Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FJERDE KAPITEL
Det nye År begyndte så trist som vel muligt for Grethe og hendes Mand.
Blid og eftergivende, som den unge Kone var af Natur, faldt det hende ikke ind at komme med Bebrejdelser til ham, fordi han Nytårsaften havde skuffet hende og vist sig så ligegyldig overfor hende.
Han havde ikke alene fuldstændig ignoreret det Løfte, han havde givet hende om at komme tidlig hjem, men han havde ikke engang gjort Forsøg på at forklare hende, hvorfor han vår blevet forhindret i at komme, endsige bedt hende om Forladelse, fordi han havde skuffet hende.
Han gik så underlig urolig omkring, var meget ofte borte, og når han endelig var hjemme, opholdt han sig hele Tiden inde i sit eget Værelse, og der turde Grethe slet ikke komme mere.
Tiden slæbte sig så møjsommeligt af Sted, og hver eneste Dag lovede Grethe sig selv, at nu ville hun tage Mod til sig og spørge Poul, hvad det dog var, der var kommet dem imellem, om han havde haft en Sorg eller en Skuffelse, som han ikke ville tale til hende om. Underligt nok faldt det hende slet ikke ind, at det kunne være Fru Lind, der var Skyld i dette. Af og til tænkte hun vel nok med lidt Bitterhed og Angst på, at Poul altid havde Tid til at gå ud på Villa „Ma folie”. Der blev nemlig ofte ringet efter ham derudefra - men egentlig skinsyg var hun ikke mere. Hun kunne ikke for Alvor tro på, at Poul ville svigte hende, - han kunne måske nok sværme for den unge Kone, men ligefrem bedrage hende, nej, det ville Poul aldrig gøre - dertil holdt han for meget af både hende og Børnene.
Nej, det var snarere tjenstlige Ærgrelser, der pinte ham. Han var jo også kommet ind i helt nye Forhold, og det var slet ikke så underligt, om han virkelig havde haft Fortrædeligheder i sin nye Stilling. Han var tilmed så ærekær, så det generede ham måske at tale til hende om det, eller det var måske for at skåne hende, at han tav, men så ville hun forklare ham, at hun ikke kunne tåle at se ham forpint. Den Uvished gjorde hende mere Skade, end nogen kunne forestille sig.
Men den ene Dag gik efter den anden, og Grethe fik aldrig Mod eller Kraft til at udspørge Poul om, hvorfor han var blevet så forandret.
Når han var hjemme, gik hun blot og ønskede, at han ville gå sin Vej, så hun kunne komme til at give efter for sin Sorg og få Lov at græde i Fred, og næppe var han ude af Døren, før hun fortrød, at hun havde ladet ham gå, og gik og talte Timerne, til hun kunne vente ham tilbage.
Og medens han var borte udmalede hun sig, hvor helt anderledes hun ville være overfor ham, når han kom tilbage - hun ville tage sådan imod ham, at en Forklaring mellem dem ikke ville kunne undgås, og så ville alt det onde og underlig fremmede mellem dem være borte som ved et Trylleslag, og alt ville blive, som det havde været før.
Men så snart hun hørte hans Trin i Entréen, kom der en mærkelig Lammelse over hende, og Ordene ligesom frøs på hendes Læber; det blev kun til en stum Hilsen, og så gik hver til sit igen.
Et Par Gange havde de været lige ved at komme op at trættes om en ren Bagatel, men Poul havde hurtigt bøjet af, så snart han så, at hun havde Tårer i Øjnene. Det havde hverken givet Anledning til Forklaring eller Forsoning, men det var, som frygtede han en Scene og absolut ville undgå den.
Ofte blev han borte hele Dagen fra Frokost og sendte så blot Besked hjem, at han kom ikke til Middag, og en enkelt Gang var han kommet så sent hjem, at han havde lagt sig til at sove på Sofaen i sin egen Stue for ikke, som han sagde, at vække hende og Børnene den næste Morgen.
Et Par Gange blev de bedt ud til Regimentschefen og Oberstløjtnanten, og ved de Lejligheder var der en forceret Munterhed over Poul, som irriterede hende endnu mere end hans sædvanlige Tavshed.
Men i al den Tid besøgte Grethe meget sjældent sin Slægt; hun turde ligefrem ikke se sin Fader i Øjnene, hun vidste, at hun kunne ikke tåle det Spørgsmål, han ville læse i dem. De Par Gange, hun havde været der med Børnene, var hun under Påskud af Travlhed hjemme i Huset næsten flygtet fra dem alle efter blot et Par Minutters Ophold.
Faster Felle og Morbroder Frits, der hver Uge plejede at få en lille Visit af hende, havde hun slet ikke tænkt på.
Børnene, som før havde optaget hende så meget, trættede hende nu. Deres mange Spørgsmål irriterede hende, og hun lod nu som oftest Pigen spadsere med dem, mens hun selv tilbragte Tiden med at græde eller med at skrive Breve til Poul, som han naturligvis aldrig fik.
Men omsider fyldtes hendes Sind med en sådan Bitterhed mod ham, der daglig så hende lide sådan uden at gøre det ringeste Forsøg på at hjælpe hende, at hun ikke længere kunne tie, og da han igen en Dag sendte Bud hjem, at han ikke kom til Middag, besluttede hun, at nu ville hun have en Ende på denne Kval.
Hun ville vente på ham, til han kom hjem, og selv om det først blev ud på Natten, ville hun have en Forklaring af ham.
Da hun endelig havde taget sin Beslutning, kom der mere Ro over hende. Nu længtes hun kun efter, at han skulle komme, for at hun kunne få det overstået. Hun tænkte slet ikke på, hvad Følgerne ville blive af dette Opgør - hun skød alle Tanker bort og holdt kun fast ved denne ene, at nu ville hun vide, hvad det var, der optog Poul sådan, at han til den Grad glemte et hvert Hensyn til hende og Børnene.
Da hun klædte Børnene af om Aftenen, sagde Kaj pludselig:
„Nu har du ikke Tandpine mere, Mor - vel?”
„Tandpine?” gentog Grethe forundret. „Hvem har sagt, at jeg havde Tandpine?”
„Det troede jeg, du havde, fordi du ikke mere fortalte Historier, men så ud, som om du havde grædt - det var Else, der sagde, at det vist kom af, at du havde Tandpine.”
Grethe knugede Drengen ind til sig.
„Din lille Stakkel,” mumlede hun, „det var rigtignok stygt af mig, at jeg glemte at fortælle Jer Historier.”
„Ja, men var det da ikke pænt, at vi ikke plagede dig?” spurgte Else.
„Jo, det var forfærdelig pænt af Jer.”
„Det er min Skyld,” forklarede Else igen, „for Kaj har hver Aften villet bede dig fortælle om „Den tro Henrik”.”
„Ja, og så sagde Else: „Du må ikke plage Mor - for enten har hun Tandpine, eller også tænker hun,”” tilføjede Kaj.
„Hvor det var sødt af Else at sige det,” udbrød Grethe. „Holder du så meget af den Historie, lille Kaj?”
„Ja, for den er så sørgelig.”
„Jeg vil helst høre om Askepot,” sagde Else, „å, hvor jeg gerne ville have set de Kjoler, der var lavet som Månen og Stjernerne.”
„Skal vi blive ved at være herinde i denne By,” spurgte Kaj igen, han syntes, det var bedst at få Opklaring på de forskellige Ting, han i den sidste Tid havde grundet over, nu da Moderen igen var til at snakke med.
„Ja, vi skal, lille Kaj, i hvert Fald foreløbig.”
„Hvor længe er foreløbig?”
„Ved du ikke det, Dreng,” sagde Søsteren voksent - „foreløbig, det er, til der bliver Huller på mine nye Støvler igen.”
„Hvad er det, du siger, Else?”
„Jo, kan du ikke huske, at da de kom fra Skomageren, sagde du - nu holder de nok foreløbig.”
„Ja, det er sandt,” nikkede Grethe smilende. „Du er en klog, lille Pige, Elsemor!”
„Skal vi så væk herfra, når Elses Støvler går itu igen?” spurgte Kaj stædigt.
„Nej, vi kommer til at blive her meget længere, lille Kaj.”
„Det er jeg ked af, Mor.”
„Hvorfor er du det, lille Kaj - herinde er jo Bedstefar, er du ikke glad for ham?”
„Jo-o,” nikkede Kaj, „men jeg kan alligevel bedre lide Far, og hjemme, hvor vi boede før, der havde jeg Far, - og der havde du aldrig Tandpine.”
„Lille Kaj,” mumlede Grethe igen og kyssede ham.
„Vil du så fortælle Historien om „den tro Henrik”. Du ved nok, det er ham, der havde Jernbånd om Hjertet. Å, Mor, tror du dog ikke, at det har gjort gruelig ondt?”
„Jo, lille Kaj - du kan tro, det gør ondt - at have et Jernbånd om sit Hjerte.”
„Har du prøvet det, Mor?” spurgte han.
„Ja - det har jeg, lille Kaj,” nikkede hun.
„Men den tro Henrik havde hele tre Jernbånd om sit - så han havde det da værre! Fortæl så!”
Og så fortalte Grethe Historier, og da Børnene sov, satte hun sig ind i Stuen med et Sytøj - det gjaldt om at få Tiden til at gå, uden at hun faldt hen i Grublerier. Hun måtte ikke trætte sig selv nu med ørkesløse Betragtninger, det var en alvorlig Samtale, der forestod, og hun havde alle sine Kræfter behov, så hun kunne optræde så behersket som muligt.
Den lille Fru Grethe blev øvet i Tålmodighed; den ene Time gik efter den anden, og Poul kom stadig ikke. Ilden gik ud i Kakkelovnen, og hun blev færdig med sit Sytøj, og han kom stadig ikke. Hun begyndte at læse i en Bog, men hun kunne ikke holde Tankerne sammen, og så hentede hun et Sjal, svøbte sig ind i det og begyndte at gå frem og tilbage i Stuen.
Hvert Øjeblik standsede hun og lyttede - var det ikke ham, der kom nu? Hun havde lukket Døren op til Entréen, så hun kunne høre, når der gik nogen op ad Trapperne; men nej, det var ikke ham, og så begyndte hun sin Vandring igen.
Der var så stille i Lejligheden nu, og der hørtes ikke anden Støj end Regnen, der piskede mod Ruden; hun følte sig så uhyggelig tilmode, og hun skulle lige til at lukke Døren op ind til Bønenes Værelse, da det store Ur i hendes Mands Stue slog to. -
Det gav et Sæt i hende, for nu tog hun ikke fejl; der blev sat en Nøgle i Entrédøren, og Poul trådte forsigtigt ind i Entréen og drejede op for Lyset.
Hun slap Håndtaget og gik ind i hans Stue; det var bedst at være der, når han trådte ind, ellers kunne de let vække Børnene, når de talte.
Hun undrede sig over, at hun i et sådant Øjeblik kunne tænke på dette, men der var kommen sådan en underlig slap Ro over hende. Sådan omtrent måtte vel et Menneske føle sig tilmode, der venter på sin Dom!
Poul havde slet ikke hørt hende, optaget som han var af sine Tanker, og da han så hende stå lige indenfor Døren i hans eget Værelse, blev han selv stående og stirrede aldeles forbavset på hende.
„Men Grethe dog, er du oppe endnu.” Og da hun ikke svarede, tilføjede han: „Er det mig, du har ventet på?”
„Ja,” sagde Grethe og blev ved at se på ham.
„Nå,” sagde han lidt usikkert, og som ubehagelig berørt ved hendes Stirren gik han hen til Skrivebordet og satte sig ned. „Hvad er det så, du vil mig?”
Hans ligegyldige Tonefald irriterede hende, så hun fik Mod til at tale.
„Jeg vil have at vide, hvad der er i Vejen med dig, Poul - hvorfor du er så forandret mod mig, hvorfor du aldrig er hjemme - og -”
Da hun tøvede, så han hastigt op.
„Og?” spurgte han, og hans vagtsomme, mørkegrå Øjne mødte hendes.
„Og - hvor du er, når du ikke er her?” næsten hviskede hun og så ned.
Han svarede ikke straks, og der var så stille i Stuen, at Regnens Slag mod Ruden næsten hørtes som en Støj.
„Hvorfor jeg aldrig er hjemme?” gentog han, og hun lagde straks Mærke til, at han ignorerede hendes sidste Spørgsmål. „Er det så mærkeligt, at jeg er mere optaget, end jeg plejer at være? Jeg er jo kommet ind i en helt ny Stilling -”
„Det kan da ikke være den, der optager dig altid og omtrent hver eneste Aften til ud på Natten -” afbrød hun ham, og hun forstod ikke selv, hvordan hun fik Mod til at sige det.
„Behøver jeg da virkelig at gøre dig Regnskab for, hvor jeg tilbringer min Tid?” spurgte han heftigt. Det var, som han med Vilje hidsede sig selv op, fordi han indså, at hun virkelig havde Ret til at spørge. „Er man da en Slave, fordi man er gift?”
„Poul,” sagde hun sagte og gik et Par Skridt hen imod ham. „Du ved godt, at du ikke er nogen Slave for mig - og du ved også godt, at jeg ikke vil dig noget ondt - men jeg kan ikke holde ud at have det med dig, som vi har haft det i den sidste Tid - du må sige mig, hvad der er i Vejen!”
„Å, hvor er det dumt af dig - dette her,” udbrød han klagende. „Hvor er det forkert af dig at plage mig - så forpint som jeg er!”
„Kom herhen, Poul, og sæt dig i Sofaen hos mig og lad os tale sammen om det,” sagde hun, der blev stærk ved at se ham svag.
Og han gik lydig derhen og lod hende rolig tage sin Hånd.
„Er det noget med Tjenesten, Poul, er det din Oberstløjtnant, du ikke kan med?”
„Nej - nej, Grethe - men spørg mig ikke - jeg kan ikke sige det!”
„Poul, til mig kan du sige alt!”
Det bedrøvede Udtryk i hans Ansigt, og den kærlige Måde, han holdt hendes Hånd på, havde bortjaget al hendes Mistanke om, at Fru Lind havde noget med dette at gøre.
„Poul,” udbrød hun pludselig, vis på, at hun havde fundet den rette Årsag, „er det Penge?”
Han rystede bedrøvet på Hovedet,
„Nej, Grethe - det er-ikke Penge - var det blot ikke andet end det.”
Grethe trak sin Hånd ud af hans og flyttede sig lidt væk.
„Ja, men Poul, så kan det jo kun være een Ting!”
„Å, Grethe, pin mig ikke!”
„Ja, men jeg da?” udbrød hun bittert. „Tror du da ikke, at jeg er forpint? Hvad tror du ikke, at jeg har lidt i alle de Dage, når du gik din Vej og ofte ikke kom hjem før ud på Natten? Og så kold og fjendtlig, som du har været imod mig? Hvorfor skal jeg tie? Jeg kan ikke holde ud at se dig så fortvivlet uden at vide, hvad det er, du sørger over. Er det mig, der er noget galt med, så sig det - at jeg kan rette det. Der er ikke den Ting, jeg ikke vil gøre for din Skyld, Poul - du ved slet ikke, hvor forfærdelig meget, jeg holder af dig.”
„Din lille Stakkel,” mumlede han, mens Tårerne løb ned ad hans Kinder.
Grethe fo'r sammen. Hun havde tørstet efter et mildt og venligt Ord fra ham, men det medlidende Tonefald i hans Stemme, da han udtalte de tre Ord, ramte hende som et Piskeslag.
„Nu skal du sige det, Poul!” næsten råbte hun.
„Å, Grethe - lad mig være fri,” bad han, „lad os vente lidt endnu med at tale om det. Det hele er måske ingenting - jeg skal nok prøve på at være god og flink mod Børnene og mod dig igen, blot du selv vil være lidt overbærende mod mig.”
„Plejer jeg da at plage dig?” fo'r Grethe op.
„Nej - nej,” tyssede han, „men hvis du blot vil lade være at spørge mig - blot vil lade mig gå i Fred - så bliver det måske alt sammen godt igen!”
I Grethes Inderste var der en Stemme, der tryglede hende om at følge hans Råd, men hun lukkede sit Øre for den og lyttede kun til en anden Stemme, der snart helt overdøvede den besindige, men svage Røst og råbte på at få Vished. Grethe forstod ikke, hvad det var, der foregik inden i hende - det var, som sloges hendes bedre Jeg med en ond og hævngerrig Dæmon, der blev ved at friste og lokke hende til at udspørge det forpinte Menneske, der sad hos hende.
„Spørg ham ikke om mere -” hviskede det gode i hende. „Ord har en større Magt, end mange tror - fremtving ikke en Katastrofe - foregrib ikke Begivenhedernes Gang!”
„Få Vished!” råbte den onde Stemme til hende, „hvorfor skal du tåle mere? Det er altfor ydmygende for dig. Det er jo ikke dig, der har forbrudt dig, Så meget skylder han dig i det mindste, at han siger dig, hvorfor han har pint dig sådan i den sidste Tid. Hvorfor skal du vente og lide videre? Nej - få Vished nu - straks -”
Og som drevet af en hende næsten uforklarlig ond Magt slyngede Grethe sit Spørgsmål mod ham, næsten som en Befaling.
„Du skal sige mig det - jeg vil vide det nu!”
Han så næsten forfærdet på hende. Endnu tøvede han med at lade det Øksehug falde, der for bestandig skulle dræbe deres Lykke. Men da deres Øjne mødtes, læste hun Svaret på sit Spørgsmål i hans fortvivlede, medlidende Blik.
„Du holder ikke mere af mig?” Det kom som i et Skrig.
„Hvorfor spurgte du?” hviskede han, mens Tårerne løb ned ad hans Kinder.
Hun svarede ham slet ikke. Hun havde pludselig fået en Fornemmelse, som var hele hendes Krop lammet, som var hendes Hjerte blevet til en tung, ufølsom Klump inden i hende.
Han greb hendes Hænder og trak hende hen til sig, og hun lod ham gøre det.
„Din lille Stakkel - din lille Stakkel,” blev han ved at sige. „Å, Grethe, hvorfor kunne du ikke have Tålmodighed?”
Han satte hende på sit Skød og talte til hende, som man taler til et bedrøvet Barn; men hans Ord gik forbi hendes Øre, uden at hun fattede dem, hun hørte kun efter den fortvivlede Stemme, der i hendes Indre vedblev at jamre: „Han holder ikke mere af dig - forstår du - han elsker dig ikke mere!”
Hun var så usigelig træt, hun følte sig tilmode som en Vejfarende, der har sat alle sine Kræfter til for at nå et Mål, og som, da han endelig tror, han har nået det, ser, at han er gået vild og ikke øjner Vej eller Sti tilbage.
Hendes Hoved faldt ned på hans Skulder, og han sad ganske stille, angst for at forstyrre hendes Hvile.
„Her kan jeg ikke blive siddende,” sagde hun til sig selv. „Han holder jo ikke af mig - jeg må rejse mig og gå bort, men hvorhen? - Ja - hvorhen?”
Og da han pludselig bøjede sig ned og trykkede et ganske svagt Kys på hendes Kind, fo'r hun op; strøg sig over Øjnene, så forvildet på ham og fløj bort fra ham, ud på Gulvet.
Sorgen havde næsten bedøvet hende, men nu var det, som det medlidende Kys vakte al hendes Selvfølelse og Stolthed.
„Du holder ikke mere af mig,” hviskede hun sagte og vedblev at se på ham, „men hvorfor er du da så fejg? Hvorfor siger du ikke, hvem det er, du holder af?”
Og da han tav og så ned, vedblev hun: „Du mener måske, at det ikke behøves? Du har Ret jeg ved det jo godt - jeg har længe vidst det - det er Fru Ester Lind, du holder af. Er det ikke rigtigt, Poul - lyv nu ikke for mig. Det er hende, du elsker!”
„Ja.”
Det var første Gang, hun fik et direkte Svar, og hun greb fat i den Stol, der stod ved Siden af hende, for det var, som skulle hun styrte om, da hun hørte det Ord, som hun dog selv havde tvunget ham til at udtale.
„Elsker hun også dig?” spurgte Grethe.
„Jeg har ikke spurgte hende om det.”
„Du har ikke spurgt hende,” gentog hun sagte, og uden at hun selv anede, hvordan det var gået til, var al hendes Vrede mod ham borte.
Hun så på ham.
Hans smukke, skarptskårne Ansigt havde et så forgræmmet Udtryk, at det ligefrem skar hende i Hjertet. Øjnene var blanke af Tårer, og han måtte bide sig i Læben for ikke at give efter for sin Bevægelse.
Grethe blev med et så forunderlig rolig.
Der sad han henne, den smukke, stærke Mand, som hun elskede overalt i Verden. At han var hendes Kærlighed værd, det vidste hun, ellers havde det ikke været ham så svært at volde hende denne Sorg, og nu var han selv så sønderknust og ulykkelig, at han næsten trængte endnu mere til Støtte end hun.
„Sine Følelser er intet Menneske Herre over,” havde hun en Gang hørt ham sige. Og det var vel sandt.
At han havde kæmpet ærligt og redeligt for at holde på sin Kærlighed til hende, det havde hans Holdning under denne Samtale overbevist hende om, og at han var kommet til at holde af en anden, det var jo en Ulykke for hende - måske for dem begge - men det havde vel ingen af dem kunnet afværge.
„Tror du da ikke, at hun holder af dig, Poul?” Grethes Spørgsmål kom så mistænkelig ivrigt.
„Sommetider tror jeg det - men jeg er ikke sikker i min Sag. Men lad os nu ikke tale om det, Grethe - det piner jo kun os begge.”
„Jo, Poul, vi vil netop tale om det,” sagde Grethe mildt og satte sig hen hos ham. Det var Håbet, der gav hende Styrke - alt var jo ikke tabt endnu.
„Jeg synes, du må have Vished for, om hun holder af dig eller ej. Du skylder både dig selv og mig - og hende - at få Klarhed over det.”
„Og hvis hun så svarer -” han standsede og så op på Grethe.
„Du mener, hvis hun svarer Ja,” fuldførte Grethe sagte hans Tankegang - „ja, så må jeg jo blot ønske, at det vil blive til din Lykke.”
„Lille Grethe -”
„Å, jeg klarer mig nok,” hviskede Grethe og bed sig i Læben, „blot jeg ved, at du er lykkelig -”
„Og hvis hun svarer Nej -” sagde han hurtigt.
„Ja, Poul, så skal jeg prøve at få dig til at glemme hende,” svarede Grethe stille.
„Du er alt - alt for god til mig,” sagde han heftigt.
„Nej, Poul, det er jeg slet ikke. Jeg er tværtimod et rigtigt svagt og karakterløst Menneske, for jeg kan ikke bære den Uvished. Jeg må have sådan - du forstår nok - helt ordnede Forhold, og derfor vil jeg bede dig om at få en Afgørelse herpå - og det snarest muligt!”
„Ja, men Grethe - forstår du rigtig - hvad det gælder?”
„Ja, Poul, det gælder din Lykke - og min - og derfor må du spørge hende straks i Morgen - og hvad så end hendes Svar bliver, om du så kommer og siger: Grethe - hun elsker også mig - og - og jeg -” Hun kunne ikke fuldføre Sætningen.
- „Jeg vil skilles -” fortsatte han og greb hendes Hånd, mens han drejede hende om mod sig.
„Ja,” nikkede Grethe og lænede sit Hoved op mod hans Skulder, mens en voldsom Hulken gennemrystede hende. „Så skal jeg - finde mig i det - blot du må blive lykkelig.”