Flaget
Ingeborg Vollquartz (Ukendt år)
Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
Var det virkelig muligt, at det var Juleaftens Dag?
Her gik man jo i hvidt Lærredstøj med hvid Korkhjelm på Hovedet, Flor ned ad Nakken for at beskytte denne mod Solens brændende Stråler - og en Hede i Kroppen, som var man lige sluppet ud fra russisk Dampbad!
Løjtnant Helge Ring standsede, tog Hjelmen af og tørrede Panden af, medens han så hen ad den kridhvide Vej, hvorover Palmerne kastede lange Skygger. Så vendte han sig om igen og så ned mod den lille Landsby af Negerhytter, som han lige havde forladt og rystede selvopgivende på Hovedet, Var det hele ikke en underlig Drøm, som han om lidt ville vågne af? Var det virkelig muligt, at han skulle tilbringe denne Juleaften i en lille afrikansk Negerlandsby?
Det var ikke til at forstå. Medens han gik her og var ved at kvæles af Varme, spadserede hans Slægt og Venner om i det mest festlige Snevejr, købte Presenter og så på Juletræer.
Nå! Ens Fantasier drejer sig jo gerne om det, man helst ville have. Det var jo slet ikke sikkert, at det var Snevejr hjemme i Danmark! Men alle Danske, der er i Udlandet, forestiller sig selvfølgeligt, at der er hvid Jul „hjemme”. Det var oven i Købet højst sandsynligt, at det var rigtig ubehageligt Regnsjap og Søle. Men det gjorde nu for Resten ingen Ting, det Vejr havde også sin Charme.
Underligt ville det nu blive at skulle holde Jul herude - en lille Smule trist - det nyttede ikke at nægte det. Et Held var det jo, at Kaptajnen her var Landsmand; han var ganske vist ikke noget meget følsomt Gemyt, men lidt Stemning kunne de vel nok få frem på denne højhellige Aften, når han pyntede op i Stuen med Flaget, der indtil i Dag havde ligget urørt i hans Kuffert, og de så fik noget godt at spise og drikke.
Så drev Løjtnanten atter af Sted og sprang lidt efter op ad Trappetrinene til den langagtige, hvide Bygning - Stationen - som den kaldtes, hvori det Kommando af Zanzibarit-Soldater var indkvarteret, som han var yngste Løjtnant for.
I en lav Bambusstol lå Stationens Chef - den danske Kaptajn, Niels Thune, og henne i Døråbningen ind til det luftige Værelse, der tjente til Spisestue, stod en Negertjener og rystede Cocktail med så forsigtige Bevægelser, som var det en Baby, han legede med i Servietten mellem de sorte Hænder.
„Nå, Løjtnant,” nikkede Kaptajnen, „var der så Post - Julepost?” Det sidste Ord kom ligesom lidt vrængende.
„Ja, vist var der Post,” smilte Løjtnanten og slog sig på Brystet, „mine Breve har jeg her - der var hele 7 - så man er da ikke helt glemt - og så var der naturligvis en Pakke - den sendte jeg Jim hjem med i Forvejen,” han standsede og så sig spørgende om.
„Jim er kommet med den,” sagde Kaptajnen kort og tog Cocktailen, som Negeren lige havde hældt op, „den ligger inde i Deres Soveværelse - a la votre,” hilste han, og så blev den kølende, appetitvækkende Drik langsomt nedsvælget.
Løjtnanten satte sit Glas fra sig og flyttede sig uroligt i Stolen. Det generede ham at skulle sige til Kaptajnen, at der ikke havde været et eneste Brev til ham, endsige Julepakke. Men det var naturligvis Kaptajn Thunes egen Skyld. Livet i Troperne gør flegmatisk, han havde vel forsømt sine Forbindelser, og så havde man glemt ham.
„Der var desværre ingen,” begyndte han.
„Breve til mig,” fortsatte Kaptajnen til hans store Lettelse, „nej, det vidste jeg nok. Jeg får aldrig Breve.”
„Heller ikke til Julen?” spurgte Løjtnanten forbavset og ærgrede sig i det samme over, at han havde sagt det.
„Julen?” gentog Kaptajnen i samme Tone, som han før havde sagt „Julepost”, „hvad er Julen andet end en Dag eller Aften som alle andre. Nå -” tilføjede han hurtig og slog ud med Hånden, idet han rejste sig op, „det er Synd at sige sådan noget til Dem, der ser ud, som vil det vare længe, før De får „Drengen” rystet ud af Ærmet på Dem. Jeg skal ikke sige mere - jeg vil nødig spolere Juleglæden for Dem.”
„Det kan De virkelig heller ikke, Kaptajn,” sagde Løjtnanten smilende, og der var noget i hans Tonefald, der fik Kaptajnen til at se hen på ham. Det halvt godmodige, halvt drengeagtige selvsikre Smil klædte det unge, frejdige Ansigt så godt. - - -
„Om jeg begriber, Løjtnant Ring,” sagde Kaptajnen senere på Aftenen, da de efter et - når Omstændighederne toges i Betragtning - overdådigt Måltid, sad hver i sin Gyngestol og gerne ville være selskabelige uden ret at kunne få Samtalen i Gang. „Om jeg begriber - hvad De vil herude? De, der er så ægte - så pæredansk, at De vist allerede begyndte at lide af Hjemve, før De var Skagen ude af Sigte! Jeg er ellers ikke nysgerrig, har De nok bemærket. Vi har boet to Måneder sammen her, og jeg har ikke plaget Dem med Spørgsmål, men nu kan jeg ikke styre mig længere! Jeg ville forfærdelig gerne vide, hvordan De dog kunne finde på at søge Tjeneste her ved Legionen. For Dem må jo dog en lille dansk Garnison passe ti Gange bedre end Livet her? Ja, De må ikke blive vred, fordi jeg spørger så lige ud?”
„Jeg bliver slet ikke vred, Hr. Kaptajn,” sagde Løjtnanten elskværdigt, „jeg finder det meget naturligt, at De spørger, her er jo ikke så megen Underholdning at vælge imellem, og jeg kan meget let besvare Deres Spørgsmål. Jeg havde Lyst til at se mig om i Verden, før jeg slår mig ned i den lille Garnison, som Kaptajnen meget træffende mener, at jeg bedst passer til. Jeg har ikke Råd til at rejse, og så gik jeg 2 År udenfor Nummer og tog herned, måske nok lidt af Eventyrlyst - det er det hele.”
„Ja, ja,” nikkede Kaptajnen, „så tog jeg jo ikke så meget fejl, da jeg sagde, at De endnu ikke havde rystet Drengen af Ærmet. Nå - gid De må kunne holde ud at være her.”
„Å - to År går hurtigt.”
„To År er en lang Tid, når man længes.”
„Nå-å, min Hjemve er da ikke særlig generende,” indvendte Løjtnanten lidt stødt.
„Nej, men De har også kun været her i to Måneder,” sagde Kaptajnen, „lad os nu tales ved om et halvt År, så skal De se, hvor Længslen nager Dem, og hvor De tæller Dagene, til De kan komme hjem igen.”
„Hvorfor har De så ringe Tanker om mig?” spurgte Helge Ring stille og holdt op med at gynge, medens han så over på sin foresatte.
„Men kære Løjtnant,” sagde Kaptajnen godmodigt, „De må endelig ikke misforstå mig. - Fordi jeg tror, De vil komme til at lide meget af Hjemve, og fordi jeg ser, at De hører til de, om jeg må sige, mere følsomme Landsmænd, behøver jeg da virkelig ikke at have ringe Tanker om Dem.”
Herrerne gyngede en lille Stund i Tavshed.
„Hvad mener De med, at jeg hører til de mere følsomme Danske?” spurgte Løjtnanten endelig.
„Dermed mener jeg, at De hører til de Danske, der ikke tåler at udvandre,” lød det hurtige Svar. „Jeg så det på Dem, den første Dag. De er kommet ned i helt nye Omgivelser til fremmedartede Forhold, ikke sandt, men Deres halve Jeg er hjemme i Danmark; der er ikke en Dag, hvor De ikke i Tanken er „hjemme” igen, ligesom nu i Aften.”
„Jamen er det da så underligt Kaptajn - det er jo da Juleaften -”
„Føleri,” mumlede Kaptajnen.
- „som jeg for første Gang tilbringer borte fra mit Fædreland?”
„Og hvad er så - ens Fædreland,” fo'r Kaptajnen op; „det Land, hvor man tilfældigt er født, og som meget ofte byder en de usleste Kår et Land, man kan komme til at hade, for de Lidelser, det har skænket en! Nej - vil en Mand blive til noget i Verden, så skal han kaste alt dumt Føleri over Bord, det suger bare Marven ud af Benene på ham, Han skal være Kosmopolit, kunne bygge sit Hjem overalt - og blive hjemme i det Land, der passer ham bedst, og som byder ham de største Fordele. Jeg har ikke været hjemme i Danmark i ti År, og jeg har ikke modtaget et Brev i den Tid - jeg hader det Land!”
Løjtnanten blev så forskrækket over denne heftige Udtalelse, at han ikke kunne sige et Ord, og efter at Kaptajnen havde gynget et Par Gange frem og tilbage, fortsatte han roligere:
„Det er dumt at blive hidsig. Jeg skulle ikke have sagt det, jeg sagde, men jeg ved ikke, hvad der går af mig i Aften - det er vel Deres Julestemning, der irriterer mig.”
„Og får Dem til at være ond mod vort stakkels Fædreland, fordi det også er de Menneskers Fædreland, der har været uretfærdige imod Dem, Kaptajn.”
„Kender De min Historie, Løjtnant Ring?” Kaptajnen så forbavset på ham.
„Ja, jeg gør, Kaptajn Thune - Danmark er jo så lille - skal De huske.”
„Hvad ved De da?” spurgte Kaptajnen heftigt, „kun halvt Besked vel?”
„Nej,” sagde Løjtnanten stille og rejste sig op, „jeg ved god Besked. Jeg ved, at De bestod Deres Eksamen som en af de første - at De på Grund af en rent drengeagtig kåd Forseelse blev meget uretfærdig behandlet.”
„Forbigået Gang på Gang,” mumlede Kaptajnen og hans Hænder knyttedes i Ophidselse fast om Stolearmene; „jeg er blevet skammeligt behandlet, skammeligt!”
„Ja, det sagde min Morbroder også,” nikkede Løjtnanten.
„Deres Morbroder?”
„Ja - han var en af dem, der var med til at dømme Dem. Og der er vist mange derhjemme, der nu mener, som han. Det er jo menneskeligt at fejle, Kaptajn,” fortsatte Løjtnanten, da Kaptajnen stadig tav, „var De blevet hjemme, havde De nok på en eller anden Måde fået Oprejsning.”
„Jamen, jeg blev ikke hjemme,” sagde Kaptajnen fast, „og ser De Deres Morbroder igen, kan De fortælle ham, at jeg har fået Oprejsning i et andet Land, der nu er mit Fædreland, og som har givet mig sin højeste Anerkendelse. Ja,” vedblev han hånende, da Løjtnantens Blik strejfede hans Ordensroset, „mig betyder den Slags ikke meget for - der er ikke noget, der har Betydning for mig mere, men det er dog det, I alle jager efter.” Han tav et Øjeblik og slog så helt om i Tonefaldet. „Nå, Løjtnant, jeg har vist ødelagt Stemningen lidt for Dem? Skal vi gå ind og drikke den Flaske Champagne, der står derinde og så takke hinanden for i Aften, det er jo dog, som De sagde, Juleaften.”
Han gik foran ind i den inderste Stue, hvor Glas og Drikkevarer stod på et Bord midt i Stuen.
„Hvad er det?” spurgte han, idet han pegede på en lille flad Pakke, der lå tilfældigt kastet hen på den Stol, han tidligere på Aftenen havde rejst sig fra.
Løjtnanten havde travlt med Champagneflasken, derfor var det vel, at det varede lidt, før han svarede, men da han endelig gjorde det, var hans Stemme så underlig grødet.
„Det er en Julegave til Dem, Kaptajn.”
„En Julegave - til mig?”
Kaptajnen så næsten bange hen på Løjtnanten og måske var det det underlig bevægede og ængstelige Udtryk i den unge Mands Ansigt, der stemte ham så mildt. Halvt forlegen greb han Pakken, rev Papiret op - og det danske Flag - faldt ud på Bordet foran ham.
Et eneste Øjeblik stirrede den gamle Kaptajn på den røde Dug med det hvide Kors - det Flag han ikke havde set i 10 År - så bævede det så underligt om hans Mund, han sank ned i Stolen foran Bordet og uden at prøve på at bortforklare alle de hårde Ord, han før havde sagt, uden at bryde sig om, at der var en, der var Vidne til denne Scene, førte han en Flig af Dannebrog op til sine Læber.
„Du skønneste Flag i Verden,” mumlede han, idet han lagde Hovedet ned på det og brast i Gråd.