WeirdSpace Digital Library - Kultur uden grænser

Jeg vil skilles




(1913) Oprindelsesland: Danmark Danmark
Tilgængelige tekster af samme forfatter her Dokument


SJETTE KAPITEL


   Lille Thea - hvis jeg skal have Te i Eftermiddag, må det være nu, ellers kommer vi for langt ind på Middagen,” sagde Faster Felle ind ad den åbne Havestuedør til Thea, der lige havde sat Blomster i Vand og nu gik og pyntede op inde i den store, lavloftede Stue, der i de to Sommermåneder skulle være fælles Daglig- og Spisestue for Morbroder Frits, Grethe og hendes to Børn.
   „Å, jeg synes ikke, her kan blive pænt nok til lille Grethe,” sagde Thea og så sig om i Stuen, før hun fulgte den gamle Frøken Klemmensen hen til Tebordet, der var dækket på Plænen under et stort Pæretræ.
   „Ja, det er jo så nydeligt af dig, lille Thea,” nikkede Faster Felle; „men man jo beregne sin Tid - og du er i den sidste Tid bleven så underlig langsom til dit Arbejde, lille Thea - du ved, det er ikke for at kritisere, men vogt dig for at få Hang til Drømmerier!”
   „Når man kommer ud i Naturen, Faster Felle, så kan man ikke lade være at drømme. Mens jeg har gået og pyntet op her i Dag, har jeg været tilmode, som om min Sjæl var en Have fuld af store, hvide Fugle -”
   „Det var en løjerlig Drøm, den,” sagde Marie-Pige, idet hun satte Tebakken på Bordet. „Frøken Thea skulle bare være gift og have en tre, fire Rollinger, så skulle vi nok se de hvide Fugle komme afsted ud af Sjælen og det i en Fart.”
   „Nej, at Marie har husket Fløde,” udbrød Faster Felle unødvendigt højt. Hun følte sig altid opfordret til at glatte efter; det plejede ofte at irritere Thea, men i Dag var hun Tanten meget taknemlig, fordi hun så behændigt dækkede den gamle Piges kradse Bemærkning; at Marie-Pige også kunne finde på at sige sådan noget, når Morbroder Frits hørte på det!
   „I har rigtignok været flittige,” vedblev Faster Felle og så sig anerkendende om; „her er rigtig nydeligt alle Steder. Ja - du fik vel min Lysedug, lille Thea - den skal ligge på Bordet i Dagligstuen.”
   „Den ligger der allerede, Faster,” sagde Thea og gav Tantens Hånd et lille kærligt Tryk. „Du tænker også på vores lille Grethe.”
   „Ja, det gør vi jo alle,” sagde den gamle Dame stille; „når nu bare dette Ophold her må hjælpe hende - men ikke sandt, Hr. Mols - for en sådan Sorg som Grethes er der da ikke noget bedre Middel end at leve i Naturen.”
   „Ja, Frøknen må undskylde, at en anden En også snakker med,” sagde Marie-Pige og satte et Fad Kager på Bordet, „men selv det dejligste Naturliv kan såmænd ikke få en ung Kone til at glemme sin Mand. Jeg sørger såmænd selv så grueligt for lille Fru Grethe - men jeg tror nu, at det var bedst for hende, hvis hun kunne blive rigtig gal i Hovedet på ham, den skidt Knægt - der er rendt sin Vej fra hende.”
   „Hun mener det så godt,” bemærkede Thea, da den gamle Pige var gået igen. „Men vor lille Grethe er vist ikke så let kureret, som man tror -”
   „Der er kun én, der kan kurere hende, og det er hende selv,” svarede Morbroder Frits sagte.
   „Det er det mærkeligste, jeg i mine Dage har oplevet,” sagde Faster Felle og rystede på Hovedet; „jeg kan sommetider slet ikke forstå, at de to Mennesker virkelig er skilt. Så meget som de holdt af hinanden, og så godt som de passede til hinanden - nej - det er ikke til at fatte. Men det er det, jeg siger, Folks Velopdragenhed nu om Dage er ikke ægte.”
   „Er det Kaptajn Plenges Velopdragenhed, De angriber?” spurgte Morbroder Frits og smilte.
   „Ja,” nikkede Faster energisk, „både hans og Grethes - velopdragne Mennesker lader sig ikke skille.”
   „Nå - å - der kan da være Grunde -” indvendte Frits Mols.
   „Nej, slet ikke,” faldt Faster ham i Talen. „Rigtig velopdragne Mennesker ved, at de må finde sig i Forholdene, som de er. Gudbevares - de Forhold, Livet byder En, kan ofte være ret ubehagelige.”
   „Ja, for at bruge et mildt Udtryk,” indskød Morbroder Frits hovedrystende.
   „Men rigtig velopdragne Mennesker laver ikke Skandale, fordi alt ikke går, som de netop havde tænkt sig,” fortsatte Faster. „Hvorfor var der ikke nær så mange Skilsmisser i gamle Dage? Fordi Folk var langt mere velopdragne i gamle Dage end nu. Der skal megen Velopdragenhed til for at kunne bo i en lille Lejlighed sammen et helt Liv igennem.
   „Ja, det passede måske, hvis Poul Plenge og vor lille Grethe var blevet skilt, fordi de ikke kunne enes; men Grunden var jo den, at han forelskede sig i en anden Kvinde.”
   „Forelskede sig?” gentog Faster Felle og rystede helt ivrigt på Hovedet. „Ja, den Sygdom kan være farlig, når man er 20 År, men angriber den En, når man er 35, som Poul Plenge vist var, så er den såmænd kureret ved et Par Måneders - højst et halvt Års Ophold på en af den Slags pæne Nervekliniker, som man i gamle Dage kaldte Dårekister.”
   „Det var en besynderlig Kur,” smilte Morbroder Frits.
   „Ja, men De kan tro, den ville være god i mange Tilfælde,” forsikrede Faster. „Jeg vil ikke kritisere nogen, men jeg har jo en. Anelse om, Hr. Mols, at De har været lille Grethes Rådgiver. Hvor turde De nu råde hende til at slippe ham så let?”
   „Hun bad slet ikke om mit Råd,” svarede Frits Mols alvorligt, „tværtimod - hun frabad sig det. Nej, vor lille Grethe, som alle mente så dårlig kunne tage en Beslutning, har handlet ganske på egen Hånd i denne Sag. Da jeg hørte, at hun så villig skrev under på alt og føjede sig så helt efter hans Ønsker, sagde jeg en Dag til hende, at hun dog skulle overveje Sagen lidt, før hun gik ind på øjeblikkelig Skilsmisse. Men hun svarede mig ganske roligt: „Når Poul har truffet sit Valg, vil det blot være ondt og tarveligt af mig at forhindre ham i at blive lykkelig”.”
   „Ja, det lyder jo så kønt,” mumlede Faster Felle, „men der er noget forkert i det Ræsonnement. Nå - nu er det jo sket, og så burde der absolut ikke tales mere om det.”
   „Det er der jo heller ingen af os, der gør,” indvendte Thea.
   „Nej, nej, lille Thea, det er heller ikke for at kritisere, at jeg siger det, men I må ikke engang se medlidende og bedrøvede ud, når I taler med hende - eller tale om Ting, der kan føre hendes Tanker hen på det, der er sket.”
   „Stakkels Grethe,” sagde Morbroder Frits næsten med et Suk, „det har rigtignok været en slem Tid for hende, og det vil vare længe endnu, før hun kommer over det, om det nogensinde sker.”
   „Vist kommer hun over det,” forsikrede Faster Felle, „men man skal tage Tiden til Hjælp - det er det, I Unge ikke rigtig forstår!”
   „Vi Unge?” gentog Morbroder Frits og smilede, „tænk, Thea - Faster Felle kalder mig ung.”
   „Ja, det er du da også - en Mand på halvtreds er jo lige så ung -” begyndte Thea.
   „Som et Kvindemenneske på tredive,” fuldførte Faster Felle.
   Det Smil, der havde været over Theas Ansigt, svandt øjeblikkelig bort.
   Grethe fyldte jo netop tredive År nu til August! Faster Felle kunne da ikke mene at - nej - det var umuligt, man kunne da ikke gifte sig med sin egen Morbroder, og desuden tænkte Grethe vist mindst af alt på Giftermål, det lille Skind!
   At han siden Grethes sekstende År havde gået rundt med en ulykkelig Kærlighed til sin egen Niece, det vidste de jo alle, og det var så forståeligt, for Grethe var jo yndig; men at Faster Felle derfor ligefrem skulle sidde og agere Giftekniv, det kunne hun ikke lide. Men man kunne jo aldrig vide! - Nu skulle de bo sammen herude hele Sommeren! Det var Morbroder Frits selv, der havde foreslået, at han i Stedet for sin Ferierejse skulle leje denne Lejlighed, og at Grethe så skulle føre Hus for ham.
   Det kneb nemlig også for Grethe med Penge, da hun var altfor stolt til at tage mod anden Hjælp fra Poul end en lille Pengesum til Børnene. Oversætterarbejde havde han også skaffet hende, da han ikke ville have, at hun måtte tage en Plads på et Kontor, som det først havde været hendes Hensigt, fordi hun så det meste af Dagen måtte være borte fra sine Børn.
   Jo - når man tænkte rigtig efter, var den Omhu, han viste Grethe, nu ikke så lidt varmere end almindelig Morbroder-Kærlighed plejede at være?
   Og Grethe ville nok komme til at holde af ham på samme Måde. For hvor var han dog køn og så fin og god! Det skægløse Ansigt med de fine, regelmæssige Træk havde sådan et godt Udtryk. Hans Øjne var så milde og kloge - det næsten hvide, men kraftige og bølgende Hår klædte ham så udmærket, og så var der en så vidunderlig Harmoni over hele hans Væsen.
   Thea rejste sig op, og under Påskud af, at hun ville se, om de Rejsende ikke snart kom, gik hun ned til Udsigtsbænken, der stod på en lille Høj i et Hjørne af Haven. Men da hun kom derned, var al den dejlige Glæde borte, hvormed hun havde gået og pyntet op i det lille Sommerhjem til festlig Modtagelse af Søsteren. Een for een løb Tårerne ned ad hendes Kinder.
   Nu var vist alle de hvide Fugle fløjet bort fra stakkels Theas Sjælshave!
   Og mens alt dette gik for sig, var Grethe sammen med sine Børn, sin gamle Fader og Thilde på Vej ud til den lille Sommerbolig, som Thea, Faster Felle, Morbroder Frits og gamle Marie allerede med Morgentoget var taget ud til for at sætte den i festlig Orden til hun kom.
   Ja, de kære Mennesker, de gjorde såmænd, hvad de kunne, for at lette Byrden for hende, og dog forekom det hende, at den for hver Dag blev tungere og tungere at bære.
   Den første Tid, mens Separation og Skilsmisse stod på, havde været slem at komme igennem, men det hele var forøvrigt gået så hurtigt i Orden, at hun næppe havde fået Tid til at tænke over, hvad det egentlig var, der skete.
   Samme Dag hun havde været ude hos Fru Ester, var Poul flyttet hjemmefra, og siden den Tid havde hun kun set ham de Gange, det på Grund af Skilsmissen var nødvendigt, og aldrig alene.
   Hun havde skrevet til ham og bedt ham foreløbig ikke komme på hendes Vej. Børnene skulle hun selvfølgelig have, og selv hendes Bøn om, at han heller ikke den første Tid ville forlange at se dem, var han gået ind på.
   Det havde været frygtelige Dage og frygtelige Nætter at komme igennem, mens alle de Forhandlinger stod på, men det var dog intet, syntes hun, mod den forfærdelige Tomhed og Stilhed, der var fulgt efter den endelige Afgørelse.
   I næsten ni År havde hun levet sammen med den Mand - haft ham ved sin Side som sin trofaste Ven og ridderlige Beskytter! Det var, som havde de, siden hun blev hans, vandret deres Livsvej med hinanden i Hånden, og så slap han en Dag pludselig hendes Hånd og lod hende, der slet ikke var vant til at gå alene, og hvis Fjed han indtil nu havde ledet så ømt og kærligt, stå ensom, mens han hastede videre. Hun kunne slet ikke fatte, at det virkelig var hendes Poul, der havde kunnet begå den Grusomhed mod hende, lige så lidt som hun kunne vænne sig til den Tanke, at han ikke længere var hendes Poul, og at han aldrig mere ville komme tilbage til hende.
   „Mon han virkelig kan være rigtig glad?” tænkte hun, „mon han kan lade være at tænke på mig og Børnene - Børnene, som før var hans eet og alt!”
   Og så kom der så mange bitre Tanker op i hende.
   Ja, naturligvis kunne han også undvære Børnene, det var jo ham selv, der havde valgt mellem dem og den fremmede Kvinde. Og han havde desuden nu så mange herlige Bedøvelsesmidler. Han var jo blevet en rig Mand, der kunne tilfredsstille alle sine Ønsker. Han kunne købe dejlige Heste, og han kunne rejse, og så havde jo hans tilkommende Hustru samme Interesser som han, og hun var ung og smuk og så klog - sagde alle Mennesker.
   Nej, nu var der sikkert ikke engang Plads til hans Børn i hans Tanker, og der kom naturligvis også nok Børn i det nye Ægteskab, og så ville lille Else og Kaj helt miste deres Fader.
   Hver Gang Grethe kom så vidt i sine Tanker, var det, som skulle hendes Hjerte briste af Sorg - og hun sagde til sig selv - dette her kommer jeg aldrig over - så megen Lidelse kan et Menneske ikke bære!
   „Lille Grethe,” hviskede hendes Fader til hende og tog hendes Hånd, og så rettede hun sig op og forstod, at hun måtte tvinge sig selv til atter at tage den Maske på, som de Ulykkelige og Sorgbetyngede må bære, for at ikke Synet af deres Sorg skal pine deres Medmennesker, eller som Skjold mod den Medlidenhed, der sårer mere end den trøster.
   Da de var steget ud af Toget og var på Vej op til det lille, stråtækte Hus nær Skoven, greb Kaptajn Klemmensen sin Datters Arm, mens Thilde gik foran med Børnene.
   „Lille Grethe,” gentog han, og hans Stemme rystede af Bevægelse, „jeg tåler ikke at se dig lide sådan, prøv dog på at glemme den Mand, - han er ikke en Tanke værd, end sige en af dine Tårer. Tror du ikke, du kan lære at glemme ham, Barn?”
   Og da Grethe ikke straks svarede, vedblev han heftigt:
   „Ja - for skal den Historie martre dig til Døde, min lille Pige, så går jeg hellere hen og skyder ham ned som en Hund.”
   „Å, Gud - sådan må du ikke tale, Fader!” bad Grethe og så angst på ham.
   „Da har han ærlig fortjent det,” udbrød den gamle Kaptajn med Kraft, „og hun med - den Tyvekvind!”
   „Å, Far, du forstår dem jo slet ikke; - hun holder jo af ham.”
   „Er det en Undskyldning for en Tyv, at han holder af det, han stjæler?”
   „Ja, men Poul holder jo også af hende, Far - det glemmer du!”
   „En Mand må da kunne tvinge sig.” Kaptajnen standsede og så Grethe lige ind i Øjnene; „det nytter ikke noget, mit Barn, at du vil undskylde ham og hende, for det forandrer ikke min Dom over ham. Han er i mine Øjne - selv om han bærer Uniform som Kaptajn i Hans Majestæts Infanteri - en æreløs Pjalt! En hæderlig Mand holder sit Ord til den Kvinde, han efter frit Valg har gjort til sin Hustru, og som er Moder til hans Børn, så længe hun ikke ved en eller anden slet Handling har tvunget ham til at forlade hende. Det er nu min Mening, og var det ikke for din Skyld, lille Grethe, fordi du endnu holder af ham, så havde jeg for længe siden udfordret den Slyngel. Og lad os så ikke tale mere om den Sag!”
   De var nu nået hen til Havelågen, hvor den øvrige Familie tog imod dem, og Grethe var ganske rørt over al den Kærlighed og Omhu, alle viste hende, men de kappedes rigtignok også om at tage hver Sten fra hendes Vej.
   Morbroder Frits og Thilde legede med Børnene, Faster Felle snakkede ustandseligt om ligegyldige Ting og undgik omhyggeligt at berøre „Kendsgerningerne”, og den gamle Kaptajn havde sin mildeste Mine på. Marie-Pige dækkede op med sin herligste Mad og gav Grethes Enepige den ene Formaning efter den anden om, hvordan „Fruen” var vant til at have det, den Gang, „hun havde det godt hjemme i sin Faders Hus”.
   Ja, selv den bedrøvede Thea var kommen i godt Humør og vidste ikke alt det gode, hun ville gøre sin lille Stedsøster.
   Ligesom hendes „grublende Sind” just var ved at volde hende den allerstørste Pine, sagde nemlig Morbroder Frits noget, der gav hende Stof til lykkelig Grublen for lange Tider. Man komplimenterede ham nemlig for det heldige Valg, han havde gjort ved netop at leje det yndige lille Hus og den dejlige Have, og så sagde han:
   „Det er nu egentlig Theas Skyld, at jeg tog det, for da jeg i Foråret var herude for at se på Lejlighed, opdagede jeg, at Udsigtshøjen var aldeles bevokset på alle Sider med Violer; de stod i Blomst - og den lignede præcis en violblå Ø. Så kom jeg til at tænke på Theas Drøm - den husker I nok - og så lejede jeg Huset.”
   Han havde fortalt det ganske naturligt og ligefrem, men for et Menneske med et „grublende Sind” kunne der jo nok lægges en Del Betydning ind i hans Ord - og trods al Beskedenhed nægtede Thea sig ikke noget i den Retning.
   Grethes første Dag i det nye Hjem begyndte altså så skønt som vel muligt, og den ville sikkert også være forløben ganske harmonisk, hvis ikke Thilde havde begået en „stor Dumhed”, som Faster Felle kaldte det.
   Hun havde på Stationen købt et af de meget læste Hovedstadsblade, der holder en stående Nyhedsrubrik om kendte Navne; den havde hun ladet ligge på Havestuebordet, men da Kaffen var serveret ude i Haven, og man ville hente Grethe ud til den, fandt de hende liggende besvimet på Gulvet med Avisen i Hånden.
   Mens Søstrene bar den unge Kone ind i hendes Soveværelse, gennemløb Morbror Frits Avisen, og han fandt snart den lille Notits, der havde gjort det stærke Indtryk på Grethe. Den lød således:
   „I Formiddag holder Fru Ester Lind, „Ma folie”, Bryllup med Kaptajn Poul Plenge, der fra Væddeløbene er kendt som en af vore eleganteste Ryttere. Det unge Par rejser straks efter Vielsen til det sydlige Frankrig.”


SYVENDE KAPITEL >