Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
TREDIE KAPITEL
Juledagene var gået, som de Dage plejer at gå for de fleste, med Familieliv og Familiemåltider, hvor de samme Mennesker spiste deres Mad sammen i de forskellige Huse.
Første Juledags Frokost indtoges hos Kaptajn Klemmensen, hvor hele Dagen tilbragtes; der blev gået Tur mellem Måltiderne, Stemningen var lidt mat, og man gik tidlig hver til sit for at hvile ud efter Juleaftens-Strabadserne. Anden Juledag var den ganske Familie samlet til Middag hos Faster Felle i hendes hyggelige, gammeldags Hjem lige overfor Rosenborg Have. Hos hende gik man altid lige på Slaget 10, og det var Grethe glad ved, for det var svært at holde Børnene så rolige, som de skulle være, for at Faster Felle kunne finde dem velopdragne.
Tredje Juledag spistes der for fjerde Gang i Julen Gåsesteg i Grethes Hjem, og hun frydede sig over at have alle sine Kære hos sig. Hendes Mand havde ingen Slægt, men så havde hun til Gengæld for dem begge.
Der var hendes Far, Stedsøstrene, Faster Felle og hendes Morbroder Frits. Denne sidste havde på Grund af en Hjertesvaghed lige taget sin Afsked; han gik i sit 51. År og boede nu herinde i Hovedstaden. Han var hendes Moders eneste Broder, og Grethe holdt så meget af ham. Han var også et sjældent fint og bravt Menneske, lidt stille for dem, der ikke kendte ham; men når han var sammen med gode Venner og Bekendte og især med Børn, var der en egen mild Munterhed i hans Væsen, som drog alle til ham.
Selv hans Svoger, den noget barske Artillerikaptajn, beundrede ham og syntes, at han lignede Grethe. Det var den største Kompliment, han kunne give nogen.
Fjerde Juledag var en Søndag, og den tilbragtes i Stilhed hos Klemmensens, mest for at give Plenges unge Enepige en Fridag.
Så meget Grethe end holdt af at være sammen med sin Familie, nægtes kunne det ikke, at selv hun følte sig lidt sløv efter de fire Dages Familieliv.
Hun kunne derfor godt forstå, at Poul længtes efter at genoptage sine Ridetimer med Fru Lind, og det var med største Sindsro, at hun sagde Farvel til ham, da han efter en kort Telefonsamtale med den unge Enke tog afsted femte Juledag.
Hun var nu ganske rolig for Poul, og hun måtte smile ad sig selv, hver Gang hun kom til at tænke på den Angst og de bange Anelser, der havde plaget hende Juleaften. I alle disse Helligdage havde Poul været så sød og kærlig mod hende og Børnene og så opmærksom og flink mod de gamle Slægtninge.
Det var virkelig opofrende af ham, syntes hun, at han på denne ene Aften sad og spillede Besique med Faster Felle, den næste Aften Skak med Farbroder Frits og den tredje Aften Rambus med hendes Fader og Stedsøstrene.
Nej, hun havde såmænd ingen Grund til at være bekymret for sin Lykke - hun havde jo fået den bedste Mand i Verden, og den eneste hun nogensinde havde brudt sig om, og hendes Poul holdt sikkert lige så meget af hende nu som i deres Ægteskabs allerførste Tid.
Naturligvis var han ikke så barnagtig forelsket i hende mere - det kunne en Mand vist ikke blive ved med, desværre! Desuden var Poul dengang jo kun Premierløjtnant, nu var han Kaptajn og kommet i helt nye Omgivelser, så han havde fået så meget andet at tænke på. Han var optaget Dagen igennem, og det ville derfor være ganske urimeligt af hende at forlange, at han nu skulle ofre sig akkurat lige så meget for hende og Børnene, som han før havde gjort.
Det var naturligvis lidt kedeligt, at han ikke engang havde Tid længere til at gå Tur med hende, og hun savnede også ofte deres Aftenpassiar, når Børnene var kommet i Seng, for siden de var kommet herind, sad Poul næsten hver Aften og skrev og læste inde i sin egen Stue.
Men sådan ville det naturligvis ikke blive ved at gå. Når Poul var kommet rigtig ind i de nye Forhold, og de havde vænnet sig til den store Overgang, som det var at flytte fra Provinsen herind, så blev det nok ligesom i gamle Dage, hvor hun og Poul ikke havde kunnet undvære hinanden ret mange Timer om Dagen, og han bad altid hende sætte sig ind til ham med sit Sytøj, når han havde et eller andet Arbejde for.
Nu begyndte snart det nye År, og det kunne bringe så meget. Det sidste År havde været så over al Forventning lykkeligt; Poul var blevet Kaptajn, de var kommet til Byen, og Udsigterne for Fremtiden var de bedste.
Nytårsaften skulle de alle igen samles hos Kaptajn Klemmensens, det var blevet bestemt første Juledag, og man havde syntes, det var så fornuftigt, at det gamle Års sidste og det nye Års første Timer blev fejrede hos den ældste af Slægten.
Poul og Grethe havde lovet at komme med Børnene, - blev disse søvnige, kunne de jo få Lov at sove lidt på Tanternes Senge.
Den gamle Kaptajn havde været helt bevæget ved Tanken om, at han denne Nytårsaften kunne være sammen med alle sine Børn.
Men da Poul kom hjem fra Fru Ester Lind den femte Juledag, rakte han lidt forlegen og nedslået Grethe en Indbydelse fra den unge Enke, Hun bad Kaptajn Plenge og Hustru gøre hende den Glæde at deltage i en Fest, som hun agtede at fejre Nytårsaften.
Grethe blev ganske bestyrtet over, at Poul overhovedet havde taget den Indbydelse med hjem, det var jo, som om han virkelig havde tænkt sig, de kunne tage imod den - og på den anden Side følte hun sig alligevel behageligt berørt ved, at Fru Ester havde bedt hende med. Hun kendte kun lidt til den unge, rige Frue; de havde ganske vist set hinanden et Par Gange ved Træningen til Væddeløbene og på selve Væddeløbsdagene, men de havde kun talt meget lidt med hinanden. Grethe havde følt sig noget trykket af den unge Enkes store Elegance og overlegne Væsen og havde derfor været meget tilbageholdende.
„Ja, men Poul,” udbrød hun, da hun havde læst Indbydelsen højt, „det kan vi jo ikke tage imod vi skal jo hen til Far. Havde du virkelig glemt det?”
„Nej, vist ikke nej, men jeg måtte da tage den hjem og vise dig den, da hun gav mig den. Havde du ikke Lyst til at komme derud? Du kan tro, der er dejligt.”
„Oprigtig talt, Poul, bryder jeg mig ikke ret meget om det.”
„Nå -!” Det kom lidt skuffet og med et underlig træt Tonefald.
Grethe gik nu helt hen til ham og tog ham under Armen.
„Jeg skal sige dig, Poul,” sagde hun fortrolig, „jeg passer slet ikke derude i de elegante Omgivelser og mellem alle de fine Mennesker, der kommer der.”
„Hvorfor vil du gøre dig selv så ringe,” udbrød han næsten heftig, „du er da ingen Bondepige!”
„Nej, det er jeg ikke,” sagde Grethe sagtmodigt, „men jeg vil alligevel være som en Fremmed der. Tænk på, hvor elegante Damerne vil blive til den Fest, og Fru Lind selv - jeg husker nok, hvor pragtfuld hun så ud til Væddeløbene - nej - du ville såmænd kun have Skam af mig, om jeg fulgte med derud i min beskedne hvide Silkekjole.”
„Nå - så fattige er vi da heller ikke, at du ikke kan få en Kjole, når du trænger til den,” sagde han kort.
Grethe så forfærdet på ham, sådan havde hun aldrig set ham før. Det var da underligt, at han havde en så heftig Lyst til at få hende med derud. Det var nu egentlig pænt af ham. Han syntes selv, at der var så dejligt derude, og nu undte han hende, at hun også skulle se al den Herlighed. Glæden herover gjorde hende helt overmodig.
„Kære lille Poul,” sagde hun kærligt og lænede sit Hoved mod hans Skulder - „for det første vil jeg så nødig ud blandt de fremmede Mennesker, og for det andet - og det er den aller vigtigste Grund - så har vi lovet Far at komme hen til ham Nytårsaften. Han glæder sig som et Barn til det, og hvem ved, om vi har ham næste Nytårsaften.”
„Nå-å, din Far fejler jo ikke noget, han ser da rask og sund ud!”
„Ja, men vi har jo lovet ham at komme,” indvendte Grethe forundret.
„Ja, det har vi jo!” Det kom næsten som et Suk, „Ja, så må vi vel sige Nej-Tak til denne her?” Han holdt Indbydelsen i Vejret og så spørgende på hende.
Det var tydeligt, at han selv nødig sagde Nej til den Indbydelse, og at han gerne ville have, at Grethe skulle tage en Bestemmelse; men det værste, man kunne byde Grethe, var at træffe en Afgørelse, og hun forstod så udmærket, at det var det, hendes Mand ville have, hun skulle.
„Du ville Vist selv gerne derud, Poul?” spurgte hun mildt - egentlig forstod hun ham jo godt. Det var ikke hans, men hendes Slægt, de var bedt til, og nu havde han trolig ofret fire Dage på Familielivets Alter og sikkert kedet sig dygtigt; det var kun naturligt, om han længtes efter at komme ud og se andre Mennesker.
„Havde du ikke stor Lyst til det?” vedblev hun, da han ikke straks svarede.
„Om jeg havde Lyst til at komme derud -” gentog han, „nej, det er slet ikke for at more mig, at jeg gerne vil med til det Nytårsgilde, men fordi der kommer en Mængde Mennesker, som jeg kan have stor Nytte af at lære at kende.”
„Ja, men Poul, så skal du tage mod den Indbydelse alene. - Jo, du skal. Far vil nok blive lidt ked af det, men jeg skal nok forklare ham det hele - og bare jeg kommer,” tilføjede hun og smilede overmodigt, „så finder han sig nok i at undvære dig. Derhjemme er jeg jo den vigtigste af os to, ved du nok!”
„Ja, men vil du da ikke med derud?”
„Nej, Poul, du har jo hørt mine Grunde, og det ville desuden være stor Synd overfor Far. Nej - tag du alene derud, og bryd dig ikke om mig. Kan de Bekendtskaber, du gør der, gavne dig i Fremtiden, så ville det da være dumt af mig at forhindre dig i at komme der. En Aften går jo hurtigt.”
„Ja - når du ikke er ked af det, Grethe,” svarede Poul tøvende, „så siger jeg altså Ja-Tak for mit Vedkommende.”
„Gør du blot det, Poul,” nikkede Grethe helt rolig.
I det samme ringede Telefonen, og Poul tog den.
„Det er Fru Lind,” hviskede han til Grethe, „hun vil vide, om vi kommer. Så siger jeg altså Ja?”
Grethe nikkede igen, og Poul svarede i Telefonen, at han selv med Tak modtog Indbydelsen.
„Fru Lind vil selv tale med dig, Grethe!” sagde han pludselig og rakte sin Kone Hørerøret.
Grethe forklarede nu meget roligt og høfligt, at det var hende umuligt at komme; hun takkede mange Gange for den venlige Indbydelse, men hun havde lovet sig hen til sin gamle Far, og hun ville nødig skuffe ham og Børnene.
„Det er sandt - De har Børn,” svarede Fru Lind, „ja, så forstår jeg det jo bedre. Men De vil altså nok undvære Deres Mand?”
„Ja - Ja Tak - han kommer.”
„De trækker lidt på det -” sagde Fru Lind, og Grethe kunne høre, at hun lo, „vil De alligevel ikke hellere med selv? De må nemlig bestemme Dem nu, da der ellers skal indbydes en anden Dame i Deres Sted. Vil De så ikke?”
Og efter at Grethe havde svaret „Nej Tak”, takkede Fru Ester hende helt venligt for „hendes Offer”, og da hun havde forhørt sig om, hvorvidt Kaptajn Klemmensen havde Telefon, lovede hun, at hun nok Nytårsaften Klokken tolv skulle huske Kaptajn Plenge på at ringe hjem.
Den Telefonsamtale satte ikke den lille Fru Grethe i godt Humør, men nu havde hun jo givet Poul Lov til at gå, og så nyttede det ikke at være ked af det.
Lige så overmodig den lille Fru Grethe var, den Dag hun selv foreslog sin Mand, at han alene skulle modtage Fru Linds Indbydelse, lige så forknyt var hun i de Dage, der gik forud for Nytårsaften, og da endelig Årets sidste Dag oprandt, var hun så nedslået og ked af det, at hun straks ville have bedt Poul blive hjemme, hvis han blot havde spurgt, hvad der var i Vejen; men han lagde slet ikke Mærke til hendes dårlige Humør.
Han havde selv foreslået, at han på Vejen ud til „Ma folie”, som Fru Linds Villa hed, ville køre Børnene og Grethe hen til Svigerfaderen, og således blev Grethe forhindret i at sige ham noget af alt det, som hun havde tænkt sig. Børnene sad der jo, og dem ville hun ikke lade høre på det.
Da de var kommet hen til Kaptajn Klemmensens Gadedør, hjalp Poul hende og Børnene ud, kyssede dem flygtigt og sagde „god Fornøjelse og hils Bedstefar!” Så sprang han ind i Vognen igen - han var blevet lidt forsinket, og det gjaldt om at komme af Sted i en Fart.
Lidt slukøret gik Grethe op ad Trapperne, men allerede på første Afsats blev hun indhentet af Morbroder Frits, der straks måtte have en Forklaring over, hvorfor Poul ikke var med.
Til alt Held var Morbroder Frits Mand for at forstå en halvkvædet Vise, og da han havde kastet et eneste Blik på sin Nieces Ansigt, greb han et Barn ved hver Hånd og løb hurtigt op ad Trapperne foran hende uden at vente på Svar.
Værre var det at møde den gamle Kaptajn Klemmensen. Grethe havde forberedt ham på, at hendes Mand ikke kom med, men hendes Fader havde ikke desto mindre lige til det sidste håbet på at se ham.
„Det havde jeg dog ikke troet,” mumlede han hen for sig, da Grethe og Børnene alene trådte ind i Stuen.
„Far må huske, at det var mig selv, der ville have, at Poul skulle gå,” sagde hun lidt kort.
Hendes Fader havde ikke rigtig hørt, hvad hun sagde, men han havde gættet sig til det af hendes Ansigtsudtryk,
„Det tror jeg gerne,” sagde han sagte og lagde Hånden på hendes Skulder, så han fik hende til at se op på sig - „men derfor er det lige forkert af ham!”
„Ja, jeg kan forsikre Jer - det skulle ikke være min Mand, der bød mig det!” sagde Thilde rapmundet og lo.
„Skal vi ikke lade være at tale om imaginære Størrelser, Thilde,” formanede Thea.
„Å, du skal altid prale med dit franske,” vrissede Thilde, „jeg kunne godt have været gift, hvis jeg ville have taget til Takke.”
„Lille Thilde, en dannet ung Pige taler ikke om sine Erobringer,” sagde Faster Felle mildt formanende og med et Udtryk, som kunne både hun og Thilde nok fortælle en hel Del, hvis det som sagt havde været „dannet” at gøre det.
„Jeg kunne aldrig have tænkt mig at lade min Hustru være alene, når det nye År begyndte,” sagde den gamle Kaptajn uden at se på Grethe - „hvis jeg da ikke var tjenstlig forhindret,” lagde han forsigtig til.
„Ja, men det kan man på en Måde godt sige, Poul er,” riposterede Grethe så frejdigt, som det var hende muligt. „I må slet ikke tro, at Poul er taget derud for at more sig - men der kommer så mange Mennesker derude, som han kan have Nytte af at lære at kende.”
„Å, han er en Spekulant,” smilte Thilde igen.
„Det var en mærkelig Grund,” sagde Kaptajnen, der havde set nøje på sin Datter, mens hun talte, og sikkert havde forstået alt; „du taler, som om din Mand var en Grosserer og ikke Kaptajn i Hans Majestæts Infanteri.”
„Jeg siger kun, hvad Poul sagde,” forklarede Grethe så roligt, som det var hende muligt - dette var sværere end hun havde troet - „hvem han træffer der, ved jeg ikke; men der kommer jo de allerfornemste Mennesker - Ministre og sådan nogen - og det kan da aldrig skade at kende de Mennesker.”
„Nej, det kan det ikke,” indskød Thea mildt, mens hun omfavnede Søsteren, „og nu skal Grethe ikke høre mere, fordi hun ikke har Poul med. Vi må jo være glade, at hun ikke tog med ham, men foretrak Chateau Klemmensen for Fru Ester Linds berømte „Ma folie”.”
„Lille Grethe,” udbrød Kaptajnen nu, „jeg vil da håbe, du ikke misforstår mig - det er ingen Dadel over dig - det må du da forstå! Ikke sandt, Frits,” vedblev han vendt mod sin Svoger, da Grelhe ikke svarede, „der er da ingen, der har opfattet det, jeg sagde, som en Kritik over Grethe - vel?”
„Ja - det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til,” kom det tøvende fra Morbroder Frits, „for når det ikke er Grethe, du bebrejder noget, hvorfor gemmer du så ikke alle de Bemærkninger, til du ser Plenge? Grethe kan dog ikke gøres ansvarlig for, hvad han foretager sig.”
„Har jeg gjort dig bedrøvet, lille Grethe, på Årets sidste Dag!” udbrød Kaptajnen rørt og tog sin yngste Datter i sine Arme, „så beder jeg dig undskylde din gamle Far, at jeg forglemte mig sådan. Det var kun fordi - - nå, lad os så ikke tale mere derom!”
„Jeg forstår slet ikke Robert,” hviskede Faster Felle til Adjunkt Mols, „det var jo lige ved at blive til et helt Opgør mellem ham og Grethe. I mine Forældres Hus blev der aldrig talt om Kendsgerninger.”
„Hvad mener De egentlig med det, Frøken Klemmensen?”
„Jeg mener, at der blev aldrig talt om det, der nu en Gang var sket og ikke kunne blive anderledes. Min Far påstod, at Folk ville holde sig meget længere unge, når de blot fulgte den Regel. Hvad skal al den Talen og Tænken til? Livet skal bare leves - det er da så simpel en Sag - det er ikke rigtig velopdragent at gøre sådan et Postyr over det.”
„Det giver jeg Dem nu ikke helt Ret i, Frøken,” smilte Morbroder Frits - „lidt Kritik må der til -”
„Nej, nej, ikke Kritik,” protesterede Faster Felle. „Hvem af os er - når vi skal se rigtig til - berettiget til at opkaste sig til Dommer over en anden? Nej - Kritik er et stygt Ord -”
„Ja, men Faster, kritiserer du da ikke selv de Mennesker, som du ser er onde ved Dyr?” spurgte Thea. „Det må da kaldes Kritik, når du for Eksempel skænder på en Kodriver, fordi han jager på en stakkels træt Ko.”
„Nej, lille Thea - du har fuldstændig misforstået det, jeg fortalte dig forleden Dag. Jeg hverken dadlede ham eller kritiserede ham, jeg foreholdt ham kun ganske mildt og sagtmodigt, hvor forkert han bar sig ad - og han forstod mig også - og var høflig imod mig. Nej, jeg formaster mig ikke til at kritisere mine Medmennesker; men vi er her jo for at vejlede hinanden - ikke sandt? Nå, jeg skal indrømme, Kritik forstår Folk meget bedre end en mild og kærlig Vejledning; jeg var såmænd lige ved at blive smidt ud af Beværtningen herhenne på Hjørnet, på Vejen herhen. Der holdt nemlig en Vogn udenfor, og de stakkels Heste var så forfrosne - de havde stået der og ventet på Kusken i over en Time, fortalte et Par Småbørn mig. Kusken sad inde i Beværtningen og havde det rigtig rart og varmt. Nå, så gik jeg derind!”
„Men Gud, Faster Felle! Hvad sagde du da til ham?” udbrød Thilde.
„Jeg spurgte ham bare ganske venligt, om han ikke havde glemt Hestene.”
„Og hvad sagde han så?” spurgte Thea spændt.
„Han sagde ikke noget lige straks, men målte mig sådan fra Top til Tå, og så sagde jeg, at Hestene stod og frøs, og så rejste han sig op og tog Huen af og spurgte, om jeg var i Familie med dem.”
„Gud - hvad svarede du til det?”
„Jeg sagde bare, at vi var vel alle sammen i Familie med hinanden, eftersom vi alle var Guds Skabninger.”
„Og hvad sagde han til det?”
„Jeg tror næsten, det slog ham, for han svarede slet ikke - men så råbte Værten, der vist var bange for, at han skulle gå: „Vær De ganske rolig, lille Dame, næste Gang tager Kristian nok Hestene med herind!” Så lo de alle sammen og råbte, at hvis jeg ikke kom ud i en Fart, skulle de nok hjælpe mig!”
„Men Faster Felle, hvorfor vil du dog udsætte dig for den Slags Ting?”
„Jeg gør, hvad der indvendig fra bliver mig påbudt,” svarede Faster Felle rolig. „Og det er nu min Overbevisning, at den Kusk ikke mere lader sine Heste stå og vente i Kulden!”
Faster Felles Fortælling havde sat Grethe i helt godt Humør. Det virkede så beroligende at høre de gamle Mennesker tale, og da Marie-Pige lidt efter meldte, at Maden var på Bordet, var hun bleven helt sig selv igen.
Poul havde lovet at se at slippe tidligt bort, så det drejede sig kun om at få nogle Timer til at gå.
Grethe sad mellem sine to Børn, og den gamle Kaptajn sagde, at det var et yndigt Syn, hun lignede en „stor Søster med to små Søskende”.
„Hun ligner det, hun er,” sagde Thea, „det skønneste, der er til - en Moder. Ja,” vedblev hun med et dybt Suk, „hvis der er noget, jeg havde Lyst til at bebrejde den gode Gud, så var det, at han ikke indrettede Verden sådan, at alle Kvinder kunne få Børn.”
„Gud, Thea,” sagde Thilde, „hvad er det, du siger?”
„Ja, nu har Gud i sin Visdom en Gang indrettet det sådan, lille Thea,” sagde Faster Felle udglattende, „at det ikke er alle Kvinder, der bliver gift.”
„Ja, men tænk, jeg har hørt, at der er en Franskmand, der har gjort en Opfindelse, så nu behøver man slet ikke at være Gift for at få Børn.”
„Men Gud, Thea!” udbrød Thilde igen, rød i Hovedet.
„Den Rødkål har Marie været rigtig heldig med,” råbte Faster over Bordet til sin Broder.
„At man nu ikke behøver at være gift for. at få Børn,” gentog Morbroder Frits og så med et lille Smil over på Thea, der rødmede under hans Blik - „den Opfindelse er meget gammel, kære Thea.”
„Ja, men jeg mener -”
„Lille Thea, skal jeg have Tyttebær til min Gås, så må du række mig den nu,” sagde Faster Felle og så vist på Niecen.
„Ja, men det er noget, der har stået i Avisen - det er en Læge, der -”
„Ja, de nymodens Aviser er uberegnelige,” udbrød Faster Felle, „jeg læser nu aldrig andet i Avisen end Dødslisten og Feuilletonen. Hvad skal man med al den Snak om Ting, der ikke kommer En ved!”
„Du må nøjes med at være Tante til mine Børn,” sagde Grethe og nikkede smilende over til Søsteren; „men jeg kan for Resten godt forstå dig -”
„Ja - ikke?” udbrød Thea glad, „å, sommetider drømmer jeg, at jeg sidder på en Ø, der er helt overgroet med Violer, og der er ikke et Menneske på Øen - uden jeg og et lille Barn, som er mit.”
„Men Gud, Thea!” - Nu var Thilde højrød i Hovedet.
„Det er jo kun en Drøm, Thilde,” sagde Faster Felle.
„En smuk Drøm,” sagde Morbroder Frits helt mildt uden at se på Thea.
„Der er et japansk Ord, der siger, at det kun er Tåber, der fortæller deres Drømme,” sagde Faster Felle, „og jeg synes, der er Ting, man ikke taler om. Nu tror jeg nok, jeg gerne vil have lidt surt, lille Thea - Asierne står henne ved dig.”
Efter Bordet blev der spillet Lotteri om små Gevinster. Faster Felle plejede at medbringe en hel Kurv fuld af Håndarbejder, hun havde forarbejdet i Løbet af Året, og Morbroder Frits havde også en hel Pakke Småting med, mest beregnet på Børnene og Damerne. Ja, „Pigebørnene” havde endogså, omend med stort Besvær, fået deres Fader til at spendere en Gave til hver af Gæsterne.
Så forløb da Aftenen på bedste Måde, og Grethe var selv helt forbavset over, at Tiden var gået så hurtigt, da Midnatstimen endelig slog. - Den Stund havde hun altid syntes, var så højtidelig. Hvert År, så længe hun havde været gift, havde hun stået med Poul i Hånden og lyttet til de tolv Klokkeslag, der forkyndte, at nu randt Året ud.
For første Gang i Aften følte hun sig rigtig ene, og for at skjule sin Bevægelse, bøjede hun sig ned og kyssede Børnene.
Så kaldte hendes Far på hende, men han havde endnu ikke fået alle sine Ønsker udtalt, da Marie-Pige kom og meldte, at der var Telefon til „lille Fru Grethe”.
Grethe fløj ud i Entréen og hen til Telefonen.
„Hallo, Poul - er det dig?”
„Ja, det er,” lød Svaret, og hun hørte på Stemmen, at han var i rigtig godt Humør, „glædeligt Nytår, lille Grethe!”
„Tak i lige Måde, Poul!”
„Og Tak for det gamle År - Grethemor - hvordan har I haft det?”
„Jo Tak, godt - og du?”
„Glimrende - hils Børnene - og dem alle sammen - nu kan jeg ikke blive her længere, for der er andre, der skal telefonere - Farvel, Grethe -”
De sidste Ord forsvandt helt bort i et Brus af glade Stemmer - hun hørte Musik og højrøstet Tale og Latter, og så blev alt stille.
Grethe lænede sig op til Telefonen og bed Læberne sammen for ikke at give Luft for den Gråd, der næsten var ved at kvæle hende.
Nu var den atter over hende, den frygtelige Angst, men nu vidste hun bestemt, hvad det var, hun var bange for.
Hun var bange for at miste Poul!
Og havde hun ikke også Grund til det?
Da han stod der og telefonerede til hende fra det fremmede Hus, havde hun så tydelig haft en Fornemmelse af, at han var ved at komme ind i en Verden, hvor hun selv ikke hørte hjemme.
Hvad skulle han der?
Nu stod det hende ganske klart, at alle hans Grunde var meningsløse.
På en sådan Højtidsaften burde de, der hørte hinanden til, være sammen. Der måtte være en anden, hemmelig Grund til, at Poul foretrak at tilbringe den Aften i Fru Ester Linds Hjem i Stedet for sammen med hende og Børnene. Grethe turde ikke tænke videre, men da hun kort efter var på Vejen hjem fulgt af Morbroder Frits, spurgte hun Gang på Gang sig selv:
„Hvordan mon det ser ud hos os til næste Nytår!”