Dråben, der udhuler
Ingeborg Vollquartz (Ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
„At du, Minna, den skønneste og klogeste af mine Døtre, vil gifte dig med sådan en -”
„Pas på, hvad du siger, Far.” Minna Thystrups kønne grå Øjne blev næsten sorte af Vrede.
„Med sådan en fattig Pjalt,” råbte Proprietæren hidsigt.
„Fattigdom er ingen Skam,” sagde Minna stædigt, „har du ikke selv været fattig engang? Har du ikke mange Gange fortalt, hvor dygtig du var, da du var Forkarl hos Morfar? Han var jo heller ikke til at begynde med så glad for dig som Svigersøn.”
„Vil du sammenligne mig, der var en flittig Arbejder, med den - Pjalt, der ikke har Salt til et Æg?”
„Han ejer da det lille Hus, han bor i,” indvendte Minna.
„Ja, til det falder sammen over Hovedet på ham,” tordnede Proprietæren.
„Og han har da også, så han kan leve,” vedblev hun.
„Synes du, de sølle tolv Hundrede Kroner, han har i Police-Penge om Året, er noget at gifte sig på? Det var såmænd klogt af hans Forældre, at de havde livsforsikret ham; de har naturligvis straks kunnet se, at han ikke duede til noget.”
„Når du har sådan en Foragt for Poul Slemming, hvorfor bad du ham så herhjem?”
„Fordi - fordi - det morede mig at tale med ham - jeg har aldrig hørt et Menneske sige så mange mærkelige Ting som han - og jeg antog da, at mine Døtre havde så megen Forstand, at de kunne vælge en Mand, der kunne forsørge dem.”
„Hvor kan du vide, om Poul Slemming ikke kan komme til det?”
„Fordi jeg ingen Tiltro har til sådan en Fantast. Den Slags er gode nok til at høre på og more sig over - men de bliver aldrig til noget. Nej, Jens Vittrup til Egegaard, det havde været et andet Parti, og ham kan du få så let som ingenting.”
„Du får nok Jens Vittrup til Svigersøn, Far,” der var ganske let Spot i Minnas Tonefald, „for den Dag, jeg gav ham en Kurv, begyndte han straks at gøre Kur til Jakoba, og hun tager ham nok.”
„Nå-å, det kan man aldrig vide,” Proprietæren skottede til sin Hustru, der sad henne på Forhøjningen, så ligegyldig og rolig, som var det alt andet end hendes Datters Lykke, der var Tale om. Da hendes Mand så på hende, gav hun næsten et umærkeligt Nik med Hovedet og vendte så de udtryksløse blågrå Øjne ud mod Gårdspladsen, mens Fingrene stadig rapt håndterede Strikketøjet.
Fru Gertrud Thystrup havde kun Respekt for en Ting foruden Penge, og det var, hvad Folk sagde om hende, derfor var hun aldrig ledig. Der var ingen, der skulle sige om hende, at hun var en doven Kone. Men lige så omhyggelig, som hun var for at vende den allerfineste Side ud mod Folk, ligeså dygtig var hun til at opdage hver eneste lille Mangel hos Nabofruerne, og hvem hun ellers omgikkes. Hendes Konversation var altid selvglad. Forherligelse af sin egen Properhed, Dygtighed og Sparsommelighed og skarp Kritik af andres Husførelse, når hun da ikke pralede af alt det, hendes Mand lige havde købt til sig selv, til hende og de to Døtre. Straks man så hende, skulle man tro, at hun var det blideste Væsen under Solen, men Folk, der havde tjent i hendes Hus, påstod, at hun både havde Vilje og Magt til at sætte den igennem.
„Ja, nu ved du min Mening, Far,” sagde Minna, „jeg behøver ikke din Tilladelse til at gifte mig, men jeg vil dog nødig skilles fra dig i Vrede.”
Hun havde næppe talt ud, før Faderen fo'r op igen.
„Skilles i Vrede,” gentog han rasende. „Jeg véd ikke, hvad du kalder det, at du løber fra dit gode Hjem for mod dine Forældres Ønsker at gifte dig med en Mand, der dårligt kan føde dig -”
„Så kan du jo hjælpe os,” udbrød Minna heftigt.
„Nå - der slap det ud,” lo Proprietæren hånligt. „Naturligvis - det er det, han har spekuleret i. Jeg skal hjælpe jer! Jo, Tak! Nej, min Pige, vil du ikke tage mod mit gode Råd, så skal du heller ikke ulejlige dig med at tage mod mine Penge. Klar I så blot jer selv, men den Dag kommer nok, da du indser, at jeg havde Ret, og så får jeg vel jer begge to på Halsen.”
„Den Dag skal aldrig komme,” sagde Minna hårdt, „før vil jeg sulte.”
„Det har du aldrig prøvet, men du kommer nok til det.”
„Du er så stolt af dine Penge, Far, men Penge er ikke alt.”
„Du ville dog gerne have nogle,” smilte Proprietæren.
„Nej,” forsikrede Minna heftigt, „hvad der ikke bliver givet mig i Godhed, det bryder jeg mig ikke om at få.”
„Der var heller ingen, der tilbød dig noget,” sagde Proprietæren vredt. „Af mig får du hverken Udstyr eller Medgift - vi to er færdige med hinanden.”
„Nu er du vist lidt for hård, Niels,” kom det sagte fra Fru Thystrup, „man kan da ikke skyde sit Barn helt fra sig.”
Så stak hun Strikketøjet i Lommen og gik ud af Stuen.
Men i Stedet for at milde, havde de Ord en ligefrem ophidsende Indvirkning på Proprietæren.
„Nej, jeg er ikke for hård,” råbte han, „og jeg gentager, Minna, gifter du dig med den Mand, er vi to færdige, du kan tage din Kommode og din Sparekassebog med dig - der står vist ikke mange Skillinger på den. Til det, du kommer ind til, kommer du pænt nok af Gårde.”
Minna svarede slet ikke sin Fader, men gik stille ud af Stuen.
Fire Dage efter holdt der en lukket Vogn på Landevejen udenfor Thystrupgaard. Poul Slemming sprang ud og hjalp Minna ind i den, og så kørte de af Sted for at blive viet i Nabosognets Kirke. De ville ikke stille Præsten i deres eget Sogn i den Forlegenhed, at han skulle vie Minna Thystrup til en Mand, hun ægtede mod sin Faders Ønske.
Det eneste hun bragte med sig til sit Hjem, var hendes Kommode og en Sparekassebog, hvis Indhold var brugt, da hun havde ført Hus en Måned.
Så begyndte Minnas Martyrium. Hun, der var fra et velhavende Hjem, hvor hverken Fruen eller Døtrene havde behøvet at tage fat i det grove Arbejde, måtte nu udrette al Husgerning selv - der var ikke Råd til at holde Hjælp - Minna forstod i hvert Fald ikke at holde Hus sådan med de sparsomme Penge, hendes Mand kunne give hende, at der blev noget tilovers til at holde Tyende for.
Det generede hende også, at det lille Hus, der så ganske henrivende ud fra Vejen, omgivet som det var af Hyld og vilde Roser, var så forfaldent og manglede alle Bekvemmeligheder. På Proprietærgården var alt indrettet moderne - der var lunt og behageligt i alle Måder, om det så var Centralvarme, Badeværelse, elektrisk Lys og Telefon, så fandtes det der.
Hver Dag måtte hun mase med Petroleumslampen, der snart brændte skævt, snart osede - og den første Vinter frøs hun frygteligt - de dårligere gammeldags Kakkelovne, der var i Poul Slemmings „Bakkely”, som det lille rosenrankede Hus kaldtes, holdt ikke på Varmen, og Brændselet var det småt med.
Det kneb for Minna at skjule sit Mismod og sin Skuffelse, når hun begyndte sin Dagsgerning under Forhold, der var langt ringere end de, hendes Forældres Tjenestefolk levede under - det var en Ydmygelse for hende, at hun selv skulle gå til Købmanden i den lille Landsby og gøre de mere end beskedne Indkøb, og selv om hun endnu skjulte sine Tårer for Poul, så kunne det ikke undgås, at han mærkede, at hun ikke længere var den strålende glade og frejdige Minna, som han havde forelsket sig i.
Han sagde imidlertid ingenting, men Minna kunne godt se på ham, at han ligesom var lidt skuffet eller i hvert Fald undrede sig over den Forandring, der var foregået med hende.
Men han anede jo heller ikke, hvad det var for en Trold, der hver Dag brød det Lykkehus ned, som Minna om Aftenen, når hun og Poul efter deres Dagsgerning sad sammen, byggede op. Når han var ude på sine Undersøgelsesvandringer eller sad fordybet i Skriverier - han skrev for beskeden Betaling Artikler om Jordbundsforhold til et geologisk Tidsskrift - fik Minna i al Hemmelighed Besøg af sin Moder eller Søster.
De havde altid noget godt med til hende, som hun dog ikke turde byde sin Mand noget af hun havde en Fornemmelse af, at han ville foragte hende, hvis han vidste, at hun, der så sejrssikker i sin Kærlighed og så stolt var draget ud af sit rige Hjem, nu tog til Takke med de Krummer, Moderen i Smug dryssede for hende - for hun sultede jo ikke - hun behøvede i hvert Fald ikke at sulte - Maden var nok tarvelig, og hun gjorde sig ikke megen Umage med den - men de blev da mætte, og Poul klagede aldrig.
Når Moderen så havde tømt sin Kurv ud, så fortalte hun og Søsteren om, hvad de havde oplevet. Om de store Gilder, de havde haft, om Middagene de havde været til på de store Herregårde i Nabolaget, om de morsomme Rejser til Hovedstaden og om de elegante Klæder, de havde anskaffet sig - og når de gik, syntes Minna, at hendes Stuer var endnu mindre end før og hendes slidsomme Tilværelse dobbelt grå.
Fra det Vindue i Gavlen, hvor hun plejede at sidde med sit Sytøj, kunne hun skimte Thystrupgaards Skifertag og Flagstangen i Haven. Hun kunne se, når Flaget hejstes til Ære for fremmede Gæster - på Højtidsdage og Familiemedlemmernes Fødselsdage; det skar hende i Hjertet, at Flagstangen stod tom den første Fødselsdag, hun holdt som Poul Slemmings Hustru.
Da han den Dag fandt hende grædende på hendes Plads ved Vinduet, gik han hen til hende og tog hende i sine Arme.
„Kære, lille Minna,” sagde han, „kan jeg slet ikke hjælpe dig? Fortryder du, at du giftede dig med din fattige Kæreste?”
Han løftede hendes Hoved op og så hende ind i de tårefyldte Øjne, og hans lidt vemodige Smil klædte ham så godt, og hans Øjne lyste af en sådan Ømhed og Godhed, at Minna forelsket klyngede sig ind til ham.
„Fortryder det,” gentog hun indigneret, „hvor kan du tro det? Det vil jeg aldrig fortryde, men - det er alligevel så svært - sommetider -”
„Det forstår jeg så godt,” sagde han kærligt, „det er ikke let for dig, at finde dig i de små Kår, jeg kan byde dig -”
„Bare vi ikke boede så nær ved - Thystrupgaard,” hviskede hun.
Han rettede sig op.
„Jeg vil meget nødig sælge Bakkely,” sagde han stille.
„Det værste er, at du heller ikke ville få meget for Huset og Jorderne her,” sagde hun og så ud over de fattige Marker.
„Jeg kan slet ikke gøre det,” sagde han og slap hende, „det er netop den Jord, der er heroppe ved Limfjorden, som jeg - interesserer mig for at undersøge.”
„Man skulle tro, at du ventede at finde Guld i den,” sagde hun, og uden at hun vidste af det, kom der en Klang af Spot i hendes Stemme.
„Om ikke just Guld,” nikkede han, „så noget, der er lige så meget værd som Guld.”
Hun lo.
„Jeg er sommetider lige ved at tro, at Far havde Ret, når han sagde, at du var en halvforstyrret Fantast - som ingen Nytte var til, men som højst kunne være til Underholdning en Aften, når man kedede sig.”
Det var faret hende lige ud af Munden, og hun fortrød det, så snart hun havde sagt det. Poul var blevet ligbleg, og han gik hen mod Døren, men i samme Nu var hun ved Siden af ham.
„Poul, du må ikke være vred over det, jeg sagde,” bad hun, „jeg er så bedrøvet over det - jeg mente det ikke -”
„Ja, ja,” sagde han formildet og strøg hende over Håret, „lad os glemme dette her. Lov mig det, Minna - det er så grimt at skændes - det er jo af fri Vilje, at vi to har knyttet vore Skæbner sammen, ikke? Vi vil ikke bebrejde hinanden noget. Ikke engang hvis - vi skuffes - vel?”
Hun lænede sig ind til ham. Hun syntes, der var sådan en underlig Klang i hans Stemme, da han sagde det sidste -„ikke engang hvis vi skuffes - vel?”
Følte han sig også skuffet - af hende?
„Kunne du ikke blive lidt mere hjemme hos mig, Poul?” bad hun: „Da du var ene, var det måske meget naturligt, at du strejfede om, men nu du har mig, kunne du da godt blive noget mere hjemme, ikke?”
Han rystede på Hovedet.
„Du skulle gøre dig lidt Umage for at forstå mig, Minna - før vi blev gifte, hørte du altid med sådan en Interesse på, hvad jeg fortalte om mit Arbejde.”
„Jeg hørte kun på din Stemme,” smilte hun, „jeg forstod ikke et Ord af, hvad du fortalte.”
„Hvis du ville, kunne du godt komme til at forstå det, Minna.”
„Jeg forstår så meget, at du foretrækker at strejfe om på de øde, idiotiske Marker, der ikke duer til noget, i Stedet for at sidde hjemme hos mig. Jeg føler mig så ensom her, når du er gået.”
„Så gå med mig, Minna,” foreslog han oplivet. „Pak lidt Mad sammen og lad os vandre af Sted. Så skal jeg fortælle dig alt det interessante, jeg kan se i de øde, idiotiske Marker, som du kalder dem. Du vil snart blive lige så interesseret i dem som jeg.”
Et eneste Øjeblik vaklede Minna. Skulle hun gå med ham? Men hvis nu Moderen og Jakoba kom med Fødselsdagsgaver?
Det var, som han kunne forstå noget af det, hun tænkte på, for han gik hen og samlede sine Sager sammen.
„Nej, du har nok ikke Lyst til det, kan jeg mærke - det ville måske også blive for anstrengende en Tur for dig. Ja, ja - så kommer jeg tidligt hjem - i Anledning af Fødselsdagen.”
Hun blev stående ved Vinduet og viftede til ham, så længe hun kunne se ham, og da han var borte, så hun igen op på den tomme Flagstang i Thystrupgaards Have, og så faldt hun ned i Stolen ved Vinduet og græd.
Hun fortrød, at hun havde ladet ham gå, og hun havde ikke Kraft til at løbe efter ham.
En Timestid efter holdt Jakobas lille Ponyvogn foran Døren, og Moderen og Søsteren kom med Gaver, Madvarer og Blomster, og for en lille Stund glemte Minna sine Bekymringer.
Fru Thystrup beundrede pligtskyldigst den lille slidte Opalbrosche som Minna fremviste som Pouls Fødselsdagsgave.
„Den er rigtig pæn,” sagde hun, „men lidt slidt - jeg mener lidt skør.”
„Den har tilhørt Pouls Moder,” sagde Minna, mens Moderen rakte den til Jakoba.
„Nå,” sagde Fru Thystrup og så ligegyldig ud.
„Det er Opaler - de betyder Ulykke -” udbrød Jakoba, „du skulle ikke gå med dem, Minna.”
„Å, Snak,” sagde Minna ærgerlig, „det er dum Overtro.”
„Stenene er meget pæne,” sagde Moderen, „men det er alligevel galt af din Mand at give dig den Brosche - kan du ikke huske det gamle Ord: Synåle og Skeer skal Venskab formere. Nåle og Knive skal Venskab fordrive.”
„Når han nu ikke har andet,” sagde Minna og vendte sig nedslået bort.
„Ja, det er jo det, man må betænke,” sagde Fru Thystrup udglattende, mens hun pakkede sine egne Gaver frem. Der var Madvarer, Kager, en ny Kjole, Strømper, Støvler, Sko, og pænt Undertøj til Minna, men Penge var der meget lidt af. Minna havde ventet mindst 100 Kroner - hun fik kun tredive og så - hvad der fik hendes Kinder til at gløde af Ydmygelse og Skam - kom de tilsidst frem med deres aflagte Tøj.
„Vi kan jo lige så godt give det til dig,” forklarede Moderen, „du er os da nærmere end din Fars gamle Kusiner i Aalborg, som plejer at få det - og du har jo ikke Råd til at købe noget nyt.”
Moderen og Jakoba blev længe den Dag - lidt for længe syntes Minna - hun længtes efter at blive alene, så hun kunne græde, og da de endelig gik, kastede hun sig på sin Seng dg hulkede, til hun sov ind midt i sin Gråd.
Da hun vågnede, var det sent hen på Eftermiddagen, og Poul var endnu ikke kommet hjem. Hun havde sat sig for, at hun ville være kold og fornærmet mod ham, men da han endelig kom, bad han hende så pænt om Undskyldning for Forsinkelsen, at hun ikke kunne få et vredt Ord over sine Læber. Han var desuden så optaget af sit eget, at han ikke lagde Mærke til hendes Kulde. Han havde truffet en fremmed Ingeniør, der havde spurgt ham om Vej til den store Herregård Fjordholm, hvor hans Søster var Lærerinde; han selv kom fra Tyskland, hvor han havde opholdt sig en Del År.
De var faldet i Snak, og Poul havde haft meget Udbytte af sin Samtale med den fremmede Mand, der ville komme næste Dag for at hjælpe ham med at undersøge Jorderne, der omgav Huset. Så optaget var Poul Slemming af denne Oplevelse, at han helt glemte at spørge sin Kone, hvordan hendes Fødselsdag var gået - og Minna blev så fornærmet herover, at hun midt under Mandens Beretning rejste sig op og gik ind i Soveværelset uden at sige Godnat.
Fra den Dag begyndte de to Ægtefæller at glide fra hinanden.
„Når Krybben er tom, bides Hestene,” sagde Fru Thystrup til sin Mand en Dag, „det varer nok ikke længe, før vi har Minna herhjemme igen.”
Og så fortsatte hun i al Stilfærdighed med sit Nedbrydningsarbejde, og Dråbe for Dråbe dryppede hun Misfornøjelsens Gift ind i Datterens Sind.
Jens Vittrup til Egegaard ville dog ikke vente på Minna; han giftede sig samme Efterår med Jakoba, og Brylluppet blev fejret med stor Pomp og Pragt på Thystrupgaard - men den anden Vinter kunne Minna ikke stride sig igennem - en skøn Dag, da Poul Slemming kom hjem fra en lang Undersøgelsestur med Ingeniør Folke, var hun borte. I Vindueskarmen stod der et Brev, hvori hun i knappe Ord tog Afsked med ham og bad ham selv ordne Skilsmissen.
For Poul var det en større Sorg, end nogen anede. Han bebrejdede sig ustandselig, at han ikke havde taget sig nok af sin unge Kone, og han skrev mange Breve til hende, som hun dog aldrig fik, da Moderen opsnappede dem alle.
Så kastede Poul sig over sit Arbejde, og eftersom Dagene gik, optog det ham helt.
Jens Vittrup og Jakoba flyttede ind på Thystrupgaard, og Proprietær Thystrup, hans Kone og Minna flyttede ned Syd for Aalborg på en anden stor Herregård, som Proprietæren købte, og Poul så nu aldrig sin fraskilte Kone.
- - -
Men Tiderne skifter. Den, der knejser højt, se til, at han ikke knækkes! Proprietær Thystrups Begærlighed tog til i de rige Krigsår - han skovlede Penge ind - spillede højt Spil - og tabte hver Skilling, han ejede. Til Held for ham selv døde han, før han selv rigtig fattede, hvor galt det stod til med ham, men den stolte, intrigante Fru Gertrud og Minna sad alene tilbage.
Jens Vittrup havde bjerget sig i Land, han sad lunt inden Døre med Jakoba, men han havde ikke Plads nu hverken til Svigermor eller Svigerinde, og han kørte Jakoba i stramme Tøjler.
Og Poul Slemming? Ja, han var i de seks År blevet en rig Mand på de „Øde idiotiske Marker” og fattige, elendige Jorder, Minna så ofte havde skændt over, og det tog hans Tid. Han havde fundet Moler der, og Ingeniør Folke havde hjulpet ham til at udnytte den.
„Bakkely er til Salg uden Jorder,” skrev Jakoba en Dag til sin Moder. „Hvis I vil, køber jeg den til jer - så meget har jeg da af mine egne Penge - og så er I da her i Nærheden, så kan jeg bedre stikke noget til jer engang imellem, uden at Jens får det at vide. Minna behøver ikke at være bange for at møde Poul Slemming, for han er rejst med Ingeniør Folke til Tyskland, de siger, han skal giftes med hans Søster.”
Hvad var det for en underlig Magt, der drog Minna tilbage til det fattige Hjem, der dog en Gang havde betydet så meget for hende, og hvor hun - det forstod hun nu - havde levet sin lykkeligste Tid.
Fru Gertrud, der var fortvivlet over at bo til Leje i et Par Kvistværelser i Aalborg, behøvede ikke at bruge mange Overtalelser for at få Minna til at indvilge i at tage mod Søsterens Tilbud, og en lun Augustaften drog de to Kvinder ind i Bakkely's Stuer.
Men hvor Fru Thystrup ærgrede sig over, at hun i sin Tid havde nægtet Minna det gode Komfur, som Jens Vittrup nu havde givet Husmandens på den anden Side Bakken, og de udmærkede Ovne, som havde stået og fyldt op på Loftet, og som Jakoba fortalte, at Jens havde solgt som gammelt Jern.
Hun frøs, og hun skældte, når hun var alene, og hun græd for Jakoba, der var for forkuet til at kunne hjælpe hende.
Og Minna sad nu ved det samme Vindue. Billedet var forandret - men ak - hvor ønskede hun sig dog tilbage til - den Gang!
Til Minna havde Fru Thystrup ikke klaget sig, for Datteren så så underligt på hende, når hun begyndte på sin Jammer. Der var ikke langt fra, at den sikre Fru Gertrud var bange for sin før så eftergivende Datter, der forøvrigt altid var mild og overbærende over for hende. Undertiden kunne Fru Thystrup græde i Timevis og anklage sig selv, skælde på sin afdøde Mand for så sluttelig at trygle Minna om at tilgive sig.
Minna forstod kun, at hun havde det ondt, og gjorde hvad hun kunne for at trøste hende, men det var først, da Moderen lå på sit Dødsleje, at denne tilstod, at hun havde brændt alle de Breve, som Poul i næsten fire År Tid til anden havde sendt til sin Hustru.
Minna blev ligbleg, da hun hørte det, og det kneb for hende at tilgive Moderen, men også denne Gang vandt hun Sejr over sig selv og trøstede den døende med kærlige Ord.
Den Dag, Moderen var begravet, skrev hun et langt Brev til Poul. Ingen, ikke engang den nysgerrige Jakoba vidste, hvor han var. Hun sendte det til Ingeniør Folkes Adresse i Tyskland.
Det kom omgående tilbage med Meddelelse om, at Poul Slemming var død for godt et halvt År siden!
I disse Dage blev Minna til en gammel Kone - men senere rettede hun sig, og Bakkely blev under hendes Røgt til det yndigste Alderdomshjem for hende.
Vejfarende standsede for at beundre den skønne Have, der omgav Huset, og Landsbyens Folk holdt af at komme hos hende, skønt hun kun havde lidt at byde på. Især de unge forlovede og gifte Par flokkedes om hende - de syntes, at de blev gladere for hinanden, når de var sammen hos hende.
„Skøn på, at I har hinanden,” sagde hun undertiden til dem, „vær glad for hver Time, I er sammen - Livet er så kort! Og husk fremfor alting på eet: Lad ingen sætte jer op mod hinanden - lad ingen dryppe Gift i jeres Lykke - der behøves kun en Dråbe engang imellem i et egenkærligt Sind, og jeres Lykke er forbi! Lad aldrig nogen gå imellem jer - selv om de siger og selv tror, at de gør det for jeres bedste! - Der skal så lidt til for at lægge Livet øde for hinanden husk - Dråber kan udhule en Sten - og Menneskene er skrøbelige.”