WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

En Nutids Saga




: På Sømands Tro og Love (1878)
Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


   Jeg kom en Dag slentrende hen over Sandet på Skagen Nordstrand. Luften var diset; man skimtede akkurat Toppen af Fyret, som en uhyre Mastesplint ragende op over de gråhvide Klitter. Der lå Vragstumper strøet over den brede Forstrand; ude over Revlerne brød Dønningerne med en hul Lyd, omtrent som når man hører Marskkvæget langt borte. Det kunne være Forbud på en Storm, som ville komme, og det kunne være Efterveerne fra den sidste. Her rækker så tit den kommende og den gående hinanden Hånden over Skuepladsen for deres Moder.
   Der stod nogle Folk nede i Havstokken, hvor Vandet slikker op med lange hvide Tunger.
   De stirrede alle på en og samme Plet og syntes alle at tabe sig i Gisninger over den samme Genstand.
   Jeg trådte til og hilste; de hilste kort igen og fortsatte deres Bemærkninger.
   Han må da vist være død! sagde Lodsen Ole Christoffersen og stoppede Asken ned i sin korte, tilrøgede Pibe.
   Det er en ung Fyr! bemærkede Fiskeren, Søren Kappelborg. Mon Støvlerne skulle være ny? spurgte Jens Taneren hen for sig selv, idet han tankefuld tyggede på Skråen. Han kunne ligne en Svensker! sluttede endelig Hans Lauritsen og vadede nogle Skridt ud i Vandet for at hale »Genstanden« i Land.
   Folkene vare bekendte af mig fra Gammel-Skagen.
   Genstanden var en Strandvasker, en ubekendt, uden Navn, uden Hjem og med just ikke mange Klædningsstykker på.
   Der kom andre til. Den ubekendte blev båren bort og lagt op til Ligskue. Strandfogden og Doktoren kom til. Den ubekendte syntes ikke at have ligget længe i Vandet. Han havde ungdommelige, næsten vindende Træk. I Panden var et stort Hul.
   Kan han være død hurtig? spurgte jeg med den Deltagelse for Dødsstunden og Dødsmåden, som enhver sådan ubekendt indgiver en.
   Hm, hurtig . . .? brummede Strandfogden og drejede den liggende om. Det er nogle snavs Klæder, de!
   En anden mente, at han muligvis kunne have fået et Slag i Tindingen og være gået over Bord som Følge deraf.
   Lægen åbnede forretningsmæssig Øjelåget og trykkede på Æblet. Han erindrede mig om Drengene, når de lege med de store Torskehoveder.
   Det var s'gu også noget at lade mig løbe herud for. Enhver kan da se, at Manden er stendød!
   Det var al den Ligtale, Manden fik.
   Ved denne Lejlighed slog det mig, hvor lidt Væsen man gør af den Slags Ting på Skagen. Alle er Vorherre en Død skyldig. Det kan træffe Dig i Dag og mig i Morgen, og derfor er det bedst ikke at tænke for meget derpå! Det er omtrent den hele Katekismus. Og den er i det mindste praktisk der, hvor Liv og Død bestandig stå og vippe som en Båd på Toppen af en Bølge.
   Da jeg næste Gang traf sammen med mine bekendte fra Gammel-Skagen, manglede den ene Mand, Hans Lauritsen.
   Hvor har I gjort af Hans? spurgte jeg.
   Lodsen, Ole Christoffersen, stoppede som altid Asken ned i sin Pibe og gjorde en betegnende Bevægelse med Pibespidsen ud mod Havet.
   Nå, således! sagde jeg. Han er bleven der ude?
   Han er hos Torskene, som piller ham Kødet fra Benene! svarede Lodsen og bad om en Fyrstik.
   Hvornår skete det? spurgte jeg.
   Det var om Bord i Sluppen sidste Efterår. Han blev vasket væk oppe fra Dækket, og vi andre tre lå i tredive Timer i Bunden af Sluppen med Skuden over Hovedet på os. Har De ikke hørt den Historie?
   Jeg benægtede at have hørt Historien, og han fortalte. Hans Berettelse var så kortfattet som mulig, og da jeg gjorde gammelt Bekendtskab gældende for at formå ham til at meddele mig yderligere Detaljer, henviste han blot til en Rapport om Begivenheden, som Byfogden havde ladet optage og trykke. Han mente, at Byfogden havde sat sin Kulør på Sagen; nu kunne jeg jo sætte min. Jeg meddelte ham, at jeg ville foretrække slet ikke at kolorere, såfremt det på nogen Måde kunne undgås. Han rystede rigtignok lidt tvivlende på Hovedet; men til Slutningen blev vi dog enige om, at det nok kunne undgås, når vi begge passede på.
   Jeg lader ham selv fortælle:
   Som jeg altså siger Dem, og som jeg troede, at De selv måtte have hørt eller læst, så var det Sluppen, som vi gjorde den Tur med. Det var ved Jævndøgnstider i Fjor, og når De vil have det meget omstændelig, så var det i September, den 27de om Morgenen, at vi fra Gammel-Skagen observerede Sluppen med Nødflag til. Det var akkurat netop så lyst, at vi kunne se hende, hvor hun rullede derude, thi der stod høj Sø uden for Revet, skønt det endnu ikke var nogen hel Storm.
   Det er ellers en slem Rejse for sådan en bitte Skude! sagde jeg til Søren Kappelborg, som stod jævne mig. Hvad mon hun er ladet med?
   Det får blive hendes egen Sag, hvad hun er ladet med! svarede Søren. Der er noget galt på Færde; ser Du ikke Flaget på halv Stang?
   Å, jo vist. Kan hænde, at Skipperen er gået over Bord. Men derfor kan man da nok interessere sig for, hvad der er i hende!
   Man kan så! svarede Søren. Men nu vil jeg og Jens Taneren tage og ro derud og høre, hvordan det står til!
   Han og Jens og flere andre tog da en Båd og roede derud. Vi så', at de fik lagt Skuden for Anker og svajet op imod Søen, og så kom de i Land igen med Skipperen og hans Matros.
   De havde nok haft en hård Rejse, og begge, både Skipperen og Matrosen, var så udmattede, at de ikke kunne mere.
   Han ville nu have Folk til at føre Skuden uden om Revet ned til Frederikshavn, og da vi havde snakket lidt derom med hverandre, tilbød jeg at føre Skibet, når Søren Kappelborg, Jens Taneren og Hans Lauritsen ville gå med som Mandskab.
   Da jeg gik hjem for at tage Olietøjet på, så' jeg, at Barometret stadig var i Falden. Himlen var også uren, og vi måtte belave os på en Storm.
   Nå! tænkte jeg. Du har jo før taget en Dravat, og denne Gang slipper Du vel også igennem!
   Det mente de andre med, og vi gik om Bord efter at have sagt Farvel til Skipperen og Matrosen, som så' syge og elendige nok ud til at kunne forsvare at give deres Skib i andres Hænder.
   Vi kom da om Bord Kl. 9 om Formiddagen. Jeg ville gerne vente for at se, hvorledes Vejret egentlig ville skabe sig, og vi lå da og red, indtil Klokken var elleve, da Ankerkættingen sprang.
   Så, der gik den! sagde Søren, som var den flinkeste af Besætningen. Nu får vi nok gøre Sejl og krydse på!
   Vi gjorde små Sejl og holdt det gående under Kysten til Middag. Så kogte vi Kaffe og skar os et Par Stykker Smørrebrød hver. Og det var det første som det sidste Måltid, vi nød om Bord i Sluppen.
   Hun kuler svært op! sagde Jens Taneren, som var den yngste, og som var begyndt at blive søsyg i Skibets voldsomme Huggen. Søerne i Skagerrak er Skam ikke at spøge med. Men for Resten gjorde Drengen sin Gerning som vi andre.
   Vi stak tre Reb i Storsejlet og et Reb i Fokken.
   Det er små Sejl! sagde jeg. Men vi får dem mindre endnu, skal I se.
   Vi holdt det gående på vor Side af Landet for ikke at komme den svenske Kyst for nær. Der kom drøje Byger op, Himlen blev ligesom Kakkelovnssværte, og Søen rejste herude så krap og bandsat, at der snart ikke var en Trevl tørt på os, trods Oliejakkerne.
   Det bliver værre endnu! sagde jeg.
   Og det blev også værre.
   Ud på Eftermiddagen var det en Orkanstorm, og Fokken blæste fra os. Vi svirkede Storsejlet, så at vi fik en Trekant ud af det.
   Klyveren gjorde vi los. Vi prøvede på at hale Klyverlejderen ind til Fokkestaget for at gøre et Foksejl ud af Klyveren. Vi fik den også halet et lille Stykke ind på Bommen, men det var jo nu blevet mørkt, og vi måtte frygte, at den, der stod ude i Stævnen, blev vasket over Bord af Søerne. Vi var alle mere under Vandet end over det. Vi gjorde vort bedste, og Søren og Hans bed sig fast som Katte for ude. Vi fik Klyveren strakt halvt op, men ikke så snart havde den fået Vindfang, førend den fløj fra os med et Smæld.
   Der gik den også! sagde Søren.
   Nu lå vi uden Forsejl, og det er en dårlig Sejlads, som De nok véd. Ravnemørkt var det; vi kunne kun se Blinket af Brådsøerne, når de kom over os, ligesom Samson over Filistrene. Vi drev agter ud, og jeg måtte styre vester i for blot at klare os fra den svenske Kyst, thi det var det værste, der kunne hændes os, om vi kom til at hænge på den.
   Det var, som sagt, blevet bælgmørkt. Vi havde en lang Nat for os; det blæste en Orkanstorm, og vi sad med den Stump Agtersejl alene, i en lille Skude, som allerede havde taget så meget Vand ind, at vi måtte pumpe. Vi tog den ene Brådsø over os efter den anden; det knagede og bragede i Mørket for ude, og snart var alt opstående på den luv Boug slået væk af Søerne. Jeg for min Part har aldrig sejlet i sådan Sø før. Jeg pejlede netop Skagens Fyr i S. til O. omtrent fem Mile fra Land, og Hans og Søren sad hos mig agter ude og bankede sig i Næverne, medens Jens Taneren lå nede i Kahytten, thi den stakkels Dreng var nu svært plaget af Søsygen. Så kommer der en Brådsø og bryder agten for tværs.
   Ned med Roret! brøler Søren. Og jeg lægger også Roret hårdt ned, men vi havde allerede Søen over os. Den slog Kahytsflappen af, som om det kunne have været Hatten af Hovedet på en Mand, og vi hørte, hvorledes Vandet styrtede ned i Kahytten.
   Jens kom farende op som en Prop af en Flaske. Han glemte rent Søsygen, og han råbte, at Skuden sank.
   Det gjorde hun imidlertid ikke denne Gang. Vi fik bjerget Kahytstrappen, som var bleven vasket ned i Læ, og satte den på sin Plads igen. Og så gik det løs på Pumperne.
   Det er for Resten ikke så galt med denne Pumpen, når det kniber. Det gi'er Varme om Fingrene og holder Humøret oppe.
   Omtrent ved Midnatstider så' vi gennem Mørket en Sejler, som holdt ret agter ind på os. Vi blæste i et Tudehorn for at varsko den, men vi hørte ikke noget Svar. Den rendte os så klos forbi i Læ, at vi kunne skelne Skrog og Rig og se, at det var en Skonnert. Ja, vi havde den så tæt på Siden, at det var et rent Guds Under; at den ikke oversejlede os.
   I det den strøg os forbi i Mørke og Stormens Kast, tænkte vi rigtignok allesammen i vor lille dårlige Skude på et og det samme: nemlig, at det ville have været os den letteste Sag af Verden at springe over på den fremmede Sejler. Vi vidste alle, at vi ikke kunne have noget synderlig godt i Vente der, hvor vi befandt os; men vi vidste tillige, at Skuden var os anbetroet og at vi havde givet vort Ord. En Sømand må hverken gå fra sit Ord eller fra Skuden, så længe der er nogen Mulighed for at holde begge.
   Vi gik i Gang med Pumpen igen, og vi havde næsten fået Skuden pumpet læns, da jeg gav Roret til Hans Lauritsen og selv tillige med Søren gik neden under for at få min Pibe tændt og muligvis finde en eller anden Hjertestyrkning at varme os på. Jens lå atter dernede og sloges med sin Søsyge.
   I det vi gik neden under, sagde Hans ved Roret:
   Det kunne være rart at vide, hvad Klokken var. Natten er lang og sort; det er, som om den aldrig fik Ende!
   Det var de sidste Ord, vi hørte fra ham.
   Da vi nu kom ned, stod jeg på Gulvet, med Benene skrævende ud fra hinanden, og stoppede min Pibe. Jens lå på Kistebænken, og Søren satte sig ved Siden af ham og rev en Svovlstik af; jeg tror, han sagde, det var den sidste.
   Hvordan har Du det, bitte Jens? spurgte jeg og langede ud efter Svovlstikken.
   Jeg husker ikke, hvad han svarede. Jeg véd kun, at jeg ikke fik min Pibe tændt den Gang. Ligesom Svovlstikken var begyndt at brænde og vi kunne se hinanden i Ansigtet, hvorledes vi så' ud, hørte vi oppe på Dækket Lyden af en Styrtesø.
   Tåler hun den, så tåler hun flere! sagde jeg; thi det var en af de sværeste Brådsøer, jeg nogen Sinde mindes at have hørt.
   Og i samme Øjeblik slukkedes Svovlstikken, og vi tumlede alle omkuld i Mørke og Vand, med Hovedet ned efter og Benene opad.
   Søren var den første, der talte herefter:
   Skuden er kæntret; nu er vi levende begravne!
   Da vi atter kom op at stå, gik Vandet os midt på Brystet. Jeg spurgte, hvor Jens var, men han svarede ikke.
   Jeg bukkede mig ned og ragede i Vandet, og jeg fandt da, at han havde klamret sig fast om Kahytsskabet.
   Nu stod vi et Øjeblik således, og en af os bad en Stump af sit Fadervor, og en anden af os sagde noget om dem derhjemme, og jeg for min Part mente, at nu måtte vi da drukne denne Gang.
   Men Søren Kappelborg fik den Ide, at der måtte være en Lem i Kahytsdørken (Gulvet) som i de fleste af denne Slags Skuder. Han ragede da for sig og fandt også Lemmen til Kælderen, som før havde været under Fødderne på os, men nu var over Hovedet på os, da vi lå med Bunden i Vejret.
   Når jeg nu bare kunne finde noget til at brække den op med! sagde han.
   Jeg støttede ved ham, og han gik til Bunds i Vandet og fandt også langt om længe en Stump Træ med et Spiger i. Så fik han Lemmen brækket op, og nu syntes vi, at det straks gik bedre.
   Vi vendte os først til Jens, som havde klamret sig fast til Skabet og snart var oven på det og snart neden under det og ikke langt fra at drukne. Vi kunne høre, hvor han plaskede om i Vandet, og ved Hjælp af Morilden i det salte Vand kunne vi af og til se et Glimt af ham. Søren råbte til ham, at han skulle give Slip og mande sig op, og da det ikke hjalp og han i sin forkomne og fortumlede Tilstand blev ved at hage sig fast til Skabet, gav Søren ham et Par ordentlige Rap over Arme og Ben, i det han sagde, at det var nok, at Hans der oppe på Dækket var gået væk, nu skulle han, Jens, da ikke ligge og omkomme her som et Svin i en Tønde. Så fik han Jens på Benene, og nu krøb jeg ved Sørens Hjælp op igennem Lemmen, og søgte at gøre mig det bekvemt efter Omstændighederne i Kælderhullet.
   Der var for Resten ikke meget bekvemt, det må jeg sige. Jeg kunne akkurat, når jeg satte Hovedet mellem Knæene og trak Benene til mig, få Plads under Kølen. Det var et Slags Krumslutning, i mørk Arrest oven i Købet, som en Soldat ville sige. Jeg måtte lave min Krop til en Foldekniv; men de andre to fik ikke en Gang så megen Plads.
   Søren krøb op bag efter mig. Han stak Hovedet og Overkroppen op mellem de to agterste Spanter; det ene Ben havde han oppe hos sig, det andet hang ned i Kahytten. Det var jo ikke så mageligt; men det værste var, at Hovedet måtte han have liggende imod Dørken, imod Kahytsgulvet, der på den indvendige Side var så tæt besat med Sømspidser, som om det kunne have været en Hørhegle. Han måtte da have den ene Arm stadig liggende under Ansigtet som en Pude, der kunne tage af mod Sømmenes Stik, hver Gang den kæntrede Skude duvede i Søen. Han mente, at han havde ligget blødere før i sit Liv.
   Jens Taneren kunne ikke en Gang komme så langt op som vi andre. Han måtte stadig stå i Vand til midt på Brystet og havde Hovedet og Armene op igennem Dørken. Til Gengæld kunne han så bevæge Benene, og det gjorde han da også, når det blev ham for koldt. Han havde til Underlag Kakkelovnen, der var rullet over Ende, da Skuden væltede, og trillet hen akkurat under Kælderlemmen, så nøjagtig, som om vi selv kunne have lagt den der. Til Søsygen følte han nu ikke noget synderlig. Han talte i det mindste ikke derom.
   Vi talte i det Hele taget ikke stort.
   I Begyndelsen sagde Søren et og andet, men det var nok mere for Plasér, som man siger.
   Her lugter ellers forbandet! sagde han.
   Og deri havde han Ret. Kælderen var fuld af Snavs og det Slags Ting, som man ikke nævner. Vi ville måske endogså være blevne kvalte, skønt vi jo nok af og til før havde lugtet lignende; men da Vraget duvede så stærkt, fik vi for hver Overhaling frisk Luft ind til os. Undertiden, når Agterenden gik under Vandet, kom det endogså lovlig frisk ind til os. For, hver Gang Agterspejlet trykkedes ned, blev Luften presset så hårdt ind under os, at vi næsten blev bårne op af den, og når Spejlet atter lettede, blev Luften suget bort fra os ligesom gennem en Ovn, så at vi havde ondt ved at drage ånde.
   Således sad vi da hele Natten, til vi kunne gisne os til, at det måtte være Tirsdag og op på Formiddagen.
   Hvordan går det, Jens? spurgte jeg så.
   Å jo! svarede han.
   Hvad tænker Du på, bitte Jens? spurgte jeg.
   Jeg tror, jeg tænker på min Farbro'er derhjemme, den gamle Ole Gajhede. Han plejede altid at ligge med Grisen i Sengen hos sig den hele Vinter, for at Dyret skulle ha' det godt. Jeg ville næsten ønske, jeg var i Grisens Sted!
   Å ja! svarede jeg. Man kunne have det bedre, end vi har det. Men man kunne også have det værre. Vi er da allenfals levendes!
   Ja endnu! svarede Søren.
   Hvad tænker Du på, Søren? spurgte jeg.
   Jeg tænker på, at det kunne være rart, om man havde sine Støvler af. Om Fødderne gør de mig ikke stort Gavn. Jeg kunne bedre bruge dem til at lægge under mit Ansigt og under mine Hænder; for de Søm de bider godt igennem!
   Jeg hjalp ham med at trække. Det var et hårdt Arbejde, men omsider fik vi dem af og lagt til rette under ham.
   Se, det hjalp! sagde han.
   Du må Pinedød ikke falde i Søvn, Ole! sagde han noget efter. Du tynger så hårdt på min Ryg, så at Vejret går fra mig. Der er en styg Kant af Dørkelemmen her under mit Bryst, skal Du vide. Jeg ligger ligesom på en Ragekniv!
   Jeg forstod nok, at det ikke var rart for ham. Men jeg var den ældste af os tre. Jeg bliver snart de Halvhundred, skal De vide, og Døsigheden kommer i den Alder. Men da Søren havde varskoet mig, gjorde jeg mit for at holde Øjnene åbne.
   Så gik der vel atter en halv Snes Timer, og vi måtte efter Beregningen være højt ud på Eftermiddagen. Så spurgte jeg Søren:
   Er Du sulten, Søren?    Nej! sagde han.
   Eller tørstig?
   Nej! sagde han. Men jeg skulle helst sørge for min Nødtørft!
   Lad gå! sagde jeg. Her har været Folk, førend vi kom til!
   Noget efter tørnede Vraget.
   Var det Dig, Søren? spurgte jeg.
   Nej, det var Skibet, som stødte.
   Det var da på Klipper, sagde jeg. Så må vi være på svenske Kysten.
   Å ja, Gud hjælpe hos! sagde Jens.
   Ja nu skal vi se, om han vil! sagde jeg. Og hvis han kan, så gør han det nok; men det bliver et svært Arbejde!
   Vi huggede tre Gange hårdt, og nu var det første Gang, at Søren skreg, for Sømspidserne gik ham dybt ind.
   Den anden Gang hørte vi, at Masten og Sprydet knækkede. Tredje Gang var det nok Agterspejlet, som gik.
   Da jeg havde talt de tre Gange og mærkede, at vi atter kom ud i dybt Vand, sagde jeg:
   Det må være »Rødskæret«. Her er 32 Favne Vand indenfor, men så kommer der Klipper igen, »Lille Rødskæret«. Slipper vi over dem, så kommer vi ind på »Hornösva Skæret«, og der kan vi måske blive stående!
   Det var vel, det! sagde Jens.
   I det samme duvede hele Agterenden under Vandet, og Luften pressede op, så at vi nær var blevne trykte flade.
   Vi troede, at Skibet skiltes ad, og vi var forberedte på, at nu var al Redning forbi. Vi sagde ikke et Muk, men vi holdt fast ved hinanden. Så lettede Vraget igen, og nu fulgte seks Stød efter hinanden, og så var vi atter flot.
   Av, for Satan! sagde Søren.
   Nu skal du ikke bande! sagde jeg. For nu skal det vise sig . . .!
   Og jeg havde knap sagt dette, da vi stødte for sidste Gang og blev stående.
   Det er »Hornösva«! sagde jeg.
   Men nu kom Lasten, som havde sprængt Kahytsskotten, da Skibet huggede sidste Gang, og skubbede sig agter ud. Sørens ene Ben kom i Bekneb og var lige ved at blive knust imod Agterspantet. Han havde ikke Kræfter til at tage til sig; men jeg fik fat i Bukserne og fik halet det op. Og dette ville jeg ikke kunne have gjort, hvis han endnu havde haft Støvlerne på, thi så havde Hælen skruet sig fast mellem Tømmeret, så at Foden ikke ville kunne være rokket. Og deraf kan man se, at det er godt at være af med sine Støvler i Tide.
   Dette var ved Solnedgang, Tirsdag Aften. Da vi mærkede, at vi stod fast, gik Søren og Jens ned på Forkanten af Halvdækket (Stippet) og råbte om Hjælp ud igennem det knuste Agterspejl.
   Er der nogen, som prajer igen? spurgte jeg dem.
   De svarede nej. Men det var også umuligt at høre noget, thi både gjorde Vragstykkerne indenbords et stort Spektakel og den itubrækkede Mast, der endnu hang på Siden af os ved Rigget, dundrede udenbords på Vraget. Og ydermere brød Søerne stadig over Klippen.
   Dette bliver ikke til noget! mente jeg. Vi må håbe, at vi bliver siddende her til i Morgen tidlig og ikke er frosne ihjel til den Tid!
   Søren var ikke af sarnme Mening. Han ville krybe ud på Klippen for at kalde på Hjælp, da han havde en Formodning, som han sagde, om, at der var Både i Nærheden.
   Svenskerne har nok set os! sagde han. De har jo Øjne som en Havkat!
   Jeg bad ham nu så meget om at blive.
   Har vi holdt sammen så længe, sagde jeg, så lad os holde Natten ud sammen. Du er den stærkeste af os; vi kan bruge dine Kræfter til at hjælpe os ud sammen i Morgen af denne Ligkiste. Hvis Du kommer ud på Klipperne nu, så bliver Du reven i Søen til ingen Verdens Nytte, så sandt som mit Navn er Ole Christoffersen og jeg er Lods på Skagen!
   Så krøb Søren og Jens ind igen. Men nu, da Søren en Gang havde fået rettet sine Lemmer, kunne han ikke udholde den tidligere Stilling tværs over Spanten og med Sømspidserne til Hovedpude. Han gik da ned igen på Stippet og stod i Vand til højt op ad Benene hele Natten.
   Jeg blev siddende sammenkrøben, hvor jeg var. Jeg følte, at hvis jeg rejste mig nu, ville jeg ikke kunne tage min Stilling igen, om det gjordes fornødent. Thi jeg var lige så mør som et overgemt Vinteræble.
   Så gik da denne Nat også. Men nu spurgte vi ikke hinanden, hvad vi tænkte på. Kun Jens Gajhede begyndte hen på Morgenstunden at snakke lidt vildt, ligesom om han talte i Søvne, om dem derhjemme. Han påstod, at han havde hørt Skriget af en »Peter Anders« (en Trækand) udenfor, og det havde bragt ham på sådanne hjemlige Tanker.
   Straks efter råbte han:
   Vandet stiger, nu synker Skuden!
   Det er Løgn vel! sagde Søren. Og så snappede han en Fjæl, som lå og drev i Kahytten og stak den agter ud under Vraget. Han så' da, at der var Morild i Vandet, og at det altså var Nat endnu. Og så kunne vi skønne, at vi måtte være komne ind med Lavvande og at det var Vandet, som voksede og ikke Skuden, som sank.
   Vi råbte nu allesammen så højt, vi kunne, om Hjælp; men der kom intet Svar. Så sagde Søren Kappelborg, der var klemt halvt ihjel og ydermere forslået og forreven af Sømstumperne, at nu havde han så stærke Smerter i alle Lemmerne, at han ikke kunne holde det ud længer. Nu fik det briste eller bære; men han ville forsøge på at komme ud, medens han endnu havde Kræfter dertil.
   Jeg spurgte ham, om han følte Sult, men han svarede nej, og ligeså svarede Jens.
   Så tog Søren mig ved Hånden og jeg Jens, og vi gik gennem Vandet forsigtig hen til åbningen af Agterspejlet. Her passede Søren på, den Gang Vandet løb ud, og dukkede sig under Vraget og var så heldig at få et godt Greb i Roret, inden Søen kom løbende ind igen. Så krøb han derfra op på Bunden af Skibet.
   Hvad ser Du nu, Søren? råbte jeg ud til ham.
   Jeg ser et Fyr for ude!
   Hvordan et Fyr? spurgte jeg.
   Rødt og klart!
   Det er godt! sagde jeg.
   Så hørte jeg ham brøle på Hjælp, og jeg syntes, at jeg hørte et Svar noget borte.
   Nu kommer det! sagde jeg til Jens ved Siden af mig.
   Det er også på høje Tid!
   Kulden knugede mine Lemmer og ligeså Jens'.
   Men det, at der var Folk i Nærheden, gjorde en hel Vending i Tingene.
   Søren havde oppe fra Bunden af Vraget fået Øje på de svenske Både og prajet den nærmeste. Den Fisker, som netop var i Færd med at lempe Ballasten i sin Båd, blev så forskrækket over at høre sig tiltalt af en menneskelig Røst fra Skibet, som de alle havde troet »dødt«, at han tabte den svære Ballaststen ned i Bunden af Fartøjet og nær havde afstedkommet en stor Ulykke. De troede vistnok alle, at det var Profeten Jonas, som blev spyet ud af det store Søuhyre, således som vi kender det fra den gamle Billedbibel.
   For Fanden, kan I ikke se, at det er danske Fiskere fra Skagen! råbte Søren igen.
   Han gik derpå ned igen i Vandet bag Vraget, holdt sig med venstre Hånd fast ved Roret og trak med den højre først mig og så Jens ud. Fra Vraget blev vi så førte over i Bådene og kom med Mandskabet ind til Fjellbacka-Fiskerleje. Jeg må sige at Folkene var rigtig gode imod os; - men det forstår sig, når de så ofte kommer i deres store, søgående Både til Skagen og får den Fisk, som vi fanger, for så godt Køb, så kan de da heller ikke være andet bekendt, når vi kommer over til dem - - selv om det er i Kælderhullet af en kæntret Slup! . . .
   Jeg takkede Fortælleren og spurgte, i det jeg mønstrede hans vejrslagne Ansigt, om han eller de andre havde haft nogen Men af denne Tur.
   Ikke synderlig! svarede han og byttede Skråen. Man er jo vant, om ikke til fuldt så meget, så dog til en hel Del. Værst var det for Hans Lauritsen; men han har det vel ikke værre nu, end vi alle vil få det. Vorherre tager nok pænt imod en ærlig Fisker! Det er vor Tro på Skagen.