Kiær ...
   - Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.
   - Fruen skulde gå i Seng, sagde Marie.
   - Det kan vente ...
   - For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, så det for i Katinka.
   Der blev kun et enligt Lys midt på Spisebordet... Det så' trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord.
   Katinka var så træt; hun måtte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter.
   Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene ...
   Hvor de muntrede sig derinde ... Det måtte være Svendsen, der sang ...
   Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og så' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker ...
   Sådan vilde det også være, når hun en Gang var borte og glemt ...
   - Marie, sagde hun.
   Hun forsøgte at rejse sig og gå men hun greb til Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:
   - Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie. Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad på Sengekanten.
   - Luk Dørene, sagde hun.
   Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.
   - Nå, han ka' vel få ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af Katinka og gik og bandte. Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:
Oh, min Charles, send mig dog et Brev -
Hvorhen du altid skrev - - -
   Og der blev klirret med Glas: Stille, råbte Kiær, Stille - I Gamlinger - - - - Katinka havde ligget noget i Blund og vågnede op. Det var Bai.
   - Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange Toddyer.
   - Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?
   - Halvtre såmæn ... Den bli'r sen, når man sidder sådan sammen i en Klynge ...
   Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.
   - Satan til Historier, han kunde, Svendsen - Fa'en til Geschichter ... Han fortalte et Par og slog sig på Lårene af Latter.
   Katinka lå og brændte i Feber.
   - Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste Historie om Mortensens Mejerske ...
   - Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han.
   - Godnat.
   - Godnat.
   De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om Dagen.
   - Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig så brav, Doktor, til Fødselsdagen ...
   - Ja - nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.
   Der måtte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig Ro.
   Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre hende, sku' hun tro, så hun ikke lå der og gned Øjnene i Mørke.
   Madam Madsen kom ind til Sengen.
   Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra Puderne.
   - Det er mig, sagde Madam Madsen.
   - Madam Kromadsen.
   - Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Hånd, der brændte.
   - Nå - så den er så klejn, sagde Madam Madsen.
   - Ja, Katinka vendte Hovedet lidt på Puden: Jeg har det ikke så godt.
   - Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og så' på Katinkas magre Ansigt i Mørke.
   - Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.
   - Det var vel lidt for meget ...
   - Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen stadig i samme vrede Tone.
   Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.
   - Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen.
   - Han havde også ligegodt fortjent det. Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet ...
   - Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind ...
   Først havde Katinka slet ikke forstået ... hun var så tung og mat.
   Så begreb hun som et Lyn - og slog Øjnene op et Nu på Madam Madsens Ansigt.
   - Og for sådan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.
   Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.
   Men Katinka lå ubevægelig. Et Par Tårer gled kun frem på hendes Kinder.
   - Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere. Madam Madsen var gået.
   - Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.
   Marie tog Gardinerne bort, så Dagslyset faldt ind over Sengen.
   - Hvorfor græder Fruen? sagde hun. Katinka lå vendt mod Lyset.
   - Er det Brystet, sagde Marie.
   - Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.
   Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt.
   Gråden stilnede og hun lå hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred.
   - - -
   Det blev Efterårets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage lå Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede så mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe.
   - Fruen ser så godt ud, sagde Marie.
   - Ja, Jeg har det også godt. Hun nikkede uden at åbne Øjnene og lå stille igen, i Solen.
   - Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.
   - Det kan jo Fruen ...
   Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde hun.
   - Hvis jeg måtte komme ud imorgen ...
   Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset til Hylden.
   - Havde den Blade endnu, Hylden - og Roserne - og Kirsebærtræet ...
   - Ifjor stod de i Blomst... et Blomsterflor.
   - Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie.
   - Det hvide Flor ...
   Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov - at jeg får Lov ...
   - Måske - når Solen skinner.
   Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen måtte Marie gå ned for at spørge.
   Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka lå uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen:
   - Er hun ikke kommet? sagde hun. Hun må dog gå Vejen, sagde Bai.
   - Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.
   Hun lå og hørte efter hver Dør der gik.
   - Nu gik Køkkendøren, sagde hun.
   - Det var en Mand med Koste.
   - Hun kommer aldrig, sagde Katinka.
   - Vi får dig syg igen, sagde Bai.
   Hun lå stille, og ringede og talte ikke mer. Så hørte hun Marie gå med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge.    - Hvad sagde han? sagde Bai derude.
   - Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, når Solen skinnede.
   - Sover Fruen?
   - Jeg tror det ...
   Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:
   - Er det Dem, sagde hun.
   - Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved Middagstid ...
   Katinka svarede ikke straks. Så tog hun Maries Hånd:
   - Tak, sagde hun. De er så god, Marie.
   - Hvor Fruens Hånd brænder ... Katinka havde Feber om Natten; hun lå med skinnende Øjne og sov ikke. Men hun vækkede først Marie henimod Morgen.
   Marie så' ud af Vinduet i Dagligstuen.
   - Det bli'r klart, sagde hun.
   - Se efter Vejret, sagde hun.
   - Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid Skyerne.
   Der var også klart fra Køkkendøren.
   - - -
   - Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren.
   - Hvor det er varmt, sagde hun.
   - Nu kommer Trappen ... Så - det gik ...
   Det var tungt at gå på Gruset. Hun lagde Armene op om Maries Skulder: Man er så tung i Hovedet, sagde hun.
   Hun standsede ved hvert tredje Skridt og så' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys på hvert eneste broget Blad.
   Katinka vilde hen til Perronlågen. Hun stod lidt og lænede sig:
   - Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.
   Katinka så' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme står Milestenen sagde hun.
   Hun vendte Hovedet og så' ud over Markerne og Engene og den lyse Himmel:
   - Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er så smukt ...
   Marie gik og tørte Øjne, når Fruen ikke så' det ...
   - Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par Skridt alene.
   De kom ind i Haven.
   Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset.
   - Hylden, sagde hun blot.
   - Her må jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden så' hun tavs ud i den sollyse Have.
   Kirsebærtræernes Blade lå gule over Plænen; et Par små Roser blomstrede endnu.
   Marie vilde plukke dem.
   - Nej, sagde Katinka: det er Synd - lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes Læber bevægede sig, ligesom om hun hviskede.
   - Her sad Huus helst, sagde Marie. Hun stod ved Siden af Bænken.
   Katinka for sammen. Så sagde hun og smilte stille:
   - Ja, her vilde han gerne sidde. De gik igen.
   Da de kom til Lågen, stod Katinka lidt stille. Hun så' tilbage, ind i Haven:
   - Hvem mon der nu skal gå derinde? sagde hun. Hun var så træt Hun støttede sig tungt til Marie og inde i Gangen tog hun til Væggene.
   - Luk Bagdøren op, sagde hun, at jeg kan se Skoven.
   Hun kom derhen og hun stod et Øjeblik lænet til Dørstolpen og så' ud mod Skoven og Vejen.
   - Marie, sagde hun, jeg vil også se Duerne ...
   - - -
   Katinka kom ikke op længer. Kræfterne forlod hende mer og mer.
   Enkefru Abel bragte Vingelée.
   - Til at lædske Tungen, sagde hun. Hun sad og så' på Katinka med tåreblændede Øjne.
   - Og så alene ligger De, sagde hun. Fru Abel vilde sende sin Louise-Ældst.
   - Hun er som en Diakonisse, sagde hun, den Ældste ... en Diakonisse ...
   Louise-Ældst kom om Formiddagen og gik rundt på Tåspidserne i hvidt Forklæde. Katinka lå hen, som hun sov ... Louise-Ældst dækkede Frokostbordet og tragtede Kaffen.
   Og Døren til Sovekamret blev lukket på Klem, mens de spiste ...
   Bai var meget taknemmelig. Enkefruen tørrede Øjne: Venner kender man i Ulykken, sagde hun ...
   Fru Linde kom om Eftermiddagen og sad og strikkede ved Sengen. Hun fortalte nyt og gammelt om den ganske Egn og om sig og sin Linde.
   Gamle Linde hentede sin Kone i Mørkningen, og de to Gamle sad en Timestid endnu ved Sengen i Skumringen. Agnes var det først og Agnes sidst.
   - Linde kan nu ikke leve uden Agnes, sagde Fru Linde. Selv vandede hun Høns i Krogene både Morgen og Aften.
   - Ja, ja, min Pige, hun er nu min Øjesten, sagde Gamle Pastor.
   - De skal se, hun kommer en Dag, sagde Katinka.
   - Som en gammel Pige. Fru Lindes Strikkepinde gik.
   Det med "gammel Pige" kunde Fru Linde ikke glemme.
   De sad og snakkede, og gamle Pastor fik sig en Solbærrom før han gik hjem.
   - Den gør godt, sagde han, og den går ikke til Hovedet.
   De to gamle tridsede hjem ad den efterårsmørke Vej.
   - - -
   Bai var så jævnt ude.
   - En lille L'hombre til at muntre op, sagde Kiær. Trænger s'gu til 'et, gamle Ven.
   - Ja, gamle Kiær, Bai tog med Hænderne over Øjnene:
   - En Gang hen i Ugen, sagde han. Tak ska' du ha'e.
   - Tak for dit Venskab. Han slog Kiær på Skuldrene og var rørt. Bai var i den sidste Tid meget let rørt.
   Han tog afsted og spillede L'hombre til ud på Natten.
   Når han kom hjem, vækkede han Katinka, fordi han "ikke kunde gå i Seng uden at se, hvordan hun havde det".
   - Tak, ganske godt, sagde Katinka.
   - Har du moret dig?
   - Som man kan more sig, sagde Bai, når du ligger her. Han sad og sukkede nogen Tid ved Sengen, til han havde fået Katinka lysvågen.
   - Godnat, sagde han så.
   - Sov vel, Bai.
   Når Marie var ude om Dagen, stod Dørene åbne ind til Kontoret. Katinka lå og hørte efter Telegrafens Prikken.
   - Hvad den har travlt, sagde hun.
   - Hvad den alt fortæller.
   - Bai, råbte hun. Det er jo hertil ... Bai bandte en høj Ed ude i Kontoret... Ja - så min Salighed - han kom hen i Døren - det er til Præstens.
   - Præstens - Katinka satte sig op i Sengen - det er vel fra Agnes, sagde hun.
   Bai sagde ingenting, han var hel vild; han løb med den blå Blyant, og han vilde ha'e sit Tøj og han skrev Depeschen i Skjorteærmer og skrev forkert og rev itu.
   - Bai, sagde Katinka, Bai - er det Agnes ...
   - Så min Salighed -
   Bai stormede selv af med Depeschen, just som Eftermiddagstoget skulde komme.
   Sådan en Glæde havde Bai aldrig set. De to Gamle lo og græd.
   - Å Gud - at det er sandt - å Gud - at det er sandt ...
   - Ja - lille Mo'er - -Ja -Ja ... Gamle Pastor vilde være rolig.
   Han tyssede på hende og klappede hende på Hovedet.
   Men så foldede han Hænderne: Nej sagde han - det er for meget.
   Han græd selv og tørte sig i den Fløjels Kalot.
   - Ja, ja, sagde han; Gud taknemmelig, siger jeg; Gud taknemmelig ...
   Gamle Pastor vilde selv bringe Katinka Nyheden, og han gik og tog sit Tøj frem, og Hat og Vanter, og lod det ligge igen, og tog Bai i begge Hænder:
   - Ja, den Glæde, Forstander, sagde han. For os to Gamle, som sidder hen - at opleve det... at opleve det, Forstander.
   - Hm - ja - hver har det på sin Manér -
   - Andersen skulde nu lære at savne, at savne hende, sagde Gamle Pastor.
   Han nussede om og kom ikke af Stedet.
   Pastorinden kom ind med Jorbærlikør, før de kom afsted.
   Gamle Pastor gik og fløjtede "den tapre Landsoldat" hen ad Vejen.
   - - Han sad inde ved Katinkas Seng.
   - Ja, sagde han, Gud fører dog de rette sammen.
   - - -
   En Ugestid efter kom Agnes hjem.
   Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren så' hun Katinka, der lå med lukkede Øjne på Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen.
   Katinka slog Øjnene op og så' hende:
   - Ja, sagde hun, det er mig.
   Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig på Knæ ned ved hendes Seng.
   - Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.
   Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.
   De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytøjet synke ned i sit Skød og så' på det stakkels Ansigt på Puden. Det svage Åndedrag peb i Katinkas Bryst.
   Katinka rørte sig, og hun tog atter Sytøjet og førte Nålen ud og ind.
   Katinka lå vågen. Hun var så mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides sønder.
   Agnes støttede hende. Katinka var våd af den kolde Sved.
   - Tak, sagde hun, Tak.
   Hun faldt hen igen og lå stille. Inde fra Sengeomhænget så' hun på Agnes' Ansigt, så rundt og stærkt, og Hænderne, der gik så resolut over Sytøjet.
   - Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?
   - De skulde sove, sagde Agnes. Å nej. Spil lidt.
   Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdæmpet Melodi efter Melodi.
   Katinka lå stille med Hænderne på Tæppet
   - Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om Sorrent. Agnes sang den med sin mørke Altrøst.

Hvor den høie og dunkle Pinie
Låner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Båden gynger;
Hvor i Byen glade Klynger
Går i Dansen mens de synger,
Synger højt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse måneklare Nætter,
Napoli - dit Paradis.
   Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Så rejste hun sig og gik ind i Sovekamret.
   - Tak, sagde Katinka. Hun lå lidt.
   - Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde være smukt.
   Agnes lagde sig ned ved Sengen. De lå stille, begge to, i Mørket. Katinkas Hånd gled hen over Agnes' Hår.
   - Agnes, sagde hun. Der skal ikke - - tales over mig ...
   - Katinka dog ....
   - Bare bedes, sagde hun.
   Hun tav igen. Agnes græd sagte. Katinka blev ved at bøje små Lokker af hendes Hår ind mellem sine Fingre.
   - Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Hånden faldt bort fra Agnes Hår: en Salme - - - som -
   - Som jeg så gærne vilde ha'e sunget... ved min Grav ...
   Hun hviskede næsten uhørligt. Agnes lå med Hovedet ned i Puden.
   - Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tør bede.
   Gråden rystede Agnes, og hun tog Katinkas Hænder og kyssede dem, mens hun hulkede.
   - Katinka dog - Katinka dog ...
   Katinka tog om hendes Hoved og bøjede sig lidt frem:
   - Nu bli'r I to jo lykkelige, sagde hun.
   Hun lå tavs. Agnes blev ved at græde.
   Næste Dag blev Katinka berettet af Gamle Pastor. Bai var i Randers.
   - - -
   Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud - Frøken - fra Stationen ... Frøkenen måtte endelig komme.
   - Bud ... Agnes var ude på Gulvet.
   - Hvem er her? sagde hun. Hun råbte ned gennem Gangen.
   - Jeg, sagde Lille-Bentzen. Agnes kom ud i nogle Sjaler.
   - Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.
   - Er der Bud efter Doktoren, sagde Agnes ... Lygten, Ane.
   - Der var ingen til at gå ... Agnes fik Lygten tændt og gik over Gården. Hun bankede på Karlekamret. Det gav Ekko mod Laden ...
   - Lars, Lars -
   Hestene begyndte at rumstere i deres Bås.
   Lars kom ud, søvndrukken, i Halvdøren i Lygtelyset.
   Agnes gik tilbage over Gården til Gangdøren. Lille-Bentzen var gået ud på Trappetrinet, angst for at stå i Mørket.
   - De kører med, sagde Agnes og gik forbi.
   Et Par skræmte Piger kom ud i Gangen: Få kogt Kaffe, sagde Agnes. Skynd Jer.
   Hun gik ind for at klæde sig på. Lille-Bentzen blev alene i Gangen. Dørene stod åbne ned gennem Huset, knirkende i Mørket. Pigerne rumsterede rundt, halvpåklædte og søvndrukne, med hver sit Tællelys. De glemte en Stage på Spisebordet. Lyset flakkede i Trækken.
   Ude i Gården kom Drengen gående med Staldlygten. Han satte den på Stenbroen og gik igen - der blev en lys Kreds om Lygten i Mørket.
   Vognporten blev slået op og de kom ud med Hestene. Hver Lyd lød stærkt og skræmmende ud i Natten.
   Agnes kom ud og gik forbi Bentzen i Gangen.
   - Så går jeg derned, sagde hun.
   - Har hun Krampe?
   - Hun skreg, sagde Bentzen.
   Agnes så' ud i Gården: Skynd Jer, råbte hun. Drengen løb med Lygten over Gårdsrummet.
   Der blev sat et Par flimrende Lys i Køkkenvinduet,, så Skæret faldt ud på Heste og Vogn.
   Gamle Fru Linde kom ind i Spisestuen i en Slåbrok af Gamle Pastors: Bliv i din Seng, Mo'er, sagde Agnes.
   - Å, Herre Gud, å, Herre Gud, sagde gamle Fru Linde. Så det kom pludseligt... så det kom pludseligt ... Og hun begyndte at gå rundt med sit Lys i Hånden ligesom de andre.
   Drengen slog Portene op - det fo'r i dem alle ved Larmen - og Lars viste sig i Køkkendøren og fik en Skål Kaffe.
   Lille-Bentzen kom ud og op på Bukken ... Han så' Pastorindens Ansigt - smågrædende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det viftende Lys.
   De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Mørket, i Trav, så Pilene på Hegnet for forbi dem som dansende Spøgelser.
   Lars tog fast om Tømmerne.
   - Bæsterne er sky, når man kører til Død, sagde han.
   De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.
   - - -
   Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Væggen.
   - Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.
   Agnes åbnede Døren til Kontoret. Hun hørte Katinka stønne og Vågekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.
   Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.
   - Han er kørt efter ham, sagde Agnes.
   Hun gik ind. Vågekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Trækninger gik gennem hendes Krop under Tæpperne.
   - Hold, sagde Vågekonen.
   Agnes tog om hendes Håndled og slap dem igen; hun følte den kolde Sved.
   Den døende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.
   - Hold dog, sagde Vågekonen.
   Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.
   - En Ske dog, Tungen.
   Katinka sank tilbage - der faldt blåhvidt Skum ud over de åbnede Læber gennem de sammenbidte Tænder.
   Marie tabte Skeen og fandt den ikke på Gulvet og ragede efter en anden med Lyset.
   - Hovedet, sagde Vågekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over hele Kroppen.
   - Å, Jøsses, å, min søde Frelser, blev hun ved at sige ... å Jøsses ... å ... min søde Frelser ...
   Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vågekonen ... Hun halvt lå og pressede Skeen ind imellem den døendes Tænder.
   Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vågekonen, godt.
   Katinka slog Øjnene op. Hun holdt dem på Agnes, store og angstfulde.
   Katinka blev ved at stirre på hende med det samme Blik.
   - Katinka ...
   Den døende stønnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund ...
   - Hun får Ro, sagde Vågekonen.
   Katinkas Øjne faldt til. Agnes slap hendes Arme.
   De satte sig hver på sin Side af Sengen, lyttende til hendes Ånde, der kom uregelmæssigt og ganske svagt.
   - Hun får Ro, sagde Vågekonen ... Den døende blundede hen, stønnende nu og da. Vognen kom ude på Vejen. Døren blev slået op og man hørte Doktorens Stemme. Agnes rejste sig og tyssede.
   - Hun sover, sagde hun.
   Doktoren gik ind og bøjede sig over Sengen: Ja, sagde han, det er snart forbi.
   - Lider hun? sagde Agnes.
   - Man véd ikke, sagde Doktoren.
   - Nu sover hun.
   Doktoren og Agnes satte sig inde i Dagligstuen. Inde i Kontoret hørte de Bai vandre op og ned. Agnes rejste sig og gik derind.
   - Hvad siger han, spurgte Bai. Han blev ved at gå. Agnes svarede ikke; hun sad tavs i sin Stol.
   - Jeg havde jo ikke troet det, sagde Bai: jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes.
   Han flakkede op og ned, fra Dør til Vindu - og standsede igen ved Agnes' Stol og sagde ud i Luften:
   - Jeg havde jo ikke troet det, Frøken Agnes. Doktoren åbnede Døren: Kom, sagde han. Krampen var begyndt igen. Bai skulde holde hendes ene Arm.
   Men han slap den igen.
   - Jeg kan ikke, sagde han og gik med Hænderne for Ansigtet. De hørte ham hulke inde i Kontoret.
   - Tør Panden, sagde Doktoren. Agnes tørrede Sveden af Panden.
   - Tak, sagde Katinka og slog Øjnene op: Er det Agnes?
   - Ja, Katinka, det er Agnes.
   - Tak.
   Hun faldt hen igen.
   Hen mod Morgen vågnede hun. De sad alle ved Sengen.
   Øjnene var brustne.
   - Bai, sagde hun.
   - Ja.
   - Bed hende spille.
   - Spil, sagde Doktoren.
   Agnes gik ind. Tårer løb ned over Tasterne og hendes Hænder, mens hun spillede uden at høre sine egne Toner.
   Katinka lå stille hen. Brystet gik pibende op og ned.
   - Hvorfor spiller hun ikke? sagde hun igen.
   - Hun spiller jo, Tik ...
   - Hun hører ikke mer ...
   - Den døende rystede på Hovedet:
   - Jeg hører det ikke, sagde hun.
   - Salmen, hviskede hun, Salmen.
   Hun lå lidt igen, stille. Doktoren sad med hendes Puls og så' på hendes Ansigt.
   Så løftede hun sig op og rev sin Hånd løs:
   - Bai, skreg hun, Bai.
   Agnes rejste sig og løb ind. De stod alle om Sengen. Bai knælte ned og hulkede.
   De for alle sammen: det var Telegrafen, der lød ind gennem Stuerne og meldte Tog ...
   Katinka slog Øjnene op. Se, se, sagde hun og løftede Hovedet.
   - Se Solen, sagde hun: se Solen over Bjergene.
   Hun løftede Armene, de faldt ned igen, og gled ned ad Tæppet.
   Doktoren bøjede sig hastigt frem over Sengen.
   Agnes knælte ved Fodenden med Hovedet ind mod Sengen ved Siden af Marie Pige.
   Man hørte kun en høj Hulken.
   Doktoren løftede de hængende Arme op og foldede Hænderne over den Dødes Bryst.
   - - -
   - Hm, De har s'gu ikke sovet ud, Bentzen. Den indiskrete sprang af Toget.
   - Hvordan står 'et!
   - Hun er død, sagde Lille-Bentzen; han talte som om han frøs.
   - Hva'?
   - Satan - - -
   Den indiskrete stod og så' lidt på den lille Stationsbygning: alt lå som vanligt.
   Så vendte han sig og steg stille op på Trinet. Toget skjultes af Vintrens Tåger over Markerne.


Kapitel 7 >