Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FØRSTE KAPITEL
Kaptajn Klemmensens „Pigebørn” stod ude i Køkkenet og var ved at plage Livet af gamle Marie-Pige. De var i Færd med at pynte Juletræ, og nu ville de absolut have halvtreds Øre af hende til Englehår.
„Pigebørnene” var henholdsvis 37 og 35 År gamle, men de var lige så påståelige med at få deres Englehår, som om de havde været små 10-12 Års Tøse.
„Nu har vi fået det yndige lille Træ,” klagede Thilde, „og vi har lagt Vat på alle Grenene og strøet Diamantstøv ovenpå, så det ved Gud ser ud, som om vi lige havde været ude i Skoven og hentet det - og så kan du nænne at sige nej til det Par Ører til Englehår.”
Den gamle, lidt døve Pige, der imidlertid havde kigget til Gåsestegen i Ovnen, rettede nu sin svære, kluntede Krop og så med de små plirrende Øjne fra Frøken Thilde hen til Thea.
„Jeg har sagt - jeg snyder ent på en højhellig Aften.”
„Du kan godt skrive et Par Flasker Juleøl på til,” foreslog Thea, „man tørster altid sådan efter en fed Gås.”
„Og når så Kaptajnen skænder på mig og siger, at jeg er det ødsleste Kvindemenneske, han nogensinde har kendt, og spørger, om det er mig, der har drukket al det Øl, vi ent har købt - hva' så? Frøk'nerne ved godt, at jeg ent ka' tåle at blive skændt på.”
„Å, Marie kan jo slet ikke høre, hvad Far siger,” indvendte Thilde.
„Nå-å, jeg er da kuns døv på det ene Øre, mens Kaptajnen er det på dem begge to,” indvendte Marie-Pige fornærmet.
Hun fastholdt påståelig, at det var den gamle 69-årige Artillerikaptajn, der var den døveste, og han hævdede med stor Iver, at det var det gamle Tyende, der snart „ikke var til at råbe op”.
„Vil Marie ikke ind og se Træet?” lokkede Thea, „det er som en Drøm så skønt.”
„Jeg har ent Tid til at drømme; Frøk'nerne ved godt, at når jeg har en Steg i Ovnen, går jeg ent fra Køkkenet. Salig Fruen sagde altid, at det var akkurat som en Soldat, der ville rende fra sin Post. Næ, næ, jeg skal ent have noget af at svide Stegen, når Frøken Felle kommer her til Aften.”
„Så må vi opgive det Englehår,” sagde Thilde nedslået, „men ærgerligt er det, for det ville akkurat se ud, som var det Månestråler, der faldt ned om det. Kan du da ikke bare undvære 26 Øre, din gamle, gerrige Trold,” tiggede hun igen - de sidste Ord vovede hun dog ikke at sige ret højt.
„Jeg vil ikke,” råbte Marie-Pige energisk, „Jeg kan finde mig i at narre Kaptajnen hele Året rundt - for det er ent mere, end han fortjener, så nærig som han er mod Frøk'nerne, og så mistroisk som han er mod en anden En. Han tror både, at jeg drikker Petroleum og æder Salt og grøn Sæbe for min Fornøjelse. Jo - det ved Gud han gør! Men i Aften narrer jeg ham ikke, man har da en Smule Religion, selv om det ent er mere, end det mindste et Menneske kan nøjes med. Men er der ingen Penge i Bøssen -?”
„Ikke en Øre, vi købte jo Træet for de sidste Penge, der var i den,” sagde Thea og skottede hen til en lille rød Sparebøsse, der hang i Entreen, og hvorpå der med hvide Bogstaver var malet: „Hjælp til fortrykte Børn”.
„Lad os så bare gå ind og pynte det færdigt,” foreslog Thilde, „men jeg vil sige, Marie, at det havde jeg rigtignok ikke ventet af dig. Det er ikke smukt at være så stædig på Juleaften - man skal være mild og god på Årets største Højtidsaften!”
„At stjæle og lyve kalder Frøk'nen altså at være mild og god -”
„Å, du er jo slet ikke til at tale med i Dag,” vrissede Thilde, og så gik de to Søstre igen ind i Dagligstuen, hvor det lille Juletræ stod, men de havde næppe fået Døren låset efter sig, før den gamle Dørklokkes små, arrige Klemt skingrede gennem den lange Entré i den gammeldags Lejlighed.
Den, der ringede på, måtte kende Familien godt - det vil sige vide, at to af Husets Medlemmer var temmelig døve, for Vedkommende blev ved at trække i det hvide Porcelæns Håndtag, til der hørtes Fodtrin i Korridoren.
„Marie - det ringer,” råbte Kaptajnen ud til den gamle Pige, der var akkurat fjorten År yngre end han selv.
„Jeg hørte det nok,” råbte Marie igen halvfornærmet - „men man kan vel ikke passe mere end en Ting ad Gangen? Jeg kan ikke gå fra Ovnen nu, så må en af Frøk'nerne lukke op.”
Men Kaptajnen havde næppe nærmet sig Dagligstuedøren, før begge Døtrene skreg op:
„Vi er ikke færdige med Træet endnu, du må ikke komme ind!” - en Påmindelse, der skulle synes temmelig unødvendig, da de selv havde låset Døren. „I Dag må du virkelig selv lukke op, Far!” råbte Thea.
„Ja, det er jo kun Juleaften en Gang om Året,” skingrede Thilde ud gennem Nøglehullet.
„Å,” vrissede Kaptajnen, idet han med stive Skridt trippede ned ad Korridoren - „det er også Fanden til Anstalter på en højhellig Aften.”
Men aldrig så snart havde Kaptajnen fået Døren åbnet, før hans Ansigt klarede op.
„Men er det dig, lille Grethe?” udbrød han glad, „så kom du alligevel!”
„Ikke for at blive, Far,” smilte den unge Kone og skubbede sine to Børn ind foran sig, „men Kaj og Else ville nu absolut ønske Bedstefar glædelig Jul - og så har jeg jo også - nej, du må ikke kigge - må han vel, Else? - jeg har noget til Julebordet - til Jer - et Par Gaver i al Beskedenhed.”
„Det var da pænt af dig, lille Grethe, at se herop,” nikkede Kaptajnen, der uagtet Grethe havde råbt godt op ikke havde hørt meget af det, hun sagde - hvad der nu også skyldtes, at Børnene straks var begyndt at pludre løs med Bedstefaderen.
Grethe så sig spørgende om, mens hun fulgte Faderen ind i Spisestuen.
„Pigebørnene pynter Juletræ,” forklarede han hovedrystende og i et Tonefald, som var han nødt til at finde sig i nogle tossede Småpigers Barnagtigheder.
„Du skal slet ikke lade så overbærende, Far,” råbte Thea, „du kan såmænd selv ikke tænke dig en Juleaften uden Juletræ.”
„Å viss - vass,” brummede Kaptajnen, mens han hjalp sin yngste Datter af Tøjet, og da hun protesterede mod at lægge Hatten fra sig, gik han hen til Døren og bankede på. „Kommer I ikke ud og siger Goddag til Jeres Søster?” råbte han og ruskede i Døren.
„Jo, naturligvis,” kvidrede Thilde.
„Eller også kan hun komme ind til Jer,” foreslog han, „hun har noget til -”
„Nej - nej - næ - det kan hun ikke,” afbrød Thilde ham og lo - „nu kommer vi - nu er vi omtrent færdige!”
Så blev Nøglen drejet om to Gange, og leende og pludrende klemte de to høje, magre Damer sig ud gennem Døren.
Kaptajn Klemmensens „Pigebørn” var det Fællesnavn, hans to ældste Døtre havde gået under i Garnisonen, og som de havde beholdt blandt Familiens Medlemmer og de få Venner og Bekendte, da Kaptajnen ved sin Afgang fra Hæren flyttede ind til Hovedstaden. De var to sjældent tiltalende Eksemplarer af den Type beskedne, elskelige, modne Frøkener, som der snart ikke findes flere af. De var vokset op i en Periode, da det var vanskeligt for ubemidlede Forældre at få deres Døtre gift, og det endnu regnedes for „emanciperet” at lade dem lære et Erhverv. Den yngste, Thea, gav Undervisning i Fransk hjemme og ude for 1 Kr. 50 Øre Timen (10 Kroner om Måneden for 2 Timer om Ugen), og Thilde underviste i Klaverspil for så små Honorarer, at hun selv næsten generede sig for at nævne dem.
De lignede hinanden meget, havde smalle, uregelmæssige, men ganske fine Ansigter med små missende, lyse Øjne, store godmodige, lidt karakterløse Munde med farveløse, smalle Læber. De var ret høje og magre, men slet ikke ugratiøse.
Thea (en smuk Forkortelse af Dorthea) var den yngste og den klogeste af dem; hun var ejegod, hjælpsom, meget sværmerisk og havde, som hun selv sagde „et grublende Sind”, mens den muntre Thilde (Navnet var et Diminutiv af det majestætiske Mathilde) var Husets oplivende Element. Fælles for dem begge var det mærkelige barnligt uerfarne Væsen - der virkelig gjorde det berettiget, at Kaptajnen, trods deres Alder, altid benævnede dem „Pigebørnene”.
Han behandlede både dem og sin eneste Søster, den 68-årige Faster Felle, på samme lidt overbærende Måde, som Herrer af den ældre Generation trods al Courtoisie ofte udviser overfor ugifte Damer, og som måske er en af Grundene til, at så mange af disse ligesom ikke er bleven rigtig udvoksede i åndelig Henseende.
Hans Optræden over for den yngste Datter Grethe var helt anderledes. Hende behandlede han da, trods al Forkælelse, som et voksent Menneske - men Gudbevares, hun var jo også, som Thilde sagde, „både gift og alting”.
Pigebørnenes Moder var død, da Thilde var 8 År gammel, og Kaptajnen havde så taget sin eneste Søster, Frederikke, i Huset, men det havde været en frygtelig Tid for dem alle. Faster Felle havde ikke haft en rolig Time af Angst for, hvad „de Pigebørn”, der jo var betroet til hendes Omsorg, kunne finde på. Hun havde i deres Fritid helst naglet dem til en Stol med et Hækletøj i Hånden. Hun hørte til den Slags Pædagoger, der tror, at det, at opdrage et Barn, er at skænde på det, hver Gang man ser det. Hendes Nervøsitet og Angst forplantede sig fra Kaptajnen til den gamle Enepige Marie, der tilsidst havde erklæret, at hvis Frøken Frederikke blev, så rejste hun.
Så var Afgørelsen naturligvis truffet; at „Marie-Pige” skulle rejse, kunne da ingen tænke sig, og så rejste Faster Felle atter hjem, henrykt over at være det kolossale Ansvar kvit, der havde hvilet på hende.
Den gamle Enepige regerede nu enevældigt et godt Årstid, da Kaptajnen ret pludselig giftede sig med en ung Spillelærerinde, som Faster Felle selv havde udvalgt til Børnene. Den unge Pige var forældreløs og havde ikke andre at holde sig til end en ung Broder, der var Elev i en Kostskole i det nordlige Sjælland.
Den 40-årige Kaptajn Klemmensen, der næsten havde forsonet sig med at leve Resten af sin Levetid som Enkemand, var for Alvor bleven forelsket i den blide, kvindelige Ida Mols, og mærkeligt nok var alle glade over denne Forbindelse, såvel Faster Felle som de to Pigebørn og den gamle Marie.
Det eneste Barn, der blev født i dette Ægteskab, var Grethe; Kaptajnen havde i sit stille Sind håbet på at få en Søn, men den lille, milde Grethe fik ham snart til at glemme den Skuffelse.
Hun blev alles Kæledægge, og få Børn havde vel haft en lysere Barndom end hun - til Trods for, at hun mistede sin Moder, da hun var 7 År gammel.
Hendes to Stedsøstre forgudede hende ligefrem og fyldte, som de i Dag selv var, af den glade Julestemning, var de lige ved at tage Vejret både fra hende og Børnene med deres stormende Omfavnelser.
„Nej, hvor var det pænt af Jer, at I kom alligevel -” udbrød Thea.
„I må have en Kop Kaffe med hjemmebagte Kager til - ikke sandt, Thilde?”
„Jo - men så må du bede Marie om det,” sagde Thea.
„Vi kan da ikke lade Grethe bære Julen ud!” kom det helt indigneret fra Thilde.
„Åh nej - det ville jo være et dårligt Varsel,” råbte Thea, „så vover jeg mig hellere ud i Køkkenet til Marie.”
Men hun havde ikke behøvet at gøre sig Bekymringer, for i samme Nu trådte den gamle Marie ind ad Døren med en Kaffebakke og lækre hjemmebagte Vaniljekranse.
Grethe fik sig en hjertelig Velkomst af den nyindtrædende - og Børnene ligeså.
„Jeg troede skam også, at Deres Mand var her,” sagde Marie og så sig om i Stuen.
„Ja - hvorfor fulgte Poul ikke med herop?” spurgte Kaptajnen, mens de to Tanter støjede og snakkede med Børnene og fyldte dem med Kager. ”Jeg må sige, det havde været net af ham, om han havde vist os det Hensyn at følge med for at Ønske os glædelig Jul. I kan jo desværre ikke tilbringe Aftenen hos os, hvad jeg forøvrigt mener havde været ret naturligt. Det er jo den første Jul i alle de År, I har været gift, at vi er i samme By.”
„Lille Far - Poul ville virkelig så gerne have været med,” sagde Grethe undskyldende, „men -”
„Hvorfor kom han så ikke? Han kan da ikke have Tjeneste på denne Tid af Dagen?”
„Jo - Far - det har han på en Måde, for nu rider han hver Dag med Fru Ester Lind.”
„Hvor tør Poul påtage sig at undervise hende i Ridning? Det skulle hun da hellere tage sig en rigtig Berider til -”
„Poul er virkelig meget dygtigere end en almindelig Berider,” forsikrede Grethe ivrig. „Du må huske, han har jo gennemgået en Skole ved Husarerne - og så er han jo en født Rytter - det kan enhver se. Der er da ikke en eneste Officer ved de ridende Våben, der kan tumle en Hest bedre end Poul.”
„Ja ja, Barn,” sagde Kaptajnen lidt sagtmodigere, mens han hovedrystende smilede ad hendes Iver. „Jeg mener blot, det er ikke almindeligt at se en Infanteriofficer som Ridelærer.”
„Nej, naturligvis,” indrømmede den unge Kone, „men nu traf det sig netop sådan, at Poul lærte hende og hendes Far at kende i Fjor, da han red med til Væddeløb. De bor jo derude om Sommeren, og så kom de hver Morgen og så på Træningen, og både hun og Faderen havde de dejligste Heste, sagde Poul. Og da så Poul blev forsat hertil, traf de en Dag hinanden ude i Ridehuset på Gardehusarkasernen. Så bad hun ham med hjem, for at han skulle se hendes Heste, og det kunne Poul jo ikke sige nej til. Og han var vildt begejstret.”
„Over Damen?” spurgte Kaptajnen lidt spydig; han havde med Hånden bag Øret lyttet spændt til Grethes Beretning.
„Men nej dog, Far, over Hestene og Staldene og al den Rigdom der ude på Villaen! Den ligger jo helt ude ad Valby til på en af de Veje, der går ned mod Kalvebodstrand, og den skal være indrettet som et rigtig elegant, engelsk Hjem. Hun er jo meget rig.”
„Hvad er hun født?” spurgte Thea, der nu begyndte at lytte efter.
„Hun er født Ronge - eneste Datter af Etatsråd Ronge. Poul siger, det kan blive ham til stor Nytte, at han kender dem, for Etatsråd Ronge har så mange fine Forbindelser, at han næsten kan hjælpe En til, hvad det skal være. Datteren er meget rigere end sin Fader - hun blev som ganske ung gift med Direktør Sigurd Lind - Far kender ham nok af Omtale. Han døde pludselig for 2 År siden og testamenterede alt, hvad han ejede og havde, til sin unge Kone. Der er jo nogle Mennesker, som Solen altid skinner på.”
„Så er hun jo et glimrende Parti,” lo Thilde.
„Ja, det er hun vel nok,” svarede Grethe ligegyldig.
„Å, hun har vist fået nok af at være gift,” indskød Thea; „jeg kan godt huske hendes Mand, han var ikke så få År ældre end hun, og sær og gnaven skal han have været.”
„I snakker, Pigebørn!” vrissede Kaptajnen. „Det var da ikke så underligt, at han var gnaven - han havde jo Sukkersyge.”
„Jeg så dem for Resten forleden Dag,” vedblev Thea, „de red ned ad Nørrevold, og jeg må sige - det var et flot Par.”
„Så? Hvad havde hun på?” spurgte Grethe, der pludselig følte sig så underligt ubehagelig berørt.
„Ja, de fo'r forbi i sådan en Fart, at jeg knap nok så det. Men jeg så da, at hun sad på Hesten på den rigtig væmmelige, ukvindelige Måde -”
„Gud - sad hun over skrævs,” udbrød Thilde indigneret.
„Skam Jer, Pigebørn, at tale sådan,” skændte Kaptajnen, „det hedder ikke over skrævs - det hedder au Cavallier - husk det - det andet er et ganske upassende Ord for en Dame at tage i sin Mund.”
„Hvor længe skal Poul blive ved med at ride med hende?” spurgte Thea.
„Det ved jeg ikke,” svarede Grethe adspredt - hun var med et bleven i helt dårligt Humør.
„Lad ham da bare blive ved, når han får det så godt betalt,” smilte Thilde fornøjet.
„Men at han just behøver at give Ridetimer Juleaftens Eftermiddag - det, synes jeg dog, er at være lidt for ivrig! Alle andre Lærere giver Ferie ved Højtiderne - ikke sandt? Nå - det er måske for Motionens Skyld,” lagde han til, da han så, at Grethes Ansigt pludselig var blevet alvorligt. Han ærgrede sig over, at han var kommet med den Bemærkning, og da han ikke vidste, hvordan han skulle få Luft for sin Ærgrelse, vendte han sig vredt om mod Døtrene og snerrede:
„Men hvor bliver dog Faster Felle af?”
„Bare hun ikke er kørt fejl med Sporvognene,” vovede Thilde at bemærke.
„Far, hvor længe plejer sådan et Ridekursus at vare?” spurgte Grethe pludselig.
„Det - er - det er højst forskelligt,” svarede Kaptajnen og så hastigt på hende; „en tre-fire Måneder - antager jeg - når der rides hver Dag, og Eleven ikke er for tungnem.”
„Nå, så længe,” sagde Grethe lidt modfaldent og så frem for sig - så rettede hun sig pludselig op. „Nu må vi hjem, Børn,” sagde hun. „Vi må ikke lade Far vente på os. Han skulle tage noget Pynt med hjem til Juletræet - det er ikke helt færdigt - og vi skulle spise Klokken 5, for at Børnene ikke skal blive for søvnige.”
„Vil du ikke blive og hilse på Faster Felle, hun må snart være her?”
„Nej, det kan jeg ikke - hun er jo altid forsinket; men jeg ville gerne have Lov at lægge et Par Smågaver ind under Juletræet til Jer. Lad mig komme ind og se Træet!”
„Ja, men det er ikke pyntet helt færdigt,” indvendte Thea - „hvis det var færdigt, skulle såmænd både du og Børnene få Lov at se det - men det er Fars Skyld, at vi ikke er færdige - Far er så underlig trodsig i Dag. Han har ikke engang villet lægge en Skilling ned til de fortrykte Børn.”
„Har I denne Bøsse hængende endnu?” spurgte Grethe, der nu måtte smile.
„Ja - den hænger stadig væk derude i Entréen,” snerrede Kaptajnen, „men jeg er aldrig hjemme, når de Folk, der har hængt den op der, kommer for at tømme den, ellers kan I tro, de nok skulle få både læst og påskrevet. Jeg finder det simpelthen frækt at komme ind i et ganske privat Hus og hænge en Bøsse op i Entréen til Hjælp for fortrykte Børn.”
„Sådan skulle du ikke tale en højhellig Aften, Far,” formanede Thilde.
„Jo, jeg vil have Lov til at være gnaven,” bruste Kaptajnen op igen, „for jeg ved godt, hvad det er, I pønser på.”
„Hvad er det, I har for med Far?” spurgte Grethe og måtte mod sin Vilje smile. Hun vidste jo godt, at de „fortrykte Børn” var selveste de to Stedsøstre Thilde og Thea.
„Det er såmænd kun det, at vi lige fra i Går Aftes har tigget ham om for 50 Øre Englehår til Juletræet - men tror du, han vil give os det?”
„Halvtreds Øre til Englehår,” gentog Kaptajnen heftigt. „I vil have Englehår for en halv Krone! Det vil jo ligefrem være at smide Pengene i Rendestenen. Er der noget fornuftigt Menneske - der bryder sig om Englehår? Hvad siger du, - Grethe?”
„Jeg siger,” råbte Grethe ind i Faderens Øre, „at hvis du ikke vil forære dem Englehåret, så gør jeg det?”
„Nej - nej - det manglede blot,” udbrød Kaptajnen bestyrtet, „at du skulle komme her og give Pynt til vores Træ! Se her, Pigebørn, her er 40 Øre - mere får I ikke.”
„Pigebørnene” blev ikke en Smule fornærmede over, at Grethe med et Par Ord havde opnået det, de selv havde tigget om en hel Dag. De fandt det ganske naturligt, at ingen kunne nægte Grethe noget, og da de nu havde fået deres Ønske opfyldt fløj de Søsteren om Halsen og takkede hende for, at de nu kunne få et Juletræ, der skulle stråle som en „Fédrøm”.
Så tog lille Fru Grethe Afsked med sin Far og sine Søstre og Marie-Pige. Der blev kysset rundt og ønsket glædelig Jul, og midt i al den Farvelsigen, der var så højtidelig, som om de aldeles ikke skulle ses næste Dag til Frokost hos Kaptajnen til den traditionelle Skinke og Grønlangkål - blev der atter ringet på og Fru Grethe opnåede således alligevel at få hilst på Faster Felle.
Denne Dame var høj og ret mager. Hendes rynkede, rødmossede Ansigt med de godmodige, men ikke meget kløgtige, vandblå Øjne fik et helt strålende glad Udtryk, da hun så den yngste Niece.
„Nej, men det var da morsomt at se dig, lille Grethe,” udbrød hun, mens Pigebørnene hjalp hende af Tøjet; „å, hvor det ærgrer mig, at jeg ikke kan være sammen med dig noget længer, men jeg er bleven så forsinket!”
„Men hvad har du da haft så travlt med, Faster Felle?” spurgte Grethe. „Du havde måske Vanskelighed med at komme med Sporvognen?”
„Nej, Kære, det er slet ikke det, der er Skyld i, at jeg kommer så sent. Jeg tog hjemme fra Kl. 1, fordi jeg netop ville afsted i god Tid. Min Pige skulle på Vejen hjem til jer, lille Grethe, med et Par Ubetydeligheder - å, lad os ikke snakke om det. Nej, men ser du, jeg havde lidt Kødben, og da jeg kender sådan en dejlig Hund på Østerbro, tog jeg først derud med Benene. Jeg skal sige dig, jeg tror ikke, de Folk, den er hos, er rigtig gode ved den - du forstår, det er sådan mere af Tankeløshed, at de forsømmer den, end egentlig fordi de vil være onde, og jeg må sige, de er rigtig venlige og høflige mod mig, hver Gang jeg kommer og ser til min Ven.”
„Kender du da de Mennesker?”
„Nej, nej - jeg kender kun Hunden - jeg traf den en Gang på en Trappegang - og siden er den min Ven - å, I skulle se, hvor glad den bliver, når den ser mig!”
„Ja, når du har gjort sådan en Omvej - så er det ikke underligt, at du kommer så sent, Faster,” nikkede Grethe.
„Å, hvad er det for Snak,” udbrød Thilde, „den Østerbrotur kan da ikke have forsinket dig i to Timer, Faster, for de bad dig vel ikke blive og drikke Kaffe med Hunden?”
„Du skal ikke være så fripostig, lille Thilde,” formanede Faster Felle - „det klæder ikke en ung Pige. Når I endelig vil vide, hvor jeg har været, så kan jeg godt sige det; skønt I naturligvis også gør Nar ad mig for det. Jeg traf en Kodriver med en stakkels ensom, træt Ko - og ham fulgte jeg et lille Stykke ud ad Damhuskroen til.”
„Nej, nu har jeg aldrig kendt Mage,” udbrød Thilde.
„Kendte du også den Ko?” spurgte Thea.
„Vist gjorde jeg ikke nej,” sagde Faster ganske alvorligt, mens hun glattede lidt på Håret foran Entréspejlet; „men den stakkels Mand havde bestemt fået lidt mere at drikke end han kunne tåle, skal jeg sige jer, og så blev han så utålmodig overfor Dyret - og så besluttede jeg mig til at følge efter ham for at passe på, at han ikke skulle slå den eller blive hidsig imod den.”
„Tror du da ikke, at han gør, hvad han vil, når du er gået?” spurgte Thilde.
„Nej, jeg tror nok, at det gik op for ham, hvor urigtigt det er, når man ikke er tålmodig mod de stakkels, forsvarsløse Dyr. Jeg gik længe og talte Fornuft til ham, og han stod flere Gange stille og lod Koen hvile sig. Han lovede mig også, at han nok skulle behandle Koen pænt Resten af Vejen.”
„Hvor meget gav du ham for det?” spurgte Thea tørt.
„Å - ikke mere end 2 Kr.,” næsten hviskede Faster Felle genert. „Jeg kan for Resten hilse dig fra din Mand, lille Grethe - han kom ridende med en nydelig, mørk Dame - og han blev helt forbavset over at se mig derude. Nu kan du jo fortælle ham Grunden. Det er rigtignok en smuk Mand, du har fået, lille Grethemor,” vedblev hun, idet hun tog den unge Kone under Hagen og så kærligt på hende. „Du kan rigtignok sagtens være glad.”
„Det er jeg også,” nikkede Grethe og tvang et lille Smil frem.
Hun forstod ikke sig selv - nu var den der igen, den underlige, ubehagelige Fornemmelse, der før var kommet over hende, da hendes Far havde talt om det mærkelige i, at en Infanteriofficer gav Undervisning i Ridning; selv efter at hun var kommet helt ned på Gaden, kunne hun ikke frigøre sig for den.