Skarp Lud
Holger Drachmann: På Sømands Tro og Love (1878)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Jens Nivert var - det gør mig ondt at måtte sige det - en uforbederlig Drukkenbolt.
Jens Svendsen - med Tilnavnet Nivert - burde snarere være Hivert - var gift med et Næstsøskendebarn til Bjørn og Niels.
Han tilhørte således kun delvis Familien, men regnedes dog med - hans ovenomtalte Svaghed ufortalt - for Hannes Skyld.
Hanne var hans Kone. Hun hørte lige så lidt som Stine til de blide Sjæle. Men hvad Naturen havde nægtet hende i et blødt Gemyt, det havde den erstattet ved et Par dygtige Arme og et Par hvasse Øjne, der hver på sin Vis stred og stræbte for at holde Familien oven Vandet.
Det kunne også nok behøves. Jens var så ofte „fraværende” på sin Måde, når hans Kammerater var fraværende på Sildetræk eller for at dørre Makrel.
For øvrigt var han, som så mange Fugtighedsmålere, skikkelig og medgørlig, selv under de svage Øjeblikke.
Hans Børn - han havde to Drenge og en Pige - syntes han kun at have et højst ufuldkomment Kendskab til. En Gang imellem, når han kom sidelænds, ligesom en Krabbe, stavrende langs Plankeværkerne gennem de snævre, sandede Gader, så kunne han stå stille, trække de tunge Øjenlåg i Vejret og gøre et Forsøg på at fastholde nogle Genstande, der bølgede forbi ham i Omrids som en lys Tåge.
Det var nogle af Fiskerlejets Børn med ganske sølvhvide eller hørgule Hoveder.
„Prrr!” sagde han og strakte Pegefingeren ud imod dem, som om han ville skrive dem Figurer og Bogstaver for i Luften.
De standsede, så fnisende på ham eller gemte sig forskrækkede bag hverandre - alt efter det Trin i Alder og Udvikling, de indtog i Tilv
ærelsen.„Er - er det Sivert?”
„Næ!”
„Er det - Jakob?”
Intet Svar.
„Er det måske Johanne?”
Intet Svar og derefter et lydeligt Næ-æ!
Han syntes beroliget. Det var Navnene på hans tre Børn. Det kostede ham altid nogen Anstrengelse at huske dem. Når han havde erholdt disse benægtende Svar, så forekom det ham, at han havde Samvittigheden fri den Dag.
Pligtens Begreber og Pligternes Udøvelser er og bliver nu altid så forskellige hos de forskellige i denne Verden.
Mødte han derimod et bekræftende Svar, så sænkede han først Pegefingeren og lagde den dernæst med en let Hovedrysten op på Næsen.
Når han havde grundet lidt i denne Stilling, sagde han langsomt og med Eftertryk på Stavelserne:
„Så - kan - I - gå - hjem - Børen!”
Han havde Fred med alle Mennesker undtagen med et. Der var et Menneske, han frygtede. Det var selvfølgelig hans Kone.
Han var ophørt at tænke over, med hvor megen eller hvor liden Ret han frygtede hende, og over, hvor stor en Uret han begik imod hende. En Gang imellem fik hun eller nogen af Bjørnefamilien mandet ham op og fik ham endogså ud på Søen. Men hans Selvbebrejdelser efter sådan en Tur var så store, og hans Syn på Omverdenen var i en kort Tid derefter et så nyt og fremmedartet, at han forskrækket atter dukkede ned i den Lethestrøm, hvor han til daglig Brug lå og trådte Vande med så stor Svømmefærdighed.
Han havde to Venner i denne Verden.
Den ene var hans Svoger, Martin Spillemand.
Martin Spillemand hed selvfølgelig således, fordi han aldrig nogensinde spillede eller havde tænkt på at røre ved et Instrument. Hans Bedstefader derimod havde - for så vidt man kan tro Sagnet - en Gang i sin Ungdom spillet til Dans ved festlige Lejligheder. Det var tilstrækkelig Grund til, at Navnet beholdtes i Familien som evig Arv og Eje.
Martin spillede altså ikke. Vi kunne tilføje: han gjorde overhovedet intet.
Han brugte ikke Tobak, han nød ikke Spiritus, han bandede ikke, og han skændtes ikke med sin Kone. Han havde ingen af de almindelige Fiskerlyder, men til Gengæld fiskede han ikke heller.
Han var måske en lille Smule „hellig”. Dog ytrede dette sig ikke på nogen iøjnefaldende eller for hans Omgang stødende Måde. Af en eller anden Grund - som han selv måtte vide - havde han aflagt de fleste af denne fordærvede Verdens Lyder, og som Vederlag herfor syntes han at have udstedt sig selv et Fribrev for at deltage i denne Verdens Arbejde.
Måske „forberedte han sig på” - som Bjørn mente - „at hænge så meget des stærkere i, når han blev mønstret på i den næste!”
Han var, hvad Folk udenfor Fiskebæk måske ville kalde Filosof.
Han ræsonnerede over Tingene, men deltog ikke selv i deres Gang.
Han fældte egenlig aldrig nogen Dom og særlig aldrig nogen forhastet eller streng. Den åndelige Atmosfære, hvori han bevægede sig, var de almindelige menneskelige Anliggender så overlegen og fjern, og hans Magelighedssans var så udviklet, at han aldrig steg ned den lange Vej mellem sit eget Standpunkt og de andres. Lig en anden stor Filosof i Oldtiden overlod han sin Kone fuldstændig Omsorgen for Familien, og man påstod, at han i Lighed med samme store Mand tit og ofte måtte høre ilde herfor af sin mindre sjælsstore Ægtehalvdel.
Denne Mand var Jens Svendsens ene Ven.
Den anden var hans Hund, „Bæst”.
Jens Nivert havde en Hund, en Pudel, som kunne huske om sig selv, at den en Gang havde været hvid og haft lange Øren.
Siden den Tid - og det var længe siden - var dens Farve bleven så omstridt, at det snart ikke lønnede sig mere at tale om Farven. Dens Ørelapper var samtidig bleven så optrevlede gennem Tidernes Ugunst og dens egen hårdnakkede Vane, at gnide dem op ad Plankeværkerne og trille dem i Sandet, at den for et flygtigt Syn gerne kunne gælde for en Spids.
Ret beset var den imidlertid en Pudel med alle denne Races gode Egenskaber. Dens Klogskab var udviklet i det utroligste; kun dens Munterhed var sakket lidt agter ud - selv det mest oprindelige gode Humør kan gøre det - og når den nu og da af Børnene blev forledet til en Spilop, så skammede den sig straks derover; det forekom den, at de Omstændigheder, hvorunder den levede og virkede, var så alvorlige, at intet Letsind kunne forsvares.
Det var en usædvanlig klog og usædvanlig moden Hund.
Jens havde fået den en Gang fra et Skib. Det var i hans „bedre” Dage. Han kadrejede dengang lidt med de forbisejlende Skibe. Der var en Handel om en Tovende, som ikke rigtig kunne blive afgjort. Jens mente, at Enden var for lille og det Kvantum Brændevin, som han havde givet for den, for stort. Så smed de Hunden ned i Båden til ham for at udjævne Forskellen.
Det var i dens „hvide” Dage. Den var ikke stort mere end Hvalp den Gang, men viste allerede Tegn på usædvanlige Egenskaber, og hvad den så glimrende lovede i sin første Begyndelse, indfriede den År efter År.
Den var opvokset sammen med Børnene derhjemme og tålte af dem de urimeligste Ting. Den kunne derimod ikke lide Hanne, men vidste dog at lægge Bånd på sine Følelser imod hende.
Hun havde straks den første Dag, da den var bleven bragt ind i Huset, hilst på den med sin Tøffelsnude og det Tilråb:
„Skal vi nu også have Bæster at føde?”
Hunden var bleven lidt forbløffet og havde straks søgt Dækning Dagen over. Men om Natten var den krøben frem, havde snuset Tøffelen op og havde forladt dens Sål i en fuldstændig Tilstand af Mangel på Overlæ’r.
Fra den Dag skrev sig dens Navn „Bæst”.
Den ældste Dreng, som den Gang akkurat kunne tale, havde døbt den således, og siden efter havde den beholdt Navnet.
For en Hund er rimeligvis ethvert Navn ens. Man véd ikke meget herom, men man har Lov til at formode det. Den bar sit, ubekymret om den ufordelagtige Betydning, som klæbede ved det, tro imod sin Herre, godmodig overfor Børnene, på en stadig Krigsfod med Hanne og fuldkommen ligegyldig overfor en hvilken som helst fremmed.
Efterhånden som Sagerne forværredes derhjemme, sluttede Hunden sig nærmere og nærmere og til sidst udelukkende til sin Herre.
Den fulgte ham til Kroen, men gik aldrig indenfor i Kælderstuen.
Så længe dens Herre var derinde, gik den frem og tilbage ude i Baggården, der vendte ud imod Stranden. Den aflagde - men kun for et Syns Skyld - et Besøg hos Kældersvendens Lænkehund, sprang dernæst op på Sanddiget, hvor den gned sine Ører i Marehalmen og tog sig et Par Drag frisk Strandluft, travede derpå hen udenfor Kælderstuedøren, drejede sig nogle Gange om sin egen Akse og lagde sig sammenrullet i et Nøgle foran Døren.
Hvis nogen ville ind, eller hvis nogen kom ud, måtte han skræve over Pudelen. „Bæst” rørte sig ikke fra sin Post, førend Døren gik op og dens Herre slingrede ud.
Så stod Hunden dér på alle fire, rede til at følge med.
Den slog alle sin Herres Bugtninger bag efter ham, og hvis man ikke havde kendt „Bæst” fra en så ædruelig Side i Forvejen, kunne man have formodet det mest ufordelagtige om den.
Når Bjørn mødte Parret på en sådan Spadseretur, fløjtede han gerne ad Hunden; men skønt Bjørnen var den eneste fremmede, som Pudelen viste nogen Opmærksomhed, så var den sig dog sin sørgelige Pligt altfor bevidst, til at den skulle have ladet sig lokke - ved Alverdens Fløjten, ja selv al Verdens Kødben - et eneste Fjed udenfor sin Kås.
„Det er en mageløs Hund til at følge Kølvand, endda Jens, det Svin, girer nok så meget!” sagde Bjørn tankefuld.
Og så stod han en Stund stille og så efter Hunden og dens Herre.
„Bæst” travede sørgmodig, med hængende Øre og Halestump, nu og da med en lille Hovedrysten, bag efter Jens. Undertiden, når Overhalingen blev altfor stor, sprang den ud til Siden og gav et eneste kort, irettesættende Vov! fra sig.
Det hjalp næsten altid.
Jens tog sig sammen, fik atter med en Kraftanstrengelse fat i den svigtende Ligevægt, og sendte fra det blytunge Øje et Blik ned på sin Følgesvend.
Tak!
Så gik det videre, indtil Jens gik i Stå op ad et Plankeværk.
„Bæst” gik da midt ud på Vejen, opsøgte et af de dybeste Hjulspor, satte sig med Halepartiet derned i, stivede sig af med Forbenene og ventede.
Bjørn stod - når han ellers havde Tid til overs - stundom et Kvarter omme bag det nærmeste Hjørne og så efter de to.
Når da Jens atter begyndte at løsne sig fra Plankeværket, så skete det undertiden, at den drilagtige Ligevægt narrede ham.
Plankeværket blev stående, men Jens faldt.
Dér lå han. „Bæst” sprang op, nærmede sig ham forsigtigt, snusede til hans Ansigt, stak Snuden ned i Sandet, hylede lidt og stillede sig med alle fire skrævende ud fra hinanden i et Par Alens Afstand fra ham.
Dens Hoved begyndte da at synke mere og mere; dens røde Øjne stirrede medfølende på ham, men samtidig var det, som om den med Indignation og Afsky brummede:
Fy for Fanden, det fordømte Brændevin!
Og når alt dette ikke hjalp, så løb den regelmæssig hver Gang hen til Martin Spillemand for at hente Assistance.
Den vidste, at den altid traf ham hjemme.
Når Hunden kom sådan alene og med et uroligt Hastværk hen til ham, så vidste Martin altid, i hvad Ærinde den kom.
Martin Spillemand trådte da udenfor. Ved Regn eller Solskin, Sommer eller Vinter, han var altid ens klædt. Han bar en Sydvest, hvor den bestandige Tjæren havde afsat en Skorpe over Voksdugen, der forholdsvis var lige så tyk som en Vulkans Lava. Hans brunrøde, uldne Trøje ville have været en kostbar Foræring til et etnografisk Museum - såfremt ellers Stoffet havde holdt Forsendelsen ud. Om hans Seler var der kun én Mening i hele Byen, den nemlig, at der var gået mere Sejlgarn med til deres Istandsættelser, end der årlig brugtes til alle Lejets Både.
I denne Habit fulgte han efter Hunden, og det tør anses for et Tegn på „Bæst”s usædvanlige Menneskeforstand, at den ikke blev bange for ham.
Hunden løb i Forvejen og vendte sig hvert Øjeblik for at se, om han fulgte med.
Martin forhastede sig aldrig. En rigtig Filosof tager alle menneskelige Anliggender med Ro. Desuden vidste han vel i dette Tilfælde, at man ikke løb fra ham.
Så kom Spillemanden til Stedet, hvor Jens lå.
„Bæst” stillede sig op og gav sig til at gø.
Nu havde den gjort sit; værs’go, nu kunne den anden begynde!
Og Martin Spillemand begyndte.
Han satte sig ned på en af Afviserne ved Plankeværket, tog sin Sydvest af , tørrede sine gråsprængte Hår med sit Ærme, beså Lavaskorpen på Sydvesten med alle dens Revner og Ridser og talte alt imens sålunde:
„Nu ligger Du dér, Jens?”
Intet Svar.
„Du kommer fra Kroen, Jens?”
Intet Svar.
„Du skulle la’ det fare, Jens!”
„Bæst” gøede.
„Ser Du, Jens; Hunden dér, som er et umælende Dyr, han er enig med mig. Nå! og når Hunden har den Forstand, hvor meget mere skulle Du da ikke have den Forstand, at lade det Brændevin fare?”
Jens mumlede noget om at komme på Benene igen.
Martin sad ubevægelig.
„Hvad hjælper det, Jens? Selv om jeg nu rejser Dig, så falder Du omkuld igen. Og om Du ikke falder i Dag, så falder Du i Morgen. Jeg skal sige Dig, hvad Du er, Jens, Du er en So!”
Hunden gøede bifaldende.
Så mumlede den liggende noget; det var et Spørgsmål, og det endte med „Hanne”.
Martin satte Sydvesten på og rejste sig op.
„Nej, hun er ikke hjemme nu; lad os derfor se at komme af Sted, så at Du kan tørne ind og sove den ud, inden hun kommer tilbage!”
Det var altid et Punkt, som Filosoffen var blød på. Han fik selv Grovheder, skønt han ikke drak; den anden fik det, som var meget værre, men han drak også. Med Skyld eller uden: de var i et vist Punkt Lidelsesfæller. Og så hjalp Filosoffen Drankeren på Benene og gav ham, medens han slentrede hjem efter med ham, og medens Hunden sprang i Forvejen, alle mulige gode Råd og Formaninger på sin sindige, lidenskabsløse Måde.
Råd og Formaninger: de frugtede lige meget.
Så var det en Sommernat. Nogle af Badegæsterne havde gjort et lille Gilde på Kroen for de flinkeste blandt Fiskerne. Man var brudt op, glade og fornøjede, men ikke overstadige. Havet lå så stille og sølvblåt, ude over den østlige Skybanke lyste det med et stedse voksende Skær. Bådene og alle nærmere Genstande stod så mørkviolette op imod Horisonten.
Man blev tavse.
Så bemærkede Bjørn, at det i Grunden var underligt; når man kom herned ved sin daglige Gerning på denne Tid af Morgenstunden og skulle i Bådene med sine Redskaber, så kunne man slet ikke se, at alt dette var så pænt. Men når der var fremmede Folk med, og når man ikke havde noget at skaffe med Garn eller Næringer, så var det ligesom - ligesom . . .
„Ligesom om man læste i Bibelhistorien!” fortsatte Poul Svendsen.
„Ja sådan noget lignende!” mente Bjørn.
Så stod man atter nogen Tid tavse, og så ville man til at gå.
Henne under Sanddiget opdagede man en liggende Person.
„Det er Jens Nivert!” blev der råbt.
Man slog Kreds om ham og ruskede i ham.
Han rørte sig ikke.
„Er Manden død?” spurgte en af Badegæsterne, en elskværdig Etatsråd, der begyndte at fryse lidt i den kolde Morgenstund.
„Det Bæst dør ikke så let!” svarte Bjørn og rullede ham om på Siden.
En Flaske faldt ud af hans Uldtrøje.
Bjørn tog Flasken og holdt den op imod Horisonten.
Den var tømt.
„Det er Etatsrådens Flaske, som vi savnede inde på Bordet i Lysthuset!” sagde Povl Svendsen.
Etatsråden undrede sig. Han begreb ikke, at man kunne drikke så megen Taffelakvavit på en Gang.
Jens Niverts nærmere og fjernere Familie stod omkring ham og holdt Råd. Der blev ikke sagt meget; disse djærve Fyre beklagede Hanne, at hun skulle have et sådant Subjekt at trækkes med; på den anden Side er Fuldskab nu engang i Søfolks og Kystboeres Øjne en Ting, som - ja man undskylder den delvis, fordi den har så mange komiske Sider ved sig; og en ægte Sømand holder af en Spas.
På den anden Side; „dette gik dog over Skrævet”, som Bjørn udtalte sig. Og når man således blev ved at lade det gå, så ville Børnene komme til at ligge Familien til Byrde, og Jens ville blive smidt på Arbejdsanstalten. Det var jo rigtignok „Sognet”, der så kom til at betale; men Skammen kom til at hvile på Familien - og Bjørnefamilien var nu engang ærekær.
„Kunne man ikke give ham en sådan Overhaling” - spurgte en - „at det kunne hjælpe en Gang for alle?”
Man trak tvivlende på Skuldrene, men der blev stillet et bestemt Forslag, og man gik ind derpå.
Sagen begyndte i Spøg, men Gemytterne var nu engang ved Diskussionen bleven sat i en alvorlig Bevægelse, og i fuldt Alvor skred man til Udførelsen af Forslaget overfor den døddrukne Mand.
Han blev klædt af og iført en lang Natskjorte, som en af Badegæsterne stillede til Rådighed.
Flasken blev stukket ham mellem de foldede Hænder foran på Brystet.
Gæstgiveren lod hente en lang Havebænk, og på denne blev Jens Nivert fastsurret.
Så blev han løftet op på Familiemedlemmernes stærke Skuldre og båren - i Gravstilhed - gennem det sovende Fiskerleje.
Gæstgiveren og en ung Student gik foran, hver med sin Lygte. Badegæsterne og Fiskerne dannede Følget; og den frembrydende Morgen lagde sit dæmrende, spøgelsesagtige Skær over det halv uhyggelige, halv komiske Optog.
„Men hvor er Hunden henne?” havde Bjørn spurgt med sin dybe Bas.
Alle undrede sig over, at den ikke var der. Den plejede jo aldrig at svigte, Nat eller Dag.
Dog, da man standsede udenfor Hytten, hvor Jens og Hanne boede, hørtes en svag Piben og dæmpet Knurren derinde.
„Bæst” havde været indelukket.
Man satte Båren ned udenfor den rødmalede Dør, og en af Bærerne tog nu sin Harmonika frem og gav sig til at spille:
„Hvo véd, hvor nær mig er min Ende.”
Hundens Piben gik over til en Hylen, og den skrabede imod Halvdøren indenfor.
Bærerne og Følget fjernede sig noget, kun den musicerende Poul Svendsen blev siddende på den nærmeste Afviser og vedblev at spille sin Koral.
Fra Plankeværkerne og Gærderne rundt omkring iagttog man den rødmalede Dør.
Så hørtes Hannes Stemme indenfor.
„Hold K- Dit forb- Bæst!”
Hundens Hylen steg. Lidt efter åbnedes den øverste Halvdør, og Pudelen blev af en nøgen, kraftig Arm kastet udenfor.
Den slyngedes så langt bort, at den faldt lige ned på Brystet af Manden i Natskjorten.
„Bæst” rejste sig op på alle fire, stirrede et Øjeblik forskrækket på Legemet neden under sig, sprang så ned på Jorden og fo’r med en uhyggelig Tuden, som om den pludselig havde fået Hundegalskaben, frem og tilbage, op og ned ad Vejen.
Lidt efter sagtnede den sit Løb. Den nærmede sig Båren, snusede til Bænken, hoppede op på Bagbenene, snusede til den liggende og brød endelig ud i en høj, gennemtrængende Gøen.
Den kunne måske oversættes ved:
Jeg véd Pokker ikke, hvordan det er fat her. Jeg kan mærke, at han ikke er død. Men kom i al Fald ud og hjælp mig - ligegyldig om jeg så skal have Prygl bag efter!
Harmonikaen havde fjernet sig og stod nu selv ligesom de andre bag et Gærde.
Så gik Døren op.
Hanne kom ud i Særk med korte Ærmer, bare Arme, et Hvergarnsskørt omkring Lænderne, Fødderne i sorte Uldstrømper og Trætøfler; i Hånden holdt hun en Manglekæp.
„Er det Dig, Du . . .?” råbte hun og gav sig slet ikke Tid til at se sig for, men stod med løftet Arm som den krænkede Familie-Arnes egen hævnende Ånd, rede til straks at holde Standret over den ulykkelige.
„Ih Gud fri og frels os!”
Hun slap Kæppen og stirrede målløs ned for sig.
I Dæmringens usikre Skær, der tilmed var yderst sparsomt herinde i den snævre Gyde, lå han dér - i Ligdragt, bleg og ubevægelig.
Overfor et sådant Syn er Kvinden Kvinde.
Hun sank jamrende ned ved Siden af Bænken.
Hverken Strikkerne, der fastholdt ham, ja ikke engang Flasken mellem hans Hænder så hun.
Han var død, druknet, overkørt, ligegyldig hvad.
Hun havde elsket ham, da han var en ung og rask Fisker. Den mellemliggende Tid med alt, hvad som deri fandtes, gled pludselig til Side. Hun havde en Gang elsket ham. Nu var han død.
Hun jamrede:
„Jens, min egen Jens. Kan Du slet ikke sige noget? Hvad er der hændet Dig? Kom min lille Hund, kom! Ak Gud, han er død; og Børnene, de ulykkelige Børn!”
Hun tænkte slet ikke på, at Børnene højst sandsynligt var ulykkeligere med en sådan Fader end uden. Hun kaldte ad Hunden; hun trængte i dette Øjeblik til at kærtegne nogen. Men Hunden havde en god Hukommelse; den flyttede sig nærmere og nærmere over mod den anden Side af Gyden, hvor Poul Svendsen stod i Skyggen af Plankeværket.
Poul var en munter Sjæl. Han kunne ikke længer dy sig. Han kysede med Harmonikaen ad Hunden, og ved denne Lejlighed opdagede Hanne ham.
Hun sprang op. Nu begreb hun pludselig det hele. Nu så hun Havebænken og Strikkerne og - Flasken.
Jens lå og savlede og mumlede mellem Tænderne:
„Ja, bi Du!” råbte hun, fo’r ind gennem Døren og kom tilbage med en Vandspand, hvis Indhold hun kastede over den salig hensovede.
Den døde gav et halvt Vræl fra sig, rykkede i Strikkerne og begyndte at bede om Nåde.
En ustandselig Latter brød løs fra Plankeværker og Gærder.
Hun så sig omkring, først forskrækket, så hævnfnysende.
„Jo, Du skal få Nåde! Nej, Tærsk skal Du ha’ - og Tærsk skulle alle de Skarnsmennesker ha’, som holder en stakkels Kone for Nar. Dér har Du for Ligskjorten, og dér har Du for Flasken; dit Afskum. Tju, tju, tju!”
Hun havde grebet Kæppen, som hun før havde sluppet; og nu regnede der en Hagl af Stokkeprygl, tildelt med sikker og hensynsløs Hånd, ned over Stakkelen på Bænken.
Hunden, som nu så, at det blev Alvor, sprang til og snappede efter hendes Skørt. Men den fik et Par så eftertrykkelige Rap over Snuden, at den hylende retirerede.
Jens blev i Ordets egentlige Forstand „tærsket”. Han brølede, rev i Strikkerne og bad for sig. Men tættere og tættere regnede Pryglene ned over Drukkenbolten, og Mændene fra Plankeværkerne måtte omsider springe til og drive den hævnende Ægtehalvdel med Magt tilbage og stænge Døren for hende.
Man løste Strikkerne og Jens satte sig over Ende på Bænken. Flasken var trillet fra ham og lå nede i det bløde Sand. Over Hænderne, Ansigtet, Bryst og Ben var Pryglene regnet. Han gav sig ynkelig og beså sine blodige Fingre og sine opsvulmede Lemmer.
Bjørn var den, som først talte til ham.
„Hold Mund med den Flæben, Jens; og tak Du din Gud til, om denne Overhaling kan hjælpe. Så grundig har Du vel aldrig fået den før, og kan den ikke hjælpe, så burde Du hives i Søen lige straks!”
„Ja, det burde Du!” lød det rundt omkring fra.
Jens så i Vejret. Den svære Rus var næsten fuldkommen vegen for den svære Medfart. Fortumlet, gennempryglet, gennemvåd, sitrende af Kulde trods de brændende Smerter følte han måske for første Gang den Ydmygelse, som for en Mand ligger i at have fået legemlig Afstraffelse ved en Kvindes Hånd og i Overværelse af fremmede.
Der funklede en Mængde sammensatte Tanker ud gennem de før så sløve, blytunge Øjne. Han så fra den ene til den anden. De lo og trak sig på Skrømt tilbage, som om de var bange for ham. Han følte den Spot, der lå heri; han bukkede sig, greb Flasken om Halsen, og rasende af Smerter og Ydmygelser og samtidig kuet ved de mange Års Sløvhed til Frygt for Mennesker knuste han Flasken imod Panden af Hunden, som logrende havde nærmet sig ham.
Pudelen sank sammen, strakte Benene fra sig, spjættede lidt og lå ganske stille. Derpå gik en pibende Lyd fra den, som endte med et kort Gisp; og „Bæst” var død for sin Herres Hånd.
„Det skulle Du lad’t være!” sagde Bjørn.
Jens stirrede på Hunden. Så gav han et Skrig fra sig og borede sine Knoer ind i Øjenkrogene.
„Å jeg elendige, jeg elendige!”
De trak sig alle lydløst tilbage fra ham og lod ham sidde alene på Bænken i sin Natskjorte, ved sin dræbte Vens Side.
De kunne høre langt borte fra, hvorledes han hulkede.
„Lad ham blive siddende!” sagde Bjørn. „Han kan vist ha’ godt af at tænke sig om. Det er allenfals længe siden, han har gjort det!”
Lidt efter så man Martin Spillemand, som var bleven prajet af de forbigående, forlade sin Dør sindig og rolig med nogle af Gæstgiverens Klædningsstykker over Armen.
I det gule Morgenlys klædte han Jens Nivert på. Og så bar de Hunden hjem med sig til Spillemandens.
Næste Dag gik det Rygte over hele Byen, at Martin Spillemand og Jens Nivert var tagen ud på Søen sammen. Man ville ikke tro sine egne Øjne, men sandt var det.
Lige så sandt var det, at Jens den næste Dag igen tog alene ud. Filosoffen blev sit Princip tro, men Jens havde fået et nyt, og det blev han tro.
Jens fiskede, men talte ikke meget. Spillemanden blev i Land og filosoferte. De havde begge i Kompagni dannet en „Afholdenhedsforening”. Det var Byens eneste.