Jeg vil skilles
Ingeborg Vollquartz (1913) Oprindelsesland: Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her
FEMTE KAPITEL
„Husk nu, hvad du har lovet mig, Poul,” bad Grethe, da hun næste Morgen fulgte sin Mand ud i Entréen, hvor han stod og spændte sin Sabel på.
„Ja, jeg skal nok gøre det,” sagde han uden at se på hende. „Jeg tager derud straks, men jeg skal i Krigsforhør Klokken elleve, og jeg når vist ikke at komme hjem forinden.”
„Nej, men du kan da telefonere til mig,” foreslog hun. „Tænk på, hvor frygteligt det er for mig at gå i den Uvished! Lov mig, Poul, at du vil telefonere blot et Par Ord - Ja eller Nej - jeg vil jo straks forstå dig. Jeg ved jo for Resten godt, hvordan Svaret bliver!”
„Hvor kan du vide det, Grethe?” udbrød han og lågde sin Arm om hendes Skulder. „For selv om hun nu også holder af mig, så er det jo slet ikke sikkert, at - at -”
„At hun vil gifte sig med dig,” fortsatte Grethe hastigt. „Jo - du kan være ganske rolig. Så køn som du er,” vedblev hun med et lille bedrøvet Smil, „og så er du sådan en dygtig Officer, der sagtens kan blive til noget stort, når du lærer alle de formående Mennesker at kende, som kommer hos hende. Så har I også så mange fælles Interesser - og så elsker du hende jo.”
„Grethe, pin nu ikke dig selv sådan!”
Kaptajn Plenge tog hende om Skuldrene og kyssede hende kærligt. „Så, lille Grethe - gå nu ind til Børnene og prøv at tænke på noget andet.”
Så gik han, men Grethe blev stående og så efter ham, så længe hun kunne Øjne ham.
Hun var kun et Øjeblik inde hos Børnene, så fløj hun ind i hans Stue; hun syntes, at Telefonen ringede, og hun vidste dog godt, at han ikke engang kunne være nået derud på den Tid.
Men da Telefonen endelig et Kvarter i elleve ringede, kom hun sådan til at ryste, at hun næppe kunne holde Hørerøret.
„Er det dig, Grethe?” Stemmen lød så bedrøvet, at Håbet skød op i Grethe og gav hende Kraft til at svare fast og klart.
„Ja, Poul, det er mig!”
„Ja, lille Grethe -” han trak Vejret tungt - „det var, som du tænkte.”
„Hvad siger du, Poul?” udbrød hun.
„Vær nu rolig, lille Grethe - det var jo dig selv, der ville have, at jeg skulle telefonere -”
„Ja ja, Poul, -” hviskede hun grædende, - „det er jo også blot lige nu; jeg skal nok være fornuftig - hun holder altså også af dig?”
„Ja.”
„Og hun vil gifte sig med dig?”
„Ja,” kom Svaret lidt tøvende - „hvis du vil give mig Lov til det?”
„Hvis jeg -” Grethe kunne ikke sige mere, sådan gennemrystedes hendes Legeme af Gråd.
„Det var jo dig selv, der ville have, at jeg skulle telefonere,” sagde han atter - „prøv nu på at være rolig, lille Grethe; jeg skal komme hjem, så snart jeg kan.”
Så! Nu havde hun da endelig fået Vished. Hun havde selv ønsket at få en hurtig Afgørelse, og hendes Ønske var blevet opfyldt.
Hendes Mand - hendes elskede Poul - Elses og Kajs Fader - holdt ikke længere af hende - men af en anden, hende vildfremmed Kvinde, der gengældte hans Kærlighed og gerne ville gifte sig med ham, hvis hun blot ville give ham Lov til at få hende!
Så lå Afgørelsen altså i hendes Hånd - hun, der så dårligt kunne træffe en Afgørelse!
Og hvor skulle hun kunne vide, hvad der var det rette? Hvor skulle hun, der endnu holdt af Poul og aldrig ville komme til at holde af nogen anden, kunne forstå, at en fremmed Kvinde pludselig kunne tage hendes Plads i hendes Mands Hjerte? At et fremmed Menneske kunne komme til at betyde så meget for ham, at han gerne gav Afkald ikke alene på hende selv, der trofast havde elsket ham i snart ni År og var Moder til hans Børn, men også på Børnene - på hans lille Datter og Søn.
Ja, det sidste var næsten det, der ydmygede Grethe mest. Hvor kunne han nænne det overfor Børnene, hvor kunne han gøre dem faderløse for en fremmed Kvindes Skyld!
Ja, men han elsker hende jo! sagde Grethe til sig selv, og deri lå jo Svaret på alle de undrende Spørgsmål, der skød op i hende.
„Hvis du vil give mig Lov til det,” de Ord blev ved at ringe for hendes Øren.
Hun havde det altså i sin Magt at forhindre, at det Ægteskab fandt Sted, og hun kunne også nægte at lade sig skille.
Men hvad ville der så blive af Poul? Hun tænkte med Gru på de Dage, der var gået forud for hendes lille Opgør med ham. Hans Kulde, hans fjendtlige Holdning overfor hende, den Måde, hvorpå han undgik hende, nej, det tålte hun ikke at leve om igen! Alene den Tanke at bo i Hus med ham nu, da hun vidste, der var en Slags Forståelse mellem de to, og at hun selv ikke længere ejede hans Kærlighed, pinte hende og generede hende over al Beskrivelse.
Nej - hvis hun selv holdt rigtig inderligt af Poul, så kunne hun ikke stå hans Lykke i Vejen. Prøvestenen for den rette Kærlighed er jo netop at kunne ofre sin egen Lykke for den, man elsker.
Hun havde så ofte sagt, at der ikke var den Ting, hun ikke ville gøre for Pouls Skyld.
Nu blev det Offer forlangt af hende, at hun skulle give Afkald på ham. Ville hun tage sit Ord tilbage eller ville hun være i Stand til at ofre sin egen Lykke for hans?
Længe sad Grethe og tænkte frem og tilbage, og pludselig slog et Spørgsmål ned i hende.
„Hvordan mon Fru Ester Lind ser på dette?” spurgte hun sig selv. „Mon hun virkelig holder så meget af Poul, at hun tør tage det Ansvar på sig at skille ham fra mig, som han dog i mere end otte År har holdt af? Og kan hendes Kærlighed erstatte ham Savnet af Børnene, som han dog trods alt må holde lige meget af?”
„Hvis du vil give mig Lov til det,” sådan havde Pouls Ord lydt.
Ja, skulle Afgørelsen, den forfærdelige Afgørelse, virkelig lægges i hendes Hånd, så ville hun først endnu en Gang se den Kvinde, Poul havde foretrukket for hende selv, og af hendes egen Mund høre, om hendes Kærlighed virkelig var så stor og dyb, at den var det Offer værd, som der forlangtes af hende og hendes Børn.
Og så gik lille Fru Grethe ind og klædte sig omhyggeligt på i sin pæneste Spadseredragt, og lidt før tolv var hun endelig på Vej ud til „Ma folie”.
Hun havde aldrig set Stedet før, og så snart hun var kommet indenfor den store Gitterport, stod hun beundrende stille. Hun var aldeles imponeret. Hun havde troet, at „Ma folie” var en ret elegant Villa, og så var det jo nærmest et lille Lystslot, der lå foran hende.
Hun blev modtaget af en meget veldresseret Tjener, og efter at hun havde givet ham sit Kort, så hun sig om i den stilfulde Hall, hvorfra der på engelsk Facon gik en bred Trappe op til Etagen ovenover.
Hun fik imidlertid ikke Tid til at se ret meget, da Tjeneren straks kom tilbage og bad hende følge med ovenpå, og hun var næppe kommet halvvejs op ad Trappen, før Fru Ester Lind kom hastigt ned imod hende.
„Kære Fru Plenge,” udbrød hun rigtig venligt og greb begge Grethes Hænder, „det var da elskværdigt af Dem at komme herud! De vil nok undskylde, at jeg tager imod Dem heroppe.”
Og uden at vente på Svar fra Grethe, trak hun hende med sig ind i en stor, lys Hjørnestue, der vendte ud mod en Park med høje Træer.
Grethe var så forvirret over denne venlige Modtagelse, at hun knap sansede, hvor hun blev ført hen, men hun havde alligevel en tydelig Fornemmelse af, at Fru Esters private Dagligstue var et Unikum af Snag og stilfuld Elegance.
Den unge Enke hjalp hende ivrigt af med hendes Trøje, og Grethe tænkte slet ikke på at gøre Modstand. Fru Ester trykkede hende blidt ned i en dyb, magelig Lænestol og satte sig så selv lige overfor hende.
„De synes vist, det er mærkeligt, jeg kommer herud til Dem,” begyndte Grethe, men Fru Lind afbrød hende straks.
„Nej, slet ikke, det er da kun så naturligt - så smukt af Dem - at De ville komme. Jeg var næsten bange for, at De var så vred på mig - at De aldrig ville se mig for Deres Øjne.”
Grethe løftede for første Gang sit Blik og fæstede det på sin lykkelige Rivalinde; men det var, som gjorde det ligefrem ondt i hendes Øjne at se på det strålende skønne Ansigt, som Kærlighedslykke kastede en egen fortryllende Glans over.
„Poul har sagt mig, at han har talt med Dem,” begyndte hun sagte; „han sagde, at De - at De holdt af ham?” Her så hun op, som ventede hun et Svar.
„Ja, det gør jeg også,” nikkede Fru Ester, og idet hun greb Grethes Hånd, udbrød hun: „De må ikke tro, at jeg ikke godt forstår Dem, men jeg forsikrer Dem for - jeg har ikke stjålet ham fra Dem, det er kommet sådan over os begge, uden at nogen af os rigtig anede det - og nu - nu tror jeg ikke - at vi kan undvære hinanden.”
„Hvordan skal jeg da undvære ham?” udbrød Grethe heftigt.
„Nej - nej - stakkels lille De,” udbrød Fru Ester og gjorde Forsøg på atter at gribe Grethes Hånd - „jeg forstår det jo så godt - men De har da Børnene - ikke sandt?”
„Børnene?” gentog Grethe bittert, „tror De - at det kan trøste mig over Tabet af min Mand, at se på de faderløse Børn?”
„Sådan må De ikke tale, Børnene er da ikke faderløse, fordi -”
„Tal De kun ud, Fru Lind - fordi min lille Piges og min Drengs Fader gifter sig med Dem - ville De sige. Jo, mine Børn bliver faderløse, hvis jeg går ind på at lade mig skille fra Poul. Jeg kan ikke med halve Følelser og halve Forhold, og hvordan skulle jeg tåle at se Poul, når han var Deres Mand?”
„Ja, men når han nu -” Fru Ester standsede atter og så forvirret på Grethe.
„De mener - når han nu ikke holder af mig længer, så kunne jeg da gerne unde Dem at få ham - Dem, som han holder af, ikke sandt? Ja, det ville jo også være urimeligt andet, og jeg skal heller ikke være ond hverken mod Dem eller ham. Men jeg vil først vide, om De er sikker på, at De rigtig for Alvor elsker ham!”
Ester Lind tøvede et Øjeblik med Svaret.
„Det Spørgsmål er vanskeligt at besvare, når man ikke er sytten År,” sagde hun langsomt og ligesom overvejende, „Jeg har, som De ved, været gift i fire År med en Mand, der var syg og dobbelt så gammel som jeg, og som jeg aldrig - nå - det er nok at sige, at mit Ægteskab ikke var lykkeligt. Jeg har lært at slå af på mine Fordringer i Retning af Lykke - og det, en ung Pige vil kalde Kærlighed, forstår jeg vist slet ikke at føle. Men jeg holder forfærdelig meget af Poul, mere end jeg kan huske, jeg nogensinde har holdt af nogen - min Fader iberegnet. Men jeg - ja, undskyld - jeg synes nu, at det må være vigtigere for Dem at vide Besked med hans Følelser - end med mine.”
„Nej, for han kan jo tage fejl, han har jo også holdt af mig.”
„Ja - jeg vil ikke såre Dem, Fru Plenge, men det var en ung Mands Forelskelse; hvad betyder den overfor den modne Mands Kærlighed?”
„Den modne Mands Kærlighed,” gentog Grethe smerteligt, men alligevel med et Udtryk, som havde hun pludselig fået en Løsning på en Gåde. „Ja, nu forstår jeg det. De har naturligvis Ret.” Og idet hun rejste sig op og så sig om, tilføjede hun: „Hvor var det egentlig anmassende af mig at komme herud.”
„Men hvorfor dog det?”
„Jo - fordi jeg troede, det var mig, der skulle afstå min Ret til Poul - og så er det Dem alene, der har Ret til ham, og ikke mig. Farvel Fru Lind, og lev vel, vi to ser næppe hinanden mere.”
„Farvel, Fru Plenge - blot De nu ikke vil tænke med altfor megen Bitterhed på mig - blot De ville forstå mig lidt. Jeg har jo da også Ret til en Gang at være lykkelig - og jeg kan jo ikke gøre for, at det blev Poul, jeg kom til at holde af?”
„De skal ikke undskylde Dem så meget, Fru Lind,” sagde Grethe lidt træt.
„Jo - for nu da jeg ser Dem, har jeg virkelig en Følelse af, at jeg har gjort noget galt; men selv om jeg ville trække mig tilbage - hvad jeg nu ikke tror, jeg kunne - hvad ville der så blive af Poul?”
Grethe så op på Fru Ester, og fra hende gled hendes Øjne rundt i det vidunderlig smukke Værelse.
Ja, Fru Lind havde igen Ret. Hvad skulle der blive af Poul, hvis han mistede alt det, han lige nu havde vundet - en ung, smuk, to og tyveårig Kvindes Kærlighed, og med hende en Formue og en Stilling i Samfundet, der kunne gøre alle hans ærgerrige Drømme til Virkelighed.
„Lev vel,” gentog hun sagte og begyndte at gå ud af Værelset.
„Vær nu blot ikke så bedrøvet, Fru Plenge,” bad Fru Ester; „det går måske meget bedre, end De nu tænker Dem. De må da heller ikke tro, at det, der forestår, bliver helt nemt for Poul og mig at komme igennem. Min Far er meget gammeldags, og jeg er vis på, at han vil sige, jeg har stjålet Poul fra Dem - det b liver slet ikke så rart for mig.”
Grethe så op på hende.
„De skulle dog ikke beklage Dem til mig, Fru Lind,” sagde hun nu fuldkommen rolig - „De får jo dog Poul.”
- - -
Grethe var meget længe om at komme hjem, men hun gik også hele Vejen. Fru Lind ville absolut have haft Lov til at køre hende ind til Byen i sit Automobil, men Grethe påstod, at hun havde bedst af at gå, og hun gik ganske langsomt, det gjaldt jo om at få Tiden til at gå, til Poul kom hjem.
Hun lukkede sig selv ind i Entréen og gik gennem Stuerne. Der var ingen hjemme. På Spisebordet lå en Seddel, hvorpå der stod, at der havde været Bud fra Kaptajn Klemmensens efter Børnene, og at Pigen var gået derhen med dem.
„Så meget desto bedre,” tænkte Grethe, „så har Poul og jeg Lejligheden for os selv.”
Hun havde lige fået Overtøjet af, da han kom, og hun gik foran ham ind i Dagligstuen.
„Nå, Grethe -” sagde han - „jeg kan nok se, hvor du har været.”
Grethe så op på ham og ville svare, men hendes Læber skælvede, så hun ikke kunne sige et Ord. Hun så fra ham rundt i Stuen, og i det samme tænkte hun på al den Pragt, hun lige kom fra.
„Å, Poul,” hviskede hun endelig, „jeg forstår dig jo så godt - men alligevel - tænk dig godt om, før du går fra os!”
„Ja, men Grethe - der er jo heller ingen, der har sagt, at det skal ske lige straks,” forsøgte han at trøste.
„Lige så godt straks som senere,” udbrød hun fortvivlet. „Når det alligevel skal være. Du er jo dog tabt for mig - vi har jo mistet dig, ikke sandt? Du holder ikke mere af mig - det er hende, du elsker. Å, gå dog din Vej!” skreg hun pludselig, - „jeg kan ikke tåle at se dig - så ond som du har været imod mig.”
- Men da hans Hånd lå på Dørhåndtaget ind til hans egen Stue, udbrød hun: „Hvis jeg altså ville give mit Minde til det, Poul - ville du så virkelig lade dig skille fra mig?”
„Å, Grethe -”
„Nej, jeg vil ikke høre Beklagelser, jeg forlanger kun Svar på mit Spørgsmål - hvis jeg nu går ind på det - vil du så lade dig skille? Giv mig blot et Svar, før du går - men tænk dig om, før du tager din Beslutning. Vil du Skilsmisse, Poul?”
Hun løftede sit forgræmmede, tårevædede Ansigt op og så på ham, og i hendes Øjne funklede en så vild, fortvivlet Sorg, at han følte, nu måtte han give hende et afgørende Svar.
„Ja, Grethe!” Han sagde det ganske stille, men også ganske tydeligt, „min Beslutning er taget - jeg vil skilles.”